DEN NY VERDEN 2008:4 I klimaets navn 1
Simon Bolwig Produkters CO 2 -fodaftryk i et udviklingsperspektiv Om standarder og certificeringsordninger Interessen for produkters CO 2 -fodaftryk Bekymringer for klimaændringer har stimuleret interessen for at beregne den samlede mængde af drivhusgasser, som udledes i de forskellige faser af produkters livscyklus dvs. under deres fremstilling, forarbejdning, transport, salg, brug og bortskafning. I denne artikel 1 omtales resultatet af disse beregninger som produktets CO 2 -fodaftryk, PCF (product carbon footprint), hvor CO 2 -fodaftryket er den totale mængde udledte drivhusgasser for en given aktivitet, og produkt er en vare eller serviceydelse. PCF adskiller sig dermed fra beregninger af drivhusgasudledninger, som udarbejdes for et projekt, en virksomhed eller en leverandørkæde. PCF er et udtryk for produktets potentielle bidrag til den globale opvarmning, GWP (global warming potential), hvor GWP inddrager alle betydelige drivhusgasser, og udtrykkes som effekten på den globale opvarmning af den tilsvarende vægt af CO 2 (CO 2 e). 2 Efter en sammenlægning af alle udledte drivhusgasser i hver fase af et produkts liv, kan PCF udtrykkes som gram eller kilo CO 2 e pr. produktenhed. PCF for en 350 ml Coca-Cola-dåse, som købes, køles, forbruges og derefter smides til genbrug af en forbruger i England, er eksempelvis 170 g CO 2 e. Der kan dog opnås meget forskellige PCF-værdier for det samme produkt, afhængigt af hvilke data og beregninger der anvendes. Der er i løbet af de seneste par år kommet en række private certificeringsordninger, som tilbyder forhandlere og producenter metoder og ekspertise til at beregne og evt. reducere CO 2 -fodaftryket for deres produkter og dertil hørende certificering og mærkning. Flertallet af disse ordninger drives af konsulentfirmaer og i nogle tilfælde af producenter eller forhandlere. Da der endnu ikke findes en dominerende offentlig standard for PCF, med undtagelse af PCF-standarder for transportbrændstoffer, kan man generelt betragte disse ordninger som de facto private standarder. Samtidig udvikler internationale organisationer og nationale myndigheder offentlige PCF-standarder, men disse standarder er med en enkelt undtagelse endnu ikke publiceret. DEN NY VERDEN 2008:4 Produkters CO 2 -fodaftryk i et udviklingsperspektiv 35
DEN NY VERDEN 2008:4 Simon Bolwig 36 Erfaringen med andre bæredygtighedsstandarder, som for eksempel økologi og fair trade, rejser spørgsmålet, hvorvidt certificering til PCFstandarder (og til andre klimarelaterede standarder) i fremtiden vil blive vigtig for ulandenes adgang til og indtjening fra eksportmarkederne i Nord. Her tyder meget på, at evnen til at demonstrere klimavenlighed over for forbrugere og investorer bliver en betydningsfuld konkurrenceparameter, især i markederne for fødevarer, som er særlig vigtige for ulandenes eksport. Forskning viser også, at certificering til bæredygtighedsstandarder kan være forbundet med nye indtjeningsmuligheder, men også med omkostninger og risici for virksomheder og landmænd i ulandene (Bolwig et al. 2009). Desuden er det klart, at ulandene har haft meget lidt indflydelse på udviklingen af disse standarder, og at de derfor i nogle tilfælde passer dårligt til de økonomiske og miljømæssige forhold i disse lande og kan diskriminere dem. For eksempel fremsatte den dominerende økologiske certificeringsorganisation i England, Soil Association, et forslag i 2007 om at forbyde eller begrænse luftfragt af økologiske produkter. Denne restriktion ville næsten udelukkende have ramt producenter i ulandene uden at have nogen klar effekt på klimaet (Gibbon & Bolwig 2007). På denne baggrund er der god grund til at beskæftige sig med de nye PCF-standarder og -certificeringsordninger i en udviklingssammenhæng. Internationale organisationer som OECD, International Trade Centre, Verdenshandelsorganisationen, UNCTAD og Verdensbanken har også vist en stigende