Kl. 9.00 Bjolderup Kirke 736, 601; 365, 208 Kl. 10.30 Burkal Kirke 739, 306, 510; 365, 512 Tema: Tjenersind Evangelium: Matt. 20,20-28 Jesus var på vej til Jerusalem for at lide og dø. Tre gange havde han forudsagt han hvad der skulle ske med ham: "Menneskesønnen vil blive forrådt og udleveret til ypperstepræsterne og de skriftlærde. De vil dømme mig til døden. Derefter bliver jeg udleveret til romerne. Jeg bliver spottet og pisket og til sidst korsfæstet. Men på den tredje dag vil jeg genopstå fra de døde." (V. 18-19 på hverdagsdansk) Jesus havde sagt det meget tydeligt, og endda tre gange. Men alligevel havde hans disciple slet ikke forstået hvad Jesus havde ment med det; for 1
straks efter beder moderen til to af dem om de fornemste pladser i Guds rige, på hver side af Jesus. De havde overhovedet ikke forstået at han var kommet for at lide og dø. De tænkte kun på at de skulle have en herlig fremtid sammen med ham i hans kongerige. De ville sikre sig de bedste pladser i Himlen. Men der er ingen pladsbestilling i Himlen. Det var den besked de fik. En mor der har ambitioner på sine børns vegne det kender vi så godt. Forældre der pacer deres børn frem i skolen og på sportspladsen. Det er farligt. For sådanne børn kommer let til at føle at deres forældre kun kan lide dem, når de opfylder forældrenes ambitioner. Nogle går i stykker på det. Når nogle bliver dygtigere end de andre, sker der også det at så træder janteloven i funktion. Det var derfor de andre 10 blev så sure på Jakob og Johannes. De ville ikke finde sig i at de to brødre fik de bedste pladser frem for dem selv. De var kort sagt misundelige. Her var Jesus nødt til at gå i rette med alle sine disciple og advare dem mod at ville have magt over andre. Desværre er det ikke kun en fristelse som fandtes dengang. Lysten til at ville bestemme over andre ligger dybt i os alle. Det er en del af vores syndige natur. At være kristen leder åbner nemlig muligheder for at få magt og indflydelse over andre mennesker. Det kan få skæbnesvangre konsekvenser, hvis det går galt. Man kan som kristen leder enten blive til stor hjælp for andre mennesker, eller man kan skade dem for livet. Det er jo velkendt at magt korrumperer. Det er næsten som en naturlov: Når nogen får magt over andre, så misbruger de den til at undertrykke og mishandle dem. Den svenske præst Magnus Malm fortæller i en af sine bøger om hvordan nogle nødhjælpsarbejere misbrugte deres magt til egen fordel. USA havde sendt et stort parti mel til et katastrofeområde. Ude i landsbyerne oprettede man distributionscentraler for melet, og her kom folk så for at få det, eller viste det sig købe det. På sækkene stod der ganske vist "Gave fra det amerikanske folk. Må ikke sælges!" Men det forhindrede ikke lokale distributører i at skaffe sig en fortjeneste. Folk kunne jo alligevel ikke læse. Problemet med magtbegærlige og griske mennesker findes alle steder, også inden for den kristne kirke. Kirken bygger på tillid og tilgivelse, men giver 2
derfor god plads for de såkaldt "pæne psykopater" (magtmennesker). Psykopater har et stort behov for at opnå magt og anerkendelse. De er veltalende og bruger store armbevægelser, og det tiltaler mange. Derfor kan det tage flere år at gennemskue dem, og en stor del af menigheden vil være så forblændede, at de slet ikke kan se at det er noget problem. Det er nok også fordi mange af os ikke vover at stille spørgsmålstegn ved åndelige autoriteter. De positive normer, man finder i kirkeligt regi, som tilgivelse og næstekærlighed, er med til at give psykopater gode forhold i kirkelige miljøer. De positive værdier kommer nærmest til at virke som en blankocheck for psykopaten og hans metoder. Det betyder, at han ofte får lov at gøre hvad han vil i mange år, før nogen siger fra. Det går hårdest ud over de mest pligtopfyldende, som ikke kan tænke ondt om andre og gerne vil stille sig til rådighed. De vil blive brugt af psykopaten, for han har altid har brug for tilhængere, men kun så længe det tjener hans stræben efter magt. Derefter vil han miste interessen for dem. Mange vil stå tilbage uden tro på sig selv. Nogle får svært ved at læse i Bibelen eller komme i en menighed, fordi de har oplevet dybe personlige krænkelser og er blevet mere bundet til den pågældende menighedsleder end til Gud. Det går også ud over fortroligheden, omsorgen og tilliden i menigheden. Folk får svært ved at betro sig, fordi de er bange for, at det bliver brugt imod dem. Psykopaten vil altid ligge på lur for at vende de problemer som menigheden måtte have, mod dem selv. Psykopaten vil altid have en gruppe af mennesker, der er forblændet af ham. Han vil have en fornemmelse af, at vi gør det rigtige, mens de andre gør det forkerte. [Irene Rønn Linds bog "Forklædt pæne psykopater og deres ofre" 2007, Credo Forlag, 195 kr.] Det er lige omvendt med Jesus, som siger således om sig selv: "Men jeg er iblandt jer som den der tjener." (Luk. 22,27) Jesus ville ikke skaffe sig anden autoritet end den han havde i kraft af at han ofrede sig selv for andre. Dette tjenersind prægede Jesus fra det første åndedrag i en tarvelig stald uden for Betlehem til det sidste åndedrag på en henrettelsesplads uden for Jerusalem. 3
