I denne uge har vi haft gudstjeneste for voksne udviklingshæmmede. Det er ved at blive en fast tradition, at de kommer i kirken to gange årligt. De gudstjenester, vi har sammen med dem, er ikke helt som vores almindelige søndagsgudstjenester. For nu at sige det mildt. Vi bruger flere billeder og mere sang, flere fortællinger, noget at smage på, noget at lugte til, noget at kigge på, noget at lytte til, og mere bevægelse og flere kram. Det, der så sker, er, at vi oplever en masse følelser. Den danske højmesse er kendt for at indeholde meget få følelser. Vi giver i hvert fald ikke udtryk for ret mange følelser ved en almindelig gudstjeneste. Der kan godt komme et smil eller en smertefuld trækning i ny og næ, men mere bliver det sjældent til. Sådan er det ikke med de udviklingshæmmede, når de er til gudstjeneste. De kan både grine højt og græde ubehersket. De bliver rørt både til grin og gråd, og de lægger ikke skjul på nogen af delene. Det er dejligt. Det er befriende også for os, der er lidt mere afdæmpede, når vi udtrykker vores følelser. For 1
hvis ikke der er plads til de følelser i kirken, så er der da noget galt. I dag hører vi om en gang, hvor Jesus også giver udtryk for sine følelser. Han græder, og han bliver også gal. At han græder hører man ellers ikke ret meget om i bibelen. Det sker kun to gange. En gang, da han bliver berørt af den sorg, han møder hos Lazarus søstre ved hans død. Og så denne gang, vi hører om i dag, hvor han græder over menneskers hårde hjerter. Det sker tiere, at Jesus er vred i evangelierne. Han kan som i dagens tekst blive vred, når nogen misforstår Guds vilje, gør noget helt forkert og samtidig fører sig frem, som om de er eksperter i, hvad Gud vil med mennesker. Hans vrede viser sig først og fremmest, når de svage bliver undertrykt i Guds navn. Jesus havde mange facetter, og var andet end en mild og medgørlig person. Ligesom vi er det. Det billede, som mange mennesker har af Gud, er måske blevet for unuanceret. Det er frem for alt den altfavnende og kærlige, men også lidt stive og ensidige Gud, de fleste ser for sig, når de forestiller 2
sig Gud. Og det billede har smittet af på vores opfattelse af, hvad Gud accepterer. Vi kommer til at tro, at Gud er mild og venlig, men uforstående over for de store følelser. Derfor griner vi ikke gerne højt i kirken. Derfor synes vi det er upassende at vise vrede i kirken. Vi græder heller ikke helt ubehersket. Vi holder os tilbage, og lægger bånd på os selv. Men når man så er i kirke og oplever, hvordan børn kan opføre sig Og nu vil jeg ikke sige noget om uopdragne unger, der ikke ved, hvordan de skal opføre sig i kirken, for sådan er det ikke. De fleste børn kommer ind i kirken og er overvældet af den storhed og skønhed, der møder dem, alle de mærkelige ting, de ikke er vant til at se på, og de anderledes lyde. De er nysgerrige, men de fleste er forsigtige og stille. Hvis man så giver dem lov til at folde sig lidt ud, gå rundt og kigge nærmere på tingene, spørge og røre, gå op på prædikestolen og se om de er store nok til at kigge ud over kanten, gå bag ved alteret og se, om det er rigtigt at der er et hul som der måske har ligget en finger i engang, og komme op til orgelet og opleve 3
