FORENET I MANGFOLDIGHED EUROPA28 AF YLVA NILSSON EUROPA-PARLAMENTET

FORENET I MANGFOLDIGHED EUROPA28 AF YLVA NILSSON EUROPA-PARLAMENTET

Luxembourg: Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer, 2010 ISBN 978-92-823-3212-2 De Europæiske Fællesskaber, 2010 Eftertryk tilladt med kildeangivelse Printed in Denmark

Forord Har Den europæiske Union med Lissabon-traktaten fået et solidt og langtidsholdbart fundament for sin videre udvikling i de europæiske folks tjeneste? Udfordringer skorter det ikke på. Vi nævner i flæng den finansielle og økonomiske krise, euroens stabilitet, klimaændringer, energiforsyning og -sikkerhed, en fælles udenrigstjeneste til varetagelse bl.a. af fredsbevarende operationer og udviklingsbistand, udvidelser, reform af Den fælles Landbrugspolitik og diskussion om de langsigtede budgetprioriteter, Lissabon-traktaten, som trådte i kraft 1. december 2009, giver rammerne og værktøjerne. Det er op til institutionerne og det politiske lederskab at levere varen. Og EU skal definere og finde sin rolle på den globale scene. Der er jo rent faktisk opnået en hel del, siden det egentlige samarbejde startede i slutningen af 1950'erne. Den institutionelle balance ser ud til at fungere - det er i hvert fald svært at forestille sig et alternativ, som kan skabe bedre resultater. Ideen om en uafhængig Kommission, et demokratisk valgt Parlament og et Ministerråd med ansvar over for de nationale parlamenter har vist sig at være langtidsholdbar. Når man kigger på udviklingen i samarbejdet siden Rom-traktatens ikrafttræden i 1958 kan man godt blive lidt overvældet og imponeret af resultaterne. De oprindelige seks medlemslande er blevet til 27 og bliver formentlig snart endnu flere. Det splittede, sønderbombede og forarmede Europa efter 2. verdenskrig og den kolde krig er blevet et demokratisk, fredeligt og socialt Europa med næsten en halv milliard indbyggere. Tidligere tiders arvefjender sidder nu ved samme bord og løser fælles problemer. Diktaturer og jerntæpper er faldet. Udover en ny Traktat bød 2009 på et Europa-Parlament med et nyt 5-årigt mandat og en ny Kommission med et sideløbende mandat. Vi fik en formand for Det europæiske Råd og en "udenrigsminister". Alt dette skulle give muligheder for større sammenhængskraft og dynamik i samarbejdet - til gavn for borgerne og demokratiet. En afgørende forudsætning for at deltage i en meningsfuld debat om det fremtidige EU-samarbejde er naturligvis en grundlæggende viden om og forståelse af det nuværende samarbejde og dets baggrund. Vi håber, at denne bog vil være en nyttig hjælp til at skaffe sig denne viden - og samtidig bevare overblikket. Bogen, som er den tredje opdatering, er skrevet af Ylva Nilsson, mangeårig korrespondent for Svenska Dagbladet i Bruxelles og en af vores fremmeste EU-kyndige. Hun står for de holdninger og vurderinger, som der gives udtryk for i bogen. Europa-Huset står for udgivelsen. København, den 14. juli 2010 Henrik Gerner Hansen Europa-Parlamentets Informationskontor i Danmark Jan Høst Schmidt Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark EUROPA 27-3

Den udvidede Union 4 - EUROPA 27

Hvilke områder uden for Europa hører til EU? Følgende EU-områder, der er beliggende uden for EU, men der som dele af EU-stater hører til EU: Ceuta og Mellila (spanske enklaver i Nordafrika), De Kanariske Øer (Spanien), Madeira, Azorerne (Portugal), de franske oversøiske departementer: Guadeloupe og Martinique (Vestindien), Fransk Guyana (Sydamerika) og Réunion (Det Indiske Ocean). Alle andre oversøiske områder, som har forbindelse til en af EU s medlemsstater, er kun associerede til EU: bl.a. Falklandsøerne, Saint Helena, Fransk Polynesien, De Nederlandske Antiller, Saint Pierre og Miquelon. Hvilke områder inden for EU hører ikke til EU? Følgende selvstændige, delvis selvstændige eller afhængige statsområder, som ligger inden for EU s geografiske grænser eller på den europæiske kontinentalsokkel hører ikke til EU: Andorra, Kanaløerne, Færøerne, Øen Man, Monaco, San Marino, Vatikanstaten og Gibraltar. Nye lande på vej? Følgende 4 lande banker på for at blive optaget i EU: Kroatien, Makedonien (FYROM), Island, og Tyrkiet. Kroatien og Tyrkiet indledte forhandlinger i 2005. Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Island er de sidste to lande, der er blevet godkendt som kandidatlande.. Hvad kræves der for at blive medlem? Landene skal opfylde de betingelser, som EU har opstillet, for at et land kan blive medlem, de såkaldte Københavnskriterier (fungerende mar kedsøkonomi, stabilt demokrati med respekt for menneskerettighederne og evne til at leve op til EU s langsigtede mål og EU s samlede regelværk). MEDLEMSSTATER Land Hovedstad Befolkning KPI* Belgien Bruxelles 10 478 600 28 900 Bulgarien Sofia 7 739 900 10 400 Tjekkiet Prag 10 235 800 20 100 Danmark København 5 419 400 30 100 Tyskland Berlin 82 469 400 29 000 Estland Tallinn 1 346 100 16 900 Grækenland Athen 11 104 100 23 600 Spanien Madrid 43 398 100 25 700 Frankrig Paris 62 702 400 27 100 Irland Dublin 4 159 100 33 900 Italien Rom 58 607 000 25 600 Cypern Nicosia 757 800 24 000 Letland Riga 2 300 500 14 400 Litauen Vilnius 3 414 300 15 500 Luxembourg Luxembourg 457 300 69 200 Ungarn Budapest 10 087 100 16 100 Malta Valetta 403 500 19 100 Nederlandene Amsterdam 16 319 900 33 600 Østrig Wien 8 236 200 30 900 Polen Warszawa 38 165 400 14 100 Portugal Lissabon 10 549 400 19 000 Rumænien Bukarest 21 634 400 11 800 Slovenien Ljubljana 2 000 500 22 800 Slovakiet Bratislava 5 387 000 18 100 Finland Helsingfors 5 246 100 29 400 Sverige Stockholm 9 029 600 30 100 Storbritannien London 60 226 500 29 100 EU-27 491 875 400 25 100 KANDIDATLANDE Kroatien Zagreb 4 443 300 15 700 Tyrkiet Ankara 72 520 000 11 400 Makedonien (FYROM) Skopje 2 039 000 8 200 (Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien) Iceland Reykjavik 319 000 30 300 De fire kandidatlande 79 321 300 ANSØGERLANDE Albanien Tirana 3 149 000 6 400 Bosnien/Herzegovina Sarajevo 3 843 000 7 900 Kosovo Pristina 2 070 000 - (Under FN Sikkerhedråds resolution 1244) Montenegro Podgorica 624 000 10 700 Serbia Beograd 7 425 000 9 100 De fem ansøgerlande 17 041 000 * Gennemsnitlig købekraft pr. indbygger i 2008 (euro) (Kilde: Eurostat). EUROPA 27-5

