L Æ S O G S Å I D E T T E N U M M E R

m a r ts 2 0 0 8. n r. 2 2 6. 2 6. Å R G A N G Send os din email-adresse og bliv abonnent på det nye netmagasin! Glæd dig til netmagasinet Fra næste nummer sker der en større omlægning af Socialistisk Information. Månedsbladet bliver til et netmagasin. Det vil sige, at bladets artikler for fremtiden bliver lagt på internettet. Det nye magasin finder du på adressen www.socialistiskinformation.dk Hver 14. dag sender vi dig en mail med alle de nye artikler, nyheder, kommentarer osv. der er kommet på hjemmesiden siden sidst. Vi skal bare have din email- adresse. Send den til si@sap-fi.dk med besked om, at du gerne vil være (gratis) abonnent på det nye netmagasin. Det nye net-magasin vil være online fra den 20. april. Socialistisk Information vil også fortsætte med at udkomme i trykt form, men nu som kvartalsmagasin. Det vil indeholde de vigtigste artikler og analyser, lidt større og flottere end det nuværende månedsblad. Første nummer af det nye tidsskrift udkommer 1. september. Se mere om priser mv. på side 2 i dette blad. Nyt Socialistisk Information L Æ S O G S Å I D E T T E N U M M E R o k p i g e r, s å g å r v i k o s o v o b u d på Ø s u d v i k l i n g S F s d e r o u t e pa k i s ta n I S U L 0 8 b e l g i e n

f ø l g m e d p å n e t t e t : w w w. s a p - f i. d k F r a r e d a k t i o n e n Nye muligheder flere læsere Med dette nummer nummer 226 siger vi farvel til det Socialistisk Information, som vi har kendt siden oktober 2004. Dengang lavede vi et nyt layout og begyndte at trykke bladet selv. 36 numre blev det til i denne form. Som månedsblad er Socialistisk Information udkommet med 184 numre, lige siden september 1991. Før da udkom vi hver anden måned, og endnu tidligere som kvartalstidsskrift. Nummer 1 udkom i 1982 og var udgivet i et samarbejde mellem Socialistisk Arbejderparti og Revolutionære Socialister, en gruppe i partiet Venstresocialisterne, som året efter sluttede sig sammen med SAP. Nu tager vi et nyt spring fremad. Fra den 20. april vil Socialistisk Information udkomme som netmagasin. Først og fremmest vil det betyde, at kredsen af læsere bliver større, fordi hele indholdet af bladet bliver tilgængeligt for alle på internettet. En anden stor fordel er, at artikler kan offentliggøres umiddelbart og derfor bliver meget mere aktuelle, plus at vi får mulighed for at udnytte mulighederne for interaktivitet. Fra 1. september vil Socialistisk Information også udkomme som kvartalsmagasin. En samling af de vigtigste artikler og analyser, lidt større og flottere end det nuværende månedsblad. Som abonnent vil du altså fremover både få et netmagasin hver 14. dag og et kvartalsmagasin fire gange om året. Resterende abonnement gives som abonnement på kvartalstidsskriftet som i øvrigt fremover koster 200 kr. for 4 numre. (dvs. et år). Når du næste gang fornyr dit abonnement, vil opkrævningen lyde på 200 kr., som vil dække de næste 4 numre af det trykte Socialistisk Information. Vi glæder os til, at du og mange andre vil læse Socialistisk Information, nu både på nettet og som kvartalstidsskrift. I n d h o l d Indblik: OK08 Lønkamp er velfærdskamp.......................... 3 OK piger, så går vi.................................. 6 Fokus Stem Nej forbered konflikten...................... 8 SF s deroute HB-medlem forlader SF............................. 10 Fokus SF s EU-kurs er tynd som fadøl i Parken............. 10 Op til årsmødet Mere end en vagthund.............................. 12 finansloven Elever kræver bedre uddannelse..................... 15 internationale noter USA, Venezuela I, Venezuela II, Iran, Indien........... 16 Fjerde Internationale Imod den Colombianske regerings militære intervention i Ecuador..................... 17 Pakistan En besejret diktator................................ 18 kosovo Et land uden økonomi.............................. 20 Belgien Arbejderbevægelsen må sætte sin egen dagsorden.... 23 International socialistisk ungdomslejr Revolutionen starter i Besalú........................ 8 Socialistisk påskeseminar 2008 Rød og inspirerende påskeferie for hele familien..... 28 Den ny internetudgave af Socialistisk Information vil komme direkte til dig i din mailbox hver 14. dag. Det forudsætter dog, at du giver os besked om din mailadresse. Send derfor en besked til: si@sap-fi.dk om, at du vil have nyheder fra Socialistisk Information. Månedsbladet Socialistisk Information udgives af Socialistisk Arbejderparti ( SAP ) dansk sektion af Fjerde Internationale Socialistisk Information redigeres af et udvalg bestående af : Bjarke Friborg, Ebbe R. Jørgensen (ansv.), Bodil Rasmussen, Christina C. Nielsen, Bertil Videt, Nina T. Andersen, Peter S. Nielsen, Nicolai Bentsen, Janus Noack og Åge Skovrind. Sign. artikler står for forfatternes egen regning. Henvendelse til redaktionen : Studiestræde 24, 1. sal, 1455 København K. Telefon : 33 33 03 17 (læg besked på tlf. svarer) e - post : si@sap - fi.dk Fremover udkommer SI som netmagasin og kvartalstidsskrift. Netmagasinet kan fra den 20. april 2008 læses på: www.socialistiskinformation.dk Du kan tegne abonnement på netmagasinet og dermed gratis få tilsendt de seneste artikler hver uge. Skriv til os med den mailadresse, du vil have magasinet sendt til: si@sap-fi.dk Kvartalstidsskriftet vil fremover koste 200 kr. for 4 numre (dvs. et år). Tryk : SAF Redaktionen afsluttet den 10. marts 2008. SI nr. 227 første nummer af Socialistisk Information som kvartalstidsskrift udkommer september 2008. I S S N 0 10 8 18 6 1

i n d b l i k Strejker i det offentlige Lønkamp er velfærdskamp Sygeplejersker, pædagoger og social- og sundhedspersonale gør klar til konflikt. Hvordan kan strejken blive effektiv og sikre et bedre resultat? Af Åge Skovrind Man skal markere meget tydeligt, at vi mener det alvorligt, og at vi vil anerkendes for vores arbejde. Men det handler lige så meget at få opbakning fra brugerne. Mange vil blive bekymrede, både patienter og pårørende. Medierne vil fremstile os som de onde, der svigter patienterne. Vi må forklare, at den her arbejdskamp er nødvendig, for at vi kan gøre vores arbejde ordentligt fremover. Det siger Signe Hagel Andersen som svar på det store spørgsmål: Hvordan kan en kommende strejke sikre et bedre resultat, end det som man har sagt nej til? Signe er studerende og sidder i sygeplejerskernes kredsbestyrelse i Region Hovedstaden. Hun er også medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse. Lone Degn er enig. Hun sidder i BUPL s bestyrelse i Århus, og er også medlem af Enhedslisten. Hvis man ser på meningsmålinger om befolkningens holdning til bedre offentlig service, så har vi en god sag. Men på den anden side ved vi også godt, at der ikke går lang tid, før de strejkende bliver udsat for en mediehetz. Der vil komme skrækhistorier om fru Jensen, som ikke kan få lagt sin bandage, fordi hjemmehjælperen strejker. Hun fortsætter: Vi kan ikke opnå noget, hvis det alene bliver kørt som en lønkamp. Ikke alene er vi oppe imod de offentlige arbejdsgivere. Det er også et stort problem, at Anders Bondo Christensen, KTO s chefforhandler, udlægger det som det bedste resultat nogensinde. Sine Sunesen fra de statsansatte har direkte udtalt, at det ikke skal kunne betale sig at strejke for dem, der siger nej til finansministerens lønramme,. Vi kunne bruge nogle medspillere i den øvrige del af fagbevægelsen. Kvindefag Hvordan kan man overbevise folk om, at det er en retfærdig strejke? Meget handler om at tale med patienter og brugere på arbejdsplad-

