Skaberværk på standby En antropologisk undersøgelse af afrikanske varmestuebrugere i København

Skaberværk på standby En antropologisk undersøgelse af afrikanske varmestuebrugere i København Kirkens Korshær 2012

Rapporten er skrevet af Jakob Jakobsen, antropolog med seks års studie- og arbejdserfaring fra Afrika, senest som udsendt af Danmission til Tanzania i perioden 2008-2011. Der optræder i det følgende udelukkende pseudonymer. Kirkens Korshærs Nørrebroarbejde Stengade 40 2200 København N Tlf. 35 36 78 45 Stengade40@kirkenskorshaer.dk Kirkens Korshærs Hovedkontor Nikolai Plads 15 1067 København K Tlf. 33 12 16 00 www.kirkenskorshær.dk 2 Skaberværk på standby

3 Skaberværk på standby

Indhold Introduktion: Hvor engle ej tør træde?... 5 Metode... 7 Opbygning... 9 Hvor engle ej tør træde?... 10 Kapitel 1: Hvorfor er de kommet til Danmark?...11 Når jeg får penge, tager jeg hjem... 11 Jeg måtte flygte for ikke at miste hovedet... 13 Jeg vil dø i Danmark... 14 Det er ikke Danmark, der trækker... 17 Afrejsen... 18 Andet og tredje opholdsland... 19 Så hvorfor er de kommet til Danmark... 22 Kapitel 2: Forvirring og flasker...23 Forvirring... 23 Flasker... 26 Eksistentiel usikkerhed... 30 Afslutning: De er i fare for at synke til bunds...31 En verdensomspændende udfordring i København... 36 Litteratur...37 4 Skaberværk på standby

Introduktion: Hvor engle ej tør træde? Den kamp i mod materiel og åndelig fattigdom, som Hans Peter Mollerup og Kirkens Korshær indledte ved organisationens grundlæggelse i København i 1912 har fundet sted i en verden i bevægelse. Korshærsmedarbejderen ser andre typer af udsatte i øjnene i dag. En af den nyere tids mest markante forandringer er det store antal af nytilkomne trængende fra Østeuropa i kølvandet på EUs udvidelse fra 15 til 25 medlemslande i 2004, hvortil kom Rumænien og Bulgarien i 2007. Det har ændret brugersammensætningen på en række af Kirkens Korshærs institutioner, hvor danskergruppen nu ofte udgør et mindretal. Forandringen er fortsat siden i form af et kraftigt indtag af afrikanske brugere 1, jf. f.eks. disse optællinger fra dagvarmestuen i i Stengade 40 på Nørrebro: Skema 1: Dagvarmestuebrugernes etniske oprindelse i 2009 2 Danmark Grønland Skandinavien Østeuropa Afrika Mellemøsten Andet 33 % 16 % 6 % 37 % 4 % 3 % 2 % Skema 2: Dagvarmestuebrugernes etniske oprindelse i 2012 3 Danmark Grønland Skandinavien Østeuropa Afrika Mellemøsten Andet 11 % 4 % 1 % 29 % 53 % 1 % 1 % Antallet af dagvarmestuebrugere har i denne periode ligget stabilt på omkring 100 besøgende per dag (Kirkens Korshær 2009:10; samtale med dagvarmestuens leder, Alice Skjelbo), hvoraf imidlertid andelen af afrikanske brugere er steget fra beskedne fire procent i 2009 til hele 53 procent i 2012. De afrikanske brugere er altså på tre år blevet mere end 13 gange så mange for nu at udgøre den klart største brugergruppe i dagvarmestuen 4. 1 Der med undtagelse af ganske få personer fra det nordlige Afrika nærmest helt uden undtagelse stammer fra vestafrikanske lande, herunder først og fremmest Ghana, men også bl.a. Nigeria, Benin, Togo, Elfenbenskysten, Liberia, Sierra Leone, Burkina Faso, Guinea-Bissau, Gambia og Senegal. 2 Kirkens Korshær 2009:34. 3 Baseret på stikprøver foretaget af medarbejderne omkring spisetid i en tilfældig uge i juni. 4 Varmestuen er teknisk set inddelt i to afdelinger, der har åbent henholdsvis om dagen og om natten. Jeg har i forhold til denne organisationsstruktur primært, men ikke udelukkende, været tilknyttet dagvarmestuen, hvor der da også er et stort sammenfald mellem afrikanske brugere. Derfor vil jeg i det følgende ikke længere skelne mellem dag- og natvarmestuebrugere, men blot henvise til varmestuebrugere. De to afdelinger af varmestuen består i det billede af en enkelt varmestue. 5 Skaberværk på standby

En så markant og meget hurtig forandring af brugersammensætningen har ikke overraskende affødt spændinger mellem stedets brugere, jf. f.eks. denne danske bruger: Vi var her alle sammen. Alle rødderne. Men det bliver jo ødelagt, når der kommer sådan en flok. Det kan du jo også selv se. Prøv at se, hvad der sker, når de åbner dørene. Så suser alle negerne direkte ind og tager en seng, og så går de ud og spiser al maden bagefter. Således prøver da også en anden dansk bruger helst at undgå afrikanerne: Jakob: Snakker du meget med afrikanerne? Bruger: Nej, det gør jeg ikke. Jakob: Hvorfor ikke? Bruger: Det ved jeg ikke. Jakob: Har det noget at gøre med sproget? De taler jo engelsk. Eller fordi de ser anderledes ud? Bruger: Nej, det er ikke derfor. Jeg er ligeglad med, hvordan folk ser ud. Jeg bryder mig bare ikke om dem. Det er ikke kun mellem danske og afrikanske brugere, at der er spændinger 5, jf. den seddel, skrevet på engelsk, der en nat er blevet skubbet ind under døren. Sedlen udtrykker en kritik af monkey club med såkaldt romanier, hvorved afsenderen sandsynligvis tænker på romaer fra Østeuropa, optrædende som en form for guest stars : Monkey club today. Shit meets shit. Guest star romanier. All shit is welcome. En anden udfordring følger af de nye behov, som nye brugere har, hvoraf kan følge en form for identitetskrise hos medarbejderne 6 : Jeg tror, at der er en sorg blandt medarbejderne, der engang havde et hus fuld af danske brugere med gak i låget og årelangt misbrug, som dog alligevel lykkedes med at finde frem til os på en eller anden måde og fik en vigtig relation til os. Jeg tror, at der en sorg i, at de har valgt os fra til fordel for en gruppe, der ikke vil os på samme måde, eller i hvert fald på en anden måde, end vi endnu helt forstår. Den pågældende medarbejders udfordring består i, at de afrikanske varmestuebrugere stort set aldrig deltager i sociale arrangementer, f.eks. lejrture, fisketure osv. De kommer efter alt at dømme kun i varmestuen for at få dækket basale behov og er så velfungerende, at de i visse situationer ligefrem giver en hånd med. Det stemmer ikke med den pågældende medarbejders forestillinger om jobbet som socialarbejder blot at stille mad og seng frem til dem 7. 5 Det er ej heller sådan, at de afrikanske varmestuebrugere holder sig tilbage i forhold til selv at være nedladende overfor andre varmestuebrugere, jf. f.eks. den bemærkning, der indleder denne rapports andet kapitel: Sådan et sted som dette er ikke (...) for rigtige mennesker. Det er for handicappede (William, afrikansk varmestuebruger, min oversættelse). De, der er af nogle betragtes som shit, betragter altså for en dels vedkommende omvendt de andre som handicappede. 6 Jeg bruger i denne rapport betegnelsen medarbejder om både ansatte og frivillige. 7 For andre medarbejdere er problemet mere basalt: De har svært ved at tale engelsk, som er hovedsproget for afrikanske varmestuebrugere. Andre sprog inkluderer afhængig af hjemlandet enten fransk eller portugisisk, hvortil kommer sprogkundskaber tilegnet i forbindelse med tidligere, ofte årelange ophold i andre europæiske lande, herunder primært italiensk og spansk. Mange taler i tillæg hertil diverse stammesprog. 6 Skaberværk på standby

