DIAGNOSE? DU LYDER JO FULDSTÆNDIG NORMAL! En mor ringede til mig, om jeg kunne tage hendes søn i terapi. Sønnen var ikke mødt op på gymnasiet i tre måneder og lå dagen lang på sofaen og så fjernsyn. Han levede af store mængder Cola og pommes frittes og andet kaloriefyldt. Dette havde resulteret i sløvhed og en betydelig overvægt. Den forståeligt bekymrede mor mente, at sønnen måtte fejle noget og have en diagnose. Den nydelige men overvægtige unge mand mødte op i konsultationen, og var motiveret omkring at finde ud af, hvad han fejlede. Da jeg havde talt med ham i en halv time, måtte jeg fortælle ham, at jeg intet unormalt kunne høre på ham. Han måbede og fastholdt, at han måtte fejle noget, for det sagde alle til ham. Jeg tog min autoritet på mig og sagde: Hør her jeg er psykolog og ovenikøbet klinisk psykolog for mig lyder du fuldstændig normal, og jeg har intet hørt, der giver mig anledning til at tro, du fejler noget psykisk. Den unge mand funderede over, hvad jeg havde sagt og sagde så Okay. Derfor foreslog jeg, at vi ikke behøvede at gøre samtalen længere så hans mor ikke betalte for mere end højest nødvendig. Han indvilgede og sagde: Tak for samtalen, og tog hjem igen. Det er sjældent, jeg udtaler mig så éntydigt ang. andre menneskers psyke, og jeg tænkte da efterfølgende, om jeg havde været for bombastisk og jeg kunne jo have taget fejl. Ca. et år efter fik vi en klient til et af vores kursushold, og klienten sagde hun havde en hilsen fra den unge mand og hans mor som i øvrigt var klientens veninde. Jeg var mere end spændt på at høre, hvad denne hilsen gik ud på, og hun fortalte, at den unge mand var gået hjem og fortalt sin mor om samtalen, og dagen efter sagde han, at han ville starte på gymnasiet igen, hvilket rektor havde indvilget i. Samtidig begyndte han desuden at genoptage sin sport og spise normalt og var nu en sund og velfungerende ung mand med mod på livet.
Jeg var dybt taknemlig over denne feedback, og min tvivl forduftede angående min intervention/faglige vurdering året før og det har givet stof til eftertanke over de unge, der trykker på pauseknappen og meget let får tildelt en diagnose med efterfølgende ordineret medicin. Interesserede som kunne tænke sig at høre mine forskellige teoretiske overvejelser herom kan gå ind på WIOL s hjemmeside (Wiol.dk) under Wiol tilbyder og klikke videre på Artikler til download til artiklen Diagnose? Du lyder jo fuldstændig normal! Med venlig hilsen Ole Nygaard. Teoretiske overvejelser: Skizofreni: Tidligere kaldte man skizofreni, der begynder i ungdomsårene, for Ungdomssløvsind hvilket den unge mand in mente kunne være en ganske god betegnelse, da han kunne beskrives som et menneske, hvor sindet midlertidigt var i sløv-tilstand. Men var han syg i sindet og derfor kunne tildeles en diagnose. Ikke ifølge min oplevelse og vurdering i samtalen med ham. Depression: Det kan minde om en gammeldags beskrivelse af en tilstand, der i dag kunne blive kaldt Depression, som vistnok især på landet blev betegnet som Han har lagt sig til sengs. Dette blev betragtet som en periode, der kunne indtræffe i ethvert menneskes liv, og hvor vedkommende ikke havde lyst til at stå ud af sengen. Omgivelserne accepterede denne tilstand og sørgede for vedkommende fik mad og drikke og stillede ikke krav om at vedkommende skulle have medicin eller skulle tage sig sammen og komme ud og arbejde i marken igen. Efter en tid der kunne var fra én til adskillige uger rejste manden sig op en dag og gik på arbejde i marken igen, og omgivelserne konstaterede blot sikkert med glæde at nu var han normal igen. Mere blev der ikke gjort ud af det, for det havde med at gå over af sig selv, hvis man lod vedkommende i fred bortset fra at stille mad og drikke til rådighed. Det Dormitive princip: Dette har altid fascineret mig pga. den tankevækkende pointe, at en given adfærd f.eks. passivitet eller umådeholden alkoholindtagelse kan føre til konklusioner i form af diagnoser og i disse eks. hhv. Depression og Alkoholiker og herefter bliver disse konklusioner nu brugt som begrundelser og forklaringer på adfærden: Ja selvfølgelig er han passiv, for han er jo deprimeret/ Ja selvfølgelig drikker han umådeholdent, for han er jo alkoholiker! Dette er en klassisk fejlslutning, hvor logikken kører i ring, og situationen kan synes håbløs.