i n d b l i k sen, siger Signe Hagel Andersen og tilføjer: Men vi på venstrefløjen må også forklare mere overordnet, at det handler om hele den offentlige sektor, og et samfund med solidaritet. KTO-forliget KTO det vil sige ansatte i kommuner og regioner har indgået forlig med KL og Danske Regioner om nye overenskomster for de næste tre år. KTO har 48 medlemsorganisationer, i alt lidt over en halv million medlemmer. FOA brød ud af KTO-forhandlingerne, og BUPL har på et HB-møde afvist forliget. De andre KTO-organisationer anbefaler deres medlemmer at stemme ja. Det gælder blandt andet en enstemmig hovedbestyrelse hos folkeskolelærerne. FOA og BUPL organiserer cirka halvdelen af KTO s medlemmer. Det afgørende stridspunkt er lønrammen på 12,8 procent som blev lagt i forliget mellem finansministeren og de statsansatte. Formanden for KTO, Anders Bondo Christensen er begejstret:»vi har udvist stor kreativitet. Vi har overholdt finansministerens magiske tal for rammen på 12,8 % og har alligevel lavet et resultat, der er klart bedre end det, arbejdsgiverne afviste torsdag aften. Det er sket ved, at en del af resultatet ikke indgår i lønsammenligningen med det private arbejdsmarked.«det kreative element handler især om en forbedring af den feriegodtgørelse, der udbetales i maj måned. Den sættes op med 0,45 % til 1,95 % af lønnen. Det sker først i 1. april 2010. Den medregnes ikke, når der skal beregnes reguleringsordning (dvs. kompensation til offentligt ansatte for lønstigninger på det private arbejdsmarked). Tilsvarende er aftalt om de 0,2 %, der ydes som kompensation for personalegoder (»fryns«) på det private arbejdsmarked (træder i kraft 1. april 2009). Så der er en opgave på flere niveauer. Lone Degn: Jeg tror, det vigtigste er få koblet overenskomstkampen sammen med velfærdskampen. Vi kan ikke vinde en isoleret lønkamp. I vores argumentation skal vi pege på, at de faggrupper, som nu går i konflikt, er omsorgsfag, lavtlønsfag og kvindefag. Og på alle områder er der store rekrutteringsproblemer, som i høj grad skyldes dårlige lønforhold. Det skal fremstå klart, at når vi vil have mere i løn, så er det netop for at give fru Jensen en bedre service også i fremtiden. Samarbejde mellem medlemmerne Hvilke aktiviteter vil du foreslå? Der er allerede sket noget. Både FOA og BUPL har haft aktionsdage, hvor de gik på gaden for at forklare deres krav. Det vil være en god ide at lave nogle fælles aktionsdage på nationalt plan. Mit indtryk er, at det er meget forskelligt, hvordan det faglige samarbejde fungerer. Århus er nok et af de steder, hvor det fungerer bedst, fordi vi allerede har et godt samarbejde i den kommunale fællesrepræsentation. Nu er der planlagt et fælles møde mellem FOA, BUPL og DSR, og den slags initiativer bør brede sig på lokalt plan. Jo højere op i systemet man kommer, jo mere svært bliver det at få et samarbejde i stand, siger Lone. Signe fortæller, at det først nu, at man begynder at diskutere konkret, hvordan en strejke kan organiseres: Der har været afholdt tillidsrepræsentantmøder, og der er snak om, at vi skal være aktive i offentligheden, og involvere de almindelige sygeplejersker, så de ikke bare sidder derhjemme under strejken. Hvordan? Der er forskellige ideer om demonstrationer, uddelingsaktioner, postkort, afholdelse af stormøder. I samarbejde med de andre faggrupper? De siger nej Sundhedskartellet: Omfatter 70.000 ansatte i sundhedssektoren, Sygeplejersker, bioanalytikere, fysioterapeuter, ergoterapeuter, jordemødre og andre grupper. FOA Fag og Arbejde har ca. 200.000 medlemmer, som alle beskæftiger sig med offentlig service. Blandt andet social- og sundhedshjælpere og assistenter, pædagogmedhjælpere, portører og brandpersonale. BUPL: Organiserer 60.000 pædagoger og klubfolk. I Hovedbestyrelsen stemte 20 ud af 29 medlemmer nej til KTO-forliget. Dennis Kristensen, formand for FOA:»Vores grundlag for konflikten er, at vi ønsker de kommunalt og regionalt ansattes lønefterslæb indhentet. Og at vi ønsker en start på en genopretning af de typiske kvindefag i den offentlige sektor.«henning Pedersen, formand for BUPL:»Vi har ventet i mange år på at få dette kvindefag op på lønniveau med mændene og med andre mellemlange uddannelser. Nu vil vi altså ikke vente længere - særligt ikke set i lyset af, hvor svært det er at rekruttere pædagoger.«i vores bestyrelse har vi snakket om at få et samarbejde med BUPL. Min fornemmelse er, at i toppen af forbundene er man meget fokuseret på sine egne interesser. Man er bange for, at vores mærkesager drukner i samarbejdet med andre, og det kan desværre begrænse solidariteten. Jeg tror, at de menige skal opbygge noget nedefra på arbejdspladserne. I toppen er man meget fokuseret på egne interesser, desværre Klar til kamp Hvordan er stemningen på hospitalerne? Flertallet er klar til strejke, man har simpelthen fået nok, men der er også

i n d b l i k Både BUPL og FOA har haft aktionsdage, hvor de har været på gaden og forklare befolkningen om deres krav. Her er det BUPL-aktivister, som deler løbesedler og påskelijer ud på Kongens Nytorv mange, som har prøvet det før, og tvivler på at der kommer noget ud af strejken, siger Signe. Der er den forskel fra tidligere, at denne gang er næsten alle udtaget til strejke. Derfor er alle med til at diskutere, hvordan et nødberedskab kan fungere. Når vi snakker nødberedskab går det op for folk, hvor dårlige forholdene i virkeligheden er. På mange afdelinger kører man reelt i det daglige med et nødberedskab! Selv om mange er usikre på, hvor meget vi får ud af strejken, så er holdningen, at vi ikke har noget alternativ. Der er ikke noget at tabe. Rigtig mange siger, at hvis ikke der sker noget nu, så sker der aldrig noget. Konflikt Hvem? Det er langt fra alle medlemmer, som er udtaget til konflikt, og på de områder, hvor der konfliktes, opretholdes et nødberedskab. FOA har varslet strejke for 22.763 medlemmer over hele landet. Dansk Sygeplejeråd, som er langt det største forbund i sundhedskartellet, har udtaget cirka 30.000 medlemmer (som udgangspunkt alle) til konflikt. De andre og mindre forbund i sundhedskartellet har for de flestes vedkommende udtaget en mindre del af medlemmerne. BUPL har varslet strejke for lidt over 7.000 pædagoger. Strejken kommer til at dække pædagoger i daginstitutioner, skolefritidsordninger, klubber mv. i 10 kommuner. Hvornår? Strejkerne kan starte fra 1. april. Forligsmanden kan dog udsætte den varslede konflikt i op til 2 gange 14 dage. Strejken kan dermed udskydes helt frem til 3. maj, hvis forligsmanden anvender alle mulighederne for at udsætte konflikten.

i n d b l i k Strejker i det offentlige OK piger, så går vi Spræng rammerne for OK08, lød opfordringen fra flertallet af de fremmødte på Ligeløn Nu initiativets konference i Elforbundets lokaler 8. marts. De traditionelle kvindefag i omsorgs- og sundhedssektoren er ikke imponeret af finansministerens og fagbossernes 12,8 procentsforlig. Af Nina Trige Andersen Er det, det bedste, vi kunne få? Er det, hvad vi er værd? Det er to måder at vurdere overenskomstresultater på og på Kvindernes Internationale Kampdag er svaret nej til begge dele fra Julie Manley, forkvinde for Pædagogstuderendes Landssammenslutning. Hun er inviteret af Ligeløn Nu initiativet som paneldeltager ved konferencen i Elforbundets lokaler på ydre Nørrebro, hvor omkring 60 mennesker er mødt op for at koble kvindekamp og klassekamp i diskussionen om ligeløn og overenskomstforhandlinger for offentligt ansatte. Det er 8. marts, en 98 år gammel kampdag, der i år falder midt i optakten til afstemninger om det, flere fra fagtoppen kalder et»historisk godt forlig«for de offentligt ansatte, hvor flertallet er kvinder. Jeg ringer altid sammen med min mor den 8. marts, for at ønske god kampdag. Min mor er nedslidt SOSU-assistent, og i år sagde hun til mig: Julie, hvis det ikke er nu, vi skal kræve vores ret, hvornår så? Julie Manley er ikke i tvivl om, hvad hun og hendes kolleger er værd og hun er træt af, at det værd ikke bliver afspejlet i lønnen. 9 ud af 10 pædagoger er kvinder, og det kan mærkes på lønnen. Vi får kun 7 procent mere end ufaglærte. Pædagogfaget er jobs med høj faglighed, og det vil vi have betaling for lønskellet mellem mandefag og kvindefag skal udlignes, og det skal udlignes hurtigt, siger Julie Manley, der opfordrer til, at de offentligt ansatte ikke accepterer den økonomiske ramme på 12,8 procent, som finansminister Lars Løkke Rasmussen har udstukket for overenskomstforhandlingerne. Sådan er virkeligheden Pædagogerne i BUPL, omsorgsarbejderne i FOA, sygeplejerskerne i DSR og resten af Sundhedskartellet har valgt at træde ud af de forhandlinger, som er endt med overenskomstforlig for resten af den offentlige sektor. Forlig, der foreløbig kun er godkendt af arbejdsgivere og forbundsforhandlere, ikke af de menige medlemmer. En enig hovedbestyrelse i Danmarks Lærerforening har f.eks. anbefalet et ja til forliget, men allerede nu har tre lokale lærerkredse meldt sig på banen i en Nejkampagne. Vi skal ikke lade os forblænde af lønstigningerne. Lønningerne stiger også i resten af samfundet, og der er fortsat et efterslæb. Andre organisationer fortsætter kampen for at indhente det, lyder det i den folder, som Nej-kredsene har sendt på gaden. Lærerkredsene bag nej-kampagnen regner med et ja, men mener alligevel, det er vigtigt at markere en modstand, så aftalen ikke bare»bliver klappet hjem.«majbritt Berlau, medlem af Enhedslisten og forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening Region Øst, er en af de fagbosser, der anbefaler sine medlemmer at stemme ja til forliget under 12,8 procentsrammen, der er fastsat af finansminister Lars Løkke Rasmussen. Majbritt Berlau er enig med Julie Manley i, at forliget er mere blændværk end reelle forbedringer, men mener ikke, at hun kan sende sine medlemmer i konflikt denne gang.

