Gråspurvens udbredelse og antal på Færøerne set ud fra et metapopulations perspektiv

BSc Speciale Gråspurvens udbredelse og antal på Færøerne set ud fra et metapopulations perspektiv Kirstin Eliasen & Laura Mary Jacobsen NVDRit 22:12

Heiti / Title Gråspurvens udbredelse og antal på Færøerne set ud fra et metapopulations perspektiv Útbreiðsla og tal av gráspurvum í Føroyum sæð frá einum metapopulatións sjónarmiði Høvundur / Author Kirstin Eliasen og Laura Mary Jacobsen Vegleiðarar / Supervisors Ábyrgdarvegleiðari / Responsible Supervisor Sven-Axel Bengtson, Lunds Universitet Eyðfinn Magnussen, Fróðskaparsetur Føroya Ritslag / Report Type BSc speciale, biologi BSc Thesis, Biology Latið inn / Submitted 26. juli 22 NVDRit 22:12 Náttúruvísindadeildin og høvundarnir 22 Útgevari / Publisher Bústaður / Address Postrúm / P.O. box @ Náttúruvísindadeildin, Fróðskaparsetur Føroya Nóatún 3, FO 1 Tórshavn, Føroyar (Faroe Islands) 219, FO 165 Argir, Føroyar (Faroe Islands) +298 35255 +298 352551 nvd@setur.fo

Indholdsfortegnelse SAMMENDRAG... 2 1 INDLEDNING... 3 2 BAGGRUND OG TEORI... 5 2.1 BESKRIVELSE AF GRÅSPURVENS BIOLOGI... 5 2.2 BESKRIVELSE AF GRÅSPURVENS VILKÅR PÅ FÆRØERNE... 7 2.3 GRÅSPURVENS HISTORIE PÅ FÆRØERNE... 9 2.4 METAPOPULATIONSTEORI... 11 2.4.1 Forudsætninger for metapopulationskonceptet... 11 2.4.2 Forskelle mellem metapopulationsteorien og ø-biogeografien... 13 2.4.3 Migration, ekstinktion og kolonisation i metapopulationer... 13 3 MATERIALE OG METODER... 16 3.1 INDSAMLING AF DATA... 16 3.2 FANGST OG RINGMÆRKNING AF GRÅSPURVE... 16 3.3 OPTÆLLING OG ESTIMERING AF GRÅSPURVEBESTANDENE RUNDT OM PÅ FÆRØERNE... 19 3.4 AKTIV HENVENDELSE TIL LANDETS BEFOLKNING... 22 3.5 DATA FRA FORRIGE ÅR... 22 3.6 BEARBEJDELSE AF DATA... 23 3.6.1 De forskellige parametre... 23 3.6.2 Statistiske analyser... 24 4 RESULTATER... 26 4.1 INTERVIEWS... 26 4.1.1 Fortællinger om koloniseringer af gråspurve rundt om på Færøerne... 26 4.1.2 Beretninger om aktiv bekæmpelse og vedligehold af gråspurve på Færøerne... 29 4.2 RINGMÆRKNING AF GRÅSPURVE I TÓRSHAVN... 3 4.3 BESTANDSESTIMAT AF GRÅSPURVEN PÅ FÆRØERNE... 33 4.3.1 Tilstedeværelsen af gråspurve på lokaliteterne... 37 4.3.2 Gråspurvenes bestandsstørrelser... 39 4.3.2 Bestandsestimater for to år... 39 5 DISKUSSION... 42 5.1 GRÅSPURVENS HISTORIE... 42 5.2 RINGMÆRKNING AF GRÅSPURVE I TÓRSHAVN... 43 5.3 GRÅSPURVENS TILSTEDEVÆRELSE OG BESTANDSSTØRRELSER... 45 5.3.1 Lokaliteter uden gråspurve... 45 5.3.2 Tilstedeværelse og bestandsstørrelse hos gråspurve... 46 5.3.3 Bestandsestimater for år 21 og 22... 49 6 KONKLUSION... 52 7 REFERENCER... 54 APPENDIKS... 56 APPENDIKS 1. OPTÆLLINGER AF GRÅSPURVE ÅR 21 OG 22... 57 APPENDIKS 2. OPTÆLLINGER AF GRÅSPURVE I TÓRSHAVN ÅR 22... 6 APPENDIKS 3. DE FORSKELLIGE PARAMETRE... 61

Sammendrag Sammendrag Der blev i 22 foretaget en undersøgelse af gråspurvens antal og udbredelse på Færøerne. Dens historie, med henblik på koloniseringen, blev efterforsket i form af samtaler med lokalbefolkningen. Ved ringmærkning undersøgtes dertil gråspurvens rejsemønster i Tórshavn. Optællingerne viste, at 79 af landets ca. 12 bygder var beboede af gråspurve og den samlede bestand var på ca. 2.6 par. Størrelsen af bestanden i år blev sammenlignet med bestanden sidste år og der var ingen forskel. Resultaterne viste, at antal hus og vegetationskvalitet spillede en vigtig rolle i gråspurvens antal og udbredelse. De sydligere øer havde generelt større populationer end de nordlige. Den oprindelige kolonisation af gråspurve ser ud til at være foregået ud fra flere steder, d.v.s. at den færøske gråspurv kan have blandet afstamning. Ringmærkningerne viste, at den færøske gråspurv var ret aktiv og visse individer benyttede op til 2 km 2 areal. En metapopulation består af flere populationer i en population. Gråspurvene på Færøerne lever op til forudsætningerne for metapopulationskonceptet idet, at populationerene er knyttede til hverandre via genudveksling, ekstinktion og rekolonisation. Samandráttur Í 22 vóru kanningar gjørdar av nøgd og útbreiðslu av gráspurvi í Føroyum. Í samrøðu við fólk á staðnum varð søgan hjá gráspurvinum, við atliti at niðurseting, granskað. Ferðamynstrið hjá gráspurvinum í Tórshavn varð kannað við ringmerkingum. Teljingarnar vístu, at gráspurvur var at finna í 79 av teimum uml. 12 bygdunum og at samlaði stovnurin í Føroyum var uml. 2.6 pør. Støddin á stovninum í ár varð samanborin við støddina í fjør, og har var eingin munur. Úrslitini vístu, at talið av húsum og gróðrargóðskan høvdu stóran týdning fyri nøgdina og útbreiðsluna. Oyggjarnar sunnanfyri høvdu sum heild størri stovnar enn tær norðanfyri. Kanningarnar benda á, at tann upprunaliga niðursetingin hendi í ymiskum økjum, t.v.s. at tann føroyski gráspurvurin kann hava ymiskan uppruna. Ringmerkingarnar vístu, at føroyski gráspurvurin var rættuliga virkin og onkrir brúktu øki upp til 2 km 2. Ein metapopulatión er samansett av fleiri populatiónum í einari populatión. Gráspurvarnir í Føroyum lúka fortreytirnar fyri metapopulatiónsfyribrigdinum, soleiðis at populatiónirnar eru knyttar hvør til aðra við útskifting av ílegum, útdoyggjan og endurniðurseting. 2

