Sagsnr. Ref. Den 28. oktober 2003 +DQV-HQVHQVWDOH/LJHVWLOOLQJLIDJEHY JHOVHQ /2NRQJUHVVHQWLUVGDJGRNWREHU I dag skriver vi historie på kongressen og det er ikke en hvilken som helst historie. Vi skriver nemlig ligestillingspolitisk historie. Det handler om os selv. Om den interne eller den organisationspolitiske ligestilling. Og det er noget helt nyt. At vi tager en åben, ærlig og fremadrettet diskussion om, hvorledes vi når det fælles mål er nyt. Det er nyt, at vi definerer, hvad vi mener med ligestilling. Og at vi er enige om målet. Nemlig en ligestillet fagbevægelse, hvor det ikke længere kun er de lige muligheder, vi fokuserer på, men hvor det vi vil måle i de årlige ligestillingsregnskaber, som vi lægger op til, er de lige resultater. Lige resultater, som vi sådan lidt kækt formulerer som halvdelen af pengene, magten og æren og i helt naturlig forlængelse heraf også halvdelen af omsorgen. Dagsordenspunktet Ligestilling i fagbevægelsen har to hovedomdrejningspunkter: Det ene er en større repræsentation af kvinder i fagbevægelsens styrende organer, herunder de ændringsforslag til henholdsvis vedtagelserne under dette dagsordenspunkt, samt de ændringsforslag til LO s love, der indstilles af LO s hovedbestyrelse. Det andet er, at vi ønsker at mainstreame det fagligt politiske og fagligt organisatoriske arbejde. Det gør vi, fordi vi vil være helt sikre på, at vi i vores daglige praksis i fagbevægelsen ikke bidrager til at reproducere kønsskævheder. Sagt på en anden måde, så ønsker vi ikke at bidrage til rutinemæssigt at opretholde kønsroller, eller myter og forestillinger om køn, som tiden er løbet fra. Vi har til denne kongres i lighed med sidste kongres i 1999 fået foretaget en repræsentationsundersøgelse, som jeg godt vil takke mange af jer for at have deltaget aktivt i. Resultaterne fra undersøgelsen, som jeg skal vende tilbage til bekræfter, at vi har brug for den diskussion, vi her lægger op til, at vi har brug for en intensiveret indsats. Vi er nemlig ikke engang ude i en stille og rolig udvikling. Vi er inde i en massiv stilstand oven i købet med et lille tilbageslag i forhold til 1999. Alligevel mener jeg, at der er grund til optimisme. Ikke bare lægger vi op til, at ligestilling skal være et højprioriteret indsatsområde i den kommende kongresperiode, vi høster allerede nu de første frugter af den indsats, vi har gjort i indeværende kongresperiode.
Vi har med de lokale netværksdannelser omkring ligestilling og vores kvindelige lederuddannelser - fået spredt en viden om køn i LO og forbundene, som ikke har været her tidligere. Jeg fornemmer kravene om konkret ligestilling og opmærksomheden på køn, som noget der kommer både oppefra og nedefra i øjeblikket. Og det er nyt! Det er derfor, jeg tror, vi har en succes eller i hvert fald et stort potentiale for at skabe os en markant ligestillingspolitisk succes over de næste fire år. I Danmark har vi traditionelt haft det overordnede ligestillingspolitiske mål, at kvinder og mænd skal have samme muligheder, og at vi skal behandle begge køn lige. Og det kan man vel også sige traditionelt har været udgangspunktet for den måde, vi er gået til de ligestillingspolitiske udfordringer i fagbevægelsen på. Og lige behandling og lige muligheder er jo også helt nødvendige og meget sympatiske udgangspunkter for megen af den politik, vi bedriver. Men hånden på hjertet, så ser de lige muligheder og den lige behandling altså ud til at have bragt os nogenlunde så langt, som de kan. Vi står li som her, hvor vi står - og kommer ikke rigtigt videre. Det er med andre ord nødvendigt, at vi gør noget andet, end vi plejer. * Vi har til dette dagsordenspunkt sendt to