Vi er alle i samme båd eller er vi?

Transkript

1 Vi er alle i samme båd eller er vi? En undersøgelse af PLS hverveindsats rettet mod nystartede pædagogstuderende Integreret speciale i Kommunikation & Dansk Af Søren Pontoppidan Under vejledning af: Sanne Knudsen & Susanne Kjærbeck Roskilde Universitetscenter april 2009

2 Kapitel 1 Indledende afsnit Indledning Problemfelt og problemformulering Undersøgelsen Præsentation af den kommunikative begivenhed... 9 Kapitel 2 - Teoretisk ramme Introduktion Unge og organisering Et individuelt anliggende Den konventionelle solidaritetstanke på retræte Det nære som det primære Opsamling Mødeformer og dialogisk kommunikation Det lærende møde Ib Ravn og Steen Elsborg Sense-Making - Brenda Dervin Dialogbaseret kommunikation - Pearce & Pearce Kapitel 3 - Videnskabsteoretisk ramme Introduktion Socialkonstruktionistisk tilgang Fænomenologisk tilgang Kapitel 4 Metode Introduktion Abduktiv tilgang til forskningsprocessen Reliabilitet, validitet og forforståelse Empiriindsamling Metodisk tilgang til PLS-repræsentanternes oplæg og receptionsundersøgelsen Analysestruktur Analyse af oplæg Receptionsundersøgelse Fokusgruppe som metode

3 4.5.5 Konkrete metodiske valg omkring fokusgrupperne Metodisk tilgang til diskussion af kommunikationsform Kapitel 5 - Aktørerne Introduktion PLS studieorganisation og fagforening Medlemsfordele og Sammen står vi stærkest Et ben i begge lejre PLS målgruppe Kapitel 6 Analyse Introduktion Oplæg Kolding Seminarium Henvendelsen Frygt som overtalelsesmiddel Vi er alle i samme båd Den ensomme studerende Opsamling Fokusgruppen på Kolding Seminarium Præsentationen Dovenskab og tryghed Behovet for PLS Individuelle behov Vi er alle i samme båd eller er vi? Opsamling Sammenfatning Kolding Seminarium Oplæg Gedved Seminarium Henvendelsen Uafsluttede pointer Vi er alle i samme båd PLS en fagforening?

4 6.5.5 Opsamling Fokusgruppen på Gedved Præsentationen En abstrakt størrelse Kan PLS hjælpe? Vi er alle i samme båd eller er vi? Egne behov versus solidarisk fællesskab Opsamling Sammenfatning Gedved Seminarium Delkonklusion Kapitel 7 Teoretisk analytisk diskussion: Kommunikationsform Introduktion De passive deltagere en problematisering af PLS nuværende kommunikationsform Modtagerne fyldes op til kanten Potentiale for dialog? Et dialogisk alternativ Dialogisk kommunikation i praksis Delkonklusion Kapitel 8 - Diskussion Introduktion Hvervestrategi modtagerne mangler Men hvilken solidaritet? Kapitel 9 Konklusion Kapitel 10 Perspektivering: Et hvervemøde på nye vilkår Litteraturliste Abstract Formidlingsprodukt Artikelovervejelser Bilagsoversigt

5 Kapitel 1 Indledende afsnit 1.1 Indledning Fagbevægelsen mister fodfæste blandt de unge, skriver ugebrevet A4. En undersøgelse foretaget for hovedorganisationen LO har blandt andet vist, at de unge medlemmer af LO stemmer borgerligt, er mindre interesserede i at hjælpe de svageste og har svært ved at se nødvendigheden af fagbevægelsen 1. Samtidig runger teser i fagbevægelsens korridorer om, at de kollektive værdier er på retræte, at fællesskabskulturen hører 70 erne til, og at solidaritetsbegrebet er tabt for de yngre generationer. 1. maj er blevet til migførst 2, og fagbevægelsen oplever det som en stigende udfordring at hverve, fastholde og organisere unge mennesker. Unge synes tilsyneladende ikke at være indstillet på at overtage tidligere generationers solidaritets- og demokratiforståelser (Bild et al 2007: 35). Der tales med andre ord om, at de faglige organisationer har et ungdomsproblem (Nielsen, 2002: 2). Men hvem skal flytte sig, og hvordan genopretter man broen over denne tilsyneladende kløft, der er opstået? Skal unge trækkes i retning af fagbevægelsens traditionelle værdier, eller skal fagbevægelsen tænke i nyt indhold og alternative hvervestrategier for at nå ud til de unge potentielle medlemmer? Solidaritet, fællesskabsfølelse og kampen for bedre løn- og arbejdsvilkår har traditionelt været fagbevægelsens rygrad og livsnerve, mens den i dag forsøger at affinde sig med, at yngre generationer i forhold til tidligere generationer forholder sig mere åbent og refleksivt til de moralske forpligtelser og ikke tillægger de kollektive værdier samme vægt i deres relation til fagbevægelsen (Juul, 2002: 246f). Unge går i dag livet i møde med en oplevelse af, at de i høj grad kan forme deres eget liv. Selvom køn, etnicitet og samfundsklasse stadig har betydning for, hvorvidt disse mange muligheder og valg kan indfries, opleves individualiseringsprocessen og selvansvaret som en opgave, der skal klares som individ frem for som kollektiv (Nielsen 2002: 13). Kan fagbevægelsens ungdomsproblem skyldes denne individualiseringstendens blandt unge, og kolliderer fagbevægelsens formidling af kollektive værdier med de unges interesser og behov? Fremtrædende forskere og fagfolk giver i en artikel fra LO s ugebrev A4 tilbage i 2006 deres bud på, hvad fagforeningen skal stille op, på baggrund af en omfattende undersøgelse foretaget for LO, der viste at især 1 (23. februar 2009) 2 Mellem individualisering og fællesskab, medlemsrapport nr. 4/2005, Instituttet for Fremtidsforskning: 9 4

