Marianne Toft Pedersen Kommunikationseksamen Nadja Lund Jeppesen INDLEDNING... 2 PRÆSENTATION AF EMPIRI... 4 TEORI... 5 ANALYSE...

Transkript

1 INDHOLDSFORTEGNELSE INDLEDNING... 2 PROBLEMFORMULERING METODE PRÆSENTATION AF EMPIRI... 4 TEORI... 5 NICKLAS LUHMANN JAN LINDHARDT METAFORER OG SPROGBRUG ERVING GOFFMAN ANALYSE SYSTEMTYPER KOMPLEKSITET KOMMUNIKATION SOM TREDELT SELEKTIONSPROCES RETORIKKEN I DEBATTEN POLITIKERNES FREMSTILLING AF IMAGE FACE WORK REFLEKSION KONKLUSION LITTERATURLISTE BILAG 1: kopi af empiri Tegn indeholdt i opgaven: Opgaven er fordelt som følger: (5 10, 18 27, 39 44) Marianne Toft Pedersen (10 18, 30 39) Indledning, præsentation af empiri, analyseafsnittet kommunikation som tredelt selektionsproces, refleksion og konklusion er fælles ansvar

2 INDLEDNING PROBLEMFORMULERING Vores udgangspunkt for denne opgave er en analyse af kommunikationen mellem deltagerne i en politisk debat forud for folketingsvalget 2007, som fandt sted i DR2 s program Debatten den 25. oktober Vi vil starte med at redegøre for de dele i henholdsvis Nicklas Luhmanns systemteori, Erving Goffmans teori om face work og Jan Lindhardts beskrivelse af retorik samt en kort gennemgang af brugen af metaforer i tilknytning hertil, som vi finder aktuelle i forhold til vores analyse af den valgte empiri. Set i lyset af tre teoretikeres teorier vil vi undersøge, hvordan kommunikationen kommer til udtryk. Vi vil bruge Luhmanns teori om sociale systemer til overordnet at redegøre for, hvilke systemer der er på spil. Derudover vil se på kompleksiteten i disse systemer samt reduktionen af denne, og til sidst vil vi undersøge udførelsen af kommunikationen i debatten i forhold til Luhmanns opfattelse af kommunikation som en tredelt selektionsproces. Herefter vil vi give en kort analyse af de tegn, debattens deltagere afgiver set i forhold til Goffmans teori om individets præsentation af face. Ydermere vil vi se på, hvordan deltagerne interagerer i forhold til hinanden i forbindelse med opretholdelsen af deres face. Afslutningsvis vil vi bruge Lindhardts retorikbeskrivelse til at se på deltagernes retoriske evner samt metaforiske virkemidler i deres tale. På baggrund af vores antagelser i analysen vil vi reflektere over, hvem af deltagerne vi synes har formået at gøre bedst brug af de kommunikative redskaber og retoriske facetter, og dermed hvem vi synes fremstår som vinder af debatten. Ud fra vores refleksioner vil vi perspektivere til valgets reelle udfald. METODE Opgavens struktur er inddelt således, at vi hver især har ansvaret for en eller flere teoretikere med henblik på at kunne analysere specifikke aspekter i debatten på basis af redegørelsen af vores respektive teoretikere. Denne fordeling skaber et bredere og mere nuanceret billede af kommunikationen og de aspekter, der knytter sig til denne debat. Vi vil slutteligt i fællesskab overveje, om det - 2 -

3 er muligt at drage paralleller mellem de benyttede teoretikere og analysen samt ud fra vores betragtninger se på, om disse kan sammenlignes med valgresultatet. Der vil i opgaven blive brugt følgende forkortelser af navnene på de politikere, som deltog i denne udgave Debatten: Lars Løkke Rasmussen = L.L.R. Helle Thorning Schmidt = H.T.S. Pia Kjærsgaard = P.K. Naser Khader = N.K. Margrethe Vestager = M.V. Villy Søvndal = V.S. Jesper Larsen = J.L. (studievært) Tallene i [ ] angiver tidspunktet for debattørernes indlæg. Når disse [ ] anvendes først i et afsnit, betyder det, at det følgende afsnit er analyseret på baggrund af det, der bliver sagt i det efterfølgende tidsrum

4 PRÆSENTATION AF EMPIRI Vi har valgt se nærmere på den debat, som blev afholdt i DR2 s program Debatten kun et døgn efter, at folketingsvalget i 2007 var blevet udskrevet. DR2 Debatten ser sig selv som: Danmarks største, seriøse debatprogram 1, hvor de i hver enkelt udsendelse søger at belyse forskellige holdninger, nuancer og perspektiver i forhold til det pågældende tema. Temaerne spænder over en bred vifte af relevante emner, som tager udgangspunkt i samfundets centrale og aktuelle problemstillinger indenfor politik, kultur, historie og medier, erhverv og livsstil. Debatten vises i den bedste sendetid på DR2, som er en kanal, der er kendt for sin saglighed og seriøsitet. Programmets debatpanel kan bestå af alt fra ministre, menige politikere og meningsdannere til eksperter og erhvervsspidser, kommentatorer og kulturpersonligheder, som med deres viden eller synspunkter kan være med til at give en nuancering og større forståelse i den pågældende sag. Værten Jesper Larsen fungerer som ordstyrer og bidrager med indslag, som introducerer nye emner til diskussion samt ydermere skaber debat. Hans opgave som ordstyrer er derudover at sikre, at alle får taletid samt sørge for at afrunde diskussionerne, inden debatten tager en usaglig drejning eller løber af sporet. Den konkrete debat, som vi har valgt at analysere, omhandler de højaktuelle spørgsmål i forbindelse med folketingsvalget i Deltagerne i denne debat er seks politikere; Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning Schmidt, Pia Kjærsgaard, Naser Khader, Margrethe Vestager og Villy Søvndal repræsenterer hver deres parti og dermed forskellige politiske holdninger. Deltagerne er inviteret til en debat om disse aktuelle spørgsmål for at belyse emnerne fra forskellige vinkler og dermed give vælgerne et overblik over hvert enkelt partis standpunkter

