Asmund Hejlskov Bertelsen, Mathias Nørgaard Brok & Kristoffer Kjeldgaard Sloth. Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af Folkemødet

Institutnavn: Forfattere: Titel og evt. undertitel: Vejleder: Institut for Statskundskab Asmund Hejlskov Bertelsen, Mathias Nørgaard Brok & Kristoffer Kjeldgaard Sloth Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af Folkemødet Anders Esmark Afleveret d. 9. maj 2014 Antal ord: 52.661

Abstract Since 2011, the Danish island of Bornholm has hosted the annual political festival known as Folkemødet, lit. The People s Meeting. Inspired by the Swedish Almedalsveckan, Folkemødet gathers politicians, lobbyists, civil society organisations, and ordinary citizens for four days in June to deliberate on public affairs with the intention of strengthening public debate, encouraging ordinary citizen s political participation, and bolstering the connection between the political elite and the public. Through an explorative single case analysis, this thesis provides a deep understanding of how political participation is practised at Folkemødet vis-à-vis its stated intentions, providing the basis for a discussion on the democratic potential of the event. In the analysis, we investigate the nature of political participation at Folkemødet with regard to three theoretical dimensions: 1) Interest representation through pluralist and corporatist means, 2) Professionalization of the representational functions of political parties, and 3) Medialization of political participation. We find that the general corporatist structures of the Danish political system are challenged at Folkemødet in accordance with the event s intentions. Contrary to Folkemødet s stated intentions, however, we find that the political parties at Folkemødet do not challenge the general tendency of professionalization of the linkage between the public and the party system. Finally, our analysis finds that the general tendency of medialization is also prevalent at Folkemødet, thus not fulfilling the intentions of creating a more personal and authentic connection between the public and the political elite. Drawing on the normative, theoretical models of respectively participatory and elite democracy, we finally evaluate Folkemødet s democratic potential. We conclude that although Folkemødet does not succeed in integrating the public and the elite in accordance with the event s participatory democratic ideals, it does however contribute to improving the work environment amongst the political elite. Moreover, we find that Folkemødet does advance the attendees political trust and enthusiasm about the Danish democratic political system. Side 2 af 186

1 INTRODUKTION 6 1.1 PROBLEMFORMULERING 7 1.2 BEGREBSAFKLARING: SPECIALETS FORSTÅELSE AF BEGREBET OM POLITISK DELTAGELSE 8 1.3 SPECIALETS OPBYGNING 10 2 TEORI 12 2.1 TO IDEALER FOR POLITISK DELTAGELSE 12 2.1.1 SPECIALETS ANVENDELSE AF BEGREBET OM DET POLITISKE 13 2.1.2 ELITEDEMOKRATI 14 2.1.3 DELTAGELSESDEMOKRATI 16 2.1.4 VURDERING AF MODELLERNES POTENTIELLE UDSAGNSKRAFT 19 2.2 INTERESSEVARETAGELSE PÅ FOLKEMØDET 21 2.2.1 MODELLER FOR SAMSPILSFORMER 21 2.2.2 KORPORATISME 22 2.2.3 PLURALISME 24 2.2.4 UDVIKLINGEN I DANMARK: MOD MINDRE FORMALISERET INTERESSEVARETAGELSE 27 2.2.5 OPERATIONALISERING 27 2.3 PARTIERNES FORANDRING FRA FOLKET TIL DE PROFESSIONELLE 32 2.3.1 PARTIERNES ROLLE I DEMOKRATIET 33 2.3.2 MASSEPARTIET SOM UDGANGSPUNKT 35 2.3.3 UDVIKLINGEN VÆK FRA MASSEPARTIET 37 2.3.4 UDVIKLINGEN VÆK FRA MASSEPARTIET I ET DEMOKRATISK PERSPEKTIV 43 2.3.5 OPERATIONALISERING 45 2.4 MEDIALISERING AF POLITIKKEN 50 2.4.1 OM LOGIKKER OG INSTITUTIONER 51 2.4.2 MEDIERNES UDVIKLING OG SELVSTÆNDIGGØRELSE 52 2.4.3 MEDIELOGIK 54 2.4.4 POLITISK LOGIK 56 2.4.5 FRA LOGIK TIL PRAKSIS 59 2.4.6 OPERATIONALISERING 63 3 FORSKNINGSDESIGN: ET EKSPLORATIVT CASESTUDIE 66 3.1 ET CASESTUDIE AF FOLKEMØDET 66 3.1.1 FOLKEMØDET SOM CASE 68 3.2 ANALYSESTRATEGI 70 3.2.1 ET DEDUKTIV UDGANGSPUNKT: FRA TEORI TIL INDIKATORER 71 3.2.2 INDUKTIVE ELEMENTER: INFORMANTERS EGNE BESKRIVELSER OG FORTOLKNINGER 72 3.3 DATAINDSAMLING 73 3.3.1 KVALITATIVE INTERVIEWS 73 3.3.2 UDVÆLGELSE AF INFORMANTER 75 3.3.3 INTERVIEWGUIDE 79 3.4 ANALYTISK DATABEHANDLING 79 3.4.1 KODNING AF INTERVIEWS 80 3.5 OPSUMMERING AF UNDERSØGELSENS VALIDITET, RELIABILITET OG GENERALISERBARHED 86 3.6 SAMLET ANALYSEMODEL 88 4 ANALYSE 89 5 INTERESSEVARETAGELSE PÅ FOLKEMØDET 90 Side 3 af 186

