Indholdsfortegnelse. Side 1 af 65

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Indledning...4 Forord...4 Problemformulering...4 Empiribeskrivelse...4 Metode...6 Praktiske noter...6 Teori...8 Luhmanns Systemteori...8 Autopoiesis...8 Socialt system...9 Psykisk system...9 Strukturel kobling...10 Kompleksitet...11 Reduktion af kompleksitet...11 Egenkompleksitet...12 Systemtyper...13 Kommunikation...14 De tre selektioner...14 Den fjerde selektion...15 Den modsatte mening...15 Kommunikation som handling...16 Mening...16 Iagttagen...16 Symbolsk generaliserede medier...18 Goffmans Diskursteori...20 Line...20 Facework...21 The avoidence process...22 The corrective process...23 Working consensus...24 Nofsingers Diskursteori...26 Fem åbenlyse facts...26 Turn-taking...26 Taleskift...27 Hvorfor folk lytter til hinanden...27 Konkurrence om turen...28 Turreservering...28 Stilhed i samtaler...28 Mønstre i turn-taking...30 Samtidig tale...30 Andre typer turn-taking-systemer...31 Retorik...32 Discipliner i retorikken...32 Inventio...32 Dispositio...34 Elocutio...34 Actio...36 Sproget som virkemiddel...36 Side 1 af 65

2 Analyse...38 Luhmanns Systemteori...38 Debatten som system...38 Kompleksitet og reduktion heraf...38 Selektioner...40 Iagttagen...40 Debatten i samfundsperspektiv...42 Delkonklusion...42 Goffmans Diskursteori...43 Line...43 Facework...44 Rolleforpligtelse...45 Interchange...46 Flow...46 Delkonklusion...47 Nofsingers Diskursteori...48 Debatten som samtale...48 Talerskift...48 Current speaker vælger næste speaker...48 Self-select...49 Speaker continuation...49 Samtidig tale...49 Kapløbet om ordet...51 Turreservering...52 Stilheder under samtale...52 Gaps...52 Pause...52 Lapse...53 Delkonklusion...53 Retorik...55 Debatten som diskussionsarena...55 Retoriske discipliner...55 Dispositio...55 Inventio/Elocutio...56 Argumentationsmetoder...56 Metaforer...58 Ethos & Pathos...59 Actio...60 Sproget som virkemiddel...61 Delkonklusion...61 Konklusion...62 Perspektivering...64 Litteraturliste...65 Side 2 af 65

3 Bilag: Bilag 1: Transskription af Partilederdebat om pointsystem og økonomi. Bilag 2: Video på CD, Partilederdebat om pointsystem og økonomi. (Ved PDF udgaven af denne opgave findes begge disse bilag på samme CD som PDF'en) Tegn indeholdt i opgaven: Opgaven er skrevet af: Simon Christian Clausen (8-12, 32-36, 38, 54-60) Peter Wolff Del Pin (16, 20-25, 40-41, 42-46) Aske Ryge Holm (13-15, 26-31, 39, 47-53) Siderne i parentes angiver de enkeltes ansvarsområde, resten er fælles. Side 3 af 65

4 Indledning Forord Der ses i dag, at mange aktuelle emner bliver offentligt diskuteret. Det kan være via blogs på internettet, live debatter imellem politikere, korte indslag i nyhederne hvor eksperter kommenterer på to sider af en sag, programmer der kun baserer sig på debat og til sidst en blanding af de to sidst nævnte. Emnerne der diskuteres, varierer vidt fra f.eks. sport til klimapolitik. Vi vil gerne se på hvordan disse debatter forholder sig til og påvirker samfundet. Mere specifikt vil vi gerne se på et tv-program, der udelukkende baserer sig på debat om et lille antal emner pr. udsendelse. Til dette har vi i denne opgave valgt ud fra et systemteoretisk, diskursteoretisk og retorisk synspunkt at se på en udsendelse af DR2 Debatten. Hovedemnet i denne udsendelse er om og hvordan, det forslåede pointsystem skal gennemføres. Som nærmere beskrevet i præsentationen af empirien er befolkningens meninger omkring dette emne meget delte. Netop derfor finder vi denne udsendelse og debat interessant. Problemformulering Vi vil som hovedtema i vores opgave fokusere på følgende tre spørgsmål: Hvordan ses det, at interaktionssystemet i Debatten fungerer kompleksitetreducerende? Hvilke kommunikative regler og discipliner udspiller sig i Debattens system? Kan det, på baggrund af de to forgående spørgsmål, ses at denne udsendelse af Debatten eksisterer på baggrund af et behov i samfundet? Empiribeskrivelse Empirien vi analyserer i denne opgave, er et debatprogram, nærmere Debatten, sendt på DR2 d. 11. November Titlen på denne udsendelse er Partilederdebat om pointsystem og økonomi. Udsendelsen kan findes online på dr.dk 1 og på vedlagte CD (Bilag 2). Om programserien skriver DR: Debatten er programmet, hvor Danmarks mest magtfulde mennesker og skarpeste debattører diskuterer tidens sværeste beslutninger. Vi trækker fronterne op og skærer helt ind til benet. 1 (funktionel pr. 11/ ) Side 4 af 65

