Leninistisk Organisationsteori og proletarisk klassebevidsthed

Transkript

1 1971 [Skriv tekst] Revolutionære Socialisters Forbund Ernest Mandel Leninistisk Organisationsteori og proletarisk klassebevidsthed [Skriv et resume af dokumentet her. Resumeet er normalt en kort beskrivelse af dokumentets indhold. Skriv et resume af dokumentet her. Resumeet er normalt en kort beskrivelse af dokumentets indhold.]

2 1 Renskriverens noter Indhold Renskriverens noter... 1 Den proletariske revolutions historiske særegenheder... 3 Borgerlig ideologi og proletarisk klassebevidsthed... 5 Proletarisk klassekamp og proletarisk klassebevidsthed Lenins centrale strategiske plan Den revolutionære avantgarde og spontane masseaktioner Organisation, bureaukrati og revolutionær aktion Organisationsteori, revolutionært program, revolutionær praksis Organisationsteori, demokratisk centralisme og rådsdemokrati Økonomismens, bureaukratismens og spontaneismens sociologi Videnskabelig intelligens, samfundsvidenskab og proletarisk klassebevidsthed Historisk pædagogik og dannelse af klassebevidsthed Litteraturhenvisninger Renskriverens noter Denne udgivelse er en digitalisering af hæftet Leninistisk organisationsteori og proletarisk klassebevidsthed, udgivet på dansk første gang i juli 1971 af Revolutionære Socialisters Forbund. Det er hæfte nr. 3 i serien Røde Hæfter. Hæftet er oversat efter Lenin und das Problem des proletarischen Klassenbewusstseins, i Lenin, Revolution und Politik, Baden-Baden 1970, og den udvidede amerikanske udgave The Leninist Theory of organization: its relevance for Today, i Internation Socialist Review, december 1970, Vol. 31, no. 9. Teksten er skrevet af i hånden, og der er ikke gjort noget forsøg på at verificere den oprindelige oversættelse. Lidt om noterne i hæftet: Noterne fylder cirka en fjerdedel af den samlede publikation, og de indeholder ofte lange kommentarer og diskussioner, der relaterer sig direkte til teksten. Det er derfor hensigtsmæssigt, at de kan læses i sammenhæng med teksten. I den oprindelige udgave var alle noter placeret som slutnoter. Der er dog en række rene litteraturhenvisninger, der stadig er placeret som slutnoter, i håb om at øge overskueligheden.

3 2 Renskriverens noter Leninistisk Organisationsteori og proletarisk klassebevidsthed En seriøs diskussion af den leninistiske organisationsteoris historiske betydning og nutidige aktualitet er kun mulig, hvis man bestemmer denne teoris nøjagtige plads i marxismens historie - eller nærmere betegnet, i marxismens historiske udfoldelses- og udviklingsproces. Denne må, som enhver historisk proces, føres tilbage til sine indre modsætninger - i snæver vekselvirkning mellem teoriens udvikling og den virkelige proletariske klassekamps udvikling. Tilnærmet ad denne vej fremstår den leninistiske organisationsteori som en dialektisk enhed af tre elementer: En teori om revolutionens aktualitet i de underudviklede lande i imperialismens tidsalder (som senere udbygges til en teori om revolutionens aktualitet i hele verden i epoken med kapitalismens generelle krise); en teori om den proletariske klassebevidstheds ujævne og modsætningsfyldte udvikling om dens væsentligste stadier som begrebsmæssigt må holdes ude fra hinanden; og en teori om den marxistiske teoris væsen og den specifikke forhold til videnskab på den ene side og til proletarisk klassekamp på den anden. Ved nærmere eftersyn finder man, at disse tre teorier så at sige danner det "sociale fundament" for den leninistiske organisationsopfattelse, uden hvilket den ville være vilkårlig, umaterialistisk og uvidenskabelig. Den leninistiske partiopfattelse er ikke den eneste mulige. Den er imidlertid den eneste mulige opfattelse, der tillægger avantgardepartiet den historiske rolle at lede en revolution, som på kortere eller på længere sigt anses for uundgåelig. Den leninistiske partiopfattelse kan ikke adskilles fra en specifik analyse af den proletariske klassebevidsthed, dvs. fra forståelsen af, at politisk klassebevidsthed - i modsætning til den blotte "trade-unionistiske" eller "nurgewerkschaftliche" bevidsthed - hverken vokser spontant eller automatisk ud af den proletariske klassekamps objektive udvikling 1. Og den leninistiske partiopfattelse er baseret 1 Denne tanke er ingenlunde opfundet af Lenin, men svarer til en tradition, der fører fra Engels over Kautsky til det internationale Socialdemokratis doktrin mellem 1880 og I det østrigske Socialdemokratis Hainfeldprogram, som blev udarbejdet , siges det udtrykkeligt: Den socialistiske bevidsthed er noget, der udefra indføres i den proletariske klassekamp, ikke noget, der organisk udvikler sig af denne klassekamp selv. I Neue Zeit offentliggjorde Kautsky i 1901 en artikel, Akademiker und Proletariat (19. årg., bind 2, 17. april 1901), i hvilken den samme tanke udvikles i en form, der direkte inspirerede Lenins Hvad må der gøres? Det er velkendt, at Marx ikke havde udviklet nogen ensartet partiopfattelse. Men mens han til tider fuldstændig forkastede tanken om en avantgardeorganisation, formulerede han også en opfattelse, der kommer meget nær til indføring af revolutionær socialistisk bevidsthed i arbejderklassen. Bemærk den følgende passus skrevet af ham den 1. januar 1870, fra Første Internationales generalråd til forbundskomiteen i det romanske Schweiz: Englænderne besidder alle de nødvendige materielle forudsætninger for en social revolution. Hvad de mangler er sans for generaliseringer og revolutionær lidenskab. Denne mangel kan kun generalrådet afhjælpe og derigennem fremskynde udviklingen af en virkelig revolutionær bevægelse i dette land, og følgelig overalt. De store resultater, som vi allerede har

4 3 Den proletariske revolutions historiske særegenheder på den forudsætning, at videnskabelige analyser besidder en vis autonomi, og at dette specielt gælder den marxistiske teori, som, skønt den er betinget af af den proletariske klassekamps udfoldelse og de første spæde tilløb til proletarisk revolution, ikke må ses som et mekanisk uundgåeligt produkt af denne klassekamp, men som resultat af en teoretisk praksis (en "teoretisk produktion"), der kun lidt efter lidt træder i forbindelse med og forenes med klassekampen. Den socialistiske verdensrevolutions historie i det tyvende århundrede er historien om denne langvarige proces. Disse tre analyser udgør i virkeligheden en uddybning af marxismen - enten af problemstillinger, som kun blev antydet men ikke gennemarbejdet af Marx og Engels, eller af elementer af den marxistiske teori, som næppe var blevet bemærket på grund af den forsinkede og afbrudte offentliggørelse af Marx' skrifter i årene (2). Der er altså tale om en videreudvikling af den marxistiske teori, som kan førers tilbage til huller (og til dels selvmodsigelser) såvel i Marx' analyser som i den almindelige fortolkning af dem i det første kvarte århundrede efter Marx' død. Det særlige ved denne uddybning af Marx' lære er, at den med udgangspunkt forskellige steder fører frem til samme centrale punkt, nemlig til en bestemmelse af den proletariske eller socialistiske revolutions specifikke karakter. Den proletariske revolutions historiske særegenheder Til forskel fra alle forudgående revolutioner - ikke blot de borgerlige revolutioner, hvis bevægelseslove er blevet studeret meget indgående (først og fremmest af Marx og Engels selv), men også de revolutioner, der hidtil i langt mindre grad har været genstand for en systematisk, generaliserende analyse (s som bonderevolutionerne og by-småborgerskabets revolutioner mod feudalismen; slavernes og stammefællesskabernes revolter mod slavesamfundene; de bonderevolutioner, der fremkom, når den gamle asiatiske produktionsmåde periodisk gik i opløsning, etc.) - er det tyvende århundredes specifikke karakter, men gør den også, som Marx forudså 3, til et særligt vanskeligt foretagende. 1. Den proletariske revolution er den første vellykkede revolution i historien, der gennemføres af den laveste sociale klasse. Denne klasse råder over en potentielt opnået i så henseende, bekræftes af den herskende klasses klogeste og mest fremstående aviser. For ikke at tale om de såkaldt radikale medlemmer af Underhuset og Overhuset, som for kun kort tid siden havde en ikke ringe indflydelse på de engelske arbejderes ledere. De bskylder os offentligt for at have forgiftet og næsten kvalt den engelske ånd i arbejderklassen og for at have drevet den til revolutionær socialisme. (Marx-Engels, Werke, Dietz Verlag, Berlin 1964, bind 16, pp ). Begrebet revolutionens aktualitet hos Lenin er først og fremmest formuleret af Georg Lukacs i Geschichte und Klassenbewusstsein, og især i hans Lenin. 2 Det gælder frem for alt Marx afgørende kategori revolutionær praksis, som blev udviklet i den dengang ukendte Deutsche Ideologie. 3 Det er også i denne betydning, man må forstå bl.a. Marx berømte bemærkning i begyndelsen af Louis Bonapartes 18. brumaire, hvor han understreger den proletariske revolutions selvkritiske karakter og dens tendens til at komme tilbage til ting, som tilsyneladende allerede er udført. I denne sammenhæng taler Marx også om proletariatet, som gribes af skræk for dets egne måls ubestemte kolossale vælde. Se Marx/Engels Udvalgte Skrifter, Tiden, København 1952, bind 1, p. 244.

