Indholdsfortegnelse 1. KAPITEL: INTRODUKTION... 1 1.1 PROBLEMFELT... 1 1.2 PROBLEMFORMULERING... 3 1.3 UNDERSPØRGSMÅL... 3 1.4 AFGRÆNSNING... 4 1.5 BEGREBSAFKLARING... 6 2. KAPITEL: PROJEKTDESIGN OG ANALYSESTRATEGI... 8 2.1 FIGUR 1: PROJEKTDESIGN... 8 3. KAPITEL: VIDENSKABSTEORI... 9 3.1 KRITISK HERMENEUTISK PERSPEKTIV... 9 3.2 VIDENSKABSTEORI OG VALIDITET... 11 4. KAPITEL: METODE... 12 4.1 KONTEKST... 12 4.2 FOKUSGRUPPE... 12 4.2.1 Udvælgelse... 13 4.2.2 Praktisk gennemførelse... 14 4.2.3 Fokusgruppen i forhold til projektet... 15 4.2.4 Empiribearbejdning... 15 4.3 SEMISTRUKTUREREDE INTERVIEWS... 15 4.3.1 Udvælgelse... 16 4.3.2 Semistrukturerede interviews ift. projektet... 16 4.4 FAKTUELT INTERVIEW... 16 4.4.1 Lokation... 17 4.4.2 Det faktuelle interview i projektet... 17 4.5 FORDOMME... 17 5. KAPITEL: TEORI... 19 5.1 HONNETH I FORHOLD TIL DET KRITISK HERMENEUTISKE UDGANGSPUNKT... 19 5.2 AXEL HONNETHS ANERKENDELSESTEORI... 20 5.2.1 Axel Honneth kampen om anerkendelse... 20 5.2.2 Anerkendelsens tilblivelse og betydning i de tre sfære... 21 5.2.3 Krænkelser i de tre sfære... 22 5.2.4 Kritik af Honneths anerkendelsesteori... 23 5.3 HABERMAS... 23
5.4 FORVALTNINGSTEORI... 25 5.4.1 Handlingslogikker... 25 5.4.2 Det administrative bureaukrati... 26 5.4.3 Omverdenens betingelser... 27 5.4.4 Nils Brunssons organisationsteori... 27 5.4.5 Tekniske og institutionelle omgivelser... 29 5.4.6 Implementeringsforskning... 30 5.4.7 Top down- perspektivet:... 30 6. KAPITEL: SYSTEMET FOR ÆGTEFÆLLESAMMENFØRING... 33 6.1 UDLÆNDINGEOMRÅDET... 33 6.1.1 Udvikling inden for udlændingeområdet... 33 6.1.2 Skandaler i Udlændingestyrelsen... 35 6.1.3 Lovgivning for ægtefællesammenføring anno 2013... 36 6.1.4 Kort om processen for ansøgning om ægtefællesammenføring... 38 6.2 UDLÆNDINGESTYRELSEN... 41 6.2.1 Systemets opbygning... 41 6.2.2 New Public Management... 43 6.2.3 Resultat- og direktørkontrakt 2013... 44 6.2.4 Udlændingestyrelsen og Lean... 46 6.2.5 NPM i Udlændingestyrelsen:... 48 7. KAPITEL: ANALYSE 1... 50 7.1 DELKONKLUSION... 59 8. KAPITEL: ANALYSE 2... 60 8.1 DELKONKLUSION... 71 9. KAPITEL: ANALYSE 3... 73 9.1 DELKONKLUSION... 82 10. KAPITEL: KONKLUSION... 83 11. KAPITEL: DISKUSSION... 84 12. KAPITEL: PERSPEKTIVERING... 87 13. KAPITEL: LITTERATURLISTE... 88 13.1 BØGER:... 88 13.2 ARTIKLER:... 88 13.3 INTERNETSIDER:... 89 1
1. Kapitel: Introduktion 1.1 Problemfelt Den nyere tid er karakteriseret ved en høj grad af mobilitet, hvor migrationer foregår over store afstande og på tværs af verdensdele især fra ikke- vestlige lande til de rige lande i Vesten. Der er mange årsager til disse migrationer, eksempelvis håbet om et bedre liv, flugt fra katastrofer og krig eller ønsket om at blive forenet med ens kære. I Danmark har indvandring længe været underlagt omfattende regulering. I 1960 erne og 70 erne søgte staten at tiltrække arbejdskraft fra bl.a. Tyrkiet via en række økonomiske incitamenter (Den store danske 1). Denne åbne holdning til indvandring har dog ikke varet ved, og især indvandring fra ikke- vestlige lande fylder i dag meget i medierne, hvor den stadige strøm af indvandrere generelt italesættes som en udfordring for det danske velfærdssamfund (Kristeligt Dagblad 1). Ændringen i diskursen er sket sideløbende med implementeringen af en række regler, der synes at fungere som barrierer for indvandring. Stramninger af udlændingelovgivningen over de seneste årtier har bevirket, at familiesammenføring stort set er den eneste måde, hvorpå ikke- vestlige indvandrere i dag kan komme til Danmark. Heraf sker størstedelen af indvandringen gennem ægtefællesammenføring (Ny i Danmark 1), som er det specifikke fokus for projektet. Selvom Danmark må følge de overordnede EU- vedtægter, betyder de danske forbehold dog, at det har været muligt at indføre en endnu strengere lovgivning for indvandring nationalt (Politiken 1). I forbindelse med ansøgning om ægtefællesammenføring til Danmark møder borgeren således en række barrierer. For det første stilles der en række konkrete krav til bl.a. bolig, økonomi og beskæftigelse, som den herboende må opfylde, og som i praksis kan virke stærkt begrænsende for visse befolkningsgruppers mulighed for at få deres ægtefælle til landet. Endvidere er lovgivningen meget lidt brugervenlig, idet den er yderst kompleks i både opbygning og formulering, og ydermere synes at være genstand for konstante ændringer (Politiken 2). De strenge og komplekse regler for ægtefællesammenføring kan således få stor betydning for personer fra Danmark, der ønsker at få en partner til landet. 1
Fra et kritisk hermeneutisk udgangspunkt vil det blive undersøgt, hvordan mødet mellem borger og systemet for ægtefællesammenføring kan resultere i en oplevelse af manglende anerkendelse hos borgeren. Begrebet om anerkendelse hentes fra Axel Honneths teori, hvor det betragtes som en nødvendighed for, at individet kan skabe en sammenhængende identitet og indgå i sociale fællesskaber (Juul og Pedersen 2012:342). I projektet vil anerkendelse være det normative (kritiske) ideal for borgerens møde med systemet. Det synes relevant at undersøge oplevelsen af anerkendelse i forhold til systemet for ægtefællesammenføring, da det for den tilkommende ofte vil være det første møde med det danske system. Da anerkendelse ses som en betingelse for positiv social integration i samfundsmæssige fællesskaber, kan manglende anerkendelse i dette møde således også tænkes at have konsekvenser på samfundsplan. Vi er derfor interesserede i, at sammenholde anerkendelses- idealet med berørte personers fortællinger om deres oplevelse af mødet med systemet, da vi har en fordom om, at mødet med systemet for ægtefællesammenføring er særligt problematisk for borgerens anerkendelsesoplevelse. En af årsagerne til dette er, at borgerens incitament til at ansøge om ægtefællesammenføring er subjektivt begrundet i ønsket om at kunne leve og bo med den, man elsker, uanset dennes nationalitet. Således er kærligheden udgangspunktet for borgerens tilgang til mødet med systemet, og afgørelsen på ansøgningen har store konsekvenser for vedkommendes liv. Dette står i kontrast til behandlingen af ansøgningen, der i Udlændingestyrelsen varetages af sagsbehandlere med udgangspunkt i lovgivningen. Der er ingen personlig kontakt mellem borger og sagsbehandler, så afgørelsen er alene baseret på en faglig vurdering af, hvorvidt de generelle krav og betingelser for ægtefællesammenføring er opfyldt. Her adskiller systemet for udlændingeområdet sig også fra andre dele af det offentlige system eksempelvis det sociale område. Her forvaltes sociallovgivningen med udgangspunkt i den enkelte borgers livsforløb, og krav om bl.a. helhedsorientering og borgerinddragelse i beslutningsprocessen giver mulighed for at borgerens egne ønsker kan få betydning for sagens udfald (Høilund og Juul 2005:155). Dette er en anden årsag til, at mødet med systemet for ægtefællesammenføring må forventes at være særligt problematisk for borgeren. 2
