Reklamer mellem leg og forbrug Hvordan børn transformerer mediernes billeder Af Lars Henningsen Artiklen er bragt i KLIP nr. 43, 1999 I denne sommer har diskussionen om børns mediebrug fået et omdrejningspunkt, der handler om "børn og reklamer". Baggrunden er det udspil, Børn og Kultur, der foreligger fra Kulturministeriet. Heri foreslås en ændring af den gældende lovgivning, og det er herefter hensigten, at reklamer i TV rettet mod børn skal forbydes. En overskrift i avisdebatten er: "Reklamestop truer børne-tv". En anden overskrift lyder: "TV 2 og reklamebranchen i oprør". (1) Hvad er det, der skaber spændingsfeltet i denne debat? En del af det, der er på spil, er måske vores opfattelse af barnelivet som noget særligt og oprindeligt. Dette kan modsvares af en mere nøgtern holdning til markedsmekanismer og forbrugsmønstre. For mig at se kan debatten bidrage til at kaste lys på flere andre vigtige aspekter og spørgsmål, når det gælder børn og medier. Bl.a. derfor er den vigtig. I det følgende vil jeg derfor ikke tage et snævert afsæt i for eller imod-positioner i debatten. Derimod vil jeg vise et bredere perspektiv, hvor fokus er på de unge generationer som aktive mediebrugere. Intense fritidsinteresser Den gode litteratur, samvær i foreningsliv og leg under frie former kan være eksempler på de udfoldelses- og dannelsesformer, vi voksne oplever som udviklende for børn og unge - i hvert fald sammenlignet med de populærkulturelle tilbud, der sendes ud af medierne og derefter ind i hver en afkrog af børne- og ungdomslivet. Mangfoldighed er et væsentligt nøgleord, hvis vi vil forstå børns og unges interesse for medier. Konkret kan denne mangfoldighed konstateres i en nyere undersøgelse, der fortæller, at unge i 15-års alderen anvender en broget buket af medier i knap 8 timer dagligt (2). Det lyder voldsomt, og spørgsmålet melder sig lynhurtigt: Hvordan får de unge overhovedet tid til at bruge computer, tv, video, radio og cd-afspiller i et sådant omfang inden for døgnets små 24 timer? Svaret er, at de unge har tændt for flere apparater på én gang, og de har således sanserne rettet mod en mangfoldighed af samtidige påvirkninger! Ét af paradokserne i dette er, at mange af børnene og de unge ifølge omtalte statistiske undersøgelse faktisk når det hele og mere til. De både læser (af og til endda aviser), de går til spejder og sport, ordner lektier og har måske også tid til at finde sammen i kammeratskabsgrupper, der ligger uden for institutionernes pædagogiske fangarme. Et andet paradoks set med voksne øjne er, at mange af børnene og de unge formår at anvende mediernes fortællinger, billeder og musikformer på uhyre konstruktive måder trods massive påvirkningsstrategier rettet mod de unge generationers opmærksomhed og lommepenge.
Hvad er det da, disse mediebrugere gør? Noget af det, der kan ske på drenge- og pige værelserne, er, at f.eks. Actionman, Batman og Starwars samt Barbie og Spicegirls kastes ind i en malstrøm af lege og fortællinger, der på respektløs vis nedbryder disse figurgalleriers oprindelige kvaliteter, og som derefter lader dem genopstå i rolle- og fantasilege, der måske kan virke uforståelige i en voksen rationalitet. Med andre ord forvandles plastic og mediestøttet merchandising til nye sanselige og kropslige udtryk, der kan omfatte en intens afprøvning og udlevelse af det moderne livs vilkår - dets trængsler og længsler. Ungdomsgenerationen tituleres i medieforskningen med betegnelser som "medieakrobater" og "øjenåbnere" (3). Der er sket det, at det populærkulturelle univers er blevet en fælles reference med mangfoldige forgreninger, der rækker fra Beverly Hills til splatterfilmsgenrer. Det, som måske skiller de unge generationer fra de ældre, er, at de unge med fornøjelse spiller på ironi og distance i deres oplevelse og brug af mediernes udtryk og virkemidler; ting behøver ikke helt at være, som de ser ud til! Dette bekymrer de voksne. De unge, derimod, placerer sig på deres egen side af den "visuelle generationskløft" (4), og øjner muligheden for at boltre sig i en flittig undersøgelse og udvikling af fællesskaber og personlig identitet. Der er alt i alt tale om en livfuld opløsning og forvandling af faste værdier. Eller med andre ord: Mange af børnene og de unge ser ud til at have kastet sig ud i den udfordring, det moderne samfund er. I det følgende forsøger jeg at brede fokus ud, idet feltet som nævnt rummer mange indfaldsvinkler, og sådan som min indledning antyder, er netop børns brug af medier medvirkende til at gøre debatten mere ustyrlig. Heldigvis. Netop i området børn, leg og medier ligger måske en del af nøglen til en vis uforudsigelighed i diskussionen. Børn laver video Siden 1991 har jeg haft fornøjelsen af at være deltager i en række