Gæsteprincippet ledninger i vejen Af Landinspektører Christian Holmgaard Graversen, Landinspektørfirmaet Jens Bo I/S, chg@jensbo.dk, Henriette Liisberg-Larsen, LIFA A/S Landinspektører, hll@lifa.dk og Anja Vestergaard Madsen, Landinspektør Kontoret A/S, avm@landinsp.dk Artiklen bygger på et afgangsprojekt med samme titel ved Landinspektøruddannelsen i 2006. Artiklen beskriver den udvikling der de seneste år er sket med fortolkningen af vejlovens gæsteprincip. Den hidtidige praksis beskrives og de seneste års markante afgørelser behandles. Sammenholdt med den hidtidige praksis viser de seneste års markante afgørelser en ny tendens og en udvidet rækkevidden af gæsteprincippet. Indledning og definition Artiklen omhandler gæsteprincippet i vejlovens 106, stk. 1, som gør det muligt for ledningsejere at placere ledninger i et offentligt vejareal uden at betale herfor. Efterfølgende flytning af ledningerne i forbindelse med omlægning eller regulering af vejen, skal herefter bekostes af ledningsejeren. Emnet gæsteprincippet er aktuelt og relevant, bl.a. fordi gæsteprincippet er dannet af retspraksis og tilpasses efter retspraksis. Lovgivningen er ikke klar og udtømmende, og derfor er det praksis, der angiver rammerne for gæsteprincippets anvendelse. Artiklen vil give et overblik over den aktuelle retstilstand og vil desuden påvise, hvordan gæsteprincippet og opfattelsen af gæsteprincippet har ændret sig. Ændring af praksis 1. februar 2006 stadfæstede Højesteret en principiel afgørelse fra landsretten vedrørende gæsteprincippet. Højesterets afgørelse udvidede den hidtidige opfattelse af gæsteprincippets rækkevidde, og det er derfor relevant at undersøge, om der er tale om en generel tendens eller der blot er tale om en mindre udvidelse på et specifikt område. Problemstillingen i Højesterets afgørelse, Grevesagen, var, at Greve kommune ønskede at etablere støjafskærmning langs Greve Centervej, som forbinder Køge Bugt Motorvejen med Greve midtby. I forbindelse med etableringen af støjskærmene skulle bl.a. nogle af TDC s ledninger flyttes, og TDC ville ikke anerkende, at støjafskærmning var vejformål. Problemstillingen i sagen repræsenterer emner, som er interessante at belyse nærmere. For det første belyser afgørelsen betydningen af gæsteprincippet og for det andet diskuteres begrebet vejformål, som ud fra TDC s udsagn så ud til at være retningsgivende for, hvornår gæsteprincippet kunne finde anvendelse. Gæsteprincippets baggrund Gæsteprincippet blev lovfæstet i 1957 i vejbestyrelsesloven, og indførelsen af bestemmelsen bunder i to domme fra 1930 erne.
Den ene dom, Næsby-dommen (U 1934.451 H), viser, at hvis ledninger er placeret vederlagsfrit på en ejendom, skal ledningsejeren betale for at få ledningerne flyttet, hvis grundejeren ønsker at råde over ejendommen på anden vis. Den anden dom, Spjellerup-dommen (U 1934.609 Ø), siger således, at hvis ledninger forhindrer anvendelsen af den pågældende ejendom og der ikke er betalt for deres tilstedeværelse, skal deres flytning betales af ledningsejeren. Hidtidig praksis Den opfattelse som ovennævnte to domme repræsenterer, er også den opfattelse, som fremgår af bestemmelsen ( 106, stk. 1) i vejloven i dag. Ifølge lovgivningen er det centrale, hvorvidt et givent vejarbejde er vejformål. Vejformål betyder i sin oprindelige mening, at et givent vejarbejde skal være til gavn for trafikken og trafikanterne, og det vil f.eks. sige udvidelse af en vej, etablering af en rundkørsel og lignende arbejder. Denne opfattelse af gæsteprincippets anvendelsesområde henholdt især Vejdirektoratet og Trafikministeriet sig til. Et godt eksempel på dette er en afgørelse fra Trafikministeriet fra 2001, som omhandler opførelsen af Stenløse Center. I forbindelse med byggeriet af centeret var det nødvendigt at omlægge flere ledninger i vejarealerne omkring centeret, da dele af to offentlige veje skulle omdannes til gågade med status som private fællesveje og dele af de offentlige vejarealer skulle bebygges. Ledningsejerne argumenterede for, at gæsteprincippet ikke fandt anvendelse på ledningerne i de offentlige veje, fordi vejene blev nedlagt og arealerne skulle overgå til centerformål. Den hidtidige praksis for nedlæggelse af veje har været, at gæsteprincippet fandt anvendelse, hvis ledningerne både før og efter nedlæggelsen af vejen var beliggende i vejarealet. Den situation kan opstå, hvis for eksempel en offentlig vej nedlægges men genoprettes som privat fællesvej. Den situation var gældende i sagen om Stenløse Center, men Trafikministeriet udtalte i sagen, at det forhold at en vej ændrer status til gågade og privat fællesvej ikke i sig selv nødvendiggør en flytning af ledningerne. I det konkrete tilfælde skulle