Det er imidlertid ikke kun på institutionsniveau, at der således er et behov for bedre forståelse og håndtering af denne nye gruppe blandt københavnske varmestuebrugere. Det siges der også at være blandt de lokale og nationale politikere, der, som de private NGOer, hvis arbejde foregår blandt samfundets svageste, f.eks. Kirkens Korshær, Frelsens Hær og Projekt Udenfor, først for nyligt har observeret denne gruppe i København. Herom skriver f.eks. Kastanje m.fl., at via de private tiltag tilbyder København på mange måder tålelige betingelser for denne nye type migranter. Alligevel gøres der meget lidt fra officielt hold for at forstå de udenlandske hjemløses situation (2012:196). Den pointe er i tråd med FNs udredning om migration mere generelt, hvis formål netop er at opfordre verdens lande til aktiv stillingtagen i stedet for som i de seneste årtier blot at afvise og forsinke (UNDP 2009:95, min oversættelse). I lyset deraf er denne rapports forsøg på at bidrage til en større grad af forståelse af denne nye gruppe blandt de københavnske varmestuebrugere ikke kun tiltænkt de institutioner, der beskæftiger sig med denne gruppe til daglig, men også de politikere og meningsdannere, der aktuelt og fremover udstikker rammerne for disse institutioners arbejde 8. Rapporten drejer sig om et emne, som hverken institutioner eller samfund endnu rigtigt har forholdt sig til. Metode Vigh har beskrevet den måde (2003 og 2004), hvorpå unge mennesker i Guinea-Bissau klarer sig igennem stærkt ustabile omgivelser 9. Han beskriver en tilværelse, der over tid gør krav på vidt forskellige svar, altså en evne hos de unge mennesker til at navigere. Med det begreb, der er et sømandsudtryk, forsøger Vigh at billedliggøre de unge mennesker som en slags skibe på vej henover et hav med bølger plaskende om ørerne på dem. Skibene må som svar på toppe og dale skiftevis rulle til venstre og højre og så fremdeles for ikke at blive slået til tømmer. Succes er altså forbundet med det at kunne bøje af. Succes er forbundet med det at kunne tage bestik af en situation og hurtigt indrette sig på denne. Det synes de afrikanske varmestuebrugere at have forstået, jf. f.eks. Franklin, hvis livshistorie gengivet i næste kapitel vidner om forsøg på konvertering til islam efterfulgt af tre dags fasten for at komme tættere på den kristne Gud, med hvem Franklin indgår en pagt om evigt troskab, 8 Bemærk i denne forbindelse den store magt, som f.eks. Socialministeriet har. Ministeriets manglende bevilling af satspuljemidler på 3,7 millioner kroner til den del af varmestuen, der har åbent om natten, betyder, at denne varmestue, der er hovedstadens eneste overnatningstilbud til udenlandske hjemløse, sandsynligvis må lukke ved årsskiftet. Der er dog blevet afsat penge til nødovernatningspladser i vintermånederne, forsikrer social- og integrationsminister Karen Hækkerup, hvilket imidlertid ikke imponerer formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen, der betragter udviklingen som meget uheldig og utrolig skidt (Kristeligt Dagblad 2012). 9 Guinea-Bissau er et af verdens mest ustabile lande. Således er samtlige præsidenter siden uafhængigheden fra Portugal i 1974 blevet omstyrtet inden for de første fem år. Der var militærkup igen i foråret 2012. 7 Skaberværk på standby

hvis han klarer turen henover Middelhavet til Europa, hvor han nu siger, at Gud ikke findes 10. Han har været muslim, kristen og ateist. På et helt andet plan, om end beslægtet, var det ikke nemt for mig at få startet et fodboldhold for afrikanske varmestuebrugere ved siden af mit arbejde med denne rapport. Der stod jeg ofte udenfor varmestuen om onsdagen med tasken med fodboldtrøjer i hånden og spejdede forgæves efter de spillere, der i løbet af mandagen og tirsdagen havde forsikret mig om, at de da mægtigt gerne ville spille med. Jeg ser i disse eksempler på navigation en tråd til Vighs arbejde. Her er en gruppe mennesker, hvis kompas er indstillet på at nå frem til et eller flere veldefinerede mål i tilværelsen, men for at nå frem til disse i et stormpisket hav bestående af ofte alvorligt syge forældre med stærke forventninger til dem, søskende, hvis skolegang er blevet afbrudt pga. manglende betaling af skolepenge, militærkup, mellemmænd, velmenende socialarbejdere, offentlige myndigheder, filmfolk, fodboldspillende antropologer, journalister og politiets patruljevogne må de for alt i verden undgå at træffe forkerte beslutninger. De må lære at sno sig og først og fremmest aldrig lukke en dør for sig selv. Det gør dem med et moderne udtryk omstillingsparate i en grad, som vi, der befinder os i roligere vande, kan have svært ved at forholde os til. Vi oplever bare inkonsistens, at vi bliver brændt af igen og igen og igen. Det har den metodiske konsekvens, at man ikke uproblematisk kan gå i gang med at udspørge de afrikanske varmestuebrugere om deres liv i Danmark. De må i forlængelse af ovennævnte i højere grad end andre mennesker for dette træk er universelt (Mattingly 1998; Mogensen 1998) formodes at sige det, som de forventer, at man ønsker at høre, hvorfor man altså metodisk må prøve at finde en vej om bagved det selvbillede, de måtte være tilskyndede til at fremkalde i en bestemt situation. Man må om bagved deres imødekommende facade. Således er denne rapport for størstedelens vedkommende baseret på uformelle samtaler i og omkring varmestuen, hvor en stor del af de afrikanske varmestuebrugere har deres daglige gang og således må formodes at føle sig relativt trygge. Dette er sket på den måde, at jeg har udført de samme arbejdsopgaver som de andre medarbejdere i varmestuen, om end måske med lidt friere beføjelser i forhold til længere samtaler med brugerne. Ideen med dette var at give de afrikanske varmestuebrugere en chance for på en tryg måde at vænne sig til mig og mit projekt. Jeg ville lade dem forstå, at jeg var en del af varmestuen, hvorfor de trygt kunne åbne sig op for mig, hvis eller når de på et tidspunkt følte sig klar til det. Jeg har indsamlet data på denne måde i fire dage om ugen i cirka tre måneder i alt, hvilket udgør det primære fundament for rapportens første kapitel 11. 10 De afrikanske varmestuebrugere signalerer i mødet med danskere, f.eks. i varmestuen, en mere afdæmpet form for spiritualitet, end der karakteriserer det religiøse liv i deres hjemlande, jf. f.eks. Cox (1995) og Gifford (2004). Det kan skyldes, at de udgør et særligt segment i hjemlandet eller hurtig tilpasning til mainstream europæiske udtryksformer. Det sidste, der nok er tilfældet, udgør en god illustration af Vighs navigationsbegreb. 11 Der stødte i løbet af denne periode ofte nye afrikanske brugere til, som det ikke altid var lige nemt at skelne fra hinanden, hvorfor jeg havde en stor etisk udfordring i at få kommunikeret klart til alle, at jeg befandt mig i 8 Skaberværk på standby