5 TEORI NICKLAS LUHMANN Teorien om sociale systemer Luhmanns formål med udarbejdelsen af sin teori om sociale systemer var at udforme en universel teori, som kan skildre sociologiens fagområde ved hjælp af et begrebsapparat, som stammer fra den almene systemteori. Universalitet skal ikke forstås som et forsøg på at definere den absolutte sandhed, men derimod som et forsøg på at udvikle en teori der som sagt benytter de systemteoretiske begreber til overordnet at beskrive sociologiens samlede genstandsområde. 2 Luhmann tager med sin funktionelt strukturelle systemteori udgangspunkt i forestillingen om, at enhver social kontakt kan forstås som et system. Han ser systemet som en mængde af enheder, som i et sammenhængende hele er meningsfyldt relaterede til hinanden, og hvor der handles ud fra bestemte principper. Sociale handlinger og andre begivenheder, der ikke henviser til denne meningssammenhæng, definerer han som systemets omverden; systemet er altså det indre og afgrænses af en omverden, som er det ydre. 3 Det eneste, som hverken kan defineres som et system eller en omverden, er verden, da det er det heles uendelige ydre. Alt, hvad der sker i alle systemer og deres omverdener, sker i verden, og den er derfor enheden af det hele. 4 Med den funktionelt strukturelle systemteori er det funktion, der er i fokus frem for struktur. Det betyder altså, at det ikke handler om at definere, hvilke funktioner der er direkte årsag til det aktuelle systems fremtidige opretholdelse. Det drejer sig derimod om, hvilken funktion bestemte systemydelser har, da de kan erstattes af andre bidrag med samme funktion. Den funktionelle analyse koncentrerer sig altså om forholdet mellem problemer og problemløsninger frem for de kausale virkninger. Luhmann mener, at sociale systemer har mulighed for at ændre deres struktur og behov, og på den måde erstatte de bortfaldne systemydelser og fortsat opretholde sig selv. 5 2 Kneer og Nassehi (1997): p Kneer og Nassehi (1997): p Kneer og Nassehi (1997): p Kneer og Nassehi (1997): p

6 Kompleksitet Kompleksitet er et af de mest centrale begreber i Luhmanns teori. Kan et system antage minimum to tilstande samtidig, er det ifølge Luhmann komplekst. Jo flere tilstande eller begivenheder det befinder sig i, jo flere relationer er der imellem dem, og jo højere er graden af kompleksitet dermed også. Verden er den yderste kompleksitet og indtager den mest komplekse form i og med, at den kan befinde sig i et ubegrænset antal af tilstande, og det er derfor ikke muligt for mennesket at forstå eller håndtere denne uendelighed. Antallet af tilstande og begivenheder, som kan forekomme i et socialt system, er derimod langt fra ubegrænsede. Kun de begivenheder, der relaterer funktionelt til hinanden i det pågældende system er tilladt, mens de, der ikke henviser meningsfyldt til systemet, bortvises til dets omverden; denne begrænsning giver dermed en højere grad af orden og stabilitet inden for systemet, hvilket markerer en grænse mellem system og omverden. Omverdenen vil altså altid være mere kompleks end systemet. 6 Det er de sociale systemers opgave at forsøge at reducere kompleksiteten til et niveau, den menneskelige bevidsthed kan kapere. Denne kompleksitetsreduktion sker ved at mindske eller begrænse antallet af et systems mulige tilstande eller begivenheder. For at denne reduktion er mulig, må de sociale systemer kunne håndtere en vis grad af egenkompleksitet. 7 Sociale systemer Luhmann opererer med tre former for sociale systemer, nemlig: interaktionssystemer, organisationssystemer og samfundssystemer. Interaktionssystemer er de mindst komplekse af de tre systemer og bygger på handlinger mellem tilstedeværende. Disse systemer opstår altså gennem handling og interaktion og er derfor ikke stabile i tid, da systemet opløses, når de involverede parter går hver til sit. I sådanne systemer eksisterer en række uskrevne regler for, hvordan man opfører sig overfor og interagerer med hinanden. 6 Kneer og Nassehi (1997): p Kneer og Nassehi (1997): p

7 Organisationssystemer er mere komplekse end interaktionssystemer og er baseret på medlemskab samt betingelser og regler for dette. De er i modsætning til interaktionssystemerne stabile i tid og ophører derfor ikke med at eksisterer, når medlemmerne går hver til sit. Organisationssystemer er reproduktive systemer, som opretholdes i kraft af deres regelsæt, som fører til handling. Når medlemmerne af et givent organisationssystem mødes, opstår interaktionssystemer. Disse systemer opløses, når medlemmerne går hver til sit, mens organisationssystemet fortsat vil eksistere. Det mest komplekse og overordnede af alle systemer er samfundssystemet. Dette er ifølge Luhmann: et system af højere orden, et system af en anden type. 8 Det er i modsætning til organisationssystemerne noget, man er født ind i, og man kan derfor ikke melde sig ind og ud af systemet. Samfundssystemet indeholder hele samfundet og dermed også alle interaktions og organisationssystemer, uden at det dog kan tage form som det ene eller det andet. 9 Systemers autopoiesis Luhmann opfatter sociale systemer som værende autopoietiske og selvreferentielt lukkede systemer. 10 Autopoietiske systemer er lukkede, autonome systemer, som selv fremstiller de elementer, de skal bruge for at reproducere sig selv. De ses dermed som en cirkulær proces og opretholder således sig selv i sig selv uden påvirkning fra omverdenen. 11 Det betyder dog ikke en udelukkelse af relationer mellem systemer og deres omverdener. De autopoietiske systemer har hele tiden kontakt til deres omverden; de indgår dermed i en vekselvirkning med denne, hvilket vil sige, at der er en strukturel kobling 12 mellem dem. Systemerne interagerer med deres omgivelser og udveksler på den måde enheder. Luhmann mener derfor, at de autopoietiske systemer både kan defineres som åbne og lukkede. De er lukkede i den forstand, at de er selvskabende og selvreprodu 8 Kneer og Nassehi (1997): p. 48, l Kneer og Nassehi (1997): p Begrebet autopoiesis blev skabt af den chilenske biolog og neurofysiolog Humberto R. Maturana for at kunne beskrive levende organismers særlige organisation. Kneer og Nassehi (1997): p Kneer og Nassehi (1997): p Begrebet 'strukturel kobling' går også tilbage til Humberto R. Maturana, som benytter det til at beskrive relationen mellem system og omverden. Kneer og Nassehi (1997): p

