Ægteskab, skilsmisse, nyt ægteskab Redegørelse for praksis i Kronjyllands Valgmenighed Formuleret af Peter Kofoed Herbst i forbindelse med drøftelser i bestyrelsen Indledning Spørgsmålene omkring skilsmisse og vielse af fraskilte er områder, som fører os ind på områder, hvor livet gør allermest ondt. Ægteskabets og kærlighedens gave er blandt menneskelivets største velsignelser, men så meget desto større er smerten også, når et ægteskab lider skibbrud, og når man selv eller andre står tilbage med et brudt liv, som længes efter heling. Det er derfor et yderst sårbart emne, hvor mange deltagere i samtalen vil være personligt involveret, og derfor må vi lægge os på sinde som Jens Ole Christensen tidligere har udtrykt det i forbindelse med en anden debat at vi ikke siger eller skriver noget, som vi ikke kan sige direkte til den, som selv står i problematikken! Klarhed og uklarhed Vores ønske er at praktisere en forståelse af den bibelske lære, som både direkte og indirekte styrker tilliden til Bibelen. Man skal ganske enkelt kunne læse Bibelen med tillid til, at den er forståelig! Der er naturligvis nogle tidshistoriske rammer og forudsætninger, som det til tider kan være påkrævet at kende, hvis man skal forstå en konkret bibeltekst i sin kontekst, men det er ønskeligt at lade teksterne tale så ligefremt som muligt til gavn for Bibel-tilliden generelt. Samtidig må vi ikke fremtvinge en større klarhed end Bibelen selv taler med. Det er fristende at tolke og forstå Bibelen på en sådan måde, at man kan opstille entydige regler, for det er langt det enkleste at praktisere. Derfor er et entydigt JA eller NEJ til eksempelvis spørgsmålet omkring vielse af fraskilte det nemmeste at håndtere, men lige så vel som vi ikke kan tillade os at være mere kærlige end Jesus selv, sådan kan vi heller ikke tillade os at være mindre kærlige end han. Leif Andersens afsluttende bemærkning understreger denne alvor i, at en for åben praksis bærer ved til det bål, som fortærer svage ægteskaber; en for lukket praksis derimod lægger tunge og urimelige byrder på mennesker, som allerede lider under et forlist ægteskab: mængden af skilsmisser blandt kristne er eksploderet de seneste år! Og ligesom jeg [LA] må leve med, at hvis jeg tager fejl i dette, så er jeg med til at lægge uoverkommelige og unødvendige byrder på menneskers skuldre, sådan må tilhængerne af et gammel-luthersk syn eller af klausultolkningen altså leve med, at hvis de tager fejl, kan de ikke fraskrive sig et medansvar i dette. (ICQUS nr. 4, 1999, s. 177)
Ressourcer Som grundlag for disse overvejelser har bestyrelsen konsulteret ICQUS-artikler 1 af Leif Andersen, Flemming Frøkjær-Jensen og Kurt E. Larsen; Jens Ole Christensen behandling af temaet i bogen Når tro og liv brager sammen, Børge Haahr Andersens Lukas-kommentar, samt Missourysynodens rapport: Divorce and Remarriage An Exegetical Study 2. Nedenstående kommentarer bygger på disse artikler og forsøger kort at sammenskrive de synspunkter, som menighedens praksis skal forsøge at udleve. Ægteskabet Rapporten fra Missourysynoden har en rigtig fin opsummering omkring ægteskabet, som sætter en god ramme for overvejelserne omkring emnet. Missourysynoden skriver: Da Gud ved skabelsen instituerede ægteskabet, var det hans intention, at det skulle være en livslang forening af en mand og en kvinde. Ifølge selve denne enheds natur, hvor mand og hustru bliver ét kød, er det utænkeligt, at en tredje part skulle bryde ind i enheden. Derfor: Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille. Den ægteskabelige enhed bliver i Bibelen beskrevet som enheden mellem to personer, ikke blot opstået ved et menneskeligt valg, men i kraft af en guddommelig institution. Når man indgår i ægteskab bindes man således ikke blot sammen på det horisontale plan via de gensidige løfter om troskab, men også i kraft af det gensidige løfte til Gud om at forblive trofast. I lighed med Guds pagt med Israel er enheden af mand og hustru et eksklusivt partnerskab, som kræver total loyalitet og permanent forpligtelse. Alene ærefrygt for