6 LO-medlemmer under 40 år har svært ved at se nødvendigheden af at være medlem af en fagforening. 3 Birthe Linddal Hansen, forsker på Instituttet for Fremtidsforskning, mener, at fagbevægelsen må indse, at moderne mennesker vil have individuelle behov opfyldt, og at solidariteten er tabt for de yngre generationer. Nutidens forgudelse af børn skaber superindividualister, der fremmedgør sig over for et system, hvor individet ikke er i fokus, og hvor kollektivet bestemmer. Lars Goldschmidt, administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, lægger omvendt vægt på, at det grundlæggende koncept for fagbevægelsen fortsat skal være solidaritet. Selvom det kan betyde et mindre rekrutteringsgrundlag, skal man ikke gradbøje sine værdier. Problemet med at hverve de unge ligger i image og markedsføring af disse værdier. 4 Jens Christian Nielsen, forskningsleder på Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitet, mener, at det er fagbevægelsens opgave at sammenkoble det individuelle hensyn med oprindelige kollektive værdier som solidaritet. De unge er individualister og vil ikke have ensretning, men er ikke nødvendigvis liberalister. Fagbevægelsen som ren økonomisk virksomhed er et skråplan, så fagbevægelsen må udtænke en vision, hvor den faglige og politiske idé-bevægelse kombineres. 5 Hvor kommunikationsproblemet opstår, og hvem der er ansvarlig for fagbevægelsens manglende tag i de unge mennesker er der således mange meninger om. Men helt grundlæggende stiller det store krav til fagbevægelsen, og fagbevægelsen er i højere grad blevet bevidst om, at man ikke længere kan tage for givet, at unge mennesker automatisk støtter op om fagbevægelsen som institution. Spørgsmålet er, om problemet ligger i fagbevægelsens kommunikationsstrategier og hverveindsats i forbindelse med at nå unge mennesker. Er det indholdet af det, der formidles, der ikke stemmer overens med de unges behov, opfattelser og erfaringer; er det selve formen, hvorpå man hverver de unge; eller er de unge i dag virkelig nogle genstridige og selektive superindividualister, som anser fagbevægelsens tilstedeværelse for at være unødvendig? 3 (19. februar 2009). 4 (19. februar 2009). 5 (19. februar 2009). 5

7 1.2 Problemfelt og problemformulering Ovennævnte problemstillinger omkring unge og organisering i faglige fællesskaber har været inspiration for dette speciale. Jeg vil imidlertid her indledningsvis understrege, at jeg ikke vil fokusere på fagbevægelsen som helhed, men retter mit fokus mod en studenterpolitisk organisations kommunikationsindsats i forbindelse med hvervning af potentielle medlemmer. Mere konkret er undersøgelsens interessefelt De Pædagogstuderendes LandsSammenslutning (herefter PLS) og organisationens hverveindsats rettet mod nystartede pædagogstuderende. Interessen for denne konkrete kommunikationssituation tager sit udspring i en nysgerrighed efter, hvordan dette ungdomsproblem som de større fagforeninger og fagforbund oplever, kommer til udtryk i de studerendes fællesskaber. For man kan formode, at det er en generel tendens i alle former for faglige fællesskaber, at det opleves som en stigende udfordring at få fat i de unge. Derfor vil jeg undersøge, hvordan PLS kommunikerer med organisationens potentielle medlemmer for at overbevise dem om nytten af og behovet for et medlemskab, og hvordan disse potentielle medlemmer som hverveindsatsen er rettet mod, reagerer på organisationens henvendelse. Undersøgelsens omdrejningspunkt er ikke tilfældigt udvalgt, da man internt i PLS oplever, at et medlemskab ikke længere er en selvfølge hos de nystartede pædagogstuderende. Medlemstallet har været jævnt faldende de seneste fem år, og den direkte hvervning, hvor organisationens repræsentanter møder de potentielle medlemmer ansigt til ansigt, opleves som en stigende udfordring. I PLS vil man gerne have det hele med og sælge sig selv som en alsidig studieorganisation med både solidaritet, fællesskabsfølelse, konkrete medlemsfordele, tilbud om gratis kurser, medlemsblade og ikke mindst råd, vejledning og sagsbehandlerhjælp. Et indledende interview med to af de tre valgte politikere som udgør den daglige ledelse i PLS understreger problematikken: Når vi siger noget, så tiltrækker vi ti og skræmmer ti væk, og når vi siger noget andet er det en blandet effekt, fordi der er så mange kulturelle og sociale baggrunde på pædagoguddannelsen. Så når vi siger højere faglighed, så tiltrækker vi én gruppe, og vi støder én fra. Derfor skal vi finde den der gyldne middelvej tit og ofte i alt hvad vi gør og alt hvad vi siger, og det kan være rigtig, rigtig svært. Mette, frikøbt politiker i PLS, Relationen mellem PLS og de unge mennesker er blevet en udfordring for organisationen, hvis man dels ser på det faldende medlemstal, dels ser på de mange ressourcer, de bruger i forbindelse med den konkrete hvervning. Det er derfor hensigten med og udfordringen i denne undersøgelse at udforske den kommunikationssituation som udspiller sig i mødet mellem PLS og de nystartede pædagogstuderende i organisationens forsøg på at overbevise modtagerne om relevansen af et medlemskab. 6