8 cerende, men de er imidlertid åbne i deres optagelse af substans og i deres udveksling af enheder med omverdenen. 13 Luhmann mener også, at bevidsthedssystemer fungerer autopoietisk. Elementerne i et psykisk system består af tanker og forestillinger, som hele tiden skaber nye tanker og forestillinger. Dette beskriver han som en rekursiv proces, hvor output skaber nye output for på den måde at fremstille og reproducere sig selv. Ingen bevidsthed kan dog eksistere uden input fra en omverden. Hjernen er dermed bevidsthedens omverden, som sørger for substans til tankerne. De indgår i en vekselvirkning med hinanden og er derfor strukturelt koblede. Bevidstheden er altså både et lukket system, som fremstiller tanker, som ikke kan ses, men samtidig er det også et åbent system, som får input fra hjernen og producerer output i form af tegn. Vi kan altså ikke se, hvad hinanden tænker, men vi kan forsøge at aflæse det ud fra forskellige tegn såsom ansigtsudtryk, påklædning og sprogbrug. 14 Kommunikation som tredelt selektionsproces Det mest grundlæggende begreb i Luhmanns teori om sociale systemer er kommunikation. Luhmann bryder med den sædvanlige forståelse om kommunikation som en overførelse af et budskab fra en afsender til en modtager. De sociale systemers elementer består af kommunikation, og de sociale systemer reproducerer dermed sig selv ved hele tiden at fremstille kommunikation ud fra kommunikation. Han mener, at kommunikation opstår som et produkt af sociale systemer og ikke af menneskers handling. Dog kræver det altid mindst to mennesker, altså to psykiske systemer, at udføre en kommunikationsproces, da sociale systemer ligesom alle andre autopoietiske systemer har brug for substans fra omverdenen for at kunne producere kommunikation. De psykiske systemer forbliver en del af de sociale systemers omverden i og med, at det ikke er dem, der kommunikerer, da de kun producerer tanker og forestillinger. Deres opgave er derfor at pirre og irritere det sociale system for på den måde at tilføre det den substans, det har brug for i dets produktion af kommunikation Kneer og Nassehi (1997): p Kneer og Nassehi (1997): p Kneer og Nassehi (1997): p

9 Luhmann opererer med en teori for udførelsen af kommunikation som en tredelt selektionsproces. Det vil sige, at der i en kommunikationsproces er tre niveauer: information, meddelelse og forståelse. Afsender står i første omgang overfor en selektion/udvælgelse af information, altså af det budskab han ønsker at kommunikere; her har han en vifte af muligheder, og dermed vælger han noget fra frem for noget andet. Derefter skal han vælge, hvilken meddelelsesform og stil han vil benytte i kommunikationen af sit budskab, altså om han viderebringe beskeden via f.eks. tale eller skrift, og om han vil gøre det vredt, venskabeligt, flabet eller lignende. En kommunikeret information til en modtager kan ofte blive forstået anderledes, end det var tiltænkt. Det er derfor vigtigt, at afsender er kritisk i sit valg af meddelelsesform. Til sidst er det modtagerens forståelse, men i høj grad også fortolkning af budskabet der bliver set på. Det er ikke intentionen bag budskabet, der er det væsentlige i processen, men derimod måden budskabet forstås og fortolkes på. Modtagerens forventninger til afsenderen kan have stor indflydelse på måden, han vælger at fortolke budskabet på Kneer og Nassehi (1997): p

10 JAN LINDHARDT Retorik I det følgende afsnit vil der blive givet en beskrivelse af retorikken og dens begreber. Jan Lindhardt har været brugt som kilde for denne beskrivelse og til at forklare retorikkens begreber med henblik på en analyse af vores empiri. Retorikken opstod i den græske koloni på Sicilien i det 5. årh. f.kr. Der findes en beretning om, at Corax og Tisias blev kaldt til Sicilien, fordi indbyggerne var sluppet af med deres tyranniske herskere og nu ville styre deres samfund gennem indbyrdes frie forhandlinger. Denne beretning fortæller os, under hvilke politiske forhold retorikken kan udfolde sig. 17 Tisias og Corax blev efterfulgt af mange andre, som man betegnede som sofisterne. 18 Disse sofister 19 er ofte blevet anklaget for at være immoralske og for at lægge vægt på den ydre skabelon, men dette billede synes at være unuanceret. Sofisterne forbandt sandhed med Kairos, som bedømmer sandhed på afhængighed af rette tid og sted, og hvilken kontekst udsagnet blev fremsagt i. 20 Retorik er læren om veltalenhed 21 samt det sandfærdige, det moralsk rigtige, og det som er æstetisk behageligt. Det er måden, hvorpå man former sit sprog for at vinde sine tilhørere for en bestemt sag, der skal være virkningsfuld. 22 Ifølge antikken findes der to forskellige slags følelser, derved også to slags viljer. Disse to er ethos (moral) og pathos (følelser), som tilhører den respektive, den mellemste og den høje stil. 23 Der findes dog også den lave stil logos (logikken), som omhandler beskedne ting, og derfor kommer følelser ikke på tale. Derved er tilhørernes engagement begrænset Lindhardt (1999): p Lindhardt (1999): p Sofisterne underviste i filosofi og retorik. De mente, visdom og veltalenhed hørte sammen. 20 Lindhardt (1999): p Lindhardt (1999): p Lindhardt (1999): p Lindhardt (1999): p Lindhardt (1999): p

11 Når vi bruger ethos som appelform, er det vores egen troværdighed som person og modtagers tillid til os, der appelleres til for at skabe tilslutning fra vores afsender. Under ethos trækkes der på følelser hos modtager. De følelser kan eksistere før, i og efter kommunikationssituationen. Det betyder, at vi før en kommunikationssituation godt kan have oparbejdet et godt omdømme hos vores modtager. Er vi kendt af modtager, og har vi et i forvejen godt image, kan vi lettere få tilslutning fra vores modtager. Hvis man er ukendt for modtager, kan man bruge ethosappellen i ens personlige fremtoning til at skabe et troværdigt billede af sig selv. 25 Ethos, som er den mellemste stil, tager udgangspunkt i personlighedstræk og karakteregenskaber. Når afsender vælger at søge tilslutning ved hjælp af ethos, skabes overbevisning gennem talerens karakter. Afsender forsøger at vinde modtagers tillid ved at fremstille sig selv som alt fra klog eller moralsk til charmerende, humoristisk eller pæn, afhængig af hvem han taler til. Ethos er ikke bundet til den enkelte situation, og det gælder derfor om at skabe et godt og troværdigt omdømme hos modtager, for at dette personlighedsbillede skal vinde varighed udover den enkelte situation. Fattes der først sympati for talerens person, vil man også dømme hans argumenter mere velvilligt. Genus iudiciale: Den juridiske tale som tager udgangspunkt i, hvad der er sket i fortiden med henblik på skyld og uskyld. Den bruges i en retssag, hvor tilhørerne er dommere eller nævninge. 26 Genus demonstrativum: Den påvisende tale der tager udgangspunkt i nutiden, fra den aktuelle situation og forespørgslen om, hvad man kan gøre for den givne begivenhed. Dette omhandler ofte hyldest, hvor man fremhæver en person eller en institutions/et firmas fortræffelige egenskaber som eksempel til efterfølgelse. 27 Eksempler på taler der ville høre under denne kategori er jubilæums og hyldesttaler. 25 Jørgensen og Onsberg (2004): p Lindhardt (1999): p Lindhardt (1999): p

