Fortællinger i en diskursiv praksis

Fortællinger i en diskursiv praksis Bachelorprojekt juni 2014 KF11 D - Gruppe 48 4002011105-4002011128 - 4002010124 Vejleder: Danny Reimer Fogsgaard Antal anslag: 167.201

Indhold Indledning og problemstilling... 3 Læsevejledning... 5 Målgruppebeskrivelse... 6 Forforståelse... 6 Projektets overordnede forståelses- og analyseramme samt perspektiv på sociale problemer.. 7 Metodiske overvejelser... 8 Politiske rammer... 11 Organisatoriske rammer... 13 Juridiske rammer... 14 Økonomiske rammer... 15 Teoretisk ramme... 17 Michel Foucault... 17 Diskurs... 17 Magt... 17 Governmentality... 18 Bronwyn Davies og Rom Harré... 19 Subjektposition og positionering... 19 Erik Allardt... 20 At have, at elske og at være... 20 Svend Svedberg... 21 Marginalisering som begreb og proces... 21 Annette Carstens... 21 Borgerens vilje og evner samt motivationsbegreber... 21 Analyse... 23 Socialrådgivernes normative italesættelser af rationaler... 23 Socialrådgivernes italesættelser af de unges ressourcer og barrierer (Mia)... 23 Socialrådgivernes argumentationer i arbejdet med borgerne (Hannah)... 25 Socialrådgivernes italesættelser af uddannelseshjælpsmodtagerne (Hannah)... 28 Socialrådgivernes fortællinger om andres syn på uddannelseshjælpsmodtagerne (Signe)... 30 Socialrådgivernes fortællinger om de unges livsbetingelser (Mia)... 31 Socialrådgivernes fortællinger om det sociale arbejdes strukturelle rammer (Hannah)... 33 Socialrådgivernes fortællinger om lovgivningens muligheder og begrænsninger (Signe)... 38 De unges normative italesættelser af rationaler... 39 1

De unges argumentation for at være i systemet (Hannah)... 39 De unges oplevelser af deres aktuelle livsbetingelser (Mia)... 41 De unges fortællinger om systemets betingelser (Mia)... 44 De unges fortællinger om andres syn på dem (Signe)... 46 De unges italesættelser af andre uddannelseshjælpsmodtagere (Signe)... 49 De unges håndtering af at fortælle at de er på uddannelseshjælp (Mia)... 51 De unges fortællinger omkring beskæftigelsesindsatsen (Hannah)... 54 De unges refleksioner om fremtiden (Signe)... 57 Konklusion... 58 Social indsats... 60 Kortsigtede og langsigtede mål... 62 Tilrettelæggelse af den sociale indsats... 62 Afsluttende refleksioner... 66 Litteraturliste... 68 Bilag... 1 Bilag 1: Transskription af borgerinterview 1... 1 Bilag 2: Transskription af borgerinterview 2... 6 Bilag 3: Transskription af borgerinterview 3... 13 Bilag 4: Transskription af sagsmøde d. 17. marts 2014... 15 Bilag 5: Transskription af opfølgende interview med deltagende socialrådgivere efter observation af sagsmøde d. 17. marts 2014... 27 Bilag 6: Interviewguide til borger... 40 Bilag 7: Observationsguide til team-møde... 40 Bilag 8: Interviewguide til deltagende sagsbehandler... 41 2

Indledning og problemstilling Der er et stort politisk fokus på beskæftigelsesområdet, hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem den nye kontanthjælpsreform. Reformen kan ses som et udtryk for en politisk dagsorden, hvori man efterstræber en hurtig og effektiv indsats med henblik på at få flere i enten ordinær uddannelse eller arbejde samt at give et økonomisk incitament til dette. Fra politisk side er der udviklet et større fokus samt en stadig stærkere holdning i opfattelsen af personligheden hos mennesker på uddannelses- og kontanthjælp. Dagbladet Information skriver i en artikel fra marts 2013: I samfundet er der blandt mange politikere ( ) kommet en stiltiende aftale om, at alle mennesker er nyttemaksimerende individer, der skal motiveres, straffes eller kontrolleres for at komme i arbejde. (Information, 2014, Økonomisk pisk virker ikke). Denne holdning ses også i den nye kontanthjælpsreform, hvor kontanthjælpen til unge under 30 år uden uddannelse er blevet sat ned til en ydelse, der svarer til SU eller den nu afskaffede starthjælp, hvilket tegner et billede af, at samfundets holdning til disse borgere er, at deres problem bunder i manglende motivation i stedet for manglende evne til selvforsørgelse. Det tyder således på, at det er acceptabelt at have borgere i Danmark til at leve på SU-svarende ydelser, som også de fleste studerende må supplere med et fritidsjob. Dette kan sidestilles med Venstres politik, hvor der lægges op til, at det er afgørende for vores samfund, at det for den enkelte kan betale sig at arbejde. Det lyder således: (...) lige så afgørende for velfærdssamfundet er det at sikre, at det kan betale sig at arbejde. (Folketinget, 2013, Indenrigspolitik). I forbindelse med den nye reform hvor mange børnefamilier, hvor den ene forælder er udsat for arbejdsløshed, mister 8200kr. om måneden, udtaler beskæftigelsesminister Mette Frederiksen: ( ) det skal sikre, at det kan betale sig økonomisk at tage en uddannelse. (DR, 2014, Mette F: Det skal kunne betale sig økonomisk at tage en uddannelse). Denne fremherskende holdning ses også i mediebilledet og foretages en neutral googlesøgning, f.eks. syn på kontanthjælp, fremkommer overvejende artikler med negative holdninger om de arbejdsløse i Danmark. Dette ses f.eks. i en artikel fra Ugebrevet A4, hvor overskriften lyder: Unge: Arbejdsløse er selv skyld i ledighed. (Ugebrevet A4, 2007, Unge: Arbejdsløse er selv skyld i ledighed). Denne holdning tager Rådet for Socialt Udsatte afstand fra i deres småskrifte, Socialpolitisk grundlag, hvor de kritisk skriver: Der eksisterer en tendens til, at socialt udsatte borgere bliver opfattet som selvforskyldte fejlslagne personer frem for som medborgere, der har oplevet så meget modvind, at de til sidst er løbet tør for 3