5 4 Den proletariske revolutions historiske særegenheder stor, men faktisk yderst begrænset økonomisk magt, og den er i det store og hele afskåret fra at få del i den sociale rigdom (i modsætning til den blotte besiddelse af forbrugsgoder, som til stadighed opbruges). Dette til forskel f.eks. fra bourgeoisiet og feudaladelen, som greb den politiske magt efter at de allerede havde samfundets økonomiske magt i hænde, eller slaverne, der var ude af stand til at gennemføre en revolution med succes. 2. Den proletariske revolution er den første revolution i historien, der som mål har en bevidst planlagt omstyrtelse af det bestående samfund, dvs. som ikke søger at genoprette en tidligere tingenes tilstand (hvilket var tilfældet med fortidens slaveog bonderevolutioner), eller simpelthen at legalisere et magtskifte, der allerede har fundet sted på det økonomiske plan, men at virkeliggøre en fuldstændig ny proces, der aldrig før har eksisteret, og som kun er blevet foregrebet som "teori" eller "program" Ligesom enhver anden social revolution i historien vokser den proletariske revolution ud af de indre klassemodsætninger i det bestående samfund og den klassekamp, som disse uundgåeligt frembringer. Men mens fortidens revolutioner i det store hele kunne nøjes med at drive klassekampen frem til et kulminationspunkt - fordi det jo for dem ikke var et spørgsmål om at skabe fuldstændig nye og bevidst planlagte samfundsmæssige forhold - kan den proletariske revolution kun virkeliggøres, hvis den proletariske klassekamp, når den har nået sit kulminationspunkt slår over i en gigantisk proces, der strækker sig over år og årtier og som består i en systematisk og bevidst omvæltning af alle menneskelige relationer og generalisering først af proletariatets uafhængige aktivitet og senere (på tærsklen til det klasseløse samfund) af alle samfundsmedlemmers. Mens den borgerlige revolutions sejr gør bourgeoisiet til en konservativ klasse (som stadig er i stand til at opnå revolutionære omdannelser på det tekniske og industrielle område, og som i en temmelig lang tidsperiode spiller en objektivt set progressiv rolle i historien, men som hører op med aktivt at omdanne det sociale liv, - ja på dette område i sammenstødet med proletariatet, som det udbytter, i stigende grad må virke reaktionært), er proletariatets magtovertagelse ikke afslutningen på, men indledningen til den moderne arbejderklasses revolutionering af samfundet, som kun kan finde sin afslutning i dens ophævelse af sig selv som klasse tillige med alle andre klasser I modsætning til alle forudgående revolutioner, som stort set har fundet sted inden for en national (eller regionalt begrænset) ramme, er den proletariske revolution ifølge sin natur international; den kan først fuldendes i den globale opbygning af et klasseløst samfund. Selv om den ubetinget kan sejre inden for en national ramme, vil denne sejr være provisorisk og i konstant fare, så længe 4 I Det kommunistiske Partis Manifest siger Marxs og Engels at kommunisterne opstiller ingen særlige principper, som de vil tilpasse den proletariske bevægelse efter. I den engelske udgave fra 1888 erstatter Engels ordet særlige med sekteriske. Dermed bringer han til udtryk, at den videnskabelige socialisme bestemt søger at bibringe arbejderbevægelsen særlige principper, men kun sådanne som objektivt fremgår af den proletariske klassekamps almene forløb, dvs. af samtidshistorien, og ikke sådanne, som kun hører til en bestemt sekt bekendelser, dvs. et rent tilfældigt aspekt af den proletariske klassekamp. 5 Denne tanke formuleres utvetydigt af Trotskij i indledningen til den første russiske udgave af hans bog Den permanente revolution (Permanent Revolution, New Park Publishers, London 1962, pp. 8 9).

6 5 Borgerlig ideologi og proletarisk klassebevidsthed klassekampen i international målestok ikke har tilføjet kapitalen et afgørende nederlag. Den proletariske revolution er en verdensomspændende revolutionær proces, som dog hverken forløber lineært eller ensartet. Den imperialistiske kæde brydes først i sine svageste led, og en revolutions springvise frem- og tilbagegang foregår i overensstemmelse med loven om ujævn og kombineret udvikling. (Dette gælder ikke blot økonomien, men også styrkeforholdet mellem klasserne; de to ting falder ingenlunde automatisk sammen.) Den leninistiske organisationsteori klarlægger alle disse særegenheder ved den proletariske revolution, dvs. den bestemmer alle denne revolutions kendetegn bl.a. i lyset af særegenhederne og modsigelserne i dannelsen af proletarisk klassebevidsthed. Den giver åbent udtryk for det, som Marx antydede, og som hans epigoner næppe forstod, nemlig, at der hverken kan forekomme en "automatisk" omstyrtning af den kapitalistiske samfundsordning, eller en "spontan" eller "organisk" afløsning af denne samfundsorden med en socialistisk. Netop på grund af den proletariske revolutions enestående bevidste karakter, forudsætter dens sejr ikke blot modning af de "objektive" faktorer (modning af den proletariske klassebevidsthed og et modent lederskab). Hvis disse "subjektive" faktorer enten ikke er til stede, eller kun er til stede i utilstrækkeligt omfang, vil den proletariske revolution ikke sejre i denne omgang, og selve dens nederlag vil frembringe de økonomiske og sociale forudsætninger for en midlertidig konsolidering af kapitalismen 6. Den leninistiske organisationsteori udgør altså en uddybning af marxismen med hensyn til de grundlæggende problemer i forbindelse med den samfundsmæssige overbygning (stat, klassebevidsthed, ideologi, parti). samen med Rosa Luxemburgs og Trotskijs arbejder (og i mere begrænset omfang Lukács og Gramscis) udgør denne den marxistiske videnskab om den subjektive faktor. Borgerlig ideologi og proletarisk klassebevidsthed Marx' sætning, at "den i ethvert samfund herskende ideologi er den herskende klasses ideologi" synes ved første øjekast at stå i modsætning til den proletariske revolutions karakter af at være proletariatets bevidste omstyrtelse af samfundet, af at være et produkt af de lønarbejdende massers bevidste, uafhængige aktivitet. En overfladisk fortolkning af denne sætning kunne måske endog føre til den konklusion, at det er utopisk at forvent at de masser, som under kapitalismen bliver manipuleret, og som er udsat for et konstant bombardement af borgerlige og småborgerlige ideer, skulle kunne påbegynde en revolutionær klassekamp mod dette samfund, for slet ikke at tale om en social revolution. Herbert Marcuse, som drager denne konklusion, er (foreløbig) blot den seneste i en lang række af teoretikere, der med udgangspunkt i Marx' definition af den herskende klasse ender med at sætte spørgsmålstegn ved, om arbejderklassen er potentielt revolutionær. Problemet kan løses ved at erstatte den formalistiske og statiske betragtningsmåde med en dialektisk. Marx' sætning kan "dynamiseres" på følgende måde: ethvert samfunds herskende ideologi den herskende klasses ideologi i den forstand, at denne har kontrollen over de midler til ideologisk produktion, som samfundet har til sin rådighed (kirken, 6 Jf. Lenins kendte sætning, at der ikke eksisterer uløselige økonomiske situationer for det imperialistiske bourgeoisi.

