Prædiken til 1.s.i fasten søndag d. 17. februar 2013 v/ Brian Christensen. Lemvig Bykirke og Herning Bykirke Tekst: 1 mos 3,1-19; Matt 4,1-11 Dette hellige evangelium til 1. søndag i fasten står skrevet hos evangelisten Mattæus (Gud være lovet) Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. v2 Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. v3 Og fristeren kom og sagde til ham:»hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.«v4 Men han svarede:»der står skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund. «v5 Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde v6 og sagde til ham:»hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.«v7 Jesus sagde til ham:»der står også skrevet: Du må ikke udæske Herren din Gud. «v8 Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed v9 og sagde til ham:»alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.«v10 Da svarede Jesus ham:»vig bort, Satan! For der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene. «v11 Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Jesus blev ført af Ånden ud i ørkenen. Hvorfor egentlig det? Hvorfor skulle han derud? Han var lige blevet døbt af Johannes i Jordanfloden og skulle i gang med at forkynde evangeliet og kalde disciple til at følge Ham. Jesus kunne vel bare være gået i gang med sin virksomhed og så skulle han nok klare den onde undervejs. Hvorfor fører Ånden i fristelse? Det var da mere naturligt om Ånden havde ledt ham ud af den ondes magt og indflydelse, i stedet for at lede ham lige ind i den. Og nu vi er i gang: Hvorfor plantede Gud kundskabens træ i Edens have? Kunne han ikke bare have ladet være med det, så var Eva jo ikke blevet fristet og hverken hende eller Adam havde spist af træet. Èn ting er at vi havner i fristelser og så kan bede Gud om at lede os ud af dem, som vi beder i Fadervor, men her er i alt fald to eksempler på, at Gud bevidst stiller menneskene/sin egen søn direkte overfor fristelser. Hvorfor? Nu kunne jeg så godt komme med en masse gode argumenter og forsvare Gud ved at sige noget om, hvor styrket man kan blive i troen, når man har modstået fristelsen. Men jeg tror ikke, at Gud har brug for et forsvar. Vi har i stedet at gøre med et livsvilkår ved det at være menneske. Vi er stillet overfor muligheden for at vælge det gode og fristelsen til at vælge det onde. Sådan er det at være menneske. Vi skal ikke bekymre os om hvorfor Gud tillader os at blive fristet, men det er vort ansvar, hvad vi gør ved fristelsen. Om vi vil stole på Gud og hans ord. Det er vort valg, om vi vil tilbede Gud alene eller tillade noget andet at tage hans plads. Det blodig alvor, hvad vi vælger, det er livet om at gøre.
Fortællingen om fristelsen i ørkenen og dét at Ånden selv førte Jesus ud i ørkenen, skal ikke føre os ud i teoretiske overvejelser om menneskelivet og kristenlivet, men det skal give os hjælp til den virkelighed vi står i hver eneste dag. Vil jeg vælge det gode? Vil jeg gøre det som min samvittighed og Guds ord har lært mig eller vælger jeg det som er lettere, mere bekvemt, mere egoistisk. Det ville da være lettere, hvis Gud bare sørgede for at jeg valgte det rigtige, men sådan er mit liv ikke. Det er mit ansvar at leve mit liv og søge Guds hjælp til det. Her er Jesus et forbillede for os. Han viser os, hvordan vi i Guds Ord kan finde hjælp mod enhver fristelse. 1. del Der findes tre grundlæggende spørgsmål, som menneskene til alle tider har søgt at finde svar på. Nemlig: Hvem er Gud?, Hvem er jeg? og Hvem er du?. Det er nok for meget at forlange at vi i dag får svar på alle tre spørgsmål, men jeg håber at vi gerne skulle komme på sporet af et svar. For når vi fristes, så handler vi i overensstemmelse med de svar som vi giver på disse spørgsmål. Først Hvem er Gud?. Menneskets historie er fuld af svar på det spørgsmål. Alverdens religioner giver hver deres bud på, hvordan vi skal forstå de guddommelige kræfter i tilværelsen. De giver hver især en forklaring på, hvor vi mennesker er kommet fra hvem der har givet os livet. Nogle mener, at der er mange guder, andre at Gud er en guddommelig kraft, som vi kan suge ind i os, andre igen, at Gud slet ikke findes, men at livets oprindelse skyldes tilfældigheder. I den moderne teologi er Gud blevet reduceret til et ord for vore tanker om livet. Som teologen Lars Sandbeck kan sige det: Gud eksisterer ikke - Gud sker. Gud er en begivenhed, når vi oplever kærligheden.
