Ground Zero etableringen af et nutidigt erindringssted 2001-2011

DET HUMANISTISKE FAKULTET KØBENHAVNS UNIVERSITET SAXO-Instituttet, Afdeling for Historie Ground Zero etableringen af et nutidigt erindringssted 2001-2011 Kandidatspeciale i historie Julie Benedicte Riis Vejledt af: Dorthe Gert Simonsen Afleveret den: 06-08- 12

Indhold Indledende betragtninger... 1 Undersøgelsens afgrænsning... 2 Teoretisk grundlag... 3 Erindringssteder, Lieux de mémoire... 3 Kollektive, sammenbragte erindringer... 5 Analysen indkredses... 7 Metoden, hvilken type erindringssted?... 7 Kilderne, hvor kan det undersøges?... 9 Forskningsmæssig kontekst... 11 Studier i erindring og erindringssteder... 11 Ground Zero og amerikansk mindekultur... 13 11. september og USA's nationale selvforståelse... 15 Forskningens tilstand... 17 Ground Zero og 11 september som erindringssted... 18 Erindringskulturer etableres... 18 Præsident Bush fordømmer angrebene... 19 Fortvivlede newyorkere finder sammen i sorgen... 22 Opsummering og diskussion... 27 Fra ruin til tomrum... 34 Slagmarken... 35 Begravelsessted og byggeplads... 38 Tomrummet... 42 Opsummering og diskussion... 43 Debatten om fremtiden... 49 Et mindesmærke for de døde... 51 Fornyelse, økonomi og æstetik... 57 Opsummering og diskussion... 62 Afsluttende betragtninger... 68 Abstract... 72 Litteratur- og kildeliste... 73 Litteratur... 73 Kilder... 77 Hjemmesider... 77 Illustrationer... 77

Indledende betragtninger Spørger du, kan de fleste sikkert fortælle dig, hvor de befandt sig den 11. september 2001 da de hørte de dramatiske nyheder, og hvordan de havde det, da de så billederne blive vist igen og igen på TV. Begivenhederne blev de mest medierede nogensinde og rystede ikke blot USA, men folk over hele kloden som havde svært ved at forstå, at det de så var virkeligt og ikke fiktion. Her elleve år efter er det stadig en del af mange menneskers personlige og delte erindringer, hvordan fire amerikanske passagerfly blev kapret af 19 medlemmer af den militante islamistiske bevægelse al-qaeda. To af dem fløj med kort tids mellemrum lidt før kl. 09:00 ind i de to World Trade Center-tårne på det nedre Manhattan. Et tredje fly ramte Pentagon-bygningen i Washington D.C. Det sidste styrtede ned på en mark i Pennsylvania omdirigeret fra sit endemål United States Capitol-bygningen i Washington D. C. af en gruppe passagerer, for hvem det var lykkedes at bemægtige sig kontrollen over flyet. Efter disse uventede og chokerende angreb blev luftrummet over USA for første gang nogen sinde lukket. New Yorks børs, det Hvide Hus, Capitol Hill og FN-bygningen blev evakueret, og klokken 10:13 erklæredes hele New York i undtagelsestilstand. Præsident George W. Bush blev informeret om angrebene kl. 9.00 under et besøg i en børnehave i Florida. Kl. 16.00 samme dag fortalte embedsmænd pressen, at de mistænkte Osama bin Laden for at stå bag angrebene, og Bush vendte tilbage til det Hvide Hus hvor han holdt sin berømte TV-tale til befolkningen om, at USA havde været udsat for terrorangreb. Nær ved 3000 mennesker var omkommet, heraf 2605 personer i New York som følge af World Trade Centers kollaps, på det område, der nu kaldtes Ground Zero. 1 Processen med at fortolke og bearbejde angrebene gik straks i gang for amerikanerne på både et nationalt, politisk og personligt plan. Hurtigt stod det klart, at gerningsstedet i New York, Ground Zero, skulle genopbygges, og verden over har man siden fulgt med i disse planer. På tiårsjubilæet for 11. september åbnedes så det officielle nationale mindesmærke National September 11 Memorial & Museum. Denne enorme arkitektkonstellation vil årligt tiltrække millioner af besøgende fra hele verden og dermed stå som amerikanernes fælles fortolkning og erindring af begivenhederne. Ligeså friskt som 11. september står i vores erindring og udgør en del af vores egen historiske virkelighed, ligeså svært er det dog stadig for os at svare præcist på, hvilke langsigtede konsekvenser begivenhederne vil have for fremtiden, og hvordan man bør fortolke dem. 1 Jensen (2010): s. 16-17; McKenna (2007): s. 350; Bauer (2010): s. 422 1

Så hvordan udspillede denne historisk set hurtige forvandling fra ruiner til mindesmærke sig? Det giver sig selv, at det må have voldt store kvaler at skulle nå til en form for enighed om tolkningen af en så følelsesladet, kompleks og globalt set vigtig begivenhed. Ligegyldig hvad man valgte at bygge på Ground Zero, ville det blive forbundet med amerikanernes syn på sig selv som nation samt det signal, de ønskede at sende til terroristerne og resten af verden. Endvidere er det ikke uden betydning for vores egen opfattelse og erindring om 11. september, hvordan det sted, vi fremover kan besøge for at mindes denne dag, har udviklet sig og har fået en ny symbolsk betydning. Så hvilken betydning havde dette sted, hvor mange mennesker var omkommet? Hvad og hvem skulle eftertiden mindes og hvorfor? Disse og flere lignende spørgsmål forekommer relevante at undersøge i forbindelse med Ground Zero med henblik på at karakterisere stedet nærmere i en erindringshistorisk kontekst. Med udgangspunkt i erindringsteoretisk teori vil dette speciale derfor analysere Ground Zero i New York som casestudy på etableringen af et nutidigt erindringssted fra 2001 til 2011. Det er analysens formål at afdække, hvilke forskellige følelser, italesættelser og holdninger der i denne tid dannede sig blandt amerikanerne omkring stedets betydning og blive klogere på, hvilke motiver og hvilken selvforståelse der lå til grund for dem. Undersøgelsens afgrænsning Dette speciale udspringer af ideen om, at historiske udviklinger kan undersøges gennem et erindringsmæssigt perspektiv. Ved at vælge denne anskuelsesvinkel opnås et anderledes indblik i de ændringer, der finder sted over tid, end tilfældet ville være med en mere klassisk kronologisk, politisk eller samfundsorienteret tilgang. I de følgende afsnit redegøres der for de teoretiske hovedideer og begreber, som vil danne forståelsesrammen for selve undersøgelsen. Disse lægger ikke op til en bestemt analytisk metode, men benyttes i stedet som spørgehorisont og diskussionsredskab i forhold til casen. Det valgte kildemateriale samt dets relation til problemstillingen og teorien præsenteres herefter, og det indkredses nærmere, hvilken type spørgsmål der ud fra denne baggrund skal stilles til det i analysen. Endelig følger en gennemgang og positionering i forhold til de væsentligste spørgsmål og udviklinger inden for de forskningsfelter der relaterer sig til problemstillingen. 2

