DEN USYNLIGE FATTIGDOM

DEN USYNLIGE FATTIGDOM EN UNDERSØGELSE AF FATTIGDOM BLANDT ANSØGERE TIL BØRNESAGENS FÆLLESRÅDS STIPENDIUM FOR ENEFORSØRGERE MAJ 2015

Den usynlige fattigdom - En undersøgelse af fattigdom blandt ansøgere til Børnesagens Fællesråds stipendium for eneforsørgere Udarbejdet af: Andreas Løppenthin Bjarke Brix Olsen Frederikke Nayberg Ida Nielsen Langendorf Magnus Skovrind Pedersen Ved: Analyse og Tal F.M.B.A Godthåbsvej 26, 1. 2000 Frederiksberg Web: http://www.ogtal.dk/ For mere information kontakt: Magnus Skovrind Pedersen Tlf. 28 56 37 77 E-mail: magnus@ogtal.dk Om &# &# er et medarbejder-drevet non-profit analysebureau med base i København, der udfører kvantitative, kvalitative og politiske analyser. &# består af sociologer, kommunikatorer og IT-folk, der er opsat på at løse enhver analyseopgave. Vi tager os af det hele, fra udtænkning af analysen og målfastsættelse til den endelig publicering. Ingen opgaver er for store eller for små.

Indhold 1. Indledning... 4 2. Definitioner af fattigdom... 7 3. Metode... 11 4. Analyse af budgetter og ansøgninger... 6 4.1 Rådighedsbeløb og karakteren af centrale indtægts- og udgiftsposter... 6 4.2 Økonomisk sårbarhed som konsekvens af lave rådighedsbeløb... 28 4.3 Afsavn og stigmatisering hos ansøgerne... 33 4.4 Argumentation i ansøgningerne... 40 5. Ansøgerne er over fattigdomsgrænsen... 45 6. Konklusion... 50 7. Referencer... 54

1. Undersøgelsens problemstilling og motivation Diskussionen om fattigdom har raset længe i den offentlige debat med skarpe politiske grænsedragninger omkring stereotype fremstillinger såsom Fattig-Carina og Dovne-Robert (Ugebrevet A4 2012). Modsætningerne illustreres i variationen af holdninger, som går fra en anerkendelse af fattigdom som et samfundsproblem til en kategorisk afvisning af dens eksistens. Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance udtalte følgende i forbindelse med den omdiskuterede Fattig-Carina -sag, som søgte at sætte offentlig julehjælp på dagsordenen: Det er en hån mod de millioner af mennesker verden over, som sulter, at snakke om fattige i Danmark. I skulle skamme jer!! Jeg bliver så vred, når jeg hører venstrefløjen bruge den slags manipulerende retorik. Hvis der er mennesker i Danmark, der ikke har råd til at holde jul, så er det selvforskyldt! (Politiken 2011) Danskerne er hverken langt fra eller upåvirkede af meningstilkendegivelser som ovenstående. Undersøgelser har vist, at op imod halvdelen af den danske befolkning ikke mener, at fattigdom eksisterer inden for landets grænser (Nyhedsbureauet Newspaq 2013; Kristeligt Dagblad 2013). Dette skyldes til dels, at fattigdom i manges øjne handler om ren fysisk overlevelse. Billeder af eksempelvis slumområder i Rio de Janeiro og kasteløse gadesælgere i New Delhi har monopoliseret fattigdomsbegrebet. Man kan ligefrem argumentere for, at begrebet fattigdom i Danmark er behæftet med en negativ moralsk ladning, som i stedet henviser til en selvforskyldt økonomisk situation (Information 2014b). 1.1 Kort om undersøgelsen Med udgangspunkt i ansøgninger til Børnesagens Fællesråds stipendium for eneforsørgere fra 2014 undersøges det, hvorvidt ansøgernes økonomiske forhold vidner om en økonomisk fattigdom, og i givet fald, hvilke konsekvenser dette har for deres liv. Undersøgelsen viser, hvordan ansøgernes økonomi slet ikke eller lige akkurat løber rundt. Dette gør dem enormt sårbare overfor ekstraordinære og uforudsete udgifter og livsbegivenheder. 4