der dog anlægges gågade med bl.a. trapper, hvilket efter forfatternes opfattelse er en ændring af vejen. Trafikministeriets opfattelse var, at omlægningen af ledningerne i gågadearealerne havde en tæt sammenhæng med opførelsen af det nye rådhus, hvorfor gæsteprincippet heller ikke gjaldt for disse arealer. Trafikministeriets argument var således, at omlægningerne i det væsentligste var nødvendiggjort af hensyn til udbygningen af Stenløse Center med rådhus, butik og erhverv i overensstemmelse med lokalplanen for området og ikke primært af hensyn til regulering eller ombygning af de offentlige veje. Selvom en ændring af vejens status fra offentlig til privat fællesvej ikke nødvendigvis medfører ledningsomlægninger, så var der netop i det konkrete tilfælde tale om, at der sker en omlægning og regulering af nogle af vejene. Disse omlægninger er efter forfatternes mening omfattet af gæsteprincippet og Trafikministeriets argumentation mht. at arbejderne er begrundet i centerbyggeriet forekommer ikke korrekte. Lidt firkantet kan Trafikministeriets opfattelse siges at være, at de vejarbejder, som
medfører gæsteprincippets anvendelse, skal være forårsaget af en konkret ændring af vejen, og således ikke af forhold som ikke vedrører selve vejen, men som afstedkommer ændringer af vejen. Rækkevidden af gæsteprincippet udvides Den hidtidige opfattelse af gæsteprincippets rækkevidde er i løbet af de seneste år blevet ændret, hvilket Højesteretsdommen i Grevesagen, hvor støjafskærmning blev anerkendt som et vejformål, er et eksempel på. Med udgangspunkt i Højesteretsdommen er der i afgangsprojektet foretaget en undersøgelse af en række nye afgørelser og kendelser fra blandt andet domstolene og ekspropriations- og taksationskommissionerne. Denne undersøgelse har vist, at hvor det tidligere var selve vejen der var det centrale (ligesom Trafikministeriets opfattelse i sagen om Stenløse Center viste), er dette ikke længere tilfældet. I dag er der mht. anvendelsen af gæsteprincippet ikke forskel på, om vejen påvirker omgivelserne eller om omgivelserne påvirker vejen. En kraftig indikation på en ændret forståelse er blevet tydeliggjort de seneste 5-6 år. I løbet af disse år er der afsagt en række markante kendelser, som alle peger i retning af, at gæsteprincippets rækkevidde er blevet udvidet. De mest markante afgørelser, der viser denne tendens, omhandler problemstillinger i forbindelse med metrobyggeriet i København samt udvidelsen af Motorring 3 ligeledes i København. Taksationskommissionen afsagde d. 19. januar 2005 en markant kendelse vedrørende udvidelse og modernisering af en eksisterende jernbane Metrosagen. I sagen skulle der blandt andet foretages ændringer af den eksisterende jernbanes niveau i forhold til terræn og udvidelse af jernbanen til to spor. Et af kommissionens argumenter i kendelsen var, at eksisterende indretninger må være omstillingsparate, når samfundsudviklingen kræver det. Den opfattelse betød, at alle arbejder, som var afledt af selve arbejdet på jernbanen, var en del af projektet. I praksis betød det, at selvom der primært vil være arbejder på jernbanens arealer til gavn for jernbanen, ville afledte arbejder på vejene som f.eks. etablering af stitunneler og andre niveaufri skæringer på tilsvarende måde være til gavn for vejene og dermed et vejformål. Omvendt gælder det dog, at når en ledning i et vejareal skal flyttes, fordi arealet skal være jernbaneareal, skal ledningsflytningen ikke betales af ledningsejeren, da dette arbejde er baneformål. Taksationskommissionen strækker i kendelsen anvendelsen af gæsteprincippet vidt, og det afgørende er efter denne afgørelse, hvorvidt der foregår et arbejde på et vejareal, som medfører en ledningsflytning, og således er det ikke afgørende, hvad der har forårsaget arbejdet. I juni i år blev der af taksationskommissionen afsagt en kendelse vedrørende udvidelsen af Motorring 3 i København, som også er central for forståelsen af rækkevidden af gæsteprincippet. Det fremgår af kendelsen, at den forståelse af gæsteprincippets anvendelse, som blev præsenteret i Metrosagen også er gældende i denne sag. Dog præciseres en række forhold til fordel for ledningsejerne, idet det blandt andet slås fast, at anlægsmyndigheden skal træffe de nødvendige foranstaltninger til nedsættelse af ledningsejernes udgifter i forbindelse med ledningsflytninger. Med andre ord, hvis det er muligt at vælge en anden løsning for en del af projektet, som forhindrer ledningsflytning, men som fordyrer