interesse for private miljøstandarder. I denne artikel diskuteres primært private PCF-ordninger og -standarder og deres betydning for international handel med fokus på udviklingslandenes eksport. Hvorfor beregne CO 2 -fodaftryk for produkter? Det er anslået, at en gennemsnitsforbrugers køb og forbrug i England udgør 20 procent af personens samlede CO 2 -udledninger (Carbon Trust 2006). Tallet omfatter udledninger fra mad og drikke, andre personlige effekter, hårde hvidevarer og andre husholdningsapparater, møbler og andet inventar, tøj og sko, alkohol og tobak, bøger og aviser. Det er derfor værd at undersøge, hvordan information om produkters klimapåvirkning kan påvirke forbrugeradfærd og dermed bidrage til at mindske klimaforandringerne. Undersøgelser i flere OECD-lande antyder, at forbrugerne i stigende grad er interesserede i oplysninger om produkters klimapåvirkning. I EU mener 72 procent af befolkningen, at mærkning af produkters CO 2 -fodaftryk bør være obligatorisk i fremtiden (Gallup 2009). Undersøgelserne viser dog samtidig, at der er mange andre faktorer ud over et lavt PCF, som afgør, hvilke produkter der ender i indkøbskurven.
Forbrugerne er generelt skeptiske over for virksomheders påståede klimavenlighed, og de foretrækker derfor også en uafhængig (tredjeparts) verificering af sådanne påstande. Som artiklen viser, har nogle virksomheder reageret på disse forbrugertendenser ved at beregne, reducere og publicere PCF for et begrænset antal produkter. I de fleste tilfælde er initiativerne ikke sat i gang med det primære formål at vinde markedsandele for selve produktet, men snarere for at demonstrere over for kunder, forbrugere og lovgivere, at man gør noget for klimaet. Beregningen af PCF kan også bidrage til at reducere drivhusgasudledningen fra virksomheden og leverandørkæden ved at identificere de vigtigste udledningskilder. Sådanne tiltag kan give en positiv gevinst gennem energibesparelser. Indførelse af PCF i stor skala kan på den anden side også betyde store omkostninger for producenter og eksportører, og kan forringe efterspørgselen for visse producenter og lande (Edwards-Jones et al. 2008). Forskning i globale varekæder viser, at detailhandlere og andre lead firms tæt på forbrugerne i høj grad definerer standarderne for produktkvalitet, og at de samtidig er i stand til at vælte omkostningerne forbundet med at leve op til disse standarder over på producenterne og andre aktører længere nede i kæden. De nye PCF-ordninger og -standarder indebærer således en risiko for en diskriminerende praksis med konsekvenser for konkurrenceevne og handel (Brenton et al. 2009). Det illustreres af de ordninger, der lægger større vægt på udledninger fra transport end fra andre faser af produktets livscyklus, og dermed favoriserer indenlandske producenter over udenlandske. Metodespørgsmål i forbindelse med PCF Den grundlæggende metode til at beregne CO 2 -fodaftryk er livscyklusanalyser (LCA). LCA undersøger de miljømæssige aspekter af og den potentielle påvirkning fra et produkt gennem hele dets livscyklus fra vugge til grav. Der er adskillige metodespørgsmål forbundet med LCA. For det første har International Organisation for Standardization (ISO) siden 1997 offentliggjort en række LCA relaterede standarder (14040, 14044 og 14064), mens den mest brugte standard for beregning af CO 2 -fodaftryk for virksomheder og projekter er World Business Council for Sustainable Development (WBCSD) World Resource Institute s (WRI) Greenhouse Gas Protocol (GHG-P). Der er dog ikke enighed om, hvilken LCA- metode man skal bruge i beregningen af PCF. For det andet vil forskellige afgrænsninger af LCA give meget forskellige resultater, afhængigt af hvilke livscyklusfaser, udledningskilder og drivhusgasser, der medtages, hvilket kombineret med manglen på DEN NY VERDEN 2008:4 Produkters CO 2 -fodaftryk i et udviklingsperspektiv 37