Skaberen og kærlighed til hans gode ordninger kan sikre en sådan livslang loyalitet og forpligtelse, her slår lovens begrænsninger alene ikke til. [min oversættelse] Derfor er kirkens første og vigtigste opgave i forhold til ægteskabet at værne om det livslange ægteskab. Det er en gave og velsignelse og der må ikke herske tvivl om, at kirkens grundlæggende syn er: Ægteskabet er for livet givet af Gud som den bedst mulige ramme for livet som mand og kvinde. Derfor må vi med Børge Haahr Andersen sige: Kirkens vejledning rummer et positivt ja til ægteskab mellem én mand og én kvinde til døden skiller, men også, at det ja er et nej til alle former for brud på ægteskabet. Det indebærer et nej til mange af de samlivsformer, som er udbredt i dagens Danmark. Det er et nej til skiftende seksuelle partnere, til det åbne ægteskab med en fast partner og flere skiftende, til utroskab mod ægtefællen, til skilsmisse og nyt ægteskab, til papirløst samboforhold, til sex før ægteskabet og til alle andre forsøg på at adskille, hvad Gud har sammenføjet eller sammenføje, hvad Gud har adskilt (Ægte[fælles]skab s. 63, LogosMedia 2007) Når dette er sagt, må vi samtidig vedgå, at vi lever i syndens verden, hvor skilsmisser forekommer; og alt imens vi kæmper for det gode og livslange ægteskab må vi vide, at der er situationer, hvor en skilsmisse tydeligvis er legitim (ved ægtefællens utroskab eller hvis en ikke-kristen ægtefælle forstøder sin kristne 1 Artiklerne kan downloades via dette link: http://www.reindex.org/mf/main/hits.php?collection=0&qe=skilsmisse&tgtgroup%5b%5d=1017&tgtgroup%5b%5d =40041&tgtGroup%5B%5D=1007&PortalMode=1&tgtPos=1&SearchMode=lay 2 Artiklen Divorce and Remarriage kan hentes via dette link: http://www.lcms.org/page.aspx?pid=685
ægtefælle). I disse situationer er skilsmissen ikke påbudt men den er legitim; og alene af den grund må vi forholde os til, hvordan vi derefter ser på spørgsmålet omkring et nyt ægteskab. Missourysynoden skriver på deres hjemmeside et ganske kort svar ang. skilsmisse, der lyder som følger: LCMS [Den lutherske kirke, Missourysynoden] mener, at skilsmisse er imod Guds oprindelige design og intention for ægteskabet. Selv om en skilsmisse i bestemte situationer (utroskab eller desertering) kan bibelsk retfærdiggøres, er det altid at foretrække, at parret tilgiver og arbejder frem imod heling og styrkelse af deres ægteskab. Eftersom enhver situation er unik, forholder LCMS-præster sig fra sag til sag i forhold til medlemmer (eller potentielle medlemmer), som kæmper med spørgsmålet om (aktuel eller tidligere) skilsmisse [vores oversættelse]. I det følgende gennemgår undertegnede de skriftsteder, som er centrale for spørgsmålet omkring skilsmisse og evt. nyt ægteskab. Bibelteksterne i centrum for diskussionen 5 Mos 24,1-4 Hvis en mand gifter sig med en kvinde, men bliver ked af hende, fordi han finder noget skændigt hos hende, og han udfærdiger et skilsmissebrev, giver hende det og sender hende bort,v2 og hvis hun så, når hun har forladt hans hus, går hen og bliver gift med en anden, v3 og hendes anden mand fatter modvilje mod hende og udfærdiger et skilsmissebrev til hende, giver hende det og sender hende bort, eller hendes anden mand, som har giftet sig med hende, dør, v4 da må hendes første mand, som sendte hende bort, ikke gifte sig med hende igen, efter at hun nu er blevet uren. For det afskyr Herren, og du må ikke bringe skyld over det land, Herren din Gud vil give dig i eje. Kommentar: Ordningen omkring skilsmisse(brevet) var ikke del af Guds oprindelige vilje for menneskers liv. Som Jesus udtrykker det, blev den ordning lavet på grund af menneskers hårdhjertethed, og hensigten med ordningen er således at regulere det misforhold, som en skilsmisse er ikke at legitimere eller anbefale skilsmisse. Dernæst bemærker vi, at det synes indlysende, at den fraskilte gifter sig igen. For kvindens vedkommende var det den eneste forsørgelsesmulighed i et patriarkalsk samfund, og for mandens vedkommende blev det blot regnet for selvfølgeligt. Men stedet understreger alvoren i