5.1 FOLKEMØDETS IDEGRUNDLAG OG INSTITUTIONELLE RAMMER: INTERESSEVARETAGELSE 90 5.1.1 OPSAMLING 91 5.2 PLURALISTISKE OG KORPORATIVE INDFLYDELSESPRAKSISSER PÅ FOLKEMØDET 92 5.2.1 PLURALISTISKE TRÆK 92 5.2.2 KORPORATIVE TRÆK 98 5.2.3 OPSAMLING 103 5.3 RESSOURCER 103 5.3.1 GENNEMSLAGSKRAFT OG SYNLIGHED PÅ FOLKEMØDET 104 5.3.2 OPSAMLING 111 5.4 KONKLUSION PÅ DELANALYSEN 112 6 PROFESSIONALISERING: PARTIERNES DELTAGELSE OG AKTIVITETER PÅ FOLKEMØDET 115 6.1 FOLKEMØDETS IDEGRUNDLAG OG INSTITUTIONELLE RAMMER: PARTIER PÅ FOLKEMØDET 115 6.1.1 OPSAMLING 117 6.2 ETABLERING AF KANAL FOR POLITISK DELTAGELSE 118 6.2.1 PARTIERNE OG DERES MEDLEMMER PÅ FOLKEMØDET 118 6.2.2 PARTIERNE OG DEN ALMINDELIGE VÆLGERBEFOLKNING PÅ FOLKEMØDET 122 6.2.3 OPSAMLING 124 6.3 ARTIKULERING OG AGGREGERING AF INTERESSER 125 6.3.1 DIALOG MELLEM PARTIER OG VÆLGERBEFOLKNING PÅ FOLKEMØDET 126 6.3.2 NY VIDEN OM BEFOLKNINGENS INTERESSER OG BEHOV PÅ FOLKEMØDET 127 6.3.3 OPSAMLING 129 6.4 FORMULERING AF POLITIK 130 6.4.1 DEBAT AF PARTIERNES POLITIK PÅ FOLKEMØDET 131 6.4.2 UDVIKLING OG FORMULERING AF POLITIK PÅ FOLKEMØDET 132 6.4.3 OPSAMLING 134 6.5 KONKLUSION PÅ DELANALYSEN 135 7 MEDIALISERING AF FOLKEMØDET 138 7.1 FOLKEMØDETS IDEGRUNDLAG OG INSTITUTIONELLE RAMMER: DEMOKRATI OG DIALOG 139 7.1.1 OPSAMLING 140 7.2 FOLKEMØDE-EVENTS OG STRATEGIERNE BAG 140 7.2.1 STRATEGI BAG DELTAGELSEN 141 7.2.2 TV-SHOW ELLER FORSAMLINGSHUS 142 7.2.3 OPSAMLING 146 7.3 DELTAGELSEN I PRAKSIS 147 7.3.1 KOMMUNIKATIONENS FORM OG DELTAGERNES ROLLER 147 7.3.2 OPSAMLING 156 7.4 KONKLUSION PÅ DELANALYSEN 156 8 ANALYSENS KONKLUSIONER SAMMENFATTET 159 8.1 INTERESSEVARETAGELSE PÅ FOLKEMØDET 159 8.2 PROFESSIONALISERING OARTIERNES DELTAGELSE OG AKTIVITETER PÅ FOLKEMØDET 161 8.3 MEDIALISERINGEN PÅ FOLKEMØDET 163 9 VURDERING OG DISKUSSION: FOLKEMØDETS DEMOKRATISKE POTENTIALE 166 Side 4 af 186

9.1 FOLKEMØDETS DEMOKRATISKE POTENTIALE MELLEM ELITE- OG DELTAGELSESDEMOKRATI 167 9.2 FOLKEMØDETS SUCCES: ET ALTERNATIVT PERSPEKTIV PÅ POLITISK DELTAGELSE170 10 LITTERATUR 173 10.1 INTERVIEWS 183 11 BILAG 1: INTERVIEWGUIDE 184 Side 5 af 186

1 Introduktion Inden for den konventionelle deltagelsesforskning er der bred enighed om, at den politiske deltagelse er i forfald (Habermas, 2006; Hay, 2007; Stoker, 2006; Putnam, 2000): Befolkningen er i stigende grad atomiseret og apatisk, den sociale kapital er i forfald (Putnam, 2000), og politikerleden er på hastig fremmarch (Hay, 2007). Danske og internationale undersøgelser viser, at forfaldstendenserne ikke bare er en akademisk historie, men også afspejles i befolkningens adfærd og perceptioner. Færre er medlem af et parti, der er større vælgervandringer, og tilliden til og identifikationen med partier og politikere er for nedadgående (Togeby et. al 2004: 54): En undersøgelse foretaget af Mandag Morgen i 2011 viser, at 60 pct. af danskerne har ret lille eller meget lille tillid til de danskerne politikere (Mandag Morgen, 2011). Og en anden undersøgelse foretaget af Epinion i 2013 viser, at politikerne bliver opfattet som den mindst troværdige af alle faggrupper og fem år i træk er dalet i troværdighed (Radius Kommunikation, 2013). I 2014 lavede altinget.dk en ny analyse, der viste, at kun 36 pct. af den danske befolkning nu har tillid til politikerne (Altinget.dk, 2014). Der er altså en reel risiko for, at store dele af befolkningen bliver politisk desillusionerede og ikke nærer store forhåbninger til politikerne, hvilket kan medføre, at politikken i stigende omfang bliver overladt til de professionelle, eksperterne og lobbyisterne (Stoker, 2006). Borgerne hensættes som tilskuere til den professionaliserede politik, og afstanden mellem det politiske system og de almindelige borgere bliver større og større. De folkelige aktivister bliver færre, og medierne bliver i deres kamp om seertal mere sensationshungrende og forsømmer dermed deres kritiske offentlighedsrolle som forbindelsesled mellem politikerne og befolkningen (ibid.). I lyset af denne udvikling så Folkemødet på Bornholm for første gang dagens lys i 2011, hvor det af Bornholms Regionsborgmester og medlem af Folkemødets styregruppe, Winni Grosbøll, blev præsenteret som en mulighed for at imødegå de negative tendenser og styrke demokratiet ved at skabe et rum, hvor borgere, politikere og andre af samfundets beslutningstagere kan indgå i en ægte dialog uden distance (Grosbøll, 2013). Folkemødet blev fra sin begyndelse beskrevet som en ny politisk arena, hvor de regler, der ellers gælder på Christiansborg og i resten af det politiske liv, Side 6 af 186

er sat ud af kraft (Grosbøll, 2011) og lovprist som en mulighed for alle til at være med til at lufte ud i vores politiske debatkultur (ibid.). Folkemødet blev altså set som muligheden for at genrejse det aktive medborgerskab og de responsive, lyttende politikere. Imidlertid er der, efter vores bedste overbevisning, ikke kastet videnskabeligt lys over, hvad der i praksis kendetegner den politiske deltagelse på Folkemødet. Det skyldes måske, at Folkemødet stadig er en relativt ung begivenhed, der står over for at skulle afholdes for fjerde gang i juni 2014. Men måske skyldes det også, hvad vi oplevede ved selvsyn, da vi deltog til Folkemødet i 2013, nemlig at Folkemødet er en kompleks størrelse, hvor der foregår endog rigtig meget forskelligt over kun 72 timer. I 2013 var der på Folkemødet 540 organisationer, 386 akkrediterede pressefolk, samtlige ministre og europaparlamentarikere, næsten alle folketingsmedlemmer samt mange kommunalpolitikere og offentlige institutioner, der sammenlagt afholdt 1324 events under Folkemødet (Dybdal, 2013). Det er således af både akademisk interesse, men også et resultat af den personlige undren, der opstod hos os, da vi deltog på Folkemødet i 2013, at vi i dette speciale undersøger netop den politiske deltagelse på Folkemødet. Undersøgelsen har, ud over dens beskrivende og eksplorative sigte, også et vurderende element, idet et naturligt spørgsmål i forlængelse af undersøgelsen må være, hvad Folkemødet så faktisk demokratisk kan bidrage med. 1.1 Problemformulering Specialet undersøger politisk deltagelse i en lokal og konkret kontekst i de fire dage, hvor Folkemødet årligt finder sted i Allinge på Bornholm. Specialets problemformulering lyder: Hvad karakteriserer den politiske deltagelse på Folkemødet? Og hvad er Folkemødets demokratiske potentiale? Undersøgelsen foretages som et eksplorativt casestudie, hvor vi ved at lede efter ligheder og forskelle mellem dagligdagens politiske deltagelse og den lokale deltagelse på Folkemødet bliver i stand til at vurdere Folkemødets demokratiske potentiale. Vi har derfor valgt at tilrettelægge vores undersøgelse ud fra tre almindelige og bredt Side 7 af 186

