HØJMESSE FREDERIKSHOLM KIRKE Søndag den 28/7-2013 kl. 11.00 9. søndag efter Trinitatis Tema: Lignelsen om den uærlige godsforvalter Præludium Evt. korsats (Carsten) Indgangsbøn (evt.) Velkomst 1. salme DDS 402 Den signede dag Evt. Kollekt (hvis ingen indgangsbøn) Læsning Ordsprogenes bog 3,27-35 Trosbekendelse (synges) 2. salme DDS 292 Kærligheds og sandheds ånd Evangelium (Gud være lovet...) Lukas 16,1-9 Prædiken Kirkebøn ( evt. + Fadervor, hvis ikke dåb) + Den apostolske velsignelse Evt. korsats (Aleksandr) 3. salme DDS 692 Du skal i denne verden ej Altergang (b) Præst: Opløft jeres hjerter til Herren!. Hellig, Hellig, Hellig.. O Du Guds lam(3. vers) Opstandne Herre og frelser + Indstiftelsesord Nadveruddeling 4. salme DDS 278 En dag skal Herrens skaberdrømme møde (under uddeling) Lidt musik til at gå ned på efter sidste bordfuld Bortsendelsesord Sidste vers af nadversalme Takkebøn Velsignelse 5. salme DDS 683 Den nåde, som vor Gud har gjort Meddelelser Udgangsbøn (evt.) Postludium
HØJMESSE FREDERIKSHOLM KIRKE Søndag den 28/7-2013 kl. 11.00 9. søndag efter Trinitatis Prædiken Tekst: Lukas 16,1-9 - Den utro godsforvalter Gud, lad os leve af dit ord, som dagligt brød på denne jord. Amen. Jeg har i mange år gået og troet, at jeg havde læst hele Bibelen forfra og bagfra og på latin og græsk og hebraisk. Men da jeg læste den lignelse, som er teksten til den her søndag, så syntes jeg altså slet ikke, at jeg havde hørt den før. Jeg har i hvert fald aldrig prædiket over den og jeg har heller aldrig hørt nogen holde en andagt over den, og den står heller ikke i nogen børnebibler. Og det skyldes nok, at det er en meget mærkelig tekst. Jesus fortæller simpelt hen en lignelse om en godsforvalter, som snyder og bedrager sin Herre, så vandet driver og så får han endda ros for sit bedrageri af sin Herre. Hvad er lige pointen i det. Jeg har gået nogle dage med den her historie og ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle sige og jeg har tænkt på at tage ferie igen eller at lægge mig syg. Men nu hænger vi altså på den der er ingen vej uden om. Så vi må i gang med den også selv om jeg ikke helt forstår den. Og så er det, jeg tænker på alle de gange, hvor jeg har stået
her og sagt at disciplene ikke forstod, hvad det var, Jesus forsøgte at sige til dem og at farisæerne og de skriftkloge ikke kunne gennemskue de lignelser, som Jesus fortalte dem. Men i dag er det altså mig, der ikke forstår, hvilken pointe Jesus har med det, han fortæller. Altså lignelsen handler om den her godsforvalter, som er ansat af en rig mand. Nu får den rige mand under hånden at vide, at godsforvalteren ødsler hans ejendom bort. Og så indkalder han forvalteren, der skal stå skoleret og aflægge regnskab for hans forvaltning. Og derefter bliver han fyret på gråt papir. Forvalteren ved nu ikke, hvad han skal stille op, og han tænker højt: Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Men nu ved jeg, hvad jeg vil gøre. Han indkaldte simpelt hen den rige mands skyldnere en for en og spurgte den første: Hvor meget skylder du min Herre? Hundrede anker olie, siger han. Og så siger forvalteren til dem alle sammen, at de skal nedskrive deres gældsbevis til det halve. Og så er det, at det uforståelige sker. Den rige Herre kommer og roser den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt.. Ja, og her burde min prædiken slutte, for det er helt volapyk for mig. Men jeg har nu heller aldrig forstået mig særlig meget på pengesager. Økonomi og spekulation og gældsbeviser og aktier osv. det er lidt en by i Rusland for mig. Men nu har jeg gransket lidt i nogle bøger og bibelkommentarer og selv om de fleste forskere forsøger at snakke udenom og bortforklare pointen, så er der alligevel nogen, som forsøger at få en fornuftig tolkning ud af lignelsen. Jo, for godsforvalteren havde mistet alt. Han var blevet fyret og røget helt ud i kulden.