Teoretisk grundlag Erindringssteder, Lieux de mémoire Omdrejningspunktet for analysen vil som sagt være at se Ground Zero i New York som eksempel på et såkaldt erindringssted. Dette begreb kalder derfor på en nærmere afklaring og uddybning. Erindringssteder, på fransk lieux de mémoire, er et heuristisk begreb, der benyttes til at analysere nationale eller andre store fællesskabers kollektive erindringer. Begrebet kan altså med andre ord benyttes til at opnå en større indsigt og erkendelse af det kildemateriale, man benytter til at analysere et givent erindringssted, uden at det fordrer en bestemt metode. Den franske historiker Pierre Nora (f.1931) omtales både i den danske og den internationale forskning som ophavsmanden til begrebet i dets nuværende form. Begrebet videreudviklede han imidlertid med udgangspunkt i sociologen Maurice Halbwachs ideer: at al erindring er socialt betinget, og at noget først kan forplante sig i erindringen, når det præsenteres gennem en konkret begivenhed, et monument eller lignende. Dette kaldte Halbwachs for erindringssteder. Som leder af det store franske forskningsprojekt Les lieux de mémoire (1981-92) var det dog Pierre Nora, der gennem sine analyser af den kollektive franske erindringshistorie udbyggede begrebet og for alvor gav det dets gennemslagskraft. 2 Nora opstiller ikke en entydig definition på, hvad man kan betegne som erindringssteder. Det nærmeste, han kommer på at indkredse det, er følgende beskrivelse: (...) a lieu de mémoire is any significant entity, whether material or nonmaterial in nature, which by dint of human will or the work of time has become a symbolic element of the memorial heritage of any community. 3 Erindringssteder er således både materielle og immaterielle størrelser med et stærkt symbolsk indhold, betinget af menneskers vilje og tidens gang. Disse steder kan ifølge Nora både udgøres af mytiske og historiske figurer, geografiske steder, monumenter og museer, litteratur og kunst, mindehøjtideligheder, symboler og sproglige udtryk. Altsammen ting, der er med til at forme og videreformidle ideen om en særskilt national identitet og et fælles kulturelt værdisæt. På et mere abstrakt plan beskriver Nora erindringssteder som spor i den menneskelige bevidsthed, hvor erindringen finder hvile og gives kontinuitet, trods den moderne verdens, fremsynede samfundskultur og historiens "acceleration". Vi har ifølge Nora brug for lieux de 2 Warring (2011): s. 17; Warring (1996): s. 222. Se også Jensen (2003): s. 214 3 Nora (1996): s. xvii 3

mémoire, fordi der ikke længere findes milieux de mémoire, rigtige miljøer for erindring, som prægede fortidens traditionsbundne samfund. Denne noget romantiske idé om forgangne tider kan imidlertid betvivles og er siden også blevet det i forskningsmæssig sammenhæng. 4 For at noget kan betegnes som et erindringssted, må det ifølge Nora indeholde tre elementer, som hver især kan være mere eller mindre fremtrædende: en materiel, en symbolsk og en funktionel dimension. 5 Det er dog primært tilstedeværelsen og tilskrivningen af en symbolsk betydning, der afgør, om noget er et erindringssted eller ej. Derfor kan heller ikke alle historiske begivenheder eller geografiske lokationer automatisk betegnes som erindringssteder. Erindring og historie ser Nora desuden som to forskellige størrelser. "Memory dictates and history writes" 6 som han bemærker. I sin skelnen mellem erindring og historie påpeger han desuden en række kendetegn ved erindring, som vil være nyttige at have med i tankerne i forbindelse med analysen af Ground Zero. Nora skriver, at historievidenskabens mål er at dekonstruere erindringer, identiteter og myter og tage kritisk og analytisk stilling til virkeligheden og sine egne metoder gennem skriftlige undersøgelser. Erindring har derimod til formål at bekræfte identiteter og fiksere de ting, som man ønsker at huske for eftertiden ved at forankre dem i steder, handlinger og objekter. 7 Det er et fænomen forbundet med følelser, hellighed og magi. Nora tilføjer, at erindring er ubevidst om sin egen foranderlighed, sårbar over for manipulation og kan slumre i lange perioder for pludseligt at blive vakt til live igen og tillagt ny betydning. Erindringen og dens tilhørende fortolkninger af fortiden tjener desuden altid et nutidigt formål og sigter ikke mod at rekonstruere historien nøjagtigt. Den medtager derfor kun de fakta, der behager den, hvorimod historievidenskaben opererer på et mere faktuelt, tilstræbt objektivt og sagligt plan. Netop forholdet mellem historie og erindring har givet anledning til diskussioner. Forskere som Peter Burke har argumenteret for "history as memory", at historievidenskaben udfylder en erindringsfunktion i samfundet og ligesom erindringer også opstår som produkt af en social gruppe, i denne sammenhæng mellem professionelle historikere. 8 Som Anette Warring dog har bemærket, mente Nora ikke, at distinktionen skulle forstås principielt. Han ønskede at påpege væsensforskelle og på samme tid levere en kritik af 4 Ibid. s. 1-2. For en kritik af synspunktet se: Winter (2009): s. 256. Milieux de mémoire er ifølge Winter i høj grad stadig til stede og det er de mundtlige og skriftlige traditioner, der informerer dem også. 5 Nora (1996): s. 14 6 Ibid. s. 18 7 Ibid. s. 3 8 Warring (2011): s. 30 4