videoprojekter, hvor udgangspunktet var børns lege. Disse udspandt sig overvejende uden for institutionelle rammer; der var tale om leg på parkeringspladser, i kældre, i krat og buske, baghaver osv. Talrige var de gangstere, professorer, dronninger, konger, røvere, Robin Hood'er - skurke, helte og heltinder, der fandt vej til videobåndets blanke overflade i disse intense projekter. Det afgørende udgangspunkt for fritidsinitiativet var de lege og fortællinger, som drengene og pigerne i alderen op til 12 år i mange år havde praktiseret i deres legemiljøer. I disse projekter formulerede børnene selv de fortællinger, der skulle videofilmes, de fordelte rollerne, og børnene førte altid selv kamera. De voksne støttede med udstyr og forsøgte at give de rigtige forslag til, hvordan ideer kunne gøres nogenlunde gennemførlige. "Projekter" er måske ikke det rette ord: det antyder, at de medvirkende børn havde et mål, en defineret ramme og en klar opfattelse af, hvordan videoerne skulle se ud i sidste ende. Sådan var det som ofte ikke. Der var tale om leg, der udviklede sig i ret uforudsigelige forløb, måske ligesom megen af den leg børnene ellers havde for i deres fritid. Hvad gjorde da forskellen her? Et videokamera! Af en ganske almindelig type, som findes øverst på hylderne i mange børneinstitutioner og familier. Somme tider er kameraet velsagtens dækket af et lag støv, eller det ligger godt gemt af vejen for børns pilfingre.
Kameraet blev et omdrejningspunkt, en med- og modspiller, et spejl, et våben og meget andet i de lege, som børnene udfoldede under videooptagelserne. Resultatet blev bl.a. to videoer: Den gale professor og En dronnings skæbne. En fælles overskrift er: Børnevideo. (5) Flere spørgsmål meldte sig hurtigt: Hvordan lod det sig gøre, at børnene så hurtigt var med på, hvordan kameraet kunne bruges? Hvordan magtede de at få en fortælling til at udfolde sig rimeligt sammenhængende? Hvor fik de i det hele taget ideerne fra? Hvorfra stammede deres fascination af mediet? Et af svarene er, at de gjorde brug af en legekulturel fond eller bagage, der handlede om fortællinger og virkemidler i film, video og TV. Børnene vidste tilsyneladende en del om, hvad der egner sig til at finde vej til kameraets optik; for dem var billedet i søgeren ikke en hemmelighed, som kun fotografen gemte på. Børnene kendte allerede til de tricks og undere, der kan finde vej gennem et videokamera. De havde afluret mulighederne ved at se film og TV, og al denne viden, disse fælles referencer, lå bare og ventede på at blive eksponeret i deres egne videooptagelser. Jeg vil yderligere fremhæve to karakteristiske erfaringer, der tegnede sig på baggrund af Børnevideo-projekterne. Børnenes udfoldelser med videokameraet pegede i meget stærk grad på kroppens rolle under en videooptagelse. Der var tale om dannelsen af et særligt rum, hvori kamera, kameramand og agerende indgik i et dynamisk og kropsligt samspil. Kameraet var håndholdt i stort set alle optagelser, og kameramand og kamera var aktive deltagere i legen. Et andet karakteristisk træk var, at der samtidig med de improviserede forløb udspandt sig væsentlige og konfliktfyldte fortællinger. Der udspillede sig stærke og komplekse følelser, motiver og modsætningspar i videoernes scener: Magt - afmagt, overmod - ydmyghed, storhed - fald. Videoen Den gale professor viser således ikke blot nogle drenges vilde lege og virak, men behandler spørgsmål om videnskabens rolle i forhold til almindelige mennesker. I videoen En dronnings skæbne udspiller de medvirkende piger deres fascination af overflod, det at have magt og det at miste den. Dronning Antoinette opleves som stærk og tvetydig og er derfor en interessant skikkelse at iscenesætte og indleve sig i. Leg og legekultur Jeg har antydet, at det ikke var teknikken, som stod i centrum i Børnevideo-projekterne, men derimod børnenes fortælling. Set i et mere alment perspektiv handler det om, at børn udtrykker sig gennem fortællinger, fantasi- og rollelege med alt, hvad det kan omfatte af sociale, sproglige og kropslige kompetencer. Der er tale om en børnekulturel synsvinkel, som indebærer en klar stillingtagen til, at barndommen ses som en selvstændig livsfase og ikke som noget ufærdigt, der blot er forstadium til senere udviklingstrin. (6) Et helt afgørende træk ved børnenes fortællinger er deres behandling af fiktions- og realplanerne. Børnene formår i deres leg og fortælling at pendle mellem disse to niveauer. Der er tale om en vigtig kompetence for at legen kan udfolde sig; på det ene plan udspiller de fortællingen, og på det andet plan iscenesætter og aftaler børnene legen. Børnene håndterer med grundighed sådanne positionsskift, oven i købet i et socialt felt. Det er en nødvendig færdighed - uden den, ingen leg.