handlemuligheder. (Udsatte, 2009, Socialpolitisk grundlag). Dette bachelorprojekt tager således udgangspunkt i beskæftigelsesområdet med fokus på det sociale arbejde i jobcentrene. Vores interesse for området er blandt andet opstået i forbindelse med indførelsen af den nye kontanthjælpsreform og dens lave ydelser for unge under 30 år, samt gennem den måde hvorpå disse borgere omtales fra politisk side og i medierne. Vi sætter spørgsmålstegn ved mediebilledets negative ytringer om disse mennesker og ønsker at komme nærmere deres egen fortælling. Vi er netop optaget af dette for at komme de mennesker, som vi snart skal sidde overfor nærmere, og derved ønsker vi at kvalificere vores indsigt på området samt reflektere over vores eget menneskesyn for ikke ureflekteret at blive påvirket af det dominerende medie- og samfundsbillede. Der fokuseres på socialrådgivernes oplevelse af arbejdet med unge på uddannelseshjælp samt de unges subjektive opfattelse af livet på uddannelseshjælp i forhold til områdets rationaler og rammesætning. Gennem socialrådgivernes fortællinger og subjektive opfattelser ønsker vi at undersøge, hvordan det sociale arbejdes praksis præges af områdets rationaler og rammesætning. Med fokus på og interesse for at se på socialrådgiverne som repræsentanter for det offentlige beskæftigelses- og forsørgelsessystem vil vi undersøge, hvilke værdier der kommer til udtryk i deres argumentation og oplevelser i det konkrete arbejde. Endvidere ønskes det at undersøge de unges oplevelse af at være modtagere af uddannelseshjælp, samt at få belyst hvordan de dermed forholder sig til deres position i relation til samfund og nærmiljø. Vi vil i projektet komme ind på, hvordan informanternes subjektive oplevelser står i både med- og modspil til beskæftigelsespolitikken og den nye kontanthjælpsreforms muligheder, samt hvordan deres fortællinger står i forhold til de beskæftigelses- og socialpolitiske værdier og rationaler. Ovenstående leder os til følgende problemformulering: Hvilke rationaler kommer til udtryk i henholdsvis socialrådgivernes samt de unges fortællinger, og hvilken betydning har disse for det sociale arbejde samt for de unge? 4

Læsevejledning Med udgangspunkt i ovenstående problemstilling og tilhørende problemformulering vil projektet indledningsvis i afsnittet Målgruppebeskrivelse præcisere målgruppen, hvilket anses for nødvendigt i forsøget på at konkretisere og indsnævre fokus. Der skelnes i projektet ikke imellem uddannelses- og kontanthjælpsmodtagere, når disse nævnes. Vi er opmærksomme på, at de to kategorier ikke er ens, men da projektets informanter benytter betegnelsen kontanthjælpsmodtagere for begge begreber, vil betegnelserne, i dette projekt, derfor blive benyttet som en og samme betegnelse. Efterfølgende vil vores forforståelse af henholdsvis de unge samt det sociale arbejde med målgruppen udfoldes i afsnittet Forforståelse, hvilke, der samtidig med hypoteserne, forventes at blive be- eller afkræftet i løbet af projektets udarbejdelse. I det efterfølgende afsnit omhandlende Projektets overordnede forståelses- og analyseramme samt perspektiv på sociale problemer ønskes det at gøre læseren bevidst om, i hvilket perspektiv problemstilling anskues. Dette angiver en bestemt opfattelse af den sociale verden, og den måde hvorpå vi opnår viden om den, hvilket ydermere har betydning for projektets analyse og efterfølgende konklusion. Herunder ønskes det yderligere at tydeliggøre, hvilken årsagsforklaring på sociale problemer projektet anlægger. Der vil løbene i projektet ikke skelnes mellem begreberne diskurs og rationale, og disse vil blive benyttet under samme betegnelse. I afsnittet Metodiske overvejelser vil det empiriske materiale blive præsenteret, og det vil blive uddybet, hvorledes dette er indsamlet samt hvilke overvejelser, der ligger til grund herfor. Efterfølgende vil der blive præsenteret et længere redegørende afsnit omkring de Politiske-, Organisatoriske-, Juridiske- samt Økonomiske rammer på området. Afsnittet har til hensigt at give et grundlæggende indblik i projektets betingelser samt bliver benyttet som referenceramme i den følgende analyse. Dernæst vil valget af teori blive præsenteret i afsnittet Teoretisk ramme, hvori begrundelse for relevansen af dette valg vil blive beskrevet i forhold til problemstilling, empiri og analyse. I forlængelse heraf vil projektets analyse kunne findes i afsnittene Socialrådgivernes normative italesættelser af rationaler efterfulgt af De unges normative italesættelser af rationaler. Analysens pointer vil efterfølgende blive gengivet og opsumeret i afsnittet Konklusion, hvori besvarelsen af problemformuleringen kan findes. Som afrunding på projektet findes afsnittet Social indsats, hvilket er projektets bud på en indsats rettet mod målgruppen, hvor det ønskes at forbedre et konkret område i det sociale arbejde. Afslutningsvis forekommer en Litteraturliste og i afsnittet Bilag findes transskriptioner af den indsamlede empiri samt de udarbejdede interviewguides. 5

