Prædiken til 9. søndag efter trinitatis, Luk. 16,1-9, 1. tekstrække.

1 Grindsted Kirke. Søndag d. 13. august 2017 kl. 9.30. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 9. søndag efter trinitatis, Luk. 16,1-9, 1. tekstrække. Salmer. DDS 2 Lover den Herre, den mægtige konge med ære! Dåb: DDS 447 Herren strækker ud sin arm. DDS 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb. DDS 496 Af dybsens nød, o Gud, til dig. - - - DDS 487 Nu fryde sig hver kristen mand. Altergang: DDS 14 Tænk, at livet koster livet!. DDS 4 Giv mig, Gud, en salmetunge Tekstlæsninger. Denne hellige lektie skrives i Ordsprogenes Bog: Hold ikke et gode tilbage fra den, som har brug for det, når det står i din magt at yde det. Sig ikke til din næste:»gå, og

2 kom igen i morgen, så vil jeg give dig det«, hvis du har det, han beder om. Udtænk ikke ondt mod din næste, han bor trygt hos dig. Anklag ikke et menneske uden grund, når han ikke har gjort dig noget ondt. Vær ikke misundelig på en voldsmand, og vælg aldrig hans veje. For Herren afskyr den, der kommer på afveje, men med retskafne har han fællesskab. Herrens forbandelse hviler over den uretfærdiges hus, men han velsigner retfærdiges bolig. Med spottere driver han spot, men ydmyge viser han velvilje. De vise får ære i eje, tåberne sætter skammen i højsædet. Ordsp. 3,27-35. Epistlen skriver apostlen Johannes i sit første brev: Og dette er det budskab, som vi har hørt af ham og bringer videre til jer: Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os. Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder. 1 Joh 1,5-2,2. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde også til disciplene:»der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den

3 første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!«og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør.»jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.«luk 16,1-9. Prædiken. Er man blot en smule moralsk anlagt, får man sig et chok, når man hører dagens evangelietekst om den uærlige godsforvalter, der ødsler sin arbejdsgivers ejendom op og tilmed bliver rost for det af godsejeren selv. Vi er vant til, at Jesu lignelser skal sammenlignes med Guds forhold til mennesker, og det er da også ret klart, at denne lignelses godsejer repræsenterer Gud. I hvert fald er det Gud, der henvises til, når det oplyses, at Herren roste den uærlige forvalter. Samtidig kan Herren snildt være identisk med godsejeren, som jo er forvalterens herre. Godsejer og Gud glider i ét. Men der er noget, der skurrer, for Gud belønner da ikke uretfærdighed! Ikke desto mindre er det lige præcis, hvad godsejeren gør. Lignelsen lader til at være gået i stykker, så den siger det modsatte af, hvad den burde. Den modsiger, hvad det kristne budskab ellers meddeler os. Med ét fremstår Gud som den, der belønner efter snedighed som om kreativ bogføring og misbrug af andres ejendom pludselig er rosværdig.

4 Bedre bliver det ikke, når man følger den normale model for tolkning af lignelser og sammenligner forvalteren med et gennemsnitligt menneske - for sikke et menneske! Med hans lave moralske standard er han ikke værd at samle på. Han har været afskyvækkende nok dengang, men i et konkurrencesamfund som vort, er hans handlemåde endnu mere forargelig, for han sikrer bestemt ikke firmaet indtjening og vækst. Tværtimod handler han dybt uansvarligt og deler ud af firmaets tilgodehavender for at sikre sig selv et gyldent håndtryk fra dem, der skylder firmaet penge. Det er så kriminelt, som det kan blive. Og alligevel roser direktøren ham, hvilket i den virkelige verden ville få bestyrelsen til meget hurtigt at se sig om efter en anden leder af firmaet. Problemet i dette tilfælde er bare, at det ikke er så ligetil at fyre Gud. Han er hverken underlagt en bestyrelse eller en flok aktionærer, men kan gøre lige hvad han vil. Og det gør han så! Han lader sin forvalter skalte og valte med firmaets tilgodehavender. Det er forkasteligt, forargeligt og umoralsk. Lignelsen kan med andre ord kasseres som en tekst, der aldrig skulle have været med i Det Nye Testamente. Og dog Det er jo ikke sikkert, at det er lignelsen, der er noget galt med. Det kunne måske være vores umiddelbare fortolkning af den, der halter. Det kan nemlig også tænkes, at godsforvalteren ikke repræsenterer et snedigt menneske, der på bedst mulig måde for ham selv vil snige sig ud af en økonomisk knibe. Muligvis er godsforvalteren en helt bestemt, velkendt person, nemlig Jesus. Er det tilfældet, bliver lignelsens budskab et helt andet. Et andet sted i Lukasevangeliet konstaterer Jesus, at han bliver kaldt en frådser og dranker, ven med toldere og syndere. Han sættes altså i bås med folk som godsforvalteren, der ubekymret ødsler sin arbejdsgivers formue op, og tilmed intensiverer denne forkastelige praksis, da hans job hænger i en tynd tråd. Jesu levemåde har provokeret almindelige, pæne mennesker. Ikke nok med, at han spiste og drak det, han blev tilbudt, hvad enten det var dyrt eller ej. Han omgikkes også folk, man ellers vendte ryggen til. Jesus talte lige så gerne med en prostitueret eller en