5 Debatten rykker den politiske debat, fra dét alle gerne vil tale om, til dét alle bør tale om! 2 Og om selve udsendelsen skrives: Det er fire partiledere, med meget på spil, som tørner sammen i DEBATTENs studie torsdag aften: Margrethe Vestager, Lene Espersen, Johanne Schmidt-Nielsen og Pia Kjærsgaard. Med den nye udlændingeaftale, som er en del af Finansloven for 2011, er det tilsyneladende lykkedes regeringen at udstille uenigheden i oppositionsblokken om udlændingepolitikken. For Johanne Schmidt-Nielsen og Margrethe Vestager er spørgsmålet "hjerteblod". Men danskerne er vildt uenige om pakken: halvdelen siger nej og halvdelen ja. Og Pia Kjærsgaard måtte i sidste uge set sig undsagt af V og K, da hun krævede et forbud mod parabolantenner i Danmarks ghettoer. Også på økonomien er der store kløfter, både mellem blokkene og internt i begge lejre. De Radikale har - som det eneste af oppositionspartierne - stemt for en del af finansloven. Mens K i meningsmålingerne for første gang mindre end Liberal Alliance, der har succes med sin kompromisløse borgerlige kurs. 3 Gæster i programmet: Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti Lene Espersen, Konservative Margrethe Vestager, Radikale Venstre Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten Clement Kjersgaard er vært på programmet, og fungerer som ordstyrer i debatten. Vi vil i vores analyse af Debatten ikke komme ind i en analyse af selve programmets tvproduktionen (opsætning af lys, lyd, placering af publikum, klipning, kamera vinkler, etc.), da dette ikke er relevant for omfanget af analysen i denne opgave. Vi vil dog, med henblik på vores analyse af interaktionen i programmet nævne, at deltagerne kan ses som værende stillet op i hold : Pia Kjærsgaard og Lene Espersen overfor Margrethe Vestager og Johanne Schmidt-Nielsen i forhold til hvordan det politiske landskab i Danmark ser ud pt., består det første hold af henholdsvis et støtte- og et regeringsparti, og det sidste af to partier i oppositionen. De er altså repræsentanter for hver deres politiske blok, altså blå blok (borgerlige, mere højreorienterede) overfor rød blok (mere socialistiske, venstreorienterede). Vi mener, at det er rimelig at antage, at dette er gjort bevidst af DR for at understrege tilhørs- og uenighedsforhold. 2 (hentet d. 11/ ) 3 (hentet d. 11/ ) Side 5 af 65

6 Vi må antage, at selvom der er fortaget klipning ved skift af kamera vinkler, sker der ingen editering af kronologien i samtalerne, vi ser i programmet. De er altså fuldstændige, og er derfor brugbare i vores analyse. Til analysen fokuserer vi kun på den første del af programmet, der løber fra start til 37 min 21 sek. Programmet er produceret af Danmarks Radio, som er en public service kanal, der har til formål at arbejde "i folkets tjeneste", og at [ ] påtage sig en række samfundsmæssige og kulturelle opgaver 4, mere specifikt via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning 5. Metode I dette afsnit vil vi give et overblik over opgavens struktur, og derefter beskrive de mere praktiske aspekter af opgaven. Vi starter opgaven med at gennemgå de dele af de forskellige teorier, som vi har fundet relevante i forhold til analysen af empiri. Derefter vil vi enkeltvis analysere empiri ud fra hver teori. I hver del af analysen vil vi lave en delkonklusion, og til sidst opsummere disse i en overordnet konklusion. Vi vil gøre brug af Luhmanns systemteori til overordnet analyse af Debatten. Ud over dette vil vi via Erving Goffmann og Robert Nofsingers diskursteorier se nærmere på interaktionen, der finder sted. Til sidst benytter vi Lindhardts teori om retorikken til at analysere retoriske virkemidler. Praktiske noter For at danne overblik er her en liste over de forskellige deltageres initialer, der bruges i transkriberingen: Clement Kjersgaard: CK Pia Kjærsgaard: PK Lene Espersen: LE Margrethe Vestager: MV Johanne Schmidt-Nielsen: JSN Citater fra vores transskription indføres i bokse. De er i formatet (minut:sekund) Deltagerens initialer: ytring. 4 (hentet d. 14/ ) 5 ( 10) (hentet d. 14/ ) Side 6 af 65

