1 1. søndag i fasten, den 14. februar 2016 Vor Frue kirke kl. 10 Jesper Stange Tekst: Luk 22,24-32 Salmer: 432, 745, 698, 449v.1-3, 609, 377, 467, 455 v.3-4, 206 Gud, lad os leve af dit ord Som dagligt brød på denne jord Det er ikke altid, man er lige heldig med saksen. Og de gode folk, som har klippet dagens læsninger ud af vores Bibel er kommet for skade at klippe slutningen af den gammeltestamentlige fortælling om Kain og Abel og begyndelsen af den nytestamentlige strid om, hvem der er den største. Men vi får dog akkurat så meget med, at vi forstår, at fasten indledes med en rivalisering om magten. Kain slår sin bror ihjel, og disciplene slås om at være den største. De slås selvfølgelig, fordi der er misundelige på hinanden, men misundelsen har sin kilde i frustrationen over, at de ikke kan betvinge Gud. Agerdyrkeren Kain og hyrden Abels ofrede til Gud. Af uransagelige grunde tog Gud imod Abels offer men ikke imod Kains. Den ulighed forbitrede Kain i en grad, så man kunne se det på ham. Han gik med sænket hoved. Det er en uheldig positur, hvor man kun kan se sin egen navle. Det er den hebraiske
udgave af den græske narcissismemyte om selvoptagethedens dødelige konsekvenser. Her er det broren, som bliver offer for den sygelige selvoptagethed, som vil se sig selv og sin egen vilje selv afspejlet i alt og alle. Men den, der vil betvinge Gud bliver forvist til landet Nod. Det er ikke et sted, vi kan finde på et kort. Nod betyder hjemløshed. Kains ønske om at have magt over Gud gør ham hjemløs på jorden. Og her var det så saksen kom i brug. Vi fik ikke slutningen med, hvor Kain klager sin nød. Min straf er ikke til at bære, står der i den autoriserede oversættelse. Der står egentlig min misgerning er ikke til at bære (som der også stod i tidligere oversættelser). Misgerningen bar dengang som nu straffen i sig selv. Det er ikke til at leve med en misgerning på sin samvittighed. Derfor sætter den barmhjertige Gud et tegn på Kain, så han trods alt kan gå i fred. Et kainsmærke. Fortællingen om Kain og Abel er på de måde en ærkefortælling om den Gud, der viser barmhjertighed mod dem, der slås om magt over ham. Gud tilgiver i den forstand, at han vedstår sit uregerlige eksperiment af støv og ånd, mennesket. Det er den samme historie, evangeliet fortæller. Den handler også om magtens fristelse. Fristelsen til at tage magt over det, mennesker ingen magt har over, - livet som Gud vil give det. I første tekstrække er det Jesus, der fristes, i anden er det disciplene. Men fristelsen er den samme. Den 2
djævelske fristelse er magten. Her repræsenteret ved magten over brødet. Efter at have sultet og tørste fyrre dage i ørkenen kommer Djævelen for at friste Jesus til at gøre sten til brød. Jesus afviser fristelsen med ordene om, at mennesket ikke lever af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund. I dette kirkeår er det nadveren, som afføder en diskussion blandt disciplene om, hvem af dem, der er størst. Altså igen brødet. Eller i videre fortand slagsmålet om, hvem det er, der er gæst, og hvem der er vært her i livet. Dagens perikope er selvfølgelig valgt, fordi Satan optræder ved nadveren, ligesom han optrådte i ørkenen. (Man designede i sin tid anden tekstrække som parallel læsning til første tekstrække.) Men vores perikope i dag er brutalt skilt fra den fortælling om nadveren, som giver den dens skæbnesvangre dramatik. Den er bogstaveligt talt skåret ud af sin sammenhæng med Lukas nadverberetning. (Perikope betyder udskæring.) Det har med sikkerhed stået til voldsom diskussion i den første menighed, hvem er kunne deltage i nadveren. Og Lukas afspejler med fortællingen om disciplenes strid selvfølgelig også denne diskussion. Det er en diskussion, som på sin vis aldrig er hørt op. Den fortsætter i dag som det, der på afgørende vis skiller katolikker og protestanter. Men det er disciplenes slagsmål om magt i forbindelse med nadverfejringer, der giver fortællingen dens foruroligende lighed med fortællingen om Kain. På den måde bliver det netop 3
