sundhed Grit NiklassoN (red.) menneske og samfund

sundhed Grit NiklassoN (red.) menneske og samfund

Grit Niklasson (red.) SUNDHED, MENNESKE OG SAMFUND

Sundhed, menneske og samfund Grit Niklasson (red.) 1. udgave, 2. oplag 2014 Samfundslitteratur, 2013 Omslag: Alette Bertelsen Sats: SL grafik Tryk: Specialtrykkeriet Viborg TRYKT BOG ISBN: 978-87-593-1648-1 E-BOG ISBN: 978-87-593-2341-0 Samfundslitteratur Rosenørns Allé 9 1970 Frederiksberg C info@samfundslitteratur.dk www.samfundslitteratur.dk Alle rettigheder forbeholdes. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Undtaget herfra er korte uddrag til anmeldelse.

INDHOLD Indledning 7 GRIT NIKLASSON Kapitel 1. Velfærdsstaten 13 TINE ROSTGAARD Kapitel 2. Kulturelle sundheds- og sygdomsopfattelser 37 INA MUNCH Kapitel 3. Sundhedsfremme og forebyggelse 63 BJARNE BRUUN JENSEN Kapitel 4. Folkesundhed 87 TORBEN JØRGENSEN Kapitel 5. Ulighed i sundhed levekår og livsstil 111 LARS IVERSEN Kapitel 6. Magtrelationer i sundhedsarbejdet 129 NANNA MIK-MEYER Kapitel 7. Patientperspektiver 145 HELLE TIMM Kapitel 8. Kulturelle livsformer og helbred 163 THOMAS HØJRUP Kapitel 9. Risikobegrebet risiko og sundhed 189 THOMAS BRECK Kapitel 10. Stigmatisering i sundhedsvæsenet 211 MICHAEL HVIID JACOBSEN OG SØREN KRISTIANSEN Kapitel 11. Minioritetsgrupper i sundhedsvæsenet 231 MARIANNE SKYTTE

Kapitel 12. Empowerment begreb og betydning i teori og praksis 249 MAJA LUNDEMARK ANDERSEN Kapitel 13. Sundhed og sociale netværk 271 RIKKE LUND OG CHARLOTTE JUUL NILSSON Om forfatterne 295 Indeks 299

Indledning 7 INDLEDNING Grit Niklasson Sundhed, Menneske og Samfund er en lærebog, som er specielt målrettet uddannelserne på bachelorniveau indenfor sundhedsfeltet. Bogen er blevet til med det formål at samle et overblik over den grundlæggende viden, som kommende sundhedsbachelorer skal tilegne sig i emnekredsen sociologi/antropologi/samfundsfag på et højt kvalificeret niveau. Stoffet er udvalgt og konkretiseret med udgangspunkt i de nationale studieordninger for uddannelserne til jordemoder, sygeplejerske, ergoterapeut, radiograf, bioanalytiker og fysioterapeut, og stoffet er sammensat, så det emnemæssigt dækker de krav, der officielt stilles til sundhedsbachelorernes viden på dette felt. Stoffet præsenteres af forfattere, som på en gang er vidende og anerkendte indenfor det felt, de skriver om, samtidigt med at de formår at formidle denne viden med målgruppen for øje, både hvad angår det konkrete indhold og niveau. Uddannelsernes vidensgrundlag skal ifølge gældende lov være professions- og udviklingsbaseret. Det betyder, at undervisningen skal inddrage relevant national og international forskning, og dette skal sammen med de studerendes refleksion over praksis opbygge deres praktiske og personlige kompetencer til at udføre, lede og formidle samt udvikle deres sundhedsprofessionelle rolle. Derfor er det dejligt at kunne præsentere et forfatterpanel, som ikke blot formidler denne forskning forbilledligt, men også for de flestes vedkommende selv udfører forskning på højt plan. Således er det intentionen, at undervisere og studerende med denne bog har en fyldestgørende og samlet pensumlitteratur til faget. En righoldig litteraturliste med forfatternes referencer for hvert enkelt tema/kapitel i bogen gør det muligt hurtigt at orientere sig bredere og supplere sin grundviden. For med de begrænsede ECTS, der i sundhedsbacheloruddannelserne er afsat til samfundsfaglige emner, er det nødvendigt at begrænse grundlitteraturen til hvert enkelt tema. Blod og slim, knogler, hjerner, hud med mere er og bliver jo sundhedsuddannelsernes hovedfokus.

8 Grit Niklasson Men hvorfor overhovedet lægge vægt på samfundsforhold, når det handler om at holde mennesker sunde og gøre mennesker raske? Det giver bl.a. denne bog svaret på: Fordi det i den grad er blevet tydeligt, at netop den sociologiske kontekst, et menneske lever i det være sig den lille (familie, venner, arbejde, dagligdag, lokalsamfund) og den store (regler, love, normer, forventninger, strukturelle grænser) påvirker sundhedstilstanden i betydelig grad. Det handler både om menneskets generelle sundhedsniveau, om hvordan mennesker tager sundhedspersonalets råd og vejledning til sig, og om i hvor høj grad man er villig til og i stand til selv at yde en indsats for at gøre noget godt for sit helbred. Og den samfundsvidenskabelige vinkel viser tydeligt, at netop spørgsmålet om hvad sundhed er, er et spørgsmål med tusinde svar. Den sundhedsprofessionelle, som forsøger at styrke, bevare og/eller forbedre et menneskes sundhed ud fra sine egne forudsætninger uden blik for dette menneskes sociologiske virkelighed, kan så nemt skyde forbi målet med sin kommunikation og sine råd, om end de er baseret på nok så konkret og valid sundhedsfaglig evidens. Hvis ikke modtageren ses som et menneske med sine helt individuelle meninger, værdier, forpligtelser og ønsker i sin helt individuelle hverdagslivs-virkelighed, kan man så nemt ramme langt uden for centrum af målet, hvis man overhovedet rammer skiven. Og så er sundhedsvæsenets indsats jo ikke meget værd, fordi resultatet bliver langt under det ønskede. Derfor er undervisningen i de samfundsvidenskabelige fag på landets professionshøjskoler, som uddanner fysioterapeuter, ergoterapeuter, radiografer, jordemødre, bioanalytikere og sygeplejersker, levende og vidtspændende. Fagene dukker frem i mange sammenhænge i løbet af uddannelsen, og ikke kun i den teoretiske undervisning, der finder sted. De samfundsmæssige/sociologiske vinkler er genstand for drøftelser i praktikforløb, hvor den studerende ved hjælp af sin samfundsvidenskabelige ballast kan sætte hverdagsoplevelserne ind i en større sammenhæng, og den er til stede i projekter, temaarbejde og på andre af de teoretiske felter, som fordrer et helhedssyn på en sundhedsfaglig problemstilling. Undervisningen vil altid relatere sig til de aktuelle begivenheder i samfundet og til de studerendes og undervisernes oplevelser lige her og nu. Derfor er denne bog heller ikke dækkende for al den undervisning, der finder sted på landets uddannelsessteder for sundhedsbachelorer. Dens berettigelse som grundbog i undervisningsområdet er den bredde, som dens indhold afspejler, og underviseren kan supplere med artikler eller andre litteraturhenvisninger for at komme i dybden med udvalgte temaer.

