Indholdsfortegnelse INDHOLDSFORTEGNELSE...1

Indholdsfortegnelse INDHOLDSFORTEGNELSE...1 KAPITEL 1 - INDLEDNING...2 1.1 PROBLEMFELT...4 1.2 PROBLEMFORMULERING...6 1.3 BEGREBSAFKLARING...7 1.4 AFGRÆNSNING...9 1.5 PROJEKTDESIGN...10 KAPITEL 2 - METODE...12 2.1 VIDENSKABSTEORI - EN PRAKSISTILGANG...12 2.2 PARTIEL ERKENDELSESINTERESSE OG REFLEKSIV FORSKNING...15 2.3 CASESTUDIE AT STUDERE PRAKSIS...17 2.4 PROJEKTETS SLUTFORM...21 2.5 VALG AF TEORI VORES TEORETISKE REGELSÆT...22 2.6 EMPIRI-INDSAMLING EMPIRIEN FOR AT FORSTÅ PRAKSIS...23 KAPITEL 3 TEORI...31 3.1 TEORI OM RUM OG STED...31 3.2 LEFEBVRE BYENS OG RUMMETS PRAKTISKE KRISE...32 3.3 STEDSFORSTÅELSE...44 3.4 DET AKTIVE MEDBORGERSKAB...47 3.5 AFRUNDING OG OPERATIONALISERING AF TEORI...59 KAPITEL 4 - KONTEKST AFSNIT...62 4.1 DEN SKANDINAVISKE VELFÆRDSSTAT OG DENS UDFORDRINGER...63 4.2 BYPLANLÆGNINGEN...66 4.3. FRA KVARTERLØFT TIL OMRÅDEFORNYELSE...71 4.4 CASEINTRODUKTION...74 KAPITEL 5 - ANALYSEDEL I...85 5.1 SYN PÅ MJØLNERPARKEN...86 5.2 DE DAGLIGE RYTMER...98 5.3 STEDSFORSTÅELSE OG LOKAL IDENTITET...109 5.4 NETVÆRK OG RELATIONER...123 KAPITEL 6 - ANALYSEDEL II...136 6.1 MULIGHEDERNE I BØRN OG BØRNEINSTITUTIONER...139 6.2 PROJEKTER...143 6.3 KULTUR/RELIGION...145 6.4 PALÆSTINA...148 KAPITEL 7 KONKLUSION...150 LITTERATURLISTE...154 KURSUSBESKRIVELSER...158 BILAG...159 1

Kapitel 1 - Indledning Vi har i dette projekt taget udgangspunkt i en fælles interesse for bypolitik, samt en interesse for hvordan denne bypolitik kan være med til at skabe en større lighed i samfundet. Den bypolitik, vi har valgt som fokus for vores projekt, er derfor den, der kommer til udtryk i sociale og velfærdsorienterede byfornyelsesprojekter, såsom de helhedsorienterede kvarterløft og områdefornyelse. Disse kan placeres indenfor den velfærdsorienterede gren af dansk bypolitik, der har til formål at afhjælpe ulighed i forhold til segregerede by- og boligområder. Indsatsen retter sig mod en flerhed af definerede uligheder i området, og dermed mod ulighed på forskellige områder. Vores projekt omhandler et sådant såkaldt segregeret boligområde, der er beliggende i et for nyligt opstartet områdefornyelseskvarter. I forbindelse med denne områdefornyelse fokuserer vi på lighed i forhold til mulighederne for politisk deltagelse i en sådan proces. Den danske velfærdsstat kan karakteriseres ved sin universelle lighedstanke baseret på medborgerskab. Kernen er, at alle medborgere skal være i besiddelse af samme rettigheder (Greve 2004: 156) både sociale, civile og politiske. I relation til bypolitik er det her interessant at indskyde spørgsmålet: Er retten til byen en universel rettighed? Hvem har ret til at bestemme, hvordan byen skal se ud? og hvordan kan man modvirke de segregerende tendenser, vi ser i byerne? Dette henleder til spørgsmålet om, hvorledes forskellighed tænkes ind i byplanlægningen, samt til spørgsmålet om hvordan man planlægger byen og træffer beslutninger om specifikke dele af byen. Med den høje kompleksitet og forskellighed der ofte præger byer, finder vi det interessant at undersøge, mulighederne for indflydelse på planlægningen af byen, hvordan der planlægges og hvilke aspekter, der tages hensyn til. Et interessant aspekt ved ovenstående er endvidere spørgsmålet omkring, hvordan der planlægges for og tages hensyn til forskelligheden, samtidig med at man i den danske velfærdsstat har idealer om lighed og universalisme. Lidt populært formuleret spørger vi; kan det partikulære gøres universelt, således at der tages udgangspunkt i forskelligheden og med afsæt i 2

dette formå at gøre det politiske medborgerskab universelt ikke kun formelt men også i praksis? I forhold til velfærdsstaten har man i de senere år kunnet se en udvikling mod en mere individorienteret tilgang, hvilket afspejles i medborgerskabet: Individernes grundlæggende rettigheder består, men der er i højere grad tale om, at borgerne skal indgå i beslutningsprocesser især i forhold til lokalområder i modsætning til tidligere hvor de var relativt tilsidesat (Hansen og Sehested 1999: 131). I et byplanlægningsperspektiv kommer dette blandt andet til udtryk i projekter såsom kvarterløft i 1990 erne og områdefornyelse i dag. Projekter hvor udviklingen af lokalmiljø bygger på fællesskab og borgerdeltagelse og på den led lægger op til, at den enkelte borger skal engagere sig og tage ansvar for lokalområdets fremtid. Borgerinddragelse spiller således en central rolle, idet projekterne bygger på inddragelse af de lokale borgere i projektudviklings- og beslutningsprocesserne, hvilket åbner mulighed for, at den enkelte borger kan få indflydelse på planlægningen af hans/hendes nærområde. Det kan derfor siges, at borgerens rolle er blevet ændret. Ønsket er nu, at borgeren udlever sit medborgerskab aktivt. Deltagelse i kvarterløft eller områdefornyelse er således en måde, hvorpå det er muligt at styrke sit medborgerskab ved performativt at indgå i planlægningsprocessen. På trods af det øgede fokus på aktivt medborgerskab, og på trods af at borgerdeltagelse er en nødvendighed for, at disse projekter bliver udført, har det i de tidligere kvarterløftprojekter reelt kun været et fåtal af borgere, der har deltaget aktivt og dermed gjort brug af de politiske rettigheder, som er indbefattet af medborgerskabet. Der er hele grupperinger, som ikke møder op eller falder fra i disse projekter. Særlig lav har deltagelsesgraden været blandt studerende og etniske minoriteter (int.2: 9). At kun et fåtal deltager, resulterer i magtforskydninger, da mange er helt uden for indflydelse. I relation til disse magtforskydninger er det ikke ualmindeligt at høre og læse holdninger om, at folks manglende indflydelse er selvforskyldt, da de ikke møder op. Det mener vi er kritisk, da det ud fra vores synspunkt er mere end bare et spørgsmål om at gide, men i lige så høj grad et spørgsmål om at have mulighed for at deltage under de givne betingelser. Vi ser altså deltagelse som noget positivt, men vil dog gøre klart, 3