Både den systemiske og narrative forståelse har en terapeutisk vej ud af disse fastlåsninger, som diagnoser kan udgøre: SYSTEMISK TERAPI: Én mulighed er Milanoskolens klassiske skelnen mellem det (Forheksende, Wittgensteins udtryk) ord ER og det adfærdsfokuserende ord, Vise : Ved brugen af ordet, ER, om andre mennesker laver vi en tilsnigelse ved at udtale os om andre med en naturvidenskabelig sprogbrug (Jorden ER rund! Det ER jorden, der drejer rundt om solen og ikke omvendt. Lys ER elektromagnetiske bølger etc.). Men udsagn som: Han ER deprimeret eller han ER alkoholiker kan vi blive forheksede til at tro, at dette er videnskabelige kendsgerninger og ikke blot en fællesbetegnelse/stigmatisering/diagnose for en række adfærdsformer. Så vejen ud af et fastlåsende sprog Han ER efterfulgt af en diagnose som let kan opfattes som en del af vedkommendes identitet/genetik består i at gå baglæns i processen til adfærdsformerne, som diagnosen jo bygger på. Nemlig hvordan VISER diagnosen/fællesbetegnelsen sig?: 1. Hvad er det din mand GØR eller SIGER, der får dig til at tænke, at din mand er deprimeret? 2. Hvad ville din mand skulle gøre anderledes, for du ville tænke, at måske depressionen er ved at slippe sit tag i ham? Disse to spørgsmål har vigtige fordele: Ad 1. Manden hører, hvad hans diagnose/ domfældelse bygger på. Ad 2. Manden hører, hvad han skulle gøre anderledes, for hans kone ikke længere tror, han er deprimeret. En anden vej at gå, er at sætte diagnosen i kontekst, og her kan vi pege på i hvert fald tre områder: 1. Tid: På hvilke tidspunkter er din mand mest/mindst deprimeret det være sig tidspunkter på døgnet i løbet af ugen - årstider? Din forklaring herpå? 2. Sted: Hvilke steder/begivenheder er din mand mest/mindst deprimeret det være sig til familiebegivenheder/-fester sammen med børnebørnene fodbold i TV? Din forklaring herpå? 3. Relationer: Sammen med hvem er din mand mest/mindst deprimeret brødre - det være sig børn børnebørn naboer gutterne? Din forklaring herpå? Disse tre undersøgelser for at vise, at manden ikke ER deprimeret, men udviser mere eller mindre af den adfærd, som får omgivelserne til at tro, han er deprimeret = giver ham en diagnose.
Andre veje at gå? Her kan jeg henvise til artiklen Den inviterende samtale til ændring af livsstil. Denne findes på Wiols hjemmeside under Wiol tilbyder og klik videre på Download artikler. NARRATIV TERAPI: Denne har nogle fællestræk med den systemiske indgangsvinkel vedr. ER og VISE, nemlig via de to landskaber : Handlingens Landskab hvor man går efter handlinger = VISE. Identitetens Landskab hvor man går efter ikke lige ER, men Og hvad synes du disse handlinger fortæller om dig selv og hvad du står for her i livet? Her er det oplagt, at gå særligt efter og udfolde - de unikke undtagelser/hændelser (Unique Outcomes) eller som Alice Morgan kalder dem: Stjernestunder. Eksternalisering: En anden oplagt vej at gå er den klassiske eksternalisering af problemet: Depressionen og Alkoholtrangen for nu at relatere til de to ovennævnte eksempler. Her vil jeg pege på to udgaver af eksternalisering, som har hver deres fokuspunkter: Michael Whites Positionskort 1: 1. Find en erfaringsnær og konkret definition af problemet (Depressionen/Alkoholtrangen). 2. Kortlægge effekten af problemet. 3. Evaluere effekten af problemets aktiviteter (Godt/skidt-Ønskelig/uønskelig). 4. Begrunde evalueringen (Værdier). WIOL s udgave: Som ligger tættere op af den tidlige Michael White samt den yderligere har det fremadrettede fokus på relevante handlinger fremover: 1. Kontekstændring: Fra Nederlagsstemning : Jeg har ikke selv kunnet løse problemet og må nu bede om hjælp. Til: Dette er mit aktive skridt til at ville have et bedre liv jeg vil ikke finde mig i at blive belemret af problemet længere! 2. Navngivelse af problemet? 3. Problemets indflydelse på personen og dennes relationer? 4. Personens og andres indflydelse på problemet? 5. Fremtiden: Med den erfaring omkring problemet, du nu har fået, hvad kan du så med fordel gøre hhv. mere og mindre af fremover?
Til slut: Tak til den unge mand han er den indirekte anledning til ovennævnte overvejelser, som jeg håber, du kære læser har haft udbytte af. Ole Nygaard Wiol.dk