ADHD, som står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder, er en neuropsykologisk udviklingsforstyrrelse. ADHD forveksles ofte med den noget mere kendte diagnose DAMP (Deficits in Attention, Motor control and Perception). Forskellen påadhd og DAMP er, at DAMP-lidelsen ogsåer forbundet med motoriske problemer. Personer, som lider af DAMP, har altsåogsåproblemer med at koordinere deres bevægelser. Det gør sig derimod ikke gældende for personer, der lider af ADHD. Dog får personer som lider af DAMP ogsåstillet diagnosen ADHD, idet DAMP imodsætning til ADHD ikke er internationalt og dermed officielt anerkendt som diagnose. Desuden er det vigtigt at slåfast af ADHD ikke kun er en lidelse hos børn, ca 60% af de der får stillet diagnosen fortsætter med at have symptomer som voksne. Der er i disse år ovenikøbet flere personer som bliver sendiagnosticeret, d.v.s at de først får stillet diagnosen ADHD som voksne. Desværre er det stadig sandsynligvis alt for få, idet kun et fåtal voksenpsykiatere er istand til at stille diagnosen. ADHD giver sig til udtryk ved opmærksomheds- og adfærdsforstyrrelser, hyperaktivitet, og impulsivitett. Dog ikke nødvendigvis alle ting påén gang. Klinisk erfaring viser at ADHD kun forekommer hos mennesker med hypermobilitet. Personer med ADHD er desuden præget af smerteoverfølsom hørelse (se note1) og APD (se note 2). Disse begrænsninger af det indre øres funktioner fremkalder dårligt fungerende høreopfattelse og dårligt fungerende kropsbalance. Begrænsninger som fuldt ud forklarer de forstyrrelser af dels sanseopfattelsen, dels de dårligt fungerende legemlige færdigheder, som oftest karakteriserer tilstanden. Personer med ADHD er - som det tit er tilfældet med hypermobile - oftest præget af kronisk for lavt blodsukker eller hypoglykæmi. Det lave blodsukker fremkalder ofte misbrug af slik, sukker og mejeriprodukter. Et misbrug som bidrager til at forværre tilstanden fordi det giver et stærkt svingende blodsukker og dermed stærkt svingende tilstand af opmærksomhed og af intellektuel kapacitet. Personer, som lider af ADHD, kan have store problemer med at begåsig socialt. De vil ofte støde andre folk fra sig, da de har vanskeligt ved at sætte sig ind i andres situation, har en lav tolerancetærskel, et højt frustrationsniveau og manglende selvkontrol.
I amerikansk psykiatrisk diagnostik taler om tre forskellige typer af ADHD: ADHD overvejende opmærksomhedsforstyrrelse ADHD overvejende hyperaktivitet og impulsivitet ADHD kombineret type med såvel opmærksomhedsforstyrrelse som hyperaktivitet og impulsivitet. Den internationale WHO sygdomsklassifikation har i dens nuværende version (ICD-10) ikke betegnelsen ADHD, men den nogenlunde tilsvarende diagnose "hyperkinetisk forstyrrelse". En forskergruppe har beskrevet en sammenhæng mellem ADHD og en allel, -3081(A/T), i forbindelse med norepinefrin transporter genet. Behandling Børn med ADHD -lidelsen gives ofte det centralstimulerende medikament Ritalin/Ritalin Uno. Medicinsk behandling med Ritalin er dog kun symptombehandling og måaldrig være den eneste behandlingsform. ADHD er en kronisk tilstand, der ikke kan kureres. Den kan dog bedres væsentligt med fysiologiske behandlinger som fx kiropraktorbehandling, osteopati, lydbehandling og en kostomlægning der tager sigte påat fjerne sukker- og mejeriprodukter og stabilisere blodsukkeret. Derfor koncentrerer behandlingen sig først og fremmest om patientens omgivelser. Det er vigtigt at familien og omgangskredsen opnår en forståelse af, hvad det vil sige at lide af ADHD, såde kan tage de nødvendige hensyn. Nye svenske forskningsresultater tyder påat tilskud af fiskeolie kan hjælpe DAHD børn.
