September 2014 Claus Vinther Nielsen Forskningschef, professor, MD, ph.d. Arbejdsrettet rehabilitering De første erfaringer med Reform af førtidspension og fleksjob tyder på, at der mangler forståelse for fælles mål og værdier blandt de involverede aktører på tværs af fag, fagområder og sektorer. Ligeledes, at der mangler tværfagligt og tværsektorielt ejerskab til reformen. FTF og LO ønsker med baggrund i generelle betragtninger om rehabilitering at komme med et forslag til definition af arbejdsrettet rehabilitering. FTF og LO ønsker ligeledes at komme med forslag til, hvorledes dette kan indarbejdes i de relevante love som skal spille sammen for at opnå den ønskede effekt af de arbejdsrettede rehabiliteringsindsatser. LO og FTF s forslag er, at der på baggrund af dette notat nedsættes en tværfaglig og tværsektoriel arbejdsgruppe, som får fire opgaver: 1. Skabe konsensus om en definition af arbejdsrettet rehabilitering. 2. Fremkomme med forslag til indhold i en Vejledning om arbejdsrettet rehabilitering, omfattende definition, indhold i og principper for udarbejdelse af rehabiliteringsplan, herunder beskrivelse af den bio-psyko-sociale helhedsmodel (ICF), borgerens og de forskellige aktørers rolle, organisering, beslutningskompetence, kompetenceudvikling og forskningsgørelse. 3. Fremkomme med endelige forslag til harmonisering at relevante lovgivninger. 4. Fremkomme med eksempler som kan inspirere. Arbejde er sundhedsfremmende Arbejdet fungerer som hovedkilden til vores identitet, og denne er truet når sygdom, afskedigelse og andre forhold truer arbejdsmarkedstilknytningen. Arbejde er en af de vigtigste sociale betingelser for sundhed. At stå uden for arbejdsmarkedet, betyder ikke bare tab af indkomst og social legitimitet, men øget risiko for tab af velvære og sundhed. At stå uden for arbejdsmarkedet over lang tid øger risikoen for dårligt helbred, marginalisering, førtidspension og for tidlig død. Arbejde er sundhedsfremmende, hvis arbejdet udføres i sunde rammer. At arbejde er at udføre noget til gavn for andre. At udføre noget til gavn for andre er sundhedsfremmende. Arbejdsrettet rehabilitering, der involverer arbejdsgiver, har positiv effekt på arbejdsfastholdelse. Definition af rehabilitering og arbejdsrettet rehabilitering Sundhedsstyrelsen definerer rehabilitering som: en række indsatser, der støtter det enkelte menneske, som har eller er i risiko for at få nedsat funktionsevne, i at opnå og vedligeholde bedst mulig funktionsevne, herun- 1
der at fungere i samspil med det omgivende samfund. (World Report on Disability. WHO 2011, Sundhedsstyrelsens oversættelse) Udbredt i de faglige miljøer og stadig anvendt i en række udgivelser fra styrelser mv. er Hvidbogsdefinitionen: Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgernes hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats. (MarselisborgCentret. Rehabilitering i Danmark Hvidbog og rehabiliteringsbegrebet (2004)) Rehabilitering omfatter genoptræning og andre indsatser rettet mod patientens funktionsevne, herunder psykosociale indsatser, patientuddannelse, støttende og kompenserende indsatser m.fl., samt indsatser rettet mod uddannelse og beskæftigelse (Vejledning om kommunal rehabilitering (2011)). Internationalt anvendes rehabilitering som generisk term om alle indsatser, som har til formål at bedre og vedligeholde funktionsevnen. Indsatserne kan have et snævert fokus og rettes mod afgrænsede områder, men kan også omfatte bredere, helhedsorienterede indsatser, som kræver samarbejde og koordinering mellem flere faggrupper, fagområder og sektorer (Øget faglighed i genoptræning og rehabilitering efter udskrivning fra sygehus (2014)). I Vejledning om kommunal rehabilitering fokuseres på målrettede og tidsbestemte forløb af koordinerede ydelser og tilbud på sundheds-, social-, beskæftigelses- og undervisningsområdet, som har til formål, at borgeren erhverver samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulige funktionsevne, så borgeren kan leve et så selvstændigt og meningsfuldt hverdagsliv som muligt. Rehabilitering har fokus på funktionsevne til forskel fra behandling og pleje, der primært har fokus på sygdom og symptomer. Mens behandling og pleje primært har fokus på at lette eller fjerne symptomer har