Beskrivelserne i de motiverede ansøgningerne vidner om, at fattigdom er knyttet til stor skam og frygt for stigmatisering. Ansøgerne legitimerer deres ansøgning om økonomisk hjælp ved at referere til uforskyldte begivenheder, som årsag til deres økonomiske problemer. Disse analyseresultater danner udgangspunkt for en diskussion af, hvordan den officielle danske fattigdomsgrænse fra 2013 er mangelfuld i forhold til at indfange disse eneforsørgere. 1.2 Konklusioner i hovedpunkter I gennemsnit har ansøgerne et månedligt rådighedsbeløb på 1.431 kr. per person i husstanden. Altså er deres økonomiske råderum meget begrænset. 80,5 % af ansøgerne er på en form for offentlig overførselsindkomst, og de er økonomisk afhængige af boligsikring og børneydelser. Ændringer i disse ydelser har derfor gennemgribende konsekvenser for deres tilværelse. Udgifter til boligen eller afdrag på lån udgør de største udgiftsposter hos ansøgerne. Boligudgiften er en ufleksibel post, idet ansøgerne ikke selv frit kan vælge, hvordan de vil bo og sjældent har råd til at flytte. Gældsstiftelse kan for ansøgerne være en nødvendig løsning på presserende økonomiske udfordringer, men bliver en langsigtet hæmsko for ansøgerne. De lave månedlige rådighedsbeløb og manglen på et socialt netværk, der kan hjælpe i pressede situationer, gør ansøgerne meget sårbare overfor ekstraordinære eller uforudsete udgifter eller livsbegivenheder. En ødelagt cykel, at holde jul eller sygdom, kan derfor vælte ansøgernes økonomi. Konsekvenserne af deres dårlige økonomiske situation strækker sig mellem ikke at kunne leve op til de sociale forventninger og ikke at kunne opfylde basale behov, som at sætte mad på bordet og at købe vintertøj til sine børn. Skammen over ikke at kunne klare sig selv og frygten for stigmatisering og udelukkelse fra sociale fællesskaber spiller en lige så stor rolle for ansøgerne, som manglen på de konkrete genstande, de ikke har råd til. Ansøgerne refererer til uforskyldte vilkår eller begivenheder for at legitimere at de beder om økonomisk hjælp. Dette vidner om, at fattigdom ikke er anerkendt i Danmark og er knyttet til stor skam. 5

60,7 % af ansøgerne ligger med sikkerhed over den officielle danske fattigdomsgrænse. Alligevel lider ansøgerne afsavn i en sådan grad, at man under normale omstændigheder ville beskrive dem som fattige. Gruppen er altså usynligt fattige. Den danske fattigdomsgrænse indfanger således ikke det fulde billede af fattigdom i Danmark og fattigdommens konsekvenser. 6

2. Definitioner af fattigdom Fattigdom knytter sig i første omgang til det at mangle penge. Det kan medføre alt fra sultedød til lav levestandard (Larsen og Pedersen 2014:203). På trods af at fattigdom er et alment kendt og ofte benyttet begreb, er det ofte uklart præcist, hvad det refererer til. Det er derfor centralt for os at præsentere forskellige fattigdomsforståelser, samt at definere, hvordan vi selv forholder os til fænomenet. Alt efter hvilket perspektiv man anlægger, dækker fattigdom over vidt forskellige fænomener. På den ene side er det åbenlyst, at folk som dør på gaden af sult er fattige i den forstand, at de ikke kan opretholde deres liv. På den anden side er fattigdomsbegrebet også social konstrueret, idet kategoriseringen indebærer en aktiv stillingtagen til, hvem og hvad kategorien skal indeholde (Larsen og Pedersen 2014:203). 2.1 Absolut og relativ fattigdom Der skelnes ofte mellem absolut og relativ fattigdom. Absolut fattigdom defineres i litteraturen som en situation, der enten er karakteriseret ved ekstrem elendighed på grund af hungersnød eller krig, eller som et eksistensminimum, hvor individet ikke har mulighed for at opfylde basale behov såsom tilvejebringelse af mad, tøj og bolig (Andersen og Larsen 2011:212). Absolut fattigdom drejer sig altså grundlæggende om fysisk overlevelse og er således relateret til materielle forhold såsom mad og boligforhold. Relativ fattigdom er knyttet til ulighed. Relativ fattigdom skal forstås som en økonomisk situation, hvor man muligvis kan dække basale behov, men ikke har mulighed for at leve op til de sociale roller og forventninger, der er i samfundet (Andersen og Larsen 2011:212). Mens relativ fattigdom altså i mindre grad handler om fysisk overlevelse, kan det i stedet siges at være relateret til en form for social eller psykisk overlevelse. Konsekvenserne af relativ fattigdom skal ikke nødvendigvis ses som mindre ubehagelige end absolut fattigdom, men er af en anden karakter.