Indholdsfortegnelse Forord 3 Den udvidede Union 4 Den Europæiske Union - sådan startede det 7 Det indre marked - en succes, der tages for givet 12 Penge og arbejde - at skabe et sikkerts grundlag for velstand 17 Landbrug og fiskeri - forbrugernes valg skal bestemme 24 Bæredygtig udvikling - mere end blot et rent miljø 29 EU på verdensscenen - en magt der må regnes med 33 Indre sikkerhed - når mennesker rejser uden grænser 38 Borgerne - nye muligheder på det indre marked 44 Sådan fungerer EU - balance mellem de enkelte lande og Fællesskabet 47 Medlemmer af Europa-Parlamentet - de 13 danske medlemmer 55 Medlemmer af Europa-Parlamentet 56 EU s budget - hvad det koster, og hvad det bruges til 57 EU s budget 2010 - fordelingen af udgifter på undersektioner 59 EU 2010 og EUROPA 2020 - en plan for Europas fremtid 60 Sådan lovgiver EU 63 Europa-Huset i København 64 Europa-Parlamentet - Informationskontoret i Danmark 65 Europa-Kommissionen - Repræsentation i Danmark 66 Euroscola 67 EU på skemaet 67 Traktaterne 68 Hvad mener du - spørgsmål til diskussion i klassen 69 Alfabetisk indeks 70 Vigtige årstal i EU-samarbejdet 71 Ordliste 72 6 - EUROPA 27

Den Europæiske Union sådan startede det EU blev skabt på ruinerne af Anden Verdenskrig, af mennesker som havde oplevet to verdenskrige på kort tid. Forbavsende mange af ideerne fra starten har overlevet og bruges stadig i dag. EUROPA 27-7

Da Anden Verdenskrig sluttede i 1945, var den mest presserende opgave at skaffe mad og tag over hovedet til alle de mange millioner hjemløse flygtninge. Europa skulle bygges op fra grunden. Men da der først var fundet en slags løsning på de praktiske problemer, var det nu tid at overveje og drøfte Europas fremtid. Der var mange politikere, der talte om at forene Europa som en garanti for, at der ville blive sat en stopper for krigene. Den britiske krigshelt og premierminister Winston Churchills tale ved Europakongressen i Haag i 1948 er et af de mest kendte bidrag i debatten om Europas Forenede Stater, men han var bare én af mange, som havde det samme budskab. Franskmanden Jean Monnets idé var mere radikal end de fleste. Monnet foreslog, at de gamle ærkefjender Frankrig og Tyskland skulle samle deres ressourcer af de absolut vigtigste råstoffer, kul og stål, under en uafhængig (men fælles) myndighed. Begge lande skulle bruge kul og stål til genopbygningen, men de måtte ikke kunne udnytte det til at fremstille våben. Det var i 1950, og nye konflikter lå i luften ved den fransk-tyske grænse, da Frankrigs regering valgte at acceptere Monnets plan. Det samme gjorde Tysklands forbundskansler, Konrad Adenauer, hvis land med de mange ressourcer stadig var underlagt sejrherrernes administration. Dette er vores gennembrud, sagde Adenauer, som anså samarbejdet for at være første skridt i retning af, at Tyskland blev accepteret som et normalt land igen. Den franske udenrigsminister Robert Schuman forelagde planen for omverdenen den 9. maj 1950, blot fem år efter krigens afslutning. Andre europæiske lande blev indbudt til at deltage. Italien, Belgien, Holland og Luxembourg sagde straks ja og var derfor blandt de seks lande, der startede Kul- og Stålfællesskabet. Danmark, Sverige og Storbritannien takkede derimod nej. Samarbejdet udvides Kul- og Stålfællesskabet var blot begyndelsen for Monnet og andre europæiske politikere. De havde større drømme. Monnet havde mellem de to verdenskrige i det 20. århundrede arbejdet i Folkeforbundet, som var det første forsøg på at skabe et internationalt forum, hvor konflikter kunne løses gennem debat i stedet for krig. Dette forsøg mislykkedes, og Monnet var overbevist om, at det skyldtes, at alle lande havde vetoret. Ingen ville give sig, og ingen ville gå på kompromis, men Arkitekterne bag det, der skulle blive til EU, Jean Monnet og Robert Schuman. 8 - EUROPA 27

brugte deres mulighed for at stoppe ubehagelige beslutninger. Kulog Stålfællesskabet skulle derfor ikke bygge på idéen om, at alle har vetoret, men på fælles interesser, et praktisk og konkret samarbejde, hvor landene kunne opbygge gensidig tillid. Kul- og Stålfællesskabet, hvis Høje Myndighed fik hjemsted i Luxembourg, fungerede præcis, som det var tænkt. Nogle år senere fandt generalsekretær Jean Monnet tiden moden til at gå videre og foreslog landene at udvide samarbejdet langt ud over kul og stål. Også denne gang fik han støtte til sin idé. I 1957 undertegnede de seks lande Rom-traktaten, som skabte EØF, et europæisk, økonomisk fællesskab. Overstatslighed EØF byggede på samme overstatslighed, som Monnet anså for at være nødvendig for at få uafhængige stater til at samarbejde: En fritstående myndighed varetager forvaltningen (Kommissionen), men kompetencen til at træffe afgørelser ligger hos medlemsstaterne (Rådet). En parlamentarisk forsamling (Europa-Parlamentet) fik kontrolmuligheder og kunne fremføre sine synspunkter. En domstol (EF-Domstolen) blev oprettet for at kunne afgøre tvister mellem landene og sikre, at alle følger de afgørelser, der træffes, på ensartet vis. I Rom-traktaten findes endnu flere velkendte elementer fra dagens EU som den fælles landbrugspolitik, toldunionen, konkurrencepolitikken og det fælles marked. Andre lande i Europa blev presset af Rom-traktaten. De mistænkte landene på det europæiske fastland for at ville oprette et eksklusivt kartel, som skulle udelukke andre lande fra vigtig handel. Derfor dannede Storbritannien, Danmark, Norge, Portugal, Sverige Det første møde i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og Schweiz i 1961 et frihandelsområde, EFTA. Her var der ingen fælles myndighed, domstol eller politik, men blot et forum, hvor emner som told og handelsproblemer kunne drøftes. Men det var stadig et faktum, at de vigtigste markeder for EFTA-landene lå i netop de lande, der var med i EØF. Derfor valgte Storbritannien, Danmark, Norge og Sverige alligevel at søge om medlemskab af EØF af frygt for at miste handel. Det gik imidlertid ikke så nemt. Frankrigs præsident Charles de Gaulle var imod britisk medlemskab og var skyld i, at det trak ud i flere år. Først efter hans død i 1970 blev døren åbnet. På det tidspunkt var det kun Storbritannien, Danmark og Irland, der blev optaget som medlemmer af EØF i 1973. Norge havde også forhandlet en tiltrædelsesaftale på plads, men den blev afvist ved en folkeafstemning. I 1980 erne fik samarbejdet, som nu var blevet omdøbt til EF, flere nye medlemmer. Det var Europas tidligere diktaturer, som havde lagt deres mørke historie bag sig og ansøgt om medlemskab af EF som bevis på deres demokratiske vilje. Grækenland blev medlem i 1981, Spanien og Portugal i 1986. Det store spring Men det var det fælles marked, der skulle blive det store spring fremad i det europæiske samarbejde. Efter flere årtier med lavkonjunkturer og dårlige tider blev medlemsstaternes stats- og regeringschefer i midten af 1980 erne enige om, at det var på høje tid at gennemføre planerne om et fælles marked. Erhvervslivet skulle blomstre, og der skulle skabes nye arbejdspladser. For at landene skulle kunne føle sig trygge ved at fjerne grænsekontrollerne, måtte de først forsøge at blive enige om fælles regler, som skulle garantere en høj og sikker standard for alle varer og tjenesteydelser. Forhandlingerne blev lange og hårde, for alle lande mente, at netop deres nationale produktregler ville garantere det bedste resultat. Det, som til slut gjorde det muligt at nå til enighed, var en nyhed i lovgivningen om det indre marked EF-landene opgav for første gang vetoretten for nu at træffe afgørelser med kvalificeret flertal. Det forhold, at man nu kunne blive nedstemt, øgede viljen til kompromis mærkbart. Den 1. januar 1993, præcis som planlagt, var de fleste regler på EUROPA 27-9

