Forside til projektrapport 3. semester, BP3:

Roskilde Universitet Den samfundsvidenskabelige bacheloruddannelse Forside til projektrapport 3. semester, BP3: År: 2014 Semester: 3. Semester Hus: 22 Dansk projekttitel: Aktiv dødshjælp en mediedebat i Danmark Engelsk projekttitel: Euthanasia a media debate in Denmark Projektvejleder: Christel Stormhøj Gruppe nr.: 1 Studerende: Navn Annebeth Lunden Rønje Camilla Maegaard Dahl Sebastian Høyer Julie Brunsgaard Andersen David Rosing Studie nr. 52027 53128 51948 52625 52773 Der skal angives, hvor mange anslag, der er i opgaven. Bilag indgår ikke i omfangsbestemmelserne og tæller derfor ikke med i antallet af anslag. Antal anslag: 165.548 Ved fire til fem medlemmer i gruppen er omfangskravet 50 til 70 normalsider, svarende til 120.000 til 168.000 anslag. Bilag indgår ikke i side- og anslagsomfanget. Afviger projektrapporten fra overstående side- og anslagsomfang afvises den fra bedømmelsen, hvilket betyder, at de(n) studerende ikke kan deltage i prøven, og at der er anvendt et eksamensforsøg.

Indholdsfortegnelse 1. INDLEDNING... 3 1.1 PROBLEMFELT... 3 1.2 PROBLEMFORMULERING... 6 1.3 UNDERSPØRGSMÅL... 6 1.4 BEGREBSAFKLARING... 6 2. AFGRÆNSNING... 7 3. ETIK OG DEBATTEN OM... 8 4. METODE... 12 4.1 FORDOMME OG FORFORSTÅELSE... 12 4.2 LITTERATURSØGNING... 13 4.3 KVALITATIV... 13 4.3.1 Empiri... 14 4.3.2 Fejlkilder... 15 5. TEORI... 16 5.1 DISKURSANALYSE... 16 5.1.1 Norman Fairclough Kritisk diskursanalyse... 19 5.2 UTILITARISME... 25 5.2.1 John Stuart Mill... 25 6. PRÆSENTATION AF EMPIRI... 28 6.1 OLE HARTLING ARGUMENTER IMOD... 28 6.1.1 Etisk råd Eutanasi Lovliggørelse af drab på begæring argumenter imod... 29 6.2 RUNE KLINGENBERG ARGUMENTER FOR... 31 6.2.1 Etisk råd Eutanasi Lovliggørelse af drab på begæring argumenter for... 33 6.3 JACOB BIRKLER... 34 7. ANALYSESTRATEGI... 35 7.1 DISKURSANALYSE... 35 8. ANALYSE... 38 8.1 DISKURSANALYSE AF DEBATTEN... 39 8.1.1 Delkonklusion... 52 8.2 ETIK I DEBATTEN... 53 1

8.2.1 Delkonklusion... 55 8.3 RELIGION I DEN POLITISKE ARENA... 56 8.3.1 Delkonklusion... 59 9. DISKUSSION... 60 10. KONKLUSION... 64 11. PERSPEKTIVERING... 66 12. LITTERATURLISTE... 72 2

1. Indledning I medierne florerer debatten om legalisering af aktiv dødshjælp jævnligt, hvor forskellige positioner bliver belyst. Dette vækkede vores interesse omkring emnet aktiv dødshjælp, hvilket resulterede i en diskussion om legalisering af aktiv dødshjælp og vores holdninger hertil. Vi var overrasket over at finde ud af, at alle i gruppen var for en legalisering, og på trods af at vi vidste, at der fandtes argumenter imod aktiv dødshjælp, kunne vi ikke selv italesætte, hvad disse argumenter indeholdte. På dette grundlag har vi et ønske om igennem projektet, at tilegne og udvide vores videnshorisont, så vi kan belyse de forskellige positioner i debatten, og herunder hvad deres argumenter for og imod aktiv dødshjælp er bestående af. 1.1 Problemfelt Dilemmaet vedrørende aktiv dødshjælp er af en problematisk størrelse. Dette grunder i, at debatten er i kontinuerlige svingninger igennem tiden. I takt med at det kommer frem i mediernes søgelys, at forskellige individer med et terminalt sygdoms forløb eller en ubærlig livstilværelse som følge af behandling af for eksempel kræft, ønsker at gå fra denne verden på deres egne præmisser, kommer der mere og mere fokus på mulighed for legalisering af aktiv dødshjælp. Læge assisteret- selvmord, som er en afart af aktiv dødshjælp, er efter flere årtiers debat siden 2001 blevet lovliggjort i både Holland, Belgien, Luxembourg og flere amerikanske stater. Siden har debatten om, hvorvidt det også skulle indføres i Danmark eller ej jævnligt været til stede i de danske medier. I de danske medier har man kunne følge flere uhelbredeligt syge danskere, der har valgt at tage turen til et af de lande, der allerede har lovliggjort aktiv dødshjælp. Disse såkaldte dødsturister, der valgte at foretage deres sidste rejse til et andet land for at modtage et læge assisteret- selvmord, pustede liv i debatten om, hvorvidt man i Danmark skal have samme ret til at få hjælp til at fravælge livet, eller om det stadig skal forblive ulovligt. Det er en debat med mange forskellige aspekter, og i kraft af at det er en meget etikbaseret debat, er det svært at vurdere, hvad der er moralsk korrekt og moralsk ukorrekt. Dog er især uoverensstemmelsen mellem menneskelivets ukrænkelighed og menneskets frie valg et dilemma, som mange forskellige positioner har en mening om. Eksempelvis taler flere religiøse positioner imod legaliseringen af aktiv dødshjælp (religion.dk: Hvordan ser religionerne på aktiv dødshjælp?), mens sekulære positioner med 7 ud af 3

10 lægmænd stiller sig i opposition hertil ud fra et etisk rationale (Palliativt Videncenter: Debat om aktiv dødshjælp). I kraft af at diskussionen om hvorvidt aktiv dødshjælp skal indføres i Danmark, som tidligere nævnt i høj grad er domineret af etiske overvejelser og - problemstillinger, spiller Etisk Råd en afgørende rolle i spørgsmålet. Da vi lever i et sekulært samfund, skaber det en undring, at religion skal have indflydelse på en legalisering af omfanget af folks autonomi. Selvom spørgsmålet om aktiv dødshjælp er blevet diskuteret flere gange blandt medlemmerne af Etisk Råd, er der stadig uenighed men et massivt flertal med 15 ud af 17, der er de imod en legalisering (Etisk Råd: Det etiske råds udtalelser om eventuel lovliggørelse af aktiv dødshjælp, s. 8). Det samme gør sig gældende for 61% af folketingets politikerer, når de bliver udspurgt, om hvad de selv mener (Etisk Råd: Aktiv dødshjælp - Det mener politikerne). Hertil ses en undersøgelse lavet til kristeligt dagblad hvor der blandt befolkningen vises, at 56% mener, at politikerne aktivt skal ændre loven nu, 18% er i mod og 26% svarer, at de ikke ved det (Kristeligt dagblad: Danskerne ønsker aktiv dødshjælp legaliseret, 2011). Vi ser det som videre problematisk, at dette ikke er blevet taget op som en debat af folketinget, når der i forbindelse med den øgede samfundsdebat, ses eksempler hvor læger går ind og forklarer, at de føler, det er deres pligt, at imødekomme lidende uhelbredeligt syge individers bønner om en afslutning på deres smerte, og ser derfor valget om ikke at hjælpe som den moralske ukorrekte og uetiske handling (Ekland- Olsen 2013:63ff). Befolkningen anser sundhedsvæsnets hovedfunktion og målsætning som værende det at rede liv, men deres hovedfunktion og målsætning er i virkeligheden at forbedre livskvaliteten (Brock & Samsø 2005:45f.). Målsætningen med behandling er altså, at individet bliver i stand til at leve sit liv så godt som muligt, og derigennem forsøger sundhedsvæsnet at sikre, at personens livskvalitet ikke bliver forringet på grund af helbredsproblemer. Der kan dog opstå situationer, hvor alle muligheder for at forbedre livskvalitet enten er forsøgt, eller hvor yderligere behandling vil føre til en direkte livsforværring. I sådanne situationer menes det, at aktiv dødshjælp burde være det næste naturlige skridt, forudsat at patienten ønsker det (Brock & Samsø 2005:45f). Dette kan især blive tilfældet i et samfund som Danmarks, hvor befolkningens gennemsnitsalder har været støt stigende de seneste 25 år. I 2014 kan danskerne kalde sig indehavere af en gennemsnitslevealder på 80 år (Danmarks Statistik: Middellevetid). Denne stigning skyldes hovedsageligt udviklingen i 4

teknologi og derigennem flere muligheder for livsforlængende behandling. Som følge af den stigende levealder bliver flere danskere ramt af uhelbredelige dødelige sygdomme specielt på grund af livsstil, hvilket har resulteret i et voldsomt stigende behov for palliativ behandling, da disse sygdomme ofte er forbundet med voldsomme smerter (sundhed.dk: 2014). Et klassisk eksempel på en dødelig sygdom der har stigende udbredelse blandt den danske befolkning, er sygdommen demens. Videnscenter for demens forudser, at antallet af personer med demens næsten fordobles over de næste 25 år (Videnscenter for demens: Forekomst af demens). Samtidigt rapporterer Palliativt Videncenter, at antallet af generelle patientforløb fra 2010-2011 er steget med cirka 14% (Palliativt Videncenter: Årsrapport 2011), mens antallet fra 2011-2012 er steget med yderligere 13% (Palliativt Videncenter: Årsrapport 2012). At dette er stigende betyder, at antallet af patienter, hvor helbredende behandling ikke længere er mulig, er voksende. Hensigten med palliativ behandling er så vidt muligt, at forbedre livskvaliteten hos den syge ved at lindre symptomer med smertelindrene behandling, selvom behandlingen kan have en livsforkortende effekt. Målet er derfor ikke at helbrede patienten (Palliativt Videncenter: Om Palliation). Den uhelbredeligt syge dansker har altså ret til at vælge en behandling, hvor en bivirkning kan være livsforkortelse i form af passiv dødshjælp, eller en behandling hvor patienten bliver medicineret i sådan en grad, at de lever og tænker, men fysisk ikke føler noget. Dette rejser spørgsmålet - hvorfor er det ikke muligt for en uhelbredeligt syg at vælge en behandling, hvor det direkte formål med behandlingen er at ende livet, hvis livskvaliteten ikke er tilfredsstillende? Det er en frembrusende debat i samfundet, som både den almene befolkning, eksperter og politikere har en holdning til, og der er stor uenighed blandt de involverede positioner. Specielt interessant finder vi det, at det eneste sted i debatten der til dels er enighed er hos folket, hvor holdningen er, at lovgivningen skal ændres. Men hvad er det for nogle forskellige positioner med argumenter, der enten er forkæmpere eller modstandere i debatten om aktiv dødshjælp? Hvorfor ville man argumentere imod aktiv dødshjælp, hvis individet selv vurdere, at livskvaliteten er så dårlig, at livet er ubærligt? Har man ikke ret til autonomi? Hvis vi lever i et sekulært samfund, hvorfor skal religion så gennem præster rådgive regeringen om hvorvidt en legalisering eller ej, er det rigtige at gøre? Disse er nogle af de problemstillinger, vi vil forholde os til i projektet, og med disse problemstillinger som grundlag har vi udformet vores problemformulering. 5

1.2 Problemformulering v Hvad er argumenterne for og imod aktiv dødshjælp i mediedebatten i Danmark? 1.3 Underspørgsmål Ø Hvilke positioner indgår i debatten? Ø Hvilke normer påkalder aktørerne i debatten? Ø Hvorfor skal præster have indflydelse på debatten om aktiv dødshjælp, når vi efter sigende lever i et sekulariseret samfund? Ø Hvordan ville man med et utilitaristisk udgangspunkt argumentere for aktiv dødshjælp, og hvilke konsekvenser kan en utilitaristisk legalisering af aktiv dødshjælp have for samfundet? 1.4 Begrebsafklaring Aktiv dødshjælp: En behandling hvor en læge giver en dødelig dosis medicin efter samtykke og ønske fra en given patient. Behandlingens formål er, at øjeblikkeligt afslutte lidelser for den uhelbredeligt syge, ved at ende dennes liv. Dette begreb er hovedsageligt det, der arbejdes med i projektet, da det er den måde, Eutanasi bliver fremstillet på i debatten. Eutanasi: Et andet ord for Aktiv dødshjælp. Palliativ behandling: En form for behandling som har til formål at lindre symptomer for terminalt syge fremfor at finde en kur mod sygdommen. Behandlingen har til hensigt at forbedre livskvaliteten hos uhelbredeligt syge. Læge- Assisteret selvmord: Efter ønske fra patienten at få en læge til at udskrive recept til medicin og remedier, hvis bivirkning ved overdosis medfører døden. Lægens intention er at hjælpe en given patient med at begå selvmord uden direkte være skyld i døden. Palliativ sedering: Definitionen af dette bygger på brugen af sedative medikamenter. Disse bruges i en sådan et omfang, at det kan reducere patientens bevidsthedsniveau, hvilket gøres for at lindre ubærlig lidelse og dertil liggende symptomer. 6

Passiv dødshjælp: Under samtykke og ønske fra patienten eller i nogle tilfælde pårørende at afslutte potentiel livsforlængende behandling. Det kan også være op til en lægeligt vurdering, om behandlingen skal afsluttes. 2. Afgrænsning For at give læseren overblik og en forståelse over projektets indhold har vi valgt at lave en positiv afgrænsning, hvor der beskrives, hvad vi vil gøre i projektet. I dette projekt har vi valgt at fokusere på positionerne i debatten for og imod legalisering af aktiv dødshjælp i Danmark i tidsperioden 2003 til 2014. I projektet anvendes kvalitativ metode med empiri i form af ekspertudtalelser samt diskursanalyser som projektets metode. Vi redegøre for hvilke positioner, der indgår i debatten, for derefter at anvende empirien med artikler fra tre eksperter til at undersøge, hvilke argumenter de anvender til at underbygge deres position i debatten. Projektet forholder sig primært til de sekulære og religiøse normer, der ligger til grund for de anvendte eksperters argumentationer i debatten. Vi er klar over, at der eksisterer flere argumenter, som trækker på andre normer end den religiøse og sekulære, som vi præsenterer i projektet, og at alle religiøse mennesker ikke nødvendigvis er modstandere af aktiv dødshjælp, ligesom alle ikke- religiøse mennesker ikke nødvendigvis er fortalere for aktiv dødshjælp. Til at analysere hvilke normer der ligger til grund for de argumenter, der præsenteres i debatten, benyttes diskursteoretikeren Norman Faircloughs tredimensionelle model i en kritiske diskursanalyse til at analysere eksperternes argumenter for og imod aktiv dødshjælp. Herefter vil der som udgangspunkt anvendes moralfilosoffen Svend Andersens etiske principper til at analysere, hvilke etiske normer empirien påkalder sig, og hvilke etiske refleksioner der findes i empirien. Afrundingsvis på analyseafsnittet laves en diskuterende analyse over religions indflydelse på Folketingets holdning omkring legalisering af aktiv dødshjælp. For at belyse en tredje position i debatten opstilles der en utilitaristisk position i diskussionen. Dette gør vi ved at anvende John Stuart Mills utilitarismeteori til at tilføje et nytteetisk syn på debattens argumenter imod aktiv dødshjælp og en eventuel legalisering i Danmark. Vi vil afrunde projektet med en perspektivering mellem utilitarisme i debatten om aktiv dødshjælp i USA mod utilitarisme i debatten i Danmark. 7

3. Etik og debatten om aktiv dødshjælp Begrebet debat kan forstås i vid udstrækning, og af denne grund vil vi i dette afsnit afgrænse, hvad vi i projektet mener, når vi refererer til debatten. Det vil vi gøre, ved at beskrive hvilken typer debat, der er tale om, i hvilket tidsrum den udspilles, hvad den indebærer, og hvorfor eksperter til emnet aktiv dødshjælp vælger at udtrykke sig på denne måde. Derefter vil vi i afsnittet ud fra moralfilosoffen Svend Andersen definition uddybe, hvad der i dette projekt menes med ordet etik, ved at forklare hvad etik er, og hvad forskellige etiske opfattelser indebærer. Debatten om aktiv dødshjælp Debatten om aktiv dødshjælp eksisterer som en mediedebat, men den kan herunder identificeres som forskellige andre, alt afhængigt af hvad der er fokus. Ind under mediedebatten fungerer den som en juridisk, en økonomisk, en politisk og mange andre. Selvom disse står som hver deres debat, kan de sagtens have indflydelse på hinanden for eksempel igennem deres deling af hovedaktører som eksempelvis Etisk Råd. Det er sjælendt, at forskningsrapporter bliver læst, og derfor griber forskere ofte chancen for at skrive medieindlæg, da det er en mulighed for at dele deres viden bredere. Mediedebatten om aktiv dødshjælp bygger derfor både på disse eksperters egne udtaleser, deres svar i interviews og folkets holdning igennem meningsmålinger. Det er sjældent, at eksperterne får frit råderum, da mediedebatter ofte er meget præget af en indirekte form for censur. Denne censur kommer til udtryk på flere måder, men den hyppigste måde de bliver underlagt censur er igennem interviews. Censuren kan i dette tilfælde forekomme på to måder: 1. Journalisten kan have en skjult dagsorden og derfor stille spørgsmål, der er formuleret på en sådan måde, at det indsnævre svarmulighederne for, hvad den adspurgte kan svare. Den anden måde ligner den første, men er ikke nær så synlig. 2. Censuren ligger her i, at der er et spørgsmål, der skal svares på, hvilket begrænser den interviewede og skaber rammer svarmuligheder. Selv hvis journalisten forsøger at stille åbne spørgsmål, er de alligevel bestemmende for, hvor fokus for hele interviewet ligger. Selv når eksperterne skriver deres egne tekster, som for eksempel et debatindlæg eller kronikker, er de underlagt censur igennem redigering. Mediedebatter er altså ofte præget af censur, og det er sjælendt, at eksperter får frit spil, herved forstået som muligheden for at skrive hvad de vil uden begrænsninger. En overvejelse der er vigtig at have med, når man beskæftiger sig med mediedebatter er, at de er underlagt 8

nyhedsbegrebet. Hele den udvælgelse betyder, at pointer eller dele af debatten kan blive undladt, hvis det ikke ses som en nyhed, og som en følge af dette er mediedebatter ofte knapt så dybdegående (Meilby 2004:54f). Dette er et udtryk for endnu en form af censur i mediedebatter, hvor man skal være opmærksom på, at argumenter kan udlades, og at de personer der bliver tildelt taletid kan være nøje udvalgt, for at fremme en bestemt pointe. På trods af denne censur er det alligevel muligt at opnå et nuanceret billede af den etiske debat igennem medierne. Debatten om aktiv dødshjælp er speciel, fordi den tager udgangspunkt i en fælles forståelse for, hvad der er rigtigt eller forkert, og samtidigt er præget af mange forskellige etiske opfattelser. To ens holdninger kan let være bygget på to meget forskellige grundlag. Hovedaktørerne i mediedebatten er Etisk Råd, etikforskere, læger, eksperter og individer involveret i specielle sager, hvor der har været et ønske om at få aktiv dødshjælp. Selvom de her er blevet præsenteret i grupper efter erhverv eller relation til debatten, kan aktørerne ikke opdeles sådan. Der findes for eksempel mellem læger positioner både for og imod. På samme måde er ikke alle religiøse positioner imod legalisering af aktiv dødshjælp. Selvom denne debat er stor som mediedebat og herunder både som en politisk, økonomisk og juridisk med mange forskellige holdninger, er den aldrig kommet tættere på politikerne end Etisk Råd. Selvom debatten har indflydelse på politikerne, og forsøger at få dem til at reagere på debatten, er emnet aktiv dødshjælp aldrig blevet taget op som en folketingsdebat. Svend Andersens definition af etik Betegnelsen etik stammer fra det græske adjektiv ethikós, der er afledt af ethos. [ ] Ved ethos, sædvane, skal forstås det, som mennesker gør, fordi det betragtes som det rigtige eller gode. Men det kan ske, at det bliver usikkert og diskutabelt, hvad der er det rigtige/gode. (Andersen 1998:11f) Sådan betegnede Aristoteles som den første etik som en filosofisk beskæftigelse. Med denne betragtning forholdte han sig til spørgsmålet om, hvorvidt det gode er givet af natur, eller om det beror i den menneskelige udvikling. Dette har været udgangspunktet for, hvordan der senere er blevet spurgt til etik, om det skulle følge den teknologiske udvikling og hvad den muliggjorde, eller om de etiske værdier skulle være bundet af noget større. 9