12 Genus deliberativum: Den politiske tale som henvender sig til fremtiden, hvor man prøver at overbevise tilhørerne om, at de skal gøre noget andet. Modtageren er her den politiske forsamling eller offentligheden i bred forstand. 28 I modsætning til ethos er pathos bundet til den enkelte situation. I denne høje stil går man efter at ramme konkrete følelser hos tilhøreren. I modsætning til ethos som er rettet mod de stabile følelser. For pathos gælder, at det er den spontane reaktion hos tilhøreren, som skal skabe debat. Derved søger afsender at udløse en handling, afsender satser på en definitiv beslutning. 29 Taleren appellerer til stærke følelser hos modtager, f.eks. glæde, vrede eller sorg. Ordvalget under pathos er ofte meget værdiladet, og derfor, og fordi pathos er knyttet til den enkelte kommunikationssituation, kan f.eks. en tale, hvor afsender har gjort brug af pathos, godt virke plat eller hul, hvis den senere gengives eller genfortælles, også selvom den i den oprindelige situation har fungeret godt. Pathos indeholder endvidere tre begreber, der hører under betegnelsen Elocutio, som omfatter den stilistiske del, hvor taleren beslutter, hvordan han skal tale til publikum. Puritas som står for renhed, hvor man sørger for, at talen er grammatisk korrekt, således at den ikke virker forstyrrende på publikum. Perspicuitas som betyder klarhed, hvilket vil sige at taleren benytter begribelige ord og sætninger, så der undgås utydeligheder. Endvidere omfatter betegnelsen Elocutio også Ornatus, som betyder udsmykning. Ornatus bruges af taleren til at gøre sin tale smuk og effektfuld at høre på for publikum. 30 Pathos er, når vi appellerer til folks følelser, ofte spontane følelser. En tale kan derfor i nogle tilfælde godt begrunde og konkludere med følelsesargumenter i pathos. På det sproglige plan kendetegnes pathosappellen ved at bruge et værdiladet ordvalg. 31 Pathosappellen er den, der bevæger følelserne mest. Pathos kan derfor afspore fornuften (logos) Lindhardt (1999): p Lindhardt (1999): p Lindhardt (1999): p Jørgensen og Onsberg (2004): p Kjeldsen (2002): p

13 For både ethos og pathos gælder det, at erkendelsen sætter sig igennem befrielsen. Det kommer af, at man bliver klar over noget, man egentligt godt vidste i forvejen. 33 Når man søger at få tilslutning ved at appellere til folks logik og sunde fornuft, gør man brug af logosappellen. Logos er intellektuel persuasio. Persuasio kommer af Aristoteles udtryk peitho, som direkte oversat betyder overbevisende talegaver eller overtalelse. 34 Logos betyder altså at være i stand til at få modtagers tilslutning ved intellektuel overtalelse. For at opnå tilslutning gennem intellektuel overtalelse, intellektuel persuasio, er der et kriterium, der skal være opfyldt. Det er vigtigt, såfremt logos skal virke succesfuld, at der er en organiseret og overbevisende struktur for de konkrete fremsatte påstande og argumenter i kommunikationssituationen. Retorikken indeholder yderligere fem discipliner, der kan bruges i både den skriftlige og mundtlige fremstilling. Alle fem discipliner er vigtige for den praktiske talekunst. 35 Dog er det kun punkterne inventio, dispositio og exordium, der er vigtige i den skriftlige fremstilling. Inventio Inventio er fasen, hvor man fremskaffer stoffet til talen. 36 Det er her, taleren finder argumenter for sine standpunkter og eksempler, der kan sætte det hele ind i et større perspektiv. I denne fase finder man de centrale elementer i stoffet og finder derudfra indgangen for sin argumentation. Det er også i denne bestemmelsesfase, at man tager stilling til, i hvor høj grad publikum skal deltage. Deltagerne sørger for at udfylde det der mangler. 37 Det er jo en grundsætning ved al god pædagogik, at publikum gøres aktiv. Kedsomheden, som er kommunikations næststørste fare, undgås. >>Hemmeligheden ved at være kedelig er at sige alt<< (Voltaire). 38 I antikken etablerede Aristoteles alle mulige tænkelige bevisgrunde (topoi) i nogle emnekataloger ved navn topik. Endvidere finder vi stof til vores argumentation i ordsprog og talemåder Lindhardt (1999): p Fafner (2005): p. 25 og Lindhardt (1999): p Lindhardt (1999): p Lindhardt (1999): p Lindhardt (1999): p Lindhardt (1999): p

14 Dispositio Dispositio er fasen, hvor man ordner de tanker og ideer, som er opstået i Inventio med henblik på at gøre dem til nytte (også kaldet utilitas). 40 Indenfor Dispositio findes der fem trin for inddeling af talen: a) Exordium eller indledning Her ønsker man at skabe en god kontakt imellem taleren og de tilhørere, som man gerne vil overbevise. Man må skabe sympati for sig selv og for det, som der tales for og om. 41 b) Narratio Under dette punkt kommer man med en kort orientering om, hvad det er, man gerne vil tale om. Dvs. man giver en fremstilling af sagen. c) Partitio Her foretager man med en opdeling af sine emner. Taleren laver en prioriteringsliste i forhold til omstændighederne, så han får sit budskab bedst ud til tilhørerne. d) Confirmatio Denne del er talerens hoveddel, og det er her, taleren skal komme med de pointer, som skal underbygge hans standpunkter. Det er her, taleren skal bevise og sandsynliggøre sin tale udførligt. e) Conclusio I talens sidste fase skal taleren resumere, hvad han lige har talt om. Denne gang er det afgørende, det er vigtigt at tilhørerne går fra talen med en fuldstændig forståelse af, hvad der lige er blevet sagt. 42 Elocutio Som nævnt tidligere er Elocutio sammensat af underbegreber; dem vil vi ikke komme ind på her. Dog vil vi komme med et kort sammendrag af, hvad Elocutio er. Elocutio, som betyder stil, er som sagt en uddybelse af de tanker, som man er kommet frem til under Inventio. Dette punkt er retorikkens mest omfattende, da taleren her både skal finde de rigtige ord, som dækker emnet og som 40 Lindhardt (1999): p Lindhardt (1999): p Lindhardt (1999): p

