Interview med professor Birgitte Tufte: Undervisning med tv i en digital kultur Birgitte Tufte er professor, dr. Pæd. ved CBS i København. Hun er bl.a. kendt for at stå bag den meget brugte Zigzag-model i skolernes medieundervisning. Birgitte Tufte er bl.a. medforfatter på lærebogen Læring med levende billeder (Samfundslitteratur, 2010) som er udgivet på initiativ af AVU-medier. ------ Du er, blandt meget andet, kendt for at have udgivet den, så vidt jeg ved, eneste bog om tv-didaktik i Danmark: Tv på tavlen (i revideret udgave: Tv på tavlen på ny ). Tv er jo et af de mest anvendte medier i skolernes undervisning og derfor er det selvfølgelig bemærkelsesværdigt at mediet er så overset i litteraturen. Hvorfor valgte du selv at sætte fokus på netop tv-mediet? "Tv på tavlen - på ny" (Professionshøjskolen Københavns Forlag) er både en lærebog og en debatbog om undervisning med og om tv, der med beskrivelser af undervisningsforløb og aktuelle forskningsresultater henvender sig dels til studerende på seminarer og andre højere læreranstalter, og dels til lærere i folkeskolen. BT: Fjernsynet er det medie, som stadig spiller den største rolle i familien. I nogle familier er fjernsynet i stuen altid tændt og fungerer nærmest som en del af stuen og tv er på den måde med til at sætte dagsorden for, hvad der optager familien og selvfølgelig også børn og unge. Medierne indgår i dag i hverdagens ritualer og rutiner. De giver os underholdning, fortællinger, informationer, og ikke mindst sætter de især tv som er det mest anvendte medie, dagsordenen for, hvilke
temaer, der er aktuelle her og nu. Gennem tv præsenteres børn for en verden og nogle problematikker, der måske ofte ligger langt fra deres eget udviklingstrin, men som bliver en del af virkelighed og det er derfor afgørende at skolen inddrager denne del af virkeligheden i undervisningen. Tv fylder simpelthen! Hvis vi tager et konkret eksempel er fx product placement gennem EU blevet lovliggjort i Danmark pr. 1. januar 2011, hvilket bl.a. betyder at undervisning i tvreklame i fremtiden ikke kun bør være undervisning i traditionelle tv-reklamer, men også må omfatte de andre former for markedsføring af forskellige produkter, der i dag findes på tv. Der er helt afgørende at skolen giver eleverne indsigt i, hvordan tv også bruges til at manipulere os som forbrugere. Skolen skal således give eleverne kritisk indsigt i bl.a. product placement gennem analyse af, hvordan produkter placeres (ofte er det vores identifikationsfigur, der bruger produktet), hvor i sendefladen de placeres (ofte i scener med en vis dramatisk intensitet) osv. På denne måde får eleverne tilegnet sig et kritisk beredskab, ikke kun i forhold til tv, men i forhold til mediernes retorik generelt. Hvad kan man så lære af tv i øvrigt? De er jo mange fordomme om at tv simpelthen er fordummende og de fleste kender vel Bourdieus klassiske kritik i Sur la télévision, hvor tv kritiseres for at give populistiske øjebliksforestillinger om verden i stedet for refleksion. Bourdieu s temmelig fordomsfulde bog om fjernsyn (på dansk: Om tv - og journalistikkens magt, 1998) har sammen med anden tv-kritik haft en stor indflydelse på de fordomme, der stadig eksisterer omkring tv. BT: Foruden at tv formidler viden og indsigt om den verden børn og unge lever i og er en af børn og unges vigtigste kilde til oplevelser og information så kan man gennem tv simpelthen lære om, hvordan verden er skruet sammen. Tv afspejler på godt og ondt vores virkelighed og fx giver de lidt brutale processer i en serie som X-Factor et godt billede på de markedsøkonomiske mekanismer som præger vores samfund og som eleverne skal kunne indgå i et samfund præget af konkurrence. Som sagt har du skrevet vel den eneste bog om tv-didaktik i Danmark. Hvis du i én sætning skal pinde ud, hvad man som lærer skal gøre når man står overfor at skulle anvende og integrere tv i undervisningen hvad skulle det så være?