accepterede forestillinger om, hvilke tendenser der karakteriserer den politiske deltagelse med henblik på at undersøge, om deltagelsen på Folkemødet bekræfter, afviser eller endda intensiverer disse tendenser. De tre tendenser udgør således specialets analytiske og argumentatoriske struktur og omhandler: 1. Samspillet mellem staten og civilsamfundets organiserede interesser. Forestillingen er her, at interessevaretagelsen foregår i et relativt institutionaliseret samspil mellem stat og interesseorganisationer, hvor få, ressourcestærke organisationer primært sidder på indflydelsen og den direkte kontakt til det politiske system. 2. Professionalisering af partierne. Forestillingen er her, at der sker en gradvis professionalisering af partierne, og at dette har svækket vælgerbefolkningens muligheder for politisk indflydelse, hvormed forbindelseslinjerne mellem borgerne og partierne er blevet svagere. 3. Medialisering af den politiske deltagelse. Forestillingen er her, at medierne har vokset sig til en så stærk samfundsinstitution, at dens iboende logikker og rationaler er adfærdsstyrende for de politiske og samfundsmæssige aktører. Specialet har fokus på konkret og praktisk politisk deltagelse, og er vi således ikke interesserede i at undersøge det substantielle policy-indhold i den politiske deltagelse på Folkemødet. Vi fokuserer snarere på deltagelsens form og deltagernes konkrete og praktiske adfærd. 1.2 Begrebsafklaring: Specialets forståelse af begrebet om politisk deltagelse Specialet tager kritisk afsæt i de definerende værker inden for deltagelseslitteraturen. Politisk deltagelse forbindes konventionelt set med input-politik, dvs. med spørgsmål om, hvordan forskellige og potentielt modstridende interesser og identiteter opnår fri og lige adgang til, og anerkendelse i, de politiske beslutningsprocesser. Det vil med andre ord sige, at den konventionelle deltagelseslitteratur forstår det politiske som en afledt Side 8 af 186

funktion af konflikter i civilsamfundet. Gabriel Almond & Sidney Verba påstår i deres indflydelsesrige The Civic Culture, at: incumbents and decisions may be classified broadly by whether they are involved either in the political or input process or in the administrative or output process. By political or input process we refer to the flow of demands from the society into the polity and the conversion of these demands into authoritative decisions (Almond & Verba 1963:14). Almond & Verba sætter i The Civic Culture en grænse mellem to former for politik. Politik forstås som det, der orienterer sig mod input-siden, hvorimod det, som har at gøre med output-siden forstås som ikke-politisk administration. Denne distinktion har efterfølgende dannet skole for den konventionelle deltagelsesforskning, hvorved kun den deltagelse på input-siden, der har at gøre med konverteringen af sociale konflikter til kollektivt bindende beslutninger, er blevet opfattet som legitim, demokratisk deltagelse. I denne optik er civilsamfundet således en helt afgørende forudsætning for et sundt og levende demokrati. Og det er netop derfor, at deltagelsesforskningen siden Robert D. Putnams Bowling Alone (1995) har været så optaget af, hvad der kan gøres for at styrke og forbedre et aktivt og deltagende medborgerskab. Putnam er inspireret af Almond og Verba og tager afsæt i ideen om, hvordan sociale fællesskaber i et stærkt civilsamfund akkumulerer social kapital igennem frivillige ansigt-til-ansigt udvekslingsforhold [der] skaber social tillid og sociale netværk, der igen er betingelsen for at opbygge en generaliseret social tillid (Bang 2010: 82). Det er altså den sociale kapital, der er en forudsætning for den generaliserede sociale tillid og dermed ifølge Putnam for tilliden til de politiske institutioner og repræsentanter. Putnam baserer således sine pessimistiske konklusioner på præmissen om, at det politiske legitimeres igennem dets inputs udefra, dvs. fra civilsamfundet. Det er netop i koblingen mellem civilsamfundet og det politiske system, at Folkemødet er blevet lanceret som et projekt, der har til formål at styrke demokratiet og dialogen [og] give borgerne mulighed for at møde beslutningstagerne ansigt til ansigt (Folkemødets hjemmeside, 2014a) Når vi lægger ud med at sige, at vi med vores forståelse af politisk deltagelse tager kritisk afsæt i deltagelseslitteraturens definerende værker, er det, fordi de teoretiske antagelser fra disse værker informerer vores analyse: Side 9 af 186

Vi ønsker altså at finde ud af, om deltagelsen på Folkemødet faktisk formår at imødegå de pessimistiske udsigter. Imidlertid forholder vi os også kritisk til selve præmissen om, 1. at legitim demokratisk deltagelse nødvendigvis må orientere sig mod det politiske systems indgang i form af inputs, og 2. at de politiske autoriteter og det politiske regimes legitimitet forankres i den civile kultur og det sociale fællesskab. Specialet indtager således et umage ståsted ift. begrebet om politisk deltagelse. På den ene side undersøger vi Folkemødets demokratiske potentiale ift. den konventionelle litteraturs idealer, men vi er på den anden side også åbne for, at Folkemødet måske kan bidrage til den politiske deltagelse på en kvalitativt anderledes måde ved at opbygge politisk kapital i et politisk fællesskab baseret på en forudgående accept af at deltage i en politisk arbejdsdeling (Easton 1965: 186-187). Det vil sige, at der indefra det politiske system skabes politiske outputs, der kanaliseres ud i civilsamfundet og kan styrke de sociale fællesskaber. 1.3 Specialets opbygning Specialet falder i tre dele. I første del, som foruden dette kapitel består af kapitel 2, præsenterer vi specialets teoretiske fundament. Teorikapitlet formulerer indledningsvis to normative deltagelsesidealer forankret i civilsamfundet (afsnit 2.1). Dernæst tematiserer og operationaliserer vi de tre tidligere nævnte tendenser: - Samspillet mellem staten og civilsamfundets organiserede interesser (afsnit 2.2), - Professionalisering af partierne (afsnit 2.3), - Medialiseringen af den politiske deltagelse (afsnit 2.4). Dermed kommer de tre tendenser til at udgøre specialets analytiske og argumentatoriske struktur. I specialets kapitel 3 præsenteres undersøgelsens forskningsdesign, der er et eksplorativt casestudie af Folkemødet baseret på 11 interviews med forskellige aktører på Folkemødet. I kapitlet gennemgås blandt andet specialets analysestrategi, dataindsamling og databehandling. Side 10 af 186

