Leninistisk Organisationsteori og proletarisk klassebevidsthed

Transkript

1 1971 [Skriv tekst] Revolutionære Socialisters Forbund Ernest Mandel Leninistisk Organisationsteori og proletarisk klassebevidsthed [Skriv et resume af dokumentet her. Resumeet er normalt en kort beskrivelse af dokumentets indhold. Skriv et resume af dokumentet her. Resumeet er normalt en kort beskrivelse af dokumentets indhold.]

2 1 Renskriverens noter Indhold Renskriverens noter... 1 Den proletariske revolutions historiske særegenheder... 3 Borgerlig ideologi og proletarisk klassebevidsthed... 5 Proletarisk klassekamp og proletarisk klassebevidsthed Lenins centrale strategiske plan Den revolutionære avantgarde og spontane masseaktioner Organisation, bureaukrati og revolutionær aktion Organisationsteori, revolutionært program, revolutionær praksis Organisationsteori, demokratisk centralisme og rådsdemokrati Økonomismens, bureaukratismens og spontaneismens sociologi Videnskabelig intelligens, samfundsvidenskab og proletarisk klassebevidsthed Historisk pædagogik og dannelse af klassebevidsthed Litteraturhenvisninger Renskriverens noter Denne udgivelse er en digitalisering af hæftet Leninistisk organisationsteori og proletarisk klassebevidsthed, udgivet på dansk første gang i juli 1971 af Revolutionære Socialisters Forbund. Det er hæfte nr. 3 i serien Røde Hæfter. Hæftet er oversat efter Lenin und das Problem des proletarischen Klassenbewusstseins, i Lenin, Revolution und Politik, Baden-Baden 1970, og den udvidede amerikanske udgave The Leninist Theory of organization: its relevance for Today, i Internation Socialist Review, december 1970, Vol. 31, no. 9. Teksten er skrevet af i hånden, og der er ikke gjort noget forsøg på at verificere den oprindelige oversættelse. Lidt om noterne i hæftet: Noterne fylder cirka en fjerdedel af den samlede publikation, og de indeholder ofte lange kommentarer og diskussioner, der relaterer sig direkte til teksten. Det er derfor hensigtsmæssigt, at de kan læses i sammenhæng med teksten. I den oprindelige udgave var alle noter placeret som slutnoter. Der er dog en række rene litteraturhenvisninger, der stadig er placeret som slutnoter, i håb om at øge overskueligheden.

3 2 Renskriverens noter Leninistisk Organisationsteori og proletarisk klassebevidsthed En seriøs diskussion af den leninistiske organisationsteoris historiske betydning og nutidige aktualitet er kun mulig, hvis man bestemmer denne teoris nøjagtige plads i marxismens historie - eller nærmere betegnet, i marxismens historiske udfoldelses- og udviklingsproces. Denne må, som enhver historisk proces, føres tilbage til sine indre modsætninger - i snæver vekselvirkning mellem teoriens udvikling og den virkelige proletariske klassekamps udvikling. Tilnærmet ad denne vej fremstår den leninistiske organisationsteori som en dialektisk enhed af tre elementer: En teori om revolutionens aktualitet i de underudviklede lande i imperialismens tidsalder (som senere udbygges til en teori om revolutionens aktualitet i hele verden i epoken med kapitalismens generelle krise); en teori om den proletariske klassebevidstheds ujævne og modsætningsfyldte udvikling om dens væsentligste stadier som begrebsmæssigt må holdes ude fra hinanden; og en teori om den marxistiske teoris væsen og den specifikke forhold til videnskab på den ene side og til proletarisk klassekamp på den anden. Ved nærmere eftersyn finder man, at disse tre teorier så at sige danner det "sociale fundament" for den leninistiske organisationsopfattelse, uden hvilket den ville være vilkårlig, umaterialistisk og uvidenskabelig. Den leninistiske partiopfattelse er ikke den eneste mulige. Den er imidlertid den eneste mulige opfattelse, der tillægger avantgardepartiet den historiske rolle at lede en revolution, som på kortere eller på længere sigt anses for uundgåelig. Den leninistiske partiopfattelse kan ikke adskilles fra en specifik analyse af den proletariske klassebevidsthed, dvs. fra forståelsen af, at politisk klassebevidsthed - i modsætning til den blotte "trade-unionistiske" eller "nurgewerkschaftliche" bevidsthed - hverken vokser spontant eller automatisk ud af den proletariske klassekamps objektive udvikling 1. Og den leninistiske partiopfattelse er baseret 1 Denne tanke er ingenlunde opfundet af Lenin, men svarer til en tradition, der fører fra Engels over Kautsky til det internationale Socialdemokratis doktrin mellem 1880 og I det østrigske Socialdemokratis Hainfeldprogram, som blev udarbejdet , siges det udtrykkeligt: Den socialistiske bevidsthed er noget, der udefra indføres i den proletariske klassekamp, ikke noget, der organisk udvikler sig af denne klassekamp selv. I Neue Zeit offentliggjorde Kautsky i 1901 en artikel, Akademiker und Proletariat (19. årg., bind 2, 17. april 1901), i hvilken den samme tanke udvikles i en form, der direkte inspirerede Lenins Hvad må der gøres? Det er velkendt, at Marx ikke havde udviklet nogen ensartet partiopfattelse. Men mens han til tider fuldstændig forkastede tanken om en avantgardeorganisation, formulerede han også en opfattelse, der kommer meget nær til indføring af revolutionær socialistisk bevidsthed i arbejderklassen. Bemærk den følgende passus skrevet af ham den 1. januar 1870, fra Første Internationales generalråd til forbundskomiteen i det romanske Schweiz: Englænderne besidder alle de nødvendige materielle forudsætninger for en social revolution. Hvad de mangler er sans for generaliseringer og revolutionær lidenskab. Denne mangel kan kun generalrådet afhjælpe og derigennem fremskynde udviklingen af en virkelig revolutionær bevægelse i dette land, og følgelig overalt. De store resultater, som vi allerede har

4 3 Den proletariske revolutions historiske særegenheder på den forudsætning, at videnskabelige analyser besidder en vis autonomi, og at dette specielt gælder den marxistiske teori, som, skønt den er betinget af af den proletariske klassekamps udfoldelse og de første spæde tilløb til proletarisk revolution, ikke må ses som et mekanisk uundgåeligt produkt af denne klassekamp, men som resultat af en teoretisk praksis (en "teoretisk produktion"), der kun lidt efter lidt træder i forbindelse med og forenes med klassekampen. Den socialistiske verdensrevolutions historie i det tyvende århundrede er historien om denne langvarige proces. Disse tre analyser udgør i virkeligheden en uddybning af marxismen - enten af problemstillinger, som kun blev antydet men ikke gennemarbejdet af Marx og Engels, eller af elementer af den marxistiske teori, som næppe var blevet bemærket på grund af den forsinkede og afbrudte offentliggørelse af Marx' skrifter i årene (2). Der er altså tale om en videreudvikling af den marxistiske teori, som kan førers tilbage til huller (og til dels selvmodsigelser) såvel i Marx' analyser som i den almindelige fortolkning af dem i det første kvarte århundrede efter Marx' død. Det særlige ved denne uddybning af Marx' lære er, at den med udgangspunkt forskellige steder fører frem til samme centrale punkt, nemlig til en bestemmelse af den proletariske eller socialistiske revolutions specifikke karakter. Den proletariske revolutions historiske særegenheder Til forskel fra alle forudgående revolutioner - ikke blot de borgerlige revolutioner, hvis bevægelseslove er blevet studeret meget indgående (først og fremmest af Marx og Engels selv), men også de revolutioner, der hidtil i langt mindre grad har været genstand for en systematisk, generaliserende analyse (s som bonderevolutionerne og by-småborgerskabets revolutioner mod feudalismen; slavernes og stammefællesskabernes revolter mod slavesamfundene; de bonderevolutioner, der fremkom, når den gamle asiatiske produktionsmåde periodisk gik i opløsning, etc.) - er det tyvende århundredes specifikke karakter, men gør den også, som Marx forudså 3, til et særligt vanskeligt foretagende. 1. Den proletariske revolution er den første vellykkede revolution i historien, der gennemføres af den laveste sociale klasse. Denne klasse råder over en potentielt opnået i så henseende, bekræftes af den herskende klasses klogeste og mest fremstående aviser. For ikke at tale om de såkaldt radikale medlemmer af Underhuset og Overhuset, som for kun kort tid siden havde en ikke ringe indflydelse på de engelske arbejderes ledere. De bskylder os offentligt for at have forgiftet og næsten kvalt den engelske ånd i arbejderklassen og for at have drevet den til revolutionær socialisme. (Marx-Engels, Werke, Dietz Verlag, Berlin 1964, bind 16, pp ). Begrebet revolutionens aktualitet hos Lenin er først og fremmest formuleret af Georg Lukacs i Geschichte und Klassenbewusstsein, og især i hans Lenin. 2 Det gælder frem for alt Marx afgørende kategori revolutionær praksis, som blev udviklet i den dengang ukendte Deutsche Ideologie. 3 Det er også i denne betydning, man må forstå bl.a. Marx berømte bemærkning i begyndelsen af Louis Bonapartes 18. brumaire, hvor han understreger den proletariske revolutions selvkritiske karakter og dens tendens til at komme tilbage til ting, som tilsyneladende allerede er udført. I denne sammenhæng taler Marx også om proletariatet, som gribes af skræk for dets egne måls ubestemte kolossale vælde. Se Marx/Engels Udvalgte Skrifter, Tiden, København 1952, bind 1, p. 244.

5 4 Den proletariske revolutions historiske særegenheder stor, men faktisk yderst begrænset økonomisk magt, og den er i det store og hele afskåret fra at få del i den sociale rigdom (i modsætning til den blotte besiddelse af forbrugsgoder, som til stadighed opbruges). Dette til forskel f.eks. fra bourgeoisiet og feudaladelen, som greb den politiske magt efter at de allerede havde samfundets økonomiske magt i hænde, eller slaverne, der var ude af stand til at gennemføre en revolution med succes. 2. Den proletariske revolution er den første revolution i historien, der som mål har en bevidst planlagt omstyrtelse af det bestående samfund, dvs. som ikke søger at genoprette en tidligere tingenes tilstand (hvilket var tilfældet med fortidens slaveog bonderevolutioner), eller simpelthen at legalisere et magtskifte, der allerede har fundet sted på det økonomiske plan, men at virkeliggøre en fuldstændig ny proces, der aldrig før har eksisteret, og som kun er blevet foregrebet som "teori" eller "program" Ligesom enhver anden social revolution i historien vokser den proletariske revolution ud af de indre klassemodsætninger i det bestående samfund og den klassekamp, som disse uundgåeligt frembringer. Men mens fortidens revolutioner i det store hele kunne nøjes med at drive klassekampen frem til et kulminationspunkt - fordi det jo for dem ikke var et spørgsmål om at skabe fuldstændig nye og bevidst planlagte samfundsmæssige forhold - kan den proletariske revolution kun virkeliggøres, hvis den proletariske klassekamp, når den har nået sit kulminationspunkt slår over i en gigantisk proces, der strækker sig over år og årtier og som består i en systematisk og bevidst omvæltning af alle menneskelige relationer og generalisering først af proletariatets uafhængige aktivitet og senere (på tærsklen til det klasseløse samfund) af alle samfundsmedlemmers. Mens den borgerlige revolutions sejr gør bourgeoisiet til en konservativ klasse (som stadig er i stand til at opnå revolutionære omdannelser på det tekniske og industrielle område, og som i en temmelig lang tidsperiode spiller en objektivt set progressiv rolle i historien, men som hører op med aktivt at omdanne det sociale liv, - ja på dette område i sammenstødet med proletariatet, som det udbytter, i stigende grad må virke reaktionært), er proletariatets magtovertagelse ikke afslutningen på, men indledningen til den moderne arbejderklasses revolutionering af samfundet, som kun kan finde sin afslutning i dens ophævelse af sig selv som klasse tillige med alle andre klasser I modsætning til alle forudgående revolutioner, som stort set har fundet sted inden for en national (eller regionalt begrænset) ramme, er den proletariske revolution ifølge sin natur international; den kan først fuldendes i den globale opbygning af et klasseløst samfund. Selv om den ubetinget kan sejre inden for en national ramme, vil denne sejr være provisorisk og i konstant fare, så længe 4 I Det kommunistiske Partis Manifest siger Marxs og Engels at kommunisterne opstiller ingen særlige principper, som de vil tilpasse den proletariske bevægelse efter. I den engelske udgave fra 1888 erstatter Engels ordet særlige med sekteriske. Dermed bringer han til udtryk, at den videnskabelige socialisme bestemt søger at bibringe arbejderbevægelsen særlige principper, men kun sådanne som objektivt fremgår af den proletariske klassekamps almene forløb, dvs. af samtidshistorien, og ikke sådanne, som kun hører til en bestemt sekt bekendelser, dvs. et rent tilfældigt aspekt af den proletariske klassekamp. 5 Denne tanke formuleres utvetydigt af Trotskij i indledningen til den første russiske udgave af hans bog Den permanente revolution (Permanent Revolution, New Park Publishers, London 1962, pp. 8 9).

6 5 Borgerlig ideologi og proletarisk klassebevidsthed klassekampen i international målestok ikke har tilføjet kapitalen et afgørende nederlag. Den proletariske revolution er en verdensomspændende revolutionær proces, som dog hverken forløber lineært eller ensartet. Den imperialistiske kæde brydes først i sine svageste led, og en revolutions springvise frem- og tilbagegang foregår i overensstemmelse med loven om ujævn og kombineret udvikling. (Dette gælder ikke blot økonomien, men også styrkeforholdet mellem klasserne; de to ting falder ingenlunde automatisk sammen.) Den leninistiske organisationsteori klarlægger alle disse særegenheder ved den proletariske revolution, dvs. den bestemmer alle denne revolutions kendetegn bl.a. i lyset af særegenhederne og modsigelserne i dannelsen af proletarisk klassebevidsthed. Den giver åbent udtryk for det, som Marx antydede, og som hans epigoner næppe forstod, nemlig, at der hverken kan forekomme en "automatisk" omstyrtning af den kapitalistiske samfundsordning, eller en "spontan" eller "organisk" afløsning af denne samfundsorden med en socialistisk. Netop på grund af den proletariske revolutions enestående bevidste karakter, forudsætter dens sejr ikke blot modning af de "objektive" faktorer (modning af den proletariske klassebevidsthed og et modent lederskab). Hvis disse "subjektive" faktorer enten ikke er til stede, eller kun er til stede i utilstrækkeligt omfang, vil den proletariske revolution ikke sejre i denne omgang, og selve dens nederlag vil frembringe de økonomiske og sociale forudsætninger for en midlertidig konsolidering af kapitalismen 6. Den leninistiske organisationsteori udgør altså en uddybning af marxismen med hensyn til de grundlæggende problemer i forbindelse med den samfundsmæssige overbygning (stat, klassebevidsthed, ideologi, parti). samen med Rosa Luxemburgs og Trotskijs arbejder (og i mere begrænset omfang Lukács og Gramscis) udgør denne den marxistiske videnskab om den subjektive faktor. Borgerlig ideologi og proletarisk klassebevidsthed Marx' sætning, at "den i ethvert samfund herskende ideologi er den herskende klasses ideologi" synes ved første øjekast at stå i modsætning til den proletariske revolutions karakter af at være proletariatets bevidste omstyrtelse af samfundet, af at være et produkt af de lønarbejdende massers bevidste, uafhængige aktivitet. En overfladisk fortolkning af denne sætning kunne måske endog føre til den konklusion, at det er utopisk at forvent at de masser, som under kapitalismen bliver manipuleret, og som er udsat for et konstant bombardement af borgerlige og småborgerlige ideer, skulle kunne påbegynde en revolutionær klassekamp mod dette samfund, for slet ikke at tale om en social revolution. Herbert Marcuse, som drager denne konklusion, er (foreløbig) blot den seneste i en lang række af teoretikere, der med udgangspunkt i Marx' definition af den herskende klasse ender med at sætte spørgsmålstegn ved, om arbejderklassen er potentielt revolutionær. Problemet kan løses ved at erstatte den formalistiske og statiske betragtningsmåde med en dialektisk. Marx' sætning kan "dynamiseres" på følgende måde: ethvert samfunds herskende ideologi den herskende klasses ideologi i den forstand, at denne har kontrollen over de midler til ideologisk produktion, som samfundet har til sin rådighed (kirken, 6 Jf. Lenins kendte sætning, at der ikke eksisterer uløselige økonomiske situationer for det imperialistiske bourgeoisi.