Etiske opfattelser Når man stiller og besvarer et etisk spørgsmål kan dette gøres igennem flere forskellige processer. Pointen her er ikke, at svarene på etiske spørgsmål kan være forskellige, hvilket de selvfølgelig kan, men at måden hvorpå man finder frem til dem kan være. Dette betyder, at vi vurderer etiske spørgsmål forskelligt. Ligeledes vil et spørgsmål være afhængigt af, hvilken genstand der bliver spurgt til. Genstanden kan være for eksempel være en person eller en handling. På grund af disse mange forskelle kan etisk refleksion inddeles i en række forskellige undergrupper. Et udvalg af disse er metaetik, normativ etik og individualetik. En form for etisk refleksion der er uden stillingstagen, er den metaetiske. Denne tager udgangspunkt i normer og fornuftsbegrundelse. Når der tages stilling til et etisk spørgsmål, forsøges der med den metaetiske form, at lede tilbage til en norm. Søges der videre begrundelse for denne norm, leder det tilbage til en mere almen norm og i sidste instans et etisk princip. Spørgsmålet Må man lyve? kan her besvares ud fra den følgende betragtning. Man skal aldrig skade et andet menneske. At lyve er at skade et andet menneske. Man skal altid sige sandheden. Hvis jeg siger p til NN, lyver jeg. Jeg skal ikke sige p til NN. (Andersen 1998:16) Spørgsmålet Må man lyve? ledes tilbage til normen Man skal altid sige sandheden, som så yderligere kan ledes tilbage til den højere norm Man skal aldrig skade et andet menneske. Denne proces bruges som en form for argumentation til at behandle overvejelsen Jeg skal ikke sige p til NN. Ræsonnementet ligger altså i den etiske refleksion, der er over den norm, der kan besvare spørgsmålet. Normativ etik er en etisk overvejelse, hvori der også er stillingstagen som for eksempel afvisning eller tilslutning af normer. Det samme spørgsmål vil man kunne besvare med ræsonnementet, det er forkert at lyve, fordi det strider med den grundlæggende norm, at man altid skal fortælle 10

sandheden. For en normativ etisk opfattelse er det også nødvendigt, at underbygge hvori gyldigheden af normen er begrundet (Andersen 1998:17). Individualetik forholder sig til etiske spørgsmål for den enkelte. For eksempel hvordan man skal forholde sig til en given situation, eller hvordan man bør handle i situationen. Disse spørgsmål er hovedsageligt forbundet med forholdet til dem, der er en nær. Det kan være familie, venner eller andre, der er en nær som for eksempel forholdet til en terapeut (Andersen 1998:18). Spørgsmålene om etisk holdning var mere simple, da kirken var dominerende, men i forbindelse med sekularisering har religionen ikke længere været det, der dannede en fælles livsopfattelse, og der har derfor ikke på samme måde været et fælles grundlag for at danne disse holdninger. På religionens tidligere plads findes der nu en bred vifte af livsopfattelser - socialisme, humanisme, naturalisme, materialisme, ateisme og en række flere, som alle er forskellige i, hvad de vurderer som rigtigt eller forkert. Pluralisme er altså blevet herskende i debatten om etiske værdier. Denne pluralisme er med til, at skabe en bredere debat, hvor flere modstridende argumenter inddrages. Dog er der alligevel etiske spørgsmål, hvor der stadig eksisterer et fælles grundlag. Et klart eksempel på dette kan ses inden for den biomedicinske udvikling, hvor nye etiske problemstillinger rejses som følge af en teknologisk udvikling. Svend Andersen italersætter som en generel tanke: Vi kan ikke bare lade denne udvikling fortsætte uforstyrret. Der er nogle af de muligheder, den giver, som vi ikke ønsker. Vi må sætte grænser for, hvad der er tilladeligt! (Andersen 1998:14) Dette var en holdning hos flere politikkere, der resulterede i, at Etisk Råd blev nedsat i 1987. Beslutningen om at det var nødvendigt beviser altså, at selvom livopfattelserne kan afvige meget, er der situationer, hvor enighed kan opnås, forstået således, at netop fordi der var uenighed om mange problemstillinger, blev det fundet nødvendigt at nedsætte et råd til, at tage disse diskussioner. I mange etiske teorier er der et etisk princip der går igen, nemlig den gyldne regel. Dette etiske princip bunder i det, der er kaldet en forventningsstruktur. Denne struktur bygger på tanken om, at man bør behandle andre som, man forventer at de behandler en. Dette skal ikke forstås som, det du forventer nogen vil gøre, men mere det princip at mennesket som udgangspunkt forventer, at blive anerkendt og behandlet godt af sine medmennesker. Dette princip kan uden de store forbehold stilles overens med det kristne næstekærligheds princip (Andersen 1998:243f). 11

4. Metode I dette projekt vil vi med avanceret litteratursøgning udvide vores horisont omkring emnet aktiv dødshjælp, og vi vil anvende kvalitativ empiri til at besvare vores problemformulering. Vi har valgt udelukkende at bruge den kvalitative metode i projektet, da vi vurderer at den vil være bedste til at opnå dybdegående information om vores emne. Vi vil starte med at redegøre for vores fordomme og forforståelser, for at vi gennem projektet har dem in mente. Derefter vil vi redegøre for vores litteratursøgning, hvor der gennemfås hvilken kildeform der hovedsageligt anvendes i dette projekt. Der vil systematisk blive redegjort for valg af kvalitativ metode, empiri og eventuelle fejlkilder, og slutningsvis empiri og fejlkilder. 4.1 Fordomme og forforståelse Projektets omdrejningspunkt er debatten om aktiv dødshjælp, og da debatten er meget holdningspræget, er vi opmærksomme på at vores egne fordomme og forforståelser kan have indflydelse på projektets retning samt resultaterne af analysen. For at minimere denne indflydelse på projektet vil vi redegøre for vores umiddelbare fordomme og forforståelser for at sikre, at vi er opmærksomme på deres tilstedeværelse og derved deres indflydelse. Som fordom har vi haft den holdning, at aktiv dødshjælp burde være lovlig, idet at mennesket er et intelligent væsen, der både skal og vil have ret til autonomi. Vi havde en forforståelse om, at aktiv dødshjælp havde været debatteret i folketinget, og at grunden til at politikerne er imod aktiv dødshjælp er populisme. Alle eksperter såsom læger og filosoffer havde vi forventet ville være for legalisering af aktiv dødshjælp. Som opponent til aktørerne der argumenterer for i debatten, havde vi den fordom, at vi hovedsageligt ville se religiøse aktører. Disse fordomme og forforståelse er blevet afkræftet, bekræftet eller ændret i takt med, at vores videnshorisont er blevet udvidet gennem litteratursøgning og den viden vi tilegnet os. 12

4.2 Litteratursøgning Som litteratur har vi anvendt både faglitteratur i form af bøger, artikler og debatindlæg fra aviser og internetsider. I projektet har vi været opmærksomme på at forholde os kritisk overfor bøgernes faglighed, artiklernes forfattere og troværdighed samt internetkildernes oprindelse. I dette projekt anvendes der mange internetkilder, og dette er begrundet med, at vores projekt tager udgangspunkt i en aktuel debat. Det er derfor nødvendigt at anvende kilder fra internettet og aviser for at indsamle den nyeste information, da denne information ikke kun vil kunne indvindes gennem fagbøger. I projektet har vi primært anvendt sekundære kilder i form af artikler, hvor forfatteren, ud fra sin argumentation, enten stiller sig som modstander eller fortaler for aktiv dødshjælp. De anvendte kilder anvender vi som baggrundsviden til vores tilgang til projektet, og argumentationen for enten for eller imod aktiv dødshjælp vil vi anvende i vores analyse. Vores analysekilder er hovedsageligt sekundære kilder, da det er udtalelser i debatten omkring holdninger til aktiv dødshjælp, og ikke situationer hvor forfatteren selv står i en situation, hvor der skal vælges aktiv dødshjælp, og det vil ses som gennemgående i både vores bøger, aviser og internetkilder. 4.3 Kvalitativ Med kvalitativ metode får vi en dybdegående og eksplorativ viden, med hvilken vi kan søge efter en konstruktion af idealtyper, der kan begrunde de fænomener, der fortolkes og iagttages i projektet (Olsen & Pedersen 2013:152). Her arbejdes der ikke med statistisk gennemsnit, men derimod søges der at forstå konkrete personer og sociale processer. Vi har valgt at anvende kvalitativ metode, da vi ønsker at belyse den sociale proces i form af debatten og belyse aktørers argumenter og diskurs omkring aktiv dødshjælp, hvilket vi har gjort ved at anvende kvalitativ empiri. Af den indsamlede empiri vil vi i projektet på bagrund af en kvalitativ analysestrategi, udføre en diskursanalyse, se afsnit 5.2 Diskursanalyse og afsnit 7. Analysestrategi, der er udviklet til at belyse menneskelige oplevelser, erfaringsprocesser og det sociale liv (Brinkmann & Tanggaard 2010:17). 13

4.3.1 Empiri I vores undersøgelse af debatten har vi afholdt os fra indsamling af egen kvalitativ empiri. Vi ønsker at se på debatten så objektivt som muligt, hvilket vi synes at have bedst mulighed for ved at anvende udvalgte artikler, som vi mener er gode eksempler på opponerende positioner i debatten. Vi har valgt at indsamle kvalitativ empiri i form af artikler og debatindlæg for at kunne præsentere de mest aktuelle argumenter for og imod aktiv dødshjælp. Vores valgte empiri er artikler skrevet af eksperter indenfor forskellige områder, der fremstiller deres holdning til aktiv dødshjælp i medierne. Anvendte eksperter Rune Klingenberg Rune Klingenberg er Ph.d.- studerende i filosofi på RUC (rucforsk.ruc.dk: Rune Klingenberg Hansen). Han beskæftiger sig blandt andet med moralsk ansvar og bioetik. Klingenberg skriver for Politiken, og er en del af deres hold af moralfilosofer, der skriver om aktuelle etiske problemstillinger i samfundet (Politiken: Om filosofferne). Han er interessant at se på i debatten, fordi han beskæftiger sig med bioetik ud fra et filosofisk synspunkt, og fordi han er fortaler for aktiv dødshjælp. Ole Hartling Ole Hartling er specialiseret indenfor almen- og klinisk nuklear medicin og er overlæge på Vejle Sygehus. Han blev medlem af Etisk Råd i år 2000 og var formand fra 2003 til 2007. Hartling har med sin medicinske baggrund behandlet mange lægeetiske spørgsmål i sit arbejde i Etisk Råd. Han har blandt andet deltaget aktivt i debatten om aktiv dødshjælp i Danmark. Hartling er søn af tidligere statsminister og præst Poul Hartling, og flere af Ole Hartlings udtalelser er på trods af hans naturvidenskabelige baggrund religiøst inspireret (etik.dk: Den rolige etiker). Vi har valgt at inddrage Ole Hartlings artikel i vores empiri, fordi han udgør en interessant position i debatten, både ud fra hans beskæftigelse med medicinsk etik og fordi han har været medlem af Etisk Råd, som spiller en afgørende rolle i debatten om indførelse af aktiv dødshjælp i Danmark. Hartling er modstander af aktiv dødshjælp. 14

Jacob Birkler Jacob Birkler er uddannet cand.mag. i filosofi og psykologi og har en Ph.d. i medicinsk etik. Han har udgivet flere publikationer om filosofi og etik i sundhedsvæsenet (dialektik.dk). Birkler har været medlem af Etisk Råd siden 2010 og formand siden 2011. Han har særligt interesse i etikken bag patientautonomi og livets begyndelse og ophør (etiskraad.dk: Jacob Birkler). Birkler er relevant at inddrage i vores empiri i kraft af hans status som formand for Etisk Råd. Han har skrevet flere artikler om etiske overvejelser i forhold til aktiv dødshjælp (dialektik.dk: Jacob Birkler, publikationer) og har tidligere været fortaler for legaliseringen, men fremstår nu som modstander i debatten. Hans nuværende holdning som modstander er interessant i sammenhæng med hans interesse for patientautonomi, da autonomibegrebet står i kontrast til hans modstand af aktiv dødshjælp. Vi anvender ovenstående eksperters debatindlæg som empiri i vores analyse på baggrund af deres behandling af etiske problemstillinger indenfor aktiv dødshjælp og deres status som aktive aktører i debatten. Vi har valgt disse tre eksperter, fordi deres argumenter bygger på forskellige etiske værdier, som vi mener er relevante i forhold til debatten om aktiv dødshjælp. Eksperternes forskellige værdibaserede argumenter skal hjælpe os til at få en forståelse for, hvilke etiske værdier de forskellige positioner i debatten baserer sig på. Det er vigtigt at understrege, at vi i projektet ikke fokuserer på eksperternes holdning, med derimod udelukkende deres argumenter i debatten om aktiv dødshjælp. 4.3.2 Fejlkilder Idet vores analytiske tilgang til vores problemstilling baseres på en diskursanalyse af forskellige holdninger i debatten om aktiv dødshjælp, indgår der en række fejlkilder. Fejlkilderne opstår på baggrund af vores anvendte empiri i form af eksperters subjektive fremstilling af deres holdninger. Disse holdninger bygger på forskellige værdier, fordi debatten om aktiv dødshjælp bygger på et etiske spørgsmål. Deres meninger er derfor ikke repræsentative, men blot eksempler på positioner i debatten. Spørgsmålet om aktiv dødshjælp er en aktuel debat og derfor spiller empiriens alder en vigtig rolle. Det er vigtigt, at vi i projektet forholder os så vidt muligt til den nyeste empiri på området, så 15

empirien stadig er aktuel i debatten. Idet vi kobler vores ekspertempiri med Etisk Råds rapport fra år 2003, kan det være en fejlkilde, at der ikke er en tydeliggørelse af, hvad andre diskurser i debatten bygger på. Dog er vi opmærksomme på dette, og vi vil derfor ikke kun trække på deres diskurs i forhold til Etisk Råds rapport fra år 2003, men også de diskurser der har været fra år 2003 til år 2014. 5. Teori I denne del af projektet vil vi redegøre for, hvilke teorier der anvendes i dette projekt, og hvad de indebærer. De valgte teorier er henholdsvis diskursanalyse og utilitarisme, som vil fungere som rammen for vores analysestrategi for empirien samt selve analysen. Der vil i teoridelen indledes med et hovedafsnit om, hvad diskursanalyse er, og hvilken epistemologi og ontologi den påkalder sig. Derefter som underafsnit har vi inden for diskursteoretikere valgt at anvende Norman Fairclough og hans kritiske diskursanalyse, hvor valget af teori begrundes og en redegørelse for teorien vil findes. For at forstå Faircloughs kritiske diskursanalyse opstilles og uddybes teoriens nøglebegreber, hvorefter Faircloughs tredimensionelle- model, til hvilken nøglebegreberne anvendes, illustreres og forklares. I efterfølgende hovedafsnit vil der redegøres for utilitarismeteorien og for at give en systematisk gennemgang af teoridelen, vil der som ved diskursanalysen redegøres for, hvilken epistemologi og ontologi teorien påkalder sig. Der vil som underafsnit fokuseres på teoretikeren John Stuart Mill, og hans begreber i form af lykkeprincippet, den moralske handling og afrundende Mills vurdering af sammenhængen mellem nytte og retfærdighed. 5.1 Diskursanalyse Diskursbegrebet har været centralt i de seneste mange år i debatter om videnskabsteori, og trods manglende enighed om hvad begrebet dækker, er anvendelsens konsekvenser ofte måder at problematisere vores forestillinger om, hvad videnskab er og bør være. At producere objektiv sand viden er ikke formålet med diskursiv vidensproduktion, men det er nærmere det, at man problematisere viden, der fremstår som sand og objektiv. Omdrejningspunktet bliver herved for den videnskabsteoretiske diskussion at diskutere begreber og analysestrategier for at kunne sætte 16

spørgsmålstegn ved de forestillinger i samfundet om sandheder, forskellige aktører handler ud fra (Juul & Pedersen 2012:233). Diskursbegrebet er et kernebegreb i poststrukturalismen, og hvad der genfindes hos de fleste diskursanalytikere er fire centrale pointer. De fire centrale pointer der beskrives i bogen Samfundsvidenskabernes videnskabsteori en indføring af Søren Juul og Kirsten Bransholm Pedersen illustreres i tabel 5.1.1. Diskursbegrebets pointer Mening eller betydning Uddybning 1. Diskursbegrebet peger på mening eller betydning, som peger på en diskursiv mediering af fakta. Fakta fremstår aldrig rent, men vil være givet en specifik betydning idet den indskrives i en bestemt diskurs. Perspektivisme 2. Alt efter hvilken diskursiv sammenhæng betydninger og sociale forhold indgår i, kan de ændres og formes forskelligt. Dette kaldes blandt andet for perspektivisme, da man antager, at der altid er mulighed for, at forskellige perspektiver medfører forskellige opfattelser af tingene. Strukturalisme 3. I diskursbegrebet er en form for strukturalisme involveret, idet diskursanalyser påpeger, at det er nogle bredere relationer og sammenhænge, vi er placeret i, der afgør hvad vi siger og gør, og ikke det enkelte individs intentioner. Begrebet indeholder derfor en kritik af metodologisk individualisme, hvor samfundet forstås som summen af enkeltindividers handlinger. Hvilken diskurs der har vundet indpas og er blevet dominerende bestemmer, hvordan vi opfatter situationer. Gør en forskel 4. Diskursive formninger har konkrete effekter og kan ikke reduceres til ren retorik. Den har blandt andet indflydelse på, hvordan vi handler politisk, og diskurs gør derfor en forskel. Tabel 5.1.1 Diskursanalytikeres fire centrale pointer (Juul & Pedersen 2012:235f): 17

Diskursteori er for det meste socialkonstruktivistisk og tager udgangspunkt i, at al viden er diskursivt medieret. Med diskursivt medieret ligger den grundlæggende tese om, at den materielle verden, som antages at eksistere uafhængigt af vores sprog og bevidsthed, ikke er i stand til at repræsentere sig selv. Den materielle verden bliver derfor først tilgængelig som et meningsfyldt objekt, når den konstrueres til at have en bestemt form gennem sproget verden bliver betydningsbærende, når den sprogliggøres (Andersen & Kaspersen 2013:198). Dette betyder, at der ikke eksisterer viden, der blot afspejler de objekter, den hævder at være viden om, og derfor bliver antagelsen om, at videnskaben kan producere objektiv viden afvist med diskursperspektivet (Juul & Pedersen 2012:236). Epistemologi og ontologi At al viden er diskursivt medieret, forklarer hvordan diskursteorien ser verden og er herved et epistemologisk udsagn, men dette ophæves til en generaliseret status, og bruges altså til af forklarer hvad diskursteori er og bliver dermed ontologi. Der vil nu komme en mere dybdegående redegørelse af epistemologi og ontologi i diskursanalyse. Epistemologi Diskursanalyses epistemologi ligger sig op ad den socialkonstruktivistiske videnskabsteori, og dette gælder også for det ontologiske perspektiv. Ved de fleste videnskabsteoretiske retninger er der en forholdsvis lige vægtning mellem epistemologi og ontologi. Denne klassiske vægtfordeling af epistemologien og ontologien ophøre i dette tilfælde, og den epistemologiske retning får forrang. Dette medfører og betyder, at ontologien mindskes, men dog ikke forsvinder helt (Fuglsang & Olsen 2003:347). Epistemologien foreskriver at al viden er diskursiv medieret, og dermed kan der ikke findes en objektiv sand viden om et givent fænomen i sin fysiske eller sociale konstruktion. Vidensforholdet vil altid være formet i en bestemt retning, og det gælder al videnskab, da vi som mennesker altid vil have et formål med at undersøge og skabe viden om et givent objekt, subjekt eller fænomen ud fra en given interesse (Fuglsang & Olsen 2003:347). 18

Ontologi Når vi ser diskursteori i et ontologisk domæne, tænker man først og fremmest, at det er diskurser, der former den sociale verden, og derfor skabes forståelse af denne gennem diskursanalyse og diskursteori. Dette er dog ikke tilfældet, da man skal se ontologiens domæne som diskursivitet. Den ontologi der findes i videnskaben mener, at den sociale verden består af diskurser og diskursive formationer. Det er ikke længere flere velafgrænset og velformuleret diskurser, der er sat op i forhold til hinanden, men en bevægelig meningsmasse der kan smelte sammen og adskilles med det sociale alt afhængigt af diskursen. Helt basis for det ontologiske niveau for diskursteorien ligger det diskursive felt, som også kaldes mening, og denne relativt afgrænset mening kaldes for en diskurs. Alt vil være diskursivt medieret og konstrueret, men det afhænger helt af hvilken diskurs og hvilket erkendelsesmæssige slutpunkt, et givet objekt har, før man kan sige, at de er tilpas afgrænsede til, at man kan formå at analysere dem (Fuglsang & Olsen 2003:341f). 5.1.1 Norman Fairclough Kritisk diskursanalyse Vi har valgt at anvende Norman Fairclough (1941- ), da hans tilgang til kristik diskursanalyse blandt mange teoretikere anses for at være den mest udviklede teori og metode til forskning i kommunikation, kultur og samfund (Jørgensen & Phillips 2013:72). Vi vil starte med at redegøre for Faircloughs betegnelse af kritisk diskursanalyse, og hvad kritisk diskursanalyse kan anvendes til. Derefter vil vi fremvise de nøglebegreber, der er vigtige for at forstå, da de anvendes i en diskursanalyse, og til sidst vil Faircloughs tredimensionelle model blive præsenteret. Kritisk diskursanalyse Faircloughs kritiske diskursanalyse adskiller sig fra andre diskursteoretikere ved, at teorien har en dialektisk opfattelse af forholdet mellem det diskursive og det ikke- diskursive. Fairclough fokuserer i ikke kun på den lingvistiske del af diskursen, men inddrager også de bagvedliggende kulturelle og samfundsmæssige sammenhænge som indvirkende faktorer. Selvom teksten er det primære diskursive produkt, tillægges tekstens produktion og fortolkning ligeledes stor betydning for diskursen (Lund & Pedersen 1999:92). Ifølge Fairclough er alle diskursive praksisser påvirket af forudgående diskurser, og nye diskursive retninger opstår som reproduktioner og 19