Målgruppebeskrivelse Vores målgruppe er unge uden uddannelse som efter Lov om en Aktiv Beskæftigelsesindsats 2 nr.12 og nr.13 modtager uddannelseshjælp og betragtes som henholdsvis uddannelsesparate samt aktivitetsparate. Da projektets problemstilling bl.a. tematiserer menneskers livsbetingelser på lave ydelser, er aldersgruppen indsnævret til unge mellem 25-29 år, da det er netop denne målgruppe, der kan blive økonomisk berørt af den indførte uddannelseshjælp. Forforståelse Vores forforståelse vedrørende projektets problemstilling er præget dels af vores familie- og uddannelsesmæssige baggrunde, erfaringer i praksis, mediebilledets påvirkninger samt vores grundlæggende menneskesyn. Overordnet forestiller vi os, at de organisatoriske rammer har betydning for socialrådgivernes arbejde med målgruppen og ser organisering som adfærdsregulerende. Vores forforståelse er domineret af tanken om, at rammerne i jobcentrene er en del af det krydspres, som begrænser socialrådgivernes råderum således, at deres faglighed kan blive indskrænket, og muligheden for at opnå indsigt i hver enkelt borgers situation i høj grad bliver begrænset. Vi er opmærksomme på, at rammerne ikke udelukkende er begrænsende for det socialfaglige arbejde med målgruppen men også skaber muligheder. Yderligere har vi en formodning om, at socialrådgiverne i jobcentrene bliver præget af samfundets menneskesyn på en sådan måde, at det bliver vanskeligt at bibeholde deres faglighed. Samtidig har vi en forestilling om, at det kan være udfordrende som socialrådgiver at være repræsentant for en organisations politiske dagsorden, når man ikke personligt er enig i denne. Også vores opfattelse af målgruppen er relevant i forhold til problemstillingen. Vi tror, at de praktiserede menneskesyn, borgerne bliver mødt med i jobcentrene og af samfundet generelt, vil påvirke borgernes selvforståelse og dermed deres fremtidige muligheder. Samtidig har vi en formodning om, at de lave ydelser målgruppen lever på, i mange tilfælde vil forringe de unges livskvalitet i en sådan grad, at det blandt andet vil have betydning for det egentlige sigte nemlig at bringe dem tættere på eller i uddannelse på ordinære vilkår. På baggrund af ovenstående arbejder vi ud fra følgende hypoteser: De dominerende diskurser påvirker socialrådgiveres tilgang til arbejdet med uddannelseshjælpsmodtagere. 6

De dominerende diskurser påvirker uddannelseshjælpsmodtageres mulighed for at opnå det gode liv samt deres selvforståelse. Projektets overordnede forståelses- og analyseramme samt perspektiv på sociale problemer For at gennemsigtiggøre projektets ståsted er det relevant at fastlægge og klargøre projektets overordnede forståelses- og analyseramme og dermed belyse projektets årsagsforklaring på sociale problemers oprindelse. Projektet skriver sig ind i et socialkonstruktionistisk perspektiv og benytter de betydnings- og meningskonstruktioner, der er tilknyttet denne forståelse. I forhold til projektets fokus på de diskurser der gør sig gældende på beskæftigelsesområdet, vil det socialkonstruktionistiske perspektiv påpege, at vi i fælleskab konstruerer verdenen og opfordrer til at nytænke og skabe nye sandheder via en kritisk tilgang til den på forhånd definerede og italesatte sandhed (Gergen & Gergen, 2004, s. 8-9). Socialkonstruktionismen forklarer forholdet mellem individ og samfund som et dialektisk forhold. På denne måde betragter dette projekt individet, som noget der aktivt skaber sig selv gennem tilpasning, erkendelser og forståelser, hvilket kommer til udtryk i de unges samt socialrådgivernes fortællinger. De indgår således i et dialektisk forhold med omverdenen, hvilket betyder, at de både skaber og tilpasser sig strukturerne på samme tid (Alminde, Henriksen, Nørmark & Andersen, 2008, s.33). Socialkonstruktionismen betragter problemer som værende subjektivt definerede, hvilket vil sige, at et problem ikke kan være et problem, hvis ingen oplever og beskriver det som et. Defineres noget som uretfærdigt eller ubehageligt, kan det dog ikke opfattes som et socialt problem, førend det som fænomen opfattes som noget egentligt eksisterende, samt noget hvor mod der kan foretages en foranstaltning (Sahlin, 2002,s.107-108). Sociale problemer vil endvidere i projektet blive betragtet som problemer, i det omfang at der konstrueres en opfattelse af normalitet, hvori de der træder ved siden af denne normative opfattelse, vil blive betragtet som personer med problemer (Gergen & Gergen, 2004, s. 10). Dette ses i de unges fortællinger om livet på uddannelseshjælp, samt den måde de opfatter sig selv og omverdenen på. I et forsøg på at almengøre menneskers muligheder og forstå problemer vil et kritisk psykologisk bud være at gennemgå en analyse af sammenhængen mellem betingelser, betydninger og begrundelser i menneskers liv (Jartoft, 1996, s. 204). De tre analyseniveauer skal forstås som værende reelt samtidige i kraft af, at de i praksis gensidigt betinger hinanden 7

og derfor ikke anskues som adskilte. Gennem betingelses- og betydningsniveauet undersøges, hvordan objektive betingelser, som i projektet anfægtes som blandt andet beskæftigelsespolitiske og samfundsmæssige betingelser, i form af rationaler, værdier og normer, får betydning for det enkelte menneske, og hvordan mennesket bruger sine handlemuligheder til at forholde sig til disse. Det interessante ses dermed i undersøgelsen af, hvilke betydninger betingelserne har for mennesket, og opmærksomheden rettes på denne måde mod spørgsmålet om, på hvilken måde den enkelte gør brug af sine handlemuligheder (Jartoft, 1996, s. 205). Heraf kommer begrundelsesniveauet, der søger de subjektive begrundelser, i projektet forstået som de unges sammentænkning af handlinger i forhold til de betingelser de indgår i, hvilket gøres ud fra de subjektive opfattelser af muligheder og begrænsninger, hvoraf erfaringerne skaber begrundelser for de subjektive handlinger. Ved at benytte de analytiske niveauer vil undersøgelsen søge at belyse, hvordan de unge på uddannelseshjælp handler i forhold til de fremanalyserede betingelser, de unge skal forholde sig til, samt hvordan de begrunder deres handlemåder (Jartoft, 1996, s. 206). I objektiv analytisk forstand er der altså tale om en undersøgelse af, hvordan italesættelserne af eksempelvis det at være ledig eller være på uddannelseshjælp påvirker de unges selvforståelse og handlemåder, og måden hvorpå de fører deres liv. Dette gøres ved at sammenholde de unges italesatte normer og rationaler med de beskæftigelsespolitiske og samfundsmæssige rationaler og værdier, der er i og på spil i de unges fortællinger. Metodiske overvejelser Til at begynde med fastlagde vi vores overordnede interesse for kontanthjælpsområdet med fokus på den nye kontanthjælpsreform. For at præcisere vores fokus aftalte vi et interview med en afdelingsleder i en kontanthjælpsafdeling, da vi havde en forventning om, at interviewet og dialogen med lederen kunne føre os i en interessant retning samt specificere vores målgruppe og interessefelt yderligere. Tilgangen til dette interview var induktiv, da vi søgte at opnå ny viden og inspiration gennem informantens egen og professionelle forståelse af området. Vi er dog opmærksomme på, at en fuldstændig åben induktiv tilgang ikke er mulig, grundet det faglige og teoretiske grundlag vi har opnået igennem nærværende uddannelse samt vores praksiserfaringer (Jacobsen, Schnack, Wahlgren, Madsen, 1999, s. 147 og 160-165). Dermed arbejder vi ud fra en antagelse om, at vi ikke forudsætningsløst og objektivt kan udforske projektets undersøgelsesområde. Vores forforståelser samt projektets overordnede forståelsesramme indgår som en diskurs og farver den måde, hvorpå vi går ud og 8

