Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i

Transkript

1 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham:»hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.«men han svarede:»der står skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund. «Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham:»hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten. «Jesus sagde til ham:»der står også skrevet: Du må ikke udæske Herren din Gud.'«Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham:»alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig. Da svarede Jesus ham:»vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene. «Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. Matthæusevangeliet 4,1-11

2 Salmer: 750, 840, 308, 336, 508, 266 PRÆDIKEN I fjernsynet kører der for tiden en udsendelse, der hedder Alene i Vildmarken. Det er en konkurrence, hvor nogle deltagere har meldt sig til at leve fuldstændigt isoleret og se, hvor længe, de kan holde den gående, inden de bukker under og lader sig hente hjem. Sidste mand eller kvinde - vinder De får 3 fiskenet, nogle presenninger og forskelligt værktøj udleveret, og så er det ellers op til deres egen forberedelse og psyke at få det til at fungere med de forhåndenværende materialer, vejret og sig selv. Det er ikke altid, det lykkes at få fisk i nettet. Og hvis det sker flere dage i træk, at man finder sine net uden fisk, må man gå sulten i seng. Det tærer på kræfterne med den slags ufrivillig faste. Og det er tydeligt at se, hvad sult gør ved et menneske. Sult dræner mennesker for energi, modstandskraft og overskud.

3 Det er det, Jesus oplever i dagens tekst og mere til. For her drejer det sig ikke bare om et par dage, han må gå sulten i seng, men om 40 dage og nætter, lige så længe, som det styrtregnede i Noahs dage under syndfloden. Dengang Gud forsøgte på at begynde forfra, at rense synden væk fra jordens overflade, at sørge for at den slange, der stak hovedet frem i den første fortælling, vi hørte i dag, skulle udryddes. Men det lykkes ikke. Det blev ved, det er ligesom det klæber til mennesket, det med synden, det med at slangen hvisker os ting i øret, der lyder både indsmigrende og tillokkende, men får både uheldige og katastrofale konsekvenser. Men i dag er der andre boller på suppen. Gud har sendt sin Søn, og vi hører i evangelieteksten om det første opgør mellem de to. Sønnen og slangen. Det er en fantastisk fortælling. Slangen, altså djævelen, er ikke længere bare oppe mod to nyskabte mennesker, der udforsker det fantastiske Paradis, de er sat ind i og har fået betroet, nu er det Guds egen Søn, der træder ind på scenen. Kan den få skovlen under ham, er sejren hjemme! Det er ikke fordi den ikke er udspekuleret, det er den i den grad, faktisk er slangen djævelsk snedig, men her kommer den altså til kort. Overfor kærligheden må alt mørke og ondskab, skyld, skam, løgn og had give fortabt.

4 Det er fortællingen om, at det, der mislykkedes for os og som stadig, gang på gang mislykkes for os, det gjorde Jesus for os og på vore vegne, lige fra begyndelsen på sit virke, for det, vi hører om i dag, var det allerførste, der skete for ham efter han var blevet døbt af Johannes Døberen i Jordanfloden. Han møder den samme fristelse som Adam og Eva, slangen forsøger at få ham til at bide i magtens æble, at tage magten i verden, men han afviser det og sætter slangen på plads, for han skal ikke gå magtens vej, men kærlighedens vej. Han er sendt til mennesker for at vise os, at Guds måde at udslette synden på ikke er at straffe den, men at tilgive den og selv at bære og udholde den skyld, den medfører. Og det er vores store held! For synden er der, selvom det ikke er moderne at tale om den, den er reel og slem nok, og den kom ind i verden med syndefaldet i paradisets have, som vi hørte om i teksten, der blev læst, før Elias blev døbt. Men det er altså ikke supermoderne at tale om synd. Og da slet ikke om ARVESYND. Tænk sig, kirken taler ikke bare om synd, men om arvesynd, er det ikke bare fuldstændigt håbløst? Hvordan kan man overhovedet tale meningsfuldt om sådan et begreb? Er der da noget mere uskyldigt end sådan et lille barn, der ligger der, som Elias i sin mors arme?