7 6 Borgerlig ideologi og proletarisk klassebevidsthed skolerne, massemedierne etc.), og anvender disse midler i overensstemmelse med sine klasseinteresser. Så længe klasseherredømmet er i fremgang, stabilt og følgelig næppe drages i tvivl, vil den herskende klasses ideologi også beherske den undertrykte klasses bevidsthed. I de første faser af klassekampen betjener de udbyttede sig da også hyppigt af udbytternes formuleringer, idealer og ideologier 7. Men jo mere det bestående samfunds stabilitet drages i tvivl, jo mere klassekampen skærpes, og jo mere klasseherredømmet begynder at vakle i praksis, desto tydeligere frigør dele af den undertrykte klasse sig fra de herskendes idekontrol. Før og under kampen for den sociale revolution foregår der en kamp mellem de herskendes ideologi og den revolutionære klasses nye ideer. Denne kamp befordrer og accelererer på sin side den praktiske klassekamp, som den er vokset ud af, idet den hjælper den revolutionære klasse til bevidsthed om dens historiske opgaver og de umiddelbare mål for dens kamp. Den revolutionære klasses klassebevidsthed kan derfor udvikles af klassekampen på trods af og i modsætning til den herskende klasses ideologi 8. Men det er først i selve den umiddelbare revolution, at flertallet af de undertrykte kan frigøre sig fra den herskende klasses ideologiske kontrol 9. For denne udøver ikke kun, ja ikke engang primært, sit herredømme gennem rent ideologisk manipulation og massernes assimilering af den herskede klasses ideologiske produktion, en også (og frem for alt) gennem selve den eksisterende økonomis og det eksisterende samfunds daglige funktion og dennes indvirkning på de undertryktes bevidsthed. (Dette gælder i særdeleshed det borgerlige samfund, skønt parallellerne kan iagttages i alle klassesamfund.) I det kapitalistiske samfund udøves denne kontrol gennem den afsmitning af varerelationerne på bevidstheden, som er nært knyttet til tingsliggørelsen af menneskelige 7 Således udtrykte den opståede borgerlige og endda den opstående plebejiske eller halvproletariske klassebevidsthed i det 16. og 17. århundrede sig i fuldstændig religiøse former og fandt først i anden halvdel af det 18. århundrede, med den feudal-absolutistiske ordnings forfald, vejen til åbenlys materialisme. 8 Gramscis begreb, politisk-etisk hegemoni, som den undertrykte klasse må etablere i samfundet før den kan erobre den politiske magt giver særligt skarpt udtryk for denne mulighed (jf. Il Materialsmo Storico e la Filosofia di Benedetto Croce, Einaudi, Milano 1964, pp , 41-50). Dette hegemonibegreb kritiseres eller modificeres af talrige marxistiske teoretikere. Se f.eks. Nicos Poulantzas, Pouvoir politique et classes sociales, Maspero, Paris 1968, pp (Svensk udgave: Politisk makt och sociale Klasser, Partisanförlaget, Mölndal 1970, pp ). Angående betydningen af almindelig samfundsmæssig godkendelse af det moralske og materielle grundlag for bourgeoisiets klasseherredømme, se José Ramon Recalde, Integración y lucha de clases en el neo-capitalismo, Editorial Ciencia Nueva, Madrid 1968, pp ). 9 Dette bringer Marx og Engels til udtryk i Den tyske ideologi i udtalelsen, at revolutionen altså ikke kun er nødvendig, fordi den herskende klasse ikke kan omstyrtes på anden måde, men også fordi den omstyrtende klasse kun i en revolution kan nå frem til at skaffe sig alt det gamle møg af halsen og blive i stand til at grundlægge samfundet på ny. (Karl Marx og Friedrich Engels, Die deutsche Ideologie, Berling 1953, p. 70). Sammenlign også med følgende iagttagelse af Marx fra 1850 mod Schapper minoriteten i Kommunisternes Forbund: Minoriteten erstatter en kritisk indstilling med en dogmatisk, og materialisme med idealisme. For den er revolutionens drivkraft den rene viljestyrke, ikke de faktiske forhold. Vi, på den anden side, siger til arbejderne: I må gennemgå 15, 20, 50 års borgerkrige og folkekrige, ikke blot for at ændre forholdene, men for at ændre jer selv så I bliver i stand til at udøve det politiske herredømme. I siger derimod: Hvis vi ikke kan tage magten her og nu, kan vi lge så godt gå hjem og lægge os Karl Mars, Entüllungen Ueber den Kommunistenprozess zu Köln, Buchhandlung Vorwärts, Berlin 1914, pp

8 7 Borgerlig ideologi og proletarisk klassebevidsthed relationer, og som har sine rødder i vareproduktionens almindelige udbredelse og arbejdskraftens forvandling til vare, samt i den almindelige udbredelse af den samfundsmæssige arbejdsdeling under vareproduktionens betingelser. Den foregår endvidere ved udmarvning og forråelse af producenterne som følge af fremmedgjort arbejde og udbytning, mangel på fritid (ikke kun i kvantitativ, men også i kvalitativ henseende), osv. Først når en revolution, dvs. et pludseligt opsving i masseaktivitet uden for rammerne af det fremmedgjorte arbejde, sprænger denne omklamring, kan selve denne omklamrings mystificerende virkning på massebevidstheden trænges hurtigt tilbage. Den leninistiske organisationsteori søger derfor at klarlægge den indre dialektik i skabelsen af den politiske klassebevidsthed, som ganske vist først kan komme til fuldstændig udfoldelse i selve revolutionen, men kun under forudsætning af, at den allerede er begyndt at udfoldes før revolutionen 10. Teorien arbejder med tre operative kategorier: Kategorien der udgøres af arbejderklassen i sig selv (massen af arbejdere); kategorien der udgøres af den del af arbejderklassen som allerede er nået ud over de første sporadiske kampe og frem til en elementær organisering (den proletariske avantgarde i ordets bredeste betydning) 11 ; og kategorien som udgøres af den revolutionære organisation bestående af arbejdere og intellektuelle, der tager del i revolutionære aktiviteter og i hvert fald til dels er skolet i marxismen. Kategorien "Klassen i sig selv" er knyttet til det objektive klassebegreb i Marx' sociologi, hvor et socialt lag bestemmes ud fra dets objektive stilling i produktionsprocessen, uafhængigt af dets bevidsthedsniveau. (Den unge Marx havde - f.eks. i det Kommunistiske Manifest og de politiske skrifter fra perioden stået som repræsentant for et subjektivt klassebegreb, ifølge hvilket arbejderklassen først bliver en klasse gennem sin kamp, dvs. gennem opnåelsen af et vist minimum af bevidsthed. I tilknytning til en formulering i Filosofiens Elendighed kalder Bukharin dette for begrebet "Klassen for sig selv" ("Für Sich) i modsætning til begrebet "Klassen i sig selv" ("An Sich").) 12. For Lenins organisationsopfattelse, såvel som for Engels og Det tyske Socialdemokrati under Engels, Bebel og Kautsky, forblev dette objektive klassebegreb grundlæggende Jf. Lenin: Vor vismand mærker ikke, at netop under revolutionen får vi brug for resultaterne af den teoretiske kamp mod kritikerne for at kunne føre en afgørende kamp mod deres praktiske stillinger. (Hvad må der gøres?, Udvalgte værker, Forlaget Tiden, København 1949, bind 2, p. 223). Hvor tragisk den tyske revolution kom til at bekræfte dette sytten år senere. 11 Lenin taler i denne sammenhæng i Hvad må der gøres? Om de socialdemokratiske og de revolutionære (i modsætning til de tilbagestående arbejdere). 12 N. Bukharin, Theorie des historischen Materialismus, Verlag der kommunistischen Internationale, 1922, pp Økonomiske forhold havde først omskabt folkemassen i dette land til arbejdere. Kapitalkombinationen har for denne masse skabt en fælles situation, fælles interesser. Denne mass er således allerede en klasse overfor kapitalen, men endnu ikke for sig selv. (Karl Marx, The Poverty of Philosophy, International Publishers, New York 1963, p. 173.) 13 Jf. Den del af SPD s Erfurt-program, som ikke blev kritiseret af Engels, hvori proletariatet fremstilles som den klasse, der er adskilt fra sine produktionsmidler og dømt til at sælge sin arbejdskraft, og klassekampen som den objektive kamp mellem udbyttere og udbyttede I det moderne samfund (uafhængigt af lønarbejdernes organisations- eller bevidsthedsgrad). Efter beskrivelsen i programmets fire første afsnit af disse objektive forhold følger mod slutningen af programmets almene del denne tilføjelse: Det socialdemokratiske Partis opgave er at give arbejderklassens kamp en bevidst og ensartet