anskuer praksis, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved måden, vi stiller spørgsmål til informanterne samt det, vi får øje på under vores observation. Dermed er vi opmærksomme på, at den primære empiriindsamling er præget af vores allerede definerede problemfelt (Kristiansen & Krogstrup, 1999, s. 67). På baggrund af det eksplorative interview fik vi kvalificeret vores forforståelse og blev opmærksomme på nogle aspekter og interessante dilemmaer, der kan forekomme i arbejdet med borgere, som er påvirkede af den nye kontanthjælpsreform. Vi fik ydermere indsnævret vores målgruppe til at omhandle unge på uddannelseshjælp i alderen 25 til 29 år samt præciseret vores problemstilling således, at interessen blev indsnævret til disse unges oplevelse af livet på uddannelseshjælp, praktikerens arbejde med borgeren og hertil de diskurser og rationaler, der tænkes at påvirke begge. På baggrund af dette udarbejdede vi en semistruktureret interviewguide, der dannede ramme for vores følgende tre borgerinterviews. Det lykkedes os at finde informanter, der er visiteret til og dermed repræsenterer de tre kategorier som henholdsvis åbenlyst uddannelsesparate, uddannelsesparate samt aktivitetsparate. Under empiriindsamlingen arbejdede vi i en dynamisk vekselvirkning mellem induktion og deduktion, da vi i de tre borgerinterviews arbejdede ud fra den allerede indsamlede empiri men forsøgte samtidig at være primært lyttende og åbne overfor nye perspektiver og forståelser. Det var afgørende for os at begynde vores empiriindsamling med målgruppens perspektiv, for at vi kunne lade os inspirere til præcisering af projektets problemfelt ud fra de unges oplevelse af livet på uddannelseshjælp. Vi ville undersøge, hvordan de unges selvbillede og selvforståelse står i forhold til de beskæftigelsespolitiske rationaler og samfundets diskurser, samt hvordan deres subjektive forventninger, fremtidsdrømme og intentioner både står i med- og modspil til disse. Ud fra ovenstående interviews opsatte vi projektets to hypoteser, som sammen med problemformuleringen benyttes til at fastholde projektets retning. Med den øgede interesse for diskurser valgte vi at deltage som observatører på et sagsmøde i et jobcenter. Grunden til at vi valgte observation var, at den kvalitative metode i form af interview bliver kritiseret for alene at fokusere på, hvordan mening og betydning konstrueres gennem sproglige interaktioner og diskursbrug. Det hænder, at aktører fortæller, hvad de gør og vil gøre, men at det ofte ikke afspejler deres egentlige handlinger (Jacobsen et al., 1999, s. 117). Hensigten med observationen var at få øje på deltagernes adfærd, tilgang til samt deres omtale af borgerne i drøftelsen af sagerne. Vi håbede på, at vi gennem deltagende observation kunne få be- eller afkræftet nogle af de forforståelser, vi gik ind til observationen med. Gennem 9

observationer kan man ofte få øje på en adfærd, som er ikke-artikuleret, da der i et miljø opstår en praktisk logik, hvor aktørerne tager deres egen praksis for givet, og det bliver dermed noget nær umuligt at formulere de uskrevne regler (Wilken, 2007, s. 16). Selvom observationsstudiet ønsker en så objektiv tilgang som mulig, er det vigtigt at have for øje, at vi som deltagende observatører ofte vil være forført af egne teorier, egne værdinormer samt eventuelle på forhånd fastlagte konklusioner (Kristiansen & Krogstrup, 1999, s. 191-193). Når man anvender observation som metode til indsamling af empiri og efterfølgende analyse, er det derfor vigtigt, at man er sig sit eget ståsted og udgangspunkt bevidst. Endvidere er det vigtigt at være opmærksom på, at tilstedeværelsen i rummet kan have en betydning for udfaldet af de observeredes adfærd og dermed præge udfaldet af observationerne og den følgende analyse. For ikke at drage forudfattede konklusioner på baggrund af observationen valgte vi at foretage et supplerende interview med to deltagende socialrådgivere. Dette havde til formål at mindske risikoen for misforståelser samt at undersøge socialrådgivernes bevæggrunde for adfærd, handlinger og udtalelser observeret på sagsmødet (Kristiansen & Krogstrup, 1999, s. 155). Denne metode er i overensstemmelse med socialkonstruktionismens forståelse af, at sandheden altid er kontekstbundet, og at vi dermed er nødsaget til at søge meningen i de observeredes adfærd for at forstå denne og dermed få verificeret vores observationer til brug i den videre analyse (Kristiansen & Krogstrup, 1999, s. 78). I vores valg af informanter har vi bestræbt os på at få flere kommuner repræsenteret, da undersøgelsen ellers giver udtryk for en enkelt organisations forståelsesramme og ikke nødvendigvis er repræsentativ for en generel diskurs, og dermed ikke er tilstrækkelig til at få be- eller afkræftet projektets hypoteser. Dette har dog kun delvist været muligt, da de socialrådgivere, der arbejder med netop vores målgruppe havde ekstraordinært travlt på undersøgelsestidspunktet på grund af implementeringen af den nye kontanthjælpsreform. Derfor lykkedes det kun at få etableret kontakt til én kontanthjælpsafdeling og dermed observation af ét sagsmøde. De interviewede borgere repræsenterer dog tre forskellige kommuner. Det har altså været vores udgangspunkt at forsøge at gøre vores indsamlede empiri repræsentativ, hvilket dog ikke har været fuldt ud muligt indenfor rammerne af nærværende projekt. Vi er opmærksomme på, at vi på baggrund af vores sparsomme data ikke kan generalisere, og at vores data ikke er repræsentativ for hele sandheden. Dermed forsøger projektet blot at skabe ét perspektiv blandt flere mulige perspektiver, og konklusionerne skal ikke forstås som endegyldige sandheder. 10