transformationer af diskurser og dermed også af samfundet (Lund & Pedersen 1999:92). Faircloughs kritiske diskursanalyse pointerer, at man kan ændre de sociale praksisser, hvis bare man ændrer de sproglige. Derfor kan en teksts diskursive praksis have store konsekvenser for opfattelsen af de samfundsmæssige strukturer (Lund & Pedersen 1999:112). Med kritisk diskursanalyse kan man afdække, hvordan social og kulturel forandring finder sted i sprogbrug, ved blandt andet at se på de forskellige former for sprog der anvendes i varierende sociale situationer. Sprog er ikke blot noget som er, det er også noget, som gør. Fairclough ser med sin diskursanalyse sprogets potentiale som enten forandringsbærer eller forandringsblokade. Forandringsbærer skal forstås som at sproget bidrager til forandring af den sociale praksis, hvor sproget som forandringsblokade reproducerer den sociale praksis, man ønsker at ændre (Lund & Petersen 1999:89). I vores projekt kan vi anvende Faircloughs begreb til at undersøge kommunikationsprocesser og sætte dem i forhold til bredere samfundsmæssige og kulturelle udviklingstendenser, som i vores projekt er debatten om aktiv dødshjælp. Nøglebegreber Faircloughs definering og forståelse af kritisk diskursanalyse, men helt grundlæggende er det vigtigt, at betydningen af begrebet diskurs fremgår helt klar, da dette begreb af essensen i diskursanalyse. Diskurs er både konstituerende og konstitueret af sociale praksisser. Det diskursive består udelukkende af lingvistiske elementer i sociale relationer, men begrebet adskiller sig med Faircloughs teori fra andre diskursteoretikere, da sociale relationer i samfundet både kan indebære diskursive og ikke- diskursive elementer. De diskursive elementer kan for eksempel indgå i praksisser såsom kommunikationsplanlægning, hvor de ikke- diskursive elementer primært er det, der kaldes fysisk praksis, som for eksempel er at bygge et hus (Jørgensen & Phillips 2013:77). Når man analyserer diskurser, vil man blandt andet se på deres genre, som for eksempel en interview-, nyheds- eller filmgenre, som er forbundet med eller laver en del af en bestemt social praksis (Jørgensen & Phillips 2013: 80). Diskurser og genrer indeholdes af begrebet diskurstyper. Diskurser vil både reproduceres og forandres af den kommunikative begivenhed, som er ethvert tilfælde af sprogbrug, som for eksempel kan være en politisk tale, avisartikel eller reklame, eller det kan være en diskursorden (Jørgensen & Phillips 2013:79). Diskursorden både former og formes 20

af specifikke tilfælde af sprogbrug, og er de samlede diskurstyper, som anvendes inden for et socialt domæne (Jørgensen & Phillips 2013:81). Den kommunikative begivenhed har tre dimensioner: tekst, diskursiv praksis og social praksis, som vil blive uddybet i det kommende afsnit. Ved artikulering af forskellige diskurser mellem forskellige diskursordner, anvendes begrebet interdiskursivitet. Når diskursen reartikuleres, vil dens grænser inden for nye såvel som gamle diskursordner skiftes. Herunder ser man på to forskellige typer af forandring i diskursive praksisser, som kan give et tegn på, hvilken form for drivkræft, der er tale om: 1) Kreativ diskursive praksisser: når der blandes diskurstyper på en ny og kompleks måde, er det et tegn på og en drivkræft i diskursiv og dermed en sociokulturel forandring 2) Konventionelle diskursive praksisser: når diskurser blandes konventionelt, er det et tegn på og en drivkræft i opretholdelsen af den dominerende diskursorden og dermed den sociale herskende orden (Jørgensen & Phillipsen 2013:84) Samtidigt ser man også på intertekstualitet, hvilket indebærer, at alle kommunikative begivenheder trækker på tidligere begivenheder, herved historiens indvirkning på en tekst og tekstens indvirkning på historien, og der vil derfor altid bruges ord, som andre har brugt før. Man vil her ved en analyse af for eksempel en tale se på, hvor tydeligt talen trækker på andre taler eller tekster hvis det er en markant form for intertekstualitet bruges begrebet manifest intertekstualitet, og kan, hvis tydeligt trækker fra andre tekster, anses som en del af en intertekstuel kæde. De nævnte begreber vil vi bruge i vores analysestrategi og analyse, til at kortlægge forbindelserne mellem sprogbruget i vores udvalgte empiri og den sociale praksis. Faircloughs tredimensionelle model Faircloughs diskursanalyse tager afsæt i slutningen af 1970 ernes kritiske lingvistiske sprogsyn, med Michael Alexander Kirkwood (også kendt som M.A.K.) Halliday som grundlægger, som betegnede to funktioner: sprogets interpersonelle funktion (verden udenfor) og dets ideationelle funktion (sproget som handling) (Lund & Petersen 1999:92). Faircloughs målsætning er at belyse de forbindelser og årsager, der er skjulte. Dette gøres ved at undersøge og kortlægge de magtrelationer i samfundet, hvorfra der kan ses kritisk på relationerne og finde muligheder for 21

Gruppe 1 3. Semester SamBach social forandring (Lund & Petersen 1999:90). For at undersøge relationerne og mulighed for social forandring har Fairclough med inspiration fra Hallidays to funktioner udviklet en tredimensionel model, der kan hjælpe til at belyse tre spørgsmål: 1) Hvordan repræsenteres verden i teksten? 2) Hvilke identiteter tillægges de involverede parter i teksten? 3) Hvilke relationer konstrueres i teksten mellem de involverede? (Lund & Petersen 1999:91) Model 5.1.1.1 Illustration af Faircloughs tredimensionelle diskursanalyse (Lund & Petersen 1999:91) Hans tredimensionelle model opstiller 3 trin til at analysere empirisk data i sammenhæng med sociale strukturer. Samtidigt har model 5.1.1.1 til formål at illustrere, at diskursen ikke kun bidrager til reproduktion, men også til transformation af samfundet, på samme måde som diskursen både er en tekst, en diskursiv praksis og en social praksis (Lund & Petersen 1999:92). Vi AKTIV DØDSHJÆLP 22

vil nu systematisk gennemgå betydningen af dimensionerne; diskursiv praksis, tekst og social produktion. Tekst Når man arbejder med tekstens egenskaber, og herved dimensionen tekst, beskæftiger man sig også med produktions- og konsumptionsprocesser, som er dimensionen diskursiv praksis og omvendt, men da de dog er to forskellige dimensioner, skal de adskilles analytisk (Jørgensen & Phillips 2013:80). Man kan i analysen både starte med den diskursive praksis eller tekst som analysedel, men vi vil gennemgående i projektet have en systematisk tilgang ved at indlede med dimensionen tekst. I denne dimension af diskursanalysen analyserer man tekstens egenskaber, for senere at kunne fortolke tekstens diskurs. Det er i denne del af analysen vigtigt at forholde sig tekstnært til anvendt ordforråd, struktur, argumentation og kulturelle påvirkning (Lund & Petersen 1999:95). Gennem en detaljeret analyse med for eksempel analyseredskaber såsom metaforer, ordvalg og grammatik, kan der korlægges, hvordan diskurserne iværksættes tekstuelt. Herved kan man få understøttet, hvordan man umiddelbart fortolkede teksten, og man kan nå frem til nye fortolkninger. Samtidigt får man indblik i, hvordan teksterne behandler sociale relationer og begivenheder, og på denne måde skabes der indblik i om der fremstilles deciderede udgaver af virkeligheden, sociale identiteter og sociale relationer (Jørgensen & Phillips 2013:95). Diskursiv praksis I denne dimension af diskursanalysen ligger fokus på de produktions- og receptionsforhold, som er forbundet med teksten (Lund & Petersen 1999:93f). Disse to aspekter af diskursanalysen forholder sig henholdsvis til afsender og modtager, hvor hovedinteressen ligger i, at analysere hvordan teksten er produceret, og hvordan den konsumeres af læseren (Jørgensen & Phillips 2013:94). Produktionsforhold omhandler de genrer og diskurstyper, der er anvendt i produktionen af den pågældende tekst, samt om disse bygger på tidligere tekster og diskurser. Receptionsforhold beskriver modtagerens opfattelse af teksten ud fra en tolkning af diskursen. Modtagerens opfattelse af teksten afhænger ligesom i produktionsforholdet af tidligere erfarede diskurser, som vil indgå i deres fortolkning (Lund & Petersen 1999:94). Når man analyserer den diskursive praksis, 23

tager man ifølge Fairclough et lingvistisk udgangspunkt i konkrete tekster. I disse identificerer man, hvilken interdiskursivitet der findes i teksterne, og hvordan teksterne intertekstuelt drager fra andre tekster (Jørgensen & Phillips 2013:94). Social praksis Ifølge Fairclough er den kommunikative begivenhed en del af en bredere social praksis. I den sociale praksis sættes dimensionerne tekst og diskursiv praksis i forhold til den bredere sociale praksis, de er en del af (Jørgensen & Phillips 2013:98). Men hvad er den sociale praksis? Den sociale praksis er ifølge Fairclough både af diskursiv og ikke- diskursiv art, så det er ved at inddrage denne dimension, at diskursanalysen inddrager strukturerne i samfundet (Lund & Petersen 1999:93). Fairclough mener, at den sociale praksis er tæt forbundet med den diskursive praksis, da både produktions- og receptionsforhold ikke bare skabes ud fra diskurs, men også påvirker den og dermed også den sociale praksis. I denne dimension af analysen sætter Fairclough altså tekstens diskurs i forbindelse med den sociale praksis og undersøger, hvorvidt denne påvirker/påvirkes af diskursen (Lund & Petersen 1999:92). Den diskursive praksis er derfor den sprogliggjorte del af den sociale praksis. Hvis den ene ændres, må den anden således også ændres (Lund & Petersen 1999:93). Når de to førstnævnte dimensioner sættes i relation til den bredere sociale praksis, sker der en kontekstualisering, som har to aspekter: 1) Relationen mellem den diskursive praksis og den diskursorden, den indgår i, skal afdækkes. Hertil kommer spørgsmålene: Hvad er det for et net af diskurser, den diskursive praksis indgår i? Hvordan er de distribueret og reguleret? 2) Man forsøger at kortlægge de delvist ikke- diskursive sociale og kulturelle relationer og strukturer, der skaber rammen for den diskursive praksis. Hvad findes der for eksempel for institutionelle og økonomiske betingelser for den pågældende diskursive praksis? (Jørgensen & Phillips 2013:98) En kritik af Faircloughs kritiske diskursanalyse er, at der ikke er opstillet klare konsekvenser ved at skele mellem det diskursive og det ikke- diskursive, og samtidigt opstilles der ikke grænser for, 24

hvad der er henholdsvis analyse, og hvad der er diskursanalyse af den sociale praksis (Jørgensen & Phillips 2013:101). 5.2 Utilitarisme Utilitarisme er en teori, der groft sagt, erkender at mennesket primært er styret af to komponenter: lyst og smerte og at mennesket ud fra disse to følelser placerer normerne for, hvad der er rigtigt og forkert (Aadland 2000:112). Epistemologi og ontologi Da vi bruger John Stuart Mills (1806-1873) tilgang til utilitarisme, må vi også se denne teori ud fra hans videnskabsteoretiske retning i dette tilfælde positivisme. Positivismens ontologi tager det udgangspunkt at der er en sikker faktuel virkelighed, der findes uden for erkendelses aktiviteter og at disse er observerbare, både direkte og indirekte. Epistemologien diktere at teorier og begreber skal være i korrespondance med virkeligheden og at videnskab kun kan accepteres hvis viden om et givet objekt stemmer overens med virkeligheden. Derfor skal viden om virkeligheden, være en spejling af virkeligheden som den er og at dette er muligt at opnå. det vil sige at positivismen afholder sig fra metafysiske forestillinger om virkeligheden. Positivismen er derfor objektiv empirisk baseret i sin forståelse af virkeligheden. (Juul & Pedersen 2012:42) 5.2.1 John Stuart Mill Vi tager i dette projekt udgangspunkt i John Stuart Mills tilgang til utilitarismen fordi han i modsætning til andre utilitaristiske teoretikere, skelner mellem forskellige former og grader for og af lykke. Derudover sammenholder han også utilitarisme- teorien med det eksisterende samfund, ved at inddrage diskussion om utilitarismen i forhold til regler og lovgivning og retfærdigheder, der kan opstå som resultat på at efterleve loven. 25

Lykkeprincippet Kernen i Mills definition på utilitaristiske teori er tesen om, at den gode og rette handlinger er den, der fører til størst mulig lykke hos det størst mulige antal mennesker. Ud fra den utilitaristiske teori kæder Mill altså nyttebegrebet sammen med lykkebegrebet: Den trosretning, som accepterer nytte - eller den største lykkes princip - som moralens grundlag, mener, at handlinger er rigtige i forhold til, hvor meget de fremmer lykken, og det forkerte i den udstrækning, de frembringer det modsatte af lykke. Med lykke menes glæde og fravær af smerte; med ulykke menes smerte og berøvelse af glæde. (Mill 1871:17). Mills teori betragter altså vurderingen af, om en handling er moralsk korrekt eller forkert baseres på, i hvilken udstrækning den medfører lykke og i hvilken udstrækning den medfører det modsatte. Eftersom lykke er et begreb, der knytter sig til individet, bygger teorien på antagelsen af, at opfyldelsen af individets egeninteresse vil fremme den fælles samfundsnytte. En handling, der fremmer et individs lykke, vil altså øge den samlede beholdning af lykke i samfundet (Rasmussen 2012:30). Mill skelner mellem kvalitativ- og kvantitativ lykke. Han mener, at hvis et menneske kunne opnå to former for lykke, hvoraf den ene slags lykke var let at opnå, mens muligheden for at opnå den anden langt var at foretrække, men at erhvervelsen af denne var forbundet med en større mængde smerte, ville den sidste form for lykke klart være at foretrække, på trods af den øgede utilfredshed (Mill 1871:19). Han skelner altså mellem tilfredshed/opfyldelse af behov og reel lykke/livskvalitet og mener at mennesket i kraft af sin evne til at rationalisere, er i stand til at stile efter den højest mulige lykke. Han understreger sin pointe ved at sammenligne den kvantitative lykke med dyrs opfyldelse af deres basale behov og den kvalitative lykke med det forstandige menneskes evne til at stile efter den højest mulige lykke. Hvis en af de to [slags lykker] er placeret så højt over den anden af personer, der er tilstrækkelig bekendte med dem begge, at de foretrækker den, selvom de ved, at den skal opnås med en større mængde utilfredshed, og de ikke vil opgive den for nogen mængde af den anden glæde, som de er i stand til at nyde, så har vi ret til at tilskrive den foretrukne nydelse en overlegenhed i kvalitet, der overgår kvantitet så meget, at den bliver ringe af betydning (Mill 1871:19) Her mener han altså, til forskel fra andre utilitaristiske teoretikere, at det er intensiteten af lykken der er vigtig og ikke nødvendigvis den lykke, der varer i længst tid. 26

Den moralske korrekte handling Ligesom Mill mener at der er forskel på dyr og menneskers opfattelse af lykke, mener han ligeledes, at individers opfattelse af lykke og smerte er fuldstændig individuel. Han mener derfor, at det kan være svært at afgøre, hvilken slags lykke der er at foretrække frem for en anden. I sådanne situationer er det at foretrække, at en med kendskab til begge former for lykke træffer beslutningen. Hvis dette ikke er muligt, må det i følge Mill være op til flertallet at bestemme, hvilken lykke der indeholder det største mål af lykke (Mill 1871:22). Når utilitarismen placerer rammerne for etik og moral, ud fra hvilket scenarie ud af flere forskellige alternativer, der bibringer det største mål af henholdsvis lykke eller ulykke til det største mål af mennesker, er det altså af Mills opfattelse, at afgørelsen er op til den, der har den største upartiske erfaring på feltet eller flertallet. Sammenhæng mellem nytte og retfærdighed Utilitarismen kan ifølge Mill føre til konklusioner, der kan forekomme uretfærdige. Dette kan eksempelvis ske, hvis en handling udføres overfor en person, der ikke har fortjent den. Denne handling kan ud fra utilitarismen forsvares, fordi den overordnet set, gavner mere end den omvendte situation, som ville være alternativet. Han indikerer altså, at der er et modstridende forhold mellem retfærdighed og det hensigtsmæssige (Mill 1871:63). Loven kan være uretfærdig, hvis den tildeler et individ rettigheder, det ikke har fortjent. Omvendt anses det også for uretfærdighed, hvis et individ bliver frataget, noget det havde fortjent på baggrund af den juridiske lov. Når mennesket handler på baggrund af en stræben efter den størst mulige lykke, er loven et redskab til at danne rammerne for, hvordan den størst mulige grad af lykke kan opnås mest hensigtsmæssigt. Mill skelner altså mellem den moralske- og juridiske lov, da den juridiske lov ikke nødvendigvis er baseret på moralske principper og - rettigheder, men derimod går ind under kategorien almen nytte (Mill 1871:78). Retfærdighedsbegrebet forudsætter to ting: en adfærdsregel og en følelse, der sanktionerer mod denne regel (Mill 1871:77). Hvis et individ på den ene eller anden måde føler at dets rettigheder krænkes af loven, strider individets opfattelse af, hvad der er retfærdigt og samfundets opfattelse af, hvad der er alment nyttigt imod hinanden. Individet, der, som udgangspunkt handler ud fra den moralske opfattelse 27

af, hvad der er bedst for den kollektive helhed, vil i en situation, hvor det oplever at føle sig krænket eller uretfærdigt behandlet, kun tænke på sit eget individuelle tilfælde (Mill 1871:76ff). I utilitarismen er den juridiske lov altså skabt med tanke for det alment bedste, men imødekommer altså ikke nødvendigvis individets moralske rettigheder ud fra målet om, at opnå den størst mulige lykke. 6. Præsentation af empiri Da dette projekt omhandler debatten vedrørende aktiv dødshjælp, er det naturligvis vigtigt at få et indblik i, hvad der egentlig er sagt i debatten. Dette vil vi redegøre for i dette afsnit. Strukturen på afsnittet vil være opdelt kronologisk med argumenter imod og argumenter for. Dette gør vi for at give læseren struktur og overskuelighed i de forskellige meninger vedrørende debatten om aktiv dødshjælp. For at give indblik i debatten har vi som tidligere nævnt valgt at inddrage debatindlæg og artikler. I redegørelsen af argumenter imod aktiv dødshjælp har vi valgt at se på den tidligere formand for Etisk Råd Ole Hartlings argumenter og skepsis. For at se på argumenterne for aktiv dødshjælp har vi valgt at se på Ph.d.- studerende på Roskilde Universitet, Rune Klingenberg. Udover disse to debattører og eksperter anvendes Etisk Råd, der har opstillet argumenter for og imod i debatten. Dog er Etisk Råds anbefaling generelt imod aktiv dødshjælp, som udlægges i deres rapport fra 2003 Eutanasi- Lovliggørelse af drab på begæring på side 29-58. Her udover bruger vi en artikel af Jacob Birkler, lektor, Ph.d. og nyudpeget formand for Det Etiske Råd. Artiklen hedder Aktiv hjælp til døende og omhandler hans omskift fra tilhænger for aktiv dødshjælp til modstander. 6.1 Ole Hartling argumenter imod I debatten findes varierede argumenter imod aktiv dødshjælp, da argumenterne har samme udgangspunkt, men forskellige nuancer der differentierer dem fra hinanden. Dog ses der gennemgående to argumenter, når debatten florerer i medierne. 28

Argument 1: At det er en absurd løsning på lidelsens problem at ville forbedre livet ved at tilintetgøre det. Det er en forkert antagelse, at man fjerner lidelsen ved aktiv dødshjælp. Man fjerner derimod den, der lider. Argument 2: At vi i dag er så langt fremme teknologisk, at vi har meget effektive midler til at lindre lidelsen. (Etik.dk: To argumenter imod aktiv dødshjælp) Ifølge Ole Hartling har nutidens Danmark nået et teknologisk niveau, der gør, at den smertelindrende behandling er på så avanceret niveau, at en lovgivning om legalisering vedrørende aktiv dødshjælp er en unødvendig lovændring. En anden pointe han fremhæver er selvbestemmelsesretten, som Ole Hartling postulerer til at være en illusion. Denne selvbestemmelsesret ses som værende patientens eget ønske om at afgå på sine egne præmisser, og bliver i debatindlæg på andre måder belyst af forskellige etiske problemstillinger. Denne illusion som Ole Hartling kalder det, er forestillingen om, at mennesket har egen fri vilje hele livet igennem, men idet der bliver givet flere muligheder for behandling, vil mennesket overveje alle opstillede muligheder heriblandt aktiv dødshjælp. Valget som muligheden nu giver påpeger Ole Hartling vil være påvirket af menneskets tilstand såsom frygt og fortvivlelse. Dette vil føre til eventuelle umulige valg, som ikke kun indebærer patienten men også lægen i tilfældet, at lægen skal tage livet af et individ. Dette vil ifølge Ole Hartling skabe en øget distance mellem de to parter. Afrundingsvis i debatindlægget anvender Hartling eksempler fra legalisering af aktiv dødshjælp i Holland, og påpeger nogle af de komplikationer de har haft, i forhold til efterfølgende at definere grænsen i en længere række situationer, der kan afføde flere etiske dilemmaer: Hvem skal have lov til at udføre aktiv dødshjælp? Er patienten under pres i afgørelsesøjeblikket? (Etik.dk: To argumenter imod aktiv dødshjælp) 6.1.1 Etisk råd Eutanasi Lovliggørelse af drab på begæring argumenter imod Argumenterne for og imod i rapporten fra Etisk Råd bliver fremstillet som en sekulær humanistisk tankegang, der sættes i forhold til religiøse regelsæt. Etisk Råds rapport og anbefaling er, at aktiv dødshjælp ikke legaliseres, hvilket de begrunder i syv emner. 1. Eutanasi strider imod menneskelivets ukrænkelighed 29

