7. APRIL 2017 NY DOM: KAN SKADELIDTE ANLÆGGE RETSSAG DIREKTE MOD SKADEVOLDERS FORSIKRINGSSELSKA - RÆKKE- VIDDEN AF FAL 95 En ny dom tager stilling til spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen i forsikringsaftalelovens (FAL) 95 skal fortolkes udvidende og dermed give skadelidte mulighed for at anlægge retssag direkte mod skadevolders forsikringsselskab selv i situationer, hvor skadevolder ikke er gået konkurs eller undergivet gældssanering eller tvangsakkord. Fra denne hovedregel gælder en undtagelse i FAL 95, stk. 2. Efter denne bestemmelse kan skadelidte selv om de nævnte forudsætninger ikke er opfyldt rejse kravet direkte over for ansvarsforsikringen, såfremt erstatningskravet er omfattet af skadevolders konkurs, tvangsakkord eller gældssanering. Ofte ønsker skadelidte at rejse erstatningskravet og føre retssag herom direkte mod skadevolders forsikringsselskab. Spørgsmålet om, hvornår en sådan sag kan føres direkte mod ansvarsforsikringen, er reguleret i FAL 95. Efter FAL 95, stk. 1, gælder som hovedregel, at skadelidte kun kan rejse kravet over for skadevolders forsikringsselskab, når følgende to forudsætninger er opfyldt: Dels skal det være fastslået, at skadevolder (sikrede i henhold til ansvarsforsikringen) er erstatningsansvarlig over for skadelidte. Dels skal erstatningens størrelse være bestemt. estemmelsen i FAL 95, stk. 2, blev indført ved en lovændring i 2003, men svarede til det, Højesteret forinden havde antaget i de principielle domme UfR 2001.1285H og UfR 2001.1303H. I forbindelse med, at selskabet A skulle afgive tilbud til en bygherre på et anlægsarbejde, bad A selskabet om at lave en beregning af de omkostninger, der ville være forbundet med et sådant arbejde. Efter A's opfattelse begik sådanne fejl ved beregningerne, at A led et betydeligt tab, som man krævede erstattet af. Såvel som dets forsikringsselskab F afviste det rejste erstatningskrav, hvorefter A i 2015 udtog stævning mod.
2/3 7. APRIL 2017 var et anpartsselskab. Kort tid før hovedforhandlingen i 2016 blev tvangsopløst, og A fremsatte herefter begæring om, at retten skulle afsige udeblivelsesdom over. 's advokat, der repræsenterede såvel som F, gjorde gældende, at forudsætningerne for afsigelse af udeblivelsesdom ikke var opfyldt. Derimod måtte retten afvise sagen som følge af manglende partshabilitet. Denne tvist blev afgjort ved beslutning truffet af retten i Glostrup den 31. maj 2016, hvorved retssagen blev afvist. Denne sag er omtalt i Nielsen Nøragers nyhedsbrev af 1. juli 2016. A anlagde herefter retssag mod F med påstand om betaling af erstatning for det tab, A hævdede, at var erstatningsansvarlig for. F påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at A ikke havde hjemmel til at anlægge retssag direkte mod F, jf. reglerne i FAL 95. Dette spørgsmål blev udskilt til særskilt afgørelse. A gjorde gældende, at der må anlægges en udvidende fortolkning af FAL 95, stk. 1, og anførte i den forbindelse, at domstolene tidligere har valgt at afveje hensynet til de involverede parter efter den konkrete sags nærmere omstændigheder. Indføjelsen af den særlige bestemmelse i FAL 95, stk. 2, kunne ikke antages at have ændret herved, således at domstolene fremadrettet skulle være afskåret fra at anlægge en udvidende fortolkning. A henviste til uddrag af lovforarbejderne og retspraksis, herunder højesteretsdommen UfR 2007.371H. F gjorde gældende, at lovgiver med indførelsen af bestemmelsen i FAL 95, stk. 2, havde gjort endeligt op med, i hvilke insolvenstilfælde der skulle gælde en undtagelse fra hovedreglen i 95, stk. 1. Når man ved lovgivningen havde begrænset dette område til konkurs, tvangsakkord og gældssanering, var der ikke grundlag for at udvide bestemmelsens anvendelsesområde yderligere. Tværtimod burde man være tilbageholdende med at anlægge en udvidende fortolkning af en lovbestemmelse, der er en undtagelse fra lovens hovedregel. F henviste bl.a. til uddrag af lovforarbejderne, der viste, at man ikke ved lovændringen fandt behov for at gøre undtagelse for andre insolvenstilfælde end konkurs, tvangsakkord og gældssanering. F henviste endvidere til højesteretspraksis, herunder UfR 2013.3090H, hvor Højesteret fremhævede begrænsningen af anvendelsesområdet for 95, stk. 2. Sagen er nu afgjort