at vi ikke mener, at borgerne skal tvinges til det. Det er fuldt ud acceptabelt ikke at have lyst til at deltage, men alle skal have muligheden for deltagelse. Vi er dog bevidste om, at der kan være individuelle årsager, der gør, at ikke alle kan deltage, på trods af at rammerne i processen ændres. 1.1 Problemfelt I den aktuelle områdefornyelse i Mimersgadekvarteret på ydre Nørrebro i København har der blandt andet, på baggrund af erfaringerne fra kvarterløft med ringe borgerdeltagelse som udgangspunkt, været særligt fokus på at inddrage områdets etniske minoriteter. I Mjølnerparken bor en høj andel af områdets etniske minoriteter, og Mjølnerparken spiller derfor en central rolle i områdefornyelsen. Mjølnerparken udgør ligeledes vores case, og her vil vi understrege, at når vi gennem rapporten omtaler Mjølnerparken som vores case, er det i betydningen af relationen mellem områdefornyelsen og Mjølnerparken. På trods af dette fokus på at inddrage Mjølnerparkens beboere i områdefornyelsesprocessen, har vi i forhold til den indledende planlægningsfase af områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret kunnet konstatere, at deltagelsesgraden ikke kan betegnes som høj blandt Mjølnerparkens beboere. De fleste møder ikke op, og mange af dem, der møder op, falder hurtigt fra igen. Dette forhold har affødt en undren hos os; hvorfor deltager kun ganske få at Mjølnerparkens beboere, når der nu har været ekstra fokus på og ønske om at inddrage dem fra planlægningssiden? Hvad er årsagerne til denne problematik i et planlægningsprojekt, der netop ønsker at styrke lokalmiljøet og vægter borgerinddragelse højt? Vores undren forstærkedes af, at vi allerede efter de første besøg i Mjølnerparken kunne fastslå, at der er en høj grad af aktivitet blandt beboerne og for manges vedkommende en stærk stedstilknytning til stedet. Dette forstærkede yderligere det paradoksale i den manglende deltagelse i et projekt, der netop er funderet på aktiv borgerdeltagelse i lokalmiljøet, og som blandt andet har til formål at skabe netværk og aktiviteter i det lokale. Vi har ud fra denne undren opstillet en hypotese om, at deltagelsesproblemet bunder i de rammer og retningslinjer, der er, for hvordan borgerne kan deltage. Eftersom vi mener, at disse rammer ikke nødvendigvis harmonerer med Mjølnerparkens beboeres mulighed for deltagelse. Denne problematik er et af udgangspunkterne for vores projekt. Vi finder det derfor interessant at undersøge årsagerne til Mjølnerparkens beboeres 4

sparsomme deltagelse og derved få et indtryk af de barrierer, vi formoder findes for beboernes deltagelse i områdefornyelsen. Der er tidligere foretaget undersøgelser af, hvilke ressourcer det kræver at deltage i et projekt som kvarterløft (Larsen 2001). De fleste af disse undersøgelser er imidlertid foretaget på institutionelt niveau, det vil sige udelukkende set i forhold til planlægningens rammer, og handler derfor kun om hvilke ressourcer, det er nødvendigt at være i besiddelse af for at kunne indgå under disse. Vores undersøgelse vil i højere grad tage udgangspunkt i hverdagslivet i Mjølnerparken, for derigennem at forstå de barrierer vi formoder, der her findes i forhold til deltagelse, og som der opstår i relation til planlægningen. Dette fører til en kritik af de overordnede strukturer i planlægningen af området. Vi vil som udgangspunkt understrege, at vi ikke har i sinde at pege fingre ad de enkelte planlæggere, men derimod rette en kritik mod de bagvedliggende tanker. Områdefornyelsen ses altså som en specifik form for planlægning, der afspejler nogle mere overordnede strukturer. Strukturer der er med til at sætte dagsordenen for den enkelte planlægger og eventuelt også er i konflikt med hendes eller hans intentioner og vilje. Vi opstiller altså en hypotese, om at der eksisterer barrierer for deltagelse, har affødt spørgsmålet om, hvorvidt der reelt er lige muligheder for deltagelse, hvis visse grupper ikke har mulighed for at indgå under de givne rammer. Og hvad sker der med retten til byen, hvis de få planlægger for de mange? At planlægningsrationalet bygger på et aktivt medborgerskab, men at alle åbenbart ikke kan indgå i planlægningen, rejser i vores øjne en mængde spørgsmål: Hvilke krav stilles der til den aktive medborger i en planlægningskontekst? Og hvordan harmonerer disse krav til den aktive medborger med livet i et specifikt område? I forlængelse af disse spørgsmål har vi en hypotese om, at planlægningen ikke formår at indfange hverdagslivets kompleksitet - ikke tager hensyn til hverdagslivets forskellighed - og derved risikerer ikke at opnå en bred borgerinddragelse. Med andre ord harmonerer kravene til en aktiv medborger ikke med hverdagslivet i området. Vores antagelse er derfor, at borgerdeltagelsesproblemet bunder i, at der i 5

planlægningen af områdefornyelsen ikke bliver taget hensyn til borgernes forskellighed i forhold til blandt andet interesser og ressourcer. Rammerne for projektet er på forhånd fastlagt fra planlægningssiden, og dem, der ikke kan deltage indenfor disse rammer, falder enten fra eller ekskluderes fra begyndelsen af. Dette medfører en ulighed i forhold til muligheden for at udleve sit politiske medborgerskab. Retten til at deltage består, men deltagelsen skal foregå under nogle rammer, der gør, at der kan stilles spørgsmålstegn ved de reelle deltagelsesmuligheder for alle. Ud fra hypotesen om at planlægningen ikke formår at indfange hverdagslivets kompleksitet og vores oplevelse af Mjølnerparken som et aktivt sted, kan vi opstille endnu en hypotese om, at der foreligger adskillige muligheder og potentialer blandt beboerne. Disse potentialer vil vi undersøge gennem hverdagslivsanalysen, hvorved vi vil få et indblik i, hvad der er vigtigt i beboernes liv. Vores tilgang til forestillingen om, at der er en disharmoni mellem hverdagsliv og planlægning, er opstået med inspiration fra den franske filosof Henri Lefebvres teorier. Disse teorier bygger på en forestilling om rummet, som værende en integreret del af sociale processer, hvilket han betegner som Den sociale rumlighed. Ovenstående problematikker har ledt os til følgende problemformulering. 1.2 Problemformulering Med udgangspunkt i den sociale rumlighed stiller vi spørgsmålet: Hvilke muligheder og barrierer eksisterer der for styrkelsen af et aktivt medborgerskab i Mjølnerparken i forhold til områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret? 1.2.1 Uddybning af problemformulering Den sociale rumlighed konstitueres af 3 begreber til analytisk at kunne forstå produktionen af rum - det vil sige, hvorledes rummet produceres og samtidig er producerende. De tre adskilte begreber er det erfarede rum, det begrebne rum og det levede rum 1. Det skal påpeges, at adskillelsen udelukkende er analytisk, idet begreberne tilsammen indgår i en konstant og dialektisk produktion af den sociale rumlighed. 6