Indledning 9 Når man laver en antologi som denne, hvor forfattere med meget forskellig professionel og praksismæssig baggrund giver hver sit bud på væsentlige faktorer i forbindelse med den samfundsvidenskabelige vinkel for sundhedsbachelorer, kan det ikke undgås, at bogen samlet set vil indeholde både gentagelser, at samme emne behandles på forskellig måde og fra forskellige vinkler, og at der måske også forekommer direkte modsigelser. Således står hvert kapitel selvstændigt for den enkelte forfatters syn og holdning. Jeg ser ikke dette som en svaghed, men som en styrke, idet der ikke er nogen endegyldig korrekt visdom om, hvad samfund/sundhedssammenhængen er for en størrelse, eller hvordan den skal anskues. De divergenser, der bliver synlige i læsningen og undervisningen, vil kunne danne baggrund for diskussioner og drøftelser, som er med til at forme den enkelte studerendes opfattelse af og holdning til de temaer, som behandles. Det er således mit håb og min forventning, at denne bog både vil give sundhedsstuderende mulighed for at tilegne sig en bred samfundsfaglig viden, og at den vil være med til at vække frugtbare politiske, etiske og praktiske drøftelser i undervisningen. Her følger en præsentation af bogens kapitler, deres særlige fokus og en pointering af, hvad den viden, de hver især præsenterer, kan gøre for at styrke den sundhedsprofessionelles indsats. Professor og ph.d. Tine Rostgaard præsenterer i kapitel 1 hele grundlaget for sundhedsvæsenet, nemlig den danske velfærdsstat og dennes historiske udvikling de sidste ca. 120 år, fra de første velfærdsreformer blev præsenteret og frem til i dag. Hun viser, hvordan en del af de reformer, som er indført i det første tiår af dette årtusinde, bryder med de universalistiske grundprincipper, der hidtil har været gældende i Danmark og formet den danske velfærdsstat til det, den er i dag. Hermed lægger hun op til en drøftelse af, hvorvidt der er tale om en justering af velfærdsstaten eller en reel demontering af samme. Hun beskriver de klassiske velfærdsstatsmodeller og giver bolden op til diskussioner om den danske velfærdsstat, det unikke ved den og muligheden for at bevare den, og hun præsenterer de største udfordringer, hun ser for den danske velfærdsmodel i dag. I kapitel 2 behandler cand.scient.soc., lektor Ina Munch selve begreberne sygdom og sundhed, historisk såvel som sociologisk, med de paradigmer og perspektiver, der knytter sig til dem. Med den medicinske sociolog Aron Antonovsky, hans salutogenetiske idé og teorien om Oplevelsen Af Sammenhæng tænker hun sundhedspædagogikken ind omkring begreberne, og hun italesætter syg-rask -dimensionen

10 Grit Niklasson overfor det-gode-liv -dimensionen og kommer her også ind omkring de vigtige begreber, sundhedsfremme og forebyggelse. Sundhedsfremme og forebyggelse er hovedtemaet i kapitel 3, hvor chef for Steno Center for Sundhedsfremme, cand. scient. og ph.d. Bjarne Bruun Jensen præsenterer begreberne og redegør for forskelle og ligheder på de to sundhedspædagogiske tilgange og hvorledes de kan spille sammen. De sundhedspædagogiske kernebegreber Deltagelse, Sundhed, Handlekompetence, Viden og Setting belyses, og han beskriver forskellige kompetencer og roller, som den sundhedsprofessionelle har brug for at kende til og gøre brug af i arbejdet med at fremme sundheden og forebygge sygdomme Desuden introducerer han Aron Antonovskys salutogenetiske perspektiv, hvor fokus flyttes fra risiko- og sygdomstænkning til et ressource- og sundhedsfokus med det helt centrale begreb Sense of Coherence, på dansk Oplevelsen af Sammenhæng. Professor, dr.med. Torben Jørgensen tager i kapitel 4 fænomenet folkesundhed under behandling. Han kommer omkring definition og historie og gennemgår nogle af de største trusler mod folkesundheden i dag. Der sættes spot på alle de mange faktorer, som påvirker folkesundheden bl.a. den enkeltes og befolkningens sundhedsadfærd, den industrielle udvikling og ikke mindst de kolossale økonomiske interesser, som mere eller mindre skjult påvirker både politikken og diskursen omkring folkesundhed. Spørgsmålet om, hvem der har ansvaret for folkesundheden diskuteres, og også her kommer sundhedsfremme- og forebyggelsesstrategier ind som naturlige og nødvendige tiltag for at højne sundhedsniveauet i befolkningen generelt. Kapitel 5 handler om ulighed i sundhed og dermed balancen mellem de givne levekår og menneskets livsstil. Dr.med. og seniorspecialist Lars Iversen tager os her med i en koncentreret gennemgang af de objektive uligheder, som kan dokumenteres at være til stede i Danmark, og omend sundhedstilstanden generelt er øget for alle grupper de seneste 50 år, viser han, at uligheden i sundhedstilstand ud fra sociale kår tilsyneladende i samme periode desværre er øget. Iversen gennemgår modeller for, hvorledes uligheden udregnes og beskrives ud fra indkomst, uddannelse osv. og viser, hvorledes de forkætrede KRAM(S)faktorer hænger tæt sammen med de sociale forhold. Ph.d. i sociologi, lektor Nanna Mik-Meyer behandler i kapitel 6 problematikken om de allestedsnærværende magtrelationer i menneskelig interaktion og specifikt omkring magtrelationer i sundhedsarbejdet. Hun viser kompleksiteten i magtbegrebet og diskuterer bl.a. den magt, der ligger i retten til at klassificere, hvilke borgere der er værdigt trængende til behandling, og hvilke som ikke er, og belyser den bio-

