192-441-450-69 694-70 Fastelavn. 18/2-07. 10.00. Matt. 3,13-17. Jørgen Christensen På en teaterscene i København står Nikolaj Cederholm i disse uger og holder et teaterforedrag, han har kaldt; Åh Gud. Efter anmeldelserne og det undervisningsmateriale, man kan finde på nettet, er det en ateistisk prædiken, hvor Nikolaj Cederholm går i flæsket på Gud og alt hans væsen. Han vil rive masken af Gud og religionen og afsløre troens tomhed. For Gud findes ikke, og mennesket er hans profet, siger presseomtalen. Ved udgangen ligger blanketter til udmeldelse af Folkekirken. I en flod på grænsen mellem Palæstina og Jordan står Jesus, en mand på ca 30 år, et menneske som du og jeg og så måske samtidig så meget andet og mere. Men altså et menneske, der ønsker at blive døbt af Johannes Døberen. Et menneske, der fejer alle Johannes protester til side. Et menneske, der bruger resten af sit liv på at prædike om Gud og hans kærlighed. Et menneske, der er parat til at gå i døden, for det han tror på. Men hvem er han, denne Jesus, Maria og Josefs søn fra Nazaret? Jovist, vi ved godt, hvem den kristne kirke og troen siger, han er: Guds søn, verdens frelser. Vi ved godt, at dåben er begyndelsen på hans treårige rejse, som ender langfredag på korset udenfor Jerusalem en rejse som får den mest uventede fortsættelse påskemorgen, da graven er tom en fortsættelse som har vakt vild opstandelse i snart 2000 år. En opstandelse, som har fået Nikolaj Cederholm på scenen i 2007. Vi kan både se og høre, at her ved Jesu dåb er der noget særligt på færde: Her åbner Himlen sig over Jesus, og Guds ånd daler i en dues skikkelse ned over Jesus, mens en himmelsk røst siger: Det er min elskede søn, i ham har jeg velbehag. Men måske siger du som Nikolaj Cederholm; Åh Gud for noget ammestuesnak og overtro.
I hvert fald kræver både manden på teaterscenen og manden i Jordanfloden din stillingtagen. Personligt er jeg ikke i tvivl, jeg må svare med forfatteren Dostojevskij, der et sted siger: Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden i virkeligheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden. Hvad du vil svare, kan jeg ikke vide, men jeg ved, at den Gud, vi møder igennem mennesket Jesus fra Nazaret, det er en Gud, der kræver din og min stillingtagen. En af mine venner har, lige siden hun var barn, lidt af vandskræk, derfor har hun meldt sig på et vandskrækhold. Hun fortalte, hvilken grænseoverskridende oplevelse det var, da instruktøren første time bad hende lægge sig på ryggen i vandet, mens han stod ved siden af og holdt hende under nakke og ryg. Hun vidste, hun kunne bunde, hun vidste, han var der, og alligevel kostede det enorm overvindelse at give slip slippe kontrollen. Jeg følte mig totalt magtesløs, sagde hun. Når jeg ser Jesus træde ud til Johannes i Jordanfloden, så tænker jeg: kristendommen er ikke for dem, der lider af vandskræk. For at tro på Gud er på en måde at give slip, kaste sig ud på det dybe vand, hvor jeg ikke kan bunde, slippe kontrollen indrømme, jeg kan ikke bære alt selv, jeg kan ikke klare alt selv, jeg lægger det over til Gud, jeg lægger mit liv i Guds hænder. Åh Gud, hvor svagt, vil Nikolaj Cederholm måske sige. Jeg siger, hvilken befrielse! Hvilken befrielse, at møde en Gud, der siger til Oscar, Mathilde og Barnabas, før de selv kan gøre noget som helst andet end at tage imod: Du er min elskede, i dig har jeg velbehag. Hvilken befrielse, at du og jeg skal ikke klare alting selv. Hele verden står og falder ikke med din og min indsats.
Hvilken befrielse for alle os som bøvler med at leve op til egne og andres forventninger ligger vågne over ikke at kunne det, vi absolut vil os som bliver stressede fordi vi ikke vil indse, at det er, fordi vi vil klare mere, end vi kan. Og når stressen og udbrændtheden først har ramt os, så er det ikke kun Guds glædelige budskab, vi ikke kan høre. Så er det også andre menneskers glædelige budskaber. Så kan du heller ikke høre, at et andet menneske siger til dig: jamen, jeg elsker dig. Du ER god nok. Og det er jo det, vi alle har brug for. At nogen forkynder for os, at vi er elskede, som vi er. Vi har brug for, at der er nogen der kan se den smukke svane, når vi selv kun kan se en grim ælling i spejlet. I den forløbne uge har jeg tænkt meget over brugen af skjult kamera, hvad nu hvis der er nogen, der har placeret et skjult kamera, der følger alle mine bevægelser, afslører alt hvad jeg siger, ja, selv min mimik registrerer det. Jeg siger det ikke for at forsvare hverken tone eller adfærd, i det vi har set men tænk engang at blive udstillet på den måde blive genstand for alles fordømmelse blive fremstillet som et umenneske. Tænk, hvis alt hvad jeg i tidens løb har sagt til mine børn, min kone eller kolleger og konfirmander når temperamentet løb af med mig, tænk hvis det blev klippet sammen og nådesløst udleveret og afsløret for Gud og hvermand. Jeg bryder mig bestemt ikke om tanken, og jeg gætter på, de fleste af jer har det som jeg. Hvordan over hovedet holde ud at se sig selv i spejlet efter sådan en afsløring. Uanset HVOR forargelig deres behandling af beboerne er, så håber jeg de arme medarbejdere alle sammen har MINDST en, der er parat til at lægge armene omkring dem og sige, jeg elsker dig stadig Og nej, jeg ønsker ikke at tegne billedet af Gud som en altregistrerende overvågningsgud, der som det skjulte øje i det høje holder øje med alt og alle.