historieskrivningens manglende samfundsmæssige betydning på hans egen tid. 9 Selvom der ifølge Nora er klare forskelle mellem erindring og historie, understreger han at erindringssteder netop dannes i interaktionen mellem dem: "Without an intent to remember, lieux de mémoire would be lieux d'histoire. Yet if history - time and change - did not intervene, we would be dealing not with lieux de mémoire but with simple memorials." 10 To vigtige pointer er derfor, at et ønske om at erindre noget altid må være til stede fra begyndelsen, før det kan betegnes som et erindringssted, og at betydningsmæssige forandringer finder sted over tid. 11 Et godt eksempel på et dansk erindringssted, hvor en sådan forandring er forekommet, er Istedløven. Dette monument har siden det stod færdigt i 1862 været anset som skiftevis dansk eller tysk sejrsmonument og har undervejs skiftet placering flere gange. Som den danske kulturhistoriker Inge Adriansen skriver, viser dette eksempel, at erindringssteder ofte omtolkes fjernt fra den oprindelige mindeværdige begivenhed, og at de netop får deres livskraft gennem fornyet brug og fortolkning. 12 Da Ground Zero er et ganske nyt erindringssted, vil det ikke være muligt at spore så store forandringer gennem en længere historisk periode. Dog kan der stadig inden for den tiårsperiode, der behandles, have været forskellige tolkninger og følelser i spil. Pierre Noras tankesæt lægger som sagt ikke op til et bestemt metodisk greb, men åbner for mange mulige veje. Undervejs i analysens diskussion inddrages derfor hans beskrivelser af erindringens kendetegn for at se, hvilken forståelse de bidrager med af de erindringsmekanismer, der blev sat i gang omkring Ground Zero efter den 11. september 2001. Hans ideer benyttes således til nuancere opfattelsen af erindringsstedet og få øje på nye perspektiver udover dem, den eksisterende forskning har belyst. Kollektive, sammenbragte erindringer Et begreb, der er nært forbundet med teorien omkring erindringssteder, er "kollektiv erindring". Dets oprindelse og udvikling er derfor vigtig at kende til for at kunne nærme sig en definition af, hvad det vil sige at erindre eller mindes noget i fællesskab med andre. 9 Warring (1996): s. 222 10 Nora (1996): s. 15 11 Ibid. s. 14 12 Adriansen (2011): s. 27 5

Den franske sociolog og medlem af Annales-skolen, Maurice Halbwachs, anses for at være den første, der beskæftigede sig med erindringens sociale strukturer. I værket The Social Frameworks of Memory 13 fra 1924 argumenterede han imod en forståelse af erindring som et udelukkende individuelt og biologisk fænomen i den enkeltes psyke. Disse tanker videreudviklede han i La mémoire collective, som blev udgivet i 1945 og i dag er blevet et af de klassiske og skelsættende værker inden for historisk forskning i erindring. Mange af Noras tanker bygger derfor også videre på de ideer, værket præsenterede. Halbwachs hovedpointe er, at der ikke findes en individuel erindring, som ikke også er kollektiv. Han forklarer, at "mens den kollektive erindring henter styrke og holdbarhed i et fællesskab af mennesker, erindrer det enkelte menneske som medlem af en gruppe." 14 Alle mennesker indgår i relationer og fællesskaber med hinanden, og det er her, erindringer konstrueres og udvikles. Erindring er derfor en social aktivitet betinget af eks- og inkluderinger, hvor man beslutter, hvad der skal huskes og glemmes, eller hvordan en oplevelse skal fortolkes. Selv helt individuelle erindringer af personlige oplevelser indeholder en social dimension, da de forstås på baggrund af de menneskelige relationer. På den måde er ingen nogensinde helt alene, men forbliver under gruppens indflydelse. 15 Halbwachs insisteren på, at konstruktionen af erindringer altid tjener et nutidigt formål, benyttes i dag af mange forskere som udgangspunkt for videre studier. At vi hver gang vi erindrer genskaber fortiden med afsæt i vores nutidige virkelighed, forekommer således som en betragtning, de fleste kan tilslutte sig. Dog er Halbwachs også siden hen blevet kritiseret for at lægge for megen vægt på den individuelle erindrings afhængighed af den kollektive, da den nemt kan skabe en forstilling om individet som passiv modtager af en oppefra styret konsensus. 16 Noras beskrivelse af erindringssteder som repræsentationer af menneskers kollektive erindringer bidrager ifølge den danske historiker Anette Warring til det samme problem. De mange forskellige lag af betydninger, man tillægger et erindringssted, bliver vanskelige at indfange og undersøge, og både hos Halbwachs og Nora står det uklart, hvordan erindringssteder bliver til. 17 Et brugbart alternativ til begrebet "kollektiv erindring" findes imidlertid i den amerikanske forsker James E. Youngs begreb sammenbragte erindringer, collected memory, som han forelagde i bogen The Texture of Memory. Holocaust Memorials and Meaning fra 13 På fransk: Les cadres sociaux de la mémoire 14 Halbwachs (1992): s. 33 oversat til dansk 15 Ibid. s. 2; Warring (1996): s. 210 16 Ibid. s. 210-211, 219; Huyssen (2003): s. 17 17 Warring (1996): s. 226 6

1993. Young definerer begrebet som de mange adskilte erindringer, der er samlet i fælles erindringsrum og tillagt fælles mening. At folk er fælles om at erindre på de samme steder, betyder ikke, at de automatisk også er fælles om erindringens indhold og betydning, eller at de husker begivenheder ens. Dog skaber man med oprettelsen af disse steder en idé om en fælles eller kollektiv erindring. Young skriver, at selvom folk deler socialt konstruerede værdier og fortolkninger, kan individer ikke "share another's memory more than they can share another's cortex." 18 Personlige erindringer påvirkes gennem sociale sammenhænge, men er ikke rene kopier af en offentlig diskurs. Et forestillet erindringsfællesskab om en fælles fortid har dog sociohistoriske virkninger i den udstrækning vi tror på det og handler ud fra det. Denne forståelse er ifølge Anette Warring den aktuelt mest udbredte sociologiske erindringsteori. 19 Ideer om, at individets erindringer ikke er noget, som kan styres oppefra, men foregår i en interaktion med de officielle iscenesættelser og fortolkninger, forekommer da også at være en nødvendig og brugbar videreudvikling af Noras og Halbwachs begrebsverden. Vi er alle individer med en selvstændig tankegang, men samtidig sociale væsner, hvis erindringer om fortiden dannes og forandres ud fra de fællesskaber, vi identificerer os med. Netop samspillet og konflikterne mellem disse mange forskellige erindringer og fortolkninger, et erindringssted rummer, er et centralt omdrejningspunkt for dette speciales analyse. Analysen indkredses Metoden, hvilken type erindringssted? Fordi erindringssteder ud fra Noras noget uklare beskrivelse kan være så mange ting, er det også vanskeligt rent metodisk at definere, hvad de ikke er. Dette problem har den danske kulturhistoriker Inge Adriansen valgt at løse ved udelukkende at bruge ordet om fysiske steder såsom mindesmærker og mødepladser med en erindringsmæssig tilknytning til historiske begivenheder. 20 Denne tilgang giver god mening ud fra det, hun selv ønsker at undersøge. I forhold til min problemstilling giver den dog ikke indblik i den levende og dynamiske erindringsproces, der fører til sådanne steders tilblivelse, men fokuserer mere på slutresultatet af den. Jeg vil derfor i stedet, i Pierre Noras ånd, se erindringssteder som havende en afgørende og identitetsskabende funktion i et konkret 18 Young (1993): s. xi (eng. "cortex" oversat til da. "hjernebark") 19 Warring (2011): s. 15 20 Adriansen (2010): s. 24 7

