Danmarks Naturfrednings havpolitik Et hav i forandring Havene omkring os er fulde af liv, fødevarer og ressourcer, og i Danmark som i resten af verden lever vi med og af havet, som vi har gjort det i årtusinder. Men det danske havmiljø lider ligesom verdenshavene under overfiskeri, forurening og klimaforandringer, som truer havets økosystem og biodiversitet. Vi må genoprette og bevare havets bæredygtighed, hvis vi også i fremtiden skal omgives af et sundt hav fuldt af liv. Havmiljøet bliver påvirket af en kompleks blanding af nationale og internationale forhold. Danmarks direkte betydning for tilstanden i verdenshavene er i sagens natur beskeden, men ansvaret for at sikre rene og rige havområder i danske farvande ligger hos os selv og vore nabolande. Især de lavvandede fjorde og åbne kystområder huser et meget varieret og produktivt økosystem af internationalt format og betydning, ikke mindst for hundredetusinder af sortænder, ederfugle, hvinænder og mange andre vandfugle. Klimaforandringerne vil ændre havmiljøet, og mange af konsekvenserne kan vi i Danmark ikke alene gøre meget ved. Vandets temperatur vil stige, stigende mængder af CO2 vil forsure havmiljøet, nedbrydningsprocesser vil gå hurtigere og give mere iltsvind, og livet i havet vil forandre sig, efterhånden som varmeelskende dyr og planter finder vej til de danske havområder og de, som foretrækker koldt vand, forsvinder. At modvirke det kræver ændringer på den lange og globale bane af vores energiforsyning, transport, forbrug og produktion. Behovet for at sikre et sundt havmiljø er i dag i politisk fokus, men til trods for, at der er gjort en stor indsats for at begrænse udledningen af næringsstoffer som kvælstof og fosfor, og miljøfarlige stoffer som TBT, kviksølv og bly, er det de seneste årtier gået tilbage for naturen i de danske havområder. Det samlede billede af de danske havområder er marine økosystemer i dårlig tilstand, hvor menneskelig udnyttelse og miljøskadelige stoffer har ændret den biologiske struktur. Det er i dag veldokumenteret, at de største trusler mod det danske havmiljø er overfiskeri, fjordenes og kystvandenes belastning med næringsstoffer og miljøfarlige stoffer både enkeltstoffer og den samlede cocktail af miljøfarlige stoffer. Hvis havmiljøets triste trends skal vendes, skal vi både arbejde for at genskabe og beskytte havmiljøet og samtidigt sørge for, at vi får mere viden om hav-økosystemernes komplekse dynamik. Et bæredygtigt, sundt hav Havet rummer et væld af ressourcer og muligheder, som kan bruges af mennesker, men det skal ske bæredygtigt og i harmoni med havets naturlige processer og livsformer. Danmarks Naturfredningsforening arbejder for at genoprette et sundt og mangfoldigt havmiljø. Det er afgørende, at økosystemerne i de danske havområder igen bliver velfungerende, naturligt diverse og robuste. Velfungerende så økosystemet ikke belastes af for eksempel udledning af for stor mængde næringsstoffer, der i dag giver iltsvind i mange af vores fjorde.
Naturligt diverse så det er havets naturlige betingelser og ikke menneskets aktiviteter, der afgør, hvor mange arter af dyr og planter, der er. Uanset om det er i Østersøens brakvand eller i Nordsøens salte vand. Robuste så havets bæredygtighed og biodiversitet kan genskabes efter for eksempel olieforurening eller omfattende iltsvind. Det kræver, at der er store sammenhængende områder i nærheden, hvorfra planter, fisk og andre havdyr kan genindvandre. Derfor har Danmarks Naturfredningsforening som mål for havmiljøet: - At havets natur med dens mangfoldighed af arter og naturtyper genoprettes og styrkes ved udpegning af store sammenhængende havområder, hvor beskyttelse af naturen har førsteprioritet - At havet ikke tilføres nogen stoffer i mængder, som skader havets dyre- og planteliv og de naturlige økosystemers struktur og funktion - At alle aktiviteter til havs både erhvervsmæssige og rekreative skal foregå så lidt indgribende som muligt i respekt for havets naturlige processer og dets livsformer. Havet kvæles Det danske vandmiljø både i søer, åer og i havet får hvert år tilført unaturligt store mængder næringsstoffer særligt fosfor og kvælstof, som kommer fra den intensive landbrugsdrift. Men vandmiljøet forurenes også med næringsstoffer fra spildevand og via luften fra afbrændingen af kul, olie og gas i trafikken og energiforsyningen. Tilførslen af de store mængder næringsstof forårsager eutrofiering og giver voldsom vækst af alger, som både svæver frit i vandet og sætter sig på bundplanterne. Algerne vokser hurtigt, lever kort tid og nedbrydes hurtigt, når de dør, og giver dermed grobund for nye alger. Den store algeproduktion og hurtige omsætning af næringsstofferne skygger i praksis bundplanterne bort især fra de dyberste voksesteder, og efterlader en bar havbund, hvor der hverken er føde eller skjul for havets fisk eller andre havdyr. Når algerne dør og synker til bunds bruger nedbrydningsprocessen ilt fra havvandet og nogen gange forbruger algerne så meget af vandets ilt, at det skaber iltsvind. Giftig svovlbrinte trænger