Robert Schuman og Jean Monnet. plads, og grænsebommene kunne hæves. Det indre marked forandrede EF på flere måder. Som man havde håbet, havde det en klar økonomisk effekt handel og erhvervsliv fik et løft, og dette øgede væksten og skabte millioner af nye arbejdspladser. Udbuddet af varer blev større, og mange forbrugerpriser faldt. Men projektet havde også en politisk effekt. Efter flere års hårde forhandlinger havde medlemsstaterne lært hinanden meget bedre at kende og havde fundet en ny tillid en ny følelse af fællesskab, som kom til at betyde meget, da verden inden længe forandrede sig. En tredje virkning blev, at omverdenen begyndte at interessere sig for EF. Det blev magtpåliggende for de store handelsmagter, USA, Japan og Rusland, ikke at blive udelukket fra det, der var blevet verdens største og rigeste marked med 380 mio. ganske velstående forbrugere. Deres erhvervsliv etablerede sig i Europa. De nærmeste naboer besluttede sig for, at de ville være med trods alt. I 1991 ansøgte Østrig, Sverige, Finland og Norge om medlemskab. De tre førstnævnte kom med i 1995. Norges befolkning sagde igen nej ved en folkeafstemning og valgte i stedet EØS-aftalen, som er en slags samarbejdsaftale, ifølge hvilken Norge, Island og Liechtenstein har tiltrådt det indre marked, men ikke kan være med i beslutningerne. Europa genforenes Den nye følelse af fællesskab kom meget passende, da storpolitikken ændrede forudsætningerne i Europa. Sovjetregimet faldt sammen i slutningen af 1980 erne og blev endeligt opløst i 1991. En supermagt og potentiel fjende var nu væk. Sovjetunionens støtter i Østeuropa gik samme vej. I 1989 blev Berlinmuren revet ned af demonstranter, og resten af jerntæppet mellem Øst- og Vesteuropa blev flået i stykker. De lande, der havde været en del af den kommunistiske blok, gik en ny og usikker fremtid i møde. EF-landenes svar på den politiske uro var at styrke deres fællesskab og forvandle sig i hvert fald i navnet til en politisk union. Det skete gennem en ny EU-traktat Maastricht-traktaten. De østeuropæiske lande opfattede EU som adgangskort til en verden af stabilitet, velstand og demokrati. De ville være med. For alle lande på EU-siden var dette ikke selvfølgeligt. I nogle år havde 12 medlemsstater kæmpet for at få gennemført vigtige reformer, og nu var EU på vej til at få tre nye medlemsstater. At integrere 10 nye fattige og ustabile lande virkede ikke tillokkende. Men efter nogle års tvivl og diskussioner stod det klart, at man ikke kunne lade denne historiske chance for at forene Europa gå tabt. EU bidrog med finansiering, ekspertise og strenge instrukser om, hvordan landenes demokratier, statsapparater og markedsøkonomier skulle bygges op. I maj 2004 blev 10 nye lande medlem af EU, og i januar 2007 kom to mere til. EU havde nu 27 medlemsstater. Europæisk folkestyre Midt under de store politiske omvæltninger i 1990 erne dukkede en ny faktor op. EU s beslutninger havde gennem det indre marked fået en stadig større betydning for borgernes hverdag og nu ville folket også have indflydelse. De politiske ledere kunne ikke tage fejl af budskabet, da det danske folk i 1992 ved en folkeafstemning stemte nej til Maastricht-traktaten. EU var vokset i samarbejdsområder og i antal lande, havde gennemført reformer og udviklet sig, men det var sket på udenrigsministerog regeringschefsniveau, uden at vælgerne eller de nationale parlamenter var blevet involveret. Kravet om større indsigt og mere demokrati kom også fra Europa- Parlamentet, en politisk kraft, der var gået fra at være meget ubetydelig til at blive mere og mere indflydelsesrig. Da EØF blev oprettet i 1957, blev der også oprettet en parlamentarisk forsamling, men den havde stort set ingen indflydelse. Fra 1979 fik medlemsstaternes borgere mulighed for at vælge deres repræ- 10 - EUROPA 27