En anden del af denne rapport er baseret på deltagerobservation, hvorved jeg på traditionel antropologisk vis har forsøgt at få et indblik i dele af det liv, som afrikanske varmestuebrugere rent faktisk lever i København. Jeg har efter først at have opbygget et tillidsforhold til nogle af de afrikanske varmestuebrugere brugt omkring ni dage på dette, herunder to ubrudte døgn i træk 12, hvilket udgør det primære fundament for rapportens andet kapitel. Denne forskningsstrategi 13 har i tråd med en lang antropologisk tradition haft til hensigt at lade os se verden, som denne tager sig ud fra de indfødtes synsvinkel (Malinowski 1961:25, min oversættelse), hvilket ikke har noget at gøre med magisk indtrængen i deres bevidsthed (Geertz 2000:57, min oversættelse), men med registrering, analyse og præsentation af deres talte ord og handlinger. De indfødtes synsvinkel er altså baseret på observerbare data. Opbygning Denne synsvinkel formidles i to kapitler, der omhandler tiden henholdsvis før og efter deres ankomst til Danmark. Det første kapitel, der som sagt er baseret på uformelle samtaler i og omkring varmestuen, hvoraf er fuldt en række livshistorieinterviews, giver os indblik i deres motivation for at komme til Danmark, deres fortid. Det andet kapitel, der som sagt er baseret på deltagerobservation, giver os indblik i deres aktuelle liv og udfordringer. På baggrund heraf følger i rapportens afslutning overvejelser af nye tiltag med henblik på en forbedring af deres situation. Der argumenteres for sikring af deres adgang til at få dækket basale behov for f.eks. mad og søvn, rådgivning og løsninger på højere politisk niveau. varmestuen i forskningsøjemed. På trods af fortløbende bestræbelser på det modsatte, er altså nok elementer af denne rapport baseret på ikke-informeret samtykke fra de afrikanske varmestuebrugere. 12 Når min makker lagde sig til at sove i varmestuen i Stengade, cyklede jeg hjem til mig selv og sov for så at møde ham igen i varmestuen tidligt næste morgen. De andre fulgte jeg en dag og aften ad gangen. 13 Der var flere grunde til, at det alligevel skulle vise sig at blive meget svært at komme tæt ind på livet af de afrikanske varmestuebrugere. For det første var der stor udskiftning blandt de afrikanske varmestuebrugere, hvorfor det var svært at opbygge tillidsforhold baseret på tid sammen. For det andet var der i perioden for mit feltarbejde som følge af helligdage, møder og andre særlige begivenheder mange lukkedage i varmestuen, der også gjorde det svært at fastholde kontinuiteten i de tillidsforhold, jeg prøvede at opbygge. For det tredje blev der sideløbende med mit projekt udarbejdet andre projekter med fokus på afrikanske varmestuebrugere, hvoraf nogle indebar modydelser i form af penge og naturalier for deltagelse, hvilket nogle nu også begyndte at afkræve mig. Min afvisning af dette affødte frustration, og jeg fik oftere og oftere nej til deltagelse, f.eks. når jeg bad om lov til at høre en livshistorie. For det fjerde registrerede jeg som beskrevet i rapportens andet kapitel en meget stor grad af frygt og forvirring hos de afrikanske varmestuebrugere, hvilket utvivlsomt har spillet en negativ rolle i forhold til mit forsøg på at opbygge nærhed. 9 Skaberværk på standby

Hvor engle ej tør træde? The International Center for Migration Policy Development anslår, at cirka 830.000 migranter hvert år forlader det afrikanske kontinent med henblik på at nå frem til Europa. Heraf prøver 120.000 at krydse Middelhavet med dødelig udgang for 2.000 af dem (citeret af Kristiansen m.fl. 2012). Det har haft den konsekvens for f.eks. Italien, at der siden slutningen af 1980 erne er ankommet over tre millioner indvandrere, hvoraf omkring 85 procent er fra lande udenfor Europa og cirka 75 procent uden dokumenter (Lucht 2012:22). Det udgør en udfordring for selve den europæiske nationalstats eksistens, mener den amerikanske antropolog Nicholas De Genova. Han påpeger, at migration radikalt destabiliserer og modsiger nationalismens (...) præmisser og forestillinger (Information 2012). Således har da også frygten (...) for ukontrolleret migration fået mange stater til at opbygge avanceret grænsekontrol [og] billeder af Fort Europa er ofte blevet fremmanet i medierne. Men selvom budgetterne til grænsekontrol aldrig har været højere, så er det dog allerhøjest en metafor; lukkede grænser er ikke bare umuligt det er også alt for omkostningsfuldt (Dansk Institut for Internationale Studier 2012) Man kan i lyset af denne slags meget overordnede betragtninger, der på lidt længere sigt ser ud til at kræve intet mindre end en ny og mindre ulige indretning af den globale verdensorden (Bauman 1998, 2004), overveje, om dette så overhovedet er et emne, som en forholdsvis lille organisation som Kirkens Korshær bør prøve at bidrage med egne perspektiver på? Er ikke denne scene for stor? Tør vi godt træde der? Det tør og bør Kirkens Korshær for således først og fremmest at hjælpe til med at fastholde et billede af disse mennesker som netop mennesker. Ikke mindst Bauman har ofte understreget den meget tætte forbindelse mellem etik og det at kende hinanden, herunder mest uhyggeligt i forbindelse med Holocaust (1989). Der er altså altid brug for at sætte et menneskeligt ansigt på svære samfundsmæssige udfordringer, ikke mindst der hvor tingene umiddelbart tager sig helt umulige ud, hvilket Kirkens Korshær i denne forbindelse er i en særligt god position til at gøre. Den kamp i mod materiel og åndelig fattigdom, som Hans Peter Mollerup og Kirkens Korshær indledte ved organisationens grundlæggelse i 1912 har jo fundet sted i en verden i bevægelse. Verden er blevet mindre. Således er der nu også kommet nødstedte afrikanere til Danmark og København. De er blevet en del af det aktuelle Kirkens Korshær anno 2012. 10 Skaberværk på standby