1.2 Problemformulering På baggrund af problemfeltet som det her er præsenteret, lyder projektets problemformulering: Hvad er de vigtigste forhold i borgernes møde med systemet for ægtefællesammenføring som kan opleves som ikke- anerkendende? Udgangspunktet for undersøgelsen af problemformuleringen vil være en analyse af de forhold, der påvirker det konkrete møde mellem borgeren og systemet. I denne inddrages endvidere bredere betragtninger af systemet i form af de overordnede, lovgivningsbestemte rammer og betingelser for processen omkring ægtefællesammenføring. Dette skyldes, at vi har en fordom om, at de lovgivningsmæssige grundvilkår begrænser sagsbehandlerens forvaltningsmuligheder, og at dens kompleksitet og omskiftelighed ydermere kan gøre det svært for borgeren at tage sagen i egen hånd. Der tegner sig således et forståelsesorienteret projekt om, hvordan systemets opbygning samt borgerens forudsætninger kan have en negativ betydning for mødet og borgerens oplevelse af at blive anerkendt. 1.3 Underspørgsmål 1. Hvordan har systemets opbygning betydning for den praktiske forvaltning indenfor ægtefællesammenføringsområdet? Analyse 1 omhandler systemet for ægtefællesammenføring og indebærer en undersøgelse af systemets organisatoriske opbygning i forhold til dets omgivelser, samt hvordan de nylige reformtiltag har haft betydning for implementering og praksis i organisationen. Denne indsigt gør det muligt at undersøge, hvordan systemets organisatoriske opbygning har betydning for den praktiske forvaltning af lovgivningen. 2. Hvordan har borgerens forudsætninger betydning for vedkommenendes oplevelse af at blive anerkendt i mødet med systemet? 3
Analyse 2 sætter fokus på den anden side af mødet borgeren. I denne analyse undersøges de konkrete forhold, erfaringer og forudsætninger, som af borgeren opleves som mest betydningsfulde for mødet med systemet. Dette vil blive undersøgt med udgangspunkt i en fokusgruppe samt semistrukturerede interviews med borgere, der har personlige erfaringer med ægtefællesammenføring. 3. Hvordan kan den praktiske forvaltning i forhold til ægtefællesammenføring forstås som den væsentligste årsag til borgerens oplevelse af manglende anerkendelse i mødet med systemet? Analyse 3 kobler analyse 1 og 2 i en undersøgelse af hvorvidt den væsentligste årsag til borgernes oplevelse af mødet som krænkende, kan siges at være systemets opbygning og frontlinjemedarbejdernes forvaltningsmuligheder. Analysen vil derudover undersøge hvorvidt det i det hele taget er muligt i, at opbygge systemet på en måde som kan imødekomme borgerens behov for anerkendelse. 1.4 Afgrænsning For at indsnævre problemfeltet synes det relevant med en yderligere afgrænsning af undersøgelsens genstandsfelt, der vil blive beskrevet i det nedenstående. Herefter vil der følge en begrebsafklaring af, hvordan centrale begreber anvendes og forstås i projektet. Ægtefællesammenføring Da fokus for projektet er ægtefællesammenføring afgrænses der fra alle andre former for ansøgninger om opholdstilladelse, herunder familiesammenføring, asyl, humanitært ophold mv.. EU- borgere Ægteskab mellem to europæiske borgere, vil ikke blive repræsenteret i projektet, da der gælder andre regler herfor. 4
Historisk ramme Projektet vil inddrage nogle af ændringerne inden for systemet for ægtefællesammenføring, da disse synes væsentlige for analysen. Der vil således indgå overvejelser om systemet fra 2005 til i dag, men med hovedfokus på det nuværende system. 5
1.5 Begrebsafklaring Ægtefællesammenføring Her er der tale om den proces, hvor et kærestepar, samlevere eller ægtepar ansøger om dansk opholdstilladelse til den udenlandske part af forholdet, og i den forbindelse må igennem en juridisk og eventuel social interaktion med systemet. Her er børn ikke en del af processen, som det er tilfældet med familiesammenføringer. Herboende og tilkommende Den herboende er den ansøger, som allerede har statsborgerskab eller opholdstilladelse i Danmark. Den tilkommende er den udenlandske partner, som der søges om opholdstilladelse til. Systemet Når der i projektet anvendes begrebet system henvises der til alle niveauer i det offentlige system, hvor ægtefællesammenføring indgår som arbejdsområde. Dette indbefatter: det øverste lovgivningsmæssige niveau på udlændingeområdet, justitsministeriet, Udlændingestyrelsen herunder Ægtefællekontoret og brugervejledningen i form af Borgerservice og brugerportalen nyidanmark.dk. Af hensyn til projektets fokus vil systemet dog oftest henvise til de nederste niveauer. Såfremt begrebet system anvendes som henvisning til en anden forståelse af system, eksempelvis hele det danske statsapparat, vil dette fremgå specifikt. Serviceorganisation Produkterne i en serviceorganisation er immaterielle, eksempelvis rådgivning, behandling mv. En sådan organisation er kendetegnet ved at produktionen gennemføres i samarbejde med kunden, samt at ledelsesformen giver plads til at medarbejderen kan handle ud fra vedkommendes opfattelse af kundens behov i den situation, hvor produktet bliver til (Den Store Danske 3). Udlændingestyrelsen Udlændingestyrelsen skiftede navn til Udlændingeservice i 2006. I 2011 skete endnu et navneskift så styrelsen igen hed Udlændingestyrelsen, hvor rådgivning varetages i Udlændingestyrelsens Borgerservice. Dette vil blive nævnt hvor det er relevant, men 6