af retten i Glostrup ved dom af 28. marts 2017, der vedhæftes. For så vidt angår FAL 95, stk. 1, bemærkede retten, at 's erstatningspligt over for A ikke var fastslået, og at størrelsen af en eventuel erstatning heller ikke var bestemt. Derfor kunne A ikke rette sit eventuelle erstatningskrav direkte mod F. I den forbindelse bemærkede retten, at der heller ikke forelå "sådanne ganske særlige omstændigheder", at A efter princippet i FAL 95, stk. 1, kunne rette kravet direkte mod F. For så vidt angår FAL 95, stk. 2, bemærkede retten, at denne bestemmelse er begrænset til at gælde krav på erstatning, der er omfattet af sikredes konkurs, tvangsakkord eller gældssanering. Herefter fandt retten, at bestemmelsen ikke kunne finde anvendelse i den foreliggende situation, hvor var tvangsopløst efter anmodning fra Erhvervsstyrelsen. Herefter blev F frifundet. A var under retssagen repræsenteret af advokat Alexander May Christiansen, mens F var repræsenteret af advokat Michael S. Wiisbye. Kommentar: Den nye dom fastslår, at uden klar hjemmel i FAL 95, stk. 2, kan skadelidte ikke forvente adgang til at rejse erstatningskrav direkte over for den angiveligt skadeforvoldende parts forsikringssel- ADVOKATPARTNERSELSKA FREDERIKSERGGADE 16 1459 KØENHAVN K TEL 33 11 45 45 WWW.NNLAW.DK
3/3 7. APRIL 2017 skab, når erstatningspligten ikke er fastslået og erstatningens størrelse ikke bestemt, jf. de grundlæggende forudsætninger i FAL 95, stk. 1. Der skal i givet fald foreligge med byrettens ord ganske særlige omstændigheder, før man eventuelt undtagelsesvis vil kunne rette kravet direkte mod forsikringsselskabet. Det forhold, at skadevolder var tvangsopløst, og at det ikke længere var muligt at føre erstatningssag mod denne part, var ikke en sådan ganske særlig omstændighed, at det i sig selv kunne begrunde, at retssag kunne anlægges direkte mod forsikringsselskabet. Tilmeld/frameld dig nyhedsbrevet her: For at scanne skal du have en app på din tablet eller smartphone DETTE NYHEDSREV KAN IKKE ERSTATTE JURIDISK RÅDGIVNING. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKA OG DE OVENNÆVNTE JURISTER PÅTAGER SIG INTET ANSVAR FOR TA SOM DIREKTE ELLER INDIREKTE FØLGE AF RUG AF NYHEDSREVET, HERUNDER FOR TA SOM FØLGE AF UTILSTRÆKKELIGE ELLER FEJLAGTIGE INFORMATIONER, VURDERINGER ELLER ANDRE FORHOLD I FORINDELSE MED NYHEDS- REVET. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKA YDER RÅDGIV- NING I FORINDELSE MED KONKRETE SPØRGSMÅL I OVERENSSTEM- MELSE MED DE ADVOKATETISKE REGLER. Retten fandt ikke grundlag for at anlægge en udvidende fortolkning af undtagelsesbestemmelsen i FAL 95, stk. 2, til at omfatte tilfælde, der ikke direkte kan henføres under undtagelsesbestemmelsens ordlyd. Jeg står naturligvis meget gerne til rådighed, såfremt der måtte være spørgsmål til dommen. MICHAEL S. WIISYE ADVOKAT (H) MSW@NNLAW.DK ADVOKATPARTNERSELSKA FREDERIKSERGGADE 16 1459 KØENHAVN K TEL 33 11 45 45 WWW.NNLAW.DK
Retten i Glostrup Udskrift af dombogen DOM Afsagt den 28. marts 2017 i sag nr. S 10-1821/2016: Greenwork ApS mod If Skadeforsikring Stamholmen 159 2650 Hvidovre Sagens baggrund og parternes påstande Sagen drejer sig om, hvorvidt Greenwork ApS har et erstatningskrav mod ApS, og om Greenwork ApS kan rette det erstatningskrav, som man mener at have mod ApS, direkte mod If Skadeforsikring, hvor ApS havde tegnet ansvarsforsikring. Greenwork ApS' påstand er, at If Skadeforsikring skal betale Greenwork ApS 207.336,25 kr. med procesrente fra den 2. december 2011. If Skadeforsikrings påstand er frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb. Sagen er anlagt den 30. juni 2016. Denne dom handler alene om, hvorvidt forsikringsaftalelovens 95 giver Greenwork hjemmel til at anlægge sag direkte mod If Skadeforsikring, idet dette spørgsmål er udskilt til særskilt afgørelse. Spørgsmålet er med parternes samtykke behandlet uden mundtlig hovedforhandling, jf. retsplejelovens 366. Oplysningerne i sagen Greenwork ApS anlagde den 19. februar 2015 sag mod ApS (rettens S10-470/2015) med påstand om betaling af 207.336,25 kr. i erstatning. Greenwork havde indgået en aftale med, hvorefter skulle foretage nærmere defineret opmålingsarbejde og forkalkulation til brug for Greenworks anlægsarbejde på en ejendom belig-