rehabilitering fokus på at vedligeholde eller forbedre funktionsevne evt. på trods af symptomer. Det optimale mål med rehabilitering er deltagelse i samfundslivet på lige fod med alle andre. Den arbejdsrettede rehabilitering har primært fokus på at kunne varetage et arbejde men skal med baggrund i rehabiliteringsdefinitionen også forholde sig til deltagelse i andre dele af samfundslivet i familien, i fritiden og i demokratiske processer. Inspireret af ovennævnte generelle definitioner og Lærebog i Arbejdsmiljø (Kilsgaard J, Labriola M. Arbejdsrettet rehabilitering i Kern-Hansen L, Jepsen FL og Hald S (red.) Lærebog i Arbejdsmiljø (2011)) kan arbejdsrettet rehabilitering defineres som: Arbejdsrettet rehabilitering af borgere med nedsat arbejdsevne er en tidsafgrænset, koordineret proces, hvor flere aktører med baggrund i en bio-psyko-social helhedsorienteret tilgang samarbejder med borgeren og dennes netværk om behovsbestemte sammenhængende mål og vidensbaserede indsatser. Formålet hermed er at understøt- 2
te borgerens egen indsats for at kunne varetage arbejdsopgaver på lige fod med andre på en måde så dette er foreneligt med et uafhængigt og selvstændigt hverdagsliv. Det primære formål med arbejdsrettet rehabilitering er, at borgere der i udgangspunktet har en nedsat arbejdsevne efter endt rehabilitering opnår fuld arbejdsevne, hvilket i realiteten vil sige kan mestre arbejde på lige fod med andre. Således kan arbejdsevnen være ophævet i tidligere arbejdsfunktion, mens arbejdsevnen kan være 100 pct. i en anden funktion. Eller indsatser af forskellig art gør, at arbejdsevnen genvindes i tidligere arbejdsfunktion. Nedenfor er angivet, hvorledes arbejdsrettet rehabilitering kan føre til forskellige grader af arbejdsevne og dermed tilknytning til arbejdsmarkedet: 1. Borgeren genvinder efter rehabilitering arbejdsevnen (det vil være de fleste), således at han/hun kan varetage et arbejde identisk med det tidligere på normale vilkår. 2. Borgeren har efter rehabilitering en varig nedsat arbejdsevne (nogle), der kræver ændrede arbejdsopgaver/tilretning af arbejdspladsen/andet job, hvorefter han/hun kan varetage arbejdet på normale vilkår. 3. Borgeren har efter rehabilitering en varig nedsat arbejdsevne (nogle), der kræver ændrede arbejdsopgaver/tilretning af arbejdspladsen/andet job og ansættelse i fleksjob eller førtidspension eller skånejob. 4. Borgeren har efter rehabilitering en varig nedsat arbejdsevne (få), som ikke på nogen måde er forenelig med beskæftigelse på arbejdsmarkedet og fører til førtidspension. Samlet set handler arbejdsrettet rehabilitering om at undgå eller reducere, at potentielt arbejdsføre borgere ender uden for arbejdsmarkedet. Med baggrund i definitionerne skal der i arbejdsrettet rehabilitering lægges vægt på følgende: Der tages altid udgangspunkt i borgerens behov, i inddragelse af borgeren og borgerens netværk og meget væsentligt borgerens aktuelle eller kommende arbejdsplads. Der foretages en helhedsorienteret og tværfaglig udredning med baggrund i en bio-psykosocial tilgang for dermed at identificere nødvendige indsatser på de rigtige tidspunkter i den rigtige sammenhæng. Er der f.eks. psyko-sociale forhold, der kræver en løsning først eller parallelt med en indsats på arbejdspladsen eller parallelt med udredning og behandling i sundhedssektoren. Indsatserne er tidsafgrænsede, tilpasset borgerens individuelle behov med overskuelige mål, som lader sig evaluere evt. med henblik på nye mål og virkemidler. Tværsektorielt samarbejde. Specielt overgang mellem sygdomsbehandling og de ikke sygdomsorienterede kommunale områder kræver mere fokus. Begge områder kan miste helhedsfokus og fokus på, at mål og virkemidler på de forskellige områder skal spille sammen. Sundhedsområdet bør i højere grad forpligtes til at forholde sig til borgernes arbejdsevne. Samspillet med arbejdspladsen er helt afgørende, og den nødvendige åbenhed kan være en udfordring for alle parter. Arbejdsgiverne har med de nye reformer fået mulighed for en mere proaktiv rolle i forhold til kommunen. I forhold til lande som Norge og Holland har de danske arbejdsgivere dog mindre forpligtelser over for ansatte med nedsat arbejdsevne og fravær pga. sygdom. Kommunalt ansattes gang i sygehusafdelinger, i almen praksis og på arbejdspladser vil kun- 3