som udgangspunkt vil projektrapporten anvende begreberne Udlændingestyrelsen, styrelsen eller organisationen. Frontlinjemedarbejdere I de fleste forvaltninger varetager den samme frontlinjemedarbejder både sagsbehandling, kontakt og evt. rådgivning i forhold til den enkelte borger (Berg- Sørensen 2011:322). I Udlændingestyrelsen er disse funktioner dog adskilte. Frontlinjepersonalet i består således både af sagsbehandlere, der ikke har kontakt til borgerne, samt medarbejderne i styrelsens Borgerservice, der varetager brugervejledning ved henvendelse fra borgerne. Nogle ansatte varetager skiftevis rådgivning og sagsbehandling, men i disse tilfælde er der dog stadig tale om to adskilte arbejdsfunktioner (bilag 18). Således henviser frontlinjemedarbejdere i projektet til både rådgivere og især til sagsbehandlere. Dokumentationskrav Dokumentationskravene præsenteres i kapitel 6.1, men det skal her gøres klart, at når begrebet dokumentationskrav fremgår i projektet, henvises der til samtlige krav, som skal opfyldes og dokumenteres i forbindelse med en ansøgning om ægtefællesammenføring i Danmark. EU- modellen EU- reglerne for ægtefællesammenføring er mere lempelige end de danske, da forbeholdene gør det muligt at føre en strammere udlændingepolitik i Danmark. De strengere krav til ægtefællesammenføringer i Danmark, har betydet at borgere kan være nødsagede til at benytte sig af EU- modellen for at opnå ægtefællesammenføring (Ny i Danmark 2). Det sker typisk gennem Sverige- modellen, hvor man bliver ægtefællesammenført i Sverige, for derefter at kunne flytte tilbage til Danmark med sin partner grundet arbejdskraftens frie bevægelighed. 7
2. Kapitel: Projektdesign og analysestrategi Som det fremgår af figur 1, danner det kritiske hermeneutisk perspektiv rammen for projektet. Problemformuleringen er styrende projektet igennem, og leder derfor ned til analyserne som udføres på bagrund af indsamlet og bearbejdet empiri og læst teori. Dette leder ned til diskussion og konklusion, med en afsluttende perspektivering. 2.1 Figur 1: Projektdesign Kritisk hermeneutisk videnskabsteoretisk udgangspunkt Problemformulering Empiri Analyse Teori Diskussion og konklusion Konklusion på problemformulering Perspektivering 8
3. Kapitel: Videnskabsteori Videnskabsteori og problemformulering Problemformuleringen lægger op til et forståelsesorienteret projekt omkring præmisser og betingelser for borgerens oplevelse af anerkendelse i mødet med systemet for ægtefællesammenføring. Det videnskabsteoretiske grundlag for projektets undersøgelse af problemstillingen er derfor den kritiske hermeneutik, som her vil blive beskrevet. Endvidere vil det blive præsenteret hvordan dette perspektiv finder anvendelse i projektet. 3.1 Kritisk hermeneutisk perspektiv Kritisk hermeneutik Hermeneutik betyder fortolkning, og denne videnskabsteoretiske retning forskriver at forskningen bør udvikle en fortolkende forståelse af den kontekstuelle mening bag menneskers sociale handlen og sproglige udtryksformer (Juul og Pedersen 2012:108). En problematik herved er dog at disse kan fortolkes forskelligt (ibid.). Eksempelvis er meningen bag lovtekster ikke altid åbenlys, hvilket kan betyde, at socialarbejdere kan tolke den samme lov på forskellige måder. Fælles for de hermeneutiske retninger er opfattelsen af, at socialvidenskaben grundlæggende adskiller sig fra naturvidenskaben (Juul og Pedersen 2012:109). Da mennesket, som er socialforskningens genstandsfelt, har evnen til at reflektere, erfare og ændre adfærd, kan der således ikke opstilles lovmæssigheder for dette. I stedet betragtes viden som en fortolkningssag (relativistisk ontologi), der ikke kan gøre krav på objektivitet, og ingen fortolkning kan ifølge hermeneutikken siges at være helt sand. Hermed kan ingen fremgangsmåde siges at sikre endegyldig sand viden (relativistisk epistemologi). Viden som fortolkning må i stedet kæmpe mod andre fortolkninger om at vinde anerkendelse og dermed fremstå mest sandsynlig eller troværdig (Juul og Pedersen 2012:110). Dertil kommer det sig, at forskeren selv indgår i en historisk kontekst, og dermed ikke kan gøre sig helt fri for dennes påvirkning, hvorfor fortolkningen heller ikke kan siges at være det. Det er dog forskelligt mellem skolerne indenfor hermeneutikken, hvad fortolkning er og hvordan denne udføres. 9
I projektet vil den hermeneutiske tilgang være baseret på den franske filosof Paul Ricoeur s (1913-2005) kritiske hermeneutik. Ifølge Ricoeur har historien betydning for, hvad der er muligt at tænke og erfare, idet den sætter grænser for den menneskelige fatteevne og dermed er menneskets erkendelsesmuligheder begrænset af endelighedens lov (Juul og Pedersen 2012:140). Ricoeur mener dog ikke, at fattevenen helt er bundet til det værende, da menneskets forestillingsevne har potentiale til at gå ud over det historiske bundne (Juul og Pedersen 2012:140). Dette kommer sig af, at motiver såsom begær eller etiske krav kan komme i konkurrence med allerede eksisterende sociale strukturer og sædvaner. Mennesket har en evne til at tænke kritisk og danne normative alternativer til de eksisterende magtformer i samfundet, og kan således overskride det værende gennem refleksion (Juul og Pedersen 2012:141). En god hermeneutikker skal derfor både tage forbehold for traditionernes indflydelse, men samtidig undersøge den kritiske forestillingsevnes muligheder (ibid.). Det betyder, at man ikke alene skal fokusere på at fremtolke meningen bag overleveringer, med derudover også være kritisk overfor dem (ibid.). Ricoeur åbner hermed op for at indføre det kritiske og normative perspektiv i hermeneutikken, hvor den hermeneutiske cirkel således kommer til at omhandle forholdet mellem kritiske idealer og den sociale virkelighed (Juul og Pedersen 2012:146). Ligesom fortolkninger indenfor hermeneutikken ikke kan betragtes som endegyldigt sande, må også det kritiske ideal behandles som et udkast, der skal applikeres gennem kritiske undersøgelser og vise sin gyldighed gennem virkningshistorien. Fælles for den kritiske og filosofiske hermeneutik er, at man som forsker bør starte med at klargøre sine fordomme og forforståelser og udfordre disse gennem anvendelse med feltet. I den kritiske hermeneutik indebærer disse fordomme dog også et kritisk perspektiv, og forskeren medbringer et normativt aspekt i mødet med feltet (Juul og Pedersen 2012:143). Som det er nævnt udgøres dette normative perspektiv i nærværende projekt af idealet om anerkendelse, som det er defineret af Honneth. I arbejdet med kritisk hermeneutik skal forskeren gå ned i praksis og på baggrund af det normative udgangspunkt udforme en kritik af de magtformer, der fungerer som en hindring for opnåelse af det ønskede ideal. Dette være sig i form af en kritik af de tænkemåder, diskurser eller værdier, der hersker i samfundet, herunder bl.a. institutioner og lovgivning. Forskningens validitet er baseret på fortolkningens og 10