BT: At turde møde børnene på deres egen platform, at være i øjenhøjde med børnene! Sammenligner vi undervisning i litteratur og medier, er der større afstand mellem lærernes og elevernes smag og viden, når det gælder medier, end når der er tale om litteratur. For at integrere tv på en fornuftig måde er man nødt til at lægge egne smagskriterier og dogmer væk og fx i starten tage udgangspunkt i de musikvideoer og underholdningsprogrammer, som børn og unge selv holder af, m.a.o. at tage udgangspunkt i deres præferencer og tv-reception. Er zigzag-modellen stadig relevant? Hvis vi holder fast i didaktikken så er du jo kendt for at introducere zigzagmodellen, dvs. samspillet mellem produktion og analyse/refleksion, i forbindelse med netop tv. Er zigzag-modellen stadig relevant i en kultur domineret af nye medier præget af en helt anden form for interaktion end det vi kender fra tv? Zigzag-modellen Zigzag-modellen, udviklet af Birgitte Tufte i 1990 erne som del af en tv-didaktik, bygger på den præmis, at eleverne i første omgang selv får lov til at producere noget, for derefter langsomt at begynde at analysere, hvordan det er skruet sammen. Efter en eksperimenterende fase følger analytiske faser, der kobles med redskaber som fx storyboards og iagttagelse af professionelle analyser. Her er hensigten at nå en overskridelsesfase, hvor eleverne dels bliver bevidste om mediets sprog på en kreativt skabende måde, dels bliver bedre analytikere.
BT: Zigzag-modellen er ganske rigtigt udviklet i en mediekultur, der ikke - som i dag er præget af interaktivitet. Børn er i dag aktivt med til at generere en stor del af det medieindhold de konfronteres med. Det er imidlertid stadig afgørende at elever tilegner sig analytiske kompetencer indenfor de rammer som fx zigzag-modellen giver. På tværs af medier og teknologier er der meget der tyder på, at metoden fører til en høj grad af analytisk bevidsthed men selvfølgelig skal det aspekt at børn og unge i højere grad selv arbejder og interagerer med mediet medtages i den pædagogiske tilrettelæggelse. Er børn da ikke selv i stand til at skaffe sig fx analytisk indsigt i medierne gennem deres egen interaktion med disse? BT: Bestemt nej! Børn er gode til at trykke på knapper, og er meget bevidste om, at de er på forkant med teknologien i forhold til voksne. De kan SMS'e, se fjernsyn, lave lektier og føre en samtale på samme tid - men det er en myte at børn i dag er så usandsynligt mediekompetente som det ofte fremstilles. Børn brug af medier giver dem IKKE den analytiske og kritiske indsigt til medierne som kan gøre dem til kritiske mediebrugere her har skolen en enorm opgave. Det er helt afgørende at gå bagom mediet og dette lærer man ikke af at trykke på knapper dette kræver stadig pædagogisk tilrettelæggelse, øvelser, refleksion og gode analysemodeller. I denne sammenhæng kan man godt kritisere nogle af de modeller som stadig bruges i folkeskolen til at analysere levende billeder. De er ofte for litterært og indholdsmæssigt fokuserede og de fanger ikke rigtigt det som er særligt for tv-mediet. Visioner for læreruddannelsen: medier som fag I en ny bog udgivet ved Gyldendal år med den meget aktuelle titel Tilbageblik fra 2020 fortæller du bl.a. om visionerne for læreruddannelsen - og for læreres kompetencer generelt på medieområdet. Kan du nærmere fortælle om dine refleksioner her? Tilbageblik fra 2020 (Gyldendal, 2011). Bogen giver et kalejdoskopisk billede af en mulig mediefremtid baseret halvt på fakta og halvt på kvalificerede gæt om udviklingen.
BT: Ja konceptet er jo at vi er 12 forfattere som skal forestille os, at vi befinder os i 2020 og herfra tænker tilbage på hvorfor vores tid er blevet som den er. Vi får altså her mulighed for på en spændende måde at beskrive vores visioner for fremtidens mediebillede. Og en af mine visioner er, at man i 2020 for at blive lærer skal have bestået en obligatorisk medieuddannelse. Medier er simpelthen blevet en uomgængelig del af vores kultur, vidensdannelse og sociale interaktion. For at kunne undervise tidssvarende er det nødvendigt at man som lærer behersker at arbejde med medier såvel praktisk som analytisk både nu og i fremtiden.