Kapitel 1: Hvorfor er de kommet til Danmark? Dette kapitel genfortæller og analyserer tre afrikanske varmestuebrugeres livshistorier. Det har til formål at gøre os klogere på de afrikanske varmestuebrugeres motivation for at komme til Danmark. Vi vil herigennem kunne få en bedre forståelse af baggrunden for de afrikanske varmestuebrugeres ankomst til Danmark, og hvad de ønsker at opnå her. Jeg har i en række af større og mindre brudstykker af livshistorier fortalt til mig i løbet af feltarbejdet under mere uformelle former, f.eks. henover en kop kaffe i varmestuen eller på bænken udenfor varmestuen, valgt at tage udgangspunkt i disse tre livshistorier, som således er blevet fortalt igen og optaget på bånd, fordi de til sammen giver et godt helhedsindtryk af nært beslægtede grundvilkår, samtidig med at de indeholder en række væsentlige individuelle variationer. De tre livshistorier er altså meget forskellige, samtidig med at de lader os se en form for grundfortælling. Dette kapitel har til hensigt at udlede denne grundfortælling 14. Når jeg får penge, tager jeg hjem James bliver født som den første i en søskendeflok på seks i en landsby i Ghana i 1983. Hans far har to hustruer, hvoraf kun James mor er i stand til at få børn. Det får James stedmor til at anklage James mor for hekseri. Stedmoren påstår, at James mor og hendes børn står i ledtog med djævelen. Derfor må James mor og hendes børn leve afsondret fra resten af landsbyen i en hytte for sig selv. Nogle år senere, da faren dør, bliver de forvist fra landsbyen og flytter ind til hovedstaden Accra. James er da netop fyldt 19 år. Den faderløse familie har det svært i Accra. Moren har en beskeden indkomst som rissælger på et af byens markeder, og de må tage til takke med et enkelt rum uden hverken vand eller el i et slumkvarter. Vanskelighederne har en psykologisk dimension for James derved, at han ser sig selv som en slags reservefar. Han er jo ikke alene den ældste i søskendeflokken, men også familiens eneste mand. Således er det af meget stor betydning for James, at han får et job som langtidschauffør. Han får i løbet af sine to år som langtidschauffør set dele af Burkina Faso, Mali, Elfenbenskysten og Nigeria, hvorefter han bliver impliceret i et færdselsuheld. De ar på kroppen, han skal bære resten af livet, sætter sig som frygt hos hans mor, der forbyder ham at køre lastbil igen. 14 Tre livshistorier er ikke nok til at berøre samtlige ruter fra Maghreb-regionen i det nordlige Afrika (Libyen, Vestsahara, Algeriet, Tunesien, Marokko og Mauretanien) til Sydeuropa (Grækenland, Italien, Spanien og Portugal), hvorfra der også findes andre ruter til Danmark. Dette kapitels livshistorier og den deraf afledte grundfortælling karakteriseret af økonomiske og politiske tryk fra syd ad flere omgange er altså nok dækkende for et stort antal, men ikke nødvendigvis alle, afrikanske varmestuebrugere. 11 Skaberværk på standby

Det er fra dette lavpunkt, at James ser op til sin kammerat, der netop hjemkommet fra Libyen fortæller, at det er nemt at finde arbejde i Libyen. Fortællingen får James til at drømme om at få sin egen taxi i Libyen, hvilken han bestemmer sig for at forfølge i lyset af sin mors alderdom og sin søsters afbrudte uddannelse pga. manglende betaling af skolepenge. Turen går fra Accra i det sydlige Ghana igennem Burkina Faso og Niger over Algeriet til Ghat i det vestlige Libyen, hvorfra de fortsætter til Libyens daværende hovedstad Tripoli. De er seks pick-ups, som følges ad. Forskellige guider tager sig betalt for at lede dem igennem bl.a. heftigt temperatursvingende Sahara og iskolde Ahaggar bjerge. Der er 36 personer på ladet af den pick-up, der transporterer James. James har ikke fortalt sin mor om sin rejse, for hvis hun vidste, at han ville rejse, ville hun ikke tillade det. Alle ved jo, at den tur er dødsensfarlig og hende mere om nogen. I Ghana hører man ofte historier om døde lykkeriddere, deriblandt for nogle år tilbage James morbror. Turen tager tre uger i alt. Den sidste uge er de løbet tør for mad og væske og må drikke deres egen urin. Varmen er uudholdelig, og blodet løber ud af James næsebor. James har aldrig før eller siden følt sig så smadret, men heldigvis synes lidelsen snart at bære frugt. Han får sig rejst fra sit sygeleje og ringer til sin mor, der bliver lykkelig over at høre hans stemme, hvorefter han sender hende 100 amerikanske dollars, en del af sin første løn som medhjælper på en byggeplads. James er så pavestolt over således at kunne vise sin mor, at han er blevet voksen, at han i bakspejlet betragter denne tid som sit livs højdepunkt. Efter et lille års tid med skiftende småjobs i Libyen begynder imidlertid James at føle sig utryg. Der er for megen kriminalitet. For James og andre illegale arbejdsmigranter følger af udbredt racisme desuden ofte arbejdsretlige krænkelser uden mulighed for hjælp fra politiet, der har intensiveret jagten på illegale arbejdsmigranter. Bliver man fanget kan man blive idømt op til seks månedes fængsel under torturlignende afsoningsforhold. James beslutter sig i lyset af dette fravær af sikkerhed at tage videre til Europa. Det koster 200 amerikanske dollars at få en plads ombord på den åbne båd, der en sen onsdag aften afgår fra kysten lidt udenfor Tripoli med kurs mod den italienske ø Lampedusa små 300 kilometer ude i Middelhavet. Det bliver en hård tur. Båden rammes af et så kraftigt stormvejr, at den ved ankomsten søndag morgen har mistet tre passagerer. De italienske myndigheder tæller 82 stærkt chokerede asylansøgere i den båd, som de vurderer højst har plads til 25. Tre år senere har den afviste asylansøger James endnu ikke fået styr på sit liv i Italien. Han har haft store problemer med at finde fast arbejde, hvilket er blevet endnu sværere i kølvandet på finanskrisen. Derfor forlader han Italien. Han har tilbragt et halvt års tid i Østrig og Tyskland, da han i begyndelsen af 2012 står af toget i København. James bryder sig ikke om at være i Danmark. Her er jo intet arbejde og med det heller ingen kvinder at komme i kontakt med. Han forklarer, at det koster mindst 50 kroner at komme ind 12 Skaberværk på standby