i n d b l i k Konflikten, som den halvdel af de offentligt ansatte, der arbejder i sundheds- og omsorgssektoren har lagt op til, vil have en stor politisk betydning, men vil ikke nødvendigvis hive et bedre resultat hjem, mener Majbritt Berlau. FOA, BUPL og Sundhedskartellet kan gå i konflikt, fordi de over fem år har opbygget en mobilisering, som gør, at de kan tage en politisk konflikt, uden nødvendigvis at få flere lønkroner hjem på det. Det giver mulighed for at løfte andre offentligt ansattes bevidsthed, så de er klar til at konflikte i 2011, siger Majbritt Berlau i sit paneloplæg. Da konferencedeltagere fra salen senere stiller spørgsmålstegn ved, om man bare skal overlade det til SOSU er, sygeplejersker og pædagoger at tage den politiske kamp, siger Majbritt Berlau: Vi kan kritisere, og vi kan være bitre over»splittelsen«i KTO (forhandlingsfællesskabet for offentligt ansatte, red.), men sådan er virkeligheden, kære venner. Det afspejler en manglende politisk bevidsthed i den del af den offentlige sektor, og der har vi på venstrefløjen et ansvar for, at den ikke er blevet opbygget endnu. Man kan ikke sende folk i konflikt, hvis de ikke selv er med på den. Anerkendelse I gruppearbejdet senere på aftenen, stiller en socialrådgiverstuderende sig tvivlende over for Majbritt Berlaus vurdering. Vi var så klar til at gå i strejke, da vi fik besked på, at det skulle vi ikke alligevel. Det kan godt være, at vi har fået noget hjem på lønnen i det her forlig, men anerkendelse har vi ikke fået noget af, og arbejdsvilkårene er heller ikke blevet væsentligt forbedret. Tværtimod har vi fået plustid, som betyder at vi kan»få lov«at arbejde over op til 42 timer uden overarbejdsbetaling, siger hun og opfordrer til at aflive myten om, at der er store forbedringer i forliget. Hun mener, at solidaritet mellem ja-forbund og de konfliktende faggrupper er meget vigtig: Fagtoppen har magtkampe internt og interesser i at hive forlig hjem på egne områder. Det er vores opgave at slå på de dårlige arbejdsvilkår, som er fælles for alle grupper, så selvom vi har indgået forlig, kan vi deltage i og bakke op om de konfliktendes aktiviteter. Ok piger, så går vi Ligeløn Nu Initiativet For de lavestlønnede i den offentlige sektor, er forligsrammen på 12,8 procent til at grine eller græde af, alt efter temperament og humør, mener Dorte Grenaa. Hun er ergoterapeut på et plejehjem, hvor SOSU-assistenterne har været i strejke gennem det sidste år og er helt klar på en omgang mere. For SOSU er skal der dobbeltvagter og dobbeltjobs til ikke for at få et samtalekøkken, men for bare at få hverdagen til at hænge sammen, siger Dorte Grenaa. Privatansatte i fag med samme uddannelseslængde som social- og sundhedsarbejdere tjener op mod 20 procent mere. Det skyldes en historisk lønforskel i de traditionelle kvindefag og de traditionelle mandefag, mener forbundssekretær og ligestillingsordfører i fagforbundet FOA, Nanna Højlund. Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og de traditionelle»husmoder-opgaver«blev professionaliseret, fik man aldrig givet dem en løn, der svarede til deres arbejde. Dengang regnede man ikke kvinderne som forsørgere og gav dem nærmest en slags lommepenge, sagde Nanna Højlund til Dagbladet Arbejderen 8. marts. Tilbage i Elforbundets lokaler fortæller Dorte Grenaa om de store plejehjemsstrejker i 2007: Det var trætte, nedslidte, deprimerede damer, der løftede panden og tog hinanden under armen. Ok, piger, så går vi! Og de gamle på plejehjemmet vidste godt, at så kom de nok ikke op af sengen den dag, men de støttede SOSU ernes krav og ville med på Christiansborg. Og vi er helt klar til at strejke igen. Hver gang, der er problemer i plejesektoren, er svaret mere kontrol. Men vi vil ikke have kontrol, vi vil have løn og anerkendelse, der afspejler værdien af det arbejde, vi laver, siger Dorte Grenaa, der googlede ligeløn som strejkekrav, inden hun tog over i Elforbundet. 1875. Ikke 1975, men 1875 det var første gang ligeløn blev rejst som strejkekrav. Det er på tide, at vi vender retorikken mod regeringen og siger: Nul tolerance. Hvis vi ikke får vores krav nu, må regeringen gå af, og det samme gælder vores topforhandlere, siger Dorte Grenaa. Ja til mere løn, Nej til nedslidning, Respekt til de offentligt ansatte. Sådan lød parolerne på Ligeløn Nu Initiativets konference i Elforbundets lokaler på ydre Nørrebro, der samlede godt 60 deltagere på Kvindernes Internationale Kampdag. Talerne i paneldebatten var: Julie Manley, forkvinde for Pædagogstuderendes Landssammenslutning, Majbritt Berlau, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening Region Øst, Ole Donbæk fra 3F Kastrup Karen Sjørup, lektor og tidligere leder af Center for Ligestilling Dorte Grenaa, ergoterapeut Line Møller, pædagogstuderende fra Århus Bag Ligeløn Nu Initiativet står blandt andet Marie Jonassen, Signe Hagel Andersen og Camilla Gregersen fra Enhedslisten samt andre enkeltpersoner, tilknyttet forskellige dele af fag- og studenterbevægelsen. Se mere på www.ligelønnu.dk

f o k u s OK08 Stem Nej forbered konflikten Historien har vist, at aktive medlemmer og fagforeninger kan sprænge arbejdsgivernes diktater og udfordre en borgerlig regering. Hvis det skal have en chance i den aktuelle OK-kamp, så skal fagligt aktive mødes og skabe en stemning om, at det er vores alle sammens konflikt med det fælles mål at sprænge Finansministerens ramme. af sap s landsledelse Overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte nærmer sig afslutningen. Forligene for de statsansatte og nogle af faggrupperne i kommuner og regioner er alle skåret over samme læst. Finansminister, Lars Løkke, har enevældigt fået lov til at definere, at en samlet ramme over tre år skal være 12,8 procent for at være»samfundsøkonomisk ansvarlig«. Det kan undre, at arbejdsgiverne i KL og Regionerne accepterer en sådan spændetrøje fra Finansministeren. Erfaringer fra kommuner og regioner er jo netop, at de ikke kan skaffe sygeplejersker, SoSu er og pædagoger til at udføre opgaverne, og at de må ansætte ikke-uddannet personale for at overholde budgetterne. Hvad værre er, så har en række faglige ledere uden nævneværdig modstand bøjet sig for finansministerens diktat. Taberne er de tusindvis af lavtlønnede primært kvinder som kan se frem til endnu større lønforskelle end nu. Når 12,8 procent står bøjet i neon, kunne man fristes til at tro, at alle får en reel lønstigning på 12,8 procent, men det er ingenlunde tilfældet. Der skal trækkes midler fra til kompetenceudvikling, pension, seniorordninger, TR-tillæg osv. Dertil skal lægges et forsigtigt 8