analysens kvalitet samt argumentationens styrke. I det kritisk hermeneutisk arbejde indgår der tre tilgange til analysen; 1) samfundsvidenskaben skal være forankret i et kritisk perspektiv eller normativt ideal, 2) at idealet ikke er kontekstuafhængigt eller universelt, men afspejler erfarede problemer i en social eller historisk kontekst. 3) At idealet skal afprøves i praksis via konkrete, kritiske analyser, da dets validitet i sidste ende afgøres af argumentationen for idealets virkningshistorie (Juul og Pedersen 2012:144). Videnskabsteori i projektet I overensstemmelse med det kritisk hermeneutiske udgangspunkt for projektet har vi fra begyndelsen været eksplicitte om de fordomme, der har formet projektets fokus. Vores grundlæggende fordom om, at anerkendelse ikke i tilstrækkelig grad finder sted i mødet mellem borger og systemet for ægtefællesammenføring, har således dannet rammerne for projektets kritiske tilgang til dette møde. Endvidere har vi på den baggrund opstillet det kritiske ideal om anerkendelse af borgeren i dette møde. I overensstemmelse med hermeneutikken har vi søgt at opnå indsigt i hvilke forhold, der kan virke hæmmende for realiseringen af idealet, ved at fortolke på relevante borgeres oplevelser og erfaringer med denne forvaltning. Metodisk har projektets videnskabsteoretiske perspektiv bevirket, at vi undervejs i projektet har søgt at applikere og nuancere vores fordomme i henholdsvis en fokusgruppe og semistrukturerede interviews, samt et faktuelt interview. Vi er således gået til feltet med en kritisk tilgang og undersøgt, hvilke hæmmende faktorer der har betydning for anerkendelsesmulighederne. 3.2 Videnskabsteori og validitet Gyldigheden af vores fortolkningsarbejde i analyserne kan ifølge den kritiske hermeneutik kun skabe sin validitet gennem sin virkningshistorie. Dette bør foregå gennem debat i et større forum, og projektet kan derfor ikke umiddelbart vise sin virkningshistorie i nærværende rapport. Dog har vi forsøgt at efterleve kravet om gennemsigtighed ved at eksplicitere vores fordomme, så andre kan forholde sig kritisk til vores arbejde. Det ideal og teoretiske grundlag fra Honneths anerkendelsesteori fungerer dertil også som en fordom, ud fra hvilket vores empiri indsamles og analyseres. 11
4. Kapitel: Metode I kritisk hermeneutik skal forskeren fortolke sig frem til viden gennem indblik i menneskers konkrete erfaringsverden. For at opnå forståelse for problemstillingen og hvordan denne opleves af mennesker med egne erfaringer på området, har vi gjort brug af kvalitative metoder i form af interviews. Vores overvejelser og fremgangsmåde i denne forbindelse beskrives i det følgende. 4.1 kontekst Empiriindsamlingen er i projektet foregået over tre etaper i følgene rækkefølge: 1) Fokusgruppe 2) Semistrukturerede interviews x2 (fra fokusgruppen) 3) Faktuelt interview (sagsbehandlere) Formålet med at gennemføre et fokusgruppeinterview var at opnå en forståelse for, hvilke problematikker der opleves som de mest centrale i forbindelse med en ægtefællesammenføringsproces. På baggrund af den nye forståelse af de oplevede problematikker, og det nu lidt mere afgrænsede fokus for projektet, udførte vi to uddybende semistrukturerede interviews med to af deltagerne fra fokusgruppen. Formålet var dels at få uddybet tidligere emner, og dels at få mulighed for at sætte vores nye fordomme i spil. Endelig har vi gennemført et mere faktuelt interview med to fuldmægtige sagsbehandlere fra Udlændingestyrelsen. Udover at få indsigt i de fuldmægtiges egne oplevelser var målet således også at få en dybere forståelse for systemets opbygning og gældende praksis, som det ikke var muligt at indhente fra andre kilder. Ved at begynde processen tidligt fik vi mulighed for at bearbejde den indsamlede empiri mellem hver etape og derudfra revurdere vores fordomme. Samtlige interviews er blevet optaget som lydfil. 4.2 Fokusgruppe Fokusgruppen blev gennemført i starten af semesteret uden, at vi på forhånd havde et dybere kendskab til ægtefællesammenføringsområdet. Formålet hermed var, at vi ville lade vores fordomme blive præget af deltagernes fortællinger og derudfra indsnævre projektets fokus. De emner og problemstillinger deltagerne identificerede som de væsentligste, har på denne måde dannet udgangspunktet for det videre arbejde med projektet. 12
4.2.1 Udvælgelse Vores udvælgelse af deltagere til fokusgruppen var bl.a. begrænset af det tidsmæssige perspektiv, idet vi ønskede det gennemført i forbindelse med metodekurset. Da fokusgruppers produktion af viden afhænger af deltagernes sociale interaktion, ville vi sikre, at der kom tilstrækkelig social udveksling, og samtidig ville vi undgå at deltagernes erfaringsgrundlag var så forskellige, at det ville blive svært for deltagerne at kommunikere med hinanden. Derfor var det vigtigt for os, at fokusgruppen, hverken blev for homogen eller heterogen (Halkier 2009:26-31). Efter mange frugtesløse henvendelser til forskellige organisationer mv., måtte vi trække på en af projekt- gruppemedlemmernes netværk før det lykkedes os at få stablet en fokusgruppe med fire danske deltagere på benene, som alle inden for de seneste 7 år havde haft personlige erfaringer med at få en ikke- vestlig ægtefælle til Danmark. Ved at gå gennem vores eget netværk kunne deltagerne på forhånd føle sig tryggere og mere forpligtede til at møde op. Vi undgik eventuelle problemer forbundet med at anvende bekendte i fokusgruppen ved, at deltagerne ikke i forvejen kendte de to gruppemedlemmer, der var moderatorer ved afholdelsen af fokusgruppen (Halkier 2009 31-33). Deltagerne kendte alle hinanden i forvejen, hvilket kan gøre det lettere for folk at tage del i samtalen, da de har en forestilling om, hvordan de øvrige tilstedeværende (re)agerer. Endvidere kunne deltagerne uddybe og forholde sig til hinandens historier og perspektiver, fordi det var et emne, de før havde diskuteret privat. At deltagerne kendte hinanden i forvejen, og de dermed både har en fortid og en fremtid sammen, kan også være med til at skabe en form for social kontrol af, at individuelle udtalelser under interviewet stemmer overens med tidligere fortællinger. Dette kan dog også i nogle tilfælde begrænse den frihed, hvormed deltagerne føler de kan udtrykke sig. Dette var ikke et synligt problem i forbindelse med fokusgruppen, men i de efterfølgende enkeltinterviews med to af deltagerne kom der faktisk nogle nye vinkler på emner fra fokusgruppen. At disse synsvinkler ikke var nævnt under fokusgruppen kan dog også have andre grunde end social kontrol. Endelig kan det være en ulempe, at deltagere i en fokusgruppe kender hinanden, da de derved kan komme til at opføre sig efter etablerede dominansrelationer. Dette oplevede hverken deltagerne eller moderatorne som et problem i fokusgruppen (Halkier 2009:26-31). 13
