Formanden for Realkreditforeningen Adm. direktør Carsten Nøddebo Mundtlig beretning Realkreditforeningens årsmøde 2015 25. marts 2015 Det talte ord gælder!
Indledning Velkommen til Realkreditforeningens årsmøde. En særlig velkomst vil jeg rette til erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, nationalbankdirektør Lars Rohde samt fremtidstænker Uffe Palludan. Jeg ser frem til at høre jeres indlæg. Dansk realkredit I dag er to ud af tre lån realkreditlån, og vi er et vigtigt element i et velfungerende finansielt marked, når det drejer sig om formidling af både lån og opsparing. Jeg er meget glad for den store opbakning fra alle sider, som vi har fået. Men jeg er samtidig helt med på, at det ikke var for vore blå øjnes skyld, men på grund af realkredittens store betydning for det danske samfund. På lånesiden betyder det billig og sikker finansiering af fast ejendom både til private boligejere og til erhvervslivet. Kampen har handlet om at sikre, at vi også fortsat har Europas billigste boligfinansieringssystem og et produktudbud, som ikke ses tilsvarende andre steder. Jeg tænker her på løbetid, variabel eller fast rente, med eller uden afdrag og fleksible indfrielsesmuligheder. På denne måde giver realkreditten også fremover boligejere mulighed for at planlægge deres økonomi gennem alle livets faser, og gør det muligt for den enkelte mere frit at fordele forbrug og opsparing over et livsforløb. Det er reelt det, vi i fællesskab har arbejdet for at sikre. For investorerne giver realkreditten mulighed for attraktive produkter i form af lange og korte obligationer til både 1
likviditetsformål og pensionsopsparing. Realkreditobligationer er meget attraktive værdipapirer, og såvel danske som udenlandske investorer strømmer til. Det har presset renten helt i bund. Vi er selvfølgelig opmærksomme på den debat, der løbende er omkring bidragssatser, og de prisstigninger, som vores kunder oplever. Realkredit handler om at sikre billig og stabil boligfinansiering til danskerne. Det kan vi kun gøre, hvis realkreditsystemet er solidt og bæredygtigt, og her spiller flere faktorer ind: For det første er en høj rating afgørende for de renter, som boligejerne betaler. For at vi kan bevare den høje rating, kræver ratingbureauerne et ekstraordinært højt kapitalniveau og en god indtjeningsevne. Samtidig efterspørger ratingbureauer såvel som myndigheder, at vi reducerer risikoen i realkreditsystemet blandt andet ved at nedbringe andelen af korte variabelt forrentede lån og lån med afdragsfrihed. Og sidst men ikke mindst er det nødvendigt, at realkreditsystemet er markedsmæssigt bæredygtigt for at sikre den fortsatte stabilitet. Over tid er det derfor nødvendigt, at realkreditinstitutterne kan aflønne sin kapital på et bæredygtigt niveau. Alle disse parametre hænger sammen med realkreditinstitutternes indtjeningsevne og fleksibilitet. En begrænsning heraf vil påvirke realkreditsystemet negativt og svække dets 2
evne til at sikre et af verdens billigste finansieringssystemer. Samtidig svækker det realkredittens muligheder for at understøtte dansk økonomi i gode og dårlige tider. Og netop under finanskrisen har realkreditsystemet vist sin styrke og i høj grad været med til at understøtte økonomien. Mange har udtrykt bekymring over den store udbredelse af variabel rente. Men lån med variabel rente har den fordel, at et rentefald slår hurtigere igennem og dermed hurtigere øger det økonomiske råderum. Det modsatte gælder naturligvis i tilfælde af rentestigninger. På den måde understøttes eller dæmpes væksten - alt efter hvad samfundsøkonomien har behov for. Men det er selvfølgelig væsentligt, at vi er opmærksomme på den anden side af mønten - nemlig den rente- og refinansieringsrisiko, der også kendetegner de variabelt forrentede lån. Og her er det særligt omfanget af de korte lån, vi skal have fokus på. Tilsynsdiamanten Det er også et af fokusområderne for tilsynsdiamanten, der har fyldt en hel del i det forgangne år. Tilsynsdiamanten består af en række såkaldte pejlemærker, som skal sikre en stabil og sikker realkreditsektor i fremtiden. Tilsynsdiamanten er balanceret og fornuftigt, og vi er tilfredse med, at det enkelte realkreditinstitut selv kan planlægge, hvordan det vil nå målene. Jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal nå i mål med alle pejlemærkerne nogle vil vi opfylde i 2018 andre i 2020. En del af pejlemærkerne går på sammensætningen af selve 3