Menneskets liv er ukrænkeligt dette er et etisk princip, der kulturelt bygger på normative samfundsværdier, og derfor vil en lovliggørelse medvirke til en modstand af denne norm og underminere respekten for menneskeliv. (Etisk Råd: Eutanasi Lovliggørelse af drab på begæring, s.16-17) 2. Eutanasi bryder med et tabu: Man må ikke slå ihjel Tabuet om at man ikke må slå ihjel er modstridende med de grundlæggende værdier, som samfundet bygger på. (Etisk Råd: Eutanasi Lovliggørelse af drab på begæring, s.17-18) 3. Eutanasi er et forkert svar på lidelsen som menneskeligt grundvilkår Aktiv dødshjælp er en forkert løsning som smertelindring, da det bryder med menneskets grundvilkår, som indebærer livets ukrænkelighed. Menneskets lidelse er skæbnebestemt, idet lidelsen lige så lidt som nogen andre egenskaber kan vælges. Det er derfor religiøst begrundet synspunkt, da det kun er Gud, der har magt over menneskets skæbne. (Etisk Råd: Eutanasi Lovliggørelse af drab på begæring, s.18-19) 4. Det Etiske Råds holdning til autonomi i forbindelse med eutanasi Holdninger til eutanasi i forbindelse med autonomi er, at det er en tids- og idealmæssig tendens, der ikke stemmer overens med menneskers virkelighedsvilkår. Denne tendens om autonomiens centrering er en uheldig udvikling, da den ikke ser på, at mennesket altid er afhængigt af hinanden. Samtidigt ses aktiv dødshjælp i forhold til autonomi som umuligt grundet tre punkter: Den tvinger patienten til at vælge; den overbebyrder patienten unødvendigt; og at eutanasi er et ringe alternativ til smert lindrende behandling og pleje. (Etisk Råd: Eutanasi Lovliggørelse af drab på begæring, s.19-22) 5. Eutanasi er uforeneligt med et etisk forsvarligt forhold mellem læge og patient De etiske problemstillinger i forholdet mellem læger og patienter forholder sig sådan, at det er etisk i modsætning til lægers profession at tage liv, og idet at man vil pålægge lægerne det ansvar, grundet deres profession, kyndiggøre man dem til at udfører aktiv dødshjælp, hvilket gør, at de skal foretage nogle personlige etiske valg. Samt patienterne vil ikke længere kun se læger som healere men også det modsatte.(etisk Råd: Eutanasi Lovliggørelse af drab på begæring, s.22-24) 6. Lovliggørelse af eutanasi pålægger andre en pligt til at slå ihjel Lovliggørelse af aktiv dødshjælp vil have den effekt på samfundet, at man går fra at have et juridisk forbud mod aktiv dødshjælp, til at aktiv dødshjælp bliver et juridisk påbud i visse 30

situationer grundet lovgivningen. Det vil sige, at selvom lægerne selv kan bestemme, om de vil udføre behandlingen, er der stadig nogen, der skal gøre det. Her tillægges spørgsmålet kan man det? Kan man bede nogen om at tage livet af en anden? (Etisk Råd: Eutanasi Lovliggørelse af drab på begæring, s.24-25) 7. Eutanasi er starten på en glidebane Som sidste argument ser etiske råd aktiv dødshjælp som starten på en glidebane, idet der fremtidigt kan være et etisk scenarie, som kan bane vejen for et normskred. Frygt for normskredet opdeles i rapporten som tre mulige scenarier, der er resultatet af den glidebane legaliseringen har medført: aktiv dødshjælp uden patientens anmodning; udvidelse af kriterier for adgang til aktiv dødshjælp; og stigmatisering af svært lidende mennesker. (Etisk Råd: Eutanasi Lovliggørelse af drab på begæring, s.25-28) Disse syv argumenter, der udgør Etisk råds advarsler og anbefalinger vedrørende aktiv dødshjælp, er de argumenter, der diskuteres i debatten mellem for og imod legalisering af aktiv dødshjælp. 6.2 Rune Klingenberg argumenter for I debatindlægget Politiken af Rune Klingenberg, udtaler han: Det er i orden at slå folk ihjel, hvis de ønsker at dø. Rune Klingenberg baserer sine argumenter på moralske principper og bygger herved argumenterne for aktiv dødshjælp på, at det er moralsk forsvarligt, idet handlingen kun er moralsk forkert, hvis den krænker nogens rettigheder og dermed bliver skadeligt betonet. Rune Klingenberg mener, at når det drejer sig om emnet aktiv dødshjælp, er den potentielt relevante rettighed retten til livet, men denne rettighed bliver ikke krænket med handlingen: Hvis folk ikke har en interesse i at leve, og ønsker at dø, krænker det altså ikke deres rettigheder at slå dem ihjel. (Politiken.dk: Det er i orden at slå folk ihjel, hvis de ønsker at dø). Dette underbygges af postulatet, at aktiv dødshjælp ikke skader nogen, da skade ifølge ham omhandler en reducering af velfærd for individet, hvilket i dette tilfælde er at afhjælpe lidelser, fysiske såvel som psykiske. Disse begrundelser er, hvad Rune Klingenberg udtaler for at forsvare, at aktiv dødshjælp er moralsk forsvarligt. Et andet argument i debatten om aktiv dødshjælp er, at den lovgivning der er i dag, på visse punkter har en unødvendig negativ sidevirkning, idet det er at ulovliggøre selvmord. Klingenberg 31

mener, at loven kan have den effekt, at alvorligt fysiske eller psykiske syge tyer til andre måder at afgå ved døden, som kan være uhensigtsmæssig for samfundet, ved for eksempel at hoppe ud foran et tog eller andre metoder, som både kan påvirke individer, der har relation til den syge, såvel som individer der ikke har en relation. Med legalisering af aktiv dødshjælp ville nogle af disse komplikationer kunne formindskes både for individet, pårørende og samfund. Rune Klingenberg mener at imod fortalernes begrundelse; det er moralsk forkert at slå et andet menneske ihjel er udfordret, grundet det kommer an på omstændigheder om det er moralsk forkert, både i samfundet og lovgivningsmæssigt. Rune Klingenberg mener ikke, at dette princip om, at slå et menneske ihjel er moralsk forkert, da aktiv dødshjælp omhandler en behandling af folk, der efter eget ønske vil dø, og derfor krænker det ikke deres rettigheder. Et andet argument Klingenberg er uenig med som opponenterne i debatten fremlægger er, at livet er værdigfuldt og at det derfor moralsk forkert at afslutte det ved selvvalg. Rune Klingenbergs modsvar på dette er: Det er imidlertid svært at se, hvem livet skulle have værdi for, hvis der er tale om en person, der ikke ønsker at leve, og for hvem livet udelukkende er en byrde. (Politiken.dk: Det er i orden at slå folk ihjel, hvis de ønsker at dø). Et andet argument imod aktiv dødshjælp er, at det mulige valg for en tidligere død kan presse patienten til at vælge aktiv dødshjælp, da patienten ikke ønsker at være til besvær for sine omgivelser. Dette argument mener Rune Klingenberg er en kende vag, fordi man også altid have vil kunne tage valget at takke nej til behandling, som i dag er bekendt som passiv dødshjælp. Samtidigt understreger Klingenberg, at man i dag har den praksis, at man prøver at omvende folks ønsker om afslutning af behandling, så dette ville også blive implementeret vedrørende vage ønsker om aktiv dødshjælp. Rune Klingenbergs sidste argument er, at postulatet om at lovliggørelsen af aktiv dødshjælp vil skabe en glidebane mod en accept af ufrivillig dødshjælp er ugyldigt, da undersøgelser fra andre lande ikke viser nogen tendenser på denne udvikling, samt at man i dag lægger mere og mere vægt på samtykke og forskelle på tvang og tilbud. Man kan sige at ud fra ovenstående argumenter for aktiv dødshjælp burde en legalisering være den rette handling. Dog skal der gøres så meget som muligt for, at der ikke bliver en form for misbrug af aktiv dødshjælp.(politiken.dk: Det er i orden at slå folk ihjel, hvis de ønsker at dø) 32

6.2.1 Etisk råd Eutanasi Lovliggørelse af drab på begæring argumenter for Ligesom argumenterne imod aktiv dødshjælp kan argumenter for opstilles i punkter. I sin grundform er argumenterne for aktiv dødshjælp de samme som imod argumenterne, og mest af alt er denne vekslen mellem argumentationer et spørgsmål om, at de forholder sig kritisk til hinanden. Her kommer argumenterne for aktiv dødshjælp ind på fastholdelse af individets autonomi og selvbestemmelsesret. Argumenterne for er i dette tilfælde rettet imod vigtigheden for individets selvbestemmelse som værende etisk rigtig (Etisk Råd: Eutanasi Lovliggørelse af drab på begæring, s.31-33). Argumenterne vedrørende livets ukrænkelighed på for- siden af debatten siger, at dette ukrænkelighedsprincip kun gælder for de individer hvis liv stadig giver mening ifølge dem selv, og hermed kun hos dem, der har henblik på at leve videre. Det vil sige at, hvis individet ikke kan se mening i at leve mere, er det op til individet selv at vurdere, om deres liv er ukrænkeligt (Etisk Råd: Eutanasi Lovliggørelse af drab på begæring, s.40). Argumentationen vedrørende at slå ihjel og at lade dø er, at der skal være en ligestilling mellem aktiv dødshjælp, og den praksis der i dag er på hospitaler og hospicer, hvor man kan stoppe livsforlængende behandling, passiv dødshjælp. Her i ligger tankerne om at aktiv dødshjælp, er det samme som at lade folk dø, men kan ses mere som værende en gråzone end forkert. Dette vil sige, at der ønskes ligestilling i forhold til synet, aktiv dødshjælp og lade dø.(etisk Råd: Eutanasi Lovliggørelse af drab på begæring, s.41-43). Når man ser på argumenterne for aktiv dødshjælp i forhold til lidelses problematikken, ses det i lyset af, at aktiv dødshjælp er en behandling for de uhelbredelige, der ikke ønsker smertestillende behandling. Argumentet giver kun mening for denne behandling, hvis der har været et objektivt syn på patientens lidelse, og dermed udefra stående eksperts anbefaling. Både psykologisk og fysisk objektive undersøgelse skal ligge til grunde for ekspert anbefalingen hvis aktiv dødshjælp skulle lovliggøres hvis denne behandling skulle kunne gennemførers.(etisk Råd: Eutanasi Lovliggørelse af drab på begæring, s.49-51) Argumenterne vedrørende glidebane princippet er etisk baseret, og dermed er det etisk forsvarligt hvis ovenstående, vedrørende undersøgelser, gennemførers. Aktiv dødshjælp for folk der ikke selv kan bestemme, kan ses som værende en god ting, hvis mennesker der enten fra spæd eller ved sygdom ikke har mulighed for at vælge, har mulighed for at modtage aktiv dødshjælp og undgå ubærlig lidelse.(etisk Råd: Eutanasi Lovliggørelse af drab på begæring, s.58-60) 33

6.3 Jacob Birkler I artiklen aktiv hjælp til døende beskriver Jacob Birkler, hans skifte i holdning til aktiv dødshjælp og kommer med eksempler på hvordan arbejde med patienter har påvirket hans syn og holdning. Han har ændret sin syn fra ja til aktiv dødshjælp til nej, men har et mere nuanceret syn der omhandler som artiklens overskrift siger; aktiv hjælp til døende. Denne holdning kan ses i citatet: Jeg er tilhænger af aktiv hjælp til døende. Til gengæld er jeg imod, at vi dræber patienter i det danske sundhedsvæsen. Her tænker jeg på den mulige praksis, hvor lægen tager livet af svært lidende, der anmoder om det. (bilag 5) Han pointere at det ikke kun er en retorisk problematik men også langt mere etiske spørgsmål, der skaber en argumentatorisk stilstand i debatten mellem tilhængere og modstandere. Selvom han har fortaget et skifte i holdnings forholdet mellem for og imod, vil han pointere at målet er at finde et fælles domæne, der kan give en bedre og åben debat om aktiv dødshjælp. I sine tid som filosofistuderende kom han frem til konklusionen at aktiv dødshjælp ville være det bedste for danskerne (bilag 5). Her var hoved argumentationen at man skulle fremme patientens autonomi, hvor ubærlig lidelse og anmodningen til dødshjælp var patientens ret. Han mente at det ville være en barmhjertelig handling at afslutte livet hvis patienten anmodede om det. Denne holdning blev ændret i takt med hans arbejde på hospitaler og hospices hvor han fulgte sundhedspersonalet og patienter (bilag 5). Dette møde med virkeligheden beskrives udførligt, gennem mødet med en kræftpatient der kom med udsagnet; hvis jeg var et dyr ville hun havde blevet aflivet, hvor til sundhedspersonalet svarede at, efter som mennesker ikke er dyr, ville de gøre deres arbejde. Dette resulterede i at ønsket om aktiv dødshjælp forsvandt, og patienten så lysere på det hele. Dette udfald gjorde at hans tanker om barmhjertighedsdrab forsvandt (bilag 5). Birkler fremhæver også at det ikke kun var det etiske dilemma med patientens eget ønske der forekom på behandlingsstederne men at der var mange andre etiske problemstillinger, som eksempelvis, hvad patienten ønsker kontra hvad pårørende ønsker. En datter til en døende patient på hospice var meget insisterende, når hin mødte sygeplejersken på gangen. Hun ønskede at afslutte det, hun kaldte for faderens lidelser. Både den døende far og datteren anvendte udtrykket: Jamen, kan i da ikke gøre noget, hvor den indeholdte mening var vidt forskellig (bilag 5). Birkler nævner at passiv dødshjælp er lovligt i Danmark og dermed for patienten selvbestemmelsesret inde for lovens grænser. Dog mener han at dette begreb er misvisende da der i praksis både udøves smerte lindrende behandling og 34

omsorg, og derfor er det ikke passiv men aktiv omsorgsfuld hjælp uden at dræbe patienten (bilag 5). I takt med Birklers holdning til aktiv dødshjælp ændrede sig, tænkte han mere over hvad den døende patients livskvalitet var, at jo tættere man kommer på døden jo mere lever man. Når kræftpatienter diagnosticeres oplyses de om døden, og patienter på hospice oplyses de, om livet. Denne forskel har gjort indtryk De patienter, jeg mødte, kæmpede ikke mod døden, men med døden. Døden var ikke en fjende, der skulle bekæmpes. Døden var derimod en mulighed for at leve i livet med døden (bilag 5). Birkler pointere at, som formand for Det Etiske Råd vil han ikke bestemme men hellere bidrage til en konstruktiv og bedre debat vedrørende aktiv dødshjælp som fra tid til anden går i stå grundet argumentations krig (bilag 5) Til sidst i artiklen siger Birkler at han er sikker på der kan skabes en fælles nævner der hedder, skabe de bedste vilkår for døende, at patienter ikke skal have ulidelig smerter og at patienter ikke skal holdes i live men få muligheden at afslutte livsforlængende behandling. Bør vi hjælpe patienten i døden eller livet (bilag 5). 7. Analysestrategi I dette afsnit vil vi fremlægge vores analysestrategi og herved demonstrere, hvordan vores tilgang til analysen vil være. Formålet med analysestrategien er at tydeliggøre sammenhængen mellem vores teori og valgte empiri, for herved at skabe overblik over analysen og dens delelementer for læseren. Da projektets empiri hovedsageligt analyseres med diskursteori, vil dette være analysestrategiens omdrejningspunkt. Analysestrategien vil herved hovedsageligt henvende sig til første del af analysen, da den er hovedpunktet i analysen og grundlæggende for de to næste analysedeles analyse. 7.1 Diskursanalyse For at analysere projektets valgte empiri laver vi en diskursanalyse af artiklen To argumenter imod aktiv dødshjælp af Ole Hartling og Det er i orden at slå folk ihjel hvis de ønsker at dø af Rune Klingenberg. Analysen indeholder desuden Etisk Råds rapport Eutanasi - Lovliggørelse af drab på begæring fra 2003, som vi vil benytte til at understøtte Hartling og Klingenbergs argumenter. Udover disse tre tekster benytter vi Jacob Birklers Aktiv hjælp til døende for at lave en 35

sammenligning af de argumenter Hartling og Klingenberg fremstiller i debatten om aktiv dødshjælp med de argumenter Birkler bruger til både at belyse for og imod positionen i debatten. Diskursanalysen af ovenstående empiri har til hensigt at belyse hvilke positioner og normer, der indgår i debatten om legalisering af aktiv dødshjælp i Danmark. I udførelsen af analysen har vi valgt at benytte Faircloughs tredimensionelle model i en kritisk diskursanalyse, som er opdelt i tre dimensioner; Tekst, Diskursiv praksis og Social praksis. Tekst I denne dimension vil vi starte med at kigge på tekstens retorik i form af ordvalg, struktur i teksten, metaforer, tekstens etos og grammatik. Dimensionen tekst forholder sig til de skrevne ord, da det er en vigtig del af analysen at forstå den anvendte lingvistik. For at forstå tekstens lingvistiske brug, undersøger vi tekstens grammatiske elementer modalitet og transivitet. Med disse kan vi klarlægge hvordan teksterne benytter sig af modalitet i form af graden hvorpå taleren tilslutter sig forskellige udsagn, om det er ufuldstændigt eller fuldstændigt og om taleren giver tilladelse i det skrevne sprog. Med transivitet ser vi på hvordan begivenhederne forbindes eller ikke forbindes med subjekter og objekter, om der bruges passiv form eller normaliseres ved helt at erstatte agenterne i teksten med et navneord. Vi går til analysen med en umiddelbar fortolkning af teksternes diskurs, da vi allerede har en forståelse for at de indgår i diskursordenen aktiv dødshjælp, og derfor leder efter passager i teksten, hvor der gøres brug af modalitet og transivitet. Ved at analysere tekstens egenskaber kan vi enten få understøttet vores fortolkning eller nå frem til nye fortolkninger. Vores umiddelbare fortolkning af teksten samt vores forståelse for de grammatiske elementer modalitet og transivitet danner grundlag for valget af de nøgleord og sætninger der benytter disse lingvistiske termer. Nøgleordene bliver præsenteret i tabel 7.1.1 nedenfor. 36

Gruppe 1 3. Semester SamBach Tabel 7.1.1 - Tekstuddrag fra artikler til brug i diskursanalyse Diskursiv praksis I denne dimension af diskursanalysen vil vi undersøge artiklernes produktions- og konsumptionsprocesser. For at få en forståelse af, ud fra hvilke tekster artiklerne er produceret fra og hvordan de konsumeres af læseren, vil vi ud fra de enkelte artiklers lingvistik identificere hvilke forudgående diskurser teksten trækker på samt undersøge tekstens intertekstualitet. Ud fra kodningen af artiklerne vil vi i denne dimension analysere hvilke diskursive træk der indgår i artiklernes argumentation og efterfølgende undersøge deres interdiskursive baggrund. Denne del af diskursanalysen foretager vi ud fra vores forståelse af, at alle tekster og diskurser trækker på allerede eksisterende tekster og diskurser. AKTIV DØDSHJÆLP 37

Social praksis I denne dimension af analysen vil vi analysere forholdet mellem den diskursive praksis og den sociale kontekst den indgår i. Efter vi har analyseret artiklernes diskursive praksis og hvilke diskurser denne trækker på, vil vi undersøge den relation, der er mellem den diskursive praksis og diskursordenen. Vi vil i denne del af analysen, ud fra vores analyse af artiklernes interdiskursivitet, undersøge de normer og regler der eksisterer i det pågældende diskursive domæne, der udgør den diskursive orden. I denne dimension af analysen vil vi undersøge de samfundsmæssige og kulturelle strukturer diskursen i artiklerne bygger på. På baggrund af de diskursive ordener de tre artikler indgår i, vil vi forsøge at kortlægge de samfundsmæssige og kulturelle relationer, der ligger til grund for dem. Undersøgelse af artiklernes socialt kontekstuelle baggrund er nødvendig i analysen for at vi kan analysere hvilke værdier der ligger til grund for den diskursive praksis i artiklen. Gennem analysen i de tre dimensioner er det vores forventning at kunne påvise, hvilke værdier der ligger til grund for diskursen i begge artiklers argumenter. Samtidig bliver det muligt at undersøge om artiklernes diskursive praksis overholder normerne i diskursordenen eller om den reproducerer den. 8. Analyse Som beskrevet i analysestrategien vil vi i denne analyse tage udgangspunkt i tre debatindlæg, skrevet af henholdsvis Ole Hartling, Rune Klingenberg og Jacob Birkler. Analysen har til hensigt at undersøge den eksisterende diskurs i domænet aktiv dødshjælp og klargøre hvilke normer de forskellige aktører påkalder sig. Dette gøres ved at se på positionerne i debatten, og undersøge hvad deres argumenter for og imod aktiv dødhjælp er, og udføre en diskursanalyse af de skrevne tekster argumenterne fremstår i. Vi vil starte med at se på Ole Hartling, Rune Klingenberg og Jacob Birklers tekst og diskursive praksis for til sidst at analysere den sociale praksis for alle tre. I anden del af analysen vil vi afdække hvilke etiske principper og normer Ole Hartling og Rune Klingenberg bygger deres argumenter på ud fra deres positioner i debatten. Vi vil endvidere inddrage en diskuterende analyse af præsters deltagelse i Etisk Råd, og hvorvidt religionsbaserede holdninger bør have en politisk påvirkning i et sekulariseret samfund som det danske. 38