Vi har endvidere anvendt sekundærempiri for bedst muligt at kunne belyse projektets problemstilling og analysere på den indsamlede primærempiri. Der er i projektet benyttet aktuelle artikler for at opnå baggrundsviden om målgruppen samt til at inspirere og indskrænke problemstillingen. Der er endvidere benyttet pointer fra rapporterne; Livet på de laveste sociale ydelser - En kvalitativ undersøgelse om livsbetingelser og copingstrategier og Konsekvenser af de laveste sociale ydelser - Forsørgelsesgrundlag og afsavn, som er en del af forskningsprojektet "Konsekvenser af at have de laveste sociale ydelser som forsørgelsesgrundlag. Rapporterne sætter fokus på nogle af de betingelser, der er for de mennesker, der lever på de laveste sociale ydelser for eksempel i form af afsavn. Det er desuden værd at pointere, at der er overensstemmelse mellem flere af de konklusioner, vi finder frem til gennem vores primære empirimateriale, og de konklusioner, som fremgår af rapporterne. Politiske rammer For at forstå de politiske rammer, der gør sig gældende på beskæftigelsesområdet, er det relevant at se på området i et historisk perspektiv. I kølvandet på 1980 ernes markant stigende arbejdsløshed skete et grundlæggende ideologisk skift i den danske socialpolitik, som kom til udtryk ved en stigende forventning om og øgede krav til, at alle borgere skulle tage ansvar for eget liv, samtidig med at samfundets forpligtelser overfor den enkelte blev nedtonet (Hoff, 2009, s. 165). Tankerne bag dette skift stammer fra Margaret Thatchers konservative England, hvor holdningen var, at det offentlige havde overtaget for meget af samfundsborgernes ansvar, hvorfor der indførtes en workfare-model, som forpligtede borgerne til at yde for at nyde eller work for welfare (Møller, 2004, s. 103). I Danmark kaldes disse nye strømninger aktivlinjen og ses ved, at der er sket en ændring fra en såkaldt passiv til en aktiv socialpolitik, hvor velfærdsydelserne ikke længere er generelle, men at retten til forsørgelse er blevet tæt knyttet til pligten til at arbejde (Alminde, Henriksen, Nørmark & Andersen, 2008, s. 47-50). Ved tildelingen af sociale ydelser kræves det således, at borgeren forholder sig aktivt til sin egen situation, viser vilje til forandring og forpligter sig til at yde en indsats til gengæld for en given social ydelse. Borgeren bliver ansvarliggjort for sin egen situation, og selvudvikling kan være et af midlerne til at opnå målet om at kunne magte eget liv og derved blive selvforsørgende eller overgå til SU systemet (Hoff, 2009, s. 166-167). Forholdet mellem ret og pligt er sidenhen blevet udmøntet i en række politiske tiltag bl.a. aktiveringsindsatsen, som blev introduceret i forbindelse med ungdomsydelsen og baserede 11

på et ønske om at skræmme de velfungerende unge væk fra offentlig forsørgelse ved hjælp af et krav om, at de skulle yde noget til gengæld for deres sociale ydelse. Med Lov om Aktiv Socialpolitik fra 1998 indførtes aktivering for alle, og der blev stillet krav om en aktiv beskæftigelsesindsats (Hoff, 2009, s. 165-166). I det nye årtusinde er der igen kommet større fokus på unge ledige, hvilket blandt andet er sket som følge af en kraftig stigning i ledigheden blandt unge og en bekymring for, at en stor gruppe unge ville blive fastholdt i offentlig forsørgelse. En lokal ungeindsats tilbage fra 2010 tog udgangspunkt i, at grundlaget for en god start på voksenlivet blandt andet sker ved at gennemføre en uddannelse og deltage aktivt i arbejdslivet (Frederiksberg Kommune, 2010, Strategi for ungeindsatsen). Beskæftigelse er med aktivlinjen blevet universalløsningen på alt, uanset om mennesker har andre alvorlige sociale problemer i kombination med ledighed, hvilket ses i forbindelse med oprettelsen af Beskæftigelsesministeriet i 2001, som overtog hele arbejdsmarkedsområdet fra Socialministeriet (Alminde, Henriksen, Nørmark & Andersen, 2008, s. 49). Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen udtalte i 2001, at sigtet med oprettelsen af det nye meget slagkraftige ministerium var, at mennesker skulle i arbejde i stedet for at være henvist til passiv overførsel (Statsministeriet, 2001, Statsminister Anders Fogh Rasmussens redegørelse i Folketinget tirsdag den 4. december 2001). I dag er der blandt politikerne bred enighed om, at der skal føres en aktiv beskæftigelsespolitik, om end der er gradsforskelle de forskellige partier imellem. Blandt andet står der i Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkepartis regeringsgrundlag fra 2012, at det er vigtigt, at alle borgere får mulighed for at bidrage aktivt til samfundet. Alt for mange borgere er i dag på passiv forsørgelse. Det ønsker regeringen at gøre op med (Statsministeriet, 2012, Et Danmark der står sammen). En SFI rapport fra 2003 peger på, at der med aktivlinjen er sket et diskursivt skift, der betinger den politiske konsensus om, at passive ydelser skal erstattes af aktive tilbud. Aktiveringstermen dækker dog over forskellige opfattelser, bl.a. at aktivering skal benyttes som et middel til opkvalificering af de ledige, at aktivering er et moralsk krav om noget for noget, at aktivering motiverer ledige til at komme i arbejde eller, at aktivering er et middel til ansvarliggørelse af de ledige. Aktiveringsbegrebet kan dermed forklares på flere måder, hvorfor det blev bredt accepteret (SFI, 2003, Den nye story-line). En anden grund til at aktivlinjen fik bred politisk tilslutning var, at man begyndte at forklare arbejdsløshedsproblemet som strukturledighed. Arbejdsløshedsproblemet individorienteredes og forklaredes således ud fra individets mangler, hvor det førhen blev forklaret med konjunkturændringer. Styrken ved strukturledighedsbegrebet er dets flertydighed, idet det 12