sentanter til Europa-Parlamentet. Med 410 medlemmer, direkte valgt af folket og beskæftiget på heltid med europapolitik, blev Europa- Parlamentet en ny magtfaktor, og snart øgedes presset på regeringerne for at øge de folkevalgtes indflydelse på EU-politikken. Det store gennembrud kom i 1987, da der blev indført flertalsafgørelser på det indre marked. Europa- Parlamentet fik medbestemmelse i forbindelse med disse afgørelser. Appetitten voksede, og når EUlandene genforhandlede EU s traktater i 1990 erne, sikrede Parlamentet sig hver gang, at medbestemmelsen blev udbygget til stadig flere politiske områder. I dag er Europa-Parlamentet ligestillet med Rådet som lovgiver det er stort set kun skatte-, udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, der ligger udenfor. Europa-Parlamentets indflydelse synes dog at betyde meget lidt for vælgerne ude i medlemsstaterne. Det gjorde meningsmålinger og store, vrede demonstrationer ved EU s topmøder klart for politikerne. Da det i 2002 endnu en gang var tid at ændre spillereglerne for EU, valgte regeringerne derfor en ny fremgangsmåde. Godt 100 europæiske parlamentsmedlemmer fik i samråd med interessegrupper fra alle dele af samfundet til opgave at udarbejde et udkast til en ny EU-traktat. Forfatningstraktaten, som de udviklede, blev godkendt af stats- og regeringscheferne med nogle små ændringer. Forfatningstraktaten øgede antallet af flertalsafgørelser og gav Parlamentet mere medbestemmelse. Den indeholdt også flere nyheder på området demokrati og kontrol. De nationale parlamenter fik for første gang en rolle i EU-arbejdet. Rådets lovgivningsarbejde skulle herefter gennemføres offentligt. Borgerne skulle med en million underskrifter kunne kræve nye EU-love. Kommissionen blev underlagt en forpligtelse til at holde samråd med aktører i samfundet, inden den formulerer lovforslag. Men befolkningen lod sig ikke overbevise. I foråret 2005 sagde Holland og Frankrig nej til EU-forfatningen ved folkeafstemninger, og den måtte derfor lægges på is. I vinteren 2007 blev regeringerne enige om en noget ændret erstatning Lissabon-traktaten, men den blev nedstemt i en irsk folkeafstemning i sommeren 2008. For at få irerne til at sige ja krævede det en tillægsprotokol, som lover irerne, at deres lovgivning om bl.a. neutralitet, familieliv (abort) og skatter bliver fredet. I december 2009 trådte Lissabon-traktaten endelig i kraft. Om den kløft, der tydeligvis har været mellem EU og befolkningerne, dermed er forsvundet, må fremtiden dog vise. Daværende statsminister Jens Otto Krag ved tiltrædelsen den 1. januar 1973. EUROPA 27-11

Det indre marked en succes, der tages for givet Det indre marked er kernen i EU-samarbejdet en økonomisk fremgang, som har sat sine tydelige spor i alt fra valuta til mere politiske områder som udenrigspolitik og miljø. Men den er baseret på noget så enkelt som at fjerne grænsebommene mellem landene. 12 - EUROPA 27

Det indre marked medfører, at varer, tjenester, kapital og personer skal kunne bevæge sig frit uden at blive standset af nationale grænser. Det kaldes de fire friheder. Idéen er, at erhvervslivet skal kunne sælge sine varer og tjenester i hele EU uden told, uden ekstra kontrol eller krav om nye godkendelser, men det skal overholde visse minimumsregler, som skal beskytte forbrugerne, samfundet og miljøet. I forbindelse med varer kan der f.eks. findes regler for, hvor meget kakao, der skal være i en vare, der må sælges som chokolade, hvilke ingredienser, der skal anføres på pakningen, så allergikere ikke køber noget, de ikke kan tåle, eller hvor store mængder udstødningsgas en bil må udlede. For dem, der udbyder tjenester, er der f.eks. krav om, at en læge skal have den rette uddannelse, eller at forsikringsselskaber altid skal have tilstrækkelig kapital til at kunne udbetale erstatning, hvis der skulle ske en større ulykke. EU har ikke reguleret alle områder. I visse tilfælde har man nøjedes med gensidig anerkendelse. Det betyder, at hvis en vare er blevet testet og godkendt i hjemlandet, skal andre EU-lande acceptere, at varen også sælges i deres land. For så vidt angår f.eks. banker og forsikringsselskaber stoler man på kontrollen i hjemlandet, altså på, at det nationale finanstilsyn overvåger, at alle virksomheder, der er registreret i landet, udfører deres aktiviteter i overensstemmelse med reglerne. Trægt i begyndelsen Planen om at skabe et indre marked var allerede med i Rom-traktaten, der blev undertegnet i 1957. Men det var først i 1987, at de 12 EU-lande enedes om at gøre den til virkelighed. Først skulle de nå til enighed om fælles sikkerhedsstandarder på 300 områder. Starten var træg, og det var svært for landene at blive enige, men da man havde indført en nyhed specielt til det indre marked afgørelser blev her truffet med kvalificeret flertal i stedet for med enstemmighed så kunne EU faktisk med en vis højtidelighed løfte grænsebommene mellem EU-landene den 1. januar 1993. Ti år senere havde det indre marked skabt 2,5 mio. nye arbejdspladser og en øget velstand på 900 mia. euro ca. 6.000 euro for hver europæisk familie. Selv om grænsekontrollerne var væk, var der stadig mange hindringer for den frie bevægelighed i praksis. Der arbejdes stadig på at fjerne disse hindringer. Den frie bevægelighed for personer krævede flere års ekstra forhandlinger og en lang række nye afgørelser om kontrol ved de ydre grænser, politi- og indvandringssamarbejde, inden den kunne gennemføres. (Se afsnittet om grænser) Længe havde tjenesteudbydere kun i teorien et fælles marked, eftersom der stadig var nationale krav, hvis virksomheder medbragte eget personale, eller hvis man ønskede at arbejde som f.eks. arkitekt, advokat eller elektriker i et andet land. Tjenesteydelsesdirektivet Først fra januar 2010 findes der nu et tjenesteydelsesdirektiv, som skal gøre det nemt at sælge tjenesteydelser over hele EU. Visse tjenesteudbydere skal stadig bevise deres kompetencer, før de kan arbejde i et andet land, men alle lande har indført ét kontaktpunkt, hvor en virksomhed kan få hjælp til alle formaliteter, så den kan arbejde frit. En stopklods i debatten om frie tjenesteydelser var fagforeningernes bekymring for konkurrencen fra lavtlønslande. Et fælles marked for tjenesteydelser indebærer til forskel fra et varemarked ofte, at arbejdskraften følger med fra udlandet for at udføre arbejdet. Løsningen blev, at det i princippet er værtslandets vilkår for løn, overarbejde osv., der gælder, også for gæstearbejdere. For Danmarks vedkommende findes der en national aftale mellem arbejdsgivere og fagforeninger om, at tilrejsende udenlandske virksomheder får besked om, hvilken overenskomst, der gælder i den branche, de vil arbejde i, således at de danske betingelser bliver fulgt. Sociale ydelser og såkaldte forsyningspligtydelser (f.eks. post, el og vand) sidestilles i EU-bestemmelserne ikke med andre tjenesteydelser. Sociale ydelser, der ikke er økonomiske, reguleres nationalt. Alle borgere skal have adgang til forsyningspligtydelser, uanset om det er lønsomt for virksomhederne eller ej, så her har de nationale myndigheder mulighed for at opstille særlige vilkår for virksomhederne. Kommissionen vurderer, at et åbent marked for tjenesteydelser kan skabe 63 mia. euro i øget velstand. Finansmarkederne Siden 2000 har EU arbejdet på at fjerne grænsehindringerne for finansmarkederne i Europa. Det skal være let for virksomhederne at rejse kapital, hvor vilkårene er bedst, for sparerne at placere deres penge på de gunstigste bankkonti eller i værdipapirer osv. For at kunderne ikke bliver snydt, og finansmarkederne ikke går amok, findes der bl.a. krav om god information, beskyttelse af småsparernes indskud på bankkonti og regler, der skal sikre, at bankens/ børsmæglerens hjemland overvåger de finansielle institutioner. Det er også blevet lettere at spare op i banker, købe aktier og obligationer og at forsikre sig i andre EU- EUROPA 27-13

