Den svenske model Definition af den svenske model Der er ikke en vedtaget definition på den svenske model. Noget, der dog går igen om modellen er, at den indeholder et større brug af plejefamilier (herunder slægt og netværk) frem for institutionsanbringelser, samt at anbringelsernes varighed er kortere (især på institutionsanbringelserne) (Krevi, 2011 og 2012). Andre hæfter sig også ved, at den indeholder en nytænkt og fremskudt sagsbehandling, en systematisk inddragelse af familien og netværket, en hyppig opfølgning på sagerne samt et tæt tværsektorielt samarbejde i den enkelte kommune (i dette tilfælde Borås). Hvad kendetegner den svenske model? Relativt mange børn og unge anbringes i plejefamilier, herunder slægt og netværk, frem for i institutionelle tilbud Anbringelsestiden er kortere end i Danmark især når det gælder anbringelser på institutionelle tilbud Det politiske niveau følger op på alle anbringelser (frivillige og uden samtykke) hver 6. måned (lovkrav) Hver sagsbehandler har omkring 15-20 børn og unge ad gangen, hvilket frigiver tid til en tættere sagsopfølgning og øvrige opfølgningsaktiviteter Sagsbehandlerne har det faglige fokus i arbejdet, men er samtidig bevidste om omkostningerne ved forskellige indsatser Der opstilles præcise mål for de visiterede indsatser, og der følges løbende og hyppigt op på, om målene er opfyldt Indsatstrappen De forskellige indsatser i sagsbehandlerens værktøjskasse er placeret på en indsatstrappe. Tankegangen i indsatstrappen er et normaliseringsperspektiv, der indebærer, at man så vidt muligt skal sætte ind med den mindst indgribende indsats. Og er man kommet op ad trappen, skal der arbejdes på at komme nedad igen. Man skal således først se, om der kan gives en indsats på nederste trin, og kun hvis det ikke er muligt, overvejes næste trin osv. Der startes altså så vidt muligt på det laveste trin. 1
Det tilstræbes, at opholdet på en institution (øverste trin) maksimalt varer 6 måneder, idet formålet med at være institutionsanbragt er at bryde en uhensigtsmæssig adfærd hos barnet eller den unge, og det tilstræbes, at et eventuelt institutionsophold er tilrettelagt, så det minder mest muligt om en almindelig hverdag. Så snart den unges uhensigtsmæssige adfærd er brudt, skal den unge bringes ned ad indsatstrappen igen, idet der er en bekymring for, at institutionsanbringelserne indebærer en smitteeffekt. Forskningen viser i øvrigt, at børn, der anbringes i en plejefamilie frem for en institution, klarer sig bedre som voksen, fordi de i højere grad lærer psykiske, sociale og praktiske kompetencer i plejefamilierne. Endvidere arbejdes der systematisk med at inddrage barnets familie og netværk i hele sagsforløbet og på alle indsatstrin. Målet i alle trin er, at det anbragte barn så vidt muligt skal hjem igen til sine biologiske forældre eller i hvert fald have en relation til dem. Dette er et udtryk for normaliseringsperspektivet. Sagsantallet Det tilstræbes, at sagsbehandlerne har omkring 15-20 børn- og ungesager hver. Sagerne fordeles ud fra et pointsystem, hvor sagerne vægtes ud fra deres sværhedsgrad. Hver sagsbehandler bør ligge på 120 points (Borås metode). Pointdelingen er således: Undersøgelse på basis af anmeldelse: 9 point Undersøgelses på basis af ansøgning: 6 point Anbringelse: 6 point Indsats: 4 point Forhåndsbedømmelse: 2 point Socialrådgiverne peger på, at de forsøger at holde barnet/den unge så tæt på en normal opvækst som muligt. Denne målsætning oplever socialrådgiverne har ændret deres foranstaltningsmønster, bl.a. i form af en villighed til at prøve flere ting af i nærmiljøet, før mere indgribende indsatser sættes i værk. Pointfordelingen suppleres med en løbende dialog med nærmeste leder om sagsnormeringens omfang og belastningsgrad. Der sparres med leder og kolleger. Hvad er de økonomiske sammenhænge i modellen? Der er en række faktorer, der er forskellige mellem Borås Kommune og danske kommuner. Det er derfor vanskeligt at udpege én årsag til, at udgifterne til udsatte børn og unge ligger væsentligt lavere i Sverige end i Danmark. Herunder listes en række medvirkende faktorer: Der er en kortere anbringelsestid på institutionstilbud, og anbringelse i netværk og plejefamilier prioriteres 44 % af de samlede udgifter til udsatte børn og unge ligger på trin 1+2. 