Der var for nogen år siden en graffitti, der hed: Du har ikke en chance brug den! Og det var præcist det som godsforvalteren gjorde. Efter nøje at have gennemgået sine muligheder efter at hans bedrageri er blevet opdaget, konkluderer han, at han er færdig. Han kan hverken lave hårdt fysisk arbejde og tiggeri er under hans værdighed. Både hans slaphed og hans stolthed forhindrer ham i at ændre den betrængte situation. Men netop i denne fastlåste elendighed foretager han et behændighedstræk, der får ham ud af den ydmygende isolation hans bedrageri har efterladt ham i, og han skaffer sig venner ved at fuske med regnskabet. Uretfærdigt og yderst forargeligt men guddommeligt opfindsomt. Han handler jo som troldmandens lærling og spiller med på Guds alt forandrende handlinger, når han ud af død skaber liv. Til den verden, der nemlig var færdig vi har jo ikke en chance, eftersom alle er underlagt synd og død der sendte Gud sin frelse, sit befrielsesbudskab. Det budskab, som er uendeligt svært at forstå og erkende, men budskabet om, at der altid er håb for en bedre verden og en bedre tilværelse. I Guds kærlighedsbudskab og i budskabet om tilgivelse forvandles livet for dem, der var færdige med sig selv og hinanden og det hele, og det er det budskab, som vi prædiker søndag efter søndag og derfor må det også være det budskab, som vi skal trække ud af lignelsen i dag. Jesus var også selv på den, den nat, da han blev forrådt, men selv om det var utænkeligt, så fik han livet igen. Og på hans ord deler vi brød og vin ud til alle der er virkelig på den, ligesom han selv var. Og selskabet har jo egentlig ikke ændret sig så meget siden dengang. Vi er jo stadigvæk en forsamling af almindelige mennesker, som er sådan lidt småsnydere alle sammen. Hvis vi kan komme af sted med det, så snyder vi lidt i skat, laver lidt sort arbejde, springer over hvor gærdet er lavest. Og sommetider har vi gjort noget, så vi ikke
kan kigge vores venner eller familie i øjnene. Det bliver bare en tand for pinligt. Men fordi Jesus kan det der, - med tro og håb og tilgivelse, så bliver vores ødelagte liv kittet sammen i kraft af hans ord Jesu blod livets drik. Jo mere presset han blev jo mere gav han en ny begyndelse. Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør, sagde han, da de krævede hans korsfæstelse. De gav ham ikke en chance og alligevel brugte han den chance, han aldrig fik, med en snarrådighed og opfindsomhed, der var uovertruffen. Karen Blixen skrev engang en fantastisk fortælling om fire mennesker, der mens en storflod raser, sidder fordømte uden at kunne reddes på et loft, der flyder på de stigende vandmasser mens uvejret raser. De havde ud fra vidt forskellige grunde søgt ferie på det samme badehotel og stormfloden havde nu bragt dem sammen i deres sidste timer. En ung pige, en gammel adelig jomfru, en falleret sanger og en from kardinal, der dog viser sig at være en bedrager af rang. De fordriver tiden med at fortælle deres livshistorie, der alle sammen handler om, at de i virkeligheden forsøger at flygte fra nogle utålelige situationer, som virker udvejsløse. Flugten har til sidst ført dem herud, hvor de ikke kan bunde og nu flyder de rundt på et loft. Den unge mand fortæller dybt melankolsk, hvordan han, der havde været en berømt sanger ved et ulykkestilfælde havde mistet stemmen, hvad der havde slået ham fuldstændig ud, da han skulle lægge hele sit liv om. Samtidig havde han opdaget, at han var adoptivbarn, og at han til ulidelighed var sin biologiske far op af dage. I den grad var han en spejling af ham, og også han handlinger var identiske med hans, - så han i et afmægtigt selvhad havde stået på randen af selvmord, men i sidste øjeblik, da han stod midt på Langebro havde han dog ændret beslutning og var i stedet taget på den her ferie da så stormfloden kom. Den unge pige havde haft den traumatiske oplevelse at være
opdraget på et munkekloster, hvor hun i sin tid var blevet bragt til. Det havde medført at hun så at sige havde måttet skære sig selv til i sind og skind for at passe ind i dette lukkede miljø. Kun i en total selvfornægtelse kunne hun overleve. Til sidst var hun så flygtet og skæbnen havde nu bragt hende ud i stormflodens rasen. De unges livserfaring var den: Du kan kun leve ved at dø, for du har jo ikke en chance prisgivet som du er af din arv og dit miljø. Men den gamle kone har et langt liv bag sig en stor erfaring og mange både lidelser og glæder i livet. Hun formår at få de unge menneskers øjne op for hinanden, så de kan genfinde sig selv ved at se og blive set med kærlighedens syn og dermed begynde på et nyt liv. Kardinalen indvilger i at vie dem herude på det dybe vand. Efter vielsen forkynder kardinalen: Da jeg var ung, tænkte jeg, at havde jeg al magt og frie hænder, kunne jeg nok have skabt en skøn verden. Jeg kunne have fundet på træerne og floderne. De forskellige tonearter i musikken, - venskab og uskyldighed, - men på mit ord og min ære. Jeg ville aldrig have vovet at skabe kærligheden, og min verden ville derigennem være gået glip af såre meget. Hvilken overmægtig lektion er det ikke for alle skabende kunstnere. Frygt ikke for det utrolige, vig ikke bort for det fantastiske. Når du er i tvivl, så vælg den farligste og mest uhørte løsning. Det gjorde de unge på loftet, da de satsede på kærligheden i deres sidste timer. Det samme gjorde Gud, da han stik imod alle odds valgte os og når han hver eneste dag vælger os. Det samme gjorde godsforvalteren. Han havde ikke en chance men alligevel udnyttede han chancen og gjorde noget.
Noget godt for andre mennesker som godt nok ikke var særlig ærlig og moralsk men det var dog noget godt for andre. Og det fik han ros for. Måske fordi penge ikke betød alt for Den rige Herre men at det var vigtigere at gøre godt mod andre at give kærlighed og tilgivelse at give nyt liv. Amen.