Side 2/13 gende i Herlev. Greenwork gjorde gældende, at havde lavet beregningsfejl ved opgørelsen af de omkostninger, der ville være forbundet med anlægsarbejdet, og krævede derfor erstatning. s påstand var frifindelse. havde tegnet ansvarsforsikring i If Skadeforsikring. anmeldte efter det oplyste kravet fra Greenwork til sit ansvarsforsikringsselskab den 9. december 2011. var berammet til hoved- Sagen mellem Greenwork og forhandling den 28. april 2016. Før hovedforhandlingen fik Greenwork oplyst, at var blevet tvangsopløst den 2. marts 2016 efter anmodning fra Erhvervsstyrelsen. Da sagen således var anlagt mod en sagsøgt, der ikke længere havde retsevne, afviste retten sagen. Greenwork anlagde herefter sagen mod If Skadeforsikring. Parternes synspunkter Greenwork ApS har til støtte for, at man kan rette sit krav direkte mod If Skadeforsikring som ansvarsforsikrer for anført: "Sagsøgte har i svarskriftet anført, at man ved indførelsen af FAL 95, stk. 2, skulle have gjort endeligt op med de tilfælde, hvor hovedreglen i FAL 95, stk. 1 kan fraviges, og at der således ikke kan rettes direkte krav i andre tilfælde end ved sikredes konkurs, gældssanering eller tvangsakkord, hvis betingelserne i FAL 95, stk. 1, ikke er opfyldt. Sagsøgte anfører, at man ved lovændringen skulle have søgt at udelukke skadelidte fra at rette et krav i alle andre tilfælde end sikredes konkurs, tvangsakkord eller gældssanering. Denne holdning er imidlertid ukorrekt, og den understøttes da heller ikke af hverken forarbejderne til lovændringen, den juridiske litteratur eller retspraksis. etydningen af indførelsen af FAL 95, stk. 2 Det er korrekt, at der i denne sag ikke er tale om situation omhandlende, konkurs, gældssanering eller tvangsakkord, således som sagsøgte også gentagne gange henviser til.
Side 3/13 I retspraksis er der imidlertid anlagt en udvidende fortolkning af FAL 95, stk. 1, hvorved domstolene har valgt at afveje hensynet til de involverede parter efter den konkrete sags nærmere omstændigheder. De af sagsøgte citerede lovforarbejder tilsiger ikke, at denne praksis skulle være ændret ved indførelsen af FAL 95, stk. 2. Som påpeget af sagsøgte fremgår det netop af forarbejderne, at "udvalgets flertal finder det herefter rigtigst, at forsikringsaftalelovens 95 alene ændres således, at det udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, at skadelidte har et direkte krav mod skadevolderens ansvarsforsikring, hvis skadevolderen er gået konkurs ". Lovændringen har således ikke medført andre ændringer end en kodificering af de i praksis hyppigst forekommende undtagelser, hvorved lovgiver tilsluttede sig domstolenes opfattelse af FAL 95, stk. 1 som værende en bestemmelse, der ikke skulle fortolkes udelukkende efter sin ordlyd, men på baggrund af en samlet afvejning af hensynet til de enkelte parter. Forarbejderne understøtter derfor ikke, at der ved indførelsen af FAL 95, stk. 2 skulle være tilsigtet en udelukkelse af skadelidtes mulighed for at rette direkte krav i samtlige andre tilfælde end de i praksis hyppigst forekommende. Det er selvsagt sjældent forekommende i praksis, at skifteretten lader et selskab tvangsopløse ud fra af en analog anvendelse af konkurslovens 143 og på baggrund af, at sikrede svigagtigt har undladt at oplyse skifteretten om en verserende sag, og at skadelidte derved bliver afskåret fra at prøve sit krav under en sag mod sikrede. Årsagen til, at der ikke blev indsat en udtrykkelig adgang til at rette direkte krav i sådanne særlige tilfælde var ganske enkelt, at de ikke forekom i praksis, jf. også den citerede del af forarbejderne, hvor der netop henvises til de hyppigst forekomne situationer. De hyppigt forekommende afgørelser, hvor domstolene fandt, at blandt andet sikredes konkurs ikke skulle afskære skadelidte fra at rette et direkte krav mod forsikringsselskabet, omfatter fx U.1997.1306Ø, U.2000.722Ø og U.2001.1303H, hvoraf sidstnævnte er særligt fremhævet i 2002/1 LSF 169 under afsnit 4.5.1. I U.2000.722Ø blev denne fravigelse af den dagældende lovs ordlyd blandt andet begrundet med, at skadelidte havde udfoldet sådanne bestræbelser på at få sit krav prøvet i konkursboet, at bestemmelsen i FAL 95, stk. 1, ikke burde afskære ham fra at gøre sit krav gældende direkte mod forsikringsselskabet.