papirer ud til jer. Det første er selve vedtagelsesforslaget; det som vi i dag beder jer sige ja til. Og det andet og i mine øjne ikke mindre interessante papir, er det såkaldte baggrundsnotat "Barrierer for ligestilling". Vi har i dette notat forsøgt at give bud på, hvilke barrierer mange kvinder og sikkert også en del mænd støder på i det fagpolitiske arbejde. Både store og små barrierer som til daglig er med til at forhindre, at vi som fagbevægelse udvikler os til det rummelige fællesskab med en mere lige repræsentation af kvinder og mænd på alle niveauer, som vi gerne vil det og som det står skrevet i vores fælles værdigrundlag. Det er et godt notat at komme videre med diskussionerne om ligestilling i fagbevægelsen på, fordi det giver os en opdateret viden om køn, som YL - og forbundenes beslutningstagere her på kongressen har brug for. Et nødvendigt notat vil jeg kalde det! I vedtagelsesforslaget lægger vi op til en firestrenget indsats; Vi vil gerne vide endnu mere, end vi gør omkring hvilke mekanismer, det er der afstøder kvinder fra det fagpolitiske arbejde. Vi vil gerne mainstreame alt vor væsen og al vor gerning, det skal jeg vende tilbage til. Vi vil fortsætte vores succeser omkring kompetenceløft på mange forskellige niveauer i regi af FIU. (Fagbevægelsens Interne Uddannelser). Og endelig vil vi i den kommende kongresperiode yde en ekstraordinær indsats i forhold til formidlingen af ligestillingsarbejdet. 2
Det frie og personlige valg tordner imod os fra regeringen som et mantra, der er gangbart i en hvilken som helst sammenhæng - og som noget af det højeste, de kan svinge sig op til at mene på mange fronter og ikke mindst på ligestillingsfronten. Og det er da også et meget enkelt budskab og en både beskeden og overskuelig ambition at have. Og lige præcis når det handler om ligestilling mellem kvinder og mænd, så er det min erfaring, at vi kan støde på selv samme retorik i vores interne diskussioner; Hvis kvinder ikke har lyst til at bedrive fagpolitisk lederskab så skal de vel have lov at vælge det fra? Ja, det kan ingen jo forhindre dem i. Men jeg synes, vi skylder at yde det ypperste for, at kvinder i højere grad og mere aktivt vælger fagbevægelsen, som et sted, hvor man kan bruge sit politiske talent og sine lederegenskaber. Vi kan ikke gå glip af de mange kvalifikationer kvinder også har i forhold til de daglige beslutningsprocesser. Det har vi ikke råd til! Det er også derfor, jeg vil sige til jer i dag og det er helt centralt for mig - kvinders manglende repræsentation i fagbevægelsen er ikke først og fremmest den enkelte kvindes problem. Det er i langt højere grad LO s, men især de enkelte forbunds problem. Vi kan ikke erklære os som tidssvarende moderne demokratiske interesseorganisationer, med et gabende fravær af kvinder i magtens interessante centrum. Det holder ikke. Derfor er kvinders manglende repræsentation et fælles problem og en fælles udfordring. Det er et organisationspolitisk ansvar af de store, som vi i de næste fire år skal have placeret helt centralt i LO og i samtlige forbund. Repræsentationsundersøgelsen, som jeg omtalte i min indledning, viser med al mulig tydelighed, at her har LO ikke de direkte handlemuligheder. De er funderet i de enkelte forbund. Skal magten skifte køn i forhold til LO s kompetente organer, så skal forbundene foretage kønsskifte i deres indstillinger til hovedbestyrelse, udvalg, LO lokalt, repræsentantskabsmøder og kongresser. Sådan er det med det! Enkelt og udfordrende! Det, vi fra centralt hold kan og skal løfte i denne sammenhæng, er fortsat at uddanne kvinder til at påtage sig fagpolitisk lederskab. Vi har som bekendt med stort