Den engelske sociolog Peter Townsend har udviklet et fattigdomsbegreb, som forsøger at nedbryde opdelingen mellem absolut og relativ fattigdom: Individuals, families and groups in the population can be said to be in poverty when they lack the resources to obtain the types of diet, participate in the activities and have the living conditions and amenities which are customary, or at least widely encouraged or approved, in the societies to which they belong. Their resources are so seriously below those commanded by the average individual or family that they are, in effect, excluded from ordinary living patterns, customs and activities. (Townsend 1979: 31) Townsends fattigdomsbegreb er på sin vis relativt, men tager samtidig højde for, at absolutte størrelser, såsom mad, tøj og husly, skal forstås i relation til den samfundsmæssige kontekst. Samtidig kan konsekvenserne af relativ fattigdom pege i retning af absolut fattigdom, idet fattiges helbred ofte påvirkes negativt samtidig med, at deres børns præstationer i skolen og senere på arbejdsmarkedet påvirkes negativt (Brighouse og Swift 2006:479). På den måde bliver opdelingen mellem relativ og absolut fattigdom mindre skarp og mere kontekstafhængig (Ejrnæs et al. 2015:36f). 2.2 Den danske fattigdomsgrænse Ekspertudvalget om fattigdom, der anbefalede den fattigdomsgrænse, arbejdede ud fra en fattigdomsdefinition, der ikke ligger langt fra Townsends: Udvalget definerede fattigdom som en situation, hvor en person eller familie ufrivilligt har væsentlig dårligere livsvilkår sammenlignet med den øvrige befolkning (...) (Ekspertudvalg om fattigdom 2013:7) Denne fattigdomsdefinition er i udgangspunktet vidtfavnende og vidner om, at udvalget forstår fattigdom som andet og mere end manglende ressourcer til livsunderhold. Fattigdomsgrænsen er fastsat ved brug af indkomstmetoden.

Man er således defineret som økonomisk fattig i Danmark, hvis man opfylder de følgende tre kriterier (Ekspertudvalg om Fattigdom 2013:9): - Har en disponibel indkomst på under 50 % af medianindkomsten i minimum tre år i træk. - Familiens formue er under 100.000 kr. pr. voksen (2010-niveau). - Personen er ikke studerende eller deler husstand med en studerende over 17 år. Den disponible indkomst består i denne definition af personlig og kapitalindkomst efter skat. Personlig indkomst består af erhvervsindkomst og offentlige overførselsindkomster, men også boligstøtte, børnefamilieydelse og børnetilskud (Ekspertudvalg om Fattigdom 2013:55). Senest tilgængelige medianindkomst er fra 2013. 50 % af denne er 103.200 kr., som således er den kritiske grænse for fattigdom i Danmark. Den disponible indkomst udregnes på familieniveau, således at indkomstmålet er korrigeret for familiestørrelse. Der bruges et ækvivalensmål, der ser ud som følger (Ekspertudvalg om Fattigdom 2013:264): (antal voksne + antal børn) 0,6 Formlen for den kritiske grænse for eksempelvis en familie på to ser derfor således ud: (1+1) 0,6 *103200 = 156422 Ækvivalensmålet er sat på baggrund af en forventning om, at det per person er billigere at være flere i en familie (Ekspertudvalg om Fattigdom 2013:264).

Tabel 1 viser den kritiske grænse for forskellige familiestørrelser: Tabel 1: Kritiske grænser for den officielle danske fattigdomsgrænse Antal personer i familien: Indkomstgrænse for familie i kr. (afrundet til nærmeste hundrede) Beløb pr. person i kr. (afrundet til nærmeste hundrede) 1 103.200 103.200 2 156.400 78.200 3 199.400 66.500 4 237.000 59.300 5 271.000 54.200 6 302.300 50.400 7 331.700 47.400 Kilde: Analyse & Tal 2015 Det er vigtigt at holde sig for øje, at fattigdomsgrænsen ikke i sig selv er et socialpolitisk værktøj, men et statistisk mål. At falde under fattigdomsgrænsen medfører derfor ikke per definition nogen socialpolitiske indsatser eller hjælp til den enkelte til at komme ud af fattigdommen.