Indledning 1 Indledning Gråspurven, Passer domesticus, ynglede for første gang på Færøerne i midten af 193-tallet og har siden da spredt sig. Den er nu etableret over hele øgruppen og findes i de fleste bygder (se 2.3 og 4.1). Som ynglefugl lever gråspurven udelukkende i nær tilknytning til mennesker og de afgrænsede færøske bygder, der ligger som små enklaver i landskabet, udgør m. el. m. isolerede habitat-øer. Den færøske gråspurvepopulation er således splittet i et stort antal mindre populationer, hvis indbyrdes relationer er stort set ukendte. Hele udbredningsmønsteret og spørgsmål om spredning, kolonisation og efterfølgende etablering, samt eventuelle midlertidige uddøelser, gør gråspurven på Færøerne interessant ud fra et metapopulations og/eller et ø- biogeografiskt synspunkt (2.4). Langt den største by på Færøerne er hovedstaden Tórshavn. I denne by lever der derfor højst sandsynligt den største population af gråspurve. Vi har gennem ringmærkninger forsøgt at danne et billede af, hvordan de opfører sig inden denne by. Disse oplysninger vil siden evt. fortælle om deres opførsel passer ind i metapopulationsbilledet, hvor små populationer lever forholdsvis adskilte, med en lille del migration, i én stor population. Målsætningen for vores projekt er også at undersøge gråspurvens forekomst og hyppighed over hele Færøerne. Dette vil foregå med optællinger på lokaliteter rundt om på øerne og ud fra disse give bestandsestimater. Løbende med feltarbejdet har vi gennem interviews forsøgt at opspore gråspurvens historie og dermed få nedskrevet de erindringer der måske ellers ville gå tabt. Undersøgelserne indeholder også estimater af hvilke faktorer der afgør hvilke lokaliteter der er beriget med gråspurvens tilstedeværelse og hvilke der ikke er. Disse undersøgelser vil indbefatte antal hus, som målestok for redesteder; antal mennesker og fugledrift, som målestok for fødetilgængelighed; antal elmålere, som målestok for husholdninger; areal og omkreds, som målstok for plads; isolationsgrad, som målestok for genetisk variation og kolonisationsmuligheder; vegetationsestimat, som målestok for gråspurvens biotiske trivsel; opdeling af Færøerne i nord og syd, som målestok for klimatiske/vegetations-forskelle og tilstedeværelse af katte og rotter, som målestok for prædationsrisiko, for hver enkelt lokalitet. 3

Indledning Vi har også adgang til upublicerede bestandsestimater fra forrige år (21) og vil sammenligne disse med vores (fra 22). Vi vil undersøge, om der er nogen variation i gråspurvepopulationerne på Færøerne. 4

Baggrund og teori 2 Baggrund og teori 2.1 Beskrivelse af gråspurvens biologi Gråspurven, fær. gráspurvurin, er meget udbredt i den palaeartiske og orientalske del af verden. Dens forekomst er vokset meget med succesfulde indførelser af arten andre steder i verden, begyndende i midten af det 19. århundrede. Som følge deraf, er arten i dag en af landfuglenes mest udbredte arter (Summers-Smith, 1988). Den koloniseredes for første gang på Færøerne for ca. 6 år siden (Hansen, 1985). Gråspurven tilhører gruppen af sorte hagesmække -spurve. Kønnene er dimorphe (fig. 2.1). Den er blandt de større spurve og dens længde varierer fra 14 til 165 mm (Summers-Smith, 1988). Fig. 2.1 Gråspurvenes dimorphe udseende Gråspurve er monogame. De fleste par holder sammen for livstid og bruger almindeligvis den samme rede år efter år. Dog findes der tilfælder af polygami, både hvor hannen har to hunner i to tætliggende reder og hvor hannen har to hunner i samme rede. Tilfældig polyandry, i form af utroskab fra hunnernes side, sker også hyppigt. Pardannelsen sker ved redestedet. Voksne hanner vender tilbage til stedet hvor de ynglede sidste sæson, hvor de enten genforenes med sidste sæsons partner, eller hvis denne er død, med en ny hun, der enten er en ung hun født samme år eller en enke. Samtidig leder unge hanner efter velegnede steder til reder. Gråspurven er kønsmoden som 1 årig. Begge køn deltager i bygning af rede, rugning, pasning af ungerne i reden og leverance af føde til de flyvefærdige unger i de første to uger (Roselaar, 1994). 5

Baggrund og teori Detaljerede studier har vist, at gråspurven i Storbritannien allerede begynder at lægge æg i mars måned og forsætter helt frem til august (Sharrock, 1976). I dette tidsrum får en ung hun i gennemsnit 1,9 kuld, mens en gammel får 2,3. Hvert kuld er i gennemsnit på 4,1 (1-7) æg, der vejer knapt 3 g (Hansen, 1985). Gråspurvens føde består hovedsagelig af plantematerialer, såsom korn og ukrudtsfrø. Dog spiser gråspurven større mængder animalske materialer umiddelbart inden og medens ungerne haves. Ungerne får også større mængder animalske materialer til at begynde med (Hansen, 1985). Gråspurven indsamler langsomme invertebrater på blade og i træernes bark og fanger insekter i luften. Den kan også stjæle mad fra andre fugle, f.eks. stæren, Sturnus vulgaris. Gråspurvebestande, der lever inde i byen, lever hovedsageligt af det, der af menneskene bliver lagt ud til dem eller af skrald, f.eks. brød, kogte kartofler, bønner og kød. Mineraler der bliver optaget af gråspurven, er bl.a. snegleskaller til dannelse af æggeskaller (Roselaar, 1994). Gråspurven undgår tætte og aflukkede steder, såsom skove, plantager, tykke krat og tætte bebyggelser, især høje bygninger med manglende sidde/rede-pladser. Foruden specielle tilfælder, undgår gråspurven åbne pladser med manglende gemmesteder i form af f.eks. træer, buske o.l. I modsætning til nogle slægtninge, undgår gråspurven også så vidt muligt ferskvandsarealer og kyste. Findes der føde forsikret af mennesker, er der næsten ikke det sted der er klimatisk utolerabelt for gråspurvene (Roselaar, 1994). Gråspurven færdes helst i det lavere luftrum. Dertil holder den sig til et afgrænset areal og krydser nødigt dets grænse (Roselaar, 1994). Ved ringmærkning har man studeret gråspurvens rejsemønster. Resultaterne viser, at langt de fleste gråspurve sjældent rejser længere end 1 km. Kun i nogle helt få tilfælder, har man fået genmeldinger af gråspurve der har rejst op til 5 km. Selv om disse tilfælder har forekommet under den almindelige fugletræk om høsten, tyder deres mangel af sammenhæng på, at disse sjældne tilfælder er forekommet under ufavoriable omstændigheder, f.eks. mangel af føde, hellere end i form af virkeligt træk (Summers-Smith, 1988). Den længste distance som en genmeldt ringmærket gråspurv har lagt bag sig på Færøerne er 2 km (Jensen og Kampp, 1997). Dette antyder, at de ikke benytter nogen konkret navigationsmetode, men istedet en metode bedre kendt som familiar-area map -metoden, hvilket bygger på visiuel genkendelse af dens hjemegn (Baker, 1978). Deres færden sker oftest om dagen, men nogle meddelelser er om natlig aktivitet hos gråspurve (Roselaar, 1994). 6