held gennemført en række programmer om køn, organisation og ledelse målrettet forskellige grupper af kvinder. Starletterne, som I kender, Victoria og FL, og det er en indsats, vi fortsat skal udvikle over den kommende kongresperiode. Og det skal vi gøre i fælles regi, nemlig i FIU. Jeg vil godt benytte lejligheden til her at takke for den store opbakning i den netop overståede kongresperiode, der har været i forhold til at støtte de ligestillingspolitiske initiativer. Der er ingen tvivl om, at noget af det helt centrale i de forslag, vi stiller til dette dagsordenspunkt, er en kompetence strategi, som også i fremtiden skal funderes for fællesskabets midler - i FIU. Og det vi kan og skal løfte over den kommende kongresperiode er vedholdende at holde fokus på kvinders repræsentation, ikke mindst via de årlige 3
ligestillingsregnskaber, som vi i dag indstiller til vedtagelse. Ligestillingsregnskaberne skal tilgå LO s hovedbestyrelse og årligt danne udgangspunkt for en kontinuerlig tilpasning af ligestillingsindsatsen. Jeg mener, som jeg også sagde i min indledning, at vi nu har en bedre platform at ændre tingenes stilstand fra, end vi nogensinde tidligere har haft. Det har vi, fordi der er en bevægelse, et pres og et dybtfølt ønske om forandring, som kommer nedefra i organisationerne og oppe fra fagbevægelsens øverste myndighed; nemlig denne forsamling. Det er det håndslag, jeg gerne vil have fra jer her i dag. Et håndslag på, at det er en udfordring, vi ønsker at tage på os, det er en forandring, vi ønsker at sætte os i spidsen for. Flere kvinder omkring bordene i de kompetente organer i LO og forbund er imidlertid kun en del af indsatsen. Vi ønsker også med dette dagsordenspunkt at få kongressens opbakning til at omlægge den ligestillingspolitiske strategi, til det vi på godt dansk kalder mainstreaming. Vi havde en diskussion af det på sidste LO kongres og nu er tiden moden til at tage skridtet fuldt ud. Det kunne have været et bedre ord, ingen tvivl om det. Men sådan er det. Mainstreaming er kommet for at blive. Og sådan kommer vi også til at kalde det fremover. Ordet kan ikke forklares meget mere præcist, end det står formuleret i oplæggene til dette dagsordenspunkt: $WPDLQVWUHDPHHUDWDFFHSWHUHHWQ\WSROLWLVNXGJDQJVSXQNWGHUDQHUNHQGHUDWGHW YLHUYDQWWLODWEHWUDJWHVRPQRUPHQHOOHUGHWQRUPDOHLNNHQ GYHQGLJYLVHU N QVQHXWUDOW0DLQVWUHDPLQJHULVLJVHOYLNNHHWPnOPHQHQVWUDWHJLGHUEULQJHURV Q UPHUHPnOHWRPUHHOOLJHVWLOOLQJ0DQNDQRJVnVLJHDWPDLQVWUHDPLQJVRPVWUDWHJL IRNXVHUHUSnEHKRYHWIRUDWXGIRUGUHVWDWXVTXR Det vil med andre ord sige, at udgangspunktet for at kunne mainstreame vores politiske og organisatoriske, er, at vi gør os klart, at vi til daglig alt for ofte handler kønsblindt, handler som havde køn ingen betydning. Og vi skal gøre os klart, at vi hver især ikke har tilstrækkeligt viden om køn og ligestilling til at kunne løfte denne udfordring, lige med ét hug. Derfor er en del af mainstreamingsstrategien også udformet som et generelt kompetenceløft, i første omgang rettet mod ansatte og tillidsvalgte på alle niveauer i LO-huset. Det overordnede formål er i første omgang at kunne servicere LO s daglige ledelse og hovedbestyrelsen med mainstreamede politiske produkter, politikker og andre aktiviteter, der tilstræber så stor kønsneutralitet som muligt. Nok om det. 4