8 PLS hverveindsats i den konkrete kommunikationssituation består af et oplæg af en PLS-repræsentant til de nystartede pædagogstuderende på samtlige af landets seminarier. Formålet med oplægget er at overbevise modtagerne om relevansen af et medlemskab. Kommunikationen med modtagerne skal opfordre til en konkret handling i form af en udfyldt indmeldelsesblanket, efterfølgende tilmelding over internettet eller telefonisk henvendelse til PLS sekretariat. Det er derfor i denne kommunikative begivenhed, at PLS repræsentanter skal gøre organisationen relevant, vedkommende, væsentlig og interessant for den ønskede modtagergruppe (Sepstrup, 2002: 60). Jeg vil med denne undersøgelse vurdere den specifikke kommunikationssituation som udspiller sig under PLS hverveindsats rettet mod de nystartede pædagogstuderende, og nærværende undersøgelse har derfor til formål at vurdere: Hvilke kommunikative problemer ligger der i PLS s specifikke kommunikationsindsats i forbindelse med hvervningen af nystartede pædagogstuderende? Denne overordnede problemstilling vil blive belyst gennem to underliggende spørgsmål: - Hvordan stemmer PLS-repræsentanternes oplæg overens med de nystartede pædagogstuderendes oplevelse af disse oplæg ud fra aktørernes opfattelse af solidaritet, fællesskab og behov? - Hvordan kan PLS kommunikationsform til de nystartede pædagogstuderende karakteriseres, og hvilke kommunikative problemer er der forbundet med at anvende denne form? 1.3 Undersøgelsen Formålet med disse underspørgsmål er at indkredse den overordnede problemformulering for herigennem at undersøge, hvilke kommunikative problemer der kan eksistere i organisationens hverveindsats. Organisationen kan derfor inddrage dette som inspiration og vejleding i forbindelse med planlægningen af deres kommende hvervestrategier mod de nystartede pædagogstuderende. 7

9 Det første underliggende spørgsmål belyses gennem en receptionsundersøgelse i form af fokusgrupper og en sprogligt funderet analyse af oplæg afholdt af PLS repræsentanter til nystartede pædagogstuderende. Det fremgår af spørgsmålet, hvilke fokusområder jeg har valgt at basere undersøgelsen og analysen på: Solidaritet, fællesskab og behov. At valget er faldet på disse tre fokusområder skyldes, at jeg belyser kommunikationssituationen ud fra en grundlæggende tese om, at der i disse begreber findes en uoverensstemmelse mellem måden det formidles, opfattes og vægtes hos PLS, og hvordan det vægtes, opfattes og bruges hos de nystartede pædagogstuderende. Denne tese beror på, at disse begreber viser sig centrale for den generelle debat der eksisterer omkring unge og organisering, og jeg vil derfor udforske, hvorvidt dette kommer til udtryk i denne undersøgelses konkrete kontekst. Det andet spørgsmål belyses gennem en teoretisk analytisk diskussion af PLS kommunikationsform og er en udbyggende dimension, som anskuer kommunikationssituationen i et bredere perspektiv. Jeg kalder tilgangen teoretisk og analytisk, fordi denne dimension primært er styret af teoretiske anskuelser om mødeformer og dialogisk kommunikation. Men den er samtidig analytisk, da jeg løbende inddrager og analyserer eksempler fra det empiriske materiale, så de teoretiske anskuelser gøres relevante for denne undersøgelses konktekst. Dette fokusområde beror på en tese om, at det ikke kun er i indhold og udtryk i selve oplæggene, man kan finde årsager til, at PLS hvervning ikke har den tilsigtede effekt på modtagerne. Det udspringer af de erkendelser, jeg har gjort mig i bearbejdningen af det empiriske materiale, og de observationer jeg har foretaget ved at deltage som fluen på væggen i udvalgte hvervemøder mellem PLS og de nystartede pædagogstuderende. I forlængelse heraf vil jeg nuancere billedet af dette fokus på kommunikationsformen ved at diskutere fremadrettet, om et mere dialogisk perspektiv på kommunikationsprocessen, overførslen af information mellem afsender og modtager, kan optimere hverveindsatsen. Om det kan bidrage til potentielle forbedringer af den overførsel af viden, som foregår mellem PLS og de nystartede pædagogstuderende. Jeg vil i metodeafsnittet give en uddybende redegørelse og argumentation for disse fokusområder, som danner rammen om denne undersøgelse, og hvad jeg herunder mere konkret går ind og belyser for at kunne besvare problemformuleringen. Herunder indledes med en præsentation af den specifikke kommunikationssituation, der er omdrejningspunktet for denne undersøgelse. Formålet er at sætte læseren ind i den konkrete kontekst, som undersøgelsen retter fokus på, og dermed give et indblik i, hvad der kendetegner mødet mellem PLS og de nystartede pædagogstuderende. 8