15 skaber en vis klarhed over emnet. 43 Elocutio består endvidere af at finde de rigtige metaforer og allusioner, som derved skaber den fuldkomne stil, der både er klar og gennemslagskraftig. 44 Memoria Memoria er læren om, hvordan man husker sin tale. Det er yderst vigtigt for taleren, at han kan huske det, han gerne vil sige, da det er med til at få ham til at virke troværdig. Taleren skal kunne sit manuskript udenad, da det virker dårligt for tilhørerne, hvis taleren læser op. 45 Det skal i denne sammenhæng være tydeligt for tilhørerne at se og høre, at det er en sag, som taleren står inde for. Pronuntia eller Actio Under det femte og sidste punkt drejer det sig om selve fremførelsen af talen. Det drejer sig om vigtigheden af toneleje og brugen af stemmen generelt, da stemmen og brugen af den er det sidste middel at fange tilhørerne. Stemmeføringen er med til at gøre lytningen mere intens, enten ved brug af en lavmælt eller højlydt stemme. 46 Endvidere er kropsbevægelser og brugen af mimik vigtig. Alt det nævnte er med til at sikre, at talerens budskab kommer ud på en måde, som får tilhøreren til at huske talen. METAFORER OG SPROGBRUG I det følgende afsnit vil vi komme ind på metaforer samt sprogbrug. Dette afsnit skal ses som en form for forlængelse af vores forrige teoriafsnit om retorik. Vores beskrivelse af metaforer er skrevet på grundlag af teksten Metaphors We Live By som er skrevet af George Lakoff og Mark Johnson samt kapitel 6 i Kathrine Ravn Jørgensens Retorik: indføring i fagets grundbegreber. Metaphora betyder overføring, hvilket betyder at det overførte ord anvendes inden for et andet betydningsområde end dets normale betydning. 47 Metaforer bliver set som et poetisk og retorisk værktøj, som skal forstås som et ekstraordinært sprog til det almindelige sprog. 48 Den klassiske re 43 Lindhardt (1999): p Lindhardt (1999): p Lindhardt (1999): p Lindhardt (1999): p Jørgensen (2003): p Lakoff og Johnson (1980): p

16 torik var grebet af at analysere ligheder mellem metaforen og det oprindelige ord. Dette gør det muligt at skifte et ord ud i en sætning med et ord af en anden oprindelig betydning. 49 Metaforer er en del af vores hverdag i den vestlige kultur. Vi bruger den faktisk flere gange om dagen, ofte uden vi selv er klar over det. Brugen af metaforer er ofte kulturpræget, da det er forskelligt, hvad ord kan betyde i de respektive lande. 50 Metaforerne skal få os til at se det banale og monotone i et nyt lys; samtidig med at de skal skabe klarhed og forståelse, må de ikke være for eksotiske eller gådefulde. Hvis de fremstår sådan, vil de besværliggøre intuitionen. Endvidere må de ikke være for banale og overfladiske, for så gør de ikke noget indtryk. 51 I den gamle græske mytologi var Aristoteles især interesseret i analogimetaforen, som præsenterer en underforstået analogi eller lighed mellem fænomener fra forskellige virkelighedsområder. 52 Ved analogi forstår jeg, at det andet forholder sig til det første, som det fjerde forholder sig til det tredje; så vil man kunne sætte det fjerde i stedet for det andet, eller det andet i stedet for det fjerde. Undertiden tilføjer man også det, hvortil det udtryk, som er blevet ombyttet, har tilknytning. 53 Dette var Aristoteles måde at anskueliggøre metaforer på. Der findes endvidere tre former for metaforer. Strukturelle metaforer, Orienteringsmetaforer og Ontologiske metaforer. De strukturelle metaforer er de tydeligste der findes. 54 F.eks. ved at diskussionen får samme struktur som i krig. 55 Orienteringsmetaforer organiserer et system af begreber i forhold til hinanden. F.eks. at være glad, så er man oppe, og hvis man er ked af det, er man nede. 56 Den sidste form for metaforer er de ontologiske metaforer, hvor de ikke håndgribelige ting 49 Jørgensen (2003): p Lakoff og Johnson (1980): p Jørgensen (2003): p Jørgensen (2003): p Jørgensen (2003): p Lakoff og Johnson (1980): p Lakoff og Johnson (1980): p Lakoff og Johnson (1980): p

17 bliver gjort til genstand. 57 F.eks. finanskrisen sænker vores levestandard, og vi må derved søge at bekæmpe finanskrisen. 58 Udover at metaforer skal få os til at se tingene i et nyt perspektiv, har de en anden vigtig funktion, som vi kom ind på tidligere. De skal få os til at se tingene klarere og gøre dem mere begribelige, og igennem dette skal de tale til sanserne. 59 Det er vigtigt for mennesker, at vi kan høre, se og sanse effekterne for bedre at kunne forstå dem. Ved at knytte metaforerne til noget sanseligt og mere begribeligt, vil vores billeder blive stærkere og derved skabe en stærk følelse og fremme forståelsen, end hvis det hele kom med en lang forklaring Lakoff og Johnson (1980): p Lakoff og Johnson (1980): p Jørgensen og (2003): p Jørgensen og (2003): p

18 ERVING GOFFMAN Face work Med sin teori om face work anskuer Goffman vores tilværelse fra et dramaturgisk perspektiv. Han mener, at de sociale relationer mellem mennesker tager form af et teaterstykke, hvor individet indtager forskellige roller, alt efter hvilke sociale situationer det befinder sig i, og samfundet fungerer som den scene, teatret spilles på. Dette gøres for at opretholde the smooth working of society 61 og på den måde undgå, at kommunikationen bryder sammen. Goffman beskriver det at studere face work og de rituelle elementer, der er knyttet til dette, som et sæt af trafikregler for social interaktion. 62 Vi forsøger alle ifølge Goffman at præsentere et face altså et bestemt image i en given social sammenhæng. Det kan dog være svært at kontrollere det indtryk, andre får, da vi både kommunikerer gennem adfærd og fremtrædelse og derfor udtrykker to forskellige former for tegn. Den ene type af tegn er dem, vi giver, altså de intentionelle tegn. Det er de verbale udtryk og andre symboler, som vi bevidst benytter i kommunikationen af vores budskab. Den anden type er dem, vi afgiver, altså i modsætning til den første type de ikke intentionelle tegn. Det er de udtryk, som vi ubevidst og utilsigtet afsender, som kan være med til at afsløre nogle ting om os. 63 Det er ifølge Goffman ikke målet med face work at bevare ansigt, men face work er derimod betingelsen for social interaktion, altså forudsætningen for at opretholde the smooth working of society. I alle sociale systemer eksisterer en form for ubevidste, prædefinerede regelsæt, om hvordan vi interagerer med hinanden i en given sammenhæng. Disse prædefinerede regler skaber ifølge Goffman nogle forventninger til og enighed om, hvordan man handler og gebærder sig i forskellige sociale interaktioner. Dette kalder han for working consensus. Vi overholder reglerne for at opretholde en gensidig behagelighed og for at reproducere de sociale relationer Erving Goffman (1955): p Erving Goffman (1955): p Erving Goffman (1955): p Erving Goffman (1955): p

