1 19. søndag efter trinitatis, den 26. oktober 2014 Vor Frue kirke kl. 10 Jesper Stange Tekst: Johs 1,35-51 Salmer: 753, 434, 444, 449 v.1-3, 315, 164, 459, 729 v.9-10, 425. Gud, lad os leve af dit ord Som dagligt brød på denne jord Jakob og Nathanael, den ene bedrager, den anden pålidelig. Jakob er svigefuld, Nathanael er en israelit i hvem der ikke er evig. Jakob spiller hovedrollen i fortællingen om stamfædrene, Natanael spiller ingen rolle (han optræder her for først og sidste gang). Jakob er navnkundig, Nathanael er ukendt. De er så forskellige som deres navnes betydning, Jakob betyder luskebuks. Nathanael betyder Guds gave. Men både luskebuksen og Guds gave skal ad samme vej til deres Gud. De har stigen til fælles. Vejen til Gud går op ad og har stigens form. Jakob kommer luskende. Om Nathanael overhovedet kommer afsted, ved vi ikke. Men han får løftet. Han skal få større ting at se end Jesu clairvoyance. (Jesus har fået øje på ham, allerede inden de mødtes) Han skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen. Nathanael skal som Jakob se Gudshusets dør for enden af en stige.
Døren til Guds rige ligger for enden af en vej. Men vi finder ikke Gud for enden af vores livs vej, eventuelt en særligt from livsvej, vi kommer heller ikke til Gud for enden af den vej, som fører ind i os selv og til vores inderste. Vejen går op ad. Gud er i himlen. Den, der synes, det lyder noget fjernt, får som Jakob og Nathanael løftet om, at der er en stige derop. Og det er den samme stige, den, der er en luskebuks, og den, der oplever sig selv som Guds gave, skal benytte. Jakobs historie er broget. Han har snydt så vandet drev, narret sin blinde far og med sin mors hjælp stjålet sin storebrors retmæssige arv. I kender historien om, hvordan den gamle Isak skal arve alle slægtens stolte forjættelser videre til sin ældste søn. Esau skal gå på jagt for at nedlægge et dyr, de kan holde måltid på. Og så vil den blinde patriark velsigne den ældste som arvtager. Men som alle andre mødre kan Rebecca bedst lide den yngste. Hun sender Jakob ud i stalden for at hente et kid, hun kan koge Isaks livret på. Skindet kan denne glatte Jakob lægge om sine arme, så Isak med de dumme øjne vil tro, at det er Jakobs lodne storebror. Må man snyde en blind, kan man tage imod mødres favorisering, må man stjæle fra sin bror? Jakob ville sandsynligvis have svaret nej til det alt sammen, men nu gik det sådan, som det går, når man først er på vej ned ad den moralske slidske. 2
Stemmen er Jakobs, synes den blinde Isak, men følte sig frem til, at det nok alligevel var den lodne storebror. Skindet bedrager! Herefter følte Rebecca sig så også forpligtet på at lette stemningen i huset, nu hvor tingenes rette sammenhæng for sent er gået op for far og søn. Hun sendte Jakob på dannelsesrejse til sin bror Laban i det fjerne østen, hvor Jakob kommer til at sluge sin egen medicin. Rebeccas bror bærer ikke sit navn med urette, Laban. Det er en anden historie. Men på vej til den historie, overnatter Jakob med en stor sten under hovedet. Og her, hvor han med rette kunne have ventet at have sat ikke alene familieforholdet men også sit forhold til den gode Gud over styr, åbner så himlen sig over ham. I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og ned ad stigen. Her står så Gud for Jakob og bekræfter de løfter og tilsagn, Isak på slægtens vegne har arvet videre til ham. I Jakob skal alle jordens slægter velsignes og Gud vil være med overalt, hvor han og alle jordens slægter går. Vi ser den for os. Jakobsstigen. Men gad vide, hvad Nathanael så for sig, da Jesus lovede ham samme syn. Himlen åben og Guds engle stige op og ned over Menneskesønnen. Vi leder i hvert fald forgæves efter en lige så anskuelig stige i Johannesevangeliet og hører som sagt heller ikke et ord mere om Nathanael. Han var 3
på den anden side også Guds gave, og den slags har som regel ikke et liv så spændende, at der kan skrives noveller om det. Så Johannesevangeliets læser eller tilhører må selv på udkik. Og mon ikke det er en god idé at tage Jakobsstigen med? I Det Gamle Testamente tjener fortællingen om Jakobsstigen som et modbillede til fortællingen om Babelstårnet. Begge fortællinger ved, at vejen til Gud går opad. Begge fortællinger handler om den mulige forbindelse mellem den jordiske og den guddommelige verden. I fortællingen om Babelstårnet mislykkes menneskets forsøg på at nå op til Gud, fordi den slags forsøg skal mislykkes. Mennesket har sin plads på jorden. I fortællingen om Jakobsstigen etableres forbindelsen. Men det sker med den vigtige pointe, at det er Gud selv, der opretter den. Jakob vågner af sin drøm, rejser stenen, han har haft under sit hoved, gyder olie over den og navngiver stedet Betel, Guds hus og himlens port. Det, der ikke lader sig gøre ved Babel, lykkes ved Betel. Fordi Gud vil. Og det lykkes, hvis man kan sige det, på samme måde i Johannesevangeliet, når det går op for evangeliets modtager, at det er Jesus selv, der er stigen. Jesus er en stige, som Gud henvender sig ad, når vi skal se ind i himlen. 4
Vi kan ikke instrumentalisere den. Vi kan ikke gøre den til instrument eller redskab for vores bestræbelser for at nå Gud. Men vi kan som i drømme se Gud komme os i møde ad denne Kristusstige. Vi kan se det i lyset af den lave sol ved denne årstid, når støvet reflekterer solen, som står ind ad stuens ruder. Ludvig Holstein har set det så tydeligt, at han har digtet om fænomenet Som en lys og lystig lue danser lyset i min stue. Se, der står en Jakobsstige lige ind i lyset rige! Her hvor lys og støv forbinder sig, ser vi både det lys, vi ellers ikke kan se, - eller ikke kan se ind i uden at blive blinde, og vi ser det støv, vi slet ikke ser uden lys. Det er Kristusstigens mysterium. Inkarnationen. I Kristus ser vi både Gud, som bor i lyset, og menneskelivet oplyst. Lys og støv. Gud og menneske. Han, som havde Guds skikkelse regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig. Sådan sang man i en af de allerførste kristne salmer, måske den første. Gud satte stige fra himmel til jord. 5
Det var store ting for Nathanael. Måske har han også set dem. Men det behøver man altså ikke være Guds gave for at se. Tror I ikke, at der gemmer sig en evangelisk pointe i henvisningen til Jakobsstigen som åbenbaringsform? Det er ikke kun den, i hvem der ikke er svig, som Gud henvender sig til ad himmelstigen. Måske er det luskebuksen, som drømmer de stærkeste drømme og bliver så meget mere begejstret, når han vågner af sin drøm for at konstatere, at det er den skinbarlige virkelighed. Gud har valgt, at alle jordens slægter skal velsignes i noget så menneskeligt som Jakobs såre menneskelige liv. Det giver ikke alene indblik i Guds rige. Det giver også udsyn til alle verdens riger. 6