Indledning 11 medicinske diskurs dominans. Mik-Meyer behandler medicinalindustriens, velfærdsinstitutionernes, sportsklubbernes, mediernes og andre aktørers positioner i sundhedsdebatten, som hver især har en ikke ubetydelig rolle i spillet om magten i diskursen om sundhed således problematiserer hun den dominerende plads, sundhed har fået i samfundet generelt. Patientperspektivet er temaet for kapitel 7, hvor ph.d. og videncenterleder Helle Timm arbejder med begrebet ud fra såvel historie som videnskabsteori og udviklingsforståelse. Hun ser begreberne patient og patientperspektiv som socialt konstruerede og viser, hvordan disse fænomener er opstået og har udviklet sig gennem tiden og hvorledes de kan betragtes ud fra både et konflikt- og et konsensusperspektiv. Endelig viser hun, hvorledes man kan udforske og undersøge patienternes perspektiv i en nutidig dansk kontekst. Dr. phil. i etnologi, professor Thomas Højrup viser i kapitel 8, hvorledes individernes kulturelle forskellighed, livsformernes forskellighed og folkenes forskellighed har så stor betydning for, hvad den enkelte forstår ved sundhed og det gode liv. De meget forskellige betydninger, mennesker kan forstå ved begreber som fx familie eller arbejde lægges frem og antyder noget af forklaringen på, hvorfor man til tider kan have svært ved at forstå hinanden, om end vi taler samme (danske) sprog. Egocentrisme, livsformscentrisme og etnocentrisme som fænomener behandles og eksemplificeres, og i kapitlet viser livsformsteoriens ophavsmand, hvorledes kulturteorien er brugbar og nyttig for tilgangen til det enkelte, konkrete individ i sundhedsarbejdet. Kapitel 9 drejer sig om risikobegrebet i sundhedsarbejdet, og her diskuterer cand. comm. Thomas Breck forskellige definitioner og syn på risiko. Hvordan man analyserer risiko, beslutter om risiko opfatter om risiko behandles, og med henvisning til den tyske sociolog Ulrich Beck diskuteres, hvad der karakteriserer nutidens risici og den måde, vi håndterer dem på, herunder betydningen af tillid til institutioner og eksperter. Også andre sociale teorier om risiko behandles, bl.a. risikokommunikation, især i mødet mellem borgeren og den sundhedsprofessionelle. Stigmatisering er emnet for kapitel 10, hvor ph.d., prodekan Søren Kristiansen og ph.d., professor Michael Hviid Jacobsen introducerer stigmatiseringsbegrebet og stemplingsteorier generelt og inddrager såvel danske som internationale perspektiver. De sætter teorien og begreberne ind i en dansk sundhedsfaglig kontekst og peger på individuelle og strukturelle konsekvenser af stigmatisering. I kapitel 11 behandler ph.d., lektor Marianne Skytte udfordringerne omkring minoritetsgrupper i sundhedsvæsenet, og hun introducerer forskellige opfattelser af kultur og etnicitet som evolutionistisk kulturforståelse, kulturrelativisme og kon-

12 Grit Niklasson tekstuel kulturforståelse. Integrationsstrategier benyttet af såvel minoriteter som majoriteter belyses og giver baggrund for en forståelse af mange af de mekanismer, der kommer til udtryk i det daglige arbejde i sundhedsvæsenet, og som af og til giver anledning til undren. Empowerment, som oprindeligt var et begreb og en filosofi/metode opstået i socialt arbejde, præsenteres i kapitel 12 af ph.d., adjunkt Maja Lundemark Andersen. Hun introducerer begrebet og viser koblingen til såvel sociologi og socialt arbejde som til sundhedsfagligt arbejde og trækker tråden til sundhedsfremme og forebyggelse. Desuden sætter hun empowerment ind i det moderne velfærdssamfunds perspektiv og pointerer begrebets relevans specielt i forbindelse med arbejdet med socialt udsatte grupper. Kapitel 12 er skrevet af cand.med., ph.d. og lektor Rikke Lund samt cand.med., ph.d. og adjunkt Charlotte Juul Nilsson. Her er emnet de sociale netværks betydning for sundhed, og begrebet sociale relationer behandles fra flere forskellige vinkler: forskellige typer netværk præsenteres, og der redegøres for de faktorer, som påvirker de sociale relationer, herunder samfundsudviklingen, samt for de sociale relationers betydning for dødelighed og for udviklingen og prognosen ved en række alvorlige sygdomme og lidelser. Afslutningsvis drøfter forfatterne muligheden for at gøre noget positivt for menneskers sociale relationer via interventioner og dermed øge sundhedstilstanden.

K kapitel 1. Velfærdsstaten 13 KAPITEL 1. VELFÆRDSSTATEN Tine Rostgaard INTRODUKTION Danskerne bakker i høj grad op om velfærdsstaten. Størstedelen af befolkningen opfatter velfærdsstaten som en legitim reguleringsmekanisme, der sikrer udligning mellem fattig og rig og sørger for et socialt sikkerhedsnet. Med nogle enkelte undtagelser, som fx jordskredsvalget i 1973 som et udtryk for en kritisk holdning til den voksende velfærdsstat, har opbakningen til velfærdsstaten blandt vælgerne generelt været stabil. Vi har med andre ord som borgere tillid til, at institutionen velfærdsstaten sørger godt for os alle, hvis vi får behov for det, og gør det på en retfærdig måde, som sikrer, at alle har lige rettigheder. Men hvad er det egentlig, vi forstår ved en velfærdsstat, og hvad har været udviklingen frem mod den udgave af velfærdsstaten, vi kender i dag? Dette kapitel vil se nærmere på den danske udgave af velfærdstaten og hvad der kendetegner den, både historisk i dens tilbliven fra slutningen af det 1800-tallet og frem til i dag, og i forhold til andre velfærdsmodeller. Kapitlet vil indledende give et kort indblik i udviklingen af den danske velfærdsstats historiske udvikling fra de første velfærdsreformer i 1890 erne og frem. I det følgende afsnit defineres selve begreberne velfærdsstat og velfærdsmodel, og herudover vil karakteristika ved den nordiske velfærdsmodel blive gennemgået. Afsluttende præsenteres diskussioner om velfærdsstatens overlevelse. Vi ser nærmere på, hvad der gør vores model unik, på befolkningens opbakning til velfærdsstaten, og hvad der udgør de største udfordringer for vores velfærdsmodel. OPBYGNINGEN AF DEN DANSKE VELFÆRDSMODEL DE FØRSTE SOCIALSIKRINGSORDNINGER Hvad kendetegner den historiske udvkling i vore velfærdsarrangementer og i opbygningen af en decideret velfærdsstat? Et godt sted at starte er faktisk udenfor