3. Metode 3.1 Præsentation af data Børnesagen modtog 208 ansøgninger til deres stipendium til eneforsørgere i 2014. Det år var der to ansøgningsfrister; en i april og en i november. Ved 204 af ansøgningerne var en motiveret ansøgning vedlagt, hvorfor undersøgelsens kvalitative datamateriale består af 204 motiverede ansøgninger. Ud af de 208 ansøgninger, er syv ansøgninger sorteret fra i den kvantitative analyse. Dette skyldes fejl og usikkerheder omkring udfyldning af budgetter. Det kvantitative data består derfor af 201 ansøgninger. 3.1.1 Gruppen af ansøgere Ud af de 201 ansøgere, der optræder i det kvantitative datamateriale, er 95 % kvinder. 4,5 % er mænd, mens én enkelt ikke har oplyst sit køn. Andelen af unge forældre er lille i ansøgergruppen. Kun 6 % af ansøgerne er mellem 22 og 28 år gamle. 16,9 % af ansøgerne er mellem 29 og 35 år, mens hele 39,8 % er mellem 36 og 42 år. 25,4 % er 43 til 49 år, 11,4 % er 49 til 54 år, og én ansøger har ikke oplyst sin alder, hvilket udgør de sidste 0,5 %. 33,3 % af ansøgerne har et barn. Flest af ansøgerne har 2 børn og udgør 41,8 %, mens 16,9 % har tre børn. Kun 8 % af ansøgerne har fire eller flere børn. Ansøgernes familier er altså typisk små. Der er ansøgninger fra det meste af landet. Langt størstedelen er dog fra Storkøbenhavn, og udgør 33,8 % af ansøgningerne. Derudover kommer 54,3 % af ansøgningerne fra Sjælland og øerne. 3.1.2 Ansøgningsskemaet Børnesagen har udformet et skabelon for ansøgningerne, som man skal følge for at ansøge om et stipendium. Ansøgningerne består af et skema, hvor ansøgerne oplyser relevante baggrundsinformationer, en motiveret ansøgning, samt en budgetopgørelse. Der er således rum for, at ansøgerne kan beskrive deres situation og eventuelt, hvad de mangler penge til. Man søger dog ikke om et bestemt beløb. Stipendiets størrelse afgøres af Børnesagen fra år til år.

3.1.3 Særlige karakteristika ved ansøgningerne Da undersøgelsen er baseret på ansøgninger, er al datamaterialet selvrapporteret. Der er således ikke fokus på at få adgang til en mere eller mindre sand virkelighed. Derimod giver datamaterialet indblik i beskrivelser af en oplevet virkelighed. Ikke desto mindre, har de rammer, som ansøgningerne er skabt i, indflydelse på datamaterialets karakter. Der er både ansøgninger, der er skrevet på computer og i hånden. Dog er en bemærkelsesværdig stor del af dem håndskrevne. Længden på de motiverede ansøgninger varierer fra et par linjer til adskillige tætskrevne sider. Det er iøjnefaldende, at mange af ansøgerne overskrider den afgrænsede plads, som ansøgningsskemaet levner til motivering af ansøgningen. Kun ved 4 ud af 208 ansøgninger var der ikke vedlagt nogen motiveret ansøgning. Samtidig er der ved stort set alle ansøgninger vedlagt mange bilag på trods af, at det eneste man bedes vedlægge er årsopgørelse. Bilagene er primært dokumentation for forhold, som ansøgerne har beskrevet i de motiverede ansøgninger, eller budgetter. Eksempelvis dokumentation for gæld til det offentlige, skilsmissepapirer og udtalelser fra læger, psykologer eller sagsbehandlere følger ofte med ansøgningerne. 3.1.4 Ansøgningen som gensidig produktion Børnesagen er aktiv i produktionen af ansøgningerne (Järvinen og Mik-Meyer 2005:196). Ved at opstille et skabelon for ansøgningerne har organisationen i høj grad været med til at forme, hvilke fortællinger, der kan komme til udtryk. Skemaerne i sig selv er strukturerende for de fortællinger, som bringes i spil, idet ansøgernes fortællinger er formet ud fra forventningen om, hvordan modtagerens reaktion vil være. Ansøgerne har mulighed for at tilføje poster til budgetskemaerne, og i mange tilfælde har ansøgerne tilføjet en kort kommentar i marginen. Børnesagens arbejde er formet af de erfaringer, de løbende gør sig i forbindelse med ansøgnings- og uddelingsprocesser. Der er et skarpt fokus på, hvordan man bedst muligt imødekommer potentielle ansøgere og designer ansøgningsskemaet fyldestgørende, således at der er rum og plads til nuancerigdom. Løbende tilpasses skemaet med hensigten om, at det bedst muligt skal imødekomme ansøgerens fortælling. 3.1.5 Ansøgernes hensigt De motiverede ansøgninger er konstrueret med et specifikt formål; at få bevilget et stipendium. Således kan man antage, at ansøgeren fremhæver de ting, som vedkommende vurderer, vil