Baggrund og teori Gråspurven er gregarious, bestående af små, utætte, men diskrete kolonier på 1-2 par. Der forekommer dog også isolerede par. Koloniernes areal er typisk på 2,5-5 km 2, adskilte fra andre kolonier med tomrum af umiddelbart ensformigt habitat. I områder med lav yngleintensitet og megen føde, holder kolonierne sig næsten totalt adskilte fra nabokolonierne. Ved højere gråspurvekoncentrationer og hvor føden er mere spredt, har hver koloni en radius på ca. 5 m at finde føde på, således at kontakten mellem kolonierne øges (Roselaar, 1994). Når ungerne i en alder af ca. 1 måned er blevet selvstændige (Hansen, 1985), danner de små furagerende grupper, der senere, på gode fødeområder, forenes med nabogrupperne til større grupper. Gruppernes størrelse øges som flere unger og voksne, der er færdige med at yngle, kommer til. Disse furagerende grupper bor tit på områder med megen føde, og ynglearealerne kan derfor stå helt forladte. Når den årlige fjerfældning hos de voksne er overstået, tager de tilbage til reden i deres gamle ynglekoloni. Ungfuglene bliver på området med føde længere end de voksne, men gradvist flytter de også, enten sammen med en af de furagerende grupper de dannede tidligere eller tilbage til deres fødested (Roselaar, 1994). Ringmærkninger har vist, at 25-5 % af ungfuglen tager tilbage til kolonien hvor de blev født. Senere undersøgelser har vist, at en større del af hannerne returnerer til deres fødested end hunnerne. Men i alt bosætter langt den største del af ungfuglene sig inden for en kilometers radius fra deres fødested (Summers-Smith, 1988). De fleste fugle der er blevet del af en koloni, forbliver hovedsageligt trofaste mod den for livet. Dog kan de fugle der i begyndelsen af yngletiden ikke har haft succes i at finde en partner eller et redested, flytte fra en koloni (Roselaar, 1994). 2.2 Beskrivelse af gråspurvens vilkår på Færøerne Færøerne er en øgruppe bestående af 18 øer (fig. 2.2). De ligger i det nordlige Atlanterhav mellem 61 o, 2 og 61 o, 24 nordlig bredde, samt mellem 6 o, 15 og 7 o, 41 vestlig bredde (Humlum og Christiansen, 2). Det samlede areal af øerne er 1.4 km 2. Strækningen er på ca. 118 km fra nord til syd og ca. 75 km fra øst til vest. Den gennemsnitlige højde er ca. 3 m og det højeste fjeld, Slættaratindur på Eysturoy, er 882 m. Smalle og langstrakte sunde adskiller øerne, og vender generelt i en nordvest og sydøstlig retning. Der er omkring 3 km til det nærmeste land, Shetlandsøerne. Til Island er der ca. 45 km og til Norge ca. 675 km (Rasmussen, 1982). 7

Baggrund og teori Kalsoy Viðoy Fugloy Kunoy Svínoy Eysturoy Borðoy Mykines Vágar Streymoy Koltur Hestur Tórshavn Nólsoy Sandoy Skúgvoy Stóra Dímun Lítla Dímun 1 2 km Suðuroy Fig. 2.2 Kort over Færøerne Færøerne ligger i det tempererede klima på den nordlige halvkugle. Klimaet er oceanisk, med lille temperaturforskel mellem sommer og vinter, og lille variation i de daglige temperaturer. Om sommeren er der en gennemsnitstemperatur på 11 o C for den varmeste måned og vinteren har en gennemsnitstemperatur på 4-5 o C for den koldeste måned. Luften på øerne er meget fugtig og der er som regel en let overskyet himmel. Der er megen nedbør, både i form af regn og om vinteren sne; dage med kortvarige tågeperioder er også hyppige, specielt i sommertiden. Generelt er vejret blæsende og det er sjældent vindstille. Variationerne af lufttrykket på Færøerne gør, at vinden er meget foranderlig og sjældent ligger vinden længe fra samme retning (Fristrup, 1982). Ingen lokalitet på Færøerne ligger længere end 5 km fra havet, hvis indvirkning mærkes overalt. Naturlig skov findes ikke og et arktisk miljø hersker overalt, på nær begunstigede steder nær havniveau, idet grænsen for det arktiske miljø sædvanligvis trækkes ved den naturlige skovgrænse (Humlum og Christiansen, 2). 8

Baggrund og teori En altovervejende del af den færøske flora er indvandret til Færøerne efter sidste istid. Denne postglaciale indvandring af planter har fundet sted med havstrømme, vind og fugle. Mennesker har også indført mange planter. Kun omkring 5 % af øernes samlede areal er opdyrket; i dag anvendes det meste af landbrugsjorden til græs- og kartoffelavl. Flere af husene anvender græstørv som tag (Hansen og Jóhansen, 1982). Egentligt havebrug blev påbegyndt i midten af 18-tallet. Stengærde og huse yder et gunstigt lokalklima, hvor træer, hække, buskadser og flerårige samt enårige planter kan vokse. Tillige kirkegårdene yder ret gode vækstbetingelser. Der er enkelte plantager fordelt rundt omkring på øerne (Hansen og Ødum, 1982). Fuglene præger det færøske landskab som ingen anden dyregruppe. Der er ikke mange arter, kun omtrent halvtreds ynglende. Færøerne har et køligt og ret barskt klima og de fugle som er knyttet til løv- og nåleskove, levende hegn og anden plantevækst, har ikke så gunstige betingelser. Klimaændringen i åremålet 19-1965 forårsagede en stor mildning af vintertemperaturen og en lille forøgelse af forårs- og sommertemperaturen. Dette medførte, at en række sydlige fuglearter indvandrede til Færøerne, hvoraf de fleste var af mellemboreale udbredelsestyper i Skandinavien. En af disse var gråspurven. Ingen fugleart var fast knyttet til menneskelige bebyggelser før gråspurven indvandrede (Salomonsen, 1982). 2.3 Gråspurvens historie på Færøerne Den første til at notere gråspurvens forekomst på Færøerne var K. Andersen og fandt dette sted den 25. Maj i 19 på øen Nólsoy (Jensen et al.,1935-42). Naturhistorisk Museum i Århus fortæller, at den første koloni af gråspurve på Færøerne, var efter sigende grundlagt af 4 fugle, som ankom pr. båd i snevejr i vinteren 1935-1936 (Hansen, 1985). Indvandringen af ynglefugle begyndte i midten af 193-tallet (Jensen og Kampp, 1997). I midten af 5erne bliver gråspurven beskrevet som pletvis almindelig ynglefugl (Nørrevang, 1955). Indvandringsmønstret er beskrevet som følgende: Vágur, Suðuroy, 1935-36; Tvøroyri, Suðuroy, ca. 1941-43; Svínoy ca. 1944; Tórshavn, Streymoy, 1946; Fuglafjørður, Eysturoy, 1948 og Gøta, Eysturoy, 1949. Enkeltiagttagelser på Nólsoy (1-2 gange) og ved Klaksvík, Borðoy, et par gange (se fig. 4.1) (Jensen og Kampp, 1997). 9

