1 Søndag septuagesima, den 24. januar 2016 Vor Frue kirke kl. 10 Jesper Stange Tekst: Mt 25,14-30 Salmer: 652, 7, 397, 714, 467, 694 v.6, 373 Gud, lad os lev af dit ord som dagligt brød på denne jord Det handler om at finde ud af, hvad det er vi skal, - og så se at få det gjort. Det er det, det hele handler om. Vi skal ikke det samme allesammen. For der er noget, vi hver især har evner eller talent for. Det drejer sig om at finde ud af, hvad dét er, og så se at få gjort noget ved det. Der er mange af os, som først sent bliver klar over, at vi har brugt vores liv til at forsøge at finde ud af, hvad vores forældre forventede sig af os, for så at opfylde deres forventninger til os. Det skete altsammen i bedste hensigt. Både når de rettede deres forventninger mod os, og når vi efter bedste evne forsøgte at opfylde dem. Men vi fandt sent ud af, hvad det egentlig var, vi ville. Vi er de første generationer, som på grund af vores velfærdssamfund har være i stand til at bryde den sociale arv. Vi var ikke nødvendigvis født som landmænd, håndværkere, akademikere, hjemmegående husmødre. Vi blev som de første
generationer født til forestillingen om, at vi kunne blive noget andet end vores fædrene og mødrene ophav. Og gerne til noget mere. Og det blev vi så. Vi arvede ikke vores forældres erhverv og sociale position, men vi arvede deres drømme og realiserede deres længsler. Vi brød den sociale arv men ikke den psykologiske. Og mon ikke også, det netop er sådan, vi skal forstå opblomstringen af markedet for terapiformer, som skulle lede os på sporet af det selv, vi havde tabt af syne i vores forældres drøm? Med vores spirende indsigt i den psykologiske binding, som havde afløst den sociale, voksede også lysten til nu at finde sig selv. Det er sikkert heller aldrig for sent at finde ud af, hvad det er, vi skal, - for så at gøre det. Det handler om, at vi investerer vores talenter. Det er det, det hele handler om. Men er det også det, fortællingen om de betroede talenter handler om? Sådan har vi rigtignok læste den. Jesu fortælling om de betroede talenter er blevet læst som udtryk for den livsvisdom, at vi skal investere de evner, vi hver især har fået. Kun sådan er de noget værd. Fra ordet talent i dets bogstavelige betydning af vægt- og møntenhed i oldtiden er talent via Jesus fortælling i Matthæusevangeliet vandret ind i sproget som udtryk for særlig evne, anlæg eller begavelse. 2
3 Vi kunne sige, at vores dagligsprog på den måde allerede har udlagt Jesu fortælling, inden vi kommer til. Vi skal bruge vores talenter, som vi bruger vores penge. De skal investeres, sættes på spil og måske endda sættes over styr. Som død kapital er de intet værd. Og vi har altså også fattet fortællingens alvor, når vi terapeutisk graver de gemte aktiver frem. Jesus skildres i evangelierne som en vis mand. Det fortælles, hvordan han overraskede sine tilhørere med sin myndighed. Han underviste dem ikke som deres egne lærere, men som en, der har den myndighed, der skaber sig lydhørhed. Jesus var vis. På sin vis var han Guds visdom. Visdom er et af Guds prædikater, som vi hørte det i den gammeltestamentlige læsning fra Jobs bog. Gud er vís og stærk, hvem trodse ham og slippe godt fra det? Jobs spørgsmålet er retorisk, svaret er givet. Ingen slipper godt fra at sætte sig ud over Guds visdom. Og Jesu er som det Guds ord, der er blevet kød og blod for at tage bolig iblandt os, den inkarnerede visdom. Det er muligt, at Jesus med fortællingen om de betroede talenter fortæller, at vi ikke slipper godt fra det, hvis vi graver vores talenter ned. Gud har i sin visdom givet os vores talenter, for at de skal bruges. Og det er rigtigt nok, at der ingen undskyldning er for ubrugte muligheder, for spildt liv. På den baggrund skulle evangeliet så lyde på, at der til gengæld altid er muligheder. Der er altid
