Individ og fællesskab i lys af moderniseringen

Individ og fællesskab i lys af moderniseringen Per Schultz Jørgensen Balancen mellem individ og fællesskab har ændret sig dramatisk gennem de sidste to-tre generationer. Forfattere som Aalbæk Jensen, Smærup Sørensen og Nørregård Nielsen har beskrevet disse forandringer i det danske samfund, så det går til marv og ben. Måske med en vægt på forfaldshistorien. Men forandringerne kan, trods deres dybtgående karakter, også rumme en kontinuitet, der handler om en valgt intensivering af menneskelige relationer. Det er, hvad denne artikel vil søge at belyse ud fra en samfundsvidenskabelig synsvinkel. Her bygges især på sociologiske og socialpsykologiske bidrag til forståelsen. Vi har mange ord for fællesskaber et kollektiv, en gruppe, et sammenhold, et samarbejde, et lokalsamfund, en menighed, en forening, en slægt, en familie. Bare for at nævne nogle af dem. De henviser alle sammen til, at vi er sammen om noget, at vi deler noget med hinanden. Det kan være en interesse, en holdning, en lokal region, en nationalitet, en religion eller et sprog. Vi taler fx om et sprogfællesskab. Her er der tale om en oplevelse af at tilhøre et fællesskab alene i kraft af et enkelt kendetegn, som man deler med hinanden. Ordet fællesskab anvendes på mange niveauer, fra det helt konkrete ansigt-til-ansigt små-gruppe-fællesskab, til større sociale enheder og nationer og i betydningen: det næsten abstrakte fællesskab som udtryk for de indstillinger, der er forbundet med det at indgå i et fællesskab. Nogle af disse faktiske fællesskaber er valgte, man melder sig ind og senere måske ud. Andre er man så at sige født ind i, her er det svært at melde sig ud, hvis man skulle ønske det. Her er fællesskabet tillagt. KvaN 85/2009 7

Det afgørende i den modernisering, som har fejet ind over samfundet siden midten af 1900-tallet, er bl.a. en udvikling fra tillagte til valgte fællesskaber. Individualisering Baggrunden for denne udvikling er, hvad der ofte kaldes traditionsbortfaldet, frisættelsen eller moderniseringen. De store fortællinger som landbokulturen, arbejderkulturen, middelklassedyder og borgerlig moral er svækkede. Den enkelte er overladt til selv at finde en livsform, en position, en karriere og en identitet. Fra tillagt identitet til valgt identitet. Moderniseringen af samfundet omfatter teknologiske, økonomiske, mediemæssige, kulturelle og sociale ændringer. Og dens konsekvenser har været omfattende. Hos en række af de toneangivende moderniseringsteoretikere som fx Bauman (2006), Beck (1997), Giddens (1994), Sennett (1998) og Castells (2000) har forandringerne og ikke mindst hastigheden for disse forandringer dybtgående konsekvenser for den enkelte og for samfundets institutioner. Moderniseringen omfatter krav om permanent omstilling og forventninger til den enkeltes evne til at kunne håndtere valgene og styre sin egen tilværelse. Det er en proces, der også rummer risiko for et meningstab (Giddens, 1994), for en generel utryghed (Bauman, 2006) og for en svækkelse af den sociale forankring, der engang blev tillagt, men som nu skal erhverves og tilkæmpes. Moderniseringen omfatter også en enorm opprioritering af de personlige valg og deres betydning for den enkeltes udvikling. At kunne vælge og udnytte mulighederne gøres ensbetydende med selvrealisering. Her ligger individets potentielle udviklingsmuligheder (Willig, 2005). De individer, der ikke kan vælge eller er berøvet valgmuligheder, bliver marginaliseret og henvist til meningstabet og den generelle utryghed. Det er i denne sammenhæng, spørgsmålet om fællesskaber får en ny betydning. Deres betydning er at udgøre en del af den sociale og kulturelle kapital (Bourdieu), som den enkelte kan trække på i sin bestræbelse på at realisere sig selv. Den store 8