9 8 Borgerlig ideologi og proletarisk klassebevidsthed Det er kun fordi, der eksisterer en objektiv revolutionær klasse, der kan føre, og periodisk tvinges til at føre, en faktisk revolutionær klassekamp, og det er kun i forbindelse med en sådan klassekamp, at et begreb som det revolutionære avantgardeparti, (og begrebet erhvervsrevolutionær) har nogen som helst videnskabelig mening, hvilket Lenin også selv udtrykkelig gjorde opmærksom på 14. Enhver revolutionær aktivitet, der ikke står i forbindelse med denne klassekamp, fører måske nok i bedste fald til en partikerne, men ikke til et parti. Denne kerne løber en risiko for at forfalde til sekterisk, subjektivt dilettanteri. I henhold til Lenins organisationsopfattelse findes der ikke nogen selvudnævnt avantgarde. Avantgarden må først vinde anerkendelse som avantgarde (dvs. den historiske ret til at handle som avantgarde) gennem sine forsøg på at knytte revolutionære forbindelser til den avancerede del af klassen og til dens øjeblikkelige kamp. Kategorien af "avancerede arbejdere" har sin baggrund i den objektive uundgåelige lagdeling af arbejderklassen, der er en funktion af arbejdernes specifikke historiske herkomst, såvel som af deres specifikke stilling i den samfundsmæssige produktionsproces og deres specifikke klassebevidsthedsniveau. Skabelsen af arbejderklassen som en objektiv kategori er i sig selv en historisk proces. Dele af arbejderklassen er efterkommere af lønarbejdere i byerne eller af landarbejdere og jordløse bønder. Andre kommer fra småborgerskabet (bønder, håndværkere, etc.) En del af arbejderklassen arbejder i store fabrikker, hvor såvel de økonomiske som de sociale forhold befordrer en elementær klassebevidsthed (bevidsthed om at "sociale spørgsmål" kun kan løses genne kollektiv aktivitet og organisering). En anden del arbejder i små eller middelstore industrivirksomheder eller i de såkaldte servicesektorer, hvor økonomisk selvtillid og forståelse af nødvendigheden af omfattende masseaktioner opstår meget langsommere end i de store industrielle foretagender. Dele af arbejderklassen har levet i byerne igennem lang tid. De har lært at læse og skrive, og har bag sig flere generationers erfaring med fagforeningsorganisering og en politisk og kulturel uddannelse (gennem ungdomsorganisationer, arbejderpresse, arbejderuddannelse, etc.). Atter andre lever i små byer eller måske på landet (dette gjaldt f.eks. indtil 1930'erne for en væsentlig del af de europæiske minearbejdere). Disse arbejdere har ringe eller slet ingen kollektiv social livsførelse, næppe nogen fagforeningserfaring, og har ikke nydt nogen politisk eller kulturel overhovedet i den organiserede arbejderbevægelse. Dele af arbejderklassen er født i lande, som har været uafhængige i årtusinder, og hvis herskende klasser gennem lange perioder skikkelse og påpege dens naturnødvendige mål., hvilket endnu engang udtrykkeligt bekræfter, at der også kan findes klasser og klassekamp i det kapitalistiske samfund, uden at den kæmpende arbejderklasse er sig sine klasseinteresser bevidst. I det 8. afsnit taler programmet om de klassebevidste arbejdere i alle lande ; her foreslår Engels en ændring, der endnu engang understreger, at han klart skelner mellem det objektive og det subjektive klassebegreb: I stedet for klassebevidst ( ) ville jeg i den almene forståelses interesse og af hensyn til oversættelsen til fremmede sprog sige: arbejdere, som er nået frem til bevidsthed om deres klassesituation eller lignende. (Fr. Engels, Zur Kritik des sozialdemokratischen Programmentwurfs 1891, i Marx-Engels, Werke, Dietz Verlag, Berlin 1963, bind 22, p. 232) 14 Lenin: Den grundlæggende forudsætning for denne succes (konsolideringen af partiet, - E.M) var naturligvis den kendsgerning, at arbejderklassen, hvis elite har skabt Socialdemokratiet, af objektive økonomiske grunde adskiller sig fra alle andre klasser i det kapitalistiske samfund gennem sin organisationsevne. Uden denne forudsætning ville organisationen af professionelle revolutionære kun være en leg, et eventyr. (Lénine, OEuvres Completètes, Edition Sociales, Paris 1969, bind 12, p. 74)

10 9 Borgerlig ideologi og proletarisk klassebevidsthed har undertrykt andre lande. Andre arbejdere er født i lande som i årtier eller århundreder har kæmpet for national frihed - eller hvor der for mindre end hundrede år siden var slaveri eller livegenskab. Hvis man til alle disse historiske og strukturelle forskelle lægger hver enkelt lønarbejders forskellige personlige evner - ikke blot forskelle intelligens og evne til at generalisere ud fra umiddelbare erfaringer, men også forskelle i energi, karakterstyre, kampvilje og selvtillid - så forstår man let, at opdelingen af arbejderklassen i forskellige lag (med hensyn til graden af klassebevidsthed) er et uundgåeligt fænomen i selve arbejderklassens historie. Det er denne historiske klassetilblivelsesproces, der på et givet tidspunkt genspejles i klassens forskellige bevidsthedsniveauer. Den kategori, som udgøres af det revolutionære parti, har sin baggrund i det forhold, at den Marxske socialisme er en videnskab, der til syvende og sidst i sin helhed kun kan tilegnes individuelt og ikke kollektivt. Marxismen betegner højdepunktet (og til dels også selvophævelsen) af i hvert fald tre klassiske samfundsvidenskaber: den klassiske tyske filosofi, klassiske politiske økonomi og klassiske franske politiks videnskab (fransk socialisme og historieskrivning). Tilegnelsen af den forudsætter en gennemarbejdelse af den materialistiske dialektik, den historiske materialisme, den marxistiske økonomi og de moderne revolutioners og den moderne arbejderbevægelses kritiske historie. En sådan tilegnelse er nødvendig, hvis den skal være i stand i sin helhed at fungere som et redskab til analyse af den sociale virkelighed og som en sammenfatning af erfaringerne fra et århundredes proletariske klassekamp. Forestillingen om at denne kolossale sum af viden og erkendelse "spontant" skulle udspringe af arbejdet ved en drejebænk eller en regnemaskine, er absurd Mange kritikere af den leninistiske organisationsopfattelse, begyndende med Plekhanov (Centralisme eller bonapartisme, i Iskra, nr. 70, sommeren 1904), påberåber sig et sted i Den Hellige Familie for at tilbagevise dette. Det hedder her: Når de socialistiske forfattere tilskriver proletariatet denne verdenshistoriske rolle, så sker det ingenlunde, som den kritiske kritik foregiver at tro, fordi de anser proletarerne for guder. Snarere omvendt. Fordi abstraktionen fra enhver menneskelighed selv fra skinnet af menneskelighed i det udviklede proletariat er praktisk fuldendt, fordi alle det nutidige samfunds livsbetingelser er sammenfattet i al deres umenneskelige skarphed i proletariatets livsbetingelser, fordi mennesket har fortabt sig selv i det, men samtidig ikke blot har vundet den teoretiske bevidsthed om denne fortabelse, men også umiddelbart gennem den ikke mere afvendelige, ikke mere camouflerbare, absolut bydende nød det praktiske udtryk for nødvendighed - er tvunget ti oprør mod denne umenneskelighed, derfor kan og må proletariatet befri sig selv. Det kan imidlertid ikke befri sig selv uden at ophæve sine egne livsbetingelser. Det samfunds umenneskelige livsbetingelser, som sammenfatter sig i dets situation. Det gennemgår ikke forgæves arbejdets hårde, men hærdende skole. Det drejer sig ikke om, hvad denne eller hin proletar, eller tilmed hele proletariatet, i øjeblikket forestiller sig som mål. Det drejer sig om hvad proletariatet er, og hvad det som følge af denne væren tvinges til at gøre historisk. Dets mål og dets historiske aktion er tydeligt og uigenkaldeligt aftegnet i dets egen livssituation såvel som i hele det nutidige borgerlige samfunds organisation. Det er ikke nødvendigt her at redegøre for, at en stor del af det engelske og franske proletariat er sig sin historiske opgave bevidst og bestandig arbejder på at udvikle denne bevidsthed til fuldstændig klarhed. (Aus dem literarischen Nachlass von Karl Marx und Friedrich Engels 1841 bis 1850, Stuttgart 1920, bind 2, p. 133). Bortset fra den kendsgerning, at Marx og Engels i 1844/45 næppe var i stand til at levere en materialistisk teori om den proletariske klassebevidsthed og den proletariske organisation (for at indse dette behøver man blot at sammenligne den sidste sætning i ovenstående citat med, hvad Engels fyrre år senere skrev om den engelske arbejderklasse), siger dette sted lige det modsatte af, hvad Plekhanov læste ind i det. Det siger kun, at proletariatets samfundsmæssige situation forudbestemmer dette til en radikal og revolutionær aktion, og at den alment socialistiske målsætning (ophævelse af privatejendommen) er aftegnet i dets livssituation. Det siger ikke, at de umenneskelige livsbetingelser på en eller anden mystisk måde gør dette proletariat i stand til spontant at tilegne sig samtlige samfundsvidenskaber. Lige modsat. (Med