29 % af udgifterne bruges på trin 5 (institutionsanbringelse) Sagsbehandlerne har en opmærksomhed på udgifter til de enkelte indsatser. Der bruges betegnelsen økonomisk medvidende. Det betyder, at valg af indsats er en faglig beslutning, men sagsbehandleren har samtidig en bevidsthed om omkostningerne ved de forskellige tilbud. Leverandørforhold: Borås Kommune har sine egne indsatser, ligesom den køber ydelser af andre leverandører - herunder private leverandører. Derudover er kommunen, sammen med 49 andre 2
kommuner, medejer af det tværkommunale aktieselskab Gryning Vård AB, der leverer en stor del af de indsatser, som kommunen benytter. Gryning Vård kan i kraft af sin størrelse tilbyde mange forskellige indsatser af høj kvalitet, kan lettere tilpasse sig udsving i efterspørgslen og har flere kompetencer samlet i én organisation. Endelig kan organisationen udvikle og afprøve nye metoder i et omfang, som de enkelte kommuner ikke har ressourcer til. Medejerskabet af kan have betydning for, dels at kommunen oftest kan tilbyde et specialtilbud (nichetilbud) til et barn/en ung, dels at modellen med et tværkommunalt aktieselskab måske er medvirkende til at holde udgifterne nede, da det ikke skal give overskud til en aktieholder. Samlet set kan denne konstruktion måske være medvirkende til, at de svenske udgifter ligger væsentligt under de danske?? Den svenske model i en dansk kontekst Med kommunalreformen i 2007 overtog kommunerne det fulde ansvar for den sociale indsats rettet mod udsatte børn, unge og familier. Med Barnets Reform og Anbringelsesreformen blev der lagt op til, at området for udsatte børn og unge tænkes anderledes. Bl.a. skal flere børn i familiepleje - herunder slægt, netværk og kommunale plejefamilier. Det indebærer bl.a., at sagsbehandleren altid skal overveje muligheden for en anbringelse i en plejefamilie. Intentionerne lægger sig således op ad den svenske model. Den svenske model indeholder et stort fokus på anbringelse i plejefamilier og et relativt lille brug af institutionsanbringelser. Dette er i modsætning til Danmark (2011-tal). Mere end hver 10. svenske anbringelse var i løbet af 2009 en slægts- eller netværksanbringelse. I Danmark var det kun tilfældet for knapt hver 20. anbringelse. Forskellen er særligt udtalt på 7-12-årsområdet. Der sker flere genanbringelser i Sverige end i Danmark. Mens lidt over hvert 10. danske anbringelsesforløb er en genanbringelse, gælder det lidt over hvert 5. svenske anbringelsesforløb. Sammenlignet med Danmark er anbringelsesvarigheden i Sverige betydeligt kortere. Det svenske anbringelsesmønster er væsentligt billigere end det danske, uden at det ser ud til at gå ud over kvaliteten. Flere danske kommuner har ladet sig inspirere af den svenske model, bl.a. Hvidovre, Randers, Aalborg og Haderslev: I Hvidovre indtænkes indsatstrappen i Hvidovres faglige strategi fra 2014 for udsatte børn og unge i Hvidovre Kommune, kaldet Lige muligheder. Randers Kommune overvejer at anvende Sverigesmodellen på Familieområdet Aalborg Kommune har udarbejdet en investeringsmodel med inspiration fra Herning Kommunes Sverigesmodel Haderslev Kommune er inspireret af modellen i forarbejdet til en strategi. Flere fynske kommuner er også nu i gang med at implementere Sverigesmodellen. Også Herning Kommune er stærkt inspireret af den svenske model og har været på studietur i Borås Kommune i Sverige. Herning Kommune må betegnes som den kommune, der er længst fremme med at forsøge at implementere den svenske model. Herning Kommune og Sverigesteamet I Herning Kommune har man oprettet Sverigesprogrammet (startede i 2013). Formålet med programmet er at opnå en mere effektiv ressourceudnyttelse på det specialiserede område for udsatte børn, unge og familier. Der er etableret at såkaldt tværfagligt Sverigesteam i fire af kommunens skoledistrikter, og hvert team består af myndighedsrådgivere, PPR-psykologer og sundhedsplejersker, der sparrer med hinanden, og 3