5 Han ligger bare der og griner over hele femøren, og hvis han græder, er det fordi han er sulten, og der er da vel bare overhovedet ikke ondt skabt i ham? Hvordan i al verden kan man da så påstå, at det lille uskyldige barn, der slet ikke har gjort noget som helst, er en synder, fordi der er noget, der hedder arvesynd? Er det ikke bare menneskefjendsk og sort teologi at sige det? Nej, tværtimod. Siger man det, har man ikke forstået, hvad der ligger i begrebet arvesynd. Arvesynden vil ikke sige, at jeg arver det, mine forældre og bedsteforældre har gjort forkert, at deres konkrete handlinger bliver tilregnet mig, og på den måde helt tilbage fra Adam og Evas fejltrin i Paradisets have, som om jeg skulle bære alt det, der nogensinde var gjort forkert i min slægtslinje og jeg på den måde slæber rundt på en stor, gigantisk akkumuleret mængde af synder, begået lige fra skabelsens morgen til i dag. Det ville virkelig være sort og menneskefjendsk at tænke sådan. Jøderne i Jesu samtid tænkte lidt på den måde, at hvis det gik mig dårligt i livet, så var det en straf for en eller anden synd, jeg havde begået, og hvis ikke man kunne se hvad det skulle være, kunne det tænkes at det var mine forældre eller bedsteforældre, der havde begået den, for der skal jo være retfærdighed til, og nogen må

6 jo have gjort noget forkert, når det går mig dårligt. Man forestillede sig, at fædrenes synder kunne arves af børnene i indtil flere slægtled, for som man sagde om Gud: han lader ikke den skyldige ustraffet; han straffer fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn! Det var netop det, Jesus kom for at gøre op med, for det var IKKE det billede, Gud ønskede, vi skulle have af ham. Det er heller ikke det, der ligger i begrebet arvesynd. Det er ikke et menneskefjendsk og sort begreb, der vil bøje os til jorden og ned under den for en uoverskuelig mængde af opsamlet skyld gennem hele historien, men et befriende ærligt og realistisk syn på, hvad et menneske er og et menneskeliv indebærer. Arvesynd er ikke det, at jeg har arvet synderne, men det, at jeg har arvet syndigheden - - som evne og tilbøjelighed altså det, at jeg som menneske ikke kan undgå at komme til at gøre noget forkert. Nogle vil måske kende det latinske ordsprog Errare human est!, det er menneskeligt at fejle. Det er noget i den retning, bare lidt stærkere. Og det ved vi jo godt, er sandt! Som Elias ligger der, så er han så fuldstændigt uskyldsren. En ubeskrevet tavle, han har ikke gjort nogen det fjerneste og kan ikke tilregnes

7 nogen som helst synd eller skyld. Men det ville være naivt ud over alle grænser at forestille sig, at han vil komme igennem tilværelsen uden nogensinde at komme til at gøre noget forkert, noget han vil fortryde. Jeg ved godt, at der er en forhenværende fodboldspiller for AGF, der har skrevet en bog med en titel, der leder tankerne hen på at det skulle kunne være muligt, i hvert fald for ham, men her tror jeg nu ikke, han er helt ærlig overfor sig selv. Ingen af os kommer gennem livet uden ridser, revner og buler, og heller ikke uden at komme til at påføre andre dem. På den måde er vi alle syndere. Errare humanum est. Det er menneskeligt at fejle. Peccare humanum est. Det er menneskeligt at synde. Det er DET, arvesynden siger. Men der er heldigvis andet og så meget mere at sige end det. For vi skal ikke bøjes ned af den. Vi skal ikke ødelægges af den. Vi skal befries fra den, frelses fra den. Det er dét, der er det vigtige, det, der er det opløftende, det, der kan give os livsmod og livsglæde, at vide, at selvom vi har gjort det før og kommer til at gøre det igen, så skal vi ikke knuses under byrden af hverken vore egne eller vore forfædres synder, for det er én, der har taget skylden for det hele, båret den og stået dens tunge smerte igennem, og det er ham, vi i dag høre afvise den slange, der ellers af al magt

8 forsøger at holde os fast og tyngede af skyld og skam. Men det gode budskab, det fantastisk glædelige budskab er, at alt det befrier Jesus Kristus os fra, og fordi han ikke lod sig fange ind af den, kunne han rive os ud af dens hånd. Guds måde at udslette synden på ikke er at straffe den, men at tilgive den. Jesus kom ikke for at gå magtens vej, men kærlighedens, og fordi han gik den helt til ende, kan vi leve vore liv uden rædsel og frygt, i glæde og taknemmelighed, som fri mennesker med Guds velsignelse. Og i stedet for at være bange, nedbøjede og indkrogede i os selv, er vi sat fri til at løfte hovedet, se hinanden og være medarbejdere på hinandens glæde. Og når, ikke hvis, vi kommer til kort over for det, må vi komme herhen, til hans kærligheds bord, hvor vi må lægge det fra os og vide, at han tager det sender os ud i livet igen, ikke for bevidstløst at gentage vores fejl og synder, for selvfølgelig skal vi bestræbe os på at blive klogere og lære af dem, men befriet fra konsekvenserne af dem og angsten fra straf og gengæld fra Vorherres side. Det var kærlighedens vej, han valgte at gå, og ikke magtens. Heldigvis. AMEN!