f o k u s skøn på prisudviklingen på 7,3 procent. I Århus Kommune er en pædagogisk leder eksempelvis sikret lønudvikling på 7,53 procent, og med en estimeret prisudvikling på 7,3 procent skal man ikke være Finansminister for at regne ud, at det ikke er hendes privatøkonomi, der bliver overophedet. En ekstra bitter pille er, at lønningerne reguleres procentvis, og ikke med samme kronebeløb til alle. På den måde får de højest lønnede mest, og de lavtlønnede mindst. En omvendt solidaritet, som man vist skal være højtlønnet fagpamper for at forsvare. Felksibel fuldtid/gratis overarbejde En anden af finansministerens mærkesager har været arbejdstiden. Ikke kortere, men længere arbejdstid. Og det er han sluppet af sted med i så godt som alle de indgåede aftaler. I staten kaldes det»fleksible fuldtid«. I kommuner og regioner»plustid«. Indholdet er det samme. Nemlig, at det skal være muligt på den enkelte arbejdsplads at aftale en længere normal arbejdstid, end de nuværende 37 timer. Det skal være muligt at presse de ansatte til at arbejde helt op til 42 timer om ugen, uden overtidsbetaling. At de ansattes forhandlere overhovedet har overvejet at sige ja til en sådan aftale vidner om total mangel på forståelse for ét af de afgørende problemer i de ansattes dagligdag stress og nedslidning. Svaret er NEJ Der er kun én ting at sige til de indgåede forlig et rungende Nej. Heldigvis har en del af de faglige ledere, presset af medlemmerne, sagt fra overfor finansministerens diktat. Det gælder FOA, BUPL, Sygeplejerskerne og de øvrige organisationer i Sundhedskartellet. Tilsammen udgør de halvdelen af de ansatte i kommuner og regioner, så muligheden for en omfattende og effektiv konflikt er til stede. Men hvis en konflikt skal føre til et bedre resultat end forligene, kræver det andet og mere end blot afsendelse af strejkevarsler. De strejkende er oppe mod stærke kræfter. Det er en kamp mod regeringen. Samtidig er en strejke på det offentlige område generelt en økonomisk gevinst for arbejdsgiverne, der ikke skal udbetale løn, i modsætning til det private arbejdsmarked, hvor strejke betyder tab af profit. En vigtig undtagelse her er sundhedsområdet, hvor regionerne på grund af diverse behandlingsgarantier kan blive nødt til at sende patienter til privathospitaler, hvor personalet i øvrigt er lang bedre lønnet. For at sætte det på spidsen er de lavtlønnede offentligt ansatte endda også oppe mod nogle af fagpamperne. Når de statsansattes topforhandler og formand for AC, Sine Sunesen, udtaler, at en konflikt ikke må føre til mere end de 12,8 procent., fordi»en konflikt ikke må kunne betale sig«, så placerer hun sig på linje med den samlede arbejdsgiverfront, og hører vel hjemme i den kristelige fagbevægelse, eller snarere i Kristelig Arbejdsgiverforening. Foleklig opbakning Hvis en konflikt skal føre til resultater, som de lavtlønnede offentligt ansatte kan være tilfredse med, er det en afgørende forudsætning at skabe en bred folkelig forståelse. De faglige organisationer og brugerne og deres organisationer må alliere sig, så det bliver en fælles kamp for bedre velfærd. De offentligt ansattes fagforeninger må forberede fælles initiativer med de privat ansatte. Det handler jo ret beset om, at der skal være velkvalificerede mennesker til at tage sig af vores alle sammens børn, af vores ældre, af vores syge osv. Ikke mindst skal konflikten forberedes blandt medlemmerne på de enkelte arbejdspladser, og på tværs af de omfattede faggrupper. Det er et skridt på vejen, at de enkelte forbund holder tillidsmandsmøder, og lokalt møder på tværs af forbundene. Men hvis konflikten for alvor skal være synlig og effektiv, skal de menige medlemmer have følelsen af, at det er deres konflikt. Det forberedes af møder på arbejdspladserne eller i lokale organiseringer, der kan diskutere aktiviteter og argumenter for konflikten. Såvel lokalt som på landsplan skal sygeplejersker, pædagoger, SoSu er mfl. mødes. Allerede nu skal vi forberede os på, at regeringen vil gribe ind i en konflikt. Det betyder, at fagbevægelsen som helhed må forberede et samlet svar på et regeringsindgreb. Hvis konfliktretten ikke skal reduceres til en papirtiger må de faglige organisationer være parat til at besvare et regeringsindgreb med fortsatte aktioner og demonstrationer. På den måde bliver der tale om en direkte kamp mod regeringen og deres medløbere i Dansk Folkeparti, og resultatet kan vise sig at blive lige så epokegørende som den direkte kamp om lønkronerne. Her og nu står vi over for tre opgaver: For det første skal forligene stemmes ned i de forbund, hvor ledelserne har sagt ja. Desværre har der indtil videre ikke været nogen synlige fagforeninger, aktivgrupper eller enkeltpersoner, som står frem blandt 3F erne, lærere, gymnasielærere osv. og opfordrer til at stemme NEJ. Her ligger en stor opgave for Enhedsliste-medlemmer i disse forbund. For det andet må fagligt aktive (ikke mindst blandt Enhedslistens medlemmer) forberede en aktiv konflikt, på de enkelte arbejdspladser, lokalt i og på tværs af fagforeningerne og på landsplan. For det tredje skal Enhedslisten forberede brugerinitiativer, der kan støtte de ansattes krav og give opbakning både moralsk og konkret. I forlængelse af det skal et regeringsindgreb forberedes, med inddragelse af de privat ansatte og brugerne. 8. marts 2008

SF s deroute HB-medlem forlader SF Erik Bach meldte sig ud af SF efter partiets beslutning om at støtte Lissabontaktaten. Nu vil han danne et nyt Folkesocialistisk Alternativ,»på den brede motorvej, som tegner sig mellem SF og Enhedslisten.«Af Åge Skovrind»SF fjerner sig med sit ja til Lissabontraktaten fra en del af sit socialistiske grundlag. Lissabon-traktaten forhindrer ikke markedsgørelsen af helt centrale samfundsområder som energi-, transport-, vand- og elforsyning. EU er ganske vist en kampplads, men også en skæv sådan, hvor markedet vinder over lønarbejderen og den almindelige befolkning.«med disse ord tog Erik Bach konsekvensen og sagde farvel til SF umiddelbart efter partiets HB-møde den 2 3. februar. 11 ud af 27 medlemmer af Hovedbestyrelsen krævede en folkeafstemning om Lissabontraktaten, for at kunne gå ind for at ændre på forbeholdene. Hver tredje stemte mod en ændring af forbeholdene. Men kun Erik Bach stemte imod ratificering af Lissabontraktaten. To undlod. Jeg havde da håbet på et par stykker mere. Men af folk som har en ledende position, er det kun mig, som har taget konsekvensen og er gået ud. En del medlemmer har henvendt f o k u s SF s EU-kurs er tynd som fadøl i Parken Socialistisk Folkeparti har besluttet sig for at indlede forhandlinger med regeringen om en afstemning om EU. Ikke om forfatningen i denne anden ombæring kaldet Lissabon-traktaten for den støtter SF. Derimod om de danske forbehold mod EU s rets- og forsvarspolitik. Kombinationen af Lissabon-traktaten, der bliver vedtaget af Folketinget til marts, og en eventuel ophævelse af de to forbehold vil give frit spil til oprettelsen af et EU med militærkraft til imperialistiske eventyr udadtil og et retsligt samarbejde om eksempelvis terrorbekæmpelse indadtil, og måske endda et forbundspoliti med vidtrækkende beføjelser - det hele uden egentlig demokratisk kontrol. Al den fred og frihed bytter SF naturligvis ikke for ingenting: Næ, de kræver en lille tekst, der siger, at Danmark ikke vil være med til, at EU bliver en militærmagt, der kan slå til uden om»principperne bag FN«, hvilket er præcis det figenblad Anders Fogh og Per Stig dækkede sig med, da Danmark var med til at besætte Irak. Uden om FN. Og så går SF efter at begrænse regeringens nye forbehold på det retlige område, der har til formål, at EU ikke gør de danske flygtningeregler mere lempelige. Det er de krav, som SF s hovedbestyrelse har bundet Villy Søvndal op på, og de er omtrent så tynde som den fadøl, don Ø serverer i Parken. For samtidig dikterer Lissabon-traktaten militær oprustning i de enkelte lande og er lige så vag omkring FNmandatet som SF. Dertil kommer, at hele det retlige område flyttes over til den mest integrerede del af EU, hvor kun den ikke-valgte Kommission kan fremsætte lovforslag, og hvor der kun kræves kvalificeret flertal i Ministerrådet. Med andre ord er der ikke, hvad man normalt ville kalde demokratisk kontrol med retspolitikken og Europol. Især kravet om den lille tilføjelsestekst om EU s sikkerhedspolitik springer i øjnene, for det er ikke blot en usædvanlig tynd garanti, men også i sit udgangspunkt en himmel- 10

sig efter bruddet, fortæller han. Halvdelen dog for at sige, at de mener det er urealistisk med et nyt parti. Indtil videre fortsætter Erik Bach dog bestræbelserne. Foreløbig er der en gruppe på omkring ti personer bag projektet. I Indenrigsministeriet har man i første omgang taget forbehold for partibetegnelsen Folkesocialistisk Alternativ, på grund af ligheden med Socialistisk Folkeparti. Men uanset navnet forventer Erik Bach, at det bliver organiseret i løbet af forsommeren, Samtidig har han valgt at organisere sig i forhold til EU-politikken ved at tilslutte sig JuniBevægelsen, hvor han er parat til at opstille som kandidat. Jeg føler ikke, at der er nogen overordnet modsætning mellem Junibevægelsen og Folkebevægelsen, eller at det er et problem, hvis folk går ind i Folkebevægelsen det er ligesom Enhedslisten. Du meldte dig ind i SF i 2003, og næsten lige efter vedtog SF i en urafstemning at støtte forslaget til EUforfatning. Det kan vel ikke komme bag på dig at SF nu støtter en næsten identisk Lissabontraktat?»Jeg vidste godt at det trak den vej, men jeg ville være i partiet, så længe der var en kamp. Men det overraskede mig, at man er gået så langt i accepten af liberaliseringer. SF vil udvikle sig til et socialdemokratisk parti med visse liberale elementer.«erik Bach fremhæver Margrethe Aukens optræden i Europa-parlamentet som et særligt problem. I 2005 stemte hun for liberalisering af jernbanesektoren, og i år har hun stemt imod et forslag fra Søren Søndergaard om at fastholde konfliktretten. Når man stemme for liberaliseringer og ikke bakker op om den faglige organisering, så forlader man i væsentlig grad en socialistisk politik. Hvorfor melder du dig ikke bare ind i Enhedslisten? Jeg har ikke noget imod Enhedslisten, men de har en anden politisk kultur end jeg kommer fra, lyder svaret fra Erik Bach, som ikke kan nævne konkrete eksempler, hvor han er uenig med Enhedslisten. Han mener, at der er for meget partikommunistisk tradition i Enhedslistens udtalelser og organisering. Hans nye parti skal bygge på et bredere folkeligt grundlag. Så længe det nye parti ikke er opstillet, vil stemmen dog tilfalde Enhedslisten. f o k u s råbende naiv opfindelse. Logikken bag sådan et krav må være, at man med simple pennestrøg kan gøre opbygningen af en militær dimension i verdens største økonomiske område til et humanitært og progressivt projekt. Man kan med det samme udelukke, at der er tale om et forsvarssamarbejde. På indkøbslisten er bl.a. hangarskibe, der kun tjener ét formål, nemlig at gøre ejerne i stand til at føre angrebskrig over hele kloden. Andet kan de ikke bruges til.»jamen, der findes jo også gode militære interventioner,«siger folkesocialisten, og hun har ret. Europæiske stormagter står bare sjældent bag dem. Til gengæld er også den nyere historie rig på eksempler, hvor EU s medlemslande har været medvirkende til rendyrket imperialistisk krig. Størstedelen af EU s medlemmer er i Nato-samarbejdet og i større eller mindre omfang medskyldige i de to fejlslagne, imperialistiske krige i Irak og Afghanistan. Frankrig står lidt på sidelinjen og har stormagtsambitioner, der svinger ude af takt med USA, men lader i øvrigt ikke USA noget tilbage, når det gælder kynisk og forbryderisk imperialisme. Landet har løbende været i væbnede konflikter i Afrika i et forsøg på at bevare rollen som regional stormagt. Nu var SF jo selv med til at opfinde forbeholdene for at få et lille flertal til at acceptere den allerede forkastede Maastricht-traktat, så den slags kovendinger kan ikke gennemføres i fuld enighed. Og der er da også kritikere internt i partiet. Blandt dem er Kamal Qureshi og Pernille Frahm, der er utilfredse med, at SF i et eller andet omfang kommer til at acceptere et nyt forbehold på det retlige område, der skal forhindre regeringen i at bryde sit forlig med Dansk Folkeparti om den stramme flygtningepolitik. Det er sandsynligvis ment ganske sympatisk, men det er ikke en opposition, der giver håb om bedring i SF s politik for socialistiske EU-modstandere. Det er grundlæggende udemokratisk, at ville bruge EU til at gennemtrumfe en politik, man ikke kan vinde opbakning til hjemme. Udemokratisk er det også, at SF ikke bruger sin vetoret i EU-spørgsmål til at kræve Lissabon-traktaten til afstemning, men i stedet forbereder at give endnu mere magt til EU, der aldrig har været et ligefrem eksemplarisk demokrati. Man fristes til at sige, at det er en ufolkelig måde at føre usocialistisk politik på, og så er vejen banet for et navneskifte. Må vi foreslå Socialdemokratiet - navnet er vist ledigt for tiden, og politikken er på plads. 15. februar 2007 11

