Vejledning i rapportskrivning En hjælp til et lettere liv for studerende og undervisere

Vejledning i rapportskrivning En hjælp til et lettere liv for studerende og undervisere Jens Borum Ferskvandsbiologisk Laboratorium Biologisk Institut, Københavns Universitet

Vejledning i rapportskrivning En hjælp til et lettere liv for studerende og undervisere Jens Borum Ferskvandsbiologisk Laboratorium Biologisk Institut, Københavns Universitet Helsingørsgade 51 3400 Hillerød JBorum@bi.ku.dk 1. udgave, marts 2006 Ferskvandsbiologisk Laboratorium Publikationen kan frit downloades fra nettet og må gerne kopieres.

Forord Denne vejledning er udarbejdet for at hjælpe først og fremmest biologistuderende, men eventuelt også andre studerende indenfor naturvidenskab, med råd om god praksis og regler for udarbejdelse af faglige rapporter. Anbefalingerne kan desuden bruges til udarbejdelse af videnskabelige artikler senere i studiet. Afslutningsvist har jeg som bilag givet et par korte anbefalinger til udarbejdelse af postere og afholdelse af foredrag. Baggrunden for vejledningen er, at skriftlig formidling er svært ikke bare for studerende men for alle. Arbejdet kan imidlertid lettes, hvis man følger en række simple anbefalinger. Mange studerende har tydeligvis langt sværere ved at formidle på skrift end i tale selv ved den afsluttende specialerapport. Det er besynderligt, at skriftlig formidling forekommer så meget sværere end den mundtlige. I begge tilfælde handler det jo om at fortælle en historie så kort, overskueligt og logisk som muligt, men både logik og struktur går ofte fløjten i den skriftlige formidling. Resultatet er, at den studerende bruger uforholdsmæssigt meget tid på rapportudarbejdelse, og hvad der er mindst lige så slemt at læreren skal kæmpe sig igennem den ene elendige rapport efter den anden. Skriftlig formidling er et fantastisk vigtigt redskab, næsten uanset hvad man kommer til at beskæftige sig med arbejdsmæssigt. Den studerende skal derfor betragte redskabet som lige så væsentligt som de faglige redskaber, studiet udbyder. Hvad hjælper det at være genial, hvis man ikke kan formidle sine tanker til andre mennesker? Skriftlig formidling skal derfor opøves med omhu og tålmodighed. Brug enhver lejlighed, hvor rapporter indgår i undervisningen, som en mulighed for træning. Den ekstra tid, der indledningsvist anvendes, vil tjene sig rigeligt ind senere, og de ubehagelige oplevelser med speciale-depressioner forårsaget af skriveproblemer eller med arrige chefer, der kaster skriftlige arbejder tilbage i hovedet på én, vil kunne reduceres ganske betragteligt. Vejledningen er ikke særligt detaljeret. Den er måske endda heller ikke særligt velskrevet. Hvis man virkelig vil have professionel vejledning, findes der en lang række bøger om emnet. Bare søg under guides to scientific writing på nettet. Der er masser at vælge imellem. Indtil da håber jeg, at denne vejledning kan være til gavn og fornøjelse trods det indrømmet galoperende kedelige emne. Tak til Kaj Sand-Jensen (Ferskvandsbiologisk Laboratorium) og Morten Foldager Pedersen (Roskilde Universitetscenter) for kommentarer og forslag til rettelser. Vi har ofte siddet sammen og delt vores frustration over, at selv gode og kvikke studerende leverer en omgang hø af en rapport, og vi har været enige om, at vi burde lave en vejledning. Her er den så. Også tak til stud. scient. Claus Møller, som har givet sin kritik set ud fra den studerendes behov. Derudover vil jeg sige tak til alle de studerende, der igennem tiden har givet pædagogiske eksempler på, hvordan en rapport skal og især ikke skal laves.

Indholdsfortegnelse Rapportudarbejdelsens 10 bud... 1 Rapportvejledning den korte udgave... 2 Rapportens form... 3 Rapportens mål... 3 Fastlæg budskaberne... 3 Fastlæg målgruppen... 3 Brug et enkelt sprog... 4 Inddel teksten i afsnit... 4 Læs korrektur... 5 Rapporten skal have et passende omfang... 5 Rapportens opbygning... 5 Titel... 6 Resumé... 7 Indledning... 7 Materialer og metoder... 9 Resultater... 11 Diskussion... 14 Konklusion... 15 Referencer... 15 Taksigelser... 15 Bilag 1. Posteren... 16 Bilag 2. Foredraget... 17

Rapportudarbejdelsens 10 bud 1. Følg den videnskabelige artikels struktur 2. Gør rapporten dækkende, men kort 3. Skriv klart og entydigt 4. Anvend et direkte og enkelt sprog 5. Identificer og afgræns problemstilling og budskaber 6. Lav indledningen først og helst før undersøgelsen påbegyndes 7. Fortæl historien med støtte fra figurer, tabeller og litteraturen 8. Præsenter resultater og konklusioner i en logisk rækkefølge 9. Vægt omtalen af resultater og konklusioner efter deres vigtighed 10. Læs korrektur før aflevering 1

Rapportvejledning den korte udgave Rapporten bør ikke fylde mere end 10 sider inklusive figurer og tabeller. Rapporten opbygges som en videnskabelig artikel og skal så vidt muligt formuleres kort og præcist men samtidigt dækkende. Rapportens opbygning: Titel Resumé Indledning Materialer og metoder Resultater Diskussion Referencer Titel Skal være kort, dækkende og gerne tillokkende. Resumé - maksimalt en halv side En kortfattet beskrivelse af formål, metoder (hvad gjorde vi), de væsentligste resultater og konklusioner. Indledning (1-2 sider) En kort beskrivelse af hvad man ved om emnet, der leder frem til, hvad undersøgelsens formål og hypoteser var. Indledningens mål er at give læseren den nødvendige baggrundsviden til at forstå de spørgsmål og hypoteser, man behandler i rapporten. En klar og velstruktureret indledning fungerer samtidigt som disposition for diskussionen. Materialer og metoder (1-2 sider) Kort og præcis beskrivelse, der skal give læseren et overblik over, hvor prøverne er taget, hvilke prøver der er taget, hvordan de er taget, hvordan de er behandlet i laboratoriet, hvordan data er beregnet samt hvilken statistik, der er anvendt. Resultater (3-4 sider) Præsentation af resultater. De væsentligste data og forløb skal beskrives. Rådata og beregninger skal ikke præsenteres men kan vedlægges som bilag. Teksten er det primære, mens tabeller og figurer tjener til at støtte teksten og hjælpe læseren med overblikket. Resultater kan ofte med fordel vises på en figur, fordi læseren lettere kan overskue en figur end en tabel. Resultatafsnittet må ikke indeholde elementer af diskussion. Diskussion (2-4 sider) I diskussionen skal resultaterne tolkes, og konklusioner skal drages. Resultaterne må ikke gentages. Resultaterne vurderes overfor den eksisterende viden (husk referencer) og i forhold til alle de forventninger/hypoteser, der er opstillet i introduktionen. Diskussionen afsluttes med, at konklusionerne sættes ind i en generel sammenhæng og kan pege på mulige, fremtidige undersøgelser. Referencer Liste over den litteratur, der henvises til i teksten. 2