Noter Note 1: Smerteoverfølsom hørelse er hørelse hvor audiometertest eller test med fx højtalermusik og lydtrykmåler viser unormalt lav føle-, smerte- eller ubehagsgrænse. I audiologisk fagsprog benævnt som lav UnComfortable Level eller UCL. Smerteoverfølsom hørelse bør ikke forveksles med ondt i øret, som er en infektion. Smerteoverfølsom hørelse forårsages af et udmattet indre øre. Den hører til de tilstande af dårligt fungerende indre øre, som neuropsykologien kalder APD eller CAPD: Auditory Perception Dysfunction eller Central Auditory Perception Dysfunction. I begge tilfælde er der tale om mangelfuld høreopfattelse. Klinisk erkendelse I hørelsens taleområde, som kan siges at være området mellem fem hundrede og fire tusinde lydsvingninger i sekundet, bør en normal audiometertestet hørelse ideelt set spænde over tretten sektioner à10 db: fra en høretærskel på0 (nul) db til en belastbarhedsgrænse der ligger over 120 db testet påaudiometer og mellem 130- og 140 db i såkaldt frit felt: med utildækkede ydre ører. Området mellem påden ene side høretærsklen, som er den lyd som hørelsen netop kan opfatte, og påden anden side det lydtryk hvor den samme lyd begynder at genere hørelsen eller gøre ondt, kaldes for Hørelsens Dynamik eller høredynamikken. Ved smerteoverfølsom hørelse er hørelsens dynamik mere eller mindre nedsat. Hos børn og unge med bogligt handicap eller med de tilstande som læger betegner som ADHD, DAMP, MBD, Tourettes syndrom, Aspergers syndrom og autistlignende tilstande vil hørelsens maksimale belastbarhed og dermed dens dynamik oftest være nedsat med fyrre eller tres db svarende til en nedsættelse af den praktisk brugbare hørelse med en faktor påhundrede eller påtusinde gange. Høredynamikken kan imidlertid være betydeligt mere nedsat. Hos nogle bogligt handicappede resterer kun ti tyve eller tredive db ved test af høredynamikken.
Uden måleinstrumenter kan smerteoverfølsom hørelse erkendes med nogen sikkerhed ved at den der skal undersøges er påvagt over for, om der vil komme uventet, kraftig lyd; når han eller hun er tilbøjelig til at besvare spørgsmål med "hvad?" når han eller hun dækker ørerne til ved lyd, der ikke generer andre; når han eller hun taler utydeligt; når han eller hun foretrækker at være uden døre og når han eller hun ikke kan opholde sig inde uden at der spiller musik eller fx tv-apparatet kører. Virkning Ved smerteoverfølsom hørelse bliver fx tale sendt til områder i centralnervesystemet (se note 3), som har med sanseopfattelse af følelse og af smerte at gøre. Centre som ikke umiddelbart kan opfatte tale. Enhver nedsættelse af hørelsens smertetærskel eller belastbarned og dermed af høredynamikken vil påden måde give anledning til forvrængning af høreopfattelsen. Den smerteoverfølsomt hørende mådels prøve at genkalde sig lydbilledet ved hjælp af hørelsens korttidshukommelse, dels støtte sig til mundaflæsning. Herefter måden smerteoverfølsomt hørende forsøge at tænke sig til hvad fx en lærer kan have sagt. Denne form for høreopfattelse med forstanden giver et meget ufuldstændigt indtryk af den oprindelige ordlyd. Blandt andet vil detaljer som endelser meget ofte gåtabt. Smerteoverfølsomt hørende vil ofte tale noget utydeligt, ligesom de kan have meget svært ved at skrive korrekte endelser. Deres hørelse er efter klinisk erfaring i reglen for langsom til at opfatte mere end to stavelser i et ord. Dertil kommer at den smerteoverfølsomme hørelse spejler et indre øre hvis funktioner i det hele taget er ufuldstændige. Ligevægtsorganet vil i reglen fungere lige såmangelfuldt, som høreorganet gør. Noget som påvirker både kropsbalance og legemlige færdigheder som fx læsning og skrivning. Udbredelse Klinisk erfaring påordblindeklinikken i Hellerup viser, at formentlig halvfems procent af de elever, som skolen mener har bogligt handicap, lider af smerteoverfølsom hørelse. Dertil kommer som før nævnt at smerteoverfølsom hørelse er en væsentlig del af det samlede kliniske billede hos mennesker med de diagnoser, som læger betegner som ADHD, DAMP, MBD, Tourettes syndrom, Aspergers syndrom og autistlignende tilstande. Smerteoverfølsom hørelse er i øvrigt vidt udbredt i befolkningen og giver anledning til klager som hovedpine, tvangstanker, søvnforstyrrelser, depression og andre gener.
Afhjælpning Tilstanden kan i reglen kureres eller bedres betydeligt ved passiv optræning af det indre øre med fx Volf Acoustic Record's eller andre lydbehandlinger; helst i forbindelse med udvendig terapi hos fx kiropraktor eller osteopat. Litteratur Tilstanden er i det store og hele ikke beskrevet i hverken den psykologiske eller den lægevidenskabelige litteratur. Kun i rene opslagsværker kan den findes som opslagsord: Chr. A. Volf: Audiometric Hearing Tolerance Tests. Columbus, Ohio: Privattryk, October 23, 1944. Københavns Universitetsbibliotek Nord har den. Pådansk: Lyd der volder smerte, selv om den almindeligvis ikke generer En tilstand hvor støj fremkalder akut smerte; en ekstrem skin, due to local causes or to peripheral nerve trouble: Overdrevent følsom hud pågrund af lokale årsager eller dårligt fungerende perifere nerver. (De perifere nerver er nerver, der befinder sig uden for hjernen og rygmarven.) Pådansk kalder Høst & Søns kliniske ordbog tilstanden for Hyperalgesia acustica, og definerer den som hyperæsthesia acustica (dolorosa): overømfindtlighed over for lyde. Hyperæsthesia defineres som sygeligt forstærket berøringsfølelse, gerne forbunden med et skær af ubehag. Acustica er sammenhængen mellem lyd og hørelse. Dolorosa står for Smertefuld. Note 2: Apd Auditory Perception Dysfunction eller CAPD: Central Auditory Processing Disorder. Pådansk: Mangelfuld eller forstyrret hørelse. APD er en tilstand hvor det i reglen er det indre øres funktioner i sin helhed, der lider. Både dets høreorgan og dets ligevægtsorgan.