7 Eksempelvis: (00:52) CK: Lene Espersen, hvorfor står De Konservative i målingerne til 6,1% af stemmerne? Hvor deltagerne taler i munden på hinanden, er det, der siges markeret i spidse klammer < >. Hvor deltagerne afbryder hinanden markeres det med initialer i spidste klammer, og efterfølgende tekstblok starter med (...). Handlinger er skrevet i skarpe klammer [handling]. Hvor der har været utydelig tale, vi ikke har kunne transskribere, er det markeret med (xxx). Citater fra litteratur skrives i kursiv, med anførselstegn. Hvis der er udeladt tekst fra enten start eller slut af citatet markeres det med..., hvis der er udeladt tekst midt i et citat markeres det med [...]. Samme struktur bruger vi i citater fra vores transskription. Når vi henviser generelt til flere personer i programmet vil gæster(ne) referere til de fire politikere, og deltager(ne) til de fire politikere samt Clement Kjersgaard. Hvor der henvises til denne udsendelse af debatten, vil dette gøres med ordet Debatten. Når vi første gang nævner et teoretisk begreb samt dets forklaring, vil det blive fremhævet i kursiv. Engelske og old-græske begreber vil gennemløbende være fremhævet i kursiv. Side 7 af 65

8 Teori Luhmanns Systemteori I dette afsnit vil vi redegøre for de dele af Niklas Luhmanns systemteori, som vi har fundet relevante i forhold til analysen af Debatten. Vi vil basere vores analyse på værkerne Niklas Luhmann introduktion til teorien om sociale systemer og Sociale systemer grundrids til en almen teori af henholdsvis Kneer og Nassehi og Luhmann. Autopoiesis Ifølge Kneer og Nassehi beskriver begrebet autopoiesis i Luhmanns systemteori, måden hvorpå et system er opbygget og vedligeholder sig selv. Et system er sammensætningen af flere elementer i en lukket helhed, hvis sum er større end de enkelte elementer 6. For at uddybe forklaringen af system og omverden stiller vi disse to begreber op overfor hinanden. Dette er nødvendigt, da de begge er en del af hinandens definition - det ene findes ikke uden det andet. Denne samling af elementer, som et system består af, fungerer separat fra en omverden. Begrebet 'omverden' bruges i denne forbindelse til at definere alt, der ligger udenfor den opererende enhed af elementer, der danner det autopoietiske system 7. Vi vil i afsnittet om kompleksitet komme dybere i forklaringen af omverden. Teorien om autopoiesis har sin oprindelse i biologien, og betyder selvskabelse. Det er af Luhmann generaliseret til brug i forklaringen af de forskellige systemtyper, der beskrives i hans systemteori 8. Systemet bliver skabt af dets elementer, men sørger også for at opretholde sig selv ved hele tiden, i en cirkulær, rekursiv proces, at skabe nye elementer og relationer imellem disse elementer. Det autopoietiske system er selvfrembringende og selvopretholdende 9. Systemet skaber selv hvad der er brug for til dets opretholdelse - det er altså selvreferentielt og operationelt lukket I forhold til organisering og produktion af elementer i systemet tages der ikke input fra og gives ikke output til omverdenen 13. At systemet er lukket, ligger til grund for, at det på samme tid er åbent. Åbenheden, beskrevet af Kneer og Nassehi som omverdenskontakt, bliver først mulig igennem systemets autopoiesis: Den 6 Kneer & Nassehi, 1997, s. 22 & 51 7 Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s & Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s. 55 Side 8 af 65

9 autopoietiske organisations lukkethed er forudsætningen for dens åbenhed 14. Systemet står i et betingelsesforhold til dets omverden, men det er eksklusivt systemet, der bestemmer over denne forbindelse 15. Det autopoietiske system påvirkes således, og er afhængig af elementer i dets omverden 16. Ud over dette ligger selvreferentialiseringen i det autopoietiske system til grund for dynamik 17. Det tilpasser sig dynamisk aktuelle tilstande i omverden, hvilket sker ved strukturelle ændringer, der har til mål at opretholde reproduktionen af dets elementer altså den videre beståen af systemet 18. Socialt system Et socialt system opstår Når flere personers handlinger bliver knyttet sammen med hinanden [ ] Alle handlinger, som henviser meningsfuldt til hinanden, tilhører det pågældende system 19, hvilket altså forudsætter deltagelsen af mindst to psykiske systemer. Vi vil senere, i afsnittet om systemtyper, forklare de forskellige typer sociale systemer. Psykisk system Mennesket består af forskellige systemer, som f.eks. nervesystemet, organismen og det psykiske system 20. Et socialt system kan, som nævnt, ikke eksistere, med mindre der er mindst to psykiske systemer, dvs. to mennesker, til stede 21. Ifølge Kneer og Nassehi hævder Luhmann, at et bevidsthedssystem (psykisk system) er autopoietisk 22 : Luhmann opfatter bevidstheden som et autopoietisk system, fordi den er beskæftiget med hele tiden af frembringe nye tanker 23. For bedre at beskrive det psykiske system vil vi se på hvordan det forholder sig til den menneskelige hjerne. Som nævnt tidligere kan et autopoietisk system ikke eksistere, uden at der er et forhold til dets omverden. Ligeledes forholder bevidstheden sig til hjernen. Det er ikke hjernen der tænker tanker - tankerne er elementer, der er indelukket og rekursivt selvopretholdt i det psykiske system, men det psykiske system vil ikke eksistere uden hjernen - Hjernen befinder sig, 14 Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1999, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s. 65 Side 9 af 65