op fra havbunden og fisk og bunddyr flygter eller dør. Om der kommer iltsvind afhænger især af to forhold: Af den nedbør, der kommer om vinteren - jo mere nedbør des større udledning af kvælstof og fosfor fra land og des mere gødning er der til sommerens algevækst. Men også vejret sidst på sommeren spiller ind. Jo varmere og mere stille vejr des mere iltsvind. I de indre danske havområder er vandet ofte delt i to lag det øverste mest ferske vand, som strømmer ud fra Østersøen ovenpå det nederste mere salte og tungere vand fra Nordsøen. De to lag blandes kun i ringe grad i sommerhalvåret, og hvis ilten i bundvandet forsvinder, bliver den først fornyet når efterårets blæst sætter ind. Men skaderne fra iltsvind er ikke væk med den første efterårsstorm. Når ilten forsvinder, og bunddyrene flygter eller dør, bliver havbundens struktur ødelagt, og der kan gå mange år, før bundens funktion er fuldt genetableret. Nogle fjorde og havområder bliver oftere ramt af iltsvind end andre. Det gælder blandt andet Mariager Fjord, hvor der bag en sandbarriere i fjordmundingen står tungt saltvand. som sjældent blandes op med frisk vand fra Kattegat. Og de centrale områder af Limfjorden, der 2
både får masser af kvælstof fra det omliggende landbrugsland, og som har lavt vand, der sjældent skiftes ud om sommeren. Økosystemer ødelagt Siden midten af 1980 erne har vandmiljøplanerne næsten halveret udledningen af kvælstof til det danske vandmiljø, mens udledningen af fosfor er begrænset med næsten 90 procent. Hertil kommer ca. 30 procent reduktion af det kvælstof, som tilføres fra luften. Alligevel har det ikke resulteret i markante forbedringer i havmiljøet, da indholdet af kvælstof og fosfor stadig er for højt, men også fordi et økosystem ikke nødvendigvis bliver genskabt, når man fjerner de påvirkninger, der ødelagde det. Ofte er der fulgt andre ændringer med, som kan være sværere at rette op på. For eksempel kan havbunden være blevet dækket af slam og indeholde ophobede næringsstoffer, som i årtier kan forsinke spæde ålegræsplanter i at genetablere sig i danske kystområder - selv i de områder, hvor der nu igen er tilstrækkeligt lys. Ifølge videnskabelige beregninger skal belastningen med kvælstof i vandmiljøet ned på omkring 30.000 tons pr år, før der igen kan være vækst af bundplanter på havbunden som i tidligere tider, og det vil formentlig tage årtier, før bundplanterne igen vil have så godt fat, at de kan bidrage til rent vand ved vores kyster. Klimaændringer vil dog give øget pres på vores vandmiljø. Mere og kraftigere nedbør vil nemlig øge udledningen af kvælstof fra landbruget og forværre algevæksten, så det er nødvendigt for os at sætte endnu mere effektivt ind, for at begrænse udledningen af kvælstof til de danske havområder At vedtage en ambitiøs og effektiv plan, der bringer tilførslen af kvælstof ned til omkring 30.000 tons pr. år og yderligere reducerer tilførslen af fosfor i relevante fjorde At sikre, at Danmark nationalt og via EU gennemfører indsatser, der fortsat reducerer den luftformige kvælstofbelastning At sikre tilstrækkelig løbende overvågning og indsamling af viden, så effekten af de samlede indsatser for natur, miljø, klimatilpasning og biodiversitet bliver så optimal som mulig. Fiskeri i balance med havets økosystem Fiskeri påvirker havets økosystemer, og især overfiskeri og brug af destruktive fiskemetoder skaber problemer, men vi kan minimere skadevirkningerne ved at fiske skånsomt og bæredygtigt. Det internationale fiskeri i det nordøst atlantiske område, som Danmark er en del af, er et af de mest undersøgte og gennemregulerede i verden. Alligevel lider næsten halvdelen af de fiskebestande, som udnyttes kommercielt, af overfiskeri, og vi savner viden om hvilken bevarings-status der er for størstedelen af de øvrige fiske arter. Samme billede glæder de danske farvande: I Nordsøen, Skagerrak og Kattegat er det kun rødspætte, kuller, sild, tunge og jomfruhummer der fiskes inden for sikre biologiske grænser på MSY-niveau (se box) ud af ca. 30 fiskearter, som udnyttes kommercielt. En af grundene til det udbredte overfiskeri er, at EU's fiskeriministre ofte fastsætter de enkelte landes fiskekvoter langt højere, end den videnskabelige rådgivning tilråder. Der er mange fiskebestande, som vi har så lidt viden om, at det reelt ikke er muligt at bedømme, om fiskeriet er bæredygtigt eller ej. I en række tilfælde sker der også ulovligt fiskeri, så fiskerne 3