Rapportens form Udarbejdelse af rapporter indgår i stigende omfang i undervisningen på biologistudiet. Rapporterne varierer fra summariske forsøgsprotokoller over korte øvelsesrapporter til den lange og afsluttende specialerapport. Forsøgsprotokollen er en skematisk fremstilling af procedurer og resultater uden vurderinger af betydning. Specialerapporten er den lange og udførlige rapport, hvor alle aspekter analyseres og vurderes grundigt. Denne vejledning lægger hovedvægt på den korte øvelsesrapport, der i sit mål og sin form ligger tæt op ad den videnskabelige artikel. Anbefalingerne kan derfor også bruges ved udarbejdelse af artikler senere i studiet eller efter studiets ophør. Rapportens mål Rapporter og artikler tjener til at formidle resultatet af faglige undersøgelser og ikke mindst de udledte konklusioner og budskaber så kort, klart og entydigt som muligt. Den videnskabelige artikel har en meget stram struktur med ufravigelige krav til dokumentation og detaljeringsgrad, mens rapportens struktur kan variere. Rapportens krav til detaljerigdom, dokumentation og emnemæssig afgrænsning er mindre stringente og kan bøjes alt afhængig af rapportens målgruppe. For begge publikationstyper gælder imidlertid, at hensynet til læsbarhed og overskuelighed skal prioriteres højt, og at publikationen så vidt muligt skal være fornøjelig og inspirerende læsning. Forskeres tidlige udfarvning til gråt hår, og deres relativt lave levealder, kan givet forklares ved de uendeligt mange dræbende kedelige artikler (egne inklusive), som de har været tvunget til at læse, samt ved de lige så talrige håbløse rapporter, som studerende har belastet deres liv med. Fastlæg budskaberne Første opgave i forbindelse med udarbejdelsen af en faglig publikation er klart og entydigt at fastlægge, hvilke budskaber man ønsker at formidle. Hvis der ikke er klare budskaber at sende, så skån din omverden for ulejligheden uanset tidens pres for at publicere. Hvis denne simple første lov blev fulgt, ville skønsmæssigt 80% af alle faglige rapporter og artikler være endt som tidlige aborter i stedet for svære sædefødsler. Denne regel gælder dog naturligvis ikke for rapporter, der pligtmæssigt skal udarbejdes som led i studiet. Hvis man er omhyggelig med klart at formulere og vægte sine budskaber samt fastlægge deres logiske rækkefølge, så har man på én gang afgrænset og opstillet en disposition for rapporten, hvilket er en enorm hjælp for det videre skrivearbejde. Fastlæg målgruppen Næste opgave er nøje at fastlægge, hvem publikationens målgruppe er. Form og indhold er helt afhængigt af hvem, man ønsker at formidle sine budskaber til. Hvis der er tale om fagligt ligesindede, skal publikationen indeholde samme dokumentation og detaljeringsgrad, som man selv har anvendt for at nå frem til sine konklusioner, fordi man kan antage, at læseren har et vist fagligt niveau, så basale termer og sammenhænge kan forudsættes bekendt. Hvis målgruppen derimod består af rigtige mennesker uden faglige forudsætninger (man kan f.eks. vælge sin mor som type-modtager), skal publikationen renses for tekniske finurligheder og kedsommelig dokumentation. Vælg dine medstuderende på samme fag som målgruppe ved udarbejdelse af øvelses- og projektrapporter. 3

Brug et enkelt sprog Videnskabsfolk og andre fagfolk benytter ofte et unødigt kryptisk sprog og en kringlet sætningsstruktur. Man kan have mistanke om, at det vanskeligt tilgængelige sprog er valgt med overlæg for at skille fårene fra bukkene. Strategien virker. Forfatteren fremstår som enestående eventuelt enestående oppustet men det er jo ikke normalt målet. Målet er at formidle budskaber til den størst mulige kreds, og jo bedre du er til at formidle det komplicerede stof enkelt og klart, desto mere berømt og værdsat vil du blive. Korrekt skriftlig formulering er en svær kunst, der kræver systematisk og vedvarende træning. Jo længere væk fra én selv læseren er, desto sværere er opgaven, og desto vigtigere er det, at sproget er let tilgængeligt. Selv komplicerede forhold kan imidlertid beskrives enkelt og klart med den fornødne omhu. Avisartikler skrevet af uddannede journalister er gode eksempler. Læs et par avisartikler med henblik på alene at se på sprog, sætningsopbygning og sætningslængde, og læg mærke til hvordan artiklens primære budskaber er placeret. Det er en lærerig øvelse. Sproget skal være direkte, enkelt, flydende og præcist. Omvendt sætningsopbygning, lange sætninger, indskudte sætninger og tekst i parentes nedsætter læsbarheden og bør begrænses, selv om en vis variation i sproget gør teksten mere levende. Fagtermer, akronymer og forkortelser vanskeliggør også læsningen. Almindelige fagtermer og forkortelser kan anvendes i publikationer til ligesindede, men fagtermer skal kun bruges til et bredere publikum uden faglige forudsætninger, hvis det er uundgåeligt, og de skal i så fald forklares første gang, de anvendes. Læsbarheden reduceres markant, hvis sproget er upræcist, fordi læseren da må tage sætningen flere gange for at blive klar over, hvor pokker geniet vil hen. Manglende præcision skyldes ofte en kompliceret sætningskonstruktion, indforståethed eller ren sjusk, fordi forfatteren ikke har gidet læse korrektur for at sikre korrekt ordvalg og entydighed. Min sidste anbefaling til sproget er, at artiklen eller rapporten skrives i datid. Man kan anvende historisk nutid, men det virker ofte kunstigt og er vanskeligere at formulere. Det er enklere at fortælle, hvad man gjorde, og hvad man fandt. I tilgift kan nutid så bruges til klart at adskille, de sammenhænge der blev fundet af en selv, eller tidligere er blevet fundet af andre, fra de sammenhænge eller udsagn, der er accepteret som alment gyldige. Inddel teksten i afsnit Inddelingen af teksten i afsnit er, ligesom den enkelte sætnings opbygning, vigtig for læserens overblik og forståelse. Et afsnit må ikke indeholde mere end ét hovedbudskab eller behandle mere end ét delspørgsmål. Betragt det enkelte afsnit som en lille historie med en indledning, et forløb og en pointe. Et afsnit består af flere sætninger og er typisk på mellem 5 og 20 linier. Det er en uskik, når mange konsulentvirksomheder og offentlige institutioner lader enkeltsætninger stå som selvstændige afsnit. Teksten fragmenteres og læsbarheden nedsættes betydeligt. Meget lange afsnit kan omvendt være umulige at overskue, fordi de typisk indeholder flere budskaber eller mentale afstikkere til overvejelser, der tit kun opfattes som interessante af forfatteren. Et afsnit skal helst virke som en naturlig og logisk forlængelse af det foregående afsnit. Første sætning i et afsnit skal introducere læseren til afsnittets tema eller budskab. Det kan ske i form af et spørgsmål eller et udsagn, der så 4