erindringsfællesskab. Jeg vil fokusere på de steder, genstande, personer m.v., som erindringen knytter sig til, og undersøge, hvilke forskellige betydninger erindringsstedet tilskrives, og hvilke konflikter det skaber undervejs. I analysen fokuseres der således både på italesættelserne af og handlingerne omkring Ground Zero, som uløseligt vil være forbundet med tolkningen af det, der skete den 11. september 2001. Det er dog ikke den historiske begivenhed i sig selv og dens mere langsigtede økonomiske, politiske og sociale konsekvenser, der undersøges. I Pierre Noras terminologi kan erindringssteder som sagt både beskrives som immaterielle og materielle størrelser. Betragtes Ground Zero ud fra denne optik, lader der til at være tale om et immaterielt erindringssted med en stor materiel tilknytning. Det indeholder nemlig både et fysisk sted og en historisk begivenhed med et nært forbundet symbolsk indhold. Stedet og begivenheden er ikke én og samme ting, men indgår i en ubrydelig, gensides relation. Uden 11. september ville der ikke være noget Ground Zero, og man ville ikke tillægge dette stykke jord på Manhattan den samme symbolske værdi for USA eller for verdenshistorien. Tilmed kan man i dag ikke nævne udtrykket Ground Zero, uden at det instinktivt vil blive forbundet med angrebene, der fandt sted den 11. september. Udtrykkene "Ground Zero" og "11. september" eller på engelsk "9/11" er derfor også, hvad man kan betegne som sproglige erindringssteder; narrative forkortelser indlejret i sproget, som muliggør en hurtig forståelse af et udsagns historiske forudsætninger og kontekst. 21 Som Nora påpeger, er erindringsstedernes symbolske indhold helt afgørende for erindringen og fortolkningen af dem i et givent nationalt fællesskab. Af denne årsag forekommer tilskrivningen af en sådan betydning også som et af de mest interessante aspekter, der kan underkastes en historisk analyse. Med angrebet på World Trade Center blev stedets hidtidige betydning som finansielt og magtpolitisk centrum i den amerikanske erindring anfægtet. Det store spørgsmål blev derfor, hvordan amerikanerne reagerede på det, der var sket, og hvilken fremtidig betydning stedet skulle tillægges. Uanset hvad de besluttede, stod meget på spil, både i forhold til deres egen selvforståelse og til hvilket signal, de ønskede at sende til angrebsmændene og resten af verden. Overvejelserne og diskussionerne omkring stedets fremtid kan derfor som nævnt anskues som en erindringsproces, hvor en forhandling og en diskussion fandt sted omkring fortolkningen af et historisk set vigtigt amerikansk erindringssted. Netop denne udvikling vil dette speciale analysere og problematisere, altså nærmere bestemt, hvorledes forhandlingerne og debatten omkring erindringsstedets fremtidige symbolske betydning 21 Warring (2011): s. 17 8

udspillede sig blandt amerikanerne, og hvordan politikere såvel som borgere reagerede på og fortolkede angrebene den 11. september. Herunder hvilke forskellige betydninger og følelser, de forbandt med begivenhederne og Ground Zero, samt hvilket nationalt selvbillede disse fortolkninger var med til at skabe. Analysen falder for overskuelighedens skyld i tre dele. De skal ikke ses som adskilte, men har skiftende fokus på forskellige aspekter ved erindringsstedet: De umiddelbare fortolkninger af erindringsstedet på et nationalpolitisk og et folkeligt niveau. Ground Zeros fysiske udvikling fra ruin til tomrum, og hvordan den påvirkede erindringsstedets symbolske betydning. Debatten omkring Ground Zeros fremtidige plads i den nationale erindring, herunder opførelsen af et permanent mindesmærke for 11. september. Kilderne, hvor kan det undersøges? Da erindringssteder som sagt kan være så mange forskellige ting, findes der ikke kun én, men et utal af måder at identificere og undersøge dem på. Kildematerialet kan derfor også befinde sig næsten overalt, afhængigt af, hvilken type spørgsmål man stiller til det pågældende erindringssted. Kilderne, der skal ligge til grund for min analyse, udgøres af et omfattende antal avisartikler i The New York Times (NYT) og The Washington Post (WP) 22 fra perioden 2001-2011. Artiklerne er fundet gennem en grundig, tematisk søgning i Det Kongelige Biblioteks online database Lexis Nexis. Det er selvsagt, at ingen kilder formår at repræsentere hele den historiske virkelighed. Havde dette speciale taget udgangspunkt i film, nedskrevne erindringer, skønlitteratur eller kunst efter 11. september, ville spørgsmålene og svarene have set væsentligt anderledes ud. Det ekstra formidlende lag, disse kildetyper indeholder, vidner nemlig om en senere forståelse og fortolkning af begivenhederne. Det gælder også for de arkitektbeskrivelser og formålserklæringer, der findes for det færdige mindesmærke og museum i New York. Her erfarer man en masse om den endelige, officielle fortolkning af 11. september, men får ikke det store indblik i den debat, der blev ført forinden. Aviser er også kendt for at tolke og formidle virkeligheden, men samtidig gengiver de folks umiddelbare kommentarer og handlinger, som de kom til udtryk på det aktuelle tidspunkt, hvilket netop er det, der skal undersøges. Endvidere kan aviser betegnes som et tidsbillede på de dominerende sproglige diskurser samtidig med, at de præsenterer de vigtigste tematikker, argumenter og fremtrædende 22 Skrives herfra som New York Times og Washington Post. 9