fanger langt flere fisk, end kvoterne tillader. Tonsvis af fisk smides ud Overfiskeri skyldes i en række tilfælde også, at fiskerne som bifangst får store mængder af andre fiskearter, end de har kvoter til, eller fisk det ikke kan betale sig at lande. Fiskerne smider disse fisk tilbage i havet, men de fleste af fiskene dør alligevel. Det er svært at opgøre, hvor store mængder fisk, der ender som udsmid, for mængden af bifangst varierer meget imellem forskellige typer af fiskeri, men skøn baseret på undersøgelser af Nordsøfiskeriet anslår, at mængden af fisk og bunddyr, som smides tilbage i havet, udgør mellem 40-50% af den mængde fisk, der landes. En pløjemark på havbunden Fiskeri med bundslæbende redskaber som for eksempel bundtrawl og redskaber til muslingeskrab kan give store skader på havbunden, og er et af de største problemer for det danske havmiljø. De slæbende fiskeredskaber udjævner havbunden, ødelægger dens struktur og fjerner de sårbare bunddyr og -planter. Resultatet på havbunden er ringe variation og få dyrearter en havets pløjemark. Fiskeri med bundtrawl er også skyld i markant større bifangst end andre typer fiskeri, og samlet set er fiskeri med bundslæbende redskaber ikke foreneligt med EUvandrammedirektivets mål om, at vandet i kyst- og havområderne skal have god økologisk tilstand. Alligevel er der kun få steder i de danske havområder, hvor fiskeri med bundtrawl og muslingeskrab er forbudt, og i dag kan danske fiskere bruge bundslæbende redskaber selv i internationale beskyttelsesområder og på stenrev. Fangst fra sunde fiskebestande mærkes Sunde fiskebestande er karakteriseret ved, at en vis andel af bestanden er gamle, store fisk, men den store fangst af bestemte fiskearter og fiske-størrelser er et voldsomt indgreb i havets økosystem og fødekæder, og globalt set har fiskeri ført til en stor nedgang i antallet af store rovfisk. Fraværet af fødekædernes top-rovdyr er ikke kun et problem for den enkelte fiskebestand, men kan føre til store ændringer af hele økosystemet. For eksempel kan manglen på store torsk i Kattegat være årsagen til masseforekomster af søpindsvin på havets stenrev, hvor de ødelægger revets vegetation af tang. Også den store fangst af mindre fiskearter som tobis, sild og brisling kan have stor betydning, da de er vigtige fødeemner for større fisk, fugle, sæler og marsvin. En troværdig mærkning af bæredygtigt fangede fisk kunne give forbrugerne en afgørende rolle i at fremme bæredygtigt fiskeri. En sådan mærkningsordning, der både skal omfatte beskyttelsen af den enkelte fiskebestand, brug af skånsomme fiskemetoder og tage højde for fiskefartøjernes energiforbrug, findes endnu ikke. At arbejde - både nationalt, i EU og globalt for at fiskeri kun foregår med skånsomme metoder og indenfor sikre biologiske grænser At forbyde udsmid af fisk og fastsætte regler om at og al bifangst skal indregnes i fangst kvoterne At forvaltningen af fiskeriet baseres på viden og brug af forsigtighedsprincipper og har som mål, at hver enkelt fiskebestand skal være økologisk bæredygtig 4
At forbyde fiskeri med bundslæbende redskaber både indenfor 1 sømil fra land, på hård havbund, i de beskyttede Natura 2000 områder og i ålegræssets vækstområder, samt hvor der er dokumenteret forekomst af sjældne arter At fremme skånsomme fiskemetoder ved mere støtte og en større andel af fiskekvoterne At styrke overvågning og håndhævelse i fiskeriforvaltningen At sørge for, at støtteordninger, som fører til ubæredygtigt fiskeri fjernes At udvikle en troværdig mærkning af bæredygtige fiskeprodukter Det forurenede hav Havet bliver forurenet af både naturligt forekommende stoffer som kvælstof og fosfor, når de forekommer i skadelige mængder og af de menneskeskabte, kemiske stoffer. Der er langt over 100.000 forskellige kemiske stoffer i omløb i EU, og med spildevand, vandløb og via luften havner stofferne i havet. Både i Østersøen og Nordsøen kan man måle stigende indhold af metaller i muslinger og fisk. I havets organismer og i selve havbunden kan man lokalt finde mange eksempler på for højt indhold af organiske, miljøfarlige stoffer som for eksempel PAH og hormonforstyrrende stoffer som TBT, der forårsager tvekønnethed hos havsnegle. Nyere forskning tyder på, at cocktaileffekten - altså den samlede virkning af flere skadelige stoffer - kan skade arter og økosystemers ved langt lavere koncentrationer end det enkelte stof alene, og der er behov for at kortlægge alle problemstoffer i havmiljøet og finde kilderne til dem. Det gælder også udsivning af miljøfarlige stoffer fra gamle affaldspladser nær kyster og vandløb og udledning af spildevand fra byerne, som indeholder rester af medicin både fra hospitaler og husholdninger. Forurening af havet med miljøfarlige stoffer er udpeget som et af de tre største problemer for havmiljøet, og både politikere og myndigheder bør have langt større fokus på, at finde kilderne, så forureningen kan begrænses eller stoppes. Nordsølandene besluttede i 1995, at de senest i 2020 skulle nedbringe forureningen i Nordsøen til et niveau tæt på nul-koncentration for menneskeskabte, syntetiske stoffer. Dette ambitiøse mål, som kaldes Generationsmålet, er overtaget af EU og skal nu nås gennem EU- Vandrammedirektivet og EU-Havstrategidirektivet, som sætter en lidt længere tidsramme, men stadig kræver en massiv indsats for at opspore og standse kilderne til forureningen. At sikre, at det danske havmiljø bliver screenet for de miljøfarlige stoffer, som findes på EU's observationslister og lister over prioriterede stoffer At opspore og begrænse kilderne til forurening med miljøfarlige stoffer, der overskrider gældende grænseværdier eller viser stigende tendens At opdatere vandplaner og den nationale havstrategi så de indeholder klare mål og indsatser mod miljøfarlige stoffer og for hvordan vi udbygger viden om cocktaileffekten af miljøfarlige stoffer. Det beskyttede hav sikrer biodiversiteten Danmark er via EU's vandrammedirektiv og EU-havstrategidirektivet forpligtet til at sikre, at hele det danske havområde i løbet af de kommende år opnår en god økologisk tilstand, eller som minimum opnår bedre økologisk tilstand end i dag. 5
