Diskussionen om historiekanon og kernestoffet - en kamp om historiefaget og/eller kulturkamp? Af Jørgen Husballe I folkeskolen debatteres de nye kanonpunkter. For få år siden diskuterede vi i gymnasiet kernestoffet i historie. Man kan stille det spørgsmål, om det var de mest centrale forhold i forbindelse med ændringerne i historieundervisningen i de to skoleformer, der blev diskuteret? (Artiklen blev bragt i Noter 182, august 2009). Diskussion om historiebevidsthed og kernestof Debatten om de nye læseplaner i folkeskolen i noter I de to sidste numre af NOTER har der været debat om ændringerne i historieundervisningen i folkeskolen, specielt konsekvenserne af den nye historiekanon. I NOTER 180 skriver Søren Rønhede fra Vordingborg Seminarium, at historieundervisningen ud fra elevernes kundskaber fra gymnasiet er baseret på nationale myter og ikke inddrager resultaterne fra den moderne historieforskning. Eksempelvis: Spørges seminarieeleverne om bondens forhold før 1788, får han præsenteret billedet af den lidende bonde, hvilket som bekendt ikke er i overensstemmelse med den nyere forskning. Hans pointe er, at med den nye historiekanon i folkeskolen er der lagt op til en fortsættelse af formidlingen af de nationale myter. Han stiller derfor følgende spørgsmål til kanon udvalgets formand professor Knud V. Jespersen: Hvorfor skal elevernes fornemmelse for kronologi baseres på nationale myter? Søren Rønhedes sigte er ikke entydigt: Er det en kritik af formidlingen af de nationale myter og/eller af de nationale kanonpunkter? Under alle omstændigheder bruger han indlægget til at provokere Knud V. Jespersen til at komme med et indlæg om folkeskolens kanon, som han også ved andre lejligheder har kritiseret for den nationale tilgang til historieundervisningen (se f.eks. kronik i Politiken 8/11 2008). I NOTER 181 svarer Jens Aage Poulsen (der er fagkonsulent i historie for seminarierne ), og som var medlem af kanonudvalget. Han peger på, at mange debattører incl. Søren Rønhede ikke har forstået meningen med kanonpunkterne. Der er ikke tale om enkeltstående begivenheder, men nedslag, som skal perspektiveres synkront og diakront. Det er derfor meningsløst at tælle kanonpunkterne op i danske og ikke danske. Begge indlæg er eksempler på, at kanondiskussion er det centrale diskussionsemne i den fremtidige historieundervisning i folkeskolen. Spørgsmålet er, om fokus ikke burde være på andre forhold? Det vender vi tilbage til. 1
Fra historiebevidsthed til kulturarv og kanon En sammenligning mellem de nugældende fællesmål i historie i folkeskolen (FM I) med de nye fællesmål (FM II) viser, at der er tydelige forskelle. I FM I (stk. 1) hedder det: Formålet med undervisningen i historie er at styrke elevernes historiebevidsthed og identitet og øge deres lyst til og motivation for aktiv deltagelse i et demokratisk samfund. I FM II (stk. 1) hedder det: Formålet med undervisningen er at udvikle elevernes kronologiske overblik, styrke deres viden om og forståelse af historiske sammenhænge Undervisningen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og historie. Historiebevidsthed, identitet og aktiv deltagelse i et demokratisk samfund er blevet udskiftet med kronologisk overblik, viden, historiske sammenhænge og dansk kultur og historie. Historiebevidsthed har siden folkeskoleloven fra 1993 været det centrale begreb i folkeskolens historieundervisning (udmøntet i Historie 84). Begrebet er nu flyttet fra stk. 1 til stk. 3 i formålsparagraffen., hvor der står: Undervisningen skal styrke elevernes historiske bevidsthed og identitet. Det er ikke lige gyldigt, om der står historiebevidsthed eller historisk bevidsthed (se nedenfor). I FM I er historiebevidsthed beskrevet som sammenhængen mellem nutidsforståelse, fortidstolkninger og fremtidsforventninger det centrale. I FM II skal historisk bevidsthed ifølge formålsparagraffen give (eleverne) forudsætninger for at forstå deres samtid og reflektere over deres handlemuligheder. Sagt på