11 10 Proletarisk klassekamp og proletarisk klassebevidsthed. Den kendsgerning, at marxismen som videnskab er udtryk for den højeste grad af proletarisk klassebevidsthed, betyder simpelthen, at det kun er gennem en individuel udvælgelsesproces, at de bedste, mest erfarne, mest intelligente og mest kampdygtige medlemmer af proletariatet er i stand til umiddelbart og selvstændigt at erhverve sig denne klassebevidsthed i dens mest potente form. Men fordi denne tilegnelse er individuel, kan den også gøres tilgængelig for medlemmer af andre samfundsklasser og lag (frem for alt den revolutionære intelligens og studenterne) 16. En hvilken som helst anden opfattelse kan kun føre til idealisering af arbejderklassen - og i sin yderste konsekvens af selve kapitalismen. Naturligvis må man altid huske på, at marxismen ikke kunne opstå uafhængigt af det borgerlige samfunds udvikling og af den klassekamp, der uundgåeligt udfoldes inden for dets rammer. Der eksisterer et uløseligt bånd mellem arbejderklassens kollektive, historiske kamperfaring og dens videnskabelige udarbejdelse af marxismen som kollektiv, historisk klassebevidsthed i dens mest potente form. Men at hævde, at videnskabelig socialisme er et historisk produkt af den proletariske klassekamp, er ikke det samme som at sige, at alle eller blot størstedelen af denne klasses medlemmer med større eller mindre lethed kan reproducere denne viden. Marxismen er et resultat af en videnskabelig, teoretisk produktion; og denne proces er per definition individuel, selv om den kun er muliggjort gennem udviklingen af de samfundsmæssige produktivkræfter og klassemodsætninger under kapitalismen. Proletarisk klassekamp og proletarisk klassebevidsthed. Den proces, hvorigennem den proletariske masse, den proletariske avantgarde og dets revolutionære parti forenes, er betinget af den elementære proletariske klassekamps voksen over i revolutionær klassekamp - i den proletariske revolution - og af den indvirkning dette har på de lønarbejdende masser. Klassekamp er noget, der har fundet sted i årtusinder, uden at de kæmpende var sig bevidst, hvad de gjorde. Der er blevet ført proletarisk klassekamp længe før, der har været en socialistisk bevægelse, for ikke at tale om en videnskabelig socialisme. Elementær klassekamp - strejker, arbejdsstandsninger omkring lønkrav, krav om kortere arbejdstid og andre forbedringer i arbejdsforholdene - fører til elementær klasseorganisering (gensidige understøttelseskasser, tilløb til fagforeninger), selv om disse organisationsformer måske er kortvarige. (Den forårsager også, at mange arbejdere får et almindeligt socialistisk ideal). Elementær klassekamp, elementær klasseorganisering, og elementær klassebevidsthed fødes altså direkte ud af aktion, og kun den erfaring, der udspringer af denne aktion, er i stand til at befordre og udvikle hensyn til Plekhanovs artikel, se Samuel H. Baron, Plekhanov, Stanford University Press, Stanford 1963, pp ). 16 Man har næsten glemt, at også den russiske socialistiske bevægelse i vid udstrækning blev grundlagt af studenter og intellektuelle, og at disse for omkring trekvart århundrede siden stod overfor et lignende problem, som den revolutionære intelligens i dag står overfor. Lignende betyder naturligvis ikke identisk. I sammenligning med dengang findes der i dag en yderligere hindring: arbejderklassens reformistisk-revisionistiske masseorganisationer, og et yderligere potentiel: den kolossale historiske erfaring, som den revolutionære bevægelse har opsamlet siden da. I Hvad må der gøres? taler Lenin udtrykkelig om de intellektuelles evne til at tilegne sig politisk viden, dvs. den videnskabelige marxisme.

12 11 Proletarisk klassekamp og proletarisk klassebevidsthed. bevidsthed. Det er en historisk lov, at brede masser kun er i stand til at forandre deres bevidsthed gennem aktioner. Men også i sin mest elementære form lader lønarbejdernes spontane klassekamp under den kapitalistiske produktionsmåde noget efter sig: En bevidsthed, der udkrystalliseres i vedblivende organisering. Flertallet af arbejderne er kun aktive under kampen; før eller senere trækker disse sig tilbage til privatlivet (dvs. for 'kampen for tilværelsen'). Det, der adskiller avantgarden fra flertallet, er den kendsgerning, at den ikke mellem to højdepunkter af aktiv kamp forlader valpladsen, men så at sige 'fortsætter krigen med andre midler'. Den søger at konsolidere de under kampen opståede modstandskasser som vedvarende, dvs. som fagforeninger 17. Ved at udgive arbejderaviser og organisere skoling for arbejderne bestræber den sig på, at udkrystallisere og højne den elementære klassebevidsthed, der er udviklet i kampen. Dermed danner den et moment af kontinuitet overfor den nødvendigvis diskontinuerte masseaktion 18, et moment af bevidsthed overfor den i sig selv og for sig selv spontane massebevægelse. Men det, der driver de avancerede arbejdere til vedvarende organisering og voksende klassebevidsthed, er i mindre grad teorien, videnskaben, den intellektuelle forståelse af den samfundsmæssige helhed, end e er den praktiske kamperfaring. Eftersom kampen viser 19, at opløsningen af modstandskasserne efter hver strejke skader strejkevåbnets effektivitet og kassebeholdningen, gøres der forsøg på at gå over til permanente strejkefonds. Fordi erfaringen viser, at en tilfældig løbeseddel nu og da har mindre virkning, end en regelmæssigt udkommende avis, bliver arbejderpressen grundlagt. En bevidsthed, der har sine umiddelbare rødder i kamperfaringen, er en empirisk og pragmatisk bevidsthed, som ganske vist kan befrugte aktionen, men som naturnødvendigt hinker langt bagefter en videnskabelig helhedsopfattelse, dvs. en teoretisk erkendelse. Den revolutionære avantgardeorganisation kan konsolidere sig og berige denne bevidsthed på betingelse af, at den selv søger forbindelse med klassekampens praksis, dvs. på betingelse af, at den ikke viger tilbage for den hårde prøve, det er at undersøge teoriens praktiske anvendelighed, at genforene teori og praksis. Ud fra et modent marxistisk synspunkt - såvel ud fra Marx' eet som ud fra Lenins - er en 'sand' teori løsrevet fra praksis lige så absurd, som en 'revolutionær praksis', der ikke er underbygget af en videnskabelig teori. Dette formindsker på ingen måde den afgørende betydning og absolutte nødvendighed af en teoretisk produktion. Det betyder blot en understregning af, at lønarbejdende masser og revolutionære enkeltpersoner skal nå frem til en enhed mellem teori og praksis ud fra forskellige udgangspunkter og med forskellig dynamik. Denne proces kan skematisk fremstilles på følgende måde: 17 Jf. K. Marx, Das Elend der Philosophie. En oplysende beskrivelse af oprindelsen af fagforeningerne og kasserne til økonomisk understøttelse af arbejdermodstanden, finder man hos E. P. Thompson, The Making of the English Working Class, Penguin Books, Baltimore Masseaktionens nødvendigvis diskontinuerte karakter fremgår af selve proletariatets klassesituation. Så længe det ikke lykkes det at omstyrte den kapitalistiske produktionsmåde, finder enhver masseaktion sin tidsmæssige begrænsning i arbejdernes finansielle, fysiske og åndelige modstandsevne mod lønbortfald. At denne modstandsevne ikke kan være ubegrænset, giver sig selv. At benægte dette er det samme som at benægte selve proletariatets materielle eksistensbetingelser, der tvinger det til som klasse at sælge sin arbejdskraft. 19 Jf. nogle eksempler fra det tyske metalarbejderforbunds første år: Fünfundsibzig Jahre Industriegewerkschaft Metall,Europäische Verlagsanstalt, Frankfurt am Main 1966, pp

13 12 Proletarisk klassekamp og proletarisk klassebevidsthed. [illustration fra side 13] Dette formelle skema åbner plads for en række konklusioner med hensyn til klassebevidsthedens dynamik, som allerede var foregrebet i analysen, men som først nu opnår deres fulde værdi. De avancerede arbejderes (arbejderklassens 'naturlige ledere' i virksomheden) kollektive aktion er relativt vanskelig at opnå, netop fordi den hverken kan udløses gennem ren overbevisning (som hos den revolutionære kerne) eller gennem rent spontan eksplosivitet (som hos de brede masser). Netop kamperfaringerne, det vigtigste motiv i de avancerede arbejderes handlinger, gør dem forsigtige med hensyn til at påbegynde store aktioner. De har bearbejdet den lære, som har kunnet uddrages af de forudgående aktioner og ved, at en spontan aktion ikke er tilstrækkelig til at føre dem til målet; de gør sig hverken illusioner om modstanderens styrke (for slet ikke at tale om hans 'ædelhed') eller om massebevægelsens varighed. Økonomismens største 'fristelse' kan spores netop til dette punkt. Vi kan sammenfatte det således: 1. Opbyggelsen af det revolutionære parti betyder sammensmeltningen af den revolutionære kernes bevidsthed med de avancerede arbejderes. 2. Modningen af en revolutionær situation (et potentielt revolutionært opsving) kommer til udtryk i tiltagende overensstemmelse mellem de brede massers aktioner og de avancerede arbejderes. 3. En revolutionær situation - dvs. muligheden for en revolutionær erobring af magten - opstår, når der er tilvejebragt en sammensmeltning af såvel avantgardens og massernes aktioner som af avantgardens og de revolutionære lags bevidsthed 20. Den klassekamp, der udvikler sig af den kapitalistiske produktionsmådes indre modsætninger, drejer sig for de brede masser altid kun om umiddelbare 'livsspørgsmål'. Det samme gælder alle masseaktioner, også de politiske. Problemet med forvandlingen af de brede massers kamp til revolutionær klassekamp har altså ikke blot en kvantitativ side, men også en kvalitativ side. Løsningen af problemet forudsætter et tilstrækkeligt antal avancerede arbejdere, som er i stand til at mobilisere masserne for mål, der sætter spørgsmålstegn ved det borgerlige samfunds og den kapitalistiske produktionsmådes fortsatte beståen. Dette understreger den centrale betydning af overgangskrav 21, endvidere den strategiske position, som indtages af avancerede arbejdere, der er øvede i at propagere disse overgangskrav, og den historiske nødvendighed af den revolutionære organisation som alene er i stand ti at udarbejde et omfattende program for overgangskrav, der svarer til såvel de objektive historiske betingelser, som til massernes behov. En sejrrig proletarisk revolution er kun mulig, hvis alle disse faktorer kombineres heldigt med hinanden. 20 Vi kan ikke her i enkeltheder beskrive forskellene mellem en førrevolutionær og en revolutionær situation. Forenklet kunne vi skelne en revolutionær form fra en førrevolutionær ved, at mens en førrevolutionær situation er karakteriseret af så udstrakte massekampe, at den samfundsmæssige ordens fortsatte eksistens er objektivt truet, så antager denne trussel i en revolutionær situation organisatorisk form af proletariatets oprettelse af dobeltmagtsorganer (dvs. potentielle organer for arbejderklassens magtudøvelse), og subjektivt af at masserne rejser umiddelbart revolutionære krav, som den herskende klasse er ude af stand til at afvise, eller integrere. 21 Se længere fremme om Lenins kilder til denne strategi.