Men jeg må indrømme, at for mig er noget af det mest befriende ved det kristne budskab, at selv om der er intet, der er skjult for Guds åsyn, selv om Gud både ved om alt det, du er stolt af, og det, du vil skamme dig over til din dødsdag. Så står Guds hus åbent for dig du er velkommen det er ikke blot til tre små uskyldige spædbørn som Oscar, Mathilde og Barnabas, der umuligt kan have noget ondt på samvittigheden endnu, at Guds røst lyder: Du er mit elskede barn, i dig har jeg velbehag. Det er også til dig og mig, hvad enten alt det vi nu har på samvittigheden ER blevet afsløret af skjulte kameraer og gjort til genstand for alverdens fordømmelse og forargelse, eller det stadig er lykkedes os at bevare det som vores godt gemte hemmelighed. Hvilken befrielse at Guds kærlighed til dig og mig ikke står og falder med, om vi lige har den rette maske skruet på eller ej. Guds kærlighed til os står og falder ikke med, hvad vi kan og ikke kan og gør og ikke gør. I kraft af vores dåb, som forkynder for os, at vi er Guds elskede børn, er vi aldrig alene. Der er meget, vi kan selv, og der er meget, vi skal selv. Men vi kan ikke alene, og vi skal ikke alene. Du har også lov til at anråbe Gud. At sige til Ham, at nu kan du ikke mere, nu må Han træde til. Og troen kan høre svaret. Troen, håbet og tilliden kan se duen og høre ordene: Du er mit elskede barn, i dig har jeg fundet velbehag. Troen og håbet og tilliden får øjne og ører op for andre mennesker. Og så kan du ikke bare se andre mennesker. Du kan også se dem i øjnene - se dig selv i øjnene. Derfor er troen livsnødvendig. Da jeg var barn, kan jeg huske at slagteren, bageren, købmanden osv havde sit næringsbrev hængende i forretningen. Beviset på, at han var uddannet og havde tilladelse til at drive sit erhverv. Egentlig burde vi alle sammen tage vores dåbsattest og få den indrammet og hængt op derhjemme for er dåbsattesten ikke vores vigtigste Næringsbrev og vel at mærke ikke et Næringsbrev som står og falder med, hvor mange eller få smileys vi fik ved sidste kontrolbesøg.
Et Guddommeligt Næringsbrev som vi kan leve af og leve på til vores sidste åndedrag, fordi det siger: Du er mit elskede barn, i dig har jeg fundet velbehag. Næringsbrevet er et stort og vidunderligt JA fra den Gud, der tog os til sig, fra vi var ganske nyskabte, og som i dåben minder os om, at det er sådan, det er. Husk det. Du er min, siger Han. Du tilhører mig i al evighed. Du er mit barn. Du behøver ikke at gå til i angst og gru og bekymring, heller ikke, selv om verden falder sammen om ørerne på dig. Heller ikke, selv om sorg tvinger dig i knæ. Når du alligevel er i knæ, kan du benytte lejligheden til at overgive dig. At hengive dig. Til den Gud, der har sagt, at Han er med dig alle dage indtil verdens ende. Du behøver ikke tro, at det hele står og falder med dig og din indsats og går neden om og hjem, hvis du ikke er god nok. Du ER god nok. Det har jeg jo sagt dig, siger Han. Ja, det har Han sagt os. Men vi er glemsomme. Vi er nødt til at høre det igen og igen. Det er det, gudstjenesten er til for. Her gør Gud os den tjeneste at gentage sig selv i én uendelighed. At sige det igen og igen. Du er mit barn. I dig har jeg fundet velbehag. Hvis vi tør lade de ord spire og vokse sig store og blive mere betydningsfulde end alt andet, så kan Nikolaj Cederholm holde sin ateistiske to-timers prædiken aften efter aften. For så er det afgørende ikke, hvorvidt Nikolaj Cederholm tror på Gud, nej det altafgørende er, at Gud tror på Nikolaj Cederholm og dig og mig. Amen.