Allerede ved den ekstraordinære kongres i februar i år havde KAD stillet ændringsforslag til LO s love et forslag om, at LO s daglige ledelse skulle afspejle medlemssammensætningen med hensyn til køn. Forslaget blev trukket af forslagsstillerne, men det affødte ikke desto mindre en livlig debat både forud for - og under kongressen. Flere gav fra denne talerstol håndslag på, at QX skulle vi gøre en fælles ligestillingssag, nu skulle vi tage ligestillingsprojektet alvorligt! Derfor bl.a. dette dagsordenspunkt! Til denne kongres, har henholdsvis KAD og PMF stillet en række ændringsforslag til LO s love i forhold til kvinders repræsentation på de forskellige niveauer i LO. Hovedbestyrelsen anerkender intentionen i de fremsatte forslag, men har en række ændringsforslag til forslagene fra KAD og PMF, dels til LO's love og dels til selve "Vedtagelsen om ligestilling i fagbevægelsen". Kernen i hovedbestyrelsens forslag er vort ønske om at favne og prioritere ligestilling, samt at bibeholde forbundenes suverænitet. Det er en balance - det er en svær balance. I forhold til vedtagelsesforslaget foreslår hovedbestyrelsen en formulering, der opfordrer hvert enkelt forbund til i fremtiden at sammensætte deres delegationer til LO-kongressen og repræsentantskabsmøder, således at de afspejler kønssammensætningen blandt medlemmerne. I forhold til LO's love foreslår vi for det første, at hovedbestyrelsen ved nyvalg af formand, næstformand og sekretærer i LO skal tilstræbe en ligelig kønsfordeling. Og for det andet, at hvis LO's hovedbestyrelse efter kongressens valg ikke har en ligelig repræsentation af kvinder og mænd, så kan hvert forbund indstille en kandidat af det underrepræsenterede køn. Heriblandt kan hovedbestyrelsen så vælge op til fem supplerende repræsentanter. Der er fra PMF og KAD's side endvidere stillet forslag om, at LO-udvalg skal nedsættes under hensyntagen til en mere ligelig kønsrepræsentation. Det indstiller vi til forkastelse, da et sådant krav vil skabe for stor konflikt i forhold til forbundenes suverænitet. Der er gået en lang proces forud for ordlyden i de fremlagte ændringsforslag fra Hovedbestyrelsen og det er min overbevisning, at vi nu har nået et bæredygtigt kompromis. Et kompromis, der fint balancerer på knivsægget mellem henstillinger og forpligtigelser. Det var det internt organisatoriske. Hvad så med ligestillingspolitikken ud ad til; hvor har LO pakket den hen, kunne I med rette spørge. Ja, den er jo ikke direkte i spil i forhold til den kongres-vedtagelse, det her handler om. 5
Men det er utroligt vigtigt for mig at understrege, at den mainstreaming af LO huset, som vi lægger op til - i bund og grund har som overordnet mål at gøre vores fagpolitiske produkter ligestillede, rummelige og dybest set mere demokratiske. Så vores mainstreamingsprojekt er på én og samme gang en organisatorisk udviklingsstrategi, men med et stort og højprioriteret ønske om at levere bedre og ligestillede produkter på lønmodtagernes vegne. At det vil betyde et generelt mere offensivt LO i forhold til den ligestillingspolitiske realitet på Christiansborg, er jeg ikke i tvivl om. Det internt organisatoriske ligestillingsprojekt vi lægger op til, har som naturlig konsekvens, at LO bliver langt mere synlig i forhold til de større samfundspolitiske ligestillingsspørgsmål. Der er en indsats at gøre for alle. Der er formentlig ingen i denne sal, uanset hvilket køn I har, uanset hvor I befinder jer til daglig og uanset, hvordan I arbejder, der ikke kan bidrage til at gøre fagbevægelsen mere rummelig. Til at gøre fagpolitisk arbejde på alle niveauer til noget, der i højere grad tiltrækker kvinder. * Et rummeligt fællesskab, der tiltrækker og frister kvinder, tiltrækker og frister flere! Ligestillingsprojektet er ikke et lille projekt for få aktører, det er et gennemgribende organisatorisk forandringsprojekt som LO fagbevægelsen skal bakke op om, ikke bare med jeres taleret og stemmeseddel, men også i jeres daglige faglige arbejde i den kommende kongresperiode. 6