10 systemteoretisk set, i bevidsthedens omverden 24. Det er muligt at måle hjernens funktion, men det er ikke muligt derigennem at se, hvilke tanker der tænkes. Omvendt har bevidstheden på samme måde ikke adgang til hjernen, og der dannes derfor et emergent ordensniveau overfor hjernen 25. Ligesom hjernen befinder sig i bevidsthedens omverden, gør psykiske systemer det også for sociale systemer, hvilket leder videre til næste afsnit. Strukturel kobling Som beskrevet fungerer autopoietiske systemer separat fra hinanden, de deler altså ikke elementer, og deres grænser er jf. deres lukkethed stærkt trukket op. For at forklare hvordan disse systemer så kan forholde sig til hinanden, skal vi se på begrebet strukturel kobling. Strukturel kobling beskriver hvordan systemer, der er afhængige af hinanden, opererer uden at overlappe og smelte sammen. De er henvist til hinanden, men forbliver i hinandens omverden. Strukturel kobling er måden hvorpå, man beskriver afhængigheds-/uafhængighedsforholdet imellem systemer 26. Dette ses i eksemplet, der gives af Kneer og Nassehi på forholdet imellem psykiske og sociale systemer. Der nævnes, at de står i et... komplementært forhold til hinanden 27. Tilstande i et system er et resultat af en tilstand i dets omverden, men en tilstand i systemet eksisterer kun i systemet selv 28. Som nævnt forudsætter og ligger et systems lukkethed til grund for dets åbenhed, og systemet vælger eksklusivt, hvad der tages ind fra omverdenen. Dvs. at systemet selv vælger elementet eller elementer, der ligger til grund for den interne tilstand - det er ikke omverdenen der presser en tilstand ind i systemet, men systemet der vælger det fra omverdenen. F.eks. vil overraskelse i et psykisk system være en tilstand, der opstår i systemet på baggrund af en tilstand i dets omverden. Desuden vil denne overraskelsestilstand altså kun eksistere i dette system og ikke omverdenen Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s. 75 Side 10 af 65

11 Kompleksitet Kneer & Nassehi beskriver kompleksitet som den samlede mængde af mulige tilstande noget kan tage. For at noget kan være komplekst, skal det kunne tage mindst to forskellige tilstande. Når antallet af mulige tilstande og antallet af deres forbindelser til hinanden stiger, vil kompleksiteten tilsvarende stige 30. Kompleksitet inddeles i verden, omverden og system, hvor den absolutte kompleksitet, altså den højst mulige mængde tilstande og forbindelser herimellem, er verden. Verden skal dog ikke forstås som værende én verden, eller verdenen verden er et begreb, der beskriver den ydre absolutte grænse for mulige tilstande og relationer 31. Den indeholder alle systemer og deres omverdener, og består altså af alle potentielle begivenheder, uden selv at være et system eller have en ydre grænse 32. For at beskrive hvad omverden er, og forklare hvor grænsen hertil går, vil vi tage fat på forklaringen af et socialt system. Som nævnt i afsnittet om autopoiesis opstår et socialt system, når flere personers handlinger knyttes meningsfuldt til hinanden. Et socialt systems omverden er så defineret ved at være alle handlinger, der ikke tilhører denne meningssammenhæng, samt alle ikke-sociale enheder og begivenheder, der ligger udenfor systemet 33. Af denne forklaring kan vi udlede, at alle elementer, enheder og begivenheder der ikke tilhører et system, ligger i systemets omverden. Omverden er altid mere kompleks end det sociale system, og verden vil pr. dens definition altid være mere kompleks end omverden 34. Reduktion af kompleksitet Det er ikke muligt for et menneske at kunne forstå alle mulige tilstande i verden: der åbner sig en kløft imellem verdens yderste kompleksitet og den menneskelige bevidsthed 35. Reduktion af kompleksitet ligger til grund for eksistensen af de sociale systemer. De sociale systemers vigtigste funktion er at reducere og formidle denne verdenskompleksitet, altså at beskære mængden af de absolut mulige tilstande ned til et niveau, der kan opfattes af det menneskelige sind, og dermed danne basis for fælles forståelse og forventning mellem medlemmerne af det sociale system Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s. 45 Side 11 af 65