I Børnevideo-projekterne medvirkede videokameraet til, at fiktionsplanet antog ekstra livlige former. Kameraet inviterede så at sige til, at en mængde effekter og filmiske virkemidler blev dyrket med stor indlevelse. Samtidig havde kameraet en forankrende indflydelse, idet de medvirkende var nødt til at tilpasse sig kameraets muligheder og måtte derved koordinere bestræbelserne både foran og bag kameraets linse. Koblingen til det moderne informationssamfund er indlysende. Netop børns leg og deres behandling af fiktions- og realplan rummer ikke blot en kim, men et stærkt eksempel på det at forholde sig kritisk til informationer. F.eks.: I hvilket omfang er dokumentarprogrammer iscenesatte? Hvilke internet-oplysninger kan vi stole på? Hvilke interesser skjuler der sig bag et nyhedsindslag? Hvordan placerer en reklame sig mellem forbrugeroplysning og en god historie? Børnene er således på et intenst mikroplan i gang med at udføre meget af det, vi taler om er vigtigt, nemlig at vurdere forholdet mellem fiktion og realitet. Den robuste legekultur Er Børnevideo-projekterne den ægte vare i den forstand, at de repræsenterer et indblik i den "rene" legekultur? Er der ikke tale om en voksen påvirkning i sådanne initiativer, blander vi os alligevel ikke hele tiden? Den voksne deltagelse i børns leg er en vurdering og diskussion værdig, men den del af spørgsmålet, jeg vil tage fat i her, handler om vores indstilling og holdning til legekulturen. Et udgangspunkt er, at vi gerne vil fastholde et fokus på børnenes kompetencer og evner til at fordøje en lang række påvirkninger. Børn leger - også på trods, og de forstår ofte at transformere det, vi med vores forfinede voksne smagsløg opfatter som trivialkultur, til leg og legekultur. F.eks. kan der i drenges oplevelser fra billige knaldfilm ligge inspiration til forfinede udøvelser med skydevåben og nøje koreograferede slagsmål. Dette gjaldt drengene bag Den gale professor, og de gav eksempler på, at drengekulturen gemmer på et arsenal af viden om effekter, der hurtigt kan fremdrages i komplekse samspil foran og sammen med et videokamera. For pigerne, der lavede videoen En dronnings skæbne, gav kamera og skærm mulighed for grundig undersøgelse af figurernes mimik og relationer; udtryk, der matcher erfaringerne fra TV s serier og reklamer? I den forstand, jeg taler om her, handler det ikke om "at lære børn kultur". Børnene kender til kultur. De er specialister på deres særlige områder, når de udfolder mængder af fortællinger, fantasi- og rollelege. Sårbare, unge mediebrugere Samtidig med dette er det et paradoks, at den voksne, der er interesseret i legekultur, nogle gange fornemmer, at nu må grænsen snart være nået. Legekulturen synes også at være en sårbar størrelse. Når vi nærmest på vores krop oplever børnenes trange vilkår for udfoldelse, når børnene inviteres til at optræde som forbrugere i spil, der i sidste ende handler om penge og magt, så opstår trangen til at formulere grænser og beskytte børnene. Der kan skrives for store regninger ud til legekulturen - regninger, der handler om, at børnene selv skal kapere og fordøje snart sagt enhver mediepåvirkning. Reklamer inklusive. Medierne giver børnene kolossale muligheder for at modtage viden og oplevelser af næsten enhver karakter. I deres forhold til dem selv og omverdenen har børnene fået flere og flere sekundærerfaringer til rådighed. Men er dette ikke også en byrde?
