Prædiken til 22. s. e. trin. Kl. 10.00 i Engesvang 478 Vi kommer til din kirke, Gud op al den ting 675 Gud vi er i gode hænder Willy Egemose 418 - Herre Jesus kom at røre 613 Herre, du vandrer forsoningens vej 439 O, du Guds lam 365 v. 5 af Guds kærlighed ej grænser ved 266 Mægtigste Kriste Forleden talte jeg med en kollega, der netop var blevet ringet op af en far, der ville bestille dåb. Denne far fortalte, at da deres første barn blev døbt, var det i en anden kirke, men dér ville de simpelthen ikke hen igen, for præsten havde talt om at hugge hænder og fødder af, det var nærmest ligesom sharia, sagde han. Dér ville de aldrig mere sætte deres ben. Jeg forstår så godt denne far, selv om præsten var helt uskyldig. For når dagens tekst er læst, så er det, der står tilbage, de voldsomme ord om afhuggede lemmer og udtagne øjne. Alt det andet forsvinder så nemt bag de hæslige billeder. Og hvad er hoved og hale i det og hvad er det, Jesus vil os, siden han bruger så voldsomme og grusomme billeder? Jo, han vil have os til at forstå, så vi husker det, at det værste vi kan gøre mod Gud, er noget, vi gør mod hinanden, og jo svagere de andre er - og undertiden er det jo os selv, der er
de svage - desto mere forfærdeligt er det. Der er alvor, der er liv og død i det, fordi vi holder stykker af hinandens liv i vore hænder. Derfor henter Jesus henter de her forfærdelige billeder ind. Så vi husker, hvad han sagde. - - Men lad os begynde et andet sted. For jeg forestiller mig, at Jesus og hans disciple i dag er kommet til en landsby, og at de har sat sig på stenene under træet ved byens brønd for at tale sammen. Geder, høns og små børn løbe omkring dem på torvet, uden at de lader sig forstyrre. Igen, igen er deres samtale drejet hen på spørgsmålet om det med at være størst eller vigtigst. Hvem er den største i Himmeriget, spørger disciplene Jesus. Hvem er den største i Himmeriget? Det er ikke til at vide, hvorfor de spørger. Om de forventer et bestemt svar? Fx at Jesus ville nævne én af dem og sige det er Johannes, han er så mild, eller det er Peter, han er så brændende og så lidenskabelig eller Det er Jakob, for han har gode lederevner og stort overblik. Hvem er størst i Himmeriget - det er åbenbart vildt vigtigt for Jesu disciple, at nogen er størst, at der er et hierarki.
Jesus svarer ved at rejse sig og kalde én af de små, børn til sig, som endnu er for lille til at gøre gavn og som gaden derfor vrimler med. Barnet kommer villigt, det er dejligt at blive kaldt på af en voksen med venlige øjne. Det er en pige. Han stiller hende midt i flokken af disciple, der også har rejst sig: nu skal jeg sige jer det, sagde han så: Det her barn er den største i Gudsrige. Og hvis I også vil være store i Himmeriget, skal I være som hende. Så meget for hierarkiet. Barnet står ligeså stille midt i kredsen foran Jesus og soler sig i opmærksomheden, men ser sig vel også efterhånden undrende om, fordi hun ikke begriber de ord, den rare mand siger. For Jesus siger jo, at hvis man får sådan et barn til at miste troen på, at det er et Guds barn og som sådan hører til og har hjemme både på jorden og i himlen, da er det værste ens fantasi kan udtænke bedre. Og det værste er jo det dér med at blive sænket i havet med en møllesten eller at lemlæstelsen. Alle de her voldsomme, grusomme, forfærdelige billeder - og det er billeder - henter Jesus ind fordi det er alvor. At tage troen på, at man er et Guds barn fra et menneske, at tage håbet og modet fra et andet menneske, det er det værste. -