skilsmissen: Der bliver reelt ødelagt noget i det bånd, som ellers (jf. tidligere) har et guddomeligt islæt i sig, så de kan ikke efterfølgende gifte sig igen, hvis en af parterne i mellemtiden har været gift til anden side. Så vidt stedet fra GT. Diskussionen går stærkest på forståelsen af stederne i NT, hvor først Jesus og siden Paulus taler om ægteskab og skilsmisse. I evangelierne taler Jesus med en tydelig reference til stedet i 5 Mos 24,1-4. Jeg citerer først stederne med nøgleord mærket med fed skrift, og kommenterer dem dernæst kortfattet. Matt 5,31-32 Der er sagt: Den, der skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev. v32 Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden
grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud. Matt 19,3-12 Nogle farisæere kom hen til Jesus, og for at sætte ham på prøve spurgte de:»er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?«v4 Han sagde:»har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde v5 og sagde: Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød?v6 Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.«v7 De spurgte ham:»hvorfor har Moses så påbudt manden at give et skilsmissebrev, når han skiller sig fra hende?«v8 Han sagde til dem:»det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustru, men fra begyndelsen var det ikke sådan. v9 Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.«v10 Hans disciple sagde til ham:»hvis mandens forhold til kvinden er sådan, er det bedre ikke at gifte sig.«v11 Men han sagde til dem:»hvad dette går ud på, kan ikke alle rumme, men kun de, der får det givet. v12 Der er dem, der er uegnede til ægteskab fra moders liv, og der er dem, der er uegnede, fordi mennesker har gjort dem uegnede til det, og der er dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld. Lad dem, der kan, rumme det!«mark 10,2-12 Så kom der nogle farisæere, og for at sætte ham på prøve spurgte de ham:»er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru?«v3 Han svarede dem:»hvad har Moses påbudt jer?«v4 Og de sagde:»moses har tilladt manden at skrive et skilsmissebrev og så skille sig fra hende.«v5 Jesus sagde til dem:»det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at han gav jer dette bud; v6 men fra skabelsens begyndelse skabte Gud dem som mand og kvinde. v7 Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, v8 og de to skal blive ét kød. Derfor er de ikke længere to, men ét kød. v9 Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.«v10 Da de igen var inden døre, spurgte disciplene ham om dette,v11 og han sagde til dem:»den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; v12 og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud.«luk 16,18 Enhver, som skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud. Kommentar: Det fremgår tydeligt, at Jesus samtlige steder er talsmand for det livslange ægteskab. Det er hans hovedanliggende at sige nej til skilsmisse og såfremt skilsmisser ikke forekommer, ville spørgsmålet om nyt ægteskab ikke være relevant! Men han har altså også mere at sige end dette: - I Matthæus 5 og 19 siger Jesus: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt Denne undtagelse nævnes ikke i Markus eller Lukas, og der er derfor uenighed om, hvorvidt det er Matthæus eller Markus + Lukas, som udgør det klare skriftsted, som skal belyse de øvrige. Leif
Andersen mener, at Matthæus er uklar (s. 169) og skriver ligefrem, at han ikke engang kan finde et halmstrå af tvivl, som han kan lade tale til gode for de, som tillader skilsmisse og nyt ægteskab i tilfælde af utugt. Leif Andersens argument herfor er først og fremmest ordet Enhver i Luk 16, som han finder fuldkommen klart: Enhver, som skiller sig og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud det gælder ganske enkelt enhver. Jeg er dog ikke enig med ham i, at Luk 16,18 kun kan forstås på denne ene måde (jf. s. 170 hos LA); tværtimod forstår jeg Luk 16,18 sådan, at det hele verset igennem taler til den aktive part: Den mand, som skiller sig fra sin hustru (aktivt forstøder hende