i nogle af sagerne arbejder meget tæt sammen og måske endda tager ud til en familie sammen. Teamene er kendetegnet ved, at hver socialrådgiver har langt færre sager end normalt, og at den tværfaglige organisering er styrket. Sverigesprogrammets formål er at sikre en målrettet, helhedsorienteret og langsigtet indsats overfor udsatte børn og unge i Herning Kommune. dette formål skal realiseres gennem implementeringen af 7 nye perspektiver i arbejdet med udsatte børn, unge og familier: 1. et normaliseringsperspektiv: at sikre børn og unge en tilknytning til eget hjem og nærmiljø, samt udvikle og udnytte de ressourcer, der er i børn og unges familie og netværk 2. et vidensperspektiv: at de indsatser og tiltag, der vælges, baserer sig på den nyeste viden på baggrund af forskning på området 3. et økonomisk perspektiv: at få mere for mindre på en klog måde 4. et tværfagligt perspektiv: at arbejde ud fra en helhedsorienteret tilgang med fokus på det tværsektorielle arbejde, både indenfor børn og unge og i samarbejdet med eksterne samarbejdspartnere 5. et sundhedsfremmende perspektiv: at de indsatser og tiltag, der vælges, er med til at fremme såvel børn, unge som deres familier mulighed for at leve sundt og med livskvalitet, både fysisk, psykisk og socialt 6. et inkluderende perspektiv: så børn og unges mulighed for at være livsduelige medborgere fremmes 7. et beskæftigelsesfremmende perspektiv: så de indsatser og tiltag, der vælges, er med til at fremme de unges mulighed for som voksen at kunne ernære sig selv og en familie Programmet afprøves på 20 % af kommunens skoleelever. For sagsbehandleren betyder det, at de: har omkring 24 sager hver, hvilket er halvt så mange sager som tidligere får sagen helt fra begyndelsen (de har i dag en for-visitering, der starter sagen op, inden den overgives til sagsbehandleren) har en tættere dialog med de børn, der handler om følger hurtigere og oftere op hos de børn og familier, der har problemer. Målet er opfølgning hver 3. måned, hvor loven siger hver 6. måned 1. Det lavere sagstal er en forudsætning for en ny praksis, hvor rådgiverne har bedre tid til at dykke ned i de anbringelsessager, hvor der er vanskeligheder. Eksempelvis har de nu tid til at læse statusudtalelserne fra anbringelsesstedet i lyset af de forrige statusudtalelser, og tid til at forholde sig til, hvis indsatser ikke giver de forventede resultater. Sagsbehandlerne modtager ugerapporter fra anbringelsesstederne. Disse bruges til at følge udviklingen og målstyre indsatserne. 1 Den svenske model indeholder en række krav til sagsopfølgning på de forskellige niveauer. Læs eventuelt mere i rapporterne fra Krevi. 4
Socialrådgiverne oplever også, at de har mulighed for at opbygge bedre relationer med familierne, fordi de tilbringer mere tid med dem og kan dykke dybere ned i deres sag. Og endelig oplever de, at de i højere grad end tidligere har fået mulighed for at påtage sig en koordinerende rolle i de situationer, hvor indsatsen rettet mod børnene skal ses i sammenhæng med fx jobindsats eller integrationsindsats for forældrene. Socialrådgiverne beskriver, ar den hyppige opfølgning og den tætte kontakt med familierne givere dem mulighed for bedre at kunne vurdere effekten af igangsatte indsatser samt vurdere, hvad der bør igangsættes fremover. Muligheden for øget opfølgning gør, at rådgiverne kan følge væsentligt bedre med i den enkelte families og barns udvikling. Socialrådgiverne oplever, at de nu har fået myndigheden tilbage dvs. at de oplever, at de er bedre i stand til at handle ud fra deres faglige vurdering. De undgår at være nødsaget til at producere akutte løsninger, men oplever, at de bedre kan træffe de fagligt bedste De foreløbige resultater fra Herning viser, at: sagerne går direkte fra underretning til sagsbehandler og ikke først gennem en modtagefunktion. Sagsbehandlerne