Op til årsmødet Mere end en kuriøs vagthund To mandater ved næste valg til et parti, der tager sig af kuriøse enkeltsager og stiller kritiske spørgsmål. Det er ikke nok. Vi vil mere med Enhedslisten. Sådan forklarer fire medlemmer, hvad drivkraften bag to forslag til det kommende årsmøde er. Af Michael Voss Umiddelbart efter valget opfordrede Enhedslistens hovedbestyrelse medlemmerne til at diskutere, hvorfor valget var endt, som det gjorde og hvilken vej partiet skal gå fremover. Det har fået to grupper af medlemmer af hver sin generation til at byde ind. Rigtig mange års anciennitet på venstrefløjen og en hel del erfaring i fagforeningsarbejde gemmer sig i gruppen, der fremlægger forslaget»enhedslisten gør en forskel«. Teksten taler for, at socialismen ikke bare er en vision, men også en ledetråd i det aktuelle arbejde. Samtidig definerer den en målsætning om at» udvikle Enhedslisten til en politisk kamporganisation, der kollektivt forholder sig til den politiske, økonomiske, ideologiske og kulturelle kamps aktuelle udfordringer.«forslagsstillerne til»skab forandring Skab bevægelse«er yngre medlemmer, som især har deres erfaringer fra uddannelsesorganisationerne. Deres udgangspunkt er, at det er bevægelserne, der kan forandre samfundet, og at bevægelsesarbejdet radikaliserer, aktiverer» og sætter langt bedre en dagsorden for forandring bedre end selv den største og dygtigste folketingsgruppe kan.«derfor ønsker de, at Enhedslisten» kommer i gang med at lave en offensiv strategi for vores bevægelsesarbejde.«ikke medlem for at få en vagthund Inspirationen til forslaget kommer blandt andet fra de tilbagemeldinger, som hovedbestyrelsen har fået fra afdelinger og udvalg, fortæller Finn Sørensen, der er medforslagsstiller til»enhedslisten gør en forskel«og selv medlem af hovedbestyrelsen. Han tilføjer: Det svarede mange på, og svarene gav et meget broget billede. Derfor er nødvendigt, at vi i det mindste diskuterer vores perspektiv: Hvad er Enhedslistens projekt? Michael Schølardt er også med til at stille dette forslag. Han var indtil for nylig ansat på landssekretariatet som faglig sekretær: I dag opfatter almindelige mennesker os som et måske nødvendigt parti, men også som et lidt kuriøst parti, der tager sig af perifere emner. Og det er vi til dels selv skyld i. Derfor kan vi også ændre det. Pernille Skipper er aktiv i studenterarbejdet på Københavns Universitet, og Johanne Skriver har via SUF» Nu skal vi vise, at socialismen gennemsyrer vores politik i den daglige kamp. Det er ekstra nødvendigt, fordi SF trækker til højre og bevidst forlader de socialistiske værdier. Finn Sørensen, medforslagsstiller af»enhedslisten gør en forskel«12

arbejdet i Genstart Danmark. Deres motiver for at fremlægge»skab forandring skab bevægelse«ligner på mange måder Finns og Michaels. Når CIA-fly i Danmark fylder mere i Enhedslistens profil end overenskomstkampen, så er der noget galt, siger Pernille. Johanne trækker det endnu skarpere op: I valgkampen forklarede en spidskandidat, at Enhedslisten er nødvendig, fordi vi er den kritiske vagthund, som stiller spørgsmål til ministrene. Det er ikke derfor, at jeg er medlem. Jeg vil noget mere, siger hun. Socialismen i hverdagen»revolutionært masseparti«er et begreb, som både Michael og Finn vover at tage i deres mund. Med dette begreb fra socialismens historiske arsenal vil de bl.a. fremhæve, at socialismen er relevant og aktuel her og nu, og at Enhedslisten skal levere politiske svar på de problemer og behov, som det store flertal af befolkningen, arbejderklassen, har. Mange vælgere er kommet i tvivl om, hvor Enhedslisten står. Det er vi også selv skyld i. Hele venstrefløjen har været trængt på tilbagetog siden Murens fald. Det har fået os til udelukkende at køre på de dagsaktuelle krav, siger Finn og fortsætter: Nu skal vi vise, at socialismen» (...) vi skal forstå, at mindretallene aldrig vinder deres kamp alene. Det er derfor, at vi skal overbevise flertallet, arbejderklassen, om vigtigheden af et mangfoldigt samfund og nødvendigheden af at støtte minoriteternes krav. gennemsyrer vores politik i den daglige kamp. Det er ekstra nødvendigt, fordi SF trækker til højre og bevidst forlader de socialistiske værdier. Michael lægger vægt på, at Enhedslisten først og fremmest skal være kendt for at være partiet, der har de aktuelle og perspektivrige politiske svar i kampen om velfærden: Det er os, der skal tale om boliger, som alle kan betale, om overenskomstkravene og om smadringen af den offentlige velfærd. Vi er de eneste, som kan, tør og skal sige, at vi ikke får en anden velfærdsdagsorden uden folkelige bevægelser, siger han. Michael Schølardt, medforslagsstiller af»enhedlisten gør en forskel«den mangfoldige arbejderklasse Både Michael og Finn understreger, at deres perspektiv ikke står i modsætning til at forsvare andre undertrykte end arbejderklassen. De mener, at Enhedslisten skal blive ved med at tale for minoriteterne og for mangfoldigheden. Arbejderklassen er den mest mangfoldige klasse i samfundet, siger Finn og henviser til forslagets definition af arbejderklasse som»det store flertal af lønarbejdere i offentlig og privat ansættelse«. Det her handler ikke om, at Enhedslistens medlemmer skal holde op med forsvare Ungdomshuset, Christiania, bøsser og lesbiske osv. Også over for kolleger, venner og familie, siger Michael og fortsætter: Men vi skal forstå, at mindretallene aldrig vinder deres kamp alene. Det er derfor, at vi skal overbevise flertallet, arbejderklassen, om vigtigheden af et mangfoldigt samfund og nødvendigheden af at støtte minoriteternes krav. Partiets forankring i bevægelserne Men der skal mere til end fokus på andre temaer, hvis det står til forslagsstillerne bag»enhedslisten gør en forskel«. I teksten står der, at arbejderklassens frigørelse kræver, at den organiserer sig i bevægelser, i fagforeninger og i politiske partier.» Vi tror på, at Enhedslisten kan skabe forandring, og det sker gennem arbejdet i bevægelserne Johanne Skriver, medforslagsstiller af»skab forandring skab bevægelse«13

