I dag har vi høstgudstjeneste her i Strellev. Vi glæder os over, hvad Gud lod vokse i vang, som vi senere skal synge. Vi takker for de gode gaver, han giver til os, vi lovpriser ham, fordi vi har fået nok til at klare os en hel lang og streng vinter igennem. Ja, jeg ved godt, at man altid kan tage ind i Brugsen og købe det, man har brug for, ingen behøver løbe tør for mad i løbet af vinteren. Men der er nu alligevel en rytme i året, som vi en vis forstand er påvirket af. Man oplever det nok mest, hvis man er landmand, eller hvis man har have, men man ser det også, når man bevæger sig rundt i naturen. Om sommeren vælter afgrøderne frem, og vi kan blive helt overvældet af den overdådighed af dufte og synsindtryk. Om efteråret modnes kornet og frugterne på træerne. Sidst på efteråret og om vinteren forsvinder føden fra naturen, kulden tager til. Om foråret begynder det hele forfra med spirer og knopper. Det, der så dødt ud, får liv igen. Naturens cyklus er ikke fremmed for os, men det kan alligevel godt gibbe i os, når vi hører fortællingen om den døde unge mand, der bliver vækket til live. Vi 1
ved, at kornet, der dør i jorden, har liv i sig. Det lille frø, det tørre korn, det indtørrede løg, det hele ser livløst ud, men har en kraft og en livsduelighed i sig. Sådan går det i naturen fra død til liv. Men når det gælder vore egne liv, så tænker vi, at der først er liv, og så er der død. Det er sådan, vi kender livet og døden. Men i evangeliet tales der om mennesker, stik imod vores erfaring, fra liv til død til liv igen. Det kender vi ikke fra menneskelivet. Ingen af os har nogen sinde siddet til en begravelse, hvor den døde pludselig sprang op af kisten som en trold af en æske og gav sig til at tale. Det er ikke noget, der hører til i kategorien af hverdagsoplevelser. Det var det heller ikke på Jesu tid, så da den unge mand sætter sig op og begynder at tale, bliver alle omkring ham fyldt med stor frygt, og giver sig til at prise Gud. Gud har besøgt sit folk, siger de til hinanden, for noget så fantastisk og underfuldt kan kun Gud selv stå bag. Efter det spreder ordet sig som en løbeild ud over hele Judæa og omegn. Ordet baner sig vej. Døden er 2
blevet mødt af håbet om liv, og fortællingen om det bliver spredt for alle vinde, og vækker glæde og forundring, hvor det kommer frem. Ordet om Jesus kom vidt omkring og gav grobund for tro. Ordet om Jesus har også nået os, når vi i dag hører om mødet mellem døden og livet, og det ord kan vi kun tage imod i tro. Tro må der til, for historien ligger fjernt fra vores erfaringsverden. Den taler fornuften midt imod. Man må sætte fornuften på pause lidt for at kunne forholde sig til det, der tales om her. Vi kommer formodentlig ikke til at opleve, at vores kære afdøde bliver vækket til live for øjnene af os. Det er ikke fordi vi har noget imod, at det går fra død til liv. Hvor mange dødsfald ville vi ikke gerne have annulleret og udsat til en anden dårlig gang? Når man har hørt fortællingen om dødeopvækkelsen i Nain kan man godt sidde tilbage og tænke: Joh, men hvorfor skete det så ikke for ham, jeg holdt af, og hende, jeg savner så voldsomt? Når nu Jesus gjorde det af medfølelse, så kunne man jo forvente, at han gjorde det samme for alle andre sørgende mødre. 3
Der er noget provokerende i fortællingen om opvækkelsen af den døde i Nain. Hvorfor skal enken opleve den glæde, når andre ikke skulle. Der findes ingen større sorg end den at miste sit barn. Om det er et spædbarn eller om barnet er 72 år gammelt gør ikke den store forskel. Sorgen er enorm. Så meget desto større må morens glæde have været, da hun får sønnen igen i levende live. Den glæde kunne man godt unde mange andre at opleve. Men det er måske ikke så meget det konkrete menneske, der blev vækket af døden, eller den konkrete mor, der fik lov at opleve den uventede glæde, som er pointen i beretningen. Sønnen døde jo senere igen. Det er ikke sådan, at han kom til at leve i al evighed og den dag i dag går rundt i Nain med sine 2000 år på bagen. Hans død blev bare midlertidigt udsat. Når Jesus gjorde enkesønnen levende igen, så var det ikke for at vidne om, at han var en dygtig mirakelmager. Det var for at vise, at Jesus er stærkere end døden. Gud har ikke sendt sin søn til 4
jorden for at overvinde hver enkelt død på jorden, men for at overvinde selve døden. Det gælder døden, det gælder mørket, det gælder desperationen, som vi møder den i Jobs fortælling, som vi hørte fra alteret. Det gælder i alle tilfælde, hvor lyset har svært ved at trænge igennem mørket, at vi skal mindes om, at døden i Jesus har mødt sin overmand. Døden og mørket får aldrig det sidste ord. Det gør Gud. Vi, der blev døbt til Kristus, ejer opstandelsens løfte, som vi synger senere. Vi har allerede i dåben fået et løfte om, at vi skal arve evigt liv hos Gud. Det håb er det, der kaster et særligt liv ind over vores liv og over vores død. Gud oprejser ikke vore døde fra kisten i kirken, så den døde ligesom enkesønnen kan rejse sig og gå herfra. Men han oprejser vores livsmod, så vi oplivede kan gå ud herfra, med et levende håb om opstandelsen fra de døde. Og til sidst på den yderste dag vil han oprejse os fra de døde. Det er det, som beretningen om den unge mand er et tegn på, nemlig de kræfter, der ligger i opstandelsen. 5
Det er så stort, at det er svært at fatte. Det er det samme tegn, vi kan finde i de korn, som dør i jorden for senere at få liv af varmen og lyset. Det er noget af det samme vi kan opleve, når vi efter en stor sorg opdager, at vi pludselig kan smile og le igen. Både høsten, som vi glæder os over i dag, og opvækkelsen af sønnen i Nain for mange år siden er tegn på opstandelsen, på lysets, livsmodets og kærlighedens tilstedeværelse i en verden, der også rummer megen død, lidelse og mørke. Overfor døden i alle dens afskygninger står håbet om og troen på, at Gud overvandt døden påskemorgen. Herren besøgte sit folk i Nain; han besøger tit sit folk. Han er der, hvor den utrøstelige finder trøst og glæde, hvor den skyldige bliver lettet for sin byrde, og hvor den smertefyldte bliver lindret. Han er hos os i dag, hvor vi lytter til hans ord, og mærker håbet om, at vi en dag skal opstå til evigt liv hos Gud. Amen. 6