Prædiken til allehelgen 2. nov. Kl. 10.00 754 - Se nu stiger solen 36 Befal du dine vej 732 Dybt hælder året i sin gang 549 Vi takker dig for livet på min død er mig til gode 439 O, du Guds lam Nadververs 561 v. 9 på melodi til O kristelighed 121 Dejlig er jorden 1 For en månedstid siden var jeg ved Vesterhavet og helt tilfældigt passerede vi den gamle kirkegård i Vorupøre. Historien bag denne gamle kirkegård er, at kirken, der har ligget på stedet, blev for lille, man rev den ned og på et mere bekvemt sted i sognet anlagde man en ny kirkegård og byggede en ny kirke. Derfor var de fleste af gravene gamle, nogle helt fra sidst i 1800-tallet. Og stenens knappe ordlyd, emmede af sorg og livets hårdhed. Der var mange døde børn, mange unge kvinder, som vel var døde i barselseng, og fædre og sønner, omkommet på havet. Men der lå også en håndfuld tyske soldater på kirkegården; de var druknet under 1. verdenskrig, og skyllet i land i sognet, identificeret og begravet.
2 Netop det gjorde et stort indtryk på mig; for selv om gravstenen gav anledning til at tænke, at den tyske stat på et senere tidspunkt havde bekostet begravelsen, så var der jo nogen, der havde taget sig af det ikke særligt behagelige arbejde, da de døde, iført deres soldateruniformer, skyllede i land, som havde fragtet dem til kirkegården, gravet en grav og givet dem en jordefærd. Der var nogen som - netop ved at give dem en grav - havde insisteret på deres menneskeværd. Måske fordi de dunkelt anede, at hvis vi holder op med at vise respekt for de døde, så går det videre til de levende, så er der noget, der skrider. Afgørende. For det er jo sådan, at selv om de døde er væk, og vi ikke skal møde dem, som vi kendte dem, på denne side af evigheden, så er der stærke tråde fra de dødes verden ind i vi levendes. De døde og vi levende er forbundne. Det er meget konkret og ikke spor mystisk. Jeg tænker på det hver eneste gang, jeg har et ærinde i kirken. Der er næsten altid nogen ét eller andet sted på kirkegården, nogen som besøger et gravsted eller bare går rundt, læser navnene og ser på stenene. Og når der er skoleklasser på besøg i kirken, så er kirkegården det, de ubetinget er mest optaget af. Jeg kender én, ved du hvor han ligger?, spøger de. Vi kan bruge
halve timer på at gå rundt og besøge grave, hvor der ligger nogen, ét af børnene kender; der bliver spurgt til usædvanlige udsmykninger og indskrifter. Hvem er det? Kendte du hende? 3 Og næsten hver gang sker det, især når det er mindre børn, at én brister i gråd. De dødes haver mindede om en bedstemor eller en oldemor eller en nabo, som nu er død, eller bare om al den sorg, der er i verden. Og hvornår er der i grunden plads til at græde over den, så rigelig den er? Når man har sin gang på kirkegården, så ved man ikke som noget, man har tænkt sig frem til eller grublet over men som en umiddelbar erfaring, at der er stærke tråde mellem de dødes verden og vi levendes. Som Benny Andersen skriver et sted.: nogle af mine bedste venner er døde, det påfaldende er bare deres usvækkede livskraft de har det med at gå igen på uventede tidspunkter, blander sig i alt, sætter skub i en kedelige samtale, får syrener til at blomster midt om vinteren Vi kender det så godt, og for mange af os er det en daglig erfaring, at de døde fylder i vore liv, at vi taler om dem og tænker på dem og bærer dem med os. Og også at de hele tiden gør opmærksomme på sig selv gennem de ting, de har ejet, de ord, de har sagt, de meninger de har haft.
Skønt de jo også gør opmærksomme på sig selv ved deres fravær, ved det savn, der er efter dem, et hul i hjertet, et mørke i kroppen - - - 4 Vore døde er borte, og er der dog alligevel. Og når den kølige fornuft, som jo har styret vores tænkning de sidste tre hundreder år, siger, at når man død så er alt forbi, af jord til jord, så spejler det ikke vore erfaringer. For selv om de ikke er der, de døde, selv om vi savner dem ubærligt, selv om sorgen river i os med kærlighedens kræfter, som der står i en salme, så er de dér jo ét eller andet sted, vi bærer dem med os - sprældøde venner, som Benny Andersen siger i det samme digt -. Og endnu mindre spejler den kølige fornuft vore længsler, vore håb, vore drømme. - - - - - Og hvad nu hvis vi kan tro vores længsel? Hvad nu hvis fornuftens historie om verden er en blindgyde? Hvad nu hvis, der er sandere fortællinger om virkeligheden end tallenes og målenes og det, der kan bevises? Fortællinger der bl.a. spejler vore erfaringer af, at vi bærer
5 de døde med, fortællinger, der giver vore håb, vore drømme og vore længsler ret? Hvad nu hvis virkeligheden er ligeså vældig og ligeså fyldt af lysende sprækker, som evangeliet fortæller? Hvad nu hvis det er kærligheden, Gud, der er verdens facit og ikke et tal eller en beregning? Hvad nu hvis troen taler sandt? Og det er som vi oplever det, når de døde presser sig på i vores erindring, at de er levende. Fordi Gud har oprejst dem hos sig? Og båret dem ind i en herlighed, som er større en vore tanker? Hvad nu hvis det er som åbenbaringsbogen fortæller, at Gud gør alting nyt, at når vi dør, da gør Guds kærlighed alting nyt? Hvad nu hvis Ja, da vi er vi i sandhed jorden salt og verdens lys, om vi kan tro det. - - Jeg er selv et barn af fornuften, det er meget svært at sprænge det tankesæt, der har ligget der flere hundreder år, før man selv kom til verden. Og kæmper med det her om det evige liv, om det er sandt, at døden er begyndelsen og ikke slutningen? Og med dette, at døden efterlader os, der er i
6 live med et savn, der kan være så tungt, at man næsten ikke kan være til. Men undertiden kommer det til mig den slags kommer jo altid et sted fra - som en forunderlig klarhed og en kolossal, håbefuld livskaft, at det er de andre fortællinger der er sande: kærlighedens og længslens og håbets fortællinger, som jeg kender fra evangelierne, ikke fornuftens golde og livløse historier, men netop de fortællinger, der spejler vore erfaringer. De fortællinger der siger, at vi skal tro vores længsel. Og at det alt sammen er sandt: Gud gør alting nyt.