efterfølgende besvares og begrundes i de næste sætninger. Afsnittet afsluttes med en konstatering evt. fulgt af en bisætning, der lægger naturligt op til næste afsnit. Som det fremgår nedenfor er rapporten og artiklen opdelt i sektioner (resultater, diskussion etc.). Disse sektioner kan være underopdelt med angivelse af overskrifter. Det er en smags sag, om man vil anvende overskrifter, men jo kortere rapporten er, desto mindre behov er der. Overskrifter kan til gengæld være en god hjælp i lange rapporter, der senere anvendes til opslag. Læs korrektur Det sidste, men meget vigtige, forfatteren skal gøre i forbindelse med udarbejdelsen af en publikation, er at foretage en grundig korrekturlæsning. De fleste stavefejl fanges af tekstbehandlingsprogrammets stavekontrol brug derfor stavekontrollen. Korrekturlæsningen skal fjerne de resterende stavefejl, manglende ord, upræcise formuleringer og sikre enkelhed og entydighed. Det er sindsygt irriterende at læse udgydelser med mange åbenlyse fejl, som selv en overfladisk korrekturlæsning ville have fanget. Man kan som læser stille sig det helt rimelige spørgsmål: hvorfor skal jeg dog bruge tid på at læse noget, som forfatteren ikke engang har gidet at læse igennem selv? Fejl og sjusk påvirker læserens humør og lyst til at forstå det skrevne, og det påvirker afgjort også lærerens velvilje ved karaktergivningen. Så gør alle en tjeneste ved at foretage en grundig korrekturlæsning. Større og komplicerede publikationer kan også med fordel gennemlæses af andre før udgivelse, fordi man selv kan have vanskeligt ved at finde fejl og uklarheder. Rapporten skal have et passende omfang Rapporten skal være præcist så lang, at emnet er klart og dækkende beskrevet og ikke én side længere. Øvelsesrapporter bør, udover et eventuelt titelblad, aldrig overstige 10 sider alt inklusive, og kun de færreste projekter kan ikke afrapporteres indenfor 15 sider. Specialerapporter er ofte betydeligt længere men bør kunne holdes indenfor 50-75 sider. Der er tradition for meget lange rapporter indenfor humaniora, hvilket burde udløse et ulempetillæg til underviserne. Den tradition må ikke vinde indpas på naturvidenskab. Rapportens opbygning Faglige publikationer indeholder med få undtagelser samme grundelementer: titel, forfattere og deres tilknytning, resumé, baggrund, metoder, resultater, diskussion og referencer (boks 1). Rækkefølgen kan variere, og de forskellige elementers omfang kan variere væsentligt, alt efter hvem publikationen henvender sig til. Jeg anbefaler stærkt, at den faglige rapport følger den stramme struktur, som gælder for videnskabelige artikler (boks 1). Dels bliver arbejdet mere overskueligt for den studerende, dels tvinges den studerende til at argumentere logisk og kortfattet samt vægte sine udsagn nøje. Derudover begrænser det antallet af gange, hvor jeg falder i søvn undervejs i læsningen. Ved afrapportering af mere omfattende undersøgelser kan det være nødvendigt at anvende en struktur, hvor teksten inddeles i sektioner eller kapitler, der hver for sig har samme struktur som den korte rapport. Omvendt skal den meget korte, populære publikation have en mere fortællende form, og opdelingen i sektioner fraviges, dog uden at bryde med den logiske struktur. 5

Boks 1 Rapportens elementer og struktur Følg den struktur, der gælder for videnskabelige artikler. Fra tid til anden ser man, at resultat- og diskussionsafsnit er slået sammen. Det kan gøres med elegance, men er svært og derfor ikke anbefalelsesværdigt for andre end for den meget erfarne. Den viste struktur skal følges i korte rapporter. Meget lange rapporter (> 20 sider) kan med fordel opdeles i sektioner eller kapitler, der hver for sig følger samme struktur som den korte rapport. 1) Titel 2) Forfattere og tilhørsforhold 3) Resumé 4) Indledning (eller baggrund) 5) Materialer og metoder 6) Resultater 7) Diskussion 8) Referenceliste 9) Evt. bilag Titel Titlen skal være kort, præcis og dækkende, så læseren umiddelbart kan afgøre, hvad rapporten handler om (boks 2). Titler på artikler er ofte passive, men kan gøres mere tiltrækkende ved at blive formuleret som spørgsmål eller som et aktivt udsagn. Sidstnævnte form afslører, i modsætning til de to førstnævnte, undersøgelsens resultat, hvilket virker som en yderligere appetitvækker. Titel, samt oplysninger om forfattere og arbejdssted, kan placeres på et særskilt titel-blad, der evt. er krydret med et foto eller en figur, der fænger ved sin Boks 2 Rapportens titel Titlens evne til at indfange læseren afhænger af budskabets klarhed og form. Den konstaterende eller spørgende titel lokker mere end den passive. Den passive: Betydningen af styrken af kronhjortes brunstbrøl for rudelstørrelse og parringssucces. Den spørgende: Har styrken af kronhjortes brunstbrøl indflydelse på rudelstørrelse og parringssucces? Den konstaterende: Højere brunstbrøl øger kronhjortes rudelstørrelse og parringssucces. 6