Side 4/13 For så vidt angår sagsøgtes oplysning om, at U2000.722Ø ikke er afsagt efter den nugældende bestemmelse, svarskriftet s. 9, bemærkes det, at U.2000.722Ø vedrører fortolkningen af FAL 95, stk. 1, hvilken bestemmelse netop ikke blev ændret i forbindelse med lovændringen i 2003. Det fremgår ikke af forarbejderne, at man ved indførelsen af den nugældende 95, stk. 2 har haft til hensigt at ændre fortolkningen af 95, stk. 1, idet indførelsen af 95, stk. 2 blot var udtryk for en kodificering af de i praksis hyppigst forekommende undtagelser til udgangspunktet i 95, stk. 1. Hensynet til parterne og en rimelighedsvurdering Som det også korrekt - er blevet fremhævet af sagsøgte, jf. svarskriftet s. 8 nederst, fandt udvalget ikke, at der var "et udtalt praktisk behov for at indføre en almindelig adgang for skadelidte til at rette sit krav direkte mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab". Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår blandt andet, at beslutningen om ikke at indføre en almindelig adgang for skadelidte til at rette krav direkte mod forsikringsselskabet var begrundet i følgende hensyn [min understregning], jf. 2002/1 LSF 169, afsnit 4.5.2: "Efter flertallets opfattelse må det således som udgangspunkt være op til den enkelte skadevolder, om han eller hun ønsker at inddrage sin eventuelle ansvarsforsikring i sagen. Hertil kommer, at skadevolderen kan have gode grunde til at ville afklare skadelidtes erstatningskrav uden at involvere forsikringsselskabet, f.eks. af hensyn til fastsættelse af den fremtidige præmie. En almindelig regel om direkte krav aktualiserer endvidere i endnu højere grad end den gældende 95 spørgsmålet om, hvordan forsikringsselskabet sikrer, at skadevolderen/sikrede bidrager til sagens oplysning. I en lang række tilfælde vil det være nødvendigt med skadevolderens medvirken for at sikre en tilstrækkelig oplysning af sagen. Selv om skadevolderen i de fleste tilfælde må antages at ville medvirke til sagens oplysning, har forsikringsselskabet en berettiget interesse i at undgå, at det som følge af skadevolderens manglende interesse og medvirken kommer til at betale en erstatning, som skadelidte ikke har krav på." Manglen på en almindelig adgang til at rette direkte krav skyldes således hensynet til 1) Sikredes interesse i at afklare erstatningskravet uden at involvere sit forsikringsselskab. 2) Forsikringsselskabet interesse i at erstatningen ikke fastsættes for højt. Dette er imidlertid ikke udtryk for en underkendelse af retspraksis, hvorefter den manglende opfyldelse af lovens ordlyd ikke i sig selv kan afskære skade-
Side 5/13 lidte fra at rette et direkte krav mod forsikringsselskabet. Der må nødvendigvis foretages en afvejning mellem skadelidtes interesse i at opnå dækning for sit tab og sikredes henholdsvis forsikringsselskabets interesser, jf. ovenfor. En sådan afvejning af hensyn blev foretaget i den af sagsøgte påberåbte dom U.2013.3090H, der dog højere grad understøtter den af sagsøger anlagte fortolkning af FAL 95, stk. 1. Det bemærkes i den forbindelse, at de faktiske omstændigheder i dommen er usammenlignelige med de faktiske omstændigheder i nærværende sag. Jeg skal i det følgende redegøre for disse omstændigheder og for den i dommen anlagte fortolkning af FAL 95, stk. 1 samt betydningen heraf, for så vidt angår rettens pådømmelse af spørgsmålet om muligheden for at rette et direkte krav i nærværende sag. I U.2013.3090H Eksisterede den sikrede fortsat som retssubjekt. Tiltrådte den sikrede uden videre skadelidtes erstatningskrav. Var skadelidte ikke afskåret fra at få sit krav fastslået ved dom over forsikringstager. Af Højesterets præmisser fremgår følgende [min understregning]: "Ved erklæringen af 29. marts 2012 har "tiltrådt", at erstatningskravet under retssagen mod Alm. rand Forsikring er opgjort som sket i A's stævning (899.191,05 kr.) og replik (502.669,61 kr.). Højesteret finder, at erstatningens størrelse ikke herved er fastslået på en måde, som er bindende for som skadevolder, eller for et bestemt beløb. Det kan derfor ikke på grundlag af erklæringen fastslås, at "erstatningens størrelse er bestemt"." Videre anføres det [min understregning]: "A var endvidere ikke afskåret fra at få erstatningens størrelse fastslået ved skadevolders anerkendelse eller ved dom over skadevolder, og der er derfor ikke som anført i forarbejderne et "udtalt praktisk behov" for at tillade et direkte krav mod forsikringsselskabet i den foreliggende situation." Det afgørende var således, at der efter Højesterets opfattelse ikke var foretaget en for forsikringsselskabet betryggende opgørelse af kravet, idet sikrede uden videre havde tiltrådt det af skadelidte opgjorte krav med heraf følgende skadevirkning for selskabet, hvilket ikke skulle komme skadelidte til gode. I afgørelsen henstilles der til, at kravet fastslås ved dom over sikrede, hvilket skadelidte som ovenfor anført ikke var afskåret fra i den pågældende sag.