Gennem den analytiske adskillelse indfanger modellen imidlertid forholdet og forskellene mellem det begrebne rum, eksemplificeret ved planlægningens 2 forestillinger og det levede rum, hvilket indeholder hverdagslivets forestillinger. Udgangspunktet for den rumlige produktion er den praktiske handlen det erfarede rum, hvorigennem både planlægningens og hverdagslivets forestillinger og værdier kommer til udtryk. For at kunne forstå de barrierer og muligheder der eksisterer for deltagelse i områdefornyelsen, tager vi i dette projekt derfor udgangspunkt i den praktiske handlen, det vil sige i hverdagslivets kompleksitet og i de daglige rytmer, der kommer til udtryk i Mjølnerparken. Disse sidestilles med områdefornyelsens praksis, og overordnet giver dette et billede af, hvorledes planlægningen harmonerer med det hverdagsliv, der eksisterer i Mjølnerparken. Dette leder frem til en diskussion af de barrierer, der i Mjølnerparken er for deltagelse i områdefornyelsen. Endvidere søger vi i projektet udfra vores hverdagspraksisanalyse og en normativ teoretisering af medborgerskabet at opstille muligheder og potentialer for styrkelse af et aktivt medborgerskab 3. Kort sagt tages der udgangspunkt i den sociale rumlighed for at kunne udsige noget om de barrierer, der forekommer i forhold til Mjølnerparkens beboeres mulighed for at deltage i områdefornyelsen. Herefter bringes muligheder og en normativ diskussion af styrkelsen af et aktivt medborgerskab i spil. Kort sagt forsøges barriererne vendt til muligheder i forbindelse med et andet syn på medborgerskab. 1.3 Begrebsafklaring 1.3.1 Aktivt Medborgerskab Vores medborgerskabsbegreb omhandler retten og muligheden for alle til at deltage aktivt politisk og have politisk indflydelse. Denne rettighed synes ikke lige for alle, og områdefornyelsen kan ses som en bypolitisk strategi, der har til formål at styrke og inkludere Mjølnerparkens beboeres rettigheder i forhold til at deltage aktivt og influere politisk. En planlægger formulerer: et af formålene [med områdefornyelsen] er, at de ligesom får Mjølnerparken integreret i området både sådan demokratisk, men også at 1 Dette vil blive udfoldet i kapitel 3. 2 Se begrebsafklaring af planlægningen. 3 Se begrebsafklaring af aktivt medborgerskab. 7

man fysisk forsøger at integrere området. (int.1: 3). Som dette citat viser, er der fra planlægningens side et ønske om at integrere Mjølnerparkens beboere i forhold til politisk deltagelse. Vi er enige i, at disse rettigheder skal styrkes i Mjølnerparken, men tilslutter os ikke den måde, hvorpå deltagelsen kan foregå ud fra de rammer, der er i områdefornyelsen 4. Vi baserer vores normative forståelse af et aktivt medborgerskab på de britiske byforskere Ash Amin og Nigel Thrifts teori omkring dette emne. Elementer af denne forståelse, såsom begreberne empowerment og mægtig- og myndiggørelse 5, forekommer ligeledes i dagens bypolitik, men Amin og Thrift præsenterer alligevel en ny optik på, hvorledes et aktivt medborgerskab skal mobiliseres. Denne optik er baseret på en relationel forståelse med udgangspunkt i hverdagslivets praksis og dets potentialer, mangfoldighed og forskellighed. Det kan således siges, at der grundlæggende er ens elementer i vores medborgerskabsforståelse, og i den forståelse, vi synes, kommer til udtryk på planlægningssiden. Imidlertid er der forskel på forståelsen af det aktive element ved medborgerskabet. I den forståelse, der gør sig gældende i en bypolitisk sammenhæng, er det for at være aktiv medborger nødvendigt at udleve sit medborgerskab performativt. Det vil sige, at det er nødvendigt at indgå i formelle sammenhænge med direkte politisk relevans, eksempelvis områdefornyelsesprocessen, for at være en politisk aktiv medborger. I Amin og Thrifts og vores forståelse er det at have et aktivt medborgerskab derimod ikke ensbetydende med at indgå i formelle og politiske netværk og sammenhænge. Det aktive medborgerskab opstår lige såvel igennem uformelle aktiviteter og netværk, der ikke nødvendigvis indeholder et politisk element. Dog ses disse som forløbere for mere direkte politisk aktivitet. 1.3.2 Planlægningen Projektet igennem benyttes definitionen planlægningen. Dette begreb skal imidlertid ikke ses som en entydig størrelse, men som et begreb, der samler flere elementer, der på forskellige niveauer indgår i en planlægningsproces; det statslige, det kommunale og 4 Disse rammer tydeliggøres i projektets analysedel I. 5 Se afsnit om empowerment 3.4.4 8

konkrete projektorienterede niveau. Endvidere skal det pointeres, at vi ikke henviser til bestemte personer, når begrebet benyttes. Fælles for disse elementer er, at de indgår i en bureaukratisk og formel organisering med et konkret formål. Begrebet har således, i tråd med Lefebvres teori, til formål analytisk at adskille det komplekse hverdagsliv i Mjølnerparken fra de bureaukratisk organiserede elementer. Vores hovedteoretiker Lefebvre påpeger, at rummet er en produktion mellem den fjerne orden og den nære orden. Hvor den fjerne orden, forstås som bureaukratiske, institutionelle og økonomiske sociale processer, skal den nære orden forstås som de nære umiddelbare relationer. Planlægningsbegrebet relateres i Lefebvres teoretisering til den fjerne orden, der er uden relation til de praksisformer, der eksisterer i den nære orden. Dette bunder i en kapitalismekritik og en påpegning af, at den fjerne orden som kapitalismens repræsentant koloniserer den nære orden. I dette projekt benyttes Lefebvres teoretisering imidlertid i en modificeret form, hvilket betyder, at selvom planlægningsniveauet for os stadig repræsenterer den fjerne orden, skal det ikke forstås som fuldkommen uden relation til hverdagslivet. Vi tilslutter os ideen om uoverensstemmelse mellem den fjerne og nære orden, men ser forholdet mellem niveauerne som værende mere nuanceret, end det kommer til udtryk i Lefebvres teori. 1.3.3 Beboerne Igennem projektet bliver udtrykket beboere/erne i Mjølnerparken brugt, og i den forbindelse vil vi understrege, at vi udelukkende omtaler de beboere, vi har haft kontakt med, og ikke generaliserer til alle beboerne i Mjølnerparken. 1.4 Afgrænsning Integrationsspørgsmålet i forbindelse med etniske minoriteter er søgt behændigt undgået i ovenstående. Integration kan betyde mange ting, og i og med at vi undersøger mulighederne og begrænsninger af aktivt medborgerskab, kan det siges at have integrative eller inkluderende elementer i form af en politisk integration og til dels en social integration dette er elementer der ofte sættes i forbindelse med områdefornyelsen. Det er dog vigtigt at påpege, at selvom projektet indeholder en 9