DEN NY VERDEN 2008:4 Simon Bolwig 38 metodeenighed nævnt ovenfor giver rige muligheder for manipulation i beregningen af PCF. For det tredje mangler der dækkende LCA-data, især fra udviklingslande. Data er usikre, og man skal ofte anvende flere databaser med forskellige specifikationer for at kunne foretage en LCA. På trods af de store usikkerheder ledsages PCF- beregninger sjældent af metodebeskrivelser eller følsomhedsanalyser. Offentlige PCF-standarder Udviklingen af offentlige PCF-standarder er på et meget tidligt stadie. De fleste af disse standarder ser ud til at blive frivillige i første omgang, med undtagelse af standarder for biobrændsel. Den første standard, som søger at dække en bred vifte af produkter, PAS 2050, blev offentliggjort i oktober 2008 af British Standards Institute og The Carbon Trust. I slutningen af 2008 begyndte ISO udviklingen af en PCF-standard (ISO/NP 14067-1/2), som ventes publiceret i 2011. WBCSD-WRI startede arbejdet med deres Product and Supply Chain GHG Accounting and Reporting Standard i september 2008. Denne standard forventes offentliggjort i maj 2010 og vil bl.a. indeholde retningslinjer for beregning og offentliggørelse af PCF for varer og tjenesteydelser. I juni 2008 indledte Japans Økonomi-, Handels- og Industriministerium (METI) udviklingen af en frivillig PCF-ordning. I Frankrig indeholder regeringens nye miljøprogram Grenelle de l Environnement forslag om indførelsen af en national miljømærkning for varer og tjenesteydelser, herunder krav om angivelse af CO 2 -fodaftryket for en række produktkategorier. 3 Endelig bad EU s miljøministre i december 2008 Kommissionen om at undersøge mulighederne for at introducere en PCF-mærkningsordning på EU-niveau. 4 PCF i praksis Femten private PCF-ordninger blev identificeret på verdensplan, og tolv af disse blev undersøgt i en spørgeskemaundersøgelse i april 2009 (OECD 2009). Tabel 1 viser udvalgte karakteristika for ordningerne. Alle ordninger blev sat i gang i 2007 eller 2008. De blev typisk udviklet over halvandet år, hvilket er hurtigt set i lyset af de store metodiske problemer omtalt ovenfor. De undersøgte ordninger dækker Canada, EU, Schweiz og USA. Kun det engelske Carbon Labelling Company opererer også i udlandet. Der udvikles også ordninger i Australien, Kina, New Zealand, Japan, Korea, Sverige og Thailand, men disse blev udeladt fra undersøgelsen, da de endnu ikke var i anvendelse. Seks af ordningerne drives af ikke-kommercielle konsulentfirmaer (typisk ejet af miljøorganisationer) og to af kommercielle virksomheder. De
øvrige fire er brugerdrevne ordninger, hvilket vil sige, at firmaet selv beregner CO 2 -fodaftryk for de produkter, de fremstiller eller sælger. Disse ordninger blev drevet af en supermarkedskæde, en importør af bioethanol og to tøj- og skoproducenter. Eksterne midler har bidraget til igangsætningen af mindst fem af ordningerne. To har modtaget offentlig støtte. Anvendte bæredygtighedskriterier To af de undersøgte ordninger foretager udelukkende PCF-beregninger. Otte ordninger indeholder yderligere klimarelaterede certificeringskriterier eller forpligtigelser. I tre brugerdrevne ordninger forpligter virksomhederne sig til at reducere virksomhedens generelle drivhusgasudslip. Certificering i fem ordninger beror på en forpligtigelse til at reducere PCF over en specifik periode, og to af disse ordninger Certified CarbonFree og Stop Climate Change kræver desuden, at produktet gøres CO 2 -neutralt ved hjælp af køb af CO 2 -kreditter efter nærmere angivne regler. De resterende to ordninger indeholder økonomiske incitamenter til at reducere PCF uden at kræve det. Syv ordninger begrænser deres produktanalyser til drivhusgasudledninger, og fire medtager andre miljøkriterier, herunder brug af kemikalier, ressourceanvendelse, økologiske produktionsmetoder, genbrug og transportafstand. Den første gruppe er alle drevet af konsulenter specialiseret i klimaspørgsmål, mens de sidstnævnte er brugerdrevne ordninger iværksat som del af en bredere strategi for