Kapitel 8. Konsekvenser af sygdom

Kapitel 8 Konsekvenser af sygdom

Kapitel 8. 8. Konsekvenser af sygdom I indledningskapitlet blev det påpeget, at sundhed og dårligt helbred kan belyses fra flere perspektiver, dels et professionelt medicinsk perspektiv, dels fra personens eget perspektiv, og dels fra det sociale, normative perspektiv. Dette kapitel handler om det sidstnævnte perspektiv, nemlig hvorledes sygdom og dårligt helbred influerer på opfyldelsen af de sociale roller, det enkelte menneske har, enten i familien, på arbejdet, i fritiden eller i hvilken som helst anden social sammenhæng, man færdes i. Den enkelte persons identitet og betydning er i vid udstrækning afhængig af de sociale sammenhænge, man indgår i. Den er ikke fastlagt én gang for alle. I tilfælde af sygdom er man sårbar, ikke blot smertemæssigt, kropsmæssigt, men også på det psykosociale plan, og manglende rolleudfyldelse har konsekvenser for, hvorledes omgivelserne vurderer den enkelte og dennes værdi. Erkendelsen af vigtigheden af sygdommes konsekvenser set i dette perspektiv har ført til udviklingen af en klassifikation af de følgetilstande, som sygdomme og lidelser har. WHO stod bag udviklingen, benævnt International Classification of Impairments, Disabilities and Handicaps (ICIDH) (WHO 1980). Klassifikationen er senere videreudviklet og omdøbt til ICF (International Classification of Functioning, Disability and Health) (WHO 2001). Sygdomskonsekvenserne kan vise sig på tre forskellige niveauer: i forhold til kroppen og kroppens anatomi og til psyken, i forhold til aktiviteter, dvs. det enkelte individs udførelse af opgaver og handlinger og i forhold til deltagelse, dvs. en persons involvering i samfundsaktiviteter, herunder sociale aktiviteter. De tre niveauer har gensidig indflydelse på hinanden. Allerede i den oprindelige klassifikation var man opmærksom på, at det afhang meget af omgivelserne og samfundets indsats, hvorvidt en given sygdomstilstand gennem impairment og disability ville føre til en permanent reduktion i mulighederne for at udfylde ens sociale rolle. F.eks. ville en økonomisk lavkonjunktur med høj arbejdsløshed gøre det ulige sværere for en person med mange sygefraværsdage at fastholde sin plads på arbejdsmarkedet. Dvs. at de omgivende forhold og økonomiske betingelser har en stor indflydelse på, hvilke konsekvenser en konkret sygdom vil få. Ligeledes er omfanget af hjælpemidler og hjælpeforanstaltninger, som samfundet stiller til rådighed for de syge af stor betydning. Teoretisk lå der en såkaldt disability-proces model til grund. Der er opstillet flere forskellige (Nagi 1976, WHO 1980, Katz 1983), men fælles for dem er deres påpegning af, at sygdomskonsekvenser ikke nødvendigvis er knyttet til de specifikke sygdomme. Konsekvenserne udvikles gennem en proces, hvor det er muligt at intervenere på forskellige stadier og forebygge handicap -tilstanden eller udstødelsen eller marginaliseringen enten fra arbejdsmarkedet eller fra andre sociale sammenhænge. Kapitlets indhold Første afsnit i kapitlet handler om de sygdomsrelaterede udstødelsesprocesser - fra begrænsninger i udførelsen af dagligdags aktiviteter som følge af sygdom eller symptomer til sygefravær, arbejdsskift og arbejdsophør som følge af sygdom. Andet afsnit handler om brug af fysiske hjælpemidler altså forskellige måder at afhjælpe eller kompensere for fysiske funktionsmangler. 282