Tredje del, som omfatter kapitlerne 4 9, præsenterer vi analysen og diskuterer dens resultater. Det er altså her, vi svarer på problemformuleringen. Det gør vi først gennem en teoretisk informeret analyse af (kapitel 5 8), hvad der karakteriserer den politiske deltagelse på Folkemødet, struktureret ud fra de ovenfor nævnte tre tendenser. Dernæst besvarer vi i Kapitel 9 problemformuleringens andet spørgsmål. Det er her, vores kritiske og umage forståelse af politisk deltagelse for alvor kommer i spil, og vi med afsæt i analysens konklusioner foretager en kritisk vurdering af Folkemødets demokratiske potentiale. Side 11 af 186

2 Teori I dette kapitel præsenteres undersøgelsens teoretiske grundlag. Kapitlet er overordnet opdelt i fire hovedafsnit. I det først hovedafsnit, 2.1, opstilles to modeller til at vurdere den politiske deltagelse på Folkemødet: Først en elitedemokratisk deltagelsesteori og efterfølgende en deltagelsesdemokratisk deltagelsesteori. Til slut i afsnittet vurderes modellernes udsagnskraft samt de perspektiver og konklusioner, modellerne rummer. I de følgende hovedafsnit præsentes vores teoretiske forståelse af de tre samfundsmæssige tendenser: - Samspillet mellem staten og civilsamfundets organiserede interesser (afsnit 2.2) - Professionalisering af partierne (afsnit 2.3) - Medialisering af den politiske deltagelse (afsnit 2.4) Hvert afsnit indeholder en generel beskrivelse af tendensen samt en teoretisk præcisering af, hvordan vi forstår dens indhold. Med henblik på de senere analyser af tendenserne bliver der til slut i hvert afsnit foretaget en operationalisering. Her udvikles de teoretiske analysedimensioner og de indikatorer, der i analysen fungerer som empiriske mål for de teoretiske begreber. 2.1 To idealer for politisk deltagelse Et af hovedspørgsmålene indenfor demokratisk teori er, hvor meget og hvordan borgerne bør deltage i det politiske (Schumpeter, 1942; Putnam, 2000). Statskundskabens konventionelle modeller for politisk deltagelse spænder bredt, hvorved et aktivt borgerskab både kan ses som fuldstændig afgørende for demokratiet, men også som mindre ønskværdigt, hvis demokrati forstås som repræsentativt demokrati. I dette afsnit opstiller vi det teoretiske fundament for at vurdere den politiske deltagelse på Folkemødet. Konkret udfolder vi hhv. en elitedemokratisk deltagelsesteori, der har sine rødder i den klassiske liberalisme, samt en deltagelsesdemokratisk deltagelsesteori, der har sine rødder i republikanismen. De to traditioner hører begge til statskundskabens mainstream og har meget forskellige opfattelser af, hvem der bør deltage, samt hvordan, hvor meget og hvorfor. Side 12 af 186

Afslutningsvis foretager vi en kort vurdering af modellernes udsagnskraft, og af de perspektiver og konklusioner, som modellerne (ikke) rummer. 2.1.1 Specialets anvendelse af begrebet om det politiske For at kunne foretage en diskussion af politisk deltagelse, må vi nødvendigvis først fastslå, hvordan vi forstår begrebet om politik. I den politiske teori udlægges politik nogle gange som forsøget på at overkomme konflikter (Hobbes, 1985; Locke, 2005), nogle gange som kampe, der indstifter forskellige identiteter (Laclau & Mouffe, 2001), og nogle gange som kampe, der indstifter en samfundsmæssig orden (Ranciere, 2006). I politologiens mainstream bliver politik ofte beskrevet ud fra de politiske og statslige institutioner (partier, interesseorganisationer osv.), og afgrænses ofte til mere tekniske og institutionaliserede aktiviteter (valghandling, regeringsdannelse osv.). I dette speciale lægger vi os op ad David Eastons definition af politik som den måde, hvorpå autoritative beslutninger vedtages og implementeres i samfundet (Easton, 1957: 383). Autoritet skal ikke forstås ud fra den negative genklang, som begrebet ofte vækker, men som evnen til at skabe accept om, hvad der politisk skal gøres. Det er således en positiv politikformulering, der opfatter politik og politisk autoritet som en positiv og konstruktiv kraft, der muliggør (og ikke bare blokerer for) at folk kan praktisere deres frihed på en mangfoldighed af måder (Bang, 2010: 28). Når vi anvender Eastons definition, er det fordi den har kapacitet til både at rumme konflikt og konsensus, orden og uorden, teknik og kaos, institutionaliseret deltagelse og selvorganiseret deltagelse. Det er dette politikperspektiv, der danner rammen for vores forståelse af den politiske deltagelse på Folkemødet. Hvor Eastons politikdefinition er på systemniveau og således kan rumme både demokratiske og udemokratiske autoritetsformer, er nedenstående elite- og deltagelsesdemokratiske modeller for forholdet mellem befolkningen og de politiske autoriteter normative, demokratiske udlægninger af, hvordan dette system opnår mest demokratisk legitimitet. De er baseret på antagelsen om, at legitimiteten til det politiske system er noget, der opstår udenfor systemet, i civilsamfundet eller i den politiske kultur, og kanaliseres ind i systemet i form af støtte til, eller modstand mod, de politiske autoriteter, det politiske regime eller det politiske fællesskab (Almond & Verba, 1963: 14-15). Modellerne tager altså afsæt uden for det politiske og anskuer politikkens funktion som hhv. at overkomme konflikter og fælles udfordringer (Joas, Side 13 af 186

2003: 30-31), og at forme de dyder og idealer, der gør borgere til dydige medborgere (Villa, 2000: 15). Vi starter med førstnævnte. 2.1.2 Elitedemokrati Elitedemokrati er en forgrening af den klassiske liberalisme. En af de mest prominente teoretikere indenfor denne tradition er Joseph Schumpeter, hvis hovedværk Capitalism, Socialism and Democracy fra 1942 har været en stærk inspirationskilde for senere liberale teoretikere som Robert Dahl (1956), Bernard Berelson (1954), Giovanni Sartori (1962) og Eva Etzioni-Halevy (1993). Schumpeter definerer demokrati i instrumentelle termer som en metode: The democratic method is that institutional arrangement for arriving at political decisions in which individuals acquire the power to decide by means of a competitive struggle for the people s vote (1956: 269), Democracy means only that the people have the opportunity of accepting or refusing the men who are to rule them (ibid.). For Schumpeter er demokratiets vigtigste funktion altså konkurrencen om lederskab og styring. Det er således den politiske elite, der tager styringen i de politiske beslutningsprocesser, hvorimod den brede befolkning er tiltænkt en mere passiv og beskuende rolle. I Schumpeters perspektiv er borgernes demokratiske rolle altså meget begrænset og handler blot om med jævne mellemrum at udpege lederne: Collectivities act almost exclusively by accepting leadership (ibid. 270). Dette hænger sammen med, at formålet med politikken, som førnævnt, er at finde fælles løsninger på konflikter og udfordringer, og at disse løsninger anses for at være i de bedste hænder hos eliten. Derfor peger Dahl på, at de vigtigste politiske, økonomiske og sociale beslutninger træffes af tiny minorities (citeret i Bachrach, 2010: 1). Elitedemokrater antager, at størstedelen af befolkningen alligevel ikke er organiseret i politik, er politisk passive og hellere bekymrer sig om andre ting end politik, såsom familie, økonomi etc. En lidt mere spids udlægning, som man finder hos bl.a. Schumpeter (1956), er, at befolkningen ikke besidder den grundlæggende politiske kompetence, der skal til for at træffe politiske beslutninger: The electoral mass is incapable of action other than a stampede (ibid.: 283). Side 14 af 186