aktører i den offentlige debat. Endelig gør avisernes kronologiske regelmæssighed det muligt at spore holdningsmæssige udviklinger over tid i forhold til erindringsstedet. Da alle undersøgelser må have en afgrænsning, er fokus primært lagt på situationen i New York frem for hele USA. Newyorkerne oplevede angrebene på tæt hold, og mange mistede venner og familie. Det var derfor også blandt dem, de mest livlige og følelsesladede diskussioner udspillede sig, og her, de afgørende beslutninger omkring fremtiden blev truffet. Hertil kommer, at massemedierne var med til at danne en slags hierarki mellem "9/11 sites", hvor New York og Ground Zero blev italesat som katastrofens mest centrale sted. Billederne af de to kollapsende World Trade Center-tårne blev vist igen og igen på TV og blev nærmest synonyme med angrebene. En journalist på NBC Today udtalte følgende den 12. september 2001: "Twenty-four hours ago, this city was attacked while there was also death and destruction in Washington and Pennsylvania. New York is a place like no other." 23 New York og dermed også Ground Zero blev således opfattet som det symbolske centrum for begivenhederne. Både TV og de skrevne medier var med til at danne en kollektiv forståelse af begivenhederne og i den forbindelse var Washington Post og New York Times de to aviser der dækkede begivenhederne mest intensivt. Det er ikke givet, at disse avisers læsere var enige i alt, hvad der blev skrevet, men fordi så mange, også folk uden for New York læste dem, var de både i samtiden og for eftertiden med til at forme fortolkningen af og erindringen om begivenhederne. Desuden repræsenterer de ikke blot en redaktionel holdning, men også personlige holdninger i form af læserbreve og debatindlæg. Begge aviser er desuden oplagte kilder til at finde de mest centrale udviklinger og holdninger, grundet deres status som de mest indflydelsesrige aviser i USA og deres geografisk set nære placering i forhold til terrorangrebene. 24 New York Times beskrives både i folkemunde og blandt forskere som "The National Newspaper of Record", repræsenterende amerikansk avisdækning. Avisen fordoblede efter 11. september sit oplag på grund af en enorm efterspørgsel og tilføjede endda en ekstra sektion med titlen "A Nation Challenged", som udelukkende omhandlede angrebene og deres efterspil. 25 Også Washington Post blev udsolgt i dagene efter angrebene og dækkede begivenhederne i New York med stor årvågenhed. Tilmed var terrorangrebene som bekendt også rettet mod det amerikanske forsvarsministeriums hovedkvarter i Pentagonbygningen nær ved forbundshovedstaden Washington D.C. Det er dog klart, at ikke alle amerikanere hverken læste eller skrev ind 23 Monahan (2010): s. 69 24 Grusin & Utt (2005): s. 9, 80 25 Monahan (2010): s. 69-80 10

til aviserne, og at man ganske givet så andre holdninger i det øvrige USA. Når der i løbet af analysen skrives om "amerikanerne", menes der således ikke alle amerikanere, høj som lav, men den del af befolkningen, der er repræsenteret i avisernes spalter. Selvom det ikke er mediernes politiske observans som undersøges, er aviserne også valgt på grund af deres henholdsvis mere konservative (WP) eller liberale overbevisning (NYT). Formålet er dog som sagt at finde frem til de mest centrale diskussioner og holdninger omkring Ground Zero fra de mennesker som befandt sig i området, og ikke at vurdere rigtige eller forkerte redaktionelle holdninger til Bushregeringens politik. Artiklerne er undersøgt tematisk såvel som kronologisk, men en tematisk inddeling, som afspejler det teoretiske fokus på erindringsstedets symbolske indhold, kendetegner analysestrukturen. I enkelte tilfælde, hvor avisernes oplysninger er utilstrækkelige, er andre kilder såsom hjemmesider, taler i deres fulde længde og faktuelle oplysninger fra forskningslitteraturen benyttet som supplement. I løbet af analysen refereres der ikke til titlerne på alle de læste kilder, da det ville være alt for omfattende en fremgangsmåde. I stedet fremhæves de citater, der bedst illustrerer de mest fremtrædende holdninger, tendenser og udviklinger. Der refereres kun til den pågældende dato for udgivelsen, hvilket betyder, at den samme dato oftest vil dække over flere forskellige artikler. Efter hvert analyseafsnit diskuteres kildernes indhold i forhold til de mest relevante perspektiver som findes i den eksisterende forskningslitteratur og i det erindringsteoretiske stof. Forskningsmæssig kontekst Studier i erindring og erindringssteder Forskning i erindring er et bredt, flerfagligt og begrebsrigt forskningsfelt, som er tæt vævet sammen med forskning i historiebrug. En række videnskabelige fag har inden for de seneste årtier oplevet et såkaldt memoryturn eller memoryboom, hvor erindring er blevet et centralt omdrejningspunkt for mange undersøgelser. Forskning i menneskers erindringer ses derfor ikke længere kun inden for naturvidenskaben og psykologien, men har også bredt sig til fag som antropologi, sociologi, kulturstudier, geografi, litteraturvidenskab og historie. 26 26 Williams (2007): s. 163; Blight (2009): s. 242; Huyssen (2003): s. 3; Connerton (2009): s. 1; Warring (2011): s. 6 11

Geografisk set har denne type forskning og videreudviklingen af de begreber, den anvender, primært fundet sted i lande som USA, Tyskland, England og Frankrig. En håndfuld danske historikere, Anette Warring, Claus Bryld og Bernard Eric Jensen, stod dog i spidsen for forskningsprojektet Humanistisk Historieformidling - i komparativ belysning fra 1995-2000, som spillede en vigtig rolle for udbredelsen af feltet herhjemme og indeholder en række beskrivelser af erindringers karakteristika, der fungerer som et nyttigt holdepunkt og diskussionsredskab i alle erindringshistoriske undersøgelser. Anette Warring har omtalt de mange forskellige begreber, som knytter sig til forskningsfeltet som et reelt "begrebsanarki" med ofte overlappende termer, der endnu mangler klare afgrænsninger og typologiseringer. Trods feltets variende teoretiske ståsteder og terminologi, er der dog bred enighed om, at erindring har en indbygget socialitet og handler om at tilskrive fortiden betydning i en nutidig sammenhæng. 27 Den mest udbredte type historisk forskning inden for feltet har været fokuseret på at dekonstruere landes nationale identitet og på at vise, hvilken rolle erindring har spillet som magtmiddel til at opretholde eller omdanne et givent samfund. Som den amerikanske historiker John Gillis har udtrykt det, er det nødvendigt at tænke om erindringerne og ikke med dem for at blive bevidst om de magtrelationer, de indeholder. 28 Denne type forskning har således været optaget af at afdække politisk historiebrug og opfundne traditioner og myter inden for et givent nationalt fællesskab, ofte med en central historisk begivenhed som udgangspunkt. Den har anlagt et såkaldt top-down perspektiv, hvor erindringspolitik opfattes som et magtmiddel enten til at fremme folks selvbestemmelse eller til at kontrollere og styre andre. 29 I modsætning hertil findes der også forskning, som undersøger almindelige menneskers brug af historien. Banebrydende inden for denne tradition var værket The Presence of the Past. Popular Uses of History in American Life fra 1998 af de to amerikanske historikere Roy Rosenzweig og David Thelen. Værkets essentielle pointe var, at det ikke er logisk at opretholde et skarpt skel mellem personlige og offentlige erindringer, da erindring altid foregår som en aktiv proces, hvor mennesker skaber, omformer og sammenvæver forskellige personlige og fælles opfattelser af fortiden. 30 Det lader sig derfor ikke gøre helt at styre folks erindringer fra en autoritativ statslig eller national instans. Historikeren Jay Winter beskriver denne udvikling inden for 27 Ibid. s. 7,13; Warring (1996): s. 12 28 Gillis (1994): s. 3 29 Warring (2011): s. 16 30 Rosenzweig & Thelen (1998): s. 19 12