med et skilsmissebrev grunden til skilsmissen er ikke inde i billedet her) for så at gifte sig med en anden, begår ægteskabsbrud. Det samme gælder den mand, som gifter sig med en kvinde, som er brudt ud af sit ægteskab. Der er IKKE med tydelighed tale om den kvinde, som i første halvdel af verset led skilsmisse pga. ægtefællens syndige handling! Jf. i øvrigt Flemming Frøkjær-Jensens artikel, som understreger, hvordan Jesus konsekvent taler til den aktive part, som forbryder sig mod ægtefællen og ægteskabet. Dette står i god tråd med det afsluttende vers i Mark 10,2-12, hvor det er tydeligt, at både manden og kvinden, som der tales om, er aktiv part i det at få opløst det første ægteskab. - Når Mark 10 ikke nævner utugtsklausulen kan det skyldes, at spørgsmålet i den situation er stillet anderledes. Her spørges ikke, om manden må skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund sådan som spørgsmålet er stillet i Matt 19. Derfor bliver svaret også anderledes, idet Jesu principelle svar er: NEJ man må ikke skille sig; i stedet skal man kæmpe for det livslange ægteskab, som Skaberen skabte os til. I Matt derimod understreger han, at der er en situation, hvor skilsmissen er legitim nemlig der, hvor ægteskabet allerede er blevet brudt i kraft af ægtefællens utroskab. I lyset af disse vers vil jeg derfor mene, at skilsmisse og nyt ægteskab er tilladt, når man er udsat for utroskab. Ægteskabet er ganske enkelt brudt ved ægtefællens utroskab, og vedkommende er derfor at regne som død for den tidligere ægtefælle. Dermed er den, som er blevet udsat for utroskab, også fri til at gifte sig igen således som samtlige disse tekster også er gennemsyret af forventningen om, at der følger nyt ægteskab efter skilsmissen. Til dette lyder Jesu svar samlet set: Med mindre man har været udsat for utroskab, så ægteskabet allerede ER brudt, har man ikke lov at gå skilsmissens vej, men må kæmpe for sit ægteskab. Det er Guds grundlæggende vilje for menneskelivet. Hvad så med alle andre gode grunde til at forlade sin ægtefælle eller bryde ud af sit ægteskab? Er skilsmissen da altid forkert så længe ægtefællen ikke konkret har været utro? Her rører vi atter ved meget følsomme områder af menneskelivet, som bedst behandles i sjælesorgens fortrolige rum. Men fundamentet for et svar er altid Guds ja til ægteskabet suppleret med omsorgen for det enkelte menneskes liv. Der er situationer, hvor man må forlade sin ægtefælle for at beskytte sig selv eller børnene, ligesom der er situationer, hvor en separation er nødvendig i forsøget på at åbne ægtefællens øjne for alvoren i den givne situation. Derfor kan der være tilfælde, hvor en skilsmisse synes at være det mindste onde og tilmed nødvendig, men det er en dimension, som ikke hører til denne afklaring af den bibelske undervisning generelt om ægteskabet. Når vi dernæst vender blikket mod Paulus, ser vi, at han skriver følgende i hhv. 1 Korintherbrev og romerbrevet:
1 Kor 7,10-15 De gifte byder jeg, dog ikke jeg selv, men Herren, at en kvinde ikke må skille sig fra sin mand v11 men er hun blevet skilt, skal hun forblive ugift eller også forlige sig med sin mand og en mand må heller ikke skille sig af med sin hustru. v12 Til de øvrige siger jeg, ikke Herren: Har en broder en ikke-troende hustru, og hun gerne vil blive boende sammen med ham, skal han ikke skille sig af med hende. v13 Og har en kvinde en ikke-troende mand, og han gerne vil blive boende sammen med hende, skal hun ikke skille sig af med ham. v14 For en ikke-troende mand er helliget ved sin hustru, og en ikke-troende hustru ved broderen; ellers ville jeres børn jo være urene, men nu er de hellige. v15 Men vil den ikke-troende ægtefælle skilles, så lad det ske; en broder eller en søster er ikke bundet i sådanne tilfælde. Til fred har Gud kaldet jer. Rom 7,1-3 Ved I ikke, brødre jeg taler jo til mennesker, der kender loven at loven kun er herre over et menneske, så længe det lever? v2 En gift kvinde er ved lov bundet til sin mand, så længe han lever; men dør han, er hun løst fra den lov, der bandt hende til