Elitedemokrati er den demokratiske udgave af elitismen i og med, at de politiske beslutninger i sidste ende skal kunne føres tilbage til borgerne. Her ser vi altså, jf. koblingen mellem det politiske system og civilsamfundet i form af inputs (Almond & Verba, 1963: 14-15), hvordan de politiske beslutninger i elitedemokratiet får deres legitimitet. Ved valg med jævne mellemrum giver befolkningen deres mening om beslutningstagerne til kende. Enten gives der mandat til at fortsætte, eller også sanktioneres der, hvorved befolkningen i sidste instans kan siges at være suveræn. Modellen indebærer altså ikke et særligt aktivt civilsamfund. Borgerne i civilsamfundet kan i stedet koncentrere sig om andre ting. Imidlertid indebærer modellen, at der kræves en relativt høj stemmeandel for, at de politiske beslutninger kan siges at være legitime. Det er således nødvendigt for legitimiteten af elitedemokratiet, at befolkningen er i stand til at selektere imellem de forskellige kandidater til de politiske embeder. Det indebærer, at befolkningen må holdes orienteret både om, hvilke politikker der er i støbeskeen, og hvilke der er blevet vedtaget og implementeret og med hvilke resultater, således at befolkningen både kan agere og reagere, dvs. give mandat og sanktionere. Demokrati bliver dermed en politisk metode, hvis legitimitet bestemmes af, hvor fornuftige/anvendelige de beslutninger, der træffes, er, set i lyset af samfundets behov. Forudsætningen for at beslutningerne kan siges at være demokratiske, består foruden de regelmæssige valg, i den fri konkurrence mellem de politiske eliter om befolkningens opbakning. Legitimeringen kan og bør således, som vi var inde på tidligere, overstås alene med valghandlingen. Lidt kritisk kan man sige, at liberalisme og elitedemokrati anlægger et noget endimensionelt perspektiv på demokrati som metode eller instrument. Befolkningens rolle er altså i reglen som passiv modtager af goder, og kun periodisk at skulle vælge politiske repræsentanter. Peter Bachrach (1967: 95) opsummerer kritisk den liberale tradition således: the value of the democratic system for ordinary individuals should be measured by the degree to which the "outputs" of the system, in the form of security, services, and material support, benefit them. On the basis of this reasoning, the less the individual has to participate in politics on the "input" and demand side of the system in order to gain his interests on the output side, the better off he is. Side 15 af 186

At finde løsninger på problemerne og vedtage de kollektivt bindende beslutninger, kan således sammenfattende siges at være elitens prærogativ. Størstedelen af den politiske aktivitet finder sted blandt en lille gruppe af højt professionelle politiske aktører. Det er her problemerne og løsningsforslagene formuleres, her der bliver stillet beslutningsforslag, her beslutningerne vedtages, og herfra professionelle embedsfolk instrueres i, hvordan opgaverne skal udføres. Befolkningens rolle bliver derved at delegere magt til systemet for at sikre, at den politiske proces er demokratisk, og dermed legitim. 2.1.3 Deltagelsesdemokrati Over for elitedemokrati, hvor befolkningens form for, og grad af, deltagelse i den politiske proces begrænses til valgdeltagelsen, findes desuden en række teorier, hvor det aktive medborgerskab vejer langt tungere. For disse teorier er Jean-Jacques Rousseau en helt central figur. I The Social Contract fra 1762 (2010) argumenterer Rousseau for, at borgernes aktive deltage i den politiske proces er afgørende, og at det er igennem denne deltagelse, at individet bliver borger i samfundet. Republikanismen går faktisk et skridt videre og påstår, at det er igennem den kollektive deltagelse, hvor de republikanske politiske institutioner skabes, at de individuelle frihedsrettigheder, og dermed fokus på individet som selvstændig aktør, introduceres (Doheny 2007: 407). Fællesskabet har således forrang for individet i den republikanske tradition, og fokus kommer derved til at ligge på, hvordan fællesskab og solidaritet kan styrke sammenhængskraften imellem samfundsgrupper med forskellige identiteter og interesser (Bang 2009a: 120-121). Elitedemokrati og deltagelsesdemokrati tilbyder således to meget forskellige udgangspunkter for studiet af politisk deltagelse. Hvor deltagelsen i elitedemokrati bør minimeres, spiller den hos deltagelsesdemokraterne en demokratisk-konstituerende rolle i og med, at den fostrer demokratiske normer og dyder for godt medborgerskab. Republikanismen har lagt fundamentet for en bred vifte af nutidige teorier om demokratisk deltagelse (eks. Barber, 2003; Pettit, 1999; Sandel, 1996). I The Social Contract skitserer Rousseau et politisk system, hvor borgerne beslutter sig for at være frie ved selv at vedtage de love, de er underlagt. Den sociale kontrakt udgør således fundamentet i Rousseaus politiske system. Når borgerne indtræder i denne kontrakt, afholder de sig fra at forfølge deres eget begær og egne interesser, og forpligter sig på at Side 16 af 186