æstetik eller sit indhold. Derimod er infantile tegninger af vejledere formet som tændstikmænd med en øl i hånden placeret i en robåd bandlyste. Den slags signalerer manglende seriøsitet, hvilket uundgåeligt vil påvirke læserens opfattelse af rapportens lødighed. Artikler og rapporter skal ikke nødvendigvis være kedelige, men, ligesom varianter af historien om nonnen og sømanden er forbeholdt mundtlige fremlæggelser, er infantile tegninger forbeholdt skoletavler og stilehæfter. Resumé Resuméet skal ganske kort (normalt 10-20 linier og maksimalt en halv side) fortælle læseren, hvad formålet med undersøgelsen var, hvordan den i grove træk blev udført, hvad de væsentligste resultater viste, og hvad undersøgelsens konklusioner er (boks 3). Resultater og konklusioner bør fylde hovedparten af resuméet. Resultater præsenteres fortrinsvis kvalitativt og kun meget væsentlige tal angives. Resuméet indeholder kun helt undtagelsesvist henvisninger til litteraturen. Boks 3 Udformning af et resumé Resuméet skal kort, klart og nøgternt fortælle historiens formål, angrebsvinkel, væsentligste resultater og konklusioner: Undersøgelsens formål var at vurdere, om styrken af kronhjortes brunstbrøl har indflydelse på rudelstørrelse og hjortens parringssucces. Antallet af hinder blev optalt i 125 rudler af krondyr i brunsttiden (september-oktober) og blev sammenholdt med styrken af den dominerende hjorts brøl. Parringssuccesen blev vurderet ved genetisk faderskabskontrol på samtlige kalve sat af undersøgelsens hinder det efterfølgende forår. Desuden udvalgtes 52 hjorte, hvoraf halvdelen fik monteret en livrem, der nedsatte brølstyrken. Der var en signifikant, positiv sammenhæng mellem styrken af brunstbrølet og rudelens størrelse, idet en fordobling af styrken medførte en ca. tredobling af rudelstørrelsen. Hjorte med kunstigt reduceret brølstyrke havde gennemsnitligt kun halvt så mange hinder i rudlerne som kontrolhjortene. Hjortenes parringssucces steg med stigende rudelstørrelse og dermed med brunstbrølets styrke. Parringssuccesen steg dog mindre end rudelstørrelsen, hvilket tyder på, at andre faktorer end brølstyrken påvirker parringssuccesen. Resultaterne støtter hypotesen om, at det er brølstyrken, der overvejende bestemmer rudelstørrelsen, samt at brølstyrken har en positiv effekt på parringssuccesen. Indledning Indledningen er, sammen med diskussionen, rapportens vigtigste afsnit. Det er i indledningen, læserens interesse skal fanges. Det er her, scenen sættes med en præsentation af den eksisterende viden og en heraf naturligt følgende række af spørgsmål og hypoteser. Det er her læseren for alvor skal gøre op med sig selv, om det er værd at fortsætte, eller om ikke Tintin i Congo kunne være et mere frugtbart alternativ for den næste time i livet. 7

Boks 4 Indledningens elementer og mål Indledningen skal gerne i første og allersenest i andet afsnit fortælle, hvad rapportens hovedtema og overordnede spørgsmål er. For kronhjortens sexuelle fornøjelser kunne man forestille sig, at indledningen gik direkte til biddet og startede med at opstille rammen for problemstillingen med henvisning til den eksisterende viden: Kronhjorte søger at maksimere antallet af afkom ved i brunstperioden at samle rudler med så mange hinder som muligt. Jo stærkere hjortene er, desto større er rudlerne (Hirsh 2001), men det er uklart, hvilke faktorer der er mest afgørende for hindernes vurdering af hjortenes styrke, herunder hvilken betydning brunstbrølets styrke har (Stag og Hind 2003). Formålet med denne undersøgelse var at vurdere betydningen af styrken af kronhjortes brunstbrøl for rudelstørrelse og parringssucces. Nu er scenen sat, og læseren ved, hvor vi skal hen. Herefter skal læseren opdateres om den eksisterende, generelle viden på feltet, efterfulgt af en gradvist mere detaljeret gennemgang af baggrunden for undersøgelsens spørgsmål og delspørgsmål. Andet afsnit kunne derfor præsentere den eksisterende viden om, hvad der regulerer flok-levende hjortes succes i brunsten. Herefter følger hvad man i denne sammenhæng specifikt ved om netop kronhjorten. Det kunne være f.eks. tre elementer: brølets styrke, gevirets størrelse eller styrken af den hørm, som hjorten via forskellige kropsvæsker (ingen nævnt, ingen glemt) tilegner sig. Den eksisterende viden om de tre elementer præsenteres dernæst i hvert sit afsnit, hvorefter hypotesen om netop brølets betydning argumenteres og opstilles i et efterfølgende afsnit. Endeligt kan man afslutningsvist behandle krøllen på halen i form af, at parringssucces ikke nødvendigvis stiger proportionalt med rudelstørrelsen, fordi selv stærke hjorte kan udmarves af overdrevent flerkoneri, eller fordi store rudler øger unge hjortes chance for en sniger-oplevelse. Sektionen afsluttes med at præcisere de enkelte spørgsmål eller hypoteser samt helt kort at forklare, hvordan undersøgelsen blev grebet an. Det er en fantastisk hjælp for den videre rapportskrivning, hvis indledningen er klar, logisk og velstruktureret. Det er derfor en særdeles profitabel investering at bruge meget tid og energi på at få den helt rigtige indledning. Det er omvendt en langsom og pinefuld form for selvmord først at skrive indledningen til sidst, som mange praktiserer. Og det er ofte tydeligt og lige så pinagtigt for læseren. Jeg anbefaler så stærkt som overhovedet muligt at man i det mindste skriver et udkast til indledningen, endda før undersøgelsen gennemføres. Derved får man 8