Baggrund og teori Som ses på før nævnte rækkefølge, sker den første kolonisering i bygden Vágur, en bygd på Suðuroy, den sydligste ø på Færøerne. Umiddelbart skulle man tro, at der siden er sket en gradvis spredning ud fra dette punkt. Dette er dog næppe tilfældet, siden den første registrering af gråspurve udenfor Suðuroy, i 1944, kommer fra Svínoy, der ligger 9 km fra Suðuroy. Omtrent samtidig kunne gråspurven også ses på Borðoy, i Klaksvík. Tórshavn der ligger midt mellem Suðuroy og Svínoy fik ikke gråspurve før end i 1946, imens Sandur og Skúvoy, der ligger mellem Tórshavn og Suðuroy, først fik gråspurve i 195erne og 196erne (Jensen og Kampp, 1997). Disse oplysninger kunne tyde på, at spredningen højst sandsynligt er sket ud fra to eller tre centre: Vágur på Suðuroy; de nordøstlige øer, Svínoy og Borðoy; samt formodentlig Tórshavn (Jensen og Kampp, 1997). Ringmærkninger har vist, at geologiske barrierer, som fjelde og åbent hav, kan forsinke spredningen i årevis. F.eks. var der frem til den 31.12.21 ringmærket tilsammen ca. 12 gråspurve på Nólsoy, hvoraf kun to er blevet genmeldt og det var i Tórshavn (Jens Kjeld Jensen, pers. medd.). Den eneste fjerngenmelding blandt de i alt 314 gråspurve, der siden 1962 er ringmærket andre steder på Færøerne, var en fugl fra Vestmanna, der senere blev genmeldt fra bygden Kaldbak, der ligger 2 km borte, men dog stadig på samme ø (Jensen og Kampp, 1997). Det tog derfor gråspurven bl.a. 18 år at krydse havstrækningen på 6 km mellem Tórshavn og Nólsoy og 2 år at komme fra Vágur (1935-36) til Sumba (beg. 195erne), der blot ligger 1 km fra hinanden, men adskilte af 4-5 m høje fjelde (Jensen og Kampp, 1997). Det er højst sandsynligt, at de oprindelige færøske gråspurve er nået til Færøerne ved hjælp af skibsassistance. De nærmeste gråspurvebestande er i Storbritannien (Skotland) og Norge. Men oprindelsesstedet eller -stederne for de færøske gråspurve er ikke kendt. Sammenligninger af vingemål og skindfarve er foretaget. Men selvom disse sammenligninger hentyder en britisk, hellere end norsk afstamning, er resultaterne ikke overbevisende nok, siden dette kan skyldes en senere udvikling. Gråspurvens afstamning og antal invasioner må derfor bestemmes ved DNAanalyse, hvilket ikke er sket til dags dato (Jensen og Kampp, 1997). 1

Baggrund og teori 2.4 Metapopulationsteori 2.4.1 Forudsætninger for metapopulationskonceptet Konceptet metapopulation stammer fra begyndelsen af det 2. århundrede, men indtil for nylig har denne tradition kun spillet en lille og episodisk del af den intellektuelle fremgang af populations-biologien (Hanski og Simberloff, 1997). Naturlige habitater bliver med voksende hastighed opdelt i fragmenter som følge af menneskelig aktivitet. Habitatfragmenter kan betragtes som øer (islands; ø-biogeografien). Metapopulationsteorien bliver i dag hyppigere anvendt til analyser af popultionsdynamik i fragmenterede habitater. En metapopulation indeholder et antal populationer, der udveksler individer via immigration og emigration. Habitatfragmenter, i forskel til øer, er indkapslet af et landskabsmosaik (fig. 2.3). Det omkringliggende landskab kan påvirke kvaliteten af området og blokere bevægelser fra og til området (Mackenzie et al., 21). Fig. 2.3 (venstre) viser hvorledes migrationen mellem populationer i en metapoulation teoretisk kan foregå. Mens billedet til højre viser hvordan migrationsmønstret i fleste tilfælder vil komme til at se ud i virkeligheden, med længere afstande end den direkte og hvor det omkringliggende landskab afgør hvilke veje der er mulige at migrere ad (Harrison og Taylor, 1997). Den fundamentale forudsætning for det originale metapopulationskoncept (Levin) er, at rummet (spatially) er adskilt og at det er muligt og nyttigt at skelne mellem habitatområder der er passende for den fokale art og resten af omgivelserne. På denne led ligger metapopulationskonceptet tæt op ad ø-biogeografi teorien (MacArthur og Wilson) og dermed længere fra landskabs-økologien (Wiens, 1997). Det ideelle metapopulationskoncept inkluderer tre andre 11

Baggrund og teori forudsætninger: habitatområderne har ens areal og isolation, de lokale populationer i metapopulationen har fuldstændig selvstændig dynamik og udvekslingsraten af individer mellem de lokale populationer er så lav, at migrationen ingen sand effekt har. Den lokale dynamik har en højere frekvens sammenlignet med dynamikken hos en metapopulation (Hanski og Simberloff, 1997). Der findes ingen virkelige metapopulationer, der opfylder disse tre forudsætninger. De specifikke forudsætninger, såsom areal og isolation, kan reguleres således, at de passer til modellen, uden det er nødvendigt at lave de store ændringer. Det er migrationen der skaber vanskelighederne. Hvis den lokale adskilte population har forbindelse med andre, via migration, burde der hellere anvendes en anden tilnærmelse end metapopulationstilnærmelsen. Omvendt er en mindre og mere tydeligt adskilt lokal population bedre egnet metapopulationstilnærmelsen. På begrundelse af disse forudsætninger, hører mainland island strukturer (fig. 2.4 b) til blandt de andre metapopulationsstrukturer (Hanski og Simberloff, 1997). Fig. 2.4 Viser forskellige typer af metapopulationer. Hele cirkler er beboede habitatområder og tomme cirkler er ledige habitatområder. Stiplede linjer er grænsen hos de lokale populationer. Pile er spredning. (a) Klassisk (Levins), (b) mainland island, (c) uensartet population, (d) uligevægts-metapopulation og (e) mellemting, der kombinerer træk i (a), (b), (c) og (d) (Harrison og Taylor, 1997). Trods det klassiske koncept forudsætter en lav migrationsrate, så lav at den ikke har nogen effekt på dynamikken hos den lokale eksisterende population, har teoretiskt og empiriskt arbejde vist, at selv om ca. ti procent pr. generation forlader deres fødested, kan metapopulationstilnærmelsen stadig være nyttig. Teoretiske studier har også antydet, at en lav migrationsrate på lange afstande 12

Baggrund og teori tit har samme effekt som en høj rate af migration på korte afstande (Nachman i Hanski og Simberloff, 1997). 2.4.2 Forskelle mellem metapopulationsteorien og ø-biogeografien Der er mange ligheder mellem metapopulationsteorien og ø-biogeografiteorien, f.eks. opdeling af naturen i mindre enheder og udveksling af individer mellem relativt ustabile lokale populationer. Trods lighederne, findes der også forskelle. Ø-biogeografiteorien omhandler samfund (ikke populationer) og dens hovedsparameter er artsrigdom (species richness). Et metapopulationsmodel fokuserer på den samlede metapopulation af en eller to arter, med anvendelse af parametre såsom antal af beboede steder. Vilkårligheden i disse to modeltyper, er mængden af udvekslinger der foregår mellem stederne, således at modellerne forbliver nyttige. I metapopulationsmodellerne afhænger dette af om udvekslingen er så hyppig, at der i virkeligheden arbejdes med én population i stedet for en metapopulation, selv om der kan være tale om en population så stor, at dens individer sandsynligvis kun har kontakt med deres naboer. For ø-biogeografimodeller gælder det derimod, om hvor vidt der er tale om grupper af samme art på forskellige øer, og om de er en del af samme population eller forskellige populationer (Hanski og Simberloff, 1997). 2.4.3 Migration, ekstinktion og kolonisation i metapopulationer Den fundamentale ide ved metapopulationsteorien er, at en arts vedvaren afhænger af deres eksistens som en gruppe af lokale populationer, der i høj grad er uafhængige, men stadig i kontakt via migration (Harrison og Taylor, 1997). Når der er et moderat niveau af migration mellem områder og når områderne varierer i deres rang af rumlig isolation, kan et system blive demografisk forenet i centrale områder og vise rescueeffekt, ekstinktion og rekolinisation øgende med afstanden fra midten. Dette skyldes den stærke effekt område-struktur og spredning har på lokale populationers vedvaren og/eller regionale udbredelse. Denne type af metapopulationsstruktur er meget sandsynlig (Harrison og Taylor, 1997). Overvejelser af variation i områdernes størrelser eller kvalitet fører os til spørgsmålet om der er tale om mainland island dynamik eller source sink dynamik. Dette vedrører den regionale 13