ham. v3 Hun vil altså stå som ægteskabsbryder, hvis hun bliver en andens, mens hendes mand er i live; men dør han, er hun fri fra loven, så at hun ikke er ægteskabsbryder ved at blive en andens. Kommentar: Paulus bakker i 1 Kor 7,10-11 op om Jesu ord i Mark 10,11-12. Stedet er ikke 100 % entydigt, men jeg finder, at det giver god mening at læse hele sammenhængen som skrevet til den aktive part: Hvis du har skilt dig fra din ægtefælle, må du enten leve ugift eller forsone dig med vedkommende. Nu kunne man forvente, at Paulus ville tage fat på utugtsklausulen, men det kommenterer han slet ikke; i stedet tillader han sig at give sin egen mening til kende omkring situationen i blandede ægteskaber (ml. kristne og ikke-kristne) og skriver, at man ikke er bundet til sit ægteskab, hvis den ikke-kristne ægtefælle ønsker skilsmisse, og i lyset af Rom 7 må denne frihed også indbefatte friheden til at gifte sig igen. Det er faktisk påfaldende, at Paulus her giver en vejledning, som går ud over, hvad Jesus har sagt. Han skriver direkte, at Til de øvrige siger jeg, ikke Herren Det viser, at han altså har skønnet, at der skulle gives en vejledning ind i situationen, selv om Jesus ikke konkret havde omtalt det; og det peger igen i retning af, at vi må være villige til at udøve sjælesorg og vejledning ind i det virvar af ægteskabelige situationer, som opstår også i vores tid. Jens Ole Christensen skriver om utroskab og forstødelse: Det er tvivlsomt, at det bare skal forstås som de to eneste sprækker i muren. Det skal snarere forstås som eksempler på et grundforhold: Nemlig når et fortsat samliv bliver gjort umuligt af den ene part, så kan en skilsmisse være en nødløsning" (JOC s. 69) Opsummering Som det fremgår af disse korte kommentarer og i tilslutning til Missourysynoden samt Børge Haahr Andersen m.fl. er det min overbevisning, at Bibelen tillader nyt ægteskab, når det første ægteskab er blevet brudt i kraft af ægtefællens utroskab. Af Paulus brev ser vi desuden, at han forholder sig til en situation, som Jesus ikke omtaler og at han giver accept af skilsmissen og frihed til nyt ægteskab i den
situation, hvor en ikke-troende ægtefælle ønsker ægteskabet ophævet. Hvis en ikke-troende ægtefælle vil skilles, så skal den kristne gå med til dette og da er den kristne fri til at gifte sig igen, uden at skulle være bange for at handle imod Guds vilje. Jeg er derfor overbevist om, at jeg som præst er nødt til at lytte til menneskers historie om det tidligere ægteskab og dets opløsning, hvis vedkommende ønsker at blive viet igen med min deltagelse som præst. Jeg er klar over, at det er et vanskeligt område at begive sig ind i, men jeg ser ikke andre muligheder med mindre jeg vil praktisere et konsekvent nej, som jeg altså ikke finder i overensstemmelse med Jesu egen undervisning. I disse samtaler må der være fokus på Guds oprindelige design og vedkommendes andel i den tidligere skilsmisse, ligesom muligheden for forsoning må være reelt udtømt før der kan åbnes op for nyt ægteskab. Indvendinger Man kan spørge, om ikke dette vil være en glidebane hen imod et konsekvent ja til at vie en fraskilt. Det er givetvis fristende, idet det altid vil være udfordrende at skulle sige nej til et menneske i den situation. Jeg vil imidlertid gerne redegøre for nogle principper for vurderingen. At lave et udtømmende katalog over de situationer, hvor jeg vil sige nej, er ikke muligt, for virkeligheden er mere broget end et papir kan rumme. Men mit udgangspunkt er et klart nej til både skilsmisse og nyt ægteskab. Derfor vil et JA være det unormale og et NEJ det hyppigste. Min undervisning om emnet (som i lyset af denne afklarende debat må og kan opprioriteres!) vil dog sandsynligvis resultere i, at kun få vil opsøge mig for at få afprøvet en situation, hvor de selv ved, at det vil blive et nej. Her er min situation som valgmenighedspræst jo meget anderledes end en sognepræsts! Jeg mener også, at jeg i lyset af vores aktuelle debat skal have dette emne med i medlemskurser fremover, så det er tydeligt både ind- og udadtil, hvad menighedens