erindringsforskningen som et opgør med den traditionelle funktionalistiske tankegang. Man har i dag mere fokus på de grupper, der viser deres utilfredshed med den offentlige udlægning af historien og aktivt ytrer sig imod den. 31 Magtperspektivet er således ikke ude af billedet, men erindring opfattes her som en kamparena, hvor forskellige stemmer strides om retten til at definere fortiden. Indlejret i disse to beskrevne forskningstraditioner ligger tilsyneladende stadig den klassiske spænding mellem kollektive og individuelle erindringer og disses indbyrdes samspil, selvom det ofte ikke expliciteres. Her forekommer det derfor nyttigt at vende tilbage til James Youngs begreb collected memory. Begrebet udelukker nemlig ikke ideen om, at erindring kan bruges med politiske formål for øje, men peger samtidig også på subjektet som en aktiv medspiller i erindringsdannelsen. Det ene behøver således ikke at udelukke det andet. Som det fremgår af titlen på Benedict Andersons indflydelsesrige værk, Imagined Communities, er alle nationale fællesskaber og identiteter desuden en form for forestillede erindringsfællesskaber. Folk, der bor i det samme land, føler ofte en samhørighed med deres landsmænd, men vil i realiteten aldrig møde størstedelen af dem. 32 Ideer som disse er efterhånden også blevet mere udbredt inden for forskningen i erindringssteder, hvor der er sket et skift i det analytiske fokus. Hvor man førhen var mest interesseret i de magtmæssige perspektiver og i det faktum, at erindringssteder er opfundne størrelser, ser man mere i dag på den konkrete erindringspraksis, der omgærder dem, nærmere betegnet, hvordan kollektive og individuelle erindringer interagerer, samt i hvilket omfang, hvorfor og hvordan erindringssteder opfattes som virkelige og væsentlige. 33 Denne strømning inden for forskningen åbner for mange mulige perspektiver på erindringssteder i stedet for at lægge sig fast på én forudbestemt vej. Analysen vil derfor lægge sig i tråd med den med henblik på at diskutere og nuancere synspunkterne i den øvrige forskning, der herunder skal præsenteres nærmere. Ground Zero og amerikansk mindekultur Forskning omhandlende Ground Zero i New York udgør ikke i sig selv et afgrænset felt, men placerer sig i en ligeså bredt defineret fagtradition som forskning i erindring. Dog er der indtil videre en stor mangel på historievidenskabelige bidrag og på forskning, som baserer sig på dybdegående kildestudier. I sagens natur er alle undersøgelser af Ground Zero ganske nye, og det er endnu ikke et felt præget af store uenigheder og debat. Emnets aktualitet tyddeliggøres af det faktum, at der findes en del artikler, 31 Winter (2009): s. 258 32 Anderson (2001): s. 91, 189, 272 33 Warring (2011): s. 18-19 13

men kun ganske få bøger. Der kan altså ikke siges at være et hovedværk på området, men en række forskere, der ser på forskellige delaspekter omkring Ground Zero som led i deres egne undersøgelser inden for områder som mindekultur, museer, kulturarv, turisme, arkitektur, litteratur, sprog, psykologiske/nationale traumer og amerikanske studier. I denne gennemgang nævnes derfor kun de bidrag, som er mest relevante og brugbare i forhold til en videre diskussion af analysens resultater. Forskningen udgør til tider en form for partsindlæg i debatten omkring fortolkningen af 11. september og formålet med at opføre et mindesmærke. For eksempel har den førnævnte erindringsforsker James E. Young, der sad i den jury, der skulle udvælge et passende design for mindesmærket, beskrevet denne tid som en igangværende erindringsproces i artiklen "The Stages of Memory at Ground Zero" fra 2006. Young har en personlig oplevelse af begivenhederne og har selv været en indflydelsesrig aktør. Hans personlige holdninger skinner derfor igennem, men samtidig betragter han dog også situationen ud fra en erindringsteoretisk optik ved at spørge, hvor grænsen mellem historie og erindring går samt hvad og hvem man skulle erindre ved at bygge et mindesmærke på Ground Zero. 34 Selvom der således på dette felt er tale om forskere, der beskæftiger sig med temaer, som ligger inden for deres egen samtid og nationale fællesskab, gør det ikke nødvendigvis deres synspunkter mindre lødige, men nærliggende at udforske mere indgående. Størstedelen af den eksisterende forskning har grundet denne nationale tilknytning haft til hensigt at nedbryde etablerede myter og diskurser og levere en selvrefleksiv beskrivelse af, hvordan 11. september er blevet indskrevet i politisk ladede narrativer. Et eksempel herpå er professor i engelsk, David Simpson, som undersøger amerikansk mindekultur og sproglige diskurser efter 11. september i bogen 9/11 The Culture of Commemoration fra 2006. Simpson forholder sig kritisk til den udbredte opfattelse af, at verden aldrig ville blive den samme efter 11. september, som efter hans opfattelse medførte et "desperate rush to commemorate". Overordnet set konkluderer han, at mindekulturen omkring 11. september er blevet "hijacked by revenge". Den er for ham at se blevet offer for både en kommerciel og politisk manipulation, som former amerikanernes kulturelle erindring. Dominerende, sproglige diskurser om helte og frihed skaber et forvrænget billede af virkeligheden, som sætter USA i et positivt lys og legitimerer landets nationale projekt. Også Ground Zero opfatter Simpson som del af denne politiske diskurs. 34 Young (2006): s. 214 14