integrativ diskussion i forhold til medborgerskab, er det ikke diskussion af integration som helhed, der er vores fokus. Vores fokus er på et aktivt medborgerskab og styrkelsen af dette og hermed ikke på integration på arbejdsmarked med mere. Vi er dog ikke blinde for betydningen af etniske forskelle i forbindelse med en diskussion af barrierer og muligheder for deltagelse. Vores ønske er at belyse, hvordan der alternativt kan planlægges for et såkaldt ressourcesvagt område ved i højere grad at inddrage hverdagslivet og de aktiviteter, der allerede eksisterer i området. I og med at vi fokuserer på barrierer og muligheder for et aktivt medborgerskab i områdefornyelsen i relation til en såkaldt ressourcesvag gruppe, er det bestemt ikke en problemstilling, der udelukkende retter sig mod indvandrere og flygtninge. 1.5 Projektdesign Udgangspunktet for dette projekt er Mjølnerparkens beboeres sparsomme deltagelse i områdefornyelsen set i forhold til områdefornyelsens målsætninger om at mobilisere og inkludere Mjølnerparkens beboere i områdefornyelsesprocessen. Dette har ledt os til en hypotese om, at der ikke er lige muligheder for alle i forhold til deltagelse i områdefornyelse. Med udgangspunkt i en praksistilgang, vil vi søge at forstå forholdet mellem planlægning og et komplekst hverdagsliv i Mjølnerparken. Dette danner mulighed for en diskussion af de barrierer, der er for at kunne deltage i områdefornyelsen under den nuværende planlægningsform, hermed barrierer for at indgå i den form for borgerinddragelse, der udfra planlægningsrammerne lægges op til. Hverdagslivsundersøgelsen danner ligeledes et fundament for at kunne diskutere de muligheder, der eksisterer i Mjølnerparken for at kunne deltage og hermed for udviklingen af et aktivt medborgerskab ud fra vores normative forståelse af medborgerskabsbegrebet. Dette danner tilsammen et fundament for at kunne belyse vores problemstilling og svare på vores problemformulering. Hele diskussionen omkring barrierer og muligheder foregår inden for Lefebvres teoretiske optik 6. Via fokus på den sociale rumlighed retter vi blikket mod den sociale praksis og de forståelser, der er i henholdsvis områdefornyelsen og Mjølnerparken samt forholdet mellem disse. Vi retter ligesom Lefebvre blikket mod hverdagslivets potentialer, 6 Lefebvre vil blive suppleret med andre teoretikere der fokuserer på medborgerskab. Hermed dannes der relation mellem hverdagsliv, planlægning og medborgerskabsdelen. 10

kompleksitet og forskellighed i relation til en planlægning, der i mindre grad indfanger denne kompleksitet. Og påpeger ligeledes, at hverdagslivet og det kropslige bør være et normativt udgangspunkt for udviklingen af medborgerskabet. Vi retter således blikket mod hverdagslivet og hverdagspraksis i diskussionen af vores problemstilling. I vores opbygning af projektet har vi ladet os inspirere af Lefebvres regressiveprogressive metode, idet vi mener, at det er givtigt at placere vores case i en historisk kontekst (regression) for at kunne være i stand til at komme med bud på hvad der er muligt i et fremtidsperspektiv (progression) (Kofman & Lebas i Lefebvre 1996: 9). Projektet er i relation til ovenstående opbygget omkring fire dele. 1. del : Teori Lefebvres sociale rumlighed præsenteres, herunder betydningen af hverdagslivet og dets kompleksitet i relation til planlægningen. Ligeledes kobles Lefebvres normative syn på hverdagslivet med en tilsvarende medborgerskabsforståelse, der præsenteres af Amin og Thrift. 2. del: Kontekst og case - Det bypolitiske felt præsenteres i et historisk oprids og er derved projektets regressive element. Ligeledes præsenteres områdefornyelsen samt projektets case; Mjølnerparken. 3. del: Analysedel I Her vil vi gennem vores empiri beskrive de barrierer, der er for deltagelse i områdefornyelsen. Vi ser på forholdet mellem planlægningen og et komplekst hverdagsliv, hvorfra vi diskuterer de barrierer, der forekommer ved den nuværende planlægningsform. 4. del: Analysedel II Her søger vi at vende nogle af de barrierer, der er for deltagelse til muligheder. Hermed diskuterer vi mulige ændringer af områdefornyelsen og dens planlægningsform, hvorfra vi diskuterer de potentialer, vi ser i Mjølnerparken. Denne del af analysen kan også betegnes som den mere progressive del. 11

Kapitel 2 - Metode I det følgende vil vi eksplicitere de videnskabsteoretiske og metodiske overvejelser, der ligger til grund for vores projekt. 2.1 Videnskabsteori - en praksistilgang Dette projekts metateoretiske udgangspunkt er i en praksisorienteret tilgang. Dette betyder, at praksis har stor betydning for vores ontologiske og epistemologiske forståelse, hvilket vi i det følgende vil uddybe. 2.1.1 Ontologi I det følgende vil vi tage udgangspunkt i fire praksisorienterede udsagn, som danner grundlaget for projektets ontologiske forståelse. De fire udsagn er inspireret af kulturgeografen Kirsten Simonsens praksisforståelse, men er ligeledes i tråd med projektets metateoretiker Henri Lefebvre. Første udsagn er, at: det er via vores konkrete handlen (hverdagspraksis) i og med vores omverden, vi skaber subjektivitet og mening (Simonsen 2001: 19). Dette skal ses som et opgør med det kartisianske subjektsbegreb, der hviler på en modstilling mellem bevidsthed og krop, og hvor kroppen blot anses for at udgøre en tom materiel ramme for bevidstheden. Det at befinde sig i verden handler om en praktisk involvering via hverdagslivet. Vi får, via vores omgang med omgivelserne, en fortrolighed med verden omkring os (en praktisk bevidsthed), der gør det muligt at tillægge omverden betydning og mening (Simonsen 2001: 20). Det er altså hverdagspraksissen, der skaber grundlaget for meningsdannelse. Et andet forhold, der gør sig gældende i denne tilgang, er ophævelsen af skellet mellem det subjektive og objektive i form af subjektivitetens uadskillelighed fra praksis. I denne sammenhæng fremhæver Kirsten Simonsen Merleau-Pontys begreb om den levede erfaring, der hviler på forståelsen af, at det at percipere baseres på et dialektisk forhold mellem kroppen og dens omgivelser, hvilket både konstituerer subjekt og objekt. Perception handler dermed om deltagelse og om en forening med objektet, og ikke om 12