7 6 Borgerlig ideologi og proletarisk klassebevidsthed skolerne, massemedierne etc.), og anvender disse midler i overensstemmelse med sine klasseinteresser. Så længe klasseherredømmet er i fremgang, stabilt og følgelig næppe drages i tvivl, vil den herskende klasses ideologi også beherske den undertrykte klasses bevidsthed. I de første faser af klassekampen betjener de udbyttede sig da også hyppigt af udbytternes formuleringer, idealer og ideologier 7. Men jo mere det bestående samfunds stabilitet drages i tvivl, jo mere klassekampen skærpes, og jo mere klasseherredømmet begynder at vakle i praksis, desto tydeligere frigør dele af den undertrykte klasse sig fra de herskendes idekontrol. Før og under kampen for den sociale revolution foregår der en kamp mellem de herskendes ideologi og den revolutionære klasses nye ideer. Denne kamp befordrer og accelererer på sin side den praktiske klassekamp, som den er vokset ud af, idet den hjælper den revolutionære klasse til bevidsthed om dens historiske opgaver og de umiddelbare mål for dens kamp. Den revolutionære klasses klassebevidsthed kan derfor udvikles af klassekampen på trods af og i modsætning til den herskende klasses ideologi 8. Men det er først i selve den umiddelbare revolution, at flertallet af de undertrykte kan frigøre sig fra den herskende klasses ideologiske kontrol 9. For denne udøver ikke kun, ja ikke engang primært, sit herredømme gennem rent ideologisk manipulation og massernes assimilering af den herskede klasses ideologiske produktion, en også (og frem for alt) gennem selve den eksisterende økonomis og det eksisterende samfunds daglige funktion og dennes indvirkning på de undertryktes bevidsthed. (Dette gælder i særdeleshed det borgerlige samfund, skønt parallellerne kan iagttages i alle klassesamfund.) I det kapitalistiske samfund udøves denne kontrol gennem den afsmitning af varerelationerne på bevidstheden, som er nært knyttet til tingsliggørelsen af menneskelige 7 Således udtrykte den opståede borgerlige og endda den opstående plebejiske eller halvproletariske klassebevidsthed i det 16. og 17. århundrede sig i fuldstændig religiøse former og fandt først i anden halvdel af det 18. århundrede, med den feudal-absolutistiske ordnings forfald, vejen til åbenlys materialisme. 8 Gramscis begreb, politisk-etisk hegemoni, som den undertrykte klasse må etablere i samfundet før den kan erobre den politiske magt giver særligt skarpt udtryk for denne mulighed (jf. Il Materialsmo Storico e la Filosofia di Benedetto Croce, Einaudi, Milano 1964, pp , 41-50). Dette hegemonibegreb kritiseres eller modificeres af talrige marxistiske teoretikere. Se f.eks. Nicos Poulantzas, Pouvoir politique et classes sociales, Maspero, Paris 1968, pp (Svensk udgave: Politisk makt och sociale Klasser, Partisanförlaget, Mölndal 1970, pp ). Angående betydningen af almindelig samfundsmæssig godkendelse af det moralske og materielle grundlag for bourgeoisiets klasseherredømme, se José Ramon Recalde, Integración y lucha de clases en el neo-capitalismo, Editorial Ciencia Nueva, Madrid 1968, pp ). 9 Dette bringer Marx og Engels til udtryk i Den tyske ideologi i udtalelsen, at revolutionen altså ikke kun er nødvendig, fordi den herskende klasse ikke kan omstyrtes på anden måde, men også fordi den omstyrtende klasse kun i en revolution kan nå frem til at skaffe sig alt det gamle møg af halsen og blive i stand til at grundlægge samfundet på ny. (Karl Marx og Friedrich Engels, Die deutsche Ideologie, Berling 1953, p. 70). Sammenlign også med følgende iagttagelse af Marx fra 1850 mod Schapper minoriteten i Kommunisternes Forbund: Minoriteten erstatter en kritisk indstilling med en dogmatisk, og materialisme med idealisme. For den er revolutionens drivkraft den rene viljestyrke, ikke de faktiske forhold. Vi, på den anden side, siger til arbejderne: I må gennemgå 15, 20, 50 års borgerkrige og folkekrige, ikke blot for at ændre forholdene, men for at ændre jer selv så I bliver i stand til at udøve det politiske herredømme. I siger derimod: Hvis vi ikke kan tage magten her og nu, kan vi lge så godt gå hjem og lægge os Karl Mars, Entüllungen Ueber den Kommunistenprozess zu Köln, Buchhandlung Vorwärts, Berlin 1914, pp

8 7 Borgerlig ideologi og proletarisk klassebevidsthed relationer, og som har sine rødder i vareproduktionens almindelige udbredelse og arbejdskraftens forvandling til vare, samt i den almindelige udbredelse af den samfundsmæssige arbejdsdeling under vareproduktionens betingelser. Den foregår endvidere ved udmarvning og forråelse af producenterne som følge af fremmedgjort arbejde og udbytning, mangel på fritid (ikke kun i kvantitativ, men også i kvalitativ henseende), osv. Først når en revolution, dvs. et pludseligt opsving i masseaktivitet uden for rammerne af det fremmedgjorte arbejde, sprænger denne omklamring, kan selve denne omklamrings mystificerende virkning på massebevidstheden trænges hurtigt tilbage. Den leninistiske organisationsteori søger derfor at klarlægge den indre dialektik i skabelsen af den politiske klassebevidsthed, som ganske vist først kan komme til fuldstændig udfoldelse i selve revolutionen, men kun under forudsætning af, at den allerede er begyndt at udfoldes før revolutionen 10. Teorien arbejder med tre operative kategorier: Kategorien der udgøres af arbejderklassen i sig selv (massen af arbejdere); kategorien der udgøres af den del af arbejderklassen som allerede er nået ud over de første sporadiske kampe og frem til en elementær organisering (den proletariske avantgarde i ordets bredeste betydning) 11 ; og kategorien som udgøres af den revolutionære organisation bestående af arbejdere og intellektuelle, der tager del i revolutionære aktiviteter og i hvert fald til dels er skolet i marxismen. Kategorien "Klassen i sig selv" er knyttet til det objektive klassebegreb i Marx' sociologi, hvor et socialt lag bestemmes ud fra dets objektive stilling i produktionsprocessen, uafhængigt af dets bevidsthedsniveau. (Den unge Marx havde - f.eks. i det Kommunistiske Manifest og de politiske skrifter fra perioden stået som repræsentant for et subjektivt klassebegreb, ifølge hvilket arbejderklassen først bliver en klasse gennem sin kamp, dvs. gennem opnåelsen af et vist minimum af bevidsthed. I tilknytning til en formulering i Filosofiens Elendighed kalder Bukharin dette for begrebet "Klassen for sig selv" ("Für Sich) i modsætning til begrebet "Klassen i sig selv" ("An Sich").) 12. For Lenins organisationsopfattelse, såvel som for Engels og Det tyske Socialdemokrati under Engels, Bebel og Kautsky, forblev dette objektive klassebegreb grundlæggende Jf. Lenin: Vor vismand mærker ikke, at netop under revolutionen får vi brug for resultaterne af den teoretiske kamp mod kritikerne for at kunne føre en afgørende kamp mod deres praktiske stillinger. (Hvad må der gøres?, Udvalgte værker, Forlaget Tiden, København 1949, bind 2, p. 223). Hvor tragisk den tyske revolution kom til at bekræfte dette sytten år senere. 11 Lenin taler i denne sammenhæng i Hvad må der gøres? Om de socialdemokratiske og de revolutionære (i modsætning til de tilbagestående arbejdere). 12 N. Bukharin, Theorie des historischen Materialismus, Verlag der kommunistischen Internationale, 1922, pp Økonomiske forhold havde først omskabt folkemassen i dette land til arbejdere. Kapitalkombinationen har for denne masse skabt en fælles situation, fælles interesser. Denne mass er således allerede en klasse overfor kapitalen, men endnu ikke for sig selv. (Karl Marx, The Poverty of Philosophy, International Publishers, New York 1963, p. 173.) 13 Jf. Den del af SPD s Erfurt-program, som ikke blev kritiseret af Engels, hvori proletariatet fremstilles som den klasse, der er adskilt fra sine produktionsmidler og dømt til at sælge sin arbejdskraft, og klassekampen som den objektive kamp mellem udbyttere og udbyttede I det moderne samfund (uafhængigt af lønarbejdernes organisations- eller bevidsthedsgrad). Efter beskrivelsen i programmets fire første afsnit af disse objektive forhold følger mod slutningen af programmets almene del denne tilføjelse: Det socialdemokratiske Partis opgave er at give arbejderklassens kamp en bevidst og ensartet

9 8 Borgerlig ideologi og proletarisk klassebevidsthed Det er kun fordi, der eksisterer en objektiv revolutionær klasse, der kan føre, og periodisk tvinges til at føre, en faktisk revolutionær klassekamp, og det er kun i forbindelse med en sådan klassekamp, at et begreb som det revolutionære avantgardeparti, (og begrebet erhvervsrevolutionær) har nogen som helst videnskabelig mening, hvilket Lenin også selv udtrykkelig gjorde opmærksom på 14. Enhver revolutionær aktivitet, der ikke står i forbindelse med denne klassekamp, fører måske nok i bedste fald til en partikerne, men ikke til et parti. Denne kerne løber en risiko for at forfalde til sekterisk, subjektivt dilettanteri. I henhold til Lenins organisationsopfattelse findes der ikke nogen selvudnævnt avantgarde. Avantgarden må først vinde anerkendelse som avantgarde (dvs. den historiske ret til at handle som avantgarde) gennem sine forsøg på at knytte revolutionære forbindelser til den avancerede del af klassen og til dens øjeblikkelige kamp. Kategorien af "avancerede arbejdere" har sin baggrund i den objektive uundgåelige lagdeling af arbejderklassen, der er en funktion af arbejdernes specifikke historiske herkomst, såvel som af deres specifikke stilling i den samfundsmæssige produktionsproces og deres specifikke klassebevidsthedsniveau. Skabelsen af arbejderklassen som en objektiv kategori er i sig selv en historisk proces. Dele af arbejderklassen er efterkommere af lønarbejdere i byerne eller af landarbejdere og jordløse bønder. Andre kommer fra småborgerskabet (bønder, håndværkere, etc.) En del af arbejderklassen arbejder i store fabrikker, hvor såvel de økonomiske som de sociale forhold befordrer en elementær klassebevidsthed (bevidsthed om at "sociale spørgsmål" kun kan løses genne kollektiv aktivitet og organisering). En anden del arbejder i små eller middelstore industrivirksomheder eller i de såkaldte servicesektorer, hvor økonomisk selvtillid og forståelse af nødvendigheden af omfattende masseaktioner opstår meget langsommere end i de store industrielle foretagender. Dele af arbejderklassen har levet i byerne igennem lang tid. De har lært at læse og skrive, og har bag sig flere generationers erfaring med fagforeningsorganisering og en politisk og kulturel uddannelse (gennem ungdomsorganisationer, arbejderpresse, arbejderuddannelse, etc.). Atter andre lever i små byer eller måske på landet (dette gjaldt f.eks. indtil 1930'erne for en væsentlig del af de europæiske minearbejdere). Disse arbejdere har ringe eller slet ingen kollektiv social livsførelse, næppe nogen fagforeningserfaring, og har ikke nydt nogen politisk eller kulturel overhovedet i den organiserede arbejderbevægelse. Dele af arbejderklassen er født i lande, som har været uafhængige i årtusinder, og hvis herskende klasser gennem lange perioder skikkelse og påpege dens naturnødvendige mål., hvilket endnu engang udtrykkeligt bekræfter, at der også kan findes klasser og klassekamp i det kapitalistiske samfund, uden at den kæmpende arbejderklasse er sig sine klasseinteresser bevidst. I det 8. afsnit taler programmet om de klassebevidste arbejdere i alle lande ; her foreslår Engels en ændring, der endnu engang understreger, at han klart skelner mellem det objektive og det subjektive klassebegreb: I stedet for klassebevidst ( ) ville jeg i den almene forståelses interesse og af hensyn til oversættelsen til fremmede sprog sige: arbejdere, som er nået frem til bevidsthed om deres klassesituation eller lignende. (Fr. Engels, Zur Kritik des sozialdemokratischen Programmentwurfs 1891, i Marx-Engels, Werke, Dietz Verlag, Berlin 1963, bind 22, p. 232) 14 Lenin: Den grundlæggende forudsætning for denne succes (konsolideringen af partiet, - E.M) var naturligvis den kendsgerning, at arbejderklassen, hvis elite har skabt Socialdemokratiet, af objektive økonomiske grunde adskiller sig fra alle andre klasser i det kapitalistiske samfund gennem sin organisationsevne. Uden denne forudsætning ville organisationen af professionelle revolutionære kun være en leg, et eventyr. (Lénine, OEuvres Completètes, Edition Sociales, Paris 1969, bind 12, p. 74)

10 9 Borgerlig ideologi og proletarisk klassebevidsthed har undertrykt andre lande. Andre arbejdere er født i lande som i årtier eller århundreder har kæmpet for national frihed - eller hvor der for mindre end hundrede år siden var slaveri eller livegenskab. Hvis man til alle disse historiske og strukturelle forskelle lægger hver enkelt lønarbejders forskellige personlige evner - ikke blot forskelle intelligens og evne til at generalisere ud fra umiddelbare erfaringer, men også forskelle i energi, karakterstyre, kampvilje og selvtillid - så forstår man let, at opdelingen af arbejderklassen i forskellige lag (med hensyn til graden af klassebevidsthed) er et uundgåeligt fænomen i selve arbejderklassens historie. Det er denne historiske klassetilblivelsesproces, der på et givet tidspunkt genspejles i klassens forskellige bevidsthedsniveauer. Den kategori, som udgøres af det revolutionære parti, har sin baggrund i det forhold, at den Marxske socialisme er en videnskab, der til syvende og sidst i sin helhed kun kan tilegnes individuelt og ikke kollektivt. Marxismen betegner højdepunktet (og til dels også selvophævelsen) af i hvert fald tre klassiske samfundsvidenskaber: den klassiske tyske filosofi, klassiske politiske økonomi og klassiske franske politiks videnskab (fransk socialisme og historieskrivning). Tilegnelsen af den forudsætter en gennemarbejdelse af den materialistiske dialektik, den historiske materialisme, den marxistiske økonomi og de moderne revolutioners og den moderne arbejderbevægelses kritiske historie. En sådan tilegnelse er nødvendig, hvis den skal være i stand i sin helhed at fungere som et redskab til analyse af den sociale virkelighed og som en sammenfatning af erfaringerne fra et århundredes proletariske klassekamp. Forestillingen om at denne kolossale sum af viden og erkendelse "spontant" skulle udspringe af arbejdet ved en drejebænk eller en regnemaskine, er absurd Mange kritikere af den leninistiske organisationsopfattelse, begyndende med Plekhanov (Centralisme eller bonapartisme, i Iskra, nr. 70, sommeren 1904), påberåber sig et sted i Den Hellige Familie for at tilbagevise dette. Det hedder her: Når de socialistiske forfattere tilskriver proletariatet denne verdenshistoriske rolle, så sker det ingenlunde, som den kritiske kritik foregiver at tro, fordi de anser proletarerne for guder. Snarere omvendt. Fordi abstraktionen fra enhver menneskelighed selv fra skinnet af menneskelighed i det udviklede proletariat er praktisk fuldendt, fordi alle det nutidige samfunds livsbetingelser er sammenfattet i al deres umenneskelige skarphed i proletariatets livsbetingelser, fordi mennesket har fortabt sig selv i det, men samtidig ikke blot har vundet den teoretiske bevidsthed om denne fortabelse, men også umiddelbart gennem den ikke mere afvendelige, ikke mere camouflerbare, absolut bydende nød det praktiske udtryk for nødvendighed - er tvunget ti oprør mod denne umenneskelighed, derfor kan og må proletariatet befri sig selv. Det kan imidlertid ikke befri sig selv uden at ophæve sine egne livsbetingelser. Det samfunds umenneskelige livsbetingelser, som sammenfatter sig i dets situation. Det gennemgår ikke forgæves arbejdets hårde, men hærdende skole. Det drejer sig ikke om, hvad denne eller hin proletar, eller tilmed hele proletariatet, i øjeblikket forestiller sig som mål. Det drejer sig om hvad proletariatet er, og hvad det som følge af denne væren tvinges til at gøre historisk. Dets mål og dets historiske aktion er tydeligt og uigenkaldeligt aftegnet i dets egen livssituation såvel som i hele det nutidige borgerlige samfunds organisation. Det er ikke nødvendigt her at redegøre for, at en stor del af det engelske og franske proletariat er sig sin historiske opgave bevidst og bestandig arbejder på at udvikle denne bevidsthed til fuldstændig klarhed. (Aus dem literarischen Nachlass von Karl Marx und Friedrich Engels 1841 bis 1850, Stuttgart 1920, bind 2, p. 133). Bortset fra den kendsgerning, at Marx og Engels i 1844/45 næppe var i stand til at levere en materialistisk teori om den proletariske klassebevidsthed og den proletariske organisation (for at indse dette behøver man blot at sammenligne den sidste sætning i ovenstående citat med, hvad Engels fyrre år senere skrev om den engelske arbejderklasse), siger dette sted lige det modsatte af, hvad Plekhanov læste ind i det. Det siger kun, at proletariatets samfundsmæssige situation forudbestemmer dette til en radikal og revolutionær aktion, og at den alment socialistiske målsætning (ophævelse af privatejendommen) er aftegnet i dets livssituation. Det siger ikke, at de umenneskelige livsbetingelser på en eller anden mystisk måde gør dette proletariat i stand til spontant at tilegne sig samtlige samfundsvidenskaber. Lige modsat. (Med

11 10 Proletarisk klassekamp og proletarisk klassebevidsthed. Den kendsgerning, at marxismen som videnskab er udtryk for den højeste grad af proletarisk klassebevidsthed, betyder simpelthen, at det kun er gennem en individuel udvælgelsesproces, at de bedste, mest erfarne, mest intelligente og mest kampdygtige medlemmer af proletariatet er i stand til umiddelbart og selvstændigt at erhverve sig denne klassebevidsthed i dens mest potente form. Men fordi denne tilegnelse er individuel, kan den også gøres tilgængelig for medlemmer af andre samfundsklasser og lag (frem for alt den revolutionære intelligens og studenterne) 16. En hvilken som helst anden opfattelse kan kun føre til idealisering af arbejderklassen - og i sin yderste konsekvens af selve kapitalismen. Naturligvis må man altid huske på, at marxismen ikke kunne opstå uafhængigt af det borgerlige samfunds udvikling og af den klassekamp, der uundgåeligt udfoldes inden for dets rammer. Der eksisterer et uløseligt bånd mellem arbejderklassens kollektive, historiske kamperfaring og dens videnskabelige udarbejdelse af marxismen som kollektiv, historisk klassebevidsthed i dens mest potente form. Men at hævde, at videnskabelig socialisme er et historisk produkt af den proletariske klassekamp, er ikke det samme som at sige, at alle eller blot størstedelen af denne klasses medlemmer med større eller mindre lethed kan reproducere denne viden. Marxismen er et resultat af en videnskabelig, teoretisk produktion; og denne proces er per definition individuel, selv om den kun er muliggjort gennem udviklingen af de samfundsmæssige produktivkræfter og klassemodsætninger under kapitalismen. Proletarisk klassekamp og proletarisk klassebevidsthed. Den proces, hvorigennem den proletariske masse, den proletariske avantgarde og dets revolutionære parti forenes, er betinget af den elementære proletariske klassekamps voksen over i revolutionær klassekamp - i den proletariske revolution - og af den indvirkning dette har på de lønarbejdende masser. Klassekamp er noget, der har fundet sted i årtusinder, uden at de kæmpende var sig bevidst, hvad de gjorde. Der er blevet ført proletarisk klassekamp længe før, der har været en socialistisk bevægelse, for ikke at tale om en videnskabelig socialisme. Elementær klassekamp - strejker, arbejdsstandsninger omkring lønkrav, krav om kortere arbejdstid og andre forbedringer i arbejdsforholdene - fører til elementær klasseorganisering (gensidige understøttelseskasser, tilløb til fagforeninger), selv om disse organisationsformer måske er kortvarige. (Den forårsager også, at mange arbejdere får et almindeligt socialistisk ideal). Elementær klassekamp, elementær klasseorganisering, og elementær klassebevidsthed fødes altså direkte ud af aktion, og kun den erfaring, der udspringer af denne aktion, er i stand til at befordre og udvikle hensyn til Plekhanovs artikel, se Samuel H. Baron, Plekhanov, Stanford University Press, Stanford 1963, pp ). 16 Man har næsten glemt, at også den russiske socialistiske bevægelse i vid udstrækning blev grundlagt af studenter og intellektuelle, og at disse for omkring trekvart århundrede siden stod overfor et lignende problem, som den revolutionære intelligens i dag står overfor. Lignende betyder naturligvis ikke identisk. I sammenligning med dengang findes der i dag en yderligere hindring: arbejderklassens reformistisk-revisionistiske masseorganisationer, og et yderligere potentiel: den kolossale historiske erfaring, som den revolutionære bevægelse har opsamlet siden da. I Hvad må der gøres? taler Lenin udtrykkelig om de intellektuelles evne til at tilegne sig politisk viden, dvs. den videnskabelige marxisme.