sammenhæng traditionen, den sociale klasse osv. er uden legitimitet, så meget desto større betydning har det erhvervede fællesskab. Moderniseringen understreger to udfordringer for den enkelte: en stærk vægt på selvrealisering og adgang til ressourcestærke sociale netværker. De gamle fællesskaber Fællesskabet i det traditionsbestemte samfund var indfældet i normer, roller, forskrifter og magtstrukturer, der ikke stod til diskussion. Her var individet tildelt en position, der på den ene side gav tryghed, på den anden side en fastlåsthed med fravær af frihedsgrader. Identitet i dette samfund var et spørgsmål om at overtage og videreføre en social arv. Her definerede man sig selv som: Jeg er det, jeg tilhører, nemlig et traditionsforankret fællesskab. I moderniseringen bliver identiteten defineret som: Jeg er den, jeg er eller: Jeg er det, jeg har (Tiller, 1973). Sociologiens klassikere har i de sidst årtier af 1900-tallet beskrevet de gamle fællesskaber. Det er Tönnies, Simmel, Durkheim og Weber. Fællesskabet er en social organisme, der rummer noget, der rækker ud over den enkelte, ikke en kollektiv bevidsthed, men en struktur af normer. Og den enkelte får del i dette fællesskab ved at udvikle en normorientering : normerne bliver internaliseret af den enkelte. De overtages i kraft af den plads og funktion, man har i fællesskabet, og dermed den betydning, man har. De organiske fællesskaber (i modsætning til de mekaniske, Durkheim) bliver de universer, som den enkelte kan se sig selv i, fordi man her har en rolle og en funktion. Man bidrager til fællesskabet, man bekræftes og forankres og opnår en social identitet. Familie og slægt har altid tilhørt denne type af fællesskaber. Den enkelte var en del af et sådant fællesskab, født ind i det og samtidig bidragende til det. Det afgørende i denne sammenhæng er, at de gamle fællesskaber med moderniseringen står for en omfattende svækkelse. 9

De er i en vis forstand blevet gjort til tomme retoriske kulisser: vi kan tale om dem, men de har ingen betydning. Det er den udvikling Smærup Sørensen, Aalbæk Jensen og Nørregård Nielsen beskriver med betydelige stænk af noget smertefuldt. Vi er på herrens mark (jf. Aalbæk Jensens roman Herrens Mark fra begyndelsen af 1990 erne). Uden tvivl er der, for alle mennesker over 50, forbundet et tab med moderniseringen. Et kulturtab og et tab af fællesskaber. Spørgsmålet er, om der også sker noget andet i moderniseringen, nemlig en ny mulighed for den enkelte til at finde en personlig valgt forankring i et fællesskab. Fællesskab i netværkssamfundet Med begrebet netværkssamfund udtrykkes den forståelse, at med bortfaldet af de traditionelle strukturer som moral, normer og social kontrol har de løsere sociale netværk fået en ny og afgørende betydning. De gennemstrømmer og strukturerer alle væsentlige institutioner og skaber nye processer mellem netværk. Efter Castells opfattelse (2000), og han er den, der tydeligst har formuleret teorien på dette område, må et samfund i dybtgående forandring tilpasse sine strukturer og institutioner via den fleksibilitet, som ligger i disse netværksdannelser. Her udvikles en nydefinering af magten, og her skabes de informationsstrømme, der er de reelle produktive centre i vidensamfundet. Det er derfor i det supermoderne samfund både nødvendigt og relevant for den enkelte at være involveret og medlem af mange sociale netværk. Nogle netværk vil være en slags imaginære eller virtuelle fællesskaber, der hviler på afgrænset kommunikation og specialiseret relevans. Andre vil være kortere eller længerevarende grupper, der består lige så længe, de har relevans og giver mening i kraft af personens egen forankring. Derefter skiftes medlemskabet ud med et andet. Netværkssamfundet lægger op til den forståelse, at de virkeligt stærke sociale bånd er dem, der ikke er for dybtgående og ikke nødvendigvis længerevarende: stærke bånd skal nemlig 10

være hurtige, effektive og funktionelle. 1 Og ikke langvarige og omfattende og besværlige som venskaber i det gamle samfund. Det er nøjagtig, som David Riesman (1969) beskrev det gruppeorienterede eller ydrestyrede menneske. Det Riesman beskriver, er et konformitetsmønster, der er styret af aktualitet og udbytte: Det gruppestyrede menneske reagere(r) på signaler fra en langt videre kreds end forældrene Familien er ikke mere en fast sammensvejset enhed, som han hører til, men kun en del af et større miljø, som tidligt kommer til at spille en rolle. Den gruppestyrede er kosmopolit og har hjemme overalt og ingen steder. (1969, p. 68). Som social gruppe betragtet vil et netværk derfor omfatte både længerevarende og ganske kortvarige grupper, og fællesskabet har derfor af gode grunde kun i nogle tilfælde karakter af fællesskab, som et stærkt og handleorienteret sammenhold. Men i en mere afgrænset forståelse kan man tale om, at den enkelte har et medlemskab af en række arena-bestemte netværksgrupper og samtidig et udgangspunkt i det, der må opfattes som den mere primære gruppe eller base. Figur 1: Model af et arenabestemt socialt netværk 2 Det helt centrale i det fællesskab, der udvikles her, er, at det er valgt i modsætning til det gamle fællesskab i det traditionsbaserede samfund. Når et fællesskab er valgt, er det ensbetydende med, at det kræver en begrundelse, og at det ud fra livssituationen skal give mening. 11