Det skal ske ved at myndighederne regulerer udledninger og skadelige aktiviteter. Der er et særligt behov for at beskytte og genoprette havets biodiversitet ved beskytte de naturtyper og arter, som er gået stærkt tilbage i løbet af de seneste hundrede år. Det gælder for eksempel de mange stenrev, som i tidens løb er blevet fjernet ved stenfiskeri, eller som blevet ødelagt af bundslæbende fiskeredskaber, og mange af de lavvandede fjordområder, som er blevet inddæmmet og drænet til landbrugsformål. Det er en samfundsopgave at sætte ambitiøse mål for,hvor disse naturtyper skal genetableres, og hvordan man sikrer, at de kommer til at hænge sammen geografisk, så havets naturlige biodiversitet kan blive mere robust. Reservater til havs bliver rige kolonier Havområder, som får en særlig beskyttelse, har en positiv effekt på hele havets økosystem. I de beskyttede områder er biodiversiteten bedre, og fiskebestandene opnår igen deres naturlige størrelse og aldersfordeling, og de beskyttede havområder bliver til rige reservater, hvis overskud smitter af på nærliggende havområder. Det kan blandt andet sikre, at der er robuste bestande af dyr og planter, som kan gen-kolonisere områder, som bliver udsat for iltsvind eller olieforurening. Rundt om i hele verden er der kun positive erfaringer med beskyttelse af havområder. Det gælder også i Øresund, hvor der siden 1932 har været forbud mod brug af trawl af hensyn til den intensive skibstrafik. Her er fiske- og bundfaunaen markant bedre både hvad angår størrelse og fordeling, end i de havområder, som grænser op til Øresund. Alle internationale aftaler om havbeskyttelse indeholder i dag krav om beskyttede havområder. Det glæder også EU's havstrategi, som forudsætter, at de enkelte EU- lande i de kommende år vedtager nye beskyttede havområder - udover de eksisterende Natura 2000 områder. Mangelfuld Natura 2000 beskyttelse Natura2000 områderne i havet er ikke udpeget til beskyttelse af den samlede biodiversitet, men kun enkelte navngivne arter eller naturtyper, som er truet på EU-niveau, og udpegningen er mangelfuld. Der er i dag slet ikke nogle habitater på mudderbund, og der er kun få Natura 2000 områder i Nordsøen langt væk fra kysten. Beskyttelsen i de enkelte Natura 200 områder administreres heller ikke konsekvent. I princippet skal alle aktiviteter, som kan skade den beskyttede art, konsekvensvurderes, men i praksis kræver myndighederne kun en vurdering af nogle få aktiviteter, som for eksempel udledning af spildevand, indvinding af råstof, muslingefiskeri, og etablering af havbrug, og af havvindmøller og andre typer energianlæg. Alt fiskeri under EU's fælles fiskeripolitik bliver ikke konsekvensvurderet. Det betyder at tunge bundslæbende fiskeredskaber i dag kan anvendes overalt i Natura2000 områderne - selv på beskyttede naturtyper som stenrev. Fremmede arter og klimaforandringer en særlig udfordring Invasive dyre- og plantearter kan også skade det danske havmiljø, og er en særlig udfordring i genopretningen af havets natur, fordi det i praksis nærmest er umuligt at bekæmpe dem, når de først har etableret sig i de danske havområder, så det forebyggende arbejde er helt afgørende, blandt andet ved at sikre, at skibe, som sejler internationalt, ikke medbringer invasive arter i deres ballastvand eller på urene skibssider. Nær kysten kommer havets natur også under pres, når klimaforandringerne vil give mere og kraftigere nedbør og stigende vandstand. Det vil nogle steder medføre ønsker om kystsikring 6
som værn mod erosion og højvande. Det er i mødet mellem land og hav vi i Danmark oplever den vildeste natur, og kystens naturtyper er dynamiske områder, som nedbrydes nogen steder og opbygges andre steder. Den fri kystdynamik skal bevares så vidt muligt, og kystens naturtyper skal sikres plads indad i landet, når havet stiger, mens andre kyster skal sikres på grund af andre samfundsinteresser. Beslutningen om, hvor kysten skal sikres og hvor, den frie dynamik skal have lov at bestå, kræver national planlægning, som går på tværs af kommunegrænser, og det er også her myndighederne skal varetage hensynet til de store kystlandskaber, som man kan læse i Danmarks Naturfredningsforenings Kystpolitik. At oprette et antal store beskyttede havområder, hvor genoprettelse og beskyttelse af havnaturen har førsteprioritet og direkte skadelige aktiviteter, som råstofindvinding og fiskeri med bundslæbende redskaber forbydes At justere de marine Natura2000 områder, så deres udbredelse og regulering forvaltes ifølge den nyeste viden og sikrer genopretning af bortfiskede stenrev, muslingebanker