være mest fordelagtige i forhold til at få tilkendt stipendiet. Det ville dog være forsimplet at betragte ansøgningerne som et strategisk forsøg på at maksimere sandsynligheden for at få tilkendt et stipendium. Ansøgningerne er kendetegnet ved, hvad der virker som ærlige fremstillinger og en forventning om at møde forståelse for ens livssituation. Meget udførlige beskrivelser af livsomstændigheder bliver underbygget af diverse bilag og årsopgørelse. Den energi, der lægges i ansøgningerne, synes næsten ikke at kunne modsvare den ydelse, som i sidste ende kan blive bevilliget. Dette kalder på en forståelse af ansøgningerne som noget andet end blot nyttemaksimerende tekster, men reelle beretninger om en presset situation. 3.2 Databehandling Datamaterialet består af 201 udfyldte budgetter og 208 udprintede eller håndskrevne ansøgninger. Budgetterne er digitaliseret ved, at vi har udformet et excelark med kolonner, der tilsvarer alle de faste poster på budgetskemaet. Vi har manuelt tastet værdierne af ansøgernes budgetposter ind i det samlede skema. I digitaliseringen af de motiverede ansøgninger har vi valgt at gengive ansøgningerne så tæt på de oprindelige som muligt ved hverken at rette sprog eller grammatik. Denne løsning er valgt for at skabe gennemsigtighed omkring materialet og at undgå gætteri omkring teksternes mening. Her har vi også lagt vægt på, at materialet skal være tilgængeligt for andre forskere i sin oprindelige form (Analyse & Tal 2015). Dog har vi af hensyn til læsbarheden og fremstilling af ansøgerne valgt at rette stavefejl og grammatiske fejl, men ikke ordstilling, når vi bruger citater i analysen. Da ansøgningerne indeholder personfølsom data, er digitaliseringsprocessen foretaget på Børnesagens sekretariat, hvor ansøgningerne sideløbende er blevet anonymiseret. Datamaterialet findes derfor ikke digitalt i ikkeanonymiseret form, og de faktiske ansøgninger har ikke forladt sekretariatet på noget tidspunkt. 3.3 Undersøgelsens udsagnskraft Med udgangspunkt i en undersøgelse af ansøgninger til Børnesagens stipendier i 2014, kan vi opnå viden om, hvilke konkrete sociale konsekvenser manglen på penge har. Vi ønsker ved eksemplets magt at give et indblik i de økonomiske vilkår, som ansøgerne til Børnesagen stipendium lever under, samt hvilke normer og konstruktioner, de knytter til det at mangle penge (Flyvbjerg 2010:469).

Da undersøgelsens empiriske grundlag er udgjort af samtlige ansøgninger til Børnesagen i 2014 kan vi behandle ansøgerne som en hel population. Dette er dog ikke ensbetydende med en entydig generaliserbarhed til samtlige eneforsørgere i Danmark. Der findes mange eneforsørgere, som ikke er i pengenød eller ikke søger penge hos Børnesagen, og aldrig kommer i berøringsflade med Børnesagen. Disse grupper kan vi ikke udtale os om. Vi har heller ikke nogen hensigt om at generalisere til alle ansøgere af Børnesagens stipendium til eneforsørgere. Gruppen af ansøgere varierer markant både i størrelse og kvalitative træk fra år til år og er ofte i høj grad præget af den førte de facto socialpolitik. Imidlertid kan vi udtale os om den specifikke gruppe af fattige enlige forsørgere som i 2014 fandt det nødvendigt at søge om penge ad ukonventionelle veje hos Børnesagen. Debatten om fattigdom har raset længe, og det er fra flere sider blevet fremført, at fattigdom ikke længere er et problem i Danmark. Vores undersøgelse giver et detaljeret indblik i, hvordan økonomien ser ud for folk, som ser sig nødsaget til at søge om hjælp udefra, og hvordan det fremstilles at mangle penge. Undersøgelsen kan dermed bidrage til en større forståelse af, hvilke økonomiske vilkår faktisk eksisterende grupper af fattige lever under i Danmark. Samtidig kan vi også anskueliggøre, hvilke normer, der knytter sig til disse vilkår. Med udgangspunkt i analysens resultater vil vi desuden diskutere den danske fattigdomsgrænse, og på den måde bruge det enkelte eksempel, som ansøgningerne udgør, til at diskutere fattigdom i en bredere samfundsmæssig kontekst.