I ørkenen frister djævelen Jesus til at tvivle på sin egen guddommelighed. Han siger: Hvis du er Guds søn. Til det svarer Jesus med en henvisning til Guds ord. Efter 40 dage i ørkenen bruger Jesus et citat fra 5. mosebog, hvor der ses tilbage på ørkenvandringen, hvor Israels folk havde vandret i 40 år og levet af manna. Dengang havde Gud netop givet dem Manna at spise for at de skulle lære afhængighed af Gud. Pointen er, at det ikke er ved at åbne munden og få noget ned i maven, at vi bevarer livet, men ved at åbne ørerne og lytte til Guds ord. Vi skal ikke tænke os frem til, hvem Gud er, men i stedet stole på, at det er Guds ord, der giver os livet. Han viser os vejen til det gode og sande liv. Skal vi finde svaret på, hvem Gud er, så skal vi lytte til Ham. Lytte og lære af Guds ord. Men er det nok at høre Guds ord? Satan kender jo også til Guds ord og kan endda i sin samtale med Jesus henvise til det. Så, nej. Vi får ikke svar på, hvem Gud er, alene ved at læse/høre Ordet, det afgørende er vores hjerte. Hvordan vi hører det. Om vi hører det med et ønske om at tro og elske Gud eller om vi kun hører det i Guds ord, der er til vores egen fordel. Lad os prøve at illustrere det med et par billeder. Forestil dig, at du står foran to døre. Den ene er troens dør, den anden er vantroen. Du har frihed til at åbne enten den ene eller den anden. Indenfor begge døre finder du en bibel. Man kan læse den samme bibel med tro eller med vantro og resultatet bliver ret forskelligt. På Jeremias tid sad Kong Jojakim i sit vinterpalads og lyttede til oplæsningen af den bogrulle, som skriveren Baruk havde skrevet. Den indeholdt alle de profetord, som Jeremias var kommet med. Hver gang Jehudi havde læst 3-4 spalter, så tog kongen sin pennekniv, skar stykket af bogrullet og kastede det på kulbækkenet, som stod og varmede ham og hans hoffolk.
Kongen hørte Guds ord, men han brændte det/afviste det/pillede det fra hinanden og ville ikke tro, at det var sandt. Hvordan læser vi Guds ord?med tro eller vantro? Hvis du lader dig anfægte af det spørgsmål, så kan du vide, at du er gået ind af troens dør. For den som går ind af vantroens dør er ikke anfægtet, men skråsikker på, at man selv har ret, at man selv ved bedst. Om de to døre siger Jesus: Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!. Et andet billede: Du kører hen af motorvejen. Det går godt med 130 i timen. GPS en er indstillet på Paradiset, himmerigsvej nr. 1. Og nu lyder en stemme: Om 2 km, drej til højre. Hvis du tror at stemmen taler sandt, så tager du den næste afkørsel. Selvom mange andre bilister fortsætter ligeud og du fristes til bare at gøre det samme, så er det troen på Jesus, der får dig til at lytte til Hans stemme. Hvem er Gud? Gud er den der giver os Livet. Nu og i evighed. Til enhver som vil tro på Jesus. 2. del Jeg var i teatret i fredags. Vores datter har været instruktør-assistent på et stykke på teatret Filuren i Århus Musikhus og vi var indbudt til premieren. Det var et meget tankevækkende stykke, selvom titlen måske lyder lidt underlig. Den hedder En blærerøvs historie. Vi mødte 4 blærerøve til møder i foreningen anonyme blærerøve, hvor de (måske) forsøgte at slippe af med deres trangt til at forherlige dem selv, deres børn eller deres fantastiske evner. Der blev sat fokus på vores trang til at ville være større, hurtigere, smartere, stærkere end de andre. Man kunne ikke undgå at genkende vores egen tid og (måske også sig selv) i trangen til at iscenesætte sig selv, sætte sig selv i centrum.
Det er nok én af vor tids største fristelser. At vi hele tiden selv vil være i centrum og tror at vi bliver lykkelige ved at bevise, hvor dygtige vi er og hvor meget vi har opnået. Pralen sidder som en oppustet ballon i brystet på os. Men den har brug for at blive punkteret. I teaterstykket i Århus så man også bag om facaden og så blærerøvens søgen efter identitet. Bag ved det hele lyder spørgsmålet: Hvem er jeg egentlig? Kan de andre lide mig, hvis de virkelig kendte mig bag ved facaden? Jesus blev udfordret på sin identitet og svarede ikke Satan igen med et bevis. Han kunne have kastet sig ud og ladet sig gribe af engle og som en anden pralhals bevist, hvem han var. Men Jesus valgte en anden vej, troens vej. Vi finder også først ud af, hvem vi er, hvis vi har mod til at gå troens vej. Vi skal ikke bevise vores værd hverken overfor Gud eller overfor andre. Gud har skabt os i Hans billede og når vi hører det og tror det, så har vi grundlaget for vores identitet. Vi er først og fremmest skabt af Gud og han er vores himmelske far. Kærlighed kræver ikke bevis, men tro og tillid. Derfor skal vi holde op med at puste os selv op overfor hinanden og forsøge at bevise, hvor meget vi kan eller hvor meget vi er værd. I stedet skal vi møde hinanden med tro og tillid og spejle os selv i mødet med vore nærmeste. I dét møde lærer vi mere om os selv, end vi kan tænke os til. I det møde vil vi med smerte opdage at det onde bor i os, at Den onde har en forbundsfælle i os. Men vi vil også se et glimt af Guds finger, at Guds rige er midt iblandt os med sin barmhjertighed, tilgivelse og kærlighed. Lad os benytte denne fastetid til at søge Gud og lære mere om, hvad han siger om os og hvilke tanker han tænker om os og vores liv.