8.1 Diskursanalyse af debatten Ole Hartling Tekst For at undersøge tekstens elementer er det nødvendigt at se på specifikke ord og sætninger i teksten. Disse er præsenteret i tabel 7.1.1 i afsnit 7.1 Diskursanalyse. I denne dimension af diskursanalysen undersøger vi blandt andet ordvalg. Ser vi på spørgsmålet Skal læger kunne slå ihjel? som Ole Hartling stiller i debatindlægget To argumenter imod aktiv dødshjælp, kan vi se, at han vælger at bruge udtrykket slå ihjel. At slå ihjel er præget af en tone, der henviser til at tage et liv uden at få lov, hvorimod udtrykket aktiv dødshjælp, som Hartling kunne have valgt at bruge i stedet, er langt mere positivt ladet. Ordet aktiv henviser til, at man udfører en aktiv handling, som typisk vil være positivt, hvor modsætningen passiv henviser til ikke at gøre noget, og derfor er ladet negativt. Hjælp vil altid blive opfattet som noget godt og er derfor også med til at give begrebet aktiv dødshjælp en positiv ladning. Hartling bruger udtrykket slå ihjel, som beskrevet har en negativ værdi, og benytter sig derfor af et meget stærkt ordvalg, der beskriver en negativ handling. Samme negative værdi i ordvalget ser vi i spørgsmålet Går du ind for at læger skal kunne slå patienter ihjel (Bilag 1), der kan deles op i to; Læger skal kunne slå patienter ihjel og går du ind for det. At slå ihjel går igen i dette udtryk, som allerede beskrevet er et kraftigt negativt ordvalg. I sammenhæng med at læger skal kunne slå patienter ihjel, bliver der spurgt Går du ind for det? Der beskrives derfor en meget negativ handling, som udtrykker, at man tager et liv uden tilladelse, og derefter bliver der spurgt, om man går ind for denne negative handling. Ved fremstillingen af aktiv dødshjælp som at slå patienten ihjel, frem for for eksempel at bruge udtrykket at ende patientens lidelser, vil det være svært for læseren at kunne svare ja til dette spørgsmål. Ordvalget i udtrykket leder læseren hen mod det umiddelbare eneste korrekte svar, som er nej. I samme udtryk kan vi se et eksempel på transivitet. Agenterne bliver klargjort ved at bruge navneord, som i dette tilfælde er læger og patienter. Der bliver derfor tydeliggjort, hvem der er tale om, og hvilke roller de har i den handling, der bliver beskrevet. Lægen bliver tildelt rollen som morder, ved at være den der slår ihjel, og patienten får en offerrolle, da det er denne, der bliver slået ihjel. I spørgsmålet om aktiv dødshjælp bruges ordvalget absurd løsning (Bilag 1). Løsning er et positivt ladet ord, da der henvises til, at man har haft et problem, som der her kommer en løsning på. Men 39

set i sammenhæng med ordet absurd, vendes værdien i ordet løsning fra at være noget positivt til at blive negativt, da absurd i sig selv er et meget stærkt negativt ladet ord, der i forbindelse med ordet løsning skaber en nulstilling af løsningens positivitet. En løsning forbindes normalt med noget godt, men en absurd løsning udtrykker, at løsningen ikke kan være god, eller måske ikke kan være en løsning overhovedet, da absurd er så negativt et ord, at det overskygger den positive ladning løsning bidrager med. I forlængelse af den absurde løsning på patienters lidelser, bruger teksten udtryk som tilintetgøre, der henviser til konsekvensen af aktiv dødshjælp i forsøget på at løse patientens lidelsesproblem. Som de tidligere beskrevne nøgleord er tilintetgøre et meget stærkt udtryk med en negativ ladning, der ligger stor vægt på, at det ikke er en smertelindrende hjælp at yde aktiv dødshjælp, men derimod en tilintetgørelse af livet. I ordet tilintetgøre ligger betydningen at ødelægge, som aldrig vil være noget positivt, da det er et udtryk for, at noget går i stykker eller falder fra hinanden, som i dette eksempel er patientens liv og ikke den smerte, der var til hensigt at fjerne ved hjælp af aktiv dødshjælp. For at se på et eksempel på modaliteten i teksten, kan vi se på udtrykket En lov om at slå ihjel er mere unødvendig end nogensinde (Bilag 1). Taleren tilslutter sig fuldstændig sit udsagn ved at sige, at sådan er dét, og derved bliver udsagnet en sandhed. Frem for ordet er, kunne taleren ændre udsagnet ved at erstatte er med synes, og derved havde teksten ikke udtrykket en sandhed, men en ufuldstændig tilslutning til udsagnet. Ved at teksten i sin modalitet udtrykker en sandhed, giver det et stærkt udtryk, fordi taleren er sikker i sin sag, og derved udtrykker sikker viden. Ser vi yderligere på ordvalget i dette udsagn, kan vi fremhæve ordene mere unødvendigt end nogensinde. Unødvendigt er ikke et ligeså negativt ladet ord som nogle af de tidligere beskrevet ordvalg, dog fremhæver det argumentet om, at aktiv dødshjælp aldrig har været nødvendigt. Dette gøres ved at sige mere end og nogensinde, da ordet nogensinde indeholder meningen førhen, og i sammenhæng med unødvendigt udtrykker det klart, at aktiv dødshjælp aldrig har været nødvendigt. Dog er legalisering af aktiv dødshjælp på tekstens skrevne tidspunkt mere unødvendigt end tidligere, da vi i dag har effektive midler til at lindre lidelse, som Ole Hartling udtrykker i teksten. Med dette uddrag kan vi se et klart argument for, at teksten skrevet af Ole Hartling er imod aktiv dødshjælp, da aktiv dødshjælp formuleres som noget der er overflødigt at overveje at indføre. 40

Et andet eksempel på modalitet i teksten ses i eksemplet Når den ene kan slå den anden ihjel, kan det være med til at forskyde forholdet mellem læge og patient (Bilag 1). Her ses talerens ufuldstændige tilslutning til teksten, ved at teksten skriver, at det kan være med til at forskyde forholdet mellem læge og patient, frem for at det gør det med sikkerhed. Teksten efterlader her plads til overvejelser ved at sige, at det er en mulighed, at forholdet mellem læge og patient bliver forskudt og derfor ikke bliver fremstillet som en sandhed. Denne form for modalitet, beskriver ikke en sand viden, men noget taleren tror vil kunne forekomme. Derfor er det ikke et ligeså stærkt udtryk at bruge, da det efterlader læseren med et større spillerum til selv at kunne danne en mening om udsagnet. Et udtryk i teksten der indeholder flere grammatiske elementer, er udtrykket selvbestemmelse er en illusion (Bilag 1). Modaliteten i dette udtryk beskriver udsagnet som værende en sandhed, da der ikke bliver skrevet måske eller kan være, men derimod er, som udtrykker en sikkerhed i det skrevne, og taleren derfor tilslutter sig udsagnet fuldstændigt. I samme udsagn ser vi et ordvalg, hvor selvbestemmelse, og illusion bliver sat i sammenhæng. Med ordet illusion beskrives der en situation, hvorpå mennesket har en forståelse eller mening om noget, som i virkeligheden ikke er sand. Teksten beskriver altså et argument for aktiv dødshjælp omhandlende selvbestemmelse, som et argument der ikke kan bruges i debatten, da selvbestemmelse i virkeligheden ikke eksisterer, i det omfang mennesket forestiller sig. Diskursiv praksis Modaliteten, transiviteten og ordvalget i Ole Hartlings tekst fremstiller hans argumenter i teksten som negativt indstillede overfor aktiv dødshjælp. Ordvalget i teksten er, som nævnt i tekst- dimensionen negativt ladet, hvilket er med til at gøre Hartlings position som modstander af aktiv dødshjælp klar for læseren i konsumptionsprocessen. Ordvalget, der anvendes i artiklen i forbindelse med argumentationen imod aktiv dødshjælp, eksisterer også hos andre positioner i debatten, hvorfor disse indgår i produktionsforholdet. I Etisk Råds rapport fra 2003 fremsættes en række retorisk lignende fremstillinger af argumenter imod aktiv dødshjælp. Etisk Råd fremfører et argument imod aktiv dødshjælp, som drejer sig om lægers og sundhedspersonales rolle i udførelsen af aktiv dødshjælp og formulerer det således: [ ]men vil være et påbud om, at læger i visse situationer[ ] tager livet af mennesker. (Etisk Råd: Eutanasi drab på begæring s. 24). 41

Hartling bruger som tidligere nævnt omtrent samme negativt ladede formulering som Etisk Råds ovenstående citat. Her ses en tydelig intertekstualitet mellem Hartlings artikel og Etisk Råds rapport. Hartling bruger udtrykket absurd om aktiv dødshjælp, fordi det fremstilles som en løsning på lidelsens problem ved at tilintetgøre det i stedet for at forbedre det. I Etisk Råds rapport fremstilles samme holdning om, at aktiv dødshjælp ikke er en løsning på lidelsesproblemet. Dette fremgår af formuleringen: Ved at støtte og lindre patientens fysiske og/eller psykiske lidelser har den omsorgsgivende person til hensigt at patienten oplever sin tilværelse som mere tålelig. Eutanasi kan ikke have dette formål, da eutanasiens succeskriterium er, at patienten afgår ved døden og derved ikke oplever noget som helst. (Etisk Råd: Eutanasi drab på begæring s. 17). Endnu et argument som bruges i artiklen er, at aktiv dødshjælp er overflødigt på grund af de mange eksisterende muligheder for smertelindring. Dette argument er også et, som før er blevet anvendt i Etisk Råds rapport, hvortil de skriver: Herud over vil Det Etiske Råd for det første pointere, at det i dag er muligt i langt de fleste tilfælde at lindre døendes fysiske lidelse (Etisk Råd: Eutanasi drab på begæring s. 19). Argumentationen i Hartlings artikel trækker gennemgående på mange af de samme argumenter, som Etisk Råd fremstiller imod aktiv dødshjælp i rapporten fra 2003. Ud fra de retoriske udsagn der i artiklen anvendes til at understøtte argumentationen imod aktiv dødshjælp, tydeliggøres en intertekstuel sammenhæng mellem Etisk Råds rapport og Ole Hartlings artikel, idet Hartlings argumenter imod aktiv dødshjælp alle eksisterer i Etisk Råds rapport. Hartling trækker i sin artikel på flere diskurser. Hans arbejde som læge og tidligere formand for Etisk Råd er sammen med hans indgående kendskab til aktiv dødshjælp, og hans aktive deltagelse i debatten, med til at give ham status som ekspert på området. Ud fra denne faktum er teksten gennemgående baseret på en ekspertdiskurs. Idet Hartling fremlægger sine argumenter imod aktiv dødshjælp i en artikel på etisk råds hjemmeside, indtager han en position i mediedebatten. Han trækker på en mediediskurs, fordi han ved at publicere sin artikel som en del af debatten må moderere sin argumentation, så den er forståelig for alle interesserede læsere. Derudover kommer han i artiklen med udsagnet: Selvbestemmelse er en illusion om, at man i alle livets tilfælde har et frit valg. (Bilag 1). Dette udsagn lægger sig, sammen med hans beskrivelse af at tilintetgøre livet ved aktiv dødshjælp, op af et argument om, at livet er ukrænkeligt. De førnævnte 42

udsagn samt vores kendskab til hans religiøse prægning, tilfører artiklen en religiøs diskurs. Den religiøse diskurs findes også i Etisk Råds rapport i deres fremstilling af problemstillingen omkring det at slå et andet menneske ihjel. Etisk råd skriver: For nogle er denne opfattelse yderligere funderet i en tro på, at mennesket er skabt i Guds billede mens andre ikke vil underbygge deres opfattelse religiøst. Der er dog følgende fælles holdning: En definitiv aftale mellem to mennesker om, at den ene tager livet af den anden[ ] (Etisk Råd: Eutanasi drab på begæring s. 16). Her skriver Etisk Råd direkte, at en del af argumentationen imod aktiv dødshjælp og dét at slå ihjel bunder i opfattelsen af, at livet anses som værende ukrænkeligt, idet mennesket er skabt i Guds billede. Om ovenstående problemstilling skriver de videre: Den nuværende lovgivning, hvor drab på begæring er forbudt, fastholdes derimod en regel om, at det er forkert at tage mennesker af dage. (Etisk Råd: Eutanasi drab på begæring s. 25). Ud fra denne formulering fremgår det, at lovgivningen er baseret på reglen om, at man ikke må slå ihjel. Denne grundholdning har religiøse undertoner, fordi det er en bestemmelse, der fremgår af de 10 bud. Idet der er en religiøs interdiskurs i både Etisk Råds rapport og Ole Hartlings artikel, vidner dette om, at den religiøse diskurs ligger til grund for en del af argumenterne bag positionerne i debatten. Rune Klingenberg Tekst I denne dimension vil vi som med Ole Hartlings tekst se på selve teksten og dennes retorik. Vi har udvalgt udsnit fra Rune Klingenbergs artikel, som er præsenteret i tabel 7.1.1 i afsnit 7.1 Diskursanalyse. Rune Klingenberg benytter sig af ordvalg, der til forskel fra Ole Hartlings ikke indeholder den samme negative ladning. Et eksempel på dette er teksteksemplet at tage sit eget liv (Bilag 2). Hvor Hartlings tekst beskriver aktiv dødshjælp som at slå ihjel, anvender denne tekst et noget mildere udtryk. På den måde bliver Klingenbergs udtryk ladet mere positivt, idet eksemplet udtrykker en frivillighed, når det omhandler emnet aktiv dødshjælp. Samtidig beskriver ordvalget en situation, hvor det er mennesket selv, der udtrykker et ønske om at afslutte livet og derfor ikke at blive slået ihjel, men selv vælger at ende livet. Klingenberg fremstiller altså aktiv dødshjælp som noget langt mere positivt, end hvad Hartling gør i sin tekst, så allerede i dette ene eksempel kan man se, at Klingenberg er mere positivt indstillet overfor emnet. Det samme kan vi se ved ordvalget aktiv 43

dødshjælp, som tidligere beskrevet har en positiv ladning i ordene aktiv og hjælp. Ved at bruge begrebet aktiv dødshjælp fremfor at sige at slå ihjel eller dræbe, udtrykkes der ligesom med eksemplet at tage sit eget liv en positiv formulering af handlingen aktiv dødshjælp. Om aktiv dødshjælp som handling udtrykker Rune Klingenberg at: En handling kun kan være moralsk forkert, hvis den krænker nogens rettigheder eller gør skade, og fortsætter Hvis folk ikke har en interesse i at leve.. krænker det altså ikke deres rettigheder at slå dem ihjel (Bilag 2). Teksten starter allerede i sætningens første led med brugen af modalitet, da den udtrykker en sandhed, i og med at teksten slår fast, at en handling kun kan være moralsk forkert, hvis den krænker nogens rettigheder. Taleren tilslutter sig sit udsagn fuldstændigt ved at udtrykke en sandhed, og på denne måde bliver udtrykket stærkere og mere troværdigt for læseren, der nemmere overbevises om tekstens argumentation. Argumentet i udsagnet udtrykker, at det at yde aktiv dødshjælp ikke krænker et menneskes rettigheder, da personen ikke har noget ønske om at leve længere, og derfor kan det ikke være negativt at opfylde personens ønske. Et andet eksempel på modaliteten i teksten, finder vi i Klingenbergs udsagn: Rettigheder handler nemlig om at beskytte folks interesser og sikre deres selvbestemmelse (Bilag 2), der ligesom det tidligere argument udtrykker en sandhed. Dette gøres ved brug af ordet nemlig, der får argumentet til at fremstå som sand viden, der ikke kan betvivles. Samtidig får tekstens modalitet ved ordvalget nemlig til at fremstå som noget viden, man bliver præsenteret for, som ikke er præsenteret før, og derved bliver argumentet til en sand, ny og vigtig viden, der bidrager til debatten om aktiv dødshjælp. Ser vi yderligere på ordvalget i samme argument, kan vi se, at teksten bruger ordvalget sikre deres selvbestemmelse. Hvor Ole Hartlings argumentation tildels handler om, at selvbestemmelse er en illusion, bliver selvbestemmelse i denne sammenhæng udtrykt som noget, der skal sikres. Ved at skrive at man skal sikre menneskets selvbestemmelse, bliver det fremlagt som noget fundamentalt, der er nødvendigt i et menneskets eksistens, og derfor er vigtigt at sørge for, at det bliver sikret. De fleste argumenter i Rune Klingenbergs tekst bunder i pointer som, at hvis folk ikke har en interesse i at leve, og ønsker at dø (Bilag 2), er det ikke forkert at slå dem ihjel. Ser vi på ordene interesse og ønsker, beskriver de menneskets egen mening om, hvad de helst ser skal ske for dem selv, og det beskriver derved, at det er vigtigt at tage højde for, hvad mennesket selv vil. Teksten fokuserer meget på selvbestemmelse, og dette udsagn understreger vigtigheden af det, samt at 44

det er vigtigt at forstå, at det er menneskets egen interesse, man imødekommer ved at tilbyde aktiv dødshjælp. Man indfrier herved patientens ønske ved hjælpe dem. Det fremgår, at dette er at foretrække frem for eksempelvis at tilintetgøre deres eksistens, som tidligere beskrevet har en helt anden ladning og betydning. Rune Klingenberg fortsætter sin positivitet omkring aktiv dødshjælp ved at sige, at det kan være med til at afhjælpe lidelse og dødsangst. Hans ordvalg er splittet mellem et positivt ladet ord og to negativt ladede, da lidelse og dødsangst er to ord med en meget negativ ladning. Lidelse og dødsangst vil meget få finde positive, og det er noget, man som menneske helt grundlæggende vil forsøge at undgå. Men med det meget positive ord afhjælpe ændrer sætningens samlede tone sig, da den beskriver to stærkt ubehagelige negativer, som vil forsvinde med aktiv dødshjælp. Afhjælp har en positiv ladning, da hjælp som tidligere beskrevet er et positivt ord. Ordet hjælp vil altid være noget positivt, samtidig med at meningen med ordet beskriver en situation, hvor det efterfølgende nævnte vil blive fjernet, som i dette tilfælde er nogle yderst ubehagelige fysiske og psykiske følelser. Samlet set beskriver dette eksempel noget positivt, der vil være en konsekvens af aktiv dødshjælp, og det taler derfor for aktiv dødshjælp som handling. I argumenter imod aktiv dødshjælp bliver livets værdi bragt op, som noget man ikke må tilintetgøre, men Klingenberg beskriver livets værdi, som noget der ikke altid er der. Han bruger blandt andet ordene når livet udelukkende er en byrde (Bilag 2). Han bruger ordet byrde for at fremhæve det negative ved livet, og udelukkende for at beskrive at der ikke eksisterer noget positivt i livet, der har en værdi. Hvis livet udelukkende er en byrde, har det ikke nogen værdi, for den der lever eller måske nærmere ikke lever det tilfredsstillende liv, og han udtrykker derfor, at der ikke er nogen livsværdi tilbage at tilintetgøre. Klingenberg bruger flere redskaber i sin tekst til at fremhæve forskellige elementer. Blandt andet benytter han sig i teksten af pathos ved at bruge ord som fattigt, kort, lidelsesfuldt (Bilag 2) i forbindelse med, at han taler om livets værdi, og hvorfor den ikke altid er der, og hvorfor det ikke er et argument imod aktiv dødshjælp. Ved at bruge følelsesladede ord som disse, appellerer han til læserens pathos, der har til formål at skabe en følelsesladet stemning for på den måde at påvirke læseren mest muligt. Når Klingenberg skriver om aktiv dødshjælp som en positiv ting, er det ikke ligeså nødvendigt for ham at skabe en hård tone, som det er for Ole Hartling, når han skal udtrykke, at han er imod aktiv dødshjælp. Derfor kan vi gennemgående i Klingenbergs skrevne sprog se flere eksempler på, hvordan han formår at bruge transiviteten i teksten ved flere gange at 45

erstatte de aktører, der er involverede i debatten med passiver. Hvor Hartling gennemgående i sin artikel bruger navneord som læger og patienter, bruger Klingenberg passiver ved ikke at nævne læger, men udelukkende henvise til handlingen aktiv dødshjælp som noget, der kunne gøres, og ikke som hvem der kunne gøre det. Et eksempel på dette kan ses i udtrykket I det tilfælde krænker det jo som sagt ikke nogens rettigheder at slå dem ihjel (Bilag 2). Han normaliserer altså situationen ved ikke at nævne, hvem der slår ihjel, eller hvem der bliver slået ihjel, og på denne måde pålægger han ikke en agent en rolle eller noget ansvar i forhold til den handling, der bliver beskrevet. På denne måde bliver lægerne, som ville være dem, der skulle udføre handlingen, ikke påduttet en rolle som mordere og patienten ikke en rolle som offer, da Klingenbergs tekst benytter mere normaliserede udtryk. I alle de ovenstående eksempler kan vi se, at Rune Klingenberg benytter forskellige grammatiske elementer i teksten for at understrege, at han er fortaler for aktiv dødshjælp. Et vigtigt eksempel på ordvalg i teksten, der understreger positiviteten omkring aktiv dødshjælp, er, at Klingenberg kalder aktiv dødshjælp for et tilbud og ikke en tvang. Eksemplet starter med at beskrive et positivt ord i form af tilbud, der indeholder betydningen, at det er noget, man kan få, hvis man vil have det, men også kan vælge at sige nej til. Han slutter med at beskrive et negativt ord i tvang, som betyder at pålægge nogen noget, de ikke nødvendigvis vil have. Med dette eksempel forsøger teksten at modargumentere generelt på argumenterne imod aktiv dødshjælp ved at klargøre, at det ikke skader dem, der ikke vil benytte sig af det, da det ikke er en tvang men kunne være et tilbud til de mennesker, der ønsker det. Diskursiv praksis I Rune Klingenbergs fremstilling af sine argumenter i artiklen, kan vi ud fra den positive fremstilling af ordvalget i teksten udlede, at han er fortaler for indførelsen af aktiv dødshjælp. I Klingenbergs artikel dækker begrebet aktiv dødshjælp over den samme handling som i Hartlings artikel, men fremstillingen af denne handling fremlægges på baggrund af Klingenbergs retorik meget positiv, hvilket er med til at påvirke konsumptionsforholdet. Som nævnt ovenfor i analysen af tekst- dimensionen kan denne positive holdning overfor aktiv dødshjælp aflæses, i de ladede begreber Klingenberg anvender i forbindelse med de argumenter, der fremstilles i teksten. 46