5 landsforræder, som med en farisæer eller skriftklog, for alle mente han havde behov for at lytte til det budskab, han bragte med sig. Man kan sige, at hans ødselhed var en del af selve budskabet. Det skulle spredes mest muligt, sådan som sædemanden gør det i en anden af hans lignelser. Her kastes såsæden fuldstændig ukritisk ud på både klippegrund, mellem tidsler og i brugbar agerjord. Noget lignende gjorde Jesus med ord. Han talte til hvem som helst, fordi hans budskab var tiltænkt alle. Ingen skulle være forhindret i at få del i den glædelige besked, han bragte med sig; beskeden om, at Gud vil os det bedste. Med dette budskab gik han imod datidens udbredte syn på Gud som en noget-fornoget-gud, der kun ville sælge sin velvilje for en bestemt livsførelse og måske et brændoffer i ny og næ. Med sin tydelige ligegyldighed over for sin samtids moralske krav, forargede Jesus ikke alene det bedre borgerskab, men fik også dets autoritet til at vakle. Hvis det ikke længere var bestemte handlemåder, der markerede et menneskes værdi, mistede alle dem, der gik op i en striks efterlevelse af Moseloven, deres anseelse og deraf følgende magt. Ja, de risikerede at fremstå som latterlige med deres fokus på en livsførelse, der ikke længere gav mening. I deres øjne var Jesus derfor ikke blot en fritænker, men også en oprører, der fik hele den eksisterende samfundsorden til at vakle. Han udgjorde en moralsk og politisk fare, der bragte sædernes forfald med sig. Den slags kan ingen magthavere fortsætte med at ignorere. Evangelierne beskriver da også adskillige konfrontationer mellem repræsentanter for eliten på den ene side og Jesus på den anden og han lægger vitterligt ikke fingrene imellem. Det er, som om han ved, at der ingen vej er tilbage, og at han derfor lige så godt kan sige tingene råt for usødet. I sidste ende er hans rapkæftethed da også medvirkende til, at han bliver klynget op på korset. Netop Jesu død henvises der til i lignelsen, hvor forvalteren nedskriver skyldnernes gæld. Det, Jesus gjorde ved at lade sig henrette for noget, han ikke havde gjort sig skyldig i, var at påtage sig en straf, han ikke havde fortjent. Ved stedfortrædende at