14 13 Lenins centrale strategiske plan Lenins centrale strategiske plan Som vi allerede har sagt, er Lenins organisationsteori i virkeligheden frem for alt en revolutionsteori. At have misforstået dette er den største svaghed i Rosa Luxembourgs polemik mod Lenin i årene Det er kendetegnende, at det centraliseringsbegreb, som hun angriber i artiklen 'Det russiske Socialdemokratis Organisationsspørgsmål' - og det ser man tydeligt ved omhyggelig gennemlæsning - er rent organisatorisk. (Og i og med, at hun angriber det, bekræfter hun det også. På dette punkt burde moderne luxemburgister læse deres 'Rosa' mere omhyggeligt og grundigt). Lenin beskyldes for at føre en 'ultracentralistisk' politik, at diktere de lokale partiledelsers sammensætning og at afskære ethvert initiativ fra de lavere partiinstanser 22. Hvis vi imidlertid vender os til organisationsteorien, som Lenin selv udformede den, så viser det sig, at vægten ikke ligger på centraliseringens formelle organisatoriske side, men på dens politiske, samfundsmæssige funktion. Kernen i Hvad må der Gøres? er den proletariske klassebevidstheds udvikling til en politisk klassebevidsthed gennem en omfattende politisk aktivitet, der - ud fra et marxistisk synspunkt - stiller og besvarer samtlige spørgsmål i tilknytning til de indre og ydre klasseforhold: I virkeligheden kan højnelse af arbejdermassernes aktivitet kun opnås på betingelse af, at vi ikke bil begrænse os til politisk agitation på økonomisk grundlag. Og en af hovedbetingelserne for den nødvendige udvidelse af den politiske agitation er organisering af alsidige politiske afsløringer. På anden måde end gennem disse afsløringer kan massernes politiske bevidsthed ikke opdrages. Og videre: Arbejdermassernes bevidsthed kan ikke være en virkelig klassebevidsthed hvis ikke arbejderne ved konkrete og samtidig ubetinget aktuelle politiske kendsgerninger og begivenheder lærer at studere enhver af de øvrige samfundsklasser i alle fænomener ikke lærer i praksis at anvende den materialistiske analyse og materialistiske vurdering af alle sider af alle klassers, lags og befolkningsgruppers virksomhed og liv. Den, der udelukkende eller blot hovedsageligt retter arbejderklassens opmærksomhed, iagttagelse og bevidsthed på klassen selv, er ingen socialdemokrat, for arbejderklassens kendskab til sig selv er uløseligt knyttet til fuldstændig klarhed over ikke blot de teoretiske forestillinger ja rettere sagt: Ikke så meget de teoretiske, som de ved det politiske livs erfaring dannede forestillinger om det gensidige forhold mellem alle klasser i det moderne samfund. i. Af samme grund betoner Lenin nødvendigheden af, at det revolutionære parti gør alle fremskridtsvenlige krav og bevægelser, også de rent demokratiske, hos samtlige undertrykte samfundslag og klasser til sine egne. Den centrale strategiske plan 23, som Lenin 22 Rosa Luxemburg, Organisationsfragen der russischen Sozialdemokratie, i Schriften zur Theorie der Spontaneität, Rowohlt, Hamburg, 1970, pp Om denne plans direkte relation til revolutionen, så Hvad må der gøres?, op.cit., pp Det er rigtigt, at der også findes organisatoriske centraliseringsbestemmelser i Hvad må der gøres?, men disse er udelukkende bestemt af konspirationens betingelser under illegaliteten. For de legale revolutionære partier anbefaler Lenin den bredeste demokratisme : Den almindelige (i dette ords bogstaveligste betydning) kontrol med hvert af en partiarbejders skridt på hans politiske løbebane skaber en automatisk virkende mekanisme, der giver det, man i biologien kalder overleven af de mest egnede. Den naturlige udvælgelse i fuld offentlighed, under valgbarhed og almindelig kontrol, sikrer,

15 14 Lenins centrale strategiske plan opstiller i Hvad må der gøres?, går derfor ud på at føre en partiagitation, som er i stand til at samle de elementære, spontane, splittede, endnu kun lokale eller branchemæssige modstandsbevægelser, protester og revolter. Eftertrykket ligger entydigt på den politiske side af centraliseringen, ikke på den organisatoriske. Den formelle, organisatoriske centralisering har kun til formål at muliggøre realiseringen af denne plan. Skønt hun ikke erkender, hvad der er kernen i Lenins centralisme, er Rosa Luxembourg i sin polemik tvunget til indirekte at opstille en anden opfattelse af, hvorledes klassebevidsthed udvikles, og hvorledes revolutionære situationer kan forberedes. Derved bliver det fuldstændig tydeligt, i hvor høj grad hun havde uret i denne debat. Rosa Luxemburgs opfattelse, at den proletariske armé først rekrutteres i selve kampen og først i kampen kommer til klarhed over sine opgaver ii, er blevet gendrevet af historien. Selv i de mest energiske, mest langvarige og mest heftige arbejderkampe er arbejdermassen ikke, eller kun i utilstrækkelig grad, kommet til klarhed over kampens opgaver (man behøver blot at tænke på de franske generalstrejker i 1936 og 1968, de italienske arbejderes kamp i 1920, 1948 og 1969 og klassekampen i Spanien ). For at skaffe sig klarhed over opgaverne for en bred, førrevolutionær eller tilmed revolutionær klassekamp, er kamperfaringen absolut ikke tilstrækkelig. Disse opgaver hænger nemlig ikke kun sammen med de umiddelbare motiver, som har udløst kampen; de kan kun bestemmes på grundlag af en generel analyse af samfundsudviklingen som helhed, af det historiske udviklingsniveau, som den kapitalistiske produktionsmåde og dens indre modsætninger er nået frem til, og af det nationale og internationale styrkeforhold mellem klasserne. Det er en absolut illusion at tro, at en bevidsthed, der modsvarer den historiske situations krav, kan frembringes uden en sej og langvarig forberedelse, uden uddannelse af hundredetusinder af avancerede arbejdere i et revolutionær programs ånd, uden den praktiske erfaring, som disse avancerede arbejdere har opsamlet gennem forsøgene på at formidle dette revolutionære program til masserne, og alene ved hjælp af masseaktioner. Ja, man kunne vende Luxemburgs påstand om og sige, at proletariatet aldrig vil nå sine mål, hvis den nødvendige uddannelse, skoling og praktiske gennemprøvning af en proletarisk avantgarde i bearbejdelsen af og agitationen for det revolutionære program ikke har fundet sted før udbruddet af massekampene, som i sig selv kun åbner muligheden for udviklingen af en revolutionær bevidsthed hos masserne, Det er den tragiske lære, der kan uddrages af den tyske revolution efter første verdenskrig, som netop brød sammen af mangel på en skolet avantgarde. Målet for Lenins strategiske plan er at skabe en sådan avantgarde gennem de enkelte revolutionære kadrers organiske forbindelse med de avancerede arbejdere. Dette er ikke muligt uden en omfattende politisk aktivitet, der fører de avancerede arbejdere ud over rammerne for den rent fagforeningsmæssige eller endog rent virksomhedsmæssige aktivitet. De empiriske data, som vi i dag råder over, bekræfter, at hver funktionær til syvende og sidst kommer på sin rette hylde, sættes til det, der bedste passer til hans kræfter og evner, på sin krop mærker alle følgerne af sine fejl og for alles øjne viser sin evne til at erkende fejl og undgå dem. (Hvad bør der gøres?, op.cit. p.178), - Inden for det polske parti, som også var begrænset af højst konspiratoriske forholdsregler, praktiserede (eller accepterede) Luxemburg på sin side en centralisme, der ikke var mindre stram end bolsjevikkernes (jf. konflikten med Radek-fraktionen i Warszawa og de alvorlige anklager der blev rettet mod dem).