12 11 Proletarisk klassekamp og proletarisk klassebevidsthed. bevidsthed. Det er en historisk lov, at brede masser kun er i stand til at forandre deres bevidsthed gennem aktioner. Men også i sin mest elementære form lader lønarbejdernes spontane klassekamp under den kapitalistiske produktionsmåde noget efter sig: En bevidsthed, der udkrystalliseres i vedblivende organisering. Flertallet af arbejderne er kun aktive under kampen; før eller senere trækker disse sig tilbage til privatlivet (dvs. for 'kampen for tilværelsen'). Det, der adskiller avantgarden fra flertallet, er den kendsgerning, at den ikke mellem to højdepunkter af aktiv kamp forlader valpladsen, men så at sige 'fortsætter krigen med andre midler'. Den søger at konsolidere de under kampen opståede modstandskasser som vedvarende, dvs. som fagforeninger 17. Ved at udgive arbejderaviser og organisere skoling for arbejderne bestræber den sig på, at udkrystallisere og højne den elementære klassebevidsthed, der er udviklet i kampen. Dermed danner den et moment af kontinuitet overfor den nødvendigvis diskontinuerte masseaktion 18, et moment af bevidsthed overfor den i sig selv og for sig selv spontane massebevægelse. Men det, der driver de avancerede arbejdere til vedvarende organisering og voksende klassebevidsthed, er i mindre grad teorien, videnskaben, den intellektuelle forståelse af den samfundsmæssige helhed, end e er den praktiske kamperfaring. Eftersom kampen viser 19, at opløsningen af modstandskasserne efter hver strejke skader strejkevåbnets effektivitet og kassebeholdningen, gøres der forsøg på at gå over til permanente strejkefonds. Fordi erfaringen viser, at en tilfældig løbeseddel nu og da har mindre virkning, end en regelmæssigt udkommende avis, bliver arbejderpressen grundlagt. En bevidsthed, der har sine umiddelbare rødder i kamperfaringen, er en empirisk og pragmatisk bevidsthed, som ganske vist kan befrugte aktionen, men som naturnødvendigt hinker langt bagefter en videnskabelig helhedsopfattelse, dvs. en teoretisk erkendelse. Den revolutionære avantgardeorganisation kan konsolidere sig og berige denne bevidsthed på betingelse af, at den selv søger forbindelse med klassekampens praksis, dvs. på betingelse af, at den ikke viger tilbage for den hårde prøve, det er at undersøge teoriens praktiske anvendelighed, at genforene teori og praksis. Ud fra et modent marxistisk synspunkt - såvel ud fra Marx' eet som ud fra Lenins - er en 'sand' teori løsrevet fra praksis lige så absurd, som en 'revolutionær praksis', der ikke er underbygget af en videnskabelig teori. Dette formindsker på ingen måde den afgørende betydning og absolutte nødvendighed af en teoretisk produktion. Det betyder blot en understregning af, at lønarbejdende masser og revolutionære enkeltpersoner skal nå frem til en enhed mellem teori og praksis ud fra forskellige udgangspunkter og med forskellig dynamik. Denne proces kan skematisk fremstilles på følgende måde: 17 Jf. K. Marx, Das Elend der Philosophie. En oplysende beskrivelse af oprindelsen af fagforeningerne og kasserne til økonomisk understøttelse af arbejdermodstanden, finder man hos E. P. Thompson, The Making of the English Working Class, Penguin Books, Baltimore Masseaktionens nødvendigvis diskontinuerte karakter fremgår af selve proletariatets klassesituation. Så længe det ikke lykkes det at omstyrte den kapitalistiske produktionsmåde, finder enhver masseaktion sin tidsmæssige begrænsning i arbejdernes finansielle, fysiske og åndelige modstandsevne mod lønbortfald. At denne modstandsevne ikke kan være ubegrænset, giver sig selv. At benægte dette er det samme som at benægte selve proletariatets materielle eksistensbetingelser, der tvinger det til som klasse at sælge sin arbejdskraft. 19 Jf. nogle eksempler fra det tyske metalarbejderforbunds første år: Fünfundsibzig Jahre Industriegewerkschaft Metall,Europäische Verlagsanstalt, Frankfurt am Main 1966, pp

13 12 Proletarisk klassekamp og proletarisk klassebevidsthed. [illustration fra side 13] Dette formelle skema åbner plads for en række konklusioner med hensyn til klassebevidsthedens dynamik, som allerede var foregrebet i analysen, men som først nu opnår deres fulde værdi. De avancerede arbejderes (arbejderklassens 'naturlige ledere' i virksomheden) kollektive aktion er relativt vanskelig at opnå, netop fordi den hverken kan udløses gennem ren overbevisning (som hos den revolutionære kerne) eller gennem rent spontan eksplosivitet (som hos de brede masser). Netop kamperfaringerne, det vigtigste motiv i de avancerede arbejderes handlinger, gør dem forsigtige med hensyn til at påbegynde store aktioner. De har bearbejdet den lære, som har kunnet uddrages af de forudgående aktioner og ved, at en spontan aktion ikke er tilstrækkelig til at føre dem til målet; de gør sig hverken illusioner om modstanderens styrke (for slet ikke at tale om hans 'ædelhed') eller om massebevægelsens varighed. Økonomismens største 'fristelse' kan spores netop til dette punkt. Vi kan sammenfatte det således: 1. Opbyggelsen af det revolutionære parti betyder sammensmeltningen af den revolutionære kernes bevidsthed med de avancerede arbejderes. 2. Modningen af en revolutionær situation (et potentielt revolutionært opsving) kommer til udtryk i tiltagende overensstemmelse mellem de brede massers aktioner og de avancerede arbejderes. 3. En revolutionær situation - dvs. muligheden for en revolutionær erobring af magten - opstår, når der er tilvejebragt en sammensmeltning af såvel avantgardens og massernes aktioner som af avantgardens og de revolutionære lags bevidsthed 20. Den klassekamp, der udvikler sig af den kapitalistiske produktionsmådes indre modsætninger, drejer sig for de brede masser altid kun om umiddelbare 'livsspørgsmål'. Det samme gælder alle masseaktioner, også de politiske. Problemet med forvandlingen af de brede massers kamp til revolutionær klassekamp har altså ikke blot en kvantitativ side, men også en kvalitativ side. Løsningen af problemet forudsætter et tilstrækkeligt antal avancerede arbejdere, som er i stand til at mobilisere masserne for mål, der sætter spørgsmålstegn ved det borgerlige samfunds og den kapitalistiske produktionsmådes fortsatte beståen. Dette understreger den centrale betydning af overgangskrav 21, endvidere den strategiske position, som indtages af avancerede arbejdere, der er øvede i at propagere disse overgangskrav, og den historiske nødvendighed af den revolutionære organisation som alene er i stand ti at udarbejde et omfattende program for overgangskrav, der svarer til såvel de objektive historiske betingelser, som til massernes behov. En sejrrig proletarisk revolution er kun mulig, hvis alle disse faktorer kombineres heldigt med hinanden. 20 Vi kan ikke her i enkeltheder beskrive forskellene mellem en førrevolutionær og en revolutionær situation. Forenklet kunne vi skelne en revolutionær form fra en førrevolutionær ved, at mens en førrevolutionær situation er karakteriseret af så udstrakte massekampe, at den samfundsmæssige ordens fortsatte eksistens er objektivt truet, så antager denne trussel i en revolutionær situation organisatorisk form af proletariatets oprettelse af dobeltmagtsorganer (dvs. potentielle organer for arbejderklassens magtudøvelse), og subjektivt af at masserne rejser umiddelbart revolutionære krav, som den herskende klasse er ude af stand til at afvise, eller integrere. 21 Se længere fremme om Lenins kilder til denne strategi.

14 13 Lenins centrale strategiske plan Lenins centrale strategiske plan Som vi allerede har sagt, er Lenins organisationsteori i virkeligheden frem for alt en revolutionsteori. At have misforstået dette er den største svaghed i Rosa Luxembourgs polemik mod Lenin i årene Det er kendetegnende, at det centraliseringsbegreb, som hun angriber i artiklen 'Det russiske Socialdemokratis Organisationsspørgsmål' - og det ser man tydeligt ved omhyggelig gennemlæsning - er rent organisatorisk. (Og i og med, at hun angriber det, bekræfter hun det også. På dette punkt burde moderne luxemburgister læse deres 'Rosa' mere omhyggeligt og grundigt). Lenin beskyldes for at føre en 'ultracentralistisk' politik, at diktere de lokale partiledelsers sammensætning og at afskære ethvert initiativ fra de lavere partiinstanser 22. Hvis vi imidlertid vender os til organisationsteorien, som Lenin selv udformede den, så viser det sig, at vægten ikke ligger på centraliseringens formelle organisatoriske side, men på dens politiske, samfundsmæssige funktion. Kernen i Hvad må der Gøres? er den proletariske klassebevidstheds udvikling til en politisk klassebevidsthed gennem en omfattende politisk aktivitet, der - ud fra et marxistisk synspunkt - stiller og besvarer samtlige spørgsmål i tilknytning til de indre og ydre klasseforhold: I virkeligheden kan højnelse af arbejdermassernes aktivitet kun opnås på betingelse af, at vi ikke bil begrænse os til politisk agitation på økonomisk grundlag. Og en af hovedbetingelserne for den nødvendige udvidelse af den politiske agitation er organisering af alsidige politiske afsløringer. På anden måde end gennem disse afsløringer kan massernes politiske bevidsthed ikke opdrages. Og videre: Arbejdermassernes bevidsthed kan ikke være en virkelig klassebevidsthed hvis ikke arbejderne ved konkrete og samtidig ubetinget aktuelle politiske kendsgerninger og begivenheder lærer at studere enhver af de øvrige samfundsklasser i alle fænomener ikke lærer i praksis at anvende den materialistiske analyse og materialistiske vurdering af alle sider af alle klassers, lags og befolkningsgruppers virksomhed og liv. Den, der udelukkende eller blot hovedsageligt retter arbejderklassens opmærksomhed, iagttagelse og bevidsthed på klassen selv, er ingen socialdemokrat, for arbejderklassens kendskab til sig selv er uløseligt knyttet til fuldstændig klarhed over ikke blot de teoretiske forestillinger ja rettere sagt: Ikke så meget de teoretiske, som de ved det politiske livs erfaring dannede forestillinger om det gensidige forhold mellem alle klasser i det moderne samfund. i. Af samme grund betoner Lenin nødvendigheden af, at det revolutionære parti gør alle fremskridtsvenlige krav og bevægelser, også de rent demokratiske, hos samtlige undertrykte samfundslag og klasser til sine egne. Den centrale strategiske plan 23, som Lenin 22 Rosa Luxemburg, Organisationsfragen der russischen Sozialdemokratie, i Schriften zur Theorie der Spontaneität, Rowohlt, Hamburg, 1970, pp Om denne plans direkte relation til revolutionen, så Hvad må der gøres?, op.cit., pp Det er rigtigt, at der også findes organisatoriske centraliseringsbestemmelser i Hvad må der gøres?, men disse er udelukkende bestemt af konspirationens betingelser under illegaliteten. For de legale revolutionære partier anbefaler Lenin den bredeste demokratisme : Den almindelige (i dette ords bogstaveligste betydning) kontrol med hvert af en partiarbejders skridt på hans politiske løbebane skaber en automatisk virkende mekanisme, der giver det, man i biologien kalder overleven af de mest egnede. Den naturlige udvælgelse i fuld offentlighed, under valgbarhed og almindelig kontrol, sikrer,

15 14 Lenins centrale strategiske plan opstiller i Hvad må der gøres?, går derfor ud på at føre en partiagitation, som er i stand til at samle de elementære, spontane, splittede, endnu kun lokale eller branchemæssige modstandsbevægelser, protester og revolter. Eftertrykket ligger entydigt på den politiske side af centraliseringen, ikke på den organisatoriske. Den formelle, organisatoriske centralisering har kun til formål at muliggøre realiseringen af denne plan. Skønt hun ikke erkender, hvad der er kernen i Lenins centralisme, er Rosa Luxembourg i sin polemik tvunget til indirekte at opstille en anden opfattelse af, hvorledes klassebevidsthed udvikles, og hvorledes revolutionære situationer kan forberedes. Derved bliver det fuldstændig tydeligt, i hvor høj grad hun havde uret i denne debat. Rosa Luxemburgs opfattelse, at den proletariske armé først rekrutteres i selve kampen og først i kampen kommer til klarhed over sine opgaver ii, er blevet gendrevet af historien. Selv i de mest energiske, mest langvarige og mest heftige arbejderkampe er arbejdermassen ikke, eller kun i utilstrækkelig grad, kommet til klarhed over kampens opgaver (man behøver blot at tænke på de franske generalstrejker i 1936 og 1968, de italienske arbejderes kamp i 1920, 1948 og 1969 og klassekampen i Spanien ). For at skaffe sig klarhed over opgaverne for en bred, førrevolutionær eller tilmed revolutionær klassekamp, er kamperfaringen absolut ikke tilstrækkelig. Disse opgaver hænger nemlig ikke kun sammen med de umiddelbare motiver, som har udløst kampen; de kan kun bestemmes på grundlag af en generel analyse af samfundsudviklingen som helhed, af det historiske udviklingsniveau, som den kapitalistiske produktionsmåde og dens indre modsætninger er nået frem til, og af det nationale og internationale styrkeforhold mellem klasserne. Det er en absolut illusion at tro, at en bevidsthed, der modsvarer den historiske situations krav, kan frembringes uden en sej og langvarig forberedelse, uden uddannelse af hundredetusinder af avancerede arbejdere i et revolutionær programs ånd, uden den praktiske erfaring, som disse avancerede arbejdere har opsamlet gennem forsøgene på at formidle dette revolutionære program til masserne, og alene ved hjælp af masseaktioner. Ja, man kunne vende Luxemburgs påstand om og sige, at proletariatet aldrig vil nå sine mål, hvis den nødvendige uddannelse, skoling og praktiske gennemprøvning af en proletarisk avantgarde i bearbejdelsen af og agitationen for det revolutionære program ikke har fundet sted før udbruddet af massekampene, som i sig selv kun åbner muligheden for udviklingen af en revolutionær bevidsthed hos masserne, Det er den tragiske lære, der kan uddrages af den tyske revolution efter første verdenskrig, som netop brød sammen af mangel på en skolet avantgarde. Målet for Lenins strategiske plan er at skabe en sådan avantgarde gennem de enkelte revolutionære kadrers organiske forbindelse med de avancerede arbejdere. Dette er ikke muligt uden en omfattende politisk aktivitet, der fører de avancerede arbejdere ud over rammerne for den rent fagforeningsmæssige eller endog rent virksomhedsmæssige aktivitet. De empiriske data, som vi i dag råder over, bekræfter, at hver funktionær til syvende og sidst kommer på sin rette hylde, sættes til det, der bedste passer til hans kræfter og evner, på sin krop mærker alle følgerne af sine fejl og for alles øjne viser sin evne til at erkende fejl og undgå dem. (Hvad bør der gøres?, op.cit. p.178), - Inden for det polske parti, som også var begrænset af højst konspiratoriske forholdsregler, praktiserede (eller accepterede) Luxemburg på sin side en centralisme, der ikke var mindre stram end bolsjevikkernes (jf. konflikten med Radek-fraktionen i Warszawa og de alvorlige anklager der blev rettet mod dem).

16 15 Lenins centrale strategiske plan at Lenins parti forud for og under revolutionen i 1905 og efter massebevægelsens begyndende genopsving i 1912 faktisk var et sådant parti 24. Hvis man vil forstå betydningen af Lenins strategiske plan til fulde, må man anskue den ud fra endnu en synsvinkel. Enhver politisk opfattelse, der er indstillet på en revolution i en ikke så fjern fremtid, må nødvendigvis beskæftige sig med spørgsmålet om det direkte sammenstød med statsmagten, dvs. med erobringen af den politiske magt. Men s snart denne problematik indbygges i organisationsopfattelsen, opstår der endnu et argument til fordel for centralisering. Lenin og Rosa Luxemburg var enige om, at kapitalismen og den borgerlige stat udøver en stærk, centraliserende virkning på det morderne samfund 25, og det er en ren illusion at håbe, at man gradvis kan 'nedrive' denne centraliserede statsmagt, på samme måde som man kan 'nedrive' en mur sten for sten 26 (28). (På denne illusion beror i øvrigt reformismens og revisionismens væsen, som Rosa Luxemburg og Lenin forkastede med samme lidenskab). Men så snart erobringen af statsmagten erkendes som målet for den nærmeste eller ikke så fjerne fremtid, opstår spørgsmålet om redskabet for den revolutionære magterobring. Her har Rosa Luxemburg igen misforstået indholdet af Lenins rent polemiske anvendelse af udtrykket 'jakobinere ubrydeligt knyttet til det klassebevidste proletariats organisering'. Hvad Lenin mente med dette udtryk var absolut ikke en flok blanquistiske konspiratorer, men en (ligesom jakobinerne) på uafbrudt virkeliggørelse af det revolutionære program indstillet avantgarde, der ikke lader massebevægelsens uundgåelige op- og nedgange aflede opmærksomheden fra disse opgaver. For at yde Rosa Luxemburg retfærdighed, må man dog tilføje, at hun for det første naturligt nok behandlede dette spørgsmål ud fra et andet historisk standpunkt, eftersom hun i 1904 allerede mere var under indflydelse af den tyske end af den russiske eller polske virkelighed; og at hun for det andet, så snart revolutionen 24 Angående dette se David Lane, The Roots of Russian Communism, Van Gorcum and Co., Assen Lane har forsøgt at analysere den sociale sammensætning af medlemmerne I Det russiske Socialdemokrati og I den bolsjevikkiske og den mensjevikkiske fraction mellem 1897 og 1907 på basis af empiriske data, og han kommer til den konklusion, at bolsjevikkerne talte flere arbejdermedlemmer og aktivister end mensjevikkerne (pp ). 25 Det er ubestrideligt, at der i almindelighed er et Socialdemokratiet iboende stærkt centralistisk træk. Udvokset af kapitalismens økonomiske grundlag, der har en tendens til centralisering, og i sin kamp henvist til den centraliserende borgerlige storbys politiske rammer, er Socialdemokratiet af natur en udtalt modstander af enhver partikularisme og national føderalisme. Kaldet til indenfor rammerne af en given stat at repræsentere proletariatets samlede interesser som klasse overfor alle proletariatets særinteresser og gruppeinsteresser, bestræber det sig naturligt overalt på at sammensvejse alle arbejderklassens nationale, religiøse og erhvervsmæssige grupper til et ensartet, samlet parti. (Rosa Luxemburg, Organisationsfragen der russische Sozialdemokratie,op.cit. p. 72). 26 Jf. den af André Gorz opstillede tese, at et nyt parti kun kan skabes fra neden og op, i det øjeblik da nettet af bedrifts- og basisgrupper dækker næsten hele det (nationale) territorium. (Ni Trade- Unionisters, ni Bolcheviks, i Les Temps Modernes, oktober 1969). Gorz har ikke forstået, at krisen i den borgerlige stat og i den kapitalistiske produktonsmåde ikke udvikler sig gradvis fra periferien til centrum, men er en ujævn proces, der på et bestemt tidspunkt stræber henimod en afgørende kraftprøve. Finder centraliseringen af revolutionære grupper ikke sted i rette tid, vil det kun gøre det lettere for det reformistiske bureaukrati at lede bevægelsen ind i baner, det kan acceptere, hvilket da også hurtigt skete i Italisen, faktisk mens Gorz skrev sin artikel. Dette førte på sin side hurtigt til tilbageslag for aktivistgrupperne. Det førte ingenlunde til, at de spredtes over hele landet.