10 1.4 Præsentation af den kommunikative begivenhed Ved hver semesterstart for nye pædagogstuderende tager repræsentanter fra PLS ud til samtlige seminarer for at hverve medlemmer. Repræsentanten får i samarbejde med det pågældende seminarium afsat halvanden time til at holde et oplæg om PLS budskaber og fordelene ved et medlemskab. Oplæggene ligger tidsmæssigt meget forskelligt på dagen og baggrunden for overhovedet at nævne dette aspekt er, at det kan have betydning for, hvor mange pædagogstuderende, der kommer for at høre oplægget. De oplæg jeg har overværet, har ligget i timerne efter endt undervisning, det vil sige, når de pædagogstuderende har haft fri. Det har betydet, at omkring en femtedel af det forventede antal studerende er kommet for at høre oplægget. Jeg vil imidlertid ikke gå ind i en dybere diskussion af dette, da den indledende planlægning i forbindelse med oplæggene ikke er mit fokus. Jeg vil blot konstatere, at samarbejdet med seminarierne tilsyneladende ikke fungerer optimalt. Enten prioriterer seminarierne ganske enkelt PLS meget lavt, eller også er PLS ikke gode nok i den strategiske planlægning. Det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet. Men faktum er, hvis PLS tilsigter en hverveprocent på mindst 55 på samtlige seminarier i forbindelse med hvervningen af de nystartede pædagogstuderende, er der måske grundlag for at optimere planlægningsfasen. Præsentationen varer som sagt mellem en time og halvanden alt efter hvem der taler, hvor mange der er mødt op, og hvordan præsentationen forløber. Repræsentanterne er medlemmer af PLS hovedbestyrelse, som fordeler seminarerne mellem sig. Der er til oplægget knyttet en PowerPoint-præsentation, som fungerer som rød tråd og rettesnor for, hvad der skal siges, og hvad der skal lægges vægt på. Ved et af de tre oplæg som er omdrejningspunktet for denne undersøgelse, har denne PowerPoint-præsentation været erstattet med overheads grundet manglende projektor i lokalet, og i et andet tilfælde blev det kun brugt afslutningsvist, på grund af manglende tekniske ressourcer i rummet. Jeg har ikke inddraget dette PowerPoint-materiale i analysen, da jeg mener, det ville kræve en omfattende billedanalyse og kræve en diskussion af samspillet mellem tekst og billede. Jeg har i analysen imidlertid inddraget et enkelt slide fra PowerPoint-præsentationen, da den er nødvendig at medtage for at klargøre en forståelse af måden, hvorpå solidaritet vægtes og formidles. Det er vedlagt som bilag 8. 9

11 Kapitel 2 - Teoretisk ramme 2.1 Introduktion Jeg vil i det følgende præsentere den teori, som jeg har anvendt i undersøgelsen, og herunder argumentere for, hvilken relevans denne anvendte teori har for undersøgelsen. Afsnittet skal dels fungere som en gennemgang af det teoretiske fundament, dels som værktøj til selve analysen af interviewene og til den teoretisk analytiske diskussion af kommunikationsformen. Jeg indleder med en gennemgang af de tendenser og problemstillinger der eksisterer på feltet unge og organisering, efterfulgt af den anvendte teori i forbindelse med en teoretisk analytisk diskussion af kommunikationsformen. 2.2 Unge og organisering Dette afsnit er en karakteristik af, hvilke tendenser og problemstillinger, der eksisterer inden for det felt der omhandler unge og organisering ud fra relevante teoretiske anskuelser og empiriske undersøgelser. Afsnittet har til formål at sætte denne undersøgelse ind i en mere overordnet sociologisk og samfundsrelevant ramme for, hvordan det står til med unges forhold til organisering i faglige fællesskaber, og er et teoretisk udgangspunkt for den tilgang jeg har til mit empiriske materiale. Det er derfor et grundlag for, hvad jeg har valgt at fokusere på i analyserne, i vekselvirkning med indholdet i de pågældende oplæg, og hvad informanterne i fokusgruppen selv har gjort relevante. Afsnittet vil være præget af en eklektisk tilgang til feltet, hvor jeg inddrager relevante pointer og anskuelser fra forskellige teoretikeres tilgang til solidaritetsopfattelser, til det at være ung og til det at knytte sig til faglige fællesskaber. Solidaritetsbegrebet er omdrejningspunktet i dette afsnit, da det generelle billede af feltet ofte opstiller og diskuterer modstillingen mellem individualitet og solidaritet som en årsag til fagbevægelsens manglende tag i de unge. Samtidig er det et begreb, som kan have betydning for en potentiel uoverensstemmelse i måden, man forstår og anvender begrebet hos henholdsvis PLS og de nystartede pædagogstuderende. 10

12 2.2.1 Et individuelt anliggende Som allerede antydet i indledningen af dette speciale kæmper fagbevægelsen tilsyneladende med at hverve, organisere og fastholde unge mennesker. Unge synes ikke at være indstillet på at overtage tidligere generationers solidaritets- og demokratiforståelser (Bild et al, 2007: 35). Dette synspunkt understøttes af Jens Christian Nielsen, som i sin afhandling Ungdom, demokrati og fagbevægelse ny (arbejder)ungdom & demokratiske læreprocesser konkluderer, at spørgsmålet om fagligt medlemskab for mange unge i højere grad er blevet et individuelt anliggende. Fagforeningsmedlemskab forekommer ikke indlysende for unge på uddannelsesinstitutioner og på arbejdsmarkedet i dag, hvilket ses i unges instabilitet i tilslutning til den kollektive organisering (Nielsen, 2002: 138). Han vurderer, at der i fagbevægelsen er skabt en bevidsthed om, at de faglige organisationer har et ungdomsproblem. De unge stiller nye krav til fagbevægelsen, og fagbevægelsen er nødt til at fokusere på og forklare det enkelte potentielle medlem, hvad den kan gøre for vedkommende. Jeg har en formodning om, at en af årsagerne kan findes i forståelsen af begrebet solidaritet, som i fagbevægelsens optik og også i PLS optik altid har været et af de grundlæggende incitamenter for at potentielle medlemmer bør melde sig ind. Man er medlem i solidaritetens navn med udgangspunkt i idéer om, at vi sammen står stærkest og vi er alle i samme båd, og at den enkeltes medlemskab er til gavn for alle andre medlemmer. Men i Nielsens optik tyder det på, at denne form for solidaritetstanke er på retræte hos unge mennesker generelt. Søren Juul, lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi på Roskilde Universitet, argumenterer i en omfattende undersøgelse af den danske befolknings holdning til solidaritet for, at den prototypiske arbejdersolidaritet med fokus på os hernede stadig findes, men at unge mennesker i dag forholder sig mere åbent til de moralske forpligtelser og ikke i samme grad som ældre generationer ønsker at være bundet af de traditionelle solidaritetsbånd (Juul, 2002: 241) 6. Vigtigt at pointere her er Juuls sondring mellem personlige og institutionelle former for solidaritet. Man kan vælge direkte at være solidarisk over for andre mennesker, og man kan også være solidarisk ved for eksempel at bakke op om velfærdsstaten eller fagforeningen (Juul 2002: 364). Men de unge mennesker vil selv vælge hvor og hvordan, de vil være solidariske, og i forlængelse af Juuls antagelse kunne man spørge, om ikke de unge mennesker prioriteter studiekammeraterne, de nærmeste kollegaer eller vennerne højere. 6 Juul definerer solidaritet som: En moralsk forpligtethed mellem mennesker, der er afhængige af hinanden, knyttede til hinanden og/eller identificerer sig med hinanden. Den udgør et bånd, der integrerer dem som medlemmer af et fællesskab.(juul, 2002: 16). 11