Det strategiske fællesskab Netværksorienteringen sætter en ny dimension ind i fællesskabet, det er en dimension, der handler om nytte og udbytte. Man kan spørge, om det ikke dermed også svækker selve meningen med begrebet sammenhold og fællesskab? Svaret er ikke uden videre bekræftende: fællesskabet ændrer karakter med denne understregning af personligt udbytte. Men der har formodentlig altid været tale om en målestok for et fællesskab, der har handlet om gensidighed (reciprocitet). Gensidighed drejer sig om en vis ligeværdighed eller bytte-karakter. At yde en tjeneste og få den igen. Det var kun de fællesskaber, man så at sige blev født ind i, der undgik en for grov byttevurdering men også i forhold til slægtsrelationer gjorde (og gør) denne afvejning sig gældende. Derfor er der ikke grund til at afskrive enhver tale om fællesskab og sammenhold, men med udbredelsen af egeninteresse og nytte-vurdering i en individualistisk tidsalder er der grund til at anskue fællesskabet ud fra også denne synsvinkel. Valghandlingsteori (Rational Choice Theory) har fået en stor udbredelse i en tidsperiode, hvor individualisering og neoliberal markedstænkning er dominerende. Det er en teori, der forsøger at forklare sociale udvekslinger ud fra en costbenefitafvejning. En form for økonomisk teori overført på sociale forhold, fx inden for social omsorg og velfærdsydelser. En social aktivitet er en investering, der også skal have et udbytte. I mere moderate og nuancerede versioner er teorien humaniseret, så der også er tale om udveksling af menneskelige aktiviteter, kompetencer og anerkendelse. Men også almindelige vennerelationer og fællesskaber kan anskues ud fra en bytte- og nytteteori. Valghandlingsteori bygger på den opfattelse, at den enkelte er en rational aktør, der forholder sig til forskellige valgmuligheder og her afgør sit valg ud fra et ønske om at maksimere sine egne interesser. Man sammenligner ulemper, besvær og spild af tid og kræfter med det udbytte, der kan være forbundet med indsatsen. Ikke nødvendigvis gældende for al social adfærd, men som en dominerende motivations-tænkning. 12

Disse rationelle teorier bygger på filosoffen Jeremy Bentham (1748-1832) og hans teori kaldet utilitarisme eller nytteteori. Vi er, siger teorien, styret af forventninger om at få noget ud af det, vi engagerer os i i forhold til vores anstrengelser. Nyere udformninger af teorien bl.a. af den norske filosof og samfundsforsker Jon Elster (professor ved Columbia University, New York) ser det moderne individualistiske menneske som styret af sine egne behov og her ud fra en rationel subjektivitet, der også inddrager værdier (Andersen, & Kaspersen, 2000). Det er et stykke af vejen egeninteressen, der er en vigtig side ved de strategiske overvejelser, som er dominerende for vores valg. Men denne egeninteresse handler ikke kun om økonomisk udbytte, den handler også om at få status, vigtige erfaringer, nyttige relationer og en anerkendelse, som kan styrke selvfølelsen. Teorien har fået stor udbredelse og gennemslagskraft som New Public Management. Men gælder denne form for rationalitet også for den side af det sociale liv, der handler om fællesskaber? Det korte svar er klart bekræftende. Mange fællesskaber har rationel karakter det er grupper inden for forretningsverden og sportsverden, det er interesse- og uddannelsesfællesskaber, og det er holdningsbaserede grupperinger i foreningslivet. Men det er også vigtigt at medinddrage den kendsgerning, at den moderne gruppe af ligesindede i stor udstrækning omfatter medlemmer, der ligner hinanden. Gruppen er så at sige dannet, fordi netop dette træk er dominerende. Der er lighed via uddannelse, bopæl, køn, alder, holdninger eller interesser, derfor er der også forøget sandsynlighed for at anlægge en udbyttesynsvinkel på samværet. Gruppen hviler på en lighed mellem medlemmerne, på en vis gensidig tiltrækning og så maksimering af udbytte af interaktionen. Men bag disse træk ligger den fællesnævner, der handler om, at de i høj grad deler normer med hinanden: de har en indbygget normorientering, der er en forudsætning for socialt at kunne udveksle med udbytte. Den moderne, individualiserede verdens fællesskaber er ikke dermed endt i alene rationel kynisme. Men der er tale om en ændring af de rammer, som fællesskaber fungerer inden for, og 13