lande. Indtil videre er det dog først og fremmest de finansielle aktører, der udnytter dette ikke de almindelige forbrugere. En virkning er, at Europas kapitalmarkeder er blevet større og til tider omsætter flere penge end det amerikanske marked, ikke mindst siden den stærke euro har fået amerikansk, asiatisk og arabisk kapital til i større grad at interessere sig for det europæiske marked. Den globale finanskrise i efteråret 2008 satte dog i hvert fald midlertidigt en stopper for den udvikling. Krisen afslørede desuden, at EU s principper for overvågning af finansmarkederne ikke står distancen. Kapitalen bevæger sig så let og hurtigt over verdens grænser, at de nationale finansmyndigheder ikke opfattede, hvor store risici der blev taget. EU s finansministre besluttede i 2009 at indføre en betydeligt strengere kontrol og et tættere samarbejde mellem landenes nationale finanstilsyn. Kommissionen vurderer, at mere åben adgang til risikovillig kapital for virksomheder kan skabe en øget velstand på 94 mia. euro. Det europæiske energimarked I de seneste år er Kommissionen begyndt at undersøge, om den mere frie konkurrence virkelig er slået igennem på de tungere markeder for tjenester, f.eks. i forbindelse med banker, energi og telekommunikation. Konklusionen er, at landenes gamle monopoler eller store virksomheder ofte sidder på en stor del af markederne, og at nye aktører har svært ved at vinde frem. Ofte er konkurrencen fra andre lande minimal og markederne næsten slet ikke europæiske, men stadig nationale. Resultatet er unødvendigt høje priser og ringere tjenester, end kunderne ellers kunne få. Sådan er det ikke mindst på energimarkederne, men her handler det om meget mere end bare lavere priser. EU-landene importerer halvdelen af deres energi, og hvis vi fortsætter i samme takt, vil dette være steget til to tredjedele om 20 år. I vinteren 2008 blev der skruet ned for energiforsyningerne til 17 EU-lande, da den store eksportør Rusland havnede i en konflikt med transitlandet Ukraine. Importen gør EU sårbar, både rent praktisk og sikkerhedspolitisk. Ca. 91% af EU-landenes energiforbrug kommer fra fossile brændstof- Store virksomheder må ikke udnytte deres styrke til at gøre det besværligt for mindre konkurrenter. (Foto: ABB). 14 - EUROPA 27

fer. Dette må ikke fortsætte, hvis EU skal opfylde sit mål om at bekæmpe klimaforandringerne gennem en reduktion i udledningen af drivhusgasser. Men den nye klimavenlige energi, som begynder at vinde indpas med vind- eller solenergi, har svært ved at nå kunderne af den simple grund, at det er vanskeligt at få plads i forsyningsledningerne. EU s store energivirksomheder dominerer de nationale markeder og har ikke haft nogen grund til at modernisere deres net og ledninger eller koble sig sammen med andre lande. Danske vindmøller har måttet lukke ned på meget blæsende dage, når det danske behov var opfyldt, fordi der ikke var plads i ledningerne til naboerne i Tyskland, som holder sig varme med kulkraft. Det opsplittede europæiske energimarked betyder, at energiressourcer går til spilde. EU forsøger at bryde den slags dominans ved at tvinge de store virksomheder til at give mindre konkurrenter plads. Den vigtigste reform er nok den såkaldte unbundling, hvor store energikoncerner har forbud mod at have både net (ledningerne) og levering af tjenester (forsyning med el og gas eller telefoni) i samme virksomhed. Reformen vil øge velstanden i Europa med 50 mia. euro, hvis den gennemføres som planlagt, vurderer Kommissionen. Energiimporten bør kunne mindskes med 60 mia. euro inden 2020. Konkurrencepolitik Hvis det fælles marked skal opfylde den ønskede målsætning om lavere priser samt flere og bedre varer og tjenester, skal konkurrencen mellem virksomhederne ske på lige vilkår, så kunderne reelt har mulighed for at træffe det bedste valg. Derfor er konkurrencepolitikken en grundpille på det indre marked. Det indre marked drejer sig i høj grad om forbrugerne - det skal give flere og bedre varer og tjenester til lavere priser. EU s konkurrenceregler hører til de strengeste i verden. Det er Kommissionen, der fører tilsyn med, at de store virksomheder følger reglerne. Mindre virksomheder overvåges af de enkelte landes nationale konkurrencestyrelser. Konkurrenter må ikke samarbejde hverken ved at aftale priser eller dele markeder mellem sig. I 2001 fik flyselskaberne SAS og det danske Maersk Air store bøder for at have delt markederne. De havde aftalt ikke at konkurrere med hinanden om passagerne på ruterne København-Stockholm og Billund-Frankfurt. Det gjorde det muligt for dem at opkræve højere billetpriser. Fire europæiske glasproducenter fik i 2009 de hidtil største EU-bøder på 1,3 mia. euro i alt for at have drevet et kartel, hvor de delte markederne mellem sig. Store virksomheder må heller ikke udnytte deres styrke til at gøre livet besværligt for mindre konkurrenter ved at nægte leverancer. Den multinationale koncern Unilever måtte f.eks. ophøre med at kræve af lokale butikker med kun én fryser, at de udelukkende solgte Unilevers is. Til tider stopper Kommissionen aktiviteter, der kan skabe en alt for dominerende virksomhed. I 2000 fik lastvognsproducenterne Scania og Volvo forbud mod at slå EUROPA 27-15