13 2.2.2 Den konventionelle solidaritetstanke på retræte Ser man på billedet af det at være ung i dag gennemgår unge mennesker, ifølge Birgitte Simonsen, professor og leder af Center for Ungdomsforskning, en proces som indebærer, at de skal tage stilling til livets store valg, hvem de vil være, og hvad de vil med deres liv (Simonsen, 2003: 21-22). Det generelle billede er, at unge har meget store forventninger til deres fremtid, men samtidig store problemer med at orientere sig og træffe valg. Dette perspektiv er interessant i forhold til de nystartede pædagogstuderendes holdning til organisering. Det kan tænkes, at en tilknytning til et fællesskab som PLS ikke har den store prioritet set i lyset af de mange andre valg, der skal træffes, når de som nystartede pædagogstuderende allerede er fyldt op med nye erfaringer, nye oplevelser de skal forholde sig til, og nye omgivelser de skal placere sig og begå sig i som studerende. Som Thomas Ziehe og Herbert Stubenrauch formulerer det, er de unge mennesker konstant eksponeret for en strøm af social og kulturel viden, som skal bearbejdes og vurderes, hvilket tvinger unge mennesker ud i kontinuerlige søge- og afprøvningsprocesser i jagten på et fast holdepunkt (Ziehe & Stubenrauch, 2008: 30ff). Heraf kan man formode, at man som nystartet pædagogstuderende forholder sig mere refleksivt til behovet for at være medlem i PLS, fordi denne gruppe netop søger og afprøver deres nye tilværelse som pædagogstuderende og grundlæggende har nok i det. Det kan muligvis skabe en kløft mellem de budskaber og temaer PLS sælger sig selv på og de nystartede pædagogstuderendes behov, hvis PLS lægger vægt på, at man ikke kan være foruden et medlemskab, og at studiet ikke kan gennemføres uden et medlemskab i organisationen. For det tyder på, at unge ganske enkelt vælger ikke at tage stilling til et potentielt medlemskab i en faglig organisation, eller prioriterer dette valg lavt i forhold til alt det, der er lige foran de unge i hverdagen, selvom man måske udmærket kan se, at organisationerne har en nyttig funktion. Man har nok i de nære aspekter af livet, og det er i nærmiljøet, at solidariteten får sin relevans og praktiseres. Måske melder man sig faktisk ind, men anser det som et passivt medlemskab, hvor trygheden i at have en organisation i ryggen opleves som et bagvedliggende sikkerhedsgrundlag, hvorfra man i ro og mag kan dyrke det nære, orientere sig og træffe valg. Som det formuleres i en undersøgelse foretaget for hovedorganisationen FTF i 2002, tyder det på, at unge har en kritisk afprøvende indstilling til medlemskab af en fagforening, og at det ofte er den unges egen aktuelle situation, der afgør om han eller hun bliver medlemmer eller ej Nielsen, 2002: (29. marts 2009). 12

14 Rainar Zoll (1934-), tysk sociolog med interesse for arbejdersolidaritet, argumenterer for, at mennesket bevæger sig fra en traditionel arbejdersolidaritet til en mere hverdagsorienteret solidaritet. Kollektivitet bygger ikke længere på tradition eller på en ensartethed af interesser, og medlemmer af fagforeningen forventer en relation til fagforeningen, der er individuelt baseret (Zoll, 1995: 124). Det vil sige at solidariteten i stigende grad er knyttet til de nære relationer og ikke nødvendigvis knytter sig til arbejdsrelaterede fællesskaber. Med det udgangspunkt kan man argumentere for, at de nystartede pædagogstuderende muligvis forstår det at være solidarisk med en moralsk forpligtelse over for deres nærmeste, familie, venner og studiekammeraten. Hvad de forventer af PLS er måske dermed noget andet som snarere handler om opfyldelse af individuelle behov, tryghed, gode tilbud og sikring. Det kollektive sammenhold er derfor ikke nødvendigvis længere en vigtig begrundelse for motivet for at være medlem af fagbevægelsen, og man kan forestille sig, at et medlemskab i PLS derfor i højere grad handler om den nystartede pædagogstuderendes egne kalkulationer med, om et medlemskab er det mest rationelle middel til indfrielse af subjektive mål Det nære som det primære Det centrale spørgsmål i forhold til denne undersøgelse er, hvordan man kan tilgodese dels denne kulturelle frisættelse hos de unge, dels lægge vægt på, at de unge mennesker praktiserer en mere hverdagsorienteret solidaritet. De unge er i en fase, hvor de skal finde sig til rette, finde nye sociale fællesskaber og begå sig i en studerendes hverdag. Skal PLS udelukkende nøjes med at tale til den enkeltes behov med tilbud om sikring, gratis fagblade og gratis kurser? Skal de gøre som den tilsyneladende trængte hollandske fagbevægelse, gå utraditionelle veje for at tale til især de unge potentielle medlemmer ved at tilbyde et midlertidigt prøvemedlemskab til ekstrem lavpris? 8. Eller skal de, som HK gjorde sidst i 1990 erne, lave en kampagne rettet mod potentielt nye unge medlemmer med sloganet Vær solidarisk med dig selv (Sommer et al, 2000: 31). Et budskab der signalerer egeninteresse og opfyldelse af individuelle behov som argument for et medlemskab frem for en profilering af fælles idé, fælles interesse og solidaritet. Som den hollandske sociolog Ben Valkenburg argumenterer for, går individualiseringsstanken ikke hånd i hånd med en centralt styret fagforening, som regulerer en samlet politik for alle medlemmer i en gruppe. I stedet er det et spørgsmål om også at finde frem til, hvad det enkelte medlem kan gøre i hans eller hendes egen daglige praksis. Valkenburg har en vigtig pointe i, at der er et spændingsfelt mellem fagforeningens 8 (23. februar 2009). 13