14 Tine Rostgaard Danmark, nærmere bestemt i Tyskland, i slutningen af 1800-tallet. Med introduktionen af en række socialforsikringssystemer indledte rigskansler Otto von Bismarck en ny epoke i den måde, staten forholdt sig til sociale begivenheder, hvilket kom til at præge udviklingen af de forskellige velfærdssystemer i resten af Europa. I perioden 1883-1889 indførtes i Tyskland tvungne forsikringssystemer, som dækkede sygdom, arbejdsulykker, invalidiet og alderdom, og som kom til at inspirere udviklingen i mange andre lande. De tyske initiativer baserede sig på forsikringsprincipper og dermed på tanken om, at man som lønmodtager sammen med arbejdsgiveren skulle bidrage med afdrag til en forsikringskasse, og at både ydelser og bidrag var baseret på niveauet af tidligere løn. Det var obligatorisk at være medlem af ordningen. Til gengæld var ægtefælle og børn også dækket, hvilket bidrog til at konstitutere det traditionelle familiemønster og den mandlige lønarbejdermodel (Mogensen 2010). Det tyske initiativ var således startsskuddet til, at staten fik en ny rolle, hvor den gradvist kom til at tage sig mere og mere af borgernes velfærd. Denne udvikling skete ikke kun i Tyskland, men også i andre lande som et væsentligt element i en større moderniseringsproces, hvor samfundet langsomt ændrede sig fra at være baseret på landbrugsproduktion til at være et egentligt industrisamfund. Det betød også en vandring mod byerne og et behov for at etablere nye sociale sikkerhedsnet, som ikke baserede sig på familien og de mindre landsbysamfund (Christiansen og Petersen 2003). SOCIALE REFOMER I DANMARK Også i Danmark var denne periode præget af sociale reformer, som bevirkede, at velfærd fra at have være baseret på filantropi og familiens ansvar i højere grad blev en offentlig opgave. Både regeringspartiet Højre og landbrugspartiet Venstre kunne i slutningen af det 1800-tallet se behovet for en reformering af den eksisterende fattiglov, stærkt motiveret af forekomsten af en relativ stærk fagbevægelse og af valget af de første repræsentanter for Socialdemokratiet til Folketinget i 1884 (Christiansen og Petersen 2004; Mossin 2002). Fagbevægelsen kunne nogle år senere, i Septemberforliget i 1899, manifestere sin stærke position ved at indgå aftale om, hvad der senere kom til at blive benævnt den danske model med DsF, De samvirkende Fagforbund, (senere LO) og arbejdsgiverne i Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Med aftalen blev man enige om, at arbejdsgiverne havde ret til at lede og fordele arbejdet, mens fagforeningerne havde ret til at indgå aftaler om løn- og arbejdsforhold. Statens rolle var så at sikre det sociale sikkerhedsnet,

K kapitel 1. Velfærdsstaten 15 og denne model kom til at udgøre et af de afgørende elementer i opbygningen af den danske velfærdsstat. Reformerne kom først og fremmest til at handle om den økonomiske understøttelse af den gruppe af borgere, som på grund af sygdom eller alderdom ikke kunne forsørge sig selv. I 1891 indførtes såvel loven om alderdomsunderstøttelse som fattigloven. I 1893 indførtes kommunal bistand og i 1907 statstilskud til fattigdomskasserne. Mens det i Tyskland især handlede om legitimering af kejservældet og en politisk interesse i at undgå yderligere demokratisering, var det i Danmark især en følge af landbrugets situation under 1880 ernes landbrugskrise og et forsøg på at sikre den fornødne arbejdskraft til denne sektor (Mogensen 2010; Petersen 2004). Ikke mindst landbrugets sammensatte arbejdsstyrke, som omfattede jordløse landarbejdere, husmænd og gårdmænd, gjorde det umuligt at afgrænse rettigheder til sociale ydelser til bestemte erhvervsgrupper. Muligvis spillede også en vis politisk modstand mod tyske løsninger ind, både som et udtryk for nationalpatroitisme, men også som en reaktion mod det tyske systems bureaukratiske principper, som citatet her fra den fremtrædende politiker Niels Neergaard fra partiet Moderate Venstre på Det jyske Landbrugs delegeret illustrerer: Hvilken mængde af nye embedsmænd vil der ikke blive brug for, hvis vi skulle indføre hele dette tungt arbejdende maskineri med særlige forsikringskonti for hver eneste arbejder og småmand her i landet med kontrol og udpantning og lønningsklasser... Kun tyske professorer og bureaukraters hjerner kunne udtænke noget sådant (citeret i Petersen 2004: 59). DANSKE VS. TYSKE PRINCIPPER I stedet blev en fattiglov, der rettede sig imod alle borgere født i landet, vedtaget, og dermed introduceredes universalisme som et væsentligt socialpolitisk princip (Petersen 2004). De danske ordninger byggede således på andre principper end de tyske: Først og fremmest var de ikke knyttet til ansættelsesforhold eller til bestemte erhvervsgrupper, men var universelle og dermed tiltænkt alle borgere. Til forskel fra Tysland blev ydelserne også givet til det enkelte individ. Gifte kvinder havde således egne rettigheder og var ikke afhænige af deres ægtemænd i forhold til deres sociale rettigheder. Man indledte en gradvis afvikling af stigmatisering, social degradering og tab af rettigheder for ydelsesesmodtagerne, som dermed gjorde op med Grundloven fra 1849 og princippet om, at den, der havde modtaget fattighjælp, mistede sin valgret og ikke var valgbar. Et endeligt opgør med stigmatiseringen

16 Tine Rostgaard af modtagerne af fattighjælpen blev dog først fuldført et halvt århundrede senere, nemlig i 1961, hvor ændringen i forsorgsloven, bevirkede, at der ikke længere skulle være tilknyttet rettighedsfortabelse ved nogen former for offentlige ydelser i Danmark (Christiansen og Petersen 2004). En betingelse for at modtage alderdomsunderstøttelsen var, at man ikke havde modtaget fattigdomsydelser i årene inden og blev vurderet værdigt trængende. Hjælpens størrelse blev da også fastsat af kommunen efter skøn over trangen. Ydelserne var baseret på finansiering over skatterne og ikke på tvungen indbetaling til en forsikringskasse, og måske ganske karakteristisk for Danmark kom størstedelen af skattefinansieringen af fattigloven fra en skat lagt på øl (Christiansen og Petersen 2004). Forsikringsprincippet kom dog til at præge både indførslen af Sygekasseloven i 1892 og Loven om arbejdsløshedsforsikring i 1907, som sikrede statsligt bidrag som tilskud til opretholdelsen af allerede eksisterende forsikringskasser baseret på private bidrag. Og indførelsen af Invalideforsikringsloven i 1921, der bl.a. sikrede, at hjemvendte og invaliderede nordslesvigere havde ret til en invaliderente efter grænseændringen i 1920, afsluttede hvad der kan betegnes som den første fase i etableringen af den danske velfærdsmodel (Bruus 2004). Det offentlige havde nu overtaget dele af ansvaret for understøttelsen af borgere, der som følge af arbejdsløshed, invaliditet, sygdom eller ulykke ikke kunne klare sig selv økonomisk (Mogensen 2010). Også omsorgen for fx forældreløse børn blev sikret af staten med Loven om tilsyn med plejebørn i 1888, hvor børnene blev tildelt en offentlig tilsynsværge indtil det fyldte 14. år. Derudover stod det offentlige nu også som garant for kommunal godkendelse af plejehjem (Mossin 2002). Hermed var socialstaten sat på skinner (Jørn Henrik Petersen, citeret, i Mogensen 2010: 72). 1930 ERNES SOCIALREFORM Et vendepunkt for Socialdemokratiets mulighed for selvstændigt at kunne lave reformer på det sociale område på nationalt niveau kom i 1924, hvor Socialdemokratiet for første gang i partiets historie kunne danne regering. Et særskilt ministerium blev oprettet til udelukkende at tage sig af socialpolitiske problemstillinger, et egentligt socialministerium. Det havde dog en kort levetid og blev nedlagt, da Venstre i 1926 igen overtog regeringsmagten. Men at det lykkedes at etablere et egentligt ministerium på socialområdet er sigende for denne tidsperiode, hvor Socialdemokratiet tog initiativ til og fik gennemført en række væsentlige socialpolitiske reformer, såvel nationalt som kommunalt (Christiansen og Petersen 2003 og 2004; Kolstrup 1996). Især fremtrædende i tiden derefter var de tiltag, der blev gennemført med social-