8. 1 Aktivitetsbegrænsninger, sygefravær og førtidspension Der har været megen fokus på de sociale forskelle i sundhed og sygelighed, både i Danmark og i andre industrialiserede samfund. Det har f.eks. givet sig udslag i en række internationale studier (f.eks. Mackenback et al 1997, van Doorslaer et al 1997, Lahelma et al 2001), der viser, at der mod forventning, selv i de såkaldte nordiske velfærdssamfund er en mindst lige så høj grad af sociale forskelle i sundhedstilstand og dødelighed som i samfund præget af betydeligt mindre omfang af omfordeling af velfærdsgoder fra bedrestillede til dårligere stillede. Der er som nævnt i indledningskapitlet en række faktorer, der alle bidrager til at øge risikoen for at få sygdom, udvikle dårligt helbred og dø tidligt blandt dårligere uddannede, folk med lav indkomst m.m. Det moderne samfund lægger vægt på markedsmekanismer og nødvendigheden af uddannelse for at få del i samfundets goder. Samtidig hermed øges betydningen af at have godt helbred som en ressource i konkurrencen om de gode jobs. Jo færre ressourcer og kvalifikationer des større er risikoen for, at man får et dårligt job med dårligt og helbredsnedbrydende arbejdsmiljø. Samtidig med disse processer, der skaber forskelle i helbred og sundhed mellem forskellige sociale grupper, er der processer, der fører til, at de syge og dem med dårligt helbred mister deres jobs og positioner i samfundet. Dårligt helbred i samspil med dårlig uddannelse giver en særlig stor risiko for udstødelse og marginalisering (Lissau et al 2001), som ultimativt viser sig i en tilkendelse af førtidspension. Begreberne det rummelige arbejdsmarked og virksomhedernes sociale ansvar har været anvendt for at tilkendegive, at der måske målrettet kunne gøres en indsats for at forhindre, at personer, som permanent var syge eller svage, ville blive udstødt fra arbejdsmarkedet. En af mekanismerne i en ond cirkel mht. at udstøde syge fra arbejdsmarkedet er gennem forekomst af især langvarigt sygefravær. Senere i dette kapitel vises, hvorledes sygefravær hænger sammen med erhvervsstilling og uddannelse. Andre undersøgelser har vist, at disse sociale forskelle kan forklares med de forskelle, der er mht. de arbejdsmiljømæssige belastninger, som findes for de forskellige erhvervsaktive grupper (Thoning 2000) se i øvrigt kapitel 11 om arbejdsmiljø. Figur 8.1.1 Antal førtidspensionister i perioden 1990-2001. Kilde: Statistiske efterretninger 2001. 283

Generelt har der i 90 erne været en nedgang i det årlige antal af tilkendte førtidspensioner, men primært blandt førtidspensioner tilkendt som behovsbestemt førtidspension (der tildeles ansøgere ud fra rent sociale forhold eller kombinerede helbredsmæssige og sociale forhold, og ikke alene helbredsbetinget) (Den Sociale Ankestyrelse 2001). I alt er der 262.000 førtidspensionister i Danmark i alderen 18-66 år - svarende til 6,4% blandt mænd og 8,6% blandt kvinder. Det totale antal har været stigende i en række år, men fra 2000 er der sket et fald se figur 8.1.1. Af figur 8.1.2 ses det, at andelen af førtidspensionister blandt mænd og kvinder i aldersgruppen 45-66 år er klart forskellig afhængig af personernes uddannelsesniveau. Blandt mænd og kvinder med kombineret skole- og erhvervsuddannelse på 15 år eller derover ses, at 7,6% af de undersøgte personer er førtidspensionister både blandt mænd og kvinder, medens det er 25,9% blandt kvinder med 10 års skoleuddannelse eller mindre og 16,9% blandt mænd med korte uddannelsesforløb. Det er i dette perspektiv, at de følgende afsnit skal læses. De beskriver forskellige grader af eller stadier i sygdomsrelaterede udstødelsesprocesser. Der belyses forskellige aspekter af konsekvenser af sygdom og helbred for udførelsen af daglige aktiviteter, på sygefravær og på risiko for at miste job på grund af sygdom. Figur 8.1.2 Andel førtidspensionister blandt 45-66 årige med forskelligt uddannelsesniveau. Procent. 284

Tabel 8.1.1 Oversigt over konsekvenser af sygdom i 1987, 1994 og 2000. Procent. 1987 1994 2000 Aktivitetsbegrænsninger inden for de seneste 14 dage 10,8 14,2 14,9 Langvarig aktivitetsbegrænsning (6 måneder eller mere) 4,5 6,3 6,7 Sygefravær inden for de seneste 14 dage 9,9 9,2 11,4 Langvarigt sygefravær inden for det seneste år (5 uger eller mere) 5,2 5,1 5,4 Sygdomsbetinget arbejdsskift - 8,5 7,0 Sygdomsbetinget arbejdsophør - 7,5 9,1 Helbredsbetinget førtidspension 4,9 5,3 4,2 285