En anden forsker, der har beskæftiget sig specifikt med amerikansk mindekultur, er etnologen Marita Sturken i bogen Tourists of History. Memory, Kitsch and Consumerism from Oklahoma City to Ground Zero fra 2007. Hendes hovedkonklusion er, at USA bearbejder nationale traumer gennem forbrugerisme og turistpraksisser, som bidrager til ideen om national uskyld. Sturken påpeger, hvordan salget af teddybjørne og sne-globusser samt kitschdesign i mindesmærker og arkitektur på denne vis fremskynder politisk føjelighed i den amerikanske befolkning. 35 Hendes undersøgelse har således ligesom Simpsons også til formål at nedbryde den indgroede amerikanske idé om egen uskyld. Sturkens grundige beskrivelse af handlingsforløbet omkring Ground Zero fra ruin til mindesmærke og hendes tilhørende betragtninger om stedets materialitet og symbolik danner dog også grobund for andre diskussioner omkring dets udvikling og betydning for amerikanerne. Også Erica Doss, professor i amerikanske studier, har beskæftiget sig med amerikansk mindekultur i bogen Memorial Mania. Public Feeling in America fra 2010. Hun undersøger årsagen til de tusindvis af permanente og midlertidige mindesmærker, der inden for de seneste årtier er dukket op i USA for alt fra døde astronauter, henrettede hekse til ofre for terrorisme, herunder også 11. september. Doss forklarer tendensen med en besættelse af erindring og historie og et behov for at synliggøre og gøre krav på disse ting i en offentlig kontekst. Mindesmærker ser Doss som arkiver for offentlige følelser på et bestemt tidspunkt i historien. 36 De skaber rammen om kulturelle narrativer om national identitet og dannes ud fra ophedede, følelsesladede diskussioner om, hvad der skal huskes for fremtiden. 37 I bogen findes ikke en samlet analyse, men blot spredte beskrivelser af Ground Zero og National September 11 Memorial & Museum. Doss' undersøgelse bidrager dog med indsigtsfulde og relevante beskrivelser af amerikansk national identitet og mindekulturel praksis set i et historisk perspektiv. 11. september og USA's nationale selvforståelse Forskningen i begivenhederne den 11. september 2001 er primært varetaget af henholdsvis politologer, sociologer og historikere med en amerikansk baggrund. Selvsagt er det også et forholdsvis nyt samtidshistorisk felt, hvor positionerne kun lige er ved at blive ridset op. Heller ikke på dette område kan man derfor tale om ét samlet forskningsfelt med etablerede skoler og teoridannelser, men om spredte bidrag med vekslende dybde og fokus. 35 Sturken (2007): s. 6 36 Doss bygger således på Pierre Noras ideer om nutidens besættelse med erindring som før alt andet har en arkiverende egenskab. Doss (2010): s. 49 37 Doss (2010): s. 2, 13 15

Noget af forskningen, som kan placeres i denne kategori, indeholder til forskel fra forskningen i Ground Zero de rent faktuelle oplysninger omkring terrorangrebene og kan derfor bidrage til at sætte analysens resultater ind i en bredere samfundsmæssig kontekst, give en dybere forståelse af, hvad der skete, og dermed også et mere nuanceret grundlag at diskutere ud fra. Der er dog også mange forskere som kun kort ridser begivenhederne op og derefter foretager deres egne undersøgelser af udvalgte delaspekter. Det, forskerne primært har beskæftiget sig med, er de bagvedliggende årsager til terrorangrebene samt de økonomiske, etniske, sociale, politiske, globale, sikkerhedspolitiske og religiøse konsekvenser afspejlende det komplekse net af betydninger, der knytter sig til 11. september som historisk begivenhed. Hertil kommer også forskning, som omhandler amerikanernes forståelse af deres egen rolle i forhold til resten af verden. Der er således mange mulige tilgange og vinkler at tage fat på i en akademisk sammenhæng, hvoraf sidstnævnte er mest relevant for dette speciales problemstilling, da erindringssteder er nært forbundne med spørgsmålet om national identitet. Historisk forskning i amerikanernes nationale selvforståelse har lige så lange rødder som historiefaget selv. Den danske professor i amerikansk historie, Regin Schmidt, har i Historisk Tidsskrift 2005 beskrevet hovedstrømningerne inden for denne tradition med udgangspunkt i et af hovedbegreberne, "American Exceptionalism". Ideen om at USA har udviklet sig væsentligt anderledes end resten af den vestlige verden, og at amerikanerne er Guds udvalgte folk med en mission om at udbrede demokrati og kristendom, tog amerikanske historikere længe for givet. Med de store politiske og sociale omvæltninger, man så i USA i 1960'erne og 70'erne, opstod der dog med "New Left"- historikerne en kritik af at betragte USA som en bedre og mere udviklet civilisation, og man lagde i stedet større vægt på landets interne splittelser og konflikter. Ifølge Schmidt afspejler historieforskningen lige nu en form for "neo-new Left kritik". Efter terrorangrebene den 11. september har tendensen nemlig været at kritisere Bush-regeringens krig mod terror ud fra USA's imperialistiske tendenser. 38 Som eksempler på denne type forskning kan nævnes historikeren Walter L. Hixsons bog fra 2008 The Myth of American Diplomacy National Identity and U.S. Foreign Policy og professor i internationale studier Barry Buzans bog The United States and the Great Powers. World Politics in the Twenty-First Century fra 2004. Begge påpeger de, hvad de betragter som uheldige og ufrugtbare myter i amerikansk selvforståelse, der gør USA til dommerne over godt og ondt og dermed er med til at legitimere landets egen aggressive udenrigspolitik. Dette var også tilfældet med 38 Schmidt (2005): s. 479-502 16