6 tage straffen på sig, kunne andre gå fri. Det skal dog ikke forstås sådan, at Jesus lod sig henrette, for at forhærdede kriminelle eksistenser kunne slippe for straf. Det var i hvert fald ikke kun dem, han gik i døden for. Det var for alle mennesker. Umiddelbart lyder det som en logisk svipser, for hvordan kan ét menneskes stedfortrædende straf sætte alle andre fri fra at måtte tage konsekvenserne af deres problematiske levemåde? Det kan det udelukkende, fordi Jesus ikke blot var et menneske. Havde det været tilfældet, kunne han måske have påtaget sig straffen for en enkelt anden eller eventuelt et par stykker, afhængigt af hvad han kunne forhandle sig frem til med dommerne; men mange flere kunne det ikke blive til. Det, der gør den store forskel, er, at Jesus var Guds Søn. I ham var Gud selv til stede, således at det var Gud, der ofrede sig og døde. Det gjorde han ikke for at stille magthaverne i Jerusalem tilfreds. Han gjorde det for at markere, at intet end ikke døden kunne kappe den forbindelse, han har skabt mellem os og sig selv. Med sin død slog Gud altså fast, at han finder os værd at ofre sig for også selvom vi ikke er perfekte. Derved markerede han to kernepunkter: For det første, at vi mennesker er fulde af fejl, tyngede af en gæld, der bestemt ikke kun er økonomisk, men først og fremmest drejer sig om vores forhold til vore medmennesker, som vi langtfra altid viser den nødvendige opmærksomhed. For det andet, at Gud er i stand til at tilgive os, selvom vi ikke fortjener det. Set fra denne synsvinkel giver dagens lignelse mening. Vi er dem, der står i gæld til godsejeren, fordi vi ikke lever, som Gud ønsker det. Men fordi hans kærlighed er større end hans retfærdighedssans, lader han sin forvalter nedskrive vores gæld og roser ham for det. Denne forståelse af lignelsen gør den ikke nødvendigvis mere acceptabel, for den nedbryder vores krav om, at alt skal gå retfærdigt for sig. Er man skyldig i noget kriminelt eller forkasteligt, skal man straffes. For tiden synes løsningen fra politisk hold tilmed at være stadig strengere straffe i fængsler, der hverken har plads eller personale til alle dem, man vil proppe derind. Man mener tilsyneladende, at verden

7 bliver et bedre sted, ved at man skaffer sig af med det, man anser for at være menneskeligt affald, så pæne, lovlydige borgere kan leve i fred og ro. At et ophold i et presset fængselssystem blot gør forbryderne endnu mere forhærdede, tænker man ikke på, for der er tilsyneladende ikke stemmer i at hjælpe de kriminelle på fode, så de har en fair chance for at undgå fornyet kriminalitet, når de engang bliver løsladt. En sådan udgang på en kriminel løbebane vil ellers være til gavn for både den kriminelle og de ofre, han ellers risikerer at gøre skade, men man vil meget hellere bure skurken inde og smide nøglen væk. Dermed mener man, at retfærdigheden er sket fyldest. Med retfærdighedsforståelse, hvor de skyldige tilgives, fremstår Gud som komplet vanvittig i dagens lignelse. Han lader glad og gerne sin forvalter dele ud af sin ejendom, så dem, der står i gæld til ham, kan se lysere på fremtiden. Gud virker ikke alt for spids. Men det skyldes kun, at han tænker anderledes end os. Ifølge kristendommen forholder det sig sådan, at vi alle ikke kun de kriminelle - har en gældspost hos Gud, dels fordi vi uden undtagelse skylder ham tak for det liv, han har givet os, dels fordi han fastholder sin kærlighed til os, skønt vi ikke altid gør os fortjent til det. På den baggrund er det ikke kun folk på den forkerte side af loven, men os alle, der kan nyde godt af Guds tilgivelse. Selvom Gud virker vanvittig, er det altså et glædeligt vanvid. Selvom Gud er i stand til at tilgive os vore fejl og forkastelige handlinger, slipper vi ikke for den straf, vi gennem retssystemet giver hinanden ved at idømme bøder eller fængselsophold, for samfundet skal jo fungere, og det kan det kun, hvis den menneskelige retfærdighed sker fyldest. Hvornår den gør det bedst, er en politisk diskussion. Hvad Gud sørger for med sin tilgivelse er derimod, at vi får at vide, at han har øje for dén større eller mindre kerne i hver enkelt af os, der stadig er værd at elske; den kerne, vi kan vande og gøde, så vores egoisme og ligegyldighed overfor andre ikke får overtaget igen.

8 Set med menneskelige øjne kan Gud virke skør, men hvis han ikke var tosset nok til at rose den, der frit eftergiver hans gæld, ville vi være tilbage i den virkelighed, Jesus gjorde op med; den virkelighed, hvor Gud var én man skulle behage med særlige gerninger. En noget-for-noget-gud. Nu har vi derimod en Gud, der er blevet vanvittig af kærlighed til sine skabninger, og derfor tilgiver os med det formål at fastholde sit forhold til os. Som hans gældstyngede skabninger har vi meget at takke vores Gud og hans glade vanvid for. Amen.