præciseret spørgsmålene, hvilke målinger og analyser der skal til for at give testbare svar, samt hvilke målinger og analyser, der er overflødige. Indledningen skal introducere læseren til emnet, præsentere den væsentligste relevante viden på feltet samt klart fremlægge de spørgsmål og hypoteser, som undersøgelsen søger at besvare eller teste (boks 4). Indledningen vil typisk fylde 10 15% af en artikel. Indledningen kan hensigtsmæssigt starte med en bred, men alligevel kortfattet, beskrivelse af problemstillingen for at lede læseren hen mod undersøgelsens hovedtema. Senest i andet afsnit og meget gerne før skal undersøgelsens overordnede spørgsmål adresseres. Indledningen skal ikke præsentere al kendt viden på feltet men kun den viden, der er nødvendig for at forstå baggrunden for undersøgelsens spørgsmål og hypoteser. Efter at have stillet det overordnede spørgsmål præsenteres den eksisterende viden samt argumentationen for de forskellige delspørgsmål i hvert sit afsnit. Emnerne og spørgsmålene skal komme i en naturlig og logisk rækkefølge, hvilket betyder, at indledningen også kommer til at fungere som en disposition for det senere diskussionsafsnit. Indledningen afsluttes med en kort og præcis specifikation af undersøgelsens spørgsmål og hypoteser i et selvstændigt afsnit, så det står læseren helt klart, hvor vi skal hen og hvorfor. Man skal ikke nødvendigvis skrive de enkelte hypoteser helt ud som nul-hypoteser, men det kan være en hjælp i øvelsesrapporten, og forfatteren skal som et minimum sikre sig, at hypoteserne står klart. Det ses desuden ofte, at afsnittet kort redegør for den overordnede, metodemæssige angrebsvinkel. Alternativt kan disse oplysninger bruges som indledning til den næste sektion, der beskriver valget af materialer og metoder. Materialer og metoder Denne sektion er sjældent ophidsende læsning og kan betragtes som en formel pligt, der nok skal skal være så kort som mulig men alligevel fyldestgørende. Omfanget varierer meget afhængigt af undersøgelsens art. Sektionen skal give læseren en præcis beskrivelse af, hvordan undersøgelsen er grebet an, hvilke metoder og hvilket apparatur der er anvendt, samt hvilke beregninger og statistiske analyser, der er udført. Beskrivelsen skal være så dækkende, at resultaternes præcision og robusthed kan vurderes, og så studiet kan eftergøres af andre. Materialer og metoder indledes ofte med en beskrivelse af undersøgelsesområde og -lokaliteter, og ikke sjældent vises et kort. Kortet fylder en del og er som regel overflødigt. Kortet skal, ligesom alle øvrige oplysninger, kun med, hvis det reelt bibringer læseren nødvendig viden. Lokalitetsbeskrivelsen kan indeholde kedelige men nødvendige informationer om geografi, geologi, hydrologi samt basale data over fysiske og kemiske parametre. Alle givne oplysninger skal dog være relevante for undersøgelsen. Metoder, der allerede er detaljeret beskrevet i andre publikationer, skal præsenteres som en kort beskrivelse af metodens princip efterfulgt af en henvisning til de relevante publikationer (boks 5). Modificerede metoder eller særlige opstillinger skal beskrives mere indgående. Tilsvarende gælder for eksperimentelle procedurer. 9

Boks 5 Henvisninger til litteratur og personer Henvisninger til litteratur skal anvendes, udformes og placeres korrekt. En litteraturhenvisning er en dokumentation for et udsagn. Henvisning bør ske til den originale artikel og ikke til artikler, der bare refererer til originalen. Henvisninger forstyrrer generelt læsbarheden. Derfor bør antallet af henvisninger reduceres til kun at omfatte det nødvendige (normalt højst 3 henvisninger per udsagn), og der bør kun henvises til forhold, der ikke er almindeligt kendte (f.eks. er henvisning til, at en kronhjort er en stor ildelugtende fætter på fire ben overflødig). Henvisningerne må ikke være for fremtrædende, men skal placeres i parentes i slutningen af den sætning, hvor det refererede udsagn præsenteres. Man skal altså ikke starte sætningen med Deerhunter et al. (1998) fandt at., med mindre, man af særlige grunde ønsker at fremhæve, at det netop var disse personer fremfor andre. Det er normalt udsagnet, der er vigtigt og derfor skal nævnes først, og ikke forfatterne bag udsagnet. Henvisninger til artikler og rapporter kan foretages ved at angive et nummer svarende til referencens placering i referencelisten. Det er dog mest normalt at udforme henvisningen som et eller flere forfatter-efternavne fulgt af årstallet for publikationens udgivelse (f.eks. Fawn og Calf 1972). Såfremt der er flere end 2 forfattere angives henvisningen normalt som førsteforfatter efterfulgt af et al. som er en forkortelse af et alii, der betyder og andre. Første gang man i rapporten angiver det latinske navne på en organisme, skal man henvise til personen, der har stået for navngivningen f.eks. kronhjort (Cervus elaphus L.), hvor L. står for Linné. Bemærk i øvrigt at dyrets slægtsnavn (Cervus) er med stort begyndelsesbogstav, og artsnavnet (elaphus) er med lille, samt at begge er i kursiv. Man skriver Cervus sp., hvor sp. ikke er i kursiv, hvis dyret kun er bestemt til slægt. Det er normal praksis i parenteser at angive fabrikat og producent på avanceret udstyr f.eks.... bedøvelsesgevær (Model 2250, Winchester). Herved kan læseren dels vurdere, om det anvendte apparatur har tilstrækkelig kvalitet til at sikre lødigheden af data, dels søge efter samme apparaturtype til egne undersøgelser. For standardapparatur og -materialer er det tilstrækkeligt at beskrive måleprincip og sammensætning. Sektionen kan afsluttes med at præsentere beregningsmåder og de anvendte statistiske analyseredskaber. Mere komplicerede beregninger kan anskueliggøres ved at angive en formel på en separat linie efterfulgt af en symbolforklaring med tilhørende enheder. Derimod skal der ikke gives eksempler på beregninger, ligesom resultater normalt ikke må angives i sektionen. Helt undtagelsesvist kan resultater, der indgår i en evaluering af en anvendt metode, dog præsenteres. Resultater Resultatafsnittet skal give en klar og dækkende beskrivelse af de bearbejdede data, så læseren får et overblik over samtlige, væsentlige data. Rådata og mellemregninger må ikke forekomme i resultatafsnittet, men kan for egen og 10

underviserens skyld i begrænset omfang præsenteres i bilag til rapporten. Overblikket over de bearbejdede resultater sikres bl.a. ved at præsentere data i en logisk rækkefølge, der ikke nødvendigvis svarer til rækkefølgen i den efterfølgende diskussion. Boks 6 Figurer og tabeller Figurer og tabeller skal være overskuelige, uden for megen information, med korrekte enheder og med en kort men dækkende tekst. Figur og tabeltekster skal være selvforklarende, så læseren kan forstå de viste data uden at læse brødteksten. 20 15 Rudelstørrelse (hinder rudel -1 ) 10 5 0 kontrol manipulerede Figur 2. Antal hinder i rudler hos hjorte, der har fået nedsat deres brølstyrke ved manipulation samt hos umanipulerede hjorte (kontrol). Middelværdier ± 95% konfidensintervaller. Tabel 2. Antal hinder i rudler hos hjorte, der har fået nedsat deres brølstyrke ved manipulation samt hos umanipulerede hjorte (kontrol). Middelværdier ± 95% konfidensintervaller. Hinder rudel -1 (middelværdi ± 95% C.L.) Kontrolhjorte 12,2 ± 1,7 Manipulerede hjorte 5,9 ± 2,1 Henvisning til figurer og tabeller skal placeres, hvor rapporten første gang omtaler de relevante data i resultafsnittet og eventuelt gentages, hvor man vender tilbage til disse data, eller hvor læseren kan tænkes at have tabt overblikket. Ligesom for litteraturhenvisninger placeres henvisningen i parentes i slutningen af sætningerne. Ikke noget med Figur 7 viser.. eller, Det fremgår af Tabel 2, at... 11