på et af byens diskoteker, hvilket hans halvseriøse jagt på pant uden brug af cykel slet ikke rækker til. Han har fra sin plads i Kirkens Korshærs varmestue på Nørrebro, hvor han spiser og sover, altså kun udsigt til at forblive på det samme nulpunkt. Det har fået James til at overveje at tage tilbage til Ghana. James fortæller, at det vil han gøre, hvis det lykkes ham at finde et arbejde og spare cirka 10.000 kroner sammen. Jeg måtte flygte for ikke at miste hovedet Thomas bliver født som den første i en søskendeflok på fire i Liberias hovedstad Monrovia i 1978. Thomas er dog ikke opvokset i Liberia, men i Elfenbenskysten. Hans far er landmand. Hans mor, der er fra Liberia, bidrager til husholdningen ved køb og salg af varer, hun bringer henover grænsen mellem de to lande. De bor i en landsby udenfor en større by, hvorfra hans fars familie stammer. Familiens trængte kår resulterer i en ujævn skolegang for Thomas, der dog stadig klarer at bestå sin mellemskoleeksamen. Han bliver derefter oplært i murerarbejde, men har svært ved at finde arbejde bagefter. Derfor beslutter Thomas sig for at flytte ind til byen. Hans plan er at improvisere sig frem via forefaldende småjobs og tjenester for således at kunne hjælpe sine søskende og mor, der efter farens død har fået det sværere i landsbyen. Det vil dog ikke rigtig lykkes for ham. Derfor beslutter han sig for at tage et større skridt og krydse grænsen til Liberia. Han tager tilbage til Monrovia. Liberia er ved Thomas ankomst til Monrovia i 1998 endnu plaget af politisk uro. Landet har været ustabilt siden 1980, hvor den daværende præsident William R. Tolbert blev myrdet og militæret indsatte sergent Samuel Doe som ny præsident og har fra 1989 til 1996 udkæmpet en blodig borgerkrig med omkring 200.000 dræbte. Nu ulmer modstanden imod den siddende præsident Charles Taylor. Modstanden kulminerer i 2002, hvor oprørsstyrkerne når frem til Monrovia, som de sætter under belejring. Imens tabstallene vokser i krydsilden mellem regerings- og oprørsstyrker, forsøger Thomas at finde en vej ud af byen, men det er for sent at slippe væk nu. Til sidst må han vove sig ned på havnen og spørge sig frem mellem tilfældige skibe om mulige flugtveje via søvejen. Det lykkes Thomas at få en plads i en båd med 170 passagerer. De når frem til Sicilien 12 dage senere. Da har de på grund af en kæntring mistet omkring 80 passagerer. Thomas husker den sviende fornemmelse af ætsende saltvand på huden. Den brændende sol på himlen og i havet. At de løb tør for mad og drikke. Værst var dog følelsen af forladthed i det uendeligt store blå ocean, ikke mindst den dag, hvor motoren blev tavs, og de lå og vuggede fra tidlig morgen til solnedgang. Derfor var nætterne tryggere. Stjernerne og lys på skibe i det fjerne lod dem vide, at verden var der endnu. 13 Skaberværk på standby

Thomas får et arbejde i det nordlige Italien på et mejeri. Han klargører forskellige maskiner og kører gaffeltruck. Han er kun løst tilknyttet mejeriet og mister i perioder af kortere varighed sit job, men generelt går det godt for ham. Det går så godt, at han er i stand til regelmæssigt at sende penge hjem til sin familie i Elfenbenskysten. Han får også sparet penge sammen til en bil, som han køber i 2004. På dette tidspunkt er han flyttet sammen med sin italienske kæreste, som han frier til i 2008, hvorefter de tager på forlovelsesrejse til Elfenbenskysten. Desværre mister Thomas sit job umiddelbart efter hjemkomsten til Italien. Samtidig får parret svar fra hospitalet. Hun kan ikke få børn. De to begivenheder lægger et så stort pres på parret, at de går fra hinanden. Det sker i 2010. Thomas prøver i årene derefter at holde sig oppe økonomisk ved at uddele reklamer, men han synker langsomt længere og længere ned. Bilsalget giver lidt luft, men kun for en stund. Han er snart tilbage på det samme nulpunkt, hvorfra han startede sit liv i Europa. Thomas vælger i denne vanskelige tid at rejse tilbage til Elfenbenskysten og blive gift med en pige fra en familie, der står Thomas familie nær. Det sker i vinterhalvåret 2011. Derefter tager han tilbage til Italien, hvor han har permanent opholds- og arbejdstilladelse, hvorfra han tager toget til det Danmark, han har læst på internettet skulle have så gode og lykkelige indbyggere, som han dog godt ved i realiteten svarer til at købe en lottokupon. Thomas synes, at det er svært at være i Danmark. Han er frustreret over de uklare svar, han får, når han henvender sig til myndighederne. Han har heller ingen venner. Værre er dog den helt åbenlyse mangel på selv sort arbejde, der tvinger ham til at samle flasker, hvilket han ser som en ydmygende beskæftigelse. Det giver også alt for lidt penge i forhold til hans drøm om på sigt at etablere sin egen virksomhed til fremstilling af mursten i Elfenbenskysten. Jeg vil dø i Danmark Franklin bliver født som den første i en søskendeflok på seks i Ghanas hovedstad Accra i 1975. Hans far har en tømrerforretning. Hans mor sælger brugt tøj på et af byens markeder. Han har tre brødre og to søtre. Franklin har ikke nemt ved at læse og begynder efter endt grundskole at arbejde for sin far. Men der er intet arbejde at få. Franklin og hans far må ofte vente i flere måneder i træk på nye arbejdsopgaver, hvorfor familien har svært ved at betale f.eks. huslejen på deres slumbolig. I lyset heraf begynder Franklin at overveje at rejse til et andet land, f.eks. Libyen, hvor der efter sigende skulle være bedre chancer for at finde arbejde. Franklin rejser til Libyen i 2010. Det gør han uden at fortælle hverken sin familie eller kæreste om det, fordi han ved, at de i såfald ville forbyde ham at rejse. Turen er jo kendt for at være 14 Skaberværk på standby

meget farlig. Derfor skriger da også Franklins mor af lykke, da han ringer til hende fra Libyen et par uger senere. Franklin siger til sin mor, at hun ikke behøver at græde. Han er en mand og fortjener som sådan at blive udsat for prøvelser. Turen er gået via lastbil nordpå igennem Ghana, Burkina Faso og Mali, hvorfra de er kørt imod nordvest tværs igennem Algeriet til Libyen. Franklin har følt sig nogenlunde godt tilpas i løbet af turen. Hans største frygt var at blive overfaldet, men det skete heldigvis ikke. Franklin bliver ansat som medhjælper på et landbrug i Libyen, men det er vanskeligt for ham at falde til, da han er kristen. Franklin oplever en stærk forventning fra sine omgivelser om at konvetere til islam, hvilket han prøver at efterkomme. Han begynder at komme regelmæssigt i moskeen, hvilket han dog opgiver igen efter et par måneder. Derefter har han ingen anden mulighed end at forlade Libyen, fortæller han, for der er kun plads til muslimer i Libyen. Derfor køber han sig til en plads ombord på en åben motorbåd med omkring 20 passagerer, der fra kysten tæt på Tripoli krydser Middelhavet. Fanklin er meget nervøs for turen og bruger dagene før afrejsen på at faste for således at blive ren og komme tættere på Gud. Han indgår en slags pagt med Gud om at skænke sit liv til Gud, hvis han klarer turen. 15 Skaberværk på standby