Andel der inden for en 14-dages periode har været begrænset i at udføre sædvanlige daglige gøremål Percentage who, due to illness or injury, have not been able to carry out their usual daily activities within the past two weeks 286

Aktivitetsbegrænsning pga. sygdom 14,9% angiver, at de har været begrænset i udførelse af dagligdags aktiviteter på grund af sygdom inden for de sidste 14 dage. Det er 12,2% blandt mænd og 17,5% blandt kvinder. Forekomsten er steget fra 1987 til 2000 hos både mænd og kvinder, men mest udpræget blandt kvinderne. Køn og alder: Andelen med sygdomsbetinget aktivitetsbegrænsning stiger med alderen både for mænd og kvinder. Således er det 22,9% af de ældste kvinder, der har været begrænset i daglige aktiviteter. I alle aldersgrupper er der flere kvinder end mænd, der oplever aktivitetsbegrænsninger. Uddannelse: Jo kortere uddannelse des højere er andelen med sygdomsbetinget aktivitetsbegrænsning. Således har 17,5% blandt personer med højst 9 års uddannelse sygdomsbetinget aktivitetsbegrænsning i forhold til 12,5% blandt dem med mindst 15 års uddannelse. Socioøkonomisk gruppe: Der er forskel mellem de socioøkonomiske grupper. Således har 7,3% af de selvstændige med ansatte og 9,5% af funktionærer I sygdomsbetinget aktivitetsbegrænsning mod 13,8% blandt funktionærer III og 12,3% blandt de ikke-faglærte. Andelen er også høj blandt de arbejdsløse (18,2%) og blandt førtidspensionister (32,8%). Samlivsstatus: Forekomsten er højest blandt separerede og skilte samt blandt samlevende. Aktivitetsbegrænsning 15,87 til 18,15 (4) 13,60 til 15,87 (7) 11,33 til 13,60 (4) SUSY-2000 Amt: I forhold til landsgennemsnittet er andelen, der har sygdomsbetinget aktivitetsbegrænsning højere i Københavns og Frederiksberg Kommuner og i Fyns Amt og lavere i Vejle Amt. Udvikling: Forekomsten er steget fra 1987 til 2000 hos både mænd og kvinder uanset aldersgruppe, men stigningen er mere markant hos kvinderne end hos mændene. Andel der inden for en 14-dages periode har været begrænset i at udføre sædvanlige daglige gøremål i 1987, 1994 og 2000. Procent. 287

Andel der i mere end seks måneder har været begrænset i at udføre de sædvanlige daglige gøremål Percentage who for more than six months have not been able to carry out their usual daily activities 288

Langvarig aktivitetsbegrænsning pga. sygdom 6,7% har sygdomsbetinget aktivitetsbegrænsning med en varighed på 6 mdr. eller mere. Samlivsforhold: Separerede og skilte har en højere forekomst sammenlignet med gifte. Det er 5,3% blandt mænd og 8,0% blandt kvinder. Forekomsten er steget fra 1987 (4,5%) til 2000 (6,7%). Køn og alder: Der er flere kvinder (8,0%) end mænd (5,3%) med langvarig aktivitetsbegrænsning. Der er en markant stigning med stigende alder. I alle aldersgrupper er andelen større blandt kvinder end blandt mænd. Uddannelse: Der er en klar sammenhæng med uddannelse, således at jo kortere uddannelse des højere er andelen med varig aktivitetsbegrænsning. F.eks. er der 11,4% blandt de kortest uddannede mod 3,7% blandt de højest uddannede. Socioøkonomisk gruppe: Der er ikke større forskelle mellem de forskellige grupper af beskæftigede, dog er der en klart højere forekomst blandt selvstændige uden ansatte. Forekomsten er markant høj blandt arbejdsløse og blandt førtidspensionister. Amt: I forhold til landsgennemsnittet er der en højere forekomst i Fyns Amt (8,8%) og en lavere forekomst i Københavns Amt (4,9%), Vejle Amt (4,7%) og Ringkøbing Amt (5,0%). Udvikling: Forekomsten er steget hos både mænd og kvinder i alle aldersgrupper. I alt er stigningen fra 4,5% til 6,7%. Andel der i mere end 6 måneder har været begrænset i at udføre de sædvanlige gøremål i 1987, 1994 og 2000. Procent. 289