Side 6/13 At den konkrete sag faldt ud til fordel for forsikringsselskabet skyldtes de faktiske omstændigheder, som ingen lighed har med denne sag. Imidlertid viser afgørelsen, at ordlyden i FAL 95, stk. 1, kan fraviges i tilfælde hvor hensynet til parterne og en rimelighedsvurdering taler herfor. Dommen understøtter således netop den af sagsøger anlagte fortolkning af forarbejderne, som tilsiger, at hovedreglen er, at et direkte krav ikke kan rettes uden at betingelserne i 95, stk. 1 er opfyldt, at såfremt skadelidte er afskåret fra at rette et direkte krav mod sikrede kan udgangspunktet i 95, stk. 1 fraviges, og at der ved vurderingen af, hvorvidt udgangspunktet i 95, stk. 1 skal fraviges, må inddrages hensyn til både skadelidtes og sikredes såvel som forsikringsselskabets interesser samt skadelidtes muligheder for at gøre et direkte krav gældende og de allerede udførte bestræbelser i den forbindelse. Det ville være åbenlyst urimeligt, hvis en forsikringstagers ubetingede accept af skadelidtes opgørelse af et krav skulle kunne forpligte forsikringsselskabet og derved tilgodese skadelidte på forsikringsselskabets bekostning, jf. U.2013.3090H. Det ville ligeledes være urimeligt, hvis sikrede ved at lade sig tvangsopløse kunne afskære sagsøger fra at gøre sit krav gældende og derved tilgodese sagsøgte på sagsøgers bekostning, således som tilfældet netop er i nærværende sag. Et tilsvarende princip findes i FAL 96, hvorefter forsikringsselskabet gennem forhandlinger med den sikrede ikke kan bevirke, at den skadelidtes ret ifølge FAL 95 derved indskrænkes eller forspildes. For så vidt angår spørgsmålet om en betryggende opgørelse af kravet i denne sag bemærkes det, at netop har medvirket til en imødegåelse og efterprøvelse af kravet i kraft af sin deltagelse i den skriftlige forberedelse af den retssag, som blev afvist grundet selskabets tvangsopløsning. Idet sagsøgtes advokat tillige repræsenterede i den afviste retssag, og idet materialet fra den skriftlige forberedelse af denne sag i det hele vil blive fremlagt på ny i forbindelse under denne sag, er der ikke, som i U.2013.3090H, nogen risiko for, at sagsøgte bliver dømt til betale en for høj erstatning på baggrund af s manglende medvirken til en efterprøvelse af kravet. Fortolkningen af FAL 95, stk. 1 Sagsøgte har i svarskriftet, s. 9, oplyst at den af sagsøger påberåbte dom U2007.371H er det eneste eksempel på noget, der kan udlægges som en ud-
Side 7/13 vidende fortolkning af bestemmelsen i FAL 95. Som nævnt ovenfor blev der imidlertid forud for indførelsen af FAL 95, stk. 2 truffet afgørelser efter FAL 95, stk. 1, hvorefter skadelidte kunne rette et direkte krav mod forsikringsselskabet i tilfælde af sikredes konkurs, uagtet at de materielle betingelser efter den dagældende lovgivning ikke var opfyldt, jf. bl.a. U.1997.1306Ø, U.2000.722Ø og U.2001.1303H. Disse afgørelser, såvel som den af sagsøger påberåbte U2007.371H, er alle udtryk for udvidende fortolkninger af FAL 95. Dette princip er ikke ændret ved indførelsen af FAL 95, stk. 2, og FAL 95, stk. 1 skal bedømmes ud fra de ovennævnte principper, der inddrager hensynet til henholdsvis skadelidte, sikrede og forsikringsselskabet. estemmelserne er ikke udtømmende i deres opremsning af situationer, hvor skadelidte kan rette et direkte krav. Der skal således foretages en helhedsvurdering af sagens omstændigheder, hvilket understøttes af såvel de tre ovennævnte domme som af den af sagsøger påberåbte U.2007.371H. I U.2007.371H var skadelidtes ejendom blevet beskadiget, da sikrede havde begået selvmord ved at sprænge sin tilstødende ejendom i luften. Skadelidtes forsikringsselskab udbetalte et beløb til skadelidte, og rettede herefter kravet mod den nu afdøde skadevolders forsikringsselskab. Da præklusivt proklama var udløbet, kunne der ikke anlægges sag mod skadevolders dødsbo, og retten anførte i sine præmisser følgende om FAL 95, stk. 1 [min understregning]: "Denne bestemmelse har efter forarbejderne navnlig til formål at sikre, at ansvarsforsikringen faktisk kommer skadelidte til gode, og forudsætter, at skadelidte har mulighed for gennem en retssag mod skadevolderen at få fastslået erstatningspligten og erstatningens størrelse, idet hensynet til sikredes interesser derved tilgodeses. estemmelsen omtaler ikke tilfælde som det foreliggende, hvor denne mulighed ikke længere er til stede." Højesteret fandt, at skadelidtes forsikringsselskab kunne rette krav mod skadevolders forsikringsselskab efter princippet i FAL 95, stk. 1, uagtet at de materielle betingelser ikke var opfyldt. I præmisserne bemærkedes det supplerende, at erstatningspligten og erstatningens størrelse kunne afgøres under en sag mod forsikringsselskabet på en lige så betryggende måde som under en sag mod dødsboet. Dommen er kommenteret i Henning Jønsson og Lisbeth Kjærgaard, Dansk