Et af de argumenter der indgår i Klingenbergs artikel handler om livets værdi eller mangel på værdi i livet: Det er imidlertid svært at se, hvem livet skulle have værdi for, hvis der er tale om en person, der ikke ønsker at leve, og for hvem livet udelukkende er en byrde. (Bilag 2). Idet Klingenberg fremstiller et argument om, at livet kan være uden værdi, stilles dette udsagn i opposition til Hartlings førnævnte argument om, at livet er ukrænkeligt og grundlæggende værdifuldt. Klingenbergs argument distancerer sig derved fra den religiøse diskurs, der eksisterer i Ole Hartlings argumenter ved at udtrykke, at livet ikke er ukrænkeligt. Argumentet bag lidende patienters manglende livsværdi er præsenteret i Etisk Råds rapport på følgende måde: Hvis forbuddet mod at slå ihjel først og mest handler om at beskytte den værdi, som den enkelte besidder ved at være i live, kan forbuddet ikke længere gælde, såfremt den, der anmoder om eutanasi, ikke oplever nogen positiv værdi ved at være i live. (Etisk Råd: Eutanasi drab på begæring s. 40). Klingenberg fremstiller i teksten et udsagn om, at en handling kun er moralsk forkert, hvis den krænker en rettighed (Bilag 2). Denne holdning til rettigheder bygger han grundlæggende sine argumenter for indførelsen af aktiv dødshjælp på, idet han lægger vægt på nødvendigheden af at beskytte folks egeninteresser og beskriver menneskets selvbestemmelse som en rettighed (Bilag 2). Udsagnet, om at selvbestemmelse er en rettighed, står i direkte opposition til Hartlings udsagn om, at Selvbestemmelse er en illusion (Bilag 1). Dette fokus på menneskets selvbestemmelse eller autonomi i forbindelse med aktiv dødshjælp eksisterer også som et eksempel på et argument for aktiv dødshjælp i Etisk Råds rapport: Lovliggørelse af eutanasi vil for nogle tilhængere have det væsentligste formål at fremme autonomi eller i det mindste fjerne unødvendige barrierer for den, idet de opfatter autonomi som en væsentlig og beskyttelsesværdig værdi i det menneskelige samfund (Etisk Råd: Eutanasi drab på begæring s. 32). Klingenberg understreger altså nødvendigheden af individualisme og selvbestemmelse i samfundet og i til/eller fravalget af aktiv dødshjælp. Dette synspunkt fremstilles ligeledes i rapporten: Lovliggørelse af eutanasi vil bero på en udstrakt individualisme vedrørende patientens ret til valgfrihed (Etisk Råd: Eutanasi drab på begæring s. 20). Argumenterne for aktiv dødshjælp er gennemgående ens i henholdsvis Klingenbergs artikel og Etisk Råds rapport. Argumenterne som fremstilles i Klingenbergs artikel, og som derfor bidrager til debatten, er altså ligeledes at finde i Etisk Råds rapport fra 2003 og er derfor allerede eksisterende 47

i debatten, på det tidspunkt artiklen blev publiceret at Politiken. De argumenter for aktiv dødshjælp som gennemgås ovenfor trækker på en tydelig intertekstualitet i forhold til eksempelvis Etisk Råds rapport. I Klingenbergs artikel trækker interdiskursiviteten i produktionsforholdet på flere diskurser. Først og fremmest trækkes der på en filosofisk diskurs ud fra hans virke som moralfilosof. Hans uddannelse som filosof bidrager sammen med hans arbejde af bioetik og moralsk ansvar til at give ham en status som ekspert på området. På baggrund af denne status trækkes der også på en ekspertdiskurs. Ligesom Hartling trækker Klingenberg på en mediediskurs, idet han publicerer sine argumenter i en artikel i politiken. Artiklen trækker på en sekulær diskurs, fordi Klingenberg fremstiller et argument om, at livet kan miste sin værdi, og at livet dermed ikke er ukrænkeligt. Derudover baserer han sine argumenter på, at selvbestemmelse er en rettighed. Dermed trækkes der her på en autonomidiskurs. Social praksis Igennem de to dimensioner tekst og diskursiv praksis har vi erfaret, at der eksisterer forskellige diskurser i positionernes argumentation i debatten om aktiv dødshjælp. I teksterne indgår en autonomi-, religiøs-, sekulær-, ekspert-, samt en mediediskurs. For at klarlægge hvilken diskursorden tekstens diskurser skaber, er det nødvendigt først at identificere hvilket socialt domæne, der skaber rammerne for den diskursive orden. Det sociale domæne er kendt på forhånd, fordi eksperterne og den anvendte empiri bevidst er valgt ud fra projektets emne aktiv dødshjælp. Det sociale domæne må derfor nødvendigvis være aktiv dødshjælp, idet vi beskæftiger os med debatten om aktiv dødshjælp. Det sociale domæne bygger blandt andet på de diskurser argumenterne, som eksperterne fremsætter i debatten, trækker på. Dog udgør disse kun en del af de diskurser, som indgår i domænet, da domænet aktiv dødshjælp ikke kun begrænser sig til den eksisterende debat. Idet den valgte empiri indeholder ovennævnte diskurser, danner disse tilsammen den diskursive orden. Argumenterne som debattens positioner fremstiller præsenteres i en mediedebat om aktiv dødshjælp, som vi har analyseret i tekst- og diskursdimensionen med Faircloughs tredimensionelle model. Diskursordenen defineres ud fra de diskurser, der eksisterer i de forskellige 48

debatpositioners argumenter i mediedebatten. Vi har tidligere påvist, at eksperternes tekster og anvendte diskurser allerede trækker på eksisterende tekster og diskurser i mediedebatten, hvorfor diskursordenen altså må være for- og modargumenterne i mediedebatten om aktiv dødshjælp. For at identificere de ikke- diskursive sociale og kulturelle strukturer i samfundet, der danner rammerne for den diskursive orden, er det nødvendigt at have kendskab til de normer, der skaber grundlaget for eksperternes for- og modargumenter i mediedebatten om aktiv dødshjælp. For at identificere hvilken norm der ligger til grund for eksperternes anvendte argumenter, er det nødvendigt samtidig at tage udgangspunkt i den diskurs argumentet trækker på. En diskurs der findes i Ole Hartlings tekst, som ikke ses i Rune Klingenbergs tekst, er den religiøse. Et eksempel herpå er det argument Hartling bruger om, at livet er værdifuldt, og at selvbestemmelse er en illusion. Tekstens diskurs trækker på normen om, at livet er ukrænkeligt. Denne norm har rødder i kristendommen, hvor man mener, at livet er skænket af Gud, og at Gud har magten over liv og død, og mennesket derfor ikke træffer beslutningerne om, at livet ikke er værdifuldt længere. Ud fra dette synspunkt har mennesket ikke selv valgt at blive sat i verden, og derfor har livet en værdi, som mennesket ikke kan underminere. Den religiøse diskurs trækker derfor på normer, der tilhører den religiøse del af samfundet. Rune Klingenbergs position i debatten om aktiv dødshjælp bunder i hans argument om menneskelig selvbestemmelse, som tidligere nævnt har en autonomi diskurs. Autonomi diskursen trækker på en norm om, at selvbestemmelse er en rettighed og udspringer af et liberalistisk samfundssyn, hvor der lægges vægt på individualitet og individets interesser sammen med tanken om, at statens indflydelse bør minimeres. Klingenberg fremfører yderligere et argument imod aktiv dødshjælp, der handler om, at livet kan miste sin værdi, og som beskrevet i den diskursive praksis, trækker dette argument på en sekulær diskurs, fordi argumentet baseres på en norm om, at livet ikke er ukrænkeligt. Dette er i modsætning til den religiøse norm, der trækkes på i Ole Hartlings tekst, hvor livet beskrives som ukrænkeligt. Som beskrevet i den diskursive praksis for både Ole Hartling og Rune Klingenbergs tekster, er der en høj grad af intertekstualitet, i og med at begge tekster trækker på nogle allerede eksisterende diskurser ved at bruge mange af de samme ordvalg og grammatiske elementer i argumenterne for 49

og imod aktiv dødshjælp, som Etisk Råd præsenterer i sin rapport fra 2003. Hartling og Klingenberg bidrager ikke med nye argumenter i debatten, da de argumenterer ud fra samme normer og diskurser, som argumenterne Etisk Råd præsenterer. Hverken Hartlings eller Klingenbergs tekster nytænker altså diskurserne eller normerne, men reproducerer dem i stedet. Jacob Birkler For at vise at Hartlings og Klingenbergs argumenter er gengangere i debatten, inddrager vi formanden for Etisk Råd Jacob Birklers argumenter, da han både har været fortaler for aktiv dødshjælp, men som nu indgår i debatten som modstander. Jacob Birkler beskriver i artiklen Aktiv hjælp til døende, hvordan han har skiftet position i debatten om aktiv dødshjælp fra at være fortaler til at være modstander. Han præsenterer de argumenter, der lå til grund for hans tidligere position som fortaler for aktiv dødshjælp og argumenterer for, hvad der fik ham til at skifte position og således blive modstander af indførelsen af aktiv dødshjælp i Danmark. I forbindelse med Birklers tidligere position som fortaler for aktiv dødshjælp, benytter han argumentet om menneskets autonomi og selvbestemmelse: Mit kronargument angik patientens ret til at bestemme over liv og død, dvs. en grundlæggende patientautonomi (Bilag 3). Samtidig beskriver han i teksten, hvorledes hans position som fortaler for emnet, på daværende tidspunkt stammede fra en antagelse af, at en patient kan leve i en ubærlig lidelse og aktiv dødshjælp kunne være en løsning herpå (Bilag 3). Det positive argument for anvendelse af aktiv dødshjælp er i denne fremstilling det samme, som det Klingenberg fremfører, når han beskriver, hvordan aktiv dødshjælp kan afhjælpe lidelse og dødsangst (Bilag 2). Birkler beskriver retten til selvbestemmelse som grundlaget for sin tidligere position, som fortaler for aktiv dødshjælp og som beskrevet i analysen af Klingenbergs artikel, trækker dette argument på en autonomi diskurs. Dog vendes positiviteten i argumentet til et negativ, ved at han tilføjer: Bliver vi i den abstrakte forestilling om den ubærligt lidende [ ] (Bilag 3). Ved at tilføje abstrakte forestilling til ordene ubærligt lidende trækkes der på samme argument, som Ole Hartling benytter i sin fremstilling af argumenter imod aktiv dødshjælp, hvor han beskriver aktiv dødshjælp som en absurd løsning på patientens smerteproblem. Hartlings argument bunder i, at der i dag findes meget effektive midler mod 50

smertelindring, ligesom Birkler argumenterer for, at ubærlig lidelse er en abstrakt forestilling, og at lidelsen altså kan lindres. Birkler beskriver i teksten, hvordan en patient anmoder om en afslutning på livet med ordene: Havde jeg været en hund, havde I for længst gjort det af med mig. (Bilag 3). Patienten brugte en sammenligning af sig selv og en hund som et grundlag for at modtage aktiv dødshjælp. Birkler inddrager og anvender patientens udtalelse i sin artikel for at sammenligne aktiv dødshjælp med aflivningen af et dyr. Ved at sammenligne et menneske med en hund, fratager man individet de menneskelige værdier, der adskiller os fra dyrene. Birkler bruger patientens sammenligning som et argument imod aktiv dødshjælp, fordi man ikke bare afliver et menneske, når det er sygt, på samme måde som man afliver et dyr. Ud fra samme argumentation som i sammenligningen med aflivningen af hunden skriver Birkler Når der ikke er mere at gøre. (Bilag 3), som ifølge Birkler især anvendes af fortalere for aktiv dødshjælp i debatten. Han understreger, at mulighederne for at hjælpe patienten ikke slutter der, men at man stadig kan tilbyde omsorgsfuld pleje og behandling. Birkler beskriver i artiklen, at patienter stadig kan have et godt liv på trods af terminal sygdom og smerter, og derfor bør man ikke aflive dem, fordi de ikke kan helbredes. Han citerer filosof Villy Sørensen: Der er liv i døden og død i livet, og måske mest liv i livet, hvis døden er med i det. (Bilag 3). I forbindelse med ovenstående indstilling til at man børe leve med sygdommen i stedet for at blive aflivet, bruger Birkler citatet for at understrege, at døden er en naturlig del af livet, og at man derfor også må leve med døden. Denne argumentation kan komme af tanken om, at livet er skænket og derfor ukrænkeligt. Som nævnt i analysen af Hartlings artikel indgår dette perspektiv også i hans argumentation og trækker på en religiøs diskurs. I forbindelse med Birklers tidligere opfattelse af at livet med sygdom og død ikke er værd at leve, som ifølge ham selv var en fejlbarlig opfattelse, benytter han metaforen: Selvom øksen hele tiden lå ved træets rod blev det ganske ofte en opbyggelig besindelse på livet (Bilag 3). Gennem sit arbejde med døende patienter argumenterer han for, at selv med døden er livet værd at leve. I denne argumentation stiller han sig i direkte opposition til Klingenbergs førnævnte argument om, at livet ikke altid er værdifuldt. I Birklers artikel kan der spores en tydelig intertekstualitet, idet teksten trækker på argumenter fra Ole Hartlings artikel og dermed også Etisk Råds rapport fra 2003. Som beskrevet ovenfor trækker Klingenbergs argumenter samtidig på tekstuelle træk fra Birklers artikel. 51

Birklers artikel trækker på en ekspertdiskurs ved at fremhæve sin ekspertise i forhold til debatten om aktiv dødshjælp og styrker dermed sin etos. Dette gør han ved først at berette om sit kendskab til aktiv dødshjælp gennem sit filosofistudie. Senere inddrager han sin status som formand for Etisk Råd og sin position som aktiv deltager i debatten. Derudover validerer han sin holdning imod aktiv dødshjælp igennem sit arbejde i sundhedssektoren og ud fra det faktum, at han gennem det arbejde gik fra at være fortaler til at være modstander, og derfor har et grundigt kendskab til begge sider af debatten (Bilag 3). Birklers fremstilling af argumenter både for debattens for- og imod side, trækker på en autonomi diskurs, ligesom det er tilfældet i Hartlings artikel og en religiøs diskurs, som vi ser det i Klingenbergs artikel. 8.1.1 Delkonklusion I den kritiske diskursanalyse af Ole Hartling og Rune Klingenbergs tekster ligges fokus på positionerne i debatten og deres hovedargumenter. Ole Hartling indtager en position som modstander af aktiv dødshjælp og argumenterer for livets ukrænkelighed, da mennesket ikke har autonomi til at ende livet, fordi selvbestemmelse er en illusion og livet altid har en værdi. Fordi Hartling argumenterer med, at livet altid har værdi, og mennesket ikke har selvbestemmelse, ses dette som en religiøs diskurs, da Hartlings argumenter trækker på religiøse normer, der stammer fra kristendommen, hvor man mener, at livet er skænket af gud, og derfor er ukrænkeligt. Hartlings tekst har en intertekstualitet, idet den trækker på Etisk Råds rapport om aktiv dødshjælp, der indeholder flere af de samme argumenter om emnet. Modpositionen i debatten bliver præsenteret af Rune Klingenberg, hvis hovedargumenter hovedsageligt er modpoler til Ole Hartlings. Klingenberg argumenterer for, at menneskets selvbestemmelse er en rettighed, der skal sikres, og at livet mister sin værdi, når det ikke er andet end en byrde, for den der lever det. Klingenbergs argumenter har en sekulær- og autonomi diskurs, da de argumenterer for livet som krænkeligt og for menneskets selvbestemmelse og ret til individualitet som det vigtigste i valget om eget liv. Hans tekst tager derfor afstand fra den religiøse diskurs, der præger Hartlings tekst og præsenterer en modposition i debatten om aktiv dødshjælp. Ved at tage afstand fra det religiøse og fokusere på, at livet kan miste sin værdi, ses en sekulær diskurs i hans argumentation, fordi argumentet baseres på en norm om, at livet ikke er ukrænkeligt. Tekstens autonomi diskurs 52

trækker på en norm om, at selvbestemmelse er en rettighed, da selvbestemmelse udspringer af et liberalistisk samfundssyn, hvor der lægges vægt på individets interesser. Klingenbergs tekst har ligeledes en intertekstualitet, da også den præsenterer flere lignende argumenter som i Etisk Råds rapport. Jacob Birkler argumenterer som udgangspunkt for aktiv dødshjælp med flere af de samme argumenter for aktiv dødshjælp, som der ses hos Rune Klingenberg og Etisk Råd, men han præsenterer en situation, hvor han efter at have arbejdet med terminalt syge ændrer argumentation til at være imod aktiv dødshjælp. Disse argumenter imod genkendes hos Ole Hartling, men trækker dog ikke på den religiøse diskurs men på, at der altid er noget, man kan gøre for at hjælpe mennesker i smerte. 8.2 Etik i debatten Som tidligere nævnt i afsnit 3. Etik og debatten om aktiv dødshjælp, kan etiske spørgsmål ikke besvares med et simpelt ja eller nej, idet svaret er afhængigt af, hvilken livsopfattelse man anskuer verden med. Stillede man imidlertid samme spørgsmål til en gruppe, der delte den samme livsopfattelse, ville det stadig ikke være muligt at svare entydigt, da selv en ens opfattelse ikke er tilstrækkelig, fordi spørgsmålet vil være yderligere påvirket af den opdeling der vil være i individers holdninger og meninger. Som nævnt i afsnit 3. Etik og debatten om aktiv dødshjælp, fremhæves det hvordan forskellige livsopfattelser kan ligge til grund for ens syn på en given problemstilling. Et eksempel herpå er, hvordan Ole Hartlings argumenter er påvirket af en religiøs livsopfattelse. Som nævnt i afsnit 3. Etik og debatten om aktiv dødshjælp, ytrer det etiske sig i vurderende vendinger, eksempelvis i Ole Hartlings debatindlæg, hvor han skriver: At det (aktiv dødshjælp) er en absurd løsning på lidelsens problem at ville forbedre livet ved at tilintetgøre det (Bilag 1). Det interessante her er ikke så meget hans pointe, men mere hvordan han er kommet frem til lige præcis den pointe, hvilke overvejelser han gjorde sig, og specielt hvordan han gjorde dem. Det er selve processen hvorpå argumenterne i debatten bliver dannet der er i fokus. Derfor er det nødvendigt, at analysere de enkelte argumenter og undersøge ræsonnementet i den etiske refleksion der ligger bag dem. I afsnit 8.1 Diskursanalyse af debatten blev det påvist, at Ole Hartlings argument: Selvbestemmelse er en illusion om, at man i alle livets tilfælde har et frit valg. (Bilag 1), blandt andet bunder i hans religiøse livsopfattelse. Ud fra hvad Ole Hartling selv 53

skriver, er det ikke muligt præcist, at identificere på hvilken måde han reflekterer etisk. Man må dog gå ud fra, at han først og fremmest gennemgår en individualetisk refleksion for at kunne finde sit personlige ståsted. Hartling skaber gennem metaetikken sine argumenter ud fra etiske normer. Hans argument om at tilintetgøre livet for at forbedre det, er en absurd løsning (Bilag 1) kan ledes tilbage til normen Det er forkert at skade andre. Søger man dybere finder man med tanken skader man andre, beskytter man ikke deres liv, ud af at denne norm tager udgangspunkt i den mere almene og grundlæggende norm man skal altid beskytte livet. Denne norm kan ledes tilbage til princippet hjælp din næste. I sidste ende kan dette føres til det grundlæggende etiske princip Gør ved andre, hvad du vil have de skal gøre ved dig Dette ræsonnement kan skematiseres på samme måde som Svend Andersen illustrerer det. Gør ved andre, hvad du vil have de skal gøre ved dig Hjælp din næste Man skal altid beskytte livet Skader man andre, beskytter man ikke deres liv Det er forkert at skade andre Det er en absurd løsning på lidelsens problem at ville forbedre livet ved at tilintetgøre det Hartling går ikke aktivt ind og tager stilling til de normer, hans holdning til problemstillingen bygger på, men det argument han, som nævnt ovenfor, anvender om aktiv dødshjælp som en absurd løsning på lidelsens problem, kan spores tilbage til det etiske princip, der er grundpillen i kristendommen, nemlig næstekærlighed. Ole Hartling opstiller flere argumenter imod aktiv dødshjælp, men det er i de ovennævnte, at det tydeligst skinner igennem, hvilke etiske normer han trækker på og hvilket etisk princip hans argumentation bunder i. Dette argument (at frivillig aktiv dødshjælp er moralsk forsvarligt) tager udgangspunkt i det moralske princip, at en handling kun kan være moralsk forkert, hvis den enten krænker nogens rettigheder eller gør skade (Bilag 2). Med dette udsagn fastslår Rune Klingenberg sin position i debatten om aktiv dødshjælp, som en fortaler for det frie valg. Som det fremgår af analysen i afsnit 8.1 Diskursanalyse af debatten bygger Rune Klingenbergs argumenter blandt andet på en sekulariseret livsopfattelse, derfor vil normerne hvorpå han begrunder sine etiske overvejelser også bunde i en sådan livsopfattelse. På 54

samme måde som Ole Hartlings argumenter er påvirket af hans individualetiske syn, vil Rune Klingenbergs også være. Som nævnt i afsnit 8.1 Diskursanalyse af debatten underbygger Rune Klingenberg ligesom Ole Hartling, sine argumenter med henvisning til etiske normer. Dog har de den ting til forskel, at Rune Klingenberg forholder sig normativt etisk til problemstillingen. Med udsagnet Rettigheder handler nemlig om at beskytte folks interesser og at sikre deres selvbestemmelse (Bilag 2) argumenterer han for, at aktiv dødshjælp ikke er en krænkelse af rettigheder, da han mener, at det netop ikke begrænser folks autonomi, men at forbuddet imod aktiv dødshjælp gør. Fra Rune Klingenbergs argumenter kan det udledes, at han finder aktiv dødshjælp moralsk forsvarligt, selvom det er en afslutning livet, da det stemmer med den fundamentale norm om, at menneskets rettigheder grunder i dets autonomi. Han anerkender, at en centralt argument i debatten om aktiv dødshjælp er tanken om menneskelivets ukrænkelighed, men afviser det som den dominerende norm, da han som tidligere nævnt først finder noget krænkende når det begrænser individets selvbestemmelse. Ud fra hans argumentation ser han altså i højere grad autonomi som et mere validt etisk princip, end tanken om livets ukrænkelighed, idet autonomi gælder alle, men livets ukrænkelighed kan ugyldiggøres ved fravalg af det. Denne pointe tydeliggør, at hans argumenter kan udledes at et etisk princip. Klingenbergs argumentation om, at alle har ret til selvbestemmelse, kan ledes tilbage til tanken om, at man ikke skal begrænse andres frihed. Denne tanke kan ledes yderligere tilbage til det etiske princip gør ved andre, hvad ud forventer de gør ved dig. 8.2.1 Delkonklusion Det vi ser, er altså at både Ole Hartling og Rune Klingenberg i sidste ende begge trækker på det samme etiske princip, nemlig Den Gyldne Regel. Forskellen på deres etiske refleksion og argumentation bunder i hvilke andre værdier de forbinder med dette princip. Deres holdninger afviger altså fra hinanden, fordi forskellene på deres livsopfattelser gør, at de tolker og anvender princippet anderledes. Det er altså tydeligt at dette er en etisk debat som ikke kun bygger på flere forskellige forståelser af hvad der er rigtig eller forkert, men også hvordan man kommer frem til erkendelsen af, hvad der er rigtigt og forkert. Selvom det kun er to positioner der er udvalgt her, illustrerer det, hvor kringlet den etiske debat kan være. 55

