Skoledirektører: Lærernes monopol på skolearbejde må brydes

Transkript

1 UDDANNELSE Skoledirektører: Lærernes monopol på skolearbejde må brydes De kommunale chefer på børne- og ungeområdet fremlægger vidtgående r eformplan for folkeskolen - Krav om tæt samarbejde mellem lærere og pædagoger - Fælles basisuddannelse for begge faggrupper skal afløse den nuværende fagspecialisering - Nye skoleformer forudsætter ændret tjenestetidsaftale - Nyorientering i den kommunale børne- og ungepolitik øger presset mod områdets faglige organisationsmønster De eksisterende skel mellem pasning og undervisning af børn fra 3 til 13 år skal afløses af et sammenhængende lokalt udviklingsmiljø, hvor pædagoger og lærere indgår i et tæt og forpligtende dagligt samarbejde. Vilkårene for samarbejdet mellem de to faggrupper skal understøttes gennem fælles efteruddannelse, og samtidig skal pædagog- og læreruddannelsen lægges sammen. Udviklingen af sammenhængende udviklingsmiljøer for de 3 til 13-årige skal ske inden for rammerne af en samlet kommunal børne- og ungepolitik. Og på nationalt plan skal omstillingen fremmes ved at oprette et Børne- og Ungeministerium, der skal have det samlede ansvar for undervisnings- og pasningsområdet. Det er nogle af hovedelementerne i en reformplan, som Skoledirektørforeningen nu lægger frem. Med reformplanen placerer de kommunale chefer for børne- og ungeområdet den samlede kommunale sektor centralt i formuleringen af en ny national uddannelsespolitik. Reformplanen rækker langt ind over områder, der traditionelt har været betragtet som ministerielle eller nationale anliggender. Reformplanen afspejler dermed en udvikling, hvor kommunerne som ansvarlige for folkeskolen og børnepasningen nu også søger at spille en langt mere aktiv rolle i formuleringen af den overordnede politik på området. Skoledirektørerne opstiller 9 forudsætninger for realiseringen af reformen. Se tekstboks. Flere af punkterne griber ind over eksisterende faggrænser og rummer perspektiver, der anfægter centrale elementer af de gældende overenskomster på børne- og ungeområdet. Desuden forudsætter reformen en række lovændringer, der vedrører dybtliggende traditioner i dansk skolepolitik. I den sammenhæng fremstår forudsætningen om at ophæve lærernes de facto-monopol på undervisning i folkeskolen som et af de mest markante elementer. Der er behov for et brud med nogle af de fastgroede kulturtraditioner, vi har på pasnings- og skoleområdet. Vi må væk fra at tale om pasning og undervisning og skal i stedet sætte fokus på begreber som udvikling og læring. Der må skabes en vision om en ny form for sammenhæng i børns udviklingsbetingelser, der baserer sig på dialog og samarbejde på alle niveauer. Derfor må der nu gøres op med forestillingen om, at det kun Nr november