samarbejde om at udforme politikker og regler. Resultatet bliver, at folket alene er styret af selvpålagte regler og dermed er frit. Formålet med kontrakten er altså at finde en måde at leve i fællesskab med andre, uden at øve vold på sin egen ret til selvbestemmelse, eller med Rousseaus ord: [to] find a form of association ( ) in which each, while uniting himself with all, may still obey himself alone and remain as free as before (Rousseau 2010. 14-15). Den sociale kontrakt påvirker derfor også den enkelte borgers opførsel og handlinger, fordi den tvinger folk til at tage offentlige hensyn, frem for private. Resultatet bliver, at den sociale kontrakt uddanner og socialiserer befolkningen til at tænke og handle i fællesskabstermer. For deltagelsesdemokraterne er politisk deltagelse altså andet og mere end valgdeltagelse, og dækker over alle aspekter af deltagelse i politiske beslutningsprocesser. Moderne deltagelsesteoretikere (eks. Pateman, 1970) peger derfor også på, at deltagelsesbegrebet ikke kun bør vedrøre de formelle, regeringsmæssige politiske arenaer, men også udbredes til eksempelvis arbejdspladsen, foreninger og skolebestyrelser. I modsætning til elitedemokraterne, placerer deltagelsesdemokraterne altså deltagelsen og initiativet hos folket borgerne, og ikke eliten, er altså de centrale politiske aktører. Derudover anses deltagelsen ikke bare som et instrument til at skabe en legitim regering, men også som instrumentel ift. at skabe demokratisksindede, solidariske borgere (Mouffe, 2002). En substantiel deltagelse er derfor ønskværdig. For individuelle borgere bliver deltagelsen en måde at udtrykke, at de betragter sig selv som del af et politisk system og et samfund, og ikke som isolerede individer, og selve deltagelsen igangsætter derved en positiv spiral, hvor mere deltagelse resulterer i mere demokrati og mere demokrati omvendt fordrer endnu mere deltagelse. Deltagelsesdemokratiet opererer, ligesom elitedemokratiet, med en skelnen mellem det politiske system og civilsamfundet. Hvor forholdet i den elitedemokratiske model begrænsede sig til at tilskrive individuelle borgere i civilsamfundet retten til at throw the rascals out (Pharr & Putnam, 2000: 94), eller give dem mandat til at fortsætte deres embede, er det noget mere udbygget i deltagelsesdemokratiet. Igennem tykke sociale fællesskaber (Putnam, 1993; Putnam & Gross, 2002) kan borgere finde fælles løsninger på kollektive udfordringer, som bliver kanaliseret ind i det politiske system. Ud af det politiske system kommer der derimod, foruden beslutninger og handlinger, der løser Side 17 af 186

disse udfordringer, også normer og dyder der virker tilbage på og forstærker de sociale fællesskaber. Endnu en forskel på elite- og deltagelsesdemokratiet er derved også anskuelsen af værdien af politik. Hvor politik i førstnævnte er et nødvendigt onde, der løser konflikter, er der en anden fremadrettet og konstitutiv anskuelse af politik i sidstnævnte, hvor politikken kan transformere, integrere og demokratisere civilsamfundets identiteter (Doheny, 2007: 407). Politisk deltagelse bidrager således til at danne befolkningen og gøre dem til medborgere. Derudover integrerer deltagelsen borgerne og bidrager til, at borgerne føler sig som en del af et fællesskab, enten i form af anerkendelse af konflikt og heterogenitet (Mouffe, 2000), eller ud fra antagelsen om underliggende kollektive, integrerende normer (Habermas, 1997). Målet for deltagelsesdemokraterne er således, udover at sikre demokrati i de formelle regeringsmæssige institutioner, at demokrati også skal sikres i civilsamfundet. Det betyder, at fokus for deltagelsesdemokraterne i højere grad er på borgernes deltagelse end på den politiske elite. De politiske eliter kan sådan set være dygtige og responsive nok, men selve det institutionelle setup, der reducerer demokrati til stemmeafgivelse, indikerer et demokratisk underskud for deltagelsesdemokraterne. Ift. den politiske beslutningsproces er det derfor vigtigt for deltagelsesdemokraterne, at borgerne er meget mere med i selve politikken, end det er tilfældet inden for elitedemokratiet. Vi har sammenfattet de to perspektiver i tabel 1. Som indledningsvis påpegede, er de to perspektiver på politisk deltagelse kvalitativt forskellige. Men begge perspektiver modellerer sig samtidig over den grundlæggende præmis, at det politiske systems legitimitet sikres i, og kanaliseres fra, civilsamfundet, at befolkningens politiske deltagelse orienterer sig mod indgangssiden af det politiske system i form af at kanalisere enten støtte eller modstand til systemet, og endelig at deltagelsen er generel og abstrakt i den forstand, at den ikke handler om enkelte politikområder, men om at sikre fri og lige adgang til, og anerkendelse i, de politiske processer. Side 18 af 186

Elitedemokratisk, liberalt perspektiv Deltagelsen spiller kun en marginal rolle Fokus på den politiske elite Deltagelse er instrumentel og løsningsorienteret Interesser er individuelle/ tyndt socialt fællesskab Deltagelsen er inputorienteret Civilsamfundet sikrer det politiske systems legitimitet udefra-og-ind Massiv deltagelse er uønskværdigt Deltagelsesdemokratisk, republikansk perspektiv Deltagelsen er en essentiel del af demokratiet Fokus på borgerne Deltagelsen er løsningsorienteret men også konstitutiv for de sociale fællesskaber Interesser er kollektive/ tykt socialt fællesskab Deltagelsen er inputorienteret Civilsamfundet sikrer det politiske systems legitimitet udefra-og-ind Massiv deltagelse er ønskværdigt Tabel 1. To perspektiver på politisk deltagelse 2.1.4 Vurdering af modellernes potentielle udsagnskraft Som vi indikerede tidligere, er de konventionelle modeller måske ikke helt uproblematiske, når vi afslutningsvis i specialet vurderer det demokratiske potentiale af Folkemødet. For hvad er det, modellerne ikke får øje på ift. den politiske deltagelse? Både elite- og deltagelsesdemokratiet tager det for givet, at politisk autoritet og magt indebærer statens hierarkiske magtudøvelse over borgerne i civilsamfundet, legitimeret gennem det politiske systems input fra selvsamme civilsamfund (Bang 2009b: 102). Fokus i disse modeller er på, hvordan borgerne orienterer sig mod det politiske system udefra-og-ind fra civilsamfundet, i form af tillid og støtte. Legitimiteten af det politiske system bestemmes således af de inputs, systemet får udefra. Borgerne forventes omvendt at adlyde og acceptere det politiske systems outputs i form af de politikker, der vedtages og implementeres som kollektivt bindende for samfundet (Almond & Verba 1963: 14). Man må grundigt overveje, om det er rimeligt at sidestille de borgere, der deltager på Folkemødet, med den generelle befolkning. Her er det vores klare opfattelse, baseret på de interviews vi har foretaget, vores egne observationer, da vi deltog på Folkemødet i 2013, samt på Folkemødets egne oplysninger, at Folkemødet, foruden at være for de professionelle beslutningstagere, især tiltrækker politisk meget interesserede borgere (Groth-Michelsen & Schenk, interview). Det kunne indikere, at Folkemødet snarere end at få sin legitimitet fra input fra sociale fællesskaber, legitimeres igennem de politiske fællesskaber, der opstår, når borgere træder ind i det politiske system og blander sig Side 19 af 186