og truede arter At vedtage lovgivning, som beskytter og genopretter stenrev og biogene rev, af inddæmmede havområder, og steder, hvor ålegræs kan vokse og igen få positiv effekt på havmiljøet Bedre fysisk planlægning til havs De danske havområder skal rumme flere og flere anlæg, som er meget forskellige og tjener mange forskellige formål. Der er havne- og kystsikringsanlæg, som moler, høfder og bølgebrydere, der er broer og et stigende antal havbrug, alge- og muslingeanlæg. Der kommer også flere vind- og bølge-energianlæg og flere olie- og gasboreplatforme. På og under havbunden ligger tusinder af kilometer kabler og rørledninger. Og imellem alle disse anlæg skal der være plads til fiskeri og råstofindvinding, stigende skibsfart og flere rekreative aktiviteter. Det er derfor vigtigt at myndighederne planlægger de forskellige aktiviteter på havet, så de ikke står i vejen for hinanden. Nogle af anlæggene kan endda med fordel etableres samme sted. Byggeriet af de forskellige anlæg til havs, giver ofte miljøproblemer omfattende gravearbejde fjerner havbund, nedramning af pæle giver støj og alle aktiviteterne giver forstyrrelser. Men hvis byggeaktiviteterne optrappes gradvist, og de mest sårbare områder friholdes i de perioder, som er mest sårbare for marsvin, sæler, fugle og fisk kan skaderne i anlægsfasen minimeres. Når anlæggene først er etableret, vender dyre- og plantelivet generelt tilbage, når der er tale om anlæg som ikke udleder skadelige stoffer. Anderledes er det med olie- og gasboreplatforme og fiskefarme, hvor udledningen af oliestoffer og af foderspild og fækalier kan ødelægge biodiversiteten på havbunden nær anlæggene. Sådanne anlæg bør kontrolleres, så man sikrer, at de anvender den reneste og bedste tilgængelige teknologi. Havvindmøllens fod er et rev Permanente anlæg i havet får altid karakter af kunstige rev, og det giver nye levemuligheder for muslinger og havplanter. Den hårde havbund er en naturtype med høj biodiversitet, men områderne med naturligt hård havbund er mange steder ødelagt af stenfiskeri og indvinding af 7
ral og andre råstoffer fra havet. Hård havbund er i dag en mangelvare og fundamenterne på de faste anlæg til havs er derfor værdifulde kunstige rev, som giver større variation i havmiljøet. Man kan endda øge anlæggenes positive effekt på biodiversiteten, hvis man sørger for at fundamenter til vindmøller og broer på havet konstrueres med store, jævnt skrånende flader, som giver plads til stor plantevækst og med fordybninger og beskyttelsessten til hulelevende fisk og hummer og andre bunddyr. Anlæg til opdræt af fisk og skaldyr og dyrkning af tang får sjældent samme karakter af kunstige rev, da de ind i mellem bliver taget på land. De er betydeligt arealkrævende og kommer ofte i konflikt med rekreative interesser, hvis de placeres nær kysten.. Placering i kystfarvande af produktionsanlæg bør som hovedregel ikke tillades i en zone på 2 km fra kysten, men henvises til udpegede områder uden for kystfarvandszonen. Længere ude på havet kan fiskefarmene komme i vejen for fiskeri, råstofindvinding og skibsfart. Det er derfor vigtigt at inddele det danske havområde i zoner, hvor man beslutter, hvor der skal være plads til bestemte anlæg og aktiviteter, og hvor de kan foregå sammen: For eksempel kan der sagtens etableres fiskefarme eller fiskeri med faste redskaber i samme område som der er havvindmølleparker. At lave en egentlig fysisk planlægning til havs, herunder kortlægge de forskellige interesser og afklare, hvor der er mulige konflikter, og hvor der er mulighed for at samle aktiviteter til havs At kræve fundamenterne på permanente anlæg konstrueret, så de bidrager til et rigere havmiljø At sikre, at havbrug og andre produktionsanlæg kun etableres i områder udpeget hertil, kun undtagelsesvis kystnært (indenfor 2 km fra kysten) og gerne sammen med andre anlæg samt at der sikres fuld høringsret til disse Råstof skal indvindes skånsomt Bølger og havstrømme flytter masser af sand og mudder rundt i de danske farvande. Sandet og leret kommer fra vandløb på land og fra de danske kyster, som nedbrydes af bølgerne, og det hele bliver transporteret til havs og fordelt. Også fra Europas floder i syd strømmer store mængder materialer ud og op langs Jyllands vestkyst. Det er de strømme, som har dannet Vadehavet og den store sandvandring, som giver os de dynamiske jyske sandrevler og verdens måske største krumodde, Skagens Gren. Havbundens forekomster af sand, grus og ral er efterspurgt som råstoffer i byggeindustrien, som alternativ til råstofferne på land, hvor råstofgravning ofte skaber konflikter. Tidligere fiskede man også sten i havet, det er nu forbudt men har gennem de seneste 100 år fjernet størstedelen af de kystnære stenrev i dansk farvand, hvilket er gået hårdt ud over havets biodiversitet. Råstofindvinding foregår i dag i udpegede, konsekvensvurderede områder og kun på omkring en halv procent af den danske havbund. Men der, hvor det sker, ødelægger det havbunden. Sugning af sand giver færrest skader på den dynamiske sandbund, hvor dyrelivet er vant til en urolig bund, og hvor der konstant tilføres nyt sand. De værste skader sker på den hårde havbunds forekomster af ral, som er op til knytnæve-store sten, og derfor et efterspurgt råstof, men som ligesom stenrevene er en værdifuld naturtype med et rigt dyre- og planteliv. 8