Det lykkes Franklin og hele den øvrige besætning at undgå de italienske myndigheder. Der er gået tre dage, da de går i land. Herefter får Franklin et job som daglejer indenfor frugtplukning lidt udenfor Napoli. Han har råd til at leje et værelse, men det går hurtigt nedad igen som følge af manglende efterspørgsel på arbejdskraft. Franklin har svært ved at holde sit liv som arbejdsløs ud. Han har også kun en løs kontakt til et par andre fra båden og føler sig ensom. Der er også for mange racister i Italien, synes han. Således beslutter Franklin sig for at forlade Italien. Det er det tredje land, han forlader i løbet af 2010. Franklin vælger at tage til Danmark, fordi han har fået fortalt af en af sine bekendte fra båden, at det ikke er helt så svært at finde sig et arbejde i Danmark. Franklin fremhæver fraværet af racisme som et godt træk ved den danske befolkning og hans ophold i Danmark. Omvendt er danskere et lukket folkefærd, hvorfor det ikke er nemt at vide, hvad en dansker tænker. Nogle ser også ud til at være bange for afrikanere. Det gør det svært at lære folk at kende og føle sig velkommen. Langt værre end det er dog manglen på arbejde, der tvinger ham til at lede efter pant. Det får ham til at føle sig som en idiot. Det driver ham til vanvid. Franklin ser denne ydmygelse som et bevis på, at Gud ikke findes. Heldigvis er det lykkedes for Franklin at finde sig en dansk kæreste, som han er glad for. De mødtes på gaden og har været kærester i seks måneder. Han fortæller, at han ikke vil presse på for det, men håber at blive gift med hende engang. Han ønsker at blive gammel og dø med hende. Derfor har han da også besluttet sig for aldrig at ville væk fra Danmark igen. 16 Skaberværk på standby

Det er ikke Danmark, der trækker Det fremgår af de tre livshistorier, at afrikanske varmestuebrugeres motivation for at komme til Danmark ikke er baseret på et grundigt kendskab til danske forhold. Det er altså ikke så meget Danmark, som de er kommet til, men snarere ugunstige forhold i Afrika og Sydeuropa, som de er flygtet fra. De er med andre ord ikke først og fremmest immigranter til Danmark, men snarere emigranter fra Afrika og Sydeuropa. Det betyder for dette kapitel, der har til formål at udlede en bedre forståelse af de afrikanske varmestuebrugeres motivation for at komme til Danmark, at det bør tage udgangspunkt i en forståelse af emigranten i dem. Idet de afrikanske varmestuebrugeres motivation for at rejse til Danmark først og fremmest er baseret på det, som de har lagt bag sig, bør dette sættes i centrum i det følgende. Det vil ske i de to afsnit nedenfor, der på baggrund af James, Thomas og Franklins livshistorier beskriver utilfredsstillende forhold i Afrika og Sydeuropa. Afrejsen Hjemlandet fremstår som i en så graverende ringe økonomisk forfatning, at disse unge mænd efterhånden begynder at se sig selv som fastlåste mellem det forventede og det mulige (Vigh 2009). En af de måske mest iøjnefaldende forventninger, der går igen i James, Thomas og Franklins livshistorer, er, at de som følge af deres køn de er mænd skal hjælpe deres forældre og søskende i form af pengebidrag til husholdningen (som her forstærkes af det forhold, at de er familiens førstfødte 15 ). Derfor er det da også den bedste dag i James liv, da det lykkes ham at få sendt nogle penge til sin mor fra Libyen. Nu kan hun se, fortæller han, at han er blevet en rigtig mand. Franklin og Thomas nævner flere gange den samme ambition, som de da også i ny og næ har været i stand til at udmønte i praksis. Forventningen til disse unge mænd er imidlertid ikke kun af økonomisk karakter. Det er også vigtigt, at de er i stand til at udholde prøvelser, forklarer Franklin, der således også kan ringe hjem til sin mor fra Libyen og demonstrere for hende, at han nu er blevet en mand. Det skyldes ikke som i James tilfælde nyvunden økonomisk formåen, men veloverståede prøvelser. De forventninger, som disse unge mænd ønsker at indfri, synes altså ikke blot at dreje sig om f.eks. pengebidrag til husholdningen eller om evner til at udholde prøvelser 16, men i en vis dybere forstand om at 15 Jeg er først sent i arbejdet med denne undersøgelse blevet opmærksom på dette fællestræk i James, Thomas og Franklins livshistorier og kan derfor ikke vurdere om dette blot er en ren og skær tilfældighed. 16 Carling og Carretero (2008) diskuterer de udeblivende resultater af EUs kampagner i mod migration baseret på fremstillinger af de overhængende farer forbundet hermed. James og Franklins livshistorier antyder, at disse kampagner nok har medvirket til at gøre livet sværere for migranten, der nu har svært ved at dele sine planer om migration med nogen, men at de på den anden side nok også indeholder en form for tiltrækningskraft. Den velkendte fare forbundet med migration må formodes at øge den prestige, der er et aspekt af migration, jf. dens demonstration af mandighed, ære, stolthed, ansvar og mod (ibid:7, min oversættelse). 17 Skaberværk på standby