virksomhedens sociale ansvar. I ét tilfælde, Verified Sustainable Ethanol Initiative, kombineres PCF med en række miljømæssige og sociale kriterier med det formål at gøre hele Brasiliens ethanolindustri mere bæredygtig. Mange brugere af de konsulentdrevne ordninger anvender PCF som en del af en bredere strategi for virksomhedens sociale ansvar. Produkttype, mængde og oprindelse Fem ordninger tilbyder PCF for alle varer og tjenesteydelser. Resten begrænser sig til de produkttyper, som operatøren er specialiseret i (føde- og drikkevarer, tøj, fodtøj og biobrændsel). Der kunne ikke laves en fuldstændig opgørelse over produkter certificeret af de 12 ordninger. Det er dog klart, at PCF ikke er begrænset til føde- og drikkevarer, for hvilke livscyklusanalyser er relativt simple, men at de også laves for mere komplekse varer (f.eks. mobiltelefoner) og tjenesteydelser, som er mere metodisk krævende. Den største ordning målt i antal produkter er Carbon Reduction Label, som drives af det engelske Carbon Labelling Company (ejes af The Carbon Trust), og som siden 2007 har certificeret 2800 produkter. De resterende 11 ordninger har tilsammen beregnet DEN NY VERDEN 2008:4 Produkters CO 2 -fodaftryk i et udviklingsperspektiv 39
DEN NY VERDEN 2008:4 Simon Bolwig 40 PCF for ca. 200 produkter. Ikke alle fodaftryk bliver imidlertid offentliggjort, men bruges internt i virksomhederne og leverandørkæderne til reduktionsformål. Det var ikke muligt at opregne alle brugerne af ordningerne, så her gives nogle eksempler. Carbon Reduction Label bruges af Coca-Cola Great Britain, PepsiCo (Tropicana juice) og Continental Clothing, mens en række firmaer på det tyske marked, f.eks. Voelkel GmbH (juice) og Platanera Rio Sixaola (bananer), har fået certificeret produkter af Stop Climate Change. Få produkter har til dato fået beregnet CO 2 -fodaftryk, hvilket afspejler, at ordningerne endnu er nye, at der er omkostningsmæssige og tekniske udfordringer, og at der fortsat er usikkerhed blandt brugerne om fordelene ved PCF. Den franske supermarkedskæde Casino har kun mærket 33 ud af de planlagte 3000 næringsmidler af eget mærke. I den anden ende af skalaen har Marshalls i England publiceret PCF for 503 have- og landskabsprodukter. Sammenligner man antallet af PCF-certificerede produkter med brugernes tidligere udtalelser, er det tydeligt, at mange ikke har levet op til egne målsætninger på området. Der blev ikke fundet beviser for en stærk diskriminering af importerede produkter. Syv ordninger tilbyder PCF for alle produkter uanset deres oprindelsesland, medens tre ordninger kun analyserer indenlandsk producerede varer. Én ordning henvender sig udelukkende til brasilianske bioethanolproducenter. Afgrænsning og gennemsigtighed af PCF-analyserne Ni ordninger hævdede at omfatte drivhusgasudledninger fra alle faser i produktets livscyklus i PCF-beregningerne, mens to fokuserede på produktionsfasen, og én lod afgrænsningen være afhængig af kundens ønsker. Men alle faser betyder tydeligvis forskellige ting i de forskellige ordninger. For eksempel er udledninger fra fremstillingen af produktionsmidler udeladt i den ellers meget detaljerede PAS 2050 standard, som anvendes af bl.a. Carbon Reduction Label. Isoleret set medfører det en skævhed mod ulandene, hvor produktionen typisk er mindre kapitalintensiv end i industrilandene. Stop Climate Change indregner denne kilde, men vælger at se bort fra udledninger fra transport af produktet til forbrugerens hjem. De fleste ordninger er dog mindre åbne om, hvordan de afgrænser deres PCF-analyser, hvilket gør identifikation af sådanne skævheder umulig. Den manglende gennemsigtighed og ensartethed i PCF-analyserne hæmmer også sammenligningen af PCF for produkter certificeret af forskellige ordninger. For eksempel har forbrugsfasen stor betydning for kaffes PCF; brygningsfasen udgør således ca. 70 procent af den totale drivhusgasudledning fra en kop sort kaffe (Büsser et al. 2008).