både sammenfatter de politiske, økonomiske og moralske hensyn. Socialpolitikken er dermed skiftet fra udelukkende at hjælpe de svage og udsatte til at blive et middel til at nedbringe strukturledigheden (Alminde, Henriksen, Nørmark, & Andersen, 2008, s. 48-50). Organisatoriske rammer I Danmark styres samfundet og den offentlige sektor af det repræsentative demokrati, som kommer til udtryk i den parlamentariske styringskæde. Her vælger befolkningen repræsentanter til Folketinget, hvis flertal danner en regering, som udarbejder love, der vedtages i Folketinget. Disse love udmøntes efterfølgende loyalt og pligtopfyldende af den kommunale forvaltning, som har til opgave at yde service til borgerne. Såfremt borgerne ikke er tilfredse med den ydede service, giver det sig udslag i den offentlige debat, og på hvordan borgerne stemmer ved henholdsvis næste kommunal- og folketingsvalg (Bundesen & Hansen, 2011, s. 24-29). Den offentlige sektors organisering er inspireret at Max Webers idealtypiske bureaukratimodel, da den er kendetegnet ved en horisontal arbejdsdeling, en høj grad af specialisering og standardisering samt en udbredt loyalitet overfor lovgivning og regler. Denne organisationsstruktur er velegnet til at fremme produktivitet og sikre en høj grad af effektivitet (Jacobsen & Thorsvik, 2007, s. 86-87). Webers bureaukratiideal kan dog ikke fuldt ud forklare, hvordan den offentlige forvaltning på social- og beskæftigelsesområdet fungerer, da den interaktion, der er mellem dennes repræsentanter og målgruppe, ikke bliver taget i betragtning i denne organisationsstruktur. Den kommunale forvaltning kan nærmere betegnes, som det Yeheskel Hasenfeld kalder en menneskebehandlende organisation, som er et produkt af velfærdsstaten og et middel til at holde samfundet sammen. Denne slags organisationer har til opgave at værne om borgerne, men skal samtidig tilgodese statens og samfundets interesser. De fungerer som mellemmand mellem staten og medborgere og varetager borgerenes rettigheder samtidig med, at de kontrollerer, at borgerne overholder deres pligter. Dermed udfører disse organisationer opgaver, der bygger på værdiladede og moralske vurderinger (Svensson, Johnsson & Laanemets, 2009, s. 31). Menneskebehandlende organisationer er komplekse, og man kan aldrig rigtig fastsætte, om deres mål er opnået, da kernevirksomheden består i at skabe relationer (Svensson, Johnsson & Laanemets, 2009, s. 33). Socialrådgiveren er repræsentant for organisationen og betegnes som frontlinjebureaukrat, idet vedkommende er i direkte kontakt med de hjælpesøgende borgere (Svensson, Johnsson & Laanemets, 2009, s. 9-10). 13

Med en given organisationsform følger også et handlingsrationale, som er med til at styre og fremme bestemte adfærdsformer, idet de optræder som ikke nævnte forudsætninger for konkrete handlings- og styringsdiskussioner. De enkelte handlingsrationaler bygger på forskellige menneskesyn, som kommer til udtryk på den måde, der organiseres og styres. I kølvandet på aktivlinjen har New Public Managements handlingsrationale de seneste årtier vundet indpas på beskæftigelsesområdet, hvilket er præget af et menneskesyn, som repræsenterer opfattelsen af, at mennesket er et væsen, der udelukkende er optaget af at optimere sine egennyttige interesser. Rationalet er, at det offentlige arbejde skal styres gennem kontrakter og markedskonkurrencer frem for gennem hierarkier, samt at de organisatoriske enheder skal splittes op og specialiseres, således at man kan gøre de enkelte enheder kontrollable (Bundesen & Hansen, 2011, s. 51-68). Dette ses i kommunalreformen fra 2007, hvor kommunerne på grund af deres størrelse gjordes til et mere interessant marked for private udbydere at gå ind på. Derudover blev det lovbestemt, at beskæftigelsesindsatser og ydelser skulle adskilles (Johansen, 2009, s. 26-27). Det antages, at forskellige fænomener og hændelser hænger kausalt sammen i et årsagvirkningsforhold, hvorfor det har betydning, hvordan man organiserer det sociale arbejde for at opnå bestemte effekter af det. En organisation kan defineres ved at være et socialt system, som er bevidst konstrueret med det formål at løse opgaver og realisere bestemte mål (Jacobsen & Thorsvik, 2007, s. 12-13). Det vil sige at måden, man organiserer den offentlige sektor på, hænger sammen med forsøget på at organisere både medarbejderes, borgeres samt andre berørte aktørers adfærd til at nå de centralt udstukne politiske målsætninger. Dette sker blandt andet ved at italesætte bestemte rationaler, hvorfor organisering og diskurser hele tiden samvirker og dermed tilrettelægger samt inciterer adfærd (Jacobsen & Thorsvik, 2007, s. 195-196). Juridiske rammer I Grundlovens 75 stk.2 står at den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser som loven herom byder. De nærmere omstændigheder for at modtage hjælp til forsørgelse og forpligtigelserne i forbindelse med dette er at finde i henholdsvis Lov om Aktiv Socialpolitik (LAS) samt i Lov om en Aktiv Beskæftigelsesindsats (LAB). En grundlæggende reform af kontanthjælpssystemet er trådt i kraft 1. januar 2014. Reformen betyder blandt andet, at unge under 30 år uden uddannelse ikke længere kan modtage 14