12 I en samtale imellem medlemmer af en læsegruppe der f.eks. skal løse en opgave, vil verdenskompleksiteten være reduceret til et niveau, der vil give mening for netop denne sammenhæng, og gør medlemmerne i stand til at kunne rumme situationen i deres bevidsthed. Kompleksitetsreduktion i et socialt system er udelukkelse og begrænsningen af mulige tilstande eller begivenheder systemet sørger for, at kun en del af hvad der er muligt i verden bliver tilladt i systemet 37. At et menneske på en gade spørger en tilfældig forbipasserende om klokken, er generelt kendt og tilladt. Men det sociale system der oprettes tillader f.eks. ikke, at den spørgende pludselig beder om den adspurgtes adresse dette vil resultere i øget kompleksitet, da dette ikke var en tilladt mulighed i netop det sociale system, der blev skabt. Altså, sociale systemer tillader de deltagende personer at have forventninger til hvad der kan forekomme i sammenhængen, hvilket gør situationen nemmere at overskue eller endda mulig helt at rumme i bevidstheden. I dette eksempel ville forespørgslen om spurgtes adresse falde helt uden for systemets forventede tilladte tilstande, og dermed i dets omverden. Altså igen, i en, i forhold til systemet, mere kompleks eller måske anden sammenhæng. Egenkompleksitet For at et socialt system kan reducere kompleksitet, bliver det selv nødt til at have en vis kompleksitet. Her introducerer Kneer & Nassehi begrebet egenkompleksitet 38. Et system med relativ lav egenkompleksitet har svært ved at håndtere påvirkninger fra omverdenen af højere kompleksitet, og omvendt vil et system med høj egenkompleksitet være i stand til at bearbejde komplekse påvirkninger fra dets omverden og reagere på en passende måde. Et systems egenkompleksitet muliggør og begrænser på samme tid evnen til at tilpasse sig omverdenens påvirkninger. I et mere komplekst system vil der være mange flere mulige tilstande tilladt end i et mindre komplekst system. Dette er netop grunden til at verden ikke er omverden, men relationen imellem systemet og de absolutte antal tilstande og relationer; Verden i sig selv er ikke kompleks - kun set ud fra systemet der forsøger at reducere kompleksiteten Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s. 46 Side 12 af 65

13 Systemtyper Luhmann skelner ifølge Kneer og Nassehi imellem tre typer af sociale systemer: interaktionssystemer, organisationssystemer og samfundssystemer 40. Interaktionssystemer er, som navnet antyder, enhver situation hvor mindst to individer interagerer med hinanden. Et interaktionssystem opstår først, når der er behov for det, altså når nogen begynder at interagere, og det afsluttes igen, så snart deltagerne ikke længere sanser hinanden. 41 Et eksempel herpå kan være en kvinde, der vil købe en banan hos en grønthandler. Dette system eksisterer først fra det øjeblik hvor kvinden og grønthandleren bliver opmærksomme på hinandens tilstedeværelse, i dette tilfælde som henholdsvis kunde og sælger. Dette vil desuden være et interaktionssystem med forholdsvis lav kompleksitet, da både grønthandleren og kvinden kender hinandens roller i systemet. De ved begge, hvad de med høj sandsynlighed kan forvente af modparten, og dermed har systemet tjent sit formål; nemlig at reducere kompleksiteten. 42 Dette interaktionssystem ophører med at eksisterer, så snart kvinden forlader butikken, og parterne ikke længere kan se, eller på anden måde sanse, hinanden. Organisationssystemer kan, i modsætning til interaktionssystemer, godt eksistere selvom parterne ikke er sammen og kan sanse hinanden 43. De defineres derimod som sociale systemer, hvori medlemskabet er knyttet til særlige betingelser. 44. Hvis man f.eks. ser på en tennisklub, så har man at gøre med et organisationssystem, hvor medlemmerne er optaget på betingelse af visse forhold (som oftest kontingentbetaling). Derudover består klubben af en bestyrelse, som sandsynligvis er valgt af klubbens medlemmer og nogle ansatte, der er ansat af bestyrelsen. Samtlige medlemmer af organisationssystemet er altså medlemmer på helt bestemte betingelser. I modsætning til et interaktionssystem, så eksisterer en tennisklub også om natten, hvor der ikke er nogen på tennisklubbens baner. Selvom ingen af medlemmerne er sammen, holder et organisationssystem ikke op med at eksistere. Samfundssystemet er det mest omfattende af systemtyperne 45. Det favner både organisationssystemer og interaktionssystemer, uden dog at være bundet til kun at bestå af disse to typer 46. Et samfundssystem kræver, ligesom ved organisationssystemet, ikke tilstedeværelse af handlende personer. Men derudover kan man, som ved organisationssystemet, ikke træde ind og ud 40 Kneer og Nassehi, 1997, s Kneer og Nassehi, 1997, s Kneer og Nassehi, 1997, s Kneer og Nassehi, 1997, s Kneer og Nassehi, 1997, s Kneer og Nassehi, 1997, s Kneer og Nassehi, 1997, s Side 13 af 65