» Enhedslistens medlemmer kan være dem, der hele tiden ser kritisk på udviklingen, og som trækker bevægelserne længere i retning af modstand mod systemet. Derfor vil de» satse målbevidst på at øge Enhedslistens forankring i fagbevægelse, elev- og studenterbevægelse, boligforeninger og lejerbevægelse og i alle folkelige bevægelser, der opstår omkring aktuelle kampspørgsmål.«i forlængelse af det vil de» styrke Enhedslistens organiserede arbejde i og dialog med bevægelser ved at styrke Enhedsliste-netværk, der allerede findes og etablere netværk, hvor de endnu ikke er.«finn ser det som Enhedslistens mulighed for at klare presset fra en meget mediestyret politisk verden og et større og større SF: En massiv fysisk tilstedeværelse på arbejdspladser, uddannelsessteder og i bevægelser er nødvendigt siger han. Hvis vi ikke er organiseret til stede her, så kan vi ikke sætte en anden dagsorden, siger Michael Schølardt. Socialist på arbejde At få Enhedslisten til at prioritere arbejdet i bevægelserne er også hovedærindet for Johanne Skriver og Pernille Skipper. Der er mange problemer i Enhedslisten lige nu, men heldigvis er vi også en gruppe unge, der vil noget mere. Vi tror på, at Enhedslisten kan skabe forandring, og det sker gennem arbejdet i bevægelserne, siger Johanne og fortsætter: Som socialister i Enhedslisten har vi nogle kræfter, noget erfaring og nogle politiske perspektiver, som bevægelserne har brug for. Pernille Skipper, medforslagsstiller af»skab forandring skab bevægelse«pernille supplerer: Vores udgangspunkt er, at alt ikke er pragtfuldt, fordi vi har fået stoppet nogle nedskæringer. Enhedslistens medlemmer kan være dem, der hele tiden ser kritisk på udviklingen, og som trækker bevægelserne længere i retning af modstand mod systemet. Vi skal naturligvis hele tiden sikre, at elastikken ikke springer, og at bevægelserne fastholder en bredde og dermed en styrke. Til gengæld kan vi som parti give den enkelte deltager i bevægelsen et større samfundsperspektiv på problemerne, mener Pernille. Pernille og Johanne ønsker, at arbejdet i bevægelsen kommer til at fylde meget mere i hovedbestyrelsens arbejde, men det er også et bredere holdningsændring i hele partiet, de efterlyser: Flere skal være aktive i bevægelserne, og det skal være med i enhver introduktion af nye medlemmer i Enhedslisten, at arbejdet i bevægelserne er en vigtig del af det politiske arbejde som medlem, siger Johanne, og Pernille siger det på denne måde: Man skal ikke bare være socialist i sin fritid, men også på sit arbejde og på sin uddannelse. En politisk ledelse I forslaget»enhedslisten gør en forskel«står der bl.a.:»vi vil styrke hovedbestyrelsen, så den får mulighed for at være det politisk ledende og koordinerende organ for vores arbejde i lokalområderne, bevægelserne og de parlamentariske forsamlinger.«det har allerede fået kritiske røster til at advare imod et mere topstyret parti. Det handler om at skabe en fornemmelse og en forståelse for, at vi er et samlet parti, som forsøger at optræde samlet omkring de politiske initiativer også når vi er uenige, siger Finn. Der er ikke brug for vedtægtsændringer og mere formel magt til hovedbestyrelsen, men en holdningsændring, som giver hovedbestyrelsen mulighed for at fungere som en politisk ledelse, tilføjer han, og Michael siger: Vi er jo ikke en bevægelse, men et parti, og vi har et projekt, der forpligter. Redskab til afklaring Alle fire er enige om, at de to forslag udtrykker samme grundholdning til, hvad der skal være Enhedslistens perspektiv. Spørgsmålet er så, om der er nogen i Enhedslisten, der har et andet og anderledes perspektiv. Mange har sagt, at de er enige, men at de stejler lidt over for det, de kalder»70 er retorik«, og jeg har ikke set bevidste politiske forsøg på at trække Enhedslisten i en anden retning. Men det må diskussionerne jo afklare, svarer Finn. Heller ikke Johanne og Pernille kan udpege»modstandere«af deres perspektiv: Men når Enhedslistens profil har været så meget anderledes, end vi ønsker, så skulle man tro, at det er, fordi nogen vil en anden vej, tilføjer Pernille, og Michael siger: Jeg håber, at vores forslag kan få andre til at tænke over, hvad de vil med Enhedslisten. 14

Finansloven Elever kræver bedre uddannelse Nedskæringerne på finansloven blev mindre end frygtet Af Åge Skovrind De uddannelsessøgende var på gaden tirsdag den 4. marts for at protestere mod nedskæringer på uddannelserne. Der var demonstrationer i fem byer, og undervisningen blev nedlagt på over 30 skoler. De kalder os forkælede unge, sagde Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen, da hun talte på Kongens Nytorv i København. Men det er os, der tager ansvar, ikke bare for vores egen uddannelse, men også for fremtiden, fortsatte hun. Bertel Haarder siger, at vi skal have en uddannelse i verdensklasse, men virkeligheden er, at færre gennemfører en ungdomsuddannelse. Tingene hænger ikke sammen. De siger én ting og gør noget andet. Besparelser på finansloven Demonstrationerne var især en reaktion på regeringens planer om at skære i udgifterne til uddannelse på finansloven. Aftalen mellem regeringen, DF og Ny Alliance betyder, at alle ministerier skal indefryse én procent af budgettet for 2008. Forhandlingerne endte med, at uddannelser inden for Undervisningsministeriets område (bl.a. handelsskoler, gymnasier og professions-højskoler) og politiet, kun skal indefryse en halv procent af budgettet. Handelsskolerne får tilført ekstra midler, så de ligestilles med gymnasierne. Vi elever fik presset Dansk Folkeparti til ikke at løbe fra deres valgløfter i finanslovsforhandlingerne. Hvis ikke vi havde protesteret og råbt op var uddannelsesområdet blevet glemt og højst sandsynligt ofret til fordel for politiområdet. Men vores kamp sikrede, at uddannelsesområdet ikke var til at komme udenom. Vi sikrede at politikerne ikke turde præsentere en endelig finanslov, der skar ned på Danmarks råstof, sagde formanden for gymnasieeleverne, Gry Møger Poulsen, efter demonstrationerne. Frafaldet vokser I København mødte omkring 5.000 frem. Jeg er tilfreds, siger Jonathan Simmel, formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation. Vi har ikke haft energi til at mobilisere til det helt store, men det lykkedes at sætte fokus på uddannelse i finanslovsdiskussionerne. Tidligere uddannelsesdemonstrationer har været væsentligt større og har ligget i undervisningstiden. Men Jonathan siger, at det ikke været på tale denne gang. Vores folk har ikke mulighed for at forlade deres arbejdspladser, og det sender også et bedre billede, når man ved, at eleverne ikke bare kommer for at få en fridag. Hvad er det største problem på erhvervsskolerne? Det er det store frafald næsten en tredjedel. Dertil kommer, at regeringen med et bredt flertal har vedtaget en ny lov som træder i kraft 1. august med en helt ny struktur for indgangen til erhvervsuddannelserne. Det vil give en masse indkøringsproblemer, men der er ikke sat penge af til det. Jonathan er også skeptisk i forhold til den halve procent, som bliver taget fra skolerne i år. Regeringen siger, at pengene kommer til bage næste år, men jeg er ikke så sikker på, om man kan stole på det. Kampen fortsætter Selv om eleverne kan glæde sig over, at finanslovsbesparelsen kun blev halvt så stor som frygtet, er der ingen grund til at hvile på laurbærrene. Gry Møger Poulsen siger: Vi skal sammen forsætte kampen for god og gratis uddannelse i verdensklasse i Danmark. Alle besparelserne er jo desværre ikke væk, det er stadig en uambitiøs finanslov, vi er stadig langt fra den berømte verdensklasse. Men vi har i det mindste stoppet en del af regeringen fuldstændige tossede besparelser. Hvis ikke vi havde sat en dagsorden, ville ingen have diskuteret uddannelse i forbindelse med finansloven, og besparelserne ville i dag fuldt ud være en realitet. Derfor: Det nytter at råbe op! 15