med beslutningstagerne. Det vil altså sige, at frem for at legitimeringen af den autoritative magtudøvelse finder sted i civilsamfundets konflikter, hvorpå de kanaliseres ind i systemet som krav, ønsker eller støtte, sker selve legitimeringen måske i det politiske system, hvor politisk interesserede borgere blander sig med magteliten og ligeså gerne, eller endda hellere, blander sig i output-politikken end i input-politikken (Bang 2009b: 102). Det er klart, at i sådan en konstellation kan det politiske system ikke påstås at sikre repræsentativitet, fri og lige adgang til, eller anerkendelse i, de politiske processer, og vi foreslår da heller ikke, at den alternative model bør erstatte de konventionelle modeller for politisk deltagelse. Men lige netop ift. en politisk festival, som må formodes at tiltrække politisk interesserede borgere, er det måske rimeligt nok at påstå, at festivalen godt kan være en politisk succes, selvom den ikke formår at etablere den klare kobling mellem civilsamfundet og det politiske system. I dette perspektiv handler politikken således ikke så meget om at sikre legitimitet i inputs til systemet, som at sikre at systemets outputs kan accepteres eller ligefrem vække begejstring i befolkningen. Derudover udfordrer et sådant perspektiv de abstrakte og universelle idealer, som de konventionelle modeller opstiller, og måler i stedet Folkemødet på dets konkrete og praktiske udbytte. Vi foreslår ikke, at Folkemødets demokratiske potentiale ikke bør ligge under for kritisk vurdering ud fra de konventionelle modeller, og hvis Folkemødet ikke lever op til de konventionelle idealer, eller direkte modarbejder dem, skal det da også påpeges. Men arrangementets egenart taget i betragtning, vurderer vi, at en udelukkende abstrakt demokratiteoretisk betragtning ikke vil yde det retfærdighed, og at det derfor også vil være givtigt at vurdere Folkemødets demokratiske potentialer ud fra et mere konkret og kontekstnært perspektiv, som det vi har skitseret i dette afsnit. Med disse indsigter i bagagen vender os nu mod den teoretiske tematisering og operationalisering af de tre tendenser, der strukturerer vores analyse. Side 20 af 186

2.2 Interessevaretagelse på Folkemødet Den organiserede interessevaretagelse har spillet en central rolle i udviklingen af det danske samfund siden Junigrundloven i 1849 og op til i dag, ikke mindst i forbindelse med udviklingen af det moderne velfærdssamfund (Ronit, 1998: 1 2). Antallet af interesseorganisationer i Danmark er i dag på mindst 1500 (Binderkrantz, 2004), der fordeler sig på en lang række vidt forskellige fokusområder, og som sammen med partierne udgør en helt central repræsentationsfunktion i det danske politiske system (Bille, 1998). Interesseorganisationerne er massivt til stede på Folkemødet, hvor de udgør hovedparten af de 540 organisationer, der er tilstede i festivaldagene. Dette er også blevet bemærket i mediernes dækning af Folkemødet, hvor socialdemokraten Benny Engelbrecht (2012) blandt andet kaldte arrangementet en fest for lobbyister. Derfor er det også en naturlig del af dette speciale at undersøge, hvordan interessevaretagelsen på Folkemødet foregår. hvilket er formålet med den første af de i alt tre delanalyser. Formålet med dette teoriafsnit er at præsentere en ramme, i hvilken interessevaretagelse på Folkemødet kan analyseres og dens demokratiske implikationer diskuteres. Afsnittet præsenterer først to overordnede modeller for interessevaretagelse og samspillet mellem civilsamfund og stat, nemlig pluralisme og korporatisme, der kendetegner hhv. en åben og lukket interessevaretagelseskultur. Teorien har til formål at undersøge, om interessevaretagelsen på Folkemødet trækker i en pluralistisk eller korporativ retning. Som vi her argumenterer for, har det danske politiske system relativt stærke korporative træk sammenlignet med andre europæiske lande, selvom interessevaretagelsesstrukturerne i Danmark siden 1970 erne har gennemgået markante ændringer (se bl.a. Gallagher et al., 2006: 444; Munk Christiansen & Nørgaard, 2004: 219ff; Mailand, 2008). Til sidst i teoriafsnittet operationaliseres de to modeller i relation til Folkemødet med henblik på den senere analyse. 2.2.1 Modeller for samspilsformer Forståelsen og udviklingen af den organiserede interessevaretagelse har inden for politologien traditionelt været domineret af hhv. den korporative og den pluralistiske model, samt de hertil knyttede normative idealer. De to modeller tager udgangspunkt i forholdet mellem civilsamfundet og dets organiserede interesser på den ene side, og Side 21 af 186

staten på den anden, med fokus på, hvilken rolle interesseorganisationer indtager i det politiske system. Modellerne markerer hver deres yderpunkt i undersøgelsen og forståelsen af interesseorganisationers position i det politiske system. De to modellers hovedtræk gennemgås i det følgende. 2.2.2 Korporatisme Den korporative model betegner det forhold, at visse organiserede interesser nyder godt af en relativt fast, privilegeret og institutionaliseret adgang til den politiske og administrative proces. Politologen Philippe Schmitter har produceret en bredt benyttet definition, som lyder: Corporatism can be defined as a system of interest representation in which the constituent units are organized into a limited number of singular, compulsory, noncompetitive, hierarchically ordered and functionally differentiated categories, recognized or licensed (if not created) by the state and granted a deliberate representational monopoly within their respective categories in exchange for observing certain controls on their selection of leaders and articulation of demands and supports (Schmitter, 1974: 93). Korporatismen er således kendetegnet ved, at visse organisationer varetager sine medlemmers interesser i tæt samspil med staten, dvs. med politikere og den offentlige administration. Den korporative model indebærer blandt andet, at centrale organisationer automatisk inddrages i fx lovforberedende kommissioner, og traditionelt har fx inddragelsen af lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer inden for reguleringen af arbejdsmarkedsområdet været markant i Danmark (Munk Christiansen & Nørgaard, 2004). Den korporative model er dermed også kendetegnet ved, at de organisationer, der ikke hos politikere og embedsværk er inde i varmen, har svært ved at gøre sin indflydelse gældende. Der er altså således tale om en relativt lukket gruppe, der inviteres indenfor i det politiske maskinrum, når love inden for de privilegerede organisationers respektive policyområder bliver til og skal implementeres. Det tætte og institutionaliserede samspil mellem stat og private interesser betyder, at adskillelsen mellem stat og civilsamfund i den korporative model er relativt udvisket, og grænserne til tider uklare (Held, 2006: 180). Eksempelvis har stater med korporative Side 22 af 186