15 traditionelle organisationsstruktur og den stigende individualisering blandt medlemmerne. Det drejer sig altså for fagforeningerne om at forene kløften mellem en centralt styret organisation og det at kommunikere med medlemmer, som primært orienterer sig mod og fokuserer på konkrete aspekter og problemstillinger i hverdagen (Valkenburg, 1995: 119ff). Måske skal solidaritetsforståelsen og formidlingen af denne stadig bevares, men præsenteres på en måde, som gør solidaritet relevant og skaber identifikation hos det enkelte potentielle medlem. Som Jane Korczak, næstformand i Fagligt Fælles Forbund, udtaler, er fagbevægelsens livsnerve solidaritet og fællesskabsfølelse. Man skal ifølge hende ikke give slip på de grundlæggende værdier, men se, hvordan man inden for denne ramme kan tale til de unge. Men hvad hvis den livsnerve ikke er i overensstemmelse med de unges behov? Som Jens Christian Nielsen mere præcist udtrykker det, er det misforstået, hvis fagbevægelsen bevæger sig i en mere liberalistisk og forretningspræget retning for at tiltrække de unge potentielle medlemmer. Det er derimod, i hans øjne, fagbevægelsens opgave at sammenkoble det individuelle hensyn med oprindelige værdier som solidaritet. Fællesskabet skal bevares, men det skal også kunne rumme individerne Opsamling Der viser sig forskellige mulige indikatorer for, at PLS ikke nødvendigvis opleves som relevant for de nystartede pædagogstuderende ud fra, hvad de teoretiske anskuelser fremhæver som grundlag for problematikkerne omkring unge og organisering. Denne manglende relevans kan skyldes, at modtagerne nedprioriterer PLS i forhold til de mange andre valg, der skal træffes, og de har andre behov end dem som PLS mener, de kan opfylde. Men det kan i lige så høj grad være en konsekvens af, at det faglige medlemskab er blevet et mere individuelt anliggende, som ikke stemmer overens med, hvad PLS tilbyder og sælger sig selv på. Og i tråd med dette kan det skyldes en kløft mellem den fællesskabsfølelse og den solidaritetstanke, der formidles af PLS, og den solidaritet som praktiseres og prioriteres af de nystartede pædagogstuderende. Det vil jeg komme nærmere ind på i analyserne af det empiriske materiale. 9 (22. februar 2009). 14

16 2.3 Mødeformer og dialogisk kommunikation Den teoretisk analytiske diskussion af PLS kommunikationsform i mødet med de nystartede pædagogstuderende baseres på en række teoretiske anskuelser som omhandler Det lærende møde, Sense-Making og Dialogisk kommunikationsteori. Jeg har valgt disse teoretiske værktøjer til at diskutere PLS nuværende kommunikationsform, da de dels er nyttige til at problematisere den nuværende kommunikationsform, dels kan bidrage med potentielle alternativer. Jeg vil i det følgende præsentere disse teoretiske anskuelser og værktøjer og argumentere for deres relevans i denne undersøgelse Det lærende møde Ib Ravn og Steen Elsborg Jeg vil indledningsvist inddrage Ib Ravn, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og Steen Elsborg, Videnskabelig medarbejder ved Danmarks Pædagogiske Universitet, som har problematiseret måden, hvorpå konferencer og møder traditionelt afholdes, med særlig fokus på større konferencer. Jeg mener det er relevant, med udgangspunkt i Ravn og Elsborgs mødeteori og problematisering af, hvorvidt traditionelle mødeformer opnår den tilsigtede effekt på deltagerne, at anvende dette som teoretisk udgangspunkt for, hvorvidt PLS mødeform er effektfuld og anvendelig som kommunikationsform til at møde de nystartede pædagogstuderende. Ravn og Elsborg har udviklet et design til, hvordan deltagernes læring kan øges gennem kreative konferencer, gennem dialog og gennem aktiv deltagelse: Students of learning have long abandoned the transfer model that underlies this massive show of one-way communication. We propose an alternative theory of the conference as a forum for learning, mutual inspiration and human co-flourishing. (Ravn og Elsborg, 2007: 2). De lægger vægt på, at traditionelle mødeformer ikke har den tilsigtede effekt på deltagerne og ikke fungerer som optimal basis for læring. Deres viden og antagelser bygger på forskningsog udviklingsprojektet Det lærende møde, hvor 30 store møder eller konferencer har dannet rammen om tests af alternative læringsteknikker under disse møder med henblik på at opnå en mere deltagerorienteret læringsproces (Ravn og Elsborg, 2007: 3). Udgangspunktet er grundlæggende at inddrage deltagerne til disse møder i højere grad for herigennem at øge deres udbytte og læring. Deltageropfattelsen beror derfor på, at mennesker deltager i disse møder, fordi de som udgangspunkt har et naturligt behov og et potentiale for aktiv deltagelse (Ravn og Elsborg, 2007: 5-6). Overordnet er konklusionen, at størstedelen af deltagerne såvel som mødearrangørerne evaluerer de eksperimenterende mødeformer som positive for læringsprocessen (Ravn og Elsborg, 2006: 8-9). 15