Resultaterne præsenteres i form af en tekst, der fortæller læseren, hvad der er fundet. Teksten kan specifikt nævne væsentlige data, men læsbarheden nedsættes markant, hvis der er for mange tal. Hvis data indgår i teksten, skal de så vidt muligt angives med tilhørende variation (standard afvigelse, middelfejl eller konfidensinterval). Alle tal angives med det antal betydende cifre, som målemetoderne med rimelighed kan bære, hvilket kun meget sjældent vil være over 3. Lommeregneren tænker jo ikke og giver ofte 6, 12 eller 18 cifre - og mange studerende tænker kun marginalt mere og angiver 4, 6 eller endda 10 cifre. Boks 7 Enhedsanalyse Anvendelse af enhedsanalyser ved beregning af resultater kan sikre, at data er beregnet korrekt og er angivet med de korrekte enheder. Det er en stor hjælp. Man kan f.eks. få til opgave at måle og beregne fotosynteseraten for planktonalger ud fra ændringer i iltkoncentrationen under inkubation i lukkede flasker. Raten beregnes ud fra følgende målinger og oplysninger: Iltudvikling i flasken: 2,4 mg O 2 l -1 Algebiomasse: 200 µg klorofyl a l -1 Inkubationstid: 3 timer ud fra formlen: (iltudvikling i flasken) (omregning fra mg O2 til µg O 2 ) (algebiomasse) (inkubationstid) eller (2,4 mg O 2 l -1 ) (1000 µg mg -1 ) (200 µg klorofyl a l -1 ) (3 timer) tallet bliver 2,4 1000 (200 3) -1 = 4 og enheden bliver mg O 2 l -1 µg mg -1 (µg klorofyl a l -1 time) -1 = µg O 2 µg klorofyl a -1 time -1 Beregningers korrekthed kan kontrolleres yderligere ved ud fra simple antagelser at skønne, om resultatet ser rimeligt ud. Ovenstående resultat kan omregnes til en daglig produktionsrate per biomasseenhed ud fra enkle antagelser om antal timer med lys i døgnet samt forholdet mellem klorofyl- og kulstofindhold i algerne. Det kræver selvfølgelig en vis erfaring, men hvis omregningen viser, at algen kan producere sin egen biomasse 1000 gange i døgnet, ved man, at noget må være galt. Teksten støttes af figurer og tabeller (boks 6). Det er en almindelig fejl i rapporter, at data alene præsenteres i form af figurer og tabeller uden brødtekst. Figurer og tabeller er som nævnt kun til støtte for teksten. De skal hjælpe læseren 12

til nemt at kontrollere tekstens udsagn samt skabe overblik og visuelt indtryk af data-forløb. For både figurer og tabeller gælder det, at de skal være nemme at overskue uden at indeholde for meget information. De samme data må ikke præsenteres i både en figur og en tabel. Hvis data naturligt kan gengives i form af en figur, bør en sådan foretrækkes frem for en tabel, fordi figuren er nemmere at aflæse visuelt. Til gengæld er tabellens oplysninger mere præcise. Bortset fra almene baggrundsdata skal alle de viste data eller data-forløb bruges i den efterfølgende diskussion. En figur eller tabel er overflødig, og skal derfor myrdes, hvis budskabet eller informationen ikke efterfølgende anvendes i diskussionen. Figurer og tabeller skal følges af en tilhørende tekst, der placeres under figuren og over tabellen (boks 6). Teksten skal give en kort og klar beskrivelse af, hvad der vises. Teksten skal være selvforklarende, hvilket vil sige, at en læser med kendskab til rapportens titel og formål skal kunne forstå, hvad figuren/tabellen viser uden at læse brødteksten. Resultater skal angives med enheder. Enheder er selvfølgelig helt nødvendige i rapporten, men de er også et uundværligt hjælpemiddel under databearbejdningen. Al databehandling bør følges af en enhedsanalyse for de enkelte beregninger (boks 7). Det er langt det bedste middel til at sikre korrekt beregning og forhindre de ofte sete fejl, hvor der bliver rodet rundt med f.eks. µg, mg eller gram og deraf følgende fejl på 10 3, 10 6 eller mere. Enhederne skal angives korrekt og med eksponenter ikke skråstreger. Enheden for fotosyntese kan ses angivet som mg C/mg klorofyl/time, men det er faktisk forkert. Det skulle i givet fald være mg C/(mg klorofyl * time). Fejl af denne type kan undgås ved altid at bruge formen mg C (mg klorofyl) -1 time -1 uden skråstreger. Boks 8 Statistik Statistik er i manges øjne noget Fanden har skabt, men det er faktisk ikke helt rigtigt. Statistik er et vanskeligt redskab, der dyrket til yderste perfektion kan udvikles til den ultimative pest. Men den sunde, statistiske vurdering er nødvendig for at afgøre, om forskelle mellem observationer er reelle eller blot med en given sandsynlighed kan være opstået af tilfældige årsager. Valget af statistisk metode er en kunst-art for sig i den videnskabelige litteratur, og vurderingen af testenes sandhedsværdi varierer fra afslappet til puritansk. På nærværende niveau skal den studerende naturligvis forsøge at vælge korrekte tests og sikre sig, at testenes fundamentale forudsætninger er opfyldt. Min anbefaling til testresultaternes tolkning hører til i den afslappede ende. En test giver, i modsætning til hvad mange tror, ikke et sandt/falsk-svar, men fortæller med hvilken sandsynlighed et resultat kan være opstået af tilfældige årsager. Et udsagn om, at der ved en p-værdi på f.eks. 0,08 er en tendens til en forskel mellem to observationer, men at tallene ikke er signifikant forskellige på 5 %-niveau, er helt legitimt, så meget desto mere som valget af signifikans-niveau er et personligt valg. Men praksis varierer en del blandt forskere og undervisere. 13