14 af medlemskab. Kommunikation Vi vil i det følgende gennemgå Luhmanns selektionsbegreb, først de tre selektioner der udgør en kommunikation, og derefter den fjerde selektion, det dertilhørende begreb modsat mening og slutteligt kommunikation som handling. De tre selektioner Kommunikationer er enheder i sociale systemer 47, og jf. sociale systemers autopoiesis dannes kommunikation altså af kommunikation 48. Man kan derfor ikke betragte kommunikation som en lille pakke med information, der sendes fra en afsenderen til en modtager 49. Denne metafor giver nemlig det forfejlede indtryk, at de tanker, som afsenderen tænker, og som altså befinder sig i vedkommendes psykiske system, på én eller anden måde skulle kunne overføres til modtagerens psykiske system. Og dette kan jo ikke lade sig gøre, da deres psykiske systemer er operationelt lukkede 50. De psykiske systemer kan altså ikke give direkte input til en kommunikation, men kun, som Kneer og Nassehi kalder det,... pirre og irritere kommunikation 51. Kommunikation er altså ikke en overførsel af noget, men derimod en selektionsproces bestående af information, meddelelse og forståelse. Første selektion er udvælgelsen af information. Enhver information er en selektion ud fra en horisont af muligheder 52. Dvs. at én bestemt information, ud af mange mulige, udvælges som den der kommunikeres. Meddelelsen betegner den måde, hvorpå den i første omgang selekterede information kommunikeres. Altså om den råbes, hviskes, sendes i en SMS eller lignende 53. Forståelse betegner den måde den nu meddelte information forstås på 54. Der er altså først tale om kommunikation, når alle tre selektioner har fundet sted 55. Dette understreger også hvorfor det er nødvendigt med flere deltagende psykiske systemer, før man kan tale om en kommunikativ handling, for der er simpelthen brug for to forskellige psykiske systemer før alle tre selektioner kan finde sted 56. De tre selektioner forekommer dog ikke i de psykiske systemer, men derimod i det sociale system, som de psykiske systemer danner omverden til. Det er 47 Kneer og Nassehi, 1991, s Kneer og Nassehi, 1991, s Kneer og Nassehi, 1999, s Kneer og Nassehi, 1999, s Kneer og Nassehi, 1991, s Kneer og Nassehi, 1999, s Kneer og Nassehi, 1991, s Kneer og Nassehi, 1991, s Kneer og Nassehi, 1999, s Kneer og Nassehi, 1999, s. 85 Side 14 af 65

15 altså det sociale system der producerer information, meddelelse og forståelse 57. Kneer og Nassehi understreger på det kraftigste, at... information er en konstruktion i kommunikationsprocessen og ikke en operation i bevidsthedssystemet. 58 Den meddelte information siger altså ikke nødvendigvis noget om, hvad der foregår i et givent psykisk system. Ét psykisk system kan aldrig finde ud af, hvad der foregår i at andet psykisk system. Med andre ord, én person kan aldrig vide hvad en anden person tænker. Lige meget hvor meget den anden person fortæller om sine tanker, så ved den første person stadig ikke hvad den anden person tænker, men kun hvad den anden person har fortalt om sine tanker 59. Den fjerde selektion Senere introducerer Luhmann begrebet den fjerde selektion. Han beskriver den selv som Antagelsen eller afvisningen af den meddelte meningsreduktion. 60 Den fjerde selektion forekommer først efter kommunikationen, og afgør, hvor vidt modtageren vælger at tilslutte sig det meddelte. En evt. afvisning tilbageviser dog på ingen måde forståelsen, da en kommunikation uden forståelse, per definition, slet ikke er en kommunikation 61. Hvis man f.eks. har fået at vide, at voldelige computerspil gør børn voldelige, og har forstået hvad der menes, så er kommunikationen fuldbyrdet. Man kan så efterfølgende vælge at tro på det eller lade være, vælge at forbyde sine børn at spille voldelige computerspil eller lade være, men man kan ikke undgå at tage stilling til det. Man kan ikke mere ignorere det, men blot tro det eller lade være. 62 Den modsatte mening Når en person får at vide, at voldelige computerspil gør børn voldelige, så bliver der både åbnet for muligheden for antagelse og afvisning; at det er sandt og at det er falsk. Altså åbner udsagnet om at noget er sandt både for muligheden, at det er sandt, og at det er falsk 63. Så vedkommende, der før ikke havde nogen holdning til computerspils påvirkning af børn, kan meget vel, efter at have fået at vide at voldelige computerspil er skadelige for børn, ende med selv at mene det modsatte. Man skal derfor være opmærksom på, at der altid er mulighed for at en ytring kan fremprovokere den modsatte mening i tilhøreren Kneer og Nassehi, 1999, s Kneer og Nassehi, 1999, s Kneer og Nassehi, 1999, s Luhmann, 2000, s Luhmann, 2000, s Luhmann, 2000, s Luhmann, 2000, s Luhmann, 2000, s. 189 Side 15 af 65