refleksion og observation. Det er via denne deltagelse, at mening og subjektivitet konstitueres (Simonsen 2001: 20-21). Andet udsagn handler om, at vi skaber vores forståelse af os selv og verden omkring os intersubjektivt, det vil sige, at: mening skabes via fælles handling og dialog (Simonsen 2001: 22). Det er den mellemmenneskelige aktivitet, der danner erfaringsgrundlaget for, at noget udpeges og italesættes i en bestemt sammenhæng. Sproget og handlen udspringer altså af en bestemt mellemmenneskelig aktivitet, der danner en forståelsesramme, som vi agerer indenfor. Det væsentlige her er altså ikke teksten eller sproget i sig selv, men derimod den socialt situerede samtale. Som Simonsen siger det: Mening er brug. Meningsfuld sprogbrug og tankevirksomhed forudsætter således meningsfuld handling. På den måde bliver kundskab om ordenes betydning uløseligt forbundet med hverdagens erfaringer og praksisser (Simonsen 1993: 111). Sproget skal altså ses som en del af hverdagspraksissen; som en virksomhed der iværksættes på baggrund af en praksis eller situation. Sproget medierer således den sociale praksis. Et tredje centralt udsagn i forhold til vores praksistilgang er, at: social praksis er grundlæggende kropslig (Simonsen 2001: 25). Den føromtalte levede erfaring funderes mellem bevidsthed og krop, altså igen en mediering mellem subjekt og objekt. Perception er baseret på en kropslig involvering, hvor kroppen både er et middel til perception og et perciperet objekt (Simonsen 2001: 26). Kroppen skal ses i den føromtalte kontekst, nemlig i balancen mellem social konstruktion og materie, idet kroppen i høj grad kan betragtes som en social konstruktion, der konstant skabes og omformes. Dette skal dog ikke forstås således, at kroppen er total formbar. Kroppen vil i kraft af sin natur altid indebære en vis form for begrænsning. Dermed både begrænser og muliggør kroppen praksis og skal derfor, ifølge Simonsen, både ses som en fakticitet og et projekt (Simonsen 2001: 28). Hun forstår kroppen som en situation, det vil sige, at kroppen er en situation, der altid vil være en del af vores levede erfaring, og som er essentiel i og med, at den udgør grundlaget for vores erfaring. Vores kropslige og praktiske ageren er udgangspunktet for vores adgang til verden. 13

Kroppen skal ses som rumlig, både i forhold til at den udgør et sted /en form, men også i forhold til at den fungerer som en integreret del af både tid og sted. Lefebvre udbygger dette syn på kroppen ved at mene, at kroppen både er rum og har sit rum, hvilket vil sige, at kroppen både producerer sig selv og rummet omkring sig i en samtidig handling. Altså generelt en forståelse af at praksis, krop og rum er uadskillelige fænomener. Denne uadskillighed mellem praksis, rum, krop og tid fører os til den sidste pointe, der er, at: social praksis altid er situeret og kontekstuel. Social handlen vil altid være situeret i en tidslig, rumlig og social kontekst. Konteksten skal her ikke forstås som en passiv ramme for den sociale handling, men nærmere som en integreret del af den sociale praksis. Kontekst og social praksis konstituerer altså gensidigt hinanden (Simonsen 2001: 33-34). Konteksten er heller ikke blot et rumligt fysisk forhold, men en situation for handling, der strækker sig både i tid og i rum. Derudover skal det gøres klart, at der skal skelnes mellem kontekstualitet og tekstualitet. Selvom der fokuseres på sproget i en kontekstuel teori, så anses tekster og semiotiske systemer ikke som væsentlige i sig selv. Det er det aktive sprogbrug, som er bundet til materialitet og den levede erfaring og sproget som en del af social praksis generelt, der anses for betydningsfuldt. Disse fire elementer danner tilsammen en vejledende ramme, hvorfra projektet tager sit udgangspunkt. Det kropslige eller den sociale praksis er både udgangspunktet for at forstå barrierer og udgør ligeledes et normativt udgangspunkt for vores forståelse af den fremtidige udvikling af samfundet. Det vil sige, at praksisforståelsen danner en ramme for vores metodiske, teoretiske og analytiske overvejelser. 2.1.2 Epistemologi I forhold til det epistemologiske niveau, har vores ontologiske udgangspunkt indflydelse på vores adgang til viden om verden. Ud fra vores forståelse er praksis er uadskillelig fra rum, tid og krop. Det, at vi er indlejret i materielle, rumlige og tidslige forhold, sætter nogle begrænsninger for søgen efter universel objektivitet og totaliserende forklaringer. Den amerikanske forsker Donna Haraway taler om situated knowledge og påpeger ligeledes, at kundskaber er situeret i tid, sted, krop og kultur: that all eyes, 14

including our own organic ones, are active perceptual systems, building on translations and specific ways of seeing, that is, ways of life (Haraway i Hansen 2004: 92, oprindeligt markeret). Vi agerer som forskere i en social kontekst, hvilket betyder, at det vi ved, og hvordan vi ved det, ikke kan frisættes fra vores sociale praksis. Der bør derfor være en varsomhed med at fremsætte kontekstuafhængige og generaliserende påstande ud fra empiriske undersøgelser. Haraway argumenterer for en mangfoldighed af kontingente kontekstnære kundskaber. Dette er dog ikke ensbetydende med en ren relativistisk eller nihilistisk tilgang. Haraway retter netop en kritik mod de forskellige former for postmoderne relativisme, samt en kritik mod totaliserende forklaringer, idet hun påpeger, at disse netop ikke er situerede i en kontekst, men i stedet udsiger overindividuelle forklaringer eller forklaringer ingen steder fra. Det er imidlertid ikke muligt at sætte sig selv udenfor forklaringen og udsige noget objektivt, hvorfor resultaterne vil udgøre et spejlbillede af forskerens egen situerethed (Haraway i Hansen 2004: 92). Simonsen påpeger i denne forbindelse, at problemstillinger og formål i stedet skal relateres til det menneskelige relevante, og at der skal sættes: fordring om en vision et sted fra; fra folks liv; fra en krop, altid en kompleks, modsætningsfuld, strukturerende og struktureret krop. (Simonsen 2001: 36). Et sådant synspunkt danner muligheden for en anden slags objektivitet en partiel objektivitet. Ved en partiel objektivitet erkendes forskerens egen situerethed, og der stilles ligeledes krav til en bevidst valgt partiel erkendelsesinteresse. 2.2 Partiel erkendelsesinteresse og refleksiv forskning Det er således på baggrund af vores ontologiske udgangspunkt ikke muligt at frisætte os vor egen kontekst og situerethed i behandlingen af projektets empiri. Ligeledes ligger en forforståelse til grund for problemfeltet. At vi ikke kan frisætte os vor egen situerethed betyder dog ikke, at vi ikke kan sige noget relevant ud fra projektet. Det kræver blot, at vi forholder os refleksivt til vores situerethed og ekspliciterer vores baggrund, bevæggrunde og placering i forhold til det, der undersøges. Vi vil derfor i det følgende eksplicitere vores konstruktion af problemfeltet og problemformulering for at gøre det klart, hvorledes dette er funderet i en forforståelse af feltet samt praktiske erfaringer af dette. 15