4. Analyse af ansøgeres budgetter og ansøgninger 4.1 Rådighedsbeløb og karakteren af centrale indtægts- og udgiftsposter 4.1.1 Ansøgernes rådighedsbeløb er markant lavere end Forbrugerrådets anbefalinger Et rådighedsbeløb defineres typisk som det beløb man har tilbage hver måned, når alle faste udgifter er betalt (Forbrugerrådet Tænk). Ved at se på ansøgernes rådighedsbeløb får vi indblik i, hvor mange penge ansøgerne har at gøre godt med hver måned. Rådighedsbeløbet kan således være et bedre mål for økonomisk råderum end indkomst alene, da rådighedsbeløbet også tager højde for udgifter i bredere udstrækning og illustrerer, hvordan individers økonomi hænger sammen. Et lavt rådighedsbeløb er dog i sig selv ikke et udtryk for at man lever under hårde økonomiske vilkår. Man kan eksempelvis have et stort hus, fast rengøringshjælp eller et abonnement på Aarstiderne. Dette vil alt sammen fremgå som faste udgifter i ens budget, og udmønte sig i et lavere rådighedsbeløb. Derfor kan man ikke umiddelbart vurdere om et rådighedsbeløb er højt eller lavt hvis ikke man ved, hvad det forventes at skulle dække. Hvis man vil bruge rådighedsbeløbet som et mål for økonomiske vilkår, er det således vigtigt at afklare, hvilke udgifter der er medregnet som faste, og hvilke der skal dækkes af rådighedsbeløbet. Vi betragter følgende poster som basale udgifter eller udgifter, som kan være nødvendige, eksempelvis i forhold til ens helbred: Boligudgifter (husleje, varme, el, gas, vand) Kommunikation/TV (Internet, mobiltelefon, TV) Forsikringer Fagforening Institutionsplads Medicin og tandlæge Bil (bilforsikring, vægtafgift, Falck) Børns fritidsaktiviteter Buskort

Man skal holde sig for øje, at det ikke er alle poster, der er relevante for den enkelte ansøger, og at det faktum, at man ikke har budgetteret med en post ikke nødvendigvis afspejler, at behovet ikke er der. Eksempelvis har kun 46 % af ansøgerne angivet udgifter til tandlæge. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at sådanne fravalg vil få rådighedsbeløbet til at fremstå højere. Rådighedsbeløbet skal da dække alt det der ligger ud over de ovennævnte udgifter. Når datasættet renses ender vi med 201 ansøgere. Disse mennesker har et månedligt rådighedsbeløb på mellem -1.974,5 og 3.374 kr. per person i husstanden. Tabel 2 viser nøgletal for ansøgernes månedlige rådighedsbeløb per person i husstanden. Tabel 2: Nøgletal for rådighedsbeløb per person i husstanden Antal ansøgere: 201 Udfaldsrum: Gennemsnit: - 1.975 til 3.374 kr. 1.431 kr. 1. kvartil: 1.113 kr. Median: 1.485 kr. 3. kvartil: 1.842 kr. Kilde: Analyse & Tal 2015 Af tabel 2 fremgår det, at medianen for ansøgernes månedlige rådighedsbeløb er 1.485 kr. per person i husstanden, mens gennemsnittet er 1.431 kr. Derudover ses det, at 50 % af ansøgerne har et rådighedsbeløb på mellem 1.113 kr. (1.kvartil) og 1.842 kr. (3.kvartil) per person i husstanden. Da gennemsnittet ligger meget tæt på medianen og ikke langt fra 1. og 3. kvartil, er gennemsnittet et godt udtryk for ansøgernes rådighedsbeløb.