Side 8/13 Forsikringsret, 9. udgave, 2012, s. 841, hvoraf følgende fremgår: Det må antages, at skadelidte også har direkte søgsmålsadgang over for ansvarsforsikringsselskabet i andre tilfælde, hvor det er umuligt for skadelidte at få fastslået skadevolderens erstatningspligt og erstatningskravet pga., at skadevolderen er ophørt med at eksistere, jf. hertil U 2007.371HD. I denne sag foreligger der tilsvarende omstændigheder, da det sikrede er tvangsopløst, hvorfor sagsøger ikke længere har mulighed for at prøve sit krav under en retssag mod sagsøgte. Som anført ovenfor består der ej heller i nærværende sag en risiko for, at kravets størrelse ikke vil kunne fastlås på betryggende vis, da den skriftlige forberedelse af sagen vedrørende dette spørgsmålet i realiteten allerede har fundet sted. Opsummerende Opsummerende gøres det således gældende, at sagsøger kan rette sit krav direkte mod sagsøgte. Det er uden betydning, at sagsøgers krav eller dets størrelse endnu ikke er fastslået, idet det gøres gældende, at sagsøger har gjort sig sådanne bestræbelser på at få sit krav prøvet under en sag mod sagsøgte, at bestemmelsen i FAL 95, stk. 1 ikke bør afskære sagsøger fra at gøre sit krav gældende direkte overfor sagsøgte, If skadeforsikring, jf. U.2000.722Ø, at sagsøger grundet tvangsopløsningen ikke har mulighed for at prøve sit krav under en sag mod sagsøgte, at princippet i FAL 95, stk. 1 tilsiger, at skadelidte kan prøve kravets berettigelse og størrelse under en sag mod forsikringsselskabet hvor der ikke er mulighed for at prøve det under en sag mod sikrede, jf. U.2007.371H og Henning Jønsson og Lisbeth Kjærgaard, Dansk Forsikringsret, 9. udgave, 2012, s. 841, at hensynet til parternes interesser og en rimelighedsvurdering tilsiger, at sagsøger ikke skal afskæres fra at rette et direkte krav, jf. princippet i U.2013.3090H, at der ikke er noget hensyn at tage til hverken sagsøgte eller sikrede, idet sikrede helt bevidst undlod at orientere både sagsøger og sin egen advokat, som tillige repræsenterer sagsøgte i denne sag, om tvangsopløsningen, og at dette skal komme sagsøgte til skade i sagen,
Side 9/13 at hensynet til sikredes mulighed for ikke at indblande sit forsikringsselskab ikke gør sig gældende i denne sag, at sagsøgers krav vil kunne prøves på en fuldt betryggende måde under denne retssag, hvorfor der ikke er noget hensyn at tage til sagsøgtes interesse i at undgå, at sagsøgte skulle komme til at udbetale erstatning under ansvarsforsikringen, at sagsøgte vil komme til at opnå en urimelig berigelse på baggrund af omstændigheder, som sagsøger ikke har haft nogen indflydelse på, såfremt sagsøger skulle være afskåret fra at rette sit krav, og at sagsøgte er nærmest til at skulle bære risikoen for, at sikrede som sket har valgt at lade sig tvangsopløse uden at orientere parterne herom". If Skadeforsikring har her overfor gjort gældende: "Som nævnt er If Skadeforsikrings rolle i sagen, at If Skadeforsikring havde tegnet ansvarsforsikring for. If Skadeforsikring bestrider, at forsikringsaftalelovens 95 giver Greenwork hjemmel til at anlægge retssag direkte mod If Skadeforsikring. Allerede af den grund skal If Skadeforsikring frifindes. Til støtte herfor anføres navnlig følgende anbringender: 1. Sagsøger Greenwork har ikke noget direkte retsforhold til sagsøgte If Skadeforsikring, og der er ikke hjemmel til, at Greenwork kan anlægge retssag og indtale krav direkte mod If Skadeforsikring. 2. Eneste mulighed for at anlægge retssag direkte mod det forsikringsselskab, der har tegnet ansvarsforsikring for den fysiske eller juridiske person, der angiveligt er skadevolder, er de helt særlige tilfælde, hvor forudsætningerne i forsikringsaftalelovens 95 er opfyldt. I forbindelse med en generel reform af forsikringsaftaleloven, der på grundlag af en betænkning fra 2002 (etænkning nr. 1423/2002 om forsikringsaftaleloven) blev gennemført i 2003, ændrede man med virkning fra 2003 forsikringsaftalelovens 95's ordlyd, således at den relevante del af bestemmelsen i dag lyder: "Når den sikredes erstatningspligt over for den skadelidte er fastslået, og erstatningens størrelse er bestemt, indtræder den skadelidte i den sikredes ret imod selskabet, for så vidt han ikke er fyldestgjort. Stk. 2. Den skadelidte indtræder endvidere i den sikredes ret imod selskabet, hvis skadelidtes krav på erstatning er omfattet af sikredes kon-