Baggrund og teori udbredelse og om vedvaren af lokale populationer i habitater der er for små (islands) eller af for dårlig kvalitet (sinks) til at støtte langvarige populationer. Mainland island dynamikken er rigeligt dokumenteret, mens source sink dynamikken har mangler på dette område (Harrison og Taylor, 1997). Generelt er en metapopulation rumligt opdelt i serier af lokale områder. Hvor områdekvaliteten er kontinuerlig hellere end kategorisk, d.v.s. egnet vs. uegnet. Dynamikken hos en lokal population er densitets-afhængig i selve området, men asynkronisk mellem områderne og migratonen kæder områderne sammen. Hvis migrationsraten er høj relativ til afstanden mellem områderne, vil dynamikken hos de lokale populationer blive blandet sammen og de vil opføre sig som én stor population. På den anden led, er migrationsraten for lav og dermed ikke nok til at rekolonisere områder, hvor populationen er gået til, kan dette føre med sig, at hele metapopulationen går til (Wiens, 1997). Bevægelsesmønstret hos et individ afhænger af dens område og af omkringliggende områder. Sandsynligheden for at et individ vil krydse dens områdegrænse afhænger både af individets område-specifikke bevægelser og af områdets størrelse og form. Om et individ krydser områdegrænsen er dette både en funktion af grænsens egne træk (grænsepermeabilitet) og af naboområdets karakteristika. Fordele i form af beskyttelse, føde tilgængelighed og parringsmuligheder, og ulemper, som f.eks. prædationsrisiko og fysisk stress, kan variere mellem elementer i et mosaik. Bevægelsesmønstre i og mellem områder kan reflekteres af disse relative fordele og ulemper (Wiens, 1997). Sammenhængen af et landskab refererer til i hvilken grad et landskab letter om eller hindrer bevægelse mellem områder. Sammenkædede korridorer af ens habitat menes at forøge sammenhængen, mens uens habitatområder hvor overgangsmuligheden er stor, også kan føre til godt sammenhæng. Gennem mønsteret af sammenhæng der karakteriserer et landskab, er bevægelsesretningen ledt på en rumlig ikke-tilfældig måde, hvilket enten kan øge eller mindske om sandsynligheden for bevægelse mellem specifikke områder i landskabet (Wiens, 1997). Sammenhængen af et landskab er relateret til den aktuelle habitattypes dækningsgrad. Men relationen er stærk ikke-liniær. Hvis et kontinuerligt habitat, ved habitatomdannelse, bliver reduceret ned i mindre stykker, er den første primære effekt tab af habitatbeskyttelse. Hvis dækningsgraden falder ned under et tærskelværdi, vil effekten områdeisolation begynde at blive 14

Baggrund og teori mere tydelig. I landskaber med lav densitet af egnede habitater, vil en mindskning af dækningsgrad resultere i en hurtig øgning af afstande mellem habitatområder og dermed en øgende isolation (Wiens, 1997). Lokale populationers ekstinktion bliver ofte sat i relation til den stokastiske dynamik der kendetegner små populationer. Mønsteret af egnede habitater i et landskab påvirker også ekstinktions- og kolonisationsmulighederne. Graden hvorved et område er forbundet til andre egnede områder eller isolationsgraden, kan have lille effekt på ekstinktionen, selvom det kan påvirke immigrationstrømmen og dermed afgøre andelen af rescue-effekten. Kolonisation derimod, er tydeligt relateret til samspillet mellem individuelle immigratonsmuligheder, fordelingen (isolation) og forbindelserne mellem habitater i landskabet. Hvis opdeling af habitater forandrer landskabet således at fordelingen af dens habitater ikke længere falder sammen med migrationsmønsteret hos arten, kan metapopulationsdynamikken blive forstyrret (Wiens, 1997). Teorien bag metapopulationsdynamikken af multiple vekselvirkende (interacting) arter opstod i højere grad fra matematiske og laboratoriske studier, der antydede ustabilitet blandt prædatoreller konkurrence-vekselvirkninger i simple omgivelser. Det klassiske multiartsmodellet blev for første gang demonstreret af Huffakers mideeksperiment (1958), der viste at en prædator og dens bytte gennemgik svingninger og dykninger i habitatområder, dog stabilt sameksisterende i et univers af knyttede områder (Harrison og Taylor, 1997). I den klassiske enkeltartteori fremmer migration mellem områder altid vedvaren af arten, imens for megen migration mellem områder fremmer ustabilitet hos en multiartsmetapopulation (Harrison og Taylor, 1997). 15

Materiale og metoder 3 Materiale og metoder 3.1 Indsamling af data Projektets feltarbejde bestod af tre hovedemner: 1) Undersøgelse af gråspurvens forekomst (incl. antal) på de færøske bygder, 2) ring- og farvemærkning af gråspurve i Tórshavn og 3) interviews med lokalbefolkningen. Formålet med undersøgelsen var at analysere gråspurvebestanden i forhold til antal huse, antal indbyggere, antal husholdninger og arealet af de enkelte byer og bygder. Fremover vil Færøernes byer og bygder komme under betegnelsen lokaliteter. For at finde antal hushold kontaktede vi SEV, den færøske elektrisitetsforening, for at få fat i antal strømmålere. Disse data brugte vi som målestok for antal husholdninger i de enkelte lokaliteter. I årbogen Álmanakkin 22, fandt vi antal indbyggere for hver enkelt lokalitet den 1.1.21. Lokaliteternes areal og omkreds fandt vi ved hjælp af computerprogrammet MapInfo, hvor vi havde mulighed for selv at afgøre hvilke arealer og omkredse vi ville have fat i. Ved indsamling af disse data, var langt de fleste problemer i at finde antallet af huse. Disse data var ikke nedskrevet for nyere tid nogle steder. Derfor var den eneste løsning at kontakte de enkelte kommuner. Vi har valgt at inkludere alle lokaliteter i projektet, da vi mener, at de er potentielle habitater for gråspurven at leve i. Formålet med farvemærkningerne var at få information om enkelte individers bevægelse og dermed spredningspotentiale. Interviewene blev foretaget for at samle mundtlig information om færøske gråspurve, særdeles tidspunktet for deres kolonisation i pågældende lokalitet. 3.2 Fangst og ringmærkning af gråspurve Gråspurvene blev fanget med japanske net, der var henholdsvis 6 og 9 m brede. Tilsammen blev der fanget ved syv forskellige stationer i Tórshavn: Grønlandsvegur 2 (Station 1), Háskúlavegur 14 (station 2), Íslandsvegur 4 (station 3), Fútalág 4 (station 4), Heygsbreyt 9 (station 5), Brattalíð 5 (station 6) og Tinghúsvegur 52 (station 7) (Tab. 3.1). 16