Får transportfasen særbehandling? Drivhusgasudledninger fra varetransport over lange afstande har været genstand for megen kritik i de senere år, specielt for fødevarer og særligt i lande som England og Frankrig. I den sammenhæng har supermarkedskæder og private standardorganisationer forsøgt at måle, publicere og begrænse udledninger fra varetransport, mens landbrugets interesseorganisationer i f.eks. England har brugt argumentet i køb lokalt -kampagner. Men et fokus på udledninger fra transport frem for fra de andre faser i produktets livscyklus kan diskriminere lande, som ligger langt fra de store markeder, herunder typisk udviklingslandene. Disse har desuden ofte ringe adgang til energieffektive transportsystemer, især jernbaner og store containerskibe. Samtidig viser en række LCA-studier, at favorisering af lokaltproducerede varer ikke garanterer en reduktion i drivhusgasudledningerne. Det skyldes, at de produktionsmetoder, der anvendes i andre regioner eller lande, kan være mere CO 2 -effektive end dem, der bruges lokalt og i en sådan grad, at det kan opveje den højere udledning fra transport. Transportmåden skib, jernbane, fly eller lastbil og den teknologi, som anvendes inden for hver måde, kan også have en stor indflydelse på PCF. I den henseende kan den CO 2 -effektive skibstransport i nogle tilfælde være en fordel for fjerntliggende producenter. Eksempelvis er udledningerne ved at transportere broccoli 12.000 km fra Ecuador til Sverige kun 40 procent af udledningerne ved at foretage transporten de 3.200 km med lastbil fra Spanien (Angervall et al. 2006). Alle undersøgte ordninger med undtagelse af én indregner transportfasen i PCF op til mindst grossistleddet og i de fleste tilfælde helt op til detailhandleren, og nogle medregner også transporten ud til forbrugerens bopæl. Hvis vi antager, at beregningerne også tager højde for de anvendte transportmåder, så betyder det, at ordningerne i det mindste ikke undervurderer udledningerne fra transporten eller overser de mere miljøbelastende transportmåder såsom fly og lastbil. Det blev også undersøgt, om ordningerne lægger særlig vægt på transportrelaterede drivhusgasudledninger. Kun Patagonia s Footprint Chronicles ser ud til at gøre dette ved at angive den afstand, som produktet har tilbagelagt fra råmaterialestadie til firmaets fordelingscenter i Nevada. Det tyder således på, at ordningerne ikke generelt diskriminerer produkter fra fjerntliggende lande. Diskussion og konklusion PCF-beregninger udføres af omkring 15 private certificeringsordninger på verdensplan. De drives hovedsageligt af små konsulentfirmaer og nogle gange af grossister, supermarkedskæder og producenter af mærkevarer. DEN NY VERDEN 2008:4 Produkters CO 2 -fodaftryk i et udviklingsperspektiv 41
DEN NY VERDEN 2008:4 Simon Bolwig 42 Carbon Reduction Label i England er uden sammenligning den største ordning og den eneste, der opererer internationalt. Der er dog store forskelle mellem ordningerne, hvad angår størrelse, antal certificerede produkter, certificeringskriterier, hvordan PCF beregnes og verificeres og gennemsigtigheden af de anvendte kriterier og metoder. En sådan forskellighed observeres ofte, når standarder indføres i et nyt område. Det er sandsynligt, at naturlig selektion samt fremkomsten af offentlige (internationale) standarder vil føre til en vis harmonisering med hensyn til de nævnte aspekter. Relativt få certificerede produkter har indtil videre fundet vej til butikkerne. Det skal ses i lyset af de ofte store omkostninger og tekniske udfordringer forbundet med PCF og af, at ordningerne er meget nye. Ejerne af mange af ordningerne fortæller, at der er stor interesse for PCF hos producenter og forhandlere, og at de udvider deres kundekreds og produktserie, men det er endnu ikke muligt at se en klar tendens. Det er