Resultaternes forskellighed eller sammenhæng skal vurderes og kommenteres i teksten. Vurderingen bør så vidt muligt ske ved brug af statistiske metoder (boks 8). Udsagn om at noget er større, mindre, forskelligt fra eller korrelleret med andet skal følges af en angivelse af statistisk metode inklusive p- værdi givet i parentes f.eks. (Student t-test, p < 0,01). Egentlige undersøgelser og projekter bør altid udføres, så data kan vurderes statistisk, men i øvelsesundervisningen sker det ofte, at der af tids- eller apparaturmæssige årsager ikke er udført tilstrækkelig replikation til at muliggøre statistisk analyse af data. Lad være med at gå i koma over det. Vurder data efter bedste evne og tag de fornødne forbehold for den statistiske holdbarhed. Diskussion I diskussionsafsnittet skal man vurdere, om de opstillede hypoteser kan bekræftes eller afvises på baggrund af de fundne resultater og den eksisterende viden fra litteraturen. Det er umådeligt vigtigt for læserens overblik og overbevisning om konklusionernes troværdighed, at argumenterne i diskussionen fremlægges i en logisk og naturlig rækkefølge. Denne rækkefølge er allerede i store træk fastlagt i rapportens indledning, fordi introduktionen fungerer som en disposition. Det er vigtigt, at vurdering og tolkning af data er nøgtern og selvkritisk. Forfatteren har som skaber af den geniale hypotese en indbygget men ikke nødvendigvis erkendt trang til at finde støtte for sin hypotese. Hun bør derfor aktivt afsøge alternative forklaringer eller analysemæssige svagheder og vurdere, om disse kan diskvalificere undersøgelsens konklusioner. Tilsvarende må forfatteren forholde sig nøgternt til resultater, der modsiger hypotesen, og ikke, som det ofte ses, forfalde til bortforklaringer. Selv om det mentalt kan være svært at acceptere, så er en afvisning af en opstillet hypotese en lige så vigtig information, som hvis data støtter hypotesen. Alt for ofte behandler diskussionen alle data ligebyrdigt uden særlig skelen til, hvor vigtig informationen er for den overordnede konklusion. Selv meget basale baggrundsdata vurderes og holdes op mod tilsvarende data fra andre områder. Det er en misforståelse. Omtalen og grundigheden i vurderingen af data bør vægtes efter, hvor afgørende de forskellige data er for undersøgelsens overordnede formål. Omtale af vigtige, men tvetydige eller svage, resultater kan kræve mere plads for at blive vurderet eller forklaret end klare, entydige resultater, men længden af diskussionen skal stadig afstemmes med budskabernes vigtighed. Lang omtale af trivielle eller lidet væsentlige resultater trækker energien ud af læseren og afleder opmærksomheden fra det primære mål. Gentagelse af resultater, blot med andre ord, er en anden almindelig fejltagelse. Det kan i visse situationer være en hjælp for læseren, hvis helt afgørende resultater gentages (f.eks. hvis værdier skal vurderes overfor tilsvarende data fra litteraturen). Men som hovedregel skal resultaterne ikke gentages, ligesom det i diskussionen ikke bør være nødvendigt at henvise til figurer og tabeller præsenteret i resultatafsnittet. I enkelte tilfælde kan diskussionen i sig selv indeholde en figur eller en tabel, men det kræver en særlig grund. Endelig forekommer der tilfælde, hvor diskussionen kører ud af tangenten med en, måske fagligt robust og kløgtig, men for rapportens hovedmål irrelevant diskussion. Hyppigt drejer det sig om emner, som forfatteren har et særligt kærlighedsforhold til og derfor ønsker at berige sin beundrende omverden med. Det er karakteristisk, at man ikke selv kan se den slags sidespring, men skal have 14

andre til at myrde dem. Og myrdes skal de, fordi de fjerner fokus fra de primære budskaber. Diskussionsafsnittet kan med fordel afsluttes med en kort opsummering af de væsentligste konklusioner samt en vurdering af, hvilke perspektiver disse konklusioner har for den behandlede problemstilling samt for andre nærtliggende problemstillinger. Afslutningen kan også pege på nye spørgsmål som rejses på baggrund af undersøgelsen. Konklusion Det kan være hensigtsmæssigt at afslutte rapporter, der omhandler flere emner, med et egentligt konklusionsafsnit. Det giver derimod ikke meget mening i korte artikler, fordi konklusionsafsnittet nærmest bliver en gentagelse af resuméet. Her bør konklusionerne, som nævnt ovenfor, præsenteres som en naturlig afslutning på diskussionsafsnittet. Hvis man laver et særskilt konklusionsafsnit, skal det være kortfattet, og nye diskussionselementer eller oplysninger må ikke inddrages i afsnittet. Referencer Rapporten afsluttes med en liste over anvendt litteratur, så læseren nemt kan finde frem til de refererede artikler og rapporter og kontrollere de anvendte oplysninger eller studere emnet dybere. Tidsskrifter stiller forskellige krav til referencernes form og oplistning, men referencerne skal altid være fuldstændige og entydige. Taksigelser Artikler og rapporter indeholder tit taksigelser, hvor forfatterne takker for økonomisk og teknisk støtte, eller hvor kollegaer takkes for forskellige bidrag. Taksigelserne kan godt blive lidt for omfangsrige og leflende, men det er dog en god og billig måde at kreditere for andres hjælp og offervilje. En subtil tak til et lidet kendt spansk mixturs mirakelvirkning mod forstoppelse under feltarbejdet er set i en videnskabelig artikel og giver anledning til indforstået munterhed blandt forfatterne, men den slags indslag bør holdes på et minimum. Taksigelserne afleder opmærksomheden fra det væsentlige og skal derfor være korte og placeres i en afkrog af rapporten. Det kan være i forbindelse med et forord i større rapporter eller lige før referencelisten i den korte rapport. 15

Bilag 1 Posteren En poster er en skriftlig formidlingsform, der ofte er et alternativ til et foredrag i forbindelse med faglige møder. Posteren er et godt og fængende bidrag til dekorationen på et institut, men sammen med 400 andre postere præsenteret på et symposium lever posteren under kummerlige kår. Konkurrencen om tilskuernes gunst er benhård, og kravene til posterens blikfang og opbygning er så meget desto højere. Posteren skal være visuelt attraktiv, opbygningen skal være overskuelig med klar adskillelse af formål, resultater og konklusioner, og budskaberne skal være få og direkte. Posteren skal kunne læses på 2 meters afstand, og det må kun tage et par minutter at gennemlæse den. Det visuelt attraktive sikres igennem billeder, grafik, farvevalg og komposition. Teksten skal være af meget begrænset omfang, og fonten skal vælges så stor, at den halvgamle lektor stadig kan læse teksten, selv om han har glemt sine briller i køleskabet. Posteren skal have en fængende og gerne provokerende titel angivet med store typer. Titlen efterfølges af forfatternavne med tilhørsforhold angivet med mindre typer. Undersøgelsens formål skal tydeligt fremgå efterfulgt af en kort redegørelse for den valgte angrebsvinkel. Materialer og metoder udelades eller holdes på et absolut minimum. Resultaterne præsenteres primært som enkle figurer med komprimerede, men dækkende, figurtekster, der eventuelt indeholder delkonklusioner. De samlede konklusioner skal præsenteres klart og tydeligt. Referencer skal kun medtages, hvis de er absolut nødvendige. Det er hamrende svært at lave en god poster og tilsvarende nemt at lave en elendig. De almindeligste fejl består i, at posteren indeholder alt for meget information, at figurerne er for komplicerede, at posteren indeholder uoverskuelige tabeller, eller at overflødig information ikke er skåret bort. Som det nok fremgår, er jeg ikke vild med posteren som formidlingsform. Jeg har gjort forsøget, men det er aldrig lykkedes mig at lave en anstændig poster. Jeg har dog gennem tiden set mange, fremragende postere, så det kan gøres. Derudover kan det være en sund og givtig øvelse at lave en poster, fordi man tvinges til at identificere og udvælge de absolut mest vigtige budskaber fra ens undersøgelse. 16