realisere en bestemt manderolle. Heri indgår en række forskellige elementer, bl.a. råstyrke overfor prøvelser og pengebidrag til husholdningen. Parforhold og ægteskabsindgåelse udgør et andet væsentligt element i den manderolle, som disse unge mænd har svært ved at realiere i hjemlandet, fremhæver Vigh i sin forskning om unge, vestafrikanske mænds migration til Europa. Han bliver fortalt i et interview, at der er masser af kvinder i Afrika, masser (...) men du er nødt til at have nogle penge, hvis du vil have en af dem. Hvis du har en kvinde, men ingen penge, vil hun gå ud og finde nogle penge, hvor hun kan (...) Hun vil finde en mand, som kan give hende penge (ibid:95, min oversættelse). Vi kan se den samme grundlæggende drift og udfordring i Thomas livshistorie. Således rejser han først tilbage til Elfenbenskysten med sin italienske forlovede og introducerer hende for sin kommende svigerfamilie, hvorefter han, da deres forhold går over, snart er tilbage i Afrika igen, denne gang for at blive gift med en nær veninde af familien. Ægteskab er altså et centralt pejlemærke i Thomas liv 17, der imidlertid langtfra er gratis, hvorfor da også den nygifte Thomas straks efter brylluppet rejser tilbage til Italien igen. Franklin, hvis danske parforhold har bevirket, at han nu aldrig vil forlade Danmark igen, beskriver den samme udfordring, som altså kan siges at bestå i en for høj pris på kærlighed og ægteskab i hjemlandet, idet han siger om sin danske kæreste, at hun er faktisk bedre end en afrikansk pige. Afrikanske piger giver dig kun problemer. En afrikansk pige kræver mad, sko og alle mulige andre ting, hvorimod til denne her [this one] behøver du slet ikke købe noget (min oversættelse) 18. Opsummerende kan man sige, at disse unge mænd af primært økonomiske årsager udtrykker vanskeligheder ved i hjemlandet at realisere andres og egne forventninger. De har svært ved at leve op til hjemlandets manderolle, der bl.a. gør krav på løbende pengebidrag til familien, demonstration af offervilje og råstyrke i tilfælde af prøvelser samt succesfuld vedligeholdelse af parhold efterfulgt af ægteskabsindgåelse og børn 19. De står med andre ord og ser på, at verden falder sammen om ørerne på dem uden mulighed for som rigtige mandfolk at smøge ærmerne op og svare igen. De har heller ingen mulighed for at få sig en kæreste eller blive gift. 17 Thomas har ved en anden lejlighed fortalt mig, at det var ham, der gjorde det over med sin italienske forlovede. Det gjorde han efter, at de fik svar fra hospitalet om, at hun ikke var i stand til at få børn, hvilket hendes forslag om adoption ikke var nok til at kompensere for. Det er altså både ægteskab og børn, der er hans drøm. 18 De afrikanske varmestuebrugere beklager sig tit over, hvor svært det er at finde en dansk kæreste, hvilket de begrunder med manglende penge. De har ikke råd til en kæreste. Jeg tror, at dette nok snarere er et ekko af de vanskeligheder, der var en medvirkende faktor til, at de forlod deres hjemlande end en korrekt beskrivelse af danske pigers forventninger til dem, jf. herunder Franklins faktiske erfaringer med et dansk parforhold. At danske piger ikke er så interesserede i penge stemmer med dele af Anthony Giddens arbejde. Han påstår, at der i den vestlige verden er opstået et ideal om rene forhold, der i modsætning til tidligere er renset for økonomiske og praktiske hensyn (1994). 19 Carling og Carretero (2008:5) forklarer, at der er tre bekostelige trin at klare for unge, vestafrikanske mænd, hvis de vil giftes. På første trin skal kæresten have gaver. På andet trin betales brudeprisen, og manden stiller et rum med basalt møblement til rådighed. På tredje trin forventes manden via sit lønarbejde at kunne betale for familiens løbende udgifter. 18 Skaberværk på standby

De ligner, som tiden går, mere og mere forvoksede børn dømt til et liv på sidelinjen kun opretholdt af andres almisser, der er præcis det modsatte af, hvad deres omverden og de selv forventer, hvorfor de til sidst beslutter sig for at forlade hjemlandet 20. Vigh bruger begrebet socialt døde (ibid:106, min oversættelse) om de unge, vestafrikanske mænd, han har studeret. Han beskriver en ulykkelig situation, hvor unge forventes at indtage en position som bidragsydere, men forbliver dybt afhængige af almisser og tjenester for at kunne overleve (ibid:106, min oversættelse). Migration udtrykker i dette perspektiv et af de eneste muligheder, som disse nødstedte, unge mænd har for at bringe sig selv til live igen. Andet og tredje opholdsland Når de nu drager ud i verden i jagten på et comeback som mand og menneske i modsætning til et forvokset, mislykket nul, er det endnu ikke med Europa for øje. James og Franklin bidrager på dette tidspunkt i deres livshistorier med relativt detaljerede udredninger af, hvilke lande der har været og er henholdsvis oppe og nede i regionen og når begge frem til, at Libyen er det bedste sted for dem at tage hen på dette tidspunkt. Det skyldes, at de vurderer, at der er bedre jobmuligheder der. James ankommer til Libyen i 2007 og har et nogenlunde godt første år, om end med skiftende jobs, hvorefter han imidlertid begynder at føle sig utryg. Han beskriver et land med tiltagende lovløshed og racisme, herunder også fra de libyske myndigheders side, hvorfor han søger væk fra Libyen i 2008. Franklin ankommer til Libyen i 2010 og er der kun i kort tid. Han forsøger at konvertere til islam, som han vurderer som den eneste måde, hvorpå han vil kunne blive i Libyen, hvilket han dog snart må opgive, hvorefter han rejser videre igen. De to beretninger antyder en forbindelse mellem migration og storpolitik, idet de udspiller sig sideløbende med en forandring i synet på og håndteringen af migranter i Libyen i netop denne periode. Således proklamerede Libyens daværende leder Muhammer Ghaddafi i Tripoli i 2006 foran en gruppe ministre fra EU og Afrika, at det ville svare til at ro i mod strømmen at prøve på at standse bølgen af migranter fra Afrika syd for Sahara til Nordafrika og Europa. Han sagde, at samtlige verdens befolkninger historisk set er migranter. Grænsedragninger, pas og identiteter er en ny og kunstig opfindelse, der er i modstrid med naturen. Jorden tilhører alle, og Gud befaler mennesket at rejse ud for at finde bedre livsbetingelser, hvilket de er i deres gode ret til at gøre (BBC 2006, min oversættelse). 20 Migration viser mandighed, ære, stolthed, ansvar og mod (Carling og Carretero 2008:7, min oversættelse) og er forbundet med prestige. Det betyder dog ikke, at der nødvendigvis venter en gevinst i form af højere agtelse for James forude, hvis det lykkes ham at få sparet sine 10.000 kroner sammen og vende tilbage til Ghana. Carling og Carretero påpeger tværtimod, at hjemvendte migranter ikke kun er frustrerede og vrede, men også taler om en form for skamfølelse som følger af deres fiasko (ibid.:4, min oversættelse). 19 Skaberværk på standby

