For et par år siden indviede man et fælles gravsted for hjemløse og andre udsatte på Assistens Kirkegård i København. Gravstedet blev oprettet for at anerkende gadens folk, at give dem et sted, hvor de er velkomne, både til at blive begravet og til at komme og mindes deres kammerater. På Assistens Kirkegård har man i forvejen en afdeling for homoseksuelle, og en for børn. Der ligger helt sikkert gode tanker bag disse opdelinger af mennesker, men man kommer samtidig til at understrege det, der adskiller disse mennesker fra andre, og det er ærgerligt, synes jeg. Det har nemlig tit slået mig, hvor ens vi er, når døden har været på hugst iblandt os. Det er svært at se på sørgende mennesker, om det er en homoseksuel eller en hjemløs, de har mistet. I sorgen og i døden er vi ret ens; når folk dør, så bliver forskellene udvisket. Om den afdøde var hjemløs eller boede på en dyr adresse, om den afdøde var vild med vin eller stoffer eller damer eller mænd, det har mindre betydning, når de er døde. Det, der betyder noget for de efterladte, er den kærlighed, man har 1
følt for det menneske. Sorgen og savnet er helt uafhængigt af afdødes status i livet. De efterladte savner det samme: Personens nærvær. Hans kærtegn. Hendes omsorg og opmærksomhed. Hvis man spørger døende, hvad det vigtigste i deres liv har været, svarer de noget lignende. En sygeplejerske, der har i mange år har plejet døende, fortæller i en bog, at det næsten altid er de samme ting, der optager de døende. De er ikke optaget af, om de har drukket for meget eller for lidt, om de har fået realiseret deres karrieremæssige potentialer, eller om deres huse og biler har imponeret naboerne. De tænker på de nære ting. Familien, vennerne. Om de fik brugt tid nok på dem, de holdt af. Om de har fået fortalt dem, de holder af, hvor meget de betyder for dem. Når døden banker på, så viser det sig, hvad der virkelig betyder noget her i livet, nemlig kærlighed og venskab. Og de materielle ting, vi ellers går op i, 2
mister deres betydning. Det mest værdifulde i vore liv er kærlighed. I dag er vi samlet i mindet om dem, der gik forud for os. Vi tænker måske især på dem, der stod os nær. Vi har tændt lys for dem, vi tænker på, som ikke er hos os mere. Lysene står tændte på i koret og minder os om det lys, de var for os, og den kærlighed, vi føler for dem. Dengang jorden blev skabt, fortælles det, skabte Gud først lyset. Det var først senere, han skabte solen og månen og stjernerne. De lyskilder på himlen, som vi kender til, er altså ikke de eneste kilder til lys, som Gud har skabt. Der er et lys, der var der før de lyskilder, vi kender til, blev skabt. Før solen og månen og det elektriske lys blev til, var der allerede et lys. Man kan spørge sig selv, hvad det var for et lys. Måske er svaret, at det lys er kærlighedens lys, som Gud skabte som det allerførste, før han overhovedet nåede til solen, planterne og menneskene. 3
Kærlighedens lys kan få os til at se lyset, selv når det ser helt bælgravende mørkt ud. Kærlighedens lys må også være det, der skinner på os, når vi får velsignelsen, der lyder: Herren lade sit ansigt lyse over dig. Kærlighedens lys møder vi på flere måder; f.eks. i andres kærlighed, i vores egen kærlighed, og i Guds kærlighed. Guds kærlighed er det største og det, der altid lyser over os. For uanset om vi er levende eller døde, om vi er i mørke eller kulde, så er vi altid omsluttet af Guds lys, af Guds kærlighed. Det var det samme, vi hørte fra alteret; at det ikke længere er solen, der er vort lys om dagen, det er ikke månen, der lyser for dig om natten, men Herren skal være dit evige lys. Det er ikke noget, der kun gælder for de særligt fromme eller gode mennesker. Det gælder for alle os, der er mennesker, skabt af Gud. Kærlighedens lys omslutter os alle, det lyser både på de ensomme og på dem, der er omringet af mennesker, der holder af dem. 4
Den varme, vi kan opleve fra andre mennesker, er en afglans af den kærlighed, Gud elsker os med. Når vi tænker på dem, vi har mistet, så tænker mange af os sikkert både på gode og dårlige ting. Men mon ikke alle ved mindet om dem, vi har mistet, mærker en varme? Mon ikke vi alle kan varme os i alt det, de døde nåede at give os, før de blev taget fra os? Det er så moderne at se frem ad, at være fokuseret på udvikling, men vi har brug for at se tilbage, for at holde fast i det gode og vigtige, vi har oplevet, for at blive klogere på os selv og hinanden, og på Gud. At se tilbage er ikke nødvendigvis at hænge fast i fortidens fortrædeligheder. At se tilbage er ikke kun at se tomhed og mørke og kulde. Men også lys og varme og kærlighed. Alle os, der har måttet tage afsked med nogen, vi holdt af, ved, hvor svært det er at sige farvel, og hvor meget sorgen kan fylde. Når Jesus i dag siger til os: Salige er de sørgende, for de skal trøstes, så kan det godt virke meget provokerende. Hvad saligt er der ved at sørge? Salig betyder jo lykkelig eller heldig. 5
Hvem, der har mistet nogen, de holder af, vil kalde sig selv lykkelig eller heldig? Men måske siger Jesus sådan, fordi den, der sørger, er inde ved kernen af, hvad der virkelig betyder noget. Når vi mister en, vi har kær, bliver vi revet ud af hverdagens trummerum; vi ser pludselig helt tydeligt, hvor ligegyldigt det er, om man har et stort hus eller en fin titel, eller hvilken seksuel præference, man har. Vi indser, at det der virkelig har betydning er, om man har kærlighed. Og på trods af den sorg, den frustration, den følelse af uretfærdighed og ubarmhjertighed, vi kan sidde med, så er vi hele tiden omgivet af kærlighedens lys. Guds lys, som også viser sig i det lys, menneskers kærlighed kan tænde for andre mennesker. Et helt konkret billede på det ser vi lige nu i koret, hvor I har tændt lys for at mindes dem, der har lyst op i jeres tilværelse. Det lys giver I videre ved selv at tænde lys. Den kærlighed, I har mødt, lader I skinne for andre, symbolsk forstået med alt dette lys. 6
I viser, at også i dag, her i Strellev kirke, er vi omgivet af levende, varme, vidunderlige mennesker, som på trods af sorg og savn kan lyse op for andre. For der er jo det forunderlige ved kærligheden, at jo mere man deler ud af den, jo mere er der af den. Også når vi har det svært, og bakser med tunge tanker og svære dilemmaer, sorg og vrede, så er vi omsluttet af Guds kærlighed. Det kan ske vi glemmer det undervejs, men Gud glemmer det ikke. Og når vi oplever at miste en, vi har kær, når alt det ubetydelige bliver skrællet væk, fordi savnet og sorgen er så stor, så står dét tilbage: At kærligheden altid er størst. Der er det helt underordnet, om den døde var hjemløs eller homoseksuel. For Gud er det menneske et Guds barn punktum! Det løfte, vi fik i dåben, at Gud altid vil være med os, det gælder altid. Ikke engang døden kan skille os fra Guds kærlighed. Den kærlighed vil altid skinne som et lys, der var der fra begyndelsen, og aldrig bliver slukket. Amen. 7