17 16 Lenins centrale strategiske plan også viste sig aktuel i Tyskland, ud fra dette drog de nødvendige slutninger i leninistisk forstand 27. Den unge Trotskij gjorde sig ligeledes skyldig i en alvorlig fejltagelse, når han i sin polemik mod Lenin beskyldte denne for 'substitionisme', dvs. for at ville erstatte arbejderklassens initiativ med partiets alene iii. Ser vi bort fra denne anklages polemiske iklædning, finder vi også her en idealistisk og mangelfuld opfattelse af den proletariske klassebevidstheds udvikling: "Ifølge marxismen er proletariatets interesser bestemt af dets objektive livsbetingelser. Disse interesser er så mægtige og så uundgåelige, at de til syvende og sidst tvinger proletariatet til at bringe dem ind i dets bevidsthedssfære, dvs. gøre realiseringen af dets objektive interesser til dets subjektive interesser." iv. I dag ser man let, hvilken naiv og fatalistisk optimisme, der ligger til rund for denne mangelfulde analyse. Umiddelbare interesser stilles her på lige fod med historiske interesser, dvs. med løsningen af de mest indviklede spørgsmål om politisk taktik og strategi. Forhåbningen om, at proletariatet 'til syvende og sidst' vil erkende sine historiske interesser, synes temmelig overfladisk på baggrund af de historiske katastrofer, som har fundet sted, fordi proletariatet i mangel af en adækvat revolutionær ledelse var ude af stand til at løse endog de umiddelbare revolutionære opgaver. Samme naive optimisme manifesterer sig endnu mere slående i følgende passus fra samme polemik: "Den revolutionære socialdemokrat er ikke blot overbevist om, at proletariatets politiske parti uundgåeligt vil vokse, men også om, at den revolutionære socialismes ideer uundgåeligt vil sejre indenfor partiet. Det første bevis ligger i den kendsgerning at det borgerlige samfunds udvikling spontant leder proletariatet til at afgrænse sig selv politisk; det andet i det faktum, at de objektive tendenser og de taktiske problemer i tilknytning til denne afgrænsning finder deres bedste, fuldeste og dybeste udtryk i den revolutionære socialisme, dvs. marxismen." v. Dette citat viser klart, at det den unge Trotskij forfægtede i sin polemik mod Lenin, var den 'gamle prøvede taktik' og den naive 'tro på fremskridtets uundgåelighed' a la Bebel og Kautsky, som var fremherskende i det internationale Socialdemokrati fra tiden efter Marx' død frem til Første Verdenskrig. Lenins klassebevidsthedsbegreb var langt rigere, mere modsætningsfyldt og mere dialektisk, netop fordi det var baseret på en klar erkendelse af revolutionens aktualitet (ikke 'en gang i fremtiden', men i de kommende år). For at afrunde den historiske udvikling må det tilføjes, at Trotskij i forbindelse med udbruddet af den russiske revolution i 1917 fuldt ud antog Lenins analyse af den proletariske klassebevidstheds udvikling og følgelig også Lenins organisationsteori, og at han lige til sin død forsvarede disse mod alle skeptikere og pessimister (som hævdede heri at have fundet 'kilden' til stalinismen). Således skrev han i sit sidste, ufuldendte manuskript: "En kolossal faktor i modningen af det russiske proletariat i februar eller marts 1917 var Lenin. Han kom ikke som faldet ned fra himlen. Han personificerede arbejderklassens revolutionære tradition. For at Lenins paroler kunne finde vej til masserne, måtte der eksistere kadrer, selvom de i begyndelsen kun var få; disse kadrer måtte have tillid til ledelsen, en tillid baseret på hele den forudgående tids erfaring. At stryge disse elementer af 27

18 17 Den revolutionære avantgarde og spontane masseaktioner sine kalkulationer betyder simpelthen at forkaste den levende revolution og erstatte den med en abstraktion som 'styrkeforholdet'. Revolutionens udvikling består netop i, at styrkeforholdet uophørligt og hurtigt ændres som følge af ændringerne i proletariatets bevidsthed de tilbagestående lags tilnærmelse til de avancerede og klassens stigende tillid til sin egen styrke. Den væsentligste drivkraft i denne proces er partiet, ligesom den væsentligste drivkraft i partiet er ledelsen." vi. Den revolutionære avantgarde og spontane masseaktioner Det er urimeligt og forkert at karakterisere Lenins værk som en systematisk 'undervurdering' af spontane masseaktioners betydning (sat op imod Rosa Luxemburgs og Trotskijs 'værdsættelse' af samme). Bortset fra nogle polemiske afsnit, som kun kan forstås rigtigt ud fra deres sammenhæng, var Lenin lige så begejstret over spontant opståede massestrejker og demonstrationer som Rosa Luxemburg og Trotskij. 28. Først det stalinistiske bureaukrati forfalskede leninismen i retning af en voksende mistro til spontane massebevægelser - hvilket er kendetegnende for ethvert bureaukrati. Når Rosa Luxemburg siger, at man ikke kan forudbestemme udbruddet af en proletarisk revolution i kalenderne, så har hun fuldstændig ret, og man vil intet kunne finde hos Lenin, der modsiger dette. Han var, ligesom hun, overbevist om, at den revolutionære masseaktivitet, uden hvilken en revolution er utænkelig, hverken kan 'organiseres' eller 'kommanderes' af en flok disciplinerede underofficerer. Ligesom Rosa Luxemburg havde Lenin klart erkendt, hvilken skaberkraft og hvilket initiativ der udfoldes af en virkelig bred masseaktion. Forskellen mellem den leninistiske organisationsteori og den såkaldte spontaneitetsteori - som kun med væsentlige forbehold kan tilskrives Rosa Luxemburg - ligger altså ikke i undervurderingen af massernes initiativ, men i forståelsen af dettes begrænsninger. Meget kan opnås gennem masseinitiativ. Men et sådant er ikke i stand til af sig selv i selve kampen at udforme et samlet program for den socialistiske revolution (og endnu mindre for opbygningen af socialismen). Det er heller ikke nødvendigt for at det skal lykkes at omstyrte statsmagten og dens undertrykkelsesapparat, som støtter sig på fuld udnyttelse af fordelene ved det 'interne kommunikationsnet'. Med andre ord: Grænserne for massespontaneiteten ligger præcis der, hvor det bliver klart, at en sejrrig socialistisk revolution ikke lader sig improvisere. Og den 'rene' massespontaneitet viser sig altid at være improvisation. I øvrigt findes den 'rene' spontaneitet kun i arbejderbevægelsens eventyrbøger, ikke i dens virkelige historie. Hvad man må forstå ved 'massernes spontaneitet' er bevægelser, der ikke på forhånd er blevet nøje planlagt af en eller anden central instans. Hvad man ikke må forstå ved 'spontane masseaktioner', er bevægelser der finder sted 'uden politiske indflydelse udefra'. Skraber man den blå farve af en angiveligt 'spontan bevægelse' vil man derunder finde de umiskendelige rester af et knaldrødt lag: Her et medlem af en 'avantgarde'-gruppe, der har udløst en 'spontan' strejke; d er et tidligere medlem af en anden 'venstreafviger'-forening, som var i stand til at reagere lynhurtigt, mens den anonyme masse tøvede. 28 Vi kunne citere utallige eksempler. Se bl.a. Lenin, Werke, bind 10, p. 284, (1906); bind 18 (fransk), pp , (1913); bind 23 (fransk), pp , pp , ( ), osv.

19 18 Den revolutionære avantgarde og spontane masseaktioner I et tilfælde ser vi i den spontane aktion resultatet af en fagforeningsoppositions eller en basisgruppes årelange arbejde, i et andet tilfælde resultatet af kontakter, der gennem længere tid tålmodigt (og uden resultat) har udspundet sig med arbejdskolleger i en naboby (eller en nabovirksomhed), hvor de venstreorienterede står stærkest. Heller ikke i klassekampen finder man tilberedte duer, der falder spontant ned fra himlen. Det der skiller spontane masseaktioner fra avantgardens indgriben er altså på ingen måde, at alle de kæmpende i første tilfælde har samme bevidsthedsniveau, mens avantgarden i det andet tilfælde hæver sig op over massen. Forskellen mellem de to aktionsformer består heller ikke i, at arbejderklassen ved spontane aktioner ikke bibringes løsninger udefra, mens en organiseret avantgarde forholder sig elitært til massens elementære krav og påtvinger den et program. Aldrig har der fundet spontane aktioner sted, uden en eller anden for indflydelse fra avantgardeelementer. Forskellen mellem spontane aktioner og aktioner, som den revolutionære avantgarde griber ind i, består hovedsagelig, om ikke udelukkende i, at denne indgriben for de spontane aktioners vedkommende foregår uorganiseret, improviseret, diskontinuerligt og planløst (i en tilfældig virksomhed, i et tilfældigt distrikt, en tilfældig by), mens eksistensen af en revolutionær organisation muliggør koordinering, planlægning, bevidst synkronisering og kontinuerlig udvikling af avantgardeelementernes indgriben i den spontane massekamp. Næsten alle den leninistiske supercentralismes fordringer beror på en hensyntagen til dette, og kun til dette. Kun en uforbederlig fatalist (dvs en mekanisk determinist) kan hævde, at alle masseaktioner nødvendigvis måtte finde sted præcis den dag, de fandt sted, og at masseaktioner har været umulige i alle de tilfælde, hvor sådanne ikke har fundet sted. En sådan fatalistisk indstilling (som er blevet udbredt af den Kautsky-Bauerske skole) er i virkeligheden en karikatur af den leninistiske organisationsteori. Og det er vel ikke noget tilfælde, at så mange modstandere af leninismen, der har travlt med at tale om massespontaneitet, forsvarer denne vulgære mekaniske determinisme og nægter at erkende, i hvor høj grad den står i modsætning til værdsættelsen af massespontaneiteten. Går man på den anden side ud fra, at der med visse mellemrum uundgåeligt vil forekomme spontane masseaktioner når de samfundsøkonomiske modsætninger er modnet til et punkt, hvor den kapitalistiske produktionsmåde må fremkalde førrevolutionære kriser -, så er det alligevel klart, at det er umuligt at bestemme det nøjagtige tidspunkt, fordi små tildragelser, delkonflikter og tilfældigheder i den forbindelse spiller en vigtig rolle. Derfor har en revolutionær avantgarde, der er i stand til i det afgørende øjeblik at koncentrere alle sine kræfter mod det svageste led, en uden sammenligning større virkning end mange avancerede arbejderes enkeltvise og ukoncentrerede optræden 29.. De to største arbejderkampe, der nogensinde har fundet sted i Vesten den franske i maj 1968 og den italienske i efteråret 1969 har bekræftet denne anskuelse. Begge aktioner begyndte med spontane kampe, der hverken var forberedt af fagforeningerne eller de store socialdemokratiske eller kommunistiske partier. I begge tilfælde spillede radikale arbejdere og studenter eller revolutionære kadrer en vigtig rolle ved at give arbejdermasserne et praktisk eksempel til efterfølgelse. I begge tilfælde deltog millioner af mennesker i opgøret: Rundt regnet ti millioner lønarbejdere i Frankrig, 29 Umuligheden af spontan koncentration af den revolutionære avantgarde på nationalt plan trådte særlig tydeligt frem under den franske generalstrejke i maj 1968.

20 19 Organisation, bureaukrati og revolutionær aktion omkring 15 millioner i Italien. Det er flere end selv i de store klassekampe i tiden efter Første Verdenskrig. I begge tilfælde gik arbejdernes intentioner langt ud over den rent økonomiske strejkes økonomisme. Dette ses i Frankrig af fabriksbesættelserne i Italien såvel af gadedemonstrationerne og opstillingen af politiske krav som af tendenserne til selvorganisering på arbejdspladserne, dvs. de første skridt henimod etablering af en dobbeltmagt: valgene af delegati de reparto (i så henseende var den italienske arbejderklasses avantgarde mere avanceret end den franske; den drog den første vigtige historiske lære af maj-begivenhederne i Frankrig) 30. Men i ingen af tilfældene lykkedes det at styrte det borgerlige statsapparat og den kapitalistiske produktionsmåde eller blot at tilvejebringe en massiv identifikation af kampmål, der på kortere sigt kunne have gjort en sådan omstyrtelse mulig. Som Trotskij udtrykte det i Den russiske revolutions historie: Dampen gik til spilde i mangel af en på cylinder, der kunne have koncentreret den på det afgørende punkt. vii. Nok er det i sidste instans ikke cylinderen, men dampen, dvs. energien i massemobiliseringen og massekampene, der er den drivende kraft. Uden denne damp er cylinderen blot et tomt hylster. Men uden cylinderen går selv den stærkeste damp til spilde og når ikke frem til målet. Dette er kernen i den leninistiske organisationsteori. Organisation, bureaukrati og revolutionær aktion Der er dog en hage ved sagen, som Lenin under det skarpe opgør med mensjevikkerne ( ) ikke, eller kun i utilstrækkelig grad ( ), havde erkendt. Og det er her, Trotskij og Rosa Luxemburgs historiske bidrag til forståelsen af dialektikken "arbejderklasse - avancerede arbejdere - arbejderparti" kommer til sin fulde ret. Netop utilstrækkeligheden i den brede arbejdermasses klassebevidsthed bekræfter nødvendigheden af en avantgarde, nødvendigheden af en adskillelse af parti og masse. Som Lenin gentagne gange fremhævede, er der her tale om et komplekst, dialektisk forhold - en enhed af adskillelse og integration - svarende til de historiske særegenheder ved den revolutionære kamp for en socialistisk omvæltning. Imidlertid opstår dette parti i et borgerligt samfund; det kan ikke abstrahere fra de dette samfund iboende præg af den universelle arbejdsdeling og vareproduktion, som bevirker en tingsliggørelse af alle menneskelige relationer viii. Det betyder, at oprettelsen af et arbejderparti adskilt fra massen af arbejdere indebærer en fare for selvstændiggørelse af apparatet som sådant. Slår denne tendens igennem, forvandles partiet fra at være et middel til at nå målet (en sejrrig proletarisk revolution) ti at være et mål i sig selv. 30 Men også her var disse tilløb til selvstændig organisation i fraværet af en organisateret revolutionær avantgarde, som kunne have ydet det nødvendige forarbejde ude af stand til varigt at neutralisere, for ikke at sige nedbryde, fagforeningsapparatets, arbejdsgivernes og statsapparatets konservative centralisering.

21 20 Organisation, bureaukrati og revolutionær aktion Heri ligger roden til både 2. og 3. Internationales degenerering, dvs. underordning af Vesteuropas socialdemokratiske og kommunistiske massepartier under konservative, reformistiske bureaukratier, som i deres daglige praksis er blevet en del af status quo 31 (39). Bureaukratiet er et produkt af arbejdsdelingen, dvs. af arbejdermassernes manglende evne til selv umiddelbart at tage sig af alle de opgaver, der skal løses indenfor rammerne af dens organisationer (massen af arbejdere er under kapitalismen stort set udelukket fra at tage del i den kulturelle og teoretiske produktionsproces). Denne arbejdsdeling svarer fuldstændigt til de materielle forhold og er ikke noget, der er opfundet af ondsindede karrieremagere. Ignorerer man disse forhold, så vil det føre til lignende forhold som under bureaukratiets indflydelse: Bevægelsen stagnerer. Vi når her med et andet udgangspunkt - organisationsteknikken i stedet for bevidsthedsniveauet - frem til den samme problematik, som vi allerede har behandlet ovenfor: Den kapitalistiske produktionsmåde er ikke nogen mønsterskole for proletarisk selvstændighed; den lærer ikke automatisk arbejderne spontant at erkende og fremme målene og de organisatoriske former for deres egen befrielse. I sine første diskussioner med mensjevikkerne undervurderede Lenin i høj grad faren for en selvstændiggørelse af apparatet og bureaukratiseringen af arbejderpartierne. Han så hovedproblemet i de småborgerlige akademikeres og de småborgerlige 'trade-unionisters' opportunisme. Han morede sig over den kamp, som mange af hans kammerater første mod 'bureaukratismen'. Faktisk har historien vist, at den største kilde til opportunisme inden for socialdemokratiet før Første Verdenskrig hverken var akademikerne eller 'tradeunionisterne', men selve det socialdemokratiske partibureaukrati; den hidrørte kort sagt fra en 'legalistisk' praksis begrænset til valg og parlamentsvirksomhed på den ene side og til kampen for umiddelbare økonomiske og fagforeningsmæssige reformer på den anden. (Det er tilstrækkeligt at beskrive denne praksis for at gøre det klart, i hvor høj grad den ligner de nuværende vesteuropæiske kommunistpartiers). Trotskij og Rosa Luxemburg erkendte denne fare mere præcist og på et tidligere tidspunkt end Lenin. Allerede i 1904 taler Rosa Luxemburg om muligheden af 'et brud mellem den fremstormende masse og det tøvende Socialdemokrati' ix. Ganske vist gælder dette kun i tilfælde af en 'overcentralisering' af partiet efter leninistisk mønster. To år senere formulerer Trotskij problemet temmelig nøjagtigt: "De europæiske socialistiske partier, frem for alt det største af dem, nemlig det Tyske Socialdemokrati, har udfoldet deres konservatisme i trit med, at de brede masser har tilegnet sig socialismen, og dette i højere grad efterhånden som disse er blevet organiseret og disciplineret. Heraf følger, at Socialdemokratiet som en organisation, der legemliggør proletariatets politiske erfaring, på et givet tidspunkt kan blive en direkte hindring for en åben konflikt mellem arbejdere og borgerlig reaktion. Konservatismen i de proletariske partiers rent propagandistiske socialisme kan med andre ord på et givet tidspunkt bremse proletariatets direkte kamp for magten." x. 31 Forsvaret af disse bureaukratiers politiske og materielle særinteresser er imidlertid den samfundsmæssige basis, hvorpå denne selvstændiggørelses overbygning og dens ideologi beror.