11. september, som betød endnu en lang og opslidende krig i Irak og Afghanistan. 39 Især de steder, hvor sådanne værker kredser om amerikansk selvforståelse efter 11. september, er de oplagte at inddrage i analysens diskussioner. Her vil det dog ikke være målet at afgøre, hvorvidt Irak-krigen var legitim eller ej, men snarere at forsøge også at anskue den politiske brug og fortolkning af fortiden i forhold til de mindekulturelle og erindringsteoretiske aspekter omkring Ground Zero. Én ting er nemlig, hvordan 11. september er blevet fortolket og brugt fra politisk side, en anden er, hvordan de folk, der oplevede og overlevede angrebene, har opfattet begivenhederne. Få dage efter terrorangrebene startede en gruppe historikere fra universitetet i Columbia The September 11 2001 Oral History Narrative and Memory Project 40, hvis formål netop var at klarlægge, hvordan menneskers erindringsarbejde tager sig ud, inden et officielt og dominerende narrativ dannes af medier og politikere. 400 personer, med forskellig kulturel og etnisk baggrund, der var direkte berørt af 11. september blev derfor interviewet til undersøgelsen. Spørgsmålene lød på, hvordan de placerede begivenheden i deres egen livshistorie, og hvordan de fortolkede dens historiske betydning i en bredere sammenhæng. I testpersonernes svar sås tendenser, der direkte modsagde den officielle fortælling om en uskyldig befolkning, samlet i sorg, men samtidig også tendenser der understøttede den. Undersøgelser som denne viser således, at dannelsen af erindringer ikke foregår under ordnede og kontrollerbare forhold, men at de snarere er personlige og rodede. Forskningens tilstand Som ovenstående beskrivelse af forskningen har vist, er der endnu ikke foretaget en tilbundsgående historisk analyse af hverken Ground Zero eller 11. september. Tilmed har ingen endnu undersøgt disse to ting som et samlet erindringssted ud fra Pierre Noras ideer. Det åbner derfor en mulighed for at se, hvilke andre aspekter og diskussioner en sådan tilgang til historien vil bane vejen for. Både forskningen omhandlende Ground Zero og 11. september bærer præg af en kritisk, amerikansk selvransagelse og problematisering af den politiske udlægning og brug af begivenhederne. Min egen undersøgelse vil gennem et mere dybdegående kildestudium af de første ti år efter terrorangrebene forsøge at nuancere de vante synspunkter ved også at anskue situationen som en fortløbende erindringsproces, hvor der foregik en forhandling og interaktion 39 Hixson (2008): s. 300, Buzan (2004): s. 174 40 Clark (2003) 17

omkring erindringsstedets fremtidige betydning. Den vil derfor i høj grad se på, hvilke andre elementer erindringsstedet indeholdt udover det politiske, og hvilke andre aktører der var med til at præge fortolkningen af det. Ved at koble den hidtil adskilte forskning i stedet Ground Zero og begivenheden 11. september nærmere sammen, er det således håbet at få en mere helstøbt, om end stadig ufuldkommen, forståelse af erindringsstedets mange betydninger for USA som nation. Ground Zero og 11 september som erindringssted Erindringskulturer etableres I denne indledende del af analysen ses der nærmere på den politiske såvel som den folkelige reaktion i kølvandet på terrorangrebene den 11. september. Sigtet vil være at undersøge, hvilke forskellige følelser og betydningstilskrivninger der kom til udtryk blandt amerikanerne på disse to niveauer, og hvilke umiddelbare fortolkninger af erindringsstedet de hver især var med til at danne gennem handlinger og ord. Først undersøges præsident George W. Bushs fortolkning af angrebene, som den kommer til udtryk i hans udtalelser fra tiden umiddelbart efter 11. september. Andre ledende, politiske figurer i USA og resten verden gav også deres meninger til kende, men præsidentens ord kan siges at udgøre den officielle og mest centrale holdning til, hvilken plads begivenheden skulle indtage i amerikanernes nationale erindring. Bush talte både til og på vegne af den amerikanske befolkning og blev i den forbindelse eksponeret i de amerikanske såvel som i de internationale medier. Hans forskellige taler er delvis gengivet i aviserne. Tilmed er hans første optræden på TV den 11. september blevet transskriberet ord for ord i en online database for kendte taler i amerikansk historie. 41 De folkelige reaktioner på begivenhederne den 11. september sås over størstedelen af USA og i mange andre dele af verden. Under overskriften "Britons' Bouquets Express a Special Bond" beskrev Washington Post den 13. september for eksempel, hvordan englænderne ved at lægge blomster, lys, små beskeder, teddybamser og billeder, udtrykte deres medfølelse og solidaritet med amerikanerne. Der blev flaget på halv, og "Star-Spangled Banner" 41 George W. Bush; 9/11 Address to the Nation: "A Great People Has Been Moved to Defend a Great Nation."11 September 2001, Oval Office, Washington, D.C. http://www.americanrhetoric.com/speeches/gwbush911addresstothenation.htm (konsulteret 03.04.12); Washington Post 12.09.01 18

blev for første gang nogen sinde spillet ved vagtskiftet på Buckingham Palace. Også ved de amerikanske ambassader i Berlin, Toronto, Jerusalem og Moskva blev der lagt blomster. 42 Her tydeliggjordes det altså, at 11. september ikke blot var en skelsættende begivenhed for amerikanerne, men berørte folk på et globalt plan. Den nationale bede-og mindedag, som Bush dekreterede den 14. september, blev også markeret over hele landet på forskellig vis: Often in silent meditation, but also with patriotic fervor, they came by the thousands to listen to ministers, to light candles, to wave flags, even to embrace strangers. Some ceremonies were stately and solemn, others spontaneous and spirited. 43 Patriotiske sange og amerikanske flag blandedes med stille sorg og religiøse ceremonier og skabte en følelse af tryghed og sammenhold blandt amerikanerne. Analysen herunder fokuserer dog som sagt mest på borgerne i New York, da de havde en mere nær og direkte oplevelse af begivenhederne end de amerikanere, der fulgte med i dem via medierne. Præsident Bush fordømmer angrebene Præsidentens allerførste udtalelser om angrebene findes i hans TVtransmitterede tale til amerikanerne om aftenen den 11. september. I talen karakteriserede Bush først og fremmest hændelserne som et bevidst og morderisk angreb på de amerikanske værdier: ( ) our way of life, our very freedom came under attack in a series of deliberate and deadly terrorist acts. ( ) America was targeted for attack because we're the brightest beacon for freedom and opportunity in the world. 44 Angrebenes symbolværdi blev således slået grundigt fast, og USA fremhævet som frihedens og mulighedernes land. 11. september betød samtidig et tab af menneskeliv, og ifølge Bush var det endda et veritabelt massemord på uskyldige ofre, som udløste følelser af mistro, sorg og vrede. Bush dvælede dog ikke længe ved sorgen, men understregede derimod kraftigt, at angrebene var et mislykket forsøg på at skræmme amerikanerne og efterlade dem handlingslammede: A great people has been moved to defend a great nation. Terrorist attacks can shake the foundations of our biggest buildings, but they 42 Washington Post 13.09.01 43 Washington Post 15.09.01 44 George W. Bush; 9/11 Address to the Nation: "A Great People Has Been Moved to Defend a Great Nation."; Washington Post 12.09.01 19