K kapitel 1. Velfærdsstaten 17 reformen i 1933, eller som den ofte benævnes, Steinckes Socialreform, opkaldt efter den daværende socialminister K.K. Steincke. Socialreformen af 1933 er den samlede betegnelse for de fire store love (lov om offentlig forsorg, lov om folkeforsikring, lov om arbejdsløshedsforsikring og arbejdsanvisning samt lov om ulykkesforsikring), et lovkompleks, som især i årene derefter blev fremstillet som en manifestation af Socialdemokratiets indflydelse på udviklingen af den danske velfærdsmodel. Efterfølgende har mere kritiske røster stillet spørgsmålstegn ved det egentligt fornyende ved disse love, som måske snarere fremstår som administrative reformer (fx Kolstrup 1996). K.K. Steincke selv så reformerne som en systematisering, kodificering og simplificering af de eksisterende love (Socialreformen med noter 1933, citeret i Bruus 2004: 87). Ikke desto mindre forbindes reformerne ofte med noget så væsentligt som retsprincippet og en humanisering af fattigvæsenet, som var nogle af Steinckes kerneideer. Reformerne indgik i det store Kanslergadeforlig mellem Socialdemokraterne, det Radikale Venstre og Venstre, og bevirkede med Steinckes egne ord et nyt system, der blev: humant, men ikke blødsødent, demokratisk, men ikke demagogisk, radikalt og konservativt i den blanding, der er nødvendig, hvis man ikke skal ende i reaktion eller bolsjevisme. Det tager afstand fra den pladderhumanisme, der kvalmer, og fra den kolde forstandsegoisme, der isner (K.K. Steincke, citeret i Mogensen 2010: 72). Reformerne bevirkede en overgang fra skøns- til retsprincip, som bl.a. betød, at man som udgangspunkt ikke mistede retten til at stemme, hvis man modtog kommunal socialhjælp. At modtage offentlige ydelser var dog stadig omfattet af skam og tab af status, og frem til 1945 anslåes det, at mellem 5 og 10 % af alle borgere over 60 år, som egentlig havde ret til en aldersrente, undlod at kontakte kommunen. Med socialreformen skulle folk, der ikke udviste initiativ til at ville forbedre deres egen situation, eller som modtog varig hjælp, dog stadig underlægges sådanne juridiske sanktioner. Men andelen, der mistede stemmeretten, faldt fra ca. 30 % i 1929-30 til 6 % i 1934-35 (Christensen 2004). Man skulle også som minimum have været hvilende medlem af en sygekasse for senere at være berettiget til en aldersrente, så der var stadig et element af forsikringskasse i ydelsen. Det bevirkede, at medlemstallet af sygekasserne steg, og i 1940 var én ud af fire borgere over 18 år medlem; en meget høj andel, også i internationalt perspektiv (Christensen 2004). Reformerne betød derudover en væsentlig forenkling af reglerne, og ganske væsentligt, indførelsen af et kommunalt udgiftsforde-

18 Tine Rostgaard lingsprincip med refusionsbetalinger, der som noget nyt lagde vægt på indbyggertal og skatteindkomster. Dette kom sandsynligvis til at betyde en lettelse for en del landkommuner og købstæder (Christensen 2004) og understregede princippet om, at det var en fælles byrde, der skulle løftes. EN GRYENDE SERVICESTAT Fra 1930 til 1950 steg antallet af kvinder i lønarbejde fra 40.000 til 144.000, og ikke mindst efterspørgslen efter kvindelig arbejdskraft under og umiddelbart efter 2. verdenskrig skabte et behov for dagpasning til børnene. I 1945 blev offentlig støtte til daginstitutioner indført, og staten finansierede nu 40 % af de løbende udgifter og kommunen 30 %. Dette tilskud blev dog kun givet til institutioner, der var beregnet til børn af mindrebemidlede forældre (Grønhøj 1981). Der kunne også fra statslig side kræves af kommunerne, at de etablerede plejehjem, hvis der boede mere end 4.000 indbyggere i kommunen. I de større byer som København og Århus etableredes særlige byområder, som de Gamles By i København, indrettet til de ældre med fortrinsvis medicinske behov (Svendrup, 1991). Hjemmehjælp eller som det oprindelig hed, den kommunale husmoderafløsning indførtes ved lov i 1949, egentlig med det formål at aflaste syge husmødre i hjemmet, men ordningen kom senere til også at omfatte ældre med behov for pleje (Rostgaard 2007). Af andre væsentlige ændringer frem til 1956 kan nævnes indføringen af en lov om folkepension og invalidepension, der blev indført i netop dette år. Ændringen betød, at der nu ikke længere var koblet en forpligtigelse om medlemskab af en forsikringskasse til rettigheden til at modtage en ydelse, og meget væsentligt var alle nu sikret et mindstebeløb fra det fyldte 67. år (Ploug 2004). Det bevirkede, at andelen af berettigede, som også modtog ydelsen, steg fra ca. 60 % til omkring de 100 %, dvs. ydelsen var ikke længere præget af en stigmatisering og blev benyttet af alle, der var berettigede. Selve navneforandringen fra at være aldersrentenydere til folkepensionister skulle også signalere ændringen mod en mere universel ydelse (Mogensen 2010). VELFÆRDSSTATENS GULDALDER I perioden fra 1953-1968 sad Socialdemokratiet i regering og kunne sammen med fagbevægelsen sætte dagsordenen for de sociale refomer. Radikale Venstre var en solid samarbejdspartner, men også konsensus- og forhandlingskulturen, som var herskende i det politiske landskab, betød, at mange reformer blev indført med støtte, også af partier udenfor regeringen (Christiansen og Petersen 2003).