så stort og imponerende instrument, så er det nogle helt andre børn, man oplever. De bliver begejstrede og forundrede og spørger løs. De holder sig ikke tilbage, de kommer med det hele, både tanker omkring døden og kærligheden. De føler sig frie. Nøjagtig som de udviklingshæmmede. Ja, det kan godt være, de er hæmmede i deres udvikling, men det er måske os andre, der er de hæmmede, når det kommer til stykket. Følelsesmæssigt hæmmede måske! Det var Jesus ikke. Han råbte op, når han blev vred, og han græd, når han blev rørt. Det har vi også lov til at gøre. Det kan vi godt gå og glemme. En ulempe ved den normale søndagsgudstjeneste er, at det hele kan blive lidt stift og formelt. Det behøver det jo ikke at være! Derfor er det godt engang i mellem at invitere nogle udviklingshæmmede eller nogle børn, så de kan lære os, hvad kirken også kan bruges til. Det er også godt engang i mellem at arrangere anderledes gudstjenester, fordi vi dermed bliver mindet om, at det hele ikke skal blive for fasttømret. 4
For det vigtigste er ikke, at vi holder på formerne. Det vigtigste er, at vi husker på, at vi har lov til at være de mennesker, vi er. Med alle vores tårer og vrede og latter. Jesus kender det fra sig selv! Vi er accepteret, som vi er. Det skal vi huske, når vi går i kirke, og det skal vi huske, når vi henvender os til Gud, som vi f.eks. gør i bønnen. Når vi beder til Gud, behøver vi ikke lægge bånd på os selv. Vi kan sige det, som det er. Vi kan græde og skælde ud, ligesom Jesus gjorde det i dagens evangelium, og vi kan også grine og råbe af glæde. Der er ingen grund til at gemme sine inderste følelser. Gud kender os alligevel ud og ind. Når Jesus i dagens evangelium bryder ud i gråd, så er det fordi menneskene i Jerusalem ikke kendte deres besøgelsestid. De forstod ikke, at det var Guds søn, der var kommet på besøg hos dem. De tog ikke godt imod gæsten; de gik endda så vidt, at de ville tage livet af ham. De toneangivende i Jerusalem kendte ikke deres besøgelsestid. Det er der andre, der har gjort i 5
evangelierne. Folk, der har mødt Jesus og har forstået, at de i ham har mødt Gud. De har fået besøg af Gud, og har taget imod ham. At kende sin besøgelsestid kræver, at man er til stede, både fysisk og mentalt, når man får besøg. Det gælder om at gribe chancen, når den byder sig. Ikke sådan, at man altid er klar til at smide alt, hvad man har i hænderne for et mere spændende tilbud. Men sådan, at man er åben og klar til at lade sig gribe, når noget stort kommer til en. Der er en historie om et ægtepar, som af Jesus får at vide, at han vil komme og besøge dem. De dækker flot op og laver den lækreste mad, men den eneste, der kommer, er en lurvet landstryger, som de afviser, for de venter jo en fin gæst. Dagen efter gentager historien sig, og dagen efter igen, til parret er helt ulykkelige over, at Jesus har glemt dem. Da taler Jesus til dem igen og siger: I afviste mig jo selv. Jeg kom som en fattig mand, men I tog ikke imod mig. 6
Jesus kommer næppe og besøger os i egen høje person. Men vi kan opleve det guddommelige i andre personer, hvis vi er opmærksomme. At kende sin besøgelsestid vil sige, at man tålmodigt må vente på gæsten, klar til at lade sig gribe, lade sig frelse og lade sig besøge. Så man ikke selv tager det, man mener at have brug for, men bare tager imod, hvad man får givet. I forventning om, at gæsten har noget godt at bringe. Hvis vi vil kende vores besøgelsestid, må vi indstille os på at vente og være åbne for det, vi møder. At være åben over for Gud kræver tålmodighed. Der er den almindelige søndagsgudstjeneste god. Der går det ikke mere vildt for sig, og tempoet er ikke højere, end at vi kan nå at falde til ro, åbne os og lade os besøge af Gud. Man ved aldrig, hvornår besøget falder. Og man forstår det måske ikke altid, når man får besøg. Derfor gælder det om at lukke sig op og tage imod. Det må vi gøre i forhold til de udviklingshæmmede og børnene, men også når vi i vores dagligdag møder et 7
andet menneske, som vi bliver berørt af. Så gælder det om at åbne sig og se det, der kommer til os. Hvem ved, måske er det Vorherre, der vil os noget. Amen. 8