2 4 Nr november 1997

3 fundet i sted i kommunerne, nu også føres igennem på nationalt niveau gennem oprettelse af et Børne- og Ungeministerium, siger Bjarne Pedersen. Med formuleringen af reformplanen styrkes den kommunale omstillingsproces, og samtidig opfordres Folketinget til nu at formulere et samlet udspil på børne- og ungeområdet. Et samlet nationalt politisk udspil skal blandt andet sende et klart signal til medarbejdergrupperne inden for området om at fjerne de eksisterende barrierer for udviklingen af samarbejdet omkring børn og unge. Kommunernes reorganisering presser det statslige niveau Den kommunale nyorientering i børne- og ungepolitikken presser således det nationale politiske niveau til forandring. Samtidig bliver områdets eksisterende faggrænser og organisationsmønstre kraftigt udfordret. Se figur 1. De kommunale arbejdsgivere samler altså både politisk og forvaltningsmæssigt områderne og udvikler sammenhængende planer for omlægning af driften. Dermed opstår der et naturligt behov for, at arbejdstagerne på området i stigende grad koordinerer deres forhandlinger med arbejdsgiverne om løn- og arbejdsforhold. Den udvikling har været tydelig i både Sverige og Norge, hvor den politiske samordning af børne- og ungepolitikken har medført en markant strukturudvikling i det faglige organisationsmønster. Den har også skabt et stadigt tættere samarbejde mellem de faglige organisationer. I Norge har spørgsmålet om et formaliseret samarbejde mellem Lærerlaget og Lærerforbundet stået på dagsordenen i en række år. Lærerlaget organiserer pædagoger og lærerne i de yngste klasser i grundskolen, mens Lærerforbundet organiserer lærere på ungdomstrinnet i grundskolen og i den sammenhængende norske ungdomsuddannelse. Lærerforbundet er en relativt ny organisation, der er dannet i 1993 ved en sammenslutning af de fire lærerorganisationer, der traditionelt organiserede lærere inden for forskellige grene af ungdomsuddannelserne. Sammenlægningen skal ses i lyset af den reform, der i <94 førte til en samlet, tværgående struktur i ungdomsuddannelserne. Figur 1: Med dannelsen af en ny politisk og forvaltningsmæssig struktur, der samler hele børne- og ungeområdet under ét, fremtvinger kommunerne et pres, både mod den statslige sektor og mod arbejdsmarkedets organisationer, for at gennemføre lignende tilpasninger. Pres for omlægning i staten og på arbejdsmarkedet p.g.a. omlægninger i kommunerne Arbejdsmarkedet Kommunerne Staten BUPL Samlet B&U-område Børne- og ungdomsudvalg Samlet B&U-område DLF Socialministeriet Undervisningsministeriet Kilde: Mandag Morgen Analyse Spørgsmålet om et tættere samarbejde mellem de to store lærerforbund står igen på dagsordenen, når Lærerlaget starter sit landsmøde i dag, mandag. Formand i Lærerlaget Helga Hjetland siger til Mandag Morgen, at der samlet har været en positiv effekt af, at pædagoger og lærere er gået sammen i ét forbund, men hun understreger også, at omstillingen har været både langvarig og krævende. Med den fortsatte udvikling på uddannelsesområdet i Norge bliver det nu et tema at udvide samarbejdet til også at omfatte Lærerforbundet. Fordelene ved en sammenlægning vil være, at vi samlet opnår en større styrke i forhandlinger af løn- og arbejdsforhold. Samtidig vil vi stå stærkere over for de centrale politiske myndigheder, når det gælder mere generelle spørgsmål omkring skoleudvikling og uddannelse, fastslår Helga Hjetland. I Sverige ses der en helt tilsvarende udvikling, som imidlertid allerede er forløbet noget længere end i Norge. De to store svenske lærerforbund, der tilsammen organiserer alle pædagoger og lærere inden for børne- og ungdomsområdet, indgik således sidste år Nr november