EU er blevet enige om fælles roamingpriser ved mobiltelelfoni. sig sammen, da de skandinaviske vognmænd så ville være i lommerne på én eneste leverandør. Amerikanske Microsoft blev i 2008 af Kommissionen tvunget til at vise verden, hvordan deres operativsystem fungerer. Microsoft har en så stor markedsandel for software, at det dårligt kan betale sig for andre at udvikle nye programmer, hvis de ikke er kompatible med Microsoftsystemet. Microsoft havde udnyttet sin dominerende stilling til at mindske konkurrencen. En virksomhed, der overtræder EU s forbud mod karteller, kan få bøder på op til 30 % af den årlige indtjening. Hvor store bøderne bliver, afhænger af hvor alvorlig overtrædelsen anses for at være, og hvor længe den har stået på. Den første straf er ofte lidt mildere, men hvis reglerne overtrædes gentagne gange, kan virksomheder få bøder på op til 50 %. Virksomheder kan også få nedsat bøderne, hvis de hjælper Kommissionen med at fremskaffe beviser. De største bøder, der hidtil er givet til én virksomhed, var til den amerikanske chipproducent Intel, som i maj 2009 fik bøder på over 1 mia. euro for at have hindret konkurrencen med forbudte krav til underleverandører og kunder. Forbrugerpolitik I sidste ende er det forbrugerne, der skal nyde godt af, at EU-landene har et fælles marked. I dag kan vi se, at EU s borgere uden tvivl har draget nytte af, at det europæiske marked er blevet åbnet for konkurrence, uden at der er slækket på sikkerheden. Prisen på telefonsamtaler er faldet drastisk i hele Europa. Lavprisflyselskaber er et nyt fænomen, der har ændret folks rejsevaner. Det er blevet billigere at købe personbiler. Kommissionen overvåger det indre marked med især det formål at sikre, at forbrugerne får noget ud af det. I sommeren 2007 tvang EU alle mobiltelefonselskaber til at sænke priserne på udlandssamtaler de var urimeligt høje, mente lovgiverne. Kommissionen har undersøgt energibranchen, banker og teleselskaber og har konstateret, at det er vanskeligt for kunderne at sammenligne vilkår og for besværligt at skifte selskab. Nye regler skal råde bod på det. Kommissionen har sammen med EU s medlemsstaters forbrugermyndigheder grebet ind over for hjemmesider, som sælger flybilletter, for at sætte en stopper for snyd med priser og vilkår. På samme måde samarbejder man mod virksomheder, der tilbyder lån via mobiltelefoner eller urimeligt dyre telefonforbindelser. EU tilbyder også hjælp til forbrugere, der har haft dårlige erfaringer med at handle i et andet land. Der findes nu europæiske netværk med kontaktpunkter i hvert land, som kan hjælpe forbrugerne til deres ret over for en virksomhed i andre lande, informere om love, oversætte og eventuelt hjælpe i en retslig tvist. Kommissionen styrer et europæisk varslingssystem om farlige produkter. Myndigheder og virksomheder i de enkelte EU-lande, som må trække et farligt produkt tilbage fra markedet, rapporterer dette til Bruxelles, som lader advarslen gå videre til andre lande. En liste over de produkter, der er trukket tilbage, offentliggøres på internettet. I de senere år har mange advarsler drejet sig om kinesisk legetøj, som kunne skade børnene. Kommissionen forhandlede direkte med Kinas regering og fik Kina til at oprette et internt kontrolsystem. I 2009 var der en advarsel om en klapvogn, som havde klippet flere børns fingerspidser af. Virksomheden trak vognen tilbage i USA, men fortsatte med at sælge den med en advarsel i Europa. Kommissionen sørgede for, at virksomheden også stoppede salget af barnevognen i Europa. I de senere år har mange advarsler drejet sig om kinesisk legetøj. 16 - EUROPA 27

Penge og arbejde at skabe et sikkert grundlag for velstand Euroen blev et naturligt næste trin for de politikere, der havde skabt det indre marked, en fælles valuta til fælles handel. Men den fælles valuta har også medført, at den økonomiske politik i EUlandene samordnes i højere grad også for lande uden for euroen som Danmark. EUROPA 27-17

deres sedler og mønter. Tyske D- mark, franske franc og italienske lire blev til euro og cent. Nogle EU-lande valgte ikke at deltage. Danmark tog forbehold i 1992. Sverige og Storbritannien har i øjeblikket heller ingen planer om at overgå til euro. Af de nyere medlemsstater er det ikke alle, der kan opfylde kravene endnu, og de kan derfor ikke være med. Slovenien blev dog euroland i januar 2007, et år senere kom Malta og Cypern med, og året efter Slovakiet. Dermed bruges valutaen nu i 16 europæiske lande og af 329 mio. borgere. Euroen har sin egen centralbank, som fastsætter renten og varetager pengepolitikken. Den Europæiske Centralbank ECB har sit hovedsæde i Frankfurt i Tyskland. Eurolandenes finansministre mødes hver måned, lige før EU s ordinære finansministermøder, for at drøfte eurorelaterede spørgsmål under ledelse af en permanent formand (som i nogle år har været Jean-Claude Juncker, Luxembourgs premierminister). Den Europæiske Centralbank i Frankfurt. EU-landene drøfter nu alt lige fra beskæftigelsessituationen til, hvor store lønstigningerne er blevet, hvilken uddannelsespolitik der bedst skaber vækst, og hvordan man skal klare den nye og hårdere konkurrence fra Kina og Indien, også selvom det i sidste instans er de enkelte medlemslande som bestemmer på disse områder. I begyndelsen af 1990 erne var EU s fællesmarked på vej til at blive virkelighed. For mange europæiske politikere var det logiske næste trin også at have en fælles valuta. At skabe en økonomisk og monetær union (ØMU) blev dog opfattet som et stort og risikofuldt skridt. Det krævede grundige forberedelser, og optagelseskravene var strenge. Det var ikke mindst et krav fra Tyskland, som opgav sin trygge D-mark for det europæiske eventyr. Et euroland skal bl.a. have balance på det offentlige budget (højst 3 % af BNP i underskud), kontrol over statens gæld (højst 60 % af BNP), en inflation under 2 % og endelig en valutakurs, der har været relativt stabil i en længere periode. Landene gjorde sig store anstrengelser for at opfylde kravene. Den 1. januar 1999 låste 11 EU-lande deres valutakurser fast over for hinanden. Tre år senere, den 1. januar 2002, udskiftede 12 EU-lande Stabilitetspagten Selv om den økonomiske politik stadig vedtages på nationalt plan og ikke af EU, har alle EU-lande valgt at indgå i EU s stabilitets- og vækstpagt. Den indebærer et løfte om, at landene f.eks. ikke må føre en skattepolitik, som giver store underskud på budgettet, eller en strukturpolitik (arbejdsmarked, pensionssystemer osv.), som skaber inflation. Alle lande afgiver hvert år nationale rapporter om den økonomiske situation, og Kommissionen overvåger, at udviklingen ikke går i forkert retning. For eurolandene er denne overvågning særligt vigtig. For at fastholde euroens værdi må ingen lande sjuske med økonomien, efter at de er blevet medlem. 18 - EUROPA 27