19 To have, be in or maintain face Den væsentligste hensigt med face work er at hjælpe hinanden med at bevare ansigt (maintain face) i sociale sammenhænge og dermed forhindre, at kommunikationen bryder sammen og pinlige situationer opstår. Måden, man bevarer ansigt på, er ifølge Goffman ved at bekræfte hinanden i hinandens individuelle selvfremstilling. Accepterer de andre i gruppen det ønskede image, det face den enkelte forsøger at fremstille, vil man fortsat be in face, og man vil derfor føle sig selvsikker og godt tilpas i gruppen. Face work kan siges at være en gensidig iagttagelse af hinandens faces, hvor man ser sig selv igennem de andre og ud fra deres forventninger til én fremstiller sit face. 65 In wrong face Goffman mener altså, at vi overholder reglerne for social interaktion for at undgå at få hinanden til at tabe ansigt (be in wrong face) og på den måde undvige et kommunikationssammenbrud og en pinlig situation. Den sikreste måde at undgå at tabe ansigt på er ved at undgå emner, man føler sig usikker i, og ved ikke at deltage i aktiviteter, som man på forhånd ved, man er dårlig til. Man forsøger altså at undvige situationer, som kan true ens face og føre én ud på glat is. Det er oftest i fælles interesse for alle parter i det aktuelle sociale system at hjælpe hinanden med at bevare ansigt, og vi kommer derfor hinanden til undsætning, hvis vi kan fornemme, at den anden er ved at komme ud på et sidespor. Selvom personen højst sandsynligt godt selv ved, at han har mistet fatningen, og derudover igennem sine iagttagelser af de andre også kan fornemme, at de ved det, skjuler vi, at vi kan se det, fordi vi ikke ønsker at stille hinanden i et dårligt lys, eller fordi vi ikke ønsker at skabe en konflikt, og fordi pinlige og ubekvemme situationer fører til opløsning af the smooth working of society. 66 Out of face Ifølge Goffman betyder det at være out of face, at en person viser et upassende ansigt, fordi han vælger at deltage i en social interaktion, på trods af at han ikke har en rolle klar, som er forventet i den pågældende situation. Grunden til dette kan være, fordi hans rolle i gruppen ikke er defineret, og han derfor ikke ved, hvad de andres forventninger til ham er. Dette resulterer ofte i, at perso 65 Erving Goffman (1955): p Erving Goffman (1955): p

20 nen føler sig pinligt berørt, usikker og nervøs, og han er derfor bange for, hvad det kan gøre ved hans ry i gruppen. 67 Man kan altså sige, at i og med en person viser et upassende ansigt, vil dette ofte resultere i, at han mister ansigt og derfor har brug for de andres hjælp til at genoprette sin rolle. To give face Hvis det skulle ske, at en person taber ansigt, kan man som sagt komme hinanden til undsætning og hjælpe vedkommende med at genoprette ansigt. Dette kalder Goffman to give face. Der findes flere måder at hjælpe andre med at genvinde deres ansigt; man kan f.eks. afvæbne et angreb ved hjælp af humor eller vende angrebet mod afsender selv, eller man kan tilbyde den pågældende person et bedre ansigt, end han egentlig er berettiget til. 68 To poise Hvis en person bliver angrebet eller kritiseret, forsøger han automatisk selv at bevare sit ansigt ved at poise, som Goffman kalder det. Det vil sige at vedkommende, som bliver angrebet, forsøger at genvinde ligevægt og balance ved at skjule sine følelser og udtrykke selvsikkerhed og forsøge at forblive cool i situationen Erving Goffman (1955): p Erving Goffman (1955): p Erving Goffman (1955): p

21 ANALYSE SYSTEMTYPER Organisationssystemer Vi har valgt at tage udgangspunkt i Luhmanns teori om sociale systemer, da vi mener, at denne bl.a. kan bruges til overordnet at klargøre, hvilke former for systemer vi har at gøre med. Samfundet er den yderste instans og dækker over alle de typer af systemer, som er i spil. Alt, hvad der foregår i systemerne og deres omverdener, forekommer i samfundet, hvilket betyder, at samfundet er højkomplekst og derfor kan være svært for os mennesker at håndtere og forholde os til. Tv stationen DR er et organisationssystem i samfundssystemet, og inden for dette eksisterer et andet organisationssystem, nemlig DR2. Inden for DR2 er der en række andre organisationssystemer såsom de enkelte programredaktioner og forskellige afdelinger, faglige organisationer, forskellige sociale foreninger på arbejdspladsen osv. Disse forskellige organisationssystemer er baseret på medlemskab samt forudsætninger og regler for dette. Forudsætningen for at være medlem af organisationssystemet DR2 og derunder en konkret programredaktion eller en afdeling er, at man er ansat på stationen, mens forudsætningerne for at være medlem af de forskellige sociale foreninger nærmere er et spørgsmål om at acceptere reglerne for den konkrete forening. Reglerne for organisationssystemerne er dels fastlagt af politikerne i Folketinget, som ved lov har fastlagt en række bestemmelser for DR s virksomhed, dels for de enkelte organisationssystemers vedkommende af f.eks. ledelsen på forskellige niveauer i virksomheden, bestyrelsen, i foreningerne osv. Disse kan f.eks. være en definition af den enkeltes arbejdsopgaver samt forpligtelser overfor såvel sine kolleger og sin chef som overfor DR2 s seere. Udfører man ikke sine arbejdsopgaver til fuld tilfredshed, eller bryder man sine forpligtelser, kan det resultere i, at man bliver upopulær og måske derfor udstødt af sine kolleger fra de sociale foreninger eller faglige organisationer, man indgår i; at man bliver set skævt til eller mister anseelse blandt DR2 s seere og som følge heraf bliver hængt ud i pressen; eller i værste fald kan det ende med en ekskludering fra systemet, altså en fyring fra sit job. Systemerne er stabile i tid, i og med at