oplever, at de kan arbejde forebyggende i sagerne helt fra begyndelsen et velfungerende tværfagligt samarbejde giver fælles sager og fælles indsats. Det tætte samarbejde mellem rådgivere, PPR og sundhedsplejersker danner grobund for en tæt faglig sparring, indsats og koordinering og for en meget tidlig indsats i sagerne. Alle faggrupper peger på dette som en væsentligt styrke ved projektet, som de oplever har ført til mere sammenhængende og fagligt velkvalificerede forløb. Der er mere dialog og tættere kontakt med familierne og leverandørerne, og rådgiverne er mere tilgængelige for familierne og samarbejdspartnerne. Det bedre kendskab gør, at socialrådgiverne føler sig bedre klædt på til at træffe kvalificerede beslutninger om nøjagtigt hvilken indsats, familien har brug for. Der er et økonomisk potentiale forbundet med den nye måde at arbejde på. Men det kræver investeringer først. Således har Herning Kommune investeret knap 9 mio. kr. over 4 år, med et forventet udbytte på 10,5 mio. kr. efter de fire år altså en besparelse på 1,5 mio. kr., der dog først hentes ind efter en periode. Der skal derfor være politisk vilje til, at der i en opstartsperiode sker et merforbrug på området. Opmærksomhedspunkter Det er vigtigt at være opmærksom på, at det lave sagstal ikke betyder, at man blot skal gøre det samme, som man hele tiden har gjort, bare med færre sager. Det lave sagstal er en forudsætning for, at der kan gennemføres meget hyppige opfølgninger i sagerne og dermed anvendes langt mere tid på den enkelte sag. I Sverigesteamet følges der i anbringelsessager op efter to uger og derefter hver 6. uge. Ved forebyggende foranstaltninger sker første opfølgning efter fire uger og derefter hver 3. måned. Dette er mere, end lovgivningen foreskriver. Sverigesmodellen er ikke et quick-fix. En forudsætning for at lykkes med den nye model er, at den faglige ballast hos medarbejderne er på plads. Såfremt der ønskes en evaluering af det faglige niveau i sagsbehandlergruppen kan forskellige tiltag tages i brug. Randers Kommune har eksempelvist indledt et samarbejde med Socialstyrelsens Task Force. Analysen skal belyse styrker og svagheder og følges op af en udviklingsplan, der skal sikre den nødvendige kompetenceudvikling blandt medarbejderne. Dansk socialrådgiverforening anbefaler i dag et sagstal mellem 25-35 sager. 5
De tætte relationer med familierne kan åbne for, at man kommer så tæt på, at vanskelige samtaler skal tages. Her kan der være brug for, at sagsbehandlerne er klædt godt på til disse og have vejledning i spørgeteknikker. Fare for at komme til at agere terapeut. Socialrådgiverne beskriver, at normaliseringsprincippet er meget styrende for, hvornår og hvordan indsatser efter 52 vælges. Eksempelvis forsøges anbringelser holdt på et halvt år. Der bruges mere tid på at matche det rigtige opholdssted til barnet/den unge. Socialrådgiverne oplever at have mere is i maven i forhold til at lave indsatser i hjemmet frem for at anbringe. Den store fokus på tidsafgrænsede indsatser og målbare mål betyder et stort fokus på adfærd og læring. Det kan derfor være en udfordring at finde plads og tid til at arbejde med de emotionelle indre aspekter hos børnene/de unge. Kilder og læs mere: Den svenske model. Et første nærbillede af den svenske praksis på området for udsatte børn og unge. August 2011. Krevi. Hentet på KORAs hjemmeside Tæt på en svensk kommune. Inspiration fra Borås kommunes praksis på området for udsatte børn og unge. Marts 2012. Krevi Lige muligheder. Faglig strategi for udsatte børn og unge i Hvidovre Kommune. Oktober 2014. Børne- og Velfærdsforvaltningen. Sverigesmodellen. Oktober 2015. www.socialrådgiverne.dk Før an følg med følg op. Projektbeskrivelse, Haderslev Kommune 2014 Sveriges-modellen sårbare børn og unge. Overvejelser vedrørende anvendelse af Sverigesmodellen på Familieområdet i Randers Kommune. Maj 2015. Randers Kommune, Børn og Skoleudvalget. Sverigesmodellen i praksis. erfaringer fra Herning Kommune efter to år. April 2014. KORA. 6