dog sandsynligt, at den igangværende udvikling af internationale PCF-standarder og nationale tiltag som det franske yderligere vil stimulere interessen og kapaciteten for PCF-certificering. Forbrugerne er interesserede i information om produkters CO 2 -fodaftryk, men det er usikkert, hvor meget en sådan oplysning vil påvirke deres valg. Dertil kommer den udbredte skepsis over for virksomheders påstande om egen miljøvenlighed. Det tyder på, at der er grænser for de direkte økonomiske gevinster af PCF gennem øget salg, og at størrelsen af gevinster afhænger af større gennemsigtighed, brug af tredjeparts verificering og effektiv forbrugeroplysning f.eks. gennem mærkning. PCF bruges også af virksomheder til at identificere CO 2 hotspots og dermed til at opnå en omkostningseffektiv reduktion af drivhusgasudslip gennem målrettede materiale- og energibesparelser både i egen virksomhed og hos underleverandører. PCF kan dermed også bidrage til at opfylde fremtidig lovgivning på klima- og energiområdet. Der er mange eksempler på, at sådanne besparelser giver en nettogevinst. Det er dog usikkert, om PCF-tilgangen i den sammenhæng er mere omkostningseffektiv end opgørelser af CO 2 -fodaftryk for enkelte virksomheder og leverandørkæder. Nationale regeringer og internationale organisationer har hidtil spillet en lille rolle i udviklingen af PCF-standarder og -certificeringsordninger (men interessen synes dog at vokse). En vigtig undtagelse er det engelske Miljø- og Landbrugsministerium (Department for Environment, Food and Rural Affairs, Defra), som støttede udviklingen af den første offentlige PCF-standard (PAS 2050) og tog initiativ til at etablere The Carbon Trust. I Frankrig har Miljø- og Energistyrelsen (Agence de l Environnement et de la Maîtrise de l Energie, ADEME) støttet etableringen af to private PCF-ordninger. Fra 2011 skal den måske gennemføre en national, obligatorisk ordning i samarbejde med den
Nationale Standard Organisation (Association Française de Normalisation, AFNOR). I EU diskuterer man muligheden for at indføre en frivillig PCF-certificeringsordning. Hvordan skal ulandenes regeringer og eksportvirksomheder (og deres donorer) stille sig over for fremkomsten af PCF-standarder og -certificeringsordninger og lignende private tiltag og krav til virksomheders dokumentation og reduktion af drivhusgasudslip? På kort sigt vil fænomenet nok være begrænset og dets effekter på handel og udvikling meget små. Men ovenstående diskussion antyder, at mange eksportører i ulandene om 5-10 år vil blive afkrævet dokumentation for og måske også reduktion af CO 2 -fodatrykket for deres virksomhed, produkter og leverandørkæder af deres kunder i Nord, og måske også af myndigheder. For biobrændsel gælder sådanne krav allerede i nogle lande. Følgende tiltag synes vigtige set i lyset artiklens analyser: Deltag i udviklingen af offentlige PCF-standarder for at begrænse skævheder mod ulandene og for at tilgodese ulandenes begrænsninger med hensyn til LCA-data og -analysekapacitet. Gør det samme for de vigtigste private standarder og certificeringsordninger. Opbyg faglig kapacitet på universiteter og i konsulentfirmaer inden for CO 2 -regnskaber og LCA mere generelt, relaterede internationale standarder (ISO, GHG-P, PAS 2050) og energibesparelser. Opbyg relevante og tilgængelige LCA-databaser, og etabler samarbejder og services, der kan nedbringe den enkelte virksomheds omkostninger til LCA-analyser, dokumentation og certificering. Oplys virksomheder om klimarelaterede private og offentlige standarder og certificeringer i de relevante markeder. Baseret på konkrete behovsanalyser, etabler incitamenter og programmer til fremme af drivhusgasreduktioner i eksporterhvervene, inklusive energibesparelser og øget brug af vedvarende energi. Simon Bolwig er seniorforsker på DTU Klimacenter, Risø. Nationallaboratoriet for Bæredygtig Energi, Danmarks Tekniske Universitet DEN NY VERDEN 2008:4 Produkters CO 2 -fodaftryk i et udviklingsperspektiv Ellen-Marie Bentsen har oversat dele af rapporten Bolwig, S. & P. Gibbon. 2009, som denne artikel er baseret på. 43