16 15 Lenins centrale strategiske plan at Lenins parti forud for og under revolutionen i 1905 og efter massebevægelsens begyndende genopsving i 1912 faktisk var et sådant parti 24. Hvis man vil forstå betydningen af Lenins strategiske plan til fulde, må man anskue den ud fra endnu en synsvinkel. Enhver politisk opfattelse, der er indstillet på en revolution i en ikke så fjern fremtid, må nødvendigvis beskæftige sig med spørgsmålet om det direkte sammenstød med statsmagten, dvs. med erobringen af den politiske magt. Men s snart denne problematik indbygges i organisationsopfattelsen, opstår der endnu et argument til fordel for centralisering. Lenin og Rosa Luxemburg var enige om, at kapitalismen og den borgerlige stat udøver en stærk, centraliserende virkning på det morderne samfund 25, og det er en ren illusion at håbe, at man gradvis kan 'nedrive' denne centraliserede statsmagt, på samme måde som man kan 'nedrive' en mur sten for sten 26 (28). (På denne illusion beror i øvrigt reformismens og revisionismens væsen, som Rosa Luxemburg og Lenin forkastede med samme lidenskab). Men så snart erobringen af statsmagten erkendes som målet for den nærmeste eller ikke så fjerne fremtid, opstår spørgsmålet om redskabet for den revolutionære magterobring. Her har Rosa Luxemburg igen misforstået indholdet af Lenins rent polemiske anvendelse af udtrykket 'jakobinere ubrydeligt knyttet til det klassebevidste proletariats organisering'. Hvad Lenin mente med dette udtryk var absolut ikke en flok blanquistiske konspiratorer, men en (ligesom jakobinerne) på uafbrudt virkeliggørelse af det revolutionære program indstillet avantgarde, der ikke lader massebevægelsens uundgåelige op- og nedgange aflede opmærksomheden fra disse opgaver. For at yde Rosa Luxemburg retfærdighed, må man dog tilføje, at hun for det første naturligt nok behandlede dette spørgsmål ud fra et andet historisk standpunkt, eftersom hun i 1904 allerede mere var under indflydelse af den tyske end af den russiske eller polske virkelighed; og at hun for det andet, så snart revolutionen 24 Angående dette se David Lane, The Roots of Russian Communism, Van Gorcum and Co., Assen Lane har forsøgt at analysere den sociale sammensætning af medlemmerne I Det russiske Socialdemokrati og I den bolsjevikkiske og den mensjevikkiske fraction mellem 1897 og 1907 på basis af empiriske data, og han kommer til den konklusion, at bolsjevikkerne talte flere arbejdermedlemmer og aktivister end mensjevikkerne (pp ). 25 Det er ubestrideligt, at der i almindelighed er et Socialdemokratiet iboende stærkt centralistisk træk. Udvokset af kapitalismens økonomiske grundlag, der har en tendens til centralisering, og i sin kamp henvist til den centraliserende borgerlige storbys politiske rammer, er Socialdemokratiet af natur en udtalt modstander af enhver partikularisme og national føderalisme. Kaldet til indenfor rammerne af en given stat at repræsentere proletariatets samlede interesser som klasse overfor alle proletariatets særinteresser og gruppeinsteresser, bestræber det sig naturligt overalt på at sammensvejse alle arbejderklassens nationale, religiøse og erhvervsmæssige grupper til et ensartet, samlet parti. (Rosa Luxemburg, Organisationsfragen der russische Sozialdemokratie,op.cit. p. 72). 26 Jf. den af André Gorz opstillede tese, at et nyt parti kun kan skabes fra neden og op, i det øjeblik da nettet af bedrifts- og basisgrupper dækker næsten hele det (nationale) territorium. (Ni Trade- Unionisters, ni Bolcheviks, i Les Temps Modernes, oktober 1969). Gorz har ikke forstået, at krisen i den borgerlige stat og i den kapitalistiske produktonsmåde ikke udvikler sig gradvis fra periferien til centrum, men er en ujævn proces, der på et bestemt tidspunkt stræber henimod en afgørende kraftprøve. Finder centraliseringen af revolutionære grupper ikke sted i rette tid, vil det kun gøre det lettere for det reformistiske bureaukrati at lede bevægelsen ind i baner, det kan acceptere, hvilket da også hurtigt skete i Italisen, faktisk mens Gorz skrev sin artikel. Dette førte på sin side hurtigt til tilbageslag for aktivistgrupperne. Det førte ingenlunde til, at de spredtes over hele landet.

17 16 Lenins centrale strategiske plan også viste sig aktuel i Tyskland, ud fra dette drog de nødvendige slutninger i leninistisk forstand 27. Den unge Trotskij gjorde sig ligeledes skyldig i en alvorlig fejltagelse, når han i sin polemik mod Lenin beskyldte denne for 'substitionisme', dvs. for at ville erstatte arbejderklassens initiativ med partiets alene iii. Ser vi bort fra denne anklages polemiske iklædning, finder vi også her en idealistisk og mangelfuld opfattelse af den proletariske klassebevidstheds udvikling: "Ifølge marxismen er proletariatets interesser bestemt af dets objektive livsbetingelser. Disse interesser er så mægtige og så uundgåelige, at de til syvende og sidst tvinger proletariatet til at bringe dem ind i dets bevidsthedssfære, dvs. gøre realiseringen af dets objektive interesser til dets subjektive interesser." iv. I dag ser man let, hvilken naiv og fatalistisk optimisme, der ligger til rund for denne mangelfulde analyse. Umiddelbare interesser stilles her på lige fod med historiske interesser, dvs. med løsningen af de mest indviklede spørgsmål om politisk taktik og strategi. Forhåbningen om, at proletariatet 'til syvende og sidst' vil erkende sine historiske interesser, synes temmelig overfladisk på baggrund af de historiske katastrofer, som har fundet sted, fordi proletariatet i mangel af en adækvat revolutionær ledelse var ude af stand til at løse endog de umiddelbare revolutionære opgaver. Samme naive optimisme manifesterer sig endnu mere slående i følgende passus fra samme polemik: "Den revolutionære socialdemokrat er ikke blot overbevist om, at proletariatets politiske parti uundgåeligt vil vokse, men også om, at den revolutionære socialismes ideer uundgåeligt vil sejre indenfor partiet. Det første bevis ligger i den kendsgerning at det borgerlige samfunds udvikling spontant leder proletariatet til at afgrænse sig selv politisk; det andet i det faktum, at de objektive tendenser og de taktiske problemer i tilknytning til denne afgrænsning finder deres bedste, fuldeste og dybeste udtryk i den revolutionære socialisme, dvs. marxismen." v. Dette citat viser klart, at det den unge Trotskij forfægtede i sin polemik mod Lenin, var den 'gamle prøvede taktik' og den naive 'tro på fremskridtets uundgåelighed' a la Bebel og Kautsky, som var fremherskende i det internationale Socialdemokrati fra tiden efter Marx' død frem til Første Verdenskrig. Lenins klassebevidsthedsbegreb var langt rigere, mere modsætningsfyldt og mere dialektisk, netop fordi det var baseret på en klar erkendelse af revolutionens aktualitet (ikke 'en gang i fremtiden', men i de kommende år). For at afrunde den historiske udvikling må det tilføjes, at Trotskij i forbindelse med udbruddet af den russiske revolution i 1917 fuldt ud antog Lenins analyse af den proletariske klassebevidstheds udvikling og følgelig også Lenins organisationsteori, og at han lige til sin død forsvarede disse mod alle skeptikere og pessimister (som hævdede heri at have fundet 'kilden' til stalinismen). Således skrev han i sit sidste, ufuldendte manuskript: "En kolossal faktor i modningen af det russiske proletariat i februar eller marts 1917 var Lenin. Han kom ikke som faldet ned fra himlen. Han personificerede arbejderklassens revolutionære tradition. For at Lenins paroler kunne finde vej til masserne, måtte der eksistere kadrer, selvom de i begyndelsen kun var få; disse kadrer måtte have tillid til ledelsen, en tillid baseret på hele den forudgående tids erfaring. At stryge disse elementer af 27