22 21 Organisationsteori, revolutionært program, revolutionær praksis Denne spådom er på tragisk vis blevet bekræftet af historien, Lenin indså ikke dette før ved udbruddet af Første Verdenskrig, på et tidspunkt da den tyske venstrefløj gennem flere år ingen illusioner havde næret om den socialdemokratiske partiadministration 32. Organisationsteori, revolutionært program, revolutionær praksis Efter det traumatiske chok, der ramte Lenin den 4. august 1914, tog han imidlertid også i dette spørgsmål det afgørende skridt fremad. Fra nu af betragter han ikke kun organisationen funktionelt men også indholdsmæssigt. Det drejer sig ikke kun om at sætte 'organisationen' i almindelighed op imod 'spontaneiteten' i almindelighed, således som Lenin endnu havde gjort det i "Hvad må der gøres?" og i "Et skridt frem, to tilbage". Nu skelnes de objektivt konservative organer omhyggeligt fra de objektivt revolutionære og denne skelnen foretages ud fra objektive kriterier (revolutionært program, formidling af dette program til masserne, revolutionær praksis osv.). Massernes spontane kampvilje er at foretrække frem for konservative, reformistiske masseorganisationers handlinger. 'Naive' organisationsfetichister vil måske hævde, at Lenin efter 1914 er gået over til at dele Rosa Luxemburgs syn på 'spontaneiteten', når han under konflikter mellem uorganiserede masser og den socialdemokratiske organisation forsvarer førstnævnte mod sidstnævnte, eller beskylder socialdemokraterne for forræderi mod masserne xi. Nu ser Lenin endda ødelæggelse af konservatoriestuderende organisationer som en forudsætning for proletariatets frigørelse af sig selv xii. Den korrektion eller rettere: Den komplettering - af sin organisationsteori, som Lenin foretog efter 1914, var imidlertid ikke et tilbageskridt til dyrkelsen af den 'rene' spontaneitet, men et skridt fremad til at skelne det revolutionære parti fra organisation i almindelighed. I stedet for kravet om, at partiet skal udvikle den politiske klassebevidsthed i arbejderklassen, træder nu den langt mere præcise formulering, at den revolutionære avantgarde skal vække og udvikle revolutionær bevidsthed i arbejderklassens avantgarde. Opbyggelsen af det revolutionære klasseparti betyder sammensmeltning af programmet for den socialistiske revolution med den erfaring, som flertallet af de avancerede arbejdere har opnået gennem kampen Jf. Clara Zetkins bidende hån mod SPD-ledelsen (og Kautskys karakterløshed) I brevvekslingen om den censur, som denne partiledelse i 1909 havde udøvet mod udgivelsen af Kautskys Weg zur Macht (K. Kautsky, Le chemin de Pouvoir, Editions Anthropos, Paris 1969, pp ). Sammenlign hermed den respekt, som Lenin samme år udviste overfor Kautsky. [Note: Denne notemangler henvisning i den originale danske tekst. Den synes dog kun at give mening, hvor jeg har indsat den. SA] 33 Lenin, Radikalismen, kommunismens børnesygdom, Udvalgte Værker, bind 11, pp Se også den ovenfor citerede passus i den af Rosa Luxemburg forfattede pjece, Was will der Spartakusbund?. Denne konklusion rangerede over Trotskijs i 1906 eller Luxemburgs i Disse gjorde sig, i tilfælde af en voksende konservatisme i det socialdemokratiske apparat, illusioner om massernes evne til at løse spørgsmålet om magtovertagelsen gennem deres revolutionære kraft alene. I Massenstreik, Partei und Gewerkschaften skyder Rosa Luxemburg tilmed midlertidigt problemet over på de uorganiserede, dvs. de mest forarmede dele af proletariatet, som først opnår bevidsthed i massestrejken. Lenin har i sine skrifter efter 1914 ligeledes udtrykkeligt henholdt sig til disse masser (mod arbejderaristokratiet ), på en efter vor mening temmelig forenklende måde. Til den ikke-organiserde del af det tyske proletariat hørte

23 22 Organisationsteori, revolutionært program, revolutionær praksis Videreudviklingen af organisationsteorien efter Første Verdenskrigs udbrud hænger sammen med udvidelsen af Lenins opfattelse af revolutionens aktualitet. Mens denne opfattelse før 1914 i det væsentlige indskrænkede sig til Rusland, blev den fra 1914 udstrakt til at gælde hele Europa (allerede efter den russiske revolution i 1905 havde Lenin erkendt revolutionens aktualitet i de hel og halvkoloniale lande). Gyldigheden af Lenins 'strategiske plan' for de imperialistiske lande i Vesteuropa i dag hænger følgelig nøje sammen med spørgsmålet om karakteren af den historiske epoke, som vi lever i. Kun hvis man går ud fra den efter vor mening rigtige og bevislige - forudsætning, at det kapitalistiske verdenssystem siden Første Verdenskrig, og i hvert fald siden Oktoberrevolutionen, har befundet sig i en strukturel krise 34, der periodisk må føre til revolutionære situationer, er man ud fra den historiske materialismes standpunkt berettiget til at udlede en partiopfattelse af 'revolutionens aktualitet'. Antager man derimod, at kapitalismen endnu befinder sig i sit opsving, må en sådan opfattelse afvises som 'voluntaristisk', the det bestemmende i Lenins strategiske plan er jo ikke den revolutionære propaganda, - som revolutionære naturligvis må føre selv i ikke-revolutionære perioder - men det forhold at den er indstillet på umiddelbart eller snarligt forestående revolutionære aktioner. Også i kapitalismens opgangsperiode var sådanne aktioner mulige (jf. Pariserkommunen), dog kun som forgæves undtagelser. Det ville næppe have nogen mening at opbygge et parti, der skulle forberede en effektiv indgriben i sådanne aktioner. Forskellen mellem et "arbejderparti" (hvad angår medlemssammensætning eller vælgerskare), og et revolutionært arbejderparti (eller kimen til et sådant) kan ikke begrænses til programmet eller til partiets objektive, samfundsmæssige funktion - befordring eller neddæmpning af alle krav og aktionsformer, der sætter spørgsmålstegn ved den kapitalistiske produktionsmåde og den borgerlige stats væsen. Det revolutionære parti har også evnen til pædagogisk at formidle sit program til et stadigt voksende antal arbejdere. Man kan koge hele problemstillingen ind til følgende: Er faren for selvstændiggørelse af apparatet indskrænket til at gælde de opportunistiske og reformistiske "arbejder"- organisationer, eller truer den enhver organisation, og altså også en organisation med et revolutionært program og en revolutionær praksis? er bureaukrati ikke den uundgåelige følge af enhver arbejdsdeling, indbefattet arbejdsdelingen mellem "ledelse" og "medlemsmasse" i en revolutionær gruppe? Og er derfor ikke enhver revolutionær organisation, så snart den er vokset ud over en vis grænse, dømt til på et vist tidspunkt i sin udvikling og i massekampens udvikling at blive en bremseklods for proletariatets frigørelse af sig selv? Hvis man antog denne argumentation for rigtig, ville der kun være én mulig konklusion: at den socialistiske befrielse af arbejderklassen og af menneskeheden var umulig. Thi den angivelig uundgåelige selvstændiggørelse og tingsliggørelse af en hvilken dengang bl.a. arbejderne i de store stål- og metalforarbejdende virksomheder, og da de blev radikaliseret en masse efter 1918, hørte de absolut ikke til de mest forarmede lag. 34 Denne såkaldte generelle krise i kapitalismen, dvs. begyndelsen til den historiske epoke med kapitalismens undergang, må ikke forveksles med konjunkturkriser, dvs. periodiske kriser, som har forekommet såvel under kapitalismens opsving som i dens nedgangsfase. For Lenin er den med Verdenskrigen indledte epoke den begyndende sociale revolutions æra. Jf. Gegen den Strom, op.cit., p. 393.

24 23 Organisationsteori, revolutionært program, revolutionær praksis som helst organisation må ses som en del af et dilemma, hvis anden del udgøres af den uundgåelige tilbøjelighed hos alle uorganiserede arbejdere, hos alle intellektuelle, der kun delvis er involveret i aktioner, og hos alle mennesker, der drives af den universelle vareproduktions piskesnært, til at synke ned i småborgerlig og borgerlig "falsk bevidsthed. Kun en revolutionær praksis, der er rettet mod total bevidsthed, og som kan berige teorien, er i stand til at forhindre, at "den herskende klasse ideologi" trænger ind i selv de revolutionæres rækker. Denne praksis kan kun være kollektiv og organiseret. Hvis den ovenfor fremsatte argumentation var rigtig, måtte man komme til den slutning, at avancerede arbejdere, med eller uden organisation, var dømt til ikke at opnå politisk klassebevidsthed, eller til hurtigt at miste den. Men i virkeligheden er denne argumentation forkert, fordi den ligestiller indledningen til en proces med dens resultat fordi den ud fra faren for, at også en revolutionær organisation skal blive selvstændiggjort, på en statisk og fatalistisk måde slutter, at denne selvstændiggørelse er uundgåelig. Dette er hverken empirisk eller teoretisk påviseligt. Thi omfanget af faren for bureaukratisk deformering af en revolutionær avantgardeorganisation - og endnu mere af et revolutionært parti - afhænger ikke kun af den tendens til selvstændiggørelse, som faktisk rammer alle institutioner i det borgerlige samfund, men også af de eksisterende modtendenser. Blandt disse er den revolutionære organisations integration i en international bevægelse, der er uafhængig af 'nationale' organisationer og som hele tiden kan kontrollere disse teoretisk (ikke ved hjælp af et apparat, men gennem politisk kritik); deltagelsen i klassekampen og i revolutionære kampe, som muliggør en bestandig udvælgelse af kadrer gennem praksis; systematisk forsøg på ophævelsen af arbejdsdelingen gennem en sikring af en kontinuerlig omrokering af folk mellem fabrik, universitet og heltidsbeskæftigelse partifunktionærer; institutionelle garantier (reduktion af de heltidsansattes indkomster, forsvar for normerne for internt organisationsdemokrati og tendens og fraktionsfrihed osv.). Udfaldet af kampen mellem disse modsatrettede tendenser bestemmes i sidste instans af to samfundsmæssige faktorer 35 (47): På den ene side omfanget af de sociale særinteresser, den 'selvstændiggjorte' organisation hævder, og på den anden side omfanget af arbejderavantgardens politiske aktivitet. Kun hvis sidstnævnte svækkes afgørende, kan førstnævnte bryde afgørende igennem. Hele argumentationen hviler altså på en triviel tautologi: At arbejderklassen i en periode med tiltagende passivitet ikke kan kæmpe aktivt for sin frigørelse. Argumentationen beviser på ingen måde, at revolutionære organisationer ikke kan være et effektivt instrument til frigørelse i en periode med voksende aktivisering af avancerede arbejdere, eller at disse organisationers 'vilkårlighed' ikke kan og må indskrænkes gennem klassens (eller dens avancerede dels) selvstændige aktivitet. Den revolutionære organisation er et instrument til virkeliggørelse af revolutioner. Og uden en 35 Heri ligger den vel nok største svaghed ved denne fatalistiske teori: Ud fra tendensen til tingsliggørelse slutter den sig automatisk til dens samfundsmæssige fare, uden at indbygge formidlingen af potentiel samfundsmæssig magt og specifikke samfundsmæssige interesser i analysen. Dørvogteres og kassereres tilbøjelighed til at udvikle særinteresser giver ikke disse nogen magt over banker og storvirksomheder bortset fra magten til at stjæle, som også kun gælder under særlige omstændigheder. Hvis analysen af denne tendens til selvstændiggørelse skal have noget som helst samfundsmæssig indhold, må den derfor ledsages af en bestemmelse af disse omstændigheder.

25 24 Organisationsteori, demokratisk centralisme og rådsdemokrati. voksende politisk aktivitet hos de brede masser af arbejdere er proletariske revolutioner simpelt hen ikke mulig. Organisationsteori, demokratisk centralisme og rådsdemokrati. Der er blevet fremført den indvending mod Lenins organisationsteori, at den gennem overdreven centralisering skulle hindre udfoldelsen af det interne partidemokrati. Denne indvending beror på en misforståelse. Samtidig med at Lenin indskrænker organisationen til aktive medlemmer, der arbejder under kollektiv kontrol, udvider han i virkeligheden rammerne for partidemokratiet i stedet for at indsnævre dem. I samme øjeblik en arbejderorganisation har overskredet et bestemt medlemstal, er der faktisk kun to mulige organisationsmodeller: vælgerforeningen (eller den geografisk opbyggede organisation), som i dag svarer til såvel det tyske Socialdemokratis som det franske Kommunistpartis organisationsformer, eller kampforbundet baseret på aktive og bevidste medlemmer. Den første model tillader ganske vist teoretisk set et vist spillerum for opponenter, men kun så længe, der er tale om uvæsentlige eller underordnede forhold. I modsat fald udgør den brede masse af apolitiske og passive medlemmer en vælgerbasis, som altid kan mobiliseres for apparatet, og som intet har med klassebevidsthed at gøre en ikke ubetydelig del af disse medlemmer er tilmed materielt afhængige af apparatet: flertallet af kommunal- og administrationsarbejdere og -funktionærer, arbejderorganisationernes egne funktionærer osv.). I modsætning hertil findes der i kamporganisationen lang større mulighed for selvstændig tænkning, fordi medlemmerne må udvise et minimum af bevidsthed for overhovedet at blive medlemmer. 'Rene apparatjikker' og rene karrieremagere har vanskeligere ved at udfolde sig end i en almindelig vælgerforening. Meningsforskelle afgøres mindre af materiel afhængighed eller abstrakt 'loyalitet' end af diskussioner med egentlig indhold. ganske vist er en sådan organisationsstruktur ikke i sig selv nogen automatisk sikring mod bureaukratisering, men den skaber i hvert fald en væsentlig forudsætning for at hindre en sådan 36. Forholdet mellem den revolutionære organisation (partikerne, parti) og arbejdermasserne ændrer sig brat, når der indtræder en revolutionær situation. I det øjeblik spirer den sæd frem som de bevidst revolutionære og de bevidst socialistiske grupper har 36 Til disse forudsætninger hører naturligvis den demokratiske centralismes formelle spilleregler alle medlemmers ret til at blive informeret om meningsforskelle i ledelsen; retten til at danne fraktioner og fremføre modsatte synspunkter overfor medlemmerne før valg til ledelse og kongresser; regelmæssig indkaldelse af kongresser; retten til periodisk at revidere flertalsbeslutninger i lyset af de indhøstede erfaringer, dvs. mindretals ret til at tage politiske initativer på kongresser; osv. I de nye statutter udarbejdet før august 1968 til det Tjekkoslovakiske Kommunistiske Partis 14. kongres blev de leninistiske normer for demokratisk centralisme formuleret temmelig rammende. Herpå reagerede fortalerne for den bureaukratiske centralisme i Moskva med invasionen. Faktisk var den foreslåede tilbagevenden til de leninistiske normer for demkratisk centralisme en af de vigtigste anstødsstene for Sovjetbureaukratiet i forbindelse med udviklingen i CSSR.

26 25 Organisationsteori, demokratisk centralisme og rådsdemokrati. sået Også brede masser er nu i stand til at opnå revolutionær klassebevidsthed. Massernes revolutionære initiativer overgår langt mange revolutionære gruppers. I Den russiske revolutions historie har Trotskij flere gange fremhævet, at de russiske arbejdere ved visse 'skæringspunkter' i revolutionen var forud for Bolsjevikkerne xiii. Man må imidlertid ikke generalisere ud fra denne omstændighed; frem for alt må man have for øje, at det bolsjevikiske parti før Lenins Aprilteser, havde en utilstrækkkelig strategisk opfattelse af den russiske revolutions karakter og mål 37. Da denne mangel begyndte at blive mærkbar, trådte Lenin til med sine Aprilteser. Han kunne gribe ind med held, fordi flertallet af de skolede arbejderbolsjevikker bevægede sig i samme retning som han, og fordi disse selv genspejlede den russiske arbejderklasses voldsomme radikalisering. En objektiv og udtømmende bedømmelse af den bolsjevikiske partiorganisations rolle i den russiske revolution kan kun opnås, hvis man betragter den mere differentieret. Mens partiets ledende kadrer ved forskellige lejligheder optrådte som en hæmsko for partiets overgang til det trotskistiske standpunkt i kampen for proletariatets diktatur (rådsmagten), så viste det sig samtidigt, at udkrystalliseringen af en arbejderkadre, der var skolet gennem to årtiers revolutionær organisation og revolutionær aktivitet, var med til at gøre denne afgørende strategiske vending til en succes. Hvis man altså overhovedet vil skabe en sammenhæng mellem det stalinistiske bureaukrati og den 'leninistiske partiopfattelse' kan man ikke uden videre se bort fra den beskrevne sammenhæng. Stalins sejr var ikke konsekvensen af den leninistiske 'organisationsteori', men skyldtes tvært i mod fraværet af et væsentligt led i denne opfattelse. Efter Lenins død manglede der et bredt lag af revolutionært skolede arbejderkadrer, der var i stand til sammen med masserne at være politisk aktive. At den leninistiske partiopfattelse under disse omstændigheder kunne slå over i sin modsætning ville dens ophavsmand ikke selv have bestridt Mellem 1905 og 1917 var det bolsjevikiske parti blevet opdraget efter parolen arbejderne og bøndernes demokratiske diktatur, dvs. efter en formel, der for øje havde muligheden af en koalition mellem et arbejder- og et bondeparti indenfor kapitalismens rammer, altså muligheden af en kapitalistisk udvikling af den russiske landbrugsøkonomi og industri. Til langt ind i 1916 holdt Lenin fast ved denne mulighed. Først i 1917 forstod han, at Trotskij havde haft ret, da han allerede i 1905 havde forudset, at agrarspørgsmålet kun kunne løses i forbindelse med proletariatets diktatur og socialiseringen af den russiske økonomi. Hartmut Mehringer (Introduction historique i Trotsky, Nos taches politiques, op.cit., pp , p. 34 og passim) har ganske uret i at knytte Lenins organisationsteori til hans specifikke strategi i den russiske revolution, at forklare den ud fra udtryk som arbejderklassens underordnede rolle (?) i denne kamp, og i at forbinde Trotskijs teori om den gradvise udbredelse af klassebevidsthed til hele arbejderklassen med teorien om den permanente revolution. Bortset fra at Mehringer giver en utilstrækkelig og unøjagtig fremstilling af Lenins revolutionære strategi (Lenin gik ind for den russiske arbejderklasses absolutte uafhængighed i forhold til det russiske borgerksab, og han var helt og holdent for, at arbejderklassen skulle spille en ledende rolle i revolutionen), og bortset fra at Luxemburg, ligesom Lenin, forkastede ethvert forsøg på at etablere proletariatets diktatur i Rusland som forhastet, og at hun tillagde det russiske proletariats revolutionære kamp det blotte mål at fuldføre den borgerlige revolutions historiske opgaver (mens hun samtidig bekæmpede Lenins organisationsteori), forekommer det os indlysende, at selve teorien om den permanente revolution (dvs. opgaven at etablere proletariatets diktatur i et underudviklet land) kun kan forstås med et minimum af realisme ved at koncentrere opmærksomheden om de revolutionære opgaver i almindelighed. Således fører den ikke bort fra Lenins organisationsteori, men lige frem til denne. Se i denne forbindelse også den fremragende pjece af Denise Avenas, Trotskijs økonomisk-politiske teori, Røde Hæfter nr Lénine, OEuvres Complètes, Editions Sociales, Paris 1969, p. 74: Brochuren Hvad må der gøres? understreger igen og igen, at den organisation af erhvervsrevolutionære, som den foreslår, kun har