en anden måde: Ved historiebevidsthed er udgangspunktet eleverne og deres egen samtid. Det er elevernes identitet dannelse og deltagelse i et demokratisk samfund, der er det centrale. Ved historisk bevidsthed er det fortiden/historiefagets tolkning af fortiden, der er det centrale, og som eleverne skal lære af. Det understreges i FM II ved at fremhæve kravet om kronologi, viden, overblik, fordybelse i historiske kundskabsområder, sammenhængsforståelse, kanonpunkter, kulturarv. Et eller 2 begreber? Nogle hævder, at begreberne historiebevidsthed og historisk bevidsthed i virkelighed udtrykker det samme? Den førende historiedidaktikker på dette område, Bernhard Eric Jensen (DPU), diskuterer dette forhold i Historiedidaktiske sonderinger bd. 1 (1990) og kommer frem til disse definitioner: Historiebevidsthed = bevidsthed om procesforholdet mellem fortid, nutid og fremtid. dvs. FORTIDSTOLKNINGER SAMTIDSFORSTÅELSE FREMTIDSFORVENTNINGER. Historisk bevidsthed = Enhver historiebevidsthed, hvori bevidstheden om forandringers uundgåelighed er det dominerende moment dvs. HISTORICITET. 2
Historiebevidsthed er det overordnede begreb, hvor fremtidsforventningerne medtænkes. Historisk bevidsthed er en del af historiebevidstheden, hvor der fokuseres på, at fortiden har dannet mennesket og er afgørende for dets handlinger. Ifølge Bernhard Eric Jensens definitioner er der således tale to forskellige begreber. Han er selv fortaler for det første, og det er den opfattelse, der er blevet kanoniseret i folkeskolen (indtil 2009) og også i gymnasiet. Om historiebevidsthed i gymnasiet Historiebevidsthedsbegrebet har ikke haft den samme centrale betydning i gymnasiet som i folkeskolen. I 1988 bekendtgørelsen står der i den første formålsparagraf: Formålet med undervisningen er, at eleverne udvikler deres historiske bevidsthed og evne til oplevelse af historie, får mulighed for at styrke deres identitet gennem kendskab til deres kulturbaggrunde og får klarhed over deres handlemuligheder. Da bekendtgørelsen i 1998 blev omformuleret hed det: Faget udvikler deres historiske bevidsthed. De bliver gennem arbejdet i faget bevidst om, at de selv og andre tolker omverdenen i en stadig vekselvirkning mellem nutidsforståelse, fortidstolkning og fremtidsforventninger. Det er paradoksalt, at der i begge bekendtgørelser bruges begrebet historisk bevidsthed. Ser man på beskrivelsen af begreberne i de formålsparagraffer, er der i 1988 tale om historisk bevidsthed Og i 1998 om historiebevidsthed som i folkeskolens bestemmelser. På det fagdidaktiske område var der således i begyndelsen af 2000-tallet skabt et fælles grundlag for historieundervisningen i folkeskolen og i gymnasiet. Hvad skete der ved udformningen af den nye læreplan for stx i 2005? Om historiebevidsthed står der i 2005 læreplanen: Afsnit 1.1 (identitet) Historie giver viden om begivenheder, udviklingslinjer og sammenhænge og bidrager til at skabe fælles baggrund for udvikling af IDENTITET og BEVIDSTHED (min fremhævning) og i afsnit 1.2 (formål) Faget udvikler elevernes historiske viden, bevidsthed og identitet. Begrebet historiebevidsthed (ej heller historisk bevidsthed) anvendes altså ikke. Er begrebet afskaffet? nedprioriteret? eller nyformuleret? I Historielærerforeningens udgivelse: Historiedidaktik (2005) skriver Harry Haue, som var med i læreplansudvalget (og må formodes at være læreplanens hovedarkitekt) i artiklen Historiedidaktik kontinuitet og nydannelse om historiefagets udvikling. Han nævner indførelsen af begrebet historisk bevidsthed i 1988 som et nyt begreb. Om den nye læreplan skriver han, at historiebevidstheden står centralt i formålsbeskrivelsen, og fremhæver citatet: udvikle elevernes historiske viden, identitet og bevidsthed, Citatet fra læreplanen er korrekt, men spørgsmålet er, om Harry Haues udlægning af denne centrale passus er korrekt? Der står ikke historiebevidsthed, der står heller ikke historisk bevidsthed, men (kun) bevidsthed. Det peger på en nedprioritering eller afskaffelse af begrebet, som historielærerforeningen også pegede på i sit høringssvar til læreplansudvalget. 3