Vores interesse for overhovedet at beskæftige os med dette felt bunder i en fælles normativ forestilling om nødvendigheden af at skabe lige mulighed for deltagelse i planlægningen af byen. Dertil i en interesse i bypolitik som instrument til løsning af sociale problemer. Derfor har vi valgt at beskæftige os med områdefornyelse, der er et bypolitisk projekt henvendt mod områder, der har brug for en ekstra indsats både fysisk og socialt. Et af formålene er at inddrage borgerne i beslutningsprocesser i planlægningen af deres lokalområde. Idet vi blandt andet ser borgerinddragelsestanken som et udtryk for en interesse i at mobilisere borgerne og give dem en politisk stemme, faldt det os naturligt at tage udgangspunkt i det nystartede områdefornyelsesprojekt i Mimersgadekvarteret. Forforståelsen for projektets problemstilling kan siges at være dannet i en vekselvirkning mellem empiri og teori. Valget af felt er i første omgang praktisk funderet i aktuelle samfunds- og planlægningsprocesser. Projektets teoretiske inspiration stammer fra Henri Lefebvres teoretisering om den sociale rumlighed. Han pointerer i sin teori, at planlægningsniveauet koloniserer hverdagslivet, og vi har derfor fra projektstart forsøgt at få et praktisk indblik i relationen mellem områdefornyelsen og Mjølnerparken. Som udgangspunkt oplevede vi en lighed og nærhed mellem områdefornyelsen og Mjølnerparken. I Mjølnerparken fandt vi en frustration og en følelse af at være blevet tilsidesat af samfundet. En beboer, der kom til Danmark i 1986 gav i et interview udtryk for denne frustration således: Man bliver ikke tvunget til, at man skal arbejde, man fik bare sin opholdstilladelse og en lejlighed eller værelse og så fik man sin kontanthjælp og så var det bare farvel med dig. (int.15: 1). Han påpeger endvidere: Jeg kan godt forstå dem [indvandrere der isolerer sig]. Vi [den danske stat] har ikke hjulpet dem fra starten. Vi har ikke stået ved dem. Vi har ikke spurgt, hvad de ville, hvad vil du blive, hvad er dine ønsker, hvad er dine drømme. Der er blevet sagt, bare kom og tag 3, 4 eller 5000 kroner og bliv hjemme. (int.15: 2). Følelsen af at være tilsidesat er udbredt blandt flere af de personer, vi har talt med i Mjølnerparken (se eksempelvis også interview 11). Denne oplevelse af frustration i Mjølnerparken, oplevede vi, blev imødekommet gennem områdefornyelsens intention 16

om at gøre noget godt for området og gennem det særlige fokus på at få inddraget Mjølnerparkens beboere. Vi fik derfor indtryk af, at områdefornyelsen arbejder mod nogle af de samme ulighedstendenser i samfundet, som beboerne i Mjølnerparken påpegede. Trods områdefornyelsens, set i forhold til vores normative forforståelse, gode hensigter og høje fokus på Mjølnerparken oplevede vi imidlertid, at kun et mindre antal af Mjølnerparkens beboere var til stede til de første borgermøder. Det gik efterfølgende hurtigt op for os, at hverdagslivet og dets relation til planlægningen måske er mere kompleks end først antaget vi oplevede, at der var nogle barrierer for deltagelse i områdefornyelsen, og at områdefornyelsen ikke formåede at indfange de muligheder, der eksisterede i Mjølnerparken. Problemfeltets hypoteser er således fortrinsvis baseret på en empirisk forforståelse, dog med teoretisk inspiration. Forholdet mellem empiri og teori i projektet som helhed uddybes under projektets slutform. 2.3 Casestudie at studere praksis Ovenstående eksplicitering af vores praktiske og teoretiske udgangspunkt for undersøgelsen fører naturligt til en uddybning af udgangspunktet for valget af den konkrete case, vi behandler i projektet. Idet projektets metateoretiske udgangspunkt, som beskrevet, er en praksistilgang en tilgang, der gør krav på en kropslig, praktisk og kontingent kontekstafhængig vidensudvikling, er det meget oplagt at foretage et casestudie. Desuden gør et casestudie os i stand til at udsige noget på et mere generelt niveau, hvilket er medvirkende til at gøre projektet relevant for andre områder end kun Mjølnerparken og områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret. Vores metodiske overvejelser bygger især på Bent Flyvbjergs afhandling Rationalitet og magt det konkretes videnskab, hvori han argumenterer for brugen af casestudiet som metode, samt falsificerer de mange negative påstande, der eksisterer omkring case studiet. Flyvbjerg argumenterer overordnet for, at videnskaben bør tage udgangspunkt i den konkrete handlen/praksis frem for et kontekstuafhængigt tænkt forhold. Han retter således også en kritik mod den traditionelle videnskab, såsom positivismen og andre kontekstuafhængige tilgange til viden. Kritikken går på, at der ikke er relation til det konkrete og den praksis, der undersøges og hermed, at studiet af fænomener bliver uden relation til den virkelighed, der undersøges. Dette projekts praksisforståelse er derfor i 17

klar sammenhæng med Flyvbjergs kritik af den kontekstuafhængige tilgang til vidensudvikling. I forhold til at undersøge det konkrete pointerer Flyvbjerg, at det grundlæggende ved case studiet er at gå tæt på den virkelighed og de fænomener, som udfolder sig i praksis og således undersøge på virkelighedens præmisser og ikke på undersøgelsens (Flyvbjerg 1991: 155). Flyvbjerg fremhæver, at casestudiet er et perfekt redskab til at forstå det konkrete og praksis og mener endvidere, at casestudiet er den eneste rigtige metode for studiet af mennesker. Som han påpeger, så har: studiet af menneske og samfund i sidste instans ikke andet at byde på end konkret, kontekstafhængig, praktisk viden, og denne type viden er case studiet særligt velegnet til at producere. (Flyvbjerg 1991: 144). Vi er enige i disse betragtninger. Dog er denne enighed ikke absolut. En adskillelse ses i forbindelse med det ontologiske udgangspunkt. Vi tillægger i dette projekt det ontologiske udgangspunkt stor vægt, idet vi erkender eksistensen af en dialektik mellem social praksis og rum. Flyvbjerg refererer derimod ikke til en bestemt ontologi. Som nævnt tidligere er vores case Mjølnerparken set i forhold til områdefornyelsen - et valg der ligesom så mange andre cases er funderet i en fysisk afgrænsning. Mjølnerparken udgør kun en lille del af områdefornyelsen, hvilket giver os mulighed for at komme tættere på den praktiske virkelighed, der udfolder sig mellem Mjølnerparken og områdefornyelsen omkring styrkelsen af et aktivt medborgerskab. Den konkrete afgrænsning af vores undersøgelse, som casestudiet tillader, har givet os mulighed for at studere Mjølnerparken i relation til områdefornyelsen mere intensivt, og hermed for at forstå den praktiske virkelighed der kommer til udtryk mellem Mjølnerparkens beboere og områdefornyelsen. Via interviews, deltagende observationer og skriftligt materiale er det muligt at give et detaljeret billede af de barrierer og muligheder, der er i forhold til at kunne deltage i områdefornyelsen og hermed besvare vores problemformulering. Flyvbjerg påpeger, at nærheden og det dybdegående er en del af ideen med casestudiet: For forskere er case studiets nærhed til virkeligheden og dets mangfoldige detailrigdom vigtig (Flyvbjerg 1991: 143). Vores casestudie kan således via nærheden til det sociale liv og praksis danne grundlag for at forstå detaljerne, mangfoldigheden, kompleksiteten og nuancerne mellem Mjølnerparken og områdefornyelsen. 18