Når vi tør kigge ind bag ved facaden på os selv og vil søge Guds vilje med vores liv, så tror jeg, at vi finder en ro og hvile i blot at være et Guds barn. Når du spørger Gud, hvem du er, så svarer han: Du er min! 3. del. Det tredje og sidste spørgsmål var: Hvem er du? Det handler om, hvordan skal vi se på den verden, som vi er en del af. For det i verden, når vi lever hverdagslivet sammen, at vi skal stå vores prøve og vores tro må vise sin troværdighed. Adam fik en gave. Det er altid dejligt at få gaver. Men han skulle aldrig have tage imod den. Det er ikke alt, som man får, der er godt for os. Da Adam stod med frugten fra Kundskabens træ i hånden, så kunne han have sagt Nej, tak. Men det gjorde han ikke. For Eva var jo så smuk og dejlig. Hvorfor skulle det som hun rakte ham, være syndigt? Og han spiste. Hvis det bare var så enkelt, at Satan kom listende hen til os med en skummel hætte over hovedet og som en anden heks ville række os et forgiftet æble, så var han til at tage afstand fra. Men fristelsen møder os i mange forskellige skikkelser. Måske bliver vi fristet af mennesker vi kender og holder af og som har de bedste hensigter. Men det kan føre os længere væk fra Gud. For Adam var det Eva. For David var det Batseba. For Jesus var det Peter. Lyder det skræmmende? For hvis mine nærmeste kan friste mig, hvem kan jeg så stole på? Men de eksempler fra Guds ord viser os, at det ikke er mennesker, som er fjenden. For Adam blev ved med at holde sammen med Eva, David og Batseba fik et langt og velsignet ægteskab, hvor de blev forældre til Salomo og Peter og Jesus blev ved med at vandre sammen.
Vi har brug for nogen at vandre med, men vi må hver især stå til ansvar for vore handlinger. Vi skal ikke skyde skylden på andre, når vi falder i synd. Vor nærmeste/ vor næste går ved siden af os og sammen må vi lytte til Guds ord og lade os lede af Ham. Sammen kan vi bede om at blive vejledt af Guds Ånd, når vi står i vanskelige situationer og skal træffe valg, som vi har svært ved at gennemskue. Den onde første Jesus op på et meget højt bjerg og viste ham alverdens riger. Men hvad skal vi mene om den verden? Hvad skal vi svare på spørgsmålet: Hvem er min du? Hvem er min næste? Svaret er: et menneske, som Gud kalder mig til at elske. Jeg skal hverken herske over dem eller blindt følge, hvad de siger. For det er Gud alene, som vi skal tilbede. Vi lever altså i en verden fyldt med mennesker, som hver især står i det samme valg som os selv. Valget mellem at lytte til Guds stemme eller Den ondes. Det lykkes ikke hver gang at lytte til Guds Ord og handle efter det, men når det gør, så er vi lys for verden. Og når det ikke lykkes for os, men vi synder og falder og må komme til Gud og få syndernes forladelse, så er vi et endnu stærkere lys for verden. For så lyser Guds barmhjertighed og kærlighed allerstærkest. Afslutning Vi skal ikke søge svar på, hvorfor vi fristes. Det er et livsvilkår for os og et udtryk for selve kærlighedens væsen at vi har frihed til at elske og tro på Gud eller lade være. Men det er når vi lytter til Guds ord og handler efter det, at vi lærer ham at kende. Jesus kalder sig selv for livets brød og når vi dufter til det gode brød, ser dens skønhed og hører andre tale om, hvor godt det smager så får vi mod til at tage et bid.
Så lærer vi Hvem Gud er den almægtige skaber og den barmhjertige frelser. Og når vi søger Ham, så finder vi også svar på, hvem vi selv er: Skabt i Guds billede og frelst til at være et Guds barn. Og vi lærer også, hvem vi går sammen med og i det fællesskab kan vi få hjælp til at tro og tjene Herren vor Gud. Amen.