27 26 Organisationsteori, demokratisk centralisme og rådsdemokrati. Rådssystemet er det eneste universelle svar, arbejderklassen har givet som svar på organiseringen af dens selvstændige aktivitet under og efter revolutionen 39. Dette system tillader en samling af alle kræfter i klassen - og alle samfundets øvrige arbejdende og progressive lag - i samtidig, åben konfrontation mellem de forskellige retninger, der findes inden for arbejderklassen. For så vidt det virkeligt er valgt af arbejdermasserne, og for så vidt det ikke er påtvunget arbejderne af et udvælgende magtapparat, genspejler rådssystemet de proletariske lags sociale og ideologiske mangfoldighed. Et arbejderråd er i virkeligheden en enhedsfront af forskellige politiske grupper, der er enige på et centralt punkt: Det fælles forsvar af revolutionen mod klassefjenden. (På samme måde genspejler en strejkekomite de mest forskellige tendenser blandt arbejderne, - dog med en undtagelse: Der er ikke plads for skruebrækkere.)der findes således ingen grundlæggende modsætning mellem en revolutionær organisation af leninistisk tilsnit og ægte rådsdemokrati eller rådsmagt. Tværtimod: Uden en revolutionær avantgardes systematiske organisationsarbejde vil rådssystemet enten komme under indflydelse af reformistiske eller halvreformistiske bureaukrater (som det tyske rådssystem ) eller tabe sin politi ske slagkraft, fordi det er ude af stand til at løse centrale politiske opgaver (som de spanske revolutionskomiteer mellem juli 1936 og foråret 1937). Forestillingen om, at rådssystemet skulle 'gøre partier overflødige' er absurd; enten forudsætter den, at rådene straks homogeniserer arbejderklassen, bringer alle ideologiske forskelle og interesseforskelle til at forsvinde samt automatisk og spontant 'indgyder' den samlede arbejderklasse 'den revolutionære løsning' på alle strategiske og taktiske problemer, eller også er den kun et påskud til at give en lille gruppe selvudnævnte ledere mulighed for at manipulere med masserne, idet disse systematisk hindres i at tage stilling til revolutionens strategiske og taktiske spørgsmål, dvs. i at diskutere disse frit og differentiere sig politisk (dette er åbenbart tilfældet med den såkaldte selvforvaltning i Jugoslavien). Den revolutionære organisation kan altså i rådssystemet sikre arbejderne en højere grad af selvstændig aktivitet, selvbevidsthed og dermed revolutionær klassebevidsthed, end et udifferentieret repræsentationssystem kunne gøre. For at opnå dette må den selvfølgelig stimulere arbejdernes selvstændige aktivitet, ikke hæmme den. Det er netop denne selvstændige masseaktivitet der kommer til den fuldeste udfoldelse i rådssystemet. Igen når vi til den samme konklusion: Den leninistiske organisationsopfattelse, som bygger på en korrekt revolutionær strategi (dvs. på en korrekt vurdering af den objektive historiske proces), er simpelthen den kollektive koordinator af massernes aktivitet, massernes kollektive hukommelse og bearbejdende erfaring, som modstykke til en bestandig tilbagevendende og tiltagende diskontinuitet i tid, rum og bevidsthed. mening i forbindelse med den virkeligt revolutionære klasse, der uimodståeligt rejser sig til kamp. Lenin understreger, at den dårligdom, der følger af eksistensen af små cirkler, kun kan overvindes gennem partiets evne til at nå ud til proletariske elementer i forbindelse med et åbent massearbejde. (Ibid., p. 75). 39 Maspero i Paris vil snart udgive en antologi redigeret af os: Arbejderkontrol, arbejderråd og arbejderselvforvaltning, der søger at påvise denne tese. Europäische Verlagsanstalt har meddelt, at den har planer om en tysk udgave i (Den omtalte bog udkom i 1970 hos Maspero: Controle Ouvrier, conseils ouvriers, autogestion, i serien Livres Rouges. René Coeckelberghs Partisanförlag i Sverige har udsendt en svensk udgave, Arbeterkontroll, arbetarråd, arbetarstyre, Mölndal, 1971, - O.a).

28 27 Økonomismens, bureaukratismens og spontaneismens sociologi Historien har også i dette spørgsmål vist, at det gør en væsentlig forskel, om et parti kalder sig revolutionært, eller om det faktisk er et revolutionært parti. Når en gruppe funktionærer ikke blot modsætter sig massernes initiativ og aktivitet, men også søger at bryde den med alle til rådighed stående midler, herunder militær magtanvendelse (man behøver blot at tænke på Ungarn i oktober-november 196 eller på Tjekkoslovakiet siden august 1968), og når denne gruppe ikke har nogen tilknytning til et rådssystem, der spontant er udsprunget af massernes kamp, men tværtimod knuser dette rådssystem under foregivende af at forsvare 'partiets ledende rolle' 40 - så har vi tydeligvis ikke længere at gøre med et revolutionært proletarisk parti, men med et apparat, der repræsenterer et privilegeret lags særinteresser, et lag der stiller sig fjendtligt til massernes selvstændige aktivitet: Bureaukratiet. At et revolutionært parti kan degenerere til at være et parti for bureaukratiet, er dog lige så lidt et argument mod den leninistiske partiopfattelse som den kendsgerning, at der findes læger, som har dræbt i stedet for at helbrede, udgør noget argument mod den medicinske videnskab. Ethvert skridt bort fra denne opfattelse, tilbage til den 'rene' massespontanietet kan sammenlignes med et tilbageskridt fra medicinsk videnskab til kvaksalveri. Økonomismens, bureaukratismens og spontaneismens sociologi Idet vi har vist, at Lenins organisationsopfattelse i virkeligheden er en teori om den proletariske revolutions aktualitet, har vi allerede berørt det centrale punkt i den leninistiske teori om den proletariske klassebevidsthed: Problemet at bestemme de revolutionære subjekt under kapitalismen. For Marx og Lenin (såvel som for Rosa Luxemburg og Trotskij, skønt disse to ikke altid drog de nødvendige konklusioner af dette før omkring 1914) er det revolutionære subjekt den kun potentielt og kun periodisk revolutionære arbejderklasse, således som den arbejder, tænker og lever under kapitalismen, dvs. i hele dens sociale eksistens 41 (54). Den leninistiske organisationsteori udgår direkte fra denne bestemmelse af det revolutionære subjekts stilling, thi det giver sig selv, at et således defineret subjekt kun kan være modsætningsfuldt. På den ene side er det udsat for lønslaveri, fremmedgjort arbejde, tingsliggørelse af alle menneskelige relationer, og den borgerlige og småborgerlige ideologis indflydelse. På den går det med periodiske mellemrum over til radikaliserende klassekamp 40 For Lenin er partiets ledende rolle i rådssystemet politisk, ikke substitutionel. Det gælder om at overbevise flertallet af rådene om rigtigheden af den kommunistiske politik, ikke om at træde i stedet for dem. I hans grundlæggende arbejde, Staten og Revolutionen, nævnes partiets ledende rolle overhovedet ikke. Og selv om han i borgerkrigens og forvirringens vanskeligste år ofte ytrede sig meget skarpt om taktiske spørgsmål, kan man i hans skrifter ikke finde argumenter for formlen kommunister uden råd, derimod nok argumenter mod formlen råd uden kommunister. 41 Georg Lukács (Geschicte und Klassenbewusstsein, op.cit., p. 306 ff.) tager fejl, når han mener at finde en af rødderne til Rosa Luxemburgs spontaneitetsteori i illusionen om en rent proletarisk revolution. Også i lande, hvor proletariatets talmæssige og samfundsmæssige betydning er blevet så overvældende, at spørgsmålet om forbundsfæller er reduceret til at være en biting, forbliver avantgardens adskilte organisation under en rent proletarisk revolution nødvendig på grund af proletariatets indre differentiering.

29 28 Økonomismens, bureaukratismens og spontaneismens sociologi ja til åben revolutionær aktion mod den kapitalistiske produktionsmåde og det borgerlige statsapparat. Den virkelige klassekamps historie i de sidste 150 år kommer til udtryk i denne periodiske bølgebevægelse. Det er simpelthen umuligt at bestemme udviklingen af f.eks. den franske eller tyske arbejderbevægelse i de sidste hundrede år adækvat ved hjælp af en af betegnelserne 'voksende passivitet' eller 'uafbrudt revolutionær aktivitet'. Udviklingen er åbenbart en enhed af begge elementer og med vekslende vægt lagt på hver af dem. Opportunismen og sekterismen som ideologiske retninger har deres teoretiske rødder i en udialektisk definition af det revolutionære subjekt. For opportunisterne er det revolutionære subjekt den dagligdags arbejder. De har tilbøjelighed til at efterabe denne arbejders fordomme og 'tilbede hans bagdel', som Plekhanov har udtrykt det. Beskæftiger arbejderne sig hovedsageligt med spørgsmål begrænset til de enkelte virksomheders indre forhold, så fører opportunisten sig frem som 'trade-unionist'. Er arbejderne fanget i en rus af patriotisk højstemthed, så bliver opportunisten til socialpatriot eller socialimperialist. Ligger arbejderne under for 'den kolde krigs' propaganda, så er han en kold kriger: 'Masserne har altid ret'. Det mest grelle udtryk for opportunisme består i at lade programmet - det være sig et valgprogram - være bestemt ikke af en videnskabelig samfundsanalyse, men af opinionsundersøgelser. Men denne opportunisme fører til en uløselig modsigelse. Heldigvis er massernes sindsstemninger ikke varige, men kan skifte dramatisk indenfor et kort tidsrum. I dag er arbejderne beskæftiget med interne virksomhedsspørgsmål, i morgen fylder de gaderne i en politisk demonstration. I dag er de 'for' forsvaret af det imperialistiske fædreland mod den 'ydre fjende', i morgen er de lede og kede af krigen og ser hovedmodstanderen i deres egen herskende klasse. I dag accepterer de passivt klassesamarbejdet, i morgen vender de sig mod det med en 'vild' strejke. Fordi det er sådan, fører opportunismens logik til, at man, efter at man har undskyldt tilpasningen til det borgerlige samfund med 'massernes' holdning, må vende sig mod de selvsamme masser, i samme øjeblik disse foretager en kovending og begynder at aktionere mod det borgerlige samfund. Sekterikerne forenkler det revolutionære subjekt ligesom opportunisterne, blot i omvendt henseende. Tæller for opportunisterne kun den almindelige arbejder, dvs den til de borgerlige forhold tilvænnede og tilpassede arbejder, så gælder for sekterikerne kun den 'ideale' proletar, den der handler revolutionært. Handler arbejderen ikke revolutionært, så hører han automatisk op med at være revolutionært subjekt, han er blevet 'borgerliggjort'. Yderligtgående sekterikere - f.eks. visse ultra-venstreorienterede 'spontaneister', visse stalinister og visse maoister - er endda parate til at sidestille arbejderklassen med kapitalistklassen, hvis den vægrer sig ved fuldt og helt at acceptere deres sekteriske ideologi Et rammende eksempel på dette er de kinesiske maoister, der udnævner en fløj af deres eget parti (og flertallet af centralkomiteen, som førte den kinesiske revolution til sejr) til repræsentanter for den kapitalistiske linje, ja slet og ret til kapitalister. For de italienske bordigister havde generalstrejken den 14. juli 1948 ikke noget med proletarisk klassekamp at gøre, fordi arbejderne strejkede for at forsvare den revisionistiske leder for Kommunistpartiet, Togliatti. Jf. også den franske spontaneist Denis Anthiers herlige formulering: Når proletariatet ikke er revolutionært, så eksisterer det ikke, og de revolutionære kan ikke stille noget op med det; de kan ikke, ved at påtage sig folkeopdragerens rolle, skabe den historiske situation, i hvilken proletariatet bliver til det, det er; dette kan kun selve det moderne samfunds udvikling gøre. (Prefáce a Léon Trotsky, Rapport de la délégations sibérienne, Spartacus, Paris 1970, p.

30 29 Økonomismens, bureaukratismens og spontaneismens sociologi Ekstrem objektivisme - 'revolutionært er alt, hvad arbejderne gør' - og ekstrem subjektivisme - 'revolutionært (eller proletarisk) er kun den, der accepterer vor doktrin' - rækker hinanden hånden, når de bestrider den objektivt revolutionære karakter af sociale og politiske kampe, der føres af masser med modsætningsfyldt bevidsthed. For de opportunistiske objektivister er disse kampe ikke revolutionære, for 'om en måned stemmer flertallet alligevel på SPD (Det Tyske Socialdemokrati) eller de Gaulle'. For de sekteriske subjektivister har kampene ikke noget med revolution at gøre, 'fordi den (dvs. vor) revolutionære gruppe endnu er for svag'. Disse to retningers samfundsmæssige herkomst er ikke vanskelig at klarlægge. Den svarer til den småborgerlige intelligens: Opportunisterne repræsenterer som oftest den intelligens indenfor masseorganisationer eller det borgerlige statsapparat, som er vokset sammen med arbejderbureaukratiet, mens sekterikerne personificerer den deklasserede eller rent indadvendte intelligens, som står udenfor den virkelige bevægelse. I begge tilfælde svarer adskillelsen mellem den objektive og den subjektive side i det modsætningsfyldte, men samlede revolutionære subjekt til en grel adskillelse mellem teori og praksis og til en ideologiserende 'teori', der reproducerer 'falsk bevidsthed'. Nu er det jo imidlertid sådan, at mange opportunister (bl.a. inden for fagforeningsbureaukratiet) og mange sekteriske litterater beskylder netop de revolutionære marxister for at være småborgerlige intellektuelle, der ønsker at 'undertvinge' arbejderklassen 43. Også indenfor den revolutionære studenterbevægelse spiller dette spørgsmål en vigtig rolle. Det synes derfor nyttigt at beskæftige sig nøjere med bureaukratismens, økonomismens og spontaneismens (eller dilletanteriets ) sociologi. Håndens og åndens arbejde, produktion og akkumulation kommunikerer på flere punkter i det borgerlige samfund, f.eks. i virksomheden. Det, der sammenfattes under almene begreber som 'intelligens' eller 'intellektuelt småborgerskab' eller 'teknisk intelligens', svarer i virkeligheden til mange forskelligartede aktiviteter, hvis forhold til den virkelige klassekamp er vidt forskellige. Man kan i hovedsagen udskille følgende grupper (denne kategorisering skal på ingen måde gøre det ud for en fuldstændig analyse): 1. De egentlige formidlere mellem kapital og arbejde i produktionsprocessen, dvs. kapitalens underofficerer: Formænd, tidsmålere og andet kadrepersonale i virksomhederne, til hvis opgave hører opretholdelsen af arbejderdisciplinen i virksomheden i kapitalens interesse. 12.) Dette citat viser også, i hvor høj grad den ekstreme subjektivisme er beslægtet med den ekstreme objektivisme. Bag de ultra-venstreorienterede masker nikker de kendte spontaneister Karl Kautsky og Otto Bauer bifaldende med hovedet: Og hvorledes forklarer man, at proletariatet ikke sejrede trods voldsomme kampe? Det skyldtes omstændighederne, de objektive betingelser var ikke modne. Hvilke latterlige konklusioner denne ekstreme fatalisme og mekaniske determinisme fører til, ses tydeligt, når selve det moderne samfunds udvikling skal tjene som forklaring på, at flertallet i virksomhed X eller by V på et givet tidspunkt går ind for proletariatets diktatur og vender sig mod reformismen, mens dette ikke er tilfældet i virksomhed Z eller by V. Revolutionens succes eller forfald afhænger af svaret på dette spørgsmål. Så længe selve det moderne samfunds udvikling ikke lader alle virksomheder og alle byer falde som modne frugter ned i revolutionens turban, skal d herrer folkeopdragere ifølge Anthier afholde sig fra at øve vold mod udviklingen ved at forsøge at vinde arbejderne fra Z og V over på deres side 43 Denne indvending mod Lenin og leninisterne blev allerede fremført af de russiske økonomister og kan genfindes hos de nutidige spontaneister.