kontanthjælp. I stedet modtager unge jf. LAS 23 stk.2 nr.7 uddannelseshjælp med det mål, at de kommer i gang med en ordinær uddannelse (Beskæftigelsesministeriet, 2014, Kontanthjælpsreform). Med den nye reform inddeles borgere under 30 år uden uddannelse endvidere i tre kategorier, og indsatsernes fokus er forskellige alt efter hvilken målgruppe man tilhører. Første kategori er åbenlyst uddannelsesparate jf. LAB 2 nr.12. Disse vurderes til ikke at have barrierer for at påbegynde en uddannelse på ordinære vilkår. Herudover er der de uddannelsesparate jf. LAB 2 nr.12, som vurderes til med støtte at kunne påbegynde en uddannelse på ordinære vilkår inden for et år. Sidste kategori betegnes som aktivitetsparate jf. LAB 2 nr.13, hvilke vurderes til at have behov for ekstra støtte og hjælp i en længere periode end ca. et år inden påbegyndelse af uddannelse på ordinære vilkår. Unge der ikke umiddelbart er klar til at gå i gang med en uddannelse får efter tre måneder jf. LAS 24 stk.2 nr.4 ret til et aktivitetstillæg, når de deltager i aktive tilbud, der kan bringe dem tættere på målet om uddannelse, med mindre de i første samtale vurderes og visiteres til være aktivitetsparate og tilkendegiver et ønske om at tage imod tilbud. Endvidere får alle unge under 30 år uden uddannelse jf. LAB 21b et uddannelsespålæg. Dette betyder, at unge der kan påbegynde en uddannelse på ordinære vilkår, skal gøre dette hurtigst muligt. De unge skal i forbindelse med uddannelsespålægget i videst mulig omfang være selvforsørgende indtil uddannelsesstart. Alternativt skal de arbejde for deres ydelse i en nytteindsats, de såkaldte nyttejobs. For unge, der ikke umiddelbart har forudsætningerne for at starte på en uddannelse, betyder uddannelsespålægget, at de skal stå til rådighed for en indsats, der er rettet mod uddannelse (Beskæftigelsesministeriet, 2014, Hovedelementer i reformen). Reglerne om rådighed i den nye reform findes i LAS 13-13a. Reglerne om sanktioner ved udeblivelse og anden manglende opfyldelse af rådighedsforpligtelsen findes i LAS 35-41. Det er en grundlæggende betingelse for at modtage uddannelseshjælp, at både ansøgeren og en eventuel samlever eller ægtefælle udnytter sine arbejdsmuligheder jf. LAS 13. Rådigheds- og sanktionsreglerne hænger således sammen, at hvis en ledig ikke overholder sine pligter om at stå til rådighed, ses konsekvensen i sanktionsreglerne. Herudover er Retssikkerhedsloven også vigtig at nævne i arbejdet med vores målgruppe. Her findes blandt andet 4, som omhandler borgerens mulighed for at medvirke i egen sag. Økonomiske rammer Kommunens finansiering sker gennem en selvstændig udskrivning af indkomst- og ejendomsbeskatning, brugerbetaling og overførsler fra staten i form af refusioner og 15

bloktilskud. Tilskuds- og udligningssystemet har til formål at udligne kommunernes beskatningsgrundlag og udgiftsbehov for derved at sikre den kommunale skatteprocent, således at den service, borgerne modtager, bliver mere ensartet. Bloktilskuddet er en del af tilskuds- og udligningssystemet i kombination med landsudligning, hovedstadsudligning samt en tilskudsordning og er specielt til hjælp for ugunstigt stillede kommuner (Ansbøl, 2009, s. 35). Den kommunale økonomiske styring samt budgetlægning kan ses som et udtryk for politiske prioriteringer, hvilket blandt andet ses gennem refusionssystemet. Refusionssystemet spiller en stor rolle særligt på beskæftigelsesområdet og fungerer således, at staten yder kommunen en højere refusion, så længe borgeren er i aktivt tilbud. Igennem disse forskellige refusionssatser forsøger man fra centralt hold at styre borgerne ind i de tilbud, som formodes at være mest effektive til at bringe borgeren tilbage på arbejdsmarkedet og dermed selvforsørgelse. Disse refusionstakster giver kommunerne økonomiske incitamenter til at vælge bestemte aktiveringstilbud, og dermed forsøges det at styre kommunerne til bestemte handlinger. Refusionssystemet bygger på en forventning om, at offentlige myndigheder og offentlige ansatte er økonomisk rationelle og handler, som de økonomiske incitamenter tilskynder dem til (Bundesen & Hansen, 2011, s. 90-91). Udover de kommunale økonomiske rammer er det for nærværende projekt relevant at se på vores målgruppes økonomiske forhold. En betingelse for at modtage uddannelseshjælp er, at alle andre muligheder for forsørgelse skal være udtømte, hvorfor man ikke må have formue der overstiger 10.000 kr. Kærestepar, hvor begge er fyldt 25 år, har endvidere efter 1. januar 2014 gensidig forsørgerpligt, ikke blot over for sin ægtefælle, men også over for sin samlever, hvilket betyder, at de samlevende højest kan have en indtægt svarende til to uddannelses- eller kontanthjælpsydelser. Målgruppen er berettiget til hjælp til forsørgelse svarende til en ydelse på 5.857kr. pr. måned samt et aktivitetstillæg på 4.832kr. pr. måned. Der kan endvidere være særlige forhold i den unges situation der påvirker forsørgelsesydelsen, da der skelnes blandt mellem forsørger/ikke forsørger og udeboende/hjemmeboende (Beskæftigelsesministeriet, 2014, Uddannelseshjælp). Udover disse grundydelser kan målgruppen være berettiget til særlig støtte som supplering til høje boligudgifter. Endvidere kan der søges om hjælp til tandbehandling, medicinudgifter, særlige former for sygebehandling samt etablerings- og flyttehjælp. Formålet med kontanthjælpsreformens lave ydelser er at skabe et økonomisk incitament for unge til at påbegynde en uddannelse. Det fremgår endvidere af Venstres principprogram, at de lave ydelser skal motivere arbejdsduelige mennesker til at tage et 16

arbejde og være medvirkende til at stimulere til beskæftigelse (Venstre, 2014, Venstre mener). Teoretisk ramme Michel Foucault Diskurs Vi vil ved hjælp af diskursanalysen afprøve de opstillede hypoteser samt fremanalysere hvilke rationaler, der er til stede i informanternes fortællinger. Foucault definerer diskurs således: Vi vil kalde en gruppe af ytringer for diskurs i det omfang, de udgår fra den samme diskursive formation (Nilsson, 2008, s. 94). Det vil sige, at diskurser kan være udsagn, der er blevet enighed om, og som er defineret inden for en gruppes konsensus om ståsted og perspektiv på udsagnet. Foucault betragter udsagnet om et givent fænomen som et objekt, der skabes og anvendes af mennesket ved hjælp af sproget, og det kan dermed forandres ved at omtale udsagnet på anden vis (Bülow, M. & Lydersen, G., 2012, s. 94). En diskurs er således et sted, hvor sandheden, værdi og legitimitet er på spil (Filosoffen, 2005, Diskurs.). Magt Vi vil i projektet benytte Foucault og dele af hans begrebsapparat til at finde frem til, hvilken betydning diskurserne har for de unge og det sociale arbejde. Magt er ud fra Foucaults bestemmelse førsel af førsel, hvilket vil sige, at handle på andres handlinger og mere præcist, at handle på sandsynligheden for andres handlinger. Førsel lader sig beskrive som ledelse, hvilket Foucault definerer som at strukturere de andres mulige handlingsfelt, hvor handlinger altid vil implicere magt (Jensen, 2005, s. 324). Magt er et historisk fænomen, da magten ændres i tråd med tiden og samfundets udvikling og forbindes med tid og rum. Det interessante ved magtbegrebet ligger i magtrelationernes påvirkning af aktørernes bevidsthed og ikke blot den traditionelle opfattelse af, at magtbegrebet bruges som kontrolperspektiv. På denne måde sættes der fokus på, at magt bør ses i forhold til de processer og institutioner, der frembringer identitet. Magten skal dog ikke forstås som en enkeltvejsproces eller som en enkeltstående hændelse, hvor specielt magtudøveren forbliver upåvirket, men som et vekselvirkende forhold (Thomsen, 2005, s. 145). I magtens forskellige former skelnes mellem magt som synlig eller usynlig. En vigtig pointe hos Foucault er, at den mest produktive udøvelse af magt også er den mest usynlige og 17