låneporteføljen, og den kan kun langsomt ændres. Derfor er vi tilfredse med, at vi har fået en forholdsvis lang frist til at få det på plads. Undervejs i processen blev kravet om en begrænsning af refinansieringsomfanget strammet ganske meget, så det endte med, at maksimalt 25 procent af låneporteføljen må refinansieres om året. Som jeg nævnte før, er vi allerede meget opmærksomme på refinansieringsproblematikken, og sektoren har af egen drift allerede mindsket omfanget væsentligt. Det har vi opnået ved hjælp af nye produkter og prisincitamenter og ikke mindst på grund af en meget gunstig renteudvikling, hvor boligejerne i dag kan få et lån med en fast rente på 2 procent i 30 år. Men 25 procent er et meget ambitiøst krav. Da vi er nødt til at operere med en vis sikkerhedsmargin, er det reelle pejlemærke endda noget lavere end de 25 procent. Erfaringen viser, at efterspørgslen efter fast henholdsvis variabel rente ændrer sig over tid, i takt med bevægelser i renteniveauet. De senere år er udviklingen gået én vej, men vi skal ikke være blinde for, at det på et tidspunkt kan gå den modsatte vej igen. En rentestigning vil kunne give et fornyet pres på dette pejlemærke. Den risiko skal vi være opmærksomme på, så vi holder os på sporet og kommer sikkert i mål. Reguleringspause Samlet set er der kommet mange nye regler. Mange af reglerne - langt de fleste - har været nødvendige opfølgninger på den 4
finansielle krise, og dem bakker vi naturligvis op om. Men tiden er inde til at holde en pause - en reguleringspause. Det er klart, at lovmøllen ikke pludselig stopper fra den ene dag til den anden. Der ligger allerede en hel del initiativer foran os - blandt andet udformningen af fælleseuropæiske Covered Bond-regler og ikke mindst Bankunionen. Dem kommer vi ikke uden om. Men der er ikke behov for at lægge yderligere forslag på bordet lige foreløbigt. Lad de mange initiativer, der er taget, få lov til at virke, så vi kan vurdere konsekvenserne af dem, før der igangsættes nye. Bankunionen I november trådte det fælleseuropæiske finanstilsyn i kraft. De store banker i euroområdet er nu under direkte tilsyn fra ECB. De mindre banker er fortsat under nationalt tilsyn, men efter en praksis som fastlægges af ECB. Men som bekendt er det fælles tilsyn som udgangspunkt kun et anliggende for eurolandene. Andre lande kan også være med, hvis de anmoder om det, og i øvrigt sørger for at opfylde betingelserne og overdrager de nødvendige beføjelser til ECB. Spørgsmålet er så, om Danmark skal være med. Som jeg har været inde på, spiller realkreditten en meget central rolle for det danske samfund, og derfor er det et afgørende spørgsmål, om dansk realkredit er bedst sikret ved at være med i Bankunionen eller ved at stå udenfor. Reglerne fastsættes fortsat i Bruxelles, så det vi taler om med Bankunionen er primært det fælles tilsyn, der skal sikre ens administration af reglerne og ens tilsynspraksis. Ensartet administration og fortolkning af de samme regler er 5
overordnet set svært at være imod. Uanset om Danmark kommer med i Bankunionen eller ej, så vil der ikke reelt være noget alternativ til i meget vidt omfang at følge ECB s kommende tilsynspraksis. Den kan vi så vælge at være med til at påvirke ved at være en aktiv medspiller. EBA har udarbejdet nogle meget vigtige rapporter de seneste år, blandt andet om likviditetsreglerne, hvor vi kan se tydelige danske fingeraftryk. Jeg synes, det er et godt eksempel på, at det giver større indflydelse at spille aktivt med end at indtage en mere passiv og defensiv holdning på sidelinjen. Realkreditforeningen mener derfor, at dansk realkredit er bedst tjent med, at vi går med i Bankunionen og deltager aktivt, dér hvor beslutningerne træffes. Der kan være andre hensyn end dansk realkredit, og i sidste ende er det en politisk beslutning, om Danmark bør deltage eller ej. Boligmarkedet Boligmarkedet har det seneste år været i klar fremgang. Vi ser flere handler og stigende priser i en række områder. Det er desværre ikke det samme, som at boligmarkedet er tilbage på sporet, for vi ser fortsat et stærkt fragmenteret marked, hvor byerne løber fra landområderne. Det er måske i sig selv ikke så unormalt, men graden og længden af perioden, hvor byerne stikker af fra landområderne, er bemærkelsesværdig. Der er mange årsager til udviklingen, og det er et tema, jeg vender tilbage til. 6