K kapitel 1. Velfærdsstaten 19 Årene fra midt-1950 erne og frem til 1970 betegnes da ofte som velfærdsstatens guldalder, hvor der var en ekspansiv udvikling i reformerne, og økonomien kørte på skinner. Arbejdsløsheden var historisk lav, og der var stor efterspørgsel efter kvinderne på arbejdsmarkedet, men også efter personer, som tidligere havde haft svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Det medførte så igen, at mange husholdninger kunne basere deres forbrug på to indtægter og skabe sig en tilværelse med hus og bil (Jonasen 2004). Det blev derfor også nødvendigt at sikre kvinderne i forbindelse med graviditet, og i 1960 fik kvinder, der var medlem af en obligatorisk dagpengeforsikring, ret til dagpenge under barselsorlov i op til 14 uger. En revision af børne- og ungdomsforsorgsloven i 1964 resulterede i, at de kommunale daginstitutioner, som hidtil havde haft socialt udsatte børn som målgruppe, blev åbnet for alle. Det medførte, at det blev mere almindeligt, at man som barn blev passet udenfor hjemmet: I slutningen af 1960 erne var der etableret mere end 175 vuggestuer og 700 børnehaver med til sammen omkring 64.000 pladser (Grønhøj 1981; Christoffersen 1984). Også for andre velfærdsområder var det en periode præget af udbygning og inklusion af alle borgere. Fx fjernede man alle indkomst-, alders- og helbredsbetingelser for medlemskab af sygekasserne i 1960, så alle borgere nu havde ret til at modtage ydelser (Christiansen og Petersen 2003; Mogensen 2010). Som en undtagelse fra de universalistiske principper er introduktionen af Arbejdsmarkedets tillægspension (ATP), der blev indført i 1964, hvor man indbetaler hvis man er i arbejde. Året efter indførtes højere ydelser til invalidepensionister og mellem 1967-1970 også højere ydelser til arbejdsløse. I 1970 indføres den fulde folkepension til alle uanset indtægt (Mogensen 2010). Bistandsloven trådte i kraft i 1976 og skabte et enstrenget system, hvor man som borger kun behøvede at henvende sig et sted, hos kommunen, og man begyndte i denne periode for alvor at benytte begrebet velfærdsstat (Christiansen og Petersen 2004). KRITIKKEN AF VELFÆRDSSTATEN Dermed havde man også et mere konkret mål for kritikken, som fra højrefløjens side koncentrerede sig om frygten for den voksende offentlige sektor og øget statslig indblanding, og fra kristne cirkler, bekymringen for at det ville undergrave den kristne filantropi. Specielt jordskredsvalget i 1973 satte spørgsmålstegn ved velfærdsstatens omfang og virke. Med 16 % af stemmerne til det nyligt dannede Fremskridtspartiet og med et fald fra 90 % til 58 % for de mere etablerede partier blev der også i befolkningen givet udtryk for, at der skulle nye tilstande til. Opbak-

20 Tine Rostgaard ningen til velfærdsstaten faldt markant i årene 1971-1973 for derefter at genfinde sit normale leje i årene derefter (Christiansen og Petersen 2004). Fra venstrefløjens side gik kritikken derimod på, at velfærdsstaten underbyggede den kapitalistiske og undertrykkende samfundsstruktur. Helt op til 1990 erne, hvor alle partier nu kunne mødes om at bakke op om velfærdsstaten, var det fortrinsvis Socialdemokratiet og det Radikale Venstre som kunne se det positive i en stærk velfærdsstat, der kunne bekæmpe arbejdsløshed og sikre lighed, men også den mere åndelige velfærd gennem kultur- og uddannelsespolitikken (Christiansen og Petersen 2004). 1980 ERNES KRISE Kritikerne af velfærdsstaten kom specielt til orde i 1980 erne, som generelt over hele Europa var præget af krisestemning med underskud på statsfinanserne og øget arbejdsløshed efter energikriserne i 1973 og 1979. Men også velfærdsstatens mekanismer stod for skud: velfærdstaten blev klandret for at være årsag til voksende bureakrati, formynderi, omklamring af borgerne og ansvarsforflygtelse (Simonsen 2004). Der var faldende tillid til, at velfærdsstaten kunne medvirke til at løse den udstødning fra arbejdsmarkedet og fra samfundet mere generelt, som var i tydelig udbredelse blandt de mere udsatte dele af befolkningen. Denne diskussion var ikke unik for Danmark, men blev rejst overalt i Europa, med Margaret Thatcher i England som den måske stærkeste fortaler for at rulle staten tilbage. Og i Danmark blev det en borgerlig regering, der fra 1982-1992 fik til opgave at reformere landet ud af krisen. Her blev en løsningsmodel i starten af 1980 erne at forsøge at lægge låg på de offentlige udgifter og skære i antallet af offentligt ansatte, og disse nedskæringer nød generel opbakning i befolkningen (Goul Andersen 1997). En anden løsning var at gentænke incitamentsstrukturerne i ydelserne og indføre en kombination af pisk og gulerod, hvor fx de lediges arbejdsfærdigheder og ret til dagpenge forsøgedes opretholdt, samtidig med at aktivering og fastfrysning af ydelsen blev indført, så det blev mindre attraktivt at modtage ydelsen. Dette gjaldt også kontantydelser som sygedagpenge, hvor et ydelsesmaksium og en varighedsbegrænsning for udbetaling af dagpenge blev indført. DET PRIVATE ANSVAR Karakteristisk for den tid var også et øget fokus på privatisering. Først og fremmest var der en debat om det enkelte individs eget ansvar, men der skete også en åbning overfor at lade private virksomheder producere centrale velfærdsydelser. I første