dermed den sværeste at forsvare sig imod (Järvinen & Mortensen, 2002, s. 14). Én form for usynlig magt betegnes som patoral-magt, som tilsigter en blid non-verbaliserende disciplinering for at opnå mål, som synes at være til borgerens bedste. Pastoral-magten kan knyttes til velfærdssamfundet, da dette har et ønske om at styre alle borgere i en bestemt retning. Dette opleves yderligere i bio-magtens professioner, som er at finde i netop velfærdssamfundets hjælpende og omsorgsgivende institutioner. Her er magtudøvelsen et ønske om at lede befolkningen i retning af, hvad pastoralmagten tilsigter (Järvinen & Mortensen, 2002, s. 14). En tredje form for usynlig magt betegnes eufemiseret magt. Denne magt kalder sig noget andet og kan italesættes som f.eks. hjælp. Her fremstår magten som den rigtige viden på området og handlingerne opleves ikke som magtudøvelse, men magten fremtræder i og med, at foranstaltningerne bygger på blandt andet de professionelles normative opfattelser og nyeste viden på området (Järvinen & Mortensen, 2002, s. 17). Magten bliver synlig i kraft af definitionsmagt. Definitionsmagten er retten til at fortolke, retten til at forklare og retten til at bestemme, hvordan virkeligheden ser ud. Begrebet Sandhedsregime betegnes som sandheder f.eks. om en gruppe og betegnes som samfundsmæssige processer, der er meddefinerende og adskiller sande og falske diskurser. Her er det interessante ikke hvad sandhed er, men hvordan sandhed bliver defineret (Nilsson, 2008, s. 64). Governmentality For at forstå Foucaults begreb governmentality, må man først se på to tilhørende begreber, magtteknologier og selvteknologier. Begrebet magtteknologier omfatter teknologier, der sigter at bestemme individers adfærd og underkaster dem bestemte mål og kontrolformer. Disse magtteknologier findes blandt andet som et led i lovgivningen som et åbenlyst magtforhold, men findes også i sin mere skjulte form, hvilket blandt andet ses i de professionelles forskellige teknikker i samtaler med borgerne (Holmegaard, 2012, s. 108-109). "Selvteknologier" betegner Foucault, som de redskaber og procedurer som individet anvender til at forme sig selv med, og mennesket gør dermed sig selv til genstand for sin egen styring (Holmegaard, 2012, s. 109). Sammenkobler man disse to begreber, betegner Foucault dette som en moderne liberal styringsmentalitet, hvor subjektet formes, og hvor styringen altid rettes mod individets selvstyrring, denne kobling kalder Foucault for governmentality. Ifølge Foucault anvendes begrebet som en styringsform, der ønsker at lede mennesker moralsk gennem normaliserende 18

institutioner (Jensen, 2005, s. 191). Denne ledelse sigter at strukturere andres mulige handlingsfelt og samtidig tendensere inden for dette (Jensen, 2005, s. 192). En mangel i Foucaults arbejder er dog, at han ikke fokuserer på betydningen af ovenstående for den enkelte borger, hvilket vil blive forsøgt kompenseret for, ved at benytte de øvrige teorier, således at projektet får en helhedsorienteret analyse. Bronwyn Davies og Rom Harré Subjektposition og positionering For at belyse projektets problemstilling anvendes begreberne positionering og subjektposition i analysen af vores empiriske data. Vi vil benytte disse begreber, for at få et indblik i samt give et mere nuanceret billede af subjektet. Begreberne benyttes således til at undersøge, hvordan de unge ser på sig selv, hvordan de ser på andre, samt hvordan de oplever, at andre ser på dem og herunder, hvilken betydning de derfor tilskriver sig selv og andre. Der tages udgangspunkt i Bronwyn Davies og Rom Harrés opfattelse af, at mennesket og menneskelivet skal forstås diskursivt, samt at selvet skabes løbende i en relationel og sproglig sammenhæng, hvor menneskets intentioner og effekter skal forstås ud fra de kontekster, som det indgår i (Davies & Harré, 2014, s. 7). Begrebet positionering benyttes i forhold til menneskets selvopfattelse og opfattelse af andre og herved, hvordan den sociale identitet bliver til i det diskursive felt. Positionering er et samtalefænomen, hvori vi gennem samtaleprocessen positionerer og ompositionerer os selv og andre (Davies & Harré, 2014, s.11). Hvem man er som person, afhænger derved af de positioner, der stilles til rådighed, hvorigennem vi skaber mening med vores eget og andres liv (Davies & Harré, 2014, s.27-28). Der skelnes mellem to slags positioneringer; den interaktive positionering som er baseret på samtaler mellem mennesker, hvor det den ene siger, positionerer den anden og den refleksive positionering, hvor mennesket positionerer sig selv ved at reflektere over sin egen selvforståelse. En vigtig pointe hos Davies og Harré er dog, at disse positioneringsprocesser ikke nødvendigvis er tilstræbte (Davies og Harré, 2014, s. 31-32). En subjektposition indeholder en bestemt betydning, som kan være med til at konstruere og rekonstruere en persons (sociale) identitet. En subjektposition kan f.eks. være en bestemt placering, som gøres tilgængelig i fortællinger, som altid udgør en del af en samtale. Det vil altså sige, at hvis en person tiltales som f.eks. arbejdsløs, og personen reagerer, så er denne 19