16 Kommunikation som handling Kommunikation er et system af handlinger, nærmere bestemt meddelelseshandlinger 65. Disse er reducerede udgaver af kommunikationen i den forstand, at de tre selektioner er indeholdt heri 66. Derudover tilegnes disse handlinger enkeltpersoner dog skal det understreges, at kommunikation, som nævnt, kun eksisterer, når forståelse har fundet sted hos modtagere 67. Handlingerne består ikke nødvendigvis af verbal, sproglig kommunikation, de kan også være i form af en gestus, ansigtsudtryk eller lignende 68. Mening Ordet mening bliver i Luhmanns systemteori benyttet anderledes, end i daglig sprog. Mening bliver her brugt til at skelne mellem aktualitet og mulighed 69. Når en begivenhed eller handling bliver aktualiseret, åbner denne aktualisering for nogle muligheder. Dermed bliver det, der var aktuelt altså mindre aktuelt og mere ustabilt, fordi nye potentielle muligheder overtager positionen. Kneer og Nassehi beskriver: Og at have mening vil netop sige: at en af de muligheder, der kan tilsluttes, kan vælges som følgeaktivitet. 70 Et spørgsmål som Hvor skal vi mødes i morgen? aktualiserer en større mængde svarmuligheder, men et svar som Jeg har lige sat tingene i opvaskemaskinen, ville i denne sammenhæng ikke være mening, fordi svaret ikke aktualiserer en mulighed, spørgsmålet henviste til. Menings konstante ustabilitet bevirker, at der hele tiden opstår nye følgemuligheder, og kan derfor ses som en konstant cirkulær proces 71. Det tvinger altså til at selektere blandt muligheder, der hele tiden henviser til nye. Det, at psykiske og sociale systemer anvender mening, betyder ikke, at de arbejder meningsfuldt i forhold til hinanden, men at de opererer med mening i henholdsvis lukket bevidsthedssammenhæng og lukket kommunikationssammenhæng 72. Når systemer på den måde begrænser de aktuelle muligheder inden for et system, må mening altså være kompleksitetsreducerende. Iagttagen I sociale systemer vil der, for at der kan kommunikeres, foretages iagttagelser. Iagttagelse bliver defineret som betegnelse-ved-hjælp-af-en-skelnen 73. Iagttagelsen består altså af de to 65 Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s. 100 Side 16 af 65

17 komponenter, betegnelse og skelnen, som er grundelementerne og to momenter i én operation, i udførslen af en iagttagelse. For at noget kan betegnes, bliver der skelnet mellem to modsætninger, og hermed bliver iagttagelsen kun en betegnelse af én side. Det er, som Kneer og Nassehi beskriver, umuligt i udførslen af en iagttagelse, at betegne begge sider af forskellen samtidigt: De to sider af forskellen er altså givet samtidig, men de kan ikke blive betegnet samtidig. 74. Iagttagelsen er bundet til den valgte forskel. Hvis en økonomisk kriseramt familie køber en charterrejse, og glædeligt fortæller sine venner om, hvor dejlig og afstressende den har påvirket dem, kan den første iagttagelse være, at de ved denne oplevelse har opnået lykke, betegnet ud fra forskellen lykkelig/ulykkelig. Den fortæller dermed intet om, at forskellen kunne være iagttaget anderledes, altså ud fra to andre forskelle. Udover at iagttagelsen ikke betegner begge sider af forskellen, er den end ikke i stand til at iagttage den forskel den benytter. Dette fænomen betegnes som den blinde plet, hvilket fører videre til iagttagelse af anden orden. For at belyse den første iagttagelses forskel, skal en iagttager, uanset om der er tale om samme iagttager, der frembragte den første iagttagelse eller en anden, iagttage den første iagttagelse 75. Jf. det ovenstående eksempel kan samme iagttager iagttage den tidligere iagttagelse, og skelne ud fra familiens kriseramte økonomiske situation, og nå det til den opfattelse, at rejsen var et økonomisk uansvarligt valg, og at de på baggrund af endnu dårligere økonomi risikerer at blive ulykkelige. Det er dog for iagttageren af anden orden også gældende, at denne er forbundet med en blind plet, og altså ikke kan iagttage sin egen skelnen. Det påpeges, at der ikke findes noget hierarkisk forhold mellem iagttagelse af første og anden orden 76. Men det formuleres at: Iagttageren af anden orden kan dermed iagttage, at det iagttagede system ikke kan se, hvad det ikke kan se. Iagttagelse af en anden fører til den erkendelse, at enhver iagttagelse er bundet til en blind plet 77. Dette faktum må altså betyde, at der ikke er nogen rigtig eller sand måde at iagttage på. Ingen måde er mere relevant end en anden, da konstruktionen med en anden forskel som udgangspunkt, havde set anderledes ud. 74 Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s Kneer & Nassehi, 1997, s. 106 Side 17 af 65