31 30 Økonomismens, bureaukratismens og spontaneismens sociologi 2. Formidlere mellem videnskab og teknik eller mellem teknik og produktion: Laboranter, videnskabelige assistenter, opfindere, teknologer, planlæggere, projektmagere, tegnere, osv. I modsætning til kategori 1 er disse lag ikke involveret i udsugningen af merværdi fra producenterne. De tager del i den materielle produktionsproces og er følgelig ikke udbyttere, men skabere af merværdi. 3. Formidlere mellem produktion og realisering af merværdi: Reklamefolk, markedsanalytikere, videnskabsmænd ansat i fordelingssektoren, marketingsspecialister, osv. 4. Formidlere mellem købere og sælgere af varen arbejdskraft. Herunder hører i første række fagforeningsfunktionærerne, og i videste forstand alle funktionærer i arbejderbevægelsens bureaukratiserede masseorganisationer. 5. Formidlere mellem kapital og arbejde i overbygningsfasen, de ideologiske producenter (dvs. sådanne som er beskæftigede med at producere idelogi): En del af de borgerligere politikere ("de meningsdannende"), de borgerlige professorer indenfor de såkaldte "åndsvidenskaber", journalister, en del kunstnere osv. 6. Formidlerne mellem videnskab og arbejderklasse, de teoretiske producenter, som ikke er blevet professionelt indlemmet i den herskende klasses ideologiske produktion, og som, fordi de ikke er materielt afhængige af denne produktion, er tilsvarende i stand til at engagere sig i kritik af de borgerlige forhold. Man kunne tilføje en syvende gruppe, som til dels er indbefattet i den femte, til dels den sjette. I det klassiske, stabile borgerlige samfund falder undervisning som profession ind under gruppe 5, både på grund af den borgerlige ideologis ubegrænsede dominans og på grund af den generelt abstrakte og ideologiske karakter af enhver professionel undervisning. Men med den voksende strukturelle krise på universiteterne og i gymnasierne i det neokapitalistiske samfund sker der en ændring i undervisningens objektive karakter. På den ene side befordrer kapitalismens generelle krise en generel krise i den neokapitalistiske ideologi, som der i stigende grad sættes spørgsmålstegn ved. På den anden side tjener undervisningen i mindre grad som abstrakt ideologisk indoktrinering og i højere grad som direkte teknokratisk forberedelse til de kommende intellektuelle arbejderes indtræden i produktionsprocessen (grupperne 2 og 3). Det er dette, der gør, at indholdet af en sådan undervisning i stigende grad fører til en genvinding af bevidstheden om individuel fremmedgørelse og til samfundsmæssig kritik på beslægtede områder (og måske endda til samfundsmæssig kritik i almindelighed). Det er nu ikke vanskeligt at finde ud af, hvilken del af intelligensen, der vil udøve en negativ indflydelse på proletariatets klassebevidsthed under dens udfoldelse: Fremfor alt grupperne 3, 4 og 5 (gruppe 1 tæller ikke med her, fordi den jo i almindelighed holder sig borte fra arbejderorganisationerne). Farligst for arbejderklassens selvstændige aktivitet og bevidsthed er en symbiose eller en sammensmeltning af grupperne 4 og 5, således som den siden Første Verdenskrig og i vid udstrækning har fundet sted i Vestens socialdemokratiske og i dag til dels også i de Moskva-orienterede kommunistiske masseorganisationer. Derimod kan grupperne 2 og 6 kun bidrage til styrkelsen af arbejderklassen og de revolutionære organisationer, fordi de udstyrer disse med den viden, som er en

32 31 Økonomismens, bureaukratismens og spontaneismens sociologi uomgængelig forudsætning for en uforsonlig kritik af det borgerlige samfund og for den heldige omstyrtelse af dette samfund, kort sagt: For de forenede producenters overtagelse af produktionsmidlerne. De, der tordner mod grupper af arbejderes tiltagende sammensmeltning med grupperne 2 og 6 af intelligensen, hjælper altså objektivt grupperne 3, 4 og 5 med at befæste deres negative indflydelse på arbejderklassen. For klassekamp ledsages altid af ideologisk kamp xiv. Spørgsmålet er derfor hvilken ideologi, der skal fæste rødder i arbejderklassen, med andre ord, om borgerlig og småborgerlig ideologi eller videnskabelig, marxistisk teori ska komme til udfoldelse blandt arbejderne. Den, der modsætter sig enhver intellektuel indflydelse udefra' på arbejderklassen, glemmer eller ser bort fra det forhold, at den af grupperne 3, 4 og 5 udøvede indflydelse permanent og uophørligt påvirker proletariatet gennem det borgerlige samfundsmaskineri og den kapitalistiske økonomi, og at de venstreekstremistiske 'spontaneister' ikke er i besiddelse af noget vidundermiddel, der kan holde denne indflydelse tilbage. At gå imod marxistiske intellektuelles indflydelse på arbejderklassen, er det samme som at lade indflydelsen fra de borgerlige intellektuelle brede sig uden modstand 44. Hvad værre er: I og med, at de vender sig mod opbyggelsen af en revolutionær organisation, bidrager mensjevikkerne og 'spontaneisterne' objektivt til forevigelsen af arbejdsdelingen mellem håndens og åndens arbejde, dvs. til arbejdernes underkastelse under de intellektuelle og til bureaukratiseringen af arbejderorganisationerne. For en arbejder, der uafbrudt befinder sig i den kapitalistiske produktionsproces, vil sjældent være i stand til generelt at tilegne sig teori og vil derfor forblive afhængig af 'småborgerlige specialister'. Derimod kan der indenfor en revolutionær organisation tages afgørende skridt hen imod den åndelige frigørelse af i hvert fald de avancerede arbejdere og i det mindste kan der gøres tilløb til overvindelse af arbejdsdelingen indenfor arbejderbevægelsen selv ved for en tid at træikke arbejderne ud af virksomhederne. I og med dette er spontaneismens sociologi dog ikke affærdiget. Vi må spørge os selv, i hvilke lag af arbejderklassen 'mistroen' til de intellektuelle udøver den stærkeste indflydelse. Dette er åbenbart tilfældet i de lag, der i kraft af deres socialøkonomiske status stærkest og mest vedvarende er udsat for konflikter med åndsarbejdet, altså fremfor alt hos arbejdere i de små og mellemstore virksomheder, som trues af de tekniske fremskridt, hos arbejdere, der gennem personlig anstrengelse og ved selvstudium har udskilt sig fra masserne, arbejdere som har arbejdet sig til tops i bureaukratiske organisationer, arbejdere, som på grund af deres lave uddannelsesmæssige og kulturelle stade stort set er afskåret fra intellektuelt arbejde og derfor også betragter det med den største mistro og fjendtlighed. Med andre ord: Den sociale basis for økonomismen, spontaneismen, 'dilletanteriet', bureaukratismen og videnskabsfjendtligheden indenfor arbejderklassen udgøres af klassens lag af håndværkere. Blandt arbejderne i de store fabrikker og byer, i de ekspansive industrigrene, som står i forgrunden med hensyn til tekniske fremskridt, lettes forståelsen af revolutionære teoretikeres og den revolutionære organisations objektive rolle derimod betydeligt af tørsten efter viden, den større fortrolighed med tekniske og videnskabelige processer, og 44 Det er interessant at bemærke, at der efter spaltningen af Det russiske Socialdemokrati fandtes mange flere intellektuelle, også erhvervsrevolutionære intellektuelle, blandt mensjevikkerne end blandt bolsjevikkerne. Se herom David Lane, The Roots of Russian Communism, op.cit., pp. 47, 50.

33 32 Videnskabelig intelligens, samfundsvidenskab og proletarisk klassebevidsthed den større dristighed, når det drejer sig om at planlægge magtovertagelsen både indenfor fabrikken og staten. De spontaneistiske bevægelser i arbejderbevægelsen har ofte, om ikke altid, deres rødder i den ovenfor beskrevne sociale basis. Dette gjaldt frem for alt anarkosyndikalismen i de romanske lande før Første Verdenskrig og det gjaldt ligeledes mensjevismen, som i de store industrivirksomheder i storbyerne blev besejret af bolsjevismen, men som fandt sin væsentligste proletariske støtte i de typisk landsbyagtige mine- og oliedistrikter i Sydrusland 45. Alle forsøg på i dag, i den tredje industrielle revolutions tidsalder, at genoplive dette 'dilletanteri' under påskud af at ville sikre 'arbejderautonomien' vil kun have samme resultat som før i tiden, nemlig at splitte den avancerede, potentielt revolutionære arbejderklasses kræfter og styrke de tilbagestående, halvt 'håndværksmæssige' og bureaukratiserede grupper i bevægelsen, hvis tankegang er præget af den borgerlige ideologi. Videnskabelig intelligens, samfundsvidenskab og proletarisk klassebevidsthed Den massive genindførelse af åndeligt arbejde i produktionsprocessen, som har fundet sted under den 3. industrielle revolution, som var forudanet af Marx og hvis grundlag blev lagt i den 2. industrielle revolution 46, har skabt den samfundsmæssige forudsætning for, at en større del af den videnskabelige intelligens kan genvinde den bevidsthed om fremmedgørelse som den havde mistet ved sin fjernelse fra den direkte merværdiproduktionsproces og omdannelse til en direkte eller indirekte merværdikonsument. For også den rammes i det borgerlige samfund af fremmedgørelse. Dette er den materielle basis, ikke blot for studenterrevolterne i de imperialistiske lande, 45 David Lane understreger også bolsjevikkernes overvægt I byer med store fabrikker og en gammel, stabiliseret arbejderklasse. (Ibid., pp ) 46 I sit sidste arbejde (Zum allgemeinen Verhältnis von wissenschaftlicher Intelligenz und proletarischem Klassenbewusstsein, i SDS-Info, nr , 22. december 1969) bragte Hans-Jürgen Krahl det til dette spørgsmål relevante Marx-citat, som vi gengiver her (det stammer fra det i slutningen af Kapitalens 1. bind, kapitel 6 ikke optagne udkast: Sechstes Kapitel. Resultate des umittelbaren Produktionsprozesses, som første gang blev offentliggjort på russisk i Marx-Engels-arkivet i 1933). Vi vil gerne tilegne dette arbejde, som bl.a. havde til formål at fremkalde diskussion og forståelse med ham, til denne unge ven, som døde på så tragisk vis. Med udviklingen af den reelle indordning af arbejdet under kapitalen eller den specifikt kapitalistiske produkitonsmåde bliver ikke den enkelte arbejder, men i stadig større udstrækning en socialkombineret arbejdsevne til den virkelige funktionær i den samlede produktionsproces, og de forskellige arbejdsevner, som konkurrerer med hinanden og danner den samlede produktive maskine, tager på vidt forskellige måder del i vare- eller i dette tilfælde snarere produktdannelsens umiddelbare proces, den ene arbejder mere med hånden, den anden mere med hovedet, den ene som direktør, ingeniør, teknolog, etc., den anden som opsynsmand, den tredje som direkte håndarbejder eller tilmed blot som håndlanger. Derfor bliver flere og flere funktioner af arbejdsevne indføjet under de produktive, direkte af kapitalen udbyttede og dennes konsumptions- og produktionsproces underordnede arbejderes begreb. (Karl Mar, Resulte, Neue Kritik, Frankfurt am Main 1969, p. 66)

34 33 Videnskabelig intelligens, samfundsvidenskab og proletarisk klassebevidsthed men også for muligheden af at trække et stigende antal videnskabsmænd og teknikere ind i den revolutionære bevægelse. Intelligensens deltagelse i den klassiske socialistiske bevægelse før Første Verdenskrig viste i almindelighed en vigende tendens: Den var betydelig til at begynde med, men gik tilbage eftersom arbejderbevægelsens organiserede massebevægelse voksede sig stærkere. I en lidet kendt polemik mod Max Adler fra 1910 påviste Trotskij, at årsagerne til denne udvikling i det store og hele er materielle: Intelligensens voksende afhængighed af storborgerskabet og den borgerlige stat; ideologisk identifikation med de klasseinteresser som den dermed tjener; den som 'modsamfund' organiserede arbejderklasses manglende evner til at hamle op med det borgerlige samfund. Trotskij forudså, at denne situation i en revolutionær epoke, på tærsklen til den proletariske revolution, sandsynligvis ville ændre sig brat xv. Men ud fra disse rigtige præmisser drog han taktiske slutninger, som allerede på dette tidspunkt var forkerte, fx da han ikke anerkendte den store betydning, som Lenin i tillagde studenterbevægelsens genopståen under den sejrrige kontrarevolution. I dette så Lenin et varsel om det kommende, nye opsving i den revolutionære massebevægelse (der først satte ind i 1912). Ja, Trotskij gik så vidt som til at hævde, at den ledende intelligens i Det Russiske Socialdemokrati var 'skyld' i at 'dens (...) sociale egenskaber: Sekterisk ånd, den for intellektuelle typisk individualisme, ideologisk fetichisme' kunne brede sig dér xvi. Han undervurderede på det tidspunkt, som han senere selv indrømmede, den politiske og samfundsmæssige betydning af fraktionskampen mellem bolsjevikker og likvidatorer, som kun var en videreførelse af den tidligere kamp mellem bolsjevikker og mensjevikker. Historien viste, at denne kamp på ingen måde var noget produkt af 'intelligensens sociale egenskaber', men drejede sig om adskillelsen af den revolutionære, socialistiske bevidsthed fra den småborgerlige og reformistiske 47. Det er dog rigtigt, at den russiske revolutionære intelligens' deltagelse i opbygningen af det russiske proletariats revolutionære klasseparti endnu var resultatet af en individuel udvælgelse og uden dybe samfundsmæssige rødder. Og dette har siden Oktoberrevolutionen uundgåeligt modvirket den proletariske revolution, fordi massen af den tekniske intelligens ikke kunne gå over i revolutionens lejr. Først saboterede den i vid udstrækning den økonomiske produktionsproces og den samfundsmæssige organisation, dernæst måtte dens samarbejde 'købes' ved hjælp af høje lønninger, og endelig forvandlede den sig til drivkraft for revolutionens bureaukratisering og degenerering. Da den tekniske intelligens' stilling - fremfor alt den ovenfor nævnte kategori 2 - i den materielle produktionsproces i dag har ændret sig afgørende og da den tekniske intelligens 47 Allerede i sin første polemiske bog mod Lenin (Nos taches politiques, op.cit., pp , f.eks.) havde Trotskij søgt at fremstille hele Lenins polemik i Hvad må der gøres? som værende bare en diskussion mellem intellektuelle, eller i bedste fald et forsøg på at vinde de bedste styrker fra den småborgerlige intelligens over på det revolutionære Socialdemokratis side. Han forstod ikke, at det drejede sig om at fjerne den småborgerlige, revisionistiske indflydelse på arbejderklassen. Hans polemik mod Lenin fra 1903 til 1914 kendetegnes af en undervurdering af opportunismens katastrofale følger for arbejderklassen og arbejderbevægelsen. Først i 1917 gjorde han det af med denne undervurdering én gang for alle.

35 34 Videnskabelig intelligens, samfundsvidenskab og proletarisk klassebevidsthed lidt efter lidt er blevet en del af lønarbejderklassen, er dens massive deltagelse i den revolutionære proces og i reorganiseringen af samfundet langt mere sandsynlig end før i tiden. Friederich Engels har allerede påpeget, hvilken historisk rolle intelligensen kan spille i opbygningen af socialismen: "For at kunne tage produktionsmidlerne i besiddelse og få dem til at fungere behøver vi fol i stort tal, der er teknisk uddannede. Dem har vi ikke, (...) Jeg forudser, at vi i de næste 8-10 år vil hverve tilstrækkelig mange unge teknikere, medicinere, jurister og lærere til at kunne lade fabrikkerne og de store godser forvalte af partikammerater for nationen. Så er vor overtagelse af magten helt naturlig og afvikler sig relativt glat. Hvis vi derimod kommer for tidligt til roret gennem en krig, så er teknikerne vore principielle modstandere, bedrager og forråder os, hvor de kan; vi må anvende skræmmemidler mod dem, og dog bliver vi røvrendt." xvii. Dette var en tragisk profeti om, hvad der faktisk skulle ske i Rusland. Naturligvis må man tilføje, at arbejderklassen, som er langt bedre kvalificeret end i 1890, som følge af den tredje industrielle revolution selv har udviklet en langt større evne til umiddelbart at forvalte fabrikkerne end på Engels tid. Men de brede massers evne til at udøve politisk og samfundsmæssig kontrol over 'specialisterne' (til hvilken Lenin i 1918 knyttede så mange illusioner) fordrer i sidste instans også tekniske kvalifikationer. Den tiltagende sammensmeltning mellem teknisk intelligens og industrielt proletariat og revolutionære intellektuelles tiltagende deltagelse i det revolutionære parti kan kun lette denne kontrolproces. Efterhånden som modsætningen mellem produktionens og arbejdets objektive socialisering på den ene side og privat tilegnelse på den anden øges, dvs. efterhånden som krisen i de kapitalistiske produktionsforhold skærpes - og vi er i dag vidne til en ny og skarpere form for denne modsætning, hvilket ligger bag maj-begivenhederne i Frankrig i 1968 og massekampene i Italien i og efterhånden som senkapitalismen søger at sikre sig en ny livsfrist ved at højne arbejderklassens forbrugsniveau, bliver videnskaben for masserne i stadig stigende grad en revolutionær produktivkraft i dobbelt forstand: Ikke blot producerer den med automationen og det voksende bjerg af varer en krise i kapitalens produktions- og distributionsproces, som bygger på generaliseret vareproduktion. Den producerer også revolutionær bevidsthed hos et stigende antal mennesker ved at tillade at gøre det muligt for den arbejder, der genvinder bevidstheden om fremmedgørelse, at gøre en ende på denne fremmedgørelse. Netop fordi den afgørende skranke, der i dag afholder arbejderne fra at udvikle politisk klassebevidsthed, ikke så meget består i massernes elendighed eller deres omgivelsers ekstreme indskrænkning som i småborgerlige og borgerlige ideologiers og mystifikationers indflydelse, kan den kritiske samfundsvidenskabs afslørende funktion spille en virkelig revolutionær rolle i genopvækkelsen af massernes klassebevidsthed. Dette kræver naturligvis formidling gennem konkrete bånd til arbejderklassen, hvilket kun kan ske gennem de avancerede arbejdere på den ene side og den revolutionære organisation på den anden. Og dette forudsætter atter, at den revolutionære videnskabelige intelligens ikke på beskeden populistisk-masochistisk vis 'går ud til folket' for at støtte

36 35 Historisk pædagogik og dannelse af klassebevidsthed kampen for højere løn. Det må bibringe de kritiske arbejdere de nødvendige videnskabelige kundskaber, som de på grund af deres splittede bevidsthed ikke er i stand til at erhverve selv, og som gør det muligt for dem i fuld udstrækning at erkende og gennemskue den maskerede udbytning og den camouflerede undertrykkelse. Historisk pædagogik og dannelse af klassebevidsthed Hvis man først har forstået, at den leninistiske organisationsteori søger at give svar på spørgsmålene om revolutionens aktualitet og det revolutionære subjekt, så erkender man også denne teoris sammenhæng med opgaven for en historisk pædagogik: Med opgaven at omsætte potentiel klassebevidsthed i reel klassebevidsthed og trade-unionistisk klassebevidsthed i politisk, revolutionær klassebevidsthed. Dette problem kan kun løses i lyset af den ovenfor specificerede klassificering af arbejderklassen - arbejdermassen, avancerede arbejdere og organiseret, revolutionær kadre. For at opnå klassebevidsthed kræver hvert lag sin særegne pædagogik, gennemløser sin egen læreproces og behøver en særlig form for kommunikation med klassen som helhed og med den teoretiske produktion. Den historiske rolle for det revolutionære avantgardeparti, som Lenin havde i tankerne, kan sammenfattes i formidlingen af disse tre former for pædagogik. De brede masser lærer kun gennem aktion; at ville 'bibringe' dem revolutionær bevidsthed gennem propaganda er lige så ufrugtbart, som det er perspektivløst. Men selv om masserne kun lærer gennem aktion, så fører ikke enhver aktion til masseudvikling af revolutionær klassebevidsthed. Aktioner, der er rettet mod umiddelbart realisable økonomiske og politiske mål, som helt kan nås indenfor rammerne af den kapitalistiske samfundsordning, producerer ingen revolutionær klassebevidsthed. Det var en af de store illusioner hos de 'optimistiske' socialdemokrater (indbefattet Engels) i slutningen af det nittende og starten af det tyvende århundrede, som troede, at der går en lige vej fra delresultater i valgkampe og strejker til udfoldelse af revolutionær bevidsthed og forøgelse af proletariatets revolutionære kampkraft 48. Dette har historisk vist sig at være forkert. Disse delsuccesser bidrog ganske vist til styrkelsen af proletariatets selvtillid og kampberedskab (anarkisterne tog fejl, når de kort og godt afviste disse delkampe); men de forberedte ikke arbejderne på revolutionære kampe. Den tyske arbejderklasses mangel på erfaring i revolutionære kampe på den ene side og eksistensen af en sådan erfaring i den russiske arbejderklasse på den anden udgjorde den væsentligste forskel i bevidsthed mellem de to klasser ved Første Verdenskrigs udbrud. 48 Hele revolutionsproblematikken lå for dem I den nødvendige reaction på en eventual ophævelse af den almindelige valgret eller I tilfælde af krig. Derimod havde Rosa Luxemburg forsøgt på baggrund af sin teori om massestrejken at udvikle kampformer for proeltariatet, der gik ud over valg- og lønkampene, og som støttede sig til den russiske revolution fra Endnu i dag forsøger Lelio Basso i sin interessante analyse af Rosa Luxemburgs Dialektik der Revolution (Europäische Verlagsanstalt, Frankfur am Main 1969, pp ) at fremstille kernen i Luxemburgs strategi som værende en centristisk forsoning mellem den dagsaktuelle kamp og endemålet, som er begrænset til at skærpe modsætningerne i den objektive udvikling. At den dybere betydning af massestrejkestrategien undgår ham som følge af denne fejl, er det ikke nødvendigt at dvæle ved her i detaljer.