ne tilføre rehabiliteringsplanernes mål og indsatser sammenhæng. De relevante og kun de nødvendige fagpersoner, fagområder, forvaltninger og sektorer skal inddrages. Koordination. Borgeren skal opleve, at mål og indsatser evt. fra flere områder hænger sammen med borgerens behov og i øvrigt hænger sammen med hverdagslivet. Rehabiliteringsplan. En plan som altid og ikke mindst i komplekse forløb gør det gennemskueligt for borgeren og aktørerne, hvorledes delmål og hertil relaterede indsatser og tid peger mod et samlet behovsbestemt mål. Vidensbasering. Kommunerne erkender i Mere forskning i kommunale sundhedsopgaver (2014), at forskning i kommunale sundhedsopgaver herunder rehabilitering har været underprioriteret, og at man fremadrettet vil arbejde evidensbaseret, efter kliniske retningslinjer, dokumentere indsatserne samt bidrage til forskningen, som det ligeledes fremgår af Sundhedsloven, at kommunerne skal. I kommunernes oplæg refereres primært til sundhedsområdet, men dog også til at sundhed kun opnås ved samarbejde mellem alle fagområder i kommunen. Hvilket ikke mindst er relevant i rehabilitering. Behovet for evidensbasering og forskning har været mindst lige så forsømt på de andre kommunale fagområder. Relevant information bør systematisk indsamles (monitoreres) med henblik på løbende evaluering/kvalitetssikring og mulighed for justering og forskningsgørelse af området. Der bør fastlægges strategier for løbende kompetenceudvikling/oplæring og løbende evaluering af indsatser. Der skal anvendes vidensbaserede metoder til bedst at afdække behov, samarbejde og arbejde med mestring og motivation. At kunne sætte sig i borgerens sted, at turde være nysgerrig og undersøgende, at skabe en åben dialog med borgeren, som kan være svært belastet, og som kan provokere en professionel fagpersons fordomme kræver egenindsigt, kompetencer i kommunikation og løbende supervision. Bio-psyko-socialt helhedssyn, ICF og cirkularitet Definitionen af arbejdsrettet rehabilitering og rehabilitering generelt indeholder ikke en beskrivelse af, hvorledes funktionsevne skal forstås i et helhedsperspektiv. Det er nødvendigt med en reference eller en model, som gør det muligt for borgeren, dennes netværk og alle aktører at forstå disses (mono)faglige indsats i en helhed. En sådan model gør det muligt at sætte delmål og dertil relaterede indsatser ind i en sammenhæng, så de retter sig mod et samlet mål. Nationalt (Vejledning om kommunal rehabilitering (2011), Øget faglighed i genoptræning og rehabilitering efter udskrivning fra sygehus (2014)) og internationalt (World Report on disability (2012)) udtrykkes denne forståelse af rehabilitering sammen med en bio-psyko-social referenceramme: ICF-modellen (ICF International Klassifikation af Funktionsevne, Funktionsevnenedsættelse og Helbredstilstand (2003)). ICF har fokus på funktionsevne, og definerer funktionsevne på tre områder: det kropslige/mentale aktiviteter (funktionsevne i hjemmet) deltagelse (funktionsevne i alle relationer samfundslivet herunder arbejdsevne). 4
Disse tre områder af funktionsevne er indbyrdes afhængige, ligesom alle tre områder indgår i et dynamisk samspil med den eller de forhold, der har udløst funktionsevnetabet på den ene side, og på den anden side borgerens samlede resurser og de omgivelser, vedkommende relaterer sig til. Modellen er meget anvendelig i tværfagligt samarbejde. Det enkelte fagområde eller den enkelte faggruppe vil kunne relatere sig til et eller flere elementer i modellen, samtidig med at det er muligt at fastholde et helhedsperspektiv. Genoptræning af en kropsfunktion kan foregå i en fysioterapi, men inddrages ICF-modellen findes det måske hensigtsmæssigt (f.eks. afhængigt af borgerens resurser og omgivelser) at kombinere det med hjemlige aktiviteter eller funktioner på arbejdspladsen. Den bio-psyko-sociale tænkning har sin oprindelse tilbage fra 70-erne (Engel (1977)), og baserer sig på en systemteoretisk tilgang. Den systemiske tilgang baserer sig bl.a. på cirkularitet (alt opstår i et komplekst samspil mellem mange faktorer og relationer) versus klassisk linearitet (en årsag en virkning). ICF-modellen som en bio-psyko-social model baserer sig på systemteori. Skal modellen