muligheder, selv når vi frygter, at den, der giver os vores livs muligheder er en streng Herre, som kræver omsætning i forretningen. Men så er der blot tilbage at forklare den hårdhed og uforsonlighed, fortællingen munder ud i. Hans talent skal tages fra ham, der havde gravet den ned, og han skal kastes ud i det tænderskærende mørke udenfor. Og ligesom talent som økonomisk måleenhed er vandret over i vores sprog som udtryk for anlæg og begavelse, er fortællingens barske pointe vandret over i den økonomiske teori som det såkaldte matthæusprincip om, at enhver, som har, til ham skal der gives DENNE ubønhørlige lovmæssighed er vel næppe vores evangelium? Hér ved vejs ende, hvor fortællingen udfordrer os til at forklare, kommer vi let til at bortforklare. Med mindre fortællingens talenter ikke blot skal forstås som den særlige begavelse, de anlæg og evner, enhver af os er udstyret med, men mere specifikt som netop vores tro. De talenter, vi er betroet, er vores tro på, at Gud har forsonet sig med sin egen historie og derfor også med os som dette guddommelige eksperiment af støv og ånd, vi er. Det kan godt passe, at nogen har meget at gøre godt med mens andre af os har mindre, men troen er den samme. Og hvad enten vi har lidt eller meget af den, så er den blevet os betroet for at blive omsat til liv og salighed. Ellers er den død, og så vil der kun 4
være en blind verdens nådesløse ligegyldighed tilbage. Fortællingen maler billedet af et udenfor, hvor man i et uigennemtrængeligt mørke kun hører gråd og tænderskæren. Det er en dramatisk måde at sige det på. Professor Niels Henrik Gregersen har i sin seneste bog om konflikt og kontinuitet i kristendommen (Den generøse ortodoksi) sagt det samme om det tænderskærende mørke udenfor men mindre dramatisk med ordene om, at kristendommen altid kun er en generation fra sin udslettelse. Kristentroen har altid og vil altid befinde sig kun en generation fra sin opløsning, fordi kristendom alene er til som fortolket, formidlet og formøblet kristendom. Gregersens pensionerede teologikollega Viggo Mortensen har kaldt kristendommen for en oversættelsesbevægelse. Det er en anden måde at sige det samme på, at kristendom skal omsættes for at eksistere. Oversættelsen eller fortolkningen er troens eneste eksistensform. Det lyder fortænkt, men det er det ikke, hvis vi forsøger at tænke efter. Blandt alt det, vi er tvangsarvinger til, finder vi foruden vores forældres forventninger til os også vores dåb og, er vi heldige, også vores barnetro. Vores lyse tro på, at der er en god Gud foroven, som passer på os, når vi ikke kan passe ordentligt på os selv. 5
Vi blev døbt, inden vi havde nogen mening om det, vi mødte forældre, der var troværdige i deres tro, vi lærte ved at efterligne. Vi foldede vores hænder og bad med ord, som var deres. Men vi fik ikke bare troen som mange af de andre næsten dæmoniske arvestykker, vi ikke turde skille os af med, men så det som vores opgave at arve intakte videre. Troen fik vi som den sande forventning om, at vi ville gøre den til vores for at give den vores selvstændige udformning. Tro findes nemlig ikke som sådan. Tro findes kun i den personlige udformning, vi hver især giver den. Og det er som sådan, den skal gives videre. Når vi ikke er fuldstændigt lost in translation, skyldes det de former, de ritualer og liturgier, troen i generationer har haft sit liv i. Vi tror ikke på formerne, ritualerne, bekendelserne. Der er, som Ebbe Reich Kløvedal har sagt det, ingen garanti for, at der kommer et pinseunder ud af det, når vi i kor og under ledelse af en pibekravet embedsmand, synger trosbekendelsen. Vi tror ikke på formerne men på Gud Fader, Søn og Helligånd, men formerne er, igen med et godt ord fra Gregersens seneste opus, de briller, som giver os mulighed for at se dét tydeligere, som vi allerede har øje for. Det er måske dét talent, du har fået betroet, - kære dyrekøbte medkristne. Din tro. Så lær af fortællingen, at hvad enten din tro er stor eller lille, så er den betroet dig for at omsættes, 6
fortolkes, oversættes. Kun sådan er den til. Også i næste generation. Som du har fået din tro betroet, sådan skal du også arve den videre. Som det, der ikke har værdi i sig selv, men uendelig værdi som investeret, omsat i levet liv, brugt, ødslet bort... som hvad som helst. 7