4.1.1.1 Ansøgernes rådighedsbeløb i forhold til Forbrugerrådets anbefalinger til en sund økonomi Forbrugerrådet anbefaler, at en sund økonomi er struktureret således, at enlige har 5.000 kr. i rådighedsbeløb per måned, plus 2.500 kr. per barn (Forbrugerrådet Tænk 2015). CASA s lignende undersøgelser af minimums- og standardbudgetter fra 2004, vurderer at et minimumsbudget bør have nogenlunde samme rådighedsbeløb pr. person. Dette beløb skal ifølge Forbrugerrådet dække alt ud over de faste udgifter. Det vil sige udgifter til eksempelvis tøj, mad, gaver, rejser og fornøjelser (Forbrugerrådet Tænk 2015). Ansøgerne til Børnesagens stipendium i 2014 har mellem et og seks børn. Tabel 3 illustrerer vores udregning af Forbrugerrådets anbefalede rådighedsbeløb for eneforsørgere afhængigt af antal børn. Tabel 3: Forbrugerrådets anbefalede rådighedsbeløb per person Antal børn 1 2 3 4 5 6 Gennemsnitligt rådighedsbeløb per person i husstanden, uanset antal børn: Forbrugerrådets anbefalede rådighedsbeløb per person. I kr. 3.750 3.333 3.125 3.000 2.916 2.857 3.164 Kilde: Forbrugerrådet Tænk 2015 Forbrugerrådet anbefaler med andre ord, at man har et rådighedsbeløb på mellem 2.857 og 3.750 kr. per. person i husstanden, alt efter, om man har mellem et og seks børn. Som det fremgår af tabel 3 falder det anbefalede rådighedsbeløb per person i husstanden jo flere børn man har. Tabel 4 viser ansøgernes gennemsnitlige rådighedsbeløb fordelt på antal børn:

Tabel 4: Ansøgernes gennemsnitlige rådighedsbeløb per person baseret på antal børn Antal børn 1 2 3 4 5 6 Gennemsnitligt rådighedsbeløb per person i husstanden, uanset antal børn: Ansøgernes gennemsnitlige rådighedsbeløb per person i husstanden i kr. % af Forbrugerrådets anbefaling 1.567 1.393 1.169 1.741 894 1.618 1.431 41,8 % 41,8 % 37,4 % 58 % 30,7 % 56,7 % 45,2 % Antal observationer 67 84 34 12 2 2 201 Kilde: Analyse & Tal 2015 Ansøgernes rådighedsbeløb ligger altså markant lavere end hvad Forbrugerrådet anbefaler. Med undtagelse af de 12 ansøgere, der har fire børn, samt de to ansøgere der har seks børn, er ansøgernes rådighedsbeløb under 50 % af Forbrugerrådets anbefalede rådighedsbeløb for eneforsørgere. Det gennemsnitlige rådighedsbeløb uanset antal børn er blot 45,2 % af hvad Forbrugerrådet anbefaler. Med Forbrugerrådets anbefaling til en sund økonomi som målestok kan ansøgernes gennemsnitlige rådighedsbeløb siges at være meget lave.

4.1.2 Ansøgernes indtægter Tabel 5 viser nøgletal omkring ansøgernes indkomst efter skat. Tabel 5: Nøgletal for månedlig disponibel indkomst i kr. Antal ansøgere: 201 Udfaldsrum: 9.600 til 31.047 Gennemsnit: 18.037 1. Kvartil: 15.774 Median: 17.515 3. Kvartil: 19.784 Kilde: Analyse & Tal 2015 Af tabel 5 fremgår det, at medianen for ansøgernes månedlige indkomst er 17.515 kr., mens gennemsnittet er 18.037 kr. Derudover ses det, at 50 % af ansøgerne har en månedlig indkomst mellem 15.774 kr. (1.kvartil) og 19.784 kr. (3.kvartil). På trods af at gennemsnittet ligger tættere på 3. end 1. kvartil, vurderer vi at gennemsnittet er et godt mål for ansøgernes indtægt, da det ligger meget tæt på medianen.

Ansøgernes indtægt består af en primær indtægt, enten løn eller offentlig overførselsindkomst, og sekundære indtægter, bestående af børneydelser og boligsikring. Den gennemsnitlige fordeling mellem primære og sekundære indtægter illustreres af figur A: Figur A: Bestanddele af ansøgernes gennemsnitlige indkomst Kilde: Analyse & Tal 2015 Det fremgår af figur A, at 59,9 % af ansøgernes indkomst i gennemsnit udgøres af den primære indkomst (se figur b), mens 26,6 % udgøres af børneydelser og 13,5 % i gennemsnit udgøres af boligsikring. I gennemsnit udgøres 40,1 % af ansøgernes indkomst altså af offentlige tilskud. I det følgende vil vi beskrive hvad ansøgernes primære indkomst typisk består af, samt belyse hvilken betydning karakteren af deres primære indkomst har for deres situation. Efterfølgende vil vi belyse betydning af, at 40,1 % af ansøgernes indkomst udgøres af offentlige tilskud. Figur B viser, hvilken fordelingen af de forskellige typer af primære indkomster.