dermed ændres også deres karakter. Men det udelukker ikke, at fællesskaber også kan omfatte de dimensioner, der handler om samarbejde og sammenhold. Det valgte fællesskab i den individualiserede verden I det åbne og individualiserede samfund er de personlige valg afgørende for, at den enkelte kan udnytte mulighederne, når de er der. Det betyder at have overskud af valgmuligheder og især muligheder, der rummer ressourcer og giver anseelse (Willig, 2005). Men hvad så med fællesskabet, sammenholdet, engagementet og solidariteten er det ikke en del af behovene i dette supermoderne samfund? Svaret er naturligvis bekræftende. Behovet for trygheden, engagementet, støtten og solidariteten er lige så klart et behov i dag som i det gamle industrisamfund. Det afgørende er, at disse behov i dag forvaltes på en anden måde. I det individualiserede samfund skal trygheden, solidariteten og fællesskabet aktivt vælges og valget bliver fastholdt lige så længe, gruppen lever op til forventningerne. Når det ikke længere er tilfældet, forlader man gruppen til fordel for en anden. Det betyder ikke, at brug og smid væk kulturen er trængt ind i de menneskelige relationer. Det betyder derimod, at der er kommet en personlig dimension ind i vurderingen: de sociale relationer og fællesskabet skal give personlig mening og det er den dimension, de vurderes ud fra. Relevanskriteriet er et spørgsmål om udbytte, men det er også en intensivering af det personlige i den forstand, at involvering også forudsætter et valg og en beslutning om at være involveret, om nærvær også selvom det koster noget. For udbytte-vinkelen forudsætter jo ikke, at der altid skal være overskud og gevinst på den personlige konto. Et engagement eller et solidaritets-arbejde kræver og forudsætter en villighed til at ville yde også selvom der ikke er udsigt til at få noget igen. 14

I det moderne fællesskab drejer det sig ikke kun om udveksling af rationelle ydelser som fx viden og tjenester. Det omfatter også omsorg, fortrolighed og anerkendelse. I en vis forstand kan man sige, at først med det valgte fællesskab er disse psykologiske kvaliteter ved fællesskabet blevet legitime ydelser og udvekslinger, som man tør erkende at gå efter. Det er også en af grundene til, at Axel Honneths reformulering af begrebet anerkendelse er blevet godtaget på snart sagt alle niveauer i den pædagogiske diskurs. Som han selv udtrykker det: der skete en fundamental ændring af social anerkendelse med overgangen fra traditionelle til moderne systemer (1992/2006, p. 14). Nu skal der kæmpes om anerkendelse, men den kan principielt opnås af alle. Spørgsmålet om solidaritet er også et af de sociale fænomener, der ikke mere kan bygge på et naturligt eksisterende sammenhold, som det var tilfældet i det gamle klassesamfund. I vores del af verden er det i dag i høj grad et spørgsmål om valg og om bevidst indstilling til at ville være solidarisk med bestemte grupper af udsatte. Vi er gået fra en konventionel til en refleksiv solidaritet (Jørgensen, 2006). Den er ikke nødvendigvis mindre forpligtende, men der kræves noget nyt af den enkelte ud over bevidstheden om valget, nemlig at ville investere sin tid og energi og moralske støtte, også selvom det koster noget. Den form for solidaritet er ikke mindre værd eller mindre kvalificeret end tidligere tiders solidaritet, men den forudsætter et personligt engagement og et mod, der ikke altid er lige let at mobilisere i en befolkning. Det valgte fællesskab i det åbne netværkssamfund har en anden vigtig konsekvens, der handler om de mennesker, der ikke har valgmuligheder. Eller som bliver valgt fra. Det er mennesker uden større netværk og især uden netværk med ressourcer. Altså uden social kapital. Det er mennesker, der ofte lever marginaliseret med alvorlig risiko for udstødelse og for personlighedsmæssig nedbrydning, fordi de fratages den stimulation, der ligger i gruppefællesskabet. De er så at sige mennesker, der fratages deres identitet. Og det sker i stigende grad som en erklæ- 15