17 2.3.2 Sense-Making - Brenda Dervin Jeg vil efterfølgende supplere med Brenda Dervins teori om Sense-Making, fordi jeg mener, at der i hendes tilgang til kommunikation kan hentes relevant inspiration i måden hvorpå modtageren betragtes. Derudover er hendes dialogiske tilgang til kommunikation et udgangspunkt for en nytænkning af den eksisterende mødeform. Jeg vil tage udgangspunkt i denne modtageropfattelse i forbindelse med PLS mødeform. Jeg adskiller mig imidlertid fra Dervin ved, at jeg mener, det kan være relevant at diskutere, hvorledes hendes dialogiske perspektiv og hendes modtageropfattelse kan bruges som et redskab i praksis, som kommunikationsform i selve mødet mellem PLS og de nystartede pædagogstuderende. Selve dialogen og udvekslingen af erfaringer og holdninger foregår under selve mødet mellem afsender og modtager i den konkrete kommunikationssituation. Sense-Making er en metodisk tilgang, der fokuserer på, hvad man som kommunikatør skal rette fokus mod og hvordan. Det helt grundlæggende er en modtageropfattelse, som går på, at modtagere ikke kan objektiviseres og betragtes som en vare (Dervin i Rice & Atkin, 1989: 69). Sense-Making beror på, at kommunikationsplanlæggere bør arbejde med kommunikation frem for formidling med fokus på dialog mellem afsender og modtager. Jeg har valgt at benytte Brenda Dervins Sense-Making, selvom hendes teori primært bruges som grundlag for at tilrettelægge kommunikative tiltag og give afsenderen en basal viden om modtagernes interesser, behov, erfaringer. Hendes tilgang tilbyder nogle rammer for, hvordan man skal tilrettelægge ens kommunikationsindsats, og hvad der skal lægges vægt på. Dervin mener, det er centralt at kende til individers opfattelse af, hvad der er relevant for dem og medtænke denne relevansopfattelse i planlægning af kommunikation til en bestemt målgruppe (Dervin & Frenette i Rice & Atkin, 2001:72). Således inddrages en opnået indsigt i målgruppens erfaringer og oplevelser fra hverdagslivet. Men det spørgsmål der rejser sig, er om PLS kan kombinere deres underliggende formål om at hverve medlemmer med denne dialogiske tilgang og dermed bruge Dervins fokus på betydningsdannelse gennem dialog til at berige det pågældende møde? Dialogbaseret kommunikation - Pearce & Pearce W. Barnett Pearce and Kimberly A. Pearce har som Dervin tilsvarende et dialogisk perspektiv på kommunikation, hvilket kan være med til at underbygge, hvordan dialogperspektivet kan anvendes som kommunikationsform. Hvor kommunikation generelt opfattes som et værktøj til at overføre viden eller information fra en person til en anden eller andre, gør Pearce og Pearce, på samme måde som Dervin, op 16

18 med denne transmissionsmodel og interesserer sig for, hvad dialog kan tilbyde kommunikation. Kommunikation kan ikke blot betragtes som en neutral motor, hvorfra en ydre virkelighed kommunikeres. Kommunikation anses af forfatterne som substantiel og dens egenskaber har konsekvenser. Pearce og Pearce definerer dialogisk kommunikation således: The defining characteristic of dialogic communication is that all of these speech acts are done in ways that hold one s own position but allow others the space to hold theirs, and are profoundly open to hearing other s positions without needing to oppose or assimilate them (Pearce & Pearce i Anderson et al, 2004: 45). Man er dermed åben for at høre på andres positioner, uden at man behøver at opponere mod dem. Sagt med andre ord kan parter, der indgår i en given dialog, engagere sig i hinanden uden nødvendigvis at skulle gå på kompromis med deres eget udgangspunkt. Følelser, passion, konfrontation og udfordring opstår i en dialogisk proces, som de gør i andre former for kommunikation, men gør det inden for begrænsninger, der bekræfter legitimationen af andres perspektiver. Dialog sker i moments of meeting hvor mennesker søger at opnå en særlig relation der går i retning af et dialogisk ideal om at skabe en I-Thou relation mellem deltagerne. Den er derfor kontekstafhængig. I-Thoubegrebet er hentet fra Martin Buber som mente, at mennesket bevæger sig i et dialektisk forhold mellem I- it og I- Thou relationer. Hvor I-it relationen omhandler subjektets møde med objekter opstår I-Thou relationen i mødet med intersubjektive partnere eller subjektets møde med et andet subjekt (Stewart et al, 2004: 28). Det er her, dialog opstår, og det er dette møde, der danner udgangspunkt for Pearce og Pearce s moments of meeting. Forskellighederne i dialogen opfattes dermed som en gensidig accept, som dynamisk, men også som en spænding. Spændinger der ikke nødvendigvis skal overkommes eller reguleres, men som er en måde at udvikle kommunikationen på. 17