4 grundfortællingen eller ærkefortællingen om det djævelske ønske om at bemestre det, der alene tilkommer Gud: at giver os det, vi har brug for. Og parallellen til første tekstrække er mere oplagt, end tekstudklippet, perikopen, lader ane: ligesom djævelen fristede Jesus til at kaste sig op som brødkonge, således bestod der også en djævelsk fristelse i at bemægtige sig kirkens fællesmåltid for at gøre nogle til herrer og andre til tjenere. Det er derfor, Lukas lader Jesus kortslutte hele diskussionen om stor og lille, herre og tjener, ved at fastslå, at det er ham, der er Herren og som Herre tjener ved nadveren, mens disciplene sidder som på troner i hans Rige. Men altså netop: i hans Rige. Fristelsen er brødet, eller magten over brødet. Brødet som symbol på det, vi lever og mættes af. Jesus modstod fristelsen i ørkenen og bad efter nadverindstiftelsen om, at vi også måtte modstå den Jesus bad, for at vi ikke skulle blive sigtet som hvede. Når man sigter hvede, skiller man kerner fra avner, - eller oversat til nadveren, som var midtpunkt i den gudstjeneste, evangelisterne kendte: så skilte man de rigtige fra de forkerte og forvandlede fællesmåltidet til en eksklusiv begivenhed for de udvalgte. Man skilte avnerne fra, så kernemenigheden kunne hygge sig med sig selv, når de omkring bordet sænkede hovedet, - og dermed kun kunne se deres egen navle, akkurat som Kain.
5 Intet kan skille os som brødet og magten. Det er derfor, evangelierne er så vedholdende i deres erindring om Jesu opgør. Det er intet mindre end en djævelsk fristelse at bemægtige sig brødet. Og der skal derfor intet mindre end en omvendelse til, hvis vi ikke skal falde for fristelsen. Når Peter engang vender om, hedder det med en opfordring fra Jesus, så skal han styrke sine brødre. Peter skal vende sig til at bede om det, han aldrig selv kan tage, brødet med al dets betydning af det, vi skal leve af Enhver Peter skal derfor som enhver af os andre vende sig til at bede vor Herres egen bøn om det daglige brød. Trykket ligger selvfølgelig på det daglige. Vi beder ikke om brød til hele ugen og lidt til fryseren. Det understreger vi ved at huske os selv på, hvem det er, der er vært ved vores måltider. Guds er Riget og magten og æren. Sådan indledes fasten med en erindring om brødet og den djævelske magt, vi kan udøve ved at gøre os til Herre over det, der gives os. Det er vel også derfor, man tidligere har forsøgt at sætte sig ud over brødets fristelse ved at afholde sig fra det, eller fra for meget af det, i de fyrre dage op til påske. Når man så ikke brugte sin energi til at fordøje, kunne man tænke så meget klarere. Og det lykkeligste udkomme af dette afsavn har vel været oplevelsen af, at man, selv når man sultede, ikke levede af brød alene. Og for ikke at lyde kynisk i en
verden, hvor forfærdende mange dør af sult, kunne vi sige som den politiske tyske teolog Dorothe Sölle, at fasten kunne sætte vores problem i relief, at vi dør af brød alene. For så i øvrigt at se at få rettet op på den ulige fordeling af livets goder. Nu kan vi ikke byde hinanden at faste på den måde, selvom vi sikkert også ville forære hinanden en glædelig påske, når den oprandt med steg og øl, kødets opstandelse. Men vi kan i nadverens sakramente huske på ham, der bad for os, der lod os friste. Vi forstår i dag nadveren som et af vores gudstjenestes fortætningspunkter, hvor vi særlig tydeligt erfarer det nærvær, Jesus lovede sine troende i sit fravær. Jesus forvandlede sig til brødet og vinen. Og nadveren forstår vi derefter som hans nærvær i hans reelle fravær. Vor Herre er der, som den, der tjener os, så længe vi synes, vi har brug for at diskutere, hvem der er størst. Som ved dåben er han ved nadveren det Kainsmærke, som giver os mod til at løfte hovedet, så vi ikke kun ser os selv, men ser på hinanden som Guds børn, selvom vi også har sloges. 6