Spørgsmålet melder sig dog hurtigt. Hvem bestemmer, hvem der er de sårbare grupper? Hvem er det, der skal beskyttes mod snavset, og hvilke interesser ligger der i, at nogle bliver til ofre og andre til dem, der beskytter? Mangfoldighed - løfter Når vi på næsten barndomsfundamentalistisk vis regner med børnenes kompetencer og deres evne til at orientere sig i informationssamfundet, er det måske et billede på en nærmest nødvendig positiv forventning til børnene? (7) Spørgsmålet er, om det kulturelle opbrud er blevet så massivt, at interessen for børn, deres leg og deres legekultur er et udtryk for, at her må der være nogle oprindelige kvaliteter, noget, som kan give forhåbning, når ellers givne samfundsstrukturer knirker og knager. Vi er vidner til, at børnene får en opvækst, hvor der tilsyneladende tilbydes en mængde af muligheder, men hvor vi voksne samtidig ikke kan tilbyde børnene mange løfter om morgendagens indhold; mangfoldighed ændres til kompleksitet. I denne forstand er det nærmest barnet - eller forestillingen om barndom - der beskytter voksenverdenen. Når talen er på kulturelt opbrud, synes det som om, at pædagoger og lærere er i samme båd, hvis det gælder om at skabe et møde med børnene. Mediernes fortællinger og de erfaringer, der opbygges i fritidskulturerne, siver ind i sprækker eller kløfter mellem skolefag, faggrænser og institutionsrammer og udøver et pres på de gældende strukturer. Dette opbrud er velsagtens også et vilkår på TV-stationer og andre medieinstitutioner. Børnenes brug af flere samtidige medieoplevelser må være noget af en udfordring for programplanlæggerne; fjernbetjeningen er et godt redskab, når børnene ser TV. For mange børn er der ikke langt til en anden kanal eller et andet medie. Reklamestop Kulturministeriet fremkommer i sin "Redegørelse til Folketinget om regeringens børnekulturpolitiske indsats" med flere forslag til initiativer vedrørende bl.a. børn og medier. Herunder som nævnt et initiativ, der handler om at sætte en stopper for reklamer direkte rettet mod børn. TV 2's Jørgen Flindt Pedersen udtaler sig om reklamespørgsmålet i et af sommerens dagblade: "Børn ødelægges ikke af dem - så ville vi da ikke have sendt reklamerne hidtil." (8) Det konstateres, at TV 2 tjener 100 mio. kroner årligt på reklamer rettet mod børn. Hvis denne indtægt forsvinder er resultatet, at TV 2 bliver nødt til at droppe børneudsendelserne. Blot et par spørgsmål til dette: Hvad er det for programmer, stationen ønsker at sende til børn? Hvad skal der komme igen for reklameindtægterne? Med andre ord: Hvor er nyskabelsen og satsningen hos TV 2, når det gælder børneprogrammer? Det kan virke noget snævert, at diskussionen handler om udgifter og indtægter og ikke om en kvalitativ tænkning hos programledelsen. Et andet spørgsmål drejer sig om, at jeg savner en belysning af, hvilket kredsløb der udspiller sig mellem reklame og medieprodukt. Hvilken indflydelse får seertal på salget af reklamer og derved udvalget af programmer? Medier i livsrum - medier som livsudfoldelse
Jeg har i det foregående bestræbt mig på ikke kun at isolere debatten til et for eller imod reklamer. Ej heller vil jeg afgrænse spørgsmålet til et fokus på tv-stationernes situation og økonomi. Mit perspektiv omfatter nogle større stræk gennem børnelivet med tilhørende grænseområder. En debat om børn og medier handler også om, hvilken indsigt en børnekulturforskning giver os. Herunder forskning i børns mediekultur. Hvordan fortolker børnene nye livsvilkår i deres lege? Eller: Hvordan bruger de indtrykkene fra reklamer? Det er en vigtig udfordring for de forskellige forskningsfelter, det pædagogiske og det kulturelle, at formulere en samarbejdsflade og en forståelse af børnenes liv. Børnene skal nok beholde deres frirum og deres lege; en total omklamring af legekulturen er ikke meget sandsynlig. Dertil rummer f.eks. medierne og populærkulturen for mange ustyrlige fortællinger, som nok skal medvirke til at give de fleste børn et godt forspring. En anden overvejelse drejer sig om, hvilken rolle mediepædagogikken tildeles. Situationen er den, at der ikke findes en videregående cand.pæd.