Andel med sygefravær inden for de seneste 14 dage blandt erhvervsaktive 16-66 årige Percentage of actively employed 16-66-year-olds who have had days off due to illness within the past two weeks 290

Sygefravær inden for de seneste 14 dage 11,4% oplyser, at de har haft sygefravær inden for de seneste 14 dage. Det er klart hyppigere forekommende blandt kvinder og i de yngre aldersgrupper. Køn og alder: Andelen med sygefravær inden for de seneste 14 dage er i alle aldersgrupper højere blandt kvinder end blandt mænd. I alt 22,7% af de 16-24 årige kvinder har haft sygefravær inden for de sidste 14 dage, mod 9,7% af de 45-66 årige kvinder og 7,7% blandt de 45-66 årige mænd. Uddannelse: I forhold til uddannelse ses ikke noget klart billede. Socioøkonomisk gruppe: Forekomsten er højest blandt ikke-faglærte arbejdere, hvor 14,2% har haft sygefravær, og er lavest blandt de selvstændige. Samlivsstatus: Forekomsten er højest blandt samlevende og blandt ugifte. Amt: I forhold til landsgennemsnittet er forekomsten lavere i Ribe Amt og Ringkøbing Amt og højere i Københavns og Frederiksberg Kommuner og i Københavns og Roskilde amter. Udvikling: Overordnet har der været en stigning fra 1987 til 2000. 1994 udviste et fald i forhold til 1987. Hvis man ser på udviklingen blandt mænd og kvinder i de forskellige aldersgrupper, er billedet meget usystematisk. Andel med sygefravær inden for de seneste 14 dage i 1987, 1994 og 2000. Procent. 291

Andel med langvarigt sygefravær inden for det seneste år blandt erhvervsaktive16-66 årige Percentage of actively employed 16-66-year-olds who have had more than five weeks off due to illness in the past 12 months 292

Langvarigt sygefravær inden for det seneste år 5,4% oplyser, at de har haft langvarigt sygefravær inden for det seneste år (defineret som mere end 25 sygedage). 4,4% mænd og 6,4% kvinder. Samlivsstatus: Forekomsten er højest blandt separerede og skilte. Køn og alder: 4,4% af mændene og 6,4% af kvinderne har haft langvarigt sygefravær inden for det seneste år. I alle aldersgrupper er andelen større blandt kvinderne end blandt mændene. Der er en tendens til, at andelen er størst blandt de yngste. Uddannelse: Der er en tydelig sammenhæng med varighed af uddannelse, således at jo længere uddannelse des lavere er forekomsten. Således er andelen lavest blandt dem med mindst 15 års uddannelse, nemlig 3,7% mod 7,8% blandt dem med mindre end 10 års uddannelse. Socioøkonomisk gruppe: Forekomsten er højest blandt ikke-faglærte arbejdere (7,4%) og lavest blandt funktionærer I (2,4%). Amt: I forhold til landsgennemsnittet er forekomsten lavere i Sønderjyllands Amt og højere i Københavns og Roskilde amter. Udvikling: Der er en svag stigning fra 1987 til 2000 totalt set, medens andelen er noget lavere i 1994. Udviklingen fra 1987 til 2000 er ikke entydig for mænd og kvinder i de forskellige aldersgrupper. Andel med langvarigt sygefravær inden for det seneste år i 1987, 1994 og 2000. Procent. 293

Andel der har skiftet arbejde som følge af sygdom Percentage who have changed job due to illness 294

