1 Jesper Stange 12. søndag efter trinitatis, den 14. august 2016 Vor Frue kirke kl. 17. Ordinationsgudstjeneste. Tekst: Mt 12,31-32 Salmer: 348, 396, 289, 390, 619, 493 v.5, 388. Som vi spørger, får vi svar. Derfor kan vi ikke huske svaret på spørgsmålet om, hvad den utilgivelige synd mod Helligånden er. Der er ikke noget svar. Spørgsmålet er forkert stillet. Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives. Vi spørger, hvad det er, der ikke kan tilgives. Måske skulle spørgsmålet i stedet lyde, om det overhovedet er Helligåndens opgave at tilgive. Kristendom er om nogen tilgivelsens religion. Den jødiske men i øvrigt ikke troende filosof Hannah Arendt har sagt, at kristendommens bidrag til vores tænkning om menneskelivets betingelser netop er tilgivelsens overraskende mulighed. Tilgivelse har ikke en perifer betydning for vores tro, men en helt afgørende. Når vi hører, at der alligevel er noget, der ikke skal tilgives, spørger vi selvfølgelig og uden videre, hvad det så er. Men kunne det ikke tænkes, at synden mod Helligånden ikke skal tilgives, fordi Helligånden ikke giver sig af med at tilgive. Spørgsmålet skulle i
så fald lyde, hvorfor Helligånden ikke giver sig af med at tilgive. Og svaret ville være, at Helligånden ikke slipper os, som tilgivelsen har det til opgave. Helligånden følger og forfølger os med Jesu ord om vores synders nådige tilgivelse. Det er Jesus, der tilgiver i den betydning, at han sætter os fri, mens den tredje person i treenigheden har til opgave at holde os fast. Selvom tilgivelse er en overraskende mulighed, hvor vi har bundet os til de fortrædeligheder, vi afstedkommer i hinandens liv, er det ikke alle og enhver, der skal tilgive. Dommeren i retten tilgiver ikke, fordi det ikke er hans opgave. Dommeren og juristen Frederik Harhoff siger det på den måde, at den juridiske tankefølge om skyld, ansvar og straf ender ved forestillingen om tilgivelse. Gud kan tilgive, det kan retten ikke. Og her kunne vi aldrig finde på at spørge, som vi spørger til Helligåndens opgave, hvad det er, der ikke kan tilgives. Vi spørger, hvorfor retten ikke giver sig af med at tilgive. Og svaret er altså ganske enkelt, at det ikke er rettens opgave. Dommeren afsiger en dom, der enten frifinder eller erklærer den anklagede skyldig hinsides enhver 2
rimelig tvivl, og dommeren udmåler en passende straf. Her slutter dommerens opgave. Det betyder ikke, at det er ligegyldigt med tilgivelse. Tilgivelse kan i lykkelige tilfælde blive indledningen til en forsoningsproces mellem gerningsmand og offer. Den finder blot sted i andet regi. Sådan kunne vi også udtrykke forholdet mellem Jesus og Helligånden. Helligånden er en strålende taler, sagde Luther. Helligånden er en mester i retorik, så dens formaning står så meget desto klarere. Helligånden får med sin veltalenhed Jesus til at stå knivskarpt for vores blik, så vi ser, at det er Jesus opgave at tilgive Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse Det hører til tilgivelsens væsen, at den sætter punktum. Når juristen skal forklare, hvorfor retten ikke tilgiver, hedder det, at tilgivelsen ophæver det emotionelle fjendskab mellem gerningsmand og offer og sætter begge parter fri uden særlig interesse i øvrigt for påvirkning af parternes fremtidige adfærd Men det er rettens opgave at fastholde den skyldiges mentale binding til forbrydelsen og stadfæste den offentlige fordømmelse. 3
Helligåndens gerning er ikke ulig rettens eller dommerens den at fastholde vores mentale binding til forbrydelsen. Vi ville sige fastholde, at vi er syndere, og samtidig pege ud over sig selv til den, der tilgiver syndere, Jesus Kristus. Pastoralseminariets tidligere rektor Gerhard Pedersen indledte sin homiletikundervisning med opfordringen til at begynde arbejdet med søndagens prædiken med en bøn om Helligåndens vejledning. Jeg fik aldrig spurgt ham, hvori denne vejledning kunne bestå. Det var for fromt for tidens smag. Men Helligåndens vejledning kunne bestå i at holde prædikanten fast på hendes egen syndighed. Helligåndens gerning kunne som dommerens bestå i at fastholde prædikantens mentale binding til sin egen syndighed for dermed at tilskynde hende til desto klarere at fremstille Jesus som synderes ven. Det hedder i den traditionelle homiletik, at enhver, der forkynder kristent evangelium, skal være sin egen første tilhører. Dogmatikprofessoren Jens Glebe-Møller har i sin bog om Helligånden forsøgt sig med beskrivelsen af den tredje person i treenigheden som kommunikabilitet, - det forhold at vi forstår hinanden. Forståelse er ikke nogen selvfølgelighed. Det ved enhver, som til undren og sorg har måtte konstatere, at en ægtefælle, en ven, en slægtning pludselig ikke længere forstår en eller selv er forståelig. Forståelse er et under. 4
Kollegaen Viggo Mortensen har kaldt kristendommen en oversættelsesbevægelse og sagt, at forståelse ikke blot er at oversætte fra et sprog til et andet. Forståelse er fortolkning, nemlig fortolkningen af vores liv i lyset af evangeliet. Og senest har Niels Henrik Gregersen sagt det på den måde, at kristentroen altid kun er en generation fra sin egen udryddelse. Fortællingen om Jesus skal beåndes, hvis den skal leve som handlingsorientering og virkelighedsordner. Kommunikabilitet, oversættelse, aktualisering. Det er Helligåndens virke at sørge for, at vi forstår hinanden, at evangeliet ikke bare oversættes til sprog, vi forstår, men også til et sprog, vi forstår vores liv i lyset af, og at vi ikke tilskriver os selv og vores retorik æren, når det lykkes. Den, der taler et ord imod Ånden har ikke tilgivelse behov. Hun har brug for at blive modsagt, brug for at blive holdt fast på evangeliets behov for at blive kommunikeret, oversat, fortolket og endelig anvist på ham, der tilgiver. Det er ikke den, der taler imod Ånden, der har brug for tilgivelse. Det er den, der tier, selvom hun selv har hørt noget væsentligt i evangeliet det kunne være noget om sine synders nådige tilgivelse ved Jesus Kristus. 5