-uddannelse af medieundervisere i landet. Der er ikke etableret liniefag i mediepædagogik i forbindelse med læreruddannelsen, og spørgsmålet er, hvor megen studietid der findes på pædagoguddannelsen, hvor det handler om medier kombineret med en kulturel synsvinkel? Mediepædagogikkens område er ikke blot IT og brug af udstyr. Sigtet bør være bredere og kan handle om de processer, der udspiller sig blandt børn og unge i deres brug af medier. Måske findes der netop et meget frugtbart krydsningsfelt mellem skolens forventninger og de ressourcer, som børns og unges interesser for medieudtryk repræsenterer? De unge mediebrugere venter måske på voksne, pædagoger og lærere, der tør gå på opdagelse i det populærkulturelle univers sammen med dem? Medieundervisning kan også rumme spørgsmål som disse: Hvad betyder billeder for mennesker og deres forståelse af sig selv i forskellige kulturer og på forskellige tidspunkter i historien. Hvordan kommunikerer og påvirker vi med billeder? Hvordan giver vi en kritik eller en analyse af et medieprodukt - herunder en reklame. Et tankeeksperiment til en afrunding af denne skitse er: Tænk, hvis der blev brugt lige så mange økonomiske ressourcer på f.eks. børnekulturforskning, som der bliver brugt på reklamer rettet mod børn. Indledningsvis har jeg skitseret, hvordan børn i deres legekultur omformer - eller snarere transformerer indtryk og oplevelser fra medierne. Det vil sige, at debat om medier også handler om de rum, som børnene tilbydes for at udvikle deres legetradition og dermed mulighederne for at fordøje mediepåvirkningerne. Der er tale om andre rum end afstanden fra fjernbetjening til skærm. Det handler om infrastrukturer, hvor børnene trygt kan færdes udendørs og mødes for at lege. (9) Det drejer sig om familiepolitik; en udmærket støtte til børnenes legekultur vil formentlig være udbyggede forældreorlovsmuligheder. Og når børnene nu engang er på institution en stor del af deres fritid og legetid, vil det være på sin plads at give ordentlige vilkår for børn og pædagoger i skolefritidsordninger i stedet for de discount-lignende vilkår, der tilbydes mange steder. Ressourcer i medier og leg
Mit eget afsæt i denne artikel er projektet Børnevideo, og dette eksempel lægger naturligvis op til et spørgsmål om, hvorvidt - eller rettere hvordan - børn skal have adgang til at udforme gyldige medieudtryk? De gør det allerede. I mængder i deres medieinspirerede lege. Med et engagement og en viden om mediernes virkemidler, der kan være et skoleeksempel for vores, de voksnes brug af medier. Jeg vil vove den påstand, at næsten ethvert barn i landet inddrager figurer og fortællinger fra det populærkulturelle univers i leg. Hver dag. Året rundt. Måske er reklamer endda en del af de parodier, der er en fast bestanddel i børns lege. Men der er også udstyr involveret i legekulturen. Pc'en er et stykke legetøj for mange børn. Videokameraet og redigeringsudstyret kan yderligere blive en del af børns udtryksmuligheder. Med nogen voksenhjælp. Og medvirken fra medieværksteder, som findes, men som i beskeden grad er gearet til børn og børns udfoldelser på egne præmisser. (10) To spørgsmål kan herefter lyde: Hvilke muligheder har børn for at ytre sig i medierne? Og: Hvordan kan de udfolde sig i en produktiv rolle i forhold til medier? Det er min opfattelse, at børn giver et væsentligt bidrag til mediebilledet, og at de ikke blot optræder som en omkostning i det mediekulturelle budget. Jeg har beskrevet, hvordan børnene i deres medielege udøver en nedbrydning af mediernes fortællinger samtidig med, at de bygger nye og mangfoldige fortællinger op - en ganske aktiv, betydningsskabende og ofte kropslig måde at forholde sig til f.eks. TV. I denne forstand er de afhængige af TV som inspirationskilde, men