Da diskussionsemnet var personligt og forholdsvis sensitivt var et mindre antal deltagere at foretrække, hvilket endvidere gjorde det nemmere for moderatoren at sørge for, at alle kom nogenlunde lige meget til orde. Endelig er det generelt mere overskueligt at bearbejde datamaterialet, jo færre deltagere der er. Ulemperne ved få deltagere er, at man risikerer, at der bliver produceret for lidt social interaktion, specielt hvis deltagerne i forvejen kender hinanden, hvorfor vi på forhånd havde sat fokusgruppen til at vare en hel time frem for en halv(halkier 2009:33ff.). Heldigvis var deltagerne dog meget diskussionslystne, og tidsrammen stemte godt overens med diskussionens naturlige varighed idet snakken naturligt døde ud efter en time og otte minutter. 4.2.2 Praktisk gennemførelse Afholdelsen af fokusgruppen foregik hjemme hos en af deltagerne, som selv havde foreslået denne lokation. Det var trygt for alle deltagere, da de alle er vant til at komme i dette hjem. At afholdelsen fandt sted her var endvidere en fordel, da emnet for fokusgruppen blandt andet falder ind under privatsfæren, og deltagerne hovedsageligt tidligere har diskuteret emnet under private rammer (Halkier 2009:36ff). Fokusgruppen blev gennemført med hoved- moderator og en hjælper, da vi tænkte, det ville være for lidt med en enkelt moderator. Hoved- moderatorens opgave var at sikre, at deltagerne hele tiden forholdt sig til de relevante emner, at få deltagerne til at udtrykke varierede meninger og erfaringer og henvende sig til hinanden. Derudover var det moderatorernes opgave at sørge for en uformel stemning og spørge ind, hvor det var nødvendigt (Halkier 2009:48-51). Denne model anvendte vi endvidere også i de opfølgende, semistrukturerede interviews samt i det faktuelle interview med de to fuldmægtige. I planlægningen af fokusgruppen valgte vi at anvende tragt- modellen, hvor vi startede med meget åbne emner og sluttede med mere konkrete startspørgsmål. Som navnet antyder har startspørgsmål til formål at starte og understøtte udvekslinger, diskussioner og forhandlinger mellem deltagerne. Disse bliver mere og mere specifikke jf. tragtmodellen dog uden at blive strukturerede (Halkier 2009:38-42). Denne model valgte vi for på én gang at give mest mulig plads til deltagernes 14
perspektiver og interaktion med hinanden og samtidig sikre, at vi fik belyst de emner, som vi gerne ville. Vi begyndte fokusgruppen med at uddele en skriftlig forklaring af deltagernes anonymitet i forbindelse med projektet (Bilag 1). I bilag 2 fremgår introduktionen til fokusgruppens deltagere, og selve emneguiden med de forberedte startspørgsmål fremgår af bilag 3. 4.2.3 Fokusgruppen i forhold til projektet Vi valgte at udføre en fokusgruppe som indgang til et meget kompliceret felt og samtidig fordi det ville give os et andet og mere personligt indblik, end hvad vi ville kunne læse os til. Da vi arbejder ud fra et kritisk hermeneutisk perspektiv, er det vigtigt for os undervejs i empiriindsamlingen at applikere vores fordomme. I den forbindelse er fokusgruppen et godt forum, hvor vi kan få afprøvet vores umiddelbare fordomme i forbindelse med problemformuleringen. Fordommene blev efterfølgende nuanceret og bearbejdet, for derefter at blive applikeret i næste etape af empiri- indsamlingen, og så fremdeles. 4.2.4 Empiribearbejdning I arbejdet med at omsætte den producerede empiri til analyse lod vi os inspirere af Bente Halkier. Således foreslår hun en række metoder med dertilhørende redskaber til at systematisere det indsamlede datamateriale. Til at analysere den transskriberede empiri (bilag 4) benyttede vi analyseredskaberne kodning og kategorisering (bilag 6-8). Kodningen består i en overordnet inddeling, hvor hovedtemaer identificeres og tildeles foreløbige mærkater (Halkier 2009:73). Kodningen dannede baggrund for den efterfølgende kategorisering, hvor de forskellige koder blev sat i relation til hinanden. Dette er nyttigt i forhold til at identificere, hvor deltagernes udsagn stemte overens, og hvor de var modstridende (Halkier 2009:75). I bearbejdelsen har vi forsøgt at sætte vores fordomme i spil ved at problematisere vores antagelser om den indsamlede data, for at undgå blot at bekræfte vores egne hypoteser (Halkier 2009:76). 4.3 Semistrukturerede interviews Efter at have fået en dybere viden om problemstillingen på baggrund af bearbejdelsen af fokusgruppen kunne vi indsnævre projektets fokus. Dog ønskede vi atter at sætte vores nye fordomme (fra både fokusgruppe og læst materiale) i spil, hvorfor disse 15
applikeredes i semistrukturerede interview med to af deltagerne fra fokusgruppen (Strategylap). 4.3.1 Udvælgelse Begge interviewpersoner havde deltaget i den tidligere udførte fokusgruppe. Vi spurgte alle fra fokusgruppen, om de ville deltage i et uddybende interview for at samle op på og uddybe deres udtalelser fra fokusgruppen. De to interview- personer meldte sig som de første, og dermed blev det dem, vi udførte de semistrukturerede interviews med. Begge interviews foregik hjemme hos den pågældende respondent. 4.3.2 Semistrukturerede interviews ift. projektet De to semistrukturerede interviews blev udført på baggrund af et ønske om uddybning af de nævnte problemstiller fra fokusgruppen, samt for at sikre os, at vi havde forstået deres tidligere udsagn korrekt for dermed at være loyale overfor deres udtalelser. Endvidere havde vi i mellemtiden ændret projektets fokus fra at være på de menneskelige konsekvenser forbundet med mødet, til at have fokus på mødet mellem borger og system. I den forbindelse spurgte vi mere specifikt ind til det nye fokus. Respondenternes udtalelser om deres oplevelser med systemet og ægtefællesammenføringsprocessen benytter vi os af i analyserne, hvor vi fortolker dem indenfor projektets teoretiske ramme. Begge interviews blev transskriberet, jf. bilag 10 og 12. Derudover er de blevet kodet samt kategoriseret for at fremhæve de relevante emner i forhold til vores problemformulering (bilag 13 og 14). 4.4 Faktuelt interview Da vi ønskede indgående viden om opbygningen af systemet og de ansattes egen forståelse af denne, samt af deres arbejdes formål og muligheder (Kvale og Brinkmann 2009:171), kontaktede vi Udlændingestyrelsen, med en anmodning om at foretage et interview med en eller to af de ansatte. Følgelig fik vi mulighed for at foretage et interview af en times varighed med to fuldmægtige sagsbehandlere, der arbejder med 16