19 Kapitel 3 - Videnskabsteoretisk ramme 3.1 Introduktion Undersøgelsen placerer sig i et videnskabsteoretisk felt mellem socialkonstruktionisme og fænomenologi og trækker på litteratur om begreberne fra Bente Halkiers Fokusgrupper og fra Diskursanalyse som teori og metode af Marianne Winther Jørgensen og Louise Phillips. De to tilgange vil i det følgende kort blive præsenteret, diskuteret og sammenkædet med min undersøgelse. 3.2 Socialkonstruktionistisk tilgang Mit valg af fokusgrupper som metodisk tilgang til undersøgelsen af de nystartede pædagogstuderende fordrer en socialkonstruktionistisk tilgang, og den viden, jeg genererer, betragtes derfor som socialt konstrueret. Socialkonstruktionismen som videnskabsteoretisk retning forudsætter, at vores viden om verden ikke umiddelbart afspejler en objektiv sandhed (Jørgensen og Phillips, 2006: 13). Socialkonstruktionismen trækker på elementer af strukturalistisk og poststrukturalistisk sprogfilosofi: vores adgang til virkeligheden går altid gennem sproget. Via sproget skabes repræsentationer af virkeligheden som ikke blot er spejlbilleder af den eksisterende virkelighed, men som er med til at skabe virkeligheden. Sproget konstituerer dermed den sociale verden, sociale identiteter og sociale relationer (Jørgensen & Phillips, 2006: 15). I analysen af fokusgrupperne lægger jeg i høj grad vægt på, hvad der bliver sagt, og den socialkonstruktionistiske tilgang er derfor grundlaget for at skabe viden om modtagergruppens erfaringer og holdninger til PLS. Socialkonstruktionismen er dermed et videnskabsteoretisk grundlag for receptionsundersøgelsens måde at producere data på netop i kraft af valget af fokusgrupper. Målet er ikke at fremkomme med en objektiv, universel viden, da den viden om verden jeg har adgang til er kontekstbetinget (Jørgensen og Phillips, 1999: 18). Derfor er den eneste viden, der er relevant og tilgængelig for mig som forsker, i forbindelse med receptionsundersøgelsen, den viden der skabes i den sociale interaktion mellem fokusgruppedeltagerne. Det er vigtigt at være bevidst om, at den viden man i en fokusgruppe opnår, ikke eksisterer uafhængigt af interviewsituationen, i en ekstern virkelighed, men derimod er bundet til den konkrete interviewsituation. Samtidig erkender jeg, at denne undersøgelse kun er ét udsnit af verden blandt mange andre. Min rolle som objektiv må i et socialkonstruktionistisk perspektiv erkendes som uløselig, da jeg med min tilgang har accepteret virkeligheden som socialt skabt og 18

20 dermed det vilkår, at al viden er én repræsentation af verden på lige fod med en masse andre. Det betyder, at de konklusioner som jeg fremkommer med, og de antagelser jeg danner mig på baggrund af det empiriske materiale og den anvendte teori ikke skal eller kan give et dækkende billede af PLS hvervestrategi. Men det kan give nogle indikationer om nogle potentielle tendenser og nogle potentielle løsninger på, hvor det for organisationen er relevant at rette fokus mod i hverveprocessen. 3.3 Fænomenologisk tilgang På trods af at jeg med brugen af fokusgrupper indtager en socialkonstruktionistisk position bevæger jeg mig ind i et fænomenologisk felt. Halkier argumenterer for, at de to videnskabsteoretiske tilgange ikke nødvendigvis udgør stærke modpoler på det metodologiske plan, mens de på det ontologiske niveau står mere i modsætning til hinanden (Halkier, 2002:115). Det vil sige, at tilgangene er uenige om, hvordan verden ser ud, og hvordan man skal forholde sig til verden, men epistemelogisk adskiller de sig ikke betydeligt, når det omhandler, hvordan man metodisk skaber viden om verden. Fænomenologien tager udgangspunkt i subjektets bevidsthed om fænomener og har fokus på, at alle fænomener og erfaringer udelukkende kan identificeres ud fra, hvordan de forstås som viden hos subjektet. Fænomenologien søger at udforske de fænomener, individet oplever direkte, og individet betragtes som et kropsligt, socialt og kulturelt indlejret væsen i verden. Hermed er fokus på individets beskrivelse af og forståelse for verden ud fra subjektive erfaringer og oplevelser. Med andre ord kan man sige, at de sociale fænomener forstås ( ) ud fra aktørernes egne perspektiver og beskriver verden, således som den opleves af interviewpersonerne, og ud fra den forudsætning, at den afgørende virkelighed er, hvad mennesker opfatter den som. (Kvale, 1997:61). Derfor mener jeg, at fænomenologiens udgangspunkt influerer den måde, jeg bearbejder det empiriske datamateriale, da jeg er interesseret i den direkte erfaring de pædagogstuderende har fra mødet med PLS-repræsentanten, deres erfaringer fra hverdag som pædagogstuderende og ønsker at producere viden om informanternes egne oplevelser og erfaringer med PLS som organisation. Det er baggrunden for at sammenkæde de to videnskabsteoretiske traditioner. Jeg placerer mig rent metodisk under socialkonstruktionismens vinger, som grundlag for at producere viden, men er også interesseret i informanternes individuelle forståelser af og erfaringer fra mødet med PLS samt deres erfaringer med og holdninger til det at være nystartet pædagogstuderende, det at begå sig i fællesskaber og det at praktisere solidaritet. Dermed lægger jeg også delvist låg på en ren form for Socialkonstruktionisme, hvor man ikke kan komme bag om de sproglige konstruktioner, da jeg med 19