Figur B: Type af indkomst Kilde: Analyse & Tal 2015 Det ses, at kontanthjælp for 53,5 % vedkommende udgør den primære indkomst. 27 % modtager anden offentlig ydelse såsom SU, sygedagpenge, førtidspension, revalidering eller understøttelse (dagpenge). 9,5 % er lønmodtagere, og andre 10 % har en anden uspecificeret primærindkomst. I lyset heraf vil vi fokusere på de særlige vilkår, som knytter sig til det at være på offentlig forsørgelse, samt knytte en kommentar til de 9,5 % af ansøgerne, som er i arbejde. 4.1.2.1 Problematikker i forhold til livet på offentlig forsørgelse I alt har 80,5 % af ansøgerne angivet, at deres primære indtægt kommer fra offentlige ydelser, hvilket indebærer en række særlige omstændigheder for deres økonomi. Særligt kontanthjælp, sygedagpenge, dagpenge og revalidering er forbundet med krav og pligter, hvorfor det sjældent er omkostningsfrit at være på offentlig forsørgelse. Velfærden er ikke grænseløs, men betinget af, at individer udnytter og udvikler deres arbejdsevne (Olsen og Rasmussen 2011:82). Dette

knytter sig til en norm om, at arbejdsduelige individer skal udføre lønarbejde for at bidrage til egen velfærd og samfundets reproduktion (Møller og Larsen 2011:20,31). Man kan ikke stille sig uden for denne norm og samtidig forvente, at samfundet vil understøtte en økonomisk. I forlængelse heraf stilles krav til arbejdsløse om, at de med tiden vender tilbage til arbejdsmarkedet. Konkret har dette udmøntet sig i en aktiveringspolitik, der har til hensigt at individer som modydelse til velfærdssamfundets sikkerhedsnet aktivt skal påtage sig arbejde eller opkvalificerende kurser, som det offentlige anviser (Møller og Larsen 2011:28). På den måde søger man fra statens side at undgå, at individer strategisk indretter deres liv efter offentlige ydelser med henblik på at modtage offentlige overførselsindkomster. Offentlige ydelser, som for eksempel kontanthjælp, er således betinget af pligter, som den forsørgede forventes at overholde. Fra offentlig side kan man kræve, at individer skal påtage sig arbejde, som ligger langt fra deres bopæl eller kompetenceområde. Alternativet er, at udbetalingen af ydelserne reduceres eller helt holder op. I den forstand kan man tale om en vis grad af strukturel tvang forbundet med livet på overførselsindkomst. Nægtelse af ydelsernes vilkår medfører konkrete og kontante sanktioner (Møller og Larsen 2011:29). Sygdom er heller ikke en gyldig undskyldning for at blive væk fra arbejdsmarkedet. Således kan man risikere i at blive sat i aktivering på trods af eksempelvis stærke smerter. Forløb med erhvervsevneafklaring skal sikre, at individer på trods af skavanker arbejder lige præcis det, de kan klare. Som ansøgeren Margrethe fortæller: Jeg er pt. i aktivering med henblik på erhvervsevneafklaring. Jeg lider stadig af følgerne fra trafikuheldet. Jeg har smerter i ryg og nakke, koncentrationsbesvær samt problemer med at sove. Derfor er jeg under udredning for slidgigt i knæ og ryg, hvilket også fylder en del i hverdagen med hensyn til smerter. - Margrethe, 50 år, kontanthjælpsmodtager og mor til et barn Livet på overførselsindkomst sætter strukturelle grænser for det enkelte individs liv og byder det at leve op til særlige standarder. At leve af offentlige overførselsindkomster er altså forbundet med krav, aktiveringstiltag, udredningsprocesser og sanktionsmekanismer, som virker begrænsende for ansøgernes handlerum og frihed. Deres tilværelse er i høj grad defineret af de institutioner, som råder over deres sag og således deres indkomst. På den ene side er ansøgerne afhængige af den offentlige overførselsindkomst (Hohnen 2007:760), men på den