K kapitel 1. Velfærdsstaten 21 omgang var det med dette sidste initiativ tiltænkt, at de frivillige organisationer skulle spille en større rolle. Med tiden skulle det dog også komme til at inkludere private virksomheder, der på kommerciel basis producerede velfærdsydelser som fx åbningen for private leverandører i hjemmeplejen i 2003. Omstillingen kom også til at påvirke reformen af alderdomspensionssystemet. I slutningen af 1980 erne indførtes ordningen om arbejdsmarkedspension som supplement til folkepensionen, en reform, som sikrede de to tredjedele af arbejdsmarkedet, som på den tid ikke havde adgang til en sådan ordning. Ordningen sikrede således endnu større dele af befolkningen (i dag er 85-90 % af lønmodtagerne omfattet af en arbejdsmarkedspension) og fremtidssikrede pensionssystemet, så det i dag fremstår mere robust og i højere grad kan håndtere det aldrende samfund. Indførelsen af arbejdsmarkedspensionen betød dog også en omlægning fra et statsfinansieret folkepensionssystem til et system med fundament i privat opsparing (Simonsen 2004 ). Og i 1994 blev der indført en indkomstregulering af folkepensionen. FREM TIL I DAG: JUSTERING ELLER DEMONTERING? Overordnet set kan perioden frem til starten af 2000 nærmere ses som præget af omstrukturering og tilpasning til nye omstændigheder end egentlig nedskæring. Det kan argumenteres, at reformerne kom til at handle om mindre justeringer (Christiansen og Petersen 2004). Omvendt kan det også hævdes, som det ofte gøres i velfærdslitteraturen, at selv mindre ændringer på sigt hvis der er tilstrækkeligt mange af dem fundamentalt kan ændre velfærdsstatens institutionelle struktur (Mahoney og Thelen 2010). Ikke mindst perioden efter 2001 tolkes af fx Greve og Kvist (2011) som en periode, der har betydet en radikal ændring af de gældende velfærdsprincipper i Danmark. Med en borgerlig koalitionsregering bestående af Venstre og de Konservative (2001-2011), der baserede sig på Dansk Folkeparti som støtteparti, blev der indført reformer, som brød med de universalistiske grundprincipper, der ellers har formet den danske velfærdsstat frem til i dag. Greve og Kvist (2011) peger bl.a. på stigende forældrebetaling for at få passet sine børn i dagpasningsordningerne og en udhuling af værdien af familieydelserne og arbejdsløshedsdagpengene i forhold til forbrugerpriserne. I 2010 blev en reduktion af børnefamilieydelsen indført med introduktionen af et maksimumbeløb, som fremover vil ramme specielt familier med flere børn. Også indførelsen af den såkaldte starthjælp kritiseres for at have indført to spor i kontanthjælpssystemet for henholdsvis personer med etnisk dansk og anden etnisk baggrund, hvor retten til at modtage ydelser blev sammenkædet med partnerens arbejdsindsats. Der bliver også indført et kontanthjælpsloft med

22 Tine Rostgaard lave ydelser til personer, der anses for enten uegnede eller uvillige til at deltage på arbejdsmarkedet. Flere og flere finder det nødvendigt at tegne en privat arbejdsløshedsforsikring, og privat sygeforsikring opfattes som et tegn på, at velfærdsstaten ikke længere kan tage sig fuldt ud af de sociale behov. Udviklingen viser således træk, der bevæger sig væk fra den universelle velfærdsmodel og mod en model, hvor sociale retigheder i større grad baserer sig på arbejdsmarkedsdeltagelse og en højere grad af selvforsikringsprincip. Både kontanthjælpsloft og starthjælp ophævedes dog med finanslovsaftalen for 2012 under regeringen bestående af Socialdemokraterne, det Radikale Venstre og SF. Omvendt er der endnu en række områder, hvor universalismen stadig er det bærende princip, og hvor vi i Danmark er mere generøse i forhold til omfanget og kvaliteten af ydelserne, også sammenlignet med vores nordiske naboer. Det er især på serviceområdet og gælder fx inden for ældreområdet, hvor en stadig relativt stor andel af de ældre modtager hjemmehjælp, 18 % af de 65+-årige. I vores nabolande er det mindre almindeligt at tilbyde denne service. Eksempelvis i Sverige får ca. 10 % af de 65+-årige hjemmehjælp, og det er fortrinsvis de meget svage ældre, som så mest får hjælp til personlig pleje. I Danmark får mange ældre også hjælp til rengøring, og til forskel fra vores nabolande er hjælpen gratis. Godt nok er omfanget af denne hjælp skåret væsentligt, således at det er mere normalt at modtage ½ times hjælp hver anden uge end 1 times hjælp hver uge, som det ofte var tilfældet 10-15 år tilbage (Rostgaard og Szebehely 2011). På den anden side er principper om forebyggelse og rehabilitering bærende for den hjælp, der gives, som et udtryk for at det i sidste ende giver de ældre mere livskvalitet, hvis man enten undgår, at de bliver for svage eller hjælper dem til at blive mere selvhjulpne. Blandt flere tiltag tilbydes der af kommunen et forebyggende hjemmebesøg til alle ældre over 75 år med efterfølgende forpligtelse til at følge op og tilbyde den relevante hjælp og støtte. Det offentlige, hvad enten det er repræsenteret af stat eller kommune, påtager sig dermed stadig en stor del af ansvaret for de ældre borgeres velfærd. Også på dagpasningsområdet ser vi, at vi i Danmark omfatter flere børn, og specielt blandt de mindste børn er der langt flere i dagpasning. Hvor det i Danmark er 90 % af de 1-2- årige, som er i dagpasning, er det i Sverige 75 % og i Norge 70 %. Tallene afspejler selvfølgelig også forskelle i orlovspolitikken, hvor Sverige har en noget længere orlovsperiode end i Danmark, men der er stadig kvalitative forskelle i forhold til, om landene anser dagpasning som et almindeligt tilbud for alle børn, og i hvor høj grad universalisme er det bærende princip (Eydal og Rostgaard 2011). Om de seneste års reformer og ændringer dermed har haft en fundamental be-

K kapitel 1. Velfærdsstaten 23 tydning for den danske velfærdsmodel er der ikke enighed om. Hvor nogle vil pege på, at den danske model siden 1980 erne har været udsat for væsentlige nedskæringer og en egentlig tilbagerulning, peger andre på, at velfærdsmodellens fundament står uberørt tilbage. DEFINITIONEN AF EN VELFÆRDSSTAT Efter denne historiske gennemgang af de karakteristiske træk i den historiske udvikling af den danske velfærdsstat kan det være på sin plads at definere, hvad der reelt set udgør en velfærdsstat. Det kan umiddelbart virke indlysende, og som den autralske professor Robert E. Goodin har sagt: Det kan måske ved første øjekast synes pedantisk og unødigt polemisk at forsøge at specificere, hvad der definerer og karakteriserer en velfærdsstat. I de fleste tilfælde vil det være tilstrækkeligt at sige, som den amerikanske højesteret gjorde i forhold til pornografi: Jeg ved, hvad det er, når jeg ser det (Goodin 1982: 150, forfatterens oversættelse). Alligevel er velfærdsstaten noget, der har voldt udfordringer at begrebsliggøre og definere. Som en af pionererne inden for velfærdslitteraturen, Richard Titmuss, i 1963 så præcist formulerede det i sin bog The Welfare state: images and realities, the term has apparently become to mean all things to all men (Titmuss 1963: 3). Så hvad er det, vi forstår ved en velfærdsstat, når det nu virker så åbenlyst, men som vi alligevel tillægger mange forskellige betydninger? Den engelske historiker Asa Briggs var ligesom Titmuss en af en første, der beskæftigede sig med velfærdsstaten. Briggs (1961) definerede velfærdsstaten som en stat, hvor organiseret politisk magt og administrative procedurer bevidst benyttes til at forsøge at ændre på markedskræfternes spil i forhold til, som minimum: 1. at garantere individer og familier en minimumsindkomst, uanset disse personers evne til og mulighed for at deltage på arbejdsmarkedet 2. at begrænse tab af indkomst ifm. sygdom, alderdom og arbejdsløshed 3. at sikre individet uanset status eller social klasse de bedst mulige sociale serviceydelser. Benytter man Briggs definition, er det med andre ord velfærdsstatens opgave at modificere markedskræfternes fordeling af ressourcer. Staten tillægges dermed afgørende betydning i forhold til at intervenere og sikre velfærden for sine borgere både i forhold til overførselsindkomster og sociale ydelser. En væsentlig pointe i Briggs definition er også, at alle er omfattet. Briggs lægger således vægt på det