anvendes optimalt i praksis, skal man forstå nedsat arbejdsevne cirkulært, som det fremgår af figur 1. Pilene illustrerer det komplekse samspil (cirkulariteten) mellem modellens elementer. Figur 1. ICF-modellen En nedsat arbejdsevne kan principielt være varigt nedsat i den arbejdssituation, som var til stede, da arbejdsevnen blev nedsat, mens den ikke vil være nedsat i en anden arbejdssituation, som er tilpasset under hensyntagen til borgerens samlede situation. Der kan være fysiske, psykiske, sociale årsager enkeltstående eller i et komplekst samspil til nedsat arbejdsevne. Ofte opstår den nedsatte arbejdsevne i relation til sygdom. De mest almindelige symptomer som smerter og træthed og følger heraf kan hænge sammen med sygdommens sværhedsgrad eller tilstedeværelse af anden sygdom. Symptomerne vil dog ofte være under indflydelse af psyko-sociale forhold som mestringsevne, arbejdsforhold, relation til arbejdsgiver og kolleger, familiære forhold og forhold vedr. transport og tilgængelighed. Forhold som kan være hindringer for at forbedre eller normalisere en nedsat arbejdsevne kan være forhold, f.eks. sygdom, der begrænser: Den fysiske funktionsevne (f.eks. bevægelse af hoften, syn, hørelse) eller den psykiske funktionsevne (f.eks. hukommelse, koncentration, sociale kompetencer) Hjemlige aktiviteter personlig hygiejne, påklædning, rengøring, familieforpligtelser, indkøb 5
eller Habituelle personlige resurser intellektuelle resurser, mestringsevner Forhold i omgivelserne familiære krav, transportmuligheder, arbejdspladsens/arbejdsgivers fleksibilitet. Forslag til ændringer af de relevante lovgivningers formål Sundhedsloven (LBK nr. 913 af 13/07/2010) Rehabilitering som begreb og indsats er ikke nævnt i Sundhedsloven. Nedsat arbejdsevne relateres ofte til sygdom og involverer udredning, diagnostik og behandling. At leve med nedsat arbejdsevne eller genskabe arbejdsevnen evt. i en ny funktion eller et nyt job kræver ofte andet end snæver (kropslig (fysisk/mental)) sundhedsfaglig indsats. Det kræver indsatser i hjemmet, i fritidsaktiviteter, på arbejdspladsen og indsatser rettet mod borgerens mestringsevner og motivation. I flere vejledninger og bekendtgørelser lægges der vægt på denne helhedstænkning 1, og regionalt ansatte lægers rolle beskrives (sundhedskoordinatorer og praktiserende læger). Godt 800.000 borgere i den potentielt arbejdsføre alder er på midlertidig eller varig passiv forsørgelse. En formodning er, at et for ensidigt fokus på diagnostik og behandling generelt (i sundhedssektoren, blandt sagsbehandlere, arbejdsgivere og i befolkningen) kan være noget af baggrunden herfor. Sygehusene og almen praksis har bl.a. stimuleret af forløbsprogrammerne haft stigende fokus på rehabilitering; men stadig mest på den kropslige/mentale del med fysiske evt. mentale genoptræningsindsatser. Sundhedsvæsenet har til formål at fremme befolkningens sundhed samt at forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning for den enkelte. Sundhedsvæsenet har til formål at fremme befolkningens sundhed samt at forebygge og behandle sygdom, og iværksætte rehabiliteringstiltag, der kan begrænse følger heraf. Med baggrund i en biopsyko-social helhedsforståelse (ICF) opnås der optimal effekt af sundhedsvæsenets indsatser ved at have fokus på den enkelte patients samlede funktionsevne med hensyn til krop, aktivitet og deltagelse. Dette kræver et tæt samarbejde og koordination af indsatser med alle kommunale fagområder (sundhed, social, beskæftigelse og uddannelse). At udredning og behandling pågår ved involvering af alle aspekter af den enkelte patients hverdagsliv vil reducere funktionsevnetabet efter sygdomsudredning og behandling. I dag 5 Behandling omfatter efter denne lov undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient. Ændring 5 1 Bl.a. Vejledning om kommunal rehabilitering, Forløbsprogrammer for kronisk sygdom den generiske model, Bekendtgørelse og vejledning om sundhedskoordinationsudvalg og sundhedsaftaler, Bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v. 6
