1 Prædiken til 10. s. e. trin kl. 10.00 og Engesvang 349 Herren han har besøgt sit folk 7 Herre Gud dit dyre navn og ære 335 Flammerne er mange 328 Hvor Gud sit hus ej bygge 84 v. 6-7 af Gør døren høj 332 På Jerusalem det ny I 1891 blev en tjenestekarl i Himmerland sendt ud for at grave tørv, endda i den mose, der lå allerlængst væk, det var en sur dag, først på foråret, frosten var knapt gået af jorden. Men selv på trivielle og gråsprængte dage, kan man møde herlighed. Bedst som han graver, rammer spaden noget hårdt, det klinger af metal. Og efter få minutters arbejde, kommer et mægtigt kar til syne. Sort og anløbet er det, men da han skraber med en negl er han ikke i tvivl: det er sølv. - Karret er siden gået over i historien som Gundestrupkarret, det er et fabelagtigt kunstværk, rigt ornamenteret, udvirket i det fineste sølv og lagt i mosen, ikke ved en fejl, men som et offer til guderne. Muligvis til de samme guder som Tollundmanden tre hundrede år tidligere blev ofret til. Og på samme måde som talløse andre skatte verden over er blevet givet som gave til de kræfter, man mente styrede verden, og som man gerne ville stå sig godt med.
2 Det er nærmest umuligt at finde en oprindelig religion uden ofre. Menneskers omgang med det guddommelige synes at være båret af det ufravigelige mønster, at der skal gives noget, der skal bringes ofre; guddommen skal have for at give noget igen. Og netop i den nævnte rækkefølge. Også i den gamle jødedom forholdt man sig til Gud Herren ved at ofre. Og jo længere, man kommer frem i tiden, desto mere regelbunden bliver ofringerne. Mosebøgerne opregner i detaljer, hvordan og hvornår og hvor meget man skal ofre, slagtofre og afgrødeofre og brændofre. Men allerede i profetisk tid begynder det dér med ofrene som en måde at være i relation til Gud på at problematiseres. Det at give gaver kan jo også være en subtil måde at holde sig nogen eller noget fra livet på, en måde at have overtaget på, en måde at have magt på. Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre, kundskab om Gud, ikke brændofre, kan man læse hos Hoseas. Ikke desto mindre bliver det her med ofre stadig mere institutionaliseret i den gammeljødiske religion. Da Jesus bliver født, drager Maria og Josef op i templet. Og Lukas skriver for at bringe offer, sådan som det er forskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger. At afbrænde døde dyr var i det gamle Israel en dybt indgroet måde at være i forhold til Gud på. Man gav noget for at takke, men også for at kilden, hvorfra de milde gaver flød,
3 ikke skulle udtørre. Man ofrede, når noget lå én særligt på sinde: men man ofrede også, fordi man skulle, for at være med i det fællesskab, som folkets relation til Gud Herren udgjorde. På Jesus tid, da Gundestrupkarret blev lagt i mosen i Himmerland, var ofrene i templet i Jerusalem sat i et højudviklet system, det var nærmest en industri, mange tjente deres brød ved det og ve den, der ikke havde råd til at købe de foreskrevne ofre. Så var man udenfor, både i forhold til Gud og mennesker. - Så når Jesus i dag græder over Jerusalem, og siden går ind på tempelpladsen og begynder at slå om sig og jage dem ud, der køber og sælger, så er det ikke bare et par duehandlere, han gør sig uvenner med. Det er langt større, det er en århundrede gammel, indgroet og dybt ritualiseret religiøs praksis, han går til angreb mod. At jage vekselererne og offersælgerne væk ses som et anslag mod templet og alt, hvad det står for, ja som en symbolsk nedrivning. Og det er rigtigt set. Det er ikke mærkeligt, at tempelrensningen bliver den udløsende faktor i forhold til beslutningen om at slå Jesus ihjel.
4 Hvis Gud Herren ikke er en gud, der kræver ofre og som kan tilfredsstilles med ofre hvem er han så? Hvis forholdet mellem Gud og mennesker ikke kan ordnes ved at mennesker giver gud noget, som de selv gerne ville have haft til aftensmad, hvordan skal det så ordnes? Det er hele Gudsbilledet og gudsforholdet, der er på spil. - - Jeg forstår dem egentlig så godt, de, der blev vrede på Jesus over tempelrensningen. Det at nogen går i frontalt angreb mod det i ens kultur og livsforståelse, som man troede var urokkeligt, og som har været sådan, så længe nogen kan huske. Og det uanset om det gjorde én godt eller ej. Det er i hvert fald til at blive bange af, som man bliver, når det, man troede var det sikreste af alt sættes til diskussion. Vil Jesus omstyrte templet? Vil han nedbryde alt det, folket har støttet sig til så længe nogen kan huske? Vil han afskaffe Gud, måske?. Jo, på sin vis vil han omstyrte templet - i hvert fald i den skikkelse, det havde fået med systemer og magt og udvendighed. Og jo han vil nedbryde alt det, folket har støttet sig til, i hvert hvis det er et billede af Gud, som fjern og streng og nærtagende. Og jo, Jesus vil afskaffe Gud, i
5 hvert fald den gud, der er ikke så lille, at han lader sig købe med døde dyr og overtale med store offergaver, den gud der straffer i tredje og fjerde led og som man skal frygte. - Men da Jesus få dage senere dør på korset, er der få eller ingen, der begriber det. Ingen ser, at her er Gud, utilsløret, afdækket, åbenbaret, og at Jesu død er det endegyldige offer, det offer, der gør alle fremtidige ofre overflødige. Og at verden herefter er verden en anden. Jesus på korset er billedet af Gud, det sande billede, kærlighedens billede: at forholdet mellem Gud og mennesker og mellem mennesker indbyrdes herefter ikke skal være bestemt af noget for noget, at ydelser og modydelser, men af kærlighed og barmhjertighed og godhed. Det gælder overalt, i himlen således også på jorden. Tilværelsens grund er ikke handel og bytte, noget for noget, men kærlighed og barmhjertighed og ufortjent godhed. - - Men hvis vi ser ned gennem historien, var det jo ikke kun folk på Jesu tid der klamrede sig til den indgroede vane med, at Gud skal have for at give. Op gennem middelalderen udviklede der sig jo i kirken i den kirke, som var grundlagt på alle ofres endelige
6 afskaffelse noget, man godt kan kalde en offerpraksis. Dels kom der jo op i mod reformationen alt det dér med pengene og skærsilden, som er et kapitel helt for sig selv. Dels udviklede der sig i munkevæsenet og i den helt almindelige religiøse praksis en system af ofre, som ikke lod den jødiske templekult noget tilbage at ønske. Hele skriftemåls- og bodinstitutionen, ti vokslys for det ene, fem ave maria og tyve paer noster for det andet, var jo en gentagelse af tempelkulten bare i et andet system. Det er en måde at forholde sig til det guddommelige på, som åbenbart er utrolig svær at slippe af med - vi kender det vel alle sammen, hvis bare Gud, så lover jeg Men ofrenes tid er forbi. Og vi skal aldrig være bange for, om vi har givet Gud nok eller for, hvad der sker, hvilken kosmisk straf, der rammer os, hvis vi ikke gør sådan eller sådan. For sådan hænger verden ikke sammen. Sådan har Gud ikke indrettet tilværelsen. Det så vi, da Jesus døde og opstod. Tilværelsen grund er ikke noget for noget, den er kærlighed og barmhjertighed og godhed. -