44 DEN NY VERDEN 2008:4 Simon Bolwig
DEN NY VERDEN 2008:4 Produkters CO 2 -fodaftryk i et udviklingsperspektiv 45
DEN NY VERDEN 2008:4 Simon Bolwig 46 Noter 1 Artiklen er delvist baseret på S. Bolwig & P. Gibbon (2009). 2 GWP-værdien for 1 kilo af en drivhusgas varierer imellem de forskellige drivhusgasser, f.eks. svarer effekten af 1 kilo metan til 25 kilo CO 2. 3 Grennelle 1 blev vedtaget 3. august 2009 og etablerer rammen for Grenelle de l Environnement. Især Article 54 angår forbrugeroplysning om de sociale og miljømæssige aspekter af produkter. Grenelle 2 forventes at blive vedtaget inden udgangen af 2009 og indeholder specifikke love, der skal udmønte Grenelle de l Environnement. Article 85 i Grenelle 2 lovforslaget (Senat udkast, per august 2009) angår udmøntningen af miljømærkning af produkter igennem ændringer i den eksisterende Code de consommation samt krav om forbrugeroplysning om CO 2 -udledningen fra transportmidler anvendt i leveringen af varer eller tjenesteydelser. Det foreslås bl.a., at fra 1. januar 2011 skal forbrugerne oplyses ved hjælp af mærkning eller på anden passende måde om indholdet af drivhusgasser (udtrykt i CO 2 e) af produkter og deres emballage såvel som deres forbrug af naturressourcer eller deres effekter på miljøet igennem deres livscyklus (forfatterens oversættelse fra fransk). 4 Hvad angår offentlige (obligatoriske) standarder for biobrændsel, indeholder EU s bekendtgørelse om vedvarende energi fra marts 2009 krav til drivhusgasudledninger for transportbrændstoffer (EC 2009), mens Californiens Low Carbon Fuel Standard fra 2011 bl.a. kræver, at selskaber nedbringer den samlede CO 2 -intensitet i deres forskellige brændstoffer. Litteratur Angervall, T., B. Florén & F. Ziegler. 2006. Vilken bukett broccoli väljer du? Göteborg: Swedish Institute for Food and Biotechnology. Bolwig, S. & P. Gibbon. 2009. Overview of product carbon footprinting schemes and standards. Report for the OECD Trade and Agriculture Directorate. Draft, 8 June 2009. Paris: OECD. Bolwig, S., P. Gibbon & S. Jones. 2009. The economics of smallholder organic contract farming in tropical Africa. World Development vol. 37, no. 6: 1094 1104. Brenton, P., G. Edwards-Jones & M. Friis-Jensen. 2009. Carbon labelling and low-income country exports: A review of the development issues. Development Policy Review vol. 27, no. 33: 243-267. Büsser, S., R. Steiner & N. Jungbluth. 2008. LCA of packed food products the function of flexible packaging. Report for Flexible Packaging Europe. Uster: ESU-services Ltd. Carbon Trust. 2006. The carbon emissions generated in all that we consume. London: The Carbon Trust. EC. 2009. Directive of the European Parliament and of the Council on the Promotion of the Use of Energy from Renewable Sources. Brussels: Commission of the European Communities.
Edwards-Jones, G., K. Plassmann, E.H. York, B. Hounsom, D.L. Jones & L. Milá i Canals. 2008. Vulnerability of exporting nations to the development of a carbon label in the United Kingdom. Environmental Science and Policy vol. 12, no. 4: 479-490. Gallup Organisation. 2009. Europeans attitudes towards the issue of sustainable consumption and production. Analytical report. Flash Euro Barometer Series no. 256. Gibbon, P. & S. Bolwig. 2007. The economic impact of a ban on imports of air freighted organic products to the UK. DIIS Working Paper 2007/23. København: Dansk Institut for Internationale Studier. DEN NY VERDEN 2008:4 Produkters CO 2 -fodaftryk i et udviklingsperspektiv 47
DEN NY VERDEN 2008:4 Simon Bolwig 48