37 36 Historisk pædagogik og dannelse af klassebevidsthed Den bidrog afgørende til de forskellige udfald af revolutionerne i Tyskland og Rusland. Da masseaktioner som regel har tilfredsstillelsen af øjeblikkelige behov som mål, er det et vigtigt led i den revolutionære strategi til disse behov at knytte krav, som ikke kan opfyldes indenfor den kapitalistiske samfundsordnings rammer, og som udløser en revolutionær dynamik, der må føre til en styrkeprøve mellem de to afgørende samfundsklasser angående spørgsmålet om magten. Dette er den overgangsstrategi, som Lenin på den Kommunistiske Internationales 4. kongres udtrykkeligt indføjede i denne organisations program, og som senere af Trotskij blev udbygget til at være hovedafsnit i 4. Internationales program 49. Kun hvis masserne akkumulerer erfaringer fra kampe, som ikke indskrænker sig til delkrav, der kan opfyldes indenfor kapitalismens rammer, er udfoldelsen af revolutionær klassebevidsthed mulig. Indførelsen af disse krav i massekampene kan kun ske gennem brede lag af avancerede arbejdere, som er nært knyttet til masserne, og som spreder, propagerer og eksperimentelt afprøver disse krav (der normalt ikke udspringer spontant af klassens hverdagserfaringer) i fabrikkerne, fagforeningerne og fabrikskomiteerne indtil en situation er nået, hvor gunstige objektive og subjektive betingelser falder sammen og gør realiseringen af kravene til mål for store strejker, demonstrationer osv. Udspringer revolutionær klassebevidsthed hos masserne af objektivt revolutionær kamperfaring, så opstår den hos de avancerede arbejdere af livs-, arbejds- og kamperfaringer overhovedet, som absolut ikke behøver at være revolutionær. Af de daglige sociale konflikter drager de de nødvendige slutninger; de erkender den tvingende nødvendighed af klassesolidaritet, kollektiv aktion og klasseorganisering. De programmatiske og organisatoriske former, hvorigennem denne aktion og organisering må ledes, vil i høj grad variere afhængigt af de objektive betingelser og de konkrete erfaringer. Men de avancerede arbejderes livs-, arbejds- og kamperfaringer leder dem til tærsklen af en forståelse af, at en aktivitet, der kun søger at reformere det bestående samfund i stedet for at afskaffe det er utilstrækkelig. Den revolutionære avantgardes aktivitet kan gøre det muligt for de avancerede arbejderes klassebevidsthed at overskride denne tærskel. Avantgarden kan dog ikke overtage denne katalysatorrolle automatisk eller uafhængigt af de objektive betingelser, men kun når den selv er blevet denne opgave voksen, dvs. når dens teoretiske, propagandistiske og litterære arbejde med hensyn til indhold svarer til de avancerede arbejderes behov, med hensyn til form overholder pædagogikkens love (undgår ultimative formuleringer) og 49 Se programdiskussionen på Den kommunistiske Internationales 4. kongres (Protokoll des Vierten Kongresses der Kommunistischen Internationale, Verlag der Kommunistischen Internationale, 1923, pp ), der sluttede med følgende erklæring fra den russiske delegation, underskrevet af Lenin, Trotskij, Sinoview, Radek og Bukharin: I betragtning af at striden om, hvilken formulering overgangskravene skal gives, og i hvilken del af programmet de skal indføjes, har givet det fuldstændig urigtige indtryk af en principiel uenighed, fastslår den russiske delegation enstemmigt, at opstillingen af overgangskrav i de nationale sektioners programmer og deres almindelige formulering og teoretiske begrundelse i programmets almene del ikke kan opfattes som opportunisme. (Ibid., p. 542) Trotskij synes at have forudset en sådan strategi allerede i 1904, da han skrev: Partiet står over for proletariatets givne mangel på bevidsthed og søger at indpode sig i proletariatet ved at højne dette niveau (Nos tasches politiques, op.cit., p. 126.)

38 37 Historisk pædagogik og dannelse af klassebevidsthed samtidig er forbundet med en praktisk aktivitet og med et politisk perspektiv, der lader såvel den revolutionære strategi som den organisation, der bærer strategien, fremtræde troværdigt. Men selv om den revolutionære avantgardes aktivitet fuldstændigt svarer til disse fordringer, kan den i tider med aftagende klassekampe, vigende selvtillid hos arbejderklassen og midlertidig stabilitet hos klassefjenden ikke nå sit mål. Det er udtryk for borgerlig rationalisme og ikke for materialistisk dialektik, hvis man forestiller sig, at det kun kommer an på at forsvare 'den korrekte taktik' eller 'den korrekte linje' for å mirakuløs vis at frembringe en voksende revolutionær kraft, selv i tider med tilbagegang i klassekampen. Denne illusion er i øvrigt årsagen til de fleste splittelser i den revolutionære bevægelse, idet den organisatoriske sekterisme hos dem, der fremkalder splittelsen, bygger på den naive opfattelse, at 'anvendelsen af den korrekte taktik' kan tiltrække flere folk i den hidtil urørte periferi end den kan blandt de allerede organiserede revolutionære. Så længe objektive betingelser er ugunstige, vil disse splittelser derfor som oftest resultere i grupperinger, der er endnu svagere end dem, som oprindeligt var fordømmelses værdige på grund af deres 'ukorrekte taktik'. Dette betyder dog ikke, at det arbejde, som den revolutionære avantgarde udfører hos de avancerede arbejdere under ugunstige betingelser, forbliver uden resultat. Det bringer ganske vist ingen store umiddelbare resultater, men det er uhyre vigtigt, ja afgørende forberedelsesarbejde til det historiske øjeblik, da klassekampen igen begynder at tage til i styrke. For lige som brede masser uden erfaring i revolutionær kamp ikke kan udvikle revolutionær klassebevidsthed, kan avancerede arbejdere, som aldrig har hørt om overgangskrav, ikke indføre dem i den næste bølge af klassekampe. Det tålmodige og langvarige forberedelsesarbejde, som den revolutionære avantgardeorganisation ofte i årevis har udført som et dagligt pillearbejde, afkaster rigelig dividende den dag, da 'klassens naturlige ledere', stadig tøvende og endnu ikke fuldstændigt frigjorte fra fjendens indflydelse, pludseligt under en stor strejke eller demonstration tager kravet om arbejderkontrol med produktionen op, og gør det til et mål for kampen 50.. For at ære i stand til at overbevis et lands avancerede arbejdere og den radikale intelligens om nødvendigheden af at udvide brede sociale konflikter og oversætte dem fra de dagsaktuelle kravs niveau til overgangskravenes niveau, er det dog ikke tilstrækkeligt, at den revolutionære avantgardeorganisation tillærer sig en liste med sådanne krav fra Lenins og Trotskijs forrådskammer. Den må forstå sig på en dobbelt erkendelsesteknik. På den ene side må den tilegne sig erfaringerne fra det internationale proletariats revolutionære klassekampe gennem mere end et århundrede. På den anden side må den gennemføre en fortløbende, grundig analyse af nutidens totale samfundsmæssige realitet, nationalt såvel som internationalt - en analyse, der alene gør det muligt at anvende den historiske lære på den forhåndenværende situation. Ifølge den marxistiske erkendelsesteori er praksis kriteriet 50 Georg Lukács (Lenin, Studie über den Zusammenhang seiner Gedanken, Luchterhand, Neuwied og Berlin 1969, p. 30) har fuldstændig ret, når han skriver, at det revolutionære leninistiske parti ikke kan skabe nogen revolution, men nok fremskynde de tendenser, der fører til den. Et Sådant parti er såvel producent som produkt af revolutionen, hvilket betyder en overvindelse af modsætningen mellem Kautskys og Rosa Luxemburgs udialektiske formuleringer, henholdsvis at det nye parti må forberede revolution og at det nye parti skabes gennem massernes revolutionære aktion.

39 38 Historisk pædagogik og dannelse af klassebevidsthed for den faktiske tilegnelse af den aktuelle virkelighed. Med andre ord: International praksis er en absolut forudsætning for en sådan praksis. Uden en grundig tilegnelse af den internationale arbejderbevægelses historiske erfaringer fra revolutionen i 1848 indtil i dag, er den videnskabeligt eksakte bestemmelse af modsætningerne i det nutidige, senkapitalistiske samfund - i hele verden, og i hvert enkelt land -, bestemmelsen af de konkrete modsigelser i den proletariske klassebevidstheds udvikling og karakteren af de konflikter, der kunne føre til en revolutionær situation, en umulighed. Historien er samfundsvidenskabernes eneste laboratorium. Uden kendskab til historiens lære er en pseudo-revolutionær marxist i dag ikke andet end en 'medicinstuderende, der vægrer sig ved at sætte foden i dissektionslaboratoriet'. I denne sammenhæng må det understreges, at alle forsøg på at holde dn nyopståede revolutionære bevægelse 'fri af fortidens splittelser' udspringer af en totalt manglende forståelse af den samfundspolitiske natur af differentieringen indenfor den internationale arbejderbevægelse. Hvis vi ser bort fra de uundgåelige personlige og tilfældige forhold, der knytter sig til disse differentieringer, så viser det sig, at de store kampe inden for den internationale arbejderbevægelse siden oprettelsen af 1. internationale (kampen mellem marxisme og anarkisme, mellem marxisme og revisionisme, mellem bolsjevisme og mensjevisme, mellem internationalisme og socialpatriotisme, mellem fortalerne for proletariatets diktatur og fortalerne for det borgerlige demokrati, mellem trotskisme og stalinisme, mellem maoisme og khrustjovisme) berører grundlæggende spørgsmål i tilknytning til revolutionen samt strategien og taktikken for den revolutionære klassekamp. Disse grundlæggende spørgsmål udspringer af selve kapitalismens, proletariatets og den revolutionære kamps væsen. De vil derfor forblive aktuelle, så længe problemet med oprettelsen af et klasseløst samfund på verdensplan ikke har fundet sin praktiske løsning. Ingen nok så forsigtig taktisk manøvrering, ingen nok så storladen 'forsoningsvilje' kan i det lange løb forhindre, at disse spørgsmål igen og igen udspringer af praksis og stiller sig overfor hver ny generation af revolutionære. Det eneste man opnår, hvis man viger tilbage for en diskussion af disse problemer, er, at de bliver analyseret og løst usystematisk, tilfældigt og planløse i stedet for planmæssigt og videnskabeligt. Skønt tilegnelsen af den marxistiske teoris historiske materiale er nødvendig, er den dog kun første skridt henimod udviklingen af revolutionær klassebevidsthed hos de avancerede arbejdere og den radikale intelligens. Derudover kræves en systematisk analyse af nutiden, uden hvilken teorien ikke leverer de instrumenter, der kan klarlægge arbejderklassens øjeblikkelige kampevne, afdække 'de svage led' i den senkapitalistiske produktionsmåde og det senborgerlige samfund og formulere de adækvate overgangskrav (samt den dertil svarende pædagogik). Kun forbindelsen af en fuldstændig samfundsmæssig og kritisk analyse af nutiden med tilegnelsen af læren fra arbejderbevægelsens historie kan skabe det konkrete værktøj til den teoretiske løsning af den revolutionære avantgardes opgave Hans-Jürgen Krahl (op.cit., f. 13 ff.) har ganske ret, når han anklager Lukács for at stå for et idealiserende totalitetsbegreg om den proletariske klassebevidsthed og beskylder ham for manglende evne til at forbinde empiri og teori, hviket vil sige manglende evne til at formidle den revolutionære teori til arbejdermasserne. Af det foreliggende arbejde havde han imidlertid kunnet uddrage, at en sådan formidling afgjort er mulig på basis af den leninistiske partiopfattelse, ja at den hører til selve kernen i denne opfattelse. Da han imidlertid foretager en for skart adskillelse mellem fremmedgjort livsskæbne

40 39 Historisk pædagogik og dannelse af klassebevidsthed Uden revolutionær kamperfaring hos de brede masser kan der ikke eksistere revolutionær klassebevidsthed hos disse masser; uden den bevidste indgriben fra de avancerede arbejdere, som bringer overgangskravene ind i arbejdernes kampe, kan der ikke eksistere revolutionær kamperfaring hos de brede masser; uden udbredelse af overgangskrav gennem en revolutionær avantgarde har de avancerede arbejdere ingen mulighed for at påvirke massekampene i virkelig antikapitalistisk retning; uden et revolutionært program, uden bearbejdning af den revolutionære arbejderbevægelses historie, uden anvendelse af denne bearbejdning på nutiden og praktisk bevis for den revolutionære avantgardes evne til med succes at spille en ledende rolle i hvert fald i nogle sektorer og i nogle tilfælde, gives der ingen mulighed for at overbevise de avancerede arbejdere om vigtigheden af en revolutionær organisation, og altså heller ingen (eller kun en utilstrækkelig) mulighed for at lade de avancerede arbejdere bearbejde de til den objektive situation adækvate overgangskrav: Således griber de enkelte faktorer i udviklingen af klassebevidsthed ind i hinanden og underbygger den leninistiske organisations opfattelses aktualitet. Det revolutionære partis opbyggelsesproces opnår sin enhed ved at være et samlet udtryk for massernes læren gennem aktion, de avancerede arbejderes læren gennem praktisk erfaring og den revolutionære kadres læren gennem formidling af revolutionær teori og praksis. Der foregår en bestandig vekselvirkning mellem selv at lære og at lære andre, også hos den revolutionære kadre, der må erhverve sig evnen til at undgå enhver arrogance som følge af sin teoretiske kunne. Erhvervelsen af denne evne har sin baggrund i erkendelsen af, at teorien først beviser sin eksistensberettigelse i forbindelse med den reelle klassekamp og i sin evne til at omsætte de brede arbejderlags potentielt revolutionære klassebevidsthed i en faktisk 52 revolutionær klassebevidsthed. Marx berømte ord, at opdrageren selv må opdrages, er en nøjagtig beskrivelse af sagens rette sammenhæng. Det betyder absolut ikke, at en bevidst revolutionær omformning af samfundet er mulig uden revolutionær pædagogik. Mere fuldstændigt kommer det til udtryk i Marx tanke, at først i den revolutionære aktivitet xviii sammenfalder selvforandringen med forandringen af omstændighederne. og fremmedgjort produktionsproces, løber han ligesom Herbert Marcuse en risiko for at se fremmedgørelsen af konsumenterne som det centrale problem og dermed for at opfatte den højciviliserede behovstilfredsstillelse, som det senkapitalistiske system muliggør for arbejdermassen, som en hindring på vejen til udvikling af proletarisk klassebevidsthed. Den kapitalistiske produktionsmådes akilleshæl er imidlertid nu som før fremmedgørelsessfæren i produktionsprocessen; kun dér kan et sandt revolutionært oprør sætte ind, således som begivenhederne i Frankrig og Italien har vist. Dermed er vi kommet tilbage til den af os beskrevne artikulation i formidlingen af klassebevidsthed, hvor vi ligesom Krahl (og, føler vi os overbeviste om, ligesom Lenin og Trotskij) ingenlunde vil forveksle det naive begreb om det alvidende parti med begrebet om dannelsen af revolutionær teori som en specifik og permanent produktionsteori. 52 Karl Marx, Teser om Feurerbach, tredje tese: Den materialistiske lære, at menneskene er produkter af omstændighederne og opdragelsen, at forandrede mennesker altså er produkter af andre omstændigheder og ændret opdragelse, glemmer, at omstændighederne netop ændres af menneskene, og at opdrageren selv må opdrages. (Johannes Witt-Hansen (red.) Karl Marx, Berlingske Filosofi Bibliotek, København 1970, p. 106.)

41 40 Litteraturhenvisninger Litteraturhenvisninger (se også fodnoterne) i Lenin, Hvad må der gøres?, op.cit., p. 92, p 93. ii Rosa Luxemburg, Organisationsfragen der russischen Sozialdemokratie, op.cit. p. 74. iii Léon Trotsky, Nos taches politiques, Edition Piere Belfond, Paris 1970, pp iv Ibid., p v Ibid., p vi Léon Trotsky, The Class, the Party and the Leadership, i Fourth International, bind 1, nr. 7, December 1940, p vii Leo Trotzki, Geschicte der russischen Revolution, Berlin 1931, bind 1, p. 11. viii Se bl.a. Georg Lukács, Geschicte und Klassenbewusstsein, Malik-Verlag, Berlin 1923, pp og passim. ix Rosa Luxemburg, Organisationsfragen der russischen Sozialdemokratie, op.cit. p. 77. x Leon Trotsky, Results and Perspectives, i Permanent Revolution, op.cit., p xi Lenin, Der Zusammenbruch der II. Internationale, i Lenin-Zinoview, Gegen den Strom, Verlag der Kommunistischen Internationale, 1921, p xii Ibid., p xiii Leo Trotzki, Geschicte der russischen Revolution, op.cit., bind 1, f.eks. pp og passim. xiv Se i denne forbindelse Nicos Poulantzas, Pouvoir politique et classes sociales, op.cit. xv Leon Trotsky, The Intelligentsia and Socialism, New Park Publishers, London xvi Leo Trotzki, Die Entwicklungstendensen der russischen Sozialdemokratie, i Die Neue Zeit, 28. årgang, nr. 2, 1910, p xvii August Bebel, Breifwechsel mit Friederich Engels, Mouton & Co., Den Haag 1965, p xviii Marx-Engels, Die Deutsche Ideologie, op.cit., p. 217.