Materiale og metoder Station Stationsnummer Stationsfarve Antal Grønlandsvegur 2 1 Gul 36 Háskúlavegur 14 2 Rød 4 Íslandsvegur 4 3 Blå 13 Fútalág 4 4 Hvid 9 Heygsbreyt 9 5 Sort 39 Brattalíð 5 6 Rød 9 Tinghúsvegur 52 7 Orange 2 Tab. 3.1 Viser de forskellige stationer og stationsfarver, inkl. antal gråspurve ringmærkede på hver station. Afstandene mellem stationerne varierede fra 418 til 187 m (Tab. 3.2) Station 2 3 4 5 6 7 1 418 451 1453 451 635 735 2 x 551 1653 835 868 135 3 x x 187 82 51 1136 4 x x x 1152 1754 1269 5 x x x x 618 384 6 x x x x x 12 Tab. 3.2 I tabellen ses afstandene opgivet i meter mellem de forskellige stationer. Vores fremgangsmåde m.h.t. gråspurvefangsten var, at fodre med lyst brød og valset byg på den udvalgte lokalitet nogle følgende dage forinden, og siden starte tidligt om morgenen den pågældende dag, således at nettet stod oprejst og vi var ude af syne, når der begyndte at komme liv i omverdenen og gråspurven begyndte at vågne. Vejret var en begrænsende faktor for en vellykket fangst. Der skulle helst være rimelig vindstille, tørt og overskyet. Hvis der var for megen vind, blev nettet strammere og fangede ikke lige godt. Hvis der var regn eller diset, gjorde det nettet mere synligt og slapt, og gråspurven havde derfor bedre mulighed for at se det og dermed undgå det. Solskin var heller ikke godt, siden det også 17

Materiale og metoder gjorde nettet mere synligt. Fangsten var generelt dårligst, hvis der var for megen sol. Gråspurvene lærte hurtigt hvor nettet var placeret, derfor måtte der gå nogle dage mellem fangsterne. Hver gråspurv fik en unik farvekombination. Vi gjorde et system således, at hver station havde sin egen farve, dette var den nederste ring på højre ben (tab. 3.1). Men på grund af mangel af ringe, måtte vi til tider undvige dette koncept. Den nummererede stålring fra Naturhistorisk Museum var altid sat på venstre ben, men rækkefølgen, øverst/nederst, var ikke nødvendigvis den samme. En gråspurv fik min. 2 ringe og max. 4 ringe, incl. stålringen (Fig. 3.1). Kønsfordelingen mellem de ringmærkede gråspurve blev ikke jævn, med 2/3 hanner og blot 1/3 hunner. Fig. 3.1 Øverst på billedet ses hvordan en af vores gråspurve så ud efter at vi havde ringmærket den. Dette er en han, der fik nummeret 34. Giv også parret yderst til højre lidt opmærksomhed. 18

Materiale og metoder 3.3 Optælling og estimering af gråspurvebestandene rundt om på Færøerne Undersøgelserne af gråspurvebestanderne i lokaliteterne rundt om på Færøerne foregik ved, at vi tog ud til den pågældende lokalitet, sammen eller hver for sig. Vi gik igennem den, kiggende og lyttende til gråspurven. Nogle lokaliteter på Færøerne er så små, at man med rimelig sikkerhed kan sige, at man så hele bestanden det stykke tid man opholdt sig der. Hvorimod i andre, der er større, kun kan gives et estimat af bestanden på lokaliteten. Hovedstaden Tórshavn er igen så stor, at den måtte tages over et længere tidsforløb. Vi havde et kort over Tórshavn, hvorpå vi delte den op i mindre afsnit (App. 2). Der kan bemærkes, at des større bygden var, des større blev usikkerheden i dens bestandsestimat. Bygdernes form havde også meget at sige for estimatets nøjagtighed. Nogle bygder ligger langs kysten hele vejen, mens andre går længere ind i landet. De der ligger langs kysten bliver derfor mere aflange, mens de der ligger længere inde i landet, bliver mere runde i formen. Hvis en bygd er aflang, giver dette bedre mulighed for et godt helhedsbillede, end hvis den er mere rund, hvilket giver en større tendens til overlappelser. I princippet brugte vi gråspurvehannerne til at estimere bestanden ud fra. Men under optællingerne delte vi observationerne op i henholdsvis: Hanner, hunner, syngende hanner og par (App. 1). En syngende han er et bevis på en han der afgrænser sit territorium, og dermed har fundet sig en partner. Imens en han der ikke sidder og synger, enten kan være halvdelen af et par eller en ensom han. Det var de fredelige hanner, der derfor gav mest usikkerhed i bestandsestimatet. Det var ikke altid muligt at få øje på en han der sad og sang, men de blev noterede alligevel. Bestandsestimatet blev altid opgivet i par. De første optællinger foregik i midten af marts, og på det tidspunkt var gråspurvene begyndt at flirte og deres opførsel var derefter. De sidste optællinger foregik derimod i slutningen af junimåned og havde de fleste da fået rede og unger. Optællingerne foregik derfor over et bredt opførselsspektrum, hvilket også gav usikkerhed i bestandsestimatet. Under optællingerne noterede vi henholdsvis tidspunkt, vejret, kvalitet af vegetation, tilstedeværelse af fugledrift, tilstedeværelse af katte og eventuelle relevante ting der kunne påvirke bestanden, såsom stalddrift, stenhuse, stengærder, tomme lader og forfaldne huse, der evt. kan benyttes af gråspurve til reder o.l. (App. 3). 19

Materiale og metoder Tidspunktet var relevant at notere, siden vi under gråspurvefangsten havde observeret, at der var en variation i gråspurvens aktivitet i løbet af dagen. F.eks. observerede vi, at det lod til at gråspurvene holdt en slags siesta om middagstid (kl. 12). Under gråspurvefangsten observerede vi også, foruden at nettet var mere synligt, at gråspurvene var forholdsvis mindre aktive, når der var solskin. Derudover bragte for høje vindstyrker med sig, at gråspurvens sang gjordes mindre overskuelig og værre at registrere. Regn havde tilsvarende effekt som solen, en lavere aktivitet. Tilstedeværelse af vegetation og følgende estimat af deres kvalitet og kvantitet i forhold til gråspurvens behov, blev noteret, siden gråspurven er meget glad for og knyttet til plantevækst af diverse slags. Ud fra vores vegetationsestimat i hver enkelt bygd lavede vi en skala, hvor vi gav lokaliteterne en karakter ud fra hvilken tilstand bygderne var i med henblik på vegetation. Skalaen gik fra -1 til 1, hvor de dårligst stillede fik karakteren -1, middel fik karakteren og de gode bygder fik karakteren 1 (se fig. 3.2, 3.3 og 3.4). Tilstedeværelsen af fugledrift, såsom ande-, hønse- og gåsedrift, blev også taget med i vores noteringer, siden disse ofte har stor betydning for en gråspurvebestand. Fig. 3.2 På billedet ses lokaliteten Skælingur, hvilken vi gav karakteren -1, siden der kun findes indmark. 2