grundlæggende holdning er; og jeg vil kun forholde mig til spørgsmålet i forhold til medlemmer eller faste gudstjeneste-deltagere ikke være vielsesmyndighed/velsignelsespræst for mennesker uden eller med perifær tilknytning til menigheden. Men jeg vil gerne forsøge at komme med eksempler på nej-situationer: Jeg vil eksempelvis sige nej til den, som har forladt sin ægtefælle. Den, som er flyttet, fordi ægteskabet var for uudholdeligt at leve i og som ikke ville kæmpe den nødvendige kamp. Den, som er flyttet pga alkoholisme eller vold, som nødvendiggjorde et flyt for livets skyld; her må vedkommende leve i fortsat kærlighed og afventen i håb om, at Gud forvandler situationen. Dog kan forsoningen jo umuliggøres, hvis ægtefællen går utroskabens vej frem for forsoningens vej og da er vi tilbage ved utroskabens særlige situation. Jeg vil sige nej til den, som var utro og hvor ægtefællen som følge af dette krævede skilsmisse. Selv om det var ægtefællen, som ville skilsmissen, var det den utro, som brød ægteskabet og slog det uopretteligt i stykker. Jeg ved, at Flemming Baatz Kristensen har udtalt, at han ville overveje situationen, hvis den første ægtefælle nu havde giftet sig til anden side (hvorved formaningen om at forblive ugift eller forsone sig med ægtefællen er blevet til et ikke-valg). Her ville han i lyset af vedkommendes fortid og nutid forholde sig til situationen og i nogle tilfælde kunne vie/velsigne vedkommendes nye forhold. Her er jeg ikke afklaret.
Hensynet til de, som ikke er til stede? En anden indvending går på, om ikke vi som kirke har til opgave at have dem for øje, som ikke er til stede men som måske lider under indgåelsen af det nye ægteskab. Det er eksempelvis formuleret således: Dette at forsøge at have alle dem for øje, der ikke er til stede, svarer fx til spændingen mellem retsbevidstheden på den ene side og medlidenheden med de dømte og indsatte på den anden side: Har man kun den medynkvækkende forbryder foran sig for øje, føler man det langt rigtigst at gøre straffen så tålelig og så human som mulig. Men man er nødt til også at have dem for øje, der ikke er til stede: først og fremmest ofrene men også de svage, der fristes så let til forbrydelse! Til de fraværende, man må forsøge at have for øje, hører også børn og ægtefælle fra det første ægteskab: Hvordan er det ikke for dem at høre om en præst, der lyser Guds velsignelse over en ny forbindelse, som for altid udelukker håbet om forsoning mellem forældrene? Dette er helt klart en væsentlig udfordring! Jeg mener, at det blandt andet kommer med ind i billedet, når jeg i de sjælesørgeriske samtaler forud spørger til, hvorvidt forsoningens mulighed REELT er udtømt i forhold til den tidligere ægtefælle. Her får jeg fat i, hvordan forholdene er i familierne omkring de to, som nu gerne vil giftes; og herunder hvordan eventuelle børn har det. Én har udtrykt det sådan, at der ikke må være nogle børn, som græder ved vielsen for så er familien endnu ikke klar til dette skridt; der er sår, som endnu ikke er helet. I samtaler med parret indskærper jeg deres ansvar for at fortælle ærligt og redeligt at de har mulighed for at tegne et usandt og fordrejet billede af virkeligheden med det formål at få mig til at sige ja til at vie dem; det er deres ansvar at give mig et nuanceret billede, hvis min vurdering og sjælesorg skal være passende i situationen. Modsat mener jeg også, at vi som kirke med Jesu eget forbillede er kaldet til at være på den lidendes side. Den som har lidt skilsmisse og at vores ansvar overfor dette menneske er større end ansvaret for, hvad andre måtte tænke og sige. Jeg tænker også, at argumentet med børnene fra det første ægteskab har et modspørgsmål, som går på, om det er vores ansvar at MODVIRKE, at disse børn får et hjem med både en far og en mor? Eller om det kan være det mindste onde ja, ligefrem godt for disse børn at opleve et hjem, hvor mand og kvinde elsker hinanden i med- og modgang? I forhold til den første ægtefælles oplevelse må jeg sige, at der er stor forskel på, om denne første ægtefælle var