At beslutte en generel beskyttelse overalt i danske farvande af områder med ral på havbunden (med sten ned til 5 cm) på samme måde som stenrev er beskyttet At forbyde råstofindvinding til havs i beskyttede områder, nær stenrev og på lavt vand samt hvor det kan betyde forstyrrelse af væsentlige geologiske processer At sikre, at indvinding af sand sker med slæbesugning og kun forekommer på dynamisk sandbund, hvor forholdene på havbunden hurtigt genskabes af den naturlige sandtransport Jagt og sejlads med omtanke Især havets fugle og pattedyr bliver forstyrret, når mennesker færdes i deres områder. Stærkt trafikerede skibsruter som færgeforbindelser er forudsigelige og dem vænner fugle og pattedyr sig tilsyneladende til, men skibene kan give betydelig støj under vandet. Hvis der skal skabes forståelse for behovet for at beskytte havets natur, er det dog vigtigt, at folk har adgang til at færdes i og på havet og får lejlighed til at lære naturen der at kende, men nogle aktiviteter forstyrrer mere end andre. Dykning bringer mennesker helt tæt på havets natur og har så vidt vides ikke nogen nævneværdig forstyrrende virkning. Mens rekreative aktiviteter over havoverfladen, som for eksempel motorsejlads og jagt, der typisk foregår kystnært, er mere forstyrrende for fugle og havpattedyr. Jagt på vandfugle er udbredt i Danmark og kan gøre fuglene mere sky, så de ikke udnytter levestederne optimalt og holder sig på større afstand af mennesker, så andre derfor får ringere mulighed for at opleve fuglene tæt på. Der er reservater i mange af de danske Natura2000 områder, hvor jagt til dels er forbudt og fuglene ikke må forstyrres, men andre steder i beskyttelsesområderne er jagt stadig tilladt, hvilket modarbejder områdernes funktion som internationale beskyttelsesområder. Jagt fra motorbåd er også tilladt i Danmark som et af de få lande i Europa. At sikre bedre sammenhæng mellem de områder, hvor det er forbudt at jage og forstyrre vandfuglene, og at udvide områderne, så de inkluderer tilstødende strandenge og andre arealer, som er vigtige for de rastende vandfugle At forbyde jagt i alle de EU-fuglebeskyttelsesområder og - vildtreservater, der er udlagt af hensyn til vandfugle At udfase jagt fra motorbåd At sikre optimal beskyttelse mod forstyrrelser for marsvin, sæler og havfugle i de habitatområder og reservater, der er udlagt for dem Utilstrækkeligt beredskab mod oliekatastrofer De danske farvande er nogle af de mest trafikerede i verden, og samtidigt er ruterne fra Skagen til Gedser svære at navigere i med nutidens store skibe, da der er mange snævre sejlrender og undersøiske grunde. Der foregår samtidigt et stigende antal olieomlastninger mellem store og små tankskibe til havs og den samlede risiko for ulykker er derfor stor og stiger, efterhånden som trafikken øges med flere og flere skibe på havet. 9
Erfaringerne fra Øresund og Storebælt viser, at man kan forebygge ulykker til havs ved at overvåge skibenes trafik aktivt og være i dialog med besætningen, ved at have billige og lettilgængelige lodser til rådighed og ved at dele trafikken op i ensrettede sejlrender. Erfaringerne viser dog også, der altid vil være risiko for ulykker for eksempel i tæt trafik. Derfor er det vigtigt at skibene har en høj standard og besætningerne er veluddannede. Østersøen og de indre danske farvande er omfattet af de strengeste krav for trafik i internationalt farvand, som kan fastsættes af FN s internationale maritime organisation, IMO. Det betyder blandt andet, at olie kun må transporteres i dobbeltskrogede tankskibe, hvilket kan forhindre udslip af olie, hvis et skib går på grund i de lavvandede danske farvande, hvor bunden de fleste steder er blød. Alligevel vil der ske ulykker, og det er heller ikke muligt at forhindre, at skibe, som ikke lever op til den strengeste krav om sikkerhed, sejler gennem de danske farvande. Derfor skal der være et effektivt beredskab, som kan forhindre, at en olieforurening får katastrofale følger for de mange havfugle og havets øvrige natur. Danske miljøskibe klarer ikke opgaven Det beredskab er ikke på plads i dag. De danske miljøskibe er ikke i stand til at leve op til Østersø-konventionens krav om at kunne levere en effektiv indsats indenfor 8-12 timer. Skibene er ikke godkendt til forsvarligt at håndtere en olieforurening før efter 16-24 timer, de har ikke det nødvendige materiel til at opsamle olie under danske vejrforhold og kan heller ikke opbevare og transportere indsamlet olie. Beredskabet overfor andre kemikalier er nærmest ikke eksisterende. Det er ikke godt nok i lyset af de store naturværdier, som findes i de danske farvande og vores internationale forpligtelse til at beskytte det. Der er i 2004 udpeget nød-områder og nødhavne, hvortil myndighederne kan henvise