I forhold til vores praksisorienterede og kontekstafhængige tilgang er det relevant at diskutere, hvorvidt vi er i stand til at udsige noget generelt ud fra vores casestudie. Flyvbjerg påpeger, at en repræsentativ case ikke nødvendigvis er den case, der giver den bedste udsigelseskraft og hermed øger mulighederne for generalisering. I stedet peger han på, at en case bør have sit udgangspunkt i en strategisk udvælgelse, idet generaliserbarheden herved kan øges (Flyvbjerg 1991: 150). Vores valg af Mjølnerparken kan betegnes som et strategisk valg. Der er ikke tale om en repræsentativ case, men derimod om det Flyvbjerg kalder en afvigende case eller en ekstrem case. Målsætningen for studier af afvigende cases er ifølge Flyvbjerg at opnå viden om usædvanlige cases. Han påpeger, at den afvigende case eksempelvis kan være særligt problemfyldt eller særligt vellykket i en nærmere defineret forstand. Det er således en case, der er udvalgt på baggrund af et strategisk valg og hermed også øger udsigelseskraften. Der har fra planlægningens side været en skepsis for, om der overhovedet ville dukke nogle fra området op til områdefornyelsen. Strategien for at få Mjølnerparken med kan ses som en del af en mere overordnet målsætning for områdefornyelsen som helhed: idet det bemærkes, at i Mimersgade projektet er det tanken, at der i særlig grad skal lægges vægt på at involvere områdets indvandrere 7. En stor del af områdets beboere med anden etnisk baggrund bor i Mjølnerparken (se statistisk præsentation i afsnit 4.4.4), og der er netop fra kommunens side opstillet et krav om, at der skal sidde en repræsentant fra Mjølnerparken i områdefornyelsens styregruppe 8. Denne repræsentant er Mjølnerparkens beboerformand. Indsatsen havde i begyndelsen af processen positiv effekt på deltagelsen fra Mjølnerparken. Der var mellem 20 30 personer til det første borgermøde (obs.2: 3), men efterfølgende er der sket et hurtigt frafald; nogle forsvandt allerede inden, de skulle ud i projektgrupperne. Deltagelsen fra Mjølnerparken er således reduceret kraftigt (obs.10: 25). Vi ser derfor et misforhold mellem det faktum, at der i områdefornyelsen 7 Bemærkning fra Økonomi- og Bygge- og Teknikforvaltningerne til kommentar fra Udvalget for Demokrati- og serviceudvikling v. høring af indstilling af byfornyelsesprogrammet for Mimersgadekvarteret d.16.08.04. 8 Styregruppen er det styrende organ for borgergruppernes projektforslag (se også bilag 1). Hvem der skal sidde i styregrupperne er delvist blevet valgt lokalt, men er i høj grad påvirket af centrale beslutninger i forhold til investeringer, mål og midler. 19

har været et ønske om at få inddraget Mjølnerparkens beboere, og at der nu ikke er så mange deltagere fra området. Heraf udleder vi en hypotese om, at der i forhold til Mjølnerparken må eksistere nogle konkrete barrierer for deltagelse, hvilke vi afdækker gennem vores undersøgelse. Vi mener, at barriererne blandt andet skyldes et misforhold mellem områdefornyelsens rammer for deltagelse og beboernes muligheder for deltagelse. Det er imidlertid ikke kun i Mjølnerparken, at der har været tale om en sparsom deltagelse, hvorfor det ikke kan betegnes som et specifikt problem, der kun gør sig gældende her. Med Mjølnerparken som case kommer dette misforhold imidlertid til udtryk i særlig afvigende grad, idet der her, som nævnt, netop har været ekstra fokus på at inddrage områdets beboere. Dette forhold gør i vores øjne Mjølnerparken til en ekstrem case, idet misforholdet mellem planlægningens strategi og tilgang til at få inddraget borgerne, og borgernes manglende deltagelse her kommer til udtryk i en særlig grad. Den afvigende case er ifølge Flyvbjerg god til at slå en pointe fast på dramatisk vis, idet processer, konflikter og ressourcer her bliver mere tydelige end ved et andet valg. Hermed bidrager casen til at slå nogle pointer fast (Flyvbjerg 1991: 149). Vi mener, at Mjølnerparken som case viser barriererne for deltagelse i områdefornyelsen tydeligere og dermed bidrager til at slå den generelle pointe fast om, at planlægningen gennem sin nuværende tilgang ikke formår at indfange hverdagslivets interesser. Mjølnerparken som case kan ikke ses løsrevet fra den generelle bypolitiske og velfærdsstatslige kontekst, og skrives i dette projekt ind i denne kontekst i kapitel 4. Mjølnerparken må således ses som et led i en udvikling, både i kraft af at blive defineret som værende et område i negativ udvikling og som et eksempel på, med hvilken strategi denne udvikling søges vendt. Derved har Mjølnerparken og områdefornyelsen lighed med andre tilsvarende områder og projekter. Dette gør det muligt også at udsige noget generelt på dette niveau, det vil sige i forhold til andre områdefornyelsesprojekter og andre meget borgerinddragende planlægningsprocesser. 20