Denne økonomiske overvågning i pagten gælder også EU-lande, der står uden for euroen. Rapporterne fra disse lande kaldes konvergensrapporter og indeholder de samme oplysninger. Landene modtager ligesom eurolandene anbefalinger eller advarsler, når økonomien ikke forvaltes ordentligt. Danmark fik f.eks. ros for sit økonomiske program for årene 2008-2015. EU-kommissionen støtter også den danske regerings beslutning om at mildne den økonomiske krise med skattelettelser, selvom man på denne måde gik fra et budgetoverskud på 3,4 procent i 2008, til et underskud på 2,9 procent i 2009 (vurderet til et underskud på 5,3 procent i 2010). Kommissionen efterlyser dog konkrete foranstaltninger til, hvordan Danmark derefter igen skal få balance på statsfinanserne, især hvis opsvinget lader vente på sig. Euroens første 10 år At forene 12 økonomier omkring en ny valuta var et stort projekt. Efter en lavkonjunktur i de første år af 2000-tallet havde 21 ud af EU s 27 lande i 2007 balance i budgettet, arbejdsløsheden var på sit laveste i flere årtier, og inflationen var ubetydelig. Euroens kurs steg i takt med den forbedrede økonomi i Europa. Omverdenen begyndte i stadig højere grad at anvende euroen som reservevaluta. Omkring 35 % af reservevalutaen i verden er nu i euro. I 2007 var det europæiske kapitalmarked for første gang nogen sinde lige så stort eller større (alt efter hvordan man måler) end det amerikanske målt på omsætning på verdens børser. Der blev altså gjort flere forretninger i Europa end i USA. I midten af 2008 var euroen siden starten blevet styrket med omkring 35% i forhold til dollaren. Den stærke euro begyndte til sidst at bekymre europæiske eksportører, hvis varer blev dyrere i resten af verden, når de solgte i euro. I efteråret 2008 vendte hele billedet, på grund af finanskrisen. Amerikanske huslån, som viste sig at være umulige at indløse, skabte store huller i de amerikanske bankers og finansielle aktørers aktiver. Eftersom kapitalmarkederne er internationale, blev krisen hurtigt global. De europæiske banker havde også sat penge i de dårlige lån. Frygten for at miste penge betød, at ingen turde at låne nogen ud. Mange virksomheder kunne ikke længere rejse kapital og blev tvunget til at lukke og fyre medarbejdere. Da det stod klart, at krisen havde spredt sig til den øvrige økonomi og snart ville skabe stor arbejdsløshed, valgte EU at lempe sine principper om budgetdisciplin og forbud mod statsstøtte til erhvervslivet. Den finansielle krise har skabt store problemer i EU, især i Grækenland. EUROPA 27-19

Fuld beskæftigelse er en af EU's vigtigste prioriteter. Der blev givet tilladelse til midlertidig statsstøtte (knyttet til en redningsplan for de ramte virksomheder). EU-landene greb i fællesskab ind for at redde større banker, og flere lande tilbød lån til deres bilindustrier. I stedet for at undgå underskud på budgettet tog mange EU-lande penge ud af statskassen eller optog lån for at forsøge at sætte skub i den stillestående økonomi, f.eks. ved at sænke skatterne. Den globale finanskrise i 2008 og 2009 satte alle centralbanker i verden på en svær prøve. ECB holdt godt fast i roret under den værste storm og var en af de få centralbanker, der blev rost i finansverdenen, fordi det var lykkedes den at styrke tiltroen til euroen. Den stabile økonomi i de fleste EU-lande, da krisen startede, mindskede problemet. Hen mod udgangen af 2009 kunne der anes lys for enden af tunnellen. De fleste EU-økonomier oplevede igen vækst, selv om den var svag. For statskasserne så billedet imidlertid helt anderledes ud. Hovedparten af EU s 27 lande havde 21 i januar 2010 alt for store underskud og var havnet på Kommissionens overvågningsliste. Som et resultat deraf begyndte euroen at falde i værdi, og den faldt i løbet af vintermånederne med 8 % over for dollaren. Men den værste krise var endnu ikke overstået. Ved årsskiftet begyndte spekulanter at rette aggressive angreb mod de lande i Europa, hvis økonomi stod svagt. Det første land i skudlinjen var Grækenland med en gæld på omkring 125 % af landets BNP (et euroland må i princippet højst have en gæld på 60 %) og et budgetunderskud, der var mere end fire gange så stort som tilladt. Den kendsgerning, at Grækenland havde snydt EU med forfalskede tal i nogle år, bidrog ikke til at øge tilliden til den græske stat. Grækenlands økonomi udgør mindre end 3% af alle Euro-landenes samlede økonomi, men der opstod samtidig uro omkring andre eurozone økonomier med store underskud, som Portugal, Irland og Spanien. Finansmarkedernes angreb på de svageste medlemmer af euroområdet rejste spørgsmålet om en grundlæggende svaghed i eurosystemet, nemlig: Når 16 uafhængige lande deler valuta men et land forsømmer sin økonomi, skal alle de andre lande så være med til at bære den deraf følgende byrde? Svaret kom omgående. Eurolandene stillede sig samlet bag Grækenland, klar til at gribe ind ved en akut krise. Men de lån og bankgarantier som Grækenland dermed kan få af de andre eurolande skal ikke betales af skatteborgerne i disse lande - de skal gives til markedsrente. Grækenland måtte samtidig gennemføre store nedskæringer i de offentlige finanser og blev sat under streng overvågning. Der skulle indgives månedlige rapporter til Kommissionen. De falske rapporter, som Grækenland tidligere sendte til Bruxelles, blev anmeldt til EU-Domstolen, som skal vurdere, om landet skal idømmes en bøde. Det var ikke uselvisk solidaritet, der fik Tyskland, Frankrig og de andre lande til at gribe ind. Det handlede først og fremmest om at redde euroens troværdighed og værdi. Krisen startede samtidig en ny politisk diskussion om, hvorvidt EU har brug for en hårdere styring af eurolandenes økonomier. EU s nye præsident, Herman van Rompuy, fik i marts 2010 til opgave at undersøge spørgsmålet. Arbejdsmarkedet EU-landene har et samarbejde om beskæftigelsespolitik, der minder om den økonomiske samordning. EU vedtager i fællesskab treårige retningslinjer. Medlemsstaterne indgiver årlige nationale rapporter, der kontrolleres af Kommissionen. Her gives dog ingen advarsler, og der gives ingen bøder til lande, der varetager deres politik dårligt beskæftigelse er et område, hvor der træffes afgørelser nationalt, også selv om EU-landene samarbejder om det. Derimod er arbejdsmiljøregler og ansættelsesvilkår bindende politik i EU. Det indgår som en del af det indre marked, at vilkårene skal være ens for virksomhederne. For at sikre, at ingen virksomheder kan dumpe markedet gennem dår- 20 - EUROPA 27