Hvem er størst i Himmeriget? Jesu svar er, at den største i Himmeriget er den der i almindelig menneskelig omgang er mindst. Og vé den, der træder den største i Himmeriget under fode. - Men det har vi jo allesammen gjort, på én eller anden måde, på ét eller andet tidspunkt. Og vi har også som små og skrøbelige oplevet at andre har trådt os ned og fået os til at tænke, at vi ikke dur, hverken for Gud eller mennesker. - - Da jeg gik til præst, skulle vi stadig væk lære salmevers, selv om det var gået af mode de fleste andre steder. Med overhøring i kirken og det hele. Den søndag, det foregik, var det ikke teksten til i dag, der blev læst - jeg tror også, den ville have været i vejen. - For der var jo nogen, der ikke kunne lære udenad, i hvert fald to. Det var de samme to, som heller ikke kunne ret meget, når vi var i skole. De kunne ikke læse, og det kneb også med matematikken. - Overhøringen før konfirmationen var ikke helt så forfærdelig, som den ville have været en 20-30 år tidligere, det var i 70 erne og meget var allerede sket i forhold til de gamle autoriteter. Men det var slemt nok, ingen glædede sig. Det gik jo også galt, helt galt, og gid man lige dér havde kunne huske Jesu ord: Men den, der bringer en af disse små,
som tror på mig til fald den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget. For det blev jo hans tur, som alle vidste ikke kunne, uanset hvor meget han prøvede, og hvis forældre ikke havde kræfter til at støtte ham. Han havde - ved præstens manuduktion - valgt Kaj Munks: Du ved det nok mit hjerte, du ved at Gud er stor, måske fordi den var kort. Men han kom aldrig længere end til Du du Da han havde stammet en tid, tog præsten over og havde nok til hensigt at bløde lidt op på den trykkede stemning, som den her hakken havde affødt og sagde med et smil: Ja, ja, så må du jo bliver konfirmeret næste år. Det var som sagt jo nok ment som en munterhed, men min stakkels klassekammerat, som havde gjort alt, hvad han kunne, begyndte at græde, højt og vildt. Og så gik han bare, ud af kirken. Der var ikke nogen, der gik efter ham. Selvfølgelig blev han konfirmeret sammen med os andre - tøjet var jo købt og kogekonen bestilt. Men noget var sket. Og selv om han ligesom os andre lydigt svarede ja den majsøndag, så har jeg mange år senere tænkt, om han kunne holde Gud for troværdig efter det, der var hændt den søndag? Og det siger sig selv, at gudstjenesten faldt fra hinanden. Jeg tror Gudhelligånd havde forladt kirken sammen med vores grædende kammerat.
- At bringe én af der disse små til fald. Vi har gjort det alle sammen og desto mere magtfulde, vi er, desto flere har vi trådt under fode. Eller måske har vi oplevet, at andre gjorde det mod os. Og det hårde i dagens evangelium er, at vi ser os selv og alt det, vi med eller mod vores vilje har gjort, og nok mest har gjort i afmagt og dumhed eller af frygt. Men der er jo også noget andet, der mere. For uanset hvor stor man måtte være i andres og egne øjne, så er man jo også lille, afmagten findes, vi kender den alle sammen, som angst, som frygt, sygdom, som sorg og fortvivlelse, som skam og oplevelse af uformåen, som masser af ting, som vi kun selv kender navnet på. Og en afmagt som er svær at tumle, fordi det jo i vores verden gælder om at klare alting og om at have magt i sit liv, om at mestre og overskue. Men evangeliet forkynder os altså også - tværs gennem møllesten og afhuggede lemmer - at netop i afmagten, er vi tæt på Gud, fordi vi her må give slip på alt vort eget og ikke har mere at gøre godt med, men derimod som et lille barn er henviste til at være og tage imod. Og måske erfare vi da - dér i afmagtens inderste - at livet ikke er i det, vi klarer eller præsterer, men i det vi får givet.
Ufortjent. Og at himmeriget uforståeligt folder sig ud dér, netop dér, hvor vi står for Gud med tomme hænder og siger: her er jeg! Og derfra kan alt begynde.