22 deres funktioner ikke ophører med at eksisterer, selvom medarbejderne forlader hinanden for at holde fri fra arbejde, eller selvom nogle ophører i deres job i DR og andre ansættes. Det kan derudover siges, at organisationssystemet DR2 er et autopoietisk og selvreferentielt lukket system, da det er et uafhængigt system, som gennem arbejdsprocesser selv fremstiller de elementer, det skal bruge for at reproducere sig selv. På trods af at de ansatte på DR2 selv skaber de komponenter, i form af forskellige tv udsendelser, som de skal bruge for at opretholde systemet, betyder det ikke, at de ikke indgår i en relation med omverdenen og andre systemer. For overhovedet at have et fundament for at kunne lave en tv udsendelse, er det nødvendigt med noget baggrundsmateriale. Journalisterne har altså brug for inspiration og viden, altså materiale som de får fra historier, hændelser og nyheder fra samfundet. Dvs. at der hele tiden er kontakt mellem DR2 og samfundet, og at disse indgår i et samspil med hinanden, hvilket forbinder dem strukturelt. DR2 s program Debatten er et af de subsystemer, altså et system under et andet system, som hører under DR2. Debatten kan betragtes som endnu et organisationssystem, da den også kræver særlige betingelser for deltagelse, samt at man overholder de regler, der eksisterer for denne. For at kunne deltage i programmet kræver det, at man bliver inviteret som gæst, og at man accepterer de regler, der er defineret for adfærd. Programmet er på samme måde som tv stationen vedvarende i tid, i og med at det ikke går i opløsning, når den aktuelle udsendelse er slut, og gæsterne forlader studiet. Derudover fungerer programmet, ligesom DR2, som et lukket system, der uafhængigt af andre systemer, gennem diskussioner og samtaler mellem programmets debattører, skaber nye diskussioner og samtaleemner for at forsøge at besvare værtens spørgsmål og analysere programmets temaer for på den måde at reproducere sig selv. Kommunikationen mellem gæsterne skaber altså nye kommunikationer uafhængigt af omverdenen og andre systemer. Dog er programmet forbundet til omverdenen, idet værten dels inddrager citater fra udenforstående for at påvirke gæsternes holdninger, dels viser korte klip fra andre tv udsendelser, hver gang han ønsker at introducere et nyt tema til diskussion

23 Det er altså strukturelt koblet til andre systemer og er i den forstand åbent over for input fra disse, som dermed kan være med til at skabe nye output. Desuden er programmet strukturelt koblet til DR2, da eksistensen af DR2 er nødvendig for eksistensen af programmet, i og med at det er de ansatte på DR2, der bl.a. beslutter, hvilke temaer der skal tages op i Debatten, og planlægger og afvikler udsendelserne. Interaktionssystemer Den konkrete debat, der opstår i hvert enkelt program, kan ses som et interaktionssystem, da denne opstår gennem handling og interaktion mellem debattens deltagere indbyrdes og mellem dem og værten. Når programmet slutter, opløses debatten, og deltagerne går hver til sit. Det er altså ikke stabilt i tid, men nye interaktionssystemer opstår, når andre deltagere mødes for at debattere et nyt tema i en ny udgave af Debatten. I interaktionssystemet eksisterer en række uformelle regler for, hvordan man opfører sig og interagerer med hinanden. Der er altså en række uskrevne regler for adfærd, både for hvordan man agerer som gæst, personligt og professionelt, over for de andre gæster samt et antal normer for god presseskik. Hvis ikke disse overholdes, risikerer man at miste respekt blandt de andre deltagere, eller at diskussionen tager en utilsigtet drejning. M.V. bryder flere gange løbende igennem debatten med disse regler, idet hun tiltaler de andre debattører på en uprofessionel måde. F.eks. siger hun på et tidspunkt følgende til P.K. [23.44]: Nååårh lille venner nååårh, er I alligevel kede af, at den faldt for meget, sådan at energiforbruget begyndte at stige igen.... Generelt har hun en meget nedladende tone overfor de andre, hvilket resulterer i, at L.L.R. må minde hende om reglerne for, hvordan man interagerer med hinanden [37.37]: Prøv lige at høre Margrethe, vi kommer jo ikke nærmere hinanden af, at du hele tiden bliver ved med sådan at stå og tale lidt ned til os.... Også V.S. må i slutningen af debatten minde sine meddebattører om de uskrevne regler for at undgå at debatten tager en usaglig drejning og udvikler sig til et personfikseret ordkløveri [39.50]: Skal vi ikke vende tilbage til det saglige igen i stedet for at skyde sådan frem og tilbage. Udover de interaktionssystemer, som opstår i hver enkelt udsendelse af Debatten, opstår desuden hver dag mange forskellige interaktionssystemer i de enkelte organisationssystemer, f.eks. når

24 medarbejderne mødes og arbejder sammen, er sammen til forskellige faglige arrangementer eller sociale begivenheder. KOMPLEKSITET Da det som nævnt tidligere kan være meget indviklet og diffust for os alle at forstå og forholde os til alt, hvad der foregår i det samfund, vi lever i, er det både DR og DR2 s mål at forsøge at reducere verdens kompleksitet til et niveau, det almindelige menneske kan forstå. Gennem forskellige former for programmer såsom nyhedsudsendelser, dokumentarprogrammer, kulturelle og historiske udsendelser samt debatprogrammer forsøger begge kanaler at gøre det lettere for os at forstå samt tage stilling til det uendelige antal af begivenheder, konflikter og forhold, som finder sted i vores samfund. Kompleksitetsreduktionen sker altså ved at DR samt DR2 begrænser antallet af uforståelige forhold. DR og DR2 er organisationssystemer med en høj egenkompleksitet, fordi de skal kunne håndtere mange forskellige tilstande og relationer både internt i organisationen og i forhold til omverdenen. Disse relationer kan også have karakter af konflikter, brydninger og spændinger, f.eks. mellem enkelte medarbejdere eller medarbejdergrupper, mellem ledelse og medarbejdere, mellem hele organisationen på DR eller DR2 eller mellem de enkelte medarbejdere og omverdenen i form af politikere, journalister og anmeldere fra andre medier, borgere osv. Ydermere kan man sige, at det er Debattens opgave med hjælp fra de gæster, som er i studiet, at forsøge at reducere kompleksiteten i forhold til det tema, den specifikke udsendelse omhandler. Medarbejderne bag Debatten inviterer de personer, som de mener, er bedst kvalificerede til at kunne forklare, tydeliggøre og belyse de centrale aspekter i det aktuelle emne. I den konkrete debat vi har med at gøre, er emnet de forskellige spørgsmål, der var hovedtemaer under valget i Det kan for den almindelige borger være svært at forholde sig til alle aspekterne i disse temaer og tage stilling til hver enkelt sag, da det er nogle brede og komplicerede forhold, det drejer sig om. For at gøre det lettere for seerne at tage stilling til samt få et mere nuanceret syn på valgets temaer, er det i denne udsendelse seks politikere fra seks forskellige partier, som er inviteret i studiet til en debat om disse temaer. Igennem deres argumentation forsøger de altså at forklare, hvad de vil forbedre i samfundet, eller hvordan de vil løse konkrete problemer, for på den måde at reducere kompleksiteten i forhold til deres egne holdninger, og for derigennem at vinde seernes velvilje. Et eksempel på dette er diskussionen om, hvorvidt skattelettelser er en fordel eller en