anlægsprojektet mindre end en ledningsflytning koster, er anlægsmyndigheden forpligtet til at tage disse forholdsregler, uden at ledningsejeren skal betale herfor. Både afværgeforanstaltninger som for eksempel støjskærme og udefrakommende projekter som udvidelse og modernisering af f.eks. en jernbane medfører gæsteprincippets anvendelse på ledninger, som ligger i veje, der ændres som følge af disse udefrakommende projekter. Et andet emne som byomdannelse og byudvikling, som er meget aktuelt for tiden, hvor for eksempel havnearealerne i mange byer omdannes til beboelse og lettere erhvervsformål, er blevet centralt for gæsteprincippets anvendelse og rækkevidde. I år 2000 blev der afsagt en kendelse ligeledes i forbindelse med metrobyggeriet som omhandler en sænkning af Nordre Fasanvej i København i forbindelse med etablering af Frederiksbergbanen. En ledningsejer ville ikke acceptere at skulle afholde udgifterne til ledningsflytningerne pga. vejsænkningen, da ledningsejeren ikke fandt, at gæsteprincippet kunne gøres gældende i det pågældende tilfælde. Ledningsejeren fandt ikke, at der var tale om en vejomlægning, som tjente vejformål, men derimod om en æstetisk forbedring i takt med byudviklingen i området. Ekspropriationskommissionen udtalte i den forbindelse, at der uden tvivl var tale om ledningsomlægninger, som var begrundet i vejformål, og taksationskommissionen stadfæstede denne opfattelse med den begrundelse, at det ikke havde betydning, om ledningsflytningen skyldtes metrobyggeriet eller at projektet indgik som et led i en videregående byudviklingsplan. Taksationskommissionen mente desuden, at vejomlægninger ofte vil være begrundet i byudviklingsplaner, og at gæsteprincippet ville blive udhulet, hvis sådanne typer projekter ikke skulle medføre dets anvendelse. Det er meget interessant at iagttage specielt kommissionernes kendelser, fordi der ofte er tale om meget skråsikre udtalelser om emner, som almindeligvis forekommer komplekse og vanskelige at tage konkret stilling til. Man kan derfor sige, at kommissionernes kendelser er meget toneangivende og stærkt medvirkende til at ændre den hidtidige opfattelse af gæsteprincippets rækkevidde. Afslutning De kendelser, som er gennemgået ovenfor, viser, at rækkevidden af gæsteprincippet er blevet udvidet. Den ændrede opfattelse er, at gæsteprincippet vil gælde, selvom der i de tilfælde, hvor omgivelserne påvirker vejen, ikke er tale om, at det er et arbejde på vejen, som er udgangspunktet for en ledningsflytning men derimod er et udefrakommende forhold, som har medført ændringen af vejen. Udefrakommende anlægsprojekter som for eksempel anlæggelse af metroen vil medføre nogle ændringer på de veje, som ligger opad eller krydser banens tracé. Med andre ord: de ændringer af vejen, som er en følge af metroprojektet, er ikke vejarbejder, som vejmyndigheden ville have gennemført, hvis det ikke lige netop havde været for det pågældende projekt. Vejarbejderne er derfor udelukkende begrundet i det udefrakommende projekts påvirkning af vejen og ikke af et ønske om at ændre vejen fra vejmyndighedens side. Ikke desto mindre medførte for eksempel metroprojektet en ændring af vejen, som
under de konkrete omstændigheder ønskedes gennemført, da de var nødvendige for at få indpasset metroprojektet i omgivelserne og dermed i forhold til vejen. Resultatet af undersøgelsen af gæsteprincippets ændrede opfattelse er, at det centrale er, om der er tale om en ændring af vejen og hvis dette er tilfældet, så er denne ændring vejformål. Den samme tendens ses med Højesterets afgørelse i Grevesagen, hvor en vejs påvirkning af omgivelserne medfører, at der skal ske et arbejde på vejen. Dette arbejde, som kan karakteriseres som en afværgeforanstaltning, er ligeledes vejformål. Byudvikling, afværgeforanstaltninger og andre udefrakommende anlægsprojekter er alle forhold, som i vid udstrækning vil medføre gæsteprincippets anvendelse. Dermed skal ledningsejerne betale for at flytte de ledninger, som berøres af disse projekters påvirkning af vejen. Konsekvensen af den ændrede praksis kan være, at ledningsejerne ikke længere er så godt beskyttet af gæsteprincippet, som de tidligere har været. Den fordel, som ledningsejerne har haft af gæsteprincippet, er ikke længere så udtalt, idet man som ledningsejer i dag sandsynligvis oftere skal betale for ledningsflytninger end tilfældet var for f.eks. 10 år siden. Det kan derfor diskuteres, hvorvidt der stadig er behov for at anvende et gæsteprincip. Hvis en ledningsejer vil sikre sine ledninger, kan disse tinglyses på de berørte arealer mod betaling af en erstatning. Det er dog ikke muligt at anvende denne fremgangsmåde på vejarealerne, da gæsteprincippet netop tager stilling til ledningernes tilstedeværelse i vejarealerne. Omvendt er det jo ikke alle ledninger, som placeres i et givent vejareal, som senere skal flyttes, og dermed er gæsteprincippet for så vidt en god aftale for ledningsejerne.