1. Behandling omfatter efter denne lov undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient. 2. Rehabilitering omfatter efter denne lov tværfaglig undersøgelse af den enkelte patients funktionsevne og identifikation af behov for rehabiliteringsindsatser med det formål at sikre patienten et optimalt selvstændigt og meningsfuldt hverdagsliv. Som det er tilfældet med genoptræning (kap. 39), bør rehabilitering have sit eget kapitel, hvor kravene til regioner og kommuner bliver eksplicitte og arbejdsrettet rehabilitering får et specielt fokus. Lov om sygedagpenge (LBK nr. 653 af 26/06/2012 Historisk og LOV nr. 720 af 25/06/2014 Gældende)) 1. at yde økonomisk kompensation ved fravær på grund af sygdom, 2. at medvirke til, at den sygemeldte genvinder sin arbejdsevne og vender tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt og 3. at understøtte samarbejdet mellem kommuner, virksomheder og andre relevante aktører for at nedbringe og forebygge sygefravær. 1. at yde økonomisk kompensation ved fravær på grund af sygdom, 2. ved arbejdsrettet rehabilitering med baggrund i en bio-psyko-social helhedsorienteret tilgang at understøtte den sygemeldtes egen indsats for at genvinde sin arbejdsevne og vende tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt på en måde, så dette er foreneligt med et uafhængigt og selvstændigt hverdagsliv, og 3. at understøtte samarbejdet mellem region, kommuner, virksomheder og andre relevante aktører for at nedbringe og forebygge sygefravær. I de senere paragraffer bør specielt samarbejdet med det regionale sundhedsområde og de kommunale fagområder understreges. Det kan gøres med bemærkning om, at et koordineret samspil mellem aktørerne og fastholdelse af et aktivt hverdagsliv og herunder arbejdsliv ved siden af f.eks. sundhedsfaglig udredning og behandling reducerer følgerne af denne og den nedsatte arbejdsevne. Lov om aktiv socialpolitik (LBK nr. 190 af 24/02/2012) 1. at forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse, og 7
1. ved arbejdsrettet rehabilitering med baggrund i en bio-psyko-social helhedsorienteret tilgang at understøtte borgere, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde med indsatser, således at de undgår passiv forsørgelse, og således at de ved egen indsats genvinder eller fastholder arbejdsevnen og kan vende tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt på en måde, så dette er foreneligt med et uafhængigt og selvstændigt hverdagsliv. I de senere paragraffer bør specielt samarbejdet med det regionale sundhedsområde og de kommunale fagområder understreges. Det kan gøres med bemærkning om, at et koordineret samspil mellem aktørerne og fastholdelse af et aktivt hverdagsliv og herunder arbejdsliv ved siden af f.eks. sundhedsfaglig udredning og behandling reducerer følgerne af denne og den nedsatte arbejdsevne. Lov om aktiv beskæftigelsesindsats (LBK nr. 415 af 24/04/2013) at bidrage til et velfungerende arbejdsmarked ved at 1. bistå arbejdssøgende med at få arbejde, 2. give service til private og offentlige arbejdsgivere, der søger arbejdskraft, eller som vil fastholde ansatte i beskæftigelse, 3. bistå kontanthjælpsmodtagere og ledige dagpengemodtagere til så hurtigt og effektivt som muligt at komme i beskæftigelse, således at de kan forsørge sig selv og deres familie, og 4. støtte personer, der på grund af begrænsninger i arbejdsevnen har særlige behov for hjælp til at få arbejde. 4. ved arbejdsrettet rehabilitering med baggrund i en bio-psyko-social helhedsorienteret tilgang at understøtte borgerens egen indsats for på trods af en nedsat arbejdsevne at vende tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt på en måde, så dette er foreneligt med et uafhængigt og selvstændigt hverdagsliv. I de senere paragraffer bør specielt samarbejdet med det regionale sundhedsområde og de kommunale fagområder understreges. Det kan gøres med bemærkning om, at et koordineret samspil mellem aktørerne og fastholdelse af et aktivt hverdagsliv og herunder arbejdsliv ved siden af f.eks. sundhedsfaglig udredning og behandling reducerer følgerne af denne og den nedsatte arbejdsevne. Serviceloven (LBK nr. 254 af 20/03/2014) 1. at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer, 2. at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og 3. at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Stk. 2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. 8