Sygdomsbetinget arbejdsskift 7,0 % oplyser, at de på et eller andet tidspunkt har måttet skifte arbejde pga. sygdom. Der er sket et fald fra 1994 (8,5%) til år 2000 (7,0%). Sygdomsbetinget arbejdsskift 7,47 til 8,81 (7) 6,13 til 7,47 (5) 4,79 til 6,13 (3) Køn og alder: Der er ikke nogen systematiske forskelle mellem mænd og kvinder. Andelen, der har måttet skifte arbejde på grund af sygdom, er størst i aldersgruppen 45-66 år, hvor 8,7% af mændene og 9,1% af kvinderne har skiftet arbejde på grund af sygdom. Uddannelse: Forekomsten er klart højere blandt dem med kortest uddannelse og lavest blandt dem med længst uddannelse. Socioøkonomisk gruppe: Forekomsten er højest blandt ikke-faglærte arbejdere og lavest blandt funktionærer I. Forekomsten er også høj blandt de arbejdsløse. Samlivsstatus: Forekomsten er højest blandt separerede og skilte (10,5%) og blandt samlevende (8,4%). SUSY-2000 Amt: I forhold til landsgennemsnittet er forekomsten højere i Ringkøbing Amt og lavere i Københavns og Frederiksberg Kommuner, Nordjylland og Sønderjyllands amter. Udvikling: Der er sket et fald fra 1994 til år 2000 hos både mænd og kvinder og i alle aldersgrupper på nær de 45-66 årige. Andel der har skiftet arbejde pga. sygdom i 1994 og 2000. Procent. 295

Andel der er ophørt med at arbejde som følge af sygdom Percentage who have retired due to illness 296

Sygdomsbetinget arbejdsophør 9,1% har måttet ophøre med at arbejde pga. sygdom. 10,8% kvinder og 7,4% mænd. Der er sket en stigning fra 1994 til år 2000 i alle aldersgrupper op til 67 år. Køn og alder: 10,8% kvinder og 7,4% mænd har måttet ophøre med at arbejde pga. sygdom. I alle aldersgrupper er andelen højere blandt kvinder end blandt mænd. Andelen er især høj blandt de 45-66 årige. Uddannelse: Der er en meget klar sammenhæng mellem sygdomsbetinget arbejdsophør og uddannelse. Jo kortere uddannelse des højere er andelen med sygdomsbetinget arbejdsophør. Således har 15,6% med højst 9 års uddannelse mod 4,4% med mindst 15 års uddannelse måttet holde op med at arbejde pga. sygdom. Socioøkonomisk status: Selvom det ofte er sådan, at et sygdomsbetinget arbejdsophør vil føre til et permanent ophør af tilknytning til arbejdsmarkedet, er der dog en vis andel blandt de beskæftigede, der tidligere har måttet ophøre med et job - under 5% i de forskellige socioøkonomiske grupper. Og det er klart hyppigst forekommende blandt de ikke-faglærte. Blandt de arbejdsløse er der naturligvis en relativt stor andel. Førtidspensionisterne vil også pr. definition have en meget stor andel, der er ophørt med at arbejde på grund af sygdom. Samlivsstatus: Der er flest blandt separerede og skilte (20,8%), som har måttet ophøre med at arbejde pga. sygdom. I øvrigt har alle andre grupper end gifte en højere forekomst af personer, der har måttet holde op med at arbejde pga. sygdom. Sygdomsbetinget arbejdsophør 10,64 til 12,52 (2) 8,76 til 10,64 (8) 6,88 til 8,76 (5) SUSY-2000 Amt: Størst andel i Vejle Amt har måtte ophøre med at arbejde pga. sygdom. Udvikling: 9,1% har måttet ophøre med at arbejde pga. sygdom. Stigningen gør sig gældende hos de tre yngste aldersgrupper (op til 66 år), medens der ses et fald blandt de ældste. Andel der er ophørt med at arbejde pga. sygdom i 1994 og 2000. Procent. 297