24 Tine Rostgaard universielle princip, men som vi så i gennemgangen af både den tyske og danske velfærdsstatshistorie, er mange socialpolitiske ordninger baseret på et element af forsikring, som derved udelukker de persongrupper eller individer, der ikke er medlemmer. En anden uklarhed er, hvad der udgør staten. Er det fx nationalstaten, og hvis ja, hvilken rolle spiller kommunen så i fx de nordiske lande, hvor megen af velfærden organiseres, produceres og finansieres af og i kommunen? Og er det kun staten og (arbejds)markedet, der er de væsentlige institutionelle aktører? Andre forfattere som fx Esping-Andersen (1990) har påpeget, at også familiens rolle i produktionen af velfærd må anerkendes, eller som Pestoff (2005) har fremhævet, spiller også frivillige organisationer en væsentlig rolle. VELFÆRDSSTATSMODELLERNE En anden tilgang til forståelsen af, hvad der udgør en velfærdstat og hvad der lige præcis karakteriserer ens egen udgave af en velfærdsstat er at sammenligne forskellige velfærdsmodeller, dvs. forskellige udgaver af velfærdsstater. Vender vi os til Goodin igen, stiller han sig nemlig heller ikke tilfreds med blot at kunne konstatere, at han kan genkende en velfærdstat, når han ser den. Hans citat fortsætter på følgende måde: det er ikke tilstrækkeligt at vide, hvad karakteristiske velfærdsstater tilfældigvis har til fælles.af filosofiske grunde er det nødvendigt at udlede en idealtypisk udgave af fænomenet ud fra den sociale praksis. (Goodin 1982: 150). Udviklingen af velfærdsmodellerne var i velfærdsstatslitteraturen oprindeligt lige præcis tænkt som teoretiske idealmodeller, som man så kunne måle virkeligheden op imod. Man benytter sig således ofte af velfærdsmodeller, når man inden for velfærdsforskningen ønsker at få det brede overblik over forskellige landes socialpolitik. Disse teoretiske modeller kan bruges til at gøre landebeskrivelser mere simple og overskuelige. En af de oftest benyttede velfærdsmodeller er Esping-Andersens gruppering af de europæiske lande i tre velfærdsmodeller i forhold til deres velfærdsideologier og den førte politik (Esping-Andersen 1990). Og med tiden er der kommet en fjerde model til. Modellerne har stadig deres berettigelse i forhold til at forenkle og trække de generelle træk frem, selv om det måske har taget lidt overhånd og siden 1990 erne har udviklet sig til en ren welfare modelling business, hvor forskellige forfattere hævder, at deres land udgør en helt speciel model. Ligeledes er det få af modellerne, der tager alle velfærdsstatens ydelser med i betragtning; de fleste nøjes med at kon-

K kapitel 1. Velfærdsstaten 25 centere sig om the usual suspects : de klassiske overførselsindkomster som pensioner, arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge, og glemmer på den måde de sociale serviceydelser som fx dagpasning, sundhedsydelser og ældrepleje. Endelig er der som nævnt en tendens til at fokusere på statens rolle og glemme betydningen af civilsamfund og de frivillige organisationer (Abrahamson 1995). DEN SOCIALDEMOKRATISKE MODEL Esping-Andersens navngivning af de forskellige modeller tager udgangspunkt i hans teoretiske og empiriske forståelse for de dynamiske faktorer i opbygningen af velfærdsstaterne. Sammen med den svenske socialforsker Walter Korpi er han således repræsentant for den såkaldte power ressource forklaringsmodel, som tager afsæt i den socialdemokratiske arbejderbevægelse og dens indflydelse på udviklingen af den nordiske udgave af velfærdsstaten, og deraf navnet den socialdemokratiske model. Udgangspunket er, at den nordiske udgave af velfærdsstaten i høj grad hænger sammen med den politiske styrke af arbejderbevægelsen og partier på venstrefløjen, ikke mindst Socialdemokraterne (Esping-Andersen 1985; Esping-Andersen & Korpi 1987). Et af Esping-Andersens principper for kategorisering af velfærdsstater er, i hvor høj grad de forskellige velfærdsstater formår at de-kommodificere individet. Med dette menes i hvor høj grad velfærdsstaten formår at sikre en ordentlig levestandard for den enkelte person, uden at denne er afhængig af at kunne sælge sin arbejdskraft på markedet (Esping-Andersen 1990). På denne måde ligger Esping-Andersens fremgangsmåde i lige forlængelse af Briggs definition af velfærdsstaten. Væsentligt er også, at Esping-Andersens model baserer sig på en ikke-lineær udviklingsforståelse. Med andre ord argumenterer han for, at det er muligt at gruppere velfærdsstaterne, som tager udgangspunkt i deres iboende forskellighed, og denne forskellighed bevirker, at de selv over tid ikke vil komme til at ligne hinanden. Mere empirisk har det ikke altid været lige let at overføre teorien til andre lande udenfor Norden, hvor arbejderbevægelsen har været stærk, men hvor der alligevel ikke opstod velfærdsmodeller á la den nordiske. Andre vil da også hævde, at det ikke kun var den stærke arbejderbevægelse, som var afgørende, men at den nordiske model i høj grad er præget af først bondeklassen og senere middelklassens interesser (Baldwin 1990), mens andre igen hævder, at etableringen af den nordiske velfærdsstat er et udtryk for en bred politisk konsensus mellem sociale og politiske interesseaktører (Seip 1994). Men Esping-Andersen placerer således Danmark i den såkaldt socialdemokratiske model sammen med Sverige og Norge. Velfærdsideologien i den socialdemo-