Stk. 3. Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. Afgørelse efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn. 3. ved rehabilitering eller arbejdsrettet rehabilitering med baggrund i en bio-psyko-social helhedsorienteret tilgang at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Stk. 2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Stk. 3. Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. Afgørelse efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn. I de senere paragraffer bør specielt samarbejdet med det regionale sundhedsområde og de kommunale fagområder understreges. Det kan gøres med bemærkning om, at et koordineret samspil mellem aktørerne og fastholdelse af et aktivt hverdagsliv og herunder arbejdsliv ved siden af f.eks. sundhedsfaglig udredning og behandling reducerer følgerne af denne og den nedsatte arbejdsevne. Bekendtgørelse af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. (LBK nr. 727 af 07/07/2009) Loven har til formål at styrke og stimulere handicappede personers muligheder for beskæftigelse med det formål at give disse de samme muligheder for erhvervsudøvelse som personer uden handicap. Loven har til formål ved arbejdsrettet rehabilitering med baggrund i en bio-psyko-social helhedsorienteret tilgang at styrke og stimulere handicappede borgeres mulighed for på trods af en nedsat arbejdsevne at vende tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt, så de får de samme muligheder for erhvervsudøvelse som alle andre, og på en måde, så dette er foreneligt med et uafhængigt og selvstændigt hverdagsliv. I de senere paragraffer bør specielt samarbejdet med det regionale sundhedsområde og de kommunale fagområder understreges. Det kan gøres med bemærkning om, at et koordineret samspil mellem aktørerne og fastholdelse af et aktivt hverdagsliv og herunder arbejdsliv ved siden af f.eks. sundhedsfaglig udredning og behandling reducerer følgerne af denne og den nedsatte arbejdsevne. 9
Bekendtgørelse af lov om specialundervisning for voksne (LBK nr. 929 af 25/08/ 2011) og Vejledning om specialundervisning for voksne (VEJ nr. 9396 af 02/07/2009) I dag Specialundervisning for voksne er undervisning og specialpædagogisk bistand, som har til formål at afhjælpe eller begrænse virkningerne af deltagerens handicap (kompenserende specialundervisning). Loven retter sig mod alle borgere i kommunen over den undervisningspligtige alder med fysiske eller psykiske handicap som følge af funktionsnedsættelser, der har behov for særlig tilrettelagt undervisning og rådgivning for at afhjælpe eller begrænse virkningerne af funktionsnedsættelsen. Formålet er, at borgeren skal lære nogle metoder, beherske nye handlemåder eller opnå bestemte færdigheder, der medfører et bedre funktionsniveau. Ændring Specialundervisning for voksne er undervisning og specialpædagogisk bistand, som har til formål at afhjælpe eller begrænse virkningerne af deltagerens handicap (kompenserende specialundervisning). Loven retter sig mod alle borgere i kommunen over den undervisningspligtige alder med fysiske eller psykiske handicap som følge af funktionsnedsættelser, der har behov for særlig tilrettelagt undervisning og rådgivning for at afhjælpe eller begrænse virkningerne af funktionsnedsættelsen, herunder nedsat arbejdsevne. Formålet er, ved rehabilitering og arbejdsrettet rehabilitering med baggrund i en bio-psyko-social helhedsorienteret tilgang, at borgeren skal lære nogle metoder, beherske nye handlemåder eller opnå bestemte færdigheder, som gør det muligt for borgeren at forbedre sin funktionsevne herunder arbejdsevne på en måde, så dette er foreneligt med et uafhængigt og selvstændigt hverdagsliv. Bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension (BEK nr. 814 af 27/06/2014) og Bekendtgørelse om kommuner og regioners samarbejde om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v. (BEK nr. 815 af 27/06/2014 Arbejdsrettet rehabilitering og bio-psyko-social helhedsorienteret indsats bør indføjes i de to bekendtgørelser. 10
8. august 2014 Claus Vinther Nielsen Forskningschef, professor, MD, ph.d. Klinisk Socialmedicin og Rehabilitering/MarselisborgCentret CFK Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland og Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet E-mail: claus.vinther@stab.rm.dk, tlf: 2223 9488 11