ægtefællesammenføring i Udlændingestyrelsen. Den ene af de ansatte har udover sagsbehandling, også vagter i styrelsens Borgerservice, hvor vedkommende varetager en rådgivende funktion. 4.4.1 Lokation Interviewet foregik på en af interviewpersonernes kontor, på kontorgangen for ægtefællesammenføring, hvilket passede til de mere formelle rammer for interviewet. Endvidere gav det os mulighed for at få en kort rundvisning i styrelsens Borgerservice. 4.4.2 Det faktuelle interview i projektet Det faktuelle interview var en nødvendighed af to grunde; først og fremmest er lovgivningen og forvaltningen omkring ægtefællesammenføring kompliceret og dermed besværlig at skabe en grundlæggende forståelse for og danne sig et overblik over, blot ved at læse inde på justitsministeriets hjemmeside og på NyiDanmark.dk. Det syntes således nødvendigt at søge yderligere faktuelle informationer. For det andet havde vi ligeledes en interesse i at undersøge, hvordan de ansatte i systemet oplever deres arbejde og råderum indenfor forvaltningens og systemets rammer. Det faktuelle interview er vedlagt som lydfil, og ud fra denne er det kodet til eget brug (bilag 16). Relevante uddrag er transskriberet (bilag 17). 4.5 Fordomme Fordommen om, at borgerens møde med systemet for ægtefællesammenføring ikke opleves som anerkendende, har som projektets grundlæggende udgangspunkt dannet baggrund for problemformuleringen. Den erkendelse vi på hermeneutisk vis har opnået gennem faglitteratur og applikation af vores fordomme i forskellige interviews, tages op til diskussion i slutningen af rapporten. Da projektrapporten ikke skal redegøre for erkendelsesrejsen i projektforløbet, men blot være en præsentation af det endelige resultat, vil de væsentligste fordomme i dette afsnit kort blive 17
præsenteret, samt hvordan disse er blevet ændret løbende i projektforløbet. Samtlige fordomme foreligger i bilag 19. Fokusgruppen er som nævnt anvendt eksplorativt, og mange af de fordomme, der har fået betydning for projektets retning, er hentet fra fokusgruppen. Vi har således ladet respondenternes fortællinger være definerende for projektets fokus, ud fra hvad de oplevede som det væsentligste ift. deres møde med systemet for ægtefællesammenføring. Dermed ikke sagt, at vi ikke havde forforståelser inden fokusgruppen. Eksempelvis var det vores opfattelse, at der i forbindelse med processen for ægtefællesammenføring, fandt et reelt og fysisk møde sted mellem borger og system. Denne fordom fik vi imidlertid nuanceret kraftigt i både fokusgruppen og i de semistrukturerede interviews, da alle 4 borgere fortalte, at ingen af dem havde haft et reelt møde med deres sagsbehandler. En anden fordom inden fokusgruppen var, at vejledningen på Borgerservice opfattedes som dårlig og uvenlig af borgerne. Dette viste sig imidlertid at være forkert, idet respondenternes overvejende oplevelse af brugervejledningen var positiv. Dog oplevede respondenterne også rådgiverne som meget stressede og pressede, og en enkelt omtalte dem på én gang som fjender og professionelle (bilag 10, side 79, linje 11-15). Nogle af de nye eller ændrede forforståelser fra fokusgruppen og de semistrukturerede interviews, omhandlede de omfattende personlige og menneskelige konsekvenser som en ægtefællesammenføringsproces kan medføre, samt hvordan processen kan resultere i en pinlighed over at være dansk og i en manglende oplevelse af at være beskyttet af den danske lovgivning. En anden væsentlig forforståelse vi fik ud af fokusgruppen og interviewene var, at samtlige deltagere opfatter ægtefællesammenføring som en menneskeret, hvilket har haft væsentlig betydning for vores videre undersøgelse af mødet. En sidste væsentlig fordom var, at borgerne opfattede systemet, processen og lovgivningen som meget kompliceret, hvilket respondenternes fortællinger også tydeligt afspejlede. 18
5. Kapitel: Teori 5.1 Honneth i forhold til det kritisk hermeneutiske udgangspunkt Følgende afsnit er en kort redegørelse for hvordan Honneths anerkendelsesteori synes at trække på to videnskabsteoretiske retninger; den kritiske teori og hermeneutikken. Som tredje generation inden for Frankfurterskolens kritiske teori viderefører Honneth de tidligere generationers samfundskritiske arbejde med at afdække de gældende patologier i samfundet. Den kritiske teori undersøger ikke blot, hvordan samfundet er, men holder endvidere dette op mod et kritisk, normativt ideal for, hvordan det bør være. Honneth er inspireret af den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas (1929- ), som han efterfølger både inden for den kritiske teori og overtog professoraterne efter på Institut for Socialforskning i Frankfurt. Han bryder dog med Habermas fokus på det kommunikative, idet omdrejningspunktet for Honneths teori er anerkendelse, hvilket betragtes som den essentielle betingelse for selvrealisering og det gode liv. Begrebet er hentet fra den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831), og fungerer som det normative ideal for samfundskritikken. Honneth adskiller sig dog også fra de tidligere generationer, idet han kritiserer disses overvejende teoretiske udgangspunkt for at være for abstrakt og mangle blik for det menneskelige aspekt. Ifølge Honneth kan samfundskritikken ikke kun finde sin begrundelse teoretisk, men må også være forankret i konkrete menneskelige erfaringer, hvis analysen af samfundet skal kunne skabe indsigt i, hvordan idealet om anerkendelse begrænses i samfundet. I undersøgelsen af, hvordan samfundet er, argumenter han således for et udgangspunkt i konkrete, menneskelige krænkelseserfaringer. Hvorvidt disse krænkelser egentlig har fundet sted er uden betydning, så længe de af konkrete personer opleves som virkelige. Selvom Honneth er en del af Frankfurterskolen, nærmer han sig dog hermeneutikken med sin anerkendelsesteori. Således havde Gadamer (i 1960 erne og 70 erne) netop kritiseret Habermas teori for at være for abstrakt og for ikke at indeholde noget om, hvordan den sociale verden reelt opleves. Endvidere gik kritikken fra Gadamer på Habermas tro på en før- historisk fornuftsevne med tilhørende rationelle og etiske tankeegenskaber (Juul og Pedersen 2012:340). Dette tager Honneth dog også forbehold for, idet han ligesom Hegel ikke mener, at mennesket fra fødslen er udstyret med en fornuft som dette kan realisere sig selv gennem, men at denne selvrealisering 19