Side 10/13 kurs, tvangsakkord eller gældssanering." 3. I den betænkning, der ligger bag lovændringen, gav udvalgets flertal netop klart udtryk for, at der var behov for regler om de tre situationer konkurs, tvangsakkord og gældssanering men der var ikke behov for en generel regel. Det hedder således i betænkningen etænkning nr. 1423/2002, side 214. (sagsøgtes understregninger): "Flertallet vil også pege på, at spørgsmålet om skadelidtes direkte krav mod forsikringsselskabet navnlig har voldt problemer i tilfælde af skadevolderens konkurs m.v. "m.v." må antages at henvise til det, der er anført lige nedenfor i næste afsnit om tvangsakkord og gældssanering., og at der ikke herudover kan peges på et udtalt praktisk behov for at indføre en generel regel om skadelidtes direkte krav mod forsikringsselskabet. Udvalgets flertal finder det herefter rigtigst, at forsikringsaftalelovens 95 alene ændres således, at det udtrykkelig fremgår af bestemmelsen, at skadelidte har et direkte krav mod skadevolderens ansvarsforsikring, hvis skadevolderen er gået konkurs, jf. UfR 2001.1303H. Flertallet foreslår endvidere en præcisering af, at dette også gælder, hvis skadevolderen har fået tvangsakkord eller gældssanering, idet skadelidte heller ikke i disse tilfælde har mulighed for at få sit fulde krav betalt af skadevolderen." etænkningen viser således, at man med den valgte formulering har gjort op med de tilfælde, hvor den særlige beskyttelse efter forsikringsaftalelovens 95, stk. 2, skal være gældende. Dette er også kommet til udtryk i lovforslagets bemærkninger LFF 2002-2003.l.169, side 9., hvor det anføres, at udvalgets flertal: " fremhæver endvidere, at spørgsmålet om skadelidtes direkte krav mod ansvarsforsikringsselskabet i praksis er opstået i tilfælde af skadevolderens konkurs m.v., og at der ikke herudover kan peges på et udtalt praktisk behov for at indføre en almindelig adgang for skadelidte til at rejse et krav direkte mod forsikringsselskabet." Efter en gennemgang af flertallets forslag om, at bestemmelsen skal ændres således, at den omfatter konkurs, tvangsakkord og gældssanering, tilføjes det i lovforslagets bemærkninger: "Flertallet finder ikke, at der herudover er grundlag for at foreslå ændringer af 95." 4. estemmelsen er heller ikke i retspraksis udvidet til at omfatte andre insolvenstilfælde end lige netop de i loven omtalte situationer med konkurs,
Side 11/13 tvangsakkord eller gældssanering, hvor det er skadevolders økonomiske uføre, der er årsag til, at man ikke kan opnå erstatning direkte hos skadevolder selv. Den af sagsøger påberåbte dom UfR 2007.371H er det eneste eksempel på noget, der kan udlægges som udvidende fortolkning af bestemmelsen i FAL 95. Det skal fremhæves, at denne dom netop ikke angår sådanne insolvenstilfælde, som der efter lovens forarbejder og intentioner er gjort endeligt op med, jf. afsnit 3 ovenfor og afsnit 6 nedenfor. 5. For fuldstændighedens skyld bemærkes, at den af sagsøger ligeledes påberåbte dom UfR 2000.722Ø ikke vedrørte en problemstilling som den, nærværende sag angår. Der er bl.a. den helt afgørende forskel på landsretsdommen fra 2000 og nærværende sag, at landsretsdommen vedrørte et tilfælde, hvor skadevolder havde givet skadelidte transport i et eventuelt krav på dækning i henhold til den ansvarsforsikring, skadevolder havde tegnet. Endvidere forelå der anerkendelse af såvel erstatningsansvaret som erstatningskravet fra skadevolders konkursbos side. Skadelidtes retsstilling var derfor en helt anden end den, der i nærværende sag er gældende for Greenwork. 