4 en fælles - og historisk - rammeaftale om helt nye løn- og arbejdsforhold med de kommunale arbejdsgivere. Pres på Danmarks Lærerforening og BUPL for langt tættere samarbejde Flere sammenfaldende udviklingstræk fremprovokerer nu i stigende grad en tilsvarende udvikling i Danmark. Det gælder dels den styringsmæssige samordning på arbejdsgiversiden i kommunerne. Men det gælder også de nye lønsystemer, der er på vej ind over hele den offentlige sektor, og som allerede gør sig gældende i et vist omfang. De nye lønsystemer er blandt andet karakteriseret ved, at en andel af lønnen gøres til genstand for lokal forhandling mellem arbejdsgiver og lønmodtager. Lektor Jørgen Steen Madsen, Sociologisk Institut på Københavns Universitet, siger til Mandag Morgen, at de nye lønformer truer selve grundstrukturen i det organisationsmønster, der præger Danmarks Lærerforening. Når decentraliseringen af lønforhandlingerne slår igennem på skoleområdet, vil den lokale tillidsrepræsentant få en helt ny rolle. Det vil medføre en magtforskyd-ning internt i Danmarks Lærerforening, der må betegnes som revolutionerende, siger Jørgen Steen Madsen. Sammen med sin kollega Jesper Due offentliggjorde han i begyndelsen af 90 erne en stort anlagt analyse af Danmarks Lærerforening. Magtstrukturerne i Danmarks Lærerforening er traditionelt snævert knyttet til formandskabet, hovedstyrelsen og kredsene. Efter kommunaliseringen har kredsene fået betydeligt øget indflydelse gennem deres forhandlinger med de kommunale arbejdsgivere om kommune-akkorder. I det omfang væsentlige elementer af lønforhandlingerne flytter ud på den enkelte skole, samtidig med at nogle lærere kan opnå personlige lønforbedringer gennem disse forhandlinger, vil det medføre en markant magtforskydning i organisationen. Danmarks Lærerforenings modstand mod resultatløn skal blandt andet ses i dette lys, siger Jørgen Steen Madsen. Samtidig medfører arbejdsgivernes forvaltningsmæssige omlægninger, at der nu tegner sig et perspektiv om et langt tættere samspil mellem Danmarks Lærerforening og BUPL. Oprindeligt lignede de to organisationer slet ikke hinanden. Men i dag er mange af forskellene væk. Samtidig er en række af de særtræk, der traditionelt er blevet tillagt lærerprofessionen, i nogen grad i opløsning. Det bliver for eksempel i stigende grad vanskeligt at finde videnskabelige argumenter for, at alle lærere i princippet er lige gode til at undervise på alle klassetrin i skolen, siger Jørgen Steen Madsen og fortsætter: Den antagelse har ellers været helt central for, at lærerne har kunnet udvikle og fastholde et de facto-monopol på al undervisning i skolen. Vores viden om børns udvikling peger vel nærmest i retning af, at der er behov for en bredere vifte af kvalifikationer, der retter sig mere direkte mod forskellige aldersgruppers behov, og det repræsenterer en klar udfordring til lærernes traditionelle selvforståelse, siger han. Strukturpres fremtvinger helt nye løn- og arbejdsforhold for lærerne De kommunale arbejdsgivere har allerede meldt klart ud, at de ønsker at sætte arbejdstidsforhold højt på dagsordenen for de kommende overenskomstforhandlinger med lærerne. På grund af det stigende børnetal og et betydeligt efterslæb inden for bygnings renovering, inventar, undervisningsmaterialer og efteruddannelse står den kommunale sektor som helhed i de kommende år over for milliardinvesteringer i folkeskolen. Derfor retter arbejdsgiverne nu lyset mod den altoverskyggende post på budgettet - nemlig lærerlønningerne. Uden en eller anden form for regulering af de nuværende tjenestetidsaftaler kan det være vanskeligt at se, hvordan folkeskolens økonomi kan komme til at hænge sammen. Folkeskolen år 2000 Undervisningsminister Ole Vig Jensen fremlagde i sidste uge resultatet af en forhandlingsrunde med Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening om folkeskolens udvikling. Resultatet af forhandlingerne er formuleret inden for rammerne af en handlingsplan med otte punkter. Som nogle af de centrale temaer i planen står kvalitetsudvikling og styrkelse af skolens ledelsesarbejde. Ugebrevet Mandag Morgen vil i næste uge bringe en nærmere analyse af Folkeskolen år Nr november 1997

5 Samtidig er netop tjenestetidsaftalen både teknisk vanskelig at justere og politisk overordentlig følsom blandt lærerne. Se også artiklen om lærernes tjenestetidsaftale i Mandag Morgen nr. 25, Foruden det konkrete økonomiske pres skabes der med de nu fremlagte kommunale reformplaner på hele børne- og ungdomsområdet et yderligere pres for at ændre arbejdstidsreglerne. Hvis pædagoger og lærere skal varetage et fælles ansvar for udviklingsmiljøerne omkring de 3 til 13-årige, sådan som vi foreslår, skal der gennem arbejdstidsaftalerne sikres mulighed for, at dette samarbejde kan komme til at fungere. Med den udvikling, der er igangsat, er vi på vej ind i en udvikling, hvor det store flertal af lærerne vil have fordel af at have hele deres arbejdstid på skolen. Det vil samtidig give mulighed for at skabe de nødvendige rammer for et tæt samspil med andre faggrupper, siger Bjarne Pedersen. Udviklingen bevæger sig således nu med betydelig styrke frem mod svenske tilstande. Her indgår resultatløn, fast fuldtidsarbejde på skolen og fjernelse af loftet over, hvor mange timer den enkelte lærer skal undervise, som helt centrale elementer i den Aftale 2000, som de to svenske lærerforbund har indgået med de kommunale arbejdsgivere. Tilslutningen til reformen var ikke nogen let proces for de svenske lærerorganisationer. Men det gælder om at finde ud af, hvor arbejdsgiveren befinder sig, og hvis man erfarer, at arbejdsgiveren formentlig får det her igennem i løbet af nogle år, så er det bedre, at man som fagforening tager et initiativ nu, forklarede næstformanden i Lärarförbundet i august i år til lærernes fagblad, Folkeskolen. Holdbarheden af netop det ræsonnement presser sig i stigende grad på som det helt dominerende strategiske spørgsmål for ledelsen i Danmarks Lærerforening. Nr november