Læser man imidlertid de to vejledninger til lære-læseplanen omtales historiebevidsthedsbegrebet stadig. Er den manglende sammenhæng mellem læreplan og vejledning et udtryk for sjusk? eller er det et skjult ønske om at bevare begrebet? Hvis det sidste er tilfældet kan det næsten blive til en konspirationsteori. Læreplanen udformes inden for et politisk fastsat kommissorium af ministerielt udpegede personer bl.a. fra universiteterne, mens udarbejdelsen af vejledningen i højere grad overlades til fagets praktikere. Udvalgene er i en slags krydsild. De skal både tilgodese de politiske udmeldinger og medtænke holdninger og traditioner i undervisningsfaget. Det kan gøres ved at lære-læse planernes formuleringer er tæt på kommissoriets ønsker og formuleringer, mens vejledningerne bibeholder bevaringsværdige begreber og formuleringer. Da historiebevidsthedsbegrebet ikke længere er politisk korrekt på bjerget, afskaffes begrebet i lære-læseplanerne og skjules i vejledningen? Kulturkamp om historiefaget Konspirationsteori eller ej den heftige diskussion er ikke kun en faglig og en fagdidaktisk diskussion, men har også karakter af en rituel kulturkamp om faget. Det fremgår f.eks. af debatten i Berlingske Tidende dec.2002/jan. 2003 om HISTORIELØSHED og i Jyllands Posten maj 2005 KAMPEN OM KUNDSKABER. Skal historieundervisningen være kronologi og viden eller er det udviklingen af elevernes historiebevidsthed, der er afgørende? I debatten appelleres undertiden til politikerne om, at nu må der gribes ind. I det ene ringhjørne står Anders Holm Thomsen (ph.d. fra SDU) og Michael Phil fra Sorø Akademi. I det andet ringhjørne står Bernhard Eric Jensen fra DPU, tidligere fagkonsulent Henrik Skovgaard Nielsen og tidligere formand for historielærerne i folkeskolen Lene Rasmussen. I øvrigt er det karakteristisk at få gymnasielærere deltager i debatten i modsætning til folkeskolelærerne og navnlig seminarielærerne. Som sagt er debatten rituel og tilmed cyklisk. De samme synspunkter gentages gang på gang, men der er ingen tvivl om, at selv om der aldrig sker en opblødning eller afklaring, så har de mange debatter haft en dagsordenssættende funktion. Er begrebet historiebevidsthed blevet angrebet og mistænkeliggjort så mange gange, at det ikke kunne overleve? Paradigmeskift med politiske overtoner Det er naturligt at pege på sammenhængen mellem, at begrebet historiebevidsthed både i folkeskolen og i gymnasiet er nedprioriteret eller helt afskaffet samtidig med, at der er sket en historiefaglig opprioritering med detaljerede forskrifter for fagets indhold gennem fastlæggelse af kanonpunkter og kernestof. Det er en klar markering af, at der nu skal lægges vægt på en traditionel og centralt fastlagt faglig tilgang. I modsætning hertil står historiebevidsthedsbegrebet, hvor udgangspunktet er elevens egen personlige udvikling og identitetsdannelse gennem arbejdet med det historiske stof. De to forskellige tilgange til historieundervisningen kan karakteriseres som et paradigmeskift. Diskussionen om de to nye læreplaner i gymnasiet og læseplaner i folkeskolen burde efter min mening i højere grad omhandle denne fundamentale ændring. Forklaringen er måske, at debatten om fagets indhold i form af kanonpunkter og kernestof er lettere at forholde sig til og have en mening om for politikere, debattører, den bredere offentlighed og måske også for mange af fagets 4
udøvere? En konsekvens af den omfattende debat kan desværre være, at fokus i fremtidens historieundervisning flyttes til netop disse punkter, hvilket næppe var lære- og læseplans udvalgenes hensigt. Hensigten med reformerne i de to skoleformer var tilsyneladende et ønske om at styrke faglighed, især hvis man læste udmeldingerne fra undervisningsministeriet, men det er ikke udelukkende et fagligt og fagdidaktisk opgør. Det er også en kulturkamp med politiske overtoner. 5