8.3 Religion i den politiske arena I denne analysedel vil vi se på underspørgsmålet: Hvorfor skal præster have indflydelse på debatten om aktiv dødshjælp, når vi efter sigende lever i et sekulariseret samfund?. Dette vil vi gøre ved at lave en diskuterende analyse af præsters og religionsbaserede holdningers plads i rådgivningen om legaliseringen af aktiv dødshjælp. Analysedelen vil indledes med afsnittet Den danske religionskultur, hvor kristendommens betydning og plads i den danske kultur bliver redegjort for og analyseret. Herefter vil der stilles spørgsmålstegn til præsternes indflydelse på debatten, som opdeles i to forskellige afsnit: Religion inddrages politisk og Religion inddrages ikke politisk. Vi vil derefter afrunde analysedelen med afsnittet Fremtidens utilitarisme. Her vil vi diskutere, hvordan man med et utilitaristisk synspunkt ville anse de religiøse argumenter imod aktiv dødshjælp, og diskutere hvordan en mulige fremtid i Danmark ville kunne se ud, hvis lovgivning af liv og død problemstillinger laves ud fra et utilitaristisk standpunkt. Den danske religionskultur I Danmark er vi ikke kendt for at være en dybt religiøs befolkning. Man kan måske endda gå så langt at påstå, at en stor del af Danmarks befolkning enten er agnostikere eller deciderede ateister (www.b.dk - Næsten hver femte dansker kalder sig ateist). På trods af dette har kristendommen en stor indflydelse på den danske kultur. De fleste døbes i kirken efter fødsel, hvor man derfra bliver indmeldt i den danske folkekirke. Derefter undervises man i kristendom i folkeskolerne, man tilbydes konfirmation i 7.- 8.- klasse, man bliver gift i en kirke, og man begraves på en kirkegård. Et flertal af danskere følger denne kristne kultur, hvor hvis handlingen ikke er baseret på religiøsitet, er den baseret på tradition. Som eksempel sidder vi fem mennesker i projektgruppen, som alle er konfirmeret, men ingen er religiøse. Her har traditionen af konfirmationen og fællesskabet med folkeskoleklassen, som her kan reflekteres med ønsket om en følelse af en fælles samfundsidentitet, haft stor indflydelse. 56

Folketal den 1. i kvartalet Enhed: Antal 2014 Kvartal 1 2014 Kvartal 2 2014 Kvartal 3 2014 Kvartal 4 I alt 5.627.235 5.634.437 5.639.719 5.655.750 Medlem af Folkekirken Ikke medlem af Folkekirken 4.413.825 4.409.203 4.408.785 4.405.646 1.213.410 1.225.234 1.230.934 1.250.104 Tabel 8.3.1 Folketal fra 2014 hvor antallet af medlemmer af folkekirken i forhold til folketallet illustreres (www.dst.dk - Medlemmer af folkekirken) I tabel 8.3.1 illustreres der, at langt størstedelen af den danske befolkning er medlemmer af Folkekirken. Man kan derfor argumentere for, at om befolkningen er religiøs eller ej har kristendommen en indflydelse på det danske samfund, specielt når det kommer til milepæle i livet. Vi lever dog i et moderne sekulært samfund, hvor vores lovgivninger ikke påvirkes af religion, så hvorfor har præster en indflydelse på politikernes holdninger omkring aktiv dødshjælp? Etisk Råd er nedsat af regeringen til at rådgive politikerne, når der arbejdes med etiske problemstillinger, og iblandt rådets medlemmer findes præster. Men præster har ikke plads andre steder politisk. Selvom præsterne ikke har indflydelse på selve lovgivningen omkring aktiv dødshjælp, har de ved at være i Etisk Råd påvirkning på politikernes beslutning omkring legalisering af aktiv dødshjælp. Herved har religion i Danmark pludselig en stor indflydelse på den danske befolkning, da legalisering af aktiv dødshjælp også handler om retten over eget liv. Der ligger derfor en kontrast i valget af kirkens indflydelse: Vi har en mulighed for at melde os ud af den danske folkekirke, og vi kan lade være med at blive døbt, konfirmeret og gift i en kirke, og på denne måde har vi selv indflydelse på, hvor stor en del af ens liv religionen skal fylde. Men vi kan ikke bestemme, at religion ikke skal have indflydelse på politikernes vurdering af legalisering af aktiv dødshjælp i Danmark, som herved er en indirekte indflydelse på vores rettigheder. Vi vil nu se præsternes rolle i den etiske debat om aktiv dødshjælp. Dette vil vi gøre ved først at analysere hvorfor religion har en rolle i debatten om aktiv dødshjælp, og hvorfor de burde have 57

det. Derefter vil vi se på argumenter for hvorfor religion ikke burde have en rolle når det vedrører politik, og til sidst vurdere hvorvidt det i realiteten burde have det. Religion inddrages politisk Som der illustreres i tabel 8.3.1, er det nyeste tal af danskere tilmeldt Folkekirken i 2014 4.405.646 mio. ud af 5.655.750 mio. danskere, hvilket svarer til 78% af danskerne. Som nævnt tidligere betyder det blandt andet, at kristendommen har en indflydelse på den danske kultur. Man kan derfor argumentere for, at præster burde have en stemme, når det vedrører debatten om aktiv dødshjælp og derved en plads i Etisk Råd, da der er så stor en del af den danske befolkning, der i et eller andet omfang er influeret af kristendommen. Vi har af denne grund også mange religiøse værdisæt, som enten ligger til grund for vores forståelse af, hvad der er rigtigt og forkert, eller ligger som et tydeligt værdisæt, for eksempel i form af at det er forkert at slå et andet menneske ihjel. Her er den danske samfundskultur med religion som indflydelse med til at bestemme, hvilke normer der er moralsk korrekte og ukorrekte i samfundet. Samtidigt ligger vi i Danmark vægt på autonomi i samfundet. Men er autonomi et af vores moralske værdisæt? I realiteten er den moderne fortælling om vores samfund nok en myte, fordi vi har så mange religiøse rødder og udgangspunkter, der påvirker hvad vi er nu, og hvordan vi agere i forskellige sociale relationer. Vores religiøse rødder har derfor indflydelse på, hvad vi opfatter som den korrekte handling versus den ukorrekte handling, og her er at slå et menneske ihjel i høj grad en ukorrekt handling. Det er det hovedsageligt fordi, det modstrider en af kristendommens største argumenter imod aktiv dødshjælp, som der pointeres i analyse del 8.1 Diskursanalyse af debatten, hvilket er, at livet er ukrænkeligt. Denne tankegang ligger dybt i os, idet vi vokser op med den indlæring, at livet er noget, der skal beskyttes, og at slå ihjel er forkert. Derfor kan man argumentere for, at det netop er vigtigt at have præster med i debatten om aktiv dødshjælp, og at de har en indflydelse på Folketingets holdning, da en af vores grundlæggende samfundsværdier herved bliver repræsenteret. 58

Religion inddrages ikke politisk Vi har nu konkluderet, hvorfor det både kan være godt og nødvendigt for det danske samfund, at præster har holdninger omkring aktiv dødshjælp. Vi lever dog i et moderne sekulært samfund, hvor vores lovgivninger ikke påvirkes af religion, så hvorfor har præster en indflydelse på politikernes holdninger omkring aktiv dødshjælp? Politik bliver ikke influeret af religion på andre aspekter, end når det handler om liv og død, burde religion så ikke også udelukkes i denne legaliserings kontekst? Specielt når det handler om legalisering af noget, der vil have sådan en gennemgribende betydning for retten over eget liv. På samme måde som andre lovgivninger influere samfundets individers liv, kan man argumentere for, at religiøse argumenter ikke skal inddrages. Vi lever i et demokratisk samfund, hvor Folketinget handler ud fra folkets bedste blandt andet ved at inddrage dem i beslutningsprocesserne. Lovene er foranderlige og tilpasses efter samfundets udvikling og behov, og på denne måde sikres det, at forældede love ikke påvirker vores samfund negativt. Religiøse love er derimod baseret på ældgamle tekster. Ser vi på kristendommen, som er den største religion i Danmark, er der de ti bud, det gamle testamente og det nye testamente, som kommer med deres version af, hvordan mennesket burde leve sit liv. Disse love bliver ikke moderniseret efter samfundsudviklingen og derfor burde religion ikke have indflydelse på politikernes holdning til legalisering af aktiv dødshjælp. 8.3.1 Delkonklusion Præster, og herigennem religion, har en indflydelse på politikernes holdning omkring aktiv dødshjælp gennem Etisk Råd. Det har de fordi, at kristendommen influere samfundet i Danmark, da 78% af den danske befolkning er medlem af Folkekirken. Samtidigt har mange af vores moralske værdisæt afsæt i religiøse rødder og udgangspunkter, som har været med til at danne samlede samfundsopfattelser, om hvad der er moralsk korrekt og ukorrekt. Dette kan for eksempel være, at det at slå et andet menneske ihjel er moralsk ukorrekt. Præster skal derfor have en indflydelse på debatten om aktiv dødshjælp, da de repræsenterer nogle af vores grundlæggende samfundsværdier. Vi lever dog i et sekulariseret samfund, hvor religion eftersigende ikke har påvirkning på lovgivninger, så hvis religion ikke influerer andre lovgivninger, burde det heller ikke influere denne legalisering. Her kan vi dog konkludere, at idet religion har 59

indflydelse på politikernes holdning omkring legalisering af aktiv dødshjælp, er Danmark nok ikke et så sekulært et samfund som det ellers umiddelbart fremstår at være. Danmark er et demokratisk samfund med ytringsfrihed, og af denne grund skal præster have lov til at udtale sig i debatten. Der er dog en stor forskel på at udtale sig i en debat og være nedsat i Etisk Råd af regeringen, for at være med til at vejlede mulige fremtidslovgivninger, og eftersom religionens love ikke bliver moderniseret efter samfundsudviklingen, burde præster ikke have indflydelse på denne debat. 9. Diskussion Vi har i vores projekt taget udgangspunkt i argumenter for og imod aktiv dødshjælp, hvor vi gennem analysen konkluderer hvilke religiøse og sekulære positioner, der indgår i debatten. Dog er vi bevidste om, at der florerer andre positioner i debatten hvoraf en af disse positioner er utilitarisme. Vi har bevidst valgt ikke at inddrage en utilitaristisk synsvinkel i analysen, da den har en begrænset og diminutiv plads i debatten, og bidrager derfor ikke sønderligt til en forståelse af de vigtigste og mest gennemgående argumenter i debatten om aktiv dødshjælp. I dette afsnit vil vi diskutere, hvordan man ud fra en utilitaristisk position i debatten ville se på aktiv dødshjælp, samt diskutere hvordan en mulige fremtid i Danmark ville kunne se ud, hvis lovgivning om aktiv dødshjælp blev lavet ud fra et utilitaristisk standpunkt. Fremtidens utilitarisme Den religiøse positions argumenter imod aktiv dødshjælp har vi tidligere i analysen konkluderet som værende det, at aktiv dødshjælp er en moralsk ukorrekt handling, da handlingen krænker det ukrænkelige. Her giver John Stuart Mills utilitarisme med lykkeprincippet, se afsnit 5.2.1 John Stuart Mill, dog et andet syn på, hvornår en moralsk handling er korrekt eller ukorrekt. Som det defineres tidligere i projektet, menes der med lykke en glæde og fravær af smerte, hvor der med ulykke menes smerte og berøvelse af glæde. Efter i hvilken udstrækning handlingen medfører lykke og omvendt, vurderes der hvorvidt handlingen er moralsk korrekt eller forkert. Vi kan med denne teori analysere, at i og med handlingen aktiv dødshjælp fjerner patientens smerter, er den lykke handlingen skaber større end den smerte den forårsager. Derfor vil aktiv dødshjælp ifølge lykkeprincippet være en moralsk korrekt handling. Man kan derfor argumentere for at 60

lykkeprincippet, i sammenhæng med at der i et utilitaristisk samfund stræbes efter lykke, ikke blot vil mene at aktiv dødshjælp er en moralsk korrekt handling, men også den handling individet burde vælge. Dog kan det diskuteres, hvorvidt individet er i stand til at tage en sådan beslutning for sig selv, og vælge hvorvidt aktiv dødshjælp skal legaliseres, så andre individer får mulighed for at benytte sig af alternativet. Ifølge John Stuart Mills utilitarismeteori kan det være svært for individet at bestemme hvilken form for lykke, der foretrækkes frem for en anden. Når dette er tilfældet, må det ifølge Mill være op til flertallet at bestemme, hvilken handling der indeholder det største mål af lykke, se afsnit 5.2.1 John Stuart Mill. I debatten om aktiv dødshjælp findes mange argumenter for og imod, som der er redegjort for og analyseret i analysedel 8.1 Diskursanalyse af debatten, så det kan være svært at se, hvad der er den gennemgående holdning omkring legalisering af aktiv dødshjælp blandt den danske befolkning. I problemfeltet bliver en meningsmåling på baggrund af spørgsmålet: "Bør den regering, der kommer til efter folketingsvalget i år, tage lovgivningsskridt til at få legaliseret aktiv dødshjælp herhjemme?" (Kristeligt Dagblad: Danskerne ønsker aktiv dødshjælp legaliseret) præsenteret. I denne meningsmåling fremgår det, at 56% af de 1008 interviewede ønsker, at regeringen skal legalisere aktiv dødshjælp i Danmark, mens 26% svarede at de ikke vidste, hvad deres holdning var. Meningsmålingen er ikke repræsentativ for Danmarks befolkning, da der kan være mange fejlfaktorer, der påvirker besvarelsen. Meningsmålingen kan derimod skabe en undren og give et umiddelbart, men ikke fyldestgørende indblik i, at der er et flertal af den danske befolkning, som ønsker aktiv dødshjælp legaliseret. På baggrund af at 26% af befolkningen, ikke kan afgøre, hvorvidt de ønsker aktiv dødshjælp legaliseret eller ej, og at flertallet, ønsker aktiv dødshjælp legaliseret, vil den moralsk korrekte handling, ifølge Mills utilitarismeteori, være at legalisere aktiv dødshjælp. Herudfra kan det diskuteres, hvilken indflydelse legalisering af aktiv dødshjælp vil have på et utilitaristisk samfund. Der kan være komplikationer og ulemper ved et flertalsdiktatur. Den største ulempe er, at minoriteterne kan blive overset og overtrumfet. Som det pointeres i empiriens argumenter imod aktiv dødshjælp i analysedel 8.1 Diskursanalyse af debatten, kan det lægge et stort pres på både læger og patienter, hvis aktiv dødshjælp bliver et muligt alternativ til behandling. Lægerne kan risikere at blive presset ud i et dilemma, hvor de har ansvaret for at vurdere, hvorvidt et sygt menneskes 61

livskvalitet er belastet betydeligt nok, til at livet skal afsluttes. Samtidigt er der risiko for at patienten vil se sin situation fra et utilitaristisk synspunkt, og herved vælge aktiv dødshjælp ud fra en følelse af, at han/hun er en belastning for samfundet og sine nærmeste, og dermed ikke træffe beslutningen på det grundlag, at lidelsen er ubærlig. Ud over disse to pointer ligger der også det helt grundlæggende spørgsmål bag legalisering af aktiv dødshjælp grundet flertalsdiktatur: hvor går grænsen? John Stuart Mill belyser i sin utilitarismeteori, at den juridiske lov, ud fra et utilitaristisk synspunkt, ville være skabt med tanke for det alment bedste. Loven imødekommer altså ikke nødvendigvis individets moralske rettigheder ud fra målet om, at opnå den størst mulige lykke, hvilket kaldes retfærdighedsbegrebet. Utilitarismen kan derfor føre til konklusioner, der kan forekomme uretfærdige, hvis handlingen udføres overfor en person, der ikke har fortjent den, men handlingen vil være den korrekte, da den overordnet set gavner mere for samfundet end den skader, se afsnit 5.2.1 John Stuart Mill. Man kan derfor argumentere for, at hvis vi antager, at vi i Danmark indfører aktiv dødshjælp på grund af et flertalsdiktatur, vil nye love også kunne blive indført som skader individer, hvis det gavner flest mulige individer i samfundet. Den minoritet i Danmark der er blevet diagnosticeret med en terminal sygdom belaster både samfundet økonomisk og ressourcemæssigt, da læger og sygeplejesker skal bruge deres tid på de terminale syge, og herved bliver de en byrde for samfundet. Ser man terminalt syge på denne måde, kan man med utilitarismens retfærdighedsbegreb forsvare at lave en lov, hvor aktiv dødshjælp af den terminalt syge skal ske uden dennes godkendelse, idet det vil gavne samfundet fordi der vil være færre ressourcer og penge, der skal spildes på den terminale syge. Hvis flertallet i samfundet skal bestemme over menneskers liv, uden hensyntagen til minoriteterne og tanker omkring medmenneskelighed, kan samfundet risikere at komme ud i en såkaldt spiralsituation, hvor der kan kun kommer flere og flere love, som til sidst kan ende ud i ekstremer. Et utilitaristisk udgangspunkt for aktiv dødshjælp vil kunne ændre samfundet til at se meget anderledes ud, end den gør i dag. Hvis grænserne for aktiv dødshjælp rykkes yderligere, end aktiv dødshjælp uden samtykke, kan man med utilitarismen argumentere for, at det er okay at aflive ældre mennesker, som ikke længere er til nytte for samfundet, uden deres sammentykke, da det økonomisk og ressourcemæssigt vil være en fordel for fællesskabet. På samme måde kan man med utilitarismen 62

argumentere for, at svært handikappede og andre individer, der ikke fysisk og mentalt lever op til samfundets idealer, skal aflives. Overstående er en diskussion af, hvordan samfundet ville se ud, hvis regeringen handlede på et ekstremt utilitaristisk grundlag. Her er argumenterne slutningsvis baseret på, at mennesket ville opnå mere lykke, hvis økonomien og ressourcerne tildeles de mennesker, der gør nytte for samfundet, fremfor dem som ikke er til gavn. Dog kan man diskutere, hvorvidt økonomi og materielle ressourcer virkelig vil kunne øge befolkningens lykke. Mennesket er et flokdyr, som får stor glæde gennem kærlighed til familien, ægtefællen, vennerne og medmenneskelighed. Vi vil derfor afrundingsvis argumentere imod den utilitaristiske måde at anskue samfundet og dens individer, da man ikke udelukkende kan basere grundlaget for legaliseringen af aktiv dødshjælp, uden at tage andre elementer med såsom vores medmenneskelighed og den glæde vi får fra for eksempel bedsteforældre, der på trods af deres alder og ud fra et utilitaristisk synspunkt manglende nytte skaber stor glæde for deres familie. 63

10. Konklusion I mediedebatten om aktiv dødshjælp præsenteres en række argumenter, der ligger til grund for debattens forskellige positioner. Disse eksisterer i form af sekulære-, religiøse- og utilitaristiske positioner. Det mest fremtrædende argument der i mediedebatten benyttes i argumentationen imod aktiv dødshjælp er argumentet om, at livet er ukrænkeligt. Dette argument trækker på en religiøs norm, der foreskriver, at livet er skænket og derfor grundlæggende værdifuldt. Et fremtrædende argument for aktiv dødshjælp er argumentet om, at mennesket har ret til at bestemme over sit eget liv. Dette argument bygger på en liberalistisk norm om, at individets egeninteresser skal i første række, og at statens indflydelse skal minimeres, for ikke at sætte begrænsninger for individualitet og autonomi. Med udgangspunkt i den liberalistiske norm ligger argumentet derfor op til, at staten bør ophæve forbuddet imod aktiv dødshjælp. De to normer bag argumenterne er grundlæggende modstridende, da man med udgangspunkt i den religiøse norm indirekte projicerer lovgivningen op i noget trancedent, mens man med den liberalistiske norm tager udgangspunkt i individets ønsker. Positionen der er imod aktiv dødshjælp ønsker altså, at lovgivningen skal rette sig efter kristendommens princip om livets ukrænkelighed, mens positionen for aktiv dødshjælp ønsker, at lovgivningen bør tage hensyn til individets ret til selvbestemmelse. Debatten om aktiv dødshjælp er baseret på etiske værdier, og derfor vil der i en sådan debat ikke udelukkende være en klar for- position og en klar mod- position, med flere nuancerede holdninger til emnet. Fælles for Ole Hartling og Rune Klingenbergs positioner er dog, at de tager udgangspunkt i det samme etiske princip om Den Gyldne Regel, som bygger på, at man skal behandle andre som man selv vil behandles. Når fokus drages mod politiske beslutninger og spørgsmålet om hvorvidt religion skal have indflydelse på disse, kan vi se, at den religiøse indflydelse allerede eksisterer i og med, at der sidder præster i Etisk Råd. Etisk Råd er nedsat af Folketinget som rådgivere i etiske problemstillinger, og har derigennem indflydelse på politiske beslutninger, der behandler etiske problemstillinger, ligesom det er eksemplet med debatten om aktiv dødshjælp. 78 procent af den danske befolkning er medlem af den danske folkekirke, og mange af de danske værdier stammer fra vores kristne rødder, som har været med til at danne de samfundsværdier om hvad der er 64

moralsk rigtigt og forkert. Derved synes det oplagt at have præster med i Etisk Råd, da de er eksperter indenfor kristendommen og derved også de moralske værdier samfundet bygger på. På den anden side, lever vi i et sekulariseret samfund, og der kan derfor argumenteres for, at når alle andre politiske beslutninger bliver taget udenom religionen, burde dette også gælde spørgsmålet om legaliseringen af aktiv dødshjælp. Når religion har indflydelse på denne legalisering, kan vi udlede at Danmark nok ikke er så sekulært som umiddelbart fremstillet. 65