Bilag 2 Foredraget Mange studerende er som nævnt ofte bedre til den mundtlige fremlæggelse end til den skriftlige. Årsagen skal formentlig søges i det forhold, at mundtlig fremlæggelse trænes langt mere i skolen end den skriftlige afrapportering. Derudover falder det tilsyneladende oftere foredragsholderen fremfor skribenten naturligt at præsentere sine budskaber i en logisk og rationel rækkefølge. Der er dog stadig plads til anbefalinger (boks 9). Det er i foredraget, at historien om nonnen og sømanden kommer til sin ret. Man må selvfølgelig ikke forfalde til pjank og skal afpasse varianten og detaljen af historien til tilhørerskaren, men foredraget giver, i modsætning til rapporten eller artiklen, plads til underholdende overraskelser, der, placeret på rette sted, afholder tilhørerne fra at tage en morfar af kedsomhed. Overraskelserne bør dog fortrinsvis bestå af fagligt provokerende udsagn, mens jokes eller friske kommentarer skal være relevante og i absolut begrænset antal. Hvor formkravet er mere frit i foredraget, er kravet til overskuelighed og logisk rækkefølge så meget desto mere stramt. Man starter naturligvis med at præsentere foredragets titel, hvorefter man præsenterer baggrunden for det, man ønsker at fortælle. Baggrundshistorien fylder i korte foredrag på symposier ofte relativt mere (15-25% af tiden) end indledningen i en artikel (10-15%). Tilhøreren skal fra start vide helt præcist, hvor foredragsholderen vil hen, hvis han/hun skal bevare overblikket. Ved lange foredrag kan det være en hjælp for tilhøreren, hvis man slutter introduktionen af med at give en oversigt over foredragets delemner og deres rækkefølge. Undersøgelsens angrebsvinkel skal præsenteres kort og klart ligesom i rapporten og i posteren. Derimod kan man springe let og elegant hen over mere detaljerede beskrivelser af metoder, med mindre de i sig selv er afgørende for historien. Fokus lægges istedet på den grafiske præsentation af resultater med tilhørende kommentarer og delkonklusioner. I foredraget flettes resultater og diskussion altså. Det er vigtigt, at konklusionerne fremstår klart i forbindelse med hvert element, og det er vigtigt, at man afslutter med en opsummereing af foredragets samlede budskaber. Husk, at det man siger først og sidst, er det tilhøreren husker og tager med hjem. Har man glemt indledningsvist at forklare ham, hvor man vil hen, forstår han ikke, hvad han skal bruge konklusionerne til, og glemmer man konklusionerne, forstår han ikke hvorfor han ikke bare gik ud og drak en kop kaffe fra starten. Boks 9 Anbefalinger til foredraget Der er mange måder effektivt at ødelægge et foredrag på. De almindeligste fejl og problemer i forbindelse med foredrag kan imidlertid undgås ved omhu, diciplin og grundig forberedelse. Vær ikke nervøs Det er nemmere sagt end gjort, og graden af nervøsitet varierer enormt fra person til person. Personligt var jeg i starten af min karriere, prosaisk sagt, ved at skide 17

grønne grise, hver gang jeg skulle holde foredrag eller endda bare stille spørgsmål i større forsamlinger. Kuren mod nervøsitet er flersidig. Start med at erkende, at alle foredragsholdere selv de garvede er lidt nervøse, før de kommer igang. Du er altså ikke alene. Sørg dernæst for, at foredraget er grundigt forberedt og afprøvet foran spejlet derhjemme. Det er især vigtigt, at starten af foredraget ligger helt klippefast. Senere i forløbet glemmes nervøsiteten gradvist. Og sørg så endelig for at trække vejret dybt undervejs og tal højt, så stemmen ikke krymper og hakker. Den sidste kur består i at gøre det. Jo flere foredrag, desto bedre går det. Lær foredraget udenad En foredragsholder, der med monoton stemmeføring læser op fra manuskriptet, kan slå selv den mest imødekommende tilhører, inklusive ens mor, ihjel. Jeg anbefaler stærkt, at man udarbejder et manuskript, hvor hele foredraget skrives ned ord for ord med stikord angivet i marginen. Manuskriptet bruges indledningsvist til at lære foredraget stort set udenad. Manuskriptet kan efterfølgende lægges til side og alene tjene som sikkerhed og stikordsliste under selve foredraget. Fortæl baggrunden og afslut med klare budskaber Giv en kort, klar og dækkende beskrivelse af historiens baggrund og spørgsmål, så tilhøreren ved præcist, hvor hun skal hen og hvorfor. Og afslut med klare og skarpe budskaber, så tilhøreren er glad for, at hun kom og blev. Hold tiden Den grundige forberedelse skal blandt andet sikre, at man kan overholde tiden. Ved symposier er der en nøje afmålt tid til hvert foredrag; typisk 12 minutter til foredraget og 3 minutter til spørgsmål og til at skifte foredragsholder, herunder lade én af dem falde undervejs til podiet. Og man bliver afbrudt, når tiden er gået, uanset hvor langt man er nået i historien. Punktum. Kontroller nøje foredragets længde som led i forberedelsen. Hellere et minut for kort end for langt. Og regn med, at der skal bruges mellem ½ og 2 minutter på hvert slide, lysbillede eller overhead. Det er rigtigt træls for tilhørerne, når foredragsholderen japper igennem sit foredrag, fordi han godt ved, at han har for meget med. Og det er decideret patetisk og for alle rent tidsspilde, når en foredragsholder afbrydes, inden han når til konklusionerne. Han kan oven i købet være så selvglad, at han bliver fornærmet. Manglende struktur og tidsoverholdelse kan helt undtagelsesvist give tilhørerne mindeværdige oplevelser, omend de for tid og evighed vil stemple foredragsholderen som et fæ. Et beregnet 12 minutters foredrag om strømforhold i Adriaterhavet baseret på totalt uoverskuelige og nussede overheads overdænget med information står endnu som en unik oplevelse i min erindring. Foredragsholderen fortalte aldrig, hvor hun ville hen, insisterede på at gennemgå samtlige dødsyge overheads lige grundigt og blev efter 18 minutter afbrudt midt i overhead nr. 28 uden mulighed for at konkludere. Jeg måtte sammen med flere andre forlade foredragssalen for at lade de hysterisk undertrykte latterkramper få frit løb udenfor. En på alle måder sublim oplevelse, men strategien må absolut frarådes, med mindre man ønsker at blive til grin. 18