afhænger af at blive mødt med anerkendelse af andre. Således er Honneth med til at bygge bro mellem den kritiske teori og den kritiske del af hermeneutikken, idet både Honneth og Ricoeur synes at befinde sig mellem Habermas og Gadamer. På denne baggrund betragtes det ikke som et problem for den senere analyse at anvende Honneths anerkendelsesteori ud fra projektets hermeneutiske tilgang til problemstillingen. 5.2 Axel Honneths anerkendelsesteori 5.2.1 Axel Honneth kampen om anerkendelse I det følgende afsnit redegøres der for Honneths teori om kampen om anerkendelse, hvorefter en kritik af teorien præsenteres. Honneth kritiserede den første generation af Frankfurterskolens overvejende teoretiske udgangspunkt, manglende humane aspekt, samt fraværet af et kritisk holdepunkt i den sociale verden, som han mente resulterede i et manglende normativt perspektiv. På den baggrund fremførte han en epistemologi i kritisk teori, som foreskrev samfundsvidenskaben at være kritisk, og at denne måtte føres tilbage til og begrundes i en reel, menneskelig frigørelsesinteresse. Honneth mente heller ikke at Habermas formåede at opfylde kriteriet om, at teorier skal være forankret i menneskelige erfaringer. Derfor indførte Honneth et nyt aspekt til den kritiske skole med sin teori om kampen om anerkendelse, der lagde yderligere vægt på menneskers konkrete livserfaringer. Teorien var en videreudvikling af Habermas' livsverdens sfære, men i stedet for at forklare menneskers opfattelse af problemer i social handlen som værende udsprunget af abstrakte sprogregler, anså han disse problemer som et udtryk for oplevelsen af manglende anerkendelse. Honneths filosofiske og teoretiske grundinspiration hentede han fra Hegels allerede udformede teori, der anså anerkendelse som nødvendig for individets udvikling af en selvbevidsthed. Hegels teori stod i klar modstrid med Immanuel Kants (1724-1804) tanker om en før- historisk fornuftsevne med tilhørende rationelle og etiske tankeegenskaber (Juul og Pedersen 2012:340). Anerkendelsesteorien blev således omdrejningspunktet for, samt idealet i, hans samfundskritiske analyser, hvilke skal fremtolkes i menneskers konkrete erfaringer med krænkelsesoplevelser og derigennem begrundes empirisk. Målet med den kritiske samfundsanalyse bliver hermed at identificere patologier og 20
fejludviklinger, som begrænser individers muligheder for at blive mødt med anerkendelse og dermed opnå det gode liv. Honneth opstiller med sin teori tre anerkendelsessfærer med tilhørende former for selvforhold; selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse. Hver sfære udgør et ontogenetisk trin i menneskets udvikling, hvorfor anerkendelse i samtlige sfærer er nødvendig for at individet kan opnå et fuldendt selvforhold og realisere vedkommendes eget ideal om det gode liv (Honneth 2003:85). 5.2.2 Anerkendelsens tilblivelse og betydning i de tre sfære Første sfære I den første sfære, også betegnet som den emotionelle sfære, erhverver individet en form for selvtillid gennem modtagelse af kærlighed. Dette gives henholdsvis af familien og tætte venner, der ved at udvise anerkendelse af personen i form af kærlighed sikrer en fundamental selvtillid hos personen. Dette medfører en følelse af sikkerhed, og muliggør hermed personens senere deltagelse i sociale relationer og sammenhænge (Honneth 2003:92). Ifølge Honneth fungerer kærligheden som en anerkendelsessfære idet den udspiller sig som et gensidigt anerkendelsesbehov. Anden sfære Den anden sfære som Honneth betegner den retslige sfære, bygger på et individs oplevelse af at blive mødt med anerkendelse som borger og juridisk person. Anerkendelse erhverves i denne sfære ved at blive tillagt samme rettigheder som resten af borgerne i samfundet og dermed føle sig ligestillet heri (Honneth 2003:92). Hvis individet oplever at være indehaver af samme rettigheder som alle andre bevirker det, at denne kan realisere sin autonomi og derigennem opnå et selvforhold i form af selvagtelse. Måden denne selvagtelse erhverves på, adskiller sig dog markant i forhold til de andre former for selvforhold ved, at den opnås via rettigheder som borgeren passivt har i mødet med objektive strukturer og ikke gennem sociale relationer. Grundet forholdene for denne anerkendelse opleves den kun, når den er fraværende. På trods af udeblivende anerkendelse i denne sfære som følge af manglende rettigheder, kan individet dog stadig have en vis grad af selvagtelse, men den højeste grad af selvagtelse opnås kun via rettigheder (Honneth 2006:148ff). 21