11. Perspektivering Vi vil i denne perspektivering så på hvordan utilitarisme florere i debatten om aktiv dødshjælp i USA i forhold til, hvordan den kommer til udtryk i Danmark. Dette gøres ved, at inddrage en amerikansk tekst med nytteprincippet og sammenligne denne med en dansk. Denne sammenligning vil give os et mere nuanceret billede på, hvordan man griber det nytteprincipielle tankemønster an i USA og i Danmark. Utilitarisme i den amerikanske debat Med udgangspunkt i artiklen Når døden bliver et rationelt og etisk valg fra dagsbladet Information, vil vi starte med at se på utilitarismen i den amerikanske debat om aktiv dødshjælp. Artiklen er skrevet af Peter Singer, som er Professor i moralfilosofi og arbejder som Professor på Princeton Universitet i USA. Utilitarisme debattøren Peter Singer ser på aktiv dødshjælp i lyset af nytteprincip og dertil liggende etiske principper. Her er det idéen om, at aktiv dødshjælp ikke kun vil gavne personen, der lider og derfor ønsker at ende livet, men dødshjælpen vil også gavne samfundet, da den terminale sygdom som for eksempel demens rent praktisk og økonomiske undgår at blive en byrde (Information: Når døden bliver et rationelt og etisk valg). Synspunktet på utilitarisme i denne artikel går på at tage det rationelle valg, som bliver taget ud fra tanken om at undgå en vegetabilsk tilstand, samtidigt med at man er en byrde for samfundet. Peter Singer kommer som eksempel på denne utilitaristiske tankegang med den 85- årige canadisk bosatte kvinde Gillian Bennet, som udtaler: Alt, hvad jeg mister, er et ubegrænset antal år som grøntsag på et hospital, hvor jeg vil koste samfundet ressourcer uden at have den fjerneste anelse om, hvem jeg er (Information: Når døden bliver et rationelt og etisk valg). Bennett led af demens var bevist om, at hendes sygdom ville koste samfundet et vis antal ressourcer, uden at hun ville vide det, når demensen blev kritisk. Hun valgte derfor at begå selvmord, da aktiv dødshjælp er ulovligt i Canada, og heri kan valget om aktiv dødshjælp ses som et socialt etisk utilitaristisk valg, da hun tænkte på samfundet og dermed ikke kun på sig selv. Bennett citeres i artiklen, hvor hun pointerer, at det ikke kun ville være penge, der ville blive spildt, men at også sundhedsvæsnets ressourcer, i form af sygeplejersker der skulle arbejde med en tom skal ville være spildt, og det ville derfor ikke være meningsfyldt for deres karriere (Information: Når døden bliver et rationelt og etisk valg). Disse ovenstående eksempler kan ses som værende utilitaristiske, da nytteprincippet indebærer at 66

samfundet kan finde størst mulig nytte i en besparelse af omkostninger for palliativ behandling og en omdirigering af arbejdskraftens fokus i sundhedsvæsnet i USA. Artiklen nævner også en ekspert udtalelse fra Baronesse Mary Warnock, som er moralfilosof: Hvis nogen absolut og desperat ønsker at dø, fordi de er en byrde for deres familie eller for staten, så mener jeg også, de bør have lov til at dø. (Information: Når døden bliver et rationelt og etisk valg). Peter Singer bruger som et konkret eksempel på ovenstående udtalelse, historien om Janet Adkins der fik diagnosticeret Alzheimers, og som i 1990 fik udøvet aktiv dødshjælp. Denne udtalelse kan i sammenhæng med historien Adkins bruges som eksempel på Singers utilitaristiske tankegang. Grunden til at vi har valgt at anvende netop denne artikel som eksemplificering af et utilitaristisk syn på aktiv dødshjælp er på grund af, at den er skrevet af Peter Singer, som er moralfilosof i USA på Princeton. Derfor mener vi, at han er en valid ekspert til at vise, hvordan utilitarismen i den amerikanske debat kan fremstå. Derudover kan han gennem hans uddannelse anses for at være et kompetent eksempel for den tanke, der præger den amerikanske ekspert debat, og give et mere pro nyttetænknings perspektiv. Utilitarisme i den danske debat Vi vil nu vende blikket mod, hvordan utilitarismen kommer til udtryk i den danske debat om aktiv dødshjælp. Det vil vi gøre ved at tage udgangspunkt i artiklen Nyttetænkning fjerner vores blik fra mennesket fra avisen Politiken, som er skrevet af Formanden for Etisk Råd Jacob Birkler. Denne artikel bruges for at vise en dansk ekspert udtalelse vedrørende nyttetænkning i den danske debat. Den danske artiklen starter ud med et kritisk eksempel, hvori han bruger udsagnet Er du patient og skal dø i løbet af få uger, er du ikke værd at bruge store summer på (Politiken: Nyttetænkning fjerner vores blik fra mennesket). Dette syn på mennesket er dog ikke fremtræden i Danmark, men tanken om utilitarisme er ved at være legitim i debatten. Dette utilitaristiske syn på døende viser ifølge eksemplet, at det ikke er noget, man praktiserer, men at tanken om legalisering af aktiv dødshjælp på baggrund af nytteprincippet er på vej frem, men at det kan skabe et økonomisk dilemma i forhold til patientsynet. Det skal dog understreges, at Birkler kun lufter tanken om nytteprincippet i forhold til patienter, men at han bestemt ikke taler for nytteprincippet. Efterfølgende går artiklen til dels over i et mere alment nytteprincip i forhold til 67

patienter. Dog mener vi, at man stadig kan bruge dele af artiklen til at belyse et utilitaristisk syn på aktiv dødshjælp i Danmark, da artiklen ligger op til debat vedrørende nyttetænkning. Her kan man argumentere for, at aktiv dødshjælp kan være en nyttetænkningsløsning, om den så er moralsk og etisk korrekt eller ej. Birkler mener ikke, at der er noget galt med nyttetænkning som så, men at denne ikke skal dominere som synspunkt, da dette kan gå galt: Dybest set handler det om, at patienter ikke nytter. Patienter har aldrig kunne betale sig. Derfor er det problematisk, når ensidig nyttetænkning ansporer til kalkuler uden blik for pligter, principper og værdier af relationer (Politiken: Nyttetænkning fjerner vores blik fra mennesket). Her problematiseres en ren utilitaristisk tanke, hvor mennesket objektiviseres i forhold til nytte, og derved er at udlade det medmenneskelige at udlade centrale etisk værdier og principper. Disse pligter og værdier er forskellige, hvis man sammenligner Danmark med USA, og derfor er der også en forskel i forhold til graden af utilitarisme i de to lande. Birkler påviser, at nyttetænkning kan være en start på en moralsk og etisk glidebane, hvilket ses ved: Det første skridt kan blive påmindelsen om behandlingens pris. Det kan være lægens bisætning til patienten: i øvrigt er det også en dyr medicin. Det næste bliver, at man ligefrem selv ønsker at betale lidt ekstra, nu hvor man selv har rodet sig ud i sølet (Politiken: Nyttetænkning fjerner vores blik fra mennesket). Sidste del af citatet er i forhold til livsstilssygdomme, dog vil vi mene, at dette godt kan bruges, for livsstilssygdomme kan resulterer i en terminal diagnose, hvis ikke behandlet i tide. Samtidigt er dette mere en nyttetanke i forhold til samfundsøkonomi, og dertil ses utilitarismens tanke med nytteprincippet og dens mere økonomiske vinkel. Selve det med at skulle betale for behandling er en stor forskel fra den danske skatte betalte behandling kontra den amerikanske behandling, hvor betaling sker gennem forsikringer og kontanter fra egen lomme. Netop denne økonomiske vinkel kan give et forskelligt udfald på et nytteprincipielt syn på legalisering af aktiv dødshjælp, alt afhængig om det er et dansk eller et amerikansk syn. Man kan diskutere hvorvidt USA eller Danmark vil få mest ud af at se på aktiv dødshjælp med nytteprincippet. I USA ville individet eller familien kunne spare, og i Danmark ville det være samfundet, der ville spare ved indførelse af aktiv dødshjælp, det vil sige lykke på et individuelt niveau kontra lykke på et samfundsniveau. Denne glidebane er også et af imod argumenterne i Det Etiske Rådes anbefaling til Folketinget. Jacob Birkler pointerer: Holder vi patienterne på afstand, ender det let med et forrået menneskesyn, 68

fordi vi på afstand forser os på patienten alene som en udgift, omkostning eller belastning. (Politiken: Nyttetænkning fjerner vores blik fra mennesket). Dette citat kan opdeles i to. 1. et økonomisk synspunkt, vedrørende udgift og omkostning for samfundet, og 2. et utilitaristisk syn der omhandler belastning på alt fra økonomi til arbejdskraft. Begge bliver fastslået som værende frarådet ifølge Birkler. Det samme syn bliver delt af USA debatten, hvor en perspektivering af amerikanske debattør Singer og danske debattør Birkler viser, at begge nævner økonomi som en væsentlig faktor, når patienter anskues med et utilitaristisk syn. Birkler mener, at hvis man lader nyttetænkning stå som dominerende i debatten og i sundhedsvæsenet, så mister samfundet sin medmenneskelighed, man skal derfor forsøge at undgå at tabe de menneskelige relationer under jagten på optimeringspolitik: Her finder vi topmålet af nytte, når borgere slet ikke ender som patienter (Politiken: Nyttetænkning fjerner vores blik fra mennesket). Citatet ovenfor vælger vi at bruge grundet dets ekstremitet. Hvis man bruger dette udsagn i forhold til nyttesiden af aktiv dødshjælp, vil man få den ekstreme utilitaristiske holdning i forhold til patienter, der har en kronisk sygdom med terminal følgevirkning. Hvis man tilbyder aktiv dødshjælp, når patienten bliver et problem for samfundet og mister sin nytte grundet sygdom, vil befolkningen hurtigt landet som værende tilbage med et kold og umenneskeligt samfundssyn, til forskel for den solidaritets kultur der på nuværende tidspunkt eksistere i Danmark. Denne tanke er forskellig i forhold til den amerikanske tanke, da der i deres mere liberale kultur allerede er mere fokus på nytte og individets autonomi til at skabe sin egen lykke, så forandringen til et mere utilitaristisk samfund vil derfor formentlig ikke anses som en lige så stor omvæltning som for danskerne. Grunden til at vi har valgt lige denne artikel i forhold til vores perspektivering vedrørende det utilitarisme er, at den som tidligere nævnt er skrevet af formanden for Etisk Råd Jacob Birkler. Denne artikel giver måske et lidt ensporet indblik i utilitarismedelen af debatten i Danmark, men som med Peter Singer mener vi også, at Jacob Birkler som ekspert er en yderst valid argumentationsudlægger, og de bidrager derfor begge med et godt indblik i utilitarismens argumenter og synsforskelle fra et amerikansk og et dansk perspektiv. 69

Begge eksperter er enige i, at nytteprincippet i forhold til at terminal sygdom og økonomi er en brugbar og uundgåelig faktorer, når det kommer til debatten. Dog kan det argumenteres at den utilitarisme, som Singer fremlægger, ifølge Birkler ikke er brugbar og valid i forhold til aktiv dødshjælp i dansk lov og kultur. Som Birkler påpeger, er der en pligt i samfundet og en værdi i at behandle borgere, som i det danske samfund rent kulturelt ikke må tilsidesættes. Derfor er en ren nyttepraksis udelukket, da en sådan tankegang vil gøre, at vi mister medmenneskeligheden for de individer patienterne udgør. Danmark i perspektiv til USA Debatten i USA ser forskellig ud til fra debatten i Danmark. Dette er på grund af, at landet som helhed består af flere stater, som hver har delvis autonomi på lovgivnings området. Dog er USA specielt interessant, da flere og flere stater med deres befolkning viser en tendens i et skifte af holdninger vedrørende aktiv dødshjælp og læge assisteret- selvmord og et tendensskifte i deres måde at artikulere debatten på. I USA hedder debatten ikke direkte aktiv dødshjælp men læge assisteret- selvmord. USA s debat vedrørende læge assisteret- selvmord startede i 1997 med staten Oregon, der lovliggjorde læge assisteret- selvmord gennem The Oregon Death With Dignity Act som den første lovgivning på dette emne. Dette var den første, der gav nogle retningslinjer til, hvordan man kunne gribe patienters dødelige ønske an (Faktalink: Aktiv dødshjælp i udlandet). Senere er der andre stater som også har legaliseret dette, såsom staterne Washington der legaliserede i 2008 og Montana der legaliserede i 2013. Her bliver debatten ikke omtalt som aktiv dødshjælp som i Danmark, men som læge assisteret- selvmord i den forstand at lægen udskriver en recept på en dødelig dosis, og herved hjælper patienten med at begå selvmord. Meningsmålinger i USA om legalisering af aktiv dødshjælp går i samme retning som i Danmark, som ses i den overvejende pro retning, hvor cirka 50% af amerikanerne er for læge assisteret- selvmord, selvom dette ikke altid er moralsk korrekt, og kun 29% er imod i 2013. Så hvorfor sker der ikke en legalisering i Danmark, hvis dette sker i USA? Vi ved gennem projektet, at religiøse værdier har indflydelse på debatten og politikernes holdning omkring legalisering af aktiv dødshjælp, og eftersom USA er stærkt præget af religion, har nogle af debattens argumenter og været influeret af religion. På trods af deres stærke religiøsitet har de alligevel legaliseret aktiv dødshjælp i flere stater. Dette kan være på grund af indflydelse fra utilitarismen i debatten, som har gjort at 70

staternes embedsmænd er blevet mere modtagelige overfor befolkningens ønske, selv på et emne der i princippet går imod kristne værdier. Det kan være svært at give en endelig vurdering af, hvorfor visse stater i USA har valgt at stå inde for en legalisering. Dog kan vi med Danmark sat i perspektiv til USA se, at de samfundskulturelle grundlag er forskellige i form af, at USA er mere baseret på liberale tankegange, såsom autonomi og det at være sin egen lykkes smed, hvor Danmark er mere solidaritetsbaseret. På trods af de to landes forskellige samfundskulturer anvendes utilitarismeargumenter ikke med stor differens i debatten i de to lande. 71

Bøger 12. Litteraturliste Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo 2013: Klassisk og moderne samfundsteori, 5. udgave, Forfatterne og Hans Reitzels Forlag Andersen, Svend 1998: Som dig selv en indføring i etik, Aarhus Universitetsforlag Brinkmann, Svend & Tangaard, Lene 2010: Kvalitative metoder en grundbog, 5. oplag, Hans Reitzels Forlag Brock, Steen & Samsø, Anette 2005: Mens vi venter på døden Døden i etisk og kulturfilosofisk belysning, Forfatterne & Philosophia Ekland- Olsen, Sheldon 2013: Life and Death decisions - a Quest for Morality and Justice in Human Societies, Routledge Fuglsang, Lars & Olsen, Poul Bitsch 2003: Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne - På Tværs af fagkulturer og paradigmer, Roskilde Universitetsforlag Juul, Søren & Pedersen, Kirsten Bransholm 2012: Samfundsvidenskabernes videnskabsteori en indføring, 2. oplag, Forfatterne og Hans Reitzels Forlag Jørgensen, Marianne Winther & Phillips, Louise 2013: Diskursanalyse som teori og metode, 10. Oplag, Roskilde Universitetsforlag Lund, Anne Katrine & Petersen, Helle 1999: Det sku vær så godt, Forlag Samfundslitteratur Meilby, Mogens 2004: Journalistikkens grundtrin Fra ide til artikel, 6. oplag, Forlaget Ajour Mill, John Stuart 1871: Utilitarisme, Det Lille Forlag Olsen, Poul Bitsch & Pedersen, Kaare 2013: Problemorienteret projektarbejde en værktøjsbog, 3. udgave, 7. oplag, Roskilde Universitetsforlag Rasmussen, Jens 2012: Livsanskuelser - filosofi, etik og religion, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck Aadland, Einar 2000: Etik dilemma og valg, 2. oplag, Psykologisk Forlag 72

Internetkilder Berlingske af Therese Rekling 07.10.2013: Næsten hver femte danske kalder sig ateist http://www.b.dk/nationalt/naesten- hver- femte- dansker- kalder- sig- ateist - besøgt d. 11/11-2014 Danmarks Statistik 01.10.2014: Medlemmer af folkekirken http://www.dst.dk/da/statistik/emner/folkekirken/medlemmer- af- folkekirken.aspx - besøgt d. 13/11-2014 Kristeligt Dagblad af Lars Henriksen 14.05.2011: Danskerne ønsker aktiv dødshjælp legaliseret www.etik.dk/aktiv- d%c3%b8dshj%c3%a6lp/danskerne- %C3%B8nsker- aktiv- d%c3%b8dshj%c3%a6lp- legaliseret - besøgt d. 11/11-2014 Faktalink.dk, 2002: http://www.faktalink.dk/titelliste/akti/aktiakak - Besøgt d. 17/12-2014 Etik.dk af Sidsel Nyholm, 03.11.2014: Ikon for aktiv dødshjælp er død - http://www.etik.dk/aktiv- dødshjælp/2014-11- 03/brittany- har- fået- aktiv- dødshjælp - Besøgt d. 17/12-2014 Etik.dk af Vibeke Mikkelsen Hansen, 21.10.2014: Ung smuk kvinde skaber debat om aktiv dødshjælp - http://www.etik.dk/etik.dk/2014-10- 21/ung- kvinde- tager- aktiv- dødshjælp- til- nyt- niveau - Besøgt d. 17/12-2014 Videnscenter for demens: Forekomst af demens, - http://www.videnscenterfordemens.dk/media/1127135/hele_landet_%20og_regionerne_2013_ 2040.pdf - Besøgt d. 25/11-14 Etisk Råd: Aktiv dødshjælp - Det mener politikerne - http://www.etik.dk/aktiv- doedshjaelp#3- det- mener- politikerne - besøgt d. 3/11-14 Etisk Råd: Lovgivning om aktiv dødshjælp i andre lande - http://www.etiskraad.dk/da- dk/tema/aktiv- doedshjaelp/temaer/lovgivning/lovgivning- i- andre- lande.aspx - Besøgt d. 3/11-14 Danmarks Statistik: Middellevealder for 0- årige efter køn - http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1280 - Besøgt d. 19/11-2014 Danmarks Statistik: Middellevetid - http://www.dst.dk/da/statistik/emner/doedsfald- og- middellevetid/middellevetid.aspx - Besøgt d. 19/11-2014 Palliativt Videncenter: Årsrapport 2011 - http://www.dmcgpal.dk/files/dpd_aarsrapport_2011.pdf - Besøgt d. 20/11-2014 Palliativt Videncenter: Årsrapport 2012 - http://www.dmcgpal.dk/files/dpd_aarsrapport_2011.pdf - Besøgt d. 20/11-2014 73

Palliativt Videncenter, 2013: Debat om aktiv dødshjælp - http://www.pavi.dk/ompalliation/aktivogpassivdoedshjaelp/debatomdoedshjaelp.aspx - Besøgt d. 25/11-14 Palliativt Videncenter: Om Palliation - http://www.pavi.dk/ompalliation.aspx - Besøgt d. 3/11-14 Sundhed.dk af Liv Gøtzsche, 25.04.2014: https://www.sundhed.dk/borger/sygdomme- a- aa/hjerte- og- blodkar/sygdomme/diverse/livstilssygdomme/ - Besøgt d. 10/12-2014 Religion.dk af Safia Aoude, Dan Månsson & Linda Clod Præstholm, 16.01.2012: Hvordan ser religionerne på aktiv dødshjælp? - http://www.religion.dk/spørg- om- etik/hvordan- ser- religionerne- på- aktiv- dødshjælp - Besøgt d. 14/12-2014 b.dk af Jacob Birkler, 20.01.2014: Aktiv hjælp til døende. - http://www.b.dk/kronikker/aktiv- hjaelp- til- doeende - Besøgt d. 11/12-2014 Etik.dk af Caroline Eie Buskov, 12.04.2010: To argumenter imod aktiv dødshjælp af Ole Hartling - http://www.etik.dk/aktiv- dødshjælp/argumenter- imod- aktiv- dødshjælp- fra- ole- hartling - besøgt d. 27/11-2014 Politiken.dk af Rune Klingenberg, 11.02.2014: Det er i orden at slå folk ihjel, hvis de ønsker at dø - http://politiken.dk/debat/profiler/filosofferne/ece2205329/det- er- i- orden- at- slaa- folk- ihjel- hvis- de- oensker- at- doe/ - Besøgt d. 27/11-2014 Etisk Råd: Eutanasi Lovliggørelse af drab på begæring(2003) - http://www.etiskraad.dk/da- DK/Tema/Aktiv- doedshjaelp/~/media/publikationer/aktiv- doedshjaelp- og- doendes- forhold/eutanasi/eutanasi.ashx - Besøgt d. 27/11-2014 Information oversat af Niels Invar Larsen, 29.09.2014: Når døden bliver et rationelt og etisk valg - http://www.information.dk/511028 - Besøgt 27/11-2014 Syddansk Universitet: Systematisk litteratursøgning. - http://www.sdu.dk/bibliotek/fag/medicin/vejledning/systematisk+litteraturs%c3%b8ging - Besøgt d. 22/11-2014 Etisk råd: Jacob Birkler http://etiskraad.dk/om- Raadet/Medlemmer/Jacob- Birkler.aspx#sthash.ySQ4FqyZ.dpbs - Besøgt d. 15/12-2014 Dialektik.dk: Jacob Birkler http://dialektik.dk/ - Besøgt d. 15/12-2014 Dialektik.dk: Jacob Birkler, publikationer http://dialektik.dk/hjem/publikationer.html - Besøgt d. 15/12-2014 Etisk.dk af Morten Rasmussen 4.12.2002: Den rolige etisker http://etik.dk/etik/den- rolige- etiker - Besøgt d. 11/12-2014 74

Rucforsk.ruc.dk: Rune Klingenberg Hansen http://ruckforsk.ruc.dk/site/da/persons/rune- klingenberg- hansen%28d8a2aa8b- 0e37-4d42-95a6-430966bd4ec7%29.html - Besøgt d. 14/12-2014 Politiken, 20.12.12: Om filosofferne http://politiken.dk/debat/profiler/filosofferne/ece1848711/om- filosofferne/ Besøgt d. 12/12-2014 75