6. Det skal fremhæves, at Højesteret i den seneste dom, hvor Højesteret har haft lejlighed til at anvende og fortolke bestemmelsen i FAL 95, udtrykkelig har fremhævet begrænsningen af bestemmelsens anvendelsesområde. I UfR 2013.3090H hedder det således i Højesterets præmisser: "Ved lovændringen i 2003 blev det overvejet at udvide skadelidtes adgang til direkte søgsmål mod ansvarsforsikringsselskabet, men bortset fra lovfæstelsen og præciseringen af adgangen hertil ved skadevolders konkurs, tvangsakkord eller gældssanering, jf. nu FAL 95, stk. 2, valgte lovgiver at fastholde betingelserne i 95, stk. 1." Højesteret fremhæver således, at lovgiver netop besluttede, at man i disse insolvenstilfælde ikke ville udvide anvendelsesområdet til andet og mere end netop de konkrete situationer konkurs, tvangsakkord og gældssanering. Højesteret udtaler sig således direkte om grænserne for lovbestemmelsens anvendelse i insolvenstilfælde. I modsætning til det, sagsøger har gjort gældende i sagsøgers første procedureindlæg, støtter Højesterets dom dermed afgørende If Skadeforsikrings standpunkt i nærværende sag. Det følger således også af den nyeste højesteretsdom, at der ikke er noget grundlag for at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til andre insolvenstilfælde end dem, lovgiver udtrykkelig har begrænset bestemmelsen til at angå.
Side 12/13 7. De af sagsøger påberåbte domme for tiden, før lovgiver tog stilling til FAL 95's anvendelsesområde, har ingen særlig interesse for nærværende sag. Ingen af dommene vedrører den foreliggende situation, og således som det både er anført i lovændringens forarbejder og fremhævet af Højesteret i efterfølgende retspraksis, jf. afsnit 3 og 6 ovenfor, har lovgiver ikke fundet, at FAL 95's anvendelsesområde skulle gælde andre insolvenssituationer end konkurs, tvangsakkord og gældssanering. 8. Det bestrides, at If Skadeforsikring som hævdet af sagsøger skulle være nærmest til at bære risikoen for, at der sker tvangsopløsning af det forsikrede selskab. havde et forretningsmæssigt forhold til såvel Greenwork som If Skadeforsikring, baseret på forskellige aftaler. Alle tre parter er erhvervsdrivende selskaber. Der er ingen grund til at antage, at den ene af s medkontrahenter skulle være nærmere end den anden medkontrahent til at bære risikoen for, at blev tvangsopløst. Under alle omstændigheder er der ikke hjemmel til, at Greenwork kan rejse krav direkte over for If Skadeforsikring, jf. bl.a. afsnit 2 3 og 6 ovenfor". Rettens begrundelse og afgørelse Efter forsikringsaftalelovens 95, stk. 1, indtræder den skadelidte i den sikredes ret imod forsikringsselskabet, når den sikredes erstatningspligt over for den skadelidte er fastslået og erstatningens størrelse er bestemt. Efter forsikringsaftalelovens 95, stk. 2, indtræder den sikredes ret imod selskabet endvidere, hvis skadelidtes krav på erstatning er omfattet af sikredes konkurs, tvangsakkord eller gældssanering. s erstatningspligt over for Greenwork er ikke fastslået, og størrelsen af eventuel erstatning er heller ikke bestemt. Greenwork kan således ikke rette sit eventuelle erstatningskrav direkte mod If Skadeforsikring, der er ansvarsforsikrer for, jf. forsikringsaftalelovens 95, stk. 1. Retten finder heller ikke, at der i sagen foreligger sådanne ganske særlige omstændigheder, at Greenwork efter princippet i forsikringsaftalelovens 95, stk. 1, kan rette kravet direkte mod selskabet. estemmelsen i forsikringsaftalelovens 95, stk. 2, er begrænset til at gælde krav på erstatning, der er omfattet af sikredes konkurs, tvangsakkord eller gældssanering. estemmelsen finder derfor ikke anvendelse i den foreliggende situation, hvor er tvangsopløst efter anmodning fra Erhvervsstyrelsen.
Side 13/13 Da If Skadeforsikring således ikke er rette sagsøgte, frifindes If Skadeforsikring. Greenwork ApS skal betale 30.000,00 kr. i sagsomkostninger til If Skadeforsikring til dækning af udgiften inklusiv moms til advokatbistand. Retten har lagt vægt på sagens betydning og arbejdets omfang, herunder at sagen er afgjort uden mundtlig hovedforhandling. Thi kendes for ret: If Skadeforsikring frifindes. Greenwork ApS betaler inden 14 dage 30.000,00 kr. i sagsomkostninger til If Skadeforsikring. Omkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens 8a. Anne Ersbøll dommer Udskriftens rigtighed bekræftes. Retten i Glostrup, den 28. marts 2017. Heidi rix, retsassistent