i n t e r n a t i o n a l e n o t e r U S A Ralph Nader stiller op Den kendte forbrugeraktivist Ralph Nader stiller op til præsidentvalget i USA, efter at den centrum-venstrepopulistiske John Edwards har trukket sig. Nader anklager både Demokraterne og Republikanerne for at være i lommen på de store multinationale selskaber og for kun at lade sig styre af penge og tunge magtinteresser. Nader, der nu er 74 år, stillede op for De Grønne i 2000 og opnåede støtte fra en bred progressiv og venstrefløjsbevægelse. Samtidig blev han dog beskyldt for at stjæle stemmer fra Demokraternes Al Gore og dermed sikre George W. Bush sejren. Denne gang stiller han op som uafhængig kandidat, men med Matt Gonzales som kandidat til vicepræsident. Gonzales er en af de ledende personer i De Grønne og vil sandsynligvis sikre støtte fra en række venstrefløjsgrupper, bl.a. International Socialist Organization (ISO). ISO var tidligere tilknyttet IS-tendensen og er med ca. 1000 medlemmer blandt de større socialistiske organisationer i USA. Naders kampagneside: www.votenader.org/ V e n e z u e l a I Bomber i Caracas En hidtil ukendt guerillagruppe,»frente Guerrillero Venceremos«, har taget ansvar for tre bomber på centrale steder i hovedstaden Caracas i løbet af februar. Eksplosionerne fandt sted ved arbejdsgiverorganisationen Fedecamaras, foran landets nationalforsamling og ved Vatikanets ambassade. Sprængningen af en statue af George Washington i El Paraíso er også blevet tilskrevet gruppen, der angiveligt kæmper for»at redde den bolivarianske proces«. Flere kommentatorer har dog antydet, at gruppen måske er hemmeligt finansieret og udstyret af højrefløjen, for at destabilisere den politiske situation. www.venezualanalysis.com V e n e z u e l a I I Med eller mod Chavez? En international kampagne er sat i gang for at genansætte den fyrede fagforeningsleder Orlando Chirino. Chirino mistede sit arbejde ved det statsejede olieselskab ved nytår, bl.a. efter at have kritiseret præsident Chavez gennem længere tid herunder opfordret til at stemme imod hans grundlovsændringer i december 2007. Samtidig har Chirino brudt med sit gamle parti PSR og stiftet en ny gruppe, PAIS eller»bevægelsen for et Arbejderparti«, med en mere Chavez-kritisk profil. Den stiftende kongres samlede 350 fagforeningsfolk og partiaktivister i Caracas. PAIS er bl.a. 16 imod at gå ind i Chavez nye»socialistiske enhedsparti«psuv, mens PSR opfordrer til at gå ind for at påvirke Chavez»bolivarianske bevægelse«. Kampagne for genansættelse af Chirino: www.workersliberty.org/node/10179 I r a n Frihed for Mansour Osanloo 6. marts var der international aktionsdag i solidaritet med Mansour Osanloo, der sidder fængslet i Iran for sit engagement i at organisere Tehrans buschauffører. Kampagnen er bl.a. organiseret af det internationale transportarbejderforbund ITF og der er registreret aktioner i over 30 lande. Osanloo blev fængslet i juli 2007 umiddelbart efter at have mødtes med en række europæiske fagforeningsledere. Han afsoner i dag afsoner i dag en dom på fem år på grund af sit arbejde for at forbedre løn- og arbejdsvilkår for chaufførerne, der typisk tjener 150 dollars på en måned. www.itfglobal.org/campaigns/freeosanloo. cfm I n d i e n 9 millioner i bankstrejke 25. januar gik 9 millioner indiske bankansatte i strejke. Kravene omfattede både mere i løn, pension, ferie samt et stop for yderligere outsourcing. Strejken inkluderede både offentlige, private og kooperative banker og blev organiseret af UFBU (United Forum of Bank Unions). Indien præges for tiden af en omfattende strejkebølge, lige fra løsarbejdere og arbejdere i fiskeindustrien til ansatte i smykkebutikker og sygehuse. www.labourstart.org

Fjerde Internationale Imod den colombianske regerings militære intervention i Ecuador Situationen i Colombia og højreregeringens krænkelse af grænsen til Ecuador i forbindelse med angrebet mod FARC-guerillaerne blev diskuteret af IEK (Den Internationale Eksekutivkomité, Fjerde Internationales øverste ledelse) på deres møde den 5. marts. På mødet blev følgende udtalelse vedtaget. Af Fjerde Internationale I anledning af begivenhederne den 1. marts 2008 i det nordlige Ecuador, erklærer vi at: Ecuador er, ved indsættelsen af bevæbnede colombianske styrker på ecuadoriansk territorium med det formål at gennemføre en massakre på colombianske guerillaer, blevet udsat for en alvorlig aggression fra Uribe-regeringens side. I denne seneste operation blev Raul Reyes og 19 FARC-guerillaer brutalt myrdet i en aktion, som vi stærkt fordømmer og beklager. Vi fordømmer det faktum, at den colombianske regering har foretaget en række fjendtlige indtrængninger på ecuadoriansk territorium, som er skyld i alvorlige ødelæggelser i Ecuadors nordlige grænseområde. Dels har indtrængningerne dybtgående politiske, økonomiske, kulturelle og miljømæssige konsekvenser, ikke bare for den ecuadorianske befolkning, men også for colombianerne på grund af den colombianske regerings oversprøjtning fra luften af store arealer med plantegifte. Dels betyder involveringen i den militære konflikt, som er blevet påtvunget de ecuadorianske lokalsamfund i græn- seområdet, en øget risiko for kvinder, oprindelige folk og børns liv og menneskerettigheder, hver gang den colombianske hær gennemfører militære operationer mod FARC. Vi afviser alle disse handlinger, som bliver gennemført af Uribe-regeringen i total disrespekt for Ecuadors suverænitet for at genoprette og udvide dens egen militære kontrol. Vi fordømmer også den amerikanske regerings indblanding, der har som mål at genvinde det geopolitiske herredømme ved at øge den colombianske statsterrorisme mod Ecuador og Venezuela, såvel som ved spionageaktiviteter i Bolivia og promoveringen af pro-imperialistiske løsrivelsesbevægelser. På samme tid fordømmer og afviser vi alle Bush-administrationens forsøg på at destabilisere progressive regeringer og Latinamerikas og caribiske befolkninger. Vi støtter de skridt, som Hugo Chavez regering i Venezuela og Rafael Correas i Ecuador har taget mod at afbryde diplomatiske relationer til Colombia og mod at forebygge Uriberegeringens øgede militarisering, som har det bagvedliggende mål at blokere fremskridtene i den bolivarianske revolution og den venezuelanske, colombianske og ecuadorianske befolknings kampe mod den neo-liberale model. Vi forlanger at Uribe-regeringen respekterer og ikke blokerer frigivelsen af Ingrid Betancourt og andre gidsler gennem en humanitær udveksling påbegyndt af FARC. Vi opfordrer FARC til at løslade alle dem, de tilbageholder, som ikke er politiske fanger. For at genoprette diplomatiske relationer, mener vi, at Rafael Correas regering bør forlange, at den colombianske regering påtager sig ansvaret for ødelæggelserne i regionen, forpligter sig selv til ikke at foretage flere krænkelser af ecuadoriansk terrirorium og til fuldstændigt stop for oversprøjtning med pesticider fra luften. Vi udtrykker vores solidaritet med mobiliseringen for fred og suverænitet den 6. marts, indkaldt i solidaritet med det colombianske folk af menneskerettighedsbevægelser i mange dele af verden, som forlanger fred og en undersøgelse af de dødsfald og forsvindinger, som er sket i forbindelse med paramilitære aktiviteter og krigen i Colombia. 5. marts 2008 Resolutionen er oversat fra www.internationalviewpoint.org af Christina Celeste Nielsen 17

Pakistan En besejret diktator Valget i Pakistan betød et sviende nederlag til Musharrafs regime. Af Farooq Sulehria Liaqat Bagh, den frodige park i Pakistans nordlige by Rawalpindi var i skumringen den 18. februar vidne til et usædvanligt skuespil. Til forskel fra den blodige tragedie, som ramte Benazir Bhutto samme sted den 27. december, var det en tusindtallig folkemængde, som råbte hurra og sang»jeay Bhutto«(længe leve Bhutto), og viftede med Pakistan People Partys (PPP) faner. Unge mennesker omfavnede og gratulerede oven i købet dem, som bar PML(N) s faner. PML(N) er ledet af tidligere premierminister Nawaz Sharif, og var i årevis hovedmodstander til Benazir Bhuttos PPP. PPP og PML(N) havde mødt hinanden i valget den 18. februar, hvor Pakistans vælgere udnyttede deres stemmeret for niende gang siden 1970. Alle var lykkelige, eftersom præsident Musharrafs kandidat Shaikh Rashid var blevet slået netop i denne valgkreds. Et forhadt ansigt Valgkredsen NA 55 var havnet i mediernes søgelys over hele Pakistan, fordi det var her, Benazir Bhutto var blevet myrdet. Desuden var det her, Musharraf-regimets talsmand Shaikh Rashid den tidligere informationsminister var opstillet. Fem gange siden 1988 havde han vundet i denne valgkreds. Tidligere var han leder for PML(N), men skiftede side i 2002 og sluttede sig til Musharraf-tilhængernes PML(Q), som almindeligvis hånligt bliver kaldt»musharrafforbundet«. I sin egenskab af informationsminister plejede Rashid at forsvare regimets upopulære tiltag, og på den måde blev han det mest forhadte ansigt på tv-skærmen, næst efter Musharrafs eget (stadigt mere rynkede) ansigt. Eftersom Rashid frygtede et nederlag i NA 55 stillede han også op i NA 56, en anden valgkreds i Rawalpindi. Jeg mødte ved et tilfælde Rashid tre dage før valget. Nederlaget stod skrevet i hans ansigt. Alle som støtter præsident Musharraf, vil få svært ved at spille en rolle på den politiske scene fremover, efter det sviende nederlag til hans parti den 18. februar. Musharrafs nederlag Af frygt for bombeangreb plejer jeg at køre i taxi i stedet for bus. Selvom taxi ikke er nogen garanti for beskyttelse, skaber den alligevel en illusion af sikkerhed. Hver gang jeg kører i taxi op til et valg, plejer sig at spørge chaufføren:»hvem vinder i Rawalpindi?«Hver gang bogstaveligt talt hver gang får jeg samme svar:»hvem som helst, men den her forbandede Rashid har ikke en chance«. Længe før tv-nyhederne om aftenen den 18. februar vidste Rawalpindis indbyggere, at Rashid havde tabt i begge valgkredse. PML(N)-kandidaterne vandt i begge valgkredse med PPP s kandidater som nummer to. Rashid blev ikke det eneste offer for vælgernes vrede. Yderligere 22 ministre havde tabt, deriblandt 18