Tredje sfære I den tredje sfære omhandler anerkendelse den selvværdsættelse et menneske får ved at indgå i sociale fælleskaber, grupper eller samfundet generelt (Honneth 2003:92). Ved at deltage og udvise engagement i disse fællesskaber kan individet opnå anerkendelse for sine særlige individuelle egenskaber og evner. Det er således gennem sine bedrifter og handlinger indenfor den tredje sfære, at man opnår selvforholdet selvværd, og derigennem føler sig som en del af et solidarisk samfund (Honneth 2006:152ff). 5.2.3 Krænkelser i de tre sfære Anerkendelse kommer ifølge Honneth bedst til udtryk gennem krænkelser. Dette kommer sig af, at mennesker har behov for og forventninger om, at føle sig anerkendt som et moralsk tilregneligt individ, hvorved udeblivelsen af denne erfares i større grad. Derfor bør anerkendelse som normativt ideal og forventningen om denne undersøges via menneskers konkrete krænkelseserfaringer i sociale interaktioner. Krænkelsesoplevelser i første sfære er fysiske overgreb mod menneskets kropslige integritet. Disse krænkelser der kan medføre både fysiske og psykiske skader, mindsker individets muligheder for at udvikle en grundlæggende selvtillid, og dermed chancerne for at føle sig sikker i verden og begå sig positivt i sociale fællesskaber senere hen (Honneth 2003:87f). Krænkelserne i andens sfære består af manglende juridisk ligestilling med de øvrige borgere i samfundet. Dette være sig ved nægtede rettigheder til individer eller hele grupper i samfundet på baggrund af eksempelvis etnicitet, køn mm. Resultatet heraf er en nedsat eller manglende følelse af selvagtelse (ibid.). Krænkelsesoplevelser i tredje sfære dækker både over ret almindelige oplevelser af manglende anerkendelse og ekstreme former for diskrimination (Honneth 2003:87ff). Dette være sig i situationer, hvor en person føler sig ydmyget eller ikke tildeles den ros for sine handlinger eller bedrifter, som vedkommende forventede. Individets følelse af ikke at blive anerkendt for sine særlige egenskaber er således en krænkelse i den sociale sfære. Fraværet af anerkendelse i tredje sfære medfører manglende 22
selvværdsættelse, hvilket kan resultere i følelser som vrede, skam og dårligt selvværd (Juul & Pedersen, 2012:342). 5.2.4 Kritik af Honneths anerkendelsesteori Honneth der som kritisk teoretiker med sit normative ideal for samfundskritikken forsøger at lokalisere de hindringer og begrænsninger, som står i vejen for idealet og hermed det gode liv, kommer dog ikke med nogen konkret viden eller guidelines til, hvorledes f.eks. en socialrådgiver bør handle i mødet med borgeren. Således kritiseres anerkendelsesteorien for ikke at give nogle bud på dens anvendelse i praksis i forhold til afvejningen af forskellige menneskers/gruppers konkrete anerkendelsesinteresser, hvis disse er i modstrid med hinanden. I forhold til dette siger Honneth, at målet er at sikre anerkendelsesmuligheder, såfremt det ikke går ud over andres anerkendelsesmuligheder. Hvorledes dette skal håndteres og herunder hvilke interesser eller ønsker, der skal prioriteres i en sådan konflikt kommer han ikke med noget bud på. Dette begrundes med, at anerkendelsesteorien er mere en etisk fordring end en egentlig vejledning om, hvordan man bør handle. Fordringen lyder således ikke på, at man altid skal eftergive alle individers ønsker. Dette ville ikke kunne lade sig gøre, eftersom de fleste mennesker besidder modstridende ønsker i forhold til andre, og alle vil dermed ikke kunne føle sig anerkendt i alle sammenhænge. Intentionen bag anerkendelsesteorien er dog heller ikke, at alle skal få deres ønsker opfyldt. Et uopfyldt ønske er ifølge Honneth ikke et tegn på manglende anerkendelse og er dermed ikke en krænkelsesoplevelse. Det er derimod en krænkelse, hvis et menneske oplever at blive usynliggjort eller forbigået i situationen, hvor ønsket formidles (Juul og Pedersen 2012:346ff). 5.3 Habermas Habermas ideal for kommunikationen i livsverdenen består af en demokratisk forståelsesorienteret kommunikation mellem ligemænd (Juul og Pedersen 2012:327). Han opfatter kommunikationen i livsverdenen som handlingskoordinerende og integrerende (Andersen og Kaspersen 2007:374f). Den forståelsesorienterede kommunikationsform er ifølge Habermas afgørende for systemets symbolske reproduktion, dvs. dannelsen af: 1) et meningsgivende kulturelt tolkningssystem, 2) solidaritetsgivende sociale fællesskaber og 3) identitetsmuligheder. (Juul og Pedersen 2012:327). 23
Således gør den kommunikative rationalitet sig gældende i livsverdenen, mens det derimod er den egocentriske rationalitet der betegner systemet. 1 Systemet er ifølge Habermas styret af medierne penge og magt. Styringsmedierne koordinerer handlinger ud fra systemkravene om funktionsevne og effektivitet. Der er tale om et minimum af kommunikation og bred indforståethed hvad angår normer, hensigter, handlingsmål og personlige motiver (Andersen og Kaspersen 2007: 373f). Habermas identificerer et problem i det moderne samfund, som bl.a. er kendetegnet ved, at staten og forvaltningssystemerne overtager stadig flere opgaver, der før blev varetaget i civilsamfundet, i takt med samfundets stigende kompleksitet. Habermas mener at velfærdstaten bidrager til systemets kolonisering af livsverdenen, da systemets rationalitet breder sig ind på ikke- materielle områder ind på borgernes hverdagsliv og omgangsformer. I den forbindelse bliver rationaler baseret på penge og magt, nu betydningsfulde i livsverdenen, og underminerer dermed den demokratiske samtale, og muligheden for at borgere kan udvikle de menneskelige ressourcer, der er nødvendige i den sociale interaktion med hinanden: mening, identitet og solidaritet (Juul og Pedersen 2012:327ff). Habermas er dog ikke den eneste, der rejser denne problemstilling om det moderne samfund. Eksempelvis fremsætter Peter Høilund og Søren Juul en lignende tese, når i de i deres bog om anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde (Høilund og Juul 2005:76) omtaler økonomiske, etiske, retlige og politiske systemers udvikling i de seneste år. De systemer som forfatterne beskæftiger sig med, er sociale systemer, som har en afgørende og indgribende betydning i borgeres liv, dvs. spændingsfeltet mellem system og livsverden med Habermas begreber. Juul og Høilund er af den opfattelse, at der er sket en omprioritering i disse systemer, som indebærer at økonomiske og politiske idealer er blevet opprioriteret på bekostning af etiske og juridiske styringsidealer (ibid.). Således kan det siges at Juul og Høilund tilbyder en konkret empirisk undersøgelse af Habermas tese, som viser tydelige indikationer på at netop styringsmedierne magt og penge/politik og økonomi får forrang i mødet med borgeren, og dermed understøtter tesen om systemets kolonisering af livsverdenen. Når vi i projektets analyser anvender Habermas tese om systemets kolonisering af livsverdenen, sammenholdes denne med Honneths anerkendelsesteori, for på den måde at flytte fokus fra kommunikation over på anerkendelse, som ligeledes er 1 staten, markedet og bureaukratiske institutioner (Juul og Pedersen, 2012:328) 2 Det, der i dag hedder Udlændingestyrelsens Borgerservice 3 max. 20 point kunne stamme fra kategorien øvrige (Ny i Danmark 4) 24