eller bugsere skibe, som er i risiko for at forårsage olieforurening. Disse nød-områder bør selvfølgelig sammen med olieomlastnings- og bunkrings-områder have et hurtigt og effektivt olie- og kemikalieberedskab, der også kontrolleres effektivt, indenfor rækkevidde, men det har de ikke. Danmark er en vigtig søfartsnation og står for mere end ti procent af den samlede fragt til søs. Vi huser verdens største containerrederi og har EU s største fiskeri. Vi har derfor en forpligtelse til også at være førende i udviklingen af sikker og bæredygtig skibstrafik - både hvad angår krav til skibes konstruktion og drift, til mandskabets uddannelse, til overvågning og beredskab. Det kan gøres gennem den FN s internationale maritime organisation, IMO, og andre relevante i organisationer. At afsætte de nødvendige midler, så det danske olie- og kemikalieberedskab kan komme op på et fuldt tidssvarende niveau At iværksætte en uvildig undersøgelse af fordele og ulemper ved dannelsen af en kystvagt, der kan varetage alle statens opgaver til havs ligesom i vore nabolande At optimere forebyggelse af ulykker blandt andet ved separering og overvågning af skibs-trafikken og ved at sørge for let og billig mulighed for at få en lods ombord. At sørge for Danmark spiller en aktiv rolle i FN s søfartsorganisation IMO og i andre sammenhænge, hvor sikker og bæredygtig skibstrafik er på dagsordenen BOX: Nye udfordringer fra skibsfarten 10
Skibe sejler ikke længere bare med laster fra havn til havn, hvor de så lastes og losses, serviceres og vedligeholdes. Som led i at effektivisere skibstransporten foregår efterhånden flere og flere driftsaktiviteter til søs. Eksempelvis i Ålbæk Bugt i nordlige Kattegat, hvor der de seneste år har udviklet sig en hel række aktiviteter, mens skibene ligger på red (for anker på havet). Der omlastes olie fra store tankere til mindre tankere, som kan besejle Østersøen. Omvendt omlastes russisk olie fra mindre tankere til store, som viderefragter olien over hele verden. Det er de såkaldte ship-to-ship-operationer, STS. Skibe modtager bunker-olie altså deres egen brændsel direkte fra forsyningsskibe eller fremtidigt måske også fra store fastliggende tankanlæg til havs Skibe renses for maling, mens de ligger på red Ophugningsvirksomhed af skibe og platforme er også virkelighed til havs, og fælles for alle aktiviteterne er at de typisk er omfattet af lempeligere regler og ringere kontrol end hvis de foregik i havn. F.eks. kan skibe på reden i dag bruge olie med højere svovlindhold end skibe, der kommer i havn (1.0 % til søs mod 0.1 % i havn), og de luftforurener således meget mere. Skibe der foretager olieoverførsler og bunkring på reden udleder store mængder urenset luft fra deres tanke. Det er en blanding af oliedampe og røggas fra skibets motorer. Danmarks Naturfredningsforening vil arbejde for at disse aktiviteter og skibe anvender Bedste tilgængelige teknologi BAT og omfattes af skrappere krav til beredskab, sikkerhed og kontrol som i havn. Det kan eksempelvis være krav om luftopsamlingsanlæg ved olieoverførsler, om tilstedeværelse af miljøskib med effektivt oliebekæmpelsesudstyr og om lods og beredskab ombord under operationerne, som kun bør foregå under rolige vejrforhold. Støjen under vandet Havets dyr har brug for at orientere sig i omgivelserne ligesom landjordens dyr, og eftersom der kun er lys om dagen og på lave vanddybder, er det afgørende for fisk og havpattedyr, at de kan orientere sig ved hjælp af lyd. Lydbølger udbreder sig fire til fem gange så hurtigt i vand som i luft og over meget store afstande, og undervandsstøj er især et problem for havpattedyrenes mulighed for kommunikation med artsfæller og for deres evne til at orientere sig og søge føde. Men også andre gruppe af dyr - blandt andet fisk - bruger lyd og bliver påvirket af forskellige former for støj. Omfanget og udbredelsen af undervandsstøj er øget enormt over de seneste årtier og vil formentlig stige i de kommende årtier med flere og flere marine aktiviteter lige fra shippingaktiviteter til vindmølle- og bølgeenergi, undersøiske konstruktioner, seismiske undersøgelser og så videre. Både den støj, som kommer fra midlertidige aktiviteter som byggeri af faste anlæg til havs, militære øvelser, sprængninger af ammunition og den vedvarende lavfrekvente lyd, som typisk stammer fra vind- og bølge-energianlæg kan påvirke dyrene. Det samme gælder støjen fra skibe, men de forskellige typer af støj stresser og forstyrrer dyrene i forskellig grad. Hvor nogle typer af støj får dyrene til at flygte, så vænner de sig tilsyneladende til den vedvarende lavfrekvente støj, der minder om motorvejsrumlen Det er enkelt at kortlægge, hvor støjen i havmiljøet kommer fra, men vi kender ikke støjens konkrete effekt på havets dyr. Der er behov for at få kortlagt undervandsstøjens omfang og skadevirkninger, så det sikres, at den ligger på et niveau, som ikke skader dyrelivet i havet, og så man kan undgå at placere støjende aktiviteter på steder og tidspunkter, hvor dyrelivet er mest sårbart. Hvis der er usikkerhed om effekterne af undervandsstøj, skal forsigtighedsprincippet anvendes. 11