18 Symbolsk generaliserede medier Luhmann introducerer tre typer af medier, som noget der tjener til formål at transformere usandsynligt til sandsynligt. Vi vil, da ikke alle er interessante for vores empiri, redegøre for følgende to; sprog og symbolsk generaliserede medier. Det anføres, at sproget er det medie, der i højeste grad hjælper til forståelse af kommunikation 78. Sproget bliver brugt ved hjælp af tegn, som enten udfoldes ved tale, eller brug af gestik og mimik. Samtidig med at sproget sandsynliggør, vil det, ved de mange muligheder af sprogbrug, også skabe høj grad af kompleksitet. Kompleksiteten reduceres dog igen ved, at der er en fælles forståelse og nogle fælles regler omkring sammensætningsmuligheder, der står til grund for brugen heraf 79. Sproget skaber en potentielt uendelig mængde af forståelig kommunikation, og ligger til grund for, at hvilken som helst hændelse vil kunne tolkes som information og bearbejdes som sådan 80. Symbolsk generaliserede medier beskrives som værende et medie hvis: de anvender generaliseringer til at symbolisere sammenhængen mellem selektion og motivation, dvs. hvis de fremstiller selektion og motivation som en enhed. 81. Disse symbolske medier fungerer på baggrund af normer og regler, altså en fælles forståelse der muliggør overførsel af en subjektiv mening. F.eks. vil penge ikke være noget værd, med mindre den der modtager pengene, tillægger dem samme værdi, som den der ønsker at bytte dem for noget andet. På et mere abstrakt niveau kan kunst ses som et symbolsk generaliseret medie. Kunstværker som 'Merda d'artista' (Kunstnerens lort eller Lort på Dåse) og 'Det erotiske menneske' er blevet anerkendt, fordi deres afsendere, via samfundets fælles forståelse, har været berettiget til at bruge mediet kunst, altså kommunikationen de repræsenterer, har haft betingelser, der har givet den større sandsynlighed for succes, end hvis den havde eksisteret uden for mediet 82. Disse medier er elementer i produktion og reproduktion i samfundet som socialt system 83. Der er i samfundet undersystemer, der formidler den fælles forståelse for disse medier. Et eksempel i forhold til penge vil være Danmarks Nationalbank, der formidler og definerer dette i det danske samfund. Et andet eksempel i forhold til samfundet i Danmark er Klima- og Energiministeret der blev nedsat i 78 Luhmann, 2000, s Luhmann, 2000, s Luhmann, 2000, s Luhmann, 2000, s Luhmann, 2000, s Luhmann, 2000, s. 203 Side 18 af 65

19 At dette skete må nødvendigvis være en reaktion på, at der i samfundet var kommet en større bevågenhed omkring emnet, og at der var brug for et system der synligt tog ansvar for at håndtere klimaproblematikken. På baggrund af dette kan vi se, at sociale systemer ligger til grund for, at usandsynlighedens kompleksitet kan bringes ned på et niveau, hvor der dannes forventninger, og i forlængelse af dette, transformerer det komplekse og usandsynlige til noget sandsynligt (hentet d. 15/ ) Side 19 af 65

20 Goffmans Diskursteori Sociologen Ervin Goffman beskriver ifølge Jacobsen og Kristiansen i The presentation of self in everyday life sin teori om menneskelig samhandling gennem et dramaturgisk bias 85. Gennem teatermetaforen behandler han menneskers iscenesættelse af sig selv, sammen med den samtidige understøttelse af andres, hvor man skiftevis agerer som optrædende og publikum. Ifølge Jacobsen og Kristiansen påstår Goffman ikke, at hverdagen er skuespil i almindelig forstand, men at hele verden naturligvis ikke er en scene, men de måder, hvorpå den ikke er det, er ikke lette at specificere. 86. Han bruger altså teatermetaforen som et analytisk redskab til forståelse af social samhandling. I de følgende afsnit vil vi gøre rede for Goffmans facework, som vi finder særligt interessant for vores empiri, samt hans beskrivelser af line og working consensus. Line I enhver social sammenhæng vil en person påtage sig en line(rolle). Rollen indebærer en række af verbale og nonverbale tegn, der udtrykkes både intentionelt og uintentionelt 87. De intentionelle tegn der gives er alle de verbale og gestiske tegn, en person bevidst benytter for at skabe et indtryk. Omvendt er de uintentionelle tegn dem, der afgives ubevidst, men som også er med til at definere ens rolle. Yderligere skabes en rolle også ud fra erfaringer 88. Hvis man altså plejer at være på en bestemt måde, og have nogle specielle karakteristika, vil det forventes, men også være naturligt for en selv, at tage en rolle der bibeholder dette indtryk. Dette handlingsmønster giver et billede af personens opfattelse af situationen. Dette er en automatisk proces der finder sted, om man vil eller ej. Med denne rolle ønsker man at give et bestemt indtryk med et bestemt formål 89. Eksempelvis kunne man have til hensigt at gøre grin med andre, ved at være sarkastisk, eller (gen)opbygge et godt forhold til en anden ved at være rosende og høflig. Dog skriver Jacobsen og Kristiansen: (...) uanset hvilke specielle hensigter personen måtte have, og uanset hvilke begrundelser han måtte have for disse hensigter, vil det ifølge Goffman være i personens interesse at kontrollere den måde de andre opfatter, og dermed behandler ham på. 90 Der skelnes mellem fire forskellige tilhørsforhold til sin rolle. Vi vil fremhæve to, da de findes mest interessante for vores empiri. Rolleforpligtelse henviser til de roller, der tages, fordi man er nødt til det, idet man er blevet tildelt 85 Jacobsen & Kristiansen, 2002, s Jacobsen & Kristiansen, 2002, s Goffman, 1995, s Goffman, 1995, s Goffman, 1995, s Jacobsen & Kristiansen, 2002, s Side 20 af 65