25 ulempe. J.L. viser til at starte med et klip med Bent Bendtsen, hvor han udtaler sig om de skattelettelser, der netop var blevet vedtaget og derefter starter han en runde, hvor alle politikere får lov til at give deres mening til kende om dette spørgsmål. Han retter sit første spørgsmål mod H.T.S., for at få hendes syn på sagen og høre hvad hun vil gøre, hvis det er hende, der kommer til magten. [17.35] J.L.: Ja, Bent Bendtsen, H.T.S., han er en glad mand, men hvis du bliver statsminister, så er der ikke mere smil på læben hos den konservative formand, for du vil jo tage skattelettelsen tilbage igen. H.T.S.: Ja, det vil jeg, fordi vi står med et valg, hvor vi skal vælge om den lille skattelettelse, som det jo bliver i hver enkelt families økonomi, ikke var bedre anvendt på fællesskabet, på at sikre at tingene er i orden i vores velfærdssamfund, og derfor har vi sagt tydeligt, at denne her skattelettelse, den gennemfører vi ikke. Herefter vender J.L. sig mod L.L.R., så han kan få lov til at forsvare den skattelettelse, VK regeringen har gennemført, for derefter at gå videre til M.V., N.K. og P.K., så alles mening om denne sag kommer frem i lyset, og seerne får et mere nuanceret syn på det konkrete tema. Ved at belyse hvert enkelt tema på denne måde, får vælgerne bedre mulighed for at tage stilling til, hvem de er mest enige med og i sidste ende vil støtte op om på valgdagen. Samtidig gør politikerne dog også, hvad de kan for at få deres modstandere til at fremstå som højkomplekse, hvilket kan betyde, at man i en vis grad risikerer at fremstå som værende uintelligent, uvidende eller måske endda tåbelig og derfor mister troværdighed, hvis ikke man er i stand til at forsvare sig selv eller besvare de spørgsmål, man bliver stillet. N.K. har generelt gennem hele debatten svært ved at besvare de spørgsmål, han bliver stillet, og er samtidig dårlig til at forsvare sig selv, når de andre deltagere forsøger at gøre ham højkompleks. [28.13] P.K. 40 procent, hvor vil I skaffe pengene fra, 40 procent flad skat? N.K.: Vi har en fuldt finansieret skattereform. P.K.: Fortæl lidt om det! N.K.: Vi har en og dem der får sænket deres skatter øh det er også dem der kommer til at betale. P.K.: Jamen, det er da interessant, fordi 40 procent flad skat lyder da spændende, men hvor vil I finde pengene? N.K. Jamen vi har Det er fuldt finansieret. I stedet for at svare direkte og kort og forklare, hvordan de har tænkt sig at gøre, konstaterer han bare, at de har styr på det og får derfor aldrig rigtig svaret på det, han bliver spurgt om. Dette resulterer i, at han bliver til grin samt fremstår som værende uintelligent mellem de andre debattører (og over for seerne). Dette kan man både høre på f.eks. P.K. s lidt nedladende tonefald i de spørgsmål, hun stiller ham, men det kommer også til udtryk i på H.T.S. s ansigtsudtryk, idet hun trækker på smile

26 båndet af ham. P.K. formår altså at gøre N.K. yderst kompleks, så man som seer er i tvivl om, hvad han egentlig mener og vil med sin politik. Et andet tidspunkt i debatten, hvor N.K. igen kommer til at fremstå højkompleks, er da han ikke kan besvare J.L. s enten eller spørgsmål kort og simpelt. [35.35] J.L.: N.K. så står vi her igen, hvad for en side, tror du, vil gøre det bedst for miljøet, er det de borgerlige eller er det oppositionen?. N.K.: Jamen jeg mener, at hvis man virkelig skal gøre noget, der batter i forhold til miljøet, så er det utrolig vigtigt, at det er forankret i den enkelte person, der skal en holdningsændring til. J.L.: Hvad for en side vil gøre det bedst? N.K.: Altså, jeg er enig i den kritik, der har været, at da regeringen kom til, der smadrede man meget af miljøindsatsen, og jeg er da glad, for at man er blevet klogere siden. J.L.: Hvem har størst ambitioner på miljøets vegne, er det oppositionen eller er det de borgerlige? N.K.: På miljøets vegne? Jamen altsååå, det har Ny Alliance! J.L.: Du vil ikke svare på spørgsmålet!? Det er umuligt at gennemskue som seer, hvad N.K. mener, og hvilken side han støtter op om, hvilket igen resulterer i, at han bliver til grin og kommer til at fremstå vag og yderst kompleks. Man kunne i høj grad se efter valget i 2007, at det generelt blev meget afgørende for N.K., at han ikke var i stand til at definere sine holdninger og vælge side. Inden valget stormede Ny Alliance frem, hvorefter de med valgets resultat måtte erkende stort nederlag. Grunden til at politikerne forsøger at fremstille deres modstandere som komplekse, er for selv at komme til at fremstå i et bedre lys og for at overbevise seerne om, at deres politik og måde at løse samfundets problemer på er bedre end de andres. De forsøger altså at få folk til at se sagen fra netop deres synsvinkel og dermed indse, at de ændringer de vil gennemføre i samfundet, f.eks. i forhold til flygtninge og indvandrerpolitikken, skat samt klimaproblematikken, vil forbedre de nuværende forhold. Samfundets systemer kan på den måde fortsat opretholde sig selv, men dog ifølge hver enkelt politiker på en ny og bedre måde, hvis lige netop de får mere indflydelse eller kommer til magten. Det handler altså om at finde ud af, hvilken funktion bestemte systemydelser opfylder, således at det er muligt at definere, hvad problemet med deres funktion er, for på den måde at kunne komme med: sammenlignelige muligheder for alternative løsninger af udgangsproblemet 70 [33.36] V.S.: Men det er da en kendsgerning, at den har snorksovet i seks år. Men 70 Kneer og Nassehi (1997): p