APD diagnosticeres hovedsageligst ved audiometertest af hørelsens dynamik. En test hvor både den såkaldte høretærskel - som ogsåkaldes hørekurven - testes, sammen med test af hørelsens belastbarhedsgrænse, den såkaldte UnComfortable Level eller UCL, som er det lydtryk hvor audiometertonen føles ubehagelig, hvor den kilder, eller hvor den gør ondt. APD viser sig oftest som smerteoverfølsom hørelse. Formentlig alle elever, som skolen mener har bogligt handicap, lider af APD. Ved tilstande som læger betegner som ADHD, DAMP, MBD, Tourettes syndrom, Aspergers syndrom og autistlignende tilstande optræder APD ligeledes som en væsentlig del af det kliniske billede. APD giver ofte anledning til forvrængning af sanseindtryk, hvad der blandt andet kan medføre mangelfuld sproglydopfattelse eller mangelfuld såkaldt fonologisk opmærksomhed. Mennesker med APD får meget ofte besvær med at skrive korrekt navnlig med at skrive endelser fordi den mangelfulde hørelse ikke når at opfatte detaljerne hverken i ord eller i sætninger. Hvor mennesker med normal hørelse opfatter talte ord med deres høresans, vil mennesker med APD ofte være henvist til at føle hvad der bliver sagt. Dertil kommer at ogsåligevægtsorganets funktioner vil være påvirket, sådet kan blive svært at udvikle fx brugbar læsemotorik. Fra det ene menneske til det andet er der stor forskel påhvor meget en tilstand af APD vil forstyrre sanseopfattelsen og motorikken. Nogle viser en betydelig grad af smerteoverfølsom hørelse uden at have påviselige gener. Andre oplever betydelige forstyrrelser sammenfaldende med en objektivt set tilsyneladende ubetydelig nedsættelse af den audiometertestede høredynamik. Tilstanden APD kan påvirkes med passiv optræning af det indre øre med lydbehandling; helst i forbindelse med legemlig terapi hos fx kiropraktor eller osteopat. Se ogsåsmerteoverfølsom hørelse. Litteratur Om APD (eller CAPD): Se Christian Worsøe: Når hjernen ikke kan høre. I: Psykolog Nyt nr. 6 2004. En artikel som for en stor del er baseret påteri James Bellis: When the Brain can t Hear. New York: Simon & Schuster, Pocket Books, 2002. Vigtige Rettelser til indlægget:
APD eller CAPD som Worsøe skriver om, oversættes Central Auditory Processing disorder, og er forudsaget af en lidelse i hjernen og ikke i det indre øre. Man kan godt percipere sproget, men ikke processere det. Jeg har ikke hørt APD brugt om indre ørelidelser eller perceptivt høretab, som delvist er beskrevet ovenfor blandet med APD. Perceptivt høretab er heller ikke relateret til problemer med ligevægtsorganet. Der findes tilstande, f.eks. Morbus maniere, hvor både det indre øre (sneglen) og ligevægtsorganet er påvirket, dette vil medføre svimmelhed og balance problemer (ikke motoriske problemer). For mere korrekt info om APD kan jeg anbefale www.apd.dk. Se dog diskussionen til denne artikel. Note 3: Centralnervesystemet (CNS) er en del af nervesystemet der inddeles i cerebrum (storhjernen), cerebellum (lillehjernen), diencephalon (mellemhjernen), mesencephalon (midthjernen), pons (hjernebroen), medulla oblongata (den forlængede marv) og medulla spinalis (rygmarven). Nervus opticus (synsnerven) og Bulbus olfactorius (lugteknuden) er ogsåen del af CNS. CNS strækker sig fra hjerneskallen til underkanten af den anden lændehvirvel. Mesencephalon, pons og medulla oblongata kaldes tilsammen hjernestammen. Diencephalon regnes til tider med til hjernestammen, andre gange til storhjernen. Diencephalon indeholder thalamus hvor den sensoriske information til hjernen løber igennem. Den del af nervesystemmet der ikke henregnes til CNS, kaldes det perifere nervesystem.