træk tendens til at lade særlige policyområder være anliggender for stærke interesseorganisationer, som vi blandt andet kender det fra arbejdsmarkedsområdet i Danmark, hvor staten sjældent og kun nødtvungent lovgiver om løn, arbejdstidsregler, ferie osv. Til gengæld er der tradition for, at arbejdsgiver og arbejdstagerorganisationer har tætte bånd med de politiske partier, i dette tilfælde hhv. borgerlige og socialistiske (Munk Christiansen & Nørgaard, 2004). Den korporative model indebærer også, at stat og civilsamfund til en vis grad er ligestillede i den forstand, at staten ikke inddrager og udelukker de organiserede interesser efter forgodtbefindende, og at de til enhver tid siddende regeringskonstellationer ikke i særlig grad privilegerer de organisationer, som regeringspartierne er knyttet til. Tilsvarende medvirker modellen også til, at forlig og aftaler mellem stat og interesseorganisationer ikke uden videre opsiges, når regeringsmagten skifter hænder. Det er således blevet fremhævet, at én af den korporative models største forcer er den stabilitet, som aftaler mellem ellers modstridende interesser medfører. Blandt de øvrige fordele, som netop ofte fremhæves ved den korporative model, er først og fremmest modellens evne til sikre kompromis og konsensus (Gallagher mfl., 2006: 442). Ved at bringe centrale aktører fra civilsamfundet sammen og inkludere dem direkte i policyudformningen tvinges grupper, der ellers som udgangspunkt har modsatrettede interesser, til at finde fælles fodslag og til at respektere hinanden som legitime og ligeværdige forhandlingspartnere. En anden fordel, der fremhæves ved korporatismen, er det forhold, at de centrale aktører inden for et policyområde er garanteret indflydelse i den politiske proces. Hvis man ellers accepterer, at de privilegerede parter, der har fast plads ved forhandlingsbordet, er legitime repræsentanter for civilsamfundets interesser, sikrer den korporative model, at legitime interesser, ikke holdes uden for indflydelse og ikke oplever, at centrale politiske forlig inden for deres sektor bliver vedtaget over hovedet på dem. Den korporative model forudsætter således, at samfundet er organiseret gennem få og store organisationer, der er i stand til at sikre og kontrollere, at deres medlemmer efterlever de indgåede aftaler, at organiseringsgraden er høj, og på den anden side, at civilsamfundsinteresserne har tillid til, at staten har magt og agt til at opretholde systemet. Disse forhold er først og fremmest relevante i relation til implementeringen af indgåede aftaler, da den korporative models centralistiske struktur kræver, at alle Side 23 af 186

involverede aktører helt ned på individniveau anerkender de indgåede aftalers legitimitet (ibid., 443). 2.2.2.1 Korporatisme og politisk deltagelse Moderne korporative teoretikere ser grundlæggende modellen som en form for funktionel repræsentation, hvor specifikke organisationer har repræsentationsmonopol i forhold til en bestemt samfundsgruppe (Schmitter, 1974: 95). Heri ligger, at det korporative system og dets få, privilegerede interessegrupper antages at repræsentere folket sideløbende med det repræsentative demokrati, som ifølge korporatismen i faldende grad er i stand til at varetage befolkningens interesser. Derfor må det repræsentative demokratiske system se en del af sin politiske indflydelse blive delt med et korporativt organiseret system, fordi det repræsentative system får sværere og sværere ved at få stadig flere og stærkere interesser i samfundet til at blive enige. Netop da det parlamentariske systems monopol på politisk interessevaretagelse udfordres, rejser spørgsmålet sig om, i hvilket omfang en bred vifte af samfundets interesser og holdninger repræsenteres i det korporative system. Her er udfordringen ved den faste og formaliserede inddragelse af få, organiserede og hovedsagelig økonomiske interessegrupper, at andre stemmer risikerer marginalisering, herunder miljøorganisationer, nationalistiske grupper, sociale bevægelser m.fl. (ibid., 183). I et korporativt system risikerer borgernes politiske deltagelse at blive reduceret til deltagelse i disse få organisationer, hvilket som bekendt yderligere er betinget af, at man tilhører netop disse samfundsgrupper, fx som virksomhedsejer eller lønmodtager. Selvom korporative tænkere anerkender dette problem og har en række forslag til, hvordan man kan sikre en mere formel inddragelse af en bredere gruppe organisationer (Cunningham, 2002: 138), står den manglende diversitet i den formaliserede interessevaretagelse som ét af modellens svageste punkter (Held, 2006: 183). 2.2.3 Pluralisme Den pluralistiske model betegner på den anden side en konstruktion, hvor bestemte organisationer ikke indtager en privilegeret position i det politiske system, og er dermed udtryk for en mere konkurrenceorienteret tilgang til interesseorganisationernes politiske indflydelse, hvor forskellige interesser presser sine interesser op mod det politiske system. Dermed skabes en ligevægt, hvor få aktører ikke er i stand til sætte sig alene på Side 24 af 186

indflydelsen (Truman 1951; Dahl, 1961). Modellen lægger sig dermed tæt op ad det liberale demokratiideal (Cunningham, 2002: 73ff; Held, 2006: 158ff). Den pluralistiske model fordrer aktivistiske organisationer, der sætter sig i stand til at sætte en dagsorden og i det hele taget presse sig på i forhold til den politiske proces, og modellen kaldes derfor også pressionsgruppemodellen (Ronit, 1998: 20). Det mindre intime samspil mellem stats- og organiserede interesser betyder, at de enkelte organisationers indflydelse på den poliske proces er mere ad-hoc-baseret, og at de store, etablerede organisationer, der spiller en helt central rolle i den korporative model, risikerer at miste indflydelse til andre organisationer, hvis man ikke formår at gøre sig relevant og presse sine interesser op på den politiske dagsorden. Det er således et markant kendetegn ved modellen, at der er en klar adskillelse mellem staten (og dermed lovgiverne) og civilsamfundets organiserede interesser, og at samspillet herimellem antages at foregå ved, at den mangfoldighed af interesser, der er til stede i civilsamfundet presser sine krav op imod staten. Staten, der af pluralisterne kan forstås som en arena eller mediator for interessevaretagelse (Cunningham, 2002: 79), holder sig på den anden side også ude af civilsamfundets organisering af interesser, der forventes at opstå spontant og fungere uafhængigt, hvilket står i modsætning til den korporative model, hvor staten netop aktivt tager del i opbygningen af et velorganiseret civilsamfund, der kan udgøre en legitim og effektiv forhandlingspartner imellem staten og organisationerne. En konsekvens af den manglende integration af organiserede interesser i det politiske system i den pluralistiske model er, at konsensus træder i baggrunden, til fordel for konflikt i forhold til den korporative model. Tilhængerne af den pluralistiske model vil dog hævde, at konflikten er udtryk for de uoverkommelige interessemodsætninger, som er et grundvilkår for politik, og at konsensus ikke nødvendigvis er hverken ønskværdig eller reelt mulig (Held, 2006: 159). 2.2.3.1 Pluralisme og politisk deltagelse I og med at pluralismen ikke privilegerer specifikke interesser i den politiske beslutningsproces, åbner modellen op for mindre velorganiserede, og mere spontane, former for politisk deltagelse. Den politiske deltagelse orienterer sig ligesom i korporatismen mod interesseorganisationer, men adgangsbarriererne til politisk indflydelse er i hvert fald på det formelle plan markant færre og af mindre Side 25 af 186