utro eller på anden vis forvoldte skilsmissen da skal hensynet til vedkommende ikke låse den anden fast i cølibat, eller om vi taler om en første ægtefælle, som led skilsmisse. I sidstnævnte tilfælde skal vi naturligvis ikke vie! Kan man ikke leve alene i tillid til, at Gud heler og giver et godt liv trods skilsmissen? En sidste indvending, som jeg her vil kommentere, går på, om ikke vi som kirke skal have tillid til, at Gud kan hele den, som har oplevet en skilsmisse, således at vedkommende finder glæde og fred i livet som fraskilt, men at vedkommende altså må leve med den følge af skilsmissen, at vedkommende må forblive ugift? Svarer dette ikke til vores vejledning til homoseksuelle, som trods deres følelser er tvunget til at leve alene resten af livet. Hertil er mit svar, at jeg er absolut overbevist om, at Gud både kan og vil genoprette og hele den, som er brudt efter et forlist ægteskab. Jeg tror tilmed, at den, som har lidt skilsmisse har brug for at lade sig hele
og genoprette, før vedkommende på nogen måde er klar til at indgå i et evt. nyt forhold og senere ægteskab. Jeg mener og siger heller ikke, at man skal eller bør gifte sig igen i de nævnte situationer, men jeg er overbevist om, at man har lov at gifte sig igen under de nævnte vilkår. Sammenligningen med de homoseksuelle holder efter min mening ikke, netop fordi jeg ikke mener, at Bibelen på samme måde lukker par-livets dør for den, som har lidt skilsmisse. Derfor er det ikke vores opgave at pålægge mennesker denne byrde, som virkelig kan være tung. Indstilling til bestyrelsen Emner som dette har vist sig spændingsfyldt nok til at sprænge kirker og menighedsråd og det vil efter min mening gøre ødelæggelsen total! Jeg vil gå langt for at bevare enheden i bestyrelsen og menigheden, og mit ønske er, at vi kan finde en vej, som gør det muligt for alle parter at se en tålelig vej fremover i dette spørgsmål. Som jeg ser det, er der fire mulige beslutninger nemlig følgende: 1) Bestyrelsen giver tilladelse til kirkelig vielse i kirkens lokaler i de tilfælde, hvor kirkens præst skønner, at skilsmissen er legitim eller påført og hvor forsoningens mulighed er reelt udtømt og hvor der dermed er åbnet op for nyt ægteskab. 2) Bestyrelsen giver tilladelse til kirkelig velsignelse i kirkens lokaler efter forudgående borgerlig vielse. Dette vil igen kun finde sted i de tilfælde, hvor kirkens præst finder, at det kan ske på bibelsk forsvarlig grund. 3) Bestyrelsen beslutter, at sådanne vielser eller velsignelser kun kan finde sted i en lånt kirke, hvorved det markeres, at menighedens præst handler på eget ansvar og ikke sammen med bestyrelsen. 4) Bestyrelsen beslutter, at sagen er så principel, at den tilskynder præsten til at melde ud, at jeg af hensyn til bestyrelsen og menigheden må sige nej til at vie eller velsigne i sådanne tilfælde - uanset personlig overbevisning Parret overlades dermed til ikke at gifte sig eller til at finde en anden præst. Bestyrelsens beslutning På baggrund af indgående drøftelse og læsning har bestyrelsen besluttet, at vi i KVM vil praktisere den model, som herover er anført som mulighed nr. 2: Hvis præsten finder, at parret ifølge Bibelens vejledning har lov at gifte sig trods en forudgående skilsmisse, henviser vi til en borgerlig vielse på rådhuset med efterfølgende forbøn og velsignelse i kirken. Dette ægteskab er fuldt ud lige så gyldigt, som hvis hele forløbet var foregået i kirken, og når vi alligevel henviser til rådhuset skyldes det, at vi for alle parters skyld ønsker at medvirke til, at det først indgåede ægteskab har en særlig status, som vi med alle midler skal værne om. Forskellen mellem de to handlinger i kirken - bryllup i forhold til velsignelse - er ikke stor, men vi tror på, at de små forskelle kan have en positiv betydning i forhold til at bevare et værn omkring svage, kæmpende ægteskaber, og at det ligeledes kan have en sjælesørgerisk betydning i forhold til pårørende eller andre, som kan have svært ved at forlige sig med den nye situation. Redigeret Randers d. 20. juni 2011 Peter Kofoed Herbst