18 17 Den revolutionære avantgarde og spontane masseaktioner sine kalkulationer betyder simpelthen at forkaste den levende revolution og erstatte den med en abstraktion som 'styrkeforholdet'. Revolutionens udvikling består netop i, at styrkeforholdet uophørligt og hurtigt ændres som følge af ændringerne i proletariatets bevidsthed de tilbagestående lags tilnærmelse til de avancerede og klassens stigende tillid til sin egen styrke. Den væsentligste drivkraft i denne proces er partiet, ligesom den væsentligste drivkraft i partiet er ledelsen." vi. Den revolutionære avantgarde og spontane masseaktioner Det er urimeligt og forkert at karakterisere Lenins værk som en systematisk 'undervurdering' af spontane masseaktioners betydning (sat op imod Rosa Luxemburgs og Trotskijs 'værdsættelse' af samme). Bortset fra nogle polemiske afsnit, som kun kan forstås rigtigt ud fra deres sammenhæng, var Lenin lige så begejstret over spontant opståede massestrejker og demonstrationer som Rosa Luxemburg og Trotskij. 28. Først det stalinistiske bureaukrati forfalskede leninismen i retning af en voksende mistro til spontane massebevægelser - hvilket er kendetegnende for ethvert bureaukrati. Når Rosa Luxemburg siger, at man ikke kan forudbestemme udbruddet af en proletarisk revolution i kalenderne, så har hun fuldstændig ret, og man vil intet kunne finde hos Lenin, der modsiger dette. Han var, ligesom hun, overbevist om, at den revolutionære masseaktivitet, uden hvilken en revolution er utænkelig, hverken kan 'organiseres' eller 'kommanderes' af en flok disciplinerede underofficerer. Ligesom Rosa Luxemburg havde Lenin klart erkendt, hvilken skaberkraft og hvilket initiativ der udfoldes af en virkelig bred masseaktion. Forskellen mellem den leninistiske organisationsteori og den såkaldte spontaneitetsteori - som kun med væsentlige forbehold kan tilskrives Rosa Luxemburg - ligger altså ikke i undervurderingen af massernes initiativ, men i forståelsen af dettes begrænsninger. Meget kan opnås gennem masseinitiativ. Men et sådant er ikke i stand til af sig selv i selve kampen at udforme et samlet program for den socialistiske revolution (og endnu mindre for opbygningen af socialismen). Det er heller ikke nødvendigt for at det skal lykkes at omstyrte statsmagten og dens undertrykkelsesapparat, som støtter sig på fuld udnyttelse af fordelene ved det 'interne kommunikationsnet'. Med andre ord: Grænserne for massespontaneiteten ligger præcis der, hvor det bliver klart, at en sejrrig socialistisk revolution ikke lader sig improvisere. Og den 'rene' massespontaneitet viser sig altid at være improvisation. I øvrigt findes den 'rene' spontaneitet kun i arbejderbevægelsens eventyrbøger, ikke i dens virkelige historie. Hvad man må forstå ved 'massernes spontaneitet' er bevægelser, der ikke på forhånd er blevet nøje planlagt af en eller anden central instans. Hvad man ikke må forstå ved 'spontane masseaktioner', er bevægelser der finder sted 'uden politiske indflydelse udefra'. Skraber man den blå farve af en angiveligt 'spontan bevægelse' vil man derunder finde de umiskendelige rester af et knaldrødt lag: Her et medlem af en 'avantgarde'-gruppe, der har udløst en 'spontan' strejke; d er et tidligere medlem af en anden 'venstreafviger'-forening, som var i stand til at reagere lynhurtigt, mens den anonyme masse tøvede. 28 Vi kunne citere utallige eksempler. Se bl.a. Lenin, Werke, bind 10, p. 284, (1906); bind 18 (fransk), pp , (1913); bind 23 (fransk), pp , pp , ( ), osv.

19 18 Den revolutionære avantgarde og spontane masseaktioner I et tilfælde ser vi i den spontane aktion resultatet af en fagforeningsoppositions eller en basisgruppes årelange arbejde, i et andet tilfælde resultatet af kontakter, der gennem længere tid tålmodigt (og uden resultat) har udspundet sig med arbejdskolleger i en naboby (eller en nabovirksomhed), hvor de venstreorienterede står stærkest. Heller ikke i klassekampen finder man tilberedte duer, der falder spontant ned fra himlen. Det der skiller spontane masseaktioner fra avantgardens indgriben er altså på ingen måde, at alle de kæmpende i første tilfælde har samme bevidsthedsniveau, mens avantgarden i det andet tilfælde hæver sig op over massen. Forskellen mellem de to aktionsformer består heller ikke i, at arbejderklassen ved spontane aktioner ikke bibringes løsninger udefra, mens en organiseret avantgarde forholder sig elitært til massens elementære krav og påtvinger den et program. Aldrig har der fundet spontane aktioner sted, uden en eller anden for indflydelse fra avantgardeelementer. Forskellen mellem spontane aktioner og aktioner, som den revolutionære avantgarde griber ind i, består hovedsagelig, om ikke udelukkende i, at denne indgriben for de spontane aktioners vedkommende foregår uorganiseret, improviseret, diskontinuerligt og planløst (i en tilfældig virksomhed, i et tilfældigt distrikt, en tilfældig by), mens eksistensen af en revolutionær organisation muliggør koordinering, planlægning, bevidst synkronisering og kontinuerlig udvikling af avantgardeelementernes indgriben i den spontane massekamp. Næsten alle den leninistiske supercentralismes fordringer beror på en hensyntagen til dette, og kun til dette. Kun en uforbederlig fatalist (dvs en mekanisk determinist) kan hævde, at alle masseaktioner nødvendigvis måtte finde sted præcis den dag, de fandt sted, og at masseaktioner har været umulige i alle de tilfælde, hvor sådanne ikke har fundet sted. En sådan fatalistisk indstilling (som er blevet udbredt af den Kautsky-Bauerske skole) er i virkeligheden en karikatur af den leninistiske organisationsteori. Og det er vel ikke noget tilfælde, at så mange modstandere af leninismen, der har travlt med at tale om massespontaneitet, forsvarer denne vulgære mekaniske determinisme og nægter at erkende, i hvor høj grad den står i modsætning til værdsættelsen af massespontaneiteten. Går man på den anden side ud fra, at der med visse mellemrum uundgåeligt vil forekomme spontane masseaktioner når de samfundsøkonomiske modsætninger er modnet til et punkt, hvor den kapitalistiske produktionsmåde må fremkalde førrevolutionære kriser -, så er det alligevel klart, at det er umuligt at bestemme det nøjagtige tidspunkt, fordi små tildragelser, delkonflikter og tilfældigheder i den forbindelse spiller en vigtig rolle. Derfor har en revolutionær avantgarde, der er i stand til i det afgørende øjeblik at koncentrere alle sine kræfter mod det svageste led, en uden sammenligning større virkning end mange avancerede arbejderes enkeltvise og ukoncentrerede optræden 29.. De to største arbejderkampe, der nogensinde har fundet sted i Vesten den franske i maj 1968 og den italienske i efteråret 1969 har bekræftet denne anskuelse. Begge aktioner begyndte med spontane kampe, der hverken var forberedt af fagforeningerne eller de store socialdemokratiske eller kommunistiske partier. I begge tilfælde spillede radikale arbejdere og studenter eller revolutionære kadrer en vigtig rolle ved at give arbejdermasserne et praktisk eksempel til efterfølgelse. I begge tilfælde deltog millioner af mennesker i opgøret: Rundt regnet ti millioner lønarbejdere i Frankrig, 29 Umuligheden af spontan koncentration af den revolutionære avantgarde på nationalt plan trådte særlig tydeligt frem under den franske generalstrejke i maj 1968.

20 19 Organisation, bureaukrati og revolutionær aktion omkring 15 millioner i Italien. Det er flere end selv i de store klassekampe i tiden efter Første Verdenskrig. I begge tilfælde gik arbejdernes intentioner langt ud over den rent økonomiske strejkes økonomisme. Dette ses i Frankrig af fabriksbesættelserne i Italien såvel af gadedemonstrationerne og opstillingen af politiske krav som af tendenserne til selvorganisering på arbejdspladserne, dvs. de første skridt henimod etablering af en dobbeltmagt: valgene af delegati de reparto (i så henseende var den italienske arbejderklasses avantgarde mere avanceret end den franske; den drog den første vigtige historiske lære af maj-begivenhederne i Frankrig) 30. Men i ingen af tilfældene lykkedes det at styrte det borgerlige statsapparat og den kapitalistiske produktionsmåde eller blot at tilvejebringe en massiv identifikation af kampmål, der på kortere sigt kunne have gjort en sådan omstyrtelse mulig. Som Trotskij udtrykte det i Den russiske revolutions historie: Dampen gik til spilde i mangel af en på cylinder, der kunne have koncentreret den på det afgørende punkt. vii. Nok er det i sidste instans ikke cylinderen, men dampen, dvs. energien i massemobiliseringen og massekampene, der er den drivende kraft. Uden denne damp er cylinderen blot et tomt hylster. Men uden cylinderen går selv den stærkeste damp til spilde og når ikke frem til målet. Dette er kernen i den leninistiske organisationsteori. Organisation, bureaukrati og revolutionær aktion Der er dog en hage ved sagen, som Lenin under det skarpe opgør med mensjevikkerne ( ) ikke, eller kun i utilstrækkelig grad ( ), havde erkendt. Og det er her, Trotskij og Rosa Luxemburgs historiske bidrag til forståelsen af dialektikken "arbejderklasse - avancerede arbejdere - arbejderparti" kommer til sin fulde ret. Netop utilstrækkeligheden i den brede arbejdermasses klassebevidsthed bekræfter nødvendigheden af en avantgarde, nødvendigheden af en adskillelse af parti og masse. Som Lenin gentagne gange fremhævede, er der her tale om et komplekst, dialektisk forhold - en enhed af adskillelse og integration - svarende til de historiske særegenheder ved den revolutionære kamp for en socialistisk omvæltning. Imidlertid opstår dette parti i et borgerligt samfund; det kan ikke abstrahere fra de dette samfund iboende præg af den universelle arbejdsdeling og vareproduktion, som bevirker en tingsliggørelse af alle menneskelige relationer viii. Det betyder, at oprettelsen af et arbejderparti adskilt fra massen af arbejdere indebærer en fare for selvstændiggørelse af apparatet som sådant. Slår denne tendens igennem, forvandles partiet fra at være et middel til at nå målet (en sejrrig proletarisk revolution) ti at være et mål i sig selv. 30 Men også her var disse tilløb til selvstændig organisation i fraværet af en organisateret revolutionær avantgarde, som kunne have ydet det nødvendige forarbejde ude af stand til varigt at neutralisere, for ikke at sige nedbryde, fagforeningsapparatets, arbejdsgivernes og statsapparatets konservative centralisering.