Der er en række positive forhold at glæde sig over på boligmarkedet; blandt andet en lav fast rente, et stigende antal handler og et faldende antal tvangsauktioner. Men uden for hovedstadsområdet mangler vi fortsat det sidste skub fra samfundsøkonomien, der kan fjerne den usikkerhed, som køberne og forbrugerne stadig går rundt med. Landdistriktsudfordringen Boligmarkedet er i bedring, men i nogle landdistrikter ser vi desværre fortsat udfordringer. Det er en konsekvens af, at danskerne fortsat søger fra land til by. Områderne er generelt kendetegnet ved nogle fælles udfordringer, der indebærer, at arbejdspladserne flytter, og at adgangen til kollektiv trafik, infrastruktur, skoler, børnepasning og indkøb er begrænsede. Vi har et fælles ansvar - og ikke mindst en fælles interesse - i et velfungerende boligmarked i hele landet. Vi låner penge ud i hele Danmark, og vi er også optagede af udfordringerne og i at holde hånden under boligmarkedet og vores udlånsbog i yderområderne. Realkreditinstitutterne låner ud til alle områder i Danmark - også landdistrikterne - selvom vores tab i disse områder er forholdsmæssigt større end andre steder i landet. Men der er nogle boligejere - og boligkøbere - i landdistrikterne, der oplever udfordringer omkring at opnå realkreditfinansiering. Det bunder i denne underliggende tendens. For når boligmarkedet er udfordret som det er tilfældet i landdistrikterne så er værdien af de pågældende ejendomme mere usikker. Realkreditsystemet baserer sig på sikkerhed i 7
fast ejendom, og det ville derfor være udtryk for en uansvarlig kreditpolitik, hvis det ikke havde konsekvenser for vores udlånsadfærd. Det grundlæggende problem er, at forholdet mellem udbud og efterspørgsel ikke er i balance. Derfor er det relevant at se på, hvordan man kan øge efterspørgslen ved at fastholde/tiltrække flere mennesker, samtidig med at udbuddet af boliger reduceres. Der er ikke én nem løsning på udfordringen. Vi ved, at der allerede er stor politisk bevågenhed på området, og der er allerede taget en række initiativer. Det gælder både nedrivningspuljerne og den indsats, som den almene sektor har i gangsat i forhold til at sanere boligudbuddet. Men også på efterspørgselssiden er der arbejdet med initiativer, der betyder, at flere får lyst til at bosætte sig i områderne det gælder blandt andet flexboligordningen. Som sagt er det en problematik, som optager os meget. Og vi er i en løbende dialog med relevante interessenter - blandt andet folketingsudvalg og ministre - om udfordringerne. Vi vil meget gerne stille al vores viden og erfaring til rådighed i forhold til at finde gode holdbare løsninger på udfordringerne. Fremover vil realkreditsektoren blandt andet levere detaljeret talmateriale, der skal belyse udlånssituationen i disse områder. Jo flere fakta, vi får på bordet, jo mere nuanceret kan debatten blive - det har vi en fælles interesse i. Finansieringsproblematikken er kun et lille hjørne af landdistriktsdiskussionen, som har mange andre vinkler og aspekter. Jeg ser frem til, at fremtidstænker Uffe Palludan 8
senere i dag vil give os et indblik i landdistrikternes udfordringer set i et bredere perspektiv. Negativ rente For ikke så længe siden var det store tema negativ rente. Længe så det ud til, at vi skulle igennem auktioner, der gav negativ rente, men det blev afblæst på målstregen. Det var en helt usædvanlig situation, der imidlertid godt kan opstå igen. Derfor er det vigtigt at få afklaret håndteringen af situationen. Og her er det det afgørende, at hvert realkreditinstitut selv beslutter, hvordan man ønsker at håndtere den negative rente. De lovgivningsmæssige rammer skal naturligvis være i orden, og her vil jeg gerne nævne den skattemæssige håndtering af negative renter. Nogle elementer er på plads, mens andre stadig drøftes. Det er afgørende, at der er tale om en skattemæssig ligestilling af de forskellige modeller, der er i spil, således at det ikke er skattereglerne, der afgør valget af model. Afslutning Som jeg indledte med, spiller realkreditten en central rolle i den finansielle sektor og dermed også for samfundsøkonomien. Det ønsker vi at fortsætte med, men det kræver, at vi i sektoren tilretter os de nye tider og krav, samt træffer de nødvendige valg, der sikrer systemet fremadrettet - både for boligejerne og investorerne. Tak for ordet! Det er mig herefter en fornøjelse at give ordet videre til erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen. 9