Materiale og metoder Fig. 3.3 På billedet ser vi lokaliteten Eiði, der fik karakteren. Dette er en middel stor bygd, men der var ingen vegetationskultur. Fig. 3.4 På billedet ser vi lokaliteten Kvívík, som vi gav topkarakteren 1. Det var en tæt bebygget lokalitet med rigeligt af vegetation. Tilstedeværelsen af katte var også relevant at notere, siden de stort set, ud over nogle rovfugle og rotter, er gråspurvens eneste prædator. 21

Materiale og metoder I mindre potentielle bygder for gråspurve, brugte vi tit stæren som indikator for om gråspurvens tilstedeværelse. Stæren findes alle steder og er en fortrinsvis god efteraber, og havde vi til at begynde med problemer med at høre forskel mellem en syngende gråspurv og en stære der sad og efterabede en. Senere i forløbet, da den ikke længere kunne narre os, benyttede vi os af den. Sad der en stære og abede sig efter en gråspurv, måtte det være ensbetydende med, at gråspurven var til stede og vice versa. Denne metode slog aldrig fejl. 3.4 Aktiv henvendelse til landets befolkning Hvis vi mødte nogle lokale mennesker der så samarbejdsvillige ud, spurgte vi dem om de kunne fortælle noget om gråspurvens historie i deres bygd. Da feltarbejdet begyndte at ebbe, både med hentydning til optællinger og ringmærkninger, kontaktede vi medierne, for at få respons på vores ringe. Vi skrev bl.a. en artikel, hvor vi kort beskrev gråspurven og dens historie på Færøerne, og til slut henvendte os til befolkningen om, hvis de så en ringmærket gråspurv eller vidste ethvert relevant for vores projekt, at kontakte os. Denne artikel sendte vi til de to mest læste aviser på Færøerne, og var de med, med 1 uges mellemrum. Også var vi på i to af landets tre radiostationer, hvor vi forklarede om vores projekt og igen med en opfordring om at kontakte os i tilfælde af nogen så en ringmærket gråspurv. Derudover havde vi med korte mellemrum annoncer i de samme to aviser, hvor vi påmindte folk om at holde øje med ringmærkede gråspurve og om hvor de skulle henvende sig i tilfælde af at de så en. 3.5 Data fra forrige år Foruden publikation om gråspurven, fik vi også adgang til S.-A. Bengtsons upubliserede undersøgelsesresultater fra 21. 22

Materiale og metoder 3.6 Bearbejdelse af data 3.6.1 De forskellige parametre De 1 parametre vi brugte var: Antal indbyggere, antal elmålere, antal hus, areal og omkreds, vegetation, isolation, nord og syd, katte, høner og rotter (alle parametre undt. nord/syd er i App. 3). Indbyggerne på lokaliteterne spiller to roller. De kan virke som et indirekte fødesupplement i form af fodring og de kan også være en slags prædator for gråspurven. Elmålere er udtryk for antal husholdninger. Husholdninger hænger sammen med folk og huse, og kan være en god indikator idet, at de enkelte husholdninger fungerer som tilvejebringelse af føde. Der er tit forholdsvis mange elmålere. Flere bruger dem i bådehusene og i udhusene, og disse tal er med i vores datasæt. Det giver således ikke de mest nøjagtige tal for husholdninger, men da de er lige store over det hele, vil samme udsving være overalt og elmålere kan godt bruges som en forholdsvis pålidelig indikator for husholdninger. Hus spiller en umådelig stor rolle i gråspurvens liv. Et hus er som regel ensbetydende med redeplads. Da vi observerede gråspurvene lagde vi mærke til, at de tit byggede sig rede inde under tagskægget, særdeles var det bølgetagene der så velegnede ud. Dertil er huset knyttet til et vist areal, et grundstykke, der hører til huset. Dette areal kan være indmark og/eller haver. I indmarken og i haverne finder spurven sin føde. Så på sin vis hænger fødetilgængelighed også sammen med huset. Areal og omkreds kan også bruges til at sætte op imod antal spurve, men vi syntes ikke at de havde så stor funktion som husene, og som før nævnt følger der næsten altid et område med hvert hus, så disse parametre hænger sammen. For vegetation gjorde vi en skala: -1,, 1. Vi opdelte lokaliteterne i disse skalaer ved at se på hvor megen og hvilken vegetation der var på den aktuelle lokalitet (fig. 3.2, 3.3 og 3.4). 23

Materiale og metoder Ved isolation har vi delt bygderne op i tre kategorier: ikke isoleret, middel isoleret og isoleret. Vi satte vores egne kriterier for disse kategorier og de er følgende: Ikke isoleret: Mere eller mindre sammenhængende med lokalitet der har 1 gråspurvepar, f.eks. Saltnes og Toftir. Middel: Alle lokaliteter der ikke var sammenhængende, men med afstande kortere end 5 km til nærmeste gråspurvepopulation med 1 par, f.eks. Skopun. Isoleret: Alle lokaliteter hvor gråspurven enten må krydse min. 3 m høje fjelde, krydse hav eller flyve længere end 5 km for at komme til den nærmeste gråspurvepopulation med 1 par, f.eks Klaksvík. Nord og syd betyder, at vi delte Føroyar op i to. Den nordlige del består af øerne: Fugloy, Svínoy, Viðoy, Borðoy, Kunoy, Kalsoy, Eysturoy, Nólsoy og den nordlige del af Streymoy. Den sydlige del: den sydlige del af Streymoy, Vágoy, Mykines, Koltur, Hestur, Sandoy, Stóri Dímun og Suðuroy (se også fig. 2.2). Det kan tænkes, at der er forskel på disse to kategorier, siden der er tydelig forskel på landskabet og i nogen grad på klimaet. Tilstedeværelse af katte og høner blev noteret. Antallet blev ikke noteret. Vi fik opgivet hvilke øer der har rotter (Bloch og Fuglø, 1999) og antager, at om de findes på øen, findes de også på øens lokaliteter. 3.6.2 Statistiske analyser Da særlig hovedstaden Tórshavn og byen Klaksvík lå langt udenfor de andre målinger mht. alle parametre og antal spurve, valgte vi at transformere tallene og bruge Arcsinh for at udligne denne forskel. Arcsinh trækker de mindre værdier med ud i afbildningen og tager desuden hensyn til vores -værdier. Der blev lavet en manuel χ 2 -test for tilstedeværelsen af gråspurve på lokaliteterne (Fowler et al., 1998). For at undersøge hvilke parametre der påvirker bestandsstørrelserne, anvendte vi Multipel Regressionsanalyse. De aktuelle data blev bearbejdet og analyseret i programmet SYSTAT 8.. 24

Materiale og metoder Der blev lavet en manuel parvis z-test på årsforskellene for tællinger fra to følgende årgange (21 og 22). Der var 14 bygder, hvor der var værdier for begge år og vi forudsatte, at disse data hang sammen. Vi undersøgte således, om middelværdien af forskellene var forskellig fra. I denne undersøgelse tog vi alle årene med, også dem hvor ingen spurve observeredes sidste år og i år. Vi mener, at -værdierne på de forskellige lokaliteter ligger indenfor udbredelsen af gråspurve i området. 25