Det kølnede Libyens og Italiens forhold til kun et par grader over nulpunktet, inden det frøs til is i 2008 i forbindelse med Berlusconis tilbageerobring af regeringsmagten og udpegning af Roberto Calderoli fra det stærkt højreorienterede Liga Nord til minister. Calderoli havde et par år forinden optrådt på italiensk tv iført en dansk Muhammed-tegning, hvilket havde været en medvirkende årsag til, at ti personer var blevet trampet ihjel i Benghazi i forbindelse med et forsøg op at storme det italienske konsulat. Derfor lød der nu en advarsel fra Ghaddafis søn Saif al-islam om, at en ministerudpegning af Calderoli ville få katastrofale følger for forholdet mellem de to lande. Den samme aften, som Berlusconi offentliggjorde sin nye regering, der inkluderede Calderoli, fratrådte således Libyen sin aftale med Italien om hjælp med kontrol og håndtering af migranter med kurs imod Italien (Nigro 2008a). Det medførte en kraftig stigning i antallet af migranter fra Libyen til Italien (Lucht 2012:120), der udfordrede Berlusconi, idet hans valgkampagne netop havde lovet at sætte en stopper for den illegale migration sydfra. Derfor rejste han snart til Benghazi og holdt et topmøde med Ghaddafi. Berlusconi og Ghaddafi underskrev en aftale til en værdi af fem milliarder dollars, der skulle bruges til at bygge en motorvej langs kysten fra Tunisien til Egypten, og Berlusconi overrakte symbolsk den verdensberømte statue Venus af Kyrene til Ghaddafi, som italienske tropper havde hjembragt fra Libyen i 1913. Den verdensberømte statue og pengene blev givet som kompensation for de ødelæggelser, som Italien havde påført Libyen i sin tid som kolonimagt. Til gengæld lovede nu Libyen at intensivere sit bidrag til de to landes samarbejde om at løse migrantudfordringen (Nigro 2008b). Det er i lyset af denne udvikling, at James oplever at have et nogenlunde godt år i Libyen fra 2007 til 2008, der imidlertid bliver gradvist dårligere som følge af mere og mere afstumpede omgivelser og myndigheder, hvorimod Franklin, der først ankommer til landet i 2010 slet ikke kan få fodfæste. Problemet har ikke først og fremmest noget at gøre med dårlig økonomi, men med underskud af sikkerhed. James og Franklin føler sig utrygge, hvilket falder sammen med Libyens stadig mere dystre retorik og konkrete indsatser på migrantområdet. Da han således krydser Middelhavet og går i land i Italien, finder James, at det er meget svært at komme i arbejde. Han er kun løst tilknyttet det italienske arbejdsmarked fra 2008 til 2011, hvorefter han beslutter sig for rejse videre nordpå. For Franklin er jobsituationen helt umulig. Således formår han i løbet af 2010 både at ankomme til og forlade Italien. Thomas erfaringer er anderledes. Han opnår umiddelbart efter sin ankomst i 2002 at få et halvfast og vellønnet arbejde, hvorefter det kun tager ham to år at spare penge sammen til en bil. Han har også råd til at rejse på ferie til Elfenbenskysten sammen med sin italienske forlovede. Efter at have mistet sit arbejde i 2008 går det dog hurtigt nedad igen. Han sægler sin bil og ender på gaden, hvorefter han også drager videre nordpå. På trods af vidt forskellige ankomsttidspunkter og vidt forskellige erfaringer, forlader de altså alle tre Italien på omtrent det samme tidspunkt, nemlig i henholdsvis 2010, 2011 og 2012. 20 Skaberværk på standby

Det må antages at være en direkte konsekvens af finanskrisen, der af de fleste fastsættes til at være begyndt i 2007, hvorefter er fulgt recession. Således bliver der i starten af 2012 i Italien målt en arbejdsløshedsprocent på 9,3, der er den højeste siden 2004. Det er dog i den mildere ende af skalaen sammenlignet med f.eks. Grækenlands 21 procent eller Spaniens 23,6 procent. Arbejdsløsheden er i EU som helhed på sit højeste i 15 år på dette tidspunkt. Der er omkring 25 millioner eller 10,2 procent arbejdsløse i EU (DR 2012) 21. Det sætter gang i en stoleleg på det italienske arbejdsmarked med Thomas, James og Franklin på nogle af de yderste sæder uden mulighed for at blive holdt oppe af et socialt sikkerhedsnet, hvorfor særligt Thomas nedtur er dramatisk. Derfor må de snart forlade Italien. Franklin har fået et tip fra en bekendt om bedre jobmuligheder i Danmark, hvorom Thomas har hørt, at det huser verdens lykkeligste folkefærd. De rejser i henholdsvis 2010 og 2012 direkte fra Italien til Danmark. James tager en lidt længere rundtur i 2011. Han prøver først at finde sig et job i Østrig, dernæst i Tyskland, inden han beslutter sig for at prøve lykken i Danmark. 21 Jeg er ofte kommet til at overvære heftige politiske diskussioner mellem de afrikanske varmestuebrugere. Her synes særligt Italiens overgang til euroen i 1999 at blive nævnt som den afgørende fejltagelse, der afstedkom Italiens økonomiske afmatning og krise, der dog på den anden side ikke rokker ved, at hele resten af Europa også er gået ned [gone down] eller måske ligefrem er færdig [finished]. 21 Skaberværk på standby

Så hvorfor er de kommet til Danmark? James, Thomas og Franklin fortæller om en udfordring i deres hjemlande af først og fremmest økonomisk karakter, der forhindrer dem i at indfri andres og egne forventninger. De kan ikke få et job og føler sig fordømte til evig ungdom. De kan ikke bryde igennem og blive voksne med alt, hvad det indebærer. Det får dem til i første omgang at søge til større byer i nærheden, hvorfra Thomas tager til Italien som følge af krigsudbrud. James og Franklin erfarer, at de må længere væk for at finde et arbejde. De tager til Libyen, hvor der er en negativ udvikling i den politiske retorik og praksis overfor migranter, hvorfor de begynder at føle sig utrgge og rejser videre til Italien. Der starter en økonomisk nedtur, hvis arbejdsløshed ikke kun rammer James og Franklin, men også Thomas, der pga. sin tidligere ankomst til Italien ellers har haft en rigtig god periode i Italien materialiseret i lejlighed, bil og forlovet. Arbejdsløsheden tvinger dem til at forlade Italien i henholdsvis 2010, 2011 og 2011. James prøver lykken i et par andre lande først, inden han ligesom Thomas og Franklin fortsætter til Danmark. Vi kan baggrund af disse livshistorier se, at den grundfortælling, som vi har ønsket at udlede i dette kapitel, stort set ikke har noget med Danmark at gøre. Det er sagt på en anden måde ikke Danmark, som disse tre livshistoriefortællere er kommet til, men utilfredsstillende forhold i Afrika og Sydeuropa, som de er flygtet fra 22. At de er blevet bragt til Danmark pga. tryk sydfra snarere end træk nordfra understreges af deres rejsers etapevise karakter. Således er de ofte nået frem til den destination, som de betragtede som deres slutmål, hvor de da også i perioder har haft det godt, hvorefter imidlertid en ny situation har tvunget dem til at rejse videre. De er altså først meget sent i forløbet ja, nærmest ved en fejl dukket op i Danmark. Deres problem har bestået i utilfredsstillende økonomiske og politiske forhold. Populært sagt har de mange steder oplevet ikke at have råd til livet, hvorimod andre steder har givet dem en frygt for helt at miste det. Det er en kombination af social og fysisk død, de er flygtet fra. 22 Kastanje m.fl. konstarerer det samme i deres interviews med seks unge hjemløse af afrikansk oprindelse, der bliver spurgt om deres første dage i København: For dem alle gælder, at de kom alene, ikke på forhånd kendte nogen og ingen særlig viden havde om forholdene i byen (2012:190). 22 Skaberværk på standby