lige ansættelsesvilkår eller dårlig arbejdsmiljø, regulerer EU alt fra arbejdstid og ret til hvile til arbejderbeskyttelse og forældreorlov. I Europa blev der skabt millioner af nye arbejdspladser i de gode tider i starten af 2000-tallet. I efteråret 2007 var arbejdsløsheden faldet konstant gennem flere år og lå for første gang i meget lang tid i gennemsnit på under 7 %. Men så satte den økonomiske krise ind. I starten af 2010 stod omkring 9,5% af alle europæerne uden arbejde. Nedgangen ramte også Danmark, som indtil da havde haft en arbejdsløshed, der var så lav (under 3 %), at det havde skabt bekymring om mangel på arbejdskraft. I slutningen af 2009 var den steget til over 7%. Forskning og uddannelse EU er en meget lille aktør, når det gælder forskning. Omkring 5 % af den europæiske forskning finansieres af EU, mens hovedparten altså sker på nationalt plan i medlemsstaternes eller erhvervslivets regi. De 5 % svarer til ca. 50 mia. euro for årene 2007-2013, og de går til alt fra rumforskning og klimateknik til bedre fødevarer. Bedre uddannelse skal føre til flere arbejdspladser. EU bidrager også til netværk og samarbejde mellem forskere og universiteter i Europa. Forskning er et område, hvor Europa internationalt set er bagud. Medlemsstaterne bruger i gennemsnit 1,85 % af deres BNP på forskning og udvikling, mens USA bruger 2,5 % og Japan 3 %. På uddannelsesområdet træffes beslutningerne også nationalt. EU bidrager dog til udvekslingsprogrammer for forskere, lærere og universitetsstuderende. EU-landene har også spillet en central rolle Forskning og udvikling er en vigtig del af EU's indsats for at øge væksten og skabe flere arbejdspladser. i Bologna-processen, hvor 40 europæiske lande er blevet enige om at indføre samme uddannelsesniveauer, således at universitetsgrader kan anerkendes i hele Europa. I de senere år har EU bl.a. brugt regionalstøtten til projekter til styrkelse af de europæiske arbejdstageres kompetencer. Uddannelsesniveauet i Europa er lavere end hos mange af konkurrenterne. Vækst i EU 2020 I år 2010 skulle EU ikke kun være den mest konkurrencedygtige region i verden, men også den, som skulle kunne levere bæredygtig vækst med bevaret socialt velfærd og flere og bedre jobs. Det var det mål, stats- og regeringscheferne blev enige om 10 år tidligere i den så kaldte Lissabon-strategi. Det lykkedes ikke helt, som man havde ønsket, selv om der f. eks. skabtes millioner jobs. Og selv om Europa på mange måder har en bedre velfærd end andre verdensdele, er der næsten 80 mio. europæere, der lever tæt på eller under fattigdomsgrænsen, som måske har svært ved at tro det. På bare 20 måneder i 2008 og 2009, EUROPA 27-21

under finanskrisen, mistede 7 mio. europæere deres arbejde. Den værste krise, Europa har gennemlevet siden 1930 erne, er selvfølgelig en del af forklaringen på, hvorfor målet ikke blev nået. Men mange lande har heller ikke gennemført de reformer, der var en del af strategien det var jo frivilligt. Det var på denne baggrund, at stats- og regeringscheferne i marts 2010 vedtog en ny vækststrategi for de kommende 10 år, denne gang under navnet Europa 2020. Tanken er at anlægge et bredere perspektiv med hensyn til, hvordan Europa kan blive konkurrencedygtigt i en verden i hurtig forandring, hvor Kina, Indien og andre økonomier bliver mere og mere dominerende på verdensmarkedet, hvor verden skal reducere CO2-udledningen, hvilket kræver, at vi omstiller samfundet samtidigt med, at Europas befolkning ældes, og der bliver færre unge til at forsørge de ældre. EU-landene sætter i Europa 2020- strategien fokus på fem konkrete mål: At øge beskæftigelsen til 75 % af den arbejdsduelige del af befolkningen, at EU-landene skal bruge mindst 3 % af BNP på forskning, at I 2020-strategien skal EU bruge mindst 3% af BNP til forskning. EU har givet støtte til træningscentre og workshops for sikkerhed inden for fiskeriindustrien, her i Hirtshals. EU mindsker sin udledning af drivhusgasser med mindst 20 %, at højne det generelle uddannelsesniveau samt at mindske fattigdom. Kommissionen skal udarbejde relevante handlingsplaner, f.eks. en kulstofstrategi, en energihandlingsplan og en EU-innovationsplan. Medlemslandene skal fastsætte nationale mål i et nationalt reformprogram, som kan bidrage til at de fælles mål kan nås. Det vil altså stadig være frivilligt for landene at gennemføre reformer, men resultaterne skal vurderes i fællesskab ved det årlige topmøde i marts måned. Regionalstøtte til vækst Målet er, at væksten skal ske i hele Europa, men visse regioner halter bagud. Derfor går ca. en tredjedel af EU s budget tilbage til medlemsstaterne i form af regionalstøtte. Rige EU-lande bidrager dermed til udviklingen i fattigere medlemsstater. EU s regionalstøtte kan opvise nogle succeser, for eksempel Irland og Portugal, mens andre regioner, som f.eks. Syditalien og Østtyskland, har fået stor EU-støtte, uden at udviklingen alligevel er kommet op i fart. Fra 2007 går størstedelen af EU s regionalstøtte til de nye medlemsstater, da de er fattigere end det øvrige EU. Næsten 82 % af i alt 347 mia. euro går til disse lande. Frem til 2013 skal pengene først og fremmest bruges til projekter, der skaber vækst. 22 - EUROPA 27

Alternative energiformer er en af de ting som kan skabe yderligere vækst i EU. Det kan være at øge uddannelsesniveauet, udbygge veje og havne, indføre it i små virksomheder eller at finde alternativ beskæftigelse, når landbrug eller fiskeri nedlægges. De danske regioners konkurrenceevne Resten af pengene eller godt 17 % af regionalstøtten skal gå til regional konkurrenceevne og vækst i det øvrige EU. For Danmarks vedkommende er der tale om 510 mio. euro for årene 2007-2013, som der kan ansøges om fra EU s kasse. Desuden skal den danske stat bidrage med samme beløb. Den danske regering har formuleret et program for, hvordan pengene skal bruges, og den har sat fokus på fire områder: At satse på innovation og udbredelse af viden, at øge antallet af nye virksomheder og iværksættere, at udbrede ny teknologi og endelig at udvikle de menneskelige ressourcer. Et vigtigt princip for regionalstøtten er, at EU-projekter skal indebære samarbejde og samfinansiering mellem staten, kommunerne, det lokale erhvervsliv, de lokale organisationer og det lokale foreningsliv. I Danmark er de fem regioner centrale for fordelingen af midlerne. I regionerne sammensættes der råd af repræsentanter for kommuner, erhvervslivet, universiteter og arbejdsmarkedets parter, som fordeler støtten til danske projekter. En mindre del af EU s regionalstøtte (2,4 %) er afsat til projekter, der styrker europæisk territorialt samarbejde, altså regioner, der samarbejder på tværs af grænserne, og europæiske netværk for samarbejde. Danske aktører kan her i alt hente 103 mio. euro. Storkøbenhavn deltager f.eks. i samarbejde med Sverige og Norge i Kattegat-Skagerrak-programmet, Syddanmark i et samarbejde med tilgrænsende nordtyske regioner og Fyn med den nordtyske K.E.R.N.- region. Østersøsamarbejdet Siden 2009 har EU haft en konkret strategi for styrkelse af samarbejdet mellem ni østersølande Danmark, Finland, Sverige, Tyskland, Polen, Baltikum og Rusland. Der satses først og fremmest på miljøet i og omkring Østersøen, adgang til energi, bedre transportveje og mere sikker søfart. Der ydes i princippet ingen ekstra støtte til østersøprojekterne, men der kan søges om finansiering fra de eksisterende midler, f.eks. regionalstøtten. F.eks. er der afsat 100 mio. euro fra miljøforskningsprogrammet til østersøprojekter. EUROPA 27-23