det afgørende afsæt til bearbejdningen ligger allerede grundigt indlejret i børnenes legekultur. Hvis ellers denne kultur har haft mulighed for at etablere og udvikle sig. Denne tanke er nær: Er det nødvendigt at beskytte børnene mod reklamer i form af forbud, hvis de forhold, jeg har skitseret i det foregående, er i orden; forhold, der spænder fra medieforskning til mediepædagogik og fra børns lege- og livsvilkår til børn som aktører i mediefeltet? Hvilket fokus vælger vi Jeg vil slutte med det, der var anledningen til artiklen: reklamerne rettet mod børn og et eventuelt forbud i den forbindelse. For eller imod? Det er sådan, at der allerede foreligger en lovgivning om børn og reklamer. (11) Heri præsenteres en række ret detaljerede regler, der har til hensigt at beskytte børn og unge under 18 år. Reklamerne må f.eks. ikke opfordre til, at børn og unge bevæger sig ind på farlige steder eller bringer sig i farlige situationer. Der må ikke reklameres med præmier. Forhold vedrørende et produkts størrelse, værdi, art, holdbarhed mv. skal præsenteres korrekt. Slik må ikke træde i stedet for måltider. Med hensyn til værdier: Reklamerne må ikke udnytte børns og unges naturlige godtroenhed samt deres tillid til forældre, lærere eller andre. Og: Reklamen må ikke underminere de voksnes autoritet og ansvar. Jeg tænker på, hvordan de børn, der udfoldede sig med videokameraet i Børnevideo-projekterne, vil opfatte sådanne regler; de færdedes f.eks. ihærdigt på farlige steder og undersøgte voksnes autoritet og roller med humor og ironi. Ovenstående "regelsæt" har den fordel, at det er ret detaljeret i dets beskyttelse af børnene - og de voksne. Der er noget at forholde sig til. Men for eller imod et forbud? Da jeg startede med at skrive denne artikel tænkte jeg: Der må være grænser, god idé at gennemføre dette
forslag. Min opfattelse er på nuværende tidspunkt dog ikke så enkel, især hvis spørgsmålet stilles på denne måde. Det virker som en uheldig indsnævring af temaet børn og medier. Derimod vil der være gevinster at hente, hvis det lykkes at fastholde et ressourceorienteret fokus på børnenes brug af medier og en forståelse for de afgørende kvaliteter, som børn udvikler i deres legekultur. Jeg håber, at nuancerne, kompleksiteten og flygtigheden i denne synsvinkel ikke afholder de voksne fra at engagere sig. Lars Henningsen er uddannet lærer og grafiker/tegner. Videreuddannet på Suppleringsuddannelsen i Børneog ungdomskultur på Aarhus Universitet og DLH s exam.pæd.-studium i Medie- og informationskundskab. Har været støtte i forb. med en række projekter vedrørende børns leg og brug af medier. Medlem af Århus Filmværksted siden 1987. Noter (1) Jyllands-Posten den 25. juni 1999. (2) Mønstre i mangfoldigheden. De 15-18-åriges mediebrug i Danmark. Torben Fridberg m.fl. (3) Tankestreger. Nye medier, andre unge. Red. Kirsten Drotner og Karen Klitgaard Povlsen og Øjenåbnere. Unge, medier, modernitet. Red. Kirsten Drotner og Anne Scott Sørensen. (4) Artikel i Information 26.2.1997 "Den visuelle generationskløft". (5) Børnevideo/Børnekultur - Medielege. Formidles via Husets Forlag. Tlf. 86 19 65 48. Fiktionsvideoen Den gale professor sælges dog af Silas og Christoffer L. Andersen. Tlf. 86 93 71 17. Projektet er bl.a. støttet af Kulturens Børn, Århus Kommune, Århus Filmværksted og Dansk Journalistforbund. På Husets Forlag formidles også andre dokumentarvideoer og ledsagehæfter om børns leg, medielege, børn og fotografi mv. (6) Bl.a. Flemming Mouritsen præsenterer denne synsvinkel i bogen Legekultur. Essays om børnekultur, leg og fortælling. (7) Frit efter Thomas Ziehe. (8) Jyllands-Posten den 25. juni 1999. (9) Se i I revner og sprækker. Ed Epstein m.fl. Tidsskrift for børne- og ungdomskultur nr. 36. (10) Børnevideo-projekterne fik teknisk assistance til redigering mv. fra Århus Filmværksted. (11) Kulturministeriets bekendtgørelse om reklame og sponsorering i radio og fjernsyn, nr. 489 af 11. juni 1997.