formanden for Musharrafs PML(Q), Shujaat Hussein. Ligesom Rashid tabte han i to valgkredse. Følgende morgen stod det klart, at PML(Q) havde tabt valget. Fundamentalisterne fejet af bordet En anden glædelig overraskelse var fundamentalisternes knusende nederlag. Ved valget i 2002 fremtrådte fundamentalisterne som den tredje største kraft med intet mindre end 66 pladser i Nationalforsamlingen, og oprettede deres egen regering i den nordvestlige grænseprovins (NWFP). De havde fejet alle andre til side i NWFP i 2002. Denne gang blev de selv fejet bort. De fik kun tre pladser i Nationalforsamlingen. I NWFP blev det sekulære Peoples National Party (ANP) det største parti med Bhuttos PPP som det næst største. ANP på beråber sig arven efter Ghaffar Kahn, kendt som»grænselandets Ghandi«. Traditionelt har NWFP været en højborg for ANP, som var stolt over sin anti-imperialisme, sekularisme og pashtun-nationalisme. Frem til 80 erne var Pakistans Moskva-orienterede kommunistparti (formelt forbudt i Pakistan siden 1951) virksom indenfor ANP s forgænger NAP (Nationalistpartiet). ANP dannede i 90 erne en koalitionsregering med det højreorienterede PML(N). det viste sig hurtigt, at ANP-ministrene ikke adskilte sig fra andre, når det gælder korruption og finansskandaler. Støtte til USA Partiet er heller ikke længere antiimperialistisk. Efter 11. september 2001 har ANP i stedet for at modsætte sig USA s invasion i Afghanistan, tværtimod givet den sin fulde støtte. Fundamentalisterne har på sin side protesteret voldsomt imod invasionen. NWFP, landets tredje største provins, bebos af pashtunere, som også er den største etniske gruppe i Afghanistan. Som følge De største partier: PPP (Pakistan Peoples Party), Bhuttos parti, valgets vinder, 87 mandater PML-N (Pakistan Muslim League), tidl. premierminister Nawaz Sharifs parti, 66 mandater PML(Q) (Pakistan Muslim League), præsident Musharrafs parti, 42 mandater Der er i alt 342 pladser i Nationalforsamlingen. heraf betragtede størstedelen af befolkningen i NWFP invasionen som et direkte angreb i mod pashtunerne. Fundamentalisterne drog fordel af både religiøse og nationalistiske stemninger. De fremstillede invasionen som en kamp mellem islam og den»det kristne Vesten«. ANP, som allerede havde mistet tillid gennem ministrenes korruption, blev nu betragtet som USA s marionetter. Som følge heraf skrumpede de ind ved valget i 2002 og fik ikke en eneste plads i Nationalforsamlingen. Bhuttos PPP er nu størst i Nationalforsamlingen med 87 pladser ud af 272. Allerstærkest er PPP i Sindh, Bhuttos hjemprovins. PPP er det eneste parti, som står stærkt i alle fire provinser. Ikke alt for langt efter kommer PML(N), som har 67 pladser i Nationalforsamlingen, men faktisk er det største parti i Punjab, landets største provins. I Baluchistan fik PML(Q) de fleste pladser, men opnåede ikke rent flertal. Sandsynligvis kan PPP danne en koalitionsregering her. Marginaliseret venstrefløj Venstrefløjen i Pakistan har aldrig stået særlig stærkt i valgene, men er nu blevet yderligere marginaliseret. I forrige valg blev et medlem af en trotskistisk gruppe valgt til Nationalforsamlingen, via entristisk arbejde inden for PPP. Han tabte stort denne gang. Alle de vigtigste venstrefløjsgrupper inklusiv Labour Party Pakistan var gået sammen i en alliance mellem 25 partier fra det yderste højre til det yderste venstre, som opfordrede til boycot. Begrundelsen var, at valget var arrangeret for at sikre Musharraf-regimets overlevelse. Før mordet på Benazir Bhutto var der en voksende opbakning til denne linje fremgangsrig, men situationen forandrede sig drastisk efter det tragiske mord. Det fremkaldte en sympatibølge for PPP, som voksede mere og mere trods trusler om selvmordsbomber. Mens dette skrives foregår der forhandlinger mellem vindere og tabere. USA, som også blev chokeret over valgresultatet, lægger pres på PPP for at danne en koalitionsregering med Musharraf-tilhængere, for at hjælpe Musharraf til at blive ved magten. PPP har ikke taget klar stilling til spørgsmålet om at stille Musharraf for en rigsret, medens Nawaz Sharif og medierne kræver hans afgang fra præsidentposten. På baggrund af den almindelige opinion i Pakistan vil alle de partier, som støtter Musharraf, få svært ved at spille en rolle på den politiske scene fremover. For tiden går der mange rygter om Musharrafs eventuelle afgang. Det vil derfor ikke komme som en overraskelse, hvis Musharraf er trådt tilbage, når disse linjer når SI s læsere. Farooq Sulehria er journalist og ledende medlem af Labour Party Pakistan. Han er bosat i Sverige. Oversat af Ebbe Rand Jørgensen fra netmagasinet International Viewpoint. Ved redaktionens afslutning var der (endnu) ingen meldinger om Musharrafs eventuelle afgang. Men 9. marts har PPP og PML(N) aftalt at danne en koalitionsregering. 19

Kosovo Et land uden økonomi? Et selvstændigt Kosovo skal kæmpe med en økonomi, der er præget af først Milosevics nationalistiske politik, dernæst NATO,s krig og endelig en FN-administration, der reelt har gjort landet til et EU protektorat Af Adam Novak Mange I den internationale fredsbevægelse holder vestlige magter ansvarlige for det voldelige opbrud I det tidligere Jugoslavien. Men Kosovos uafhængighed afslører endnu en dimension af Vestens kriminelle ansvar for ødelæggelsen og re-koloniseringen af Østeuropa siden 1989. Den nye uafhængige stat Kosovo har ingen nævneværdig økonomi, og landets fattige og underuddannede befolkning er afhængig af understøttelse fra familie i udlandet, smugleri og udenlandsk bistand. Det nyligt uafhængige Kosovo er Europa fattigste land. Dets bruttonationalprodukt (BNP) er 8500 kroner per indbygger, dvs. på niveau med Ghana eller Burkina Faso, og blot en tiendedel af niveauet i de fattigste lande i EU, Bulgarien og Rumænien. Kosovos økonomiske eksistensniveau har været stort set uforandret gennem de otte år under FN administration og levestandarden for de to millioner indbyggere er fortsat lavere end før den serbiske regering undertvang provinsen central kontrol i 1989. Serbisk nationalisme og krig Hvordan kan så knusende en fattigdom eksistere i hjertet af Europa? Kosovo har altid været den fattigste del af Jugoslavien med et BNP på ca. 10 procent af Sloveniens, den rigeste del af føderationen. Men Titos jugoslaviske system sikrede investeringer i infrastruktur og industri, masseuddannelse og oprettelsen af uafhængige institutioner, alt sammen for første gang i Kosovos historie. I slutningen af 1980 erne, tillod den serbiske nationalistiske leder Slobodan Milosevic, at Kosovos lille serbiske minoritet tog magten over landets ressourcer og politiske magt, og fremprovokerede dermed en massiv ikke-voldelig modstand blandt det albansk-talende flertal. Albanerne blev bortvist fra den industrielle og civile servicesektor og de fleste familier overlevede på en blanding af små-landbrug og understøttelse fra familiemedlemmer, der arbejdede i udlandet primært Tyskland, Schweiz og USA. NATOs krig mod Serbien i 1999 ødelagde det meste af industrien og infrastrukturen, enten med bombardementerne eller gennem plyndringer, da den albanske befolkning tog hævn over det jugoslaviske regime som havde ydmyget dem. FN s administration blev hurtigt indsat og drev Kosovo som et protektorat under de vestlige magter indtil uafhængighedserklæringen i midten af februar i år. EU-protektorat Denne FN-administration har fuldstændig fejlet i at udvikle økonomiske aktiviteter, som har kunnet løfte befolkningen ud af fattigdommen. Der er blevet dumpet så meget vestlig fødevare»bistand«i Kosovo at de fleste lokale landmænd er gået konkurs og har været tvunget til at aflive deres kreaturer og forlade deres jorder. Et frihandelsregime blev gennemtvunget og den jugoslaviske Dinar blev som udskiftet som gyldig møntfod til fordel for tyske Mark (Kosovo blev dermed de facto en del af den af Eurozonen 1. januar 2002). Som konsekvens har Kosovo gjort et andet EU-protektorat, Bosnien selskab som et marginalt med let-at-infiltrere marked for vestlige europæiske firmaer, mens lokale firmaer har været ude af stand til at konkurrere og samtidig været afskåret fra deres tidligere markeder i resten af det tidligere Jugoslavien. Et af paradokserne i Kosovos de facto løsrivelse fra Serbien i 1999 er, at eftersom frihandel altid er til fordel for den stærke på bekostning af den svage har serbiske firmaer været i stand til at overtage store dele af Kosovos marked, og står endda for forsyningen af de basale fødevarer, som Kosovo engang eksporterede til Serbien. Serbien er nu Kosovos største handelspartner, mens Kosovo ikke har formået at penetrere hverken det det serbiske eller nogle af de andre eks-jugoslaviske markeder. Kosovo har en katastrofal betalingsbalance; i 2007 importerede Kosovo varer for 1,5 milliarder euro, men eksporterede kun for omkring 150 millioner. Privatiseringer Mens FN-administrationen har gjort meget lidt for at hjælpe de små landmænd og forretninger, som dominerer Kosovos økonomi, har den gjort en betydelig indsats for at introdu- 20