2.4 Projektets slutform I dette afsnit vil vi eksplicitere projektets slutform, der kan betegnes som abduktiv. Den abduktive slutform er en tredje slutform udover de mere traditionelle slutformer induktion og deduktion. Abduktion der er: en kreativ slutform der fra empirisk data (indicier) slutter til mulige teoretiske forklaringer (årsager, hypoteser), er en nødvendig, tredje slutform ved siden af induktion og deduktion. (Hansen & Simonsen 2004: 92). Generaliserbarheden i slutformerne er selvfølgelig forskellig alt efter det videnskabsteoretiske udgangspunkt, der bestemmer, om der kan udledes nye teorier, årsager eller hypoteser. Overordnet kan abduktion siges at tage sit udgangspunkt i et resultat eller en regel for at udlede et enkelttilfælde. Et eksempel herpå er: Vi ved at alle bønnerne fra plasticsækken er hvide og vores bønner er hvide, og så slutter vi at vores bønner må være fra den sæk. (Kjørup 2000: 250). Dette kan ses i modsætning til induktion og deduktion. Induktionens slutning er at gå fra et enkelttilfælde og resultat til regel. Deduktion er omvendt af induktion, idet den bygger på at anvende en regel på et enkelttilfælde for at opnå et resultat (Kjørup 2000: 250, Andersen & Møller 2003: 17). Helt systematisk kan det udledes, at der er brug for endnu en slutform end induktion og deduktion. I modsætning til både induktion og deduktion er abduktion en slutform, der sigter mod produktion af ny viden. Denne nye viden skal søges gennem en kreativ proces, hvor udgangspunktet er indicierne eller det som nogle vil kalde en empirisk virkelighed. Herfra kan der udledes noget nyt om disse indicier, teorier eller data. Et overordnet regelsæt, der synes at gøre abduktionen mere brugbar og håndterlig i praksis lyder: Att vi (1) har en empirisk händelse/företeelse (resultatet), som vi (2) relaterar till en regel, vilket (3) leder fram till ett nytt antagande om händelsen/företeelsen (Danermark et al. 1997: 145). I vores tilfælde har vi via vores praktiske og teoretiske erfaringer opstillet et resultat (1) netop barrierer og muligheder for deltagelse. Disse relaterer vi til en regel, hvilken er vores teoretiske forståelse (2). Herfra udleder vi en ny forståelse om de barrierer og muligheder for deltagelse, vi ser blandt Mjølnerparkens beboere og trækker dem ved hjælp af teorien op på et overordnet niveau. Udfra de konkrete barrierer og muligheder, vi ser i Mjølnerparken, kan vi derved på et mere generelt plan, sige noget om hvorvidt der er harmoni eller disharmoni imellem planlægning og beboere, idet barriererne tolkes som udtryk for en disharmoni (3). 21

Det skal påpeges, at den abduktive slutform har en relation til projektets hovedteoretiker, Lefebvre. Lefebvre skelner mellem abduktion og transduktion. Hvor den abduktive tilgang er en slutform, der via nærhed, kreativitet og metodisk detektivarbejde kan skabe en forståelse af forskellige praksisformer og deres forskellighed, så retter transduktion sig mere mod fremtiden og transformation af nuværende forhold. Vi inddrager både elementer af det regressive og det progressive i vores tilgang til undersøgelsen af barrierer og muligheder. Men vi er dog varsomme over at kaste os ud i den transduktive tilgang, der i høj grad synes at rette sig mod aktionsforskning og mere direkte produktion og transformation af rum. 9 2.5 Valg af teori vores teoretiske regelsæt Henri Lefebvre er vores hovedteoretiker, og på den måde udgør hans arbejde en metateori i projektet. Det er via hans rumforståelse, hans tanker om byen og hans begrebslige triade, at den overordnede forståelsesramme fastlægges. Lefebvres teori er med andre ord det regelsæt, der benyttes i projektet til at undersøge barrierer og muligheder. Dette er ensbetydende med, at andre anvendte teoretikere skal tænkes i forhold til Lefebvre. Han er meget abstrakt i sine teoretiseringer, hvorfor vi mener, der er behov for en operationalisering. Hertil inddrages kulturgeografen Doreen Massey og hendes forståelse af sted. Hun supplerer og ikke mindst operationaliserer Lefebvres forståelse af rum. Desuden giver Masseys tanker om sted mulighed for at tænke det lokale på en relationel og åben måde, det vil sige på en ikke-afgrænset facon. Dette er nyttigt i forhold til en alternativ optik på områdefornyelse, som opererer med et veldefineret, afgrænset område. Amin og Thrift supplerer Lefebvre med et normativt medborgerskabsbegreb. Mere præcist teoretiserer de over et aktivt medborgerskab, hvilket meget kort gengivet betyder muligheden for og ikke bare retten til politisk deltagelse. Dette udgør en givtig optik på vores case i den forstand, at aktivitet, deltagelse og capabilities anskues og tænkes på en ny måde. Amin og Thrifts capability begreb, suppleres med empowerment-tanken med henblik på at uddybe Amin og Thrifts tanker om muligheden for politisk deltagelse og empowerment. De har tendens til at være ret luftige i uddybningerne af deres teori, hvorfor vi har valgt et empowermentperspektiv, da det er 9 Kirsten Simonsen ved Lefebvreklynge den 21/2-05. 22

en ofte praktisk anvendt strategi, som for os er et brugbart supplement til især den progressive del af vores analyse. I forlængelse heraf supplerer vi ligeledes Amin og Thrift med filosoffen Nancy Frasers optik på anerkendelse for at præcisere behovet for anerkendelse i forbindelse med muligheder for politisk deltagelse. 2.6 Empiri-indsamling empirien for at forstå praksis Vi benytter i projektet forskellige empiriske metoder med det formål at skabe nærhed og partiel objektivitet til de praktikker, der udspiller sig mellem planlægning og hverdagslivet for herigennem at kunne besvare vores problemstilling. Vi søger med andre ord via forskellige metoder at skabe nærhed til de dialektiske modsigelser (Kvale 1997: 64), der kommer til udtryk mellem planlægning og hverdagsliv, for herigennem at belyse de barrierer og muligheder der er for styrkelsen af et politisk medborgerskab. Til at skabe nærhed til de praktikker der udspiller sig, gør vi i forbindelse med casestudiet brug af flere kvalitative metoder. Derved søger vi at skabe en; collagelike creation that represents the researcher s images (Denzin & Lincoln i Olsen 2002: 41). Det vil sige billeder af de praksisser, der kommer til udtryk i forhold til barrierer og muligheder. I det følgende gennemgår vi de benyttede metoder. 2.6.1 Deltagende observation Vi har som nævnt blandt andet valgt at gøre brug af metoden deltagende observation i projektet. Dette har vi gjort, idet denne kvalitative metode giver os adgang til praktiske erfaringer fra et indefra perspektiv og fordrer praktisk involvering i feltet, hvilket er oplagt i forhold til vores praksisorienterede tilgang. Metoden udspringer af den fænomenologiske tradition og er fordelagtig i forhold til at forstå det praktiske forhold mellem Mjølnerparkens beboere og planlægningen. Vi har hovedsageligt ladet os inspirere af Søren Kristiansen og Hanne Kathrine Krogstrups bog: Deltagende observation introduktion til en forskningsmetodik. Her forklares eksempelvis hvorledes observationsstudier uden deltagelse giver tilgang til generering af data om nonverbal adfærd, men ud fra et udefra perspektiv, hvor de observerede aktører ses som objekter. I deltagende observation derimod indgår forskeren i en interaktion med feltet, der studeres, aktørerne opfattes som subjekter, og 23