Resultater 4 Resultater 4.1 Interviews Samtalerne bestod bl.a. af spørgsmål vedrørende tidspunktet af gråspurvens kolonisering og bestandens svingninger i størrelse gennem tiderne i den pågældende lokalitet. Vi valgte tit at spørge den ældre del af den lokale befolkning, siden de selv havde mulighed at erindre tidspunktet for gråspurvens kolonisering. En forudsætning for at observere og huske disse ting, er en interesse for naturen og fugle. Derfor gav det ikke altid gevinst at spørge menneskerne på vores vej og mere sjældent kunne de give et eksakt årstal. Resultaterne blev derfor tit til et estimat. Vi viser her resultaterne i to dele. 4.1.1 Fortællinger om koloniseringer af gråspurve rundt om på Færøerne Vi har fået fortællinger fra følgende 18 bygder: Dalur, Ljósáir, Kvívík, Kaldbak, Bø, Skæling, Oyrareingir, Froðba, Tjørnuvík, Syðradal (Kalsoy), Húsar, Mikladal, Trøllanes, Kirkja, Hattarvík, Hest, Runavík og Fuglafjørð (fig. 4.1). I Dalur mødte vi en ældre lokal mand, John Edwin Berg, der mente at gråspurven kom til bygden for godt og vel 15 år siden, d.v.s. i den senere halvdel af 8erne. Han fortalte blandt andet også, at der havde været mange katte i bygden før i tiden og var dette begrundelsen for at gråspurvebestanden ikke havde overlevet der førhen. I dag er der kun to katte i Dalur. Ved Ljósáir snakkede vi med en ældre lokal mand der kunne erindre, at gråspurvens ankomst til bygden var for ca. 2 år siden, d.v.s. i begyndelsen af 8erne. Siden dens ankomst havde bestanden været der kontinuerligt. Bjørn Finson fra Kvívík, mente at gråspurven kom til bygden i 195erne. Eyðun Vang, landmand i Kaldbak, kunne meget præcis sige, at gråspurven kom til bygden i 1961. En lokal kvinde, Elinborg Joensen, i bygden Bø, havde været særdeles observativ vedrørende fuglelivet i bygden. Hun kunne med stor sikkerhed fortælle det eksakte antal gråspurve og 26

Resultater derudover antallet af andre fuglearter i bygden. Dertil fortalte hun meget detaljeret om gråspurvens historie i bygden. Ifølge denne kvinde havde der været 14 gråspurve i bygden sidste vinter, vinteren 21/2. I årene fra 1995 og frem til sidste sommer, havde bestanden kun bestået af 5 gråspurve. Inden 1995 havde der kun været korte perioder med gråspurve i Bøur, men siden 1995 havde de været der hvert år. Dette begrundede hun på det faktum, at i begyndelsen af 9erne døde den sidste kat i Bøur og bygden havde ikke haft kat siden. Under indsamling af data kontaktede vi bl.a. Árni Mortensen, for at finde ud af hvor mange mennesker og hus der var i Skæling. Árni kunne fortælle os, at selv om der ikke var nogle gråspurve den dag vi var der, så havde han gennem tiderne set enkelte der, dog aldrig nogen kolonisering. Da vi skulle finde antallet af huse på Oyrareingir, kontaktede vi Óla Krisjan Debess, der er pensioneret landmand. Han fortalte at der for 2 år siden havde været mange gråspurve ved hans bondegård. På det tidspunkt havde de ingen katte, men for at komme rotterne til livs skaffede de sig katte, og havde dette samtidig sat en stopper for gråspurvens tilstedeværelse. Gråspurven forsvandt for ca. 1 år siden og siden da havde de kun haft kortvarige besøg af gråspurve. En af lærerne på Færøernes Universitet, Trýgvi Vestergaard, der er opvokset i Froðba på Suðuroy, kunne meddele, at da han tog til Danmark for at studere i 1968, var der ingen gråspurve i bygden, men da han 6 år senere, i 1974, kom tilbage, havde gråspurven bosat sig i bygden. I Tjørnuvík fortalte en lokal mand at, trods vi ingen så, havde et gråspurvepar været i bygden sidste vinter, vinteren 21/2. Men det var et stykke tid siden han selv havde set det. Dette kunne tyde på at bestanden måske er gået tabt denne vinter. Asbjørn Lómklett der er opvokset på Syðradal, kunne ikke huske at der på noget tidspunkt havde været nogen kolonisering af gråspurve på Syðradal. Der havde til tider været nogle på besøg, men de var lige hurtigt væk igen. Han mente at mangelen af gråspurve i bygden skyldtes bygdens hårde vejrforhold. Ifølge Jákup Jacobsen koloniseredes gråspurven i Húsar i begyndelsen af 195erne. Bestanden havde været ude for en stor reduktion for ca. 1-15 år siden og den var aldrig rigtig kommet sig siden. Som helhed mente han, at bestandsstørrelsen var særdeles varierende og hans begrundende 27

Resultater teori på dette fænomen var sygdom. Dertil har vi en pers. medd. (Jens-Kjeld Jensen) der fortæller, at der ingen gråspurve var i bygden i 1986. Líggjas Eliasen der er opvokset i Mikladal, men også har familiebånd til Trøllanes, kunne fortælle at gråspurven kom til begge bygderne i begyndelsen af 195erne. Men siden de betragtede gråspurven som et skadedyr på Trøllanes, udryddede de den der med det samme. I Mikladali havde den været der kontinuerligt siden dens ankomst. I Kirkja på Fugloy fortalte Laura Lydersen, at hun kunne mindes tiderne da gråspurven ankom til bygden. Den kom i stor flok og var over hele bygden. Dette var i midten af 6erne. Konen kunne dertil fortælle, at ved renovation af et hus, der var gammelt og forfaldent, mindskedes gråspurvebestanden i bygden drastisk. Vi har en pers. medd. (Jens-Kjeld Jensen) der fortæller, at der i 1986 var 5-8 par i bygden. I Hattarvík på Fugloy vides der ikke præcis hvornår gråspurven etablerede sig der. Dog kunne Zacharias Zachariassen berette, at nogle år efter at gråspurven blev observeret i Kirkja, fandtes den også i Hattarvík, d.v.s. sidst i 6erne eller i beg. af 7erne. Den vides med sikkerhed at have haft rede i bygden i 1987, dette kan bl.a. bekræftes af Símun Gulaksen. I dag findes der ingen gråspurve på Fugloy. Et af de få steder vi ikke selv var, var på øen Hestur, men i stedet kontaktede vi Árni Nybo, der kunne fortælle, at der ikke var nogen gråspurve på øen længere. Dertil fortalte Jens-Kjeld Jensen fra Jóhan Niclassen, der ikke lever i dag, at der i bygden havde været et udhus med græstag og gråspurvene ynglede i dette hus. Da udhuset for ca. 2 år siden blev revet ned, forsvandt bestanden. I Runavík fortalte en tilflytter, at da han flyttede til bygden i 1959, var gråspurven der. Gråspurvens ankomst til Fuglafjørð blev noteret af Nørrevang i 1948 (Nørrevang, 1955). Men en lokal mand, Ragnvald Joensen, bekræftede dette med hans erindringer af gråspurvens ankomst til bygden, da han gav det eksakt samme årstal, 1948. 28