At sikre, at kravet om god økologisk tilstand i havet også omfatter, at der ikke sker væsentlig skade på havets dyreliv som følge af undervandsstøj At vedtage et mål på kort sigt om at niveauet for undervandsstøj i 2020 ikke overstiger niveauet i 2012 At iværksætte en marin støjkortlægning, som sikrer, at støjende aktiviteter ikke foregår på tidspunkter og steder, hvor støjfølsomme dyrearter er mest sårbare At afklare potentialet for at dæmpe støjen fra marine aktiviteter og for helt at friholde store områder for støj At sikre myndighedernes klare ansvar for konsekvent at forsøge at afværge støj til havs Affald i havet koster liv Marint affald er alle de former for fast affald, der findes på strandene og i havet. De mest problematiske typer af affald er de syntetiske og svært nedbrydelige materialer som for eksempel plastik. Store stykker affald som tabte og efterladte fiskegarn kan indfange pattedyr, fisk, fugle og andre større havdyr, så de sidder fast og dør. Større mængder affald kan også sprede kimen til sygdomme og invasive dyrearter og i meget store mængder kan det helt dække og ødelægge dyre- og planteliv på havbunden. Affald, som driver ind til kysterne og op på stranden er også et økonomisk problem, for dem, der skal rense det op. De små syntetiske stykker affald kan blive spist af havets fugle, fisk og alle andre organismer, hvor det ophobes i dyrenes tarmsystem og kan være skyld i, at de dør. Plastikkens miljøfarlige dele kan ophobes i fedtvæv og kan skade resten af fødekæden. Mængden af marint affald i det danske havmiljø er ukendt og affaldet kan transporteres over mange år og over store afstande. Men hovedparten af affaldet stammer sandsynligvis fra vores egne farvande, hvor især skibsfarten har lang tradition for at bruge den blå hylde til affaldet, altså kaste det overbord, selvom det er forbudt i europæiske farvande, og der er pligt til og mulighed for gratis at aflevere det i havn. Bekæmpelse af affald i havet er en del af EU's havstrategi, og de enkelte lande skal derfor overvåge mængden af affald og fastsætte mål for havmiljøets indhold af affald, når vandet skal leve op til kravet om god økologisk tilstand. Da affald i havet per definition altid stammer fra mennesker og for det meste skyldes dårlig håndtering, bør målet være, at der slet intet eller kun meget lidt affald er i havmiljøet. Efterladte anlæg og materialer til havs er også affald. Det gælder både fartøjer og produktionsanlæg af enhver art. Det skal derfor være et myndighedsansvar at afgøre, hvornår udtjente anlæg og fartøjer skal fjernes og at sikre, at der er ressourcer hertil. At fastsætte en langsigtet og ambitiøs målsætning om, at der indenfor en generation, det vil sige senest i 2035, intet nyt affald skal tilføres havmiljøet, og at mængden af marint affald fundet i havmiljøet viser en stærkt faldende tendens At fastsætte et mål for 2020 om en halvering af affaldet ud fra bedste og nyeste baseline undersøgelse Snarest at sikre en tilstrækkelig overvågning af mængden og typen af marint affald At undersøge mulighederne for at indsamle affald fra havet At sikre fjernelse af udtjente anlæg og fartøjer til havs 12
Bedre overvågning, mere forskning Forvaltningen af det danske havmiljø skal bygge på viden. Det betyder ikke at vi skal vide alt for at kunne forvalte, men forvaltningen skal sikre indsamling af den nødvendige viden, så vi løbende kan justere, prioritere og vurdere virkningerne af den indsats, der gøres. Vidensbaseret forvaltning kræver en omfattende indsamling af data. Det er nødvendigt at have målinger over mange år af centrale miljøparametre og af miljøfarlige stoffer, så man kan identificere udviklingen over tid og afgøre behovet for indsatser. Virkningen af iværksatte indsatser skal kunne dokumenteres, og vurderingen af naturtypers og arters tilstand og af områders størrelse og bestandenes kvalitet bør jævnligt bedømmes. Der mangler meget viden om de komplekse sammenhænge i havets økosystemer. En dybere forståelse er nøglen til at kunne målrette indsatserne for naturgenopretning så meget som muligt. Og derfor er øget forskning i økologien i de frie vandmasser, i havbunden og i dyre- og plantelivet den eneste vej frem. At kortlægge naturtyper og arter i alle de danske havområder, ikke blot af habitatdirektivets, men også blødbundens og de dybe havområders. At sikre, at man via havovervågningsprogrammet indsamler tilstrækkelige data til at vurdere de fysisk-kemiske og biologiske forhold i hav og havbund og effekten af indsatserne At gennemføre en kortlægning af marine aktiviteter, som belyser omfanget af erhvervsskibstrafik, jagt, lystsejlads, sports- og fritidsfiskeri samt dykning/badning. At foretage en vurdering af tilstanden for sårbare dyre- og plantearter i de danske farvande og føre dem på en rødliste over sjældne eller truede arter, med henblik på at beskytte dem At prioritere marin helhedsorienteret forskning, så vi kan forvalte havmiljøet på basis af viden og sikre, at viden gøres let tilgængelig 13