Ikke en eneste gang gav han efter, når magten truede eller lokkede ham. Fx dengang da Djævelen førte ham op på et meget højt bjerg og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: "Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig." Da sagde Jeus til ham: "Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.' " (Matt. 4,8-10) Eller da hans mest fortrolige discipel, fiskeren Simon Peter, tog Jesus til side og bebrejdede ham at han ville lade sig arrestere og dræbe. Da var Jesus igen stærkt fristet til at modsætte sig sin Fars vilje ved at vige uden om lidelsen. Men Jesus holdt stand og gav Peter klar besked: "Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil." (Matt. 16,23) Det at Jesus aldrig lod sig friste til at misbruge sin magt som Guds Søn, gør at der er noget helt specielt ved ham. Han er fri for magtbegær og herskesyge. Den frihed han har bunder dybest set i hans tryghed som sin Fars elskede søn. Det er derfor han spredte sådan en atmosfære af frihed omkring sig, så at mennesker kunne rette ryggen og bevare livsmodet. Guds rige er et omvendt rige, hvor magtpyramiden er vendt på hovedet. Det gælder ikke om at være noget over andre, men om at være noget for andre! Her er ingen spidse albuer, men kun åbne arme. Ja, der er ingen grænser for hvor langt vi skal gå for at tjene hinanden. Jesus gik længere end nogen anden. Det siger han selv meget stærkt og klart i slutningen af dagens tekst: "Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange." Jesus giver os hermed et eksempel til efterfølgelse. Selv om vi ikke kan give vores liv som løsesum for andre. At det kun var ham der kunne det, gør at kristendommen ikke er moral og pligt. Det er et glædeligt budskab om Jesu stedfortrædende lidelse og død for vores skyld. Den gode nyhed bestod i at Jesus opfyldte den gamle profeti: "Han bar de manges synd og trådte i stedet for syndere." (Es. 53,12 b) Han var Herrens lidende tjener, som profeten Esajas havde talt om. Ca. 800 år før Jesu fødsel havde Esajas skrevet fire sange om denne lidende tjener. Indtil Jesu fødsel var der ingen der vidste hvem denne tjener var. Men da 4
Jesus kom, blev det klart for mange mennesker i Israel at nu gik den gamle profeti i opfyldelse. De indså at Herrens lidende tjener var Jesus. Igennem evangelierne ser vi tydeligt at Jesus var denne tjener. Han underviste ivrigt i synagogerne, og han helbredte sygdom og lidelse i stor stil. Rygtet om ham nåede ud over Israels grænser, og folk kom til ham med alle der led af forskellige sygdomme og var plaget af lidelser. Store folkeskarer fulgte ham fra hele omegnen. Og han overdrog han sin magt til sine disciple, de 12 apostle, så de også kunne uddrive urene ånder og helbrede al sygdom og lidelse. Jesus viste sig først og fremmest som Herrens lidende tjener ved frivilligt at ofre sig verdens synd. Han blev dermed det "lam som borttager verdens synd". (Joh. 1,29) I Getsemane Have bad han tre gange i nattens mørke og ensomhed: "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil." (Matt. 26,39) Han lod sig arrestere. Han sagde ikke noget for at forsvare sig, da de kom med mange falske beskyldninger mod ham. Han bar over med at hans betroede discipel Peter fornægtede ham hele tre gange. Han fandt sig i at blive hånet af de romerske soldater, og han bad for sine bødler, da de sømmede ham fast til korset med store nagler. Han gav ikke efter for fristelsen til at stige ned fra korset, selv om de hånede ham ved at sige: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn." (Matt. 27,42-43) Jesus blev i højeste grad foragtet. Han var en man ikke brød sig om. Det svarer nøje til hvad profeten Esajas havde forudsagt: "Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget." (Es. 53,2 a 3) Jesus blev foragtet og svigtet af mennesker, og han blev forladt af Gud, for at ingen af os nogensinde skal blive det. Mellem os mennesker indbyrdes gælder janteloven: Du skal ikke tro du er noget! Men hos Gud er det lige omvendt: Du skal vide at du er noget. Du skal tro på at du er dyrebar for Gud. Du 5
er så meget værd at Gud betalte den højeste løsesum for dig, for at give dig den allerbedste plads i sit rige. Hans død på korset er den store indbydelse der giver dig adgang til festen hos Gud i Himlen. Jesu apostle ville være store og blive æret af andre, men de forstod ikke at i Guds rige gælder andre regler. I verden får man storhed på de andes bekostning ved at dominere og regere over dem. Men i Guds rige vindes storheden alene ved at tjene. Ved at glemme sig selv og sit eget til gavn for ens næste. Og lige som vi ikke kommer ind i Guds rige ved at albue os frem, så skal vi ikke leve her på jorden med spidse albuer, men vi skal møde andre mennesker med åbne arme. For det er sådan Gud har mødt os og givet os en plads tæt på Jesus. Når vi lader os tjene af Jesus og tager imod frelsen fra ham, så får vi selv hans tjenersind. Amen. 6