ret tilstand af ikke-brugbarhed, som en konsekvens af neoliberalismens anomiske (lovløse) karakter (Willig, ibid.) Derfor ligger der i dette åbne netværkssamfund en alvorlig risiko for polarisering: de stærke bliver stærkere i kraft af deres valg og deres sociale fællesskaber, mens de svage mister ressourcer og identitet. Afslutning I nogle henseender kan man tale om moderniseringen som en forfaldshistorie. Det er den side, der handler om udstødelse. Her står individet uden fællesskab, og med en stigende markedsgørelse er der tale om personer, som heller ikke har den store bytte-værdi i det offentlige rum. Derfor en nedprioritering og social diskrimination. Forfaldet er her både socialt og moralsk. En anden kritisk dimension ved moderniseringen er rationalitetens overtagelse af centrale sider ved socialt omsorgsarbejde. Her ser det ud, som om behovet for at måle (New Public Management) og effekt-vurdere (evidens-vurderinger) er på vej til at sætte en ny målestok for det sociale arbejde, der har store konsekvenser for den side af vores velfærdsservice, der har karakter af omsorg og medmenneskelighed. Når vi ser på moderniseringens konsekvenser for personlige fællesskaber, er der mulighed for mere nuancerede vurderinger. De kan også åbne for en forståelse, der ser gevinster i de personlige valg fordi de også åbner for valg af dimensioner som omsorg, fortrolighed og anerkendelse. Noter: 1. Denne forståelse er udtrykt i en nu næsten klassisk artikel af M.S. Granovetter (1973) The strength of weak ties med undertitlen: A network theory revisited. Styrken er at have adgang til mange netværksgrupperinger, her er information og fornyelse, mens de gamle længerevarende grupper ikke rummer fornyelsen og ikke følger udviklingen i personens behov siger Granovetter. Til gengæld 16

kan man spørge: men hvad med de længerevarende venskaber, er de alene en bremse på en persons udvikling? 2. Basen vil ofte være den private verden i familien og i parforholdet, mens arenaerne er de sociale mødesteder, man dagligt færdes i, fx på arbejde, i sportskredsen, blandt kammerater i fritiden og i de interesse- og kulturbestemte aktiviteter (musik, studier og naturaktiviteter). Basen omfatter ofte fortrolighed og intimitet, mens arenaen er relevans og rationalitet. Litteratur: Andersen, H. & Kaspersen (red.) (2000) Klassisk og moderne samfundsteori. København: Hans Reitzel. Bauman, Z. (2006) Flydende modernitet. København: Hans Reitzel. Beck, U. (1997) Risikosamfundet på vej mod en ny modernitet. København: Hans Reitzel. Castells, E. (2000) The Rise of The Network Society. Vol. 1. Oxford: Blackwell. Giddens, A. (1994) Modernitetens konsekvenser. København: Hans Reitzel. Granovetter, M.S. (1973) The Strenght of Weak Ties. I: American Journal of Sociology, 78 (6) 1360. Honneth. A.(1992/2006) Kampen om anerkendelse. København: Hans Reitzel. Jørgensen, P. Schultz (2006) Solidaritet. Utopi og nødvendig handling. Nordisk Socialt Arbeid. 26 (4), 352-364. Riesman, D. (1969) Det ensomme massemenneske. København: Gyldendal. Senneth. R. (1998) The Corrision of Character. The Personal consequences of Work in the New Capitalism. New York: Norton. Tiller, P. O. (1973) Verdiorientering og fremtidsdrømmer hos tre grupper af norske skolebarn. I Hem, L. & Holter, H. (red.) Scialpsykologi. En del norske bidrag gjennem 20 år. Oslo: Universitetsforlaget. P. 182-197. 17

Willig, R. (2005) Selvrealiseringsoptioner vor tids fordring om anerkendelse. I: Willig, R. & Østergaard, M. (red.) Social patologier. København: Hans Reitzel. Per Schultz Jørgensen (1933), læreruddannet, cand.psych. dr. phil, tidl. professor i socialpsykologi og formand for Børnerådet. 18