Kapitel 8.2 8.2 Brug af hjælpemidler Brug af hjælpemidler i dagligdagen har til formål at kompensere for en kropslig funktionsmangel. I henhold til ICF-klassifikationen (International Classification of Functioning, Disability and Health) omfatter kropslige funktionsmangler afvigelser fra almindeligt accepterede befolkningsstandarder for den biomedicinske status for kroppen og dens funktioner (WHO 2001). Kropslige funktionsmangler indikerer ikke nødvendigvis, at der er tale om aktuel sygdom, eller at personen anses for at være syg. Anvendelse af hjælpemidler ophæver ikke den kropslige funktionsmangel, men kan fjerne eller mindske aktivitetsbegrænsningen inden for specifikke områder, hvor personens aktiviteter ville være begrænsede uden hjælpemiddel. Dermed bidrager hjælpemidlerne også til forebyggelse af problemer med at udfylde den sociale rolle. Brugen af hjælpemidler er beskrevet ved et enkelt spørgsmål, der omfattede udvalgte former for hjælpemidler, så som briller eller kontaktlinser, høreapparat, stok og kørestol. Brug af briller eller kontaktlinser er eksempel på et hjælpemiddel, der kompenserer for en funktionsmangel, uden at der er tale om aktuel sygdom, eller at personen anses for syg. Det samme kan selvfølgelig være tilfældet ved brug af stok, krykker eller kørestol. Mere sandsynligt er det dog, at der ved sidstnævnte er tale om kompensation for langvarig kronisk sygdom, funktionsmangel eller for alderdom. Det fremgår af tabel 8.2.1, at 66,6% af befolkningen i det daglige bruger briller eller kontaktlinser, 4,3% bruger stok, krykke eller gangstol, 4,1% bruger høreapparat og 1,0% bruger kørestol. Endvidere angiver 1,6% at anvende andre former for hjælpemidler, eksempelvis badebænk, toiletforhøjer, befordringsmiddel (tre-hjulet cykel, knallert, bil), ortopædisk fodtøj, køkkenredskaber, specialstol eller støttekorset. I alt 58,7% i befolkningen bruger briller som eneste hjælpemiddel, 8,0% bruger briller kombineret med en eller flere andre former for hjælpemidler, mens 0,7% udelukkende bruger andre former for hjælpemidler end briller. 32,6% bruger slet ikke hjælpemidler. Tabel 8.2.1 Brug af forskellige former for hjælpemidler. Procent. Procent Antal i befolkningen i 1000 Briller/kontaktlinser 66,6 2731 Høreapparat 4,1 168 Stok, krykker, gangstol 4,3 177 Kørestol 1,0 42 Andre former for hjælpemidler 1,6 64 Bruger en eller flere former for hjælpemidler 67,4 2762 298

Kapitel 8.2 Figur 8.2.1 omfatter de 8,7% i befolkningen, der bruger et eller flere af hjælpemidlerne: stok/krykke/gangstol, kørestol, høreapparat og/eller andre former for hjælpemidler. Brugen af hjælpemidler stiger stejlt med alderen - fra 1,0% blandt de 16-24 årige til 63,8% blandt de 80+ årige. Mønstret er ens for mænd og kvinder. Det skal bemærkes, at de nævnte resultater vedrørende brug af hjælpemidler og især brugen af andre hjælpemidler end briller formentlig er underrapporteret. Som beskrevet i kapitlet om undersøgelsens metode og materiale, stiger bortfaldet stærkt i de ældste aldersgrupper og udgør ca. 35% blandt de 80-årige eller derover. Som vist er det netop de ældste aldersgrupper, der i størst omfang bruger hjælpemidler samtidig med, at det sandsynligvis er de mest handicappede, der ikke ønsker eller ikke kan deltage i undersøgelsen. De efterfølgende standardtabeller giver detaljerede oplysninger om brugen af briller/kontaktlinser, brugen af stok/krykker/gangstol samt brugen af høreapparat. Figur 8.2.1 Andel i forskellige aldersgrupper, der bruger en eller flere former for hjælpemidler (høreapparat, stok/krykker/gangstol, kørestol eller andet hjælpemiddel). Procent. 299

Kapitel 8.2 Andel der bruger briller eller kontaktlinser Percentage who use glasses or contact lenses 300

Kapitel 8.2 Brug af briller eller kontaktlinser I alt 66,6% bruger briller eller kontaktlinser til daglig. Andelen af brugere er lavest blandt de yngste og over 90% blandt de 67+ årige. Daglig brug af briller eller kontaktlinser er steget fra 58,3% i 1987 til 66,6% i 2000. Køn og alder: Større andele blandt kvinder end blandt mænd bruger i det daglige briller eller kontaktlinser. Andelen med dagligt brug af briller eller kontaktlinser er lavest blandt de yngste og stiger stejlt fra 45-års alderen. Størst andel blandt de 67-79 årige bruger briller til daglig. Socioøkonomisk gruppe: Størst andele blandt funktionærer i gruppe I og mindst andele blandt faglærte og ikke-faglærte arbejdere bruger briller eller kontaktlinser til daglig. Samlivsstatus: Sammenlignet med gifte er andelen, der bruger briller eller kontaktlinser, lav blandt samlevende og ugifte. Amt: Der er ikke systematiske forskelle mellem amterne mht. andelen af personer, der bruger briller eller kontaktlinser. Udvikling: Brugen af briller eller kontaktlinser til daglig er steget fra 58,3% i 1987 til 66,6% i 2000. Stigningen er sket blandt mænd og kvinder i alle aldersgrupper. Uddannelse: Brug af briller eller kontaktlinser i dagligdagen ses hyppigst blandt personer med 15 års kombineret skole- og erhvervsuddannelse. Andelen, der bruger briller eller kontaktlinser i 1987,1994 og 2000. Procent. 301

Kapitel 8.2 Andel der bruger høreapparat Percentage who use hearing aids 302

Kapitel 8.2 Brug af høreapparat 35,8% af 80+ årige mænd og 31,3% af 80+ årige kvinder bruger høreapparat. I hele befolkningen drejer det sig om 4,1%. Der er sket en stigning i andelen med høreapparat fra 2,6% i 1987 og 1994 til 4,1% i 2000. Køn og alder: Ca. en tredjedel af de 80-årige eller derover (35,8% blandt mænd og 31,3% blandt kvinder) bruger høreapparat. Også blandt de 67-79 årige er der relativt høj andel med høreapparat, mens der i de yngste aldersgrupper er under én procent. I alle aldersgrupper er der relativt flere mænd end kvinder, der bruger høreapparat. Socioøkonomisk gruppe: Der er ikke forskel i andelen af de erhvervsaktive grupper, der bruger høreapparat. Der er derimod en høj andel med høreapparat blandt arbejdsløse. Samlivsstatus: Andelen, der bruger høreapparat, er lavere blandt samlevende end blandt gifte. Der er ikke forskel mellem de øvrige samlivsgrupper. Amt: Der er ikke systematiske amtslige forskelle i andelen med høreapparat. Men i Vejle og Nordjyllands amter er andelen med høreapparat højere end landsgennemsnittet. Udvikling: Andelen, der bruger høreapparat, var den samme i 1987 og 1994 (2,6%), men steg i 2000 til 4,1%. Uddannelse: Der er relativt størst andel med høreapparat blandt personer med lavt uddannelsesniveau (12 år eller derunder). Andelen der bruger høreapparat i 1987, 1994 og 2000.Procent. 303

Kapitel 8.2 Andel der bruger stok, krykke eller gangstol Percentage who use cane, crutches or a walker 304

Kapitel 8.2 Brug af stok, krykke eller gangstol 4,3% bruger til daglig stok, krykke eller gangstol. Blandt de 80-årige eller derover bruger 38,3% af mændene og 51,3% af kvinderne disse former for hjælpemidler. Fra 1987 til 2000 er der sket en stigning i brugerandelen blandt de 67-årige eller derover men et fald i andelen blandt de 45-66 årige. Køn og alder: En tredjedel af de 80+ årige mænd og ca. halvdelen af de 80+ årige kvinder bruger stok, krykke eller gangstol til daglig. I aldersgruppen 67-79 år bruger 11-15% stok, krykke eller gangstol, mens det i de yngste aldersgrupper drejer sig om mindre end en procent. Uddannelse: Brug af stok, krykke eller gangstol ses betydeligt oftere blandt personer med 10 eller færre års kombineret skole- og erhvervsuddannelse end blandt personer med 13-14 års uddannelse. Socioøkonomisk gruppe: Kun gruppen af selvstændige uden ansatte adskiller sig fra de øvrige grupper af beskæftigede ved at have en høj forekomst af personer, der bruger stok, krykke eller gangstol. Andelen, der bruger stok mv., er tillige høj blandt førtidspensionister. Samlivsstatus: I forhold til gifte er forekomsten af personer, der bruger stok, krykke eller gangstol markant højere blandt enker og enkemænd og blandt enlige ugifte. Amt: Der er ikke systematiske forskelle mellem amterne mht. andelen, der dagligt bruger stok, krykke eller gangstol. I forhold til landsgennemsnittet er der lav forekomst af personer, der dagligt bruger stok, krykke eller gangstol, i Københavns Amt og høj forekomst i Viborg Amt. Udvikling: Andelen, der dagligt bruger stok, krykke eller gangstol, er steget fra 3,9% i 1987 til 4,3% i 2000. Stigningen dækker over et fald i